↩

SPADER ES

✂ - Kender De Ordet "Prip?"

✂ - Nej, sagde jeg.

✂ - Vil De saa være saa venlig at ta' Plads!

✂ Og vi satte os ved "Berninas" Hjørnevindue, det, der vender ud mod Vimmelskaftet og Badstuestræde.

✂ Min Ven Bent bankede i Bordet med Svovlstikkeetuiet.

✂ Hans kom springende med et imødekommende Smil og en Serviet.

✂ - To Absint au lait! forlangte Bent.

✂ - Absint aa ... ? spurgte Hans med runde Øjne.

✂ - Aa, lait, gentog Bent - og ingen Vrøvl.

✂ Hans bukkede og fjernede sig.

✂ Men førend han bestilte det forlangte, havde han en hemmelig Konference med sine Overordnede Carl og Casper inde i Buffetværelset.

✂ - Prip, prip ... prip, prip! sagde Bent langsomt og taktfast som et gammelt Stueur.

✂ Han smilede dertil fornøjet og nikkede underforstaaende. Jeg havde ikke set Bent i syv lange Maaneder, da jeg havde ligget paa Landet ude i Provinsen. Men jeg kendte hans Underligheder, saa jeg sagde ingenting.

✂ Vi sad og kiggede ud paa Gaden. Der kørte Omnibusser og Drosker forbi. Og der gik Herrer og Damer og Børn og Mænd og Koner og Hunde.

✂ - Menneskene er grinagtige! nikkede Bent. - Men i Grunden ganske skikkelige.

✂ - Uhyre! sagde jeg. - Jeg holder meget af dem. Og saa kiggede vi ud paa Gaden igen.

190

✂ Lidt efter begyndte Bent at smaale.

✂ - Jeg gik før ned gennem Østergade, sagde han saa, - og foran mig sejlede en prægtig Grossererfrue med alle Klude oppe. Hun pustede og stønnede og svedte og standsede foran hvert Vindue med Damebeklædningsgenstande. Hun var saa varm, at Atmosfæren om hende bølgede ligesom Luften over et Fyrfad med Gløder ... Ude paa Asfalten kom en Handskemagerdreng fløjtende. Han bar en Bunke hvidgarvede Skind over Armen. Han faar Øje paa den svære Frue og kigger paa hende. Jeg kunde tydelig læse i hans Øjne, at han tænkte: Det var Satan til Kutter! ... Pludselig gærer der en Idé op i ham; og et lille, stille Grin fødes og dør paa hans Ansigt. Han sætter det ene Ben op paa Fortovet og puffer til Fruen med Albuen. Hun krummer Hals som en Svaneøgle og ser ned paa ham foragteligt, forbitret. Men med en olympisk Ro, som om .han og Fruen var de eneste to Væsener, der befolkede Kloden, stikker han hende Skindene tæt op under Næsen og siger: Fjorten fede Navleskind, lille Dame! og saa fløjter han: hy, hy, toleby, toleby! som en Stær og vandrer videre ... Fruen segner mat tilbage mod et massivt Trappegelænder og mumler astmatisk noget som: Storartet! ... Gadedrenge! ... Bedre Folk ikke gaa i Fred! - - Men jeg fik fat i Drengen og gav ham en Femogtyveøre, endte Bent - For det er sgu den Slags smaa Arguments, der forsoner En med Tilværelsen!

✂ Jeg svarede ikke. Thi dels syntes jeg, at Drengen snarest havde fortjent en Lussing; og dels vidste jeg jo, at Bent bare talte for at faa Luft.

✂ Nu kom Hans med Absinten, og Carl og Casper tonede op i Horisonten for at overvære "Miksningen".

✂ - Smager det virkelig godt? tillod Hans sig at spørge i en bekymret Tone.

✂ - Tror De ellers jeg drak det? sagde Bent. - Forsvind Skygge!

✂ Hans forsvandt. Og der hørtes en undrende Mumlen fra Buffetværelset.

✂ - Har De smagt dette før? spurgte Bent mig.

✂ - Aldrig!

✂ - Det skulde De vænne Dem til at drikke!

191

✂ - Ja, jeg drikker ogsaa en Absint engang imellem.

