Wied, Gustav Menneskenes Børn. Silhuetter. 1966

2

        

3

GUSTAV WIED

📖 ROMANER NOVELLER
SKUESPIL

Andet Bind Menneskenes Børn, Silhuetter

Med autentisk Billedmateriale illustrerende
Forfatterens Liv og Digtning

ROSENKILDE OG BAGGER København 1966

4 Billedredaktion og Billedtekster:Volmer Rosenkilde
Fotografi - hvor andet ikke er anført:Finn Jacobsen og Volmer Rosenkilde
Anastatisk Del af TekstVilladsen & Christensen
Tilrettelægning af Billedsider og Smudsomslag:Preben Dahlstrøm
Klicheer:Romanus-Klicheer
Omslag, Billedsider og Nysats:Det Berlingske Bogtrykkeri A/S
© Rosenkilde og Bagger 1966
Printed in Denmark
Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

SILHUETTER

Skrevet 1891
første Bogudgave 1891

6
Jeg havde en gammel Ven. Han var Træskomand og hed Anders Rødkilde. Nu er han død, men han havde et gyldent Mundheld, der fortjener at leve: - La' vos bare ikke skave vos, sagde han, - for vi Mennesker er sgu dov alli'evel Mennesker!

August 1891.
G. W.

7

PRINSESSEN AF FRØRUP

Det var gamle Else Tamburs, der talte: - Han kan nu tro mig, om han vil, Hr. Johannes, sagde hun - men Gaar'en hed Kamstrup, før den nogentid kom til a' hedde Frørup!

Jeg sad paa Træstolen foran Elses Seng. Det var min Broder Niels, den nuværende Besidder af Frørup, der havde faaet mig til at besøge hende. Allerede anden Dagen efter jeg var ankommen til Gaarden, havde han sagt:

- Gamle Else Tamburs, Johannes, det er noget for Dig! I er lige skruptossede begge to. Gaa Du hen til gamle Else Tamburs, naar Du er ked af mit Vrøvl!

Og nu sad jeg i Elses lille Stue og passiarede med hende.

- Hvor længe er det da siden, at den kom til at hedde Frørup? spurgte jeg.

- Det er urimeli' længe siden, sagde hun - urimeli' længe siden! Og jeg har saa svært ved a' komme paa di Tal, sagde hun - for elle's ku' jeg da nok huske det.

Hun klippede med Øjenlaagene og stirrede ned i Hjørnet ved Benenden af Sengen. Og Øjnene saa' ud, som om der var trukket et graat Silkeslør over dem.

- Hvor gammel er Else selv? spurgte jeg.

- Syv op i den fjerde Snes godt og vel.

Hun laa med Dynen trukket tæt op under Hagen. Man saa' kun hendes gulgraa Ansigt, der var indrammet af en sort Kyse og havde Støv i Folderne. Ogsaa Armene laa under Dynen.

- Har Else altid boet her i Sognet? spurgte jeg.

8

- Ja, sagde hun - én maatte jo være i Nærheden a' Gaar'en. For Johannes véd vel nok - -

Her brød hun af og vendte hurtig Øjnene om mod Stolen, hvor jeg sad.

- Hvad véd jeg? spurgte jeg.

Nu drejede Ansigtet paa Puden sig helt om imod mig.

- Gaar'en er jo min, hviskede det - Gaar'en er jo min, ser han. Ingen tror det, men min er det!

Det gik pludselig op for mig, hvorfor Niels havde sendt mig herhen. Konen var gal.

- Du skulde betro Dig til mig, Else, sagde jeg.

- Er han ikke Bro'er til Niels deroppe? spurgte hun.

- Jo, det er jeg.

-- Han gi'er mig den aldrig i Evighed!

- Det skal Du dog ikke sige, Else. Min Bro'er er et godt Menneske, og naar jeg taler med ham, saa - -

- Han gi'er mig den aldrig i Evighed! gentog hun. - Har han ikke sæl sittet paa den Stol dér? og han lo a' mig!

- Jamen saa har Du vist heller ikke Ret -

- Ret? afbrød hun mig, og hendes Øjne skinnede - Ret! Saa sandt Gud naadi-gen sendte sin enbaarne Søn, har jeg Ret! Stol han paa det! Men di store tramper, gør di, og di hører ikke vos, der skriger.

- Fortæl mig det hele, Else, fortæl mig alting! sagde jeg.

- Han ler ad mig - -

- Nej vistikkenej, sagde jeg - jeg skal ikke le!

- Ræk mig først den Kop dér! sagde hun og nikkede ned mod Bordet, der stod ved Sengen.

Jeg tog Koppen og holdt den hen til hendes Mund. Og hun drak.

- Tak, sagde hun saa - Tak, lille Menneske! - - Har Johannes set, hva' der sitter over Porten? spurgte hun lidt efter.

- Over Porten? sagde jeg - Næ, det har jeg ikke set!

- Der sitter to Frøer, gør der. Nu er di sorte, men den Gang vi satte dem op, da skinnede di som det klare Guld.

- Nej, det har jeg ikke set, sagde jeg igen.

- Di sitter paa en gylden Kam, gør di, vedblev Else. - Dér har han saavist baade Kamstrup og Frørup!

9

- Ja minsandten, sagde jeg - det har Else Ret i!

Den gamle smilede. Eller det var maaske intet Smil, men kun çn nervøs Trækning ved Mundvigene. Man ser det samme hos ganske spæde Børn. Hun laa en Stund og stirrede op i Loftet. Saa sagde hun:

- Hva' Aar er det nu?

- Hvilket? spurgte jeg.

- Jeg ka' saa daarlig med di Tal, vedblev hun. - Hva' staar der paa Almernakken?

- 1891, sagde jeg.

- Og jeg er syv op i di fire Snese - -

- Hvad er det, Du vil vide, Else?

- Hvornaar er jeg saa født? spurgte hun.

- Aar 1804, sagde jeg.

Men hun syntes ikke at høre mig. Hun laa og mumlede. Og Rynkerne omkring Øjnene blev dybere, og Munden trak sig sammen som i Smerte.

- Nu piner han mig igen, sagde hun hurtig og bevægede Hovedet frem og tilbage - nu piner han mig igen!

- Hvem? spurgte jeg - Hvad er det? Saa drejede hun med ét Ansigtet om imod mig.

- Vil Johannes se mit Ben? spurgte hun.

- Dit? - - næ, nej!

Men hun rejste sig over Ende og slog Dynen til Side og pegede med sine krogede Fingre ned paa det venstre Ben, hvor der fra Knæet ned efter sad Hul ved Hul.

- Og én kunde ha' ligget deroppe paa Gaaren i Silke og Dun! sagde hun - om Ret og Skikkeli'hed fandtes paa Jor'en.

Jeg fik næsten ondt af at se paa dette visne, graaagtige Ben med de gabende Saar.

- En ka' ikke taale no'et om det, sagde hun.

- Hvorledes er det kommet? spurgte jeg og vendte Hovedet bort.

- Det var ham deroppe! sagde hun. - Han gik jo med Sygdommen paa sig, gjorde han, og saa fik jeg den. Men han døde da osse a' den slemme Sy'e! tilføjede hun. - For Vorherre gør jo, hva' han kan!

- Ja sagde jeg - det gør han.

10

- Vil Johannes ta' mig de grønne Urter derhenne paa Stolen? bad hun.

Jeg rejste mig og tog en Bunke Blade, der var grønne paa Overfladen og graahvide paa Undersiden, og som laa paa en Stol henne ved Kakkelovnen.

- Her har jeg lagt i tredve Aar! sagde JElse og bredte Bladene med Undersiden nedad over Saarene. - Det kølner! mumlede hun.

- Hvad er det for Planter, Else?

- Det er Følfod, hedder di. Dem henter s'men di velsignede Børn til mig. Di gror saa ustyrlig tykt oppe paa Møllerens Dæmning.

- Dæk nu Benet til igen, Else! sagde. jeg. - Og læg Dig ned. Du er vist bleven træt?

- Aa ja, sagde hun - én er jo kun en Skidager nu!

Da hun var kommet til Leje og havde trukket Dynen op under Hagen, saa Hovedet laa foran mig paa Puden som skilt fra Kroppen, lukkede hun Øjnene og sagde:

- Der er ingen Retfærdi'hed til paa Jor'en, Hr. Johannes! sagde hun.

- Den kan være tarvelig nok, Else, sagde jeg.

Og jeg saa' paa hendes Ansigt og følte mig ilde til Mode. En underlig Tunghed i Bryst og Lemmer faldt over mig. Formodentlig var det Stuens indespærrede Luft. Men sandt er det ogsaa, at havde Else ikke talt, skulde jeg trot, at det var et Lig, der laa.

- Nu ska' jeg fortælle det hele, mumlede hun - og jeg haaber til Gud og vor Frelser, a' Johannes vil hjælpe mig til min Ret.

- Er det ikke bedre at vente til en anden Dag? spurgte jeg. - Else er vist træt?

- Nej, nej! sagde hun og aabnede Øjnene. Og medens hun lod dem flakke rundt langs Væggene og op under Loftet, gentog hun:

- La' mig bare, la' mig bare - - Og nu kommer gamle Elses Beretning:

- Det var dengang, Gaar'en hed Kamstrup, begyndte hun - min Bedstemo'er har sæl fortalt mig det, for hun tjente her alle sine Dave - - det var dengang, Gaar'en hed 11 Kamstrup. Her boede en rig Mand. Han ejede saa ustyrlig' manne Penge, a' han drak Vin a' et Guldbæger baade helli' og søgn. Og en lysti' Mand var han. Men saa ble' han syg. Det mældte sig som saadan en fæl Trykkelse for Brystet. Han gik nok rundt her og hev en Davs Tid eller to. Men saa maatte han da lægge sig. Og kloge Mænd og lærde Folk lod han kalde til sig langvejs fra. Og manne Penge fik di og Vin og Mad og flink Beværtning. Men li'e skidt blev det med Brystet. Han hev, og han rallede. Og saa døde han. Det var nok Krampen, der tog ham.

Her holdt Else inde. Og jeg maatte atter række hende Koppen, og hun drak.

- Di store ka' osse dø, sagde hun saa - men det tænker di ikke paa, før di sitter der! -'- Naa ja, saa døde han da,.vedblev hun. - Og Slægt og Familje ha'de han ingen a', hverken Bro'er eller Søster. Og di, som skulde arve Gaar'en og al hans Gods og Guld, di var udensogns Folk, der bare glædede sig over hans Død. Men svært bedrøvede var di nu alli'evel, for di hørte da til di kristne. Og en Begravelse vilde di gi' ham, som sku' spørres over manne Mile.

- - Det hedder sig jo a' komme anstændf i Jor'en, Hr. Johannes! sagde hun pludselig og skævede om til mig. Men Hovedet rørte hun ikke. Hun laa paa Nakken og stirrede ret op i Loftet, medens hun talte. Og saa vedblev hun:

- Se det var nu Skik den Gang, a' der sku sittes Vagt over Li'et om Natten, forinden det blev kørt a' Gaar'e. Og der blev samlet baade Pi'er og Ka'le, som sku' sitte over den døde. Og han var puttet i en kosteli' Kiste med manne herli'e Klæ'er og Lintøj og vasket og balberet, som ordentli' er. Men et fælt Stykke Arbejde er det nu alli'evel a' sitte der ved Nattens Tider, for én véd jo aldri', hva' der ka' ske!

- - For nu li'som a' holde Modet oppe paa dem, saa ble' di jo beværtet med varm Puns og Kaffeknægte og andet drikkeli't. Og Ungdom er jo Ungdom! saa di begynte inden ret længe a' gantes og lege. Og di fandt da osse paa den uskikkeli'e Morskav, hvor der ska' gi's Panter og saaden no'et. Og li'e i det Klokken slaar tol', saa faar et a' di unge Ka'lfolk den utidi'e Ide, a' han vil hælde et varmt Glas Puns ner i Halsen paa den døde, der ligger og gaver med 12 aaben Mund. - - Jeg synes, Johannes ler? sagde Else pludselig haardt.

- Nej, sagde jeg - nej, jeg ler ikke!

- For han var jo død a' Krampe, fortsatte hun beroliget ved at se mit alvorlige Ansigt - Nu maa Punsen vel ha' gjort dem galne, vedblev hun - for han gik ganske kry hen og hældte den varme Drikke ner i Halsen paa ham! Der lød straks saadan en underli' Lyd. Og længe etter ku' di høre, a' det rumlede og knortede nere i den dødes Bryst. Men di grinte bare, gjor'e di, og skaalede, di syndi'e Sjæle, di var! Og saa tvang di senere hen en ung, uskyldi' Pi'e, der ikke gærne berørte døde Folk, til at løse en Pant, eller hva' det hedder, paa samme utidi'e Vis. - - Jeg synes heller, Di sku' græde, Johannes! sagde Else, og løftede Hovedet lidt op fra Puden.

- Men Else, sagde jeg - jeg sidder jo ganske rolig og hører efter!

Den gamle lagde Hovedet tilbage igen. Men hendes Øjne flakkede bestandig hen over mit Ansigt.

- Pi'en tog da ossensaa Mod til sig, vedblev hun lidt efter - og hældte en'et Glas ner i hans Hals. Men Herre Du milde Ko's, hvor maatte hun ryste og bæve, da hun saa' den døde vende Øjnene og grive sig for med sine stive Arme, IFsom a' han vilde rejse sig. Hun skreg til Himmels, gjor'e hun. Og alle di andre skreg. Og saa flyede di og lod Punsen og den døde være, hva' di var.

Her løftede Else igen sit Hovede fra Puden og saa' mig stift ind i Ansigtet. Men da det kun røbede spændt Interesse, fortsatte hun:

- Nu ble' der jo en farli' Stofyr paa Gaar'en, som begriveli't er. Alle ble' jo opvakte og sprang ud a' deres Senge. Men ingen dristede sig til a' gaa ind i Salen, hvor han laa. Saa var der dog omsider en ung Fyr, der spietede til Døren, saa hun fløj op. Og nu saa' di den døde sitte paa hans Rumpe i Kisten og vinke a' dem. Og lidt etter lidt listede jo én eller anden nærmere. Og Li'et stirrede li'e stift paa dem, og di stirrede li'e stift paa Li'et. Men da di kom helt hen til ham, saa saa' di, a' der paa La'enet foran ham sad to mejet gule store Frøtusser - -

13

- Hva' sad der? spurgte jeg.

- To Frøtusser! gentog Else - som den døde ha'de brækket op a' sig i Forening med den varme Drikke, di ha'de tyl't i ham. Dyrene ku' hverken gaa eller hoppe, men di kravlede ganske langsomt bort og døde straks etter a' Delirum - -

Else saa' hen paa mig og sagde skarpt:

- Ja, ja, Hr. Johannes, le han kun! men Guds Veje ka' ingen Mennesker forstaa!

- Og hvad blev det saa til med den døde? spurgte jeg.

- Jo han stod ud a' Kisten gjor'e han, og sa'e, a' han ha'de aldri' vaaren saa rask som nu. Og saa satte di sig allesammen til a' drikke og pokelere til den lyse Maar'en. Men Arvingerne, di maatte da rejse bort, maatte di. Og Manden beholdt baade Gaard og Guld i mange Aar etter den Time. Og Gaar'en kaldte han saa Frørup, - Gaar'en kaldte han fra den Stund Frørup, gjor'e han!

Her lukkede gamle Else Øjnene og tav. Jeg blev siddende nogle Minutter ved hendes Seng. Men da hun syntes at være faldet i Søvn, rejste jeg mig for at liste bort. Da aabnede hun Øjnene og kaldte paa mig.

- Kom her hen! sagde hun. Jeg traadte hen til Sengen.

- Véd Johannes, hva' der ble' a' den Pi'e, der ga' ham Punsen? spurgte hun og hendes Øjne glimtede uroligt.

- Nej? sagde jeg.

- Han giftede sig med hinner, gjor'e han! Og hun ble' klædt i Silke og Fløjl og laa i den store Himmelseng ved hans Side. Men Børn fik di ikke, for han ha'de jo den slemme Sy'e!

- Det var en løjerlig Historie den, Else, sagde jeg. - Men Tak, fordi Du har fortalt mig den.

- Og véd Johannes, hvor hun nu ligger? spurgte den gamle og rejste sig halvt op i Sengen.

- Oppe paa Viby Kirkegaard vel? sagde jeg.

- Nej, mænd gør hun ej! vedblev Else, og Vanvidet lyste ud af hendes Øjne. - Hun sitter her for hans Ansigt, gør hun, hun sitter her i den ringe Stue med Sygdom og Nød og blodige Vunder! Gaa han nu hjem og fortæl sin 14 Bro'r, at gamle Else Tamburs er Prinsesse til Kamstrup og Frørup med Gods og Guld og Skove og Enge og Viby Kirke! Og kommer han ikke med seks Skimler inden Sol gaar ner og henter hinner, vedblev hun og løftede truende sin højre Haand - saa er han værre end som en Meneder og Morder og Ransknegt a' regne!

Her sank den gamle udmattet om i Sengen. Og lidt efter sov hun.

Og da tog jeg min Hat og Stok og listede ud af Huset.

15

DEN GAMLE KAMMERHERRE

Min Broder vilde absolut med den Aften, jeg gik op til Forpagter Egelund.

- Der er sgu ingen Mening i, at jeg skal sidde her alene hjemme og knejse! sagde han. - Og Egelund har jo osse bedt os begge to!

- Jeg siger, Du er forkølet, Niels.

- Nej, kære! lo han - jeg snakkede jo med Manden i Formiddags!

- Er Du færdig med Sogneregnskaberne? spurgte jeg.

- Nej.

- Saa si'er jeg, at Du sidder midt i dem!

- Jamen hvorfor maa jeg ikke komme med? spurgte han og lavede et ynkeligt Ansigt. - Jeg er rent gal efter hans Gammelrom, véd Du!

- Vi kan jo gaa derop igen engang i næste Uge, sagde jeg. - I Aften skal jeg tale med ham, og det kan jeg ikke, naar tredje Mand er tilstede.

- Ikke engang din egen Broder?

- Ikke engang, nej!

Egelund havde i fyrretyve Aar været Forpagter hos Kammerherren, af hvis Arvinger min Broder havde købt Frørup.

Han havde tjent sig en lille Formue og levede nu paa en Bondegaard, der laa tæt nede ved Fjorden paa Skællet mellem Kamstrup og Vindblæs Sogne.

Han var Enkemand og vejede tohundrede og firsindstyve Pund. Havde en Gig med en Trappestige op til og en svær jysk Hest, der ikke bestilte andet end trække ham rundt i 16 Markerne og paa Besøg i Omegnen. Til Byen kom han aldrig, men lod Drikkevarerne indforskrive fra Hovedstaden, hvor han stod i direkte Forbindelse - det vil sige gennem sin Husholderske som Korrespondent - med nogle af de allerældste Vinhuse. Man sagde, at hans Seng var stivet af med Jærnbjælker under Bunden. Og foran den stod der altid en Skammel, som han traadte op paa for at komme i den. Han havde korte hvide Bakkenbarter og et tæt hvidt Haar, der groede frem efter og stod ud over Panden som et Tagskæg. Oppe paa det højre Øjelaag, nede ved den ydre Øjekrog, sad en temmelig stor Vorte, der var i uafbrudt Bevæ>- gelse, naar han lo. Han lo nemlig mest med Øjnene. Og paa hver Side af dem, helt hen mod Tindingerne, var der en tæt Vifte af smaabitte lattermilde Rynker. Men han røg aldrig Tobak, Egelund. Han sagde, at det ødelagde Humøret.

Jeg gik langs det inddæmmede og fulgte Markvejen op til Forpagterens Gaard.

Lidt inde paa Marken lige paa Kanten af en Mergelgrav stod en høj Poppel med Grene ned ad Stammen. Ellers var der ingen Træer at se paa Strækningen ud mod Vandet. To Kør stod paa Toppen af en Bakke og brølede med Hovederne vendt mod Gaarden. Den ene havde kun ét Horn. Ude paa Fjorden krydsede nogle smaa Baade ind ad Byen til. Og ovre paa den anden Side saa' man Branderslev Skoven og Holmgaards Teglværk, hvis høje Skorsten var sværtet sort et godt Stykke ned. Men Teglværket er senere forsvundet, da man en skønne Dag opdagede, at det var Slut med Leret.

Egelunds Gaard bestod af fire sammenbyggede Længer. Stuelængen laa lige for Porten med Køkkenindgangen til venstre og den fine Indgang til højre med en halv Møllesten foran som Trappetrin.

Der var ingen i Forstuen. Og jeg hængte Hat og Stok fra mig og bankede paa Dagligstuedøren.

- Urumm! sagde det bag den. Jeg lukkede op og traadte ind.

- G'da, g'da, Kandidat! hilste Egelund, der sad i Sofaen for Bordenden og svedte - Undskyld, jeg ikke rejser mig! sagde han. - Naa! men hvor er Godsejeren?

17

- Ja, han ha'de nogle Regnskaber, som - -

- Regnskaber? Fa'en! det var kedeligt! For jeg kan sgu bedre - - -

- Hvad kan De bedre? spurgte jeg smilende.

- Ja det er sgu saa sin egen Sag at sige det! sagde Egelund og kløede sig i Nakken med Neglen af Pegefingeren

- men - - jeg kan sgu bedre lide ham.

- Han kommer ogsaa én af Aftnerne, sagde jeg.

- Han længes svært efter Deres Gammelrom, skulde jeg sige.

Kø, hø! lo Forpagteren, og Vorten vippede. - Di kan jo ikke drikke? spurgte han saa.

- Jo - o - - -

- Sæt Dem, sær Dem kære, sæt Dem! vedblev han. - Jeg kommer altid til at svede, naar jeg ser no'en staa! -

- Det er vel bedst, vi straks faar noget at æde? - - Rossberry! raabte han og slog et Par Slag i Bordet.

Næsten i samme Nu gled hans lille sortklædte Husholderske med den hvide Pibekappe ind ad Døren henne ved Kakkelovnen. Hun smuttede gennem en Sprække, der ikke var mere end højst otte Tommer bred.

- Mad! kommanderede Egelund. - Er det Dem aldeles umuligt at spise Spejlæg i en Dagligstue? henvendte han sig til mig.

- Nej, nej! sagde jeg - paa ingen Maade!

- Lad os saa faa det herind, Rossberry! sagde han - Vi sidder saa rart!

Og Konen smuttede ud af Sprækken, lydløst som om hun havde Vind i Knoglerne.

- Hvad er det dog, De kalder hende? spurgte jeg, da Døren havde lukket sig.

- Rossberry!

- Hedder hun det?

- Næ! Men det er efter en Støver, jeg engang ha'de købt af Baronen paa Vintersborg. Den laa altid inde hos hende om Natten. Og da den døde, saa bandt hun Kranse. Og nu har hun den som Fodpose. Saa syntes jeg osse, at jeg skulde gøre no'et, og saa kaldte jeg hende op efter den afdøde. Og nu lystrer hun sgu! endte han.

18

Konen gled atter ind. Hun lagde Dug paa og stillede Mad op paa den øverste Bordende foran Forpagteren.

- Hvordan var Deres Rug? spurgte jeg Egelund.

- Tør som Kanel! sagde han - Og Bro'erens?

- Udmærket.

- Et Svineheld, at han skulde faa Frørup! sagde han - for jeg ha'de da ærgret mig en Lungepiber til, om en Smølehans ha'de købt den.

- Han er dygtig - - -

- Ja Gu' er han dygtig! Der er ikke to Meninger om den Ting. Men han skulde gifte sig, skulde han. Hva' Fa'en! det er ikke godt, at Manden er ene og allermindst paa saadan en Ejendom.

- Hvorfor ikke det? spurgte jeg.

- Han gaar jo og bli'er melantrist i alle di Gemakker. Og saadan et lille Fruentimmer, hun liver sgu behageligt op.

- Aa ja, sagde jeg - sommetider.

- Tror Di, jeg var ble'en den Mand, jeg er, hvis jeg ikke ha'de giftet mig? vedblev Egelund - Nej, min Fa'er! Vi maa sgu virke med alle vore Lemmer, ellers bli'er det det bare Dødbideri altsammen. - - Vi gaar sgu dog og tænker paa det! sagde han ivrig - Lad os bare ikke skabe os, som gamle Anders Rødkilde si'er! Vi maler os de yndigste Billeder og køber sjofle Fotografier. - - Se nu ham, Mølleren, Korneliussen! fortsatte han. - Hva'beha'er? br-u-r-r! - - Og jeg skal sige Dem, hva' det ender med? Med det bare Svineri, højstærede! Alle di Historier, der gaar om Mølleren og hans Drenge! - - Tak for mig!

- Naa, ja-a, sagde jeg - Folk vrøvler saa meget!

- Han gaar i Søvne, si'er han! vedblev Egelund. - Ho, ho! Det gør Hanhundene sgu osse sommetider, naar di er forlegne!

Den lille Kone kom ind og tog af Bordet. Lidt efter satte hun Rom, Vand og Sukker frem. Og vi bryggede os hver en Toddy, Egelund og jeg.

- Ja der er jo mange Værelser deroppe, sagde jeg - Har Forpagteren talt dem?

- To og tredive! sagde han.

19

- Jamen saa regner De vel Gæstekamrene og Pulterkamrene med?

- Det gør jeg, sagde Egelund. - For di var allesammen i Brug i den gamle Kammerherres Tid. Der kom saamange Gæster om Sommeren.

- Ha'de han Kontor sammesteds som min Bro'er?

- Ja. Og saa var der Dagligstuen, den med de fire Fag, og Riddersalen, og den gyldenlæ'ers. Og i Værelset ved Siden af Billardstuen, der hvor Di nu har Skrivestue, ha'de hun sit Kabinet. - - Fa'en til Værelse, forsikrer jeg Dem! med Tæpper og Anstalter og Chaiselonger og udstoppede Svaner! Og foran Kaminen laa der otte og tyve Rævebælge, allesammen med Lunten ud efter! Og saa var der et Bjørneskind, som han sæl ha'de skudt oppe i Norge. Og Markiser! Og Fanden og hans Oldemo'er paa Væggene og gamle Ragoutfade l

- De kom vel ofte op paa Slottet, Egelund?

- Ja. - - Men hva' Fa'en er det for en Toddy, Di dér har lavet sammen? den ser jo Gu' hjælpe mig ud som Rossberrys Rabarbersaft!

- Jeg skal ikke ha' den stærkere, sagde jeg.

- Hør nu lille Ven, sagde han og lagde sin Haand, der lignede en femspaltet Rullepølse, paa min Skulder. - Di er Fa'en ska' ta' mig ikke ægteviet Bro'er til Godsejeren!

Og jeg fik ikke Fred, førend jeg havde hældt mere Rom i mit Glas.

- Jeg var oppe hos Else Tamburs forleden Dag, begyndte jeg. - Hvad er det for en underlig Historie, hun fortæller?

- Ja-a, sagde Egelund, og hans Ansigt blev alvorligt, saa godt det lod sig gøre - det var Kammerherrens Bro'er, der ødelagde hende, Stakkel! Han kunde jo ikke se et Fruentimmer, uden at han straks var der. Hun var Satans køn dengang, saa hvid og rød. Og han - - gammel Ungkarl! naturligvis - - han gik her og listede rundt ved en sølvknappet Stok og med Handsker paa og ventede, a' Kammerherren sku' dø, for saa ha'de han jo faaet hele Kagen, da der ingen Børn var. - - Men den gamle var ham sgu for sej, kø, hø! Og denne Gang gik minsæl Kammerjunkeren før Kammerherren, 20 hvor strængt han ellers holdt over Rangen! for gudbevares hvor di to Brødre elskede hverandre!

- Saa-aa? gjorde de det? spurgte jeg.

- "Jeg synes Di hugger svært løs paa Skoven, lille Egelund? Min Bro-der (han sa'e altid Bro-der, gjorde han, den gamle Avekat!) min Bro-der burde dog virkelig tænke lidt paa sin Eftermand." - - Og véd Di, hva' Kammerherreinden betroede min Kone engang? - - Di kan jo aldrig holde Mund, di Fruentimmer!

- Nej, sagde jeg - hvad var det?

- Ja nu' er jeg jo li'esaa tosset! lo Egelund - Men herregud, di er jo døde allesammen! - - Jo, han ha'de sagt til hende, at hun gærne maatte faa et Barn med hvem det skulde være, bare for at Kammerjunkeren kunde blive snydt for Gaarden!

- Det er ikke muligt! sagde jeg.

- Jo Gu' er det saa! Men det allergrinagtigste var, at han forbød hende at faa det med Baronen paa Vintersborg, ene og alene af den Grund, at han kørte med seks Heste og Kammerherren kun med fire!

- Aa nu lyver De! sagde jeg.

- Nej Gud Fa'en! min Kone var sgu ikke a' den Slags!

- Men der kom jo ingen Børn.

- Næ, sagde Egelund - Kammerherreinden var jo no'et a' en Grundtvigianer - - Fa'en bli'e ellers klog paa di Fruentimmer! vedblev han - for efter Middagene deroppe saa kunde hun godt ligge paa Chaiselongen og vise sine Silkestrømper. Og jeg har mange Gange set ham, den lille visne Amtmand Schoppe kysse hendes Haand, saa han smadskede ved det. - - Men det forbyder Grundtvig kanske ikke!

- Kammerherren var jo Doktor filosofiæ? spurgte jeg.

- Ja, ja! Gud naadige var han det! lo Forpagteren, og Vorten vippede, og Vifterne gik. - Det var han blevet engang, han kom hjem fra Udlandet. Og han var meget mere stolt over det end over at være Kammerherre. - - Men Christian den ottende var nok gal for 'et, for til Hoffet kom han aldrig.

- Var han da Kammerherre, før han blev Doktor?

21

- Ja ellers var han sgu vist aldrig bleven udnævnt! - - Mærkelig nok, at han nogentid ble' Kammerherre, for det Leben han førte her i sin Ungdom. Men di ha'de vel sagtens troet, at det sku' tæmme ham.

- Jeg har nok hørt nogle Historier, sagde jeg. - Var det i Deres Tid?

- Næ-i det værste var forbi den Gang. Og jeg holdt jo igen, hvor jeg kunde - og han var ble'en gift. - - Nej, men da han drev Gaarden sæl! Di kan tænke Dem: engang stak han Ild paa sin Forvalter, og slukkede ham med en Havesprøjte!

- Nu bilder De mig noget ind. Egelund!

- Nej Gud Fa'en, om jeg gør! vedblev han ivrig - Kammerherren ha'de flere Gange haft fat i Forvalteren og spurgt,-om han maatte stikke Ild paa ham for tyve Rigsdaler. Men Forvalteren sa'e jo nej begriveligvis. Saa engang der var stort Herregilde - det var før han blev gift - saa drak di Forvalteren fuld, og saa gik han ind paa det for femogtyve. Saa satte di ham ud i Gaarden og hældte ham over med Belysningsvæske, og saa futtede han a'! og Kammerherren stod parat med Havesprøjten, og han slukkede ham sgu!

- Det er Løgn, Egelund! sagde jeg.

- Nej Gu' er det ej! sagde han alvorlig - for jeg har sæl talt med Forvalteren her siden efter.

- Sæt, han nu var bräèndt! sagde jeg.

- Ja den var sgu ble'en ulden, naada! - - Næ, men saa var det engang, at Kammerherren var bleven Uvenner med hele Byen derude - - Fa'en véd osse, hvor saaden Mand kunde hitte paa saaden Ting! - - Det var engang, han kom ridende ude paa Landevejen. Saa møder han Mette Brødkone, der sjokkede ad Bys til med sine Kurve. Hun var nu hellerikke fri for at være saadan lidt oven i. Hun var engang faldet ned fra et Bord og ha'de slaaet Hovedet fordærvet mod en Huggeblok. Og siden den Tid rablede det for hende. Det vil sige saadan i al Gemytlighed! - Vil Du age med, Mette? spurgte saa Kammerherren. - - Og hvordan det nu gik eller ikke gik, saa fik han hende sgu op bag ved sig skrævs over Hesten. Og saa travede han ind 22 gennem Byen med hende. Mette sidder og griner og nikker og holder ham om Livet med en Kurv paa hver Arm. Men midt oppe paa Torvet lige ud for Borgmesterens gi'er han hende et Puf med Albuerne, saa hun dratter ned. Og dér ligger hun jo og skriger i vilden Sky, mens han sporer ud a' Byen den anden Vej - - -

- Jamen - - begyndte jeg.

- Nej hør nu videre! sagde Egelund - der er sgu mer endnu! - - Der blev jo begribeligvis en farlig Staahej, og Kammerherren blev stævnet og maatte gi' Mulkt baade til Mette og til Retten. Men lur ham! - - Da der var gaaet et halvt Aarstid, og det hele var glemt, saa gi'er han en storartet Middag for alle Honerasjores derudefra. - - Der var Borg'm esteren, og der var Præsten, og der var Amtmand Schoppe og Toldforvalteren og ham den enbenede Postmester Bilsted og mange flere. - - Di sad og spiste og drak og morede sig. Men midt paa Bordet stod der et stort Sølvfad, som ingen maatte røre. Da di saa var kommen til Desserten, befaler Kammerherren én af Tjenerne at ta' Sølvfadet og byde det omkring og begynde ved Borg'mesteren. Di var jo allesammen nysgerrige. Og Fadet var saa stort, at Tjeneren maatte ta' paa det med begge Hænder - - - Skal Di ikke ha' Dem en Toddy til? der er mer, hvor det kom fra!

- Tak, sagde jeg - Tak, nu skal jeg - -

- Borg'mesteren maatte sæl ta' Laaget a', fortsatte Egelund. - Men lige idet han letter det, farer der en tyve- tredve Graaspurve ud om Ørene paa ham og rundt i Salen. Di grinte jo, som di var gale allesammen og Borg'mesteren med. Men lidt efter begynder di sgu a' nyse. Og Præsten snyder Næsen og taler noget om Forkølelse. Men saa nyser Borg'mesteren og Toldforvalteren og Amtmanden, og Tjenerne henne ved Buffeten nyser, og Kammerherren nyser sæl osse. - - Og saa ha'de han, Gu' hjælpe mig, drysset alle Fuglene ind med fint spansk Peber, den Heksemester! endte Egelund og lo, saa han blev mørkerød helt op under Tagskæget.

- Ja-a, sagde jeg - det var sgu godt!

- Jamen der er mer endnu! klukkede Forpagteren - der er sgu mer endnu! Nu ska' Di høre! - - Di maatte 23 jo rende ud a' Spisesalen og nyse langs ned a' Trapperne. For Kaffen blev serveret nede i Lindelysthuset, Di véd, henne for Enden a' Stalden. - - Di fik jo Kognak og Kakao og Munk og Cigarer over en lav Sko. Og saa fandt Kammerherren paa - - det vil sige: Asenet ha'de begriveligvis lavet det hele i Forvejen - - men han spør dem da nok saa fromt, om di ikke kunde ha' Lyst til a' se paa Udsigten oppe fra den nye Mejeribygning - - -

- Den med det flade Tag? spurgte jeg - der er ogsaa kønt!

- Ja vel saa - - Og di var jo lystige, saa di gik alle Mand derhen. Og Kammerherren faar fat i en Stige. Og di kryber op. Om det saa var Postmesteren, saa kravlede han med tilsidst. Men da di allesammen er godt og vel oppe, hva' gør saa Mester Urias? han vælter Stigen og ta'er Hatten dybt a' og si'er: Go'maaren di Herrer! - - Di griner jo vældig og gi'er ham et Hurra, for di tror, a' det hele er Spas. Men saa pludselig kommer Kaiesken rullende med de fire røde for - - den ha'de holdt forspændt og ventet omme i Slippen - - og Kammerherren springer op i den: Hvis no'en sætter Stigen til, inden han ser mig køre ned ad Skovbølle Banke, bli'er han jaget fra Gaarden straks paa Timen! si'er han saa til Folkene. Og væk ruller han ud igennem Porten! Satan til Ka'l, Sat-han til Ka'i! klunkkede Egelund og alle hans Pund rystede - Gud, hvor jeg sveder! sagde han.

- Hvorlænge maatte de saa blive der? spurgte jeg.

- En halv Time godt! For det ta'er mindst en halv Time i jævnt Trav til Skovbølle Banker. Og han har sgu vist ikke forhastet sig.

- Jamen Folkene - - -

- Di turde sgu ikke! Og saa kunde di godt lide Kammerherren. Og saa grinte di jo, for Præsten holdt nok Tale! lo Egelund og rev sig paa Halsen - Gud forbarme sig, hvor jeg sveder! sagde han igen.

- Det Selskab kom vist aldrig mere ud til Frørup? sagde jeg.

- Aa Gu' jo! Jeg har saamen mange Gange spillet L'hombre med Amtmanden siden den Historie! - - Den 24 gamle ha'de jo en Satans velsmagende Vinkælder, ska' jeg si' vos! Og saa var han en prægtig Mand, sluttede Forpagteren og tømte sit andet Glas. - Naar det da ikke lige just gik ud over én sæl! lagde han til.

- Han brugte vel mange Penge?

- Naa-aa, næ-i! Og saa ha'de han jo nok a' dem!

- - Ja dengang han sæl drev Gaarden, gik det jo saa som saa, for Godsforvalteren var lidt dvask a' sig. Og saa blev han jo svagelig. - - Jeg har forresten en Skrivelse fra ham fra den Tid, udbrød han pludselig. - Den ska' Di sgu se! - - Rossberry! raabte han, saa det klang i Væggene.

Den lille Kone viste øjeblikkelig sin Kappe i Dørsprækken.

- Lampen! kommanderede Egelund. Og Konen forsvandt

- Nu laver vi os sgu hver en frisk, sagde han og bryggede to stærke Toddyer. - Di skal drikke den! sagde han.

