Wied, Gustav JENSEN

JENSEN

Her er Brev fra Mathilde, sagde Niels og holdt det op I Vejret. - Og saa sender hun et, hun har faaet til sin Fødselsdag fra Jensen. Det er guddommeligt!

Jeg kom fra min Morgentur, og min Broder sad ved Frokostbordet og var næsten færdig med at spise.

- Saa' Du Jensen igaar? vedblev han - i graa Silkekjole og lange Handsker? - Hun er gal!

- Hun er storartet! sagde jeg. - Og hun er dygtig.

- Ja, ellers skulde da Fanden beholde hende, det gamle Skabedyr! - - Du ødelægger hende ogsaa rent, Johannes, ved at gaa og sludre med hende!

- Herregud, hun skal da ha' Luft! sagde jeg.

- Jeg kunde sgu alligevel ikke la' være med at le, klukkede Niels - da hun i Aftes kom hoppende langs Havegærdet med Hemming Terkels den hvide Ged, Du!

- Ja hun var yderst indtagende, sagde jeg.

- Du skulde ha' set Ka'lene, da de opdagede hende! vedblev han og gottede sig. - De Fruentimmer er sgu da ogsaa lige fjollede allesammen! Ligner det nu noget at maje sig saadan ud!

- Det var jo Søndag, sagde jeg.

- De Fruentimmer! gentog Niels foragteligt.

- Ja de er naturligvis ikke meget værd, sagde jeg - men - -

- Og saa gik hun Fanden gale mig og slog Potter ud i den Mondur! vedblev han og rejste sig fra Bordet.

- Ja véd Du nu hvad, Niels! det kan dog ved Gud ikke skade Potterne!

53

- Hun holder "overordentlig meget" af mig, skriver hun til Mathilde! sagde han smaaleende.

- Jamen Du er ogsaa en overordentlig vindende Personlighed! sagde jeg.

- Aa, gaa Fa'en i Vold! - - Skulde Hans Olsen komme og spørge efter mig, saa sig, at jeg er i Hvedemarken.

Niels gik sin Vej, og jeg satte mig til at spise Frokost og læse Brevene. Jensen skrev:

Frørup 19/7 91.

Ærede Frøken Mathilde!

