↩

DIGTEREN

✂ Jeg havde længe haft en Anelse om, at han var Digter; men nogen Vished havde jeg ikke faaet. Saa møder jeg ham en Dag i Blæstvejr i flyvende Havelock og Bulehat ude ved Kommunehospitalet.

✂ Jeg havde forholdt mig noget afvisende mod ham i den senere Tid; men følte nu, da jeg saa uformodet saa' ham, en pludselig Trang til at vise mig imødekommende.

✂ Han vilde gaa mig forbi med en let Hilsen; men jeg strakte hjertelig Haanden ud imod ham og sagde varmt:

✂ - Goddag, Hr. Mamsen!

✂ - Goddag! goddag! sagde han, og jeg kunde se, at han blev behagelig overrasket.

✂ - De er kommen ud at gaa? spurgte jeg.

✂ - Tja, sagde han - man skal jo lufte sig engang imellem!

✂ Og Havelocken posede ud omkring ham, saa han lignede en Ballonfigur under Fyldning-. Langt Haar havde han og bare Hænder som en rigtig Digter, der haaner Modens Krav.

✂ - Det blæser i Dag, sagde jeg.

✂ - Ja, sagde han - intet Under at vi Danske er som vi er, vage og ubestemte Karakterer! den ene Dag skinner Solen med sydlandsk Glød, den næste farer Storm og Sne gennem Gaderne.

✂ - Ja, sagde jeg bifaldende - Klimaet gør vistnok meget!

✂ - Ser vi snart noget nyt fra Deres Haand? spurgte han.

✂ - Nej, Mamsen, sagde jeg - Tiden er ikke til det! jeg har løst Borgerskab som Urtekræmmer.

178

✂ Hr. Mamsen lo med en klingende Digterlatter. Han troede formodentlig, at det var en Aandrighed.

✂ Der kom et Vindstød og lettede den højre Vinge paa hans Havelock. Og jeg saa' en Bog i Kvart stikke under hans Arm.

✂ - Hvad er det, De gaar med dér? spurgte jeg uforsigtig.

✂ Han blev blodrød helt ned til "Naglen", som min gamle Tante Marie siger.

✂ - Skal vi følges ad? spurgte jeg - jeg fryser. Hvad Vej skal De?

✂ - Aa det.gør saamen Kgemeget!

✂ - Saa gaa med herud ad, foreslog jeg. Og vi gik ud ad Sølvtorvet til.

✂ - Jeg har saalænge ønsket at faa en Samtale med Dem, begyndte Hr. Mamsen efter en Pause.

✂ - Har De det?

✂ - Ja, for ser De, jeg har skrevet en Smaating.

✂ - Gud Fader! tænkte jeg - sa'e jeg det ikke nok! - - Jeg har længe anet det, sagde jeg højt - jeg har længe anet Digteren i Dem.

✂ - Hi, hi! lo han smigret.

✂ - Jeg skal komme op til Dem en Dag i næste Uge, sagde jeg - det skal være mig en Fornøjelse at komme op til Dem en Dag i næste Uge.

✂ - Jamen - æ, æ jeg vilde gerne, at De skulde ha' læst det først

✂ - Saa send mig det.

✂ - Jamen - æ, jeg har det paa mig.

✂ - Naa saa De har det paa Dem? ja lad mig saa ligesaa godt faa det straks!

✂ - Jeg haaber ikke, at - - -

✂ - Nej paa ingen Maade! sagde jeg - paa ingen Maade! Det skal jo overstaas.

✂ - Hi, hi! lo han lidt tvungent - altid vittig!

✂ - Det er Galgenhumor, sagde jeg og fortrød bitterlig min Imødekommenhed. - Hvad er det, De har skrevet?

✂ - Det er dette hér, sagde han og halede Bogen i Kvart frem under Havelocken.

179

✂ - Hvad er det? spurgte jeg i Angest, thi efter Bogens hele ydre Habitus havde jeg Grund til at vente det værste.

✂ - Det er en Tragedie.

✂ - En Tra - - -

✂ - En Tragedie, ja.

✂ - Er den lang?

