↩

DEN GAMLE KAMMERHERRE

✂ Min Broder vilde absolut med den Aften, jeg gik op til Forpagter Egelund.

✂ - Der er sgu ingen Mening i, at jeg skal sidde her alene hjemme og knejse! sagde han. - Og Egelund har jo osse bedt os begge to!

✂ - Jeg siger, Du er forkølet, Niels.

✂ - Nej, kære! lo han - jeg snakkede jo med Manden i Formiddags!

✂ - Er Du færdig med Sogneregnskaberne? spurgte jeg.

✂ - Nej.

✂ - Saa si'er jeg, at Du sidder midt i dem!

✂ - Jamen hvorfor maa jeg ikke komme med? spurgte han og lavede et ynkeligt Ansigt. - Jeg er rent gal efter hans Gammelrom, véd Du!

✂ - Vi kan jo gaa derop igen engang i næste Uge, sagde jeg. - I Aften skal jeg tale med ham, og det kan jeg ikke, naar tredje Mand er tilstede.

✂ - Ikke engang din egen Broder?

✂ - Ikke engang, nej!

✂ Egelund havde i fyrretyve Aar været Forpagter hos Kammerherren, af hvis Arvinger min Broder havde købt Frørup.

✂ Han havde tjent sig en lille Formue og levede nu paa en Bondegaard, der laa tæt nede ved Fjorden paa Skællet mellem Kamstrup og Vindblæs Sogne.

✂ Han var Enkemand og vejede tohundrede og firsindstyve Pund. Havde en Gig med en Trappestige op til og en svær jysk Hest, der ikke bestilte andet end trække ham rundt i 16 Markerne og paa Besøg i Omegnen. Til Byen kom han aldrig, men lod Drikkevarerne indforskrive fra Hovedstaden, hvor han stod i direkte Forbindelse - det vil sige gennem sin Husholderske som Korrespondent - med nogle af de allerældste Vinhuse. Man sagde, at hans Seng var stivet af med Jærnbjælker under Bunden. Og foran den stod der altid en Skammel, som han traadte op paa for at komme i den. Han havde korte hvide Bakkenbarter og et tæt hvidt Haar, der groede frem efter og stod ud over Panden som et Tagskæg. Oppe paa det højre Øjelaag, nede ved den ydre Øjekrog, sad en temmelig stor Vorte, der var i uafbrudt Bevæ>- gelse, naar han lo. Han lo nemlig mest med Øjnene. Og paa hver Side af dem, helt hen mod Tindingerne, var der en tæt Vifte af smaabitte lattermilde Rynker. Men han røg aldrig Tobak, Egelund. Han sagde, at det ødelagde Humøret.

✂ Jeg gik langs det inddæmmede og fulgte Markvejen op til Forpagterens Gaard.

✂ Lidt inde paa Marken lige paa Kanten af en Mergelgrav stod en høj Poppel med Grene ned ad Stammen. Ellers var der ingen Træer at se paa Strækningen ud mod Vandet. To Kør stod paa Toppen af en Bakke og brølede med Hovederne vendt mod Gaarden. Den ene havde kun ét Horn. Ude paa Fjorden krydsede nogle smaa Baade ind ad Byen til. Og ovre paa den anden Side saa' man Branderslev Skoven og Holmgaards Teglværk, hvis høje Skorsten var sværtet sort et godt Stykke ned. Men Teglværket er senere forsvundet, da man en skønne Dag opdagede, at det var Slut med Leret.

✂ Egelunds Gaard bestod af fire sammenbyggede Længer. Stuelængen laa lige for Porten med Køkkenindgangen til venstre og den fine Indgang til højre med en halv Møllesten foran som Trappetrin.

✂ Der var ingen i Forstuen. Og jeg hængte Hat og Stok fra mig og bankede paa Dagligstuedøren.

✂ - Urumm! sagde det bag den. Jeg lukkede op og traadte ind.

✂ - G'da, g'da, Kandidat! hilste Egelund, der sad i Sofaen for Bordenden og svedte - Undskyld, jeg ikke rejser mig! sagde han. - Naa! men hvor er Godsejeren?

17

✂ - Ja, han ha'de nogle Regnskaber, som - -

✂ - Regnskaber? Fa'en! det var kedeligt! For jeg kan sgu bedre - - -

✂ - Hvad kan De bedre? spurgte jeg smilende.

✂ - Ja det er sgu saa sin egen Sag at sige det! sagde Egelund og kløede sig i Nakken med Neglen af Pegefingeren

✂ - men - - jeg kan sgu bedre lide ham.

✂ - Han kommer ogsaa én af Aftnerne, sagde jeg.

✂ - Han længes svært efter Deres Gammelrom, skulde jeg sige.

✂ Kø, hø! lo Forpagteren, og Vorten vippede. - Di kan jo ikke drikke? spurgte han saa.

✂ - Jo - o - - -

✂ - Sæt Dem, sær Dem kære, sæt Dem! vedblev han. - Jeg kommer altid til at svede, naar jeg ser no'en staa! -

✂ - Det er vel bedst, vi straks faar noget at æde? - - Rossberry! raabte han og slog et Par Slag i Bordet.

