✂

✂ I

✂ - Jo, se, hun bed ham jo i Næsen!

✂ - Hva' gjorde hun? spurgte jeg overrasket.

✂ - Ja miksendils bed hun ham ikke i Næsen da, den Snyddertamp! gentog Per og blottede i et bredt Grin en lang, gul Fortand, der tronede i ensom Højhed i hans Overkæbe.

✂ Per vogtede de halvhundrede Faar, der endnu holdtes paa Frørup for Brakmarkernes Skyld. Han havde herved erhvervet sig Navnet Faareper. Det vil sige i Omtale, aldrig i Tiltale. Han var en lille Mand med Skødefrakke og et Skræv som en Ildklemme. Overkrop havde han ingen af, hvorfor spøgefulde Medtjenere paastod, at han knappede sine Bukser om Halsen. Han var 67 Aar, kunde strikke Strømper (eller "lænke Hoser", som han selv kaldte det) og lave vidunderlige Ord. Han var en sær Blanding af Sangviniker og Melankoliker. Kunde gaa stum hele Dagen igennem, men til andre Tider synge, saa Faarene krøb sammen derved. Han elskede Mad, især fede Sager, og én af hans Livretter var flækket Surbrød med amerikansk Olie. Han var født Kvindehader og havde aldrig været gift. Men havde fire uægte Børn. Hans Verdensanskuelse var pessimistisk, hvorfor han ikke godt taalte, at man hentydede til hans Afkom.

✂ Han og jeg satte hinanden meget højt. Han stillede regelmæssig ved Vognen, naar jeg i Ferierne kom kørende til Frørup fra Dampskibet. Eller han passede mig op ude paa Landevejen. Og han stillede igen, naar jeg rejste. Engang forærede han mig en Støvleknægt, og den har jeg endnu.

104

✂ Jeg besøgte ham ofte i hans lille Lukaf nede ved Faarestien. Men helst gik jeg dog til ham ude paa Brakmarkerne. Thi dér var Luften ligesom friere.

✂ Derude boede han i et lille sortmalet Træhus paa Hjul. Her krøb han ind, naar det regnede, og her sov han om Natten. Den allerældste Hest paa Stalden trak Huset fra Mark til Mark. Og Hesten hed Endetønden og havde kendt bedre Dage.

✂ Per havde kun én eneste Ven i Verden foruden mig. Det var en stor gulgraa Hyrdehund ved Navn Judas. Den havde han selv dresseret ved at hænge den op i en Bjælke med et Tov om Halsen og tærske den med en Hasselkæp, hvorfor ogsaa Dyret elskede ham inderligt og kun bed ham engang imellem. Og det vistnok mere for sin Fornøjelses Skyld end af egentlig Ondskab.

✂ Per og jeg var som sagt uadskillelige. Undertiden tog jeg ham med op paa mit Værelse, hvor jeg forsynede ham med Pibeudkrads fugtet med Tobakssaus. En Blanding, han indtog som Skraa, og hvorfor han var mig meget taknemmelig. Men da jeg en Dag kom efter, at han aflagde mig Visit i min Fraværelse og viste Interesse for mine Cigarer, forbød jeg ham Huset. Dog dette slog intet Skaar i vort Venskab, da Manden var meget fordomsfri. Og jeg besøgte ham derfor stadig paa hans forskellige Opholdssteder.

✂ I Dag var han med Faarene ude i Bødkermarken.

✂ Han havde placeret sig paa Dørtrinet til sit bevægelige Hus, og jeg sad paa en af Stængerne. Hans Ben hang dinglende ned mod Jorden, og Armene holdt han ud fra sig støttet til Dørkarmen. Han mindede paafaldende om det græske TT, hvilket jeg havde sagt ham, og hvorover han havde følt sig særdeles smigret.

✂ Samtalen var i fuld Gang:

✂ - Kendte Du da noget til Kammerjunkeren ovre paa Grængegaarden? spurgte jeg.

✂ - Om jeg gjorde! sagde Per - jeg har jo knappet hanses Bukser!

✂ - Saa-aa?

✂ - Jo, for ser Kandedaten, jeg kom jo derfra og hertil.

105

✂ - Ja det er sandt, hans Fa'er holdt nok Faar?

✂ - Om han holdt! Dette her er no'et rent Lapperi ved Siden a'. Det var jo ham, der ha'de den store spanske Vædder!

✂ - Naa var det det?

✂ - Justemen var 'et saa, ja. Kender Kandedaten ikke den Historie?

✂ - Næ - -

✂ - Jo-o, se det var - - Kandedaten sku' vel ikke ha' en Segar saadan til Overmaal? afbrød Per pludselig sig selv og kiggede hen paa mig med Hovedet paa Skakke.

✂ - Jo værsgod, Per. Undskyld!

✂ - Ja, for hun skær jo immer mer hummerestisk ve' Damp! sagde han og tændte Cigaren. Han sugede til som en Skypumpe og fortsatte:

✂ - Vædderen blev jo nikket, gjorde den, Tyveknægten. Saadan bundet med et Rev fra Hornet ner til det ene Forben. Han var saa svær hidsig paa 'et, var han, og ku' ikke la' Faarene gaa udenfor Springetiden, ska' jeg si'e vos - - For hva'der ska' røres det ska' røres! sluttede Per dybsindig.

✂ - Det skal det, sagde jeg.

✂ - Nu maatte han jo halte rundt, fortsatte Per. - Men bøs var han. Og naar han gik over Broen nede ved Kesten Skrædders Vænge, trampede han løs, akkerat li'som han ku'hat Træben.

✂ - Det er hellerikke saadan at faa "nikket" sine Længsler, sagde jeg.

✂ - Næ-n, det er en evig Sandhed! lo Per - Miksendils naar én ska' gaa mellem Faarene alli'evel! - - Kender Kandedaten Kaptejnen inde fra Byen? spurgte han pludselig.

✂ - Postmesteren?

✂ - Jovel, ham, der var med i 64 og fik det ene Ben revet a' sig.

✂ - Jo-o, sagde jeg - De kalder ham Haltefanden derinde.

✂ - Miksendils! grinede Per og gned sig paa Laarene.

✂ - Hør, hvad er det for et underligt Ord, Per? spurgte jeg - miksendils?

✂ - Ja ser Kandedaten, det er bare saaden no'et, jeg si'er-

106

✂ - Er det kanske græsk?

✂ - Hæ, ja, der løver én jo saamanne Sprov paa Tungen!

✂ - - Næ men hva' jeg vilde si'e! han kom jo svært ud til Kammerjunkerens Fa'er, gjor'e han, Postmesteren. Eller ka' hænds det var til hanses Mo'er, om én ska' tro Snakken! Vist er 'et, a' han kom gærne humpendes ve' det Lav om Maar'enen, a' Husbond var i Marken, og Børnene sat inde ve' Skolemamsellen.

✂ - Herregud, sagde jeg - han gik vel Morgentur.

✂ - Kæ, næ, ja! Tur gik han allenfals! - - Men se saa var 'et jo en Maaren, a' Fruen ossensaa hører ham gaa og jolre paa Træbenet og hænge sit Tøj fra sig ude i Venstebulen, som di kaldte hinne - - for fint sku' 'et jo være, men Møj var 'et nu li'godt! Og Fruen faar jo et piskendes Jav med a' bøste og støve inde i Stuen. - Der er nok Kaptejnen, lille Stine! si'er hun saa med sin klejneste Røst -

✂ - Stupi'en fortalte det sæl nere i Borrestuen her bavetter! Og saa pikker det da ossensaa gelinde paa Døren. Og Fruen hopper hen og lukker op med et smilendes Aasyn. Men saa gi'er hun et Vræl og sætter sig li'e badovs paa hinners Rumpe - -

✂ Per brast i Later og hostede og spyttede.

✂ - Hvad var der da i Vejen? spurgte jeg.

✂ - Ih Gu' Fader bevares, ka' Kandedaten ikke gætte det? Og Per lo igen, saa hans lange Ben rystede, og Judas rejste sig og spidsede Øren.

✂ - Nej, sagde jeg, da jeg saa', at det voldte Manden Fornøjelse.

✂ - Det var jo den store spanske Vædder, den forbandede Nosseros, der var kommen ud og gaa Maar'entur!

✂ Per lo endnu højere og gned sig op og ned ad Laarene:

✂ - Kæ, hæ, hæ, ha-a-a! sagde han.

