↩

OLE STØD

✂ Goddag Ole! Ole fik Støvbrillerne af Næsen og saa' paa mig.

✂ - Ih Du alstyrende Gu' Fader! sagde han saa - er det ikke Johannes!

✂ - Jo ham selv, sagde jeg.

✂ - Ja hva' maa én dog ikke opleve! Og Ole strøg en perennerende Næsedraabe bort med Bagen af sin venstre Haand og rakte mig den højre.

✂ - Go'dav, sagde han saa - og velkommen til vort igen.

✂ - Tak Ole, sagde jeg. - Naa, hvordan gaar det?

✂ - Jo-o, det gaar jo! sagde han - én pikkér sine Stene og tjener til Føden. - Men hva' essekvere Du, Johannes? - - eller Di faar én vel si'e her etterti's! rettede han med et lunt Smil.

✂ - Nej, sig kun Du, Ole!

✂ - Ja, elle's Tak, nikkede Ole - men én véd da for den Savs Skyld nok, hva' der sømmer sig!

✂ Ole sad ude i Gaarden og huggede Milesten til. Det var hans Søndagsarbejde. Om Hverdagene laa han rundt paa Landevejene bag sin Vindskærm og slog Skærver. Naar da Vejret ikke var alt for kontrarigt, for saa sad han hjemme og vævede. I Foraarsmaanederne havde han en lille Bifortjeneste ved at "snitte" Lam for Proprietærerne og Bønderne omkring i Sognene. Men det var kun Snavs nu, med hvad der kom ud af den Bestilling. De fleste Steder havde Folk jo lagt sig efter Mejeriet. Men den værste Bet fik Ole dog, da Kammerjunkeren 34 paa Grængegaarden og Hofjægermesteren paa Kastbjergvold samtidig solgte deres Faarebesætninger. Den ene til Tyskland, den anden til Jylland.

✂ - Det var li'som et Stød for Hjertekulen a' føle, sagde Ole, naar Salget blev omtalt - Tiderne bli'r sgu smalbenede! sagde han.

✂ Og han udbredte sig saa vidt og bredt om "Stødet", at det endte med, man gav ham Navnet Ole Stød. Ellers var han da nok døbt Ole Andersen.

✂ Forresten var der ogsaa dem, der kaldte ham Ole Sækmaas, fordi Bagdelen i hans Bukser var lidt lovlig rigelig til Indholdet. Den hang i nogle fede Folder ned under Skøderne paa Stumpfrakken og saa' trist ud.

✂ - Jeg ska' frivilli' indrømme, a' hun lar' li'som lidt rummeli', sagde Ole, engang jeg kom med en indiskret Hentydning. - Men ser Johannes, lagde han belærende til - en Stenpikker maa immer vidde a' holde sig lind i Hængslerne!

✂ I Dag sad han som sagt ude i sin Gaard og huggede Milesten til.

✂ - Er Hanne hjemme? spurgte jeg og satte mig tilrette paa en Skurebænk henne under Tagskægget. - Jeg vilde gærne ha' hilst paa hende.

✂ - Næ hun ligger omme i Hendrik Loppes Roer.

✂ - Og Datteren?

✂ - Ja-a-a, sagde Ole og trak langt paa det - se-e Sof-fie hun - -

✂ - Hun er da ikke syg? spurgte jeg.

✂ - Næ-i paa det Lav, sagde Ole - saa lever hun da elle's godt nok.

✂ - Det var saadan en nydelig Pige, sagde jeg.

✂ - Ja en farlig proper og gemen Tøs har hun vaaren alle sine Dave med Forlov, naar jeg sæl ska' si'e det.

✂ - Naa men hvad er der saa i Vejen.

✂ - Jo-o, se hun kom jo i Kondesjun hos Jægermesterens herude paa Gottesgave. Men det gik sgu skidt, gjor'e det, for hun fik Tvillinger.

35

✂ - Jægermesterinden?

✂ - Næ-i Sof-fle sgu!

✂ - Føj!

✂ - Og nu sitter hun her med Ungerne! sluttede Ole.

✂ - Men han betaler vel? spurgte jeg.

