✂

SPADER ES

✂ - Kender De Ordet "Prip?"

✂ - Nej, sagde jeg.

✂ - Vil De saa være saa venlig at ta' Plads!

✂ Og vi satte os ved "Berninas" Hjørnevindue, det, der vender ud mod Vimmelskaftet og Badstuestræde.

✂ Min Ven Bent bankede i Bordet med Svovlstikkeetuiet.

✂ Hans kom springende med et imødekommende Smil og en Serviet.

✂ - To Absint au lait! forlangte Bent.

✂ - Absint aa ... ? spurgte Hans med runde Øjne.

✂ - Aa, lait, gentog Bent - og ingen Vrøvl.

✂ Hans bukkede og fjernede sig.

✂ Men førend han bestilte det forlangte, havde han en hemmelig Konference med sine Overordnede Carl og Casper inde i Buffetværelset.

✂ - Prip, prip ... prip, prip! sagde Bent langsomt og taktfast som et gammelt Stueur.

✂ Han smilede dertil fornøjet og nikkede underforstaaende. Jeg havde ikke set Bent i syv lange Maaneder, da jeg havde ligget paa Landet ude i Provinsen. Men jeg kendte hans Underligheder, saa jeg sagde ingenting.

✂ Vi sad og kiggede ud paa Gaden. Der kørte Omnibusser og Drosker forbi. Og der gik Herrer og Damer og Børn og Mænd og Koner og Hunde.

✂ - Menneskene er grinagtige! nikkede Bent. - Men i Grunden ganske skikkelige.

✂ - Uhyre! sagde jeg. - Jeg holder meget af dem. Og saa kiggede vi ud paa Gaden igen.

190

✂ Lidt efter begyndte Bent at smaale.

✂ - Jeg gik før ned gennem Østergade, sagde han saa, - og foran mig sejlede en prægtig Grossererfrue med alle Klude oppe. Hun pustede og stønnede og svedte og standsede foran hvert Vindue med Damebeklædningsgenstande. Hun var saa varm, at Atmosfæren om hende bølgede ligesom Luften over et Fyrfad med Gløder ... Ude paa Asfalten kom en Handskemagerdreng fløjtende. Han bar en Bunke hvidgarvede Skind over Armen. Han faar Øje paa den svære Frue og kigger paa hende. Jeg kunde tydelig læse i hans Øjne, at han tænkte: Det var Satan til Kutter! ... Pludselig gærer der en Idé op i ham; og et lille, stille Grin fødes og dør paa hans Ansigt. Han sætter det ene Ben op paa Fortovet og puffer til Fruen med Albuen. Hun krummer Hals som en Svaneøgle og ser ned paa ham foragteligt, forbitret. Men med en olympisk Ro, som om .han og Fruen var de eneste to Væsener, der befolkede Kloden, stikker han hende Skindene tæt op under Næsen og siger: Fjorten fede Navleskind, lille Dame! og saa fløjter han: hy, hy, toleby, toleby! som en Stær og vandrer videre ... Fruen segner mat tilbage mod et massivt Trappegelænder og mumler astmatisk noget som: Storartet! ... Gadedrenge! ... Bedre Folk ikke gaa i Fred! - - Men jeg fik fat i Drengen og gav ham en Femogtyveøre, endte Bent - For det er sgu den Slags smaa Arguments, der forsoner En med Tilværelsen!

✂ Jeg svarede ikke. Thi dels syntes jeg, at Drengen snarest havde fortjent en Lussing; og dels vidste jeg jo, at Bent bare talte for at faa Luft.

✂ Nu kom Hans med Absinten, og Carl og Casper tonede op i Horisonten for at overvære "Miksningen".

✂ - Smager det virkelig godt? tillod Hans sig at spørge i en bekymret Tone.

✂ - Tror De ellers jeg drak det? sagde Bent. - Forsvind Skygge!

✂ Hans forsvandt. Og der hørtes en undrende Mumlen fra Buffetværelset.

✂ - Har De smagt dette før? spurgte Bent mig.

✂ - Aldrig!

✂ - Det skulde De vænne Dem til at drikke!

191

✂ - Ja, jeg drikker ogsaa en Absint engang imellem.

✂ - Jamen ikke i Mælk? ... Absint pur eller mikset med Vand gør En bitter og ufordragelig! ... Næmen i Mælk! Man bliver saa inderlig forsonlig, saa menneskevenlig stemt! Alt det bedste i En kommer ovenpaa! Man faar Lune, man ... man smiler, man forliger sig med Eksistensen, man bliver overbærende mod sig selv og andre, og det trænger vi alle til! ... Skaal!

✂ Vi klinkede og drak.

✂ - Det smager godt, hva'?

✂ - Ja-a ...

✂ - Bli'r De nu her i Byen?

✂ - Nej, jeg ta'r paa Landet igen.

✂ - Og saa siger det saa dejlig prip! nikkede Bent drømmende. - Kan De mærke det?

✂ - Hvor siger det prip? spurgte jeg.

✂ - Heroppe bagved Trommehinderne ... inde i Hovedet! sagde han og nærmede begge Pegefingrene til Ørene - Hør! vedblev han - prip, prip! ... prip, prip! ... Der gaar Fanden gale mig Hertel! udbrød han pludselig og pegede ud paa Gaden - Kan De se ham derovre ved Bundtmageren? Nu kigger han ind ad Vinduet! Det er ham med den høje Hat og de opsmøgede Bukser.

✂ - Ja, sagde jeg.

✂ - Nu gaar han igen! ... Op ad Amagertorv til.

✂ - Ja jeg ser ham nok!

✂ - Saa er han altsaa sluppen ud!

✂ - Har han været i Fængsel?

✂ - Næ, men paa Bistrup! ... han kan selv mærke, naar det kommer. Saa gaar han hen til sin Broder Mægleren og siger: Harald, siger han, nu maa jeg vist lidt paa Huset igen. Og saa bliver han sendt derned for en Maaned eller to ... Saa fornuftige skulde vi allesammen være et Par Gange om Aaret! sluttede Bent.

✂ - Naa-aa, sagde jeg - vi er jo da ikke alle ...

✂ - Næ Gudbevares! De er naturligvis Satans normal, kære Ven! Og det er I alle. Men det er netop Tegn paa, at Galskaben er kronisk ... Naa, skidt med det! det er jo det, vi Digtere skal leve af ... Hans, en Absint!

192

✂ Hans kom springende og skiftede Glas.

✂ - Skal De ikke ogsaa ha' en frisk? spurgte Bent.

✂ - Nej Tak, sagde jeg.

✂ - Hertel er nu storartet! smilede han lidt efter. - Han kom ifjor engang ind hos en Kukkenbager nede i Roskilde og spiste en Masse Kager og drak Portvin. Og medens saa Konditoren et Øjeblik var ude af Butikken, gaar Fyren hen og piller hans Taffelur i Stykker. Og da han saa siden skal klare Regriingen, betaler han Manden med Tandhjulene! Hva'? Er det ikke storartet? Er det ikke genialt? spurgte Bent begejstret. - Skaal! sagde han saa og tømte sit Glas.

✂ - Hør nu, hvor det pripper! smilte han lyksalig og lagde Hovedet ned paa den ene Skulder. - Hvad gi'r De mig nu for ham, den fede Mand med Hatten i Haanden derovre i Skyggen! udbrød han pludselig.

✂ - Hans!

✂ Hans kom flyvende med Servietten bag ud under Armen som en stækket Vinge.

✂ - Kan De se ham den tykke derovre ved Cigarbutikken.

✂ - Jo, Hr. Bent!

✂ - Har De Is?

✂ - Hva'ha'?

✂ Jeg spørger, om De har Is her paa Kafeen, raa Is?

✂ - Jo vi har, Hr. Bent.

✂ - Har De ogsaa Pose?

✂ - Pose, Hr. Bent?

✂ - Ja, Ispose?

✂ - Nej ... hæ!

✂ - Saa gaa Fa'en i Vold. Hans trak sig tilbage.

✂ - Giv mig en Absint til!

✂ - Saa gerne, Hr. Bent!

✂ - Jeg elsker fede Mænd! vedblev Bent snakkesalig. - Naar jeg undertiden tager paa Landet, er det ene for deres Skyld. Det er mig en raffineret Nydelse at se en saadan dampende Medborger med Hatten i den ene Haand og en uhyre Svededug i den anden vandre ud ad en støvet, solhed Landevej for at beundre Naturen. Men det er alligevel det, der har rokket min Tro paa et Forsyn! ... Særlig var 193 der engang en fed Mand, som hed Halvorsen, han udgav en Kogebog. Du gode Gud, hvor jeg elskede den Mand! Han tog nu aldrig paa Landet, men søgte daglig de svale Buegange nede ved Kristiansborg ... Kære, hvor han svedte! Og saa pustede han som en Nilhest, og saa ha'de han en ganske dejlig Astma, der spillede paa Vandorgel nede i Brystet paa ham ... Jeg forsikrer Dem, at hvis jeg var en rig Mand, saa rullede jeg rundt med min Landauer og samlede fede Folk op ... det vil sige fede Mandfolk, for fede Fruentimmer er jeg ligefrem bange for. Sæt at et sligt begyndte at nære erotiske Tilbøjeligheder for mig! Jeg be'er Dem, hvor vilde jeg blive af? ... Hans, mere Absinth!

✂ - Kære Bent, forsøgte jeg - har man godt af at drikke saa meget?

✂ - Jeg véd ikke. Skal De maaske ogsaa ha' mere?

✂ - Næ ...

✂ - Naa; jamen er det saa ikke bedst, at enhver er moralsk for egen Regning?

✂ Og Bent fik serveret den fjerde Absint.

✂ - Se nu er det først, nikkede han glad - at Livsglæden skal begynde at spire! Nu har jeg faaet dræbt alle Larverne heroppe (han bankede sig paa Hjernen), og nu skal man til at vande Frøerne med Mælk og Honning!

