↩

GLADE JUL, DEJLIGE JUL ...

✂ Juleaften havde vi været til Træ hos Larsens. Det var ellers ikke Bestemmelsen. Vi skulde have fortæret vor Gaas i Ensomhed og spillet Tremands L'hombre med Romtoddy og Havannacigarer; og jeg havde fattet det vanvittige Haab muligvis ad den Vej at kunne fremskaffe de halvfjerdsindstyve Kroner, jeg skulde betale den første Januar Klokken tolv præcis.

✂ Men saa var der om Formiddagen kommet Bud ned fra Familien oven paa, om vi ikke havde Lyst til at komme op og se paa Juletræet Klokken seks, der kom en Del Børn.

✂ Jeg stemte for L'hombren; men de to andre, der er dybere Gemytter, holdt paa, at vi skulde tage Juletræet og Børnene med. Og derved blev det.

✂ Klokken slog seks, og vi begyndte at lette paa os. Vi havde taget Gaasen til Middag Klokken fire og derpaa lagt os med Kaffe og Kognak; en paa Sofaen, en i Gyngestolen og en paa Chaiselonguen i Hjørnet under Oldemoders Billede.

✂ - Aa Gud ja, ja, ja! sagde den ældste, der er Jurist, og i hvis Hjem vi var - her er rart i det lille Danmark! og saa gabede han og strakte sig, saa det ligefrem knækkede i Ledemodene paa ham.

✂ - Gu' er der saa! sagde jeg og sukkede ved det.

✂ Men den yngste, der er Baandhandlerkommis,. sagde ingenting, for hans Kæreste sad i Rødby.

✂ Saa hørte vi en af Gutterne oppe fra trimle ned ad Trapperne, og Døren blev vrikket op:

✂ - Nu tænder de, nu tænder de! raabte Drengen og tog mig i Haanden og trak af Sted med mig. Op ad Køkkentrappen 213 maatte vi, ind gennem Køkkenet og Sovekammeret og ind i Spisestuen. Dér stod en seks-otte Børn stive og forventningsfulde.

✂ - Derinde tænder de! hviskede Drengen og, pegede paa Portieren, der var trukken for ind til Dagligstuen.

✂ Nu kom Juristen og den Forlovede. Juristen lod sig straks dumpe ned i en Lænestol og tog en lille Pige paa Skødet og begyndte at dikkedikke hende paa Halsen, saa Barnet hvinede af Glæde. Den Forlovede stillede sig op i en afsides Krog og smilede blegt ud over Forsamlingen.

✂ Portieren blev slaaet til Side. Og dér stod Træet med alle sine Lys tændte, saa det skar mig i Øjnene. Jeg vilde fugte dem lidt med det Øjenvand, jeg altid gaar med i Lommen, men inden jeg vidste et Ord af det, havde man taget mig i begge Hænder, og rundt gik det om Juletræet.

✂ - Halløj! tænkte jeg - det er ellers ikke Meningen. Men rundt maatte jeg. Og saa begyndte Børnene at synge:

✂ - Glade Jul, dejlige Jul ...! sang de.

✂ - Ja, I kan sagtens, tænkte jeg - I skal ikke betale halvfjerdsindstyve Kroner den første Januar Klokken tolv præcis! Juristen var svært i sit Es.

✂ - Syng med! nikkede han til mig og pustede med sit røde Ansigt.

✂ - Jeg mangler Midler, sagde jeg - og jeg er hæs. Lidt efter standsede Toget, og man gav sig til at rapse af Træet.

✂ - Om der nu var halvfjerdsindstyve Kroner til Dig! tænkte jeg, medens jeg stod og fortærede en kandiseret Blomme. Og jeg kiggede over til Juristen, der for mig repræsenterede Kapitalen. Jeg havde skrevet til ham om min store Nød og sendt ham Brevet pr. Post Lillejuleaften; men han havde ikke talt et Muk om det hele den lange Dag. Nu stod han og blinkede polisk med det højre Øje over til mig, medens han bandt en Sløjfe under Hagen paa en Dukke i rødt Tarlatan, som en af Smaapigerne havde faaet. Jeg fattede Haab.

✂ - Hvis der nu er en Pakke med halvfjerdsindstyve Kroner i, tænkte jeg - hvor skal jeg da synge!

