Wied, Gustav EN MIDDAG

EN MIDDAG

Der var Middag paa Frørup. Jensen havde været i sit Es. Munden havde ikke staaet lukket paa hende. Og min Broder Niels havde i den Anledning haft et Par smaa Anfald af sit Kvindehad. Men da Gæsterne under Spisningen hvert Øjeblik erklærede, at aldrig havde de smagt delikatere Mad, nikkede Niels i Smug ned til mig, og vi drak et Glas sammen. Og jeg kunde se, at det var Jensen, vi drak paa.

Middagen var ogsaa efter Omstændighederne al Ære værd.

  • Suppe. Rødvin.
  • Laksørred. Sauterne.
  • Kyllinger.
  • Artiskok. Champagne.
  • Oksesteg. Portvin.
  • Is. Madeira.
  • Dessert.

Da Niels med sit mest fortærende Blik havde sagt til Jensen, at vi skulde have Middag paa elleve Personer: om hun vilde være saa god at træffe sine Forholdsregler! havde hele hendes lille Person bævet af Henrykkelse. Og idet hun vendte sig om mod mig, sagde hun:

- Hi! saa skal man da ind og gøre Front for di kære Mandfolk!

Dertil vrinskede hun som en Hoppe og for nynnende ud af Døren.

- Jeg si'er hende Fanden tordne mig op til Skiftedag!

bandede Niels. - Du skal se, Johannes, hun gør Skandale!

Men ved Bordet blev han, som sagt, forsonet. Ganske vist 88 saa' jeg ham vippe urolig paa Stolen, da Jensen et Par Gange, medens hun bød rundt, puffede med Albuen til Baronen fra Vintersborg og med sit mest henrivende Smil sagde: Ta' kun lidt mere, Hr. Baron! Men da Baronen virkelig hver Gang tog lidt mere, faldt Niels hurtig til Ro igen.

Alle gjorde iøvrigt, hvad de formaaede. Men en særlig Fornøjelse var det dog at se gamle Forpagter Egelund spise A r tiskok.

Efter Desserten serverede Jensen Kaffen inde i Kontoret.

Da Samtalen en Stund havde drejet sig om rent almindelige Emner: om den nye Sogneraadsformand, om Høsten og Regnvejret, om Præmietyren Arctur og Inspektør Nørregaards glasøjede Knabstrupper, tog man sine Glas og Kognaksflasken og gik op i Billardstuen. Kun Baronen fra Vintersborg og jeg blev tilbage i Kontoret.

Solen spillede ind gennem Lindeløvet udenfor Vinduerne og hoppede rundt mellem Bøsserne og Jagtrekvisiterne paa Væggen ligeoverfor. Chartreuseflasken lyste grønligt paa Bordet foran os. Og Cigarrøgen oppe under Loftet sank og steg i store bløde Puder.

Vi sad i fortrolig Samtale i den højryggede Sofa med Fantasibetrækket.

Baronen var en lille blegfed Mand med korte Ben og en oppustet Mave, der voldte, at han i meget mindede om en Kropdue.

Særlig naar han sad ned, var hans Mave ham vistnok til Besvær. Han saa' idetmindste yderst anstrængt ud dér ved Siden af mig med Nakken trykket ind mod Sofaryggen og Øjnene stift hæftede paa Gibsrosetten oppe ved Lampekrogen.

- De ønsker ikke at spille Billard, Hr. Baron? spurgte min Broder inde fra Dagligstuen.

- Næ Tak, sagde Baronen - næ Tak!

- Har De Cigarer?

- Jo Tak, sagde han - jo Tak! - - Næ, som jeg siger Dem! fortsatte han sin Samtale med mig. - Diana søger sin Lige! - - Nu kommer jeg her i Fjor den tyvende September gaaende med hende over min Hvedestub. - - Og pludselig staar hun! - - Jeg har ingen Bøsse, men h-un 89 staar! - - Hvad har jeg at gøre? - - Jeg hjem! - - godt halvanden Fjerdingvej - -

- Næ virkelig - -

- Jo. - - Godt halvanden Fjerdingvej! - - Og da jeg kommer tilbage, staar hun der endnu! - Og jeg doublerer ti Høns!