✂ Næsten i samme Nu gled hans lille sortklædte Husholderske med den hvide Pibekappe ind ad Døren henne ved Kakkelovnen. Hun smuttede gennem en Sprække, der ikke var mere end højst otte Tommer bred.

✂ - Mad! kommanderede Egelund. - Er det Dem aldeles umuligt at spise Spejlæg i en Dagligstue? henvendte han sig til mig.

✂ - Nej, nej! sagde jeg - paa ingen Maade!

✂ - Lad os saa faa det herind, Rossberry! sagde han - Vi sidder saa rart!

✂ Og Konen smuttede ud af Sprækken, lydløst som om hun havde Vind i Knoglerne.

✂ - Hvad er det dog, De kalder hende? spurgte jeg, da Døren havde lukket sig.

✂ - Rossberry!

✂ - Hedder hun det?

✂ - Næ! Men det er efter en Støver, jeg engang ha'de købt af Baronen paa Vintersborg. Den laa altid inde hos hende om Natten. Og da den døde, saa bandt hun Kranse. Og nu har hun den som Fodpose. Saa syntes jeg osse, at jeg skulde gøre no'et, og saa kaldte jeg hende op efter den afdøde. Og nu lystrer hun sgu! endte han.

18

✂ Konen gled atter ind. Hun lagde Dug paa og stillede Mad op paa den øverste Bordende foran Forpagteren.

✂ - Hvordan var Deres Rug? spurgte jeg Egelund.

✂ - Tør som Kanel! sagde han - Og Bro'erens?

✂ - Udmærket.

✂ - Et Svineheld, at han skulde faa Frørup! sagde han - for jeg ha'de da ærgret mig en Lungepiber til, om en Smølehans ha'de købt den.

✂ - Han er dygtig - - -

✂ - Ja Gu' er han dygtig! Der er ikke to Meninger om den Ting. Men han skulde gifte sig, skulde han. Hva' Fa'en! det er ikke godt, at Manden er ene og allermindst paa saadan en Ejendom.

✂ - Hvorfor ikke det? spurgte jeg.

✂ - Han gaar jo og bli'er melantrist i alle di Gemakker. Og saadan et lille Fruentimmer, hun liver sgu behageligt op.

✂ - Aa ja, sagde jeg - sommetider.

✂ - Tror Di, jeg var ble'en den Mand, jeg er, hvis jeg ikke ha'de giftet mig? vedblev Egelund - Nej, min Fa'er! Vi maa sgu virke med alle vore Lemmer, ellers bli'er det det bare Dødbideri altsammen. - - Vi gaar sgu dog og tænker paa det! sagde han ivrig - Lad os bare ikke skabe os, som gamle Anders Rødkilde si'er! Vi maler os de yndigste Billeder og køber sjofle Fotografier. - - Se nu ham, Mølleren, Korneliussen! fortsatte han. - Hva'beha'er? br-u-r-r! - - Og jeg skal sige Dem, hva' det ender med? Med det bare Svineri, højstærede! Alle di Historier, der gaar om Mølleren og hans Drenge! - - Tak for mig!

✂ - Naa, ja-a, sagde jeg - Folk vrøvler saa meget!

✂ - Han gaar i Søvne, si'er han! vedblev Egelund. - Ho, ho! Det gør Hanhundene sgu osse sommetider, naar di er forlegne!

✂ Den lille Kone kom ind og tog af Bordet. Lidt efter satte hun Rom, Vand og Sukker frem. Og vi bryggede os hver en Toddy, Egelund og jeg.

✂ - Ja der er jo mange Værelser deroppe, sagde jeg - Har Forpagteren talt dem?

✂ - To og tredive! sagde han.

19

✂ - Jamen saa regner De vel Gæstekamrene og Pulterkamrene med?

✂ - Det gør jeg, sagde Egelund. - For di var allesammen i Brug i den gamle Kammerherres Tid. Der kom saamange Gæster om Sommeren.

✂ - Ha'de han Kontor sammesteds som min Bro'er?

✂ - Ja. Og saa var der Dagligstuen, den med de fire Fag, og Riddersalen, og den gyldenlæ'ers. Og i Værelset ved Siden af Billardstuen, der hvor Di nu har Skrivestue, ha'de hun sit Kabinet. - - Fa'en til Værelse, forsikrer jeg Dem! med Tæpper og Anstalter og Chaiselonger og udstoppede Svaner! Og foran Kaminen laa der otte og tyve Rævebælge, allesammen med Lunten ud efter! Og saa var der et Bjørneskind, som han sæl ha'de skudt oppe i Norge. Og Markiser! Og Fanden og hans Oldemo'er paa Væggene og gamle Ragoutfade l

✂ - De kom vel ofte op paa Slottet, Egelund?

✂ - Ja. - - Men hva' Fa'en er det for en Toddy, Di dér har lavet sammen? den ser jo Gu' hjælpe mig ud som Rossberrys Rabarbersaft!

✂ - Jeg skal ikke ha' den stærkere, sagde jeg.