✂ - Vov, vov, vov! sagde Judas pludselig og saa' forundret paa sin Herre.

✂ - Vil han holde Kjæft! sagde Per og truede. - Ka' én ka'ske ikke faa Lov a' ta' sig et Grin, uden a' saaden en Iskariott straks ska' ha' et Ord med?

✂ - Naa men det var Kammerjunkeren, vi kom fra? begyndte jeg.

107

✂ - Ja se han fik jo - - kæ, hæ, hæ-æ! - - jeg ka' skunne komme væk fra Vædderen! sagde Per - jeg ka' skunne! - - Jo se han fik jo - - kæ, hæ! - - han fik jo Gaar'en etter den gamle, som ble' rørt - -

✂ - Hva' ble han? spurgte jeg.

✂ - Han ble' rørt, gentog Per.

✂ - Hvorfor dog?

✂ - Ja hvem ka' granske Tingenes Udgang! sagde Per og spyttede langt. - Di kalder det nu for Resten ossensaa a' faa Poblesislav, tilføjede han.

✂ - Naa-aa!

✂ - Der var nu ikke stort ve' Gaa'ren, var der ikke, men den gamle ha'de holdt paa Stumperne i di sidste Aar, for straks han købte den, spillede han sgu svært Fandango

✂ - Saa-aa? gjorde han det?

✂ - Aa Gu' ja! alt hanses Kvindfolk ble' jo velsi'net. Ba^de Stupi'en og Mejersken og Gaasepi'en med for den S; vs Skyld. - - Og det koster, det koster svært! gentog Fer og saa' mørkt ud mod Horisonten.

✂ - Jamen han var jo gift, indvendte jeg.

✂ - Fa'en med det! smilede Per foragteligt - Egteskavet i Danmark er Humbug.

✂ - Naa men Kammerjunkeren? spurgte jeg igen for at lede ham paa rette Vej.

✂ - Han fik jo saa Gaar'en ja, og det fø'ste, han gjorde, var at lægge Faarene a' og ta' Kør. Og den Mand, der gør det, han er snart kaput, miksendils han ingen Forstand har.

✂ - Naa-aa? forsøgte jeg.

✂ - Jo for ser Kandedaten, sagde Per ivrig - Faarene di ka' baade klæde vos og føde vos. Men hva' ka' Køerne?

✂ - En rigtig fed Oksesteg, lille Per, sagde jeg - en rigtig fed Oksesteg med Rødbeder og Kartofler?

✂ - Miksendils! sagde Per og plirede vellystigt med Øjnene. - Jeg er natyrli' ikke den Mand, der fornægter Fødens Behaveli'heder! Men hvor bli'er Klæ'erne a, bitte Johannes, spør jeg? naar én da ikke vil gaa i Huder og Skind li'som di gamle Feddekenesere.

✂ - Men Kammerjunkeren? spurgte jeg for tredje Gang.

✂ - Ja han ble' jo saa gift med Jægermesterens Datter fra 108 Krungerup. Men det ku' da enhver straks vide, a' det ku' aldri' gaa.

✂ - Hvorfor dog ikke det?

✂ - Næ, for ser Kandedaten, sagde Per og blinkede polisk - han havde jo vaarren der før Bryllupet!

✂ - Hvor ha'de han vaarren? spurgte jeg. Per kløede sig i Nakken og rev sig paa Armen og satte Munden helt hen til mit Øre.

✂ - Han ha'de jo - - forstaar Kandedaten - - han ha'de jo vaarren hinner temmeli' nær!

✂ - Naa saadan! sagde jeg.

✂ - Ja. Og det véd da enhver, a' det er skidt til a' begynde med. For hvorfor skà' én saa gifte sig?

✂ - Der er no'et om Snakken! sagde jeg. - Men han var maaske nødt til det?

✂ - Li'e akkerat hva' han var, ja! nikkede Per - Barnet kom fire Maaneder, før det var ventendes.

✂ - Hvad sa'e dog hans Mo'er? spurgte jeg.

✂ - Ja, hva' sku' hun vel si'e? sagde Per og slog ud med Haanden.

✂ - Næ-i forresten - -

✂ - Aa men det ble' jo saa rent masendes galt med det Giftermaal! fortsatte Per livligt - for hun fra Krungerup vilde rejere,, og Kammerjunkeren vilde rejere, og den gamle Frue vilde rejere. Og hva' sku det bli'e til?

✂ - Næ-i - -

✂ - Hva'fals?

✂ - Jeg sa'e bare: næ-i!

✂ - Naa-aa! - - Og det ble' begriveli'vis ossensaa det bare Slapperas, tog Per fat igen - For naar Kammerjunkeren satte en Mand til at feje oppe paa Kornloftet, saa hentede Krungerupperen ham over i Rullestuen. Og naar den gamle Frue ha'de stillet Sidse Smeds ner til Lakøjerne, saa pilkede Kammerjunkeren hende op paa Høloftet!

✂ - Og alt det gik Du ganske rolig og saa' paa, Per?

✂ - Næ-æ, paa det Lav! grinede han og blottede den ensomme i Overkæben - Jeg læste nok Skriftens Ord for dem en glad Dav]

✂ - Naa?

109

✂ - Jo se det var her, mens Kammerjunkeren var paa Rejse, begyndte han - saa kommer ham den vindøjede Marius, Sønnen til Jens Hjulmand, Di véd nok, han kommer ner til mig og si'er, a' i Dav sku' han passe Faarene. - Hvem har mon stukket Dig den ud, lille Marius? spør saa jeg. - Det har den onge Frue, si'er han. - Og hva' vil den naadige saa sætte mig til? sa'e jeg igen. - Du ska' rulle, Per, sa'e saa han, og grinede saa Øjnene smak sammen over Næsen paa ham. - Og Judas, si'er jeg - ska' han ka'ske vugge Stamherren? si'er jeg, og det kogte indvendi' i mig. - Næ, han ska' med mig ud i Pottema'ermarken, si'er saa han. - Potte for og Potte bav! si'er jeg - Judas ska' miksendils være, hvor jeg er! si'er jeg - for vi er kommen li'som a' samme Mo'ers Liv, si'er jeg - og ska' jeg rulle, saa ska' Judas Fa'en tordne mig rulle med! si'er jeg. - Og hils han sin Frue og fortæl, a' jeg lystrer ingen anden Parade end som Kammerjunkerens, a' hun véd det, sa'e saa jeg. - Og saa ka' din vindøjede Møtrik gærne gaa op og formælde hinners Naade, a' undertegnede ta'er sig den Frihed a' skrive: Peter Antonius Sørensen Uggeløse! sa'e saa jeg. Og saa gik jeg.

✂ - Jamen det kan dog aldrig være rigtigt at sætte sig op imod sit Herskab, Per! indvendte jeg.

✂ - Herskav! vrængede han - Herskav! Der har aldrig vaarren den Stund, hvor jeg har ladt mig kommendere a' et Fruentimmer!

✂ - Nejvel, sagde jeg - men hun var jo dog din Madmo'er.

✂ - Hun var Fa'en, var hun! vedblev han ivrig. - Hun aad sæl det fedeste Bedekød, og saa maltrakterede hun vos syndi'e Sjæle med Speddekalle og Centrifugemælk! - - Kandedaten ka' bande paa, a' jeg kender Fruentimmerne! sluttede han med Overbevisning. - Di smidsker og tisker og bider én i Nakken, naar én saameget som vender Ryggen til.

✂ - Ja-a, sagde jeg - kan gærne være. Men Du har jo forresten aldrig været gift.

✂ - Det har jeg ikke, nej, og Gud Fader ske Lov og Pris og evig Tak for det! (her gjorde Per Korsets Tegn). Men jeg har stoderet Kvindekønnet, har jeg, og det miksendils baade for og bav, naar Ret ska' si'es!

110

✂ - Naa ja. - - Men hvad sa'e saa Kammerjunkeren, da han kom hjem?

✂ - Ja, hva' det angaar, saa har Kammerjunkeren altid vaarren en Standsperson!

✂ - Jamen hva' sa'e han?

✂ - Per er i sin fulde lovlige Ret! sa'e han.

✂ - Men han solgte dog baade Dig og Faarene, vedblev jeg.