- Vil Di gaa hen i Chatollet indenfor Klappen til højre. Der ligger Skrivelsen, sagde han, da Lampen var stillet ind paa Bordet.

- Hvordan skal jeg lukke det op? spurgte jeg, da jeg stod derhenne.

- Di skal bare slaa den ned, sagde han - li'som Klappen paa Mads Knaks Bukser - - Død og Pine! udbrød han saa - den Historie maa Di sgu ha'! - - Fandt Di Brevet?

- Fuldmagt til Hr. Forpagter C. Egelund paa Frørup, læste jeg.

- Ja det er den! - - Kom her hen ved Lampen! -

- Di kan sgu gærne tjene mig i at læse den højt? sagde han saa. - Det er saa længe siden, Rossberry har læst den for mig.

Med Fornøjelse! sagde jeg. Og saa læste jeg:

Fuldmagt til Hr. Forpagter C. Egelund paa Frørup.

Da jeg formedelst det usunde kamstrupske Klima ikke opholder mig meget paa mine Godser dersteds, og da min nidske Broder 1844 lod sig forlyde med, at der var ingen Administration paa mine Ejendomme, befuldmægtiger jeg 25 herved Hr. Forpagter Egelund paa Frørup til, under min Fraværelse fra mine Godser i Kamstrup, Skovbølle og Viby, hvad enten jeg opholder mig her paa Fyen eller i Udlandet, at have Over-Opsyn med alle mine Officianter fra Dux til Fux, og paasee, at de ikke sætte mig et x for et y, og ikke ved tomme Tirader forsøge paa at snakke sig fra deres Pligter, eller binde mig Jyde-Løgne paa Ærmet.

Hr. Egelund skal ergo fungere som min Gods-Inspektør under min Fraværelse, og alle mine Officianter, fra min Godsforvalter til min Natvægter, skulle parere hans Ordres under min Fraværelse, ligesaa fuldt som om de vare udgaaede fra mig selv, og alle de, som ikke ville respectere hans Ordres, faa Løbepas uden Pardon og Pension; da jeg aflægger mine Officianter, og in specie mine Forvaltere, saa godt, at de ville betænke sig to Gange paa at bytte med mangen Kongelig Embedsmand, og jeg behandler Dem med al mulig Humanitet, vilde jeg - ifald jeg ikke havde studeret Menneskene i en lang Aarrække - supponere, at Taknemmelighed vilde spore godt Folk til med Energi og ubrødelig Troskab at varetage mit Tarv, men bittre Lærepenge have viist mig, at jeg ikke tør lade mig lulle i Søvn ved den Tanke, tout au contraire holdes jeg vaagen ved det Bekjendte: "Procul a Jove, procul a fulmine" id est; "langt fra Jupiter, langt fra hans Tordenkile", eller det Bekjendte: "Naar Katten er ude, spiller Musen paa Bordet." -

Det Hr. Egelund især har at paasee, er, at min Godsforvalter ikke falder i Stage eller i Søvn, men med rastløs Energi røgter sit Kald og derved viser sin Tro af sine Gerninger, og at han ikke er en sort Svane og en utaknemmelig Sjæl for den store Løn, jeg giver ham, og fordi jeg har skrevet hans Historie med Huset i Glemmebogen.

Hr. Egelund maa især paasee:

1) At min Godsforvalter, som, jeg anser for en ærlig Mand, men uden Energi, sørger for, at mine Bønder og mine Husmænd prompte betaler Deres Skatter og Afgifter. I disse for Landmanden heldige Conjuncturer kunne Pluraliteten af mine Bønder etc.: let betale Deres Afgifter.

2) At Godsforvalteren prompte tilstiller mig sine Maaneds-Extracter initio hver Maaned og overhovedet holder alle 26 Godsanliggender à jour for mig, og ikke vil snakke sig fra Noget ved tomme Tirader, hvorved hans Fonds synke, og jeg ærgres, fordi han ved Sligt viser, at han enten selv er en Trumpeten eller anser mig for en Idiot, eller en Klokker; han burde vide af Erfaring, at jeg ikke er den Mand, som lader mig nøje med løs Snak, som gælder til Vandsbæk, men at jeg ruminerer en Sag, og consulerer Andre i Sager, som gaae over min Horisont.

3) Hr. Egelund har item at paasee, at jeg faar af de Penge, som komme ind af mit solgte Bøndergods 80,000 Rdl: paa første Prioritet i dette mit Gods.

4)' Han maa se Skovfogden Lange godt paa Fingrene, og holde denne utaknemmelige Sjæl, som vil spille Cavalier, godt i Ørene, og give mig Rapport, saasnart han spiller Trumpfer ud, som qualificere ham til Vinter-Vejen eller Løbe-Pas.

5) Min Godsforvalter skal paa Opfordring af Hr. Forpagter Egelund fremlægge for ham, eller laane ham, saa at han kan eftersee den i sit Huus, Jordebogen, Maanedsextracterne og alle andre Documenter og Actstykker, som vedkomme mine Godser, og som Hr. Egelund ønsker at læse.

6) Mere end 3000 Rd. (tre Tusinde Rigsdaler R. m.) maa Godsforvalteren ikke have i Kassen. Resten giver han til Hr. Egelund, hvis Quitancer ere bindende og gældende for mig. - "Amen" -

Denne Fuldmagt males ad interim paa slet Papir, fordi her paa Stedet intet stemplet Papir findes. Knækholte 5. Novbr. 1846.

C. F. v. Achen,

Dr. philos. Kammerherre. Til Vitterlighed C. Christensen, M. Wurmb.

Forpagteren havde siddet andægtig og lyttet til Oplæsningen.

- Ja det var en herlig Mand! sagde han saa. - Lad dem sige, hvad di vil, men det var alligevel en Mand med Kraft i.

27

- Han ha'de nok megen Tiltro til Dem? spurgte jeg.

- Ja for ser Di, Hr. Kandidat, sagde Egelund - i saaden store Virksomheder er det rart, naar man mærker, at man har en Mand, man ka' stole paa. For di snyder jo allesammen, naar di kan snyde. Og Godsforvalteren var no'et dvask a' sig. - - Og se nu her, vedblev han - Di sa'e jo nok, a' Kammerherren var no'et paaholdende, naar det galdt andre! Men hvem var det, der hjalp, da det gik forkert med Else Tamburs? og det blev jo dog ellers nærmest hans Bro'ers Sag! - - Og hvem er det, der til Dato er Skyld i, at hun ikke er kommen paa Fattiggaarden? - - Jo, jo, sluttede han - Kammerherren var en Mand, som jeg altid har set op til! - - Og saa at komme der paa Slottet! tog han ivrig fat igen, og Alvoren gled i samme Øjeblik bort fra hans Ansigt. - Jeg forsikrer Dem, a' saaden som jeg svedte, naar han tog sig for at være morsom, har jeg aldrig svedt i mine Dage hverken før eller siden, og det har sgu ellers ikke været sparsomt med det! - Hele Selskabet sad i ét Grin fra di kom til di gik! og han kunde tørre vos allesammen a', saa vi ikke ku' si'e et Ord. Men vred kunde man heller ikke blive, naar han var i det Lune. - Men di sidste Par Aar, di var jo lidt triste, for han ble' rent til Rotterne, Staklen.

- Ja, sagde jeg - han blev jo sindssyg.

- Ja-a, det maa vel kaldes saaden, sagde Egelund og tog sig en Slurk af Glasset. - Men ser Di, Hr. Kandidat, Sindssyge og Originalitet, som det hedder, det er det jo lidt vanskeligt for vos fornuftige Mennesker at holde rigtig ude fra hverandre. Han hade jo altid haft noget vildt ved sig, og han var bange for at være alene. Han sad altid inde i Sovekammeret og læste om Natten for at være i Nærheden af Konen. Men saa var det jo den Nat, at han, Svenskeren kom derop og Ulykken skete - - ja Di kender vel Historien?

- Nej, sagde jeg.

- Jo, Kammerherren ha'de siddet og studeret i sine Bøger til Klokken et eller saadan. Og saa gik han i Seng. - - Der brændte altid en lille Lampe oppe hos dem. Den stod paa Vaskebordet omme bag en Skærm. - - Saa Klokken 28 tre vaagner han ved, at der er nogen, der pusler inde i Værelset. Og da han rejser sig op, saa staar der en høj Ka'l nede for Benenden a' Sengen og holder sig i Stolpen. Blodet løber ned over Ansigtet paa ham. - - Kammerherren griber over i sin Kone og spø'r hende, om hun osse kan se ham. Og hun si'er ja. Og saa spør' di ham, hvem han er, og hvad han vil. Men Manden si'er ingenting. Saa springer Kammerherren ud a' Sengen. Men den anden griber fat i ham, og di begynder at slaas. Og Svenskeren brøler og bider og sparker som et vildt Dyr. Kammerherreinden ringer og løber ud i Galleriet og raaber om Hjælp. Men inden Tjenerne bli'er paaklædt og kommer op paa første Sal, har Svenskeren faaet Kammerherren fat i Haaret, og siaar hans Ho'ede ned mod Gulvet, op og ned op og ned flere Gange. Tilsidst faar de endelig slæbt Fyren ud i Galleriet, efter at den ene Tjener ha'de sparket ham i Tindingen, alt hvad han kunde med sin Støvlehæl, saa han besvimede. - - Men Kammerherren fik di løftet op i Sengen. Og jeg maatte køre saa stærkt Hestene kunde strække ud til Byen efter Doktor Vejbel - Skaal! sagde Egelund pludselig - Skaal! Det var sgu ellers en skidt Historie!

- Hvad var der i Vejen med Svenskeren? spurgte jeg.

- Aa, Kammerherren ha'de skældt ham ud om Formiddagen, fordi han ikke ha'de ta'et Huen dybt nok a' for ham. - - Og saa ha'de han nok drukket sig fuld om Aftenen og været oppe at slaas med en Husmand oppe i Kastbjærg Kro. - - Og da han saa gik hjem om Natten, var'et vel, a' han pludselig kom paa den Tanke, a' nu sku' Kammerherren ha' no'en Klø fra om Formiddagen.

- Men hvordan kunde han komme ind?

- Der er jo saamange Døre, og Vinduerne stod aabne rundt omkring. Saadan en fuld Kanalje ka' altid vide a' skaffe sig Indgang. - - Men siden den Geschikte blev det naturligvis meget værre med Kammerherrens Skræk for at være alene, han saa' Svenskerens Ansigt alle Vegne. Og da Konen saa døde, saa sled han sig jo kun gennem et halvt Aars Tid til.

- Holdt han meget af hende? spurgte jeg.

- Ja, Fa'en blive klog paa den Slags Folk i det Kapitel! 29 sagde Egelund. - For naar vi var deroppe om Aftenen, saa kunde han kysse hende og klappe hende og aldrig vide det gode, han vilde gøre hende. Men saa kunde der osse være Tider, hvor han ikke oplukkede sin Mund til hende i mange Dage. - - Hva' Fa'en ska' man forresten osse si'e til sin Kone i Længden? - - Men Rambus det skulde di da spille sammen hver Aften, naar di var alene, hva' enten saa Humøret var skidt eller godt. - - Jeg kunde bedst lide at komme der, naar der ikke var ret mange fremmede, vedblev Egelund og smilede stille. - For saa var det mere, som man var iblandt sine egne. - - Der ligger vist forresten et Brev derhenne i Chatollet til saadan en lille Pikkenik, sagde han saa. - Ta' hele Bunken, Hr. Kandidat! sagde han, da jeg stod henne og rodede mellem Papirerne.

Vi søgte nu begge. Og jeg fandt Skrivelsen, som jeg .straks kendte paa de store Bogstaver med de mange Sving.

- Her er den, sagde jeg.

- Læs højt! sagde Forpagteren. Og jeg læste:

Slottet Frørup, den 10. Oktober 1865.

Min Forpagter & Godsforvalter tilsiges idag til mit højkammerherrelige Taffel Klok: 4% slet, paa Grund af det smukke Vejrs vel endte Negation og for at glæde og opbygge mine Damer, som ynde ældre Herrer bedre end yngre. Af Retterne nævnes Dyreryg, til hvilken findes Eremitage. Fine Cigarer precenteres efter Taffelet til Mokka-Caffe. -

F. C. v. Achen,

Dr. philos:

Selvhersker el:

ene Mand om Budet.

NB. Paa Grund af Vejret mødes i Frakke ikke Livkjortel. D: u. s. Amen.

- Ja det var dengang! sagde Egelund højtidelig. - Man bli'er gammel! - - Jo-o man gør sgu saa! vedblev han, da jeg smilede benægtende og rystede paa Hovedet. - Det staar aldrig rigtig til, naar man maa stramme sig op for at kunne sove! - - Ja det kan Di naturligvis ikke forstaa, unge Mand, men naar jeg ikke ta'er mig et Par ordentlige 30 Hybenkradsere, inden jeg gaar i Seng, saa kan jeg ligge vaagen lige hen til Klokken fire-fem - - slet l - - Og saa sveder jeg saadan! endte han.

- De skulde ryge Dem et Par Cigarer hver Aften, Forpagter, sagde jeg.

- Slap den dér ud! klunkede han, og Vifterne tog øjeblikkelig fat - slap den dér ud, unge Mand! kø, hø! - - Di staar henne paa Kakkelovnen - -

- Nej det var slet ikke min Mening, sagde jeg - det var - -

- Di staar henne paa Kakkelovnen! gentog han. -

- Jeg kan sgu i Grunden godt lide Dem alligevel, kø, hø! Jeg tog mig en Cigar og tændte den.

- Det er, fordi jeg ikke sæl ryger, sagde Egelund - saa glemmer man det. - - Skal vi ha' vos en lille én til? missede han og pegede paa Romflasken.

- Nej Tak, sagde jeg - Nu skal jeg se at komme ad Frørup til.

- En lille hal', hva'?

- Næ, Tak. Klokken er halv tolv.

- Ja saa er det sgu osse Sengetid! sagde han. - Hva' Fa'en, er den ble'en saa mange! - - Rossberry! raabte han.

Konen kom.

- Smid den Røver ud! sagde han.

Husholdersken hentede min Hat og Stok ude i Forstuen.

- La' os saa se, at Di kommer snart igen og ta'r Godsejeren med! sagde Egelund.

- Ja Tak. Farvel og Tak for i Aften.

- Farvel, farvel! - - Ja undskyld, jeg bli'er siddende!

Jeg var allerede ude ved Forstuedøren, som Konen stod og holdt aaben, da Forpagteren pludselig raabte inde fra Stuen:

- Halløj, Hr. Kandidat! hov-v-v! Jeg gik ind igen.

- Di fik jo ikke Historien om Mads Knaks Bukseklap! sagde han, og Vorten vippede mere end nogensinde. - Den maa Di sku ha'!

- Jamen Konen derude? sagde jeg.

31

- Aa skidt, hun har sgu godt af at faa di gamle Knogler luftet! - - Men luk Døren og sæt Dem ned! Jeg kommer altid til at svede, naar jeg ser nogen staa. - - Jo ser Di

- og det var sgu i min Tid, begyndte han - saa rent tabt Humøret ha'de Kammerherren ikke! - - Vi ha'de en gammel Fyr paa Gaar'en, som ha'de været der siden Kammerherrens Fa'ers Tid. Han duede ikke til andet end til at gaa og nusle saa smaat omkring. Han hentede Ægene op fra Hønsehuset og passede Kyllinger og børstede Støvler og saaden andet. - - Saa en Dag møder Kammerherren ham ude i Gaar'en med en Kurv fuld af Æg. - - Naa, Mads, si'er saa Kammerherren - hvormange er der i Dag? Det vidste Mads jo ikke, forstaar sig. - Jamen det maa vi sgu vide, si'er Kammerherren - for der ska' være Orden i alting! - - Og saa tog han Kurven fra Mads og lod ham lægge Armene saadan sammen over Brystet. Og saa talte han Ægene op og la'e dem langs hen ad hans Arme. - Staa stille! sa'e Kammerherren, da Mads trippede a' Angest for, a' Husjomfruen sku' se dette her. - Staa stille! sa'e han

- ellers falder di jo! Og den gamle stod med Tungen li'e i Munden og holdt Balancen. - Hal'anden Snes er der, sagde Kammerherren, og satte ham Kurven ned over Øjnene.

- Staa stille lidt endnu! sa'e han igen, og saa knappede han Madses Bukseklap ned foran. Den gamle gryntede jo no'et inde i Kurven, men det brød Kammerherren sig ikke om. - Gaa nu op i Køkkenet med Ægene, sa'e han - og hils Jomfruen fra mig, at hun ska' gi' ham en nyslaaet Tremark! - - Og saa trippede den gamle a'sted med Ægene op i Køkkenet. - - Aa Gud Fader, hvor vi grinte! Og Knakken grinte med, han var bare bange for, a' Ægene sku' trille fra ham. Han brød sig Fa'en om Facaden, naar bare han fik sin Tremark! - - Men Kammerherreinden ble' sgu vred, gjorde hun! - - og det var nok den sidste Streg, han spillede a' den Slags! endte Egelund sukkende. - - Ska' Di ikke ha' en Cigar til? spurgte han saa og kneb det ene Øje sammen.

- Næ Tak, sagde jeg - Vejen er jo ikke saa lang.

- Saa kommer Di en a' Aftnerne? raabte han efter mig ud i Forstuen.

32

- Ja-a! sagde jeg. - Og "Godsejeren"!

- Og Godsejeren! raabte han. - Hvis han da kan for Regnskaberne! tilføjede han, og jeg hørte det klukke inde i Dagligstuen.

- Godnat, sagde jeg til Rossberry, der endnu stod ved Døren.

- Godnat, sagde hun. Og det var det første Ord, der kom over hendes Læber den Aften.

33

OLE STØD

Goddag Ole! Ole fik Støvbrillerne af Næsen og saa' paa mig.

- Ih Du alstyrende Gu' Fader! sagde han saa - er det ikke Johannes!

- Jo ham selv, sagde jeg.

- Ja hva' maa én dog ikke opleve! Og Ole strøg en perennerende Næsedraabe bort med Bagen af sin venstre Haand og rakte mig den højre.

- Go'dav, sagde han saa - og velkommen til vort igen.

- Tak Ole, sagde jeg. - Naa, hvordan gaar det?

- Jo-o, det gaar jo! sagde han - én pikkér sine Stene og tjener til Føden. - Men hva' essekvere Du, Johannes? - - eller Di faar én vel si'e her etterti's! rettede han med et lunt Smil.

- Nej, sig kun Du, Ole!

- Ja, elle's Tak, nikkede Ole - men én véd da for den Savs Skyld nok, hva' der sømmer sig!

Ole sad ude i Gaarden og huggede Milesten til. Det var hans Søndagsarbejde. Om Hverdagene laa han rundt paa Landevejene bag sin Vindskærm og slog Skærver. Naar da Vejret ikke var alt for kontrarigt, for saa sad han hjemme og vævede. I Foraarsmaanederne havde han en lille Bifortjeneste ved at "snitte" Lam for Proprietærerne og Bønderne omkring i Sognene. Men det var kun Snavs nu, med hvad der kom ud af den Bestilling. De fleste Steder havde Folk jo lagt sig efter Mejeriet. Men den værste Bet fik Ole dog, da Kammerjunkeren 34 paa Grængegaarden og Hofjægermesteren paa Kastbjergvold samtidig solgte deres Faarebesætninger. Den ene til Tyskland, den anden til Jylland.

- Det var li'som et Stød for Hjertekulen a' føle, sagde Ole, naar Salget blev omtalt - Tiderne bli'r sgu smalbenede! sagde han.

Og han udbredte sig saa vidt og bredt om "Stødet", at det endte med, man gav ham Navnet Ole Stød. Ellers var han da nok døbt Ole Andersen.

Forresten var der ogsaa dem, der kaldte ham Ole Sækmaas, fordi Bagdelen i hans Bukser var lidt lovlig rigelig til Indholdet. Den hang i nogle fede Folder ned under Skøderne paa Stumpfrakken og saa' trist ud.

- Jeg ska' frivilli' indrømme, a' hun lar' li'som lidt rummeli', sagde Ole, engang jeg kom med en indiskret Hentydning. - Men ser Johannes, lagde han belærende til - en Stenpikker maa immer vidde a' holde sig lind i Hængslerne!

I Dag sad han som sagt ude i sin Gaard og huggede Milesten til.

- Er Hanne hjemme? spurgte jeg og satte mig tilrette paa en Skurebænk henne under Tagskægget. - Jeg vilde gærne ha' hilst paa hende.

- Næ hun ligger omme i Hendrik Loppes Roer.

- Og Datteren?

- Ja-a-a, sagde Ole og trak langt paa det - se-e Sof-fie hun - -

- Hun er da ikke syg? spurgte jeg.

- Næ-i paa det Lav, sagde Ole - saa lever hun da elle's godt nok.

- Det var saadan en nydelig Pige, sagde jeg.

- Ja en farlig proper og gemen Tøs har hun vaaren alle sine Dave med Forlov, naar jeg sæl ska' si'e det.

- Naa men hvad er der saa i Vejen.

- Jo-o, se hun kom jo i Kondesjun hos Jægermesterens herude paa Gottesgave. Men det gik sgu skidt, gjor'e det, for hun fik Tvillinger.

35

- Jægermesterinden?

- Næ-i Sof-fle sgu!

- Føj!

- Og nu sitter hun her med Ungerne! sluttede Ole.

- Men han betaler vel? spurgte jeg.

- Ja det gør han jo saa som saa! - - Vi faar en Gris og, en Tønde Rug og, Ka'tøfler og saadan andre Naturalgevækster. - - For hvor ska' han ta'e Søllet fra, naar der ingenting er, Skrovet?

- Næ sandt nok, sagde jeg. - Hvor længe er det siden med den Historie?

- Ja, det er da elle's snart et Aarstid godt og vel.

- Og Sofie er hjemme endnu?

- Næi, næi, jøsseskos dov! næi! næi, hun tjen' jo for Amme ovre hos Holstes i Tjæreby.

- Og Børnene?

- Ja di ligger sgu inde i Stuen! sagde Ole og slog med Hovedet hen mod Vinduet. - Bedder for saadan to Stærekasser, om Vorherre vilde ta' dem til sig! sagde han. - Vil Johannes se dem?

- Ja Tak, sagde jeg - det kunde jo være morsomt.

Og Ole rejste sig.

- Ja hellesens er det da to Stasfyre! sagde han og lagde Brillerne fra sig paa Stenen, han havde siddet paa - ri'ti' to Grødbasser med Forlov! tilføjede han og gik foran hen mod Huset.

Jeg fulgte efter. Og først nu da jeg saa' Oles Bagside, lagde jeg Mærke til, at Manden var bleven svært gammel paa det Aars Tid eller to, jeg ikke havde set ham. Benene fyldte ingenting i Bukserne, og Bagdelen hang endnu mere sygelig melankolsk end før. Den lignede en tom Tøndesæk over et Par Gærdestave.

- Ja, Johannes kender jo Laakomiteten? sagde Ole, da vi kom ind i Stuen. Jeg saa' mig om.

- Jo, sagde jeg.

Den brede Ægteseng med de stribede Shirtingsgardiner stod oppe i Hjørnet. Og Væven op ad Langvæggen. Og det

36

umalede Bord med Skuresandet i Ormhullerne, og Trommelovnen og Dragkisten med de blaamalede Kopper og den tykmavede Krovært, hvis Hoved var til at tage af, og hvis Krop var en Tobaksdaase. Om det saa var "Maans", som Ole kaldte den, saa laa den og snurrede paa Stolen i Krogen.

Her har vi Menasjeriet! sagde Ole og gik om mellem Sengen og Væggen.

Og deromme laa Tvillingerne ret ud paa Ryggen i en gammel Kurvevugge og sov. Næserne stak lige i Vejret. Og nogle smaa krumme Fingre laa oven paa Dynen. Og saa svedte de, saa de skinnede.

- Det er to søde Børn, sagde jeg. - Er det Drenge?

- Jo-o, det er det! forsikrede Ole. - Vil Johannes ka'ske sæl se etter?

- Næ, næ, sagde jeg - næ Tak!

- Ja for hva' den Ting angaar, saa er Jægermesteren sgu ingen Fusker. - - Men væsgo' og sit dov ner! sagde han saa og strøg Maans væk af Stolen.

- Ja-a Tak, sagde jeg - men jeg vil heller sidde udenfor. Jeg venter min Bro'er. Vi skal over og se paa Rasmus Hendriks den brune.

- Ja nu vil han jo sælge igen! sagde Ole bekymret. - Det er ossensaa besynnerli't, for no'en har det nu immer saadan, og andre har det paa en hel anden Maade!

Da vi kom ud i Gaarden, tog Ole igen fat paa sit Arbejde. Og jeg satte mig hen paa Bænken.

- Hvor kommer det sig, Ole, begyndte jeg - at Du hugger Milesten i Dag? det plejer jo ellers at være din Søndagsfornøjelse.

Ole lod Hammeren hvile og slog Næsedraaben væk med Langefingeren.

- En maa der da være ved Huset, sagde han - og sysle med Ungerne. For di kræver jo baade Renli'hed og Føde, gør di! - - Jeg vil jo nok medgi', vedblev han og saa' hen paa mig - a' Hanne ka'ske ha'de li'som en hedder Haandevending til det, end som jeg. Men hun tjener jo rare Penge der ude i Roerne. Og siden dette hersens Stød med Faarene, saa maa én hugge Ørene, hvor di falder.

37

- Kunde I ikke holde en Pige til at passe dem? spurgte jeg.

- Næ det ku' sgu aldri' svare Regning, Ven Johannes! sagde Ole og rystede paa Hovedet - for saadan en Stump Tøs er vel ossensaa skavt til at æde og drikke, véd jeg? - Næ men dengang Rasmus Kukker levede, vedblev han tankefuldt - saa ha'de vi det jo li'som lidt Undere, Hanne og jeg! For han tittede imellemstunder herover, gjorde han. Og han ha'de nu det ny'eli'ste Haandlav til at traktere Børn.

- Er Rasmus død? spurgte jeg. - Det har jeg ikke hørt noget om.

- Jo-o, han døde s'men her i Foraaret, sagde Ole og saa' ud over Vejen. Og lidt efter tilføjede han - Livet hernere, Johannes, er jo manne Gange eurimeli' besønnerli't for vi Mennesker! - - Se han mistede jo Regine i Brystet her ve' Juletidder og sat en Tid alene henne i Huset. Men saa fik han sin Svi'erske til sig - hinne den tykmavede Anne Munks, Johannes véd, nere fra Engen. Men hun drak og forklejnede Rasmus paa alle Maader. Saa skrev han til Bunes Ejres, eller hva' det er, han hedder, hvor Børnene er derovre i Amerika. - - Han ha'de jo al sin Tid vaaren svært for Børn, og di ha'de jo ladt ham vide, a' di ha'de det godt og ha'de formeret dem. Men di svarte ham tilhaves, som rimeli't var, a' di ha'de ingen Anvendeli'hed for ham. - - Jeg sa'e det sgu ossensaa til ham, vedblev Ole og slog vredt ud med den ene Haand.

- Hva' Fa'en i hede Helvede vil Du der ovre i Vesten, Rasmus? sa'e jeg - over de vildene Vaaver, sa'e jeg -

- som hverken Du eller Vorherre kender fra Dybet a'! sa'e jeg. - - Men han ble' jo immer ve' sit, a' det var Børnenes Skyldi'hed a' strække en hjælpendes Haand i Nøddens Timer. Det mener nunde jeg, Rasmus, sa'e jeg. For vos gamle ka' jo dog kun falde dem til Besvær og Pine, sa'e jeg. Og di kan godt og vel ha' deres Tus med a' styre dem sæl, sa'e jeg, og hva' deres er! - - Saa gik han jo og tyggede over det en Stund, men skidt var 'et, og skidt ble' 'et. Anne hun drak jo som en Øjle, gjorde hun, og rummersterte, saa det var en Skam og se oaa. Og ud 38 ku' han junde faa hinne, for han var altfor mild og venli' i sit Sindelav. Han gik jo immer og spekelerte over Børnenes Brev og læste det og læste det. Men der stod nok alli'evel det samme, gjorde der. - - Han ble' saa indskrumpen, ble' han, og huulkejet, og Næsen krummede sig, og det var en Ynk og Smærte med det altsammen. Og han saa' til Tidder helt vildsom ud a' Øjnene. - - Men jeg tænkte jo som saa, a' alting ska' ha' sin Tid, og han gik jo ossensaa stadi' her og syslede ve' Børnene - - - aa, Gu' ja, ja, ja! sukkede Ole pludselig og lod sine Fingre glide op og ned ad Milestenen, der stod foran ham.

- Naa? spurgte jeg - hvad blev det saa til?

- Hva' det ble' til? gentog han langsomt. - Ja det ble' sgu til, a' di en skønne Dav maatte hale Rasmus op a' Brønden.

- Uh ha, sagde jeg. - Var han sprunget derned selv?

- Det var han nok, ja.

- Men hvorfor dog?

- Hvorfor? sagde Ole og saa' forundret paa mig. - Hvorfor? - - Ja det formodede jeg, a' enhver ku' vide!

- Var han død?

- Næ-i ikke saaden hva' man kalder for helt død, sagde Ole - for da di ha'de tumlet og basket med ham en god Times Tid, saa slog han da Øjnene op. Og saa puttede di ham ind i Sengen og hældte Vin og andre Ekskrementer ner i ham. Og saa kom han jo til sig selv, som det hedder. -

- Men han var li'saa slatten som en Spædekal' og ku' hverken flytte Arme eller Ben. Og no'et Ord sa' han ikke.

- - Di sku' ladt ham bli'e i Brønden, Johannes! sluttede Ole vredt og saa' prøvende hen paa mig - di sku' ladt ham bli'e i Brønden, sku' di! For naar et Menneske fø'st vil bort fra denne Jord! si'er jeg, saa ka' ingen Magt holde ham fra det! - - Og det kommer da for den Savs Skyld heller ingen andre veM endte han.

- Ja-a, sagde jeg - det véd jeg dog ikke - - -

- Vi saa' jo Enden, fortsatte Ole ivrig - vi saa' jo Enden! - - Ku' di hindre ham ka'ske? Gik han ikke pænt nok den Vej, han vilde alli'evel?

39

- Hva' - - -

- Han laa jo i Sengen, gjorde han, en otte Davs Tid. Og vi holdt Vagt over ham. Men han snakkede ikke. Han laa bare og skulede saa lumsk hen etter Bordskuffen. -

- Og saa ble' han da omsider li'som lidt bedder. Og vi lod ham ligge alene, for vi ha'de jo vort og skøtte. - - Men saa en Middav, di kom oppe fra Gaar'en med Sulevælling til ham, saa ha'de han listet Sig ud a' Sengen og hen til Bor'et. Og dér ha'de han ta'et Brødkniven a' Skuffen og leveret sig et slemme Snit tværs over Halsen, saa Blodet tapløv helt hen til Kakkelovnen.

- Aa Gud forbarme sig! den arme Mand!

- Ja, si' kun det, ja! nikkede Ole. - Men di ku' faare lad't ham blP i Brønden, ku' di! saa ha'de di sparet ham for det!

Var han død?

- Det var han, Gu' ske Tak! elle's sku' di vel ha lappereret med ham igen.

- Hør, Ole, sagde jeg - turde Du virkelig lade ham passe Børnene.

- Børnene? gentog Ole. - Der var s'men ingen mildere i Ord og Gerning end som han!

- Jamen - - -

- Jeg ska' si'e Dig en Ting, Ven Johannes, afbrød Ole mig - di Sort Folk, som Rasmus hørte til, di gør ingen Mors Sjæl Fortræd, for di mangler, hva' jeg saadan vil kalde Kulør til a' sla' igen. Og vi andre Gu's Skavelser ku' manne Gange lære meget a' dem. - - Men se derfor mener jeg osse, a' naar di sæl synes, a' di faar det for hedt her paa Jor'ens Kloder, saa ska' ingen formene dem Udgangen, hva' enten saa han er Præst eller Herre'sfo'ed!

Her rejste Ole sig pludselig op og lyttede.

- Med Forlov! sagde han saa. - Nu maa jeg nok ind i Hytten.

- Hva' er der? spurgte jeg.

- Ka' Johannes ikke høre, sagde han og smilede - a' di to smaa Jægermestre fløjter for Maarengrødden? -

- Men væs'go' og tit hen en anden Dav, tilføjede han - saa ka'ske Hanne er li'som lidt mer modtaveli'!

40

- Naa farvel da, sagde jeg. - Og Tak.

- Fa Vel, Johannes, og sæl Tak! sagde han.

Og da vi havde trykket hinandens Hænder, skraaede Ole henover Gaarden med Støvbrillerne paa Næsen, medens jeg stod og saa' efter ham.

Og Bagdelen i hans Bukser smilte melankolsk til mig for hvert Skridt han tog.

41

I FAMILIEHUSET

Kesten Skrædders taalte ikke godt at ligge i Sengen nu. Hun kunde saa daarligt faa Vejret, naar hun laa ned. Derfor sad hun gerne indpakket i Puder og Dyner i en gammel rødmalet Armstol med udskaaren Ryg.

Der var ikke andet at se af hende end Ansigtet og Hænderne. Ansigtet var lille og vissent med sure, rindende Øjne. Og Hænderne laa foldede i hendes Skød med store Gigtknuder paa alle Ledene.

Hun hostede hult som et Mandfolk, men hendes Stemme var tynd og slæbende. Under den sorte Vatkyse havde hun altid et Par aflange Krydderposer. En hen over Panden, og en ned omkring Nakken. Thi Gigten kunde undertiden komme farende paa hende, allerbedst som hun sad.

Hun havde den midterste Stue nede i Familiehuset ved Grønvejen. I den nordre Ende boede Maren Fars, der gik ved to Kæppe og havde en Datter, som var "underlig". Den søndre Stue beboedes af Hemming Terkel med Kone og seks Børn. Hemming var "hellig" og holdt ofte Opbyggelser i Hjemmet eller Forsamlinger i Storskoven, hvor han stod paa Overliggeren af en udgravet Kæmpehøj og forkyndte "Herrens uendelige Naa-de ved Jesum Kristus".

Kesten havde været min Amme. Hun var i sin Tid kommen galt af Sted med den fregnede Skomagersvend, der i nogle Aar huserede hjemme i Sognet og hed Petersen. Men som senere sporløst forsvandt og efterlod sig tre Enker, hvoraf den ene havde faaet Tvillinger.

42

Da Kesten ellers var bekendt for at være en skikkelig og sund Pige, blev hun fæstet som min Amme. Jeg holdt meget af hende og besøgte hende altid, naar jeg kom hjem. Senere arvede hun et Hus her ovre i Kamstrup og flyttede fra Lolland og giftede sig. Saa gav hun sig til at sy og lappe for Folk. Sad omkring paa Gaardene i Dagevis for Kosten og tolv Skilling. Men nu var Brystet blevet daarligt af det fæle Vejr, hun ofte maatte gaa ud i. Og Gigten havde slaaet sig til.

Hendes Mands Navn husker jeg ikke. Rimeligvis fordi han hyppigst gik under Betegnelsen Kesten Skrædders Mand. Han holdt af Brændevin, men blev dog i Tide omvendt af Hemming Terkel og Kapellan Møller. Og døde siden efter paa et Sindssygehospital af religiøst Vanvid. Han led af den fikse Idé, at han kun var fire og et halvt Aar og tre Maaneder gammel. Men paastod ikke desto mindre, at han i sin Tid havde deltaget i Mariæ Bebudelse.

Et Aar efter hans Død solgte Kesten Huset og flyttede ned i Midterstuen paa Grønvejen, hvor Maren Fars gav hende en Haandsrækning, nu hun var ude af Stand til at hjælpe sig selv. Børn havde hun ingen af siden Skomagersvendens, der døde, da det var syv Maaneder.

En Aftenstund kom jeg paa en af mine Spadsereture forbi Familiehuset.

Maren smuttede netop ud af Kestens Dør og hoppede ved sine to Stokke ad Stenbroen langs Væggen hen mod sin egen Lejlighed. Hun var en gesvindt lille Kone med rapt Mundtøj.

- Godaften Maren! hilste jeg temmelig højt, da hun var lidt tunghør ved visse Vinde.

- G'av ten, g'avten! sagde hun forskrækket og standsede. - Hvem er elle's det?

- Det er mig, sagde jeg og gik nærmere.

- Naa-aa, er'et ham! sagde hun beroliget. - En ku' jo aldri' vide, hvem der saadan render og lumsker om! - - Men go'avten sku' jeg da forresten si'e, vedblev hun og stak sin højre Haand frem efter at have taget begge Stokkene over i venstre.

43

- Godaften, Maren!

- Av for Satan! skreg hun og trak hurtig Haanden til sig. - Jeg har jo en bullen Langfinger, har jeg.

- Herregud, hvordan er det gaaet til? spurgte jeg deltagende.

- Gaaet til, gaaet til, ja! sagde hun. - En skærer og flænser og filer jo baade for sig selv og andre, saa no'et sker der sgu alti'. - - Ska' Johannes ka'ske ind til Kesten? frittede hun - med en hal' Fjerring Kaffe, hi, hi?

- Næ-i det har jeg ellers ikke tænkt paar, sagde jeg.

- Aark, ja, ja, ja! sukkede Maren pludselig.

- Er det Snavs med Kesten? spurgte jeg.

- Ja-a det er sgu saa, sagde Maren og sukkede igen.

- Det er vist li'e rent ud paa det sidste, tror jeg, jeg ka' formodde. - - Men jeg maa ossensaa si'e, vedblev hun

- a' hun har lidt tilstrækkeli't i sine Dave, og Vorherre ku' sgu gærne ha' vist hinner den Smule Villi'hed lidt før!