✂ - Fem Akter.

✂ - Tror De ikke, forsøgte jeg blidt - tror De ikke, kære Haakan P. Mamsen, at Trden er mere for Lystspil?

✂ - Tiden er tragisk! sagde: han og saa' mørkt paa en forbikørende Ølvogn.

✂ - Ja, sagde jeg - ja ganske vist, men ... Og desuden, jeg tror mig ikke kompetent til - -

✂ - Nu fisker De, smilede han.

✂ - Ved Gud, om jeg gør! sagde jeg - jeg fisker aldrig - - jeg kan ikke fordrage at fiske!

✂ - Den er paa Vers! sagde han med Hovedet paa Skakke og begyndte at blade i Bogen.

✂ Vinden hvirvlede en Sky af Støv og pulveriserede Hesteefterladenskaber op omkring os. Jeg lukkede Øjnene og spyttede. Men Digteren mærkede intet. Han bøjede sig ind mod mig og sagde med bevæget Røst:

✂ - Her er et Sted, det skal De have straks, det tror jeg er lykkedes mig.

✂ - Læs! sagde jeg hæst.

✂ Og han læste:

✂ Er Du min Datter? spørger jeg hver Luftning,
der bølger over Hedens brune Lyng.
Er Du min Datter? spørger jeg hvert Pust,
der hvisler mellem Skovens slanke Stammer,
og jager lig et livløst Aandedrag
henover Mark og Sti og Vej og Fjæld
igennem mulmsort Nat og sollys Dag -
er Du min Datter?

✂ - Jeg véd det ikke, sagde jeg - men hvorfor spørger han om det?

✂ - Jo, ser De: hun elsker Arnold, men Faderen vil paa Grund af gammelt Slægtshad gifte hende med Kristoffer.

✂ - Naa saadan! men hvad siger Moderen?

180

✂ - Hun er død for fem Aar siden. Men nu skal De høre! det er Datteren, der taler; hun er en fin og sart Kvindenatur:

✂ Jeg sværger Dig ved Jordens Blomster smaa,
ved Nattens Stjerner og ved Maanens Lys,
at før jeg vandre vil som Tiggertøs
fra Dør til Dør, fra Sogn til Sogn, fra By til By,
før jeg min Kærlighed til ham fornægter,
før jeg udriver med unænsom Haand
den fine Urt, der i mit Hjerte slog
de dybe, lange, underfulde Rødder
og næres af vor Elskovs stille Lykke!

✂ - Det er sgu godt! sagde jeg - kun synes jeg ikke, at hun skulde bruge Ordet "Tøs". Er hun ikke for sart til det?

✂ - Det er Harmen, der lægger hende det paa Tungen, sagde Mamsen og citerede:

✂ Thi Harm og Trods kan avle fæle Ord,
som Lykken aldrig fostred paa vor Tunge.

✂ - Meget sandt, meget sandt! Tror De paa Kvinden?

✂ Ubetinget! Men nu skal De høre! (Han bladede igen i Bogen.) Hér er et Møde mellem Arnold og Faderen.

✂ - Hans?

✂ - Nej hendes!

✂ ARNOLD.
Jeg drog i Ledingsfærd mit Sværd fra Lænd,
og tusind Tyrker daled for min Fod.
Jeg gjorded om mig Munkekutten graa
og drog til Palæstinas hellige Tomter
at vie ind min Sjæl til Himlens Gud - -
Men evigt stod hun for mit indre Blik,
min liljehvide, gyldengule Brud!

✂ - Storartet! sagde jeg, - hvor Satan faar De de Ord fra?

✂ Digteren smilede henrykt og fortsatte:

✂ BORGHERREN.
Din Fader røved mig din Moders Hjerte!
din Moder sveg sin Troskabs dyre Ed!
din Tante - - -

181

✂ - Det er godt! sagde jeg - det er godt!

✂ din Tante boled med min Onkel Moritz:

✂ - Satan til Familieforhold! sagde jeg.

✂ din Fætter Eginhardt min Søster sveg!
Men jeg en anden Hustru valgte mig.