✂ - Det gjorde han, ja! indrømmede Per. - Men det var nok ossensaa en Transfusjon a' regne for. For fra den Stund gik det rent ud skidt med det hele.

✂ - Gjorde det det?

✂ - Ja se fø'st ble' han jo sepereret fra Konen, og saa røg Gaar'en.

✂ - Hvorfor blev de egentlig skilt? spurgte jeg.

✂ - Jo for hun bed ham jo i Næsen, Utysket! og det maa Kandedaten da sæl vedgaa, a' det ka' ingen honnerabel Mandsperson la' sitte paa sig!

✂ - Nej, sagde jeg - nej, men - - -

✂ - Der bor en Dævel i hver eneste gudsskabte Fruentimmer! vedblev Per med dyb Overbevisning. - Og han ska' nok komme frem, naar Tidens Fylde viser sig.

✂ - Hvordan kom det dog saa vidt mellem Ægtefolkene? spurgte jeg.

✂ - Han ska' nok ha' smukken hinne en Sinkedus, sagde Per og smilte stille. - En Dav hun ha'de skikket Marius til Byen etter Svedsker, da Kammerjunkeren ha'de sat ham til og vaage over Følhoppen, saa smak han hinne nok en Sinkedus, gjorde han, kæ, hæ!

✂ - Jamen véd Du hvad, Per - - -

✂ - Hun ku' jo ha' sla'et igen! afbrød Per mig - hun ku' jo ha' sla'et igen, ku' hun! og jeg sku' aldri' ha' nævnt et Ord om 'et. Men rive og bide! føj for Satan! det er justemen li'som de umælede Bester! - - Naa men Fruentimmerne er da miksendils hellerikke andet end som Katte med Snakketøj at regne for! sluttede han. Men pludselig sprang han ned fra sit Dørtrin og raabte:

✂ - Judas! Judas! sover Du, din forbandede Køter? Faarene render jo ind paa Pe' Dimbolts Rugstub!

✂ Judas var allerede i en stor Bue udenom Faareflokken.

111

✂ Og Per stod med skrævende Ben og svingende Arme og dirigerede:

✂ - Ho-o! hu-u! herom! raabte han - sa! sa! sa! Lamseben! Lamseben!

✂ - De er nok ligesaa galne som Fruentimmerne, Per? sagde jeg og rejste mig.

✂ - Miksendils! grinede Per - Men en anden én er da Herren ske Tak født a' Mandkønnet. - - Ju-da-as! brølede han saa - ta' dem fra venstre for Satan! elle's render di jo ner paa Grønvejen, din Iskariott!

✂ - Du kommer vist til at hjælpe ham, foreslog jeg.

✂ - Behøves inte! behøves inte! sagde Per med Værdighed - jeg kommenderer!

✂ - Naa farvel da, sagde jeg. - Jeg kommer ud til Dig en af Dagene igen.

✂ - Kandedaten er immerhen velkommen! sagde Per galant og lettede paa Huen.

✂ Da jeg var kommen over Marken ud paa Vejen, vendte jeg mig om. Og jeg saa' da Per springe som en uhyre Græshoppe ned ad Banken af sted aÜ Grønvejen til.

✂

II

✂ Fjorten Dage efter mit Besøg ude hos Faareper i Bødkermarken havde Endetønden trukket ham og hans Vogterhus om i Kongstedkrogen, en Mark, der ligger indeklemt mellem Granskoven mod Vest og Viby-Skovbøllevejen mod Øst.

✂ Det blæste, og Per havde ladet Huset sætte over i Læ af Skoven.

✂ Min Broder havde fortalt mig, at den gamle ikke var i godt Humør. Hans næstyngste Søn, som han for fem Aar siden havde tabt fuldstændig af Syne, og som han troede lykkelig og vel død ovre i Amerika, havde pludselig en Aftenstund for et Par Dage siden glædet ham med et Besøg og lettet ham for halvtredje Krone.

✂ Allerede ude fra Landevejen kunde jeg høre Judas hyle og skælde. Jeg skraaede hen over Marken, tværs ind gennem Faareflokken, der laa og gumlede og missede med Øjnene.

112

✂ Klokken var 7-8, og Solen hang langt nede bag Granerne.

✂ Skoven kastede en vældig Skygge frem imod mig. Og Faarenes Gumlen lød som en ustandselig Trasken af nøgne Fødder over gyngende Mosejord. Et og andet af dem rejste sig op paa Knæene, gloede og lagde sig ned igen. Nogle Viber skreg ude mod Nord over Kastbjærg Enge. Og op mellem Bakkerne i Syd saa' jeg Spiret af Frørup Slotstaarn rage frem.

✂ - Jeg ska' den unde fortære mig tæ'ske din fnattede Helhest, saalænge Vorherre lægger Kraft til! brølede Per. Og jeg saa' ham svinge Stokken og hørte Slagene ramme.

✂ - Vov, vov, vov-u-u! hylede Judas.

✂ - Per! raabte jeg - Per! hvad er det, Du bestiller? Per drejede Ansigtet lidt om imod mig, fnen blev ved at prygle løs paa Hunden.

✂ - Per dog! raabte jeg højere og gik hurtigere til. Nu saa' jeg, at han havde bundet et Reb om Dyrets Hals og klynget det op til den øverste Del af ét af Hjulene.

✂ - Men Per dog! plager Fanden Dig! sagde jeg, da jeg stod ved Siden af ham.

✂ - Er det Kandedatens Hund, eller er det mm? spurgte Per og stak sin vidunderlige Næse op imod mig.

✂ Judas støttede kun med Bagpoterne paa Jorden. Tungen hang den ud af Halsen, og Øjnene var vilde af Angest og Arrigskab.

✂ - Dér har Du den, dit Ukrud! sagde Per og drev Hunden nok et Slag. Dyret hylede og stirrede paa ham, som om det vilde æde ham.

✂ - Nu skal Du holde op! sagde jeg og tog ham i Armen.

✂ - Er det min Hund? gentog Per.

✂ - Ja vel er det saa! sagde jeg. - Men jeg vil ikke staa her og se paa det Pineri!

✂ - Kandedaten ka' jo gaa! sagde Per indædt forekommende. - Gu'bevares, Kandedaten ka' jo gaa, væ'sgo!

✂ Og jeg gik hen og løste Rebet, der var bundet om Dyrets Hals.

✂ - Det var vel det, Du mente? sagde jeg.

✂ Hunden faldt tungt ned og blev et Øjeblik liggende uden 113 at røre sig. Saa krøb den langsomt hen mod Per, lagde sig et Par Skridt fra ham og saa' op paa ham.

✂ - Iskariott! sagde han og løftede Stokken.

✂ - Vov, vov! sagde Judas og logrede med Halen.

✂ - Jo-o! sagde Per - han er en skidt Knægt, er han! føj-i-i! sagde han og truede med Fingeren.

✂ Hunden sprang op ad ham og slikkede ham i Ansigtet.

✂ - Ja, det kender vi nok! sagde Per - sleske og slikke!

✂ Judas lagde sig paa Forbenene og bevægede Bagkroppen sidelæns frem og tilbage i Gallopadetakt. Per bøjede sig ned og klappede den paa Ryggen. Men i det samme snappede Dyret efter hans Haand. Man hørte Tænderne slaa sammen, idet de greb til. Formodentlig havde Per berørt et Sted, hvor Stokken før havde været.

✂ - Unter med sig! sagde han saa og pegede bydende hen mod Vogterhuset. Og Judas luskede slukøret ind mellem Hjulene.

✂ Jeg sad paa Vognstangen og saa' til uden at sige noget. Per stod med Ryggen halvt mod mig og pillede nogle Jordklatter af, som Hundens Poter havde sat paa hans Frakke.

✂ Saa vendte han sig. Og jeg drejede Ansigtet bort og saa' hen over Faarene ud mod Landevejen.

✂ - Kandedat! lød det stille fra ham. Men jeg lod, som jeg ikke hørte det.

✂ - Kandedat! kom det igen, og Per traadte nærmere hen mod Vognstangen. - Ma'esløs Vær! begyndte han konverserende.

✂ Jeg vendte Hovedet om mod ham, men sagde fremdeles ingenting

✂ - I Maaren faar vi vel Ru'en ind, vedblev han - med Gu's Hjælp!

✂ - Per! sagde jeg - korn lidt her hen!

✂ - Kæ - -! sagde den gamle og smilte mat. Men jeg skimtede dog hans gule Fortand.