- Det véd vi Mennesker ikke noget om, Maren!

- Næ-i, næ-i, sagde hun hurtigt. - Jeg snakker da heller ikke saaden ret tit!

- Jeg synes, Kesten synger? sagde jeg og lyttede.

- Aa, Gu' hedder det! - - Næ-i, det er di helli'e nere i den søndre Ende! - - Di synger, og di traller og der er ingen Maade med deres Fryd og Herli'hed.

- Jeg gaar alligevel lidt ind til Kesten, sagde jeg.

- Ja, nikkede Maren - hun har jo ossensaa plejet Johannes i Vuggen. - - Men jeg maa nok se til Inger l udbrød hun pludselig. - Fa'en véd elle's, hva' hun ku' hitte paa.

Er det heller ikke bedre med hende?

- Hun bli'er sgu aldri' bedder! sagde Maren og slog ud i Luften med sin ene Støttekæp. - Hun er mærket fra Fødselen, ska' jeg si'e vos, og den Slavs Folk er der ingen Udkomme med! - - Fa'vel! sagde hun saa og hoppede videre hen over de toppede Brosten.

Jeg aabnede Døren og traadte ind i Køkkenet, der hørte til Kestens Stue.

Henne paa Ildstedet stod en Gryde over nogle Gløder. Og der lugtede af Tørverøg derinde.

44

Jeg bankede paa og aabnede Døren til Stuen.

- Er det Hemming? lød det fra Kesten, der sad med Ryggen mod mig.

- Nej det er mig, Kesten, sagde jeg og gik hen til hende. - Hvordan har Du det?

- Go'da-a-v, sagde hun langsomt og slæbende og forsøgte paa at række mig Haanden, men den sank ned i hendes Skød igen. - Er det Dig, Johannes? - - Ja her sitter jeg, sagde hun og hostede.

Sangen inde fra Hemmings hørtes tydeligt gennem Væggen:

O Jesus, som fra Øst og Vest - - (Sang de)
indkal-der til din Bryllupsfest
fra alle Jor-dens En-der,
ved dit Ord, Aand og Sende-bud,
som Du i Verden sen-der ud
dit Ri-ge at bekjen-de
før Verdens sidste En-de.

- Hvordan gaar det, Kesten? spurgte jeg og tog en Stol, som jeg satte mig paa henne ved Siden af hende.

- Jo-o, jeg synes da, det er li'som lidt undere med Hosten.

- Og Gigten? spurgte jeg.

- Ja-a hun ka' jo vaarre fæl til Tidder. - - Men nu har jeg faaet di Katteskind.

- Naa har Du det. - - Har Doktoren været her for nylig?

- Næ-i di bru'er jo Hestene, sagde Kesten i sin slæbende Tone - saa før etter Høsten kommer han vel ikke. Og Sangen lød derinde bag Væggen:

Men di, som af Dug budne var
og hen igjen i Tryghed gaar
og jordisk Sind anta-ger,
paa dennem bli'er Du Herre vre'
og si-ger: di min Nad-ve-re
ska' ingenlun-de sma-ge,
som Verdens Lyst beha-ge.

- De synger nok? sagde jeg.

45

- Ja-a, sagde Kesten og hostede, mens Slimen skreg i hendes Bryst.

Og de sang højere, Manden, Konen og Børnene. Og de sang falsk.

Men Herrens faste Grundvold staar;
som den Gu's Aands Besegling har,
a' Herren ken-der sine.
Gu's Aand med vor Aand Vidne bær,
at vi Gu's kjære Bø-ren er,
naar vi ham ly-dig blive,
saa han os sæl faar drive.

- Skal jeg ikke gaa ind og bede dem holde op? spurgte jeg.

- Næi, det er da elle's skjønt nok a' høre paa, sagde hun. - - Hva' har Johannes med til mig i Dav? spurgte hun saa.

Hun sad og rokkede stille med Hovedet. Og Fingrene nede i hendes Skød laa foldede ind, mellem hverandre, saa godt det lod sig gøre for Gigtknuderne.

- Jeg har ikke noget, Kesten, sagde jeg. - Da jeg gik hjemme fra, var det ikke min Hensigt at besøge Dig.

- Naa-aa, næ-i, det forstaar sig, mumlede hun. - Men Kaffe ska' Du da heller ikke komme med tiere.

- Ikke det?

- Næ-i, det ska' Du sgu'nte, gentog hun - for den sitter bare Maren og Inger og tylder i dem - jæ k'ante taale den længer.

Og de sang:

O Jesu, Sjælehyrde god,
som mug din Frelse kjen-de lod,
da jeg fortabt mon løbe,
forvil-det i Vantroens Ørk,
forladt i Syn-dens fæle Mørk',
da vil-de Du mig re-de
og til din Hjord mug le-de.

- Hvad kunde Du da ha' Lyst til? spurgte jeg.

- Jo-o, sagde Kesten og saa' næsten lækkersulten ud - om der var no'en Rimeli'hed for, a' Johannes ku' skaffe 46 dem, saa tror jeg da nok, a' jeg ku' ædde et Par Bitter ryet Aal.

- Det kunde jo være, sagde jeg. - Men det er maaske lidt vanskeligt at faa fat i paa denne Tid.

- Ja-a det er 'et vel, sagde hun - saa én faar nok se og leve dem foruden. -» - Hvornær rejser Du? spurgte hun saa pludselig.

- Det er der længe til endnu, Kesten.

- Ja-a, saa ser jeg Dig da ved min Begravelse, nikkede hun beroliget. - Det sa'e jeg da ossensaa til Maren. Kesten fik et Hosteanfald og holdt sig for Brystet.

- Aa, ja, ja, Gu' ja, Fa-der! stønnede hun. Men inde hos Hemming sang de:

Ak kjære Gud og Frelsermand, oplys og styrk mug ved din Aand, a' jeg miig sæl maa kjen-de, og hva' Dug er til Velbehag og derpaa gnin-de Nat og Dag saa Syo-den ret ka' dø-des og Aandens Liv gjen-fødes.

Og saa hørte Sangen op.

- Du sagde jo før, at det var bedre, Kesten, forsøgte jeg opmuntrende.

- Ja-a, mumlede hun - men det er bare Dødens Komme. - - For i Avtes da Maren ha'de faaet mig til Sengs, og jeg sku' til og blunfø, saa ry'r Køkkendøren op, saa det rasler. - - Og da Maren kom herind i Maares, saa sa'e hun, a' der lugtede saadan a' sviet Busbom og brændt Granris, sa'e hun - - og det véd da enhver, hva' det betydder.

- Det er Tørven, sagde jeg. - Der lugter saa stærkt af den ude i Køkkenet.

- Og Døren stod vidt aaven! mumlede Kesten.

- Det har været Blæsten, sagde jeg. - Det blæste jo i Aftes.

- Og jeg saa' Ildsluer herudenfor Vinduet, vedblev hun - di hoppede og di sprang for mine Øjne. - - Jeg har ikke no'et med Jer at skaffe! raabte jeg saa, for jeg har hørt GtTs Ord og vaaren til Alters manne Gange, dengang 47 jeg ku' støtte paa mine Ben! - - Og saa saa' jeg vor Herre Jesus paa Korset! vedblev hun og hendes Øjne skinnede - og hans helli-ge Vunder saa' jeg - - og han strækkede Armene ud etter mig og sa'e: kommer til mig Kesten! sa'e han, Gu's Ri-ge hører Dug til, sa'e han, paa det a' Du haver fornummet den evige Frelse - -

Her fik den gamle igen et Hosteanfald. Og jeg maatte støtte hendes Hovede i mine Hænder, medens hun vred sig i Stolen.

- Ja, ja, sagde jeg - det er jo altsammen godt, Kesten! Men Du skal ikke tale saa meget.

- Og nu har jeg bedt Hemming komme herind i Avten, begyndte hun igen uden at agte paa, hvad jeg sagde - og holde en lille Opbyggelse med Bøn og saaden no'et. -

- For det var dov ham, der fik vant Hans Jørren a' med Brændevinen, saa han døde i sin Mo'ers Tro. - - For Hemming lægger Ordene saa ny'eli't ud! sluttede hun.

Der lød Skridt af Tøfler og Træsko ude i Køkkenet. Og Maren kom ind i Stuen med sin Datter.

- Er det Hemming? spurgte Kesten.

- Nej, sagde Maren - men han kommer stra's. - - Sæt Du Dig dér hen, lille Inger, vedblev hun henvendt til Datteren. - Du skan'te vaarre bange for ham, for det er jo Johannes oppe fra Gaar'en.

Men Inger vilde ud gennem Døren igen. Hun mumlede nogle uforstaaelige Ord og søgte at komme forbi Moderen.

Nej vist ikke, vist ikke! sagde Moderen og holdt hende tilbage i Armen.

- Er det Inger! lød det fra Kesten.

- Ja, sagde Maren - hun er bange for Johannes, er hun, det Pjukkedyr! - - Sit nu bare roli', sagde hun og skød lempelig Datteren ned paa en Stol henne ved Vinduet

- han gør Dig sgu'nte undt! - - Hun ska' sgu ossensaa høre et Gu's Ord, vedblev Maren og nikkede hen til mig. - Hun kommer jo aldri' i Kirke, og læse ka' hun heller ikke.

Inger opholdt sig næsten altid inden Døre, saa det var første Gang, jeg saa' hende nær ved. Hun var en lang opløben Pige paa en nitten-tyve Aar. Folk sagde, at hun 48 kunde ikke tale rent. Hendes Ansigt var bredt og gulblegt. Øjnene store og vandblaa. Hendes Næse var halvvejs ædt bort af Kræft, og ud gennem Hullerne stak der to smaa Guttaperkaslanger.

- Det er vel best, a' jeg laver Kaffen, forinden Hemming kommer? spurgte Maren.

- Ja lav Du Kaffen, sagde Kesten. - Men jæ ska' da'nte ha' no'et.

Maren gik ud i Køkkenet. Og øjeblikkelig rejste Inger sig og fulgte.

- Kan Du nu ogsaa taale al derne Forstyrrelse? spurgte jeg Kesten.

- Bare Hemming snart vilde komme! mumlede hun.

- Der er han vist, sagde jeg, da jeg hørte Træskotrin udenfor paa Stenbroen.

- G'avten, g'avten! sagde Maren ude i Køkkenet. - Væ'sgo' og gaa indenfor, væ'sgo' Hemming! - - Det er bare Johannes oppe fra Gaar'en. - - Har Du Kopper med, Trine? for vi har jo ikke andet uden end som tre Par.

Hemming traadte ind i Stuen.

Han arbejdede i Haven oppe paa Frørup, saa vi var gamle bekendte. Jeg gik hen imod ham og trykkede hans Haand.

- Tror Du ogsaa, at Kesten kan taale dette her? spurgte jeg.

- Hva' der sker i Gu's Navn, Hr. Johannes, det ka' aldri' volde et Menneskes Fortræd!

- Jamen - -

- Er det Hemming? spurgte Kesten - saa kom dov her hen!

- Ska' vi ha' Kaffen fø'st! spurgte Maren og stak Hovedet ind ad Køkkendøren:

- Nej, sagde Kesten - nej - - der er saadan en Uro over mig!

- Ja for hun spilkover! sagde Maren.

- Saa er det vel bedst vi begynder? spurgte Hemming og saa' hen til mig.

- Ja jeg bliver her, sagde jeg hurtigt. - Hvis jeg da maa?

- Jeg formener ingen a' modta'e Naa-dens Kal-delse, 49 sagde Hemming og gik hen og aabnede Døren ud til Køkkenet.

Og Maren kom ind og Trine og alle Børnene. De nikkede alvorligt til mig og ordnede sig i Række langs Væggen. Kun Inger satte sig bag Moderen paa Stolen henne ved Vinduet. Alle saa' de højtidelige ud, dog med et Anstrøg af mukken Søvnighed.

Hemming stillede sig hen foran Kesten med Ryggen mod hendes Seng. Han stod et Øjeblik og stirrede ned i Gulvet. Derpaa foldede han Hænderne og saa' op mod Loftet.

Der var nu saa stille i Stuen, at jeg kunde høre Bladenes sagte. Hvislen i Poplerne udenfor. Selv den syges skrattende Aandedrag var dæmpet.

Og Hemming bad:

- Albarmhjærti'ste Gud og Frelser! - - Se med din bundløse Barmhjærti'heds Øjne ner paa vorres arme syndi'e Hjærters elendi'e Tilstand! - - Oplys vorres Sinds Øjne med Straalerne a' dit himmelske Lys, skav Lys i vorres Mørke, a' vi ret maa kjende vorres indvortes, vorres Hjærtes Beskaffenhe', og gi' Naa-de til, a' vi ganske og aldeles maa løsrive vos fra, hva' der hænger ve' vos, a' den jammerli'e Tilstand. Bevar vos, almægti'e Frelser! a' vi aldri' igjen med fri Vilje ska' overgi' vorres Hjærte til den djævelske Fjen-de, aldri' indrømme ham det til Boli' eller no-gen Slavs Vaaning! - - Befri Du vos, almægti'ste! fra al Syndens Smitte! ta' vorres syndi-ge urene Hjærte bort fra vos, og skav i vos et nyt, og bere' Dig i vos en ny velbehaveli' Boli' til dit helli'ste Navns Forherli'else, o Jesum Kristus! - Amen! - Øjeblikkelig faldt Hemmings Kone og Børn ind med Sang:

Det er forfærdeli 't, a' Satan med sin Svig
ka' faa sli' Magt over Menneskenes Børn,
a' han dem holder fast,
saa di i Synd og Last
kun ha-ve Lyst a' gaa
og aldri' tænker paa,
hva' faarestaar!

Kesten sad foroverbøjet og stirrede med sine smaa rødkantede Øjne stift ind i Hemmings Ansigt.

50

- Mer, mer! mumlede hun. Hemming trak Vejret dybt og begyndte:

- Som Livet her paa Jor'en, bliver Livet hisset! - - Vandre Du her paa Jor'en u-den Gu's Hjælp og u-den Jesum vorres e-vi-ge Frelsermands Hjælp, u-den Tro og u-den Bøn, da gaar Du ossensaa u-den Jesus, og da gaar Du dér hen, hvor der er Graad og Tænders Gnissel i den flammende Helvedesovns e-vi-ge Pine - -

- Aa Gu', aa Gu'! stønnede Kesten. Fa-der, Fa-der!

- Himmeri-ges naa-di-ge Frelser! sagde Maren henne i sin-Krog.

- Hemming! sagde jeg og gik hen til ham. - Hun kan ikke taale det, jeg sa' Dig det jo!

Men Hemming stod rolig foran mig med sine foldede Hænder og svarede ikke.

- Naa-den? mumlede Kesten. - Naa-den? - - For der er jo ossensaa Naa-de, Hemming? bad hun og rakte sine rystende Arme op imod ham.

Og Hemming traadte hen til Stolen og lagde sin Haand paa hendes Hovede.

- Kom kun som Du er, sagde han - med al din Synd og al din Vantro til Jesus, og bed ham om Kraften til a' tro, saa ska' Du nok erfare, a' han ka' gi Dig, hva' Du begjærer hos ham! - - Og naar Du saa har fundet Jesus, saa ve' Du, hvor Du gaar hen, for da gaar Du til Himmeri-ges Sale, til vorres helli'e Gu's Børns evi'e Glæ-de og Fryd! - - Amen.

Og Koret faldt ind:

Jeg rejser og ve', hvor Rejsen gaar hen:
den gaar til Gu's evi-ge Ri-ge.
Jeg rejser til Aan-dernes Fa-der og Ven,
til Lan-det, hvor aldri' med Sorg igjen
fra Sjælene, Sjælene vi-ge!

- Og han strækkede Armene ud efter mig, mumlede Kesten, medens hun rokkede med Hovedet frem og tilbage - og han sa'e: Gu's Ri-ge hører Dig til, sa'e han, paa det a' Du haver fornummet hans Ord retteligen - -

51

Hemmings Øjne straalede. Han kastede sig paa Knæ og sagde med en Stemme, der bævede af Bevægelse:

- Jeg takker Dig himmelske Fader, a' Du har la-det dette fuldbyrde gennem mig!

Og alle knælede de ned og foldede Hænderne. Kun Inger henne paa Stolen ved Vinduet rørte sig ikke. Hendes store vandblaa Øjne stod stive af Forundring.

Kesten havde lukket Øjnene. Og jeg hørte hende mumle hen for sig, medens jeg sagte forlod Stuen.

Da jeg kom ud paa Vejen foran Huset, lød Sangen igen:

Lov og Tak og evi' Ære
ske Diig o Gu's Hjærtesøn,
som en Tjener vil-de være

Næste Formiddag mellem ti og elleve døde Kesten Skrædders, efter at Hemming endnu engang havde bedt for hendes Sjæls Frelse.

52

JENSEN

Her er Brev fra Mathilde, sagde Niels og holdt det op I Vejret. - Og saa sender hun et, hun har faaet til sin Fødselsdag fra Jensen. Det er guddommeligt!

Jeg kom fra min Morgentur, og min Broder sad ved Frokostbordet og var næsten færdig med at spise.

- Saa' Du Jensen igaar? vedblev han - i graa Silkekjole og lange Handsker? - Hun er gal!

- Hun er storartet! sagde jeg. - Og hun er dygtig.

- Ja, ellers skulde da Fanden beholde hende, det gamle Skabedyr! - - Du ødelægger hende ogsaa rent, Johannes, ved at gaa og sludre med hende!

- Herregud, hun skal da ha' Luft! sagde jeg.

- Jeg kunde sgu alligevel ikke la' være med at le, klukkede Niels - da hun i Aftes kom hoppende langs Havegærdet med Hemming Terkels den hvide Ged, Du!

- Ja hun var yderst indtagende, sagde jeg.

- Du skulde ha' set Ka'lene, da de opdagede hende! vedblev han og gottede sig. - De Fruentimmer er sgu da ogsaa lige fjollede allesammen! Ligner det nu noget at maje sig saadan ud!

- Det var jo Søndag, sagde jeg.

- De Fruentimmer! gentog Niels foragteligt.

- Ja de er naturligvis ikke meget værd, sagde jeg - men - -

- Og saa gik hun Fanden gale mig og slog Potter ud i den Mondur! vedblev han og rejste sig fra Bordet.

- Ja véd Du nu hvad, Niels! det kan dog ved Gud ikke skade Potterne!

53

- Hun holder "overordentlig meget" af mig, skriver hun til Mathilde! sagde han smaaleende.

- Jamen Du er ogsaa en overordentlig vindende Personlighed! sagde jeg.

- Aa, gaa Fa'en i Vold! - - Skulde Hans Olsen komme og spørge efter mig, saa sig, at jeg er i Hvedemarken.

Niels gik sin Vej, og jeg satte mig til at spise Frokost og læse Brevene. Jensen skrev:

Frørup 19/7 91.

Ærede Frøken Mathilde!

Maa jeg have den Glæde ærede Frøken et sende dem min Hjerteligste lykønskning om en riktig Glædelig Fødselsdag og et godt Nyt Aar; at det nye Aar maae bringe dem Lykke og Velsignelse kjære Frøken, nu er jeg jo ogsaa Rejst fra den kjære Viskingaard, som jeg nok Troer vi to holdt meget af; jeg længes ikke efter den, da jeg har det meget bedre her end som paa der, jeg tror ikke at Fruen paa Viskingaard var rigtig Klog naar det kom over hende, saa vidste hun ikke hvad hun skulde sige og kalde os for, det er ogsaa en Skam at saadan en Mand som Buus skal have saadan en Kone men jo bedre en Mand er jo værre er hans Kone men hun faar nok Løn for sit, den nye Jomfrue de har faaet, er vist en god en til Fru Buus, Folkene kan ikke faae det de kan spisse og ved de hvad kære Frøken Mathilde naar man arbejder skal man virkelig have Mad, hun Skjærer hvert et 1/2 Stykke Brød til Pigerne om Middagen og saa Laaser hun Brødet og gaar sin Vej, Frøken Hauberg ved de jo ogsaa hvordan hun er saa de savner nok de Gamle har jeg hørt, kommer de ikke snart herover paa Frørup kjære Frøken jeg Tenker ofte paa dem, især om Aftenen naar jeg sidder her ene paa mit Værelse, og Ønsker de havde sidet hos mig, at vi kunde Pasiare lidt om gamle Minder fra Viskingaard jeg er jo ganske alene hver Aften, saa de kan nok Tenke dem mit Houmør, somme Tider, vi spisser først til Aften KL 7 og til Middag Kl. 2 saa min Tid er jo ikke saa lang det er jo et meget større Huus end som Viskingaards 54 Hovedbygning, det er jo et gammelt Slot og jeg har været oppe i Taarnet med Forvalter Fredriksen, Fru Buus Foreldre fra Roskilde var der kort før jeg rejste og holdt deres Golbrøllop, der var over 50 tyve med, der var 27 liggendes, 4 Hornblæsere, de Dansede til Kl. l, Spiste til Middag Kl 6 til Middag fik de Bron Suppe med Fiskeboller, Kogt Kalkune med Chjampenions Sous og Trøffelsous, derefter fik de Salt Lax Skinke og Oxetunge dertil Ærter og Blomkaal, Dyresteg vi havde et Dyr som Vejede nogle 90 tyve Pd., saa fik de Frugt Is Vanille Is og Mandel Is 2 Overflødighedshorn om Formiddagen til Frokost fik de Krystaer med Stuede Hommer og Kjødboller med Skarp Sous og Kastanier i, saa de kan Tro vi havde Trault, jeg havde stor Lyst til at komme til Kjøbenhavn i Vinter, men der gaar jo saa meget med til alt det Rejsende, Grevens fra Broholm kommer derind, saa jeg har jo mange gode Venner og Bekjender. nu er Sofie Meyers ved at faa sig et lille, de har vel hørt at Jægermesterinden paa Gottesgave har faaet sig en Datter til tror jeg det er og Kapelan Møller holder Møde for Unge Piger engang imellem nede i Mosen hvor jeg ogsaa kommer og Bibellæsning i Skolen, Tenk Kudsken fra Viskingaard Kjørte for Frøkenen til Skovbal en Aften og de tilbød Jomfruen at Kjøre med men ikke Mejersken skriver hun, jeg vil herved tillige kjære Frøken meddele dem hvorledes det gaar herovre paa det dejlige Frørup, begge mine Herrer befinder dem i beste Velgaaende og jeg ligeledes det er to herlige Brødre de der har kjære Frøken og jeg holder meget af dem begge de er af Forskjellig Caratheer, dog begge Prægtige Herrer dog har jeg meget Tillid til min egentlige Huusbonde han taler ikke meget men han er til gjengæld dybtgaaende Sand og Paalidelig, jeg vil her sige dem kjære Frøken at jeg holder Overordentligt meget af ham og at han aldrig skal fortryde at have faaet mig i sit Huus men jeg Ønsker dog til tider at han vilde tale lidt mere med mig jeg er jo saa vant til at omgaaes bedre Mennesker og jeg trænger til engang imellem at tale med dannede Mennesker jeg er jo af Naturen Begavet med et Sjeldent Hjerteligt og glad Sind og der for trænger jeg til Aandelig Opbyggelse og det kan jeg jo ikke faae her hos

55

Folk i Almindeligheden jeg har altid haft for Vane at vælge meget faa rigtige Bekjendskaber og her er jo ingen andre som de par Smaafruer hos Mejeriforpagterens og Gartnerens og som Ovenikjøbet ere saa Indbilske og dumme som man vel kan finde iblandt det Slags Fruer og Pigerne kan jo være meget gode men har jeg aldrig haft for Skik at give mig af med Pigerne i Almindeligheden saa Frøkenen kan jo vel forstaa at jeg her vil komme til at Føle mig meget Ensom jeg har altid holdt mest af -at glæde mig sammen med dem jeg har været hos som sagt et Smugt Familieliv det er det Eneste som tiltaler mig, men i det Punkt er min Herre meget afvisende og Kandidaten har jeg ingen rigtig tro til der kan jo rimeligvis ikke være Tale om at jeg skulde tænke at min Husbonde skulde Conversere mig, nej jeg har da Guskelov af min kjære Afdøde Moder faaet saa god en opdragelse at jeg ved hvor vidt jeg kan gaa men min Herre kan til tider være meget Saarende i sin Affærdigelse og jeg faar da til saadanne tider læt den Tanke at jeg rimeligvis kuns er betragtet som et nødvendigt Onde, for det skal her bemærkes at jeg sætter min Menneskeværd meget høj som hvis jeg var en Afecteret Pengedame, jeg har jo ellers ikke saa lidt her at gøre da jeg jo skal udfylde baade en Kones og en Huusbestyrerindes Plads og her er mange Folk som næsten er værre end Herskabet, jeg har jo nogle Smaasorger med Hensyn til Mad til mine Herrer for de ere begge lidt kræsne, jeg skal imorgen koge en dejlig Rullepølse af et Fedekalleslag, den spiser min Herre nok paa Søndag har jeg tænkt at jeg ville lave en lille Bueff Allemode og saa tænker jeg paa en lille Rombudding det er jo rigtig god Mad Rababergrød, har jeg flere gange haft og Stikkelsbærgrød og Røgrød mine Herre holder meget af kolde Spiser og gaffelmad det lille Herreselskab vi havde i forrige Uge behøver jeg vel Neppe at fortælle noget om da en af mine Herre Rimeligvis har skrevet derom for mig gik det udmærket, jeg har ligefrem Rutine til saadan noget for jeg er vant dertil jeg gik jo i Ro og lavede til og Fred og Ro er Livets Største Goder og det har jeg her hos deres gode Brødre

nu ærede Frøken har jeg fortalt lidt af det Vigtigste jeg kan jo tænke mig at det glæder dem at høre fra deres kjære 56 Brødre og Slutter jeg saa for dennegang med en meget Ærbødig Hilsen fra deres

altid Underdanige Marie Jensen.

Jeg puttede Brevene i Lommen og ringede paa min Kaffe. Jensen stak Hovedet ind ad Døren.

- Naa, det er Kandidaten! sagde hun og forsvandt igen.

Jomfru Jensen var en vever lille Person med lysebrunt Haar, der krusede sig yndefuldt om hendes femogfyrretyveaarige Ansigt.

- Velbekomme! sagde hun, da hun kom ind med Kaffen,

- Værs'god. - - Kunde Kandidaten ikke passe at spise Frokost sammen med Proprietæren? spurgte hun saa og blev staaende for Enden af Bordet.

- Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre, Jensen. Jeg gaar jo mine Ture.

- Ja, for jeg holder ikke meget af denne Vasken op lige til Middag!

- Jeg skal forsøge, sagde jeg.

- Ja Di lover! sagde hun og slog med Nakken. - Men jeg véd godt, Di sidder dér og griner a' mig indvendig!

- Hvor kan De tro! sagde jeg bebrejdende.

- Nej, saa priser jeg ri'nok min Husbond!

- Ja han er ogsaa et meget bedre Menneske, sagde jeg.

- Di er en rigtig Franskmand, vedblev hun - en rigtig "Forfatter"!

- Naa - aa -

- Ska' jeg si' Dem, hva' Di tror? spurgte Jensen.

- Ja, sagde jeg og tog et Stykke Hvedebrød. - Lad mig høre! Jeg sætter megen Pris paa Folks Mening.

- Di bilder Dem ind a' være noget - noget stort! sagde hun og slog op med Haanden. - - Hi, hi! - - Di ka'stole paa, a' jeg kender Menneskene! vedblev hun. - Jeg tjente her for en fire-fem Aar siden ovre paa Møen hos en Præst. Det var en grusom lærd Mand, en dejlig Mand! som han kunde tale! - - Men han fik Prygl a' Konen. - Er Di en Præst? sa'e jeg til ham - er Di en Mand? sa'e jeg.

- Di maa skamme Dem, sa'e jeg - a' Di la'er Dem byde det, Di som forvalter Herrens Sakramenter! sa'e jeg. - -

57

Di kan tænke Dem, Hr. Kandidat, vedblev Jensen - a' Konen ligefrem væltede ham ud a' Sengen om Morgenen. Hun vilde ha'e Plads, sa'e hun. Men han klappede hende bare og sa'e: naa, naa, lille Mille! - - - Og han skrev de dejligste Prækener og trykkede dem! - - Han var osse Forfatter - - han var en Nathue var han! - - Herregud, sa'e jeg til ham - la' mig flytte en Seng herind til, der staar jo tre oppe paa Gæstkammeret! - - Nej, lille Jensen, sa'e han - Mand og Hustru skal være som ét Legeme og én Sjæl! sa'e han, det kjære Mandfolk!

- Jeg synes, det var meget kristeligt tænkt, Jensen, sagde jeg.

- Kristeligt! ivrede Jensen. - Di maa da ikke tro, Hr. Kandidat, at jeg ikke kender Religionens Forskrifter! Jeg har sunget fire Aar i St. Knuds Kirke, vil jeg si'e Dem! Og jeg si'er ri'nok, a' tror man, a' det højeste Væsen blander sig i Smaating, saa maa man være mer end almindelig dum! Det kan være med de store Ting, gudbevares! men har jeg, jeg vil si'e, otte Kjoler hængende i rnit Klædeskab, saa har jeg ved Gud sæl skravet dem sammen! - - Kandidat, si' mig ubeskaaret, ka' Di li' mit Hvedebrød nu?

- Jo, sagde jeg lidt overrasket - nu er det bedre.

- Ja, man maa jo først kende Ovnen! - - Gud forbarme sig, hvor han saa' sød ud! vedblev hun - Præsten, da han laa Lig! - - Han var syvoghalvfjerds, og Konen var fyrre - - Hvor han saa' godt ud! - - Og hun græd! Jensen, sa'e hun og vilde kysse mig - aa, Jensen, min gode, kærlige Mand! - - Rør mig ikke, Frue! sa'e jeg. - Nu sitter Di der! sa'e jeg, - Sorgen kommer altid bagfra! sa'e jeg.

- Jeg synes, det var lidt haardt af Dem, Jensen.

- Skulde jeg la' mig kysse a' den frygtelige 'Kvinde? sagde Jensen indigneret - aahaa, nej! - - Naar jeg tænker, a' hun mange Gange tog ham i Slaabrokken og rystede ham op ad Kakkelovnen! Nej! - - Og saa kunde hun være saa sød! - - Lille Jensen, sa'e hun - her har jeg noget til Dem, sa'e hun, og saa kom hun stikkende med en Chemise eller et Par Bukser - - Gaa i Dem sæl' Frue! sa'e jeg. - Hvor kan Di forlange, a' jeg skal fro? 58 sa'e jeg. - Di er en Djævel, sa'e jeg. - Di er jo ondt Er det en Maade at behandle en god og elskelig Mand paa? sa'e jeg. - Og Børnene, sa'e jeg - hvilken Lærdom drager ikke di deraf for Tid og E vi'hed? sa'e jeg. - - Og Fruen maatte pænt spadsere af med sine Judasgaver igen, jeg rørte dem ikke! - - Nej! sluttede Jensen - man har dog Menneskeværd! - - Men, vedblev hun - dér ser man Herrens Veje, for fra det Øjeblik han døde, blev Fruen s'men saa sød og rar, a' hun kunde sidde i Timevis og græde a' Metogkoli! - - Og saa flyttede hun til Kjøbenhavn med Børnene. Og nu er hun gift igen med en rig Hestehandler paa Vesterbro. For dejlig var hun! Stor og velskabt og saa nydelig blegfed. - - Er det Kandidatens Sokker di graa Normal, der er i Vask?

- Ja.

- Søde smaa Strømper! smilede Jensen. - Jeg sad s'men og gned mig i Ansigtet med dem i Aftes! - - Man ka' ri'nok se paa Kandidatens Undertøj, vedblev hun - a' Di har maattet savne kvindelig Hygge. Gudbevares hvor det er medtaget!

- Saa er det jo godt, jeg har faaet Dem, Jensen.

- Ja og Egteskabet! vedblev hun. - Sig mig ubeskaaret, Kandidat, hva' er Egteskabet?

- Næ-i! sagde jeg.

- Jeg har tjent hos en Professor i tre Aar, tog Jensen fat igen. - Han var mild og god som Dagen var lang. Men hans Kone gik med sin Galan i Fruens Bøge! - - Og der kom Børn. Gudbevares, jeg si'er ingenting! Men Professoren lignede di ikke. - - Og han laante mig Bøjer. Og jeg læste - - for Lærdom, Hr. Kandidat, og Kundskaber, det har altid ligget for mig. Og jeg si'er ri'nok, gift Dem ikke, for det kan tidsnok gaa Dem som Sokrates dernede i Grækenland! Professoren ha'de en tyk Bog om ham. Og der stod tydelig, a' jo klogere og kærligere en Mand er, desto galere bli'er hans Kone. For hvor ska' han osse ha' Tanke for a' tøjle hende, naar han render rundt med al den Lærdom i Ho'edet?

- Nej, sagde jeg og rejste mig fra Bordet. Jensen gik hen mod Døren.

59

- Og jeg vilde ønske, sagde hun - a' Proprietæren heller ikke vilde tænke paa det. For hvor ser han dog god ud, Gud forbarme sig, hvor ser han dog evig god ud! Og han faar s'men aldri' én, der sørger bedre for ham end jeg.

Hun aabnede Døren og gik ud. Men et Øjeblik efter stak hun Hovedet ind igen og deklamerede:

- I Egteskabets Sø, der er en Klippe.
Og Sokrates, han kaldte den: Xantippe!

60

FUGLESKYDNING

Tre Dage i Rad var der Fugleskydning i Storskoven. Fredag, Lørdag og Søndag.

Den første Dag tog Bønderne derud med deres Husmænd og Tjenestefolk. Lørdagen var de "fine" Folks Dag, Herskaberne fra By og Land. Og om Søndagen kom Tjenestefolkene fra Købstaden og en Del Karle og Piger rundt om fra de nærmeste Gaarde.

Jeg gik derud om Fredagen.

Allerede da jeg naaede Gangstien, der fører over Pilemosen til Skovvejen, kunde jeg høre Knaldet af Skuddene og Støjen fra Trompeterne og Lirekasserne.

Ved Indgangen til Skoven stod to høje afbarkede og flagsmykkede Granstammer med Guirlander hængende i smaa og store Buer imellem sig. Der var stukket Flag ned langs Indhegningen. Og det kostede femten Øre at slippe indenfor.

Klokken var henved syv, og Larmen og Tummelen var paa sit højeste.

Rundt om Festpladsen var rejst Telte med Beridere og Tryllekunstnere og Vokskabinetter og svære Damer og Slangemennesker og Menagerier og Tyrolersangere og Panoramaer og en Mand, der tegnede med Tæerne, og en Dame, der ingen Underkrop havde, og Aber og Papegøjer og hvide Mus og Marsvin og "de mest fremragende danske Politikkere" og Faar med to Hoveder.

Udraaberne blæste i de vidunderligste Instrumenter og skreg og raabte og søgte at overdøve hverandre, saa Stemmerne lød helt oppe i de højeste Registre. To Karruseller 61 snurrede evig rundt. Den ene spillede paa Lirekasse, og den anden betjente sig af tre Hornmusici. Hvert femte Minut knaldede Skuddene omme fra Fuglestangen. Og Bønderkarlene stod i Række og øvede deres Kræfter paa Tyrehovedet ved Siden af Cigarbutiken. Pigerne gik Arm i Arm fra Gyngen til Karrusellerne. Og Heden og Støvet hang tykt over Pladsen.

Jeg havde truffet min lille Ven Martin. Og vi havde været inde at se Beriderne.

Martin havde ikke sagt et Ord under hele Forestillingen, men han havde klappet som en rasende, hvergang et Nummer var til Ende. Størst Anerkendelse havde han dog ydet Klovnerne og den Dame, der i lyserødt Trikot og kort Florskjole havde danset Mazurka paa Ryggen af en hvidgul Hest. En ældre Bondemand havde anslaaet Hesten til "at cirkumlere omkring di femogtyve". Og Damens Alder kunde vel sættes til det dobbelte.

Martin var en Sønnesøn af Aalekongen. Hans Fader var pludselig en Dag stukket af til Amerika med en Syjomfru, og Bedstefaderen havde først bandet paa, at det kom ikke ham ved. Men næste Dag havde han selv afhentet Svigerdatteren og Drengen, og nu boede de alle tre nede i Huset paa Dæmningen ved Vindblæsvigen.

Den meste Tid af Dagen laa den gamle ude i sin Baad og stangede Aal længst muligt fjærnet fra de andre Fiskere. Men da han altid fik de største, havde man givet ham Navnet Aalekongen. Han hadede Menneskene, men Sønnesønnen skulde han have om sig til enhver Tid. Drengen og jeg var fine Venner, men den gamle saa' skævt til vort Forhold, og han havde mumlet en hel Del uforstaaeligt i Skæget, da jeg tog den lille med ind til Beriderne.

Saasnart vi kom ud igen, løb Martin hen til Bedstefaderen.

- Naar jeg bli'er stor, sagde han med gnistrende Øjne - saa vil jeg vaarre Beri'ere, Bedstefa'er!

- Du vil Fa'en, vil Du! sagde Aalekongen.

- De skulde virkelig være gaaet med ind, Jens Rasmussen, sagde jeg - det var morsomt.

- Næ-i den Slavs Tussestreger er sgunne for fornuftige Folk! sagde han og saa' ond ud.

62

- Ska' vi gaa hen og se paa Avekatten, Bedstefa'er? spurgte Martin.

- Næ-i det ska' vi'nne min Dreng! sagde Aalekongen.

- Har Jens Rasmussen ikke Lyst til at komme ind og se paa et eller andet? spurgte jeg for at gøre mig behagelig.

- Næ-i, det ka' jeg da'nne si'e, sagde han.