✂ - Hør nu lille Ven, sagde han og lagde sin Haand, der lignede en femspaltet Rullepølse, paa min Skulder. - Di er Fa'en ska' ta' mig ikke ægteviet Bro'er til Godsejeren!

✂ Og jeg fik ikke Fred, førend jeg havde hældt mere Rom i mit Glas.

✂ - Jeg var oppe hos Else Tamburs forleden Dag, begyndte jeg. - Hvad er det for en underlig Historie, hun fortæller?

✂ - Ja-a, sagde Egelund, og hans Ansigt blev alvorligt, saa godt det lod sig gøre - det var Kammerherrens Bro'er, der ødelagde hende, Stakkel! Han kunde jo ikke se et Fruentimmer, uden at han straks var der. Hun var Satans køn dengang, saa hvid og rød. Og han - - gammel Ungkarl! naturligvis - - han gik her og listede rundt ved en sølvknappet Stok og med Handsker paa og ventede, a' Kammerherren sku' dø, for saa ha'de han jo faaet hele Kagen, da der ingen Børn var. - - Men den gamle var ham sgu for sej, kø, hø! Og denne Gang gik minsæl Kammerjunkeren før Kammerherren, 20 hvor strængt han ellers holdt over Rangen! for gudbevares hvor di to Brødre elskede hverandre!

✂ - Saa-aa? gjorde de det? spurgte jeg.

✂ - "Jeg synes Di hugger svært løs paa Skoven, lille Egelund? Min Bro-der (han sa'e altid Bro-der, gjorde han, den gamle Avekat!) min Bro-der burde dog virkelig tænke lidt paa sin Eftermand." - - Og véd Di, hva' Kammerherreinden betroede min Kone engang? - - Di kan jo aldrig holde Mund, di Fruentimmer!

✂ - Nej, sagde jeg - hvad var det?

✂ - Ja nu' er jeg jo li'esaa tosset! lo Egelund - Men herregud, di er jo døde allesammen! - - Jo, han ha'de sagt til hende, at hun gærne maatte faa et Barn med hvem det skulde være, bare for at Kammerjunkeren kunde blive snydt for Gaarden!

✂ - Det er ikke muligt! sagde jeg.

✂ - Jo Gu' er det saa! Men det allergrinagtigste var, at han forbød hende at faa det med Baronen paa Vintersborg, ene og alene af den Grund, at han kørte med seks Heste og Kammerherren kun med fire!

✂ - Aa nu lyver De! sagde jeg.

✂ - Nej Gud Fa'en! min Kone var sgu ikke a' den Slags!

✂ - Men der kom jo ingen Børn.

✂ - Næ, sagde Egelund - Kammerherreinden var jo no'et a' en Grundtvigianer - - Fa'en bli'e ellers klog paa di Fruentimmer! vedblev han - for efter Middagene deroppe saa kunde hun godt ligge paa Chaiselongen og vise sine Silkestrømper. Og jeg har mange Gange set ham, den lille visne Amtmand Schoppe kysse hendes Haand, saa han smadskede ved det. - - Men det forbyder Grundtvig kanske ikke!

✂ - Kammerherren var jo Doktor filosofiæ? spurgte jeg.

✂ - Ja, ja! Gud naadige var han det! lo Forpagteren, og Vorten vippede, og Vifterne gik. - Det var han blevet engang, han kom hjem fra Udlandet. Og han var meget mere stolt over det end over at være Kammerherre. - - Men Christian den ottende var nok gal for 'et, for til Hoffet kom han aldrig.

✂ - Var han da Kammerherre, før han blev Doktor?

21

✂ - Ja ellers var han sgu vist aldrig bleven udnævnt! - - Mærkelig nok, at han nogentid ble' Kammerherre, for det Leben han førte her i sin Ungdom. Men di ha'de vel sagtens troet, at det sku' tæmme ham.

✂ - Jeg har nok hørt nogle Historier, sagde jeg. - Var det i Deres Tid?

✂ - Næ-i det værste var forbi den Gang. Og jeg holdt jo igen, hvor jeg kunde - og han var ble'en gift. - - Nej, men da han drev Gaarden sæl! Di kan tænke Dem: engang stak han Ild paa sin Forvalter, og slukkede ham med en Havesprøjte!

✂ - Nu bilder De mig noget ind. Egelund!

✂ - Nej Gud Fa'en, om jeg gør! vedblev han ivrig - Kammerherren ha'de flere Gange haft fat i Forvalteren og spurgt,-om han maatte stikke Ild paa ham for tyve Rigsdaler. Men Forvalteren sa'e jo nej begriveligvis. Saa engang der var stort Herregilde - det var før han blev gift - saa drak di Forvalteren fuld, og saa gik han ind paa det for femogtyve. Saa satte di ham ud i Gaarden og hældte ham over med Belysningsvæske, og saa futtede han a'! og Kammerherren stod parat med Havesprøjten, og han slukkede ham sgu!

✂ - Det er Løgn, Egelund! sagde jeg.

✂ - Nej Gu' er det ej! sagde han alvorlig - for jeg har sæl talt med Forvalteren her siden efter.

✂ - Sæt, han nu var bräèndt! sagde jeg.