✂ Den Forlovede opholdt sig stadig i Hjørnerne, Nu stod han 214 klemt inde mellem Bogskabet og Klaveret og rev Konvoluten af et stort Brev i Kabinetsformat. Hans Aasyn lyste med en mild Glans. Og da han havde faaet Papiret fjernet, kyssede han stille det, der laa indeni. Han ænsede ikke Omverdenen længere.

✂ - Herregud, tænkte jeg - det er vist fra Rødby! Hvem der var ung som han! Og jeg blev vemodig stemt ved al den Glæde omkring mig og ved Smerten i mit eget sønderrevne Indre.

✂ - Her er noget til Dig! raabte pludselig en Stemme ved Siden af mig, Og min lille Ven fra før rakte mig en Pakke.

✂ Jeg følte nervøst paa den. Den var blød. Det kunde godt være Tikronesedler. Jeg saa' over paa Juristen. Han blinkede nu polisk med begge Øjnene.

✂ - Glade Jul, dejlige Jul! sang det indeni mig, da jeg begyndte Udpakningen. Der kom noget blaagraat til Syne. - Det er Tikronesedler, det er Tikronesedler! tænkte jeg, og Livsglæden blussede heftig op i mig. Jeg følte pludselig det kønne i denne gamle Skik med Juletræ, Sang, Knas og Pakker ... Men hvad Fanden var det! Det var jo ikke Papir det graa, det var Uld!

✂ Jeg kiggede igen over paa Juristen. Han ligefrem gnistrede af indvendigt Humør.

✂ Jeg halede Genstanden ud af Papiret, halede og halede. Og alt som jeg halede, blev mit Ansigt længere og længere. Og jeg tror nok, jeg fældede en stille Taare, da jeg omsider stod med et Par Knævarmere i Haanden, et Par graa Uldgarns Knævarmere med blaa Borter!

✂ Juristen rev dem fra mig og ilede rundt til Husets Damer med dem.

✂ - Dem har jeg selv bestilt, Fru Larsen!

✂ - Nydelige! sagde Fru Larsen - og med hæklede Borter!

✂ Og alle Damerne beundrede Arbejdet, medens Børnene glemte deres Legetøj, og selv den Forlovede nærmede sig efter at have stukket Pigen fra Rødby i Brystlommen.

✂ Men jeg stod fortabt. Og jeg syntes, at Lysene paa Juletræet kædede sig sammen og skrev med Flammeskrift oppe under Loftet: Første Januar Klokken tolv præcis!

215

✂ - Er Du ikke glad for dem? spurgte Juristen, da han kom tilbage med Knævarmerne.

✂ - Jo, sagde jeg og smilte som et Svøbelsesbarn, der har Mavekneb - jo, ganske overordentlig fornøjet!

✂ - Du fryser jo altid paa Knæene, siger Du?

✂ - Ja væmmelig!

✂ - Paa Knæene? spurgte han igen, og jeg syntes, at han blinkede.

✂ - Nederdrægtig paa Knæene! sagde jeg med Overbevisning.

✂ - Jamen er Du nu ogsaa rigtig glad for dem?

✂ - Ved Gud! sagde jeg og rev mig ud af mine triste Tanker - det er jeg! Jeg er voldsom glad for dem! Tak skal Du ha', gamle Ven, jeg skal aldrig glemme Dig denne Overraskelse !

✂ Juristen smilte. Og jeg tror virkelig, at han gjorde saa hastigt omkring og gik bort fra mig for at skjule, hvor heftigt han gottede sig - - den Prokuratorsnude!

✂ Jeg kunde have visket ham om Næsen med hans infame Knævarmere! Og var han ikke gaaet, jeg tror, jeg havde gjort det!

✂ - - - -

✂ Klokken otte en halv var Stadsen forbi, og vi gik ned til os selv og Satte os til at spille L'hombre.

✂ Men først vilde Juristen absolut hale Bukserne af mig for at se, hvordan Knævarmerne klædte. Jeg lod ham gøre det for muligvis at blødgøre ham ved min Føjelighed; thi jeg havde endnu ikke opgivet Haabet om Ressourcer ...