- Ska' vi gaa hen og se paa Avekatten, Bedstefa'er?

- Næ-i det ska' vi'nne min Dreng, sagde Aalekongen og klappede den lille paa Hovedet.

- Vil De ikke drikke et Glas Øl? spurgte jeg.

- Næ, jeg er da elle's ikke tø'sti'

- Skal vi dov ikke gaa hen og se paa Avekatten, Bedstefa'er gentog Martin klynkende.

- Næ-i det ska' vi'nne min Dreng, lød Svaret igen.

- Har Jens Rasmussen truffet Bekendte herude? spurgte jeg?

- Næ-i det har jeg da elie's ikke.

- Nu gaar jeg hen til Avekatten alli'e'vel! sagde Martin besluttet.

- Ja gør Du kun det min Dreng, sagde Aalekongen. Og saa tog han Drengen ved Haanden og vandrede bort med ham.

- Mine Herre og Damer! skreg en Udraaber - her ser Di Verdens sværeste Kvinde! Hun bær en Bakke med en Søl 'kaffekande og seks Par Kopper og Sukkerskaal og Flødekande af samme Metal paa sit fortrinlige blottede Bryst! Væsati, væsati! mine Herskaber! Kun ti Øre for Personen og det halle for Børn, og di frugtsommeli'e faar Lov til a' ta' ét frit med! Væsati, væsati! Kun ti Øre! Di maa gærne berøre Kunstværkerne, mine Herre! Væsati! lidt muntert, lidt muntert! Gassen er tændt, og min Kone har faaet Ordre til a' ligge i Kaminerne! Væsati lille Herre, kun ti Øre!

Jeg betalte og gik ind.

Damen sad henne i Baggrunden af Teltet paa et omvendt Kar, Hun var i kort hvid Kjole, meget dybt nedringet og med bare Lægge. Sveden trillede ned ad hendes Kinder. Og hun tørrede sig hvert Øjeblik i Ansigtet og paa Barmen med et stort Klæde.

63

Tæt henne ved Karret fik jeg Øje paa Faareper. Han stod med skrævende Ben og tilbagebøjet Hovede og saa' aldeles opslugt ud. Da han opdagede mig, kneb han det ene Øje sammen og nikkede hen mod Damen.

- Kæ, hæ! Kandedat, sagde han. - Lammeky'I Men da Kvinden i det samme rejste sig, tog han forskrækket et langt Skridt tilbage ind mellem Publikum.

Damen rakte Haanden ud og greb en Bakke, der stod paa et Bord noget borte. Paa Bakken var opstillet Kanden og alt det andet, Udraaberen havde nævnt. Per spilede Øjnene op. Damen holdt Bakken ud fra sig i stiv Arm. Derpaa førte hun den langsomt hen til sit Bryst og satte den dér. Saa lod hun begge Armene synke ned langs Kjolen og begyndte at promenere rundt paa Karret med Bakken paa det fremskudte Bryst.

- Er 'et ikke forfærdelig! hviskede Per til mig, og hans Øjne veg ikke fra hende. Sikken Kraft! sagde han.

Saa tog Damen Kanden, og lod som om hun skænkede i Kopperne, kom Sukker og Fløde i og rørte om. Derpaa gik hun nok en Gang rundt paa Karret, satte sig paa Stolen, rejste sig igen, satte sig atter og stillede Bakken hen paa Bordet.

Og saa var Forestillingen forbi.

- Mon det er et levende Menneske? hviskede Faareper.

- Du kan jo gaa hen og føle- paa hende, sagde jeg. - Du maa gærne!

- Næ-i! sagde Per. - Men Kandedaten?

- Nej, sagde jeg - jeg tror jo, at hun er levende.

Pludselig rakte Damen sit ene Ben ud mod Publikum og smilede fedt.

Per saa' først paa mig, og saa kiggede han rundt paa de andre Tilskuere, og da flere af dem nikkede opmuntrende til ham, tog han forsigtigt med to Fingre om Damens nubrede Læg og trykkede til et Par Gange.

- Ky' er 'et sgu da! sagde han med skinnende Øjne.

- Nu er det bedst, vi gaar, Per, sagde jeg. - Ellers skal vi betale igen.

- Fa'en med det! sagde den gamle pludselig kry. -

64

Fa'en med det! Ti Øre er da ingen Formue, véd jeg! - - Jeg bli'er her spilleme en Omgang til!

Og Per fiskede ivrigt en frisk Tiøre op af Vestelommen.

Jeg gik ned til den aabne Danseplads.

Paa en Tribune halvt skjult af Granris og Bøgeløv sad et Horn, en Violin og en Klarinet og spillede de vidunderligste Danse.

Ude paa Gulvet snurrede Parrene røde og svedende rundt mellem hverandre. De saa' alle ud, som om de arbejdede for Dagløn.

- Ska' vi to skære en Trippevals, Karreline? spurgte en Bondekarl.

Og Karoline lagde sig gudhengivent til hans Bryst.

Pigerne var i lyse, klare Kjoler og blomstersmykkede Straahatte. Karlene i Vadmelstøj. Mange af dem var forsynet med Muffediser og lange Trækstøvler, og alle havde de enten Cigar eller Pibe i Munden.

Pludselig stoppede Musikken op. De dansende Herrer lod Damerne staa midt i en Svingning og søgte ind i Teltene for at drikke. Damerne trak sig over paa Bænkene langs Gulvets Sider. Dér sad de stille svedende og med højt bølgende Barme og ventede, til Musikken tog fat igen. Saa lagde de sig ind til en anden Kavaler. Og med Hovedet paa skraa og Øjnene halvt lukkede traadte de Dansen, saa Gulvet gyngede.

Frem fra nogle Buske kom en lang Bondedreng slentrende. Han knappede sine Bukser og sang:

- Ak var jeg dog en Ful'! O hav-de jeg blot Vin-ger. - - Og saa slog han sin Arm om Livet paa en Pige og for afsted i Dansen med hende.

Inde i et Telt saa' jeg gamle Rasmus Skovfoged sidde midt imellem en Flok unge Karle. De sang og snakkede og lo og slog i Bordet.

Da Rasmus fik Øje paa mig, løftede han sin Ølflaske op i Luften og svingede den.

- Nu gaar hun godt igen! raabte han.

65

Jeg nikkede til ham og gik videre.

Det var blevet halvmørkt, og Maanen var kommet frem. Skydningen var forlængst ophørt, og adskillige kulørte Lamper var allerede tændt henne paa Festpladsen.

Nede omkring Karrusellerne var der stærk Trængsel. Børnene sloges om Hestene, og elskende Par sad tæt ved Siden af hinanden i Kanerne. Og jeg saa' Aalekongen og Martin køre rundt. Den gamle med et bistert Aasyn, men Drengen stille henrykt og med hoppende Ben.

Der stod to halvvoksne Drenge og sang til Lirekassens Toner.

To jævnaldrende Piger kom forbi.

Den ene Dreng slog sin Arm om den nærmeste.

- Vil Du ha' en Omgang, min Snut? spurgte han.

- La' vaarre, dit Kre'tur! sagde Damen vrippent.

- Vil Du ridde? spurgte han igen og strøg hende ned ad Kinden.

- Hold Kæft, din Pejs! sagde hun og slog ham over Fingrene.

- Æ Du mukken, Hanne? spurgte Drengen. - Har Du'nne faaet Præmie, min Basse? sagde han og vilde kysse hende.

Men Pigen rev sig løs og løb sin Vej.

Karrusellens Ejer, en halvgammel Mand med fede hængende Kinder og Skraasaus i Mundvigene, hjalp galant de lysthavende Damer op paa Hestene. Han trykkede med et saligt Smil og fugtige Øjne sin store Haand mod deres fyldige Barme og løftede dem baglæns i Vejret.

Der sad en ældre enlig Mand i en Kane. Han saa' ud til at være Kirkesanger eller Landsbyskræder.

Foran ham stod en 3-4 Smaapiger og kastede længselsfulde Blikke ind i Kanen.

- Hvemses Pi'ebørn er I? spurgte han og saa' filantropisk paa dem.

- Snedker Olsens, sagde den ældste.

66

- Vil I køre med? spurgte den ensomme. Og Smaapigerne hoppede fornøjet ind til ham.

Stille aldrende Mænd satte sig op med deres stille aldrende Koner og kørte rundt uden at mæle et Ord. Unge raske Karle sad baglæns paa Hestene og sang den tapre Landsoldat. Karrusellen susede afsted. Lirekassen jamrede sig. Og de unge Piger hvinede, mens de gamle smaagnækkede. Men den ensomme i Kanen havde faaet Snedker Olsens ældste Pigebarn paa -Skødet, og hun sprællede og skreg op mellem Graad og Latter.

Kørselen sagtnedes igen. Musikken holdt inde midt i et Vers. Og de halvnøgne Mandfolk, der drev Karrusellen rundt, satte Ryggene mod Tværbjælkerne oppe under Sejldugstaget for at standse Farten. Karlene sprang af og løftede Damerne ned. Og de stille Mænd gik bort med deres stille Koner. Manden for det hele tændte de kulørte Lygter rundt over Kanerne. Og de nye Passagerer trængte sig frem under Latter og Raab. Men Snedker Olsens ældste stod og smaagræd, og den ensomme Filantrop listede krumrygget bort og forsvandt mellem Træerne.

Klokken var 11, da jeg begyndte at gaa hjemad.

I de afsides Gange i Skovens Udkant kom jeg forbi enlige Par, der sad tæt ind til hinanden paa forborgne Bænke.

Henne ved Udgangen stod tre smaa Bønderdrenge med Hattene ned i Nakken og osende Cigarer.

- Ska' vi skudse til en Bajer? sagde den ene og ransagede sine Lommer.

- Jamen vi vil ha'e Tøserne med! sagde den anden.

- Gu' vil vi ej! sagde den tredje. - For der bli'er da mer til vos, naar vi er dem foruden!

Paa Mosestien traf jeg Hemming Terkel med Kone og seks Børn. Han havde holdt Opbyggelse ved Kæmpehøjen bag Indelukket, men Besøget havde kun været ringe.

67

- For Djævelens Børn farer hellere li'e lukt til Helvede paa en snurrendes Karreselbane, end di hører et lille hjærtevarmt Ord fra Herrens Mund! forklarede Hemming og sendte mig et dybt og alvorligt Blik. Og hans Kone stod hos og nikkede stille til hvert Ord han sagde.

Men Børnene stirrede længselsfuldt ind mod Skoven, hvor en Raket steg hvislende op over Trætoppene, og hvorfra der lød Sang og Musik og Latter og Raab langt ud i Natten.

68

HANS OLSEN

Jeg var gaaet langs Diget neden om Møller Korneliussens Lade og stod nu oppe paa Markvejen udenfor Hans Olsens Gaard.

Der var Udsigt over et fladt Sletteland med spredte Huse og Træer, med gule Rugstubbe, Gaarde og Kirker. Bag dette kom Fjorden med sine Smaaøer og Smaaskibe. Og ovre paa den anden Side Vandet løftede "Borren Broge" sine to rundpullede Bakketoppe op over Skoven.

Lige indenfor paa Marken gik en Følhoppe og græssede. Føllet holdt sig bestandig paa Siden af Moderen. Det lignede en Gyngehest, der var skruet af Gængerne. Engang imellem Stak det hele Forkroppen ind under Bugen paa den gamle og pattede forslugent og viftede livsfrisk med Halen. Men naar Hoppen saa tog et Skridt for at naa en Tot Græs længere borte, stod den lille et Øjeblik fuldstændig selvopgivende og stirrede aandssvagt frem for sig. Derpaa samlede den sig og stavrede med vidt udsprittende Ben hen til Moderen og pattede løs igen.

- Di staar nok og ser paa mit Føl, Hr. Kandedat? sagde Hans Olsen, der kom gaaende oppe fra Møllen.

- Ja, sagde jeg - det er en nydelig lille Tingest, De dér har!

- Ja, ja! sagde han fornøjet. - Naar Vorherre lægger sin Velsi'nelse til, ka' der nok bli'e en Hest a' ham, for Krop har han.

- Og Ben! sagde jeg.

- Ja di er jo no'et klejne! - - Men han er da heller ikke mer end som tre Maaneder. - - Næmen nu ska' Di 69 sgu se en Bro'er, han har, det er en Tamp! - - Væ'sgo og vent lidt, saa ska' jeg hente ham.

Og Hans Olsen satte i Smaatrav ned mod Gaarden og forsvandt ind gennem Porten.

Et Par Minutter efter viste han sig ude paa Marken i Følge med en stor rødbrun Plag. De luntede afsted ved Siden af hinanden.

- Se det er Tøj, hva'? sagde han og præsenterede Plagen. - - Men kom dov ind over Gær'et! sagde han. - Elle's ka' Di sgu ikke ri'ti' faa ham i Øjesyn.

Jeg krøb ind over Gærdet.

- Sikke Bentøj! - - og sikken Rejsning!

- Storartet! sagde jeg. - Hvor gammel er han?

- To Aar i Maj. Men han har Dælen rive mig ossensaa en Fa'er, "der er værd a' vokse etter!

- Hvem er Fa'eren?

- Det er sgu Aktiehingsten Roland! Tyve Kroner pr. Hoppe, og ti naar det ikke bli'er til no'et.

- Saa det hænder?

- Ja-ha-a det gør sgu saa! for sommetider vil Hoppen jo ikke ri'ti' falde til.

Den rødbrune stod og gnubbede sig op ad Hans Olsen og nappede ham i Skjorteærmerne.

- Ja, kælen er Du, din Gravso! sagde Hans og kløede Dyret mellem Næseborene. - Ka' Du gaa hen og hilse paa din Bro'er! - - Jeg véd ikke, om Hr. Kandedaten ku' ha' no'en Fornøjelse a' og se Gaar'en? spurgte han saa.

- Jo Tak, det vil jeg skam meget gærne! sagde jeg. - - Der er rart med Korn i Aar, begyndte jeg, da vi havde sat os i Bevægelse.

- Ja en Velsi'nelse! sagde Hans og standsede. - Naar bare vi véd og skønne paa det.

- Jo-o, sagde jeg.

- Det ka' sgu undertiden være skralt nok, Fa'er, sagde Hans og saa' ud over Markerne - for der findes da Kluddersvandser i alle Kla'ser.

- Det gør der, sagde jeg.

- Nu er der med Eksempel Mikkelsen paa Sofiero, vedblev Hans Olsen. - Hva' er det for en Mena-ge!

70

- Ja det er nok skidt med ham - -

- Skidt? - - det er Dælen rive mig Møg, Fa'er! Og det ka' Di gærne hilse ham fra mig og si'e.

- Er det saa galt? spurgte jeg.

- La'er han nu ikke sin Rug staa dér og vente? vedblev Hans i højeste Grad indigneret og begyndte igen at gaa. - Hva' Saten venter han efter? Vos andre har kørt vor ind for over otte Dave siden.

- Tja-a - - sagde jeg.

- Næmen det kommer der a' og ville mingelere sig ind i no'et ma'kke forstaar sig paa! - - Fordi han nu ha'de Begavelse til og vaarre Spækhøker, saa tror den Fusentask stra's, a' han ossensaa ka' vaarre Landmand.

- Han tjente jo godt? sagde jeg.

- Ja han kom sgu herover med mindst Hundredtusend, sagde Hans med Agtelse.

- Og nu?

- Nu? Ja nu ejer han gudhjælpeme ikke Salt til et Æg engang!

- Hvorlænge har han siddet der?

- Syv Aar! det er syv Aar siden, han købte Gaar'en. Det er kønt destenleret? - - Og saa holder han Forvalter og Mejerske og Husbestyrerinde! - - Næ-i jeg si'er ri'nok Tak, si'er jeg, vedblev Hans Olsen og tog et Par Skridt. - Ku' Kællingen lave Pølser derinde i Køvenhavn, saa er hun vel ikke for fintfølende til ossensaa a' fabrekere den Slat Rababérgrød, eller hva' det Dævelskav hedder, di ædder om Søndavene! - - Næmen ser Di, fortsatte han og standsede igen. - Mikkelsen vil dopere, vil han, og det har han altid lagt an med. Han tjente jo herude i Byen hos Urtekræmmer Flemming, før han tog over og lavede denne hersens Pølsehistaarie. Og altid sku' han stille i graa Bukser og stiv Hat. Og nu er 'et, han vil spille Komedie med vos allesammen! - - Kommer han ikke kørende herud i Storskoven i Po'ny vogn med skamferet Kusk? Og Madammen og han sitter bav i og knejser med Snuderne opetter, saa ma' ka' se dem li'e lukt ind gennem Ho'edet!

Hans Olsen tog mig i Frakkeopslaget og saa' mig ind i Øjnene og sagde:

71

- La' vos to takke Gu', sagde han - a' vi har faaet en hedder Forstand!

Saa gik vi atter et Par Skridt. Og den rødbrune fulgte os i Hælene og standsede, hver Gang vi standsede.

Hans Olsens Gaard var en af de almindelige Bøndergaarde med fire sammenbyggede Længer og en Port henne paa den ene Side. Men Murenes Kalk skinnede hvidere end paa de fleste, og Tagene var hele og velholdte. Og ovenover Porten stod med store røde Bogstaver Mariesminde paa et himmelblaat Bræt.

- Se, se! sagde jeg og pegede. - Hvor riet Hans Olsen har faaet lavet det.

- Ja ma' gør jo altid lidt, sagde Hans og smilede smigret. - Hør Du, Resten Kims, henvendte han sig derpaa til Plagen - nu er det nok bedst, vi faar Dig ind igen!

Han tog Dyret i Pandelokken, og vi gik ind gennem Porten.

- Mutter! raabte Hans hen imod Stuehuset - her er Kandedaten og vil hilse paa Dig.

En stor svær Kone kom langsomt ud af Køkkendøren, medens hun tørrede sine nøgne Arme i Forklædet.

- Velkommen! sagde hun trevent og saa' sky ned i Stenbroen.

- Goddag! sagde jeg og trykkede de to Fingre, hun rakte ud mod mig.

- Hør, Mutter, ka' Du'nne trække Henrik over? sagde Manden. - For vi ska' gærne ind og ha' vos en Drik Øl.

- Kom saa Henrik, sagde Konen, og hun og Plagen gik langsomt over ad Stalden til.

- Næ-i, vi ska' da denne Vej! sagde Hans Olsen næsten fornærmet, da jeg skraaede hen mod Køkkendøren.

Og saa gik vi ind ad den "fine" Dør og ind i Forstuen. Der var Stengulv, og Hans satte sine Træsko fra sig, inden han gik "op" i Stuen.

- Velkommen, sagde han saa - og væ'sgo' og sit i Sofaen.

Det var en rummelig Stue paa tre Fag med smaabitte 72 Ruder og Kappegardiner. Der var lavt til Loftet. Og Brædderne og Bjælkerne var malet med samme blaa Farve som Skiltet ude over Porten. Alle Møblerne stod regelmæssigt fordelt langs Væggene, der var betrukket med mørkegraat Tapet med lysegraa Rosenbuketter. Der stod et stort Chatol og en Sofa med et firkantet Bord foran. Og henne ved Vinduet tilhøjre stod et "bornholmsk" Stueur i høj Kasse. Det var lavet i Sakskøbing af min Bedstefaders Broder og viste baade Timer og Dage og Dato. Og saa kunde det kukke. Min Broder havde et Mage til hjemme paa Frørup. Henne mellem to af Vinduerne stod en lav Dragkiste med Glas og Kopper og en rø'dbroget Lerhane med en Revne i Ryggen. Paa Væggene hang der nogle kolorerede Skibe, samt Præmiehingsten Hamlet, der var klippet ud af et Landmandsblad. Og over Sofaen var der et stort Litografi i Glas og Ramme og med Titlen "Die trauernden Polinnen": to grædende Kvinder og et smilende Barn ved Siden af en rygende Kanon og en sønderdelt Fane. - Henne ved Kakkelovnen laa en halvfærdig Bikube af Straafletning. Og fire Træstole med Krølhaarssæder stod opstillet omkring ved Dørene.

- Væ'sgoM sagde Hans Olsen, da han kom ind med en optrukket Ølflaske og to Spidsglas. - Væ'sgoM sagde han igen og skænkede i. - Jeg tror sgu, det har vridt sig! sagde han og smaskede prøvende, efter at vi havde tømt Glassene.

- Næ-i, sagde jeg - det synes jeg ikke.

- Naa ikke det. Ja for Karret har da før vaarren brugt til Petroleumstønde. Vi fik det ude hos Flemming her i Foraaret.

- De brygger selv? spurgte jeg og spyttede.

- Jaha, ja! Vi har jo'nte vaarren Spækhøkere i Fortiden! lo han. - Men væ'sgo' og ta' en Segar!

- Tak, sagde jeg - jeg ryger ikke!

- Da saa' jeg da ri'nok Kandedaten ry'e her forleden ude paa Landevejen!

- Ja, .sagde jeg - ja-a, men det var en Cigar, min Doktor ha'de sendt mig inde fra Kjøbenhavn.

- Naa-aa, ja-a, sagde han og stillede Kassen op paa Chatollet igen. - Svavheder det har vi jo alle! sagde han.

- Hør, Hans Olsen, De kender jo Korneliussen?

73

- Jo.

- Hvad er det for Historier, der gaar om ham?

- Histaarier! Histaarier! gentog han og slog forarget med Hovedet. - Hvem gaar der ikke Histaarier om? -

- Se nu ham, Kapellan Møller ved Missionen, hva' gaar der ikke om ham? - Men jeg tror sgu aldri' et Ord a' det!

- Jamen det er vist ogsaa Usandhed, sagde jeg.

- Ja-a-a. Fa'en véd det! for han ser da forresten lumsk nok ud.

- Og hva' er det saa for Historier, man fortæller! vedblev jeg.

- Næ-i det er begriveli'vis Løgn! - - Men den sidste er da for den Savs Skyld god nok, enten den saa er Løgn eller Digt, klukkede han.

- Den kender jeg ikke, sagde jeg.

- Ja jeg tror begriveli'vis ikke et Ord, forsikrede Hans

- - for han er da en ordeneret Præst, véd jeg. - - Men han holder jo disse hersens Møder i Skolen, ser Di, og ude i Pilemosen. Og saa plejer han van og følles hjemetter med no'en a' Fruentimmerne. Saa var 'et forleden Avten di gik paa Stentestien over Søren Vejlemands Marker, Kapellanen og Maren Høys og hinne den lille Sypi'e oppe fra Borreby og en tre-fire andre. Og han hjalp jo adræt Fruentimmerne over Stenterne. Og da di saa sku' si'e Fa Vel til hinanden, saa kyssede han dem jo. Og saa kommer da ossensaa gamle Sidse Smeds med Hareskaaret og stikker Snutten til. Men Præsten skydder hinne fra sig og slaar ud med Haanden og si'er: Nej Sidse! si'er han, DU er endnu ikke værdi" til a' kysses a' den hellige Aand! si'er han, hi, hi! - - Men det er begriveli'vis Løgn! endte Hans Olsen alvorlig.

- Ja naturligvis, sagde jeg.

- For vi véd da, a' i Gu's Ri'ge, dér er der hverken Forskel paa Kjøn eller Alder!

- Nej, det er der ikke, sagde jeg.

- Men trist er 'et nu for Møller alli'evel, vedblev Hans

- for han ser sgu ud til lidt a' alting. Og vidste ma' ikke paa det bestemteste, a' han var Præst, saa ku' ma' sgu falde paa og tro, hva' ma' vilde. - - Ku Di'nte ha' Lyst til a' se Køerne?

74

- Jo, sagde jeg og rejste mig.

- Ja, det er nok a' Familjen? sagde Hans, da jeg gik hen mod Uret henne ved Vinduet.

- Ja, det var min Bedstefaders Bro'er, sagde jeg.

- Det har nu li'godt vaarren en klov Mand, har det! - Baade Datum og Timer og Minutter og Kukker! Der er sgutte manne, der gør ham det etter.

- Han døde paa en Sindssygeanstalt, sagde jeg.

- G/o-o-r e han? sagde Hans med dyb Medfølelse. - Herregu', tjø, tjø! - - Ja hva' Saten ka' det saa hjælpe og ha' Forstand?

- Ja jeg staldfoVe dem nu, forklarede Hans Olsen, da vi kom over i Kostalden - for Gjø'skens Skyld. Di gaar jo elle's og klatter den rundt til ingen Nytte.

- Men hvor bli'er den flydende af? spurgte jeg.

- Hun render jo denne Vej omkring og saa ud i Mødningen, viste han. - Bedst var 'et begriveli'vis, om ma' ha'de sig en Ajlepumpe, sagde han.

- Ja, ja-a! sagde jeg.

- Men saa sku' ma' jo ossensaa ha' en Vogn - -

- Jamen Hans Olsen har jo Penge nok, sagde jeg.

- Saa-aa? sagde han og trak Øjenbrynene op.

- Det si'er da Folk - -

- Histaarier! lo han smigret og slog ud i Luften med den ene Haand.

- Naa-aa, sagde jeg - der er nok et Par Strømpeskafter - -

- Hi, hi! klunkede han igen. - Hi-staarier, Far! Hi- staarier!

- Det er en køn Ko, den røde dér, sagde jeg og pegede paa Nummer to i Rækken.

- Det er 'et sgu osse! sagde Hans. - Jeg købte hinne for tre Aar siden her paa Degnens Aksjon.

- Hva' for en Degn?

- Ham, Jørrensen - -

- Venstremanden?

- Ja Di er begriveli'vis højre? spurgte Hans Olsen og kneb det ene Øje til.

75

- Naa-aa -

- Jo kom ikke med den, Fa'er! - - Men det er sgu aa li'emeget, hvo? ma' er, naar bare ma' er, hva' ma' er l sagde han saa. - Men se nu denne hersens Jørrensen, ham jeg købte Koen a', ham ha'de vi jo va'lt. Og der var ikke Ende paa hans store Ord og fede Flæsk! For Snakketøj ha'de han. - - Men saa kommer der jo dette Cirkumlære rundt, a' Degnene sku' holde deres Kæft. Men det ku' vorres begriveli'vis ikke. Og saa faar han jo sin Afskedigelse.

- Stakkels Mand! sagde jeg.

- ]a, det ka' jo vaarre slemt nok, indrømmede Hans Olsen med en beklagende Bevægelse - for han sat jo med Kone og Børn. - - Men han ble' dov altfor rent spillende tosset igen! Han rendte til Menister og Amtmand, og græd og lamerterte og sa'e saaden og saaden - - a' han ha'de aldri' ment et Ord med det hele, og a' det var vos, der ha'de skubbet ham frem og - - og saaden og saaden.

- Naa?

- Jo, og saa fik han da Pensjonen - - Men samtiji' gik han her og prækede for vos, a' han var en Kai, der stod ved sit Ord, og han sku' sattentame nok lære dem! - - Og vi væller ham jo glat væk ind en Gang til. - - Menn saa ser vi sidden hen i Avisen, hvodden det er fat! A' han brød sig Fa'en om vos, men stemte med di andre! - - Herovre turde han begriveli'vis ikke vise sig tiere. Og han blev da heller ikke val't mer! - - Men hva' ku' det skade ham? Han ha'de lirket og smissket saaden for di derinde, a' han fik Penge fra en Stiftelse. - - Og nu sitter han i Køvenhavn og har en Helvedes til Skole!

- Det har været en klog Mand, sagde jeg.

- Klov, ja! gentog Hans Olsen harmfuldt - det takker Saten ham for! Paa den Vis ka' vi sgu allesammen vaarre klove! - - snydde, og bedrave og gaa fra sit Ord! - - Næ-i, Fa'er, sagde han og lagde Haanden tungt paa min Skulder - enten er ma' no'et, eller osse er ma' en Fusentask! - - Ja det er nu min Mening! endte han rød i Kalotten.

- Ja naturligvis har Hans Olsen Ret, sagde jeg - men - -

76

- Se nu paa den røde! udbrød han pludselig og pegede paa Degnens Ko - sikken hun staar og lumsker med Øjnene! Det er min Sali'hed, li'som jeg ku' se Jørrensen for mig! - - Og malkede hun ikke saa kontant, saa sku' jeg vist ikke gi' hinne Husly i manne Dave.

- Ja hun ser unægtelig noget lumsk ud, sagde jeg.

- Jamen vi kender hinne! fortsatte Hans Olsen - vi kender hinne! - - Men det fø'ste Aar, hun var her, spillede hun vos ri'nok en slem Komedje. - - Dengang jeg købte hende ovre paa Aksjonen, stod Jørrensen jo hos og berettede en lang Sludder om, a' hun var det fre'sommeli'ste Kre'tur, han no'ensinde ha'de hat Omgang med og - saaden og saaden. - - Og en Tid gik det jo osse. Men saa en Dav a' min ældste Søn trækker hinne ud til Vandstedet her omme ba' Haven, saa render hun ham det ene Horn ind li'e bav i, saa Endetarmen splintres paa ham, og han ku' hverken kryve eller gaa og maatte holde Sengen i over tre Maaneder. - - Se det kalder jeg nu heller ikke ho'net a' Jørrensen!

- Jamen det kunde han dog ikke vide noget om, sagde jeg.

- Aa jo Fa'en ku' han saa! sagde Hans Olsen afgjort. - Men den Slavs Folk ka' nu aldri' uden at di saaden immer ska' lumske sig frem i Verden!

- De har nok købt Anders Karisens Vænge heroppe ved Klatterup? sagde jeg saa for at slippe for mere Jørgensen.

- Ja.

- Hvormange Tønder Land er det?

- Fem. - - Deres Bro'er vilde nok osse ha't dem? sagde Hans og kneb det højre Øje sammen.

- Det vilde han nok, ja.

- Hi, hi! grinte han. - Fa'er!

- Nu har De snart en stor Gaard, vedblev jeg.

- Ja-a, det hjælper! - - Syvogtresindstyve Tønder Land! - - Folk har sgu ossensaa ondt nok a' det. Di si'er, jeg har formeget Jord! Men hva' Fa'en, naar jeg passer det?

- Næ-i! sagde jeg. - Det ligger nok lige op til Præstens Have?

- Ja det gør.

77

- Han er blevet svært gammel paa de sidste Aar.

- Ja han er sgu saa! - - Men det var aa en forblomstret ulden Histaarie med Datteren. - - Ska' vi gaa ind til Svinene?

- Ja, sagde jeg. - Men jeg maa nok forresten snart se at komme hjem ad Frørup til! sagde jeg og saa' paa mit Ur.

- Aa skidt! mente Hans Olsen. - Kandedaten gaar jo .alli'evel bare her og driver. Og saa gik vi ind til Svinene.

- Hva' si'er Di til den? spurgte Hans og pegede paa en So, der laa yppig henslængt paa Siden og gryntede.

En tolv-fjorten Smaagrise væltede om mellem hverandre ovenpaa den gamle og sloges om at komme til.

- Den er modbydelig! sagde jeg. Han saa' paa mig i højeste Forbavselse.

- Ja jeg mener, sagde jeg hurtig - den er tyk, den er fed - -

- Ja, nikkede han, men skævede dog endnu lidt mistroisk hen til mig - det er en ma'esløs So! - - Og saa faar jeg ti Kroner for hver a' di smaa. Det klodser!

- Hvor er de andre? spurgte jeg og kiggede ned i et tomt Aflukke ved Siden af.

- Di er udenfor, sagde Hans. - Di har sgu godt a' og faa lidt Mosjun engang imellem. Og saa fiser di saa rart ud med det samme.

- Ja-a, sagde jeg.

- Næmen Præsten heroppe, vedblev han - han ha'de sgu en So her i Forfjor, det var en Tamp! - - Men nu! nu har han jo forpagtet Avlingen ud til David Hansen - og saaden, og nu brydder han sig hverken om det, eller no'et andet.

- Han kan dog kun være et Par og halvtreds? spurgte jeg.

- Næ-i! Men det var jo denne fortry'eli'e Histaarie med Datteren. - - Jeg tror begriveli'vis ikke et Ord a' den! Men sæl om den nu'nte var Tilfældet, saa tog den gamle sig alli'evel det hele saa nær, a' han var ved a' gaa i Jor'en over det. - - Og han søjer da nok ossensaa en anden Kald, si'er di.

78

- Det kom jo ikke til nogen Undersøgelse? spurgte jeg.

- Næ-i, for han er jo da Præst! - - Og han ku' jo bare la' Folk snakke, den Kludremads! Men se, det var jo det, a' han ha'de nok ikke no'et med det a' gøre, det var Konen og saa Datteren.

- Jamen Datteren laa jo til Sengs - -

- Ja der er jo aa dem, der si'er, a' det var ham og Konen, vedblev Hans Olsen hemmelighedsfuldt. - Fa'en hitte forresten ud a' 'et! - - a' di ha'de ta'et Barnet, lisom Datteren laa dannet og ha'de født det. - - Og saa var 'et jo, a' Stupi'en ble' syg derude ved Fugleskydningen og kom hjem og saa' det.

- Ja hva' saa" hun? sagde jeg og rystede paa Hovedet.

- Ja hun saa' sgu da, a' di ha'de lagt under Ovnen, og a' der var en masendes Hede!

- Fruen ha'de vel bagt eller stegt, sagde jeg.

- Ja, det var nok netop det! Men hva' var det, hun ha'de stegt?

- Og saadan noget tror De paa?

- Næi, næ-i! Gu'fader! jeg tror s'men aldri' en Muk r forsikrede Hans ivrig. - Men løjerli't var 'et nu li'godt alli'evel, a' Fruen ha'de ha't saadan et Jav med og faa alle Pi'erne ud til Fugleskydningen derude i Storskoven. Hun plejer sgu elle's ikke og vaarre saa ettergi'endes a' sig.

- Hvor blev Datteren af? spurgte jeg.

- Ja hun ble' jo sendt til hinnes Tante ovre paa Møen, og dér er hun endnu. Og Stupi'en maatte skifte til den fø'ste Bissedav - - Men jeg har for den Savs Skyld aldri' ha't no'et udstaaende med Præsten! sluttede Hans Olsen og smed noget rent Halm ind i den tomme Svinesti. - Han taler, som han ska', og er elle's en herli' Mand - saaden. - - Vil Kandedaten ikke ud og se Bierne? spurgte han saa.

- Næ Tak, sagde jeg - nu maa jeg skam af sted! - - Men en anden Gang, Hans Olsen.

- Mutter! kaldte han, da vi igen stod ude i Gaarden. - Kandedaten vil si'e Fa Vel!

79

Og Konen kom ud og rakte mig de to Fingre, som jeg atter hjærtelig trykkede.

- Si' til Deres Bro'er, raabte Hans Olsen efter mig ud gennem Porten - a' han ka' sgu elle's godt faa di fem Tønder Land.

- Ja det er vel saa til halv Pris? spurgte jeg.

- Hi, hi! klukkede Hans og rev sig i Nakken. - Fa'er!

80

ENDETØNDEN

Det var en ustyrli' mærkværdi' Hest! sagde Staldkarlen Niels Lende, da vi en Aftenstund sad sammen paa den lille Bænk omme ved Indkørselen og røg vore Piber. - Og saaden hun ku' spekelere! sagde han - det var li'efrem eurimeli't!

- Ja, sagde jeg - klog var hun!

- Og se nu her igaar da hun døde, vedblev Niels fordybet i Minderne - saa stod hun jo løs i Baasen. Grimmen ha'de jeg ta'et a' hinne a' den Grund, a' saa ku' hun jo li'som lidt bekvemmere hoste ud. - - Jeg stod nere og muede under Jarlstenshoppen - hun ha'de jo Durkløv - og tænkte ikke paa no'en Ting i denne Verden. Ser jeg hinne saa ikke mirnik og dirnik gaa li'e bavlæns ud a' Baasen, Endetønden! Hva' Satan? tænker jeg. Og saa gaar hun ganske gesindi' op til Vindvet ud til det nordre Engstykke, Kandedat Johannes véd. Og dér stiller hun sig op og spekelerer med Øjnene li'e lukt ud igennem Ruderne. Hva' Fa'en ridder Endetønden! tænker jeg igen og vil op til hinne. Men saa vender hun sig ganske stille rundt. Og Ho'edet hænger helt nere mellem Forbenene paa hinne. Og saa gaar hun li'saa ny'eli' op i Baasen igen. Og hun snuser en totre Gange til Havren - for jeg ga' hinne jo mest Havre paa det sidste, gjorde jeg, Skravlet! For én tænker jo ve' saaden Lejli'hedder paa sig sæl osse, Kandedat Johannes, sagde Niels og nikkede alvorlig - om no'en sku' bevise én Venli'hed og Kærli'hed, naar Vorherre falder paa og kalde én til sig! - - og saa smækker hun sig ner. Og væk er hun, li'e kontant død med det samme!

81

- Ja-a, sagde jeg - hun var jo gammel! - - Bestilte hun andet end at køre med Faarepers Hus nu?

- Næ-i. Ja det vil si'e, hun maatte jo en lille Trip til Byen engang imellem, men det ku' jo datte udarbejde hinne.

- - Men ka' Kandedaten faa i sit Ho'ede, hva' hun vilde oppe ved det nordre Vindve? spurgte Niels og saa' mig dybt ind i Øjnene.

- Hun vilde vel se paa Marken og Græsset for sidste Gang, Niels, sagde jeg.

- Ja-a, sagde han - én véd junte, hva' det er a' dø, før en sæl li'som har prøvet det! - - Men én Ting synes jeg nu alli'evel, a' hun er for god til, og det er, a' der saaden ska' koges Sæve paa hinne.

- Skal der da det? spurgte jeg.

- Ja vel saa! sagde Niels vredt. - Har Kandedaten ikke hørt det?

- Nej!

- Jo-o, det er Husjomfruen, er 'et, den Lappedykker! hun er li'som hun er rent vanslægtet etter a' koge Sæve.