✂ Da han stod lige foran mig, saa' jeg ham bekymret ind i Øjnene, skønt jeg var lige ved at smile.

✂ - Kandedat, sagde han saa og gramsede ved den nederste Snip af sin Vest - hva' en vi Gu's Skavelser, Kandedat, naar der er no'et, der trykker indvendi'? sagde han.

114

✂ - Ja hvad er der i Vejen med Dig? spurgte jeg.

✂ - Hva' der er i Vejen - - gentog han. - En ka' jo dog imellemstunder ha' sit og tygge paa.

✂ - Jeg troede, Du befandt Dig vel her paa Frørup? sagde jeg.

✂ - Det gør jeg! sagde Per - og jeg klaver ikke! Kandedatens Bro'er har altid vaarren en paalidelig og gemen Husbond, baade hva' Kost og Omgængeli'hed og det andet angaar - -

✂ - Naa - men?

✂ - Ja, sagde han og sukkede - der er jo baade dit, og der er dat; - - Jeg véd godt, a' jeg har mine svare Synder - -

✂ - Naa-aa! indskød jeg.

✂ - Jo, det véd jeg! men én er da hellerikke mer end som en jordisk Skavning - -

✂ - Nej - -

✂ - Nej. Men fordi én stundom har lydt Kaldelsen indvendi' fra - - saaden jeg mener med Hensyn til hva' der hedder Omgang med det andet Køn, saa kalder jeg det eurimeli't, a' én ska' lidde for det, saalænge én nyder den Behaveli'hed a' eksestere.

✂ - Men Du har jo ikke haft noget med Fruentimmer at gøre, sagde jeg - Du har jo aldrig været gift.

✂ - Nej, det har jeg ikke, nej, sagde Per. - Men Kandedaten véd nok med sig sæl, a' undertidden saa - saa falder det jo saaden til, a' én kommer dem for nær alli'evel.

✂ - Ja-a, sagde jeg - det -

✂ - Og saa kommer der jo dette hersens med Børnene, vedblev Per

✂ - Har Du Børn, Per?

✂ - Jo-o, det har jeg da.

✂ - To? spurgte jeg.

✂ - Næ-i fire, sagde han og vred sig.

✂ - Fire!

✂ - Ja det faldt jo saa uheldig ud for mig hver Gang, sagde han undskyldende. - Og det er da nok miksendils elle's ikke for Børnenes Skyld, a' én ta'er sig den Fornøjelse.

115

✂ - Lever deres Mo'er? spurgte jeg.

✂ - Ja-a, sagde Per og gned Albuen ned mod Hoften - di har jo ri'nok elle's hver sin.

✂ - Jamen Børnene er vel voksne nu? sagde jeg.

✂ - Ja det var osse det jeg tænkte. Men di tyer dog alli'evel immerhen til Fa-derhjemmet, naar di mangler. Og saa ska' én bestandi' høre deres Gloser, sagde han pludselig arrig - fordi én ikke ka' skalpere dem Lommerne fulde a' Søl'penge, rent ud sagt!

✂ - Ja-a, Per, sagde jeg - man maa jo - -

✂ - Næ-i, afbrød han mig - men der er helleringen ret Forstand i, a' én ska' ha' Børn, naar én ikke skøtter om 'et!

✂ - Du kunde jo ha' holdt Dig fra -

✂ - Det véd Kandedaten godt, a' det er no'et eurimeli' Præk! sagde Per hidsig - for Naturens Lov maa hver Skavning lyddé! - - Ser vi hen til Dyrene inde i Skoven, vedblev han patetisk og slog ud med sine lange Arme - og ser vi op til Markens flyvende Sanger og Jordens kryvende Orm - - men di maa jo ri'nok heller ikke betale no'et! sluttede han pludselig en Oktav dybere.

✂ - Men hvad var der nu i Vejen med Judas? spurgte jeg.

✂ - Naa-aa, sagde Per og saa' til Siden - det er det sgu'nte værd a' tale om.

✂ - Han maa dog ha' gjort noget! trængte jeg paa.

✂ - Næ-i, sagde han - det ha'de han sgu da elle's ikke. Men sommetiddens er 'et, li'som én ikke ka' styre sig sæl.

✂ - Jamen, Per, Du prygler da ikke Hunden uden Grund?

✂ - Grund? gentog han. - Næ-i, det gør jeg begriveli'vis ikke!

✂ - Hvad ha'de han da gjort?

✂ - Ja han ha'de elle's ikke gjort no'et, si'er jeg jo! Men han laa derhenne paa Ryggen og baltrede sig i en Komokke. Og saa ble' jeg med ét li'saa ædende gal, a' jeg glemte rent og aldeles baade Hvid og Sans, som det hedder. Og saa task jeg ham. For jeg har jo sagt til ham, a' jeg vil ikke ha' det Svineri!

✂ - Men nu er det vel bedre med Humøret? spurgte jeg.

✂ - Jo-o, sagde Per og smilede huldsaligt - det bli'er 116 jo immerhen altid li'söm lidt bedder, naar Kandedaten nærmer sig.

✂ - Sæt Dig her paa Dørtrinet, sagde jeg - og lad os være fornuftige.

✂ Per hoppede op og satte sig i sin Yndlingsstilling med Benene dinglende og Armene støttet mod Dørkarmen.

✂ - Nej se dér! sagde jeg og pegede - der sidder en Stær paa Ryggen af et Lam og hakker i Ulden.

✂ - Ja, han fanger sin Nad're, sagde Per. - Velbekomme ham!

✂ Nu sad vi lidt og kiggede ud i Luften uden at tale. Saa sagde Per pludselig let henkastet:

✂ - Jeg synes ikke, Kandedaten ry'er i Aften?

✂ - Nej, sagde jeg - men jeg sidder netop og tænker paa at tænde mig en Cigar. Vil Du ha' en med?

✂ -- Ja Tak, som bydder! jeg si'er ikke nej!

✂ Og saa tændte vi.

✂ Per sad en Stund med Hovedet bøjet bag over og pustede den ene vældige Røgmasse fra sig efter den anden. Af og til nynnede han. Det lød, som naar en brystsyg Kæmpe har ondt ved at faa Vejret.

✂ - Jeg synes, hun blander, sagde han med ét og pegede op paa nogle smaa Skyer, der drev hurtig afsted højt oppe.

✂ - Nej! sagde jeg afgjort - vi skal køre Rug ind i Morgen!

✂ - Om Vorherre vil det! lagde Per til.

✂ - Det vil han nok!

✂ - Ja-a, sagde han og trak langt paa det - Fa'en tro ham, for den Ka'l har nu sit for sig.

✂ Han sad og klippede tænksomt med Øjnene. Træskoene havde han skubbet af sig, og det ene Ben var snoet utrolig mange Gange omkring det andet. Endelig fik han Luft, og dybest nede fra hans Hjærtes Grundvold kom det:

✂ - Hva' er vi Mennesker, Kandedat, sagde han - andet end som Mekenismer og regne for? Vi æder og vi drikker, og vi sover og vi dør, og Verden gaar immer sin respektable Gang! . - Ja-a, sagde jeg - vi maa jo lystre Lovene, Per.

✂ - Der staar jo nok antyddet i Skriftens Ord, fortsatte 117 han tankefuldt - a' vi ka' faa det, som vi lyster, naar bare vi beder og saadan no'et. Men det har jeg nu aldri' sat no'en ri'ti' Fidus til. For han dér oppe (her kiggede Per paa skraa op mod Skyerne), han gør jo dog kun, hva' han vil. - - - Hva' var nu mere rimeli', fortsatte han og glemte rent at suge paa Cigaren - end som a' han i Høstens Tid lod vos holde Tørrevejr? Jeg mener nu ikke, a' han saaden justemen behøvede a' la' Solen skinne straks fra Maarenstunden! vedblev han og slog medgørlig ud med den ene Haand - for herregud, vi ku' jo køre med lidt flere Vogne etter Mellemmadstid. - - Men saa la'er han det regne, og saa tordner det, og saa lyner det! og al den Gu's Velsignelse paa Marken bli'er manne Gange ikke mer end som li'e kontant til a' køre paa Mødningen. - - Næ-i, sluttede han og tog fat paa Cigaren igen - saaden rent upaaklaveli' er sgu'nte hans Styrelse! - - Men vi er jo kun Mennesker, tilføjede han udglattende - og vi er junde sat til a' regelere hans Veje!

