↩

EN NYTAARSVISIT

✂ Det var Nytaarsmorgen med Rimfrost og Sne og Solskin over alle Gader og Veje.

✂ Bønderne kom kørende til Kirke i Vogn og Slæde. Smældfede, klumpfodede Heste stampede uafladelig over Broen ved Bomhuset. Det lød som Torden og Jordskælv, og der stod en bølgende Em om Dyrene som fra en Vaskerkedel i Funktion.

✂ Nu tog Kirkeklokkerne paa at kime. I Dagens Anledning blev der sat to i Gang. Men de holdt ikke Trit. Naar den ene tog et langt Skridt, tog den anden to korte. Man blev ganske stakaandet af at høre paa dem. Paa mig i det mindste havde det samme Virkning, som naar jeg gaar Tur med min langbenede Fætter. Jeg maatte standse en Gang imellem og virre med Hovedet og slaa afværgende ud med Haanden og hente Vejret dybt nede fra.

✂ Men hele den lille By blev netop sat i behagelig Stemning af denne selv samme Klokkeringning. Og med guldsnittet Salmebog under Armen og gravitetisk Ansigt under Hatten vandrede den til Kirke.

✂ Ogsaa jeg vandrede, men ved Toldbodbygningen gjorde jeg højre om og fulgte den ensomme Sti langs Baghaverne ved Noret.

✂ Her laa Sneen højt mellem Hækkene, og kun i Midten havde Byens promenerende Damer trippet en smal Gaasegang. Hvert Øjeblik var jeg nødsaget til at træde ud i Sneen. Og saa havde Garver Lauritzen tilmed spilet nogle Kalveskind op paa sit Plankeværk; de stank rædselsfuldt i Solen.

✂ Atter gjorde jeg omkring, og denne Gang tog jeg Vejen 264 ud ad Havnen til. Der kunde jeg da pruste ud. Jeg gik hen og saa' paa de tre havarerede Skonnerter, som Damperen havde slæbt herind efter Stormen. Den ene var halet paa Bedding.

✂ - Hun kunde lige knibes herop af tre Spil og atten Mandfolk, sagde Tømreren i Gaar, da jeg talte med ham.

✂ - Er De her, Schmigelow? raabte jeg; men der var ingen Schmigelow at se.

✂ De to bageste Master af Skonnerten var kappet.

✂ - De maatte jo hugge dem, sagde Schmigelow - for hun begyndte at danse Fandango.

✂ Jeg gik nærmere hen til Skibet. Der hang en Rebstige ud over Siden ned til Jorden.

✂ - Den bruger de til at krybe op ad, tænkte jeg - Mon det skulde være saa vanskeligt? Hvor er dog den Tømrer! Jeg kunde have Lyst til at komme om Bord ... Schmigelow! kaldte jeg - Schmigelow! Glædeligt Nytaar, Schmigelow !

✂ Ingen svarede. Kirkeklokkerne havde ophørt at ringe, og der var ganske stille omkring mig, ingen Mennesker og ingen Vogne.

✂ - Schmigelow! raabte jeg igen og dunkede med min Stok paa Siden af Skibet, for Manden kunde jo være indenbords - Schmigelow, er De der?

✂ Ikke en Lyd at høre. Jeg saa' bare en Graaspurv lette fra en af de kappede Master og stikke ud over Noret.

✂ - Han er i Kirke, tænkte jeg - Hele Byen er i Kirke, saa Du kan godt gaa derop! Du skal da ogsaa ha' Dig en Fornøjelse!

✂ Og jeg begyndte at kravle op ad Rebstigen. Det gik ikke saa let endda; jeg maatte bruge begge Hænder, og Stokken maatte jeg lade falde.

✂ Omsider naaede jeg da saa vidt, at jeg fik Hovedet over Rælingen; og der sad jeg saa og gloede som en Frø paa Kanten af en Mergelgrav. Alting paa Dækket, Lugerne, Spillet i Forstavnen, Karrene, Tønderne og Spandene, var malet lysegrønt; og over. Farven havde der lagt sig Rim. Altsammen saa' det ud, som om det var lavet af kandiseret Græskar.