✂ Han drak af sit Glas, strakte Benene fra sig og stirrede drømmende op i det rudede Loft.

✂ - Nu er jeg lykkelig, som min Ven, M. M. siger! fortsatte han - Og nu bryder jeg mig i Grunden ikke mere om Deres Selskab.

✂ - Skal jeg gaa? spurgte jeg.

✂ - Ja Tak, kære! For ser De, jeg er aldrig fuldkommen lykkelig undtagen naar jeg er alene. To og tyve Timer i Døgnet maa jeg være alene. Ser De, jeg søger kun Menneskene som et Middel. Var det ikke saa fjollet at gaa og snakke med sig selv, gjorde jeg helst det! ... Prip, prip! Næmen, ser De; om Aftenen hælder jeg Triple Extrait i syv, otte forskellige Smaakrukker; og saa stiller jeg dem rundt omkring i Værelset: oppe paa Reolen, i Vindueskarmen og foran Barneskelettet paa Skrivebordet. Og saa tænder jeg Ild i dem allesammen. Og de dufter, og de brænder med 194 smaa, hoppende, rødblaa Flammer. Og de vugger og bølger hid og did. Snart ser man et af Billederne paa Væggen og snart et andet. Snart lyser et nøgent Kvindeben frem henne over Døren, snart nikker en af Rafaels Engle til mig fra Væggen over Sofaen. Og snart skinner Skelettet hvidt som Fosfor paa Skrivebordet. Og Mester Vulkans Ansigt paa Velasques store Billede paa Stafeliet i Krogen ser endnu mere hva'satanihedehelvedeagtigt ud! ... Jeg Hgger paa Chaiselonguen, og et stort Glas Absint au lait staar paa Gulvet foran mig. Og jeg ryger til Mælken ... og mit Hjerte udvider sig i mit Bryst, det bliver stort og altomfattende ... De dejligste Landskaber glider mig forbi, høje, snedækte Bjærge med Sol paa de øverste Tinder! Søer og duftende Skove og Kornmarker og Enge med Blomster og Køer og brægende Faar ... Og Mennesker ser jeg, gode og venlige Mennesker, der nikker smilende til mig og til hverandre og ser saa inderlig skikkelige ud i al deres fede Venlighed ... Og jeg tror paa Gud og paa et Liv efter dette ... Og det dufter og lyser omkring mig, og jeg smiler og ler, indtil mine Øjenlaage synker i, og det Hele forgaar i én stor, blød, duftende og lysende Uendelighed ... og saa er jeg lykkelig! ... Der er bare én Larve, én Orm, jeg ikke kan faa dræbt ...

✂ - Og hvad er det for en? spurgte jeg.

✂ - Det er den, at jeg ikke kan stikke Spader Es; og saa maa man jo blive sindssyg ...

✂ Bent havde lænet sig tilbage i Stolen, og hans Øjne havde lukket sig.

✂ - Farvel Bent, hviskede jeg.

✂ - Prip, prip! ... prip, prip! sagde han langsomt og taktfast som et gammelt Urværk, og et saligt Smil laa over hans Ansigt.

✂

LIVSGLÆDE

✂

GLADE JUL, DEJLIGE JUL ...

✂ Juleaften havde vi været til Træ hos Larsens. Det var ellers ikke Bestemmelsen. Vi skulde have fortæret vor Gaas i Ensomhed og spillet Tremands L'hombre med Romtoddy og Havannacigarer; og jeg havde fattet det vanvittige Haab muligvis ad den Vej at kunne fremskaffe de halvfjerdsindstyve Kroner, jeg skulde betale den første Januar Klokken tolv præcis.

✂ Men saa var der om Formiddagen kommet Bud ned fra Familien oven paa, om vi ikke havde Lyst til at komme op og se paa Juletræet Klokken seks, der kom en Del Børn.

✂ Jeg stemte for L'hombren; men de to andre, der er dybere Gemytter, holdt paa, at vi skulde tage Juletræet og Børnene med. Og derved blev det.

✂ Klokken slog seks, og vi begyndte at lette paa os. Vi havde taget Gaasen til Middag Klokken fire og derpaa lagt os med Kaffe og Kognak; en paa Sofaen, en i Gyngestolen og en paa Chaiselonguen i Hjørnet under Oldemoders Billede.

✂ - Aa Gud ja, ja, ja! sagde den ældste, der er Jurist, og i hvis Hjem vi var - her er rart i det lille Danmark! og saa gabede han og strakte sig, saa det ligefrem knækkede i Ledemodene paa ham.

✂ - Gu' er der saa! sagde jeg og sukkede ved det.

✂ Men den yngste, der er Baandhandlerkommis,. sagde ingenting, for hans Kæreste sad i Rødby.

✂ Saa hørte vi en af Gutterne oppe fra trimle ned ad Trapperne, og Døren blev vrikket op:

✂ - Nu tænder de, nu tænder de! raabte Drengen og tog mig i Haanden og trak af Sted med mig. Op ad Køkkentrappen 213 maatte vi, ind gennem Køkkenet og Sovekammeret og ind i Spisestuen. Dér stod en seks-otte Børn stive og forventningsfulde.

✂ - Derinde tænder de! hviskede Drengen og, pegede paa Portieren, der var trukken for ind til Dagligstuen.

✂ Nu kom Juristen og den Forlovede. Juristen lod sig straks dumpe ned i en Lænestol og tog en lille Pige paa Skødet og begyndte at dikkedikke hende paa Halsen, saa Barnet hvinede af Glæde. Den Forlovede stillede sig op i en afsides Krog og smilede blegt ud over Forsamlingen.

✂ Portieren blev slaaet til Side. Og dér stod Træet med alle sine Lys tændte, saa det skar mig i Øjnene. Jeg vilde fugte dem lidt med det Øjenvand, jeg altid gaar med i Lommen, men inden jeg vidste et Ord af det, havde man taget mig i begge Hænder, og rundt gik det om Juletræet.

✂ - Halløj! tænkte jeg - det er ellers ikke Meningen. Men rundt maatte jeg. Og saa begyndte Børnene at synge:

✂ - Glade Jul, dejlige Jul ...! sang de.

✂ - Ja, I kan sagtens, tænkte jeg - I skal ikke betale halvfjerdsindstyve Kroner den første Januar Klokken tolv præcis! Juristen var svært i sit Es.

✂ - Syng med! nikkede han til mig og pustede med sit røde Ansigt.

✂ - Jeg mangler Midler, sagde jeg - og jeg er hæs. Lidt efter standsede Toget, og man gav sig til at rapse af Træet.

✂ - Om der nu var halvfjerdsindstyve Kroner til Dig! tænkte jeg, medens jeg stod og fortærede en kandiseret Blomme. Og jeg kiggede over til Juristen, der for mig repræsenterede Kapitalen. Jeg havde skrevet til ham om min store Nød og sendt ham Brevet pr. Post Lillejuleaften; men han havde ikke talt et Muk om det hele den lange Dag. Nu stod han og blinkede polisk med det højre Øje over til mig, medens han bandt en Sløjfe under Hagen paa en Dukke i rødt Tarlatan, som en af Smaapigerne havde faaet. Jeg fattede Haab.

✂ - Hvis der nu er en Pakke med halvfjerdsindstyve Kroner i, tænkte jeg - hvor skal jeg da synge!

✂ Den Forlovede opholdt sig stadig i Hjørnerne, Nu stod han 214 klemt inde mellem Bogskabet og Klaveret og rev Konvoluten af et stort Brev i Kabinetsformat. Hans Aasyn lyste med en mild Glans. Og da han havde faaet Papiret fjernet, kyssede han stille det, der laa indeni. Han ænsede ikke Omverdenen længere.

✂ - Herregud, tænkte jeg - det er vist fra Rødby! Hvem der var ung som han! Og jeg blev vemodig stemt ved al den Glæde omkring mig og ved Smerten i mit eget sønderrevne Indre.

✂ - Her er noget til Dig! raabte pludselig en Stemme ved Siden af mig, Og min lille Ven fra før rakte mig en Pakke.

✂ Jeg følte nervøst paa den. Den var blød. Det kunde godt være Tikronesedler. Jeg saa' over paa Juristen. Han blinkede nu polisk med begge Øjnene.

✂ - Glade Jul, dejlige Jul! sang det indeni mig, da jeg begyndte Udpakningen. Der kom noget blaagraat til Syne. - Det er Tikronesedler, det er Tikronesedler! tænkte jeg, og Livsglæden blussede heftig op i mig. Jeg følte pludselig det kønne i denne gamle Skik med Juletræ, Sang, Knas og Pakker ... Men hvad Fanden var det! Det var jo ikke Papir det graa, det var Uld!

✂ Jeg kiggede igen over paa Juristen. Han ligefrem gnistrede af indvendigt Humør.

✂ Jeg halede Genstanden ud af Papiret, halede og halede. Og alt som jeg halede, blev mit Ansigt længere og længere. Og jeg tror nok, jeg fældede en stille Taare, da jeg omsider stod med et Par Knævarmere i Haanden, et Par graa Uldgarns Knævarmere med blaa Borter!

✂ Juristen rev dem fra mig og ilede rundt til Husets Damer med dem.

✂ - Dem har jeg selv bestilt, Fru Larsen!

✂ - Nydelige! sagde Fru Larsen - og med hæklede Borter!

✂ Og alle Damerne beundrede Arbejdet, medens Børnene glemte deres Legetøj, og selv den Forlovede nærmede sig efter at have stukket Pigen fra Rødby i Brystlommen.

✂ Men jeg stod fortabt. Og jeg syntes, at Lysene paa Juletræet kædede sig sammen og skrev med Flammeskrift oppe under Loftet: Første Januar Klokken tolv præcis!