- - Og mer end som en fjorten-femten Pund bli'er der danne, for maver var hun, lagde han til. - - Naa, men der er jo ikke stort a' si'e til 'et, sluttede han i en behersket Tone - for den Vej er vi jo alle beskaaret! - - Men elle's mener jeg da for min Part, ivrede han igen - a' sæl om Endetønden ikke var mer end som en Firfødding, saa ha'de hun da nok fortjent en mere kristeli' Reverens, for hun var allenfals li'saa klov som Jomfru Jensen, om osse hun spankelerer Jor'en over paa to!

Og Niels suttede paa Piben, saa det skrattede nede i Svampedaasen.

- Hvor kom det sig, at hun havde faaet det underlige Navn? spurgte jeg lidt efter.

- Ja-ja-a, smilede han - hva' ka' Menneskene ikke hitte paa! - - Hun bar dét forresten allerede, da Kandedat Johannes Bro'er køvte hinne ovre a' Pille Smedden i Skovbølle. Di sa'e, a' det var Sønnen, ham den lille gesvansi'e Lappeskrædre i Kastrup Vænge, a' det var ham, der ha'de døvt hinne begrundet paa, a' hun ha'de saaden svære Hofteben. - Og sommetiddens, naar det begyndte a' tusse; 82 eller det var taaget i Vejret, saa li'nede hun sgu ossensaa grangiveli' en a' di store Edderkopper, Kandedaten véd. - Men det sku' begriveli'vis vaarre en meget stor, lagde han forklarende til.

- Ja naturligvis, sagde jeg.

- Og saa var der jo ossensaa det, vedblev han og rykkede mig lidt nærmere - a' hun ha'de den Svavhed, (her blev hans Stemme lav fortrolig) a' hun ikke for aldri det ku' holde paa sine Vinde, og sær naar hun slog over i Trav.

- Naa herregud! sagde jeg - det kan jo hændes den bedste.

- Ja Gu' ka' 'et saa! sagde Niels. - Og hun ku' allenfals ikke for 'et.

- Hun var nok ellers flink? vedblev jeg.

- Ja det var hun! Der har s'men aldri' vaarren et undt Ord mellem vos.

- Jeg synes dog, jeg kan huske noget orm en Historie, Du og - -

- Ja-a, ja-a! sagde Niels. - Men det var straks, da vi ha'de faaet hinne.

- Hvad var det egentlig, der skete?

- Naa-aa, sagde han og blinkede polisk med det ene Øje. - Johannes véd det sgu godt!

- Nej jeg forsikrer Dig! - Løb den fra Dig?

- Næ-i, næ-i! sagde han ivrig. - Gu' gjorde hun da ej! - Næi, se det var jo en Søndav, begyndte han saa - a' jeg red paa hinne ud etter Posten. Saa møder jeg ham, Jakob, Avlska'len ovre fra Grængegaar'en. Og vi kommer jo ner hos Langlænderen omme i Bispegangen og faar vos et Par smaa Kradsere. Jakob red paa Stykhesten, der var en farli' Giraf til a' føjte a'. Og saa paa Hjemturen lidt ude paa Kamstrup Landevej si'er Jakob til mig, om vi sku' kapridde. Og jeg si'er jo ja, endda jeg ikke kender Bestet, jeg ridder paa, saaden indtrængende. - - Jakob sætter saa i med Stykhesten, til det rasler etter. Og jeg tæ'sker jo løs paa Endetønden, og hun begynder da ossensaa saa smaat a' fjærte a'sted. Men der var begriveliVis ikke Tale om, a' vi ku' udrette no'et. - Nu ha'de jeg lad't mig fortælle derovre 83 fra Skovbølle, a' hun sku' bli'e li'som det bare Krudt, naar hun ble' killet mellem Ørene. - Enhver har jo sine Svavhedder, Kandedat Johannes! Se nu Sidse Smeds! hun ka'for sit Liv ikke taale a' faa Spindesvæv i Ansigtet. Og ham, P e Dimbolt, han bli'er saa ædende gal, naar der sitter en Hane paa hans Brøndvippe! - - Næmen saa tænker jeg jo, a' det vilde vaarre en evi' Skam baade for mig og for Gaar'en, om Stykhesten sku' komme fø'st. Og saa stikker jeg jo Slikkefingren op i Nakken paa Endetønden og lirker hinne lidt mellem Haarene. Men hun ryster sig bare og grynter akkerat som hun ku' vaarre en Pattegris. Saa lirker jeg igen. - - For Jakob vendte sig om og vrængte Næse a' mig. Men Fa'en rive mig, om saa ikke Endetønden li'e med det samme staar saa fast som en Slivesten, saa jeg nær var gaaen ud over Ho'edet paa hinne. Ko's bevares, hvor ble' jeg dog gal! - - For én er jo aldrig det Menneske, én gi'er sig ud for, naar Vreden ta'er én, Kandedat Johannes! - - Og saa griver jeg med hele Haanden fat mellem Ørene paa hinne og river og rusker, saa jeg ble' fuldkommen laadden paa Fingrene a' alle di Haar, jeg trak ud. Nu ska' Du Dælen splintre mig frem, enten Du vil eller ej, dit Smørtru'! tænkte jeg. Men Fa'en maa bli'e klov paa Dyrenes Tænkemaade, for Endetønden begynder a' gaa bavlæns. Li'- saa ny'eli' bavlæns som en Vandtaske! Og saa spaserte hun mirnik og dirnik over a' Grøften til. Jeg sparker hinne i Siddebenene og tæ'sker hinne. Men bavlæns gaar hun nu immerhen. Og li'e med ét javer hun bægge Hinterfusserne ner i Vejgrøften. Og dér staar hun! Jeg ku begriveli'vis ikke holde mig fast i Længden, natu'li'vis! Og jeg maatte jo la'e mig glidde ud over Rumpen paa hinne og ner paa Dige volden. Men aldri' har jeg vaarren saa knusende i mit Ho'ede! Det li'efrem kogte med Edder og Forgift i det. Og saa trækker jeg en Stavre ud a' Gær'et. - - Jakob var helt oppe paa den anden Side Kastbjærg Mølle for længe siden! - - og saa kravler jeg op paa Vejen med Tømmen i den anden Haand. - - Jeg tror, a' jeg ku' ha' tosket hinne ihjæl! For det er eurimeli', saa Kraften sti'er i et Menneske, Kandedat Johannes, naar Forstanden er væk! sluttede han og gav sig ivrig til at sutte paa sin Pibe.

84

- Der er vist ikke Ild, Niels, sagde jeg. - Værs'god, her er Stikker.

- Tak, sagde han og tændte.

- Naa? sagde jeg saa.

- Ja-a, Kandedat Johannes, begyndte han igen, da han havde faaet sig et Par Mundfulde - jeg har oplevet meget i min Tid baade her i Sognet, og mens jeg laa i Tjenesten! Men aldri' i mine livfødte Timer er jeg ble'en saa rent sørg'mo-di-gen stemt som i den Stund! Det var li'som no'en tog mig indvendi' paa Hjærtet, og saa ble' jeg saa underlf tyngslet i hele min Krop, li'som a' der var lagt en Tønde Hvede paa mig.

- Hvad var der da i Vejen? spurgte jeg.

- Det var Endetønden, sagde Niels og nikkede hen for sig - det var Hesten! - - Og ha'de jeg ikke hørt, a' det er Digt og Histaarie, a' manne Mennesker etter deres Død sætte sig ner i Dyr og andre lev endes Ting, saa sku' jeg s'oret paa, a' det var min Søster Marie, der saa' ud igennem hinnes Øjne!

- Din Søster! sagde jeg.

- Ja for Dyret staar jo dernede i Grøften, og hele hinnes Lejerne bæver, og Knæerne ryster, saa hun er ved a'styrte om. Og saa ser hun hen paa mig og paa Stokken, jeg ha'de brukken fra Gær'et, li'som hun ku' si'e: slaa kun, Niels! slaa mig kun! - - Men jeg slog ikke, gjorde jeg ikke, for Stokken faldt ud a' mine Fingre og trillede væk. Og li'e med det samme glidder der saaden et underli't Skilderi forbi mine Øjne! Og det var min Søster. - - Hun døde vel her for tyve Aar siden, og i manne Aar har jeg s'men ikke tænkt paa hinne. For der kommer jo saa meget imellem, Kandedat Johannes! - - Hun gik nu immerhen og rystede, og det var li'som hun ikke ku' støtte paa Benene. Det var Sanfejs, hun ha'de, og hun ha'de faaet det, da hun var fem Aar. Alting, hva' hun sku' bære, det tabte hun. Og naar saa den gamle vilde ry'e i Haarene paa hinne, saa var 'et, hun immer saa' paa hinne med sine Øjne og sa'e: slaa mig kun, Mo'er, slaa mig kun! men jeg ka' ikke gøre for 'et! Og saa græd hun, Skrovet, - - og saa græd hun.

85

Her standsede Niels og bankede sindig sin Pibe ud mod Kanten af Bænken. Derpaa sagde han:

- Etter hva' jeg nu saaden sæl har tænkt mig ud, Kandedat Johannes, sagde han - saa formoder jeg, a' Dyrene har deres Tanker indvendi' li'som vos Mennesker, og a' naarenstid di paa én eller anden Maade har ét eller andet for dem sæl, saa maa vi agte det.

- Ja-a, sagde jeg - det er vist meget rigtig, Niels.

- Forstaar sig vel, forklarede han videre - jeg har jo kun min Lærdom fra Hestene, begrundet paa, a' det er dem, jeg har stoderet al min Tid. Hvordan det forholder sig med Køerne og di lavere Klasser, se det ka' jeg jo vanskeli' ha' no'en Mening om.

- Nej, vist ikke, sagde jeg. - Men hvad blev det saa til med Endetønden?

- Naar jeg maa si'e min Mening rent ud, vedblev Niels og fortsatte sin egen Tankegang - saa tror jeg fuldt hen, a' Hestene er di Skavelser, der kommer vos Mennesker mest nær i det, ma' kalder Spekelasjun og Handlemaade? (Her saa' han spørgende op paa mig.)

- Ja-a! sagde jeg hurtig - ja, det tror jeg ogsaa!

- Og hva' Endetønden angaar, vedblev han - saa har jeg aldri' kendt hinners Li'emand til a' spekelere.

- Hvordan kom Du saa hjem med hende? spurgte jeg.

- Jo-o, sagde Niels - jeg mener nu som saa, a' har jeg fornærmet et Væsen, enten hun saa gaar paa to, eller paa fire, saa er d'inte min Ære for nær a' anerkende det.

- Nej, sagde jeg - det er fuldkommen sandt.

- Nu si'er vi, a' jeg ha'de gjort Kandedaten Skade paa Lejernet, sagde Niels ivrig og med en bred Gestus af højre Haand - eller jeg vil formode, a' jeg ha'de forklejnet Kandedaten ved Tale, eller paa anden Vis! - - Vilde det saa'nte være smukt a' mig, om jeg beklavede det?

- Jo-o! sagde jeg.

- Og ha'de Kandedaten fornærmet mig, vilde Kandedaten saa ka'ske la' det bli'e sittende?

- Aldrig! sagde jeg. - Jeg vilde straks - -

- Naa! smilte Niels tilfreds - ja ser vi det!

86

- Maatte Du trække Endetønden hjem? spurgte jeg.

- Næ-i vist ikke, sagde han forarget - vist ikke! der er da Maade med alt! - - Næ-i da jeg ha'de smidt Stokken og sundet mig lidt, saa gik jeg hen til hinne. Og saa tog jeg hinne omkring Mulen og sa'e - for min private Mening er 'et nu a' Dyrene forstaar vos - - naar vi da elle's snakker dansk til dem! - - og saa sa'e jeg: Saa er vi vel nu kvit, gamle? Og hun strøg Mulen op og ner' a min Aksel og saa' saaden paa mig, a' jeg ruskede en Tot Græs og ga' hinne. Og saa red vi hjem, sluttede han - - Og der har aldrig vaarren et undt Ord mellem vos siden.

Nu sad Niels en Stund uden at tale. Han stødte ganske smaat til en Jordklump med Spidsen af sin Træsko.

- Hva' er Klokken, med Forlov? sagde han saa.

- Et Kvarter over ni! Han rejste sig.

- En maa nok saa ind a' fodre til Natten, sagde han. - Mon vi holder Oventørre i Maaren? sagde han og saa' op i Luften. - - Kandedat, kom det saa pludselig - om Di ku' lægge et Ord ind, saa der ikke ble' kogt Sæve paa hinne?

- Jeg skal gøre, hvad jeg kan, Niels! sagde jeg.

- Etter min private Mening, vedblev han - saa ska' Di nu angrive Jomfru Jensen langt mere end som Deres Bro'er, for det er hinne, der er rent taavelF paa det Omraade.

- Jeg skal nok tale med hende, sagde jeg.

- For Endetønden var jo begriveli'vis ikke mere end som en Hest, sluttede han af - og det ku' jo enhver se. Men den stod mig nu li'godt alli'evel paa det Omraade 1F- som en Smule nærmere end som de fleste.

Jeg nikkede. Og Niels gik langsomt ind over Møddingen hen mod Stalddøren.

87

EN MIDDAG

Der var Middag paa Frørup. Jensen havde været i sit Es. Munden havde ikke staaet lukket paa hende. Og min Broder Niels havde i den Anledning haft et Par smaa Anfald af sit Kvindehad. Men da Gæsterne under Spisningen hvert Øjeblik erklærede, at aldrig havde de smagt delikatere Mad, nikkede Niels i Smug ned til mig, og vi drak et Glas sammen. Og jeg kunde se, at det var Jensen, vi drak paa.

Middagen var ogsaa efter Omstændighederne al Ære værd.

  • Suppe. Rødvin.
  • Laksørred. Sauterne.
  • Kyllinger.
  • Artiskok. Champagne.
  • Oksesteg. Portvin.
  • Is. Madeira.
  • Dessert.

Da Niels med sit mest fortærende Blik havde sagt til Jensen, at vi skulde have Middag paa elleve Personer: om hun vilde være saa god at træffe sine Forholdsregler! havde hele hendes lille Person bævet af Henrykkelse. Og idet hun vendte sig om mod mig, sagde hun:

- Hi! saa skal man da ind og gøre Front for di kære Mandfolk!

Dertil vrinskede hun som en Hoppe og for nynnende ud af Døren.

- Jeg si'er hende Fanden tordne mig op til Skiftedag!

bandede Niels. - Du skal se, Johannes, hun gør Skandale!

Men ved Bordet blev han, som sagt, forsonet. Ganske vist 88 saa' jeg ham vippe urolig paa Stolen, da Jensen et Par Gange, medens hun bød rundt, puffede med Albuen til Baronen fra Vintersborg og med sit mest henrivende Smil sagde: Ta' kun lidt mere, Hr. Baron! Men da Baronen virkelig hver Gang tog lidt mere, faldt Niels hurtig til Ro igen.

Alle gjorde iøvrigt, hvad de formaaede. Men en særlig Fornøjelse var det dog at se gamle Forpagter Egelund spise A r tiskok.

Efter Desserten serverede Jensen Kaffen inde i Kontoret.

Da Samtalen en Stund havde drejet sig om rent almindelige Emner: om den nye Sogneraadsformand, om Høsten og Regnvejret, om Præmietyren Arctur og Inspektør Nørregaards glasøjede Knabstrupper, tog man sine Glas og Kognaksflasken og gik op i Billardstuen. Kun Baronen fra Vintersborg og jeg blev tilbage i Kontoret.

Solen spillede ind gennem Lindeløvet udenfor Vinduerne og hoppede rundt mellem Bøsserne og Jagtrekvisiterne paa Væggen ligeoverfor. Chartreuseflasken lyste grønligt paa Bordet foran os. Og Cigarrøgen oppe under Loftet sank og steg i store bløde Puder.

Vi sad i fortrolig Samtale i den højryggede Sofa med Fantasibetrækket.

Baronen var en lille blegfed Mand med korte Ben og en oppustet Mave, der voldte, at han i meget mindede om en Kropdue.

Særlig naar han sad ned, var hans Mave ham vistnok til Besvær. Han saa' idetmindste yderst anstrængt ud dér ved Siden af mig med Nakken trykket ind mod Sofaryggen og Øjnene stift hæftede paa Gibsrosetten oppe ved Lampekrogen.

- De ønsker ikke at spille Billard, Hr. Baron? spurgte min Broder inde fra Dagligstuen.

- Næ Tak, sagde Baronen - næ Tak!

- Har De Cigarer?

- Jo Tak, sagde han - jo Tak! - - Næ, som jeg siger Dem! fortsatte han sin Samtale med mig. - Diana søger sin Lige! - - Nu kommer jeg her i Fjor den tyvende September gaaende med hende over min Hvedestub. - - Og pludselig staar hun! - - Jeg har ingen Bøsse, men h-un 89 staar! - - Hvad har jeg at gøre? - - Jeg hjem! - - godt halvanden Fjerdingvej - -

- Næ virkelig - -

- Jo. - - Godt halvanden Fjerdingvej! - - Og da jeg kommer tilbage, staar hun der endnu! - Og jeg doublerer ti Høns!

- Det var Satans - -

- Ja. - - Jeg doublerer ti Høns! - - Den treogtyvende Februar kommer jeg ned i min Mose - - med Bøsse men uden Hund. - - Dér ligger mig to Ænder i Rørene. - - Jeg skyder dem. - - Gaar hjem, og henter Diana, og hun finder dem.

- Næ!

- Hun finder dem! - - Jeg solgte ikke den Hund for Tusind Kroner!

- Hvor har Baronen faaet den fra?

- En Datterdatter af min Rossberry, som jeg i v. Achens Tid solgte til Forpagter Egelund!

- Naa den! udbrød jeg.

- Kendte Kandidaten den? spurgte Baronen glad bevæget og rullede sit Ansigt om imod mig.

- Næ, men Egelund har jo opkaldt sin Husholderske efter den.

- Ja den Egelund, den Egelund! lo Baronen, og hans Mave gyngede - han er en stor Filur! - - Aa vil Kandidaten ikke række mig Chartreusen?

- Maa jeg skænke? spurgte jeg galant.

- Tak, Tak, Tak! sagde han og lagde sin Haand kærtegnende paa min. Hans Fingre var bløde og klamme som en Vandmand.

- Véd De, hvad hun brugte den Hund til? spurgte han saa og grinte som en Trækvind, der klemmer sig gennem en Dørsprække: - Hirr, hirr, hir-r-r!

- Nej?

- Til sin private Fornøjelse! - - Hva'? hirr, hirr, hir-r-r. Og han puffede mig i Siden med Albuen. Jeg svarede ikke. Og lidt efter spurgte han:

- Har Kandidaten kendt Kammerherren? - - nej, næ?

- Næ-i, sagde jeg.

90

- En fortræffelig Mand, aldeles fortræffelig Mand! - - Men jaloux!

- Saa-aa?

- Ja. - - Han forbød sin Hustru at tale med mig -

- med mig! hirr, hirr, hirr! - - Kan De forstaa?

- Næ! sagde jeg.

- Sørgeligt, at det Gods skulde splittes! vedblev han.

- Kendte Kandidaten den gamle Etatsraad?

- Kammerherrens Fa'er? sagde jeg.

- Næ, nej naturligvis! - - Han havde jo tjent sig denne uhyre Formue i Begyndelsen af Aarhundredet. -

- Andre mistede - - han forstod det! - - Købte saa Frørup her paa Elmelunde og Knækholte paa Fyn. - - Skade, at der ingen Børn kom! - - Véd De, hvad man siger? spurgte han saa pludselig og drejede Hovedet om mod mig.

- Nej - -

- Man siger for aldeles vist, at den gamle Etatsraadinde lod baade Kammerherren og Kammerjunkeren gilde - - hirr, hirr, hir-r-r!

- Nej! det har jeg dog ikke hørt.

- Jo. - - For hun var jo slem! - - Tjeneren og Kudsken, og hvem der vilde! - - Og saa var hun vel bange for, at Børnene skulde arve hendes fortryllende Egenskaber - - hirr, hirr, hir-r-r!

- Skal Baronen ikke ha' en frisk Cigar?

- Tak! - - Og hun skal ha'e gjort det selv - - mens Vognen kørte efter Lægen. - - Flot Kone, hva'?

- - Har De en Kniv? spurgte han saa og lagde sin Haand over paa mit Ben.

- Værsgod, sagde jeg. Han tog Kniven.

- Den er varm, sagde han - af det unge Legeme -

- hirr, hirr, hir-r-r!

Jeg flyttede mig lidt bort fra ham. Han sad og kiggede paa mig fra Siden, medens han skar Spidsen af Cigaren.

- De rejser snart? spurgte han saa.

- Ja, en af Dagene.

- Kommer De ikke til Vintersborg først?

91

- Jo, Tak, hvis min Bro'er har Heste.

- Kunde De ikke ha' Lyst til at blive en otte Dages Tid hos mig? vedblev han.

- Tak, men det kan jeg skam ikke.

- Tænk over det. - - De er velkommen.

- Tak, sagde jeg.

Og saa blev der en Pavse.

Baronen laa stadig paa Nakken og stirrede op i Loftet. Cigaren havde han sat i et mægtigt Merskumsrør med Ravspids. Og alle hans Fingre var besat med Ringe.

- Skal vi ikke gaa ind og spille Billard, Hr. Baron? spurgte jeg.

- Nej, nej, unge Mand! - - Vi har det jo fortrinligt! - - Skænk en Chartreuse! sagde han og lagde Haanden op paa min Skulder, saaledes at et Par af Fingerspidserne kom til at ligge paa min Hals. Det for mig koldt ned gennem Rygraden.

- Jeg tror heller, jeg vil ha' Kognak! sagde jeg og rejste mig.

Og saa tog jeg mit Glas og gik ind gennem Dagligstuen til Billardværelset.

- Hvor stor er Frørup egentlig? hørte jeg Jægermesteren fra Gottesgave spørge, da jeg stod i Døren.

- I Dag er 'en sgu nok sine tre Tusind Tønder Land! klunkede Forpagter Egelund - for det er umanerlig Lavvande!

Dyrlæge Hansen sad henne i en Krog med en Cigar i Munden og et Glas Kognak staaende i Vindueskarmen.

- Naa Dyrlæge, sagde jeg - hvad sidder De og tænker paa?

- Jeg fordøjer, sagde han.

Dyrlægen var Ungkarl. I de elleve Aar, han havde været nedsat i Kamstrup, havde han regelmæssig hvert Foraar friet til en af de mere velhavende Gaardmandsdøtre, men ligesaa regelmæssig faaet nej. Dette oprivende Liv havde kastet et stille vémodsfuldt Præg over hans Ansigt og hele Fremtræden. Naar man stødte paa ham i Selskabslivet, stod han gærne op ad en Dørstolpe og smilte indadvendt. Eller han 92 sad i en Krog og tænkte. Og forresten yndede han nok at tage sig en ganske stille Rus, sagde man.

Jeg satte mig paa en Stol ved Siden af ham.

Vi sad en Stund tavse og saa' paa de spillende. Saa sagde Dyrlægen dybt inde bag sit Skæg:

- Det var en mejet velsmagende Middag! sagde han.

- Ja, sagde jeg. - Jomfruen ha'de Ære af den. Dyrlægen tømte sit Kognaksglas, og jeg fyldte det igen.

- Tak! sagde han. En Stund efter lød det:

- Tænker Deres Bro'er ikke paa at gifte sig?

- Det er jo ikke saa nemt at finde en Livsledsagerinde, sagde jeg.

- Nej, sagde han slaaet af mine Ord. - Men efter min Mening, vedblev han lidt efter - bør man dog søge, indtil den rette viser sig.

- Ja-a, sagde jeg - naturligvis! - - Men hvoraf skal man kende, at det er den rette?

- Det føler man, sagde Dyrlægen grublende og nippede til Kognakken i Vinduet. - Og naar hun siger ja, saa - -

- Ja-a, sagde jeg - det gør naturligvis meget - -

- Jeg for mit Vedkommende, vedblev han - sætter Fruentimmerne umaadelig højt - -

- Det gør jeg ogsaa, sagde jeg. - Der er en Duft over dem - -

- Kendte Di Søren Henriksens Datter Kirstine? spurgte han pludselig - hende der blev gift nu her i Juni Maaned med Rasmus Nielsen i Tjørneby?

- Nej - -

- En ma'esløs Pige! sagde Dyrlægen og stirrede hen for sig. - Men nu er hun gift.

- Har hun ikke en Søster? spurgte jeg.

- Jo, sagde han med det samme stirrende Blik - men hun er fed - - og hun lugter.

- Hva' gør hun?

- Ja. - - Og det gør efter min Opfattelse alle fede Fruentimmer. - - Di reagerer surt li'som gamle Gedebukke.

- Naa-aa, sagde jeg - det véd jeg dog ikke!

93

- Kendte Di Jørgen Andersens Mathilde? spurgte han - hende, der blev gift med Frederik Larsens Søn i Kastbjærg.

- Nej. - -

- Det var osse et Pi'ebarn - - saa smal, a' man kunde ta'e om hende med Hænderne. - - Men disse større Bønder har en vis Tilbøjelighed til at gifte sig ind i hverandre! sluttede han tungsindigt og tømte Kognáksglasset.

- Ja, sagde jeg tankefuldt - hver Stand har jo sine Fordomme! - - Et Glas Kognak, Hr. Hansen?

- Tak! sagde han.

Jeg tog Flasken og skænkede. Og Dyrlægen sank lidt efter atter hen i Grublerier.

- Hvor har Du gjort af Baronen? spurgte min Broder mig.

- Han sidder inde i Kontoret.

- Alene?

- Ja, det tror jeg.

- Er Du gal, Mand! udbrød han og skyndte sig ind for at holde Baronen med Selskab. Et Øjeblik efter kom han tilbage.

- Han sover sgu! lo han.

Og nu listede alle sig ind for at se Baronen sove. Og den satiriske Underretssagfører Ingerslev gik hen til Sofaen og strakte sin Haand velsignende ud over ham og citerede med Følelse:

- Her ligger jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig, Amen!

- Hér gik jeg sgu i Fjor engang, begyndte Forvalter Fredriksen og smaalo. - Jeg skulde ned til det inddæmmede og se til Rapsen - -

Forvalteren var en bredskuldret, sværlemmet Forpagtersøn paa en fire-femogtyve Aar og med et stort skægløst Drengeansigt. Han og jeg gik sammen ned gennem den lange AHé, der dannes af to klippede Bøgehække, som strækker sig helt oppe fra den bageste Haveplæne lige ned til, hvor Skoven begynder. Denne Hæk er Frønips Stolthed.

94

Den er over tre Alen høj og bladtæt helt ned til Jorden. Paa den ene Side af den er Frugthave, paa den anden Side Kartofler og Køkkenurter.

Da man var blevet ked af at spille Billard, var man gaaet ned i Haven. Kun garnle Egelund, Baronen fra Vintersborg og Mejeriforpagter Drejer fra Nøjsomhed blev siddende oppe i Kontoret.

- Vi to hører til Federacen! sagde Egelund, da han lod sig synke ned i Sofaen ved Siden af Baronen. - Og vi duer sgu'nte til a' gøre Kaprifolier i det grønne.

Den lille ordknappe Mejeriforpagter med Griseøjnene havde respektfuld sat sig paa en Stol noget borte fra de to andre. Han var stadig ved at briste af indeklemt Latter, hvergang Egelund aabnede Munden. Mejeriforpagteren vilde heller ikke ned i Haven.

Forvalteren og jeg havde som sagt slaaet Følge.

- Og saa gaar jeg jo her og svinger med min Stok, fortsatte han - saadan i mine egne Tanker, forstaar Di, - - og slaar til Stene og Mælkebøtter og Skarntyder, og saadan hva' der kommer mig i Vejen! - - Og saa ser jeg da osse henne i en Lysning i Hækken en a' di store hvidgule Paddehatte, Di véd, som der gror saa mange a' nede i Siet under Graapilene. - - Det var jo altsammen saadan i Tanker, forklarede han. - For ellers ha'de jeg da nok kunnet begrive, a' den Slags groede der ikke her oppe, hvor der er saa tørt! - - Og jeg svinger med Stokken og gi'er Hatten saadan en ri'ti' or'entli' Drivert - - ha, ha, ha! brød han ud og sparkede til en Sten, saa den raslede ned mellem Bladene tyve Alen borte. - Men det var sgu ikke langt fra, a' jeg blev li'som lidt forskrækket, vedblev han - for idet jeg hugger til Paddehatten, saa gi'er den et Brøl fra sig og bli'er borte med det samme - -

- Naa!

- Og saa var 'et fa'engaleme en a' Lugekonerne, som sad inde under Hækken paa den anden Side og forrettede et Ærinde.

- Ulykkelige Kone! sagde jeg.

- Men jeg fik sgu aldrF a' vide, hvem a' d^m, det var, lo Forvalteren - for hun troede begriveliVis, a' jeg gjorde 95 det med Vilje. - - Eller ka'ske hun mente, a' det var Proprietæren sæl, for ma' ka' jo ikke se igennem Hækken. - - Naa, di Bøndertampe er forresten no'et Rak, sluttede han - saa di har sgu godt a' og faa no'en Tæsk engang imellem!

- Naa-aa, sagde jeg - de er vel ikke værre end andre Mennesker.

- Jo-o Gu' er di saa! for di mangler Dannelse.

- Ja-a, sagde jeg - men hvor skal de faa den fra?

- Næi! - - Og saa er di saa dovne, saa Vandet render a' dem!

- Saa-aa? sagde jeg. - Jeg har netop faaet det modsatte Indtryk.

- Ja det forstaar Di Dem naturligvis ikke paa! fortsatte Fredriksen. - Men Di sku' bare være Forvalter en otte Dages Tid! - - Det er et Hundeliv! Man maa rende fra den ene Mark til den anden! - - Skælde ud her og gi' paa Tosken der! - - Næi! - - Og naar man saa endda ha'de Udsigt til a' bli' sin egen Herre, vedblev han - men det er det sgu tyndt med. - - Og den Smule Lærdom, man huggede sig paa Højskolen, den gaar Fa'en i Vold! Op maa man tre-fire om Morgenen og rundt i Markerne. Og saa sidder man og sover ved Aftensmaden. - - Og saa i Seng, og saa op! - - føj for Satan, sikket Liv!

- Men Fredriksen! sagde jeg. - Hvad er det for noget med Dem? - - De plejer jo ellers ikke at se Tingene saa sort.

- Det gjør jeg sgu heller ikke! erklærede han.

- Naamen hva' er der da i Vejen.

Fredriksen standsede og saa' paa mig, og Musklerne i hans store Ansigt bævede.

- Di véd jo, Hr. Kandidat, begyndte han - a' jeg er forlovet med min Kusine. - - Det er hendes Billede, der staar nede i Kammeret paa Kommoden - - -

- Ja, sagde jeg - hende, som jeg vil stikke Dem ud hos!

- Jo vel, ja - - smilte Fredriksen gennem Taarer. - Og nu ha'de jo Onkel - - ham, Maltgøreren ovre paa Falster, han ha'de jo lovet a' sætte femten Tusend i en Forpagtning. Og alting var klappet, og som det skulde være.

96

- - Jeg skulde overta' Forpagtningen i Januar, og vi sku' ha' Bryllup til Foraaret - - -

Men alt det har De jo slet ikke fortalt mig et Ord om før! sagde jeg bebrejdende.

- Nej, for det skulde først være aldeles afgjort!

- Er det da ikke det?

- Næ-i, sagde han og saa' trist ud - for saa faar jeg her i Tirsdags Brev fra Onkel! Og nu vil han ha', a' jeg skal gaa i Kompagnon med ham om Maltgøreriet. Det er meget sikrere end Landvæsenet, si'er han - - - -

- Jamen saa slipper De jo ogsaa for at tærske Bønder, Fredriksen.

- Hmm! sagde han og slog ud i Luften, saa Manchetten gled ham helt op paa Fingrene. - Det var jo bare Sludder a' mig før! - - Der er ingenting, der duer her paa Jorden uden Landvæsenet! Jeg ka' sgu'nte gøre Malt!

- Naa-aa, det lærer De snart - - -

- Jamen jeg vil ikke! sagde han energisk. - Saa hellere stavre rundt og være Forvalter al sin Tid!

- Kan De da ikke tale Manden tilrette? spurgte jeg.

- Jo se det er det netop! sagde Fredriksen og standsede igen. - Kunde jeg bare rejse over til Onkel og tale med ham - - jeg ka' sgunne saadan ri'ti' skrive, hva' jeg mener! saa skulde det nok bli'e klaret, for han er ellers en prægti' Mand. - - Og Tante holder med mig - - og Mathilde! - - Men hvodden skulde jeg kunne rejse bort midt i Høsten?

- Har De talt til min Bro'er om det?

- Næ-i! sagde han forskrækket.

- Det skulde De gøre Fredriksen!

- Jeg tør sgu ikke! sagde han og vred sin svære Krop.

- -Hva' Fa'en vil ikke Proprietæren si'e, naar jeg kommer og beder om Frihed midt i den travleste Tid!

- Skal jeg tale med ham først? spurgte jeg.

- Vil Di? sagde Fredriksen, og hans Øjne lyste,

- Ja.

- Jamen tør Di? spurgte han.

- Jo-o - -

- Ja for vi ska' køre Hvede ind!

97

- Jo-o, jeg tør nok, sagde jeg.

- Di ska' dælenlyneme vesitte mig, naar vi bli'er gift! brød han saa ud og fog et Par Dansetrin,, saa Jorden rystede.

- Tak! nikkede jeg. - Men hvis jeg saa stikker Dem ud hos Konen?

- Aa skidt! sagde han og tog et Skøn over min slanke Person. - Di er sgu vist ikke saa farlig!

Nede ved Enden af Alléen fandt vi Sagfører Ingerslev og Skovrider Petersen. De sad paa Udsigtsbænken og saa' drømmende ud over Landskabet.

- Her er sgu kønt! sagde Sagføreren. - Og sikken Kløvermark! - - Jeg faar sommetider den mest rasende Lyst til at være Ko!

- Det ku' sgu da aldri' bli'e til mere end som Tyr, Prokerater! brummede Skovrideren.

- Schmaul l sagde Ingerslev. - Gamle Krudthorn! sagde han og klappede Skovrideren paa Maven.

Pludselig viste Jomfru Jensen sig iført sin musegraa Silkekjole og den italienske Straahat.

- Jeg skulde bede Herrerne være saa god at komme op og spise til Aftens! sagde hun og legede blysomt med Fodspidsen i Spadseregangens Grus.

- Tak, mit Lam! nikkede Skovrideren og tilkastede hende et Slængkys.

Jensen udstødte en blufærdig Vrinsken og forsvandt ad en Sidegang.

- Har De læst Folketidenden for i Morges? spurgte Sagføreren mig, da han og jeg fulgtes ad op gennem Alléen.

- Ja, det var et morsomt Referat!

- Er det nu ikke Satans med det gamle Finster Aarhorn! bandede Ingerslev. - Han gør os sgu til Grin i hele Landet! - - Naa, men det er vel hans Maade at bevare det fra Fædrene nedarvede paa!

- Han fandt Andragendet anmassende! sagde jeg. - Hvad er det egentlig, der irriterer ham ved de ulykkelige Cykler?

98

- De kommer saa "lydløst"! lo Ingerslev - Og Manden er lidt tunghør.

- Og nervøs maa han være, sagde jeg.

- Ja. - - Næmen saa' De det? vedblev Sagføreren.

- Da Skibsted sa'e, at Rytteren kunde jo gi'e sig tilkende! Saa skreg han: ja, ja, ja! men hvordan? hvordan? - - De skulde bare ha'e set ham! - - Jeg ventede min Salighed, at Manden vilde faa et apoplektisk Tilfælde! - - Og da jeg saa sa'e: de kan ringe, der er jo Klokke paa Cyklen! saa hvinede den gamle helt oppe i den højeste Fistel: Naar denne Ringning kommer, véd jeg ikke, hvor jeg skal hen!

- Det arme Asen! sagde jeg.

- Og saa skulde De ha' set det Blik, han sendte mig! fortsatte Ingerslev - For i Onsdags, da jeg kom trækkende med min Maskine op igennem Langgaden, saa gaar han og Tusnelda foran mig. Og da jeg var naaet lige hen til dem, saa ringer jeg. - - Og Fanden se-pa-rerer Parret! de galopperer i Bølgegang over i hver sin Rendesten!

- Naada! sagde jeg.

- Ja! Og dér stod han og snakkede noget om "vore Børn" og "vore Børn"! - - Og saa har hans Kone guhjælpeme aldrig haft saa meget som en Abort engang! - - Og vil De saa tænke Dem! - - Her forleden Dag kommer der en fremmed Rytter, der ikke kender noget til Forbudet, kørende op gennem Langgaden. Den gamle staar tilfældigvis i Vinduet. Véd De ikke, at De ikke maa køre her paa Byens Grund? brøler han. Nej, si'er den anden. - - Vil De værsgod straks at staa af, for det er mig, som regerer her! skriger saa den gamle og sender Pigen ud i Entreen efter Trensekasketten.

- Jamen Manden maa jo være - - - begyndte jeg.

- Aa, han er sgu vist ikke værre end de fleste gamle "Institutioner"! sagde Ingerslev og rev et Blad af Hækken.

- Næmen det er hans Tusnelda, der staar bagved! fortsatte han. - Hun har rimeligvis følt sig forstyrret paa sine Inspektionsture. - - Kender De hende?

- Nej, sagde jeg.

- Saa kan De sgu prise Dem lykkelig, min gode Mand!