265

✂ Jeg Vendte mig og kastede et Blik ud over Pladsen: Tom! Jeg saa' hen mod Bomhusbroen: Ingen Vogne! Jeg spejdede op ad Gaden: Ikke eri Mors Sjæl!

✂ Da tog jeg en kraftig Beslutning og svingede Benene ind over Rælingen.

✂ - Medens den ganske By synger Salmer og tænker paa Middagsmad, sagde jeg til mig selv - kan Du i Ro og Mag tilfredsstille din Erkendelsestrang!

✂ Jeg var nu ikke fuldt saa modig, som jeg gerne vilde give det Udseende af. Thi der var jo Kaptajnen!

✂ Jeg havde kun set ham et Par Gange, for han sad gerne oppe i Byen og drak; men jeg var lidt angest for ham, hvad enhver vil fnedgive, at jeg havde Grund til. Jeg stod nemlig en Dag hernede ved Skuden og talte med min Ven Schmigelow, da Fyren pludselig staar ved Siden af mig, griber mig haardt i Armen, stirrer mig ind i Ansigtet og siger: Føj for Satan, hvor De ligner Fanden! Og saa kravlede han op i sit Skib.

✂ Schmigelow søgte at berolige mig og sagde, at jeg skulde ikke bryde mig om Kaptajnens Vrøvl, for han var en Fantaniker og havde Dilerium.

✂ Og jeg gik jo ogsaa til Schmigelow og talte med ham, naar jeg havde Lyst. Men der sad mig dog en mystisk Skræk i Blodet, og hver Gang "Fantanikeren" saas i Farvandet, lagde jeg Roret om og lettede.

✂ Men sæt han nu netop i Dag sad nede i Kahytten!

✂ Det rullede saa underlig forblommet i Skibet, da jeg gik hen over Dækket, og et Øjeblik forekom det mig, at jeg vist gjorde bedst i at vende om.

✂ Men saa satte jeg Fødderne haardt i Plankerne og skred videre: Schmigelow! kunde jo være nede i Kahytten!

✂ - Schmigelow! kaldte jeg - Schmigelow! Er De der nede?

✂ Ikke en Lyd, ikke den mindste Puslen! Havnen laa øde og tom, og Guds Sol svævede over Vandene.

✂ Jeg vandrede rundt og besaa Inventariet; Spandene og Tønderne og Ankerspillet og Tovværket. Solen havde taget svært paa Rimen, Kandiseringen løb af Græskarret. Og de enkelte Sneklumper, der laa hist og her paa Dækket, løb ud 266 i Smaabække. Henne foran Kahytsdøren var der endogsaa en lille Vandsamling i en Sænkning. Jeg blev reven hen af en Foraarsstemning og kom til at tænke paa Vandpytter og Fuglesang og Skovsøer og Smaapiger, Jeg satte mig paa en Tovrulle og hengav mig til mine Fantasier. Men snart gik der en Gysen igennem mig. Termometret stod paa flere Graders Kulde vist, og Sommerfantasier og Vinterfrakker formaar ingenlunde at holde os den kold'e Virkelighed fra Livet.

✂ Jeg rejste mig for at gaa fra Borde. Men idet jeg kastede et Afskedsblik ud over Dækket, bemærkede jeg en lille hvid Mus, der sad og labede Vand i sig ved Pytten henne ved Kahytsdøren. Jeg syntes ligefrem, jeg kunde høre, hvor den slubrede. Jeg listede mig derhen ad paa Tæerne. (Dyrenes Liv og Færden har altid interesseret mig, den minder saa meget om Menneskenes, synes jeg.) Musen løftede Hovedet og plirede koket op mod mig med sine søde, smaa Øjne. (Det maa være en Hunmus, sagde jeg til mig selv.) Saa tog den sig en sidste Slurk, rystede sine Forpoter, der var bleven lidt vaade, og forsvandt i Kahytten.

✂ Da jeg naaede hen til Døren, saa' jeg, at Musen havde ladet den blive staaende paa Klem. Jeg tog det som en Invitation, tøvede ikke et Øjeblik, men lukkede den helt op og steg ned, idet jeg forsigtig trak Døren til efter mig.