✂ - Nej, sagde jeg - lad os bare aldrig glemme det!

✂ - Nej vel saa, vel saa! indrømmede han. - Men det letter nu li'egodt a' faa sagt et frit Ord imellemstunder! -

✂ - Og se nu til Else Tamburs! vedblev han haardnakket.

✂ - Hva ku' hun for, a' Kammerjunkeren deroppe ha'de den slemme Sy'e? Var 'et nu li'godt ikke meget hedder for hinne, om hun døde?

✂ - Man véd aldrig, hvad der kan være Vorherres Mening med hende, Per!

✂ - Nej vel saa, vel saa! sagde han igen. - Men jeg mener nu, a' naar Else er fra Forstanden, saa ka' det rniksendils være det samme, hva' han mener, for hun ka' sgu datte ha' no'en Glæde a' 'et!

✂ Judas havde rejst sig og stod foran Per med Hovedet kælent paa hans Knæ.

✂ - Den Hund holder vist meget af Dig, Per? sagde jeg.

✂ - Ja, sagde Per og strøg Dyret kærtegnende hen over Øret - han og jeg, vi holder sammen i Liv og Død, som di si'er. - - Tror Du ka'ske ossensaa a' det bli'er Regnvejr, Grimpomenus? spurgte han og løftede Hundens Hovede op, saa de saa' hinanden ind i Øjnene.

118

✂ - Vov! sagde Judas.

✂ - Fa'en heller! sagde Per, - Ka' Du ikke se, a' Skyerne er væk? din Iskariott! Og han løftede Dyrets Hovede endnu højere.

✂ - Vov! sagde Judas igen og knurrede kælent.

✂ - Ja-a-a, jeg véd det nok! sagde Per. - Men Du kommer pænt tilhaves om en lille hal' Time, forstaar Du.

✂ Hunden gjorde nogle overstrømmende Dansepas og smuttede derpaa hurtig ud mellem Vognstængerne og sprang over Grøften ind i Skoven.

✂ - Hva' nu? spurgte jeg overrasket.

✂ - Aa, han plejer jo gærne van a' faa Lov til a' redressere sig lidt, naar Faarene har lagt sig, forklarede Per. - Fa'en maa elle's vide, hvo.' han bestiller derinde? tilføjede han - for han kommer immerhen saa maltrakteret ud igen. Ka'ske det er Skovløberens Bella, sagde han og missede.

✂ - Hør, Per, bad jeg - vil Du gøre mig en Tjeneste og en Fornøjelse?

✂ - Jeg staar immerhen til Kandedatens Raadi'he'! sagde Per og tog til Huen som et Telegrafbud.

✂ - Syng en lille Sang, hva'?

✂ - Nej, sagde han pludselig alvorlig. - Det er Humøret sgunne til, Kandedat!

✂ - Aa hvad? Den lille, Du véd nok?

✂ - Jeg ka' sgunne - -

✂ - Den er saa morsom! trængte jeg paa.

✂ - Jeg ka' sgunne! sagde han igen. - Og saa husker jeg heller ikke mer end som di ni Vers.

✂ - Det gør ingenting! sagde jeg. - Lad os bare faa dem! Saa tænder vi en frisk Cigar bagefter.

✂ - Ja ma' ka' junde nægte det, smilede han og viste den ensomme - for Kandedaten har immer ha't saaden no'et vist ved sig!

✂ - Det er den med "Snehvide", hjalp jeg.

✂ - Javel! sagde han og rømmede sig. - Men jeg ka' bogstaveli' ikke huske mer end som di ni fø'ste Vers!

✂ - Det gør ingenting! sagde jeg. Og Per satte sig i Stilling og sang:

119

✂ Jeg gik ud i den ravnsorte Nat!
- ja I véd vel nok Besked? -
Jeg gik ud i den ravnsorte Nat!
Natten hun var hae-æ-sli',
sneddevide, væltevide, jukkel, jukkel, jukkel!
der var aldri' en Stjærne a' se - med en Pukkel.

✂ - Hæ! sagde jeg.

✂ - Kæ! sagde Per og fortsatte:

✂ Jeg gik hen til min Kærrestes Dør!
- ja I véd vel nok Besked? - -
Jeg gik hen til min Kærrestes Dør!
Døren hun var lo-o-set.
sneddehvide, væltevide, jukkel, jukkel, jukkel!
der var aldrig en Smeddesvend a' se - med en Pukkel.

✂ Jeg krøv op - - - begyndte han paa det tredje Vers, men standsede i det samme med Munden vidt aaben.

✂ - Hvad er der? spurgte jeg.

✂ Pers Ansigt var pludselig kommet til at se meget ældre ud, og Rynkerne om hans Øjne syntes dobbelt dybe.

✂ - Hvad er der, Per? spurgte jeg igen.

✂ - Jeg faar nok holde op, sagde han med en stille ulykkelig Stemme. - Og saa faar Kandedaten gaa, For dér kommer én ovre, som ska' tale med mig.

✂ Jeg saa' over mod Landevejen, og saa' en lang duknakket Fyr komme slentrende i en Kreds udenom Faarene.

✂ - Hvem er det? spurgte jeg.

✂ - Kandedaten faar gaa! gentog Per. - For hva' han dér og jeg har a' snakke om, det ska' Tredjemand nødi' overvære!

✂ Jeg rejste mig fra Vognstangen.

✂ - Vil Du ikke ha' den Cigar, jeg lovede Dig? spurgte jeg.

✂ - Nej Tak, sagde han og rystede paa Hovedet. - Der bli'er nok ikke mer Røg a' i Avten.

✂ - Jeg gaar ad Skovvejen, sagde jeg.

✂ - Ja gør Kandedaten bare det, sagde Per. - Og sku' Di møde Judas, saa bed ham komme her tilhaves, for det er dog saa ærli't a' ha' en, ma' ka' stole paa, ved sin Sidde.

120

✂ Saa sprang jeg over Grøften ind i Skoven. - Hva' Satan i hede Helvede vil Du her nu igen? hørte jeg Per raabe sin Gæst i Møde.

✂

III

✂ Det var lummert, og Tordenen murrede langt borte i Horisonten mod Vest.

✂ Jeg stod nede ved Fjorden med min Kikkert og saa' ud paa Dampskibet, der for e: Par Dage siden var løbet fast paa Grunden ude ved Dyrholms Hale.

✂ Der var allerede slæbt en Muddermaskine derud. Og man hørte enkelte Raab fra Mandskabet lyde helt ind paa Land.

✂ Paa en Sten henne bag Lerskrænten sad en Person og klædte sig paa. Jeg havde set ham gaa ud i Vandet til Knæene, lægge sig og plaske et Par Minutter og saa gaa op igen.

✂ Nu sad han med Ryggen mod mig og trak Benklæderne paa. Jeg satte Kikkerten for Øjnene. Han bøjede sig frem over sine Fødder og tørrede dem af med en Haandfuld Tang. Jeg syntes, jeg skulde kende ham. Saa vendte han Ansigtet om imod mig. Det var Faareper. Og Judas saa' jeg nu ogsaa. Han sad som en Støtte oppe paa Skrænten og stirrede ind over Marken.

✂ Jeg gik ned mpd ham.

✂ Per trak Strømperne paa og Vesten og Frakken, og stod i fuld dress, da jeg naaede derned.

✂ - Men Per, sagde jeg - var det Dig, der var i Vandet?

✂ - Ja-a, sagde han - jeg er sgu osse færV og fortrydde det! Men én Gang om Aaret sku' ma' dov gærne skylles!

✂ - Jamen Du maatte vist heller ha' ventet til en Solskinsdag, Per.

✂ - Naa-aa, Varmen ka' ma' sgu dov elle's ikke klave paa i Dav! sagde han og rystede af Kulde.

✂ - Hvad tror Du, det bli'er til? spurgte jeg. - Faar vi Torden?

✂ - Næ-i, sagde han og kiggede over mod Vest - Stranden holder hinne sgu nok! Hvis danne hun kniver om i 121 Nord og stikker op mod Vinden! - - Og saa bli'er hun slem! lagde han til. - Med Forlov? spurgte han saa - hva' er det for et Apperat, Kandedaten har dér paa Maven?

✂ - Det er en Kikkert.