215

✂ - Er Du ikke glad for dem? spurgte Juristen, da han kom tilbage med Knævarmerne.

✂ - Jo, sagde jeg og smilte som et Svøbelsesbarn, der har Mavekneb - jo, ganske overordentlig fornøjet!

✂ - Du fryser jo altid paa Knæene, siger Du?

✂ - Ja væmmelig!

✂ - Paa Knæene? spurgte han igen, og jeg syntes, at han blinkede.

✂ - Nederdrægtig paa Knæene! sagde jeg med Overbevisning.

✂ - Jamen er Du nu ogsaa rigtig glad for dem?

✂ - Ved Gud! sagde jeg og rev mig ud af mine triste Tanker - det er jeg! Jeg er voldsom glad for dem! Tak skal Du ha', gamle Ven, jeg skal aldrig glemme Dig denne Overraskelse !

✂ Juristen smilte. Og jeg tror virkelig, at han gjorde saa hastigt omkring og gik bort fra mig for at skjule, hvor heftigt han gottede sig - - den Prokuratorsnude!

✂ Jeg kunde have visket ham om Næsen med hans infame Knævarmere! Og var han ikke gaaet, jeg tror, jeg havde gjort det!

✂ - - - -

✂ Klokken otte en halv var Stadsen forbi, og vi gik ned til os selv og Satte os til at spille L'hombre.

✂ Men først vilde Juristen absolut hale Bukserne af mig for at se, hvordan Knævarmerne klædte. Jeg lod ham gøre det for muligvis at blødgøre ham ved min Føjelighed; thi jeg havde endnu ikke opgivet Haabet om Ressourcer ...

✂ Naamen vi spillede altsaa L'hombre, og vi drak Romtoddy, og vi røg Cigarer; og Temperaturen steg. De uldne Knævarmere irriterede og kradsede, og de halvfjerdsindstyve Kroner legede Tagfat i min Hjerne. Juristens Øjne lyste som et Par Glødelamper, og hans Overskæg vippede af Velvære. Den Forlovede trak imellem Stunder sin Genstand op af Brystlommen og henfaldt i Beskuelse. Men jeg lavede Toddy og lavede Toddy og drak og drak paa Fædrelandets Vel, paa en forbedret Retspleje, paa Jærnbane til Rødby og paa alt mellem Himmel og Jord. Og det lykkedes mig virkelig lidt efter lidt, om end ikke helt at glemme de halvfjerdsindstyve 216 Kroner, saa dog at skyde den første Januar ud i en uoverskuelig Fremtid. Men til sidst maatte ogsaa Juristen og den Forlovede tage mig under Armene og ved fælles Hjælp lægge mig ind paa mit Smertensleje ...

✂ Saa gik jeg Morgentur ude paa Landevejen, der fører fra Byen op over nogle Bakker og langt, langt ud i Verden.

✂ Der var Sne overalt. Hele Jorden var en eneste hvid Flade; og Himlen var graa, og jeg havde Hovedpine.

✂ Det vil sige, det var ikke saadan egentlig Hovedpine; men det stod bare ikke rigtig til deroppe. Der var noget, der skulde huskes, men som jeg ikke kunde faa frem i Forgrunden.

✂ Imod mig kom gaaende to smaa Bønderdrenge i lyseblaat Vadmelstøj og med Træsko paa. Man kunde næsten ikke høre dem i den bløde Sne; og saa var de saa ganske overordentlig smaa, disse Bønderdrenge, syntes jeg; og midt imellem sig bar de en uhyre Kurv, op af hvilken der stak Hovedet af et Vildsvin.

✂ - Uf! nu er der igen en Storborger, der skal mæskes! tænkte jeg.

✂ - Glædelig Jul! sagde Bønderdrengene og lettede paa Huerne. Jeg sagde ingenting, thi mit Humør var daarligt. Jeg kunde ikke forklare mig hvorfor. Men ved at kaste et Blik ned af mig opdagede jeg, at jeg ingen Bukser havde paa. Jeg gik i bar Skjorte og med Knævarmere rundt i Sneen.

✂ - Saa er det sgu ikke saa underligt! tænkte jeg. Der lød Skridt bag ved mig.

✂ Det var en lang Mandsperson, som snart kom mig op paa Siden.

✂ - Glædelig Fest! sagde han.

✂ - Pas Dem selv! sagde jeg og vilde til at skælde ud; men han var allerede forbi og gik videre med Ryggen mod mig.

✂ Og jeg kom til at le, thi hans Ben var meget lange og forsynede med skotskternede Benklæder. Og dertil var han hjulbenet, som Hovedet paa en Knibtang. Hans Skødefrakke naaede ham ikke længere end til midt paa Bagen, og ud af den ene Baglomme ragede der en vældig Pibespids. Han 217 havde et stort, blaastribet Uldtørklæde om Halsen. Enderne af Tørklædet hang frem under Frakken foran, og i Rundingen mellem de hjulede Ben saa' jeg to blaagraa Kvaster dingle som Lodderne paa et bornholmsk Stueur; og Pibespidsen syntes mig Viseren,

✂ Pludselig faldt det mig ind, at det i Grunden var knusende uforskammet af denne latterlige Person at tiltale mig; og jeg skyndte mig efter ham. Men han kilede ogsaa paa, saa Afstanden mellem os forblev lige stor.

✂ - Halløj, Kammerat! raabte jeg. Men Manden forstod mig ikke.

✂ - Hvad er Klokken? raabte jeg igen.

✂ Og nu blev jeg Vidne til et Fænomen, der for Resten slet ikke vakte nogen Forundring hos mig: Pibespidsen bevægede sig langsomt hen over hans Bagdel og standsede først da den stod lodret mellem Knapperne paa Skødefrakken. Derpaa hørte jeg tolv dumpe Lyde.

✂ - Allerede saa mange! tænkte jeg - Saa er det vist bedst, at Du ser at komme hjemad!

✂ Og jeg gik hjemad. Det arbejdede endnu inde i min Hjerne, det jeg ikke kunde huske. Jeg gik med Hovedet bøjet og saa' ned paa mine nøgne Fødder, der traadte i den hvide Sne.

✂ - Underligt, at Du ikke fryser! tænkte jeg - Det maa være Tøvejr.

✂ Jeg indhentede en gammel Kælling, der rokkede af Sted med en vældig Kyse over Ansigtet.

✂ - Glædelig Fest! mimrede hun, idet jeg gik forbi.

✂ - Gamle Skohorn! mumlede jeg og satte Fart paa. Men hun greb mig i Skjorten og holdt mig fast.

✂ - Madam, sagde jeg oprørt - De krænker min Blufærdighed !

✂ - Jeg er en fattig Kone ...

✂ - Ser De ikke, at jeg er omtrent blottet for Beklædning ?

✂ - En lille Skilling?

✂ - Morlil, sagde jeg med Patos - tror hun, jeg gaar med Smaamynt i Knævarmerne?

✂ Og jeg forsøgte af rive mig løs; men hun havde haget sig ordentlig fast med sine krogede Fingre.

218

✂ - Slip mig!

✂ - En gammel Kone ...

✂ - Hvor gammel?

✂ - Halvfjerdsindstyve! grinede hun.

✂ - Halv ... gentog jeg, og der for en Gysen igennem mig - halvfjerdsindstyve, den første Januar?

✂ - Ja...

✂ - Klokken ... Klokken tolv præcis?

✂ - Ja, ja! nikkede hun, ivrig; og Kysen gled bort, og jeg saa' et Mandfolkeansigt med en Pen i Munden og en stor kroget Næse.

✂ Jeg skreg himmelhøjt og rev mig løs. Men Mandfolket fik igen fat i mig; og vi sloges.

✂ - Jeg skal lære Dig! skreg han og dunkede mig i Hovedet med sine Knokkelfingre - Jeg skal lære Dig!

✂ Men jeg greb ham om Livet og spændte Ben for ham. Og vi tumlede begge i Grøften. Jeg underst. Og jeg mærkede, hvorledes den kolde Sne lagde sig omkring min Krop. Jeg slog fra mig; men han trykkede mit Ansigt ned i Sneen, saa jeg var ved at kvæles. Da samlede jeg mine sidste Kræfter og skreg hæst og fortvivlet:

✂ - Isaksen, Isaksen, De skal nok faa Deres Penge!

✂ Da forsvandt han. Og jeg rejste mig over Ende og gned mine Øjne og tørrede det vaade af mit Ansigt.

✂ Og foran min Seng stod Juristen med et tomt Vandglas i Haanden.

✂ - Den er nok højbenet! sagde han.

✂ - Er det Dig? spurgte jeg.

✂ - Gu' er det mig, ja! ... Hva' Fanden, har Du Knævarmerne paa i Sengen? Nu kan man da se, at Du er glad for dem!

✂ - Vi drak nok .. drak nok ... noget i Aftes?

✂ - Det gjorde vi nok! ... Og Du vandt i L'hombre!

✂ - Gjorde jeg? spurgte jeg lysvaagen - Hvor meget?

✂ - Halvfjerds ...

✂ - Kroner?

✂ - Næ, næ; Øre, gamle Dreng, Øre! sagde Juristen, vendte Hovedet bort og gik ud af Soveværelset.

✂ Jeg blev siddende oprejst i min Seng og tænkte, at Livet 219 var meget, meget, meget trist at leve, Menneskene forstod mig ikke ...

✂ Men lidt efter aabnedes Sovekammerdøren, paa Klem, et Par Øjne blinkede polisk ind gennem Sprækken, og en dyb Bas deklamerede:

✂ Op, gamle Dreng, alt Solen skinned længe ...
Isaksen, Isaksen, her har De Deres Penge!

✂ Og der kom en aflang, trivelig Konvolut flyvende hen i Sengen til mig.