✂ Fem Skridt tror jeg, at jeg steg ned. Der stod et Bord midt i Kahytten samt en Stol. Midt paa Bordet sad tre hvide Mus og gnavede af en Tvebak. Nede paa Gulvet ved det ene Bordben stod en fjerde paa Bagbenene og bestræbte sig forgæves for at kravle op. Det var den samme lille Gavstrik, der havde blinket til mig oppe paa Dækket; Jeg kendte den paa Øjnene. Jeg bøjede mig ned og greb den forsigtig mellem to Fingre og satte den op paa Bordet (det var en Damemus), hvor den øjeblikkelig gav sig i Lag med Tvebakken.

✂ - Allerkæreste lille Dame! sagde jeg og strøg hende ned ad den hvide Ryg med min Guldbrand. Og hun vendte Snuden op mod mig og smilede ... og kløede saa løs paa Tvebakken igen.

✂ Solen skinnede ind gennem Koøjet til venstre, og Straalerne spillede hen over Bordet og Musene. Der saa' i den 267 Grad hyggeligt ud dernede, at jeg besluttede at slaa mig lidt til Ro. Der var ganske lunt, Ilden i Kakkelovnen maatte først nylig være gaaet ud.

✂ Jeg saa' mig om: Henne paa Væggen hang der et Spejl, og. foran det stod der paa en Hylde en Lertallerken med Vand i og med haarblandet Sæbe paa Kanterne. Skilderier hang der. Navnlig var der et, som tiltalte mig. Det forestillede to halvfulde Matroser, der Arm i Arm konverserede en lyserød Skønhed, der sad ved et Stuevindue i et langt blaat Hus med grønne Persienner. Køjen, der stod langs Væggen til højre, saa' ud, som om nogen lige var hoppet ud af den; Tæppet var slaaet til Side, og Underlaget var gledet ned fra Hovedbøllen og hang ned paa Gulvet. Ved Fodenden af Køjen stod en grønmalet Skibskiste med store, sorte Jærnbeslag. Paa Kisten laa en opslaaet Bog, gammel med gule Blade og store, grove, gotiske Typer.

✂ Jeg tog Bogen; men tabte den. i samme Øjeblik stiv som en Staalorm af Skræk; thi en skrattende Stemme raabte dirrende af Arrigskab:

✂ - Rider Satan Dig, din Flynder!

✂ Jeg sank ligefrem sammen til min halve Højde, og mine Lægge dinglede af Nervøsitet. Forvildet stirrede jeg hen til Musene, men de sad rolig og aad paa deres Tvebak.

✂ - Lille Fa'er, lille Fa'er! lød Stemmen igen, men i en forholdsvis blød Qg indsmigrende Tone.

✂ Nu løftede jeg Hovedet. Og henne over Kakkelovnen, helt gemt inde i Krogen, saa' jeg i et Bur en stor, græsgrøn Papegøje.

✂ - Puh! sagde jeg ganske højt og tog mig til Hovedet - det infame Dyr havde nær skræmt Livet af mig. Jeg bøjede mig ned og tog Bogen op fra Gulvet.

✂ - Sukker, Sukker! skreg Papegøjen.

✂ - Du skal ha' Fanden! sagde jeg - og ikke Sukker! og nu var det mig, der var arrig.

✂ - Din haardkogte Flyvefisk! lød det fra Papegøjen. Nu gik jeg hen og trak Lagenet af Køjen for at brede det over Buret.

✂ - Rider Satan Dig, rider Satan Dig! skreg Dyret rasende. Men jeg tog ikke mere Notits af dets Skrig, lagde Lagenet 268 dobbelt (det var for Resten ikke ganske purt) og bredte det over Buret.

✂ - Lille Fa'er, lille Fa'er! klynkede Papegøjen omme bag Lagenet og det i en saa angergiven Tone, at jeg blev blød om Hjertet og fik Medlidenhed med den. Jeg tog et Stykke af Musenes Tvebak.

✂ - Kan han saa være en god Dreng? spurgte jeg og løftede en Flig af Dækket til Side.

✂ Fyren sad oppe paa den øverste Pind og skelede "fantanisk" ned paa mig.

