Wied, Gustav AT KREPERE KAMMERHERREN

AT KREPERE KAMMERHERREN

Hun stod ældgammel, graa og krumbøjet lænet op til Gavlen af sit Hus en Dag i Midten af Maj, da jeg gik forbi ude paa Vejen for at komme hen i Skoven, hvor Anemonerne og Bøgen var i Spring.

Hun stod og støttede sig med begge Hænder til en tyk, halvtafbarket Hasselkæp og stirrede med sine udslukte Øjne ind i den lysende Sol. Hendes Ansigt var rynket og furet og støvgraat i alle Folder. Det korte, graagrønne Haar stak i stride Tjavser frem under Huen. Og hendes klolignende Fingre krummede sig krampagtigt om Stokkens Haandgreb.

- Go'dav! sagde hun.

- Goddag, Maren.

- Nu har vi faaet Solskin, sagde hun igen.

- Ja, sagde jeg.

- Kom nærmere, a ka' itte drage Kjendsel paa Dem!

Jeg skraaede over Vejen og blev staaende foran hende mellem de to storhovede Piletræer, der strakte deres tusindfingrede Grene op mod den blaa Himmel og bad om Sommer, rigtig Sommer med Regn og Sol og Tordenbyger og saa mere Sol igen.

- Naa a tøt nok, te det var Dem, nikkede den gamle - a har set Dem gaa forbi her i Vinter inde fra Sengen. A har lagt hele Vinteren, det gør a hver Vinter. Men saa fornam a i Dav, te a' Solen hun skinnede saa varmt, aa saa krøw a ud. - A maa jo osse sæl skjøtte Faarene nu! lagde hun arrigt til.

Og hun slog ud med Stokken hen mod Brakmarken, hvor der gik et Par sammenkoblede Faar og græssede efter Recepten: Søger, skulle I finde!

294

- Hun er jo rejst i Gaar, det Svin! vedblev Maren i samme Tone - saa a er jo jenne om det nu!

- Saa hun er rejst? sagde jeg og anede ikke hvem.

- Ja Gu' er hun rejst da! Aa a er glad ved det, for hun var den værste beskidte So siden Verdens Skavelse! - Han, Kammerherren, som di kalder ham, ska' jo sætte mig en Kone i Huset til Hjælp, men han flyr mig altid det værste Krammerasie bare for aa pine den Smule Liv væk, der sidder i mig. Hun stjal, gjore hun, Rakkeren, osse! Hun sku' jo malke Marie for mig, ser Di; for a ka' jo ikke længer krumme Ryggen; aa saa hadde hun en Trepæleflaske her bag paa Rumpen under Skjørtet, og den fyldte hun saa, og tyllede i Ungerne, for der var jo ingen Fortjeneste for Manden i Vinters.

- Saa hun var gift?

- Næ Gu' var hun'de gift! Di ligger bare saadan aa dasker sammen! - Næi, han maatte junde gifte sig, ser Di, for han hadde jo faaet Fattighjælp her, den Gang hans første Kone døde.

- Vil de da giftes?

- Vil? ja det vil di sgu gerne! Men naar det nu stri'er imod Lovene? Han ska' jo først betale Hjælpen; men hvor Fa'en ska' han kunne det, naar di leverer en Unge hvert Aar?

- Næi saamænd! Men saa kommer der jo aldrig Ende paa den Historie.

- Ende? Næi, di ender sgu li'e lukt i Helvede, naar Lovene ska' overholdes. Men det er sgu godt nok til dem! - Vil Di'nne med ind aa se al det Skidt og Møj, hun har ladt ligge efter sig?

- Jo-o Tak, sagde jeg - det kunde jo være morsomt nok!

Og nu gik vi ind gennem en faldefærdig Port, hvis Fløje hang hullede og skidne af Snavs og Vejr og Vind paa deres Hængsler.

Næsten hele Gaardspladsen var opfyldt af en stinkende Mødding. Huslængernes Kalkpuds var afskallet, og Leret og Stolperne grinede frem, og Straataget hang i Laser.

295

- Det var en svær Mødding, De der har, Maren, sagde jeg.

- Ja; men hun har heller ikke vaaren kørt ud i tre Aar.

- I tre Aar?

- Ja, hvad Fa'en! a ka' da junde slæve Møjet væk! sagde den gamle stadig arrig. - Aa di,'der skal, di gør 'et itte!