✂ Da jeg havde overbevist mig om, hvad der var i den, tænkte jeg paa Træet i Aftes og nynnede stille:

✂ Glade Jul, dejlige Jul,
Jurister gøre godt i Skjul!

✂

SLIPSET

✂ Klokken var vel et-to om Natten, da han kom hjem fra Fødselsdagsgildet hos Nikolaj. Det var om Lørdagen ; altsaa Dagen efter, at han havde taget det.

✂ Han var kommen smaanynnende op af Trappen og havde famlet sig frem over Loftet uden at tænke paa noget særdeles. Men saa var det, at lige idet han aabnede Døren til Værelset, hørte han nogen rejse sig fra Stolen henne ved Sengen. Han kunde ingenting se naturligvis, for det var jo mørkt; men han vilde alligevel have bandet paa, at der var en fremmed derinde.

✂ Om han skreg? Nej, det gjorde han ikke; han huggede bare Døren i igen, saa Vinduerne klirrede.

✂ Og saa stod han ganske stiv af Rædsel.

✂ Han rystede ikke, han rørte sig ikke; men inden i ham var det, som om han skulde dø, og alle Tanker var borte.

✂ Saa hørte han en Stemme inde fra Værelset spørge i en søvnig Tone:

✂ - Er det Dig, Paul?

✂ Og i samme Øjeblik lo han næsten højt og blev pludselig helt lind i alle Lemmer igen: Herregud, hans Broder laa jo derinde! Det var naturligvis ham, der havde rørt sig i Sengen.

✂ Han aabnede dristig Døren og gik ind.

✂ - Er det Dig, Paul? spurgte Stemmen igen. Og han strøg en Tændstik og holdt den op i Vejret: Ja, der laa jo Drengen henne i Sengen, rødkindet og søvnig!

✂ - God Aften, Axel!

221

✂ - God Aften! ... Hvorfor slaar Du saadan med Døren?

✂ - Aa, det var ... det var Blæsten. Sov Du bare videre!

✂ - Er Klokken mange?

✂ - Næi! Sov Du bare!

✂ Og Drengen vendte sig om paa den anden Side og sov ind.

✂ Paul gik hen og tændte Lyset paa Vaskebordet og begyndte at klæde sig af:

✂ Det var nu alligevel noget underligt noget med denne Lyd før! Han havde ganske tydelig hørt En rejse sig. Det var en Dame. Han var aldeles sikker paa, at det var en Dame. Det var en Kjole, der havde raslet... Sludder! det var Axel, der havde rørt sig henne i Sengen.

✂ Nu havde han faaet Jakke, Vest og Støvler af og stod og fingererede ved Slipset, et lille Humbug af lysebrunt, tykt Atlask. Det vilde ikke slippe Kraveknappen. Han blev hidsig og ruskede i det; og saa gik det af.

✂ Saa stod han et Øjeblik med det i Haanden og stirrede tankeløst paa det.

✂ Da var det pludselig, som om han følte Haarene rejse sig paa sit Hoved, og der trillede ligesom en kold Skilling ned langs hans Ryg:

✂ Det var hende, der havde været inde paa Kammeret for at hente sin Sløjfe!

✂ Han smed Slipset fra sig langt hen paa Gulvet, som om han havde brændt sig: Aa, aa, aa, hvad er dog dette her, hvad er dog dette her!

✂ - Men Paul dog, lød det saa igen henne fra Broderens Seng - hvad er der i Vejen?

✂ Han tog sig sammen og begyndte at knappe Selerne af:

✂ - Ingenting, Axel ... Sover Du ikke endnu ?

✂ - Nej, jeg kan ikke, klynkede den lille - naar Du gaar og gør saadan et Spektakel!

✂ - Nu skal jeg nok være rolig ... nu skal jeg ...

✂ Han satte sig paa Stolen foran sin Seng og trak Benklæder og Strømper af. Og saa tvang han sig pludselig til at gaa hen og tage Slipset op fra Gulvet og lægge det hen paa det store Bord under Vinduet; han gik paa bare Fødder for at være rigtig flot:

222

✂ Han skulde dog nok vise, hvad Ka'l han var! Bange? h-næi! Han havde maaske drukket for meget Puns henne hos Nikolaj, det var det hele! ... Hi, hi, da den lange Carstensen havde holdt Tale for Damerne! ... Den Diskenspringer havde ikke engang Præliminæreksamen! Og sikken et Overskæg! Nej vent bare til en anden En blev nitten Aar, saa skulde Verden faa Overskæg at se ..,

✂ Han sad paa Sengekanten og strøg sig med begge Hænder ned at sine hvide, velformede Ben. Han syntes, det var rart. Men saa løb der en Kuldegysen igennem ham, og han drejede sig med et Ryk rundt paa Halen, lod sig dumpe baglæns om i Sengen og trak Dynen op under Hagen:

✂ Lyset? skulde han slukke Lyset? ... Næi, det kunde godt brænde lidt endnu! ... Mon Axel var falden i Søvn? ... Ja-a, han kunde høre ham trække Vejret ... Fanden til Dreng til at sove! ... Det var godt, det var Søndag i Morgen, saa kunde han da ogsaa slibe sig en ordentlig Skraber ...

✂ Han gabede og vred søvnig Kroppen rundt under Dynen:

✂ Saa var det vel bedst at slukke det Lys dér, ellers brændte det nok ned i Papiret ...

✂ Hvor var han dog søvnig! Øjnene sank i, og han var ganske tung oppe i Hjernen ... Det var vist den Puns ... Døren? ... mon han havde husket at lukke Døren? ... Den Gang jeg drog af Sted, min Pige ...

✂ Der snurrede nogle store Ringe paa gul Grund rundt for hans Øjne. Og der stod pludselig et Lys foran ham, et stort Lys ogsaa, med sort Flamme. Han pustede til det, og det sluktes. Og saa sov han.

✂ Men et Øjeblik efter ... ja det kan ogsaa gerne være, at det var en hel Time efter, det vidste han ikke ... saa spærrede han pludselig lysvaagen Øjnene op:

✂ Det var der igen - det var der igen! Det sad paa Stolen lige foran Sengen!

✂ Han var bleven vækket ved, at Døren havde knirket. Men han havde ikke hørt, at nogen var gaaet hen over Gulvet, kun denne svage, uldne Støj, denne lille, dumpe, bløde Lyd, der lyder, naar En i et stille Værelse forsigtig sætter sig paa en Stol:

223

✂ - Axel!

✂ Han turde ikke rejse sig, turde ikke gøre den mindste Bevægelse. Han havde en Følelse af, at hvis han strakte Armen ud for at faa fat i Tændstikæsken, der stod paa Natbordet, saa vilde han røre ved det, der ... ved det, der sad dér foran ham. Maaske vilde han faa fat i en Haand ... eller et Ansigt! ... Han vilde maaske komme til af røre ved Tænderne, eller komme til at stikke Fingrene ind i de tomme Øjenhuler ...

✂ - Axel!

✂ Hvad var nu det! nu rejste hun sig! Det var den samme stille, skurende Lyd som af en Kjolekant, der støder mod Gulvet ... Han syntes, han følte Lufttrykket af En, der bøjede sig frem over ham ... og Pustet af en Mund; men et iskoldt Pust.

✂ - Aa Herregud, aa Herregud, jeg skal nok bringe det tilbage ... lille, gode Dame, jeg skal nok bringe det tilbage! ... Axel dog! Axel dog!

✂ - Men Paul, Paul! er Du syg?

✂ Aa, nu var Axel vaagen! Gudskelov, at Axel var vaagen!

✂ - Er Du syg, Paul?

✂ - Nej, nej ... men ... men her er En herinde ... der sidder En ved min Seng! Tænd Lys ... Aa tænd Lys, hva'? tænd Lys, tænd Lys!

✂ - Ja, nu skal jeg! ... Men hvor er Tændstikkerne?

✂ - Det véd jeg ikke ... Jo ... jo, de staar vist her paa Bordet!

✂ - Jamen, Paul ...

✂ - Ja ...

✂ - Jeg tør ikke ...

✂ - Hvad er Du da bange for?

✂ - Jeg er bange ... fordi Du er bange!

✂ - Aa, det er noget rent Sludder! sagde Paul pludselig brydsk - der er ikke saadan noget til!

✂ - Jamen, Du sagde jo ...

✂ - Jeg er ikke bange! jeg har bare drømt. Vi fik saamegen Puns at drikke henne hos Nikolaj.

✂ - Jeg synes, Du skulde tænde Lyset alligevel, Paul ...

224

✂ -- Det kan jeg sgu gerne!

✂ Og han rejste sig paa Knæene og famlede efter Tændstikkeæsken. Først greb han med Fingrene om den kolde Messingstage og gyste. Saa fandt han Æsken og tændte Lyset. Det skinnede til at begynde med ganske svagt som en Stjerne eller en St. Hansorm. Saa blaffede det op med en høj Flamme pg gik saa pludselig ud igen. Og samtidig lød der en tydelig Knirken og Knagen af Døren.

✂ - Her er vist Nogen inde alligevel, Paul ...

✂ - Aa, Vrøvl, Dreng! sagde Paul og strøg en ny Tændstik af. (Han rystede paa Haanden og kunde næppe faa Lyset tændt.) - Det er bare Døren, jeg har glemt at lukke!

✂ Og da Lyset endelig brændte klart og roligt, saa' de, at Døren ud til Loftet stod et helt Kvarter aaben.

✂ - Kan Du saa se, sagde Paul triumferende - at det var Døren?

✂ - Ja...

✂ De sad paa Hug hver i sin Seng og stirrede blege og forskræmte rundt i Værelset, særlig hen i Krogene, der laa i Skygge bag Klædeskabet og Kakkelovnen.

✂ - Skal Døren ikke lukkes, Paul?

✂ - Naa-aa, det synes jeg egentlig ikke behøves! nu véd vi jo, hvad det er.