✂ - Se her! sagde jeg og kastede Tvebakken ind i Buret. Fuglen entrede langsomt ned, tog Maden og kilede i Trav op paa Pinden igen.

✂ - Er vi saa gode Venner, lille Poppemand? sagde jeg, og der var virkelig baade Varme og Forsonlighed i min Stemme.

✂ - Hold Kæft! svarede Asenet, og Munden havde han fuld af Tvebak.

✂ Da opgav jeg enhver Diskussion og lod Forhænget falde.

✂ Og saa satte jeg mig paa Stolen foran Bordet og saa' pfca Musene. De havde ædt sig mætte og laa med Snuderne boret ind i hinandens Pels og sov Middagssøvn. Det var et nydeligt Syn at se Solstraalerne spille hen over de slumrende Smaadyr. Jeg blev ganske sentimental af at se derpaa. Der er noget vist rørende ved Dyrs, Kvinders og Børns Søvn ; og saa er de smukkest, naar de sover - og omgængeligst ... Ogsaa Papegøjen syntes at være falden til Ro. Der var ganske stille i Kahytten. Jeg kunde høre mit Ur dikke i Vestelommen.

✂ Bogen, jeg havde lagt fra mig paa Bordet, tog jeg igen i Haanden, aabnede den paa maa og faa og læste:

✂ Naar Rouchefoucaült siger: Tout est fortuit dans la vie,

✂ méme la naissance, il n'y a que la mort qui soit certaine

✂ - da har han vel herudi Ret. Og ikke mindre rigtigen udtrykker Abbed Testy sig, naar det hedder: C'est un arret du Ciel, il faut que I'hornrne meure - - - Mennesket skal altsaa døe; det vil sige: den immaterielle Aaná skal skilles fra det grove, materielle Legeme ...

✂ - Det er sandeligen ikke saa underligen, at den Kaptajn 269 er bleven vanvittig! tænkte jeg - Hvad i Himlen er dette for en Bog!

✂ Og jeg slog op paa Titelbladet og læste:

✂ Om

✂ Gjenfærd og Gjengangere
filosofisk-historisk betragtet.

✂ - Det er noget for mig, tænkte jeg, satte mig til Rette ved Bordet med Hovedet støttet i Hænderne, slog op i Bogen, det var netop paa Side 70, og læste videre:

✂ Endnu (i Aaret 1795) lader man sig andægtigen fortælle, hvorledes Herr Michel Petersen fra Oddis, som henimod Slutningen af det sextende Aarhundrede var Sognepræst i Stendrup, i det Haderslebske fordum manede Hjorte og Hinder og ved en af Bymændene, navnlig Biørn, har givet Stævningsseddel til Sælhundene, som fordærvede hans Fisker-Garn; og hvorledes han om Aftenen, da han kom fra S...v, og det blev ham sagt, hvor skinbarligen den lede Djævel gik der henne i Mosen og kaldte ham en Cathechismus-Dreng, stod han straks op og gav sig i Kast med den fæle Aand. Haardt stod det længe, men da han vidste Raad derfor, og kastede en Skilling i Satans gloende Gab, fik han Bugt med ham, og - hedder det - slog ned paa Stedet en Pæl, som staar der endnu den Dag i Dag. Og fortæller Rohde om samme Herr Mikkel, at han ikke var bange for om Natten at se sig om paa eenlige Steder for at slaas med Spøgelser. Men - hedder det videre - hans Kone straffede ham derfor.

✂ Hvori Straffen egentligen har bestaaet, taler Herr Rohde intet. Heller ikke kan man see, om denne Straf var, enten fordi hun som en kerlig Mandinde ikke vilde udsætte Manden for Fare, eller fordi hun ej skøttede om at forstyrres i sin Nattero, eller - maaske fordi hun ei torde ligge alene; men rimeligvis har det sidste været Tilfældet ; thi Nogle vilde endog sige, at naar Præstekonen skændte aller heftigst, skal han dog med Blidhed og Sagtmodighed 270 havde svaret hende: "Brum ikke, aller kjereste Engel! Du er jo aldrig alene; thi min Sjæl er stedse hos Dig" ...