✂ - Det havde jeg ogsaa gjort, sagde jeg - ubetinget!

✂ - Man forstaar Borgherrens Vrede? spurgte Digteren med et lyst Smil.

✂ - Javel, javel! sagde jeg - det er netop det tragiske ved det.

✂ - Men han burde ikke lade det gaa ud over Børnene

✂ - Nej, sagde jeg - nej! det er netop det komi - - eller det er netop - det er netop det, han ikke burde.

✂ Hr. Mamsens Oplæsning var begyndt i en hviskende Tone; men alt som han blev greben af sit Værks ubestridelige Skønheder, jo højere læste han. Og alle disse frygtelige Ting om Familieforholdene havde han slynget ud med høj Røst, saa Folk vendte sig om efter os og troede rimeligvis, det var min Familie, han sigtede. Dette generede mig.

✂ - Lad mig saa faa Bogen, sagde jeg for at slippe for mere.

✂ - Der er et Par Steder, som jeg gerne vilde læse for Dem.

✂ - Jamen - - -

✂ - Det er ganske kort, men jeg synes, der er saa megen Kraft i, forklarede Digteren.

✂ - Naa-aa, sagde jeg - det andet var heller ikke ueffent!

✂ - Nej, ikke sandt, nej? Men nu skal De høre!

✂ Vi stod paa Sølvtorvet, hvor et Utal af Sporvogne uophørlig krydsede hinanden. Disse evigt rullende Hjul og Hestenes ringende Klokker og kimende Bjælder var nok til at gøre en Smedesvend nervøs. Og saa sang desuden Vinden paa det melankolskeste i Telefontraadene. Jeg var nu saadan, at jeg rystede over min ganske Krop.

182

✂ - Her er det, sagde Mamsen - nu skal De høre: Det er et Møde mellem Arnold og Kristoffer. Kristoffer er Stykkets Skurk. Scenen forestiller en vild Bjærgegn med opgaaende Maane!

✂ - Kil paa! sagde jeg og hilste paa en forbigaaende Dame af min Omgangskreds. Og Digteren læste:

✂ ARNOLD.

✂ ene, i Tanker.

✂ Landflygtig, jaget bort, forsmædet! -
Ak, gaves der blot Kvinder ej paa Jord! -
Da var jo rigtignok Manden meget ene,
men ogsaa stillet meget mere frit!

✂ (synker hen.)

✂ KRISTOFFER

✂ kommer fra Baggrunden.

✂ Hun vil ej? men han vil - - -
han, Faderen, han vil, men hun vil ej! -
Han vil, han vil! hvad har jeg saa at frygte?
Hun er vel ej den første Kvinde, som
der ikke haver villet men dog maattet! - -
Var Arnold blot afvej en! denne Dreng,
der kvjnkelerer hende Øret fuldt
af kælne Elskovsvisers søde Honning!

✂ (Opdager Arnold. Afsides:)

✂ Naar man om Fanden taler, er han nær!

✂ (Højt:)

✂ Godt at jeg traf Jer, fromme Harehjerte!
Nu op, drag Sværd fra Lænd! og lad os prøve,
hvis Livstraad Nornen spandt af stærkest Silke!

✂ ARNOLD.

✂ sagtmodig.

✂ Jeg lagde Sværdet ned paa Herrens Grav.

✂ KRISTOFFER

✂ spottende.

✂ Du Stankelben, Du valne Gærdestav,
Du Afkom af en Hare og et Faar!

✂ ARNOLD

✂ rejser sig.

✂ Saaledes kaldte ingen mig før nu!

183

✂ KRISTOFFER

✂ med djævelsk Latter.

✂ Ret saa! kom an! ved Helveds sorte Afgrund,
jeg jager dette Digt igennem Livet
og spidder fast Dig til hint Bøgetræ!
Og Skovens Fugle samles skal i Flok
Og flænse i dit tamme Lammehjerte!

✂ (De drage Sværdet fra Balgen og slaas.)

✂ - Shakespearsk! raabte jeg betaget - ligefrem Shakespearsk. Men nu maa jeg gaa, kære Mamsen, man venter mig!