- Det var Satans - -

- Ja. - - Jeg doublerer ti Høns! - - Den treogtyvende Februar kommer jeg ned i min Mose - - med Bøsse men uden Hund. - - Dér ligger mig to Ænder i Rørene. - - Jeg skyder dem. - - Gaar hjem, og henter Diana, og hun finder dem.

- Næ!

- Hun finder dem! - - Jeg solgte ikke den Hund for Tusind Kroner!

- Hvor har Baronen faaet den fra?

- En Datterdatter af min Rossberry, som jeg i v. Achens Tid solgte til Forpagter Egelund!

- Naa den! udbrød jeg.

- Kendte Kandidaten den? spurgte Baronen glad bevæget og rullede sit Ansigt om imod mig.

- Næ, men Egelund har jo opkaldt sin Husholderske efter den.

- Ja den Egelund, den Egelund! lo Baronen, og hans Mave gyngede - han er en stor Filur! - - Aa vil Kandidaten ikke række mig Chartreusen?

- Maa jeg skænke? spurgte jeg galant.

- Tak, Tak, Tak! sagde han og lagde sin Haand kærtegnende paa min. Hans Fingre var bløde og klamme som en Vandmand.

- Véd De, hvad hun brugte den Hund til? spurgte han saa og grinte som en Trækvind, der klemmer sig gennem en Dørsprække: - Hirr, hirr, hir-r-r!

- Nej?

- Til sin private Fornøjelse! - - Hva'? hirr, hirr, hir-r-r. Og han puffede mig i Siden med Albuen. Jeg svarede ikke. Og lidt efter spurgte han:

- Har Kandidaten kendt Kammerherren? - - nej, næ?

- Næ-i, sagde jeg.

90

- En fortræffelig Mand, aldeles fortræffelig Mand! - - Men jaloux!

- Saa-aa?

- Ja. - - Han forbød sin Hustru at tale med mig -

- med mig! hirr, hirr, hirr! - - Kan De forstaa?

- Næ! sagde jeg.

- Sørgeligt, at det Gods skulde splittes! vedblev han.

- Kendte Kandidaten den gamle Etatsraad?

- Kammerherrens Fa'er? sagde jeg.

- Næ, nej naturligvis! - - Han havde jo tjent sig denne uhyre Formue i Begyndelsen af Aarhundredet. -

- Andre mistede - - han forstod det! - - Købte saa Frørup her paa Elmelunde og Knækholte paa Fyn. - - Skade, at der ingen Børn kom! - - Véd De, hvad man siger? spurgte han saa pludselig og drejede Hovedet om mod mig.

- Nej - -

- Man siger for aldeles vist, at den gamle Etatsraadinde lod baade Kammerherren og Kammerjunkeren gilde - - hirr, hirr, hir-r-r!

- Nej! det har jeg dog ikke hørt.

- Jo. - - For hun var jo slem! - - Tjeneren og Kudsken, og hvem der vilde! - - Og saa var hun vel bange for, at Børnene skulde arve hendes fortryllende Egenskaber - - hirr, hirr, hir-r-r!

- Skal Baronen ikke ha' en frisk Cigar?

- Tak! - - Og hun skal ha'e gjort det selv - - mens Vognen kørte efter Lægen. - - Flot Kone, hva'?

- - Har De en Kniv? spurgte han saa og lagde sin Haand over paa mit Ben.

- Værsgod, sagde jeg. Han tog Kniven.

- Den er varm, sagde han - af det unge Legeme -

- hirr, hirr, hir-r-r!

Jeg flyttede mig lidt bort fra ham. Han sad og kiggede paa mig fra Siden, medens han skar Spidsen af Cigaren.

- De rejser snart? spurgte han saa.

- Ja, en af Dagene.

- Kommer De ikke til Vintersborg først?

91

- Jo, Tak, hvis min Bro'er har Heste.

- Kunde De ikke ha' Lyst til at blive en otte Dages Tid hos mig? vedblev han.