99

- - Det er en lille mørkklædt gebrækkelig Fremtoning med et Par ondskabsfulde Øjne under et Slags sort Skræppeblad af en Hat. - - Hun løber altid midt ad Gaden og spejder som en Maar efter noget, hun kan slaa Klo i. -

- Jo-o Tak! det er sgu et hyggeligt Fruentimmer! sluttede han.

- Kommer De dér i Huset? spurgte jeg.

- Nej Gud fri og bevare mig! - - Jeg kom der engang, men saa ragede vi uklar. Og siden den Tid kan hverken han eller hun taale mig!

Oppe i "Galleriet", som Forpagter Egelund kalder den lange- flisebelagte Vestibule, der fører fra Dagligstuen til Kontoret over til Riddersalen, Spisestuen og Gæsteværelserne, traf vi Selskabet samlet.

Der hænger en Mængde gamle Malerier paa Væggene. Kongeportrætter og Jagtstykker og bibelske Billeder: Moses, der slaar Vand af Klippen, og Josef, der flyr sit Klædebon foran Potifars Hustru. Og Loftet er udstyret med Stukkaturarbejder, der danner Rammerne om tre store Malerier, forestillende nøgne Skovnymfer og bukkefodede Fauner i alskens Situationer.

Jeg kom tilfældigvis gaaende lige hen mod Forstander Jochumsen fra Taagerup Højskole. Han stod i Vindusnichen nede ved Døren til Riddersalen og saa' ud i Slotsgaarden.

- Disse gamle Borge! sagde han, da han fik Øje paa mig og strakte hjærtevindende begge Arme frem imod mig.

- Hæ - - smilte jeg og greb hans Hænder.

- Dette er ogsaa herligt! sagde Jochumsen og pegede paa Loftmalerierne.

- Ja, sagde jeg.

- Men jeg skulde dog hellere have ønsket bibelske Motiver, sagde han - Kviridens Skabelse, det første Brodermord - - -

- Og Jonas i Hvalfisken! supplerede jeg. - Har Hr. Forstanderen set Malerierne paa Væggene?

- Ja, ja jeg har! Højst interessante! - - Kristiern den fjerde dér - -

100

- Ja han er meget morsom! sagde jeg.

- Formodentlig før Slaget paa Colberger Heide?

- Formodentlig - -

- Hvor gamle er disse Billeder?

- Det véd jeg ikke, sagde jeg. - Slottet blev opført omkring 1673.

- Disse gamle Slægter! sagde Jochumsen og lagde blidt smilende Hovedet paa Skakke. - Altsaa kort før den skaanske Krig - -

- Hva'behager?

- Altsaa kort før den skaanske Krig! gentog han stadig smilende.

- Ja-a! sagde jeg hurtig - ja, kort før den skaanske Krig!

- Er det tilladt at titte ind i Højenloftssalen? spurgte Forstanderen.

- Ja værs'god - -

Jochumsen lukkede pietetsfuld Døren op .

- Kornloft! udbrød han med dyb Indignation.

- Tja-a, sagde jeg med et forlegent Skuldertræk.

- Det er sgu fuldkommen ko'rekt! lød det pludselig ved Siden af mig.

Det var Proprietær Haslund fra Minkaslyst.

- Dejli' Lokale! sagde han. - Mig Forlov at gaa indenfor? - - Det var Satans! vedblev han og kløede sig i Nakken. - Hvem der ha'de saadan et Loft! Mit derhjemme er sgu ikke nær saa stort, Hr. Jochumsen! - - Véd Di, henvendte han sig derpaa direkte til mig - a' Minkaslyst er bygget a' Stenene fra den østre Fløj her?

- Nej, er den det? sagde jeg.

- Og Hans Peter Henningsens Gaard og Mikkel Kjældbergs a' vestre Fløj, vedblev han - og di fleste Huse i Udby a' Portfløjen.

- Ja, sagde jeg - det har jo vaaren en vældig Kasse engang!

- "Vaaren''? sagde Proprietæren vrængede - det hedder sgu da vist været!

- Naa ja, sagde jeg - jeg tog fejl!

- Den er sgu stor nok endnu! fortsatte han. - Hva' 101 Fa'en ska' di Kaserner til? Vi er da alle Mennesker! - - Derres Bro'er sku' sgu- sælge den til Fattiggaard!

Ved denne Replik trak Forstander Jochumsen sig ud i "Galleriet".

- Hvor er alle di gamle Fædre ble'en a'? spurgte Haslund og pegede rundt paa Væggene.

- De skulde gaa over til den rosenhjelmske Familie, naar den gamle Kammerherre døde.

- Naa - -

- Ja for De véd jo, Haslund, at Fruen var en født Rosenhjelm.

- Næi, det véd jeg sgunne! - - Naa, men saadan gaar 'et Tid efter anden, vedblev han. - Nu har den Slags Folk sgu snart ikke andet end Portrætterne tilbage. - - Men Fa'en med det, naar bare vi faar Gaardene! - - Dog dette være sagt i Kjærlighed, som Jochumsen plejer at si'e! - - Hvor Fa'en ble' han a'?

- Han gik ud til de andre, sagde jeg.

- Hva' bruger nu Deres Bro'er den til? spurgte Haslund og pegede op paa en stor Lysekrone med Glasprismer, der hang oppe under Loftet.

- Den bli'er nok tændt, naar her er Høstgilde, sagde jeg.

- Jeg ka' sgu ikke forstaa, a' han ikke sælger alt det gamle Skramleri! vedblev Haslund. - Som nu den Krone dér, og Malerierne og di gamle Vaser ovre i Kontoret!

- Naa-aa, sagde jeg - det er jo ganske morsomt at ha' dem.

- Ja, naar man har Raad - - gubevares! - - Men Penge det er sgu dog nu li'godt Penge!

- Proprietær Haslund! maa jeg hae' den Ære? sagde min Broder og viste sig i Døren.

- Mad? spurgte Haslund.

- Ja.

- Saa er jeg med!

- Vil Du ta' Forstander Jochumsen, Johannes? bad Niels.

Og Jeg gik hen og tog Forstander Jochumsen.

- Synes Hr. Kandidaten ikke, begyndte han fortroligt, 102 da vi Arm i Arm gik hen gennem Flisegangen mod Spisestuen - at Proprietær Haslund - - en prægtig Mand forøvrigt! - - men at han i altfor høj en Grad er tilbøjelig til at se paa det praktiske, det æ - -

- Jo, sagde jeg - det tror jeg ogsaa!

- Man maa dog vel betænke, vedblev Forstanderen - at naar et Land først begynder at lade haant om sine Oldtidsminder, sine historiske Levninger, om jeg saa maa sige, saa ser det sandelig galt ud!

- Ja-a, sagde jeg.

- Dette være sagt i Kærlighed! tilføjede Jochumsen og lagde mildt sin Haand paa min Arm.

- Naturligvis! sagde jeg.

Og saa gik vi ind til Aftensbordet

103

FAAREPER

I

- Jo, se, hun bed ham jo i Næsen!

- Hva' gjorde hun? spurgte jeg overrasket.

- Ja miksendils bed hun ham ikke i Næsen da, den Snyddertamp! gentog Per og blottede i et bredt Grin en lang, gul Fortand, der tronede i ensom Højhed i hans Overkæbe.

Per vogtede de halvhundrede Faar, der endnu holdtes paa Frørup for Brakmarkernes Skyld. Han havde herved erhvervet sig Navnet Faareper. Det vil sige i Omtale, aldrig i Tiltale. Han var en lille Mand med Skødefrakke og et Skræv som en Ildklemme. Overkrop havde han ingen af, hvorfor spøgefulde Medtjenere paastod, at han knappede sine Bukser om Halsen. Han var 67 Aar, kunde strikke Strømper (eller "lænke Hoser", som han selv kaldte det) og lave vidunderlige Ord. Han var en sær Blanding af Sangviniker og Melankoliker. Kunde gaa stum hele Dagen igennem, men til andre Tider synge, saa Faarene krøb sammen derved. Han elskede Mad, især fede Sager, og én af hans Livretter var flækket Surbrød med amerikansk Olie. Han var født Kvindehader og havde aldrig været gift. Men havde fire uægte Børn. Hans Verdensanskuelse var pessimistisk, hvorfor han ikke godt taalte, at man hentydede til hans Afkom.

Han og jeg satte hinanden meget højt. Han stillede regelmæssig ved Vognen, naar jeg i Ferierne kom kørende til Frørup fra Dampskibet. Eller han passede mig op ude paa Landevejen. Og han stillede igen, naar jeg rejste. Engang forærede han mig en Støvleknægt, og den har jeg endnu.

104

Jeg besøgte ham ofte i hans lille Lukaf nede ved Faarestien. Men helst gik jeg dog til ham ude paa Brakmarkerne. Thi dér var Luften ligesom friere.

Derude boede han i et lille sortmalet Træhus paa Hjul. Her krøb han ind, naar det regnede, og her sov han om Natten. Den allerældste Hest paa Stalden trak Huset fra Mark til Mark. Og Hesten hed Endetønden og havde kendt bedre Dage.

Per havde kun én eneste Ven i Verden foruden mig. Det var en stor gulgraa Hyrdehund ved Navn Judas. Den havde han selv dresseret ved at hænge den op i en Bjælke med et Tov om Halsen og tærske den med en Hasselkæp, hvorfor ogsaa Dyret elskede ham inderligt og kun bed ham engang imellem. Og det vistnok mere for sin Fornøjelses Skyld end af egentlig Ondskab.

Per og jeg var som sagt uadskillelige. Undertiden tog jeg ham med op paa mit Værelse, hvor jeg forsynede ham med Pibeudkrads fugtet med Tobakssaus. En Blanding, han indtog som Skraa, og hvorfor han var mig meget taknemmelig. Men da jeg en Dag kom efter, at han aflagde mig Visit i min Fraværelse og viste Interesse for mine Cigarer, forbød jeg ham Huset. Dog dette slog intet Skaar i vort Venskab, da Manden var meget fordomsfri. Og jeg besøgte ham derfor stadig paa hans forskellige Opholdssteder.

I Dag var han med Faarene ude i Bødkermarken.

Han havde placeret sig paa Dørtrinet til sit bevægelige Hus, og jeg sad paa en af Stængerne. Hans Ben hang dinglende ned mod Jorden, og Armene holdt han ud fra sig støttet til Dørkarmen. Han mindede paafaldende om det græske TT, hvilket jeg havde sagt ham, og hvorover han havde følt sig særdeles smigret.

Samtalen var i fuld Gang:

- Kendte Du da noget til Kammerjunkeren ovre paa Grængegaarden? spurgte jeg.

- Om jeg gjorde! sagde Per - jeg har jo knappet hanses Bukser!

- Saa-aa?

- Jo, for ser Kandedaten, jeg kom jo derfra og hertil.

105

- Ja det er sandt, hans Fa'er holdt nok Faar?

- Om han holdt! Dette her er no'et rent Lapperi ved Siden a'. Det var jo ham, der ha'de den store spanske Vædder!

- Naa var det det?

- Justemen var 'et saa, ja. Kender Kandedaten ikke den Historie?

- Næ - -

- Jo-o, se det var - - Kandedaten sku' vel ikke ha' en Segar saadan til Overmaal? afbrød Per pludselig sig selv og kiggede hen paa mig med Hovedet paa Skakke.

- Jo værsgod, Per. Undskyld!

- Ja, for hun skær jo immer mer hummerestisk ve' Damp! sagde han og tændte Cigaren. Han sugede til som en Skypumpe og fortsatte:

- Vædderen blev jo nikket, gjorde den, Tyveknægten. Saadan bundet med et Rev fra Hornet ner til det ene Forben. Han var saa svær hidsig paa 'et, var han, og ku' ikke la' Faarene gaa udenfor Springetiden, ska' jeg si'e vos - - For hva'der ska' røres det ska' røres! sluttede Per dybsindig.

- Det skal det, sagde jeg.

- Nu maatte han jo halte rundt, fortsatte Per. - Men bøs var han. Og naar han gik over Broen nede ved Kesten Skrædders Vænge, trampede han løs, akkerat li'som han ku'hat Træben.

- Det er hellerikke saadan at faa "nikket" sine Længsler, sagde jeg.

- Næ-n, det er en evig Sandhed! lo Per - Miksendils naar én ska' gaa mellem Faarene alli'evel! - - Kender Kandedaten Kaptejnen inde fra Byen? spurgte han pludselig.

- Postmesteren?

- Jovel, ham, der var med i 64 og fik det ene Ben revet a' sig.

- Jo-o, sagde jeg - De kalder ham Haltefanden derinde.

- Miksendils! grinede Per og gned sig paa Laarene.

- Hør, hvad er det for et underligt Ord, Per? spurgte jeg - miksendils?

- Ja ser Kandedaten, det er bare saaden no'et, jeg si'er-

106

- Er det kanske græsk?

- Hæ, ja, der løver én jo saamanne Sprov paa Tungen!

- - Næ men hva' jeg vilde si'e! han kom jo svært ud til Kammerjunkerens Fa'er, gjor'e han, Postmesteren. Eller ka' hænds det var til hanses Mo'er, om én ska' tro Snakken! Vist er 'et, a' han kom gærne humpendes ve' det Lav om Maar'enen, a' Husbond var i Marken, og Børnene sat inde ve' Skolemamsellen.

- Herregud, sagde jeg - han gik vel Morgentur.

- Kæ, næ, ja! Tur gik han allenfals! - - Men se saa var 'et jo en Maaren, a' Fruen ossensaa hører ham gaa og jolre paa Træbenet og hænge sit Tøj fra sig ude i Venstebulen, som di kaldte hinne - - for fint sku' 'et jo være, men Møj var 'et nu li'godt! Og Fruen faar jo et piskendes Jav med a' bøste og støve inde i Stuen. - Der er nok Kaptejnen, lille Stine! si'er hun saa med sin klejneste Røst -

- Stupi'en fortalte det sæl nere i Borrestuen her bavetter! Og saa pikker det da ossensaa gelinde paa Døren. Og Fruen hopper hen og lukker op med et smilendes Aasyn. Men saa gi'er hun et Vræl og sætter sig li'e badovs paa hinners Rumpe - -

Per brast i Later og hostede og spyttede.

- Hvad var der da i Vejen? spurgte jeg.

- Ih Gu' Fader bevares, ka' Kandedaten ikke gætte det? Og Per lo igen, saa hans lange Ben rystede, og Judas rejste sig og spidsede Øren.

- Nej, sagde jeg, da jeg saa', at det voldte Manden Fornøjelse.

- Det var jo den store spanske Vædder, den forbandede Nosseros, der var kommen ud og gaa Maar'entur!

Per lo endnu højere og gned sig op og ned ad Laarene:

- Kæ, hæ, hæ, ha-a-a! sagde han.

- Vov, vov, vov! sagde Judas pludselig og saa' forundret paa sin Herre.

- Vil han holde Kjæft! sagde Per og truede. - Ka' én ka'ske ikke faa Lov a' ta' sig et Grin, uden a' saaden en Iskariott straks ska' ha' et Ord med?

- Naa men det var Kammerjunkeren, vi kom fra? begyndte jeg.

107

- Ja se han fik jo - - kæ, hæ, hæ-æ! - - jeg ka' skunne komme væk fra Vædderen! sagde Per - jeg ka' skunne! - - Jo se han fik jo - - kæ, hæ! - - han fik jo Gaar'en etter den gamle, som ble' rørt - -

- Hva' ble han? spurgte jeg.

- Han ble' rørt, gentog Per.

- Hvorfor dog?

- Ja hvem ka' granske Tingenes Udgang! sagde Per og spyttede langt. - Di kalder det nu for Resten ossensaa a' faa Poblesislav, tilføjede han.

- Naa-aa!

- Der var nu ikke stort ve' Gaa'ren, var der ikke, men den gamle ha'de holdt paa Stumperne i di sidste Aar, for straks han købte den, spillede han sgu svært Fandango

- Saa-aa? gjorde han det?

- Aa Gu' ja! alt hanses Kvindfolk ble' jo velsi'net. Ba^de Stupi'en og Mejersken og Gaasepi'en med for den S; vs Skyld. - - Og det koster, det koster svært! gentog Fer og saa' mørkt ud mod Horisonten.

- Jamen han var jo gift, indvendte jeg.

- Fa'en med det! smilede Per foragteligt - Egteskavet i Danmark er Humbug.

- Naa men Kammerjunkeren? spurgte jeg igen for at lede ham paa rette Vej.

- Han fik jo saa Gaar'en ja, og det fø'ste, han gjorde, var at lægge Faarene a' og ta' Kør. Og den Mand, der gør det, han er snart kaput, miksendils han ingen Forstand har.

- Naa-aa? forsøgte jeg.

- Jo for ser Kandedaten, sagde Per ivrig - Faarene di ka' baade klæde vos og føde vos. Men hva' ka' Køerne?

- En rigtig fed Oksesteg, lille Per, sagde jeg - en rigtig fed Oksesteg med Rødbeder og Kartofler?

- Miksendils! sagde Per og plirede vellystigt med Øjnene. - Jeg er natyrli' ikke den Mand, der fornægter Fødens Behaveli'heder! Men hvor bli'er Klæ'erne a, bitte Johannes, spør jeg? naar én da ikke vil gaa i Huder og Skind li'som di gamle Feddekenesere.

- Men Kammerjunkeren? spurgte jeg for tredje Gang.

- Ja han ble' jo saa gift med Jægermesterens Datter fra 108 Krungerup. Men det ku' da enhver straks vide, a' det ku' aldri' gaa.

- Hvorfor dog ikke det?

- Næ, for ser Kandedaten, sagde Per og blinkede polisk - han havde jo vaarren der før Bryllupet!

- Hvor ha'de han vaarren? spurgte jeg. Per kløede sig i Nakken og rev sig paa Armen og satte Munden helt hen til mit Øre.

- Han ha'de jo - - forstaar Kandedaten - - han ha'de jo vaarren hinner temmeli' nær!

- Naa saadan! sagde jeg.

- Ja. Og det véd da enhver, a' det er skidt til a' begynde med. For hvorfor skà' én saa gifte sig?

- Der er no'et om Snakken! sagde jeg. - Men han var maaske nødt til det?

- Li'e akkerat hva' han var, ja! nikkede Per - Barnet kom fire Maaneder, før det var ventendes.

- Hvad sa'e dog hans Mo'er? spurgte jeg.

- Ja, hva' sku' hun vel si'e? sagde Per og slog ud med Haanden.

- Næ-i forresten - -

- Aa men det ble' jo saa rent masendes galt med det Giftermaal! fortsatte Per livligt - for hun fra Krungerup vilde rejere,, og Kammerjunkeren vilde rejere, og den gamle Frue vilde rejere. Og hva' sku det bli'e til?

- Næ-i - -

- Hva'fals?

- Jeg sa'e bare: næ-i!

- Naa-aa! - - Og det ble' begriveli'vis ossensaa det bare Slapperas, tog Per fat igen - For naar Kammerjunkeren satte en Mand til at feje oppe paa Kornloftet, saa hentede Krungerupperen ham over i Rullestuen. Og naar den gamle Frue ha'de stillet Sidse Smeds ner til Lakøjerne, saa pilkede Kammerjunkeren hende op paa Høloftet!

- Og alt det gik Du ganske rolig og saa' paa, Per?

- Næ-æ, paa det Lav! grinede han og blottede den ensomme i Overkæben - Jeg læste nok Skriftens Ord for dem en glad Dav]

- Naa?

109

- Jo se det var her, mens Kammerjunkeren var paa Rejse, begyndte han - saa kommer ham den vindøjede Marius, Sønnen til Jens Hjulmand, Di véd nok, han kommer ner til mig og si'er, a' i Dav sku' han passe Faarene. - Hvem har mon stukket Dig den ud, lille Marius? spør saa jeg. - Det har den onge Frue, si'er han. - Og hva' vil den naadige saa sætte mig til? sa'e jeg igen. - Du ska' rulle, Per, sa'e saa han, og grinede saa Øjnene smak sammen over Næsen paa ham. - Og Judas, si'er jeg - ska' han ka'ske vugge Stamherren? si'er jeg, og det kogte indvendi' i mig. - Næ, han ska' med mig ud i Pottema'ermarken, si'er saa han. - Potte for og Potte bav! si'er jeg - Judas ska' miksendils være, hvor jeg er! si'er jeg - for vi er kommen li'som a' samme Mo'ers Liv, si'er jeg - og ska' jeg rulle, saa ska' Judas Fa'en tordne mig rulle med! si'er jeg. - Og hils han sin Frue og fortæl, a' jeg lystrer ingen anden Parade end som Kammerjunkerens, a' hun véd det, sa'e saa jeg. - Og saa ka' din vindøjede Møtrik gærne gaa op og formælde hinners Naade, a' undertegnede ta'er sig den Frihed a' skrive: Peter Antonius Sørensen Uggeløse! sa'e saa jeg. Og saa gik jeg.

- Jamen det kan dog aldrig være rigtigt at sætte sig op imod sit Herskab, Per! indvendte jeg.

- Herskav! vrængede han - Herskav! Der har aldrig vaarren den Stund, hvor jeg har ladt mig kommendere a' et Fruentimmer!

- Nejvel, sagde jeg - men hun var jo dog din Madmo'er.

- Hun var Fa'en, var hun! vedblev han ivrig. - Hun aad sæl det fedeste Bedekød, og saa maltrakterede hun vos syndi'e Sjæle med Speddekalle og Centrifugemælk! - - Kandedaten ka' bande paa, a' jeg kender Fruentimmerne! sluttede han med Overbevisning. - Di smidsker og tisker og bider én i Nakken, naar én saameget som vender Ryggen til.

- Ja-a, sagde jeg - kan gærne være. Men Du har jo forresten aldrig været gift.

- Det har jeg ikke, nej, og Gud Fader ske Lov og Pris og evig Tak for det! (her gjorde Per Korsets Tegn). Men jeg har stoderet Kvindekønnet, har jeg, og det miksendils baade for og bav, naar Ret ska' si'es!

110

- Naa ja. - - Men hvad sa'e saa Kammerjunkeren, da han kom hjem?

- Ja, hva' det angaar, saa har Kammerjunkeren altid vaarren en Standsperson!

- Jamen hva' sa'e han?

- Per er i sin fulde lovlige Ret! sa'e han.

- Men han solgte dog baade Dig og Faarene, vedblev jeg.

- Det gjorde han, ja! indrømmede Per. - Men det var nok ossensaa en Transfusjon a' regne for. For fra den Stund gik det rent ud skidt med det hele.

- Gjorde det det?

- Ja se fø'st ble' han jo sepereret fra Konen, og saa røg Gaar'en.

- Hvorfor blev de egentlig skilt? spurgte jeg.

- Jo for hun bed ham jo i Næsen, Utysket! og det maa Kandedaten da sæl vedgaa, a' det ka' ingen honnerabel Mandsperson la' sitte paa sig!

- Nej, sagde jeg - nej, men - - -

- Der bor en Dævel i hver eneste gudsskabte Fruentimmer! vedblev Per med dyb Overbevisning. - Og han ska' nok komme frem, naar Tidens Fylde viser sig.

- Hvordan kom det dog saa vidt mellem Ægtefolkene? spurgte jeg.

- Han ska' nok ha' smukken hinne en Sinkedus, sagde Per og smilte stille. - En Dav hun ha'de skikket Marius til Byen etter Svedsker, da Kammerjunkeren ha'de sat ham til og vaage over Følhoppen, saa smak han hinne nok en Sinkedus, gjorde han, kæ, hæ!

- Jamen véd Du hvad, Per - - -

- Hun ku' jo ha' sla'et igen! afbrød Per mig - hun ku' jo ha' sla'et igen, ku' hun! og jeg sku' aldri' ha' nævnt et Ord om 'et. Men rive og bide! føj for Satan! det er justemen li'som de umælede Bester! - - Naa men Fruentimmerne er da miksendils hellerikke andet end som Katte med Snakketøj at regne for! sluttede han. Men pludselig sprang han ned fra sit Dørtrin og raabte:

- Judas! Judas! sover Du, din forbandede Køter? Faarene render jo ind paa Pe' Dimbolts Rugstub!

Judas var allerede i en stor Bue udenom Faareflokken.

111

Og Per stod med skrævende Ben og svingende Arme og dirigerede:

- Ho-o! hu-u! herom! raabte han - sa! sa! sa! Lamseben! Lamseben!

- De er nok ligesaa galne som Fruentimmerne, Per? sagde jeg og rejste mig.

- Miksendils! grinede Per - Men en anden én er da Herren ske Tak født a' Mandkønnet. - - Ju-da-as! brølede han saa - ta' dem fra venstre for Satan! elle's render di jo ner paa Grønvejen, din Iskariott!

- Du kommer vist til at hjælpe ham, foreslog jeg.

- Behøves inte! behøves inte! sagde Per med Værdighed - jeg kommenderer!

- Naa farvel da, sagde jeg. - Jeg kommer ud til Dig en af Dagene igen.

- Kandedaten er immerhen velkommen! sagde Per galant og lettede paa Huen.

Da jeg var kommen over Marken ud paa Vejen, vendte jeg mig om. Og jeg saa' da Per springe som en uhyre Græshoppe ned ad Banken af sted aÜ Grønvejen til.

II

Fjorten Dage efter mit Besøg ude hos Faareper i Bødkermarken havde Endetønden trukket ham og hans Vogterhus om i Kongstedkrogen, en Mark, der ligger indeklemt mellem Granskoven mod Vest og Viby-Skovbøllevejen mod Øst.

Det blæste, og Per havde ladet Huset sætte over i Læ af Skoven.

Min Broder havde fortalt mig, at den gamle ikke var i godt Humør. Hans næstyngste Søn, som han for fem Aar siden havde tabt fuldstændig af Syne, og som han troede lykkelig og vel død ovre i Amerika, havde pludselig en Aftenstund for et Par Dage siden glædet ham med et Besøg og lettet ham for halvtredje Krone.

Allerede ude fra Landevejen kunde jeg høre Judas hyle og skælde. Jeg skraaede hen over Marken, tværs ind gennem Faareflokken, der laa og gumlede og missede med Øjnene.

112

Klokken var 7-8, og Solen hang langt nede bag Granerne.

Skoven kastede en vældig Skygge frem imod mig. Og Faarenes Gumlen lød som en ustandselig Trasken af nøgne Fødder over gyngende Mosejord. Et og andet af dem rejste sig op paa Knæene, gloede og lagde sig ned igen. Nogle Viber skreg ude mod Nord over Kastbjærg Enge. Og op mellem Bakkerne i Syd saa' jeg Spiret af Frørup Slotstaarn rage frem.

- Jeg ska' den unde fortære mig tæ'ske din fnattede Helhest, saalænge Vorherre lægger Kraft til! brølede Per. Og jeg saa' ham svinge Stokken og hørte Slagene ramme.

- Vov, vov, vov-u-u! hylede Judas.

- Per! raabte jeg - Per! hvad er det, Du bestiller? Per drejede Ansigtet lidt om imod mig, fnen blev ved at prygle løs paa Hunden.

- Per dog! raabte jeg højere og gik hurtigere til. Nu saa' jeg, at han havde bundet et Reb om Dyrets Hals og klynget det op til den øverste Del af ét af Hjulene.

- Men Per dog! plager Fanden Dig! sagde jeg, da jeg stod ved Siden af ham.

- Er det Kandedatens Hund, eller er det mm? spurgte Per og stak sin vidunderlige Næse op imod mig.

Judas støttede kun med Bagpoterne paa Jorden. Tungen hang den ud af Halsen, og Øjnene var vilde af Angest og Arrigskab.

- Dér har Du den, dit Ukrud! sagde Per og drev Hunden nok et Slag. Dyret hylede og stirrede paa ham, som om det vilde æde ham.

- Nu skal Du holde op! sagde jeg og tog ham i Armen.

- Er det min Hund? gentog Per.

- Ja vel er det saa! sagde jeg. - Men jeg vil ikke staa her og se paa det Pineri!

- Kandedaten ka' jo gaa! sagde Per indædt forekommende. - Gu'bevares, Kandedaten ka' jo gaa, væ'sgo!

Og jeg gik hen og løste Rebet, der var bundet om Dyrets Hals.

- Det var vel det, Du mente? sagde jeg.

Hunden faldt tungt ned og blev et Øjeblik liggende uden 113 at røre sig. Saa krøb den langsomt hen mod Per, lagde sig et Par Skridt fra ham og saa' op paa ham.

- Iskariott! sagde han og løftede Stokken.

- Vov, vov! sagde Judas og logrede med Halen.

- Jo-o! sagde Per - han er en skidt Knægt, er han! føj-i-i! sagde han og truede med Fingeren.

Hunden sprang op ad ham og slikkede ham i Ansigtet.

- Ja, det kender vi nok! sagde Per - sleske og slikke!

Judas lagde sig paa Forbenene og bevægede Bagkroppen sidelæns frem og tilbage i Gallopadetakt. Per bøjede sig ned og klappede den paa Ryggen. Men i det samme snappede Dyret efter hans Haand. Man hørte Tænderne slaa sammen, idet de greb til. Formodentlig havde Per berørt et Sted, hvor Stokken før havde været.

- Unter med sig! sagde han saa og pegede bydende hen mod Vogterhuset. Og Judas luskede slukøret ind mellem Hjulene.

Jeg sad paa Vognstangen og saa' til uden at sige noget. Per stod med Ryggen halvt mod mig og pillede nogle Jordklatter af, som Hundens Poter havde sat paa hans Frakke.

Saa vendte han sig. Og jeg drejede Ansigtet bort og saa' hen over Faarene ud mod Landevejen.

- Kandedat! lød det stille fra ham. Men jeg lod, som jeg ikke hørte det.

- Kandedat! kom det igen, og Per traadte nærmere hen mod Vognstangen. - Ma'esløs Vær! begyndte han konverserende.

Jeg vendte Hovedet om mod ham, men sagde fremdeles ingenting

- I Maaren faar vi vel Ru'en ind, vedblev han - med Gu's Hjælp!

- Per! sagde jeg - korn lidt her hen!

- Kæ - -! sagde den gamle og smilte mat. Men jeg skimtede dog hans gule Fortand.

Da han stod lige foran mig, saa' jeg ham bekymret ind i Øjnene, skønt jeg var lige ved at smile.

- Kandedat, sagde han saa og gramsede ved den nederste Snip af sin Vest - hva' en vi Gu's Skavelser, Kandedat, naar der er no'et, der trykker indvendi'? sagde han.

114

- Ja hvad er der i Vejen med Dig? spurgte jeg.

- Hva' der er i Vejen - - gentog han. - En ka' jo dog imellemstunder ha' sit og tygge paa.

- Jeg troede, Du befandt Dig vel her paa Frørup? sagde jeg.

- Det gør jeg! sagde Per - og jeg klaver ikke! Kandedatens Bro'er har altid vaarren en paalidelig og gemen Husbond, baade hva' Kost og Omgængeli'hed og det andet angaar - -

- Naa - men?

- Ja, sagde han og sukkede - der er jo baade dit, og der er dat; - - Jeg véd godt, a' jeg har mine svare Synder - -

- Naa-aa! indskød jeg.

- Jo, det véd jeg! men én er da hellerikke mer end som en jordisk Skavning - -

- Nej - -

- Nej. Men fordi én stundom har lydt Kaldelsen indvendi' fra - - saaden jeg mener med Hensyn til hva' der hedder Omgang med det andet Køn, saa kalder jeg det eurimeli't, a' én ska' lidde for det, saalænge én nyder den Behaveli'hed a' eksestere.

- Men Du har jo ikke haft noget med Fruentimmer at gøre, sagde jeg - Du har jo aldrig været gift.

- Nej, det har jeg ikke, nej, sagde Per. - Men Kandedaten véd nok med sig sæl, a' undertidden saa - saa falder det jo saaden til, a' én kommer dem for nær alli'evel.

- Ja-a, sagde jeg - det -

- Og saa kommer der jo dette hersens med Børnene, vedblev Per

- Har Du Børn, Per?

- Jo-o, det har jeg da.

- To? spurgte jeg.

- Næ-i fire, sagde han og vred sig.

- Fire!

- Ja det faldt jo saa uheldig ud for mig hver Gang, sagde han undskyldende. - Og det er da nok miksendils elle's ikke for Børnenes Skyld, a' én ta'er sig den Fornøjelse.

115

- Lever deres Mo'er? spurgte jeg.

- Ja-a, sagde Per og gned Albuen ned mod Hoften - di har jo ri'nok elle's hver sin.

- Jamen Børnene er vel voksne nu? sagde jeg.

- Ja det var osse det jeg tænkte. Men di tyer dog alli'evel immerhen til Fa-derhjemmet, naar di mangler. Og saa ska' én bestandi' høre deres Gloser, sagde han pludselig arrig - fordi én ikke ka' skalpere dem Lommerne fulde a' Søl'penge, rent ud sagt!

- Ja-a, Per, sagde jeg - man maa jo - -

- Næ-i, afbrød han mig - men der er helleringen ret Forstand i, a' én ska' ha' Børn, naar én ikke skøtter om 'et!

- Du kunde jo ha' holdt Dig fra -

- Det véd Kandedaten godt, a' det er no'et eurimeli' Præk! sagde Per hidsig - for Naturens Lov maa hver Skavning lyddé! - - Ser vi hen til Dyrene inde i Skoven, vedblev han patetisk og slog ud med sine lange Arme - og ser vi op til Markens flyvende Sanger og Jordens kryvende Orm - - men di maa jo ri'nok heller ikke betale no'et! sluttede han pludselig en Oktav dybere.

- Men hvad var der nu i Vejen med Judas? spurgte jeg.

- Naa-aa, sagde Per og saa' til Siden - det er det sgu'nte værd a' tale om.

- Han maa dog ha' gjort noget! trængte jeg paa.

- Næ-i, sagde han - det ha'de han sgu da elle's ikke. Men sommetiddens er 'et, li'som én ikke ka' styre sig sæl.

- Jamen, Per, Du prygler da ikke Hunden uden Grund?

- Grund? gentog han. - Næ-i, det gør jeg begriveli'vis ikke!

- Hvad ha'de han da gjort?

- Ja han ha'de elle's ikke gjort no'et, si'er jeg jo! Men han laa derhenne paa Ryggen og baltrede sig i en Komokke. Og saa ble' jeg med ét li'saa ædende gal, a' jeg glemte rent og aldeles baade Hvid og Sans, som det hedder. Og saa task jeg ham. For jeg har jo sagt til ham, a' jeg vil ikke ha' det Svineri!

- Men nu er det vel bedre med Humøret? spurgte jeg.

- Jo-o, sagde Per og smilede huldsaligt - det bli'er 116 jo immerhen altid li'söm lidt bedder, naar Kandedaten nærmer sig.

- Sæt Dig her paa Dørtrinet, sagde jeg - og lad os være fornuftige.

Per hoppede op og satte sig i sin Yndlingsstilling med Benene dinglende og Armene støttet mod Dørkarmen.

- Nej se dér! sagde jeg og pegede - der sidder en Stær paa Ryggen af et Lam og hakker i Ulden.

- Ja, han fanger sin Nad're, sagde Per. - Velbekomme ham!

Nu sad vi lidt og kiggede ud i Luften uden at tale. Saa sagde Per pludselig let henkastet:

- Jeg synes ikke, Kandedaten ry'er i Aften?

- Nej, sagde jeg - men jeg sidder netop og tænker paa at tænde mig en Cigar. Vil Du ha' en med?

-- Ja Tak, som bydder! jeg si'er ikke nej!

Og saa tændte vi.

Per sad en Stund med Hovedet bøjet bag over og pustede den ene vældige Røgmasse fra sig efter den anden. Af og til nynnede han. Det lød, som naar en brystsyg Kæmpe har ondt ved at faa Vejret.

- Jeg synes, hun blander, sagde han med ét og pegede op paa nogle smaa Skyer, der drev hurtig afsted højt oppe.

- Nej! sagde jeg afgjort - vi skal køre Rug ind i Morgen!

- Om Vorherre vil det! lagde Per til.

- Det vil han nok!

- Ja-a, sagde han og trak langt paa det - Fa'en tro ham, for den Ka'l har nu sit for sig.

Han sad og klippede tænksomt med Øjnene. Træskoene havde han skubbet af sig, og det ene Ben var snoet utrolig mange Gange omkring det andet. Endelig fik han Luft, og dybest nede fra hans Hjærtes Grundvold kom det:

- Hva' er vi Mennesker, Kandedat, sagde han - andet end som Mekenismer og regne for? Vi æder og vi drikker, og vi sover og vi dør, og Verden gaar immer sin respektable Gang! . - Ja-a, sagde jeg - vi maa jo lystre Lovene, Per.

- Der staar jo nok antyddet i Skriftens Ord, fortsatte 117 han tankefuldt - a' vi ka' faa det, som vi lyster, naar bare vi beder og saadan no'et. Men det har jeg nu aldri' sat no'en ri'ti' Fidus til. For han dér oppe (her kiggede Per paa skraa op mod Skyerne), han gør jo dog kun, hva' han vil. - - - Hva' var nu mere rimeli', fortsatte han og glemte rent at suge paa Cigaren - end som a' han i Høstens Tid lod vos holde Tørrevejr? Jeg mener nu ikke, a' han saaden justemen behøvede a' la' Solen skinne straks fra Maarenstunden! vedblev han og slog medgørlig ud med den ene Haand - for herregud, vi ku' jo køre med lidt flere Vogne etter Mellemmadstid. - - Men saa la'er han det regne, og saa tordner det, og saa lyner det! og al den Gu's Velsignelse paa Marken bli'er manne Gange ikke mer end som li'e kontant til a' køre paa Mødningen. - - Næ-i, sluttede han og tog fat paa Cigaren igen - saaden rent upaaklaveli' er sgu'nte hans Styrelse! - - Men vi er jo kun Mennesker, tilføjede han udglattende - og vi er junde sat til a' regelere hans Veje!

