↩

HVA' SATAN SKAL VI MED STÆREN?

✂ Solen hang som en stor, hvidglødende Kanonkugle lige over Damperen, saa der stod en Duft af Tjære og Tovværk fra For til Agter.

✂ Fire halvnøgne Matroser sjappede rundt med Slanger, Spande, Koste og Svabere og spulede Dæk. Man var mestendels nødt til at sætte det ganske Fartøj under Vand i disse gloende Septemberdage her paa Middelhavet, at ikke alt Træværket skulde revne og sprække og brændes til Støv og Aske af denne Guds Velsignelse af en Helvedes Sol.

✂ Havet laa fedt og dovent og lignede tyktflydende, halvstørknet Olje, der med en mumlende, fornærmet Skvulpen slæbte sig langs Damperens Sider, medens den arbejdede sig fremad. Ja, Skuden selv syntes mest tilbøjelig til at indstille al Virksomhed og opgive det hele, thi den dirrede og pustede og stønnede og slyngede store, arrige Mundfulde Røg skævt ud af sin Skorsten ligesom en plaget Familiefader i tredive Grader Reaumur.

✂ Uden at mæle et Ord vadede Matroserne med Skjorten uknappet om Kroppen og Benklæderne smøget op til højt over Knæerne. Havde det ikke været for Disciplinens og den Mennesket siden Syndefaldet iboende Blufærdigheds Skyld, havde de vel helst spanket splitternøgne omkring; men nu dyede de sig og svedte med Anstand og gjorde deres Pligt, idet de øste Vand ud over Dækket, saa at det nærmest kom til at ligne et lille Indhav. Men de udførte Arbejdet uden det sædvanlige Humør. Det var nemlig paa den fjerde Dag, siden de havde forladt Messina, og denne evige livskraftige Sol, der stegte ned fra denne evige blaa Himmel 257 paa dette evige blaa Hav gjorde dem dumme og sløve. Og saa gik de desuden alle som én og tænkte paa de seksten lange Nætter og Dages Sejlads, som forestod, forinden de igen fik Land under Fødder og Kvindekød mellem Hænder ; og navnlig det sidste Savn er lige haardt nok for en varmhjertet Gut, der farer med en Fragtdamper paa Middelhavet, hvor man er vant til at komme i Havn mindst riveranden Dag. Seksten lange Etmaal forinden de naaede hjem til Danmark! Og maaske atten, tyve, femogtyve - for naturligvis fik de Modvind i Biscayerbugten og Storm og Taage i Kanalen og paa Nordsøen!

✂ Ikke en eneste lille Douche havde Straalemesteren, Jakob, som dirigerede Slangen, rettet mod den tykke Letmatros Peter, der gik svedende og krumbøjet og daskede mat med den vaade Svaber paa Dækslugerne for ogsaa at forfriske Sejldugen, der var spændt over dem. Ikke saa meget som et eneste lille Sprøjt havde han muntret ham med; og netop i Dag kunde Peter vist trænge til en Afsvaling, thi i hans svulmende Ben og Bag syntes Solen i en fortrinlig Grad at have forelsket sig; hans Benklæder var ved at sprænges, saaledes havde Solen udvidet disse Legemsdele.

✂ Første Styrmand kom gaaende forbi, standsede et Øjeblik og saa' op og ned ad Fyren:

✂ - Hør, Du, Peter, sagde han saa - Du kommer sgu vist til at laane Kaptajnens Støvleknægt i Aften for at faa hevet de Bukser af Dig!

✂ Peter lo ikke af denne Morsomhed; og ingen af Kammeraterne lo. Ja, de trak ikke engang paa Smilebaandet, hvad de dog ellers altid høfligst plejede, naar Styrmanden oplod sin høje Mund. De bøjede bare Hovederne dybere under Solens Straaler og spulede løs. Det var, som om denne Piasken og Rislen af Vandet omkring dem gjorde dem endnu sløvere. Eller ogsaa skyldtes maaske deres tilsyneladende Optagethed af Arbejdet kun den Omstændighed, at de ligefrem ikke gad gøre en Pause.