- Er det da ikke Deres eget Sted?

- Gu' er 'et saa, saa længe a lever! - Kom nu med ind, saa ska' a vise Dem Dokkementet!

Inde i den stenbelagte Forstue var en Dør til højre og en til venstre.

- Der boede hun inde, pegede Maren - Kom nu, skal Di se, hvodden hun er rejst fra det hele, den Møjso!

Vi gik ind ad Døren til venstre.

Der var to Stuer med lerstampet Gulv, tilspigrede Vinduer og Bjælkeloft, som hang En næsten ned paa Hjernen.

- Ka' Di se! Ka' Di bare se! ivrede Konen og pegede med Stokken paa de Halmstumper, Fjer, Murbrokker og skidne Klude, som laa spredt over Gulvene - Den Svinemær! sagde hun og satte Stokken haardt ned - Aa se nu Grukedlen, vedblev hun i Ekstase og løftede Laaget af en stor, indmuret Gryde, der stod i Hjørnet ved den aabne Skorsten - Har Di set no'et værre siden Verdens Skavelse? Men hun kogte da osse baade Skidt og Suppe i den! Hun sku' sgu bedømmes til at slikke den ren! - Men kom nu over ve' mig ...

Ovre "ve" Maren paa den anden Side Gangen, var der ogsaa to Stuer.

Jeg havde jo efter Konens kraftige Udtalelser maattet vente, at der derovre var rent og nyvasket som hos en Vallødame. Men da hun aabnede Døren, maatte jeg i Hast snuppe mit Lommetørklæde op og holde mig det for Næsen for ikke at kvæles af den ubeskrivelige Stank, der pressedes mig i Møde fra de indelukkede Rum.

- Værs'god aa sæt Dem!

Jeg satte mig paa en Træstol lige over for Sengen, hvis fede, plettede Dyner og gulgraa Lagen laa hulter til bulter mellem hinanden -

296

Der stod et malet Træbord under Vinduerne. Og i det ene Hjørne var der en lavstammet, tykmavet Kakkelovn med Kogehul. Paa de kalkede Vægge hang Fotografier i Glasrammer, samt et stort Træsnit klippet ud af et Billedblad og forestillende: Gambettas Jordefærd.

- Ka' Di se den hvide Klat der paa Gullet? spurgte Maren.

Jeg drejede Hovedet og saa' noget som Kalk eller Flødeskum ligge henne i Hjørnet bag Bordet.

- Ja, sagde jeg - hvad er det?

- Det er mit Mellemgul'svand.

- Hva' for no'et?

- Jo, for a faar somme Tider saadan en fæl Trykken for Brystet, aa saa ta'r a no'et a' denne hersens Flaske. Aa saa tapløver Vandet ud a' mig. Men det linner. Det har Dokteren skreven op til mig. For a vil itte dø!

- Hvor gammel er De egentlig, Maren?

- A er ligefrem toogfi's den syttende Juli. Og nu har a vaaren Enke i femogtredve. Min Mand og mig hadde ikke uden fem Rigsdaler, da vi holdt Bryllup. Han var Væver, aa vi gik paa Arbejde. Aa saa kjøbte vi det her Sted for elve Hundrede Rigsdaler. Det vil si'e, der var ingen Hus paa Lodden, forstaa Di, det byggede vi sæl. Vi fik Matrejalerne ude i Byen, aa saa byggede vi. Aa vi hadde betalt hele Kaven ud saa nær som paa hundrede Rigsdaler, da Manden døde!

- Men hvor fik De dog alle de Penge fra?