✂ Jeg fordybede mig mere og mere i denne højst belærende Bog. Og alt som jeg læste om gloende Drager, om Lygtemænd og skjulte Skatte, om vandrende Benrade og fugtige Linklæder, glemte jeg Verden omkring mig: Musene paa Bordet, Papegøjen i Krogen, alt lige til Stedet, hvor jeg befandt mig. Jeg hørte Stemmer og Lyd af Fodtrin, men det gled sammen med det, jeg læste, og jeg ænsede det ikke.

✂ Indtil pludselig Kahytsdøren blev sparket op, og jeg saa' et Par trannede Søstøvler staa paa det øverste Trappetrin.

✂ - En Pigelil paa Knæet, federom, federom, federombombom! nynnede en dyb, grødet Stemme, og Støvlerne begyndte at stige ned ad Trappen.

✂ - Fa'er, lille Fa'er! skreg Papegøjen inde bag Lagnet, og Musene vaagnede.

✂ Jeg kastede hurtig Bogen tilbage paa Skibskisten og rejste mig.

✂ Saa stod Manden nede i Kahytten. Det var Kaptajnen, Fantanikeren! En stor, svær Mand var han, i blaat Tøj og med et rødt, skinnende Ansigt, glatragede Kinder og Hageskæg. Og han var kniplende fuld.

✂ - Der er han! sagde han, da han opdagede mig - der er han! og hans Øjne skinnede af Had og Frygt, medens han hævede min Stok, som han stod med i Haanden, truende imod mig.

✂ Jeg indsaa, at der maatte gøres noget i en Fart, hvorfor jeg greb med to Fingre paa hver Haand i Slaget paa min Kappe, løftede den i Vejret og raabte med tordnende Røst:

✂ - Ich bin der fule Geist! Ich bin der skinbarligen Teufel! Kaptajnen traadte et Skridt tilbage; men Armen holdt han endnu løftet.

✂ - Tout est fortuit dans la vie, vedblev jeg og gik frem imod ham, idet jeg saa' ham stift i Øjnene - Og Du er beskænket og tilhører derfor mig med Hud og Haar, thi Mennesket skal visseligen dø!

✂ - Hva' ... hva' ... hva' ... stammede han.

✂ - Coelestem adspicit lucem! sagde jeg - Giv mig dit Værge, og Du skal faa Lov at leve femten Aar endnu!

271

✂ Han rakte Stokken hen imod mig. Jeg tog den hurtig. Og nu hævede jeg den mod ham og tordnede:

✂ - Saa Du vil forgribe Dig paa Helvedes kronede Fyrste, din Drukkenbolt! Ve Dig, naar Du sidder i evig Ild til Halsen! Ve, ve, ve! ...

✂ Jeg havde manøvreret saaledes, at jeg stod med Ryggen mod Trappen. Nu steg jeg baglæns op paa det nederste Trin og sagde:

✂ - Paa Knæ! Han tøvede.

✂ - Paa Knæ, siger jeg! eller jeg ta'r Dig med i denne Stund.

✂ Manden tumlede paa Knæ.

✂ - Og lov mig saa i dette forfærdelige Nu, vedblev jeg - at Du herefter vil ophøre med dit afskyelige Drikkeri! ... Coelestem adspicit lucem! og jeg hævede paa ny Stokken.

✂ - Ja, ja! mumlede han hurtig - jeg skal ikke drikke mere!

✂ - Godt! Men i Dag om et Aar vil jeg atter vise mig for Dig, og da: ritschl jeg frembragte en rislende, susende, sydende Lyd som af Flammer og Ild, der slaar sammen om sit Bytte.

✂ Da tog jeg hastig min Tændstikkeæske op af Lommen, strøg en Tændstik og blæste den ud igen, og lod den derpaa, gloende som den var, falde ned paa hans Hals bag til under Flippen.

✂ Og med et Skrig og en djævelsk Latter sprang jeg op ad Trappen og slog Kahytsdøren i efter mig, saa Skuden skjalv paa sin Bedding ...

✂ Og man har senere fortalt mig, at Manden gik ind i en Afholdsforening.