✂ Naamen vi spillede altsaa L'hombre, og vi drak Romtoddy, og vi røg Cigarer; og Temperaturen steg. De uldne Knævarmere irriterede og kradsede, og de halvfjerdsindstyve Kroner legede Tagfat i min Hjerne. Juristens Øjne lyste som et Par Glødelamper, og hans Overskæg vippede af Velvære. Den Forlovede trak imellem Stunder sin Genstand op af Brystlommen og henfaldt i Beskuelse. Men jeg lavede Toddy og lavede Toddy og drak og drak paa Fædrelandets Vel, paa en forbedret Retspleje, paa Jærnbane til Rødby og paa alt mellem Himmel og Jord. Og det lykkedes mig virkelig lidt efter lidt, om end ikke helt at glemme de halvfjerdsindstyve 216 Kroner, saa dog at skyde den første Januar ud i en uoverskuelig Fremtid. Men til sidst maatte ogsaa Juristen og den Forlovede tage mig under Armene og ved fælles Hjælp lægge mig ind paa mit Smertensleje ...

✂ Saa gik jeg Morgentur ude paa Landevejen, der fører fra Byen op over nogle Bakker og langt, langt ud i Verden.

✂ Der var Sne overalt. Hele Jorden var en eneste hvid Flade; og Himlen var graa, og jeg havde Hovedpine.

✂ Det vil sige, det var ikke saadan egentlig Hovedpine; men det stod bare ikke rigtig til deroppe. Der var noget, der skulde huskes, men som jeg ikke kunde faa frem i Forgrunden.

✂ Imod mig kom gaaende to smaa Bønderdrenge i lyseblaat Vadmelstøj og med Træsko paa. Man kunde næsten ikke høre dem i den bløde Sne; og saa var de saa ganske overordentlig smaa, disse Bønderdrenge, syntes jeg; og midt imellem sig bar de en uhyre Kurv, op af hvilken der stak Hovedet af et Vildsvin.

✂ - Uf! nu er der igen en Storborger, der skal mæskes! tænkte jeg.

✂ - Glædelig Jul! sagde Bønderdrengene og lettede paa Huerne. Jeg sagde ingenting, thi mit Humør var daarligt. Jeg kunde ikke forklare mig hvorfor. Men ved at kaste et Blik ned af mig opdagede jeg, at jeg ingen Bukser havde paa. Jeg gik i bar Skjorte og med Knævarmere rundt i Sneen.

✂ - Saa er det sgu ikke saa underligt! tænkte jeg. Der lød Skridt bag ved mig.

✂ Det var en lang Mandsperson, som snart kom mig op paa Siden.

✂ - Glædelig Fest! sagde han.

✂ - Pas Dem selv! sagde jeg og vilde til at skælde ud; men han var allerede forbi og gik videre med Ryggen mod mig.

✂ Og jeg kom til at le, thi hans Ben var meget lange og forsynede med skotskternede Benklæder. Og dertil var han hjulbenet, som Hovedet paa en Knibtang. Hans Skødefrakke naaede ham ikke længere end til midt paa Bagen, og ud af den ene Baglomme ragede der en vældig Pibespids. Han 217 havde et stort, blaastribet Uldtørklæde om Halsen. Enderne af Tørklædet hang frem under Frakken foran, og i Rundingen mellem de hjulede Ben saa' jeg to blaagraa Kvaster dingle som Lodderne paa et bornholmsk Stueur; og Pibespidsen syntes mig Viseren,

✂ Pludselig faldt det mig ind, at det i Grunden var knusende uforskammet af denne latterlige Person at tiltale mig; og jeg skyndte mig efter ham. Men han kilede ogsaa paa, saa Afstanden mellem os forblev lige stor.

✂ - Halløj, Kammerat! raabte jeg. Men Manden forstod mig ikke.

✂ - Hvad er Klokken? raabte jeg igen.

✂ Og nu blev jeg Vidne til et Fænomen, der for Resten slet ikke vakte nogen Forundring hos mig: Pibespidsen bevægede sig langsomt hen over hans Bagdel og standsede først da den stod lodret mellem Knapperne paa Skødefrakken. Derpaa hørte jeg tolv dumpe Lyde.

✂ - Allerede saa mange! tænkte jeg - Saa er det vist bedst, at Du ser at komme hjemad!