Maa jeg have den Glæde ærede Frøken et sende dem min Hjerteligste lykønskning om en riktig Glædelig Fødselsdag og et godt Nyt Aar; at det nye Aar maae bringe dem Lykke og Velsignelse kjære Frøken, nu er jeg jo ogsaa Rejst fra den kjære Viskingaard, som jeg nok Troer vi to holdt meget af; jeg længes ikke efter den, da jeg har det meget bedre her end som paa der, jeg tror ikke at Fruen paa Viskingaard var rigtig Klog naar det kom over hende, saa vidste hun ikke hvad hun skulde sige og kalde os for, det er ogsaa en Skam at saadan en Mand som Buus skal have saadan en Kone men jo bedre en Mand er jo værre er hans Kone men hun faar nok Løn for sit, den nye Jomfrue de har faaet, er vist en god en til Fru Buus, Folkene kan ikke faae det de kan spisse og ved de hvad kære Frøken Mathilde naar man arbejder skal man virkelig have Mad, hun Skjærer hvert et 1/2 Stykke Brød til Pigerne om Middagen og saa Laaser hun Brødet og gaar sin Vej, Frøken Hauberg ved de jo ogsaa hvordan hun er saa de savner nok de Gamle har jeg hørt, kommer de ikke snart herover paa Frørup kjære Frøken jeg Tenker ofte paa dem, især om Aftenen naar jeg sidder her ene paa mit Værelse, og Ønsker de havde sidet hos mig, at vi kunde Pasiare lidt om gamle Minder fra Viskingaard jeg er jo ganske alene hver Aften, saa de kan nok Tenke dem mit Houmør, somme Tider, vi spisser først til Aften KL 7 og til Middag Kl. 2 saa min Tid er jo ikke saa lang det er jo et meget større Huus end som Viskingaards 54 Hovedbygning, det er jo et gammelt Slot og jeg har været oppe i Taarnet med Forvalter Fredriksen, Fru Buus Foreldre fra Roskilde var der kort før jeg rejste og holdt deres Golbrøllop, der var over 50 tyve med, der var 27 liggendes, 4 Hornblæsere, de Dansede til Kl. l, Spiste til Middag Kl 6 til Middag fik de Bron Suppe med Fiskeboller, Kogt Kalkune med Chjampenions Sous og Trøffelsous, derefter fik de Salt Lax Skinke og Oxetunge dertil Ærter og Blomkaal, Dyresteg vi havde et Dyr som Vejede nogle 90 tyve Pd., saa fik de Frugt Is Vanille Is og Mandel Is 2 Overflødighedshorn om Formiddagen til Frokost fik de Krystaer med Stuede Hommer og Kjødboller med Skarp Sous og Kastanier i, saa de kan Tro vi havde Trault, jeg havde stor Lyst til at komme til Kjøbenhavn i Vinter, men der gaar jo saa meget med til alt det Rejsende, Grevens fra Broholm kommer derind, saa jeg har jo mange gode Venner og Bekjender. nu er Sofie Meyers ved at faa sig et lille, de har vel hørt at Jægermesterinden paa Gottesgave har faaet sig en Datter til tror jeg det er og Kapelan Møller holder Møde for Unge Piger engang imellem nede i Mosen hvor jeg ogsaa kommer og Bibellæsning i Skolen, Tenk Kudsken fra Viskingaard Kjørte for Frøkenen til Skovbal en Aften og de tilbød Jomfruen at Kjøre med men ikke Mejersken skriver hun, jeg vil herved tillige kjære Frøken meddele dem hvorledes det gaar herovre paa det dejlige Frørup, begge mine Herrer befinder dem i beste Velgaaende og jeg ligeledes det er to herlige Brødre de der har kjære Frøken og jeg holder meget af dem begge de er af Forskjellig Caratheer, dog begge Prægtige Herrer dog har jeg meget Tillid til min egentlige Huusbonde han taler ikke meget men han er til gjengæld dybtgaaende Sand og Paalidelig, jeg vil her sige dem kjære Frøken at jeg holder Overordentligt meget af ham og at han aldrig skal fortryde at have faaet mig i sit Huus men jeg Ønsker dog til tider at han vilde tale lidt mere med mig jeg er jo saa vant til at omgaaes bedre Mennesker og jeg trænger til engang imellem at tale med dannede Mennesker jeg er jo af Naturen Begavet med et Sjeldent Hjerteligt og glad Sind og der for trænger jeg til Aandelig Opbyggelse og det kan jeg jo ikke faae her hos

55

Folk i Almindeligheden jeg har altid haft for Vane at vælge meget faa rigtige Bekjendskaber og her er jo ingen andre som de par Smaafruer hos Mejeriforpagterens og Gartnerens og som Ovenikjøbet ere saa Indbilske og dumme som man vel kan finde iblandt det Slags Fruer og Pigerne kan jo være meget gode men har jeg aldrig haft for Skik at give mig af med Pigerne i Almindeligheden saa Frøkenen kan jo vel forstaa at jeg her vil komme til at Føle mig meget Ensom jeg har altid holdt mest af -at glæde mig sammen med dem jeg har været hos som sagt et Smugt Familieliv det er det Eneste som tiltaler mig, men i det Punkt er min Herre meget afvisende og Kandidaten har jeg ingen rigtig tro til der kan jo rimeligvis ikke være Tale om at jeg skulde tænke at min Husbonde skulde Conversere mig, nej jeg har da Guskelov af min kjære Afdøde Moder faaet saa god en opdragelse at jeg ved hvor vidt jeg kan gaa men min Herre kan til tider være meget Saarende i sin Affærdigelse og jeg faar da til saadanne tider læt den Tanke at jeg rimeligvis kuns er betragtet som et nødvendigt Onde, for det skal her bemærkes at jeg sætter min Menneskeværd meget høj som hvis jeg var en Afecteret Pengedame, jeg har jo ellers ikke saa lidt her at gøre da jeg jo skal udfylde baade en Kones og en Huusbestyrerindes Plads og her er mange Folk som næsten er værre end Herskabet, jeg har jo nogle Smaasorger med Hensyn til Mad til mine Herrer for de ere begge lidt kræsne, jeg skal imorgen koge en dejlig Rullepølse af et Fedekalleslag, den spiser min Herre nok paa Søndag har jeg tænkt at jeg ville lave en lille Bueff Allemode og saa tænker jeg paa en lille Rombudding det er jo rigtig god Mad Rababergrød, har jeg flere gange haft og Stikkelsbærgrød og Røgrød mine Herre holder meget af kolde Spiser og gaffelmad det lille Herreselskab vi havde i forrige Uge behøver jeg vel Neppe at fortælle noget om da en af mine Herre Rimeligvis har skrevet derom for mig gik det udmærket, jeg har ligefrem Rutine til saadan noget for jeg er vant dertil jeg gik jo i Ro og lavede til og Fred og Ro er Livets Største Goder og det har jeg her hos deres gode Brødre