- Tak, men det kan jeg skam ikke.

- Tænk over det. - - De er velkommen.

- Tak, sagde jeg.

Og saa blev der en Pavse.

Baronen laa stadig paa Nakken og stirrede op i Loftet. Cigaren havde han sat i et mægtigt Merskumsrør med Ravspids. Og alle hans Fingre var besat med Ringe.

- Skal vi ikke gaa ind og spille Billard, Hr. Baron? spurgte jeg.

- Nej, nej, unge Mand! - - Vi har det jo fortrinligt! - - Skænk en Chartreuse! sagde han og lagde Haanden op paa min Skulder, saaledes at et Par af Fingerspidserne kom til at ligge paa min Hals. Det for mig koldt ned gennem Rygraden.

- Jeg tror heller, jeg vil ha' Kognak! sagde jeg og rejste mig.

Og saa tog jeg mit Glas og gik ind gennem Dagligstuen til Billardværelset.

- Hvor stor er Frørup egentlig? hørte jeg Jægermesteren fra Gottesgave spørge, da jeg stod i Døren.

- I Dag er 'en sgu nok sine tre Tusind Tønder Land! klunkede Forpagter Egelund - for det er umanerlig Lavvande!

Dyrlæge Hansen sad henne i en Krog med en Cigar i Munden og et Glas Kognak staaende i Vindueskarmen.

- Naa Dyrlæge, sagde jeg - hvad sidder De og tænker paa?

- Jeg fordøjer, sagde han.

Dyrlægen var Ungkarl. I de elleve Aar, han havde været nedsat i Kamstrup, havde han regelmæssig hvert Foraar friet til en af de mere velhavende Gaardmandsdøtre, men ligesaa regelmæssig faaet nej. Dette oprivende Liv havde kastet et stille vémodsfuldt Præg over hans Ansigt og hele Fremtræden. Naar man stødte paa ham i Selskabslivet, stod han gærne op ad en Dørstolpe og smilte indadvendt. Eller han 92 sad i en Krog og tænkte. Og forresten yndede han nok at tage sig en ganske stille Rus, sagde man.

Jeg satte mig paa en Stol ved Siden af ham.

Vi sad en Stund tavse og saa' paa de spillende. Saa sagde Dyrlægen dybt inde bag sit Skæg:

- Det var en mejet velsmagende Middag! sagde han.

- Ja, sagde jeg. - Jomfruen ha'de Ære af den. Dyrlægen tømte sit Kognaksglas, og jeg fyldte det igen.

- Tak! sagde han. En Stund efter lød det:

- Tænker Deres Bro'er ikke paa at gifte sig?

- Det er jo ikke saa nemt at finde en Livsledsagerinde, sagde jeg.

- Nej, sagde han slaaet af mine Ord. - Men efter min Mening, vedblev han lidt efter - bør man dog søge, indtil den rette viser sig.

- Ja-a, sagde jeg - naturligvis! - - Men hvoraf skal man kende, at det er den rette?

- Det føler man, sagde Dyrlægen grublende og nippede til Kognakken i Vinduet. - Og naar hun siger ja, saa - -

- Ja-a, sagde jeg - det gør naturligvis meget - -

- Jeg for mit Vedkommende, vedblev han - sætter Fruentimmerne umaadelig højt - -

- Det gør jeg ogsaa, sagde jeg. - Der er en Duft over dem - -

- Kendte Di Søren Henriksens Datter Kirstine? spurgte han pludselig - hende der blev gift nu her i Juni Maaned med Rasmus Nielsen i Tjørneby?

- Nej - -

- En ma'esløs Pige! sagde Dyrlægen og stirrede hen for sig. - Men nu er hun gift.

- Har hun ikke en Søster? spurgte jeg.

- Jo, sagde han med det samme stirrende Blik - men hun er fed - - og hun lugter.

- Hva' gør hun?

- Ja. - - Og det gør efter min Opfattelse alle fede Fruentimmer. - - Di reagerer surt li'som gamle Gedebukke.

- Naa-aa, sagde jeg - det véd jeg dog ikke!