✂ - Ja den var sgu ble'en ulden, naada! - - Næ, men saa var det engang, at Kammerherren var bleven Uvenner med hele Byen derude - - Fa'en véd osse, hvor saaden Mand kunde hitte paa saaden Ting! - - Det var engang, han kom ridende ude paa Landevejen. Saa møder han Mette Brødkone, der sjokkede ad Bys til med sine Kurve. Hun var nu hellerikke fri for at være saadan lidt oven i. Hun var engang faldet ned fra et Bord og ha'de slaaet Hovedet fordærvet mod en Huggeblok. Og siden den Tid rablede det for hende. Det vil sige saadan i al Gemytlighed! - Vil Du age med, Mette? spurgte saa Kammerherren. - - Og hvordan det nu gik eller ikke gik, saa fik han hende sgu op bag ved sig skrævs over Hesten. Og saa travede han ind 22 gennem Byen med hende. Mette sidder og griner og nikker og holder ham om Livet med en Kurv paa hver Arm. Men midt oppe paa Torvet lige ud for Borgmesterens gi'er han hende et Puf med Albuerne, saa hun dratter ned. Og dér ligger hun jo og skriger i vilden Sky, mens han sporer ud a' Byen den anden Vej - - -

✂ - Jamen - - begyndte jeg.

✂ - Nej hør nu videre! sagde Egelund - der er sgu mer endnu! - - Der blev jo begribeligvis en farlig Staahej, og Kammerherren blev stævnet og maatte gi' Mulkt baade til Mette og til Retten. Men lur ham! - - Da der var gaaet et halvt Aarstid, og det hele var glemt, saa gi'er han en storartet Middag for alle Honerasjores derudefra. - - Der var Borg'm esteren, og der var Præsten, og der var Amtmand Schoppe og Toldforvalteren og ham den enbenede Postmester Bilsted og mange flere. - - Di sad og spiste og drak og morede sig. Men midt paa Bordet stod der et stort Sølvfad, som ingen maatte røre. Da di saa var kommen til Desserten, befaler Kammerherren én af Tjenerne at ta' Sølvfadet og byde det omkring og begynde ved Borg'mesteren. Di var jo allesammen nysgerrige. Og Fadet var saa stort, at Tjeneren maatte ta' paa det med begge Hænder - - - Skal Di ikke ha' Dem en Toddy til? der er mer, hvor det kom fra!

✂ - Tak, sagde jeg - Tak, nu skal jeg - -

✂ - Borg'mesteren maatte sæl ta' Laaget a', fortsatte Egelund. - Men lige idet han letter det, farer der en tyve- tredve Graaspurve ud om Ørene paa ham og rundt i Salen. Di grinte jo, som di var gale allesammen og Borg'mesteren med. Men lidt efter begynder di sgu a' nyse. Og Præsten snyder Næsen og taler noget om Forkølelse. Men saa nyser Borg'mesteren og Toldforvalteren og Amtmanden, og Tjenerne henne ved Buffeten nyser, og Kammerherren nyser sæl osse. - - Og saa ha'de han, Gu' hjælpe mig, drysset alle Fuglene ind med fint spansk Peber, den Heksemester! endte Egelund og lo, saa han blev mørkerød helt op under Tagskæget.

✂ - Ja-a, sagde jeg - det var sgu godt!

✂ - Jamen der er mer endnu! klukkede Forpagteren - der er sgu mer endnu! Nu ska' Di høre! - - Di maatte 23 jo rende ud a' Spisesalen og nyse langs ned a' Trapperne. For Kaffen blev serveret nede i Lindelysthuset, Di véd, henne for Enden a' Stalden. - - Di fik jo Kognak og Kakao og Munk og Cigarer over en lav Sko. Og saa fandt Kammerherren paa - - det vil sige: Asenet ha'de begriveligvis lavet det hele i Forvejen - - men han spør dem da nok saa fromt, om di ikke kunde ha' Lyst til a' se paa Udsigten oppe fra den nye Mejeribygning - - -

✂ - Den med det flade Tag? spurgte jeg - der er ogsaa kønt!

✂ - Ja vel saa - - Og di var jo lystige, saa di gik alle Mand derhen. Og Kammerherren faar fat i en Stige. Og di kryber op. Om det saa var Postmesteren, saa kravlede han med tilsidst. Men da di allesammen er godt og vel oppe, hva' gør saa Mester Urias? han vælter Stigen og ta'er Hatten dybt a' og si'er: Go'maaren di Herrer! - - Di griner jo vældig og gi'er ham et Hurra, for di tror, a' det hele er Spas. Men saa pludselig kommer Kaiesken rullende med de fire røde for - - den ha'de holdt forspændt og ventet omme i Slippen - - og Kammerherren springer op i den: Hvis no'en sætter Stigen til, inden han ser mig køre ned ad Skovbølle Banke, bli'er han jaget fra Gaarden straks paa Timen! si'er han saa til Folkene. Og væk ruller han ud igennem Porten! Satan til Ka'l, Sat-han til Ka'i! klunkkede Egelund og alle hans Pund rystede - Gud, hvor jeg sveder! sagde han.

✂ - Hvorlænge maatte de saa blive der? spurgte jeg.