✂ - Ja det gør han jo saa som saa! - - Vi faar en Gris og, en Tønde Rug og, Ka'tøfler og saadan andre Naturalgevækster. - - For hvor ska' han ta'e Søllet fra, naar der ingenting er, Skrovet?

✂ - Næ sandt nok, sagde jeg. - Hvor længe er det siden med den Historie?

✂ - Ja, det er da elle's snart et Aarstid godt og vel.

✂ - Og Sofie er hjemme endnu?

✂ - Næi, næi, jøsseskos dov! næi! næi, hun tjen' jo for Amme ovre hos Holstes i Tjæreby.

✂ - Og Børnene?

✂ - Ja di ligger sgu inde i Stuen! sagde Ole og slog med Hovedet hen mod Vinduet. - Bedder for saadan to Stærekasser, om Vorherre vilde ta' dem til sig! sagde han. - Vil Johannes se dem?

✂ - Ja Tak, sagde jeg - det kunde jo være morsomt.

✂ Og Ole rejste sig.

✂ - Ja hellesens er det da to Stasfyre! sagde han og lagde Brillerne fra sig paa Stenen, han havde siddet paa - ri'ti' to Grødbasser med Forlov! tilføjede han og gik foran hen mod Huset.

✂ Jeg fulgte efter. Og først nu da jeg saa' Oles Bagside, lagde jeg Mærke til, at Manden var bleven svært gammel paa det Aars Tid eller to, jeg ikke havde set ham. Benene fyldte ingenting i Bukserne, og Bagdelen hang endnu mere sygelig melankolsk end før. Den lignede en tom Tøndesæk over et Par Gærdestave.

✂ - Ja, Johannes kender jo Laakomiteten? sagde Ole, da vi kom ind i Stuen. Jeg saa' mig om.

✂ - Jo, sagde jeg.

✂ Den brede Ægteseng med de stribede Shirtingsgardiner stod oppe i Hjørnet. Og Væven op ad Langvæggen. Og det

36

✂ umalede Bord med Skuresandet i Ormhullerne, og Trommelovnen og Dragkisten med de blaamalede Kopper og den tykmavede Krovært, hvis Hoved var til at tage af, og hvis Krop var en Tobaksdaase. Om det saa var "Maans", som Ole kaldte den, saa laa den og snurrede paa Stolen i Krogen.

✂ Her har vi Menasjeriet! sagde Ole og gik om mellem Sengen og Væggen.

✂ Og deromme laa Tvillingerne ret ud paa Ryggen i en gammel Kurvevugge og sov. Næserne stak lige i Vejret. Og nogle smaa krumme Fingre laa oven paa Dynen. Og saa svedte de, saa de skinnede.

✂ - Det er to søde Børn, sagde jeg. - Er det Drenge?

✂ - Jo-o, det er det! forsikrede Ole. - Vil Johannes ka'ske sæl se etter?

✂ - Næ, næ, sagde jeg - næ Tak!

✂ - Ja for hva' den Ting angaar, saa er Jægermesteren sgu ingen Fusker. - - Men væsgo' og sit dov ner! sagde han saa og strøg Maans væk af Stolen.

✂ - Ja-a Tak, sagde jeg - men jeg vil heller sidde udenfor. Jeg venter min Bro'er. Vi skal over og se paa Rasmus Hendriks den brune.

✂ - Ja nu vil han jo sælge igen! sagde Ole bekymret. - Det er ossensaa besynnerli't, for no'en har det nu immer saadan, og andre har det paa en hel anden Maade!

✂ Da vi kom ud i Gaarden, tog Ole igen fat paa sit Arbejde. Og jeg satte mig hen paa Bænken.

✂ - Hvor kommer det sig, Ole, begyndte jeg - at Du hugger Milesten i Dag? det plejer jo ellers at være din Søndagsfornøjelse.

✂ Ole lod Hammeren hvile og slog Næsedraaben væk med Langefingeren.