✂ - Naa-aa - - er han til a' se i?

✂ - Har Per aldrig kigget i saadan en?

✂ - Aldri' i min Tid!

✂ - Se nu ud paa Dampskibet, sagde jeg og rakte ham Kikkerten. - Nej, det er de smaa Glas, Du skal sætte for Øjnene!

✂ Per kiggede.

✂ - Gudd-fa-der bevares! sagde han andagtfuld. - Næj nu har jeg da aldri'! - - Hun ligger jo li'e for Snudden a' mig! - - Og Moormaskinen! vedblev han. - Jeg ka' li'efrem se Spandene snurre! - - Sku' je'tte ku' hitte Hans Peter Klemmesen? udbrød han pludselig. - - Næj det er dov det værste, jeg har vaarren med til i mine Dave! endte han og rakte Kikkerten hen mod mig.

✂ - Se nu engang i de store Glas, Per, sagde jeg. - Se ud paa Dampskibet igen!

✂ - Næj er de'nte grusomt! sagde Per forfærdet og rev Kikkerten fra Øjnene. - Næ-i det vil jeg sgunne vaarre med til! sagde han og leverede Kikkerten tilbage.

✂ - Jamen Du saa' jp ingenting, Per!

✂ - Jeg vil sgunne! sagde han. - Det er junde Menneskeværk!

✂ - Jamen Per -

✂ - Næ-i! - - Fø-i for Satan! Det er sgu akkerat, li'som naar Maren rider én! Sommetiddens er hun saa nær, a' én ka grive hinne med Fingrene, og sommetiddens er hun ikke andet uden end som en lille Prik manne Mile borte! - - Næ-i Tak sæi!

✂ - Jamen Per dog, det er - -

✂ - Næ-i Tak sæi!

✂ Jeg puttede Kikkerten i Futteralet, og vi stod en Stund og betragtede hinanden med Mistro.

✂ - Jeg fryser sgu! sagde Per saa og trampede rundt. - Vil Kandedaten sla et lille Sving med op over Marken!

✂ - Ja, sagde jeg.

122

✂ Og vi gik op gennem Hulvejen, op paa Skrænten, hvor Judas sad og passede paa Faarene.

✂ - Anders Rødkilde maatte da til 'et, begyndte Per.

✂ - Ja-a - -

✂ - Fa'en véd, naar én sæl ska' smække Histaarien sammen! vedblev han.

✂ - Naa-aa, det er der længe til endnu, Per!

✂ - Ja-a, si' kun det! - - Men det har da elle's vaarren skra-a-lt nok paa det sidste! - - Maven er gal og Ryggen - - helt ner i Laarene.

✂ - Saa skulde Du ogsaa ha' lad't være med den Gaaen i Vandet.

✂ - Ja-a, ka'ske! Men Benene ka' jo elle's nok trænge til 'ét om Sommeren, di hovner. - - Og ham, jeg deler Seng med, han har alti' saa travlt med a' holde sig for Næsen.

✂ - Ligger Du da ikke herude i Vognen?

✂ - Jo-o, men sommetiddens naar det spaar til Regn, saa driver jeg jo alli'evel hjem etter med Faarene. - - Det er sgu aa koldt nok herude om Natten! vedblev han og skudrede sig. - Jeg har jo ikke andet uden end som den Smule Halm og saa et Hestedækken. - - Kandedaten sku' vel ikke ha' en Stump Segar paa sig?

✂ - Jo, sagde jeg - det har jeg altid.

✂ - Ja, Livets Glæder, di er snart regnet ud! sagde han og sukkede.

✂ - Hvad er der i Vejen med Humøret i Dag, Per?

✂ - Jeg véd det ikke, Kandedat! sagde han og tog sig til Ryggen. - Men det er sgu skidt, er det hele saadan indvendi'I - - Og vi er junde kabable til og vaarre Herre over di sjæleli'e Bevejelser, som di hedder. Og knurre maa vi jo heller ikke - saa det ka' jo til Tidder vaarre li'e stramt nok.

✂ - Er det Sønnen? spurgte jeg.

✂ - Næ-i, det er 'et da elle's ikke, for han har jo faaet en Plads herude hos Kø'mand Skibsted. - - Jeg synes sgu, hun begynder og drippe! udbrød han og saa' op mod Skyerne.

✂ - Ja, der har vi skam Bygen! sagde jeg og pegede ud mod Nord.

123

✂ - Sa'e jeg ikke, a' hun sku' nok vide og knive op a' den Vej! - - Ju-das! herom! raabte han. - Faarene ska' hen i Læ a' Skrænten, forklarede han mig og traadte et Par Skridt frem paa Marken, for at Hunden kunde se ham, medens han kommanderede.

✂ Judas for afsted. Det lynede stærkt, og Tordenen lød meget nærmere end før.

✂ - Jeg ka' saa daa'li' tolle Tordenvejr i min Ryg! sagde Per.

✂ - Tror Du, jeg kan naa at komme hjem, inden det begynder? spurgte jeg.

✂ - Det tror jeg sgunne, sagde Per og kiggede hen mod Uvejret. - Ka' ikke Kandedaten se paa Poplerne derhenne, vedblev han, - a' nu kommer Blæsten osse, og saa gaar 'et sgu villi't nok. - - Ju-da-a-s! brølede han saa gennem den hule Haand - nu render di jo a' Helvede til! - - Kandedaten faar kry ve ind i Vognen! sagde han hurtigt og løb hen og tog sin Regnfrakke paa.

✂ - Jamen, er der Plads til to?

✂ - Ja-a! raabte han. - Men drej hinne fø'st, saa Døren kommer fra Vinden!

✂ Per skyndte sig ned mod Faarene, medens jeg løb hen og fik drejet Vognen.

✂ Det første Vindstød for allerede susende hen over Marken, og Træer og Buske nejede sig. Uvejret kom hurtigt nærmere og nærmere. Tordenskyen, som først havde været graa-blaa, antog lidt efter lidt en røg-gul Farve. Og lange tynde Udløbere fra Skyens øverste Kanter forlængede sig og trak sig sammen som Fødderne paa en Edderkop. Et Par Hundrede Alen borte styrtede Regnen ned og gled tæt som en Mur frem over Græsset. Det lynede fra flere Steder paa én Gang, og Tordenskraldene løb over i hinanden og fortsatte hinanden, saa det lød som en ustandselig kogende Buldren. Jeg hørte Pers Raab og Hundens Gøen. Men et Øjeblik efter hamrede Regnen ned mod Vognen og strømmede plaskende henad Jorden.

✂ Jeg sad paa Hug inde i Vogterhuset med Ryggen mod Bagklædningen og saa' ud gennem den aabne Dør. Enkelte Regndraaber trængte ind mellem Sammenføjningerne oppe 124 i Bræddetaget og faldt raslende ned i Halmen. Jeg lyttede efter Per og Judas, men hørte kun Tordenens Rumlen og Vandets Rislen. Den lille Strimmel blaa Luft, som hidtil havde været synlig nede i Horisonten mod Syd, var dækket. Hele Himlen maatte være overtrukket nu. Den Del af den, jeg kunde se gennem Døraabningen, havde samme skidengule Farve som Røgen fra en brændende Halmstak.

✂ Pludselig viste Per sig ude paa Marken foran Døren. Han gik langsomt og Vandet drev ned ad hans Kappe. Han havde slaaet Regnhætten op over Hovedet, og hans Ansigt var blegt og lille.

✂ - Skynd Dig dog lidt, Per! raabte jeg ud til ham. Men han gik lige langsomt.

✂ - Ma' maa aldrF løve i Tordenvejr! sagde han højtideligt, da han kom hen til Vognen. - Og saa er det ossensaa min Ryg! sagde han - og min Mave!

✂ Han tog Regnkappen af og hængte den fra sig og krøb ind gennem Døren.

✂ Det lynede. Det saa' ud som en Ildsøjle, der for ned i Jorden et halvthundrede Skridt borte. Og det efterfulgtes i samme Nu af et raslende og bragende Tordenskrald, der fik Vogterhuset til at dirre.

✂ Per sad med Benene trukket tæt op under Hagen. Hænderne havde han foldet omkring Knæene, og han sad og rokkede frem og tilbage med Overkroppen.

✂ - Det slog ner! mumlede han.

✂ - Ja det er frygteligt Vejr, sagde jeg. Per svarede ikke.