93

- Kendte Di Jørgen Andersens Mathilde? spurgte han - hende, der blev gift med Frederik Larsens Søn i Kastbjærg.

- Nej. - -

- Det var osse et Pi'ebarn - - saa smal, a' man kunde ta'e om hende med Hænderne. - - Men disse større Bønder har en vis Tilbøjelighed til at gifte sig ind i hverandre! sluttede han tungsindigt og tømte Kognáksglasset.

- Ja, sagde jeg tankefuldt - hver Stand har jo sine Fordomme! - - Et Glas Kognak, Hr. Hansen?

- Tak! sagde han.

Jeg tog Flasken og skænkede. Og Dyrlægen sank lidt efter atter hen i Grublerier.

- Hvor har Du gjort af Baronen? spurgte min Broder mig.

- Han sidder inde i Kontoret.

- Alene?

- Ja, det tror jeg.

- Er Du gal, Mand! udbrød han og skyndte sig ind for at holde Baronen med Selskab. Et Øjeblik efter kom han tilbage.

- Han sover sgu! lo han.

Og nu listede alle sig ind for at se Baronen sove. Og den satiriske Underretssagfører Ingerslev gik hen til Sofaen og strakte sin Haand velsignende ud over ham og citerede med Følelse:

- Her ligger jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig, Amen!

- Hér gik jeg sgu i Fjor engang, begyndte Forvalter Fredriksen og smaalo. - Jeg skulde ned til det inddæmmede og se til Rapsen - -

Forvalteren var en bredskuldret, sværlemmet Forpagtersøn paa en fire-femogtyve Aar og med et stort skægløst Drengeansigt. Han og jeg gik sammen ned gennem den lange AHé, der dannes af to klippede Bøgehække, som strækker sig helt oppe fra den bageste Haveplæne lige ned til, hvor Skoven begynder. Denne Hæk er Frønips Stolthed.

94

Den er over tre Alen høj og bladtæt helt ned til Jorden. Paa den ene Side af den er Frugthave, paa den anden Side Kartofler og Køkkenurter.

Da man var blevet ked af at spille Billard, var man gaaet ned i Haven. Kun garnle Egelund, Baronen fra Vintersborg og Mejeriforpagter Drejer fra Nøjsomhed blev siddende oppe i Kontoret.

- Vi to hører til Federacen! sagde Egelund, da han lod sig synke ned i Sofaen ved Siden af Baronen. - Og vi duer sgu'nte til a' gøre Kaprifolier i det grønne.

Den lille ordknappe Mejeriforpagter med Griseøjnene havde respektfuld sat sig paa en Stol noget borte fra de to andre. Han var stadig ved at briste af indeklemt Latter, hvergang Egelund aabnede Munden. Mejeriforpagteren vilde heller ikke ned i Haven.

Forvalteren og jeg havde som sagt slaaet Følge.

- Og saa gaar jeg jo her og svinger med min Stok, fortsatte han - saadan i mine egne Tanker, forstaar Di, - - og slaar til Stene og Mælkebøtter og Skarntyder, og saadan hva' der kommer mig i Vejen! - - Og saa ser jeg da osse henne i en Lysning i Hækken en a' di store hvidgule Paddehatte, Di véd, som der gror saa mange a' nede i Siet under Graapilene. - - Det var jo altsammen saadan i Tanker, forklarede han. - For ellers ha'de jeg da nok kunnet begrive, a' den Slags groede der ikke her oppe, hvor der er saa tørt! - - Og jeg svinger med Stokken og gi'er Hatten saadan en ri'ti' or'entli' Drivert - - ha, ha, ha! brød han ud og sparkede til en Sten, saa den raslede ned mellem Bladene tyve Alen borte. - Men det var sgu ikke langt fra, a' jeg blev li'som lidt forskrækket, vedblev han - for idet jeg hugger til Paddehatten, saa gi'er den et Brøl fra sig og bli'er borte med det samme - -

- Naa!

- Og saa var 'et fa'engaleme en a' Lugekonerne, som sad inde under Hækken paa den anden Side og forrettede et Ærinde.