✂ - Jo-o, hva' ...

✂ - Ja, saa kan Du jo selv gaa hen og lukke den!

✂ - Jamen, Paul, jeg ...

✂ - Men Du maa skynde Dig lidt, inden Lyset brænder ud!

✂ - Jamen ...

✂ - Ja, Jeg kan ikke! Det er farligt, ser Du ... Doktoren siger, det er farligt at staa op af Sengen, naar man har drukket meget Puns og er bleven varm ... man kan blive syg! ... Jeg er lige glad, om Døren er lukket eller ej ... Men er Du bange, saa ...

✂ - Ja, nu skal jeg ...

✂ Axel havde stukket det ene Ben ud af Sengen, men sad endnu tøvende og stirrede hen mod Døren.

✂ - Skynd Dig nu lidt! sagde Paul nervøs - Naa! Naa! ... Nu er der gaaet Ild i Papiret! ... Men ... tag mit Slips,

225

✂ Du véd, det lille brune, som Maren syede i Gaar! Det ligger henne paa Bordet under Vinduet. Du véd, det lille, brune Slips! ... Tag det med og kast det ud paa Loftet ... langt ud, lige saa langt, Du kan! Men skynd Dig, hører Du!

✂ - Jamen, hvorfor skal ...

✂ - Det skal Du nok faa at vide! Tag det bare ... tag det bare! Nu gaar Lyset ud! nu gaar Lyset ud!

✂ Ilden var naaet ned til Papiret i Lysepiben, det fængede og flammede op, medens den smeltende Stearin sydede og kogte.

✂ Axel tog pludselig Mod til sig, sprang ud af Sengen og løb hen til Bordet.

✂ - Jeg kan ikke finde Slipset-! sagde han - Det ligger her ikke!

✂ - Jo, jo, jo! ved Siden af Kraven! ... til højre ... nej til højre, Dreng! Har Du det?

✂ - Ja ... nej ... jo her er det!

✂ - Naa, naa! (Paul næsten rejste sig op i Sengen.) Kast det saa! .... Og luk Døren ! luk saa Døren!

✂ Axel havde taget Slipset og slyngede det af al Magt langt ud paa det mørke Loft. Derpaa sparkede han til Døren, saa den fløj i med et Brag.

✂ - Kom saa hen hos mig! sagde Paul hurtig - kom her hen ... her i min Seng! Det er ikke værdt, Du ligger alene ... Du, Du kan godt ligge her ... for Du er jo ... Du er jo en Kryster ... Du er jo en lille Kryster.

✂ Axel løb hen til Broderen, der allerede havde slaaet Dynen til Side, og krøb ned ved Siden af ham.

✂ Og saa gik Lyset ud.

✂ De laa en Stund klyngede tæt op til hinanden og med Øjnene fast lukkede.

✂ - Paul ...

✂ - Ja...

✂ - Jeg er saa glad, fordi jeg maa ligge hos Dig! Paul kyssede hans Kind. Man hørte det store Ur slaa nedenunder.

✂ - Klokken er allerede fire, sagde han - saa bliver det snart lyst.

✂ - Bare det var lyst nu!

✂ - Er den lille bange?

226

✂ - Næ-æi, ikke naar jeg ligger her! De talte med hviskende Stemmer, og Ansigterne tæt inde ved hinanden paa Puden.

✂ - Hvad var det saa med det Slips, Paul?

✂ - Aa, det var ikke noget! Det var bare noget Vrøvl.

✂ - Maren sagde, at det lugtede, ligesom det havde ligget i Jorden ...

✂ - Det ... har det ogsaa!

✂ - Har det?

✂ - Sov nu, Axel!

✂ - Ja ... Godnat ...

✂ - Godnat.

✂ - Vil Du ikke bruge det Slips mere, Paul?

✂ - Nej! ... nej aldrig! ... I Morgen bringer jeg det hen i Kirken igen.

✂ - Har Du fundet det i Kirken?

✂ - Ja...

✂ - Er det en af dine Kammeraters?

✂ - Nej ... det er en Dames.

✂ - En Dames?

✂ - Naa, ti nu stille, Axel, og hold Mund! Jeg vil sove!

✂ - Ja ... nu skal jeg.

✂ Og de tav begge. Den lille (han var tolv Aar) havde lagt sin ene Arm hen over Broderens Skulder; han laa ganske stille og var træt og søvnig. Men hver Gang, han var lige ved at slumre hen, blev han pludselig igen lys vaagen og stirrede med store Øjne ud i Mørket.

✂ Ogsaa Paul laa rolig. Han følte sig saa tryg nu, han havde Broderen hos sig. Blot det at høre hans regelmæssige Aandedrag lige ved Siden af sig, var en Beroligelse:

✂ Hæ, sikke noget Sludder med det Slips! Han vilde sgu ikke gaa hen med det i Kirken igen! Gud véd, hvor langt det var kommet ud paa Loftet? Axel havde ordentlig hevet til, det lille Skind! Maren og Sofie gik naturligvis og fyldte ham med saa mange Røverhistorier; men dem skulde han nok faa pillet ud af ham ... Hys! hvad var det? Mus? Ja, for der var nu Mus ude paa Loftet, han havde hørt dem før; ogsaa om Dagen, den Gang han sad heroppe og læste til Præliminæreksamen ... Hør, hvor de kradsede! Jamen ... 227 det var jo ... det var jo her inde, henne ved Døren! Det var nogen, der gik! Det var et Menneske! ... Aa, nu kom hun vist igen, nu kom hun vist igen, nu kom hun vist igen!

✂ Han laa og lyttede. Øjnene havde han spærret vidt op, og han turde næppe trække Vejret for bare at lytte :

✂ Der var hun! (han hørte tydelig Kjolens smaa, bløde Slag mod Gulvet). Nu stod hun ved Stolen! ... Ja, vent Du bare, vent Du bare! (Han anede ikke, hvad han vilde gøre ved hende). Nu bøjede ... nu bøjede hun sig ned over ham! Han syntes, han følte en Haand famle ved sin Skjorte oppe ved Halslinningen, hvor Slipset skulde sidde: - A-a-a, væk, bort!

✂ Han for over Ende i Sengen og slog om sig med Armene. Og saa sikker var han paa at rartime noget, noget fast, noget, der vilde gøre Modstand, at han næsten blev endnu mere angest ved at føle den tomme Luft mellem sine Fingre.

✂ - Hvad er der Paul? Hvad er der dog?

✂ - Hørte Du ikke noget, Axel?

✂ - Nej ... nej, jeg gjorde ikke, sagde den lille grædefærdig - Nu maa Du ikke begynde igen, Paul ... nu maa Du ... ikke ... begynde ... igen!

✂ Paul drog et dybt Suk:

✂ - Aa, bare det var Morgen! sagde han. - Du maa ikke sove, Axel, saa skal jeg ... saa skal jeg fortælle Dig det hele ... altsammen. Men Du maa ikke blive bange, for det er bare noget Vrøvl! men ... men jeg tror, at det er rigtigt, at jeg fortæller Dig det, for saa kan Du maaske ogsaa høre det, og saa er det maaske ikke andet end Musene alligevel! ...

✂ - Nej sagde Axel og trykkede sig forskræmt ind mod Broderen - nej, jeg skal nok la' være! ... Men læg Dig ned, Paul, ellers bliver Du jo syg.!

✂ Paul sank dødtræt om i Sengen og lukkede Øjnene:

✂ - Det er underligt, mumlede han - for jeg tror jo ikke paa den Slags Ting! Det er bare gamle Kællinger, der tror paa Spøgelser.

✂ - Har Du set Spøgelser, Paul ?

✂ - Nej ... men jeg har hørt dem; og det er næsten meget værre.

✂ - Hvad har Du da hørt?

228

✂ - Du maa ikke fortælle det til nogen, Axel, for saa griner de bare af mig!

✂ - Nej, jeg skal nok la' være!

✂ - Det var i Gaar henne paa Arbejdet ...

✂ - Henne i Kirken?

✂ - Ja ... Nikolaj Skrøder, som ogsaa skal være Arkitekt, Du véd ham, jeg har været til Fødselsdag hos i Aften! ... han og jeg arbejdede nede i Hvælvingerne; der var noget Puds faldet af, og det skulde vi klaske op og kalke ...

✂ - Hvor turde I være dernede, Paul?

✂ - Turde? hæ! hvad skulde dér være at være bange for?

✂ - Var der Kister?

✂ - Ja-a, Masser! De stod stablede op ovenpaa hverandre, og vi maatte flytte dem for at komme til. Saa var der en, hvor Laaget sad løst, der var bare en Skrue i det ene Hjørne. Saa sagde Nikolaj, at det var en fæl Bestilling den at gaa og rode mellem døde Mennesker. Men jeg sagde, at jeg turde godt ta' Laaget af Kisten og se efter, hvad der var i den. Og saa vilde han ikke stikke op for Bollemælk, men sagde, at hvis jeg turde, saa turde han ogsaa.

✂ - Og gjorde I det saa?

✂ - Ja begribeligvis!

✂ - Og hva' ... hva' var deri?

✂ - Der var naturligvis et Kadaver! ... Det var en Dame; hun var balsameret; helt brun! Hun havde vist ligget der i mange, mange Aar!

✂ - Havde hun ikke noget Tøj paa, Paul?

✂ - Jo-o, en hvid Kjole med Sløjfer; de var ogsaa brune ligesom hendes Ansigt. Hun laa og gabede, vi kunde se alle Tænderne. Og saa havde hun hvide Handsker paa; men de var helt gule og plettede. Og da jeg rørte ved den ene, saa ... saa faldt Haanden af!

✂ - Uh, Paul dog!

✂ - Ja, og Nikolaj blev ogsaa saa bange, at han løb helt op ad Trappen og skreg, den Kryster! ... Nu synes jeg, det begynder at blive lyst, Axel; kan Du se henne paa Gardinet?