✂ - En maa der da være ved Huset, sagde han - og sysle med Ungerne. For di kræver jo baade Renli'hed og Føde, gør di! - - Jeg vil jo nok medgi', vedblev han og saa' hen paa mig - a' Hanne ka'ske ha'de li'som en hedder Haandevending til det, end som jeg. Men hun tjener jo rare Penge der ude i Roerne. Og siden dette hersens Stød med Faarene, saa maa én hugge Ørene, hvor di falder.

37

✂ - Kunde I ikke holde en Pige til at passe dem? spurgte jeg.

✂ - Næ det ku' sgu aldri' svare Regning, Ven Johannes! sagde Ole og rystede paa Hovedet - for saadan en Stump Tøs er vel ossensaa skavt til at æde og drikke, véd jeg? - Næ men dengang Rasmus Kukker levede, vedblev han tankefuldt - saa ha'de vi det jo li'som lidt Undere, Hanne og jeg! For han tittede imellemstunder herover, gjorde han. Og han ha'de nu det ny'eli'ste Haandlav til at traktere Børn.

✂ - Er Rasmus død? spurgte jeg. - Det har jeg ikke hørt noget om.

✂ - Jo-o, han døde s'men her i Foraaret, sagde Ole og saa' ud over Vejen. Og lidt efter tilføjede han - Livet hernere, Johannes, er jo manne Gange eurimeli' besønnerli't for vi Mennesker! - - Se han mistede jo Regine i Brystet her ve' Juletidder og sat en Tid alene henne i Huset. Men saa fik han sin Svi'erske til sig - hinne den tykmavede Anne Munks, Johannes véd, nere fra Engen. Men hun drak og forklejnede Rasmus paa alle Maader. Saa skrev han til Bunes Ejres, eller hva' det er, han hedder, hvor Børnene er derovre i Amerika. - - Han ha'de jo al sin Tid vaaren svært for Børn, og di ha'de jo ladt ham vide, a' di ha'de det godt og ha'de formeret dem. Men di svarte ham tilhaves, som rimeli't var, a' di ha'de ingen Anvendeli'hed for ham. - - Jeg sa'e det sgu ossensaa til ham, vedblev Ole og slog vredt ud med den ene Haand.

✂ - Hva' Fa'en i hede Helvede vil Du der ovre i Vesten, Rasmus? sa'e jeg - over de vildene Vaaver, sa'e jeg -

✂ - som hverken Du eller Vorherre kender fra Dybet a'! sa'e jeg. - - Men han ble' jo immer ve' sit, a' det var Børnenes Skyldi'hed a' strække en hjælpendes Haand i Nøddens Timer. Det mener nunde jeg, Rasmus, sa'e jeg. For vos gamle ka' jo dog kun falde dem til Besvær og Pine, sa'e jeg. Og di kan godt og vel ha' deres Tus med a' styre dem sæl, sa'e jeg, og hva' deres er! - - Saa gik han jo og tyggede over det en Stund, men skidt var 'et, og skidt ble' 'et. Anne hun drak jo som en Øjle, gjorde hun, og rummersterte, saa det var en Skam og se oaa. Og ud 38 ku' han junde faa hinne, for han var altfor mild og venli' i sit Sindelav. Han gik jo immer og spekelerte over Børnenes Brev og læste det og læste det. Men der stod nok alli'evel det samme, gjorde der. - - Han ble' saa indskrumpen, ble' han, og huulkejet, og Næsen krummede sig, og det var en Ynk og Smærte med det altsammen. Og han saa' til Tidder helt vildsom ud a' Øjnene. - - Men jeg tænkte jo som saa, a' alting ska' ha' sin Tid, og han gik jo ossensaa stadi' her og syslede ve' Børnene - - - aa, Gu' ja, ja, ja! sukkede Ole pludselig og lod sine Fingre glide op og ned ad Milestenen, der stod foran ham.

✂ - Naa? spurgte jeg - hvad blev det saa til?

✂ - Hva' det ble' til? gentog han langsomt. - Ja det ble' sgu til, a' di en skønne Dav maatte hale Rasmus op a' Brønden.

✂ - Uh ha, sagde jeg. - Var han sprunget derned selv?

✂ - Det var han nok, ja.

✂ - Men hvorfor dog?

✂ - Hvorfor? sagde Ole og saa' forundret paa mig. - Hvorfor? - - Ja det formodede jeg, a' enhver ku' vide!