✂ Det stod tykt med Mennesker omkring os; men Mamsen mærkede intet.

✂ - Der er bare én Ting til, sagde han - bare et Par Vers - - -

✂ - Jeg har ikke Tid! sagde jeg og trippede.

✂ - Hér er det! vedblev Digteren og holdt mig fast ved et Knaphul - Det er efter at Arnold er kommen lidt til Kræfter efter sine Saar. Faderen har givet sit Samtykke. Arnold og Leonore sidder paa Svalen og ser ud over Landskabet:

✂ LEONORE

✂ Saa drømte jeg en sælsom Drøm, min Arnold. -
Jorden sig aabned, og af Dybet steg
en mangefarvet Snog med Skæl af Sølv.
Den rulled sig for mine Fødder hen;
og af dens Gab udvoksed højt mod Himlen
et herligt Rosentræ med tvende Knopper.

✂ ARNOLD

✂ mat.

✂ En sælsom Drøm!

✂ - Kære Mamsen, begyndte jeg igen - det er nydeligt, det ved Gud, det er; men - - -

✂ - Nu er jeg færdig, sagde Mamsen - bare to Minutter!

✂ Jeg saa' en Sporvogn komme nede i Farimagsgade. Jeg var meget nervøs og stod lige ved Siden af Sporet. Mamsen vilde naturligvis hverken se eller høre den. Skulde jeg lade ham køre over? Nej, nej naturligvis! Men - men - - -

✂ Og Mamsen læste:

184

✂ LEONORE

✂ Da lød en Røst som Klang af fjerne Harper:
Bryd Blomsten, Leonore! sagde den,
thi trofast Elskov lønner Himlen selv,
og er man én Gang død, er det for stedse!

✂ - Jeg forstaar ikke rigtig? sagde jeg. Sporvognen var nu ikke mere end et hundrede Alen borte. Og jeg fattede min Beslutning.

✂ - Jo, ser De, forklarede Mamsen - det er saadan en Forudfølelse! Kristoffer staar bag Døren, og om et Øjeblik vil han styrte frem og dræbe dem begge. - - Det er forresten en af de bedste Scener!

✂ - Lad os saa faa den! sagde jeg livlig til Digterens øjensynlige Overraskelse. Han lod sig imidlertid ikke distrahere, men tog fat:

✂ KRISTOFFER

✂ lister sig ind. Uset.

✂ Om end min Sjæl skal i den sorte Gryde ...

✂ - Nej, véd De hvad, Mamsen! afbrød jeg ham og trak ham bort fra Sporet - "i den sorte Gryde", det maa De sgu ikke sætte! "i den sorte Gryde" l Naa men videre!

✂ Og Mamsen kørte paa:

✂ Om end min Sjæl skal i den sorte Gryde,
og Helveds Pine skal i Evigheder
mig martre Dag og Nat med Svovl og Ild;
han bøde skal! og hér, midt for hans Øjne
jeg skænde vil det stolte Adelsblod,
der voved mig at trodse! Helvedskvaler
skal ramme hendes stolte Jomfrusjæl!

✂ Nu holdt Sporvognen lige ved Siden af os. Og Passagerer steg ind. Men Digteren ænsede dem ikke:

✂ ARNOLD

✂ ømt.

✂ End er jeg svag, men naar mig Gud forunder
igen min fulde Manddomskraft, da Leonore,
da leder jeg Dig til - - -

✂ Sporvognen havde atter sat sig i Bevægelse. Og medens Mamsen endnu stod og læste, var jeg sprunget op bag paa den og kørte i skarpt Trav ud ad Østerbro til.

185

✂ Jeg tog Hatten dybt af for Digteren, der stod maalløs og stirrede efter mig. Først kunde jeg læse i hans Ansigt, at han troede, jeg var bleven gal. Men senere gled der en Blanding af trekvart Foragt og en Fjerdedel Medlidenhed hen over det. Han hilste ikke igen, med lange Skridt og vajende Havelock skred han hen over Torvet og ned ad Sølvgade.

✂ Og jeg ønsker ikke at møde ham.