✂ - Ja; ... det er godt!

229

✂ - Naa-aa, for mig maa det for Resten gerne være mørkt, saa kan man bedre sove!

✂ - Naa ... og hvad saa, da Nikolaj løb op ad Trappen?

✂ - Ja, saa kom de andre jo rendende, for de troede, at der var sket en Ulykke, saadan skreg han. Men da de saa hørte, hvad det var, saa grinede de bare og sagd'e, at Nikolaj var en Tøsedreng og Skørteprins, og at han hellere skulde sidde hjemme under Kakkelovnen ... Og saa var der ham Mortensen, ^ Handlangeren, ham de kalder Kartoffelbillen, fordi han altid har kolde Kartofler med til sin Mad ... han er saa grinagtig! han sagde, at han vilde spise sin Vesperkost dér nede, for saa havde han Dameselskab l

✂ Og gjorde han saa det?

✂ - Ja, naturligvis! og vi andre ogsaa! Men saa var det, at Mortensen satte en af sine Kartofler ind i Munden paa Damen og sagde: tyg, min Tøs, det er vist længe siden, Du har smagt en dansk Ka'tøffel! Og vi andre lo. Men saa kom Formanden og sagde, at vi værsgod skulde lægge Laaget paa Kisten, for man skulde have Respekt for de døde. Og saa maatte vi jo lægge Laaget paa igen.

✂ - Det var ogsaa rigtigt, Paul!

✂ - Naa-aa, de døde er jo døde! Men han Formanden, han hedder Meyer, han har jo aldrig lært noget, han er bare en ganske simpel Arbejdsmand, der har gaaet paa Kommuneskolen ; og der lærer de jo ikke andet end Religion og Danmarkshistorie og den Slags, ikke hverken Fysik eller Naturlære, som man har til Præliminæreksamen. Den Klasse Mennesker er saa overtroiske!

✂ - Se, nu er det næsten helt lyst udenfor, Paul.

✂ - Ja-a, nikkede Paul og saa' glad smilende hen mod Vinduet, hvor Dagslyset skinnede ind langs begge Sider af det nedrullede Gardin - Naa, men saa var det jo, da vi skulde gaa hjem om Aftenen, saa véd jeg ikke rigtig, hvordan det kom; men Nikolaj sagde da, at jeg turde ikke tage en af Sløjferne, der sad paa Damens Kjole, og gaa med i Lommen i tre Dage. Men jeg bad ham jo rende og hoppe! hæ, troede han, at jeg var bange! Hvis han vilde gi' mig seks Cigarer til halvtreds, saa skulde jeg tage en af Sløjferne og møde med den som Slips til hans Fødselsdag!

230

✂ - Og det gjorde DU!

✂ - Ja, hva' Fanden! man er da ingen Pi'epatte ... Nikolaj blev staaende oven for Trappen, mens jeg gik ned og lettede Laaget paa Kisten og rev en Sløjfe af ... Hæ, det manglede bare.

✂ Lyset voksede mere og mere i Værelset, og Pauls Mod voksede med det. Han laa nu lunt og hyggeligt i Sengen og snakkede frejdigt løs, som om der aldrig var noget, der havde heddet Mørke.

✂ - Og det var den, Maren syede et Slips af? spurgte den lille.

✂ - Ja ... begribeligvis!

✂ - Det skulde hun bare ha' vidst, saa ha'de hun ikke syet det!

✂ - Nej, det kunde sgu ligne de Fruentimmer!

✂ - Jamen, Paul, Du sagde jo selv i Nat ...

✂ - Aa, Fanden! i Nat! ... Man var vel fuld! Vi drak godt!

✂ - Vil Du da ikke hen med Sløjfen igen? Paul gabede og strakte sig.

✂ - Hæ, sagde han saa - vil Madammen derhenne ha' den, saa kan hun jo selv hente den! ... Men hør Axel, nu vil jeg sove! Gaa hen i din egen Seng, hva', Du ta'r saa meget Plads op ... Nu er Du vel ikke bange mere?

✂ - Næ-æ ...

✂ - Skrup saa af med Dig da, din lille Kryster! Axel smuttede ud af Broderens Seng og hen i sin egen. Og saa skudrede Paul sig velbehageligt til Rette og trak Dynen op under Hagen:

✂ - Godnat, Axel!

✂ - Godnat ... men hvis hun -nu kommer igen i Nat ...

✂ - Sludder Dreng! Sov nu!

✂ Den lille tav og lukkede pligtskyldigst Øjnene. Solen skinnede klart udenfor, og Morgentummelen var begyndt at lyde op fra Gaden. Men den generede dem ikke, de syntes begge at være falden i Søvn.

✂ Saa rejste Paul sig pludselig op paa Albuen og saa' over mod Broderens Seng :

✂ - Axel?

231

✂ - Ja.

✂ - Hør lidt!

✂ - Ja...

✂ - Vi kan jo godt gaa en Tur efter Middag, og saa kan vi jo ta' det tossede Slips med! ... Mig er det nu for Resten lige meget, for voksne Mennesker tror jo ikke paa den Slags længere!

✂

EROTIK

✂ En Forelskets Optegnelser.

✂ 3. Juli.
Alt Galanteri er Kønsdrift, siger Herbert Spencer, hvilket imidlertid turde være en Overdrivelse, al den Stund jeg gør kraftig Haneben til en fyrretyveaarig Gærdestav med Overskæg og 200,000 i Medgift.

✂ 11. Juli.
I Gaar friede jeg, og hun svarede ved at knække midt over i mine Arme. Altsaa er den Ting afgjort.

✂ 12. Juli.
Hun har ogsaa en Moder, en ældre Mumie med Strikke- og Snakketøj.

✂ 20. Juli.
Vi skal snart have Bryllup. Det er hende, der har Hastværk. Gud maa vide, hvordan den Historie vil spænde af.

✂ Juli 23.
Jeg holder paa Raad- og Domhuset, Kvinderne holder paa Kirken. Nu faar vi se, hvem der er stærkest!

✂ 28. Juli.
Kvinderne naturligvis! - - Kirkebryllup! nu be'r jeg Dem!

✂ 2. Aug.
Min Svigermoder mener, at jeg bør købe mig en høj Hat. Vel, saa køber jeg mig en høj Hat. Jeg hader høje Hatte!

✂ 6. Aug.
Nu stiger den! Middag i Koncertpalæet! Og jeg, som afskyer og foragter Bryllupsmiddage! Men hvad gør Tysken ikke for Penge!

233

✂ 10de Aug.
I Dag om tre Uger skal Dommen eksekveres. Hellige Sebastian bed for mig!

✂ Aug. 11.
Hun var nedringet i Dag ved Middagsbordet! Ach Du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk!

✂ Aften.
Jeg tror sgu jeg stikker af, gør jeg!

✂ 12. Aug.
200,000 paa Rente giver 8000 om Aaret. Assistent paa næstyngste Gage giver 1200 om Aaret. Jeg bliver og sætter min Lid til Influenzaen.

✂ 13. Aug.
Hun er rent tosset efter at kysse nu. Alle gode Magter, hvem der havde lidt Udslet i Mundkrogene.

✂ 14. Aug.
Tolv Retter Mad og syv Slags Vin. Jeg véd nok, hvem der bliver kraftig beruset!

✂ 15. Aug.
Skulde jeg alligevel ikke absentere mig? - Kunde jo stille en Vikar.

✂ 16. Aug.
Nu vil Svigermoder Gud hjælpe mig ogsaa kysse!

✂ 18. Aug.
Tror, jeg vil forsøge paa at faa Delirium inden Brylluppet.

✂ 21. Aug.
Ak ja, ak ja, ak ja! hvo véd, hvor nær En er sin Ende!

✂ 22. Aug.
Næ!!!

✂ 23. Aug.
"Min Alfons" sagde hun i Aftes, da jeg forlod hende: "God rolig Nat, min Alfons!" Og saa trykkede hun en stridhaaret Tandbørste mod min Pande ... Pføj!

✂ 24. Aug.
Mon man dog ikke kan købe Guld for dyrt? Om otte Dage - Heil Dir im Siegeskranz, om otte Dage!

234

✂ 25. Aug.
Alle mine Bekendte lykønske mig paa den infameste Vis.

✂ 26. Aug.
Min Svigermoder vil bo hos os!

✂ Aften.
Skulde man ikke med lidt Fornuft kunne leve ganske lykkelig af 1200 om Aaret?

✂ 27. Aug.
To ældre Slægtninge med Hængekrøller taler om at logere sig ind hos Familien ovenpaa. - Nu véd jeg snart, hvad jeg gør!

✂ 28. Aug.
En gammel Onkel med Polyper i Næsen og Ligfald over det hele har set paa Lejlighed i Stuen!

✂ 29. Aug. Morgen.
Har forsøgt Oprør, men blev ynkeligen undertrykt.

✂ Middag.
Min Svigermoder sagde for en Time siden, at hun nok skulde ordne det hele.

✂ Aften Kl. 6.
Danmark, dejligst Vang og Vænge - nu gaar jeg til Hamborg.

✂ 31. Aug.
Ankommen til denne kraftige Hanseby afsendte jeg følgende Telegram:

✂ Frøken Elvira Kaspersen,
Solitudevej 101, .
København.

✂ Paa Grund af ændret Livsanskuelse bedes De undskylde mig ved Festen i Morgen.

✂ Alfons

✂

EN HISTORIE OM EN PELS OG EN KRONE

(Af en "Viveurs" Dagbog.)

✂ Jeg anskaffede mig i Gaar en Pels.