nu ærede Frøken har jeg fortalt lidt af det Vigtigste jeg kan jo tænke mig at det glæder dem at høre fra deres kjære 56 Brødre og Slutter jeg saa for dennegang med en meget Ærbødig Hilsen fra deres

altid Underdanige Marie Jensen.

Jeg puttede Brevene i Lommen og ringede paa min Kaffe. Jensen stak Hovedet ind ad Døren.

- Naa, det er Kandidaten! sagde hun og forsvandt igen.

Jomfru Jensen var en vever lille Person med lysebrunt Haar, der krusede sig yndefuldt om hendes femogfyrretyveaarige Ansigt.

- Velbekomme! sagde hun, da hun kom ind med Kaffen,

- Værs'god. - - Kunde Kandidaten ikke passe at spise Frokost sammen med Proprietæren? spurgte hun saa og blev staaende for Enden af Bordet.

- Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre, Jensen. Jeg gaar jo mine Ture.

- Ja, for jeg holder ikke meget af denne Vasken op lige til Middag!

- Jeg skal forsøge, sagde jeg.

- Ja Di lover! sagde hun og slog med Nakken. - Men jeg véd godt, Di sidder dér og griner a' mig indvendig!

- Hvor kan De tro! sagde jeg bebrejdende.

- Nej, saa priser jeg ri'nok min Husbond!

- Ja han er ogsaa et meget bedre Menneske, sagde jeg.

- Di er en rigtig Franskmand, vedblev hun - en rigtig "Forfatter"!

- Naa - aa -

- Ska' jeg si' Dem, hva' Di tror? spurgte Jensen.

- Ja, sagde jeg og tog et Stykke Hvedebrød. - Lad mig høre! Jeg sætter megen Pris paa Folks Mening.

- Di bilder Dem ind a' være noget - noget stort! sagde hun og slog op med Haanden. - - Hi, hi! - - Di ka'stole paa, a' jeg kender Menneskene! vedblev hun. - Jeg tjente her for en fire-fem Aar siden ovre paa Møen hos en Præst. Det var en grusom lærd Mand, en dejlig Mand! som han kunde tale! - - Men han fik Prygl a' Konen. - Er Di en Præst? sa'e jeg til ham - er Di en Mand? sa'e jeg.

- Di maa skamme Dem, sa'e jeg - a' Di la'er Dem byde det, Di som forvalter Herrens Sakramenter! sa'e jeg. - -

57

Di kan tænke Dem, Hr. Kandidat, vedblev Jensen - a' Konen ligefrem væltede ham ud a' Sengen om Morgenen. Hun vilde ha'e Plads, sa'e hun. Men han klappede hende bare og sa'e: naa, naa, lille Mille! - - - Og han skrev de dejligste Prækener og trykkede dem! - - Han var osse Forfatter - - han var en Nathue var han! - - Herregud, sa'e jeg til ham - la' mig flytte en Seng herind til, der staar jo tre oppe paa Gæstkammeret! - - Nej, lille Jensen, sa'e han - Mand og Hustru skal være som ét Legeme og én Sjæl! sa'e han, det kjære Mandfolk!

- Jeg synes, det var meget kristeligt tænkt, Jensen, sagde jeg.

- Kristeligt! ivrede Jensen. - Di maa da ikke tro, Hr. Kandidat, at jeg ikke kender Religionens Forskrifter! Jeg har sunget fire Aar i St. Knuds Kirke, vil jeg si'e Dem! Og jeg si'er ri'nok, a' tror man, a' det højeste Væsen blander sig i Smaating, saa maa man være mer end almindelig dum! Det kan være med de store Ting, gudbevares! men har jeg, jeg vil si'e, otte Kjoler hængende i rnit Klædeskab, saa har jeg ved Gud sæl skravet dem sammen! - - Kandidat, si' mig ubeskaaret, ka' Di li' mit Hvedebrød nu?