✂ - En halv Time godt! For det ta'er mindst en halv Time i jævnt Trav til Skovbølle Banker. Og han har sgu vist ikke forhastet sig.

✂ - Jamen Folkene - - -

✂ - Di turde sgu ikke! Og saa kunde di godt lide Kammerherren. Og saa grinte di jo, for Præsten holdt nok Tale! lo Egelund og rev sig paa Halsen - Gud forbarme sig, hvor jeg sveder! sagde han igen.

✂ - Det Selskab kom vist aldrig mere ud til Frørup? sagde jeg.

✂ - Aa Gu' jo! Jeg har saamen mange Gange spillet L'hombre med Amtmanden siden den Historie! - - Den 24 gamle ha'de jo en Satans velsmagende Vinkælder, ska' jeg si' vos! Og saa var han en prægtig Mand, sluttede Forpagteren og tømte sit andet Glas. - Naar det da ikke lige just gik ud over én sæl! lagde han til.

✂ - Han brugte vel mange Penge?

✂ - Naa-aa, næ-i! Og saa ha'de han jo nok a' dem!

✂ - - Ja dengang han sæl drev Gaarden, gik det jo saa som saa, for Godsforvalteren var lidt dvask a' sig. Og saa blev han jo svagelig. - - Jeg har forresten en Skrivelse fra ham fra den Tid, udbrød han pludselig. - Den ska' Di sgu se! - - Rossberry! raabte han, saa det klang i Væggene.

✂ Den lille Kone viste øjeblikkelig sin Kappe i Dørsprækken.

✂ - Lampen! kommanderede Egelund. Og Konen forsvandt

✂ - Nu laver vi os sgu hver en frisk, sagde han og bryggede to stærke Toddyer. - Di skal drikke den! sagde han.

✂ - Vil Di gaa hen i Chatollet indenfor Klappen til højre. Der ligger Skrivelsen, sagde han, da Lampen var stillet ind paa Bordet.

✂ - Hvordan skal jeg lukke det op? spurgte jeg, da jeg stod derhenne.

✂ - Di skal bare slaa den ned, sagde han - li'som Klappen paa Mads Knaks Bukser - - Død og Pine! udbrød han saa - den Historie maa Di sgu ha'! - - Fandt Di Brevet?

✂ - Fuldmagt til Hr. Forpagter C. Egelund paa Frørup, læste jeg.

✂ - Ja det er den! - - Kom her hen ved Lampen! -

✂ - Di kan sgu gærne tjene mig i at læse den højt? sagde han saa. - Det er saa længe siden, Rossberry har læst den for mig.

✂ Med Fornøjelse! sagde jeg. Og saa læste jeg:

✂ Fuldmagt til Hr. Forpagter C. Egelund paa Frørup.

✂ Da jeg formedelst det usunde kamstrupske Klima ikke opholder mig meget paa mine Godser dersteds, og da min nidske Broder 1844 lod sig forlyde med, at der var ingen Administration paa mine Ejendomme, befuldmægtiger jeg 25 herved Hr. Forpagter Egelund paa Frørup til, under min Fraværelse fra mine Godser i Kamstrup, Skovbølle og Viby, hvad enten jeg opholder mig her paa Fyen eller i Udlandet, at have Over-Opsyn med alle mine Officianter fra Dux til Fux, og paasee, at de ikke sætte mig et x for et y, og ikke ved tomme Tirader forsøge paa at snakke sig fra deres Pligter, eller binde mig Jyde-Løgne paa Ærmet.

✂ Hr. Egelund skal ergo fungere som min Gods-Inspektør under min Fraværelse, og alle mine Officianter, fra min Godsforvalter til min Natvægter, skulle parere hans Ordres under min Fraværelse, ligesaa fuldt som om de vare udgaaede fra mig selv, og alle de, som ikke ville respectere hans Ordres, faa Løbepas uden Pardon og Pension; da jeg aflægger mine Officianter, og in specie mine Forvaltere, saa godt, at de ville betænke sig to Gange paa at bytte med mangen Kongelig Embedsmand, og jeg behandler Dem med al mulig Humanitet, vilde jeg - ifald jeg ikke havde studeret Menneskene i en lang Aarrække - supponere, at Taknemmelighed vilde spore godt Folk til med Energi og ubrødelig Troskab at varetage mit Tarv, men bittre Lærepenge have viist mig, at jeg ikke tør lade mig lulle i Søvn ved den Tanke, tout au contraire holdes jeg vaagen ved det Bekjendte: "Procul a Jove, procul a fulmine" id est; "langt fra Jupiter, langt fra hans Tordenkile", eller det Bekjendte: "Naar Katten er ude, spiller Musen paa Bordet." -

✂ Det Hr. Egelund især har at paasee, er, at min Godsforvalter ikke falder i Stage eller i Søvn, men med rastløs Energi røgter sit Kald og derved viser sin Tro af sine Gerninger, og at han ikke er en sort Svane og en utaknemmelig Sjæl for den store Løn, jeg giver ham, og fordi jeg har skrevet hans Historie med Huset i Glemmebogen.