✂ Og jeg gik hjemad. Det arbejdede endnu inde i min Hjerne, det jeg ikke kunde huske. Jeg gik med Hovedet bøjet og saa' ned paa mine nøgne Fødder, der traadte i den hvide Sne.

✂ - Underligt, at Du ikke fryser! tænkte jeg - Det maa være Tøvejr.

✂ Jeg indhentede en gammel Kælling, der rokkede af Sted med en vældig Kyse over Ansigtet.

✂ - Glædelig Fest! mimrede hun, idet jeg gik forbi.

✂ - Gamle Skohorn! mumlede jeg og satte Fart paa. Men hun greb mig i Skjorten og holdt mig fast.

✂ - Madam, sagde jeg oprørt - De krænker min Blufærdighed !

✂ - Jeg er en fattig Kone ...

✂ - Ser De ikke, at jeg er omtrent blottet for Beklædning ?

✂ - En lille Skilling?

✂ - Morlil, sagde jeg med Patos - tror hun, jeg gaar med Smaamynt i Knævarmerne?

✂ Og jeg forsøgte af rive mig løs; men hun havde haget sig ordentlig fast med sine krogede Fingre.

218

✂ - Slip mig!

✂ - En gammel Kone ...

✂ - Hvor gammel?

✂ - Halvfjerdsindstyve! grinede hun.

✂ - Halv ... gentog jeg, og der for en Gysen igennem mig - halvfjerdsindstyve, den første Januar?

✂ - Ja...

✂ - Klokken ... Klokken tolv præcis?

✂ - Ja, ja! nikkede hun, ivrig; og Kysen gled bort, og jeg saa' et Mandfolkeansigt med en Pen i Munden og en stor kroget Næse.

✂ Jeg skreg himmelhøjt og rev mig løs. Men Mandfolket fik igen fat i mig; og vi sloges.

✂ - Jeg skal lære Dig! skreg han og dunkede mig i Hovedet med sine Knokkelfingre - Jeg skal lære Dig!

✂ Men jeg greb ham om Livet og spændte Ben for ham. Og vi tumlede begge i Grøften. Jeg underst. Og jeg mærkede, hvorledes den kolde Sne lagde sig omkring min Krop. Jeg slog fra mig; men han trykkede mit Ansigt ned i Sneen, saa jeg var ved at kvæles. Da samlede jeg mine sidste Kræfter og skreg hæst og fortvivlet:

✂ - Isaksen, Isaksen, De skal nok faa Deres Penge!

✂ Da forsvandt han. Og jeg rejste mig over Ende og gned mine Øjne og tørrede det vaade af mit Ansigt.

✂ Og foran min Seng stod Juristen med et tomt Vandglas i Haanden.

✂ - Den er nok højbenet! sagde han.

✂ - Er det Dig? spurgte jeg.

✂ - Gu' er det mig, ja! ... Hva' Fanden, har Du Knævarmerne paa i Sengen? Nu kan man da se, at Du er glad for dem!

✂ - Vi drak nok .. drak nok ... noget i Aftes?

✂ - Det gjorde vi nok! ... Og Du vandt i L'hombre!

✂ - Gjorde jeg? spurgte jeg lysvaagen - Hvor meget?

✂ - Halvfjerds ...

✂ - Kroner?

✂ - Næ, næ; Øre, gamle Dreng, Øre! sagde Juristen, vendte Hovedet bort og gik ud af Soveværelset.

✂ Jeg blev siddende oprejst i min Seng og tænkte, at Livet 219 var meget, meget, meget trist at leve, Menneskene forstod mig ikke ...

✂ Men lidt efter aabnedes Sovekammerdøren, paa Klem, et Par Øjne blinkede polisk ind gennem Sprækken, og en dyb Bas deklamerede:

✂ Op, gamle Dreng, alt Solen skinned længe ...
Isaksen, Isaksen, her har De Deres Penge!

✂ Og der kom en aflang, trivelig Konvolut flyvende hen i Sengen til mig.

✂ Da jeg havde overbevist mig om, hvad der var i den, tænkte jeg paa Træet i Aftes og nynnede stille:

✂ Glade Jul, dejlige Jul,
Jurister gøre godt i Skjul!