- Jo, sagde jeg lidt overrasket - nu er det bedre.

- Ja, man maa jo først kende Ovnen! - - Gud forbarme sig, hvor han saa' sød ud! vedblev hun - Præsten, da han laa Lig! - - Han var syvoghalvfjerds, og Konen var fyrre - - Hvor han saa' godt ud! - - Og hun græd! Jensen, sa'e hun og vilde kysse mig - aa, Jensen, min gode, kærlige Mand! - - Rør mig ikke, Frue! sa'e jeg. - Nu sitter Di der! sa'e jeg, - Sorgen kommer altid bagfra! sa'e jeg.

- Jeg synes, det var lidt haardt af Dem, Jensen.

- Skulde jeg la' mig kysse a' den frygtelige 'Kvinde? sagde Jensen indigneret - aahaa, nej! - - Naar jeg tænker, a' hun mange Gange tog ham i Slaabrokken og rystede ham op ad Kakkelovnen! Nej! - - Og saa kunde hun være saa sød! - - Lille Jensen, sa'e hun - her har jeg noget til Dem, sa'e hun, og saa kom hun stikkende med en Chemise eller et Par Bukser - - Gaa i Dem sæl' Frue! sa'e jeg. - Hvor kan Di forlange, a' jeg skal fro? 58 sa'e jeg. - Di er en Djævel, sa'e jeg. - Di er jo ondt Er det en Maade at behandle en god og elskelig Mand paa? sa'e jeg. - Og Børnene, sa'e jeg - hvilken Lærdom drager ikke di deraf for Tid og E vi'hed? sa'e jeg. - - Og Fruen maatte pænt spadsere af med sine Judasgaver igen, jeg rørte dem ikke! - - Nej! sluttede Jensen - man har dog Menneskeværd! - - Men, vedblev hun - dér ser man Herrens Veje, for fra det Øjeblik han døde, blev Fruen s'men saa sød og rar, a' hun kunde sidde i Timevis og græde a' Metogkoli! - - Og saa flyttede hun til Kjøbenhavn med Børnene. Og nu er hun gift igen med en rig Hestehandler paa Vesterbro. For dejlig var hun! Stor og velskabt og saa nydelig blegfed. - - Er det Kandidatens Sokker di graa Normal, der er i Vask?

- Ja.

- Søde smaa Strømper! smilede Jensen. - Jeg sad s'men og gned mig i Ansigtet med dem i Aftes! - - Man ka' ri'nok se paa Kandidatens Undertøj, vedblev hun - a' Di har maattet savne kvindelig Hygge. Gudbevares hvor det er medtaget!

- Saa er det jo godt, jeg har faaet Dem, Jensen.

- Ja og Egteskabet! vedblev hun. - Sig mig ubeskaaret, Kandidat, hva' er Egteskabet?

- Næ-i! sagde jeg.

- Jeg har tjent hos en Professor i tre Aar, tog Jensen fat igen. - Han var mild og god som Dagen var lang. Men hans Kone gik med sin Galan i Fruens Bøge! - - Og der kom Børn. Gudbevares, jeg si'er ingenting! Men Professoren lignede di ikke. - - Og han laante mig Bøjer. Og jeg læste - - for Lærdom, Hr. Kandidat, og Kundskaber, det har altid ligget for mig. Og jeg si'er ri'nok, gift Dem ikke, for det kan tidsnok gaa Dem som Sokrates dernede i Grækenland! Professoren ha'de en tyk Bog om ham. Og der stod tydelig, a' jo klogere og kærligere en Mand er, desto galere bli'er hans Kone. For hvor ska' han osse ha' Tanke for a' tøjle hende, naar han render rundt med al den Lærdom i Ho'edet?

- Nej, sagde jeg og rejste mig fra Bordet. Jensen gik hen mod Døren.

59

- Og jeg vilde ønske, sagde hun - a' Proprietæren heller ikke vilde tænke paa det. For hvor ser han dog god ud, Gud forbarme sig, hvor ser han dog evig god ud! Og han faar s'men aldri' én, der sørger bedre for ham end jeg.

Hun aabnede Døren og gik ud. Men et Øjeblik efter stak hun Hovedet ind igen og deklamerede:

- I Egteskabets Sø, der er en Klippe.
Og Sokrates, han kaldte den: Xantippe!