✂ Nu dukkede oppe paa Mellemdækket anden Maskinmester op fra Maskinen. Sveden randt ham ned over Ansigt, Hals og Bryst som Dug af Ruden. Han tørrede sig med sin fedtede og sodede Svededug, sendte et mat, taagesløret Blik 258 ud over Havet og op mod Solen, af hvilken han truede med knyttet Haand, og sank saa med et langtrukkent, selvopgivende: Puhh! ned paa Nordsiden af Hønseburet, der kastede en knap halv Alens Skygge hen ad Dækket. Idet han faldt, tørnede han saa kraftigt mod bemeldte Bur, at det rystede i sine Fuger; men Hønsene derinde ænsede det ikke; de sad paa deres Pinde, tykke af Hede, med gabende Næb og elegisk blinkende Øjne, en- Besvimelse nær.

✂ Og vildere og vildere stegte Solen ned over Skibet. Og kom der end af og til et enkelt lille Pust ind fra Søen, saa var det ingenlunde nogen forfriskende Luftning. Langt snarere var det at fornemme som et kvælende hedt Sciroccokys ovre fra "Afrikas brændende Lande", hvis Kyst man skimtede i Horisonten mod Syd som en bleggraa, varmdirrende Taagestribe.

✂ Lidt efter at Styrmanden var forsvunden bag Døren ned til sit Lukaf, havde Matroserne dog alligevel en efter en besluttet sig til at holde et lille Hvil. Deres Ansigter var glødende som den opstaaende Fuldmaanes Ansigt, og deres Lemmer var tunge som Bly. Men de følte ikke længere Varmen, den generede dem ikke nu som straks, da de tog fat paa Arbejdet; de vilde bare med Fryd og megen Glæde have ofret deres halve Maanedsgage for at turde lægge sig plat ned paa Dækket saa lange og tykke de var - og den hele Maanedsgage for uforstyrret at kunne tage sig en Lur med Piber og Trommer og prustende Damp ud af alle Snorkeventiler.

✂ Til at begynde med stod de og skævede hen efter Styrmandens Lukaf for ikke at lade sig overraske, om han pludselig skulde dukke frem igen. Men intet foruroligende viste sig, alt levende syntes at være indgaaet til den evige Hvile. Man hørte kun Maskinens dumpe Drøn og Rorkædens skurende Hamren, naar Rattet langsomt drejedes.

✂ Og saa sank først den tykke Peters Hoved til Ro med Hagen ned mod hans blottede af Varmen rødprikkede Bryst; han aabnede Munden, smaskede et Par Gange med Tungen, udstødte en gurglende Lyd og var borte. Og Jakob og Søren og Lars saa' paa hinanden og saa' paa Peter, missede med Øjnene, kløede sig og faldt hen. Den ene stod støttet mod Last- 258 259 lugen og med Hovedet bøjet bag over; den anden havde Ansigtet skjult i Hænderne og Albuerne hvilende paa Lønningen ; den tredje sad til at begynde med ret op og ned paa en Tovrulle, men gled lidt efter lidt ned ad den, indtil han endte i en Pøl Vand paa Dækket, hvor han laa og smilede bredt og saligt og drømte, at han laa paa en mildt tempereret Ø midt i en køligt rislende Bæk.

✂ Og saa blev der en Stund Dødsens stille paa Skibet, der, et flydende Krematorium lig, syntes at glide frem gennem Skærsildens brændende Luer med sin slumrende Besætning .. >

✂ Indtil der paa én Gang klang en fløjtende klar Kvidren hen over Hovederne paa de sovende:

✂ - Hy-it, hy-it, hy, hy, hyy, tit, tit, tit! Matroserne for med et Sæt op af deres Dvale og saa' sig forvildede omkring.

✂ - Det er Stæren! sagde den tykke Peter, som først vaagnede til Bevidsthed.