- Nej, sagde jeg - lad os bare aldrig glemme det!

- Nej vel saa, vel saa! indrømmede han. - Men det letter nu li'egodt a' faa sagt et frit Ord imellemstunder! -

- Og se nu til Else Tamburs! vedblev han haardnakket.

- Hva ku' hun for, a' Kammerjunkeren deroppe ha'de den slemme Sy'e? Var 'et nu li'godt ikke meget hedder for hinne, om hun døde?

- Man véd aldrig, hvad der kan være Vorherres Mening med hende, Per!

- Nej vel saa, vel saa! sagde han igen. - Men jeg mener nu, a' naar Else er fra Forstanden, saa ka' det rniksendils være det samme, hva' han mener, for hun ka' sgu datte ha' no'en Glæde a' 'et!

Judas havde rejst sig og stod foran Per med Hovedet kælent paa hans Knæ.

- Den Hund holder vist meget af Dig, Per? sagde jeg.

- Ja, sagde Per og strøg Dyret kærtegnende hen over Øret - han og jeg, vi holder sammen i Liv og Død, som di si'er. - - Tror Du ka'ske ossensaa a' det bli'er Regnvejr, Grimpomenus? spurgte han og løftede Hundens Hovede op, saa de saa' hinanden ind i Øjnene.

118

- Vov! sagde Judas.

- Fa'en heller! sagde Per, - Ka' Du ikke se, a' Skyerne er væk? din Iskariott! Og han løftede Dyrets Hovede endnu højere.

- Vov! sagde Judas igen og knurrede kælent.

- Ja-a-a, jeg véd det nok! sagde Per. - Men Du kommer pænt tilhaves om en lille hal' Time, forstaar Du.

Hunden gjorde nogle overstrømmende Dansepas og smuttede derpaa hurtig ud mellem Vognstængerne og sprang over Grøften ind i Skoven.

- Hva' nu? spurgte jeg overrasket.

- Aa, han plejer jo gærne van a' faa Lov til a' redressere sig lidt, naar Faarene har lagt sig, forklarede Per. - Fa'en maa elle's vide, hvo.' han bestiller derinde? tilføjede han - for han kommer immerhen saa maltrakteret ud igen. Ka'ske det er Skovløberens Bella, sagde han og missede.

- Hør, Per, bad jeg - vil Du gøre mig en Tjeneste og en Fornøjelse?

- Jeg staar immerhen til Kandedatens Raadi'he'! sagde Per og tog til Huen som et Telegrafbud.

- Syng en lille Sang, hva'?

- Nej, sagde han pludselig alvorlig. - Det er Humøret sgunne til, Kandedat!

- Aa hvad? Den lille, Du véd nok?

- Jeg ka' sgunne - -

- Den er saa morsom! trængte jeg paa.

- Jeg ka' sgunne! sagde han igen. - Og saa husker jeg heller ikke mer end som di ni Vers.

- Det gør ingenting! sagde jeg. - Lad os bare faa dem! Saa tænder vi en frisk Cigar bagefter.

- Ja ma' ka' junde nægte det, smilede han og viste den ensomme - for Kandedaten har immer ha't saaden no'et vist ved sig!

- Det er den med "Snehvide", hjalp jeg.

- Javel! sagde han og rømmede sig. - Men jeg ka' bogstaveli' ikke huske mer end som di ni fø'ste Vers!

- Det gør ingenting! sagde jeg. Og Per satte sig i Stilling og sang:

119

Jeg gik ud i den ravnsorte Nat!
- ja I véd vel nok Besked? -
Jeg gik ud i den ravnsorte Nat!
Natten hun var hae-æ-sli',
sneddevide, væltevide, jukkel, jukkel, jukkel!
der var aldri' en Stjærne a' se - med en Pukkel.

- Hæ! sagde jeg.

- Kæ! sagde Per og fortsatte:

Jeg gik hen til min Kærrestes Dør!
- ja I véd vel nok Besked? - -
Jeg gik hen til min Kærrestes Dør!
Døren hun var lo-o-set.
sneddehvide, væltevide, jukkel, jukkel, jukkel!
der var aldrig en Smeddesvend a' se - med en Pukkel.

Jeg krøv op - - - begyndte han paa det tredje Vers, men standsede i det samme med Munden vidt aaben.

- Hvad er der? spurgte jeg.

Pers Ansigt var pludselig kommet til at se meget ældre ud, og Rynkerne om hans Øjne syntes dobbelt dybe.

- Hvad er der, Per? spurgte jeg igen.

- Jeg faar nok holde op, sagde han med en stille ulykkelig Stemme. - Og saa faar Kandedaten gaa, For dér kommer én ovre, som ska' tale med mig.

Jeg saa' over mod Landevejen, og saa' en lang duknakket Fyr komme slentrende i en Kreds udenom Faarene.

- Hvem er det? spurgte jeg.

- Kandedaten faar gaa! gentog Per. - For hva' han dér og jeg har a' snakke om, det ska' Tredjemand nødi' overvære!

Jeg rejste mig fra Vognstangen.

- Vil Du ikke ha' den Cigar, jeg lovede Dig? spurgte jeg.

- Nej Tak, sagde han og rystede paa Hovedet. - Der bli'er nok ikke mer Røg a' i Avten.

- Jeg gaar ad Skovvejen, sagde jeg.

- Ja gør Kandedaten bare det, sagde Per. - Og sku' Di møde Judas, saa bed ham komme her tilhaves, for det er dog saa ærli't a' ha' en, ma' ka' stole paa, ved sin Sidde.

120

Saa sprang jeg over Grøften ind i Skoven. - Hva' Satan i hede Helvede vil Du her nu igen? hørte jeg Per raabe sin Gæst i Møde.

III

Det var lummert, og Tordenen murrede langt borte i Horisonten mod Vest.

Jeg stod nede ved Fjorden med min Kikkert og saa' ud paa Dampskibet, der for e: Par Dage siden var løbet fast paa Grunden ude ved Dyrholms Hale.

Der var allerede slæbt en Muddermaskine derud. Og man hørte enkelte Raab fra Mandskabet lyde helt ind paa Land.

Paa en Sten henne bag Lerskrænten sad en Person og klædte sig paa. Jeg havde set ham gaa ud i Vandet til Knæene, lægge sig og plaske et Par Minutter og saa gaa op igen.

Nu sad han med Ryggen mod mig og trak Benklæderne paa. Jeg satte Kikkerten for Øjnene. Han bøjede sig frem over sine Fødder og tørrede dem af med en Haandfuld Tang. Jeg syntes, jeg skulde kende ham. Saa vendte han Ansigtet om imod mig. Det var Faareper. Og Judas saa' jeg nu ogsaa. Han sad som en Støtte oppe paa Skrænten og stirrede ind over Marken.

Jeg gik ned mpd ham.

Per trak Strømperne paa og Vesten og Frakken, og stod i fuld dress, da jeg naaede derned.

- Men Per, sagde jeg - var det Dig, der var i Vandet?

- Ja-a, sagde han - jeg er sgu osse færV og fortrydde det! Men én Gang om Aaret sku' ma' dov gærne skylles!

- Jamen Du maatte vist heller ha' ventet til en Solskinsdag, Per.

- Naa-aa, Varmen ka' ma' sgu dov elle's ikke klave paa i Dav! sagde han og rystede af Kulde.

- Hvad tror Du, det bli'er til? spurgte jeg. - Faar vi Torden?

- Næ-i, sagde han og kiggede over mod Vest - Stranden holder hinne sgu nok! Hvis danne hun kniver om i 121 Nord og stikker op mod Vinden! - - Og saa bli'er hun slem! lagde han til. - Med Forlov? spurgte han saa - hva' er det for et Apperat, Kandedaten har dér paa Maven?

- Det er en Kikkert.

- Naa-aa - - er han til a' se i?

- Har Per aldrig kigget i saadan en?

- Aldri' i min Tid!

- Se nu ud paa Dampskibet, sagde jeg og rakte ham Kikkerten. - Nej, det er de smaa Glas, Du skal sætte for Øjnene!

Per kiggede.

- Gudd-fa-der bevares! sagde han andagtfuld. - Næj nu har jeg da aldri'! - - Hun ligger jo li'e for Snudden a' mig! - - Og Moormaskinen! vedblev han. - Jeg ka' li'efrem se Spandene snurre! - - Sku' je'tte ku' hitte Hans Peter Klemmesen? udbrød han pludselig. - - Næj det er dov det værste, jeg har vaarren med til i mine Dave! endte han og rakte Kikkerten hen mod mig.

- Se nu engang i de store Glas, Per, sagde jeg. - Se ud paa Dampskibet igen!

- Næj er de'nte grusomt! sagde Per forfærdet og rev Kikkerten fra Øjnene. - Næ-i det vil jeg sgunne vaarre med til! sagde han og leverede Kikkerten tilbage.

- Jamen Du saa' jp ingenting, Per!

- Jeg vil sgunne! sagde han. - Det er junde Menneskeværk!

- Jamen Per -

- Næ-i! - - Fø-i for Satan! Det er sgu akkerat, li'som naar Maren rider én! Sommetiddens er hun saa nær, a' én ka grive hinne med Fingrene, og sommetiddens er hun ikke andet uden end som en lille Prik manne Mile borte! - - Næ-i Tak sæi!

- Jamen Per dog, det er - -

- Næ-i Tak sæi!

Jeg puttede Kikkerten i Futteralet, og vi stod en Stund og betragtede hinanden med Mistro.

- Jeg fryser sgu! sagde Per saa og trampede rundt. - Vil Kandedaten sla et lille Sving med op over Marken!

- Ja, sagde jeg.

122

Og vi gik op gennem Hulvejen, op paa Skrænten, hvor Judas sad og passede paa Faarene.

- Anders Rødkilde maatte da til 'et, begyndte Per.

- Ja-a - -

- Fa'en véd, naar én sæl ska' smække Histaarien sammen! vedblev han.

- Naa-aa, det er der længe til endnu, Per!

- Ja-a, si' kun det! - - Men det har da elle's vaarren skra-a-lt nok paa det sidste! - - Maven er gal og Ryggen - - helt ner i Laarene.

- Saa skulde Du ogsaa ha' lad't være med den Gaaen i Vandet.

- Ja-a, ka'ske! Men Benene ka' jo elle's nok trænge til 'ét om Sommeren, di hovner. - - Og ham, jeg deler Seng med, han har alti' saa travlt med a' holde sig for Næsen.

- Ligger Du da ikke herude i Vognen?

- Jo-o, men sommetiddens naar det spaar til Regn, saa driver jeg jo alli'evel hjem etter med Faarene. - - Det er sgu aa koldt nok herude om Natten! vedblev han og skudrede sig. - Jeg har jo ikke andet uden end som den Smule Halm og saa et Hestedækken. - - Kandedaten sku' vel ikke ha' en Stump Segar paa sig?

- Jo, sagde jeg - det har jeg altid.

- Ja, Livets Glæder, di er snart regnet ud! sagde han og sukkede.

- Hvad er der i Vejen med Humøret i Dag, Per?

- Jeg véd det ikke, Kandedat! sagde han og tog sig til Ryggen. - Men det er sgu skidt, er det hele saadan indvendi'I - - Og vi er junde kabable til og vaarre Herre over di sjæleli'e Bevejelser, som di hedder. Og knurre maa vi jo heller ikke - saa det ka' jo til Tidder vaarre li'e stramt nok.

- Er det Sønnen? spurgte jeg.

- Næ-i, det er 'et da elle's ikke, for han har jo faaet en Plads herude hos Kø'mand Skibsted. - - Jeg synes sgu, hun begynder og drippe! udbrød han og saa' op mod Skyerne.

- Ja, der har vi skam Bygen! sagde jeg og pegede ud mod Nord.

123

- Sa'e jeg ikke, a' hun sku' nok vide og knive op a' den Vej! - - Ju-das! herom! raabte han. - Faarene ska' hen i Læ a' Skrænten, forklarede han mig og traadte et Par Skridt frem paa Marken, for at Hunden kunde se ham, medens han kommanderede.

Judas for afsted. Det lynede stærkt, og Tordenen lød meget nærmere end før.

- Jeg ka' saa daa'li' tolle Tordenvejr i min Ryg! sagde Per.

- Tror Du, jeg kan naa at komme hjem, inden det begynder? spurgte jeg.

- Det tror jeg sgunne, sagde Per og kiggede hen mod Uvejret. - Ka' ikke Kandedaten se paa Poplerne derhenne, vedblev han, - a' nu kommer Blæsten osse, og saa gaar 'et sgu villi't nok. - - Ju-da-a-s! brølede han saa gennem den hule Haand - nu render di jo a' Helvede til! - - Kandedaten faar kry ve ind i Vognen! sagde han hurtigt og løb hen og tog sin Regnfrakke paa.

- Jamen, er der Plads til to?

- Ja-a! raabte han. - Men drej hinne fø'st, saa Døren kommer fra Vinden!

Per skyndte sig ned mod Faarene, medens jeg løb hen og fik drejet Vognen.

Det første Vindstød for allerede susende hen over Marken, og Træer og Buske nejede sig. Uvejret kom hurtigt nærmere og nærmere. Tordenskyen, som først havde været graa-blaa, antog lidt efter lidt en røg-gul Farve. Og lange tynde Udløbere fra Skyens øverste Kanter forlængede sig og trak sig sammen som Fødderne paa en Edderkop. Et Par Hundrede Alen borte styrtede Regnen ned og gled tæt som en Mur frem over Græsset. Det lynede fra flere Steder paa én Gang, og Tordenskraldene løb over i hinanden og fortsatte hinanden, saa det lød som en ustandselig kogende Buldren. Jeg hørte Pers Raab og Hundens Gøen. Men et Øjeblik efter hamrede Regnen ned mod Vognen og strømmede plaskende henad Jorden.

Jeg sad paa Hug inde i Vogterhuset med Ryggen mod Bagklædningen og saa' ud gennem den aabne Dør. Enkelte Regndraaber trængte ind mellem Sammenføjningerne oppe 124 i Bræddetaget og faldt raslende ned i Halmen. Jeg lyttede efter Per og Judas, men hørte kun Tordenens Rumlen og Vandets Rislen. Den lille Strimmel blaa Luft, som hidtil havde været synlig nede i Horisonten mod Syd, var dækket. Hele Himlen maatte være overtrukket nu. Den Del af den, jeg kunde se gennem Døraabningen, havde samme skidengule Farve som Røgen fra en brændende Halmstak.

Pludselig viste Per sig ude paa Marken foran Døren. Han gik langsomt og Vandet drev ned ad hans Kappe. Han havde slaaet Regnhætten op over Hovedet, og hans Ansigt var blegt og lille.

- Skynd Dig dog lidt, Per! raabte jeg ud til ham. Men han gik lige langsomt.

- Ma' maa aldrF løve i Tordenvejr! sagde han højtideligt, da han kom hen til Vognen. - Og saa er det ossensaa min Ryg! sagde han - og min Mave!

Han tog Regnkappen af og hængte den fra sig og krøb ind gennem Døren.

Det lynede. Det saa' ud som en Ildsøjle, der for ned i Jorden et halvthundrede Skridt borte. Og det efterfulgtes i samme Nu af et raslende og bragende Tordenskrald, der fik Vogterhuset til at dirre.

Per sad med Benene trukket tæt op under Hagen. Hænderne havde han foldet omkring Knæene, og han sad og rokkede frem og tilbage med Overkroppen.

- Det slog ner! mumlede han.

- Ja det er frygteligt Vejr, sagde jeg. Per svarede ikke.

- Hvordan gik det med Faarene? spurgte jeg. Men han sagde ingenting. Kun syntes jeg, der lød en sagte Klynken.

- Per! sagde jeg. Intet Svar.

- Er Du bange? spurgte jeg saa.

- Ja, hviskede han og drejede Hovedet om mod mig. Og hans Ansigt havde samme Farve som Luften udenfor.

Der kom et nyt Lyn og et nyt Tordenbrag. Og Regnen huggede ned i Græsmarken og sprøjtede højt op fra Jorden igen.

125

- Hvad er Du bange for?

- Jeg véd det ikke, Kandedat, sagde han, og det lød, sam han græd. - Aa Gud, Fa-der, Jesus! klynkede han.

- Nu er det vist snart forbi, sagde jeg.

Men Per tav. Saa holdt ogsaa jeg op med at tale. Per havde lukket Øjnene for ikke at se Lysskæret. Men hvergang det tordnede, hørte jeg hans Klynken.

Pludselig sagtnede Regnen. Lynene kom sjældnere og svagere, og Blæsten havde næsten ganske lagt sig.

- Saa Per, nu er det værste overstaaet! sagde jeg og rettede Benene.

Per løftede Hovedet og tittede ud gennem Døraabningen.

- Kandedaten maa'nte grine a' mig! bad han og saa' forknyt hen paa mig. - Men jeg ka' spilleme ikke gøre for 'et!

- Hvad er Du egentlig bange for? spurgte jeg.

- Jeg véd 'et ikke, jeg véd 'et sgunde! sagde han. - Men det er nu akkerat li'som a' al' det, hva' der saaden er indvendi' i mig, a' det bli'er trykket og mast rent til ingen Verdens Ting - - og det stemmer mig for Brystet - - og jeg ka'nte faa Vejret! - - Og saa er 'et ossensaa saa løjerli't, vedblev han - for alle di bedrøveli'e Histaarier, jeg saaden har hørt eller læst i Bivelshistaarien eller i Avisen, di staar saa grangiveli' for mine Øjne, sæl om di ossensaa er lukkede l - - Men det har da vist heller aldri' vaarren saa undt et Vejr som i Dav! sluttede han.

- Nu kan vi godt gaa ud! sagde jeg. Per tog de vaade Halmviske ud af sine Træsko og lagde to nye ind. Og saa krøb vi ud af Vognen.

- Ja nu er det sgu fint! smilede han og saa' op i Luften, hvor Skyerne havde fordelt sig, og Solen begyndte at bryde frem.

- Jeg frys' sgu! sagde han lidt efter og baskede sig med Armene. - - Men jeg maa nok hen og se til Uldpelsene derhenne! vedblev han. - Vi faar vel drive hjemad og se og komme i Seng! - - Fa'en til Ryg én er bleven staferet ud med! sagde han saa og ømmede sig. - Fa Vel Kandedat.

- Farvel Per!

126

- Saten til Essestens! mumlede han og gabede utidigt og strakte sig, saa at han maatte gaa de første Par Skridt fremad helt op paa Tæerne.

IV

Det var blevet rent snavs med Pers Mave siden den Morgenstund, han havde været i Vandet.

Men han vilde ikke give sig over, han blev ude hos sine Faar. Og derude listede han omkring ved en Stok. Eller han sad paa en Grøftekant og brummede og skældte, eller laa inde i Vogterhuset i Halmen og døsede. Og til Tider maatte Judas besørge hele Arbejdet.

Saa en Morgen kom Forvalteren op paa Kontoret og mældte, at Per var daanet, da han skulde staa ud af Sengen. Og at man havde maattet sende to Drenge afsted med Faarene, da det havde været aldeles umuligt at faa Judas lokket ud af Karlekammeret.

Der gik Vogn efter Doktoren, og han beordrede straks Per flyttet over i Gavlværelset ud mod Stakhaven, hvor der var mere Ro.

Og her laa han nu med en rødstribet Nathue trukket ned over Ørene, stiv og stille med lange Skægstubbe paa Kinder og Hage og stirrede træt og sløvt ud i Luften. Af og til, naar Smærterne i Maven blev altfor slemme, slog han sin ene Haand ned i Dynen og bandede.

Jeg havde flere Gange været ovre at se til ham. Han var ikke andet end Skind og Ben, og hans Mave var svulmet op.

Judas sad paa sin Hale foran Sengen og savlede og saa' bekymret ud. Naar Per vendte sig utaalmodig og stønnende, rejste Hunden sig stille og gik hen og slikkede hans Haand. Men den gamle trak da gærne Fingrene til sig og mumlede arrigt:

- Fø-i, dit Svin!

Laa Per med lukkede Øjne og syntes at sove, lagde Judas sig ned paa Gulvet. Men rørte den gamle sig, sad Hunden øjeblikkelig paa Halen igen og saa' spørgende paa ham. Og 127 naar Per da ikke straks sendte den et mildt Blik, løftede Dyret sin højre Pote og daskede den bebrejdende et Par Gange ned i Lagenet foran ham. Saa smilede Per.

- Ja-a, mumlede han anstrængt - der sitter Du - - og her ligger jeg! - Hva' Fa'en mon Meningen er med det, min Dreng?

- Vov! sagde Judas logrende og lagde Hovedet paa Sengefjælen.

- Javel, sagde Per. - Du snakker, som Du har Forstand til! - - Men Livets Timer rinder, lille Judas - - ork ja, ja, ja! Livets Timer rin-der! - - Og Faarene? spurgte han og løftede Hundens Hoved i Vejret - hvodden har Faarene det, tror Du?

- Vov! sagde Judas og vimsede hen mod Døren.

- Næi, næi, næi! sagde den gamle træt og lukkede Øjnene. - Den Vej gaar jeg vist aldrF mere, lille Grimpomenus!

En Dag efter et Besøg derovre bragte Doktoren mig den Besked, at Per havde spurgt efter mig.

Samme Dag henimod Aften gik jeg over til ham.

Han laa med lukkede Øjne. Munden stod aaben, og man saa' hans gule Fortand. Kinderne var dybt indsunkne. Og de graa Skægstubbe gjorde, at Ansigtet saa' ud, som om det var snavset.

Judas løftede Hovedet og knurrede, da jeg traadte ind.

- Hvorfor kom Kandedaten ikke i Formiddags? spurgte Per og saa' bebrejdende paa mig.

- Jeg ha'de fremmede, sagde jeg.

- Og hvem var saa det? med Forlov!

- Det var Damerne fra Fredsholm, Per - - Jeg skulde hilse Dig fra dem.

- Jeg bry'r mig Fa'en om Damerne fra Fre'sholm! mumlede den gamle.

- Du har da altid haft et godt Øje til Frøken Alvilda!

- Miksendils! smilede Per mat. - Aa Gu', aa Jesus! stønnede han i det samme, og hans Ansigt fortrak sig.

- Gør det ondt, Per? spurgte jeg og bøjede mig over ham.

128

- Ja-a Kandedat, hviskede han og knugede min Haand

- det lakker mod Ti-dens Ende, gør det!

- Vist ikke! trøstede jeg. - Doktoren sagde i Formiddags, at det var bedre med Dig.

- Doktoren! sagde Per foragteligt. - Hva' Saten forstaar han sig paa det! - - Men jeg ka' ikke faa i mit Ho'ede, vedblev han - a' en Menneske har nø'ig a' lidde saa meget! - - Vi ska' jo dø, det véd vi nok. - Men hvorfor ska' det alti' vaarre gjennem Pinsel og Nød og Ubehaveli'heder a' enhver Slavs?

- Ja-a, sagde jeg - saadan er det jo nu en Gang indrettet, Per. - - Men det skal Du ikke ligge og spekulere paa!

- Jo, sagde han, og hans Stemme lød hult og fjærnt, som om han talte paa Bunden af en Tønde - jeg spekelerer immer! - - Og sær om Natten, naar jeg ikke faar Søvn i mine Øjne for Værk baade det ene og det andet Sted. - - Og saa hører jeg Musene arbedde deroppe paa Loftet med Halmen, - - og Vejrhanen skri'er imellemstunder saa fælt paa Taarnet. - - Og jeg ligger bare og venter, a' det ska' bli'e Maaren igen. - - Kandedat, sagde han pludselig, og hans Øjne blev store og fulde af Angest

- si' mig én Ting, Kandedat, fuldt og bestemt! - - Mener Di, a' Gu' Fa-der, Søn og hel-li-ge Aanden, som vi læste om, da vi gik i Skole, - - mener Di, a' han ossensaa kender mig personli'?

- Det gør han nok, Per, sagde jeg og nikkede beroligende. - Men - -

- Jo for der er jo saa manne, manne Mennesker, vedblev den gamle - baade her i Danmark og i Evropa og i di andre Verdensdele derovre i Amerika, hvor Hans Kresjan har vaarren, og hvor der er baade Tyskere og Frans'mænd og Svenskere og sorte. - - Og jeg ka' ikke ret granske ud, hvodden han dov ka' vaarre Mand for at holde Orden og Re'eli'he' paa vos allesammen - -

Per lukkede træt Øjnene i og syntes ikke at vente noget Svar. Saa spurgte han med ét:

- Hvem er monstro ude med Faarene i Dav?

- De er slet ikke ude, sagde jeg. - Det regner.

129

- Naa saa det regner - -

Lidt efter begyndte han at le. Og jeg kunde se hans Mave bevæge sig under Dynen.

- Hvad ler Du af, Per? spurgte jeg.

- Kæ! sagde den gamle med et lystent Smil - kæ, næ!

- - Ka' Kandedaten huske hinne den tykke Dame ude ved Fu'leskydningen? - - Jeg vilde sgu godt ha' spenderet 25 Øre for at faa Lov til a' ta' fat paa hinne - - hæ, næ! det var Ky' var 'et!

Per skuttede sig vellystigt i Sengen. Men paa én Gang stirrede han stift hen paa den hvidkalkede Væg, hvor Skyggen af en Gren vuggede sig op og ned.

- Se, sagde han og smilede bredt - se, hvor di ka'

Og han gjorde en Bevægelse, som om han vilde ud paa Gulvet. Men jeg greb fat i ham og holdt ham tilbage.

- Ja-a, klynkede han - ja-a, jeg véd godt, a' jeg har vaarren gal etter Kvindfolk i min Tid. - - Men hva' Saten kommer det Jer ved? - - Har jeg ka'ske ta'et no'et fra Jer? - - Der er sgu Fruentimmer nok i Verden til a' forlyste sig med!

- Per! sagde jeg og lagde min Haand paa hans Skulder. Han trak hurtig Armen til sig og pressede Øjenlaagene tæt i. Saa aabnede han dem igen og saa' paa mig.

- Naa det er Kandedaten? sagde han rolig. - Ja det er rent skidt med mig i Dav. - - Og Maven er bulnet ud,

- - og Benene er hovne helt op til Knæerne, - og Ho'edet og Tanken er sommetidder li'som forvildrede paa mig. -

- - Judas, er Du dér, gamle Dreng? pludrede han paa én Gang løs igen - er Du dér? - - Naa saa Du vil ikke ud med Faarene? - - Jaja, din Iskariott, det gjør jo heller ingen Verdens Ting, for nu ska' vi snart om i Kongstedkrogen, ska' vi - - og saa ska' Du nok faa Lov a' komme ind til Skovløberens Bella, - - hva'? gamle Dreng! hva'? Grimpomenus! kæ, hæ! sagde han og stak til Hunden med Pegefingeren. - Staar han ikke allerede der og savler, det Svin! udbrød han pludselig. - Fø-i, væk! bort med sig! sagde han og slog Judas midt i Ansigtet, saa den hylede og trak sig hen i en Krog.

130

- Det er Synd, Per!

- Det er li'emeget! mumlede han - for den, der ska' stille sig frem for Gu's Trone, hans Omgang ska' vaarre ren paa det sidste! - - Jeg véd godt, a' jeg har ikke vaarren den Mand, jeg kunde! vedblev han klynkende. - Som naà- renstid jeg essempelvis ha'de sat i en hedder og ri'eli'ere Indkomst, - - saa ha'de jeg jo ossensaa kunnet ta' mig li'som lidt mer a' Børnene. - - Men jeg har jo aldri' ha't andet Hjem at bydde dem end som Vognen derude paa Marken! - - Og jeg haaber da ossensaa til Vorherre, sluttede han, medens Taarerne trillede ham ned ad Kinderne - a' han og di andre deroppe vil holde mig det tilgo'e, naar vi træffes.

- Børnene er jo store Folk nu! sagde jeg. - Og de har det jo godt!

- Ja-a, sukkede han - men mig bry'er di sig a'li'evel Fa'en om!

- Det maa Du ikke sige, Per!

- Jo, Kandedat, det si'er jeg - - For her igaar skikkede jeg Bud med Kusken til Hans Kresjan. - - Men han lod s'men li'frem svare, a' jeg ku' leve og dø, som jeg vilde, for han var li'e gla', sa'e han. - Og det er dov saa fælt for en Fa-der og høre!

- Ja-a, sagde jeg, men Du har jo heller ikke haft meget med dine Børn at skaffe - -

- Jeg har sgu da betalt, véd jeg! mumlede den gamle stødt. - Og Smaaskillinger har jeg da ossensaa stukken til dem hist og her.

- Det har Du! sagde jeg. - Og Du skal ogsaa se, at Hans Kristian kommer nok herud og kigger til Dig.

Judas havde igen nærmet sig og stod foran Sengen og logrede.

- Er Du der? sagde Per kælent og strakte Haanden ud mod den. - Kom saa da, gamle Dreng! Judas lagde begge Forbenene op paa Dynen.

- Ja, ja, ja! snakkede Per. - Kom kun min Tøs, her er Plads nok til to!

Og han trak i Hunden for at faa den op i Sengen hos sig.

131

- Nej, Per, sagde jeg - lad være! Husk Doktoren sa'e, at Du skulde ligge ganske stille.

- Jeg dur sgu heller ikke til 'et! mumlede han og faldt tungt tilbage paa Puden.

Han stirrede igen hen paa Væggen. Saa vendte han sig om mod mig.

- Kandedat, hviskede han. - Nu er Solen nere, og saa ska' Faarene hjem! - - Og di Par Klæ'er, jeg har, ska' tilfalde Indsidder Lars Povlsens Enke. - - Men sku' Hans Kresjan komme, saa er 'et vel bedst, a' han faar mine strivede B'ukser - -

Nu laa han lidt og mumlede noget, jeg ikke kunde forstaa. Saa løftede han den ene Finger i Vejret og sagde hemmelighedsfuldt:

- Der bo'r en Djævel i hver gu'skabte Fruentimmer! - - Mandfolk vil di ha'! Mandfolk vil di ha'! gentog han hurtigt. - Og di kryver og di kravler etter vos. - - Og di rør' ved vorre Fingre, og di rør ved vorre Ben. - - Og saa si'er di, a' det er vos, der ledder dem ud paa di galne Veje! - - Løgnepak, Løgnepak! skreg han og rejste sig rask overende i Sengen. - Løg-ne-pak! gentog han klagende og faldt i det samme baglæns om, mens Blodet løb ham ud af Munden.

Jeg skyndte mig over i Mejeriet og fik fat i et Par af Pigerne. Og en Vogn blev øjeblikkelig sendt afsted efter Doktoren.

Saa gik jeg tilbage til Kammeret igen og satte mig paa en Stol henne ved Vinduet. Jeg vilde se den gamle dø.

Men der skete intet. Han laa rolig i samme Stilling med Hovedet bøjet lidt bag over og Munden aaben.

Han talte ikke mere og rørte sig ikke mere. Først henad Morgenstunden mellem 3 og 4 døde han.

Og Judas sad paa sin Hale foran Sengen ubevægelig som en Støtte.

132

NU GAAR HUN GODT IGEN

Jeg gik miig ud paa blanken Sø -
for en Bissenbassen, Bissenbassen bum faldera!
dér mødte miig en lille Mø -
for en Bissenbassen, Bissenbassen bum!
Rov asta bov,
Rov asta bov,
Rov asta fiffen ja, fiffen, Rov,
Rov asta bov for et Jav, Jav Jav!

Der lød en klukkende Gammelmandslatter, og én raabte:

- Nu gaar hun godt igen, Hr. Johannes!

Jeg løftede Hovedet.

Det var Rasmus Skovfoged, der stod henne i Lysningen mellem Granerne og Bøgene og stillede Brændsel op i Favnemaal til Skovauktionen.

- Nu gaar hun godt igen! raabte han ned mod mig og svingede med Huen.

Jeg kom gaaende i en af de smalle Kørebaner, der var hugget ud gennem Granerne fra den ene Ende af Skoven til den anden. Det var ved Mellemmadstid, Klokken 9-10 om Formiddagen, Dagen før jeg skulde rejse fra Frørup.

- Jeg synes minsandten Du staar og ler af mig, Rasmus? sagde jeg, da jeg kom hen til ham.

- Ja, det er en fæl Gave, jeg har faaet! sagde han. - Naar der er no'et, der ska' grines a', saa ka' jeg for aldri' det la' være! - - Og Johannes gik nu og spankelerte dernere i Udhugget og sparkede med Benene og nikkede med Ho'edet li'som Anders Karisens Vædder, da han ha'de Drejesy'en!

- Jeg gik og tænkte, sagde jeg.

133

- Hva' Fa'en ka' Johannes ha' og tænke paa? Han har jo sit go'e Udkomme og Føden og Klæ'erne!

- Ja-a, sagde jeg - hvad det angaar -

- Haa, haa-aa! lo Rasmus og stak en Pegefinger op i Luften. - Naa saaden! - - Det ka' jeg sgu en Vise om! sagde han og begyndte at synge:

Jeg gi-ver Diig en Silkesærk
med guldbroderet Mellemværk,
for hvis jeg hos Diig sove maa,
for hvis jeg hos Diig sove maa?

- Aa ja, smilede jeg - det kan jo nok være - -

- Jamen det værste er sgu, vedblev Rasmus - a' Pi'ebarnet svarer:

O nej, o nej jeg ikke vil,
Du maa fø'st ligge lidt mere til,
før Du hos miig sove maa,
ja før Du hos miig sove maa!

- Men saa si'er han:

Jeg gi-ver Diig mit hele Liv
fra nu a' og til e vi' Tid,
for hvis jeg hos Diig sove maa,
for hvis jeg hos Diig sove maa?

- Og saa gi'er hun sig begriveli'vis, for Fruentimmerne er jo dumme. - - Husk paa det bitte Johannes!

- Jeg skal huske det, sagde jeg.

- Ja det var en skønne Tid! smilede Rasmus - med sin Plaser og Dans, og hva' der føller etter! sagde han og satte sig paa et Favnestykke.

- Naa-aa, Du kan da ikke klage paa Humøret! sagde jeg.

- Næ-i! sagde han. - Men det er en Gave! Det ka' ma' sgu'nte saaden sæl gøre for. - - Vi ser jo manne Mennesker, der sitter i meget bedder Kaar end som jeg, og saa gaar di dov immer rundt og gloer surt som det bare E'eke! - - Menn det maa vi 'nte laste dem for, for det er ossensaa en Gave.

134

- Skal Du spise Frokost nu? spurgte jeg, da han bøjede sig hen mod sin Frakke, der laa ovenpaa Brændet, og trak en Pakke frem, som var indsvøbt i et stort rødtærnet Lommetørklæde.

- Ja, sagde han - jeg ka' li'som fornemme paa mine indre Dele, a' hun maa vaarre saadan paa det nærmeste ni.

- Hun er skam halvti, sagde jeg og satte mig paa et andet Favnestykke, der stod paa Enden og brugtes som Huggeblok.

- Ja Tidden gaar, naar ma' hænger i! nikkede Rasmus.

- Ka'ske Johannes vil ha'e en Bid med? spurgte han, da han havde faaet rullet Maden ud af Klædet.

- Nej Tak, sagde jeg - jeg har spist.

Den gamle sad med et Stykke tørt Rugbrød i den ene Haand og en fed Flæskestump i den anden. Han bed skiftevis af begge Dele og tyggede med en masende Lyd.

Jeg tændte mig en Cigaret.

- Fa'en sku' ry'e Papir, naar der gi's Tobak! mumlede Rasmus.

Han sad og spiste og nynnede samtidigt. Lidt efter lidt lød dog Ordene tydeligt:

Vil I høre, ska' det ly-de - - (Sang han)
hva' den go-de Herr miig gav
den fø'ste Juledav?

Her tog han en Bid af Flæsket og fortsatte:

To Pund Ko-ren paa min Lo,
tre Fiske i min Flo'
to Munke vare skalle-de,
tre Præster vare kalle-de -
Vil I høre, ska' det ly-de,
hva' den go-de Herr miig gav
den fø'ste Juledav?

- En Slurk, hva? spurgte han saa og trak en Sodavandsflaske op af Bukselommen.

- Nej Tak, sagde jeg. - Fangede Du nogle Aal i Aftes? Rasmus rensede først omhyggelig Gummerne med Tungespidsen, derpaa satte han Flasken for Munden og drak.

- A-a-a! sagde han saa. - Næ-i, jeg er for gammel 135 til og ta' ud om Aftenen. - - Men i Sønda-vs stangede jeg godt ti Snese.

- Jeg saa' da en tre-fire Blus derude, vedblev jeg.

- Ja-a, det var Mikkel Sørensen og Povl og Klavs og di andre! - - Næmen og jeg har sgu heller ikke Raad til og faa mig en Bluslygte, for det er da alti' en fem-seks Kroner. - - Næ-æ, men i Søndavs da var 'et sgu heldi'e Omstændi'hedder, for det var baade stille Vejr, og Solen hun skinnede! Og saa gaar Aalen jo paa Skred. Vi ku' drive li'saa ny'eli' hen over hinne, mens hun laa og solede sig paa di bare Sandpletter Og saa var vi jo gesvindi'e med Jærnene, for fornemmer hun det ringeste, saa ind i Tangen!

- - Men det er jo sjældent, a' Vejret saaden falder sammen, sluttede han. - I Fjor ha'de vi sgu ikke en eneste kontant Skreddav.

Nu havde han faaet sig et Stykke Ostemad frem og en Ølflaske.

- Du har da før stanget ved Blus, véd jeg.