- Penge? gentog Maren. - Vi vævede den Unde lyneme naturligvis baade Dav og Nat! Men se saa døde han jo, aa saa var 'et, a' di fik min Søn narret til aa sælge Stedet til Kammerherren, som di kalder ham, for han var da kun Jægermester den Gang. Og saa en Daw ligger der en død Hare ude paa Mødningen, som var skudt udenfor Jagttiden, og den faar di mig til at gaa til Byen med til Herredsfogden, for di maa junde skyde, naar di 'nde maa! Aa han si'er saa til mig: A tøt, te hun ser saa klejnmodig ut, bitte Mutter, hva' er der i Vejen? Aa a fortæller ham jo saa, hvodden det er, a' min Søn har solgt Stedet til Kammerherren. Det har han sgu'nde Lov til! si'er saa Herredsfogden til mig, aa vil Di ha' det, bitte Mutter, saa skal a faa 297 Kammerherren til aa betale flere Tusinde Dalers Mul't, fordi han har handlet med en umyndig. Næi, si'er a saa til Herredsfogden, det vil a da itte. Aa hvorfor itte? si'er han til mig. Næi, si'er saa a til ham, for Stedet ligger jo li'e ved Skoven, aa a vil da saa gjerne ha' Lov aa sanke et Par Pinde. - Saa kommer a jo op til Kammerherren; og Forvalteren vil jo saa ha', a' a ska' skrive Skjødet under. Nej, det gjør a itte, si'er a, uden paa Betingelser. Hvor er hun bleven saa klov fra? spø'r saa han. Den, der ligger et godt Ord paa min Mund, ham slaar a ikke paa hans Kjæft! si'er a, aa a skriver itte Skjødet under uden paa Betingelser. Aa saa kommer Kammerherren: Naa, si'er han aa slaar ud, det var jo det Skjøde, bitte Mutter! Ja det skriver a itte under uden som paa Betingelser, Hr. Kammerherre! Betingelser? si'er saa han, det er Fandens saa hun er bleven klov! Hvem har oplært hende i det? Ja det kommer ikke Sagen ved, si'er saa a, aa den, der ligger et godt Ord paa min Mund, ham slaar a ikke paa hans Kjæft, Hr. Kammerherre, si'er saa a. Hva' er saa det for Betingelser? si'er saa han, for Stedet vil a sgu ha', det ligger midt i mine Jor'er, bitte Mutter! Jo-o, Hr. Kammerherre - eller den Gang var han da kun Jægermester - a vil sidde i Huset til min Dødedaw ... Men nu ska' Di sæl se Dokkementet!

Og den gamle rejste sig fra Sengekanten, hvor hun havde siddet og holdt sin Tale, og rokkede ind i det forreste Værelse og fremtog af den øverste Skuffe i en rødbroget Dragkiste et gulnet, fire Gange sammenlagt Papir, som hun flyede mig.

Og jeg læste paa Papiret, at Kammerherren forpligtede sig til aarlig, saa længe hun levede, at levere Enken Maren Hansen, Vævers kaldet: Et Lispund Smør, tre Lispund Ost, to mellemstore Skinker o. s. v., o. s. v., samt lade vaske for hende og sørge for, at Huset blev vedligeholdt ude og inde, holde en Kone "i den anden Ende" til at passe hende og sysle om hende. Ogi til syvende og sidst sørge for, at hun fik en hæderlig Begravelse "efter Egnens Skik og Brug".

- Ja, det er jo meget redeligt altsammen, sagde jeg og leverede Dokumentet tilbage.

- Ja-a, sukkede Maren og blinkede med sine matte 298 Øjne - det er jo rele nok, hva' der staar i Papiret, men han holder s'men itte no'et a' 'et! Nu var 'et i Onsdaws fjorten fulde Dawe siden, a' den svenske So hun rejste - for hun var svensk osse, Svinet! - med Ungerne. Aa a har skikket det ene Bud efter det andet op paa Gaarden, a' a sat alene aa ku' itte malke Marie begrundet paa a' a ka' itte krumme min Ryg længer. Men se om han sender mig en anden Kjælling! Aa Vadsken har a sæl maattet besørre i mange Herrens Aar. Hva' ka' det saa nytte, a' det staar i Papiret? Aa ka' jo ligge her alene om Natten aa omkomme i mit Mellemgul'svand, uden a' no'en Mors Sjæl saa meget som nyser a' 'et!

- Jamen Sønnen ... Deres Søn, kommer han ikke og ser til Dem?

- Orknej! han har jo ha't den Profit a' mig, som han ka' faa, aa a ser ham aldrig! ... Næi, di eneste, der trøster mig, det er saamænd di umælende ... Vakker? Vakker? begyndte hun pludselig at kalde med kælen Stemme.

Og frem af de fede Dyner kom kravlende en lille, brun Hund ikke større end en god Rotte.