✂ - Hvordan gik det med Faarene? spurgte jeg. Men han sagde ingenting. Kun syntes jeg, der lød en sagte Klynken.

✂ - Per! sagde jeg. Intet Svar.

✂ - Er Du bange? spurgte jeg saa.

✂ - Ja, hviskede han og drejede Hovedet om mod mig. Og hans Ansigt havde samme Farve som Luften udenfor.

✂ Der kom et nyt Lyn og et nyt Tordenbrag. Og Regnen huggede ned i Græsmarken og sprøjtede højt op fra Jorden igen.

125

✂ - Hvad er Du bange for?

✂ - Jeg véd det ikke, Kandedat, sagde han, og det lød, sam han græd. - Aa Gud, Fa-der, Jesus! klynkede han.

✂ - Nu er det vist snart forbi, sagde jeg.

✂ Men Per tav. Saa holdt ogsaa jeg op med at tale. Per havde lukket Øjnene for ikke at se Lysskæret. Men hvergang det tordnede, hørte jeg hans Klynken.

✂ Pludselig sagtnede Regnen. Lynene kom sjældnere og svagere, og Blæsten havde næsten ganske lagt sig.

✂ - Saa Per, nu er det værste overstaaet! sagde jeg og rettede Benene.

✂ Per løftede Hovedet og tittede ud gennem Døraabningen.

✂ - Kandedaten maa'nte grine a' mig! bad han og saa' forknyt hen paa mig. - Men jeg ka' spilleme ikke gøre for 'et!

✂ - Hvad er Du egentlig bange for? spurgte jeg.

✂ - Jeg véd 'et ikke, jeg véd 'et sgunde! sagde han. - Men det er nu akkerat li'som a' al' det, hva' der saaden er indvendi' i mig, a' det bli'er trykket og mast rent til ingen Verdens Ting - - og det stemmer mig for Brystet - - og jeg ka'nte faa Vejret! - - Og saa er 'et ossensaa saa løjerli't, vedblev han - for alle di bedrøveli'e Histaarier, jeg saaden har hørt eller læst i Bivelshistaarien eller i Avisen, di staar saa grangiveli' for mine Øjne, sæl om di ossensaa er lukkede l - - Men det har da vist heller aldri' vaarren saa undt et Vejr som i Dav! sluttede han.

✂ - Nu kan vi godt gaa ud! sagde jeg. Per tog de vaade Halmviske ud af sine Træsko og lagde to nye ind. Og saa krøb vi ud af Vognen.

✂ - Ja nu er det sgu fint! smilede han og saa' op i Luften, hvor Skyerne havde fordelt sig, og Solen begyndte at bryde frem.

✂ - Jeg frys' sgu! sagde han lidt efter og baskede sig med Armene. - - Men jeg maa nok hen og se til Uldpelsene derhenne! vedblev han. - Vi faar vel drive hjemad og se og komme i Seng! - - Fa'en til Ryg én er bleven staferet ud med! sagde han saa og ømmede sig. - Fa Vel Kandedat.

✂ - Farvel Per!

126

✂ - Saten til Essestens! mumlede han og gabede utidigt og strakte sig, saa at han maatte gaa de første Par Skridt fremad helt op paa Tæerne.

✂

IV

✂ Det var blevet rent snavs med Pers Mave siden den Morgenstund, han havde været i Vandet.

✂ Men han vilde ikke give sig over, han blev ude hos sine Faar. Og derude listede han omkring ved en Stok. Eller han sad paa en Grøftekant og brummede og skældte, eller laa inde i Vogterhuset i Halmen og døsede. Og til Tider maatte Judas besørge hele Arbejdet.

✂ Saa en Morgen kom Forvalteren op paa Kontoret og mældte, at Per var daanet, da han skulde staa ud af Sengen. Og at man havde maattet sende to Drenge afsted med Faarene, da det havde været aldeles umuligt at faa Judas lokket ud af Karlekammeret.

✂ Der gik Vogn efter Doktoren, og han beordrede straks Per flyttet over i Gavlværelset ud mod Stakhaven, hvor der var mere Ro.

✂ Og her laa han nu med en rødstribet Nathue trukket ned over Ørene, stiv og stille med lange Skægstubbe paa Kinder og Hage og stirrede træt og sløvt ud i Luften. Af og til, naar Smærterne i Maven blev altfor slemme, slog han sin ene Haand ned i Dynen og bandede.

✂ Jeg havde flere Gange været ovre at se til ham. Han var ikke andet end Skind og Ben, og hans Mave var svulmet op.

✂ Judas sad paa sin Hale foran Sengen og savlede og saa' bekymret ud. Naar Per vendte sig utaalmodig og stønnende, rejste Hunden sig stille og gik hen og slikkede hans Haand. Men den gamle trak da gærne Fingrene til sig og mumlede arrigt:

✂ - Fø-i, dit Svin!

✂ Laa Per med lukkede Øjne og syntes at sove, lagde Judas sig ned paa Gulvet. Men rørte den gamle sig, sad Hunden øjeblikkelig paa Halen igen og saa' spørgende paa ham. Og 127 naar Per da ikke straks sendte den et mildt Blik, løftede Dyret sin højre Pote og daskede den bebrejdende et Par Gange ned i Lagenet foran ham. Saa smilede Per.

✂ - Ja-a, mumlede han anstrængt - der sitter Du - - og her ligger jeg! - Hva' Fa'en mon Meningen er med det, min Dreng?

✂ - Vov! sagde Judas logrende og lagde Hovedet paa Sengefjælen.

✂ - Javel, sagde Per. - Du snakker, som Du har Forstand til! - - Men Livets Timer rinder, lille Judas - - ork ja, ja, ja! Livets Timer rin-der! - - Og Faarene? spurgte han og løftede Hundens Hoved i Vejret - hvodden har Faarene det, tror Du?

✂ - Vov! sagde Judas og vimsede hen mod Døren.

✂ - Næi, næi, næi! sagde den gamle træt og lukkede Øjnene. - Den Vej gaar jeg vist aldrF mere, lille Grimpomenus!

✂ En Dag efter et Besøg derovre bragte Doktoren mig den Besked, at Per havde spurgt efter mig.

✂ Samme Dag henimod Aften gik jeg over til ham.

✂ Han laa med lukkede Øjne. Munden stod aaben, og man saa' hans gule Fortand. Kinderne var dybt indsunkne. Og de graa Skægstubbe gjorde, at Ansigtet saa' ud, som om det var snavset.

✂ Judas løftede Hovedet og knurrede, da jeg traadte ind.

✂ - Hvorfor kom Kandedaten ikke i Formiddags? spurgte Per og saa' bebrejdende paa mig.

✂ - Jeg ha'de fremmede, sagde jeg.

✂ - Og hvem var saa det? med Forlov!

✂ - Det var Damerne fra Fredsholm, Per - - Jeg skulde hilse Dig fra dem.

✂ - Jeg bry'r mig Fa'en om Damerne fra Fre'sholm! mumlede den gamle.

✂ - Du har da altid haft et godt Øje til Frøken Alvilda!

✂ - Miksendils! smilede Per mat. - Aa Gu', aa Jesus! stønnede han i det samme, og hans Ansigt fortrak sig.

✂ - Gør det ondt, Per? spurgte jeg og bøjede mig over ham.

128

✂ - Ja-a Kandedat, hviskede han og knugede min Haand

✂ - det lakker mod Ti-dens Ende, gør det!

✂ - Vist ikke! trøstede jeg. - Doktoren sagde i Formiddags, at det var bedre med Dig.

✂ - Doktoren! sagde Per foragteligt. - Hva' Saten forstaar han sig paa det! - - Men jeg ka' ikke faa i mit Ho'ede, vedblev han - a' en Menneske har nø'ig a' lidde saa meget! - - Vi ska' jo dø, det véd vi nok. - Men hvorfor ska' det alti' vaarre gjennem Pinsel og Nød og Ubehaveli'heder a' enhver Slavs?

✂ - Ja-a, sagde jeg - saadan er det jo nu en Gang indrettet, Per. - - Men det skal Du ikke ligge og spekulere paa!