✂ - Var han død?

✂ - Næ-i ikke saaden hva' man kalder for helt død, sagde Ole - for da di ha'de tumlet og basket med ham en god Times Tid, saa slog han da Øjnene op. Og saa puttede di ham ind i Sengen og hældte Vin og andre Ekskrementer ner i ham. Og saa kom han jo til sig selv, som det hedder. -

✂ - Men han var li'saa slatten som en Spædekal' og ku' hverken flytte Arme eller Ben. Og no'et Ord sa' han ikke.

✂ - - Di sku' ladt ham bli'e i Brønden, Johannes! sluttede Ole vredt og saa' prøvende hen paa mig - di sku' ladt ham bli'e i Brønden, sku' di! For naar et Menneske fø'st vil bort fra denne Jord! si'er jeg, saa ka' ingen Magt holde ham fra det! - - Og det kommer da for den Savs Skyld heller ingen andre veM endte han.

✂ - Ja-a, sagde jeg - det véd jeg dog ikke - - -

✂ - Vi saa' jo Enden, fortsatte Ole ivrig - vi saa' jo Enden! - - Ku' di hindre ham ka'ske? Gik han ikke pænt nok den Vej, han vilde alli'evel?

39

✂ - Hva' - - -

✂ - Han laa jo i Sengen, gjorde han, en otte Davs Tid. Og vi holdt Vagt over ham. Men han snakkede ikke. Han laa bare og skulede saa lumsk hen etter Bordskuffen. -

✂ - Og saa ble' han da omsider li'som lidt bedder. Og vi lod ham ligge alene, for vi ha'de jo vort og skøtte. - - Men saa en Middav, di kom oppe fra Gaar'en med Sulevælling til ham, saa ha'de han listet Sig ud a' Sengen og hen til Bor'et. Og dér ha'de han ta'et Brødkniven a' Skuffen og leveret sig et slemme Snit tværs over Halsen, saa Blodet tapløv helt hen til Kakkelovnen.

✂ - Aa Gud forbarme sig! den arme Mand!

✂ - Ja, si' kun det, ja! nikkede Ole. - Men di ku' faare lad't ham blP i Brønden, ku' di! saa ha'de di sparet ham for det!

✂ Var han død?

✂ - Det var han, Gu' ske Tak! elle's sku' di vel ha lappereret med ham igen.

✂ - Hør, Ole, sagde jeg - turde Du virkelig lade ham passe Børnene.

✂ - Børnene? gentog Ole. - Der var s'men ingen mildere i Ord og Gerning end som han!

✂ - Jamen - - -

✂ - Jeg ska' si'e Dig en Ting, Ven Johannes, afbrød Ole mig - di Sort Folk, som Rasmus hørte til, di gør ingen Mors Sjæl Fortræd, for di mangler, hva' jeg saadan vil kalde Kulør til a' sla' igen. Og vi andre Gu's Skavelser ku' manne Gange lære meget a' dem. - - Men se derfor mener jeg osse, a' naar di sæl synes, a' di faar det for hedt her paa Jor'ens Kloder, saa ska' ingen formene dem Udgangen, hva' enten saa han er Præst eller Herre'sfo'ed!

✂ Her rejste Ole sig pludselig op og lyttede.

✂ - Med Forlov! sagde han saa. - Nu maa jeg nok ind i Hytten.

✂ - Hva' er der? spurgte jeg.

✂ - Ka' Johannes ikke høre, sagde han og smilede - a' di to smaa Jægermestre fløjter for Maarengrødden? -

✂ - Men væs'go' og tit hen en anden Dav, tilføjede han - saa ka'ske Hanne er li'som lidt mer modtaveli'!

40

✂ - Naa farvel da, sagde jeg. - Og Tak.

✂ - Fa Vel, Johannes, og sæl Tak! sagde han.

✂ Og da vi havde trykket hinandens Hænder, skraaede Ole henover Gaarden med Støvbrillerne paa Næsen, medens jeg stod og saa' efter ham.

✂ Og Bagdelen i hans Bukser smilte melankolsk til mig for hvert Skridt han tog.