✂ - Jamen ikke i Mælk? ... Absint pur eller mikset med Vand gør En bitter og ufordragelig! ... Næmen i Mælk! Man bliver saa inderlig forsonlig, saa menneskevenlig stemt! Alt det bedste i En kommer ovenpaa! Man faar Lune, man ... man smiler, man forliger sig med Eksistensen, man bliver overbærende mod sig selv og andre, og det trænger vi alle til! ... Skaal!

✂ Vi klinkede og drak.

✂ - Det smager godt, hva'?

✂ - Ja-a ...

✂ - Bli'r De nu her i Byen?

✂ - Nej, jeg ta'r paa Landet igen.

✂ - Og saa siger det saa dejlig prip! nikkede Bent drømmende. - Kan De mærke det?

✂ - Hvor siger det prip? spurgte jeg.

✂ - Heroppe bagved Trommehinderne ... inde i Hovedet! sagde han og nærmede begge Pegefingrene til Ørene - Hør! vedblev han - prip, prip! ... prip, prip! ... Der gaar Fanden gale mig Hertel! udbrød han pludselig og pegede ud paa Gaden - Kan De se ham derovre ved Bundtmageren? Nu kigger han ind ad Vinduet! Det er ham med den høje Hat og de opsmøgede Bukser.

✂ - Ja, sagde jeg.

✂ - Nu gaar han igen! ... Op ad Amagertorv til.

✂ - Ja jeg ser ham nok!

✂ - Saa er han altsaa sluppen ud!

✂ - Har han været i Fængsel?

✂ - Næ, men paa Bistrup! ... han kan selv mærke, naar det kommer. Saa gaar han hen til sin Broder Mægleren og siger: Harald, siger han, nu maa jeg vist lidt paa Huset igen. Og saa bliver han sendt derned for en Maaned eller to ... Saa fornuftige skulde vi allesammen være et Par Gange om Aaret! sluttede Bent.

✂ - Naa-aa, sagde jeg - vi er jo da ikke alle ...

✂ - Næ Gudbevares! De er naturligvis Satans normal, kære Ven! Og det er I alle. Men det er netop Tegn paa, at Galskaben er kronisk ... Naa, skidt med det! det er jo det, vi Digtere skal leve af ... Hans, en Absint!

192

✂ Hans kom springende og skiftede Glas.

✂ - Skal De ikke ogsaa ha' en frisk? spurgte Bent.

✂ - Nej Tak, sagde jeg.

✂ - Hertel er nu storartet! smilede han lidt efter. - Han kom ifjor engang ind hos en Kukkenbager nede i Roskilde og spiste en Masse Kager og drak Portvin. Og medens saa Konditoren et Øjeblik var ude af Butikken, gaar Fyren hen og piller hans Taffelur i Stykker. Og da han saa siden skal klare Regriingen, betaler han Manden med Tandhjulene! Hva'? Er det ikke storartet? Er det ikke genialt? spurgte Bent begejstret. - Skaal! sagde han saa og tømte sit Glas.

✂ - Hør nu, hvor det pripper! smilte han lyksalig og lagde Hovedet ned paa den ene Skulder. - Hvad gi'r De mig nu for ham, den fede Mand med Hatten i Haanden derovre i Skyggen! udbrød han pludselig.

✂ - Hans!

✂ Hans kom flyvende med Servietten bag ud under Armen som en stækket Vinge.

✂ - Kan De se ham den tykke derovre ved Cigarbutikken.

✂ - Jo, Hr. Bent!

✂ - Har De Is?

✂ - Hva'ha'?

✂ Jeg spørger, om De har Is her paa Kafeen, raa Is?

✂ - Jo vi har, Hr. Bent.

✂ - Har De ogsaa Pose?

✂ - Pose, Hr. Bent?

✂ - Ja, Ispose?

✂ - Nej ... hæ!

✂ - Saa gaa Fa'en i Vold. Hans trak sig tilbage.

✂ - Giv mig en Absint til!

✂ - Saa gerne, Hr. Bent!