- Ulykkelige Kone! sagde jeg.

- Men jeg fik sgu aldrF a' vide, hvem a' d^m, det var, lo Forvalteren - for hun troede begriveliVis, a' jeg gjorde 95 det med Vilje. - - Eller ka'ske hun mente, a' det var Proprietæren sæl, for ma' ka' jo ikke se igennem Hækken. - - Naa, di Bøndertampe er forresten no'et Rak, sluttede han - saa di har sgu godt a' og faa no'en Tæsk engang imellem!

- Naa-aa, sagde jeg - de er vel ikke værre end andre Mennesker.

- Jo-o Gu' er di saa! for di mangler Dannelse.

- Ja-a, sagde jeg - men hvor skal de faa den fra?

- Næi! - - Og saa er di saa dovne, saa Vandet render a' dem!

- Saa-aa? sagde jeg. - Jeg har netop faaet det modsatte Indtryk.

- Ja det forstaar Di Dem naturligvis ikke paa! fortsatte Fredriksen. - Men Di sku' bare være Forvalter en otte Dages Tid! - - Det er et Hundeliv! Man maa rende fra den ene Mark til den anden! - - Skælde ud her og gi' paa Tosken der! - - Næi! - - Og naar man saa endda ha'de Udsigt til a' bli' sin egen Herre, vedblev han - men det er det sgu tyndt med. - - Og den Smule Lærdom, man huggede sig paa Højskolen, den gaar Fa'en i Vold! Op maa man tre-fire om Morgenen og rundt i Markerne. Og saa sidder man og sover ved Aftensmaden. - - Og saa i Seng, og saa op! - - føj for Satan, sikket Liv!

- Men Fredriksen! sagde jeg. - Hvad er det for noget med Dem? - - De plejer jo ellers ikke at se Tingene saa sort.

- Det gjør jeg sgu heller ikke! erklærede han.

- Naamen hva' er der da i Vejen.

Fredriksen standsede og saa' paa mig, og Musklerne i hans store Ansigt bævede.

- Di véd jo, Hr. Kandidat, begyndte han - a' jeg er forlovet med min Kusine. - - Det er hendes Billede, der staar nede i Kammeret paa Kommoden - - -

- Ja, sagde jeg - hende, som jeg vil stikke Dem ud hos!

- Jo vel, ja - - smilte Fredriksen gennem Taarer. - Og nu ha'de jo Onkel - - ham, Maltgøreren ovre paa Falster, han ha'de jo lovet a' sætte femten Tusend i en Forpagtning. Og alting var klappet, og som det skulde være.

96

- - Jeg skulde overta' Forpagtningen i Januar, og vi sku' ha' Bryllup til Foraaret - - -

Men alt det har De jo slet ikke fortalt mig et Ord om før! sagde jeg bebrejdende.

- Nej, for det skulde først være aldeles afgjort!

- Er det da ikke det?

- Næ-i, sagde han og saa' trist ud - for saa faar jeg her i Tirsdags Brev fra Onkel! Og nu vil han ha', a' jeg skal gaa i Kompagnon med ham om Maltgøreriet. Det er meget sikrere end Landvæsenet, si'er han - - - -

- Jamen saa slipper De jo ogsaa for at tærske Bønder, Fredriksen.

- Hmm! sagde han og slog ud i Luften, saa Manchetten gled ham helt op paa Fingrene. - Det var jo bare Sludder a' mig før! - - Der er ingenting, der duer her paa Jorden uden Landvæsenet! Jeg ka' sgu'nte gøre Malt!

- Naa-aa, det lærer De snart - - -

- Jamen jeg vil ikke! sagde han energisk. - Saa hellere stavre rundt og være Forvalter al sin Tid!

- Kan De da ikke tale Manden tilrette? spurgte jeg.

- Jo se det er det netop! sagde Fredriksen og standsede igen. - Kunde jeg bare rejse over til Onkel og tale med ham - - jeg ka' sgunne saadan ri'ti' skrive, hva' jeg mener! saa skulde det nok bli'e klaret, for han er ellers en prægti' Mand. - - Og Tante holder med mig - - og Mathilde! - - Men hvodden skulde jeg kunne rejse bort midt i Høsten?