✂ - Ja, det er Fanden galeme osse Stæren! sagde Søren og sprang op fra sit Flodleje. - Føj for Satan! lagde han til, da han fornam, hvor han havde ligget

✂ - Er det Stæren? spurgte Jakob og gned Søvnen af Øjnene.

✂ - Gu' er det Stæren! sagde Lars og pegede.

✂ Og det var virkelig ogsaa Stæren. Den sad henne paa Mellemdækket ved Hønsehuset og kiggede lækkersulten ind mellem Tremmerne til Brødsmulerne, som laa paa Gulvet derinde. - Den var blæst om Bord i en Byge for et Par Dage siden, og den ganske Besætning havde flere Gange sprunget Halløj for at fange den; men Dyret havde været Menneskene for vævert og snydt dem. Og saa i Gaar havde den slet ikke vist sig. Og nu var den der pludselig igen.

✂ - Nu kan vi nappe den! sagde Peter, og al Træthed og Ugidelighed var som veget harn af Kødet. - List Du Dig om paa den anden Side af Buret, Jakob, saa napper vi den!

✂ Og Jakob, der ogsaa var bleven fuldstændig vaagen lige paa en Studs, listede af Sted som en Hankat paa Musejagt. Han sneg sig forsigtigt op ad Trappen til Overdækket: Fingrene holdt han udspilede som til Greb, Tungespidsen 260 var synlig mellem hans Læber, og han balancerede fremad helt oppe paa Spidsen af sine brede, flade Tæer.

✂ Men da Stæren saa' ham komme, stak den af. Den svirrede flot hen over Hovederne paa Lars og Søren og slog sig ned paa Lønningen henne Agter.

✂ - Snup den, Søren, snup den!

✂ Søren tog Dækket i tre Spring og hævede allerede Haanden for at gribe Fuglen. Men med et lille forskrækket: Hy-it! svang den sig i en Bue udenom Masten og dalede ned næsten lige for Fødderne af Lars.

✂ - Smid Dig, Lars, smid Dig! saa har Du den! skreg Jakob. - Den er mat!

✂ Og Lars smed sig, saa lang han var, ned paa det vaade Dæk. Men Stæren fik han da ikke. Han bare klaskede begge sine store, begede Hænder ned i Vandet, saa det sprøjtede ham om Ørene.

✂ - Den Kvajidiot! skældte Peter, - det skulde bare ha' været mig, jeg skulde sgu nok ha' faaet den!

✂ - Jamen Du er jo osse li'saa let i Skinkerne som en Springgaas! riposterede Lars.

✂ - Ja, jeg har da gu'sketak lidt mere Kyd paa Knoglerne end Dig, dit forsultne Spøgelse, grinte Peter ilde.

✂ - Naa-aa, jeg skulde da ellers med en vis Ommelethed transportere Hovedet ned i Maven paa Dig, nikkede Lars og satte Hænderne til Rette.

✂ - Saa maatte han sgu' da først stuve Bukserne a' sig, for ellers kom det nok til at knibe med Lastrum, mente Jakob dybsindig.

✂ - Der er den igen! Der er den igen! skreg Søren pludselig og pegede hen mod Hønseburet, paa hvis Top Stæren atter havde taget Plads.

✂ Og øjeblikkelig glemte man Kævlet og begyndte Jagten paa ny!

✂ Man spredte sig over Dækket og for som besatte efter den arme Fugl, der var for træt og for udsultet til at turde forlade Skibet og derfor maatte indskrænke sig til at flyve fra For til Agter og fra Agter til For og redde sig saa godt, den kunde, op i Vanter og Ræer. Men stadig blev den forfulgt af sine blodtørstige Fjender, og mere og mere udaset blev 261 den. Den fløj nu dinglende og usikkert af Sted og gabede af Angest og Hede, ja, man kunde ligefrem høre dens Aandedrag. Men jo mattere Dyret blev, desto mere Fut kom der i Jagtherrerne. De syntes ganske at have glemt Sol og Scirocco, og Træthed og Lede. Snart saa' man den tykke Peter sidde overskrævs paa en Raa, hvor han kun holdt sig fast ved at klemme Benene sammen, medens han med fremstrakte Hænder og Øjnene paa Stilke gramsede efter den arme Stær, der havde søgt Tilflugt yderst paa Raanokken. Og snart saa' man Lars og Søren ligge paa Maven hver paa sin Side af en aaben staaende Luge og samtidig jage Hænderne ind i den for at gribe Dyret, der imidlertid smuttede væk over Hovederne paa dem.