✂ - Jeg elsker fede Mænd! vedblev Bent snakkesalig. - Naar jeg undertiden tager paa Landet, er det ene for deres Skyld. Det er mig en raffineret Nydelse at se en saadan dampende Medborger med Hatten i den ene Haand og en uhyre Svededug i den anden vandre ud ad en støvet, solhed Landevej for at beundre Naturen. Men det er alligevel det, der har rokket min Tro paa et Forsyn! ... Særlig var 193 der engang en fed Mand, som hed Halvorsen, han udgav en Kogebog. Du gode Gud, hvor jeg elskede den Mand! Han tog nu aldrig paa Landet, men søgte daglig de svale Buegange nede ved Kristiansborg ... Kære, hvor han svedte! Og saa pustede han som en Nilhest, og saa ha'de han en ganske dejlig Astma, der spillede paa Vandorgel nede i Brystet paa ham ... Jeg forsikrer Dem, at hvis jeg var en rig Mand, saa rullede jeg rundt med min Landauer og samlede fede Folk op ... det vil sige fede Mandfolk, for fede Fruentimmer er jeg ligefrem bange for. Sæt at et sligt begyndte at nære erotiske Tilbøjeligheder for mig! Jeg be'er Dem, hvor vilde jeg blive af? ... Hans, mere Absinth!

✂ - Kære Bent, forsøgte jeg - har man godt af at drikke saa meget?

✂ - Jeg véd ikke. Skal De maaske ogsaa ha' mere?

✂ - Næ ...

✂ - Naa; jamen er det saa ikke bedst, at enhver er moralsk for egen Regning?

✂ Og Bent fik serveret den fjerde Absint.

✂ - Se nu er det først, nikkede han glad - at Livsglæden skal begynde at spire! Nu har jeg faaet dræbt alle Larverne heroppe (han bankede sig paa Hjernen), og nu skal man til at vande Frøerne med Mælk og Honning!

✂ Han drak af sit Glas, strakte Benene fra sig og stirrede drømmende op i det rudede Loft.

✂ - Nu er jeg lykkelig, som min Ven, M. M. siger! fortsatte han - Og nu bryder jeg mig i Grunden ikke mere om Deres Selskab.

✂ - Skal jeg gaa? spurgte jeg.

✂ - Ja Tak, kære! For ser De, jeg er aldrig fuldkommen lykkelig undtagen naar jeg er alene. To og tyve Timer i Døgnet maa jeg være alene. Ser De, jeg søger kun Menneskene som et Middel. Var det ikke saa fjollet at gaa og snakke med sig selv, gjorde jeg helst det! ... Prip, prip! Næmen, ser De; om Aftenen hælder jeg Triple Extrait i syv, otte forskellige Smaakrukker; og saa stiller jeg dem rundt omkring i Værelset: oppe paa Reolen, i Vindueskarmen og foran Barneskelettet paa Skrivebordet. Og saa tænder jeg Ild i dem allesammen. Og de dufter, og de brænder med 194 smaa, hoppende, rødblaa Flammer. Og de vugger og bølger hid og did. Snart ser man et af Billederne paa Væggen og snart et andet. Snart lyser et nøgent Kvindeben frem henne over Døren, snart nikker en af Rafaels Engle til mig fra Væggen over Sofaen. Og snart skinner Skelettet hvidt som Fosfor paa Skrivebordet. Og Mester Vulkans Ansigt paa Velasques store Billede paa Stafeliet i Krogen ser endnu mere hva'satanihedehelvedeagtigt ud! ... Jeg Hgger paa Chaiselonguen, og et stort Glas Absint au lait staar paa Gulvet foran mig. Og jeg ryger til Mælken ... og mit Hjerte udvider sig i mit Bryst, det bliver stort og altomfattende ... De dejligste Landskaber glider mig forbi, høje, snedækte Bjærge med Sol paa de øverste Tinder! Søer og duftende Skove og Kornmarker og Enge med Blomster og Køer og brægende Faar ... Og Mennesker ser jeg, gode og venlige Mennesker, der nikker smilende til mig og til hverandre og ser saa inderlig skikkelige ud i al deres fede Venlighed ... Og jeg tror paa Gud og paa et Liv efter dette ... Og det dufter og lyser omkring mig, og jeg smiler og ler, indtil mine Øjenlaage synker i, og det Hele forgaar i én stor, blød, duftende og lysende Uendelighed ... og saa er jeg lykkelig! ... Der er bare én Larve, én Orm, jeg ikke kan faa dræbt ...

✂ - Og hvad er det for en? spurgte jeg.

✂ - Det er den, at jeg ikke kan stikke Spader Es; og saa maa man jo blive sindssyg ...

✂ Bent havde lænet sig tilbage i Stolen, og hans Øjne havde lukket sig.

✂ - Farvel Bent, hviskede jeg.

✂ - Prip, prip! ... prip, prip! sagde han langsomt og taktfast som et gammelt Urværk, og et saligt Smil laa over hans Ansigt.