AVISKONEN

✂ Jeg har en gammel Veninde, der har gaaet med "Berlingske" i seksogtredive Aar.

✂ Aften og Morgen i Regn og Sne, i Kulde og Solskin, Sommer og Vinter triller hun af Sted i uhyre Lædersko og sort Straahat med Aviserne liggende paa Bunden af en invalid Barnevogn.

✂ Vejret og Aarene har gnavet paa den gamles Legeme, paa hendes Sko, paa Srraahatten og Barnevognen. Men hendes Humør har de ladet i Fred.

✂ Jeg mødte hende i Aftes, og vi kom i Passiar sammen.

✂ - Hvordan har Mo'er det? spurgte hun.

✂ - Jo Tak.

✂ - Lever Fa'er endnu?

✂ - Ja, alt hvad han kan.

✂ - Bor vi endnu, paa Vodrofsvej?

✂ - Nej, de gamle er flyttet paa Landet, og jeg bor alene nu.

✂ - Falder 'et nunde lidt trist engang imellem?

✂ - Næ, jeg holder nok af det! sagde jeg.

✂ - Ja, sagde hun og nikkede - der løber jo immer no'et paa med de unge, som kunde remplesere de gamle!

✂ Og saa blinkede hun aldeles guddommeligt med sine smaa vejrbidte Øjne:

✂ - Smaapiger, hva'? sagde hun og stak mig skælmsk med Tommelfingeren i Siden.

✂ Jeg kunde ha' kysset hende trods Snavset, som sad i Rynkerne rundt i hendes Ansigt ... midt paa de gamle, rimpede Læber, der af Alder var ganske hvide i Mundkrogene, 218 kunde jeg ha' kysset hende. Men jeg gjorde det ikke. Jeg nøjedes med at trykke hendes Haand og give hende en Krone til Kaffebønner.

✂ Og saa satte hun nynnende Vognen og Skoene i Gang igen og traskede videre. Hun skulde endnu rundt med femogtyve Berlingere, hvoraf de nitten skulde bringes op paa tredje og fjerde Sal ...

✂ Jeg elsker denne gamle Mutter!

✂ Og nu har jeg sat hende dette Mindesmærke.