✂ - Jo, sagde han, og hans Stemme lød hult og fjærnt, som om han talte paa Bunden af en Tønde - jeg spekelerer immer! - - Og sær om Natten, naar jeg ikke faar Søvn i mine Øjne for Værk baade det ene og det andet Sted. - - Og saa hører jeg Musene arbedde deroppe paa Loftet med Halmen, - - og Vejrhanen skri'er imellemstunder saa fælt paa Taarnet. - - Og jeg ligger bare og venter, a' det ska' bli'e Maaren igen. - - Kandedat, sagde han pludselig, og hans Øjne blev store og fulde af Angest

✂ - si' mig én Ting, Kandedat, fuldt og bestemt! - - Mener Di, a' Gu' Fa-der, Søn og hel-li-ge Aanden, som vi læste om, da vi gik i Skole, - - mener Di, a' han ossensaa kender mig personli'?

✂ - Det gør han nok, Per, sagde jeg og nikkede beroligende. - Men - -

✂ - Jo for der er jo saa manne, manne Mennesker, vedblev den gamle - baade her i Danmark og i Evropa og i di andre Verdensdele derovre i Amerika, hvor Hans Kresjan har vaarren, og hvor der er baade Tyskere og Frans'mænd og Svenskere og sorte. - - Og jeg ka' ikke ret granske ud, hvodden han dov ka' vaarre Mand for at holde Orden og Re'eli'he' paa vos allesammen - -

✂ Per lukkede træt Øjnene i og syntes ikke at vente noget Svar. Saa spurgte han med ét:

✂ - Hvem er monstro ude med Faarene i Dav?

✂ - De er slet ikke ude, sagde jeg. - Det regner.

129

✂ - Naa saa det regner - -

✂ Lidt efter begyndte han at le. Og jeg kunde se hans Mave bevæge sig under Dynen.

✂ - Hvad ler Du af, Per? spurgte jeg.

✂ - Kæ! sagde den gamle med et lystent Smil - kæ, næ!

✂ - - Ka' Kandedaten huske hinne den tykke Dame ude ved Fu'leskydningen? - - Jeg vilde sgu godt ha' spenderet 25 Øre for at faa Lov til a' ta' fat paa hinne - - hæ, næ! det var Ky' var 'et!

✂ Per skuttede sig vellystigt i Sengen. Men paa én Gang stirrede han stift hen paa den hvidkalkede Væg, hvor Skyggen af en Gren vuggede sig op og ned.

✂ - Se, sagde han og smilede bredt - se, hvor di ka'

✂ Og han gjorde en Bevægelse, som om han vilde ud paa Gulvet. Men jeg greb fat i ham og holdt ham tilbage.

✂ - Ja-a, klynkede han - ja-a, jeg véd godt, a' jeg har vaarren gal etter Kvindfolk i min Tid. - - Men hva' Saten kommer det Jer ved? - - Har jeg ka'ske ta'et no'et fra Jer? - - Der er sgu Fruentimmer nok i Verden til a' forlyste sig med!

✂ - Per! sagde jeg og lagde min Haand paa hans Skulder. Han trak hurtig Armen til sig og pressede Øjenlaagene tæt i. Saa aabnede han dem igen og saa' paa mig.

✂ - Naa det er Kandedaten? sagde han rolig. - Ja det er rent skidt med mig i Dav. - - Og Maven er bulnet ud,

✂ - - og Benene er hovne helt op til Knæerne, - og Ho'edet og Tanken er sommetidder li'som forvildrede paa mig. -

✂ - - Judas, er Du dér, gamle Dreng? pludrede han paa én Gang løs igen - er Du dér? - - Naa saa Du vil ikke ud med Faarene? - - Jaja, din Iskariott, det gjør jo heller ingen Verdens Ting, for nu ska' vi snart om i Kongstedkrogen, ska' vi - - og saa ska' Du nok faa Lov a' komme ind til Skovløberens Bella, - - hva'? gamle Dreng! hva'? Grimpomenus! kæ, hæ! sagde han og stak til Hunden med Pegefingeren. - Staar han ikke allerede der og savler, det Svin! udbrød han pludselig. - Fø-i, væk! bort med sig! sagde han og slog Judas midt i Ansigtet, saa den hylede og trak sig hen i en Krog.

130

✂ - Det er Synd, Per!

✂ - Det er li'emeget! mumlede han - for den, der ska' stille sig frem for Gu's Trone, hans Omgang ska' vaarre ren paa det sidste! - - Jeg véd godt, a' jeg har ikke vaarren den Mand, jeg kunde! vedblev han klynkende. - Som naà- renstid jeg essempelvis ha'de sat i en hedder og ri'eli'ere Indkomst, - - saa ha'de jeg jo ossensaa kunnet ta' mig li'som lidt mer a' Børnene. - - Men jeg har jo aldri' ha't andet Hjem at bydde dem end som Vognen derude paa Marken! - - Og jeg haaber da ossensaa til Vorherre, sluttede han, medens Taarerne trillede ham ned ad Kinderne - a' han og di andre deroppe vil holde mig det tilgo'e, naar vi træffes.

✂ - Børnene er jo store Folk nu! sagde jeg. - Og de har det jo godt!

✂ - Ja-a, sukkede han - men mig bry'er di sig a'li'evel Fa'en om!

✂ - Det maa Du ikke sige, Per!

✂ - Jo, Kandedat, det si'er jeg - - For her igaar skikkede jeg Bud med Kusken til Hans Kresjan. - - Men han lod s'men li'frem svare, a' jeg ku' leve og dø, som jeg vilde, for han var li'e gla', sa'e han. - Og det er dov saa fælt for en Fa-der og høre!

✂ - Ja-a, sagde jeg, men Du har jo heller ikke haft meget med dine Børn at skaffe - -

✂ - Jeg har sgu da betalt, véd jeg! mumlede den gamle stødt. - Og Smaaskillinger har jeg da ossensaa stukken til dem hist og her.

✂ - Det har Du! sagde jeg. - Og Du skal ogsaa se, at Hans Kristian kommer nok herud og kigger til Dig.

✂ Judas havde igen nærmet sig og stod foran Sengen og logrede.

✂ - Er Du der? sagde Per kælent og strakte Haanden ud mod den. - Kom saa da, gamle Dreng! Judas lagde begge Forbenene op paa Dynen.

✂ - Ja, ja, ja! snakkede Per. - Kom kun min Tøs, her er Plads nok til to!

✂ Og han trak i Hunden for at faa den op i Sengen hos sig.

131

✂ - Nej, Per, sagde jeg - lad være! Husk Doktoren sa'e, at Du skulde ligge ganske stille.

✂ - Jeg dur sgu heller ikke til 'et! mumlede han og faldt tungt tilbage paa Puden.

✂ Han stirrede igen hen paa Væggen. Saa vendte han sig om mod mig.

✂ - Kandedat, hviskede han. - Nu er Solen nere, og saa ska' Faarene hjem! - - Og di Par Klæ'er, jeg har, ska' tilfalde Indsidder Lars Povlsens Enke. - - Men sku' Hans Kresjan komme, saa er 'et vel bedst, a' han faar mine strivede B'ukser - -

✂ Nu laa han lidt og mumlede noget, jeg ikke kunde forstaa. Saa løftede han den ene Finger i Vejret og sagde hemmelighedsfuldt:

✂ - Der bo'r en Djævel i hver gu'skabte Fruentimmer! - - Mandfolk vil di ha'! Mandfolk vil di ha'! gentog han hurtigt. - Og di kryver og di kravler etter vos. - - Og di rør' ved vorre Fingre, og di rør ved vorre Ben. - - Og saa si'er di, a' det er vos, der ledder dem ud paa di galne Veje! - - Løgnepak, Løgnepak! skreg han og rejste sig rask overende i Sengen. - Løg-ne-pak! gentog han klagende og faldt i det samme baglæns om, mens Blodet løb ham ud af Munden.

✂ Jeg skyndte mig over i Mejeriet og fik fat i et Par af Pigerne. Og en Vogn blev øjeblikkelig sendt afsted efter Doktoren.

✂ Saa gik jeg tilbage til Kammeret igen og satte mig paa en Stol henne ved Vinduet. Jeg vilde se den gamle dø.

✂ Men der skete intet. Han laa rolig i samme Stilling med Hovedet bøjet lidt bag over og Munden aaben.

✂ Han talte ikke mere og rørte sig ikke mere. Først henad Morgenstunden mellem 3 og 4 døde han.

✂ Og Judas sad paa sin Hale foran Sengen ubevægelig som en Støtte.