- Har De talt til min Bro'er om det?

- Næ-i! sagde han forskrækket.

- Det skulde De gøre Fredriksen!

- Jeg tør sgu ikke! sagde han og vred sin svære Krop.

- -Hva' Fa'en vil ikke Proprietæren si'e, naar jeg kommer og beder om Frihed midt i den travleste Tid!

- Skal jeg tale med ham først? spurgte jeg.

- Vil Di? sagde Fredriksen, og hans Øjne lyste,

- Ja.

- Jamen tør Di? spurgte han.

- Jo-o - -

- Ja for vi ska' køre Hvede ind!

97

- Jo-o, jeg tør nok, sagde jeg.

- Di ska' dælenlyneme vesitte mig, naar vi bli'er gift! brød han saa ud og fog et Par Dansetrin,, saa Jorden rystede.

- Tak! nikkede jeg. - Men hvis jeg saa stikker Dem ud hos Konen?

- Aa skidt! sagde han og tog et Skøn over min slanke Person. - Di er sgu vist ikke saa farlig!

Nede ved Enden af Alléen fandt vi Sagfører Ingerslev og Skovrider Petersen. De sad paa Udsigtsbænken og saa' drømmende ud over Landskabet.

- Her er sgu kønt! sagde Sagføreren. - Og sikken Kløvermark! - - Jeg faar sommetider den mest rasende Lyst til at være Ko!

- Det ku' sgu da aldri' bli'e til mere end som Tyr, Prokerater! brummede Skovrideren.

- Schmaul l sagde Ingerslev. - Gamle Krudthorn! sagde han og klappede Skovrideren paa Maven.

Pludselig viste Jomfru Jensen sig iført sin musegraa Silkekjole og den italienske Straahat.

- Jeg skulde bede Herrerne være saa god at komme op og spise til Aftens! sagde hun og legede blysomt med Fodspidsen i Spadseregangens Grus.

- Tak, mit Lam! nikkede Skovrideren og tilkastede hende et Slængkys.

Jensen udstødte en blufærdig Vrinsken og forsvandt ad en Sidegang.

- Har De læst Folketidenden for i Morges? spurgte Sagføreren mig, da han og jeg fulgtes ad op gennem Alléen.

- Ja, det var et morsomt Referat!

- Er det nu ikke Satans med det gamle Finster Aarhorn! bandede Ingerslev. - Han gør os sgu til Grin i hele Landet! - - Naa, men det er vel hans Maade at bevare det fra Fædrene nedarvede paa!

- Han fandt Andragendet anmassende! sagde jeg. - Hvad er det egentlig, der irriterer ham ved de ulykkelige Cykler?

98

- De kommer saa "lydløst"! lo Ingerslev - Og Manden er lidt tunghør.

- Og nervøs maa han være, sagde jeg.

- Ja. - - Næmen saa' De det? vedblev Sagføreren.

- Da Skibsted sa'e, at Rytteren kunde jo gi'e sig tilkende! Saa skreg han: ja, ja, ja! men hvordan? hvordan? - - De skulde bare ha'e set ham! - - Jeg ventede min Salighed, at Manden vilde faa et apoplektisk Tilfælde! - - Og da jeg saa sa'e: de kan ringe, der er jo Klokke paa Cyklen! saa hvinede den gamle helt oppe i den højeste Fistel: Naar denne Ringning kommer, véd jeg ikke, hvor jeg skal hen!

- Det arme Asen! sagde jeg.

- Og saa skulde De ha' set det Blik, han sendte mig! fortsatte Ingerslev - For i Onsdags, da jeg kom trækkende med min Maskine op igennem Langgaden, saa gaar han og Tusnelda foran mig. Og da jeg var naaet lige hen til dem, saa ringer jeg. - - Og Fanden se-pa-rerer Parret! de galopperer i Bølgegang over i hver sin Rendesten!

- Naada! sagde jeg.