✂ Hr. Egelund maa især paasee:

✂ 1) At min Godsforvalter, som, jeg anser for en ærlig Mand, men uden Energi, sørger for, at mine Bønder og mine Husmænd prompte betaler Deres Skatter og Afgifter. I disse for Landmanden heldige Conjuncturer kunne Pluraliteten af mine Bønder etc.: let betale Deres Afgifter.

✂ 2) At Godsforvalteren prompte tilstiller mig sine Maaneds-Extracter initio hver Maaned og overhovedet holder alle 26 Godsanliggender à jour for mig, og ikke vil snakke sig fra Noget ved tomme Tirader, hvorved hans Fonds synke, og jeg ærgres, fordi han ved Sligt viser, at han enten selv er en Trumpeten eller anser mig for en Idiot, eller en Klokker; han burde vide af Erfaring, at jeg ikke er den Mand, som lader mig nøje med løs Snak, som gælder til Vandsbæk, men at jeg ruminerer en Sag, og consulerer Andre i Sager, som gaae over min Horisont.

✂ 3) Hr. Egelund har item at paasee, at jeg faar af de Penge, som komme ind af mit solgte Bøndergods 80,000 Rdl: paa første Prioritet i dette mit Gods.

✂ 4)' Han maa se Skovfogden Lange godt paa Fingrene, og holde denne utaknemmelige Sjæl, som vil spille Cavalier, godt i Ørene, og give mig Rapport, saasnart han spiller Trumpfer ud, som qualificere ham til Vinter-Vejen eller Løbe-Pas.

✂ 5) Min Godsforvalter skal paa Opfordring af Hr. Forpagter Egelund fremlægge for ham, eller laane ham, saa at han kan eftersee den i sit Huus, Jordebogen, Maanedsextracterne og alle andre Documenter og Actstykker, som vedkomme mine Godser, og som Hr. Egelund ønsker at læse.

✂ 6) Mere end 3000 Rd. (tre Tusinde Rigsdaler R. m.) maa Godsforvalteren ikke have i Kassen. Resten giver han til Hr. Egelund, hvis Quitancer ere bindende og gældende for mig. - "Amen" -

✂ Denne Fuldmagt males ad interim paa slet Papir, fordi her paa Stedet intet stemplet Papir findes. Knækholte 5. Novbr. 1846.

✂ C. F. v. Achen,

✂ Dr. philos. Kammerherre. Til Vitterlighed C. Christensen, M. Wurmb.

✂ Forpagteren havde siddet andægtig og lyttet til Oplæsningen.

✂ - Ja det var en herlig Mand! sagde han saa. - Lad dem sige, hvad di vil, men det var alligevel en Mand med Kraft i.

27

✂ - Han ha'de nok megen Tiltro til Dem? spurgte jeg.

✂ - Ja for ser Di, Hr. Kandidat, sagde Egelund - i saaden store Virksomheder er det rart, naar man mærker, at man har en Mand, man ka' stole paa. For di snyder jo allesammen, naar di kan snyde. Og Godsforvalteren var no'et dvask a' sig. - - Og se nu her, vedblev han - Di sa'e jo nok, a' Kammerherren var no'et paaholdende, naar det galdt andre! Men hvem var det, der hjalp, da det gik forkert med Else Tamburs? og det blev jo dog ellers nærmest hans Bro'ers Sag! - - Og hvem er det, der til Dato er Skyld i, at hun ikke er kommen paa Fattiggaarden? - - Jo, jo, sluttede han - Kammerherren var en Mand, som jeg altid har set op til! - - Og saa at komme der paa Slottet! tog han ivrig fat igen, og Alvoren gled i samme Øjeblik bort fra hans Ansigt. - Jeg forsikrer Dem, a' saaden som jeg svedte, naar han tog sig for at være morsom, har jeg aldrig svedt i mine Dage hverken før eller siden, og det har sgu ellers ikke været sparsomt med det! - Hele Selskabet sad i ét Grin fra di kom til di gik! og han kunde tørre vos allesammen a', saa vi ikke ku' si'e et Ord. Men vred kunde man heller ikke blive, naar han var i det Lune. - Men di sidste Par Aar, di var jo lidt triste, for han ble' rent til Rotterne, Staklen.

✂ - Ja, sagde jeg - han blev jo sindssyg.

✂ - Ja-a, det maa vel kaldes saaden, sagde Egelund og tog sig en Slurk af Glasset. - Men ser Di, Hr. Kandidat, Sindssyge og Originalitet, som det hedder, det er det jo lidt vanskeligt for vos fornuftige Mennesker at holde rigtig ude fra hverandre. Han hade jo altid haft noget vildt ved sig, og han var bange for at være alene. Han sad altid inde i Sovekammeret og læste om Natten for at være i Nærheden af Konen. Men saa var det jo den Nat, at han, Svenskeren kom derop og Ulykken skete - - ja Di kender vel Historien?

✂ - Nej, sagde jeg.