✂ Det var hundekoldt, og iført Pelsen og en dertil svarende laadden Hue vandrede jeg ned ad Byens Hovedgade. Jeg hilste paa de forbipasserende ved at slaa aimabelt ud med Haanden, eller, naar det var en mere velsitueret Borger, jeg mødte, ved at løfte Fingrene op til Huens Skindkant og trække i den, medens jeg samtidig bøjede Hoved og Krop til en ret eller stump Vinkel, alt efter vedkommende Persons Rang og større eller mindre Skatteevne.

✂ Uden for Boghandlerens Vindue, foran hvilket jeg altid plejer at standse op for at holde mig à jour med Literaturen, det jo ligefrem fyger med Digtere! stod et Par Proletarer, en yngre Mandsperson og et ditto Fruentimmer i Samtale. Hun var barhovedet og bararmet og tjente rimeligvis i et af de omliggende Huse. - Han var, trods Aarstiden, i Sommerdress. Hænderne havde han begravet dybt i Bukselommerne, Frakkekraven var smøget op, og Hovedet sad ham helt nede mellem Skuldrene. Sammenkrøben stod han, skrutrygget og med krumme Knæ. Øjensynlig gjorde han sig Umage for at gøre sig saa lille som mulig i den Hensigt at frembyde den mindst mulige Overflade for Kulden at virke paa.

✂ - Og hvor skal Du nu hen? spurgte Pigen.

✂ - Jeg gaar til Rømming; kanske der er Arbejde at faa.

✂ Hans Ansigt var hvidt af Kulde. Og man saa' hans magre, kantede Ben inden for de tyndslidte Sommerbukser, der forneden hang i Frynser og Laser omkring et Par gamle Fjederstøvler 236 uden Fjedre, og saa smaa til hans Fødder, at hans Hæle sad oven for de nedtraadte Bagkapper.

✂ Dog, hvad kom det mig ved!

✂ Jeg svøbte Pelsen tættere omkring mig og gik.

✂ Ud gennem Byen gik jeg, og ud ad den nøgne Landevej, hvor Østenvinden skar ind fra Havet som Knive.

✂ Men jeg trak bare Huen længere ned om Ørene, stak Hænderne i Pelsens Ærmer og skridtede af Sted med min sølvknappede Stok under Armen.

✂ Det begyndte at mørknes. Klokken var halv fem, og Solen havde forlængst puttet sig bag Bakkekammen mod Vest.

✂ Ude over Havet hang nogle store, sorteblaa Skyer, der saa' ud, som om de havde ondt i Sinde. De gled stille, lurende højere op paa Himlen. Det endte vel med Snestorm.

✂ Dog jeg maatte jo ud til det røde Hus, det daglige Maal for mine Eftermiddagsspadsereture. Lige ud for en Lem, der sidder i Gavlen af dette Hus, plejer jeg at gøre omkring og vandre hjemad glædende mig til Cigaretten og Absinten før Dineren.

✂ Vejen laa øde og tom med sine forkrøblede, vejrbidte Smaatræer langs Grøftekanterne. Ingen Mennesker var der at se, ingen Køretøjer at høre. Kun Telegraftraadenes klagende Jamren og det dumpe Brus af Bølgeslaget ude fra Havet lød uhyggeligt omkring mig.

✂ Og jeg forstærkede mine Skridt for hurtigst muligt at naa det røde Hus.

✂ Da lød der paa én Gang slæbende Trin bag mig.

✂ Jeg drejede nervøs Hovedet om.

✂ Det var Fyren, jeg havde set staa og tale med Pigebarnet inde i Byen.

✂ Jeg slap uvilkaarlig Hænderne ud af Pelsærmerne og greb kraftigt fat om min sølvknappede Stok. Man véd sig jo aldrig sikker for den Slags forsultne Eksistensers dyriske Brutalitet.

✂ Den franske Revolution med dens udskrevne fraterne- liber- og égalité, Socialistkongresserne, Attentaterne paa de kronede Hoveder, Sardindaaser og Anarkistbomber og Mordet paa Præsident Carnot myldrede mig runçlt i Hjernen, 237 medens jeg ilede fremad mod det famøse røde Hus, som jeg allerede begyndte at skimte ret forude i Skumringen.

✂ Jeg kunde jo ha' vendt om straks eller være veget ned ad en Bivej?

✂ Paá ingen Maade! Aldeles ikke! Man skal ikke lade sig terrorisere af Underklasserne!

✂ Det manglede sgu bare, at en velklædt og bosiddende Mand, der punktlig betalte sin Husleje, skulde mirnix, dirnix vige ned ad en Bivej for enhver skævhælet, frynsebukset Lazaron af en Landstryger, som den ene Nat sov i en Halmstak, den anden i en Vejgrøft og den tredje Nat maaske slet ikke sov! Hæ!

✂ Nej, hvis man virkelig levede i et velordnet Samfund, burde Øvrigheden, der betaltes af os Skatteydere, aldeles ikke tillade disse Knægte at færdes ude efter Mørkets Frembrud!

✂ Den burde tage dem i Forvaring Klokken henad fire-fem og først slippe dem løs igen ved Solopgang! ...

✂ Nu havde jeg naaet Huset, stod midt for Lemmen og gjorde højre om.

✂ Banditten var ikke at øjne. Jeg lyttede: Jo, jeg hørte dog hans slæbende Trin. Og der kom han selv ud af Mørket.

✂ Herregud, hvor han i Grunden saa' mig skikkelig ud! Armene var boret ned i Lommerne til Albuerne, og han syntes endnu mindre, end da jeg før saa' ham inde i Byen. Og hvor Bukserne dog blaffede ham om de tynde Ben! Gad overhovedet vidst, om der i det hele taget fandtes Kød og Knogler inden for Tøjet!

✂ Hu, ha, hvor han maatte fryse!

✂ Havde man endda haft et Glas Madeira dry eller en Flaske Chambertin at hælde i ham! - Og nu begyndte det oven i Købet at sne med smaafine Isnaale ...

✂ Han skumplede af Sted paa sine nedtraadte Støvler langs Grøftekanten med Kraven oppe om Ørene og de sløve Øjne stirrende mysende frem af det blege Ansigt. Han havde Blæsten og Isslaget lige imod sig ...

✂ Pludselig skraaede jeg over til ham.

✂ - Den skal De have, sagde jeg og rakte ham en Krone, 238 som jeg havde fisket op af Lommen - Den skal De have, fordi De ikke har sprængt mig i Luften!

✂ Fyren saa' paa mig med store, uforstaaende Øjne. Men han strakte dog Haanden frem og tog Pengestykket.

✂ - Tak, Herre, Tak! mumlede han - og Gud velsigne Dem!

✂ - Det gør han nok! sagde jeg, men var allerede langt henne ad Vejen. Det sneede stærkere og stærkere, og jeg skyndte mig hjemad; thi det er meget ubehageligt, naar Ens Pelsværk bliver vaadt .....

✂

SELMA TORNHJELM

✂ Det var en Aften i forrige Uge. Jeg var gaaet ud Klokken syv og vendte hjem Klokken henad ni.

✂ Som sædvanlig kiggede jeg ind ad Glasset i min Brevkasse for at se, om det vidunderlige skulde ligge der.

✂ Og det laa der virkelig i Form af noget hvidt.

✂ Jeg gik ind paa mit Værelse, tog Overtøjet af og hærigte det op; og tændte derpaa Lampen.

✂ Jeg gav mig i det hele god Tid. Jeg ligesom forhalede Nydelsen. Thi naar det vidunderlige først ligger i Brevkassen, er' man det jo sikker nok.

✂ Og jeg stoppede langsomt min Pibe og tændte den med Omhu; tog saa endelig Nøglen til Brevkassen og gik ud og aabnede.

✂ Det var bare et Visitkort.

✂ - Jeg tænkte det, sagde jeg resigneret til mig selv - jeg tænkte det nok! Livet er ikkun én eneste lang Kæde af Skuffelser!

✂ Saa lukkede jeg Brevkassen i med et Smæld og gik ind.

✂ - Formodentlig Tante Stine, tænkte jeg - hun har jo længe svævet i Horisonten. For Resten er det da en underlig Tid for en ældre, enligstillet Kvinde at gøre Visit paa. Naa, men godt var det, at Du ikke var hjemme!

✂ Og jeg gik hen til Lampen for at læse min gamle Tantes Navn paa Tryk. Kortet var et af disse mærkelige Kort, der ligner en stille Vandflade, man har kastet en Haandfuld Smaasten ud i: en Masse Centre, hvorfra der udgaar Ringe til alle Sider. Marmorerede Kort kalder man dem nok. Og dette havde Guldsnit.

240

✂ - Pokkers saa den gamle opper sig! tænkte jeg - Men det tærer paa Arven! Og jeg vendte Kortet :

✂ SELMA TORNHJELM
stod der.

✂ - Selma, tænkte jeg stille - Selma? Du kender jo ingen Selma! Selma Tornhjelm ... Hvorfor mon der ikke staar: Selma van Tornhjelm? Det vilde se endnu flottere ud. Selma ... (Jeg blev arrig.) Ja men hvem Fanden er Selma? Hvor kan det falde det Fruentimmer ind at komme herop og lægge sit Kort i min Kasse? ... Selma Tornhjelm ... Tornhjelm? det er et kønt Navn. Fru Wied, født Tornhjelm ... jojo, det lod sig høre! det smager af svensk Adel. T-o-r-n-h-j-e-l-m, stavede jeg ... Men saa kastede jeg pludselig Kortet paa Bordet, lagde en Bog ovenpaa og satte mig til at læse.

✂ Lidt efter havde jeg det imidlertid i Haanden igen. Jeg vilde se, om der ikke skulde staa skrevet noget paa det. Jeg vidste godt, at der ingenting stod, men jeg vilde se efter alligevel.

✂ Guldsnittet glimtede i Lampelyset og skar mig i Øjnene. Det var i Grunden et grimt Kort og smagløst ogsaa, ordinært!