- Ja! Og dér stod han og snakkede noget om "vore Børn" og "vore Børn"! - - Og saa har hans Kone guhjælpeme aldrig haft saa meget som en Abort engang! - - Og vil De saa tænke Dem! - - Her forleden Dag kommer der en fremmed Rytter, der ikke kender noget til Forbudet, kørende op gennem Langgaden. Den gamle staar tilfældigvis i Vinduet. Véd De ikke, at De ikke maa køre her paa Byens Grund? brøler han. Nej, si'er den anden. - - Vil De værsgod straks at staa af, for det er mig, som regerer her! skriger saa den gamle og sender Pigen ud i Entreen efter Trensekasketten.

- Jamen Manden maa jo være - - - begyndte jeg.

- Aa, han er sgu vist ikke værre end de fleste gamle "Institutioner"! sagde Ingerslev og rev et Blad af Hækken.

- Næmen det er hans Tusnelda, der staar bagved! fortsatte han. - Hun har rimeligvis følt sig forstyrret paa sine Inspektionsture. - - Kender De hende?

- Nej, sagde jeg.

- Saa kan De sgu prise Dem lykkelig, min gode Mand!

99

- - Det er en lille mørkklædt gebrækkelig Fremtoning med et Par ondskabsfulde Øjne under et Slags sort Skræppeblad af en Hat. - - Hun løber altid midt ad Gaden og spejder som en Maar efter noget, hun kan slaa Klo i. -

- Jo-o Tak! det er sgu et hyggeligt Fruentimmer! sluttede han.

- Kommer De dér i Huset? spurgte jeg.

- Nej Gud fri og bevare mig! - - Jeg kom der engang, men saa ragede vi uklar. Og siden den Tid kan hverken han eller hun taale mig!

Oppe i "Galleriet", som Forpagter Egelund kalder den lange- flisebelagte Vestibule, der fører fra Dagligstuen til Kontoret over til Riddersalen, Spisestuen og Gæsteværelserne, traf vi Selskabet samlet.

Der hænger en Mængde gamle Malerier paa Væggene. Kongeportrætter og Jagtstykker og bibelske Billeder: Moses, der slaar Vand af Klippen, og Josef, der flyr sit Klædebon foran Potifars Hustru. Og Loftet er udstyret med Stukkaturarbejder, der danner Rammerne om tre store Malerier, forestillende nøgne Skovnymfer og bukkefodede Fauner i alskens Situationer.

Jeg kom tilfældigvis gaaende lige hen mod Forstander Jochumsen fra Taagerup Højskole. Han stod i Vindusnichen nede ved Døren til Riddersalen og saa' ud i Slotsgaarden.

- Disse gamle Borge! sagde han, da han fik Øje paa mig og strakte hjærtevindende begge Arme frem imod mig.

- Hæ - - smilte jeg og greb hans Hænder.

- Dette er ogsaa herligt! sagde Jochumsen og pegede paa Loftmalerierne.

- Ja, sagde jeg.

- Men jeg skulde dog hellere have ønsket bibelske Motiver, sagde han - Kviridens Skabelse, det første Brodermord - - -

- Og Jonas i Hvalfisken! supplerede jeg. - Har Hr. Forstanderen set Malerierne paa Væggene?

- Ja, ja jeg har! Højst interessante! - - Kristiern den fjerde dér - -

100

- Ja han er meget morsom! sagde jeg.

- Formodentlig før Slaget paa Colberger Heide?

- Formodentlig - -

- Hvor gamle er disse Billeder?

- Det véd jeg ikke, sagde jeg. - Slottet blev opført omkring 1673.

- Disse gamle Slægter! sagde Jochumsen og lagde blidt smilende Hovedet paa Skakke. - Altsaa kort før den skaanske Krig - -

- Hva'behager?

- Altsaa kort før den skaanske Krig! gentog han stadig smilende.

- Ja-a! sagde jeg hurtig - ja, kort før den skaanske Krig!

- Er det tilladt at titte ind i Højenloftssalen? spurgte Forstanderen.

- Ja værs'god - -

Jochumsen lukkede pietetsfuld Døren op .