✂ - Jo, Kammerherren ha'de siddet og studeret i sine Bøger til Klokken et eller saadan. Og saa gik han i Seng. - - Der brændte altid en lille Lampe oppe hos dem. Den stod paa Vaskebordet omme bag en Skærm. - - Saa Klokken 28 tre vaagner han ved, at der er nogen, der pusler inde i Værelset. Og da han rejser sig op, saa staar der en høj Ka'l nede for Benenden a' Sengen og holder sig i Stolpen. Blodet løber ned over Ansigtet paa ham. - - Kammerherren griber over i sin Kone og spø'r hende, om hun osse kan se ham. Og hun si'er ja. Og saa spør' di ham, hvem han er, og hvad han vil. Men Manden si'er ingenting. Saa springer Kammerherren ud a' Sengen. Men den anden griber fat i ham, og di begynder at slaas. Og Svenskeren brøler og bider og sparker som et vildt Dyr. Kammerherreinden ringer og løber ud i Galleriet og raaber om Hjælp. Men inden Tjenerne bli'er paaklædt og kommer op paa første Sal, har Svenskeren faaet Kammerherren fat i Haaret, og siaar hans Ho'ede ned mod Gulvet, op og ned op og ned flere Gange. Tilsidst faar de endelig slæbt Fyren ud i Galleriet, efter at den ene Tjener ha'de sparket ham i Tindingen, alt hvad han kunde med sin Støvlehæl, saa han besvimede. - - Men Kammerherren fik di løftet op i Sengen. Og jeg maatte køre saa stærkt Hestene kunde strække ud til Byen efter Doktor Vejbel - Skaal! sagde Egelund pludselig - Skaal! Det var sgu ellers en skidt Historie!

✂ - Hvad var der i Vejen med Svenskeren? spurgte jeg.

✂ - Aa, Kammerherren ha'de skældt ham ud om Formiddagen, fordi han ikke ha'de ta'et Huen dybt nok a' for ham. - - Og saa ha'de han nok drukket sig fuld om Aftenen og været oppe at slaas med en Husmand oppe i Kastbjærg Kro. - - Og da han saa gik hjem om Natten, var'et vel, a' han pludselig kom paa den Tanke, a' nu sku' Kammerherren ha' no'en Klø fra om Formiddagen.

✂ - Men hvordan kunde han komme ind?

✂ - Der er jo saamange Døre, og Vinduerne stod aabne rundt omkring. Saadan en fuld Kanalje ka' altid vide a' skaffe sig Indgang. - - Men siden den Geschikte blev det naturligvis meget værre med Kammerherrens Skræk for at være alene, han saa' Svenskerens Ansigt alle Vegne. Og da Konen saa døde, saa sled han sig jo kun gennem et halvt Aars Tid til.

✂ - Holdt han meget af hende? spurgte jeg.

✂ - Ja, Fa'en blive klog paa den Slags Folk i det Kapitel! 29 sagde Egelund. - For naar vi var deroppe om Aftenen, saa kunde han kysse hende og klappe hende og aldrig vide det gode, han vilde gøre hende. Men saa kunde der osse være Tider, hvor han ikke oplukkede sin Mund til hende i mange Dage. - - Hva' Fa'en ska' man forresten osse si'e til sin Kone i Længden? - - Men Rambus det skulde di da spille sammen hver Aften, naar di var alene, hva' enten saa Humøret var skidt eller godt. - - Jeg kunde bedst lide at komme der, naar der ikke var ret mange fremmede, vedblev Egelund og smilede stille. - For saa var det mere, som man var iblandt sine egne. - - Der ligger vist forresten et Brev derhenne i Chatollet til saadan en lille Pikkenik, sagde han saa. - Ta' hele Bunken, Hr. Kandidat! sagde han, da jeg stod henne og rodede mellem Papirerne.

✂ Vi søgte nu begge. Og jeg fandt Skrivelsen, som jeg .straks kendte paa de store Bogstaver med de mange Sving.

✂ - Her er den, sagde jeg.

✂ - Læs højt! sagde Forpagteren. Og jeg læste:

✂ Slottet Frørup, den 10. Oktober 1865.

✂ Min Forpagter & Godsforvalter tilsiges idag til mit højkammerherrelige Taffel Klok: 4% slet, paa Grund af det smukke Vejrs vel endte Negation og for at glæde og opbygge mine Damer, som ynde ældre Herrer bedre end yngre. Af Retterne nævnes Dyreryg, til hvilken findes Eremitage. Fine Cigarer precenteres efter Taffelet til Mokka-Caffe. -

✂ F. C. v. Achen,

✂ Dr. philos:

✂ Selvhersker el:

✂ ene Mand om Budet.

✂ NB. Paa Grund af Vejret mødes i Frakke ikke Livkjortel. D: u. s. Amen.

✂ - Ja det var dengang! sagde Egelund højtidelig. - Man bli'er gammel! - - Jo-o man gør sgu saa! vedblev han, da jeg smilede benægtende og rystede paa Hovedet. - Det staar aldrig rigtig til, naar man maa stramme sig op for at kunne sove! - - Ja det kan Di naturligvis ikke forstaa, unge Mand, men naar jeg ikke ta'er mig et Par ordentlige 30 Hybenkradsere, inden jeg gaar i Seng, saa kan jeg ligge vaagen lige hen til Klokken fire-fem - - slet l - - Og saa sveder jeg saadan! endte han.