✂ Og jeg stak det ind under Blækhuset, saa langt det kunde komme.

✂ - Mon det ikke er fra en Vaskerkone? tænkte jeg - Eller en Strygejomfru, eller en ... noksagt? ... Nej, saa ha'de der vist staaet en Adresse paa? ... Jamen staar der ikke ogsaa en Adresse paa?

✂ Jeg halede Kortet frem igen: Der var ikke andet at se end Guld og Marmor og Selma Tornhjelm.

✂ Nu lo jeg og kastede Kortet ned i Papirkurven. Jeg bankede min Pibe ud, stoppede den og tændte den igen og satte mig magelig til Rette i Sofaen og gav mig til at tænke over det Arbejde, jeg for Tiden er optagen af...

✂ Der var saa hyggelig lunt i Stuen. Den røde Skærm sad over Lampen; Gardinerne var trukket for, og Bregnerne skinnede lysegrønne henne i Hjørnet ...

✂ Men hvad var det! Gik der ikke nogen ude paa Gangen?

241

✂ Jeg lyttede ... Nej! Jamen jeg kunde dog gaa ud og se efter ... Naa-aa, hvorfor skulde jeg det? Var der nogen, saa bankede det vel!

✂ Og jeg faldt igen i Tanker:

✂ Jeg var sammen med skønne Kvinder i oplyste Sale. Men især var der én, en lille, spinkel én med sort Haar og blaa Øjne. Hun og jeg sad i en afsides Sofa under nogle store Ørnebregner. Og hun hed Selma ...

✂ Nu puslede det ved Døren igen! Jeg stirrede derhen, som om jeg ventede at se nogen træde ind. Saa rejste jeg mig og gik hen og lukkede op:

✂ Naturligvis var der ingen. Jeg bøjede mig ud over Trappegelænderet: Intet uden Gasblus og Trin og Trin og Gasblus lige ned til Bunden. Jeg vendte mig. Glasset i Brevkassen skinnede og Blinkede, som om det kaldte paa mig. Da jeg gik ind ad Døren, satte jeg Øjet helt ind til det: Laa der ikke noget hvidt? ... Jeg satte det andet Øje til: Jo saa minsandten laa der da noget!

✂ I en Fart kom jeg ind efter Nøglen. Da jeg fik aabnet Kassen syntes jeg alligevel ikke, at der var noget. Men saa stak jeg Fingerspidserne derned og fik fat i et Papir.

✂ Jeg trak det op.

✂ Det var en lille, bitte Pakke i et kvart Ark Skrivepapir med Streger.

✂ Jeg følte paa den. Den var blød. Men det var, som om det, der laa indeni, kradsede paa og vilde ud. Jeg blev ganske underlig til Mode. Og idet jeg lukkede Kassen, kom jeg til at tabe Pakken.

✂ Jeg rev en Tændstik af, for jeg turde rent ud sagt ikke tage den op i Mørke. Den laa paa Maatten foran Dørtrinet; og da jeg bukkede mig ned efter den, syntes jeg, at den var bleven større. Papiret havde løsnet sig. Jeg satte Pegefingeren ned paa den og trykkede til. Blødere var den ogsaa bleven. Og Papiret skrattede, da jeg trak Fingeren tilbage.

✂ Nu greb jeg forsigtig Pakken med to Fingre, bar den ind paa Skrivebordet og lagde den lige hen under Lampen. Saa stod jeg og saa' paa den. Hvad Pokker kunde det være? Mon det var noget, Selma havde puttet i Kassen tillige med Kortet? ... Jeg puffede til Pakken. Papiret begyndte at aabne 242 sig. Jeg stirrede og stirrede, og Pakken svulmede mere og mere op. Jeg syntes at høre en kradsende Lyd.

✂ - En Snog! sagde jeg til mig selv - Du bedste Gud, en Slange!

✂ Og Papiret vedblev at aabne sig langsomt. Det ligefrem vred sig i Folderne for at komme op. Jeg vil ikke nægte, at jeg ventede det værste.

✂ Og jeg tog forsigtig Lampen og flyttede den hen paa et andet Bord, i Tilfælde af, at den mystiske Pakke pludselig skulde faa i Sinde at eksplodere.

✂ Men nu blev den ganske stille, Papiret rørte sig ikke mere.

✂ - Det maa være en Slange! tænkte jeg - Krybdyrene rører sig jo kun i Lys og Varme.

✂ Og jeg flyttede forsøgsvis Lampen tilbage igen. Straks begyndte det at krible og krable i Papiret.

✂ - Herre min Gud, sagde jeg højt - hvad er dog dette!

✂ Og jeg tog en Lineal og prikkede lidt til Uhyret. Formodentlig har der været et Læg i Ombøjningen, som har været fastere end de andre, og det stødte jeg vel nu ud af sine Folder; thi pludselig aabnede Papiret sig og bredte sig ud til begge Sider.

✂ Og foran mig laa en Haarlok.

✂ Eller den maatte maaske snarere kaldes en Tjavs. Halvandet Kvarter var den. Den havde været rullet sammen til en Krølle; og derinde i Papiret havde den saa ligget og anstrengt sig for at indtage sin naturlige Stilling à la Kosteris. Jeg maatte le af mig selv.

✂ - Gud bevares, sagde jeg - hvad vi Menneskenes Børn dog i Grunden er for nogle Skrællinger!

✂ Jeg tog Lokken i den ene Ende og holdt den op i Vejret. Den hang lodret ned som en Pind. Den var sort, og midt paa var den omvunden med et lyseblaat Silkebaand.

✂ Jeg strøg ned ad den, den var glat som Silke. Jeg viklede den om en Finger, den var saa blød, saa blød. Det var i Grunden noget Sludder, at jeg havde kaldt den en Tjavs og et Kosteris! Det var en nydelig, silkeblød Haarlok, var det; ihvorvel den ganske vist ikke kunde kaldes en Krølle.

✂ Stuen var hyggelig og lun. Den røde Skærm sad over 243 Lampen. Gardinerne var trukket for ... Jeg stod der foran Skrivebordet og faldt i Tanker ...

✂ Masser af skønne Kvinder saa' jeg, men hun var den mindste og den yndigste ... saa lille og slank og sorthaaret! Vi sad sammen i Hjørnet under Bregnerne. Jeg listede hendes Haand ind i min; men hun sad og saa' ned til Siden og sagde ingenting, jeg løftede ganske stille hendes Fingre op til mine Læber og kyssede dem. Men hun rørte sig ikke, hun vendte bare Hovedet endnu mere bort. Jeg lagde min Arm om hendes Nakke og drejede hendes Ansigt om mod mit ...

✂ Da, ja jeg véd ikke, hvordan det gik til, men mine Øjne gled pludselig hen over Skrivebordet og op ad Væggen, og jeg stirrede lige ind i Ansigtet paa det grinende Dødningehoved, jeg har hængende der; et Dødningehoved med to store Terninger som Øjne.

✂ - Fordømte Tjavs! sagde jeg og smed Haarlokken hen ad Bordet - hvad er dette her for noget nederdrægtigt Kogleri?

✂ Men Lokken vred og vendte sig et Par Gange og laa saa ganske stille fladt ud henne foran Blækhuset. Jeg saa' paa den og rystede paa Hovedet.

✂ - Er Du nu der igen, sagde jeg til mig selv - er Du nu der igen med dine tossede Nerver? Du bliver saamænd aldrig til noget, hvis Du ikke lægger dem paa Hylden!

✂ Og jeg rakte Haanden ud og tog Lokken paa ny. Jeg snoede den ind imellem mine Fingre, og jeg syntes, at det hvide Kød og det sorte Haar klædte hinanden.

✂ Men lige i samme Øjeblik kom jeg til at tænke paa en gammel Bondemand, jeg som Barn havde kendt. Hans Næse var hvidgul, og Pigerne derhjemme sagde, at den var begyndt at visne paa Grund af en Sygdom, han gik rundt med; og ud af denne underlige hvide Næse stak der lange, sorte Haar ...

✂ Jeg skreg af Væmmelse ved disse Tanker og vilde kyle Lokken fra mig. Men da jeg havde snoet den ind imellem mine Fingre, hang den fast og vilde ikke slippe. Den var ogsaa pludselig bleven saa fedtet, syntes jeg, saa klæbrig. Mine Nøgler sad i Skrivebordsskuffen, og med en af dem rev jeg Haaret ud, saa det faldt paa Gulvet ind under Bordet.

244

✂ Jeg ligefrem segnede om i en Stol, og Sveden sprak fra min Pande. Hvad var det for et Helvedes Kvindemenneske, der havde bragt mig dette Djævelskab til Huse! Den gamle Bondemand og hans væmmelige Næse laa under Jorden for mange Aar siden og havde ikke været i mine Tanker, siden jeg gik i Skole og mødte dem paa Landevejen omtrent ud for Postpeters Hus. Og nu laa der i Aften en Haarlok i min Brevkasse og trak frem af min, Hjerne en saa modbydelig Erindring!

✂ Jeg skævede ind under Bordet og rejste mig. Min Lampe begyndte at gaa ud. Jeg tændte et Lys for at hente Petroleum. Jeg vidste godt, hvor Flasken stod, og havde ofte taget den i Mørke; men i Aften maatte jeg nødvendigvis have Lys med. Da jeg gik forbi Entrédøren, hørte jeg listende Trin paa Trappen. Jeg standsede og lyttede; men der var fuldstændig roligt i Huset. Kun saa' jeg, at min Overfrakke bevægede sig frem og tilbage og gned sig ind mod Tapetet henne under Krogen, hvor den hang. Jeg havde rimeligvis stødt til den, da jeg gik forbi. Nu blev ogsaa den stille, og der var ikke en Lyd at høre. Saa hentede jeg Flasken og fyldte Petroleum paa Lampen. Og