- Ja vel saa! men det var i tidli'ere Tidder paa den gamle Maade. - - Og se da ha'de jeg jo ossensaa Børnene hjemme! og saa passede den ene Risten, og den anden stagede, og jeg stod med Jærnet. - - Men det er Fa'en til Arbejde saaden og staa og lægge Spaaner og Halm paa hele Tiden! Og Blusset brænder jo heller ikke li'eli', for sommetidder braser det klart nok op, og sommetidder vil det til at gaa ud, og saa maa Risten renses og - - Næi, det er sgu no'et Svineri, det! - - Og saa imellemstunder naar Tidden ble' lidt langtrukken, klukkede Rasmus pludselig med Munden fuld af Mad - saa begyndte jeg jo at synge - for hva' Saten? Men saa skældte Drengene sgu ud, for di var meget mere alvorli'e paa Fiskeriet end som jeg. - Men naar vi roede hjemetter, vedblev han

- og ha'de stanget no'en go'e Snese, saa bad di mig sgu li'egodt om a' synge - og der var sær én, som di dov aldri' ku' bli'e kjed a'!

- Hvad var det for en? spurgte jeg.

- Det var: Pi-gen paa Kerkegaar'en - -

- Lad os høre den, sagde jeg og trak min Lommebog frem og min Blyant.

136

Rasmus tog sig en Slurk af Sodavandsflasken og sang:

Midnatsklokken i Taarnet slaar,
dump ly-y-der Malmets Klan-g.
Na-tevægteren ene gaar
syn-ger en gu-delf Sang.

Rundtom sove di sø-de-lig,
Natten er kold og tyst.
En'nu skinner der hist og her
hos di sy-ge et Lys.

Hvo gaar vel saa sil-de hen
over den Kerkegaard?
Det er en Mø saa faur og fin
alt med sine udslavne Haar!

- Ja nu ka' je' 'nne mere! sagde Rasmus.

- Det var kedeligt!

- Jeg synes sgu, Johannes noterer op? lo han.

- Ja den var saa køn, sagde jeg.

- Det sa'e mine Drenge osse, vedblev han. - Det er sgu ossensaa kreperlf, a' jeg har forglemt di andre Vers, sagde han saa. - Men naar ma' bli'er gammel, saa tror jeg, a' Ho'edet er ikke nær saa adræt som i Ungdommen!

- Naa-aa, sagde jeg.

- Jo-o, sagde Rasmus ivrig - det har jeg obselveret manne Gange! - - Se nu her forgangen Efteraar, saa kommer Jørren La'efo'ed til mig og viser mig en ny Økse

- - han snitter jo og hugger og er dygti'! Og saa si'er han til mig, a' saaden en sku' jeg køve mig, for den var krabat. Men jeg sa'e, a' jeg var meget te'fre's med den gamle. - Prøv den Rasmus! si'er saa han. Næ-i, si'er jeg, det er sgu ingen Nytte til! - - Men han faar da praktenseret Øksen i Haanden paa mig, a' jeg sku' prøve!

- - Og begriveli'vis var 'en bedder! for Konstruksjunen var en hel anden, og Skaftet faldt meget bekvemmere til Fingrene. - - Men hvorfor Fa'en ku' jeg nu ikke opdave det sæl? vedblev han. - Og hvorfor Saten vilde jeg ikke tro ham, naar han forsikrede det? - - Næ-æ, sluttede Rasmus og nikkede - sandt er 'et sgu, hva' der staar i Visen:

137

Udi i din Ungdoms Vaar
med raske Skridt Du gaar;
men naar Du gammel bli-ver,
paa Benene Du hi-ver,

- Og hvorfor sku' det ikke ossensaa vaarre Tilfældet med Ho'edet? - - Naa, jeg maa nu da si'e, tog han fat igen - a' jeg er ikke a' di værste! For naar vi kommer til Fu'leskydning eller Dyreskue eller den Slavs, saa holder jeg mig da ri'nok til di unge, for dér er da Liv, er der. -

- Og saa ka' ma' sgu lære no'et a' Ungdommen, vedblev han. - For det meste, vi fik i Skolen, det var Bibelhistaarie og Tæ'sk. Og det ka' jo vaarre meget godt naturli'- vis, det vil jeg ikke si'e no'et om, men lidt mer sku" der da gærne til.

- Jamen I gamle har dog set en Del, indskød jeg.

- Hva' Fa'en har vi set? sagde Rasmus. - Vi saver vort Brænde og stanger vaarre Aal! og saa tror vi guhjælpeme a' hele Verden ikke er fuld a' andet end som Stiksave og Aalejærn! - - Næ-æ, kom ikke her med det! For hvert eneste Aar, der pa'serer rundt, saa gør Jor'en sgu sine Fremskridt. Og hvodden sku' vi ku' vel følles med dem, naar Mikkenikken er mukken?

- Ja, Du læser jo dog din Avis, sagde jeg - og taler med andre.

- Ja jeg vil nu 'nte nævne mig, sagde Rasmus og slog Tolden i Ølflasken - for jeg er, naar jeg sæl ska' si'e det, bety'eli', hva' ma' kalder, oppe! - - Men di andre Gremenelker her i Sognet: Mikkel Sørensen og Poul Markensen og Klavs Dinnesen og di andre - - di gaar bare og tøgger derres Skraa og høpper deres Ka'tøfler. - - Naa, jeg er da heller ikke just saadanne fine Venner med no'en a' dem, tilføjede han. - Hvorfor Fa'en ka' d'itte ta'et med lidt Humør P

- Det er en Gave, sagde jeg.

- ]a, det er jeg den fø'ste til og vedgaa, nikkede Rasmus. - Men en Smule Forstand ku' di sgu allenfals vise!

- - Sær er 'et nu Mikkel Sørensen, der krepere mig! vedblev han - for det er li-e-meget, hva' jeg si'er, saa paastaar han paa det bestemteste, a' Slesvi' hører til Danmark!

138

- Næ det gør det ikke, sagde jeg.

- Næ-i, næ-i, det er jo klart nok! sagde Rasmus ivrig - for jeg var jo sæl med til a' tave hinne! - - Men om jeg ka' faa gjort ham det begriveli'! - Di har stjolen hinne fra vos, si'er han. - - Mikkel, har jeg sagt til ham, ikke én men di tyve Gange! - Mikkel, si'er jeg, naarenstid Du og jeg bli'er eni'e om a' slaas om din Hjulebør, si'er jeg, og a' den stærkeste a' vos ska' ha' hinne. Naar Du saa faar Tæskene, si'er jeg til ham, saa har jeg da dælengaleme Retti'hed til a' ta'e Børen - - naarenstid Du da'nte ka' rekommendere Dig med mig paa anden Maade, si'er jeg. For ha'de jeg faaet Tæ'skene, saa ha'de Du sku' ta'et Børen uden a' nysse! si'er jeg til Mikkel Sørensen.

- Og hvad siger saa Mikkel? spurgte jeg.

- Hø! gryntede Rasmus foragteligt. - Han sitter jo en Stund og glor, og saa slaar han i Bo'ret, saa Flaskerne rasler, og saa raaver han: Tyskerne har stjolen Slesvi', raaver han

- og dermed Finalts!

Rasmus rejste sig ophidset fra Favnestykket og stoppede Lommetørklædet med Madresterne i Frakkelommen.

- Det gamle Dinglerær! mumlede han.

- Ja Du var jo med i 64? begyndte jeg lidt efter.

- Det var jeg! sagde Rasmus og halede en lille Træpibe op af Vestelommen. Han stak den hen imod mig og smilede bredt. Og saa sang han:

Der er syv stive Mi-ile -
fe-dejungjungjung, fe-dejajaja!
der er syv stive Mi-ile
fra Rom til Fredriksstad -
Stad, filium Stad!

Han havde stoppet Piben og tændte den suttende, medens han fortsatte:

Dér hen vil vi nu i-ile -
fe-dejungjungjung, fe-dejajaja!
dér hen vil vi nu i-ile
for at faa Pi ven tændt -
tændt, filium brændt!

- Nu gaar hun godt igen! sagde han saa og satte sig.

- Ja der var sgu Humør i Langvejlen den Gang, begyndte 139 han. - Og vi ha'de tit manne Gemytli'hedder for, naar vi spiste. - - Menn elle's maa jeg dov for mit Ve'kommende si'e, a' jeg finder det nu lidt urimeli't a' Vorherre og fly saadan en ma'esløs Magt til Konger og Kejsere, a' di ka' li'efrem kommendere manne tusende Mennesker ud i Krig og Nød! - - Efter min Mening, sgu' vi andre dov aa gærne ha' et Ord med, for det er sgu da vos, det gaar ud over! - - Og der var s'men saa manne der rystede og bævede og bad for sig, men ut maatte di.

- Ja-a, sagde jeg.

- Jeg ka' sgu huske, a' der var en lille Herrekveperingshandler fra Korsør, klukkede Rasmus - ja vi grinte begriveli'vis a' ham, men Synd var 'et nu li'godt! - han puttede sig i Stakke og i Grøfter, og vi ku' aldri' hitte ham, naar vi sku' trække ud. - - Saa ble' der sat en Korperal til a' passe p"aa ham. Og det var ikke fri for, a' han klappede ham med Sabelen for at faa ham til og følles med. - - Kveperingshandleren - han hed sgu Ottesen! han var nok li'e ble'en gift. Og han skrev hjem til Konen, naar han bare ku' komme til 'et. Hun var frugtsommeli', sa'e han. - - Og han var da saa rent Helvedes bange for Krudt og Ku'ler. Og Mavepine ha'de han alti', saa det var ikke saaden, hva' ma' kalder vellugtendes og vaare hans Ettermand. - Men saa var 'et en Dav, a' vi laa ude paa Rekenesering. Og Tyskerne skød løs baade med Granater og Skidt og Møg. - Kveperingen sat med Ryggen til en Grøftevold og skrev hjem til Konen paa sit To'nyster. - - Han ha'de li'e fra Maarenstunden gaaet og sagt, a' i Dav var det hans sidste Dav, i Dav vilde han blive skudt. Og vi ha'de grint! - - Saa var der netop én, der sa'e til ham, a' han maatte da'nte glemme og underrette Konen om, a' han sku' dø i Dav. Og vi grinte! Men Kveperingen - - han hed sgu Ottesen! sa'e ingenting. - - Saa hører vi ja en Granat komme klistrende! Og vi smidder vos allesammen fladt ner paa Jor'en. Og hun springer, Granaten forstaar sig! saa Stumperne ry V vos om Ørene, og Jord og Sten. - - Men da vi saa rejser vos, og sku' se efter Skaden, var der ikke Spor og se a' Kveperingshandleren - -

- Han ha'de gemt sig? sagde jeg og lo.

140

- Han var flænget li'e kontant i Sturitper og Stykker! sagde Rasmus. - For Granaten var gaaet ind gennem Grøftevolden, ser Di, og sprang netop li'e bav Ryggen paa ham. - Og der ble' sgu ikke meget Kvepering tilhaves.

- Var han død?

- Om han var død? - - Det er let og høre, a' Johannes aldri' har vaaren i Kri'en! - - Vi fandt en Arm og et Ben og et Spænde a' Tornystret, mer var der sgu'nte igen a' ham. - - Næ-i, og det er det, jeg mener, vedblev Rasmus - a' saaden no'en Fyre, hva' Fa'en ska' di med for? det maa jo vaarre dem en Helvedes Pine saaden stadi'hen og gaa rundt med den Skræk' i Kroppen - - og Nytte gør di sg'unte meget a'. Og saa tror jeg sgu ossensaa, vedblev han - a' var vi andre just ble'en spur't a' i Forvejen, saa var der'nte manne, som var gaaet med frivilli'! Men er ma' fø'st kommen der, saa ka' ma' sgu li's'godt ta'et med en Smule Gemytli'he'. - - A' si'e naar ma' da har Gaven til 'et, sluttede han - for det gaar jo di fleste Tidder, som der staar i Visen:

Udi Kampen di Ri-dersmænd dra-ge
med vel hun-dre-detu-sende Mand,
og ret aldri' di kom-me til-bage
til derres Mø og derres Fæ-drendeland!

- Men Død og Pine, nu har jeg sgu sat her og pratet! udbrød han pludselig. - Det var dov Satan til Mellemadstid! Jeg er sgu fæ'ri' og vaarre ble'en sulten igen.

Og Rasmus stoppede gesvindt Piben i Lommen og gav sig til at tumle med Brændestykkerne.

- Nu gaar hun godt igen! sagde han.

- I Morgen rejser jeg, sagde jeg og hoppede ned fra Huggeblokken.

- Jamen vi ser da vel Johannes herovre til næste Sommer?

- Véd ikke, sagde jeg. - Et Menneske er et skrøbeligt Kar! - - Jeg kunde jo for Eksempel blive puttet i Hullet, Rasmus.

- Fa'en heller! grinte han - der er da Lov og Ret i Landet!

141

Jeg var begyndt at gaa op ad Vejen mellem Bøgeskoven og Granerne. Saa vendte jeg mig om og nikkede.

- Farvel! sagde jeg.

Rasmus stod og baksede med en stor Bøgeknude, der skulde øverst paa Stabelen.

- Nu gaar hun godt igen! lo han.

Og da han havde faaet Knuden paa Plads, vendte han sig om og svingede med Huen og raabte op imod mig:

- Humøren er sgu gusketak da'nte en'nu, hva' ma' kalder saadan rent kaput i gamle Dannemark! raabte han.

MENNESKENES BØRN

Skrevet 1889-1894,
første Bogudgave 1894

144

        

145

MENNESKENES BØRN, I

De sad højt oppe paa Skrænten i den lune Sommeraften under et Halvtag af bærfyldte Brombærranker og Tjørn. Som Rygstød havde de en mandshøj Sten, der ragede glat og flad frem af det gule Ler; og en afbleget, vejrbidt Fjæl, et gammelt Agebræt vist, laa hen over to mindre Stene og tjente dem til Sæde. Men de havde Udsigt over et tæt bladgrønt Krat af lavstammede Bøge- og Asketræer til Havet, der blaat og stort rullede sirie mumlende Bølger frem over Stenene ved Skræntens Fod.

Stedet var ensomt og stille og fjernt fra Dagens Arbejde og Larm. De havde fundet det paa deres Vandring langs Strandkanten, og nu sad de der, og han talte:

- Ja, heroppe skal Huset ligge! - - Det skal være hvidt som den skinnende Sne, og Taget skal være af Straa, og Roser og vild Vin skal slynge sig om Vinduer og Døre!

- Ja, sagde hun - og der skal være gamle, gamle, smaabitte grønne Ruder deri! og over Døren skal sidde Takkerne af Skovens allerstørste Hjort, og Svalerne skal bygge under Tagskægget, og paa Ladetagets Gavl skal Storken ha' sin Rede hver Sommer!

- Men her er ingen Enge eller Moser i Nærheden, indvendte han - her er ingen Føde til Storken.

- Den skal bo her alligevel! sagde hun afgjort - jeg vil se den komme flyvende hjem om Aftenen, og jeg vil le af Ungerne, naar de danser paa Tagrygningen og øver deres lange, ledeløse Ben og basker med Vingerne, og hvert Øjeblik er ved at gaa paa Næsen ned i Gaarden.

- Godt, saa ta'r vi en Stork! sagde han og kyssede hendes 146 lille hvide Haand - men vi vil ingen Børn ha', det koster saameget; bare en stor, grøn Papegøje, der skal sidde paa sin Pind i et Bur i Spisestuen og sige: godmorgen, gamle Borgere! naar vi kommer for at drikke vor Kaffe.

- Ja, en Papegøje vil vi ha', nikkede hun - men ogsaa ét lille bitte Barn!

- Jamen det skal saa kun da være et ganske lille! sagde han og klappede smilende hendes Haar.

- Ja-a, sagde hun - saadan et lille bitte et. Og hun viste Størrelsen med Fingrene. Han kyssede hende og fortsatte:

- Og i Spisestuen skal der være grøntmalet Panel, alle Vægge rundt, højt, grøntmalet Panel med Hylde foroven, hvorpaa der staar gamle, underlige Krukker og Fade. Og Stolene skal være grønne med stive, udskaarne Rygge, bemalede med mørkerøde Blomster og Siv; og der skal staa gammelt Kobbertøj paa et grøntmalet Bord i Hjørnet.

- Og et stort, gammelt, grøntmalet Ur med Krukker! supplerede hun.

- Et Ur med Krukker, ja! og en gammel, gammel firkantet, tykmavet Jærnovn med Adam og Eva og Syndefaldet og Farao, der drukner i det røde Hav!

- Og nu i Dagligstuen? spurgte hun.

- Dagligstuen? ... den skal være paa tre Fag med Udsigt her ud over Træerne til Havet.

- Men saa faar vi jo hele Eftermiddagssolen.

- Der skal være Karnaper fyldte med Blomster og duftende Urter, dybe Karnaper, saaledes at Solen ikke kommer ind i Værelset, men kun kaster nogle lange, gyldne Striber hen over Gulv og Møbler. Midt paa Gulvet skal staa et aflangt Ibentræs Bord med svære drejede Kugleben; og lave polstrede Ibentræs Stole skal der være og et opstaaende Flygel i Hjørnet ud mod Entréen. Og paa Midterbordet skal staa en vældig bredbladet Palme paa en højfodet Skaal af mørkerød Terrakotta.

- Hvor skal mit Sybord staa?

- Dit Sybord? i den midterste Karnap, hvis Ruder skal være indfattede i Bly og malet som gamle, højtidelige Kirkeruder med Helgenbilleder og Indskrifter i dybblaa, højrøde 147 og chromgule Farver. Og i Karmen skal vokse Bregner og Efeu, og der skal staa gul Iris og hvide Aakander i lange, sl'anke Vaser, og en blanksleben Kumme skal der staa med spillevende Guldfisk, der æder Brød af din Haand. Og Duer skal vi ha'! snevide, søblaa og rustbrune Duer, der skal sværme om Dig i Flok, naar Du staar paa Verandaens Trappe mellem Roser og Vin; og de skal sætte sig paa dit Hoved, paa dine Arme, paa dine Skuldre og æde Korn af din Haand og din Mund; og Du skal staa der klædt i hvidt med korte, opskaarne Ærmer og blegblaa Strømper og Sko, og om din Hals skal sno sig en Krans af røde Koraller!

Hun slyngede sine Arme om hans Nakke og lagde sit Hoved ind til hans Bryst og smilede lykkelig:

- Og nu Kabinettet? spurgte hun - og dit Arbejdsværelse?

- Kabinettet skal vende mod Øst, vedblev han - og der skal staa et mægtigt Kastanjetræ udenfor dets Vindue, et Træ med en Krone saa stor som en tusindaarig Ceder fra Libanons Bjærge. Og om Træets Fod skal være en Plæne af det grønneste, blødeste Græs; og der skal staa Borde og Stole af krumme, afbarkede Grene; og Hængekøjer skal der være og Kroket og Lawn Tennis for vore Gæster - - og en alenlang Kikkert, der kan drejes paa en Tap, at vi kan følge Skibene derude paa deres Fart over Havet.

--- Men Møblerne i Kabinettet?

- Det skal Du bestemme, sagde han - det bliver jo dit Værelse.

- Nej, sagde hun - Du kan bedre.

- Hvide, nikkede han saa - ja, hvide med slanke, snirklede Ben og spinkle, gyldne Forsiringer! Og Betrækket skal være af lyseblaat, storblomstret Silke, fastgjort med matgule, rundhovede Søm; Væggene skal være betrukne med blege, Gyldenlæders Tapeter, og Gardiner og Portierer skal være af Farve og Stof som Møblernes Betræk. Og over det lange, firkantede Midterbord med den indskaarne, gyldenkantede Plade skal hænge en Krone af Glas med Prismer og Taarer og Stjerner taagede, blege og matte som blaafrosset Mælk.

- Og Kaminen?

148

- Kaminen? der skal ingen Kaminer være! thi Foraar og Sommer skal være varme og straalende af Lys og Sol; og Efteraar og Vinter tilbringer vi i vor Lejlighed i Hovedstaden!

- Nu mangler vi bare dit Arbejdsværelse, sagde hun - og saa Soveværelset.

- Jeg bor i Gavlen mod Vest med milevid Udsigt ind over Landet, hvor Bakker og Dale og Skove og Søer ligger rødmende i Aftensolens Glød. Og der skal kun være ét stort, spidsbuet Vindue deroppe med tunge folderige Gardiner. Og Tæpper skal der være paa Gulvet af Bjørn og Ulv, og Egetræs Møbler rolige og alvorlige. Og Væggene skal være betrukne med vævede Tapeter af Riddere i Panser og Plade, og Fruer og Frøkener i Sindal og Maar; og der skal hænge Rustninger paa Væggene og Sværd og Skjolde. Og en Løndør skal der være, som glider bort, naar man trykker paa et rustent Søm bag Reolen!

- Uh, ha! sagde hun og gyste - og hvor fører den saa hen?

- Ned til en skummel, underjordisk Hvælving, hvor Borgens fordums Hersker har siddet indmuret i Hundrede Aar! - - - Eller den skal føre til det runde Taarnkammer, hvor Du hviler i den store, brede Egetræs Himmelseng! Du ligger og venter og lytter og stirrer ud i det dunkle Rum, hvor kun en liden Olielampe lyser paa Marmorbordet ved dit Hovede. Du har læst, men nu hviler Bogen foran Dig paa det hvide Lagen, og Du ligger med Armene bag din Nakke, og dit mørke Haar danner som en Ramme om dit Ansigt. Du længes og lytter og stirrer med store, drømmende Øjne ud for Dig . - - Da hører Du Løndøren glide til Side, og Du smiler og rejser Dig halvt paa din Albu og lytter igen. Og der høres Trin, sagte varsomme Trin, der kommer nærmere og nærmere. Hurtig lægger Du Bogen ud paa Bordet, kaster Dig tilbage paa Puden og lukker dine Øjne. En Dør bliver varsomt aabnet, et Ansigt bøjer sig frem over dit - og med et Skrig, der lyder som Jubel, slaar Du Armene om min Hals og trykker dine Læber mod mine. - -

149

Saaledes pludrede de løs, de to, der sad i den lune Sommeraften under det skærmende Tag af duftende Brombær og Tjørn og saa' ud over de grønne, kuplede Træer til Havet, der rullede sine mumlende Bølger ind mod Skræntens Fod.

Men da Solen var sunken bag Bakkerne mod Vest, og Duggen tog paa at falde, da rejste han sig fra Bænken og sagde:

- Nu maa vi vist se at komme hjemad, din Moder venter jo paa os med Teen.

Og tavse og underlig trætte og flove i Hjernen vandrede de langsomt af Sted ned gennem Skoven til Stationsbygningen.

Saa sagde hun pludselig, bedst som de gik:

- Bare vi skulde spise til Aften herude! Han virrede nervøst med Hovedet:

- Du véd jo godt, kære, at - - -

- Ja, ja, skyndte hun sig at svare, idet hun trykkede sin Kind ind mod hans Arm - det var ogsaa bare saadan et tosset Indfald, jeg fik! vi har saamænd givet Penge nok ud i Dag.

Og de gik atter videre uden at tale.

Da de stod henne foran Billetkontoret, vendte han forlegen Ansigtet bort og spurgte:

- Ja vi kører vel paa tredje Klasse hjem?

- Ja-a, sagde hun ivrig - ja naturligvis! der er jo ikke ret mange med paa denne Tid; og vi sparer jo næsten en Krone.

150

FAMILIELIV

Det var, medens jeg endnu boede ude paa Vesterbro i Stuen i det lille Hus paa to Etager.

Paa Kvisten residerede "Olsen", der havde et Barn med en Urtekræmmer paa Amerikavej. Første Sal var ogsaa hendes, men den lejede hun ud. Vi havde fælles Gadedør og fælles Ringeapparat, og Olsen plejede altid at lukke de besøgende op. Paa den Tid jeg taler om, stod første Sal ledig.

En Dag ringede det; men Olsen kom ikke ned. Det ringede igen og igen, stærkere og stærkere. Jeg rejste mig og gik ud for at lukke op.

Paa Trappen til første Sal stod en mig aldeles ubekendt Kone og gav mrg ved mystiske Fingerbevægelser tilkende, at jeg ikke maatte aabne Gadedøren. Hun var ligbleg, og Benene rystede under hende.

- Hvad er dette her for noget? spurgte jeg.

Men hun gentog blot sine Besværgelser og saa' bønfaldende ud.

Da jeg aldrig blander mig i andres Affærer, naar jeg kan blive fri for det, vilde jeg trække mig tilbage. Men i det samme saa' jeg udenfor Ruden over Gadedøren et stort rødt Ansigt med gult Overskæg og opspilede Øjne. Jeg blev staaende:

- Gaa bare ind! bad Konen paa Trappen.

Jeg gik ind. Og alt blev stille.

Lidt efter hørte jeg listende Trin, og Gadedøren blev forsigtig aabnet. Men Ansigtet maa have staaet paa Lur udenfor, thi paa én Gang opstod der Kamp i Entréen. Jeg hørte 151 Fruentimmerskrigen og Mandfolkebrummen. Og pludselig for Konen ned ad Kældertrappen og Ansigtet bag efter.

- Han myrder mig! han myrder mig! skreg hun nede i Kælderen. Og:

- Jesus! Jesus! lød Olsens Stemme sammesteds fra.

Nu fandt jeg, det var min Pligt at ile ud af Døren igen og ned i Kælderen.

Dér stod Olsen ved Vasken med den lille Urtekræmmer paa Armen og bævede som et Espeløv. Og den fremmede Kone sad paa Hug i en Krog, medens det røde Ansigt stod bøjet over hende i en truende Stilling og med den knyttede Højre hævet til Slag.

- Hvad gaar hér for sig? spurgte jeg.

- Den Tyvemær! sagde Ansigtet og vendte sig om mod mig - hun er rendt fra mig a' i Aftes, og hun har ta'et alle de bedste Møbler og et dejligt Maleri, som jeg ha'de faaet af min allerbedste Ven til min Fødselsdag!

- Det er den reneste Løgn! skreg Konen og rejste sig

- Skilderiet var mit!

- Det er den anden Mand, hun render fra, fortsatte Ansigtet - det er den anden Mand, hun render fra! For sytten Aar siden stak hun a' fra den første, den Rakkermær!

-- Det vidste Du jo, da Du tog mig! skreg Konen igen

- det vidste Du jo! saa Du behøver ikke at stikke mig det i Næsen!

- Og Sølvtøjet har hun hugget! sagde Manden - vi skulde ha' hver to Sølvskeer, men hun er rendt med dem alle fire!

- Sølvtøjet var ogsaa mit! kom det fra Konen.

- Og saa har hun lagt i med Lassen! skreg Manden, og jeg troede, at hans Ansigt skulde revne.

- Det vidner jeg for Gud! raabte Konen - det vidner jeg for Gud! Men Du tog Fruentimmer op, naar jeg var borte!

- Hva' Satan rager alt det den fremmede Herre? spurgte Manden pludselig og saa' arrigt hen paa mig,

- Nej, det mener jeg ogsaa, sagde jeg - men saa gaa Deres Vej; De har ingenting hér at bestille!

152

- Hun skal levere mig Maleriet!

- Aldrig! sagde Konen.

- Og de to Sølvskeer!

- Aldrig! sagde Konen.

- Saa henter jeg Politiet!

- Værsgod! sagde Konen.

Olsen med Drengen var forlængst listet bort. Nu gik ogsaa Ansigtet op ad Trappen, og jeg efter. Da han stod i Gadedøren, raabte han ned i Kælderen:

- Nu henter jeg Politiet!

- Værsgod! sagde Konen - Skeerne fik jeg til vores Bryllup!

Manden gik, og jeg lukkede Døren efter ham.

Gennem Vinduet i min Stue saa' jeg ham gaa frem og tilbage foran Huset. Han skævede op mod første Sal og truede engang imellem med knyttet Haand ud i Luften.

Pludselig faldt det mig ind, at det kunde være interessant at faa ham for sig i Enrum. Jeg bankede derfor paa Ruden og vinkede; og han gik straks hen til Gadedøren.

- Hør, sagde jeg, da jeg havde lukket op for ham - kom lidt ind til mig og lad os snakke sammen om Tingene.

- Hun er det værste Asen! mumlede han og gik foran mig ind i Stuen.

Han satte sig paa en Stol ved Vinduet og beholdt Hatten paa. Men da han havde set sig lidt om i Værelset, tog han den hurtig af og lagde den ned paa Stolen ved Siden af sig.

- Sig mig nu, hvad der er i Vejen, begyndte jeg.

- Hun er rendt fra mig a', sagde Ansigtet - i Aftes da jeg kom hjem, var hun rendt med hele Kagen!

- Naa, sagde jeg - og hvorfor?

- Vi var enige om og skilles, og hun skulde ha' det halve, og jeg skulde ha' det halve. Papiret er i Orden. Og firehundrede Kroner har hun faaet. Men saa mens jeg var borte, stikker hun a' med hele Kagen! - - Har Herren ikke talt med hende før? spurgte han pludselig og saa' bister ud.

- Aldrig i mit Liv! sagde jeg.

- Har hun kanske lejet første Sal a' Herrens Kone?

153

- Jeg har ingen Kone.

- Var det da ikke Herrens Kone, hende dernede?

- Nej det var Olsen, sagde jeg.

- Olsen? gentog han. - Har hun en Dreng ved en Urtekræmmer paa Amerikavej?

- Det véd jeg ikke, sagde jeg - jeg blander mig aldrig i den Slags Ting!

- Jo det har hun, vedblev han - og hun er nok en Sort Bekendtere af min Kone.

- Men sig mig, min gode Mand, begyndte jeg igen - hvad. vil De egentlig? naar De er enig med Deres Kone om at skilles, hvad vil De hende saa?

- Jeg vil Fanden rive mig ha' Sølvskeerne! bruste han op.

- Rolig, rolig! sagde jeg - Men hun siger jo, at det er hendes.

- Det er Løgn, for vi skal dele! Og Maleriet er ogsaa mit, for det er malet af min allerbedste Ven! - - Det var for Resten ham, hun la'e i med; føjede han forklarende til.

- De talte før om Politiet? spurgte jeg.

- Ja, sagde han - jeg har været hos Assistenten, og han sa'e, at hvis hun ikke ga' sig, saa skulde jeg komme til ham.

- Naa, men saa er det jo bedst, De taler med Deres Kone.

- Hun vil jo ikke! Herren kan jo se, at hun er ikke til at komme nær.

- Nu skal jeg kalde paa hende, sagde jeg - men De maa ikke blive hidsig!

- Hidsig? gentog han - det ligger aldeles ikke for min Stemme, jeg er det roligste Menneske paa Jorden!

- Ja saa kom med mig, sagde jeg. Og vi gik ud paa Trappegangen.

- Madam! raabte jeg ned i Kælderen - er De dernede? Deres Mand vil tale et Øjeblik med Dem. Ansigtet stod bag ved mig og saa' frygteligt ud.

- Husk nu, sagde jeg til ham - bare ikke hidsig! Madammen kom langsomt op ad Kældertrappen. Hun 154 havde væbnet sig med Olsens lille Urtekræmmer, som hun holdt foran sig paa Armen som et Skjold. Næppe saa' Manden hende Ansigt til Ansigt, før han for forbi mig og løs paa hende.

- Kom med Sølvskeerne, din Tyvemær! raabte han.

- Om jeg saa skal pines til Verdens Ende, saa faar Du aldrig de Skeer! sagde Konen med rolig Værdighed.

- Jeg henter Politiet! skreg han.

- Jeg skal nok svare for mig! sagde hun.

- Kalder De det at være rolig? spurgte jeg Manden.

- Hvem Satan kan være rolig, naar man ser paa det Gespenst! sagde han - Vil Du udlevere Sølvskeerne, Sofie, eller vil Du ikke?

- Om Du saa sled mig fra hverandre i Stumper og Stykker, saa faar Du aldrig saameget som en Flis af de Skeer! bedyrede Konen.

- Godt! sagde han - godt!

Og ud for han af Gadedøren, som han smældede i efter sig.

Madammen og jeg stod en Stund tavse og saa' paa hinanden. Saa sagde hun:

- Nu vil jeg berette Herren mit hele Liv, at De kan dømme imellem, os.

Jeg sukkede dybt.

Hun stod med den lille Urtekræmmer paa Armen og støttede sig til Trappegelænderet. Jeg lænede mig med Ryggen mod Væggen. Og saa begyndte hun:

- Jeg rendte fra min første Mand, sagde hun - ja-a, det gjorde jeg osse! Men véd Herren, hvordan jeg fik ham? Min egen Fa'er piskede mig til ham, fordi jeg ikke længer maatte være hjemme. Men hva' der kommer sammen paa den Maade, det holder ikke længe. Og saa løb jeg fra ham, og Jeg var kuns atten Aar. Det var i 1872, jeg kom hér til Byen. Og saa traf jeg Pe'ersen en Lørdag i Viktoriagade. Og han begyndte at lirke for mig. Jeg sagde ham, hvordan det hængte sammen med mig. Men han vilde nu ha' mig; og saa fik han mig.

- De blev gift med ham? spurgte jeg.

- Ja, paa en ret og lovformelig Maade, ja! - - Men 155 ser Herren, der er tre Slags Kærlighed hér i Verden, vedblev hun - det er Kærlighed til Næsten og Pengekærligheden og saa den sanselige Kærlighed, og det er den Pe'ersen altid har haft. Og han kom mangen en Nat ikke hjem før om Formiddagen. Og saa engang ble' han liggende i Sengen og sa'e, at han ha'de Tarmslyng.

- Tarmslyng?

- Ja-a, sagde hun og nikkede - men det var Løgn, forstaar Herren, for han ha'de været hos Fruentimmer og var ble'en smittet. Og saa ble' jeg naturligvis ogsaa smittet og laa fire Uger paa fjerde Afdeling. Men da jeg saa kom ud, saa tænkte jeg, at det kunde være nok; og saa tog jeg hans Sparekassebog og hævede Pengene og rejste til Hamborg til min Kusine.

- Jamen, kære Kone, sagde jeg - det var jo - det var næsten Tyveri!

- Det véd jeg nok, men jeg gjorde det alligevel, for jeg var ked af hans Kommers!

- De kom dog tilbage igen, sagde jeg.

- Ja, for han hentede mig med en Betjent. Og saa lovede han, at han skulde holde sig 5 Skindet. Og saa flyttede jeg til ham. Men forleden Aften jeg kom fra Bulevarden med Lassen, saa ha'de han slæbt to Tøse med op i Lejligheden, og de sad og drak Kaffe og spiste Flødeboller. Goda' lille Madam Pe'ersrø, sa'e de; vil De ha' en Kop Kaffe med, lille Madam Pe'ersen? sa'e de. Men jeg gik ud i Køkkenet og tog Gulvskruppen og jagede dem ud a' Lejligheden. Men saa smed han mig paa Gaden. Og saa - - og saa - -

- Og saa? spurgte jeg.

- Ja saa var 'et, at jeg gik hjem til Lassen.

- Naa saa var 'et, at De gik hjem til Lassen!

- Ja, hva' skulde jeg gøre? et Steds skulde jeg vel ligge!

- Ja-a, det skulde De vel! - - Men sig mig engang, hvordan hænger det sammen med det Billede og de Skeer?

- Dem faar han aldrig i Evighed!

- Men Politiet, lille Madam?

156

- Politiet! lo hun haanlig - jeg skal nok vide at svare for mig! En Mand har ikke Lov til at slæbe Fruentimmer med op i Lejligheden! Hjemmet er dog det helligste, man har.

- Jamen: Lassen?

- Det var udenfor Huset! sagde hun - det kan ingen krænke!

- Skal jeg give Dem et Raad, Madam? spurgte jeg - Lad De Deres Mand faa Maleriet og Skeerne, saa er den Sag klaret.

- Aldrig i Evighed! sagde hun - Saa skulde kanske Tøsene grine a' mig, naar jeg mødte dem paa Gaden! Der kom en Vogn kørende og holdt foran Huset.

- Der har vi dem vist, sagde jeg. Konen blev en Smule blegere:

- Lad dem komme! sagde hun.

Det ringede, og jeg lukkede op. Ansigtet traadte ind sammen med en Betjent. Udenfor holdt en Droske.

- Hør nu, lille Madam Petersen, sagde Betjenten - lad vos ordne den Sag i Mindelighed. Herregud - - -

- Aldrig faar han Skeerne! sagde Madammen med fast Stemme.

- Jaja, sagde Ansigtet forsonlig - lad mig saa bare faa Maleriet da.

- Maleriet? grinte Konen - ikke saalænge Gud lever!

- Det er malet' af min allerbedste Ven, sagde Manden hidsig - og Du skal Fanden tordne mig ud med det!

- Vil De gaa op og ta' no'et Tøj paa Dem, Madam, befalede Betjenten - og saa nok af den Sludder!

- Gerne! sagde Madammen spidst - gerne!

Og saa forsvandt hun op ad Trappen med Urtekræmmeren.

Lidt efter kom hun ud af Døren deroppe, og jeg hørte hende laase den af efter sig og trække Nøglen ud. Derpaa steg hun ned iført brun Plydses Kaabe og skæv Hat med en flækket Papegøje over højre Øre.

- Alt det har jeg hængt paa hende! brummede Ansigtet og pegede paa Stadsen.

- Kom saa! sagde Betjenten.

157

- Om De saa piner Hjertet ud af Livet paa mig, saa gi'er jeg mig ikke! sagde Madammen og trak Traadhandsker paa.

Og alle tre gik de derpaa ud og satte sig i Drosken, og den rullede ned ad Gaden.

Men "Olsen" bøjede sig med Drengen paa Armen ud over Trappegelændere! paa første Sal og sagde ned til mig:

- Sikket Ægteskab! sagde hun - Gud Fader i Himlen sikket Ægteskab! Nej, saa priser jeg rigtignok den hellige Jomfrustand!

Og saa steg hun op paa Kvisten med Urtekræmmeren.

158

I HULVEJEN