✂ - De skulde ryge Dem et Par Cigarer hver Aften, Forpagter, sagde jeg.

✂ - Slap den dér ud! klunkede han, og Vifterne tog øjeblikkelig fat - slap den dér ud, unge Mand! kø, hø! - - Di staar henne paa Kakkelovnen - -

✂ - Nej det var slet ikke min Mening, sagde jeg - det var - -

✂ - Di staar henne paa Kakkelovnen! gentog han. -

✂ - Jeg kan sgu i Grunden godt lide Dem alligevel, kø, hø! Jeg tog mig en Cigar og tændte den.

✂ - Det er, fordi jeg ikke sæl ryger, sagde Egelund - saa glemmer man det. - - Skal vi ha' vos en lille én til? missede han og pegede paa Romflasken.

✂ - Nej Tak, sagde jeg - Nu skal jeg se at komme ad Frørup til.

✂ - En lille hal', hva'?

✂ - Næ, Tak. Klokken er halv tolv.

✂ - Ja saa er det sgu osse Sengetid! sagde han. - Hva' Fa'en, er den ble'en saa mange! - - Rossberry! raabte han.

✂ Konen kom.

✂ - Smid den Røver ud! sagde han.

✂ Husholdersken hentede min Hat og Stok ude i Forstuen.

✂ - La' os saa se, at Di kommer snart igen og ta'r Godsejeren med! sagde Egelund.

✂ - Ja Tak. Farvel og Tak for i Aften.

✂ - Farvel, farvel! - - Ja undskyld, jeg bli'er siddende!

✂ Jeg var allerede ude ved Forstuedøren, som Konen stod og holdt aaben, da Forpagteren pludselig raabte inde fra Stuen:

✂ - Halløj, Hr. Kandidat! hov-v-v! Jeg gik ind igen.

✂ - Di fik jo ikke Historien om Mads Knaks Bukseklap! sagde han, og Vorten vippede mere end nogensinde. - Den maa Di sku ha'!

✂ - Jamen Konen derude? sagde jeg.

31

✂ - Aa skidt, hun har sgu godt af at faa di gamle Knogler luftet! - - Men luk Døren og sæt Dem ned! Jeg kommer altid til at svede, naar jeg ser nogen staa. - - Jo ser Di

✂ - og det var sgu i min Tid, begyndte han - saa rent tabt Humøret ha'de Kammerherren ikke! - - Vi ha'de en gammel Fyr paa Gaar'en, som ha'de været der siden Kammerherrens Fa'ers Tid. Han duede ikke til andet end til at gaa og nusle saa smaat omkring. Han hentede Ægene op fra Hønsehuset og passede Kyllinger og børstede Støvler og saaden andet. - - Saa en Dag møder Kammerherren ham ude i Gaar'en med en Kurv fuld af Æg. - - Naa, Mads, si'er saa Kammerherren - hvormange er der i Dag? Det vidste Mads jo ikke, forstaar sig. - Jamen det maa vi sgu vide, si'er Kammerherren - for der ska' være Orden i alting! - - Og saa tog han Kurven fra Mads og lod ham lægge Armene saadan sammen over Brystet. Og saa talte han Ægene op og la'e dem langs hen ad hans Arme. - Staa stille! sa'e Kammerherren, da Mads trippede a' Angest for, a' Husjomfruen sku' se dette her. - Staa stille! sa'e han

✂ - ellers falder di jo! Og den gamle stod med Tungen li'e i Munden og holdt Balancen. - Hal'anden Snes er der, sagde Kammerherren, og satte ham Kurven ned over Øjnene.

✂ - Staa stille lidt endnu! sa'e han igen, og saa knappede han Madses Bukseklap ned foran. Den gamle gryntede jo no'et inde i Kurven, men det brød Kammerherren sig ikke om. - Gaa nu op i Køkkenet med Ægene, sa'e han - og hils Jomfruen fra mig, at hun ska' gi' ham en nyslaaet Tremark! - - Og saa trippede den gamle a'sted med Ægene op i Køkkenet. - - Aa Gud Fader, hvor vi grinte! Og Knakken grinte med, han var bare bange for, a' Ægene sku' trille fra ham. Han brød sig Fa'en om Facaden, naar bare han fik sin Tremark! - - Men Kammerherreinden ble' sgu vred, gjorde hun! - - og det var nok den sidste Streg, han spillede a' den Slags! endte Egelund sukkende. - - Ska' Di ikke ha' en Cigar til? spurgte han saa og kneb det ene Øje sammen.

✂ - Næ Tak, sagde jeg - Vejen er jo ikke saa lang.

✂ - Saa kommer Di en a' Aftnerne? raabte han efter mig ud i Forstuen.

32

✂ - Ja-a! sagde jeg. - Og "Godsejeren"!

✂ - Og Godsejeren! raabte han. - Hvis han da kan for Regnskaberne! tilføjede han, og jeg hørte det klukke inde i Dagligstuen.

✂ - Godnat, sagde jeg til Rossberry, der endnu stod ved Døren.

✂ - Godnat, sagde hun. Og det var det første Ord, der kom over hendes Læber den Aften.