- Det er min Kjærrest, nikkede hun og klappede Dyret, der slikkede hendes snavsede, klolignende Haand - Aa saa har a lært ham til, vedblev hun, og det var første Gang jeg saa' noget i Retning af et Smil oplyse hendes Dødningeansigt - Aa saa har a lært ham til a' hoppe op i Vinduet aa halse a' Kammerherren, naar han kommer her forbi, hæ, hæ! Det kreperer ham jo! ... Aa saa har a jo ossensaa Kamilla ... Kamilla-a.

- Mjav-av! svarede det borte under Kakkelovnen.

- Ja kom saa da lille Milla, kom saa, lokkede Maren - a' den fremmede Herre ka' se Dig!

Men Milla sagde bare: Mjav-av! én Gang til og blev, hvor den var.

- Aa ka' han handle saadan mod mig, naar a lewer, nikkede Maren videre - hva' ka' han saa'nde hitte paa, naar a er død?

- Sønnen? spurgte jeg.

- Næ Kammerherren sgu! sagde hun arrig - Sønnen? hæ, ham har a sgu slaaet a' Tanker for længe siden! ...

299

Di saa' jo nok, der stod i Papiret, a' a sku' ha' en passende Begravelse; men den snydder han mig nok for!

- Naa-aa ...

- Jov! Men snydder han mig, saa ska' a Fanden lyneme snydde ham igen! nikkede hun, og der glimtede i hendes slørede Øjne som et Lyn bag en Sky.

- Det er rigtigt! sagde jeg - Men hvordan vil De bære Dem ad med det, Maren?

- Ja, det bli'er min Sav, lo hun ilde - det bli'er min Sav! ... A ska' lewe saa læ'e, saa læ'e, som a paa no'en Maade ka' driwe det til! A kjøwer MellemguPsdraaver for hver en Skilling, a ka' skrave sammen. En er da En sæl nærmest!

- Naturligvis! Men hvor gammel er det, De er?

- Toogfi's ... Men det er ingen Alder! Min Mor blev syvoghal'fems og døde tre Gange, inden di fik Livet a' hinde!

- Saa-aa?

- Ja, for hver Gang, di troede, te hun var død, saa rejste hun sig op og spiste Hvidkaalssuppe.

- Det har været en kraftig gammel Dame! sagde jeg.

- Ja, fordi En er gammel, er En sgu ikke saaden li'e til aa kjøre paa Mødningen!

- Nej Gud bevares! sagde jeg og stod op fra Stolen - Men nu maa jeg af Sted, Maren!

- Naa ... Vil Di 'nne æde en Ævleskive, a har her i Skuffen? Hun begyndte at trække Bordskuffen ud.

- Næ Tak, Tak! Jeg har nylig spist!

- Naa, saa ka' den jo ligge til næste Gang, Di kommer ... For Di kommer da igjen. Det vil krepere Kammerherren, a' Di har Deres Gang hos mig!

- Ja Tak, jeg skal nok komme! ... Naa, Farvel, Maren!

- Fa'wel, aa Tak!

- Sæl Tak, Maren!

- Hør ku' Di 'tte gjøre mig en Villighed? spurgte hun pludselig og famlede efter min Haand, som hun nys havde sluppet.

- Jo-o, sagde jeg..

- Ka' Di 'tte malke Marie for mig?

- Malke? ... Nej, det kan jeg ikke!

300

- Jow vist ka' Di saa! Aa nu har hun staaet med Mælken i to Dawe ... Ku' Di 'tte prøve paa det, hva'? Hun lidder saa fælt ved det ... A ka' junde krumme Ryggen.

- Jamen jeg har aldrig malket før ...

- Aa, Di ka' sgu allenfals gøre 't li'saa godt som den svenske So! Di ska' bare saaden hive op og ner i Patterne.

- Enfin, sagde jeg - godt, Maren: saa malker jeg Marie!

- Jøsses Kos, smilede den gamle og gottede sig - Jøsses Kos, hvor det vil krepere Kammerherren, a' saadan en fin En har hjulpet mig!

Og hun rokkede sjæleglad ud og hittede en Spand frem og en Malkeskammel; og jeg gik over i Kostalden og malkede Marie.

Maren stod ved Siden af, støttet paa sine Kæppe. Hun kluklo helt nede fra Maven og mumlede og mumlede:

- Aa Jøsses Kreste Kos, det sku' Kammerherren se! Aa Jøsses Kreste Kos, det sku' Kammerherren se! Det vilde krepere ham! Det vilde krepere ham!