✂ Men endelig var det lykkedes Matroserne at løbe Dyret saa træt, at det ikke mere formaaede at flyve ordentligt; det kunde bare, baskende med sine udspilede Vinger, flygte hen over Dækket. Og nu havde de indesluttet det i en Kreds henne ved Agterlugen. De havde faaet Kahytsdrengen og anden Maskinmester, som de havde vækket bag Hønseburet, stærkt interesserede fof Sagen; og hele Kompagniet stod opstillet rundt om Fuglen, der sad ganske lille og sammenkrøben midt iblandt dem og plirede med Øjnene af Rædsel. - Nu skulde den ikke undslippe dem! Der var kun en Post henne ved Trappen til Mellemdækket, som ikke var besat. Men det gik nok, naar bare de var lidt raske i Vendingen. Saadan en fjollet Stær, der havde holdt dem saa længe for Nar! Nu skulde de krebse ham! Maskinmesteren skulde tælle: en, to, tre! og saa skulde de alle fare frem og nappe Dævelskabet!

✂ - Hva' Fa'en er det, I ta'r Jer for? lød pludselig en spids, skrattende Stemme, der skar som en Kniv midt gennem Jægernes Spænding og Optagethed. Det var Tømmermanden, der stod oppe paa Mellemdækket og saa' ned paa de ivrige Matroser med et halvt arrigt, halvt spottende Grin om Munden. Han havde et lille gulladent, spidsnæset Ansigt, samme Tømmermand, og han blev paa én Gang frygtet og set op til af Kammeraterne, thi han var "begavet", hed det sig; og saa var hans Kone løbet væk med en "Beridere".

✂ - Det er Stæren, Tømrer! Vi er lige ved at fange Stæren! 262 sagde den tykke Peter og gjorde nogle mystiske, hyssende Tegn med Hænderne.

✂ - Vi er lige ved at nappe ham! nikkede Jakob.

✂ - Kan Du se, Tømrer, der sidder Kakkelorussen r pegede Søren.

✂ - Hyss! hviskede Kahytsdrengen, han var saa ivrig, at han rystede over sin ganske Krop.

✂ - Nu tæller jeg! sagde Maskinmesteren - Pas paa!

✂ Alle Mand rettede sig, Musklerne i deres Ansigter og Fingre spændtes, og deres Øjne var som troldbundne af det arme, lille bævende Dyr foran dem.

✂ - En! talte Maskinmesteren..

✂ - Stil Dig hen ved Trappen, Tømrer! hviskede Lars stakaandet. - Stil Dig hen ved Trappen, ellers slipper han kanske den Vej!

✂ - To! talte Maskinmesteren. Og nu var der nogle af Matroserne, der saa' Blod for deres Øjne.

✂ Men lige idet Maskinmesteren' skulde til at sige: Tre! spurgte Tømrerens kolde, skrattende Stemme med en arrig Lyd, som naar man river et Stykke Shirting rriidt over:

✂ - Jamen hva' Satan skal vi med Stæren?

✂ Og i samme Nu sank Jægernes Hænder ned langs Buksesømmene, og de blev alle ganske linde og flove i Knæene. Maskinmesteren glemte at tælle Tre! og alle gloede de skiftevis paa Tømmermanden og paa hverandre med store, dumme Øjne:

✂ - Ja, hva' Satan i hedeste Helvede skulde de i Grunden med Stæren!