- Kornloft! udbrød han med dyb Indignation.

- Tja-a, sagde jeg med et forlegent Skuldertræk.

- Det er sgu fuldkommen ko'rekt! lød det pludselig ved Siden af mig.

Det var Proprietær Haslund fra Minkaslyst.

- Dejli' Lokale! sagde han. - Mig Forlov at gaa indenfor? - - Det var Satans! vedblev han og kløede sig i Nakken. - Hvem der ha'de saadan et Loft! Mit derhjemme er sgu ikke nær saa stort, Hr. Jochumsen! - - Véd Di, henvendte han sig derpaa direkte til mig - a' Minkaslyst er bygget a' Stenene fra den østre Fløj her?

- Nej, er den det? sagde jeg.

- Og Hans Peter Henningsens Gaard og Mikkel Kjældbergs a' vestre Fløj, vedblev han - og di fleste Huse i Udby a' Portfløjen.

- Ja, sagde jeg - det har jo vaaren en vældig Kasse engang!

- "Vaaren''? sagde Proprietæren vrængede - det hedder sgu da vist været!

- Naa ja, sagde jeg - jeg tog fejl!

- Den er sgu stor nok endnu! fortsatte han. - Hva' 101 Fa'en ska' di Kaserner til? Vi er da alle Mennesker! - - Derres Bro'er sku' sgu- sælge den til Fattiggaard!

Ved denne Replik trak Forstander Jochumsen sig ud i "Galleriet".

- Hvor er alle di gamle Fædre ble'en a'? spurgte Haslund og pegede rundt paa Væggene.

- De skulde gaa over til den rosenhjelmske Familie, naar den gamle Kammerherre døde.

- Naa - -

- Ja for De véd jo, Haslund, at Fruen var en født Rosenhjelm.

- Næi, det véd jeg sgunne! - - Naa, men saadan gaar 'et Tid efter anden, vedblev han. - Nu har den Slags Folk sgu snart ikke andet end Portrætterne tilbage. - - Men Fa'en med det, naar bare vi faar Gaardene! - - Dog dette være sagt i Kjærlighed, som Jochumsen plejer at si'e! - - Hvor Fa'en ble' han a'?

- Han gik ud til de andre, sagde jeg.

- Hva' bruger nu Deres Bro'er den til? spurgte Haslund og pegede op paa en stor Lysekrone med Glasprismer, der hang oppe under Loftet.

- Den bli'er nok tændt, naar her er Høstgilde, sagde jeg.

- Jeg ka' sgu ikke forstaa, a' han ikke sælger alt det gamle Skramleri! vedblev Haslund. - Som nu den Krone dér, og Malerierne og di gamle Vaser ovre i Kontoret!

- Naa-aa, sagde jeg - det er jo ganske morsomt at ha' dem.

- Ja, naar man har Raad - - gubevares! - - Men Penge det er sgu dog nu li'godt Penge!

- Proprietær Haslund! maa jeg hae' den Ære? sagde min Broder og viste sig i Døren.

- Mad? spurgte Haslund.

- Ja.

- Saa er jeg med!

- Vil Du ta' Forstander Jochumsen, Johannes? bad Niels.

Og Jeg gik hen og tog Forstander Jochumsen.

- Synes Hr. Kandidaten ikke, begyndte han fortroligt, 102 da vi Arm i Arm gik hen gennem Flisegangen mod Spisestuen - at Proprietær Haslund - - en prægtig Mand forøvrigt! - - men at han i altfor høj en Grad er tilbøjelig til at se paa det praktiske, det æ - -

- Jo, sagde jeg - det tror jeg ogsaa!

- Man maa dog vel betænke, vedblev Forstanderen - at naar et Land først begynder at lade haant om sine Oldtidsminder, sine historiske Levninger, om jeg saa maa sige, saa ser det sandelig galt ud!

- Ja-a, sagde jeg.

- Dette være sagt i Kærlighed! tilføjede Jochumsen og lagde mildt sin Haand paa min Arm.

- Naturligvis! sagde jeg.

Og saa gik vi ind til Aftensbordet