Wied, Gustav AVISKONEN

AVISKONEN

Jeg har en gammel Veninde, der har gaaet med "Berlingske" i seksogtredive Aar.

Aften og Morgen i Regn og Sne, i Kulde og Solskin, Sommer og Vinter triller hun af Sted i uhyre Lædersko og sort Straahat med Aviserne liggende paa Bunden af en invalid Barnevogn.

Vejret og Aarene har gnavet paa den gamles Legeme, paa hendes Sko, paa Srraahatten og Barnevognen. Men hendes Humør har de ladet i Fred.

Jeg mødte hende i Aftes, og vi kom i Passiar sammen.

- Hvordan har Mo'er det? spurgte hun.

- Jo Tak.

- Lever Fa'er endnu?

- Ja, alt hvad han kan.

- Bor vi endnu, paa Vodrofsvej?

- Nej, de gamle er flyttet paa Landet, og jeg bor alene nu.

- Falder 'et nunde lidt trist engang imellem?

- Næ, jeg holder nok af det! sagde jeg.

- Ja, sagde hun og nikkede - der løber jo immer no'et paa med de unge, som kunde remplesere de gamle!

Og saa blinkede hun aldeles guddommeligt med sine smaa vejrbidte Øjne:

- Smaapiger, hva'? sagde hun og stak mig skælmsk med Tommelfingeren i Siden.

Jeg kunde ha' kysset hende trods Snavset, som sad i Rynkerne rundt i hendes Ansigt ... midt paa de gamle, rimpede Læber, der af Alder var ganske hvide i Mundkrogene, 218 kunde jeg ha' kysset hende. Men jeg gjorde det ikke. Jeg nøjedes med at trykke hendes Haand og give hende en Krone til Kaffebønner.

Og saa satte hun nynnende Vognen og Skoene i Gang igen og traskede videre. Hun skulde endnu rundt med femogtyve Berlingere, hvoraf de nitten skulde bringes op paa tredje og fjerde Sal ...

Jeg elsker denne gamle Mutter!

Og nu har jeg sat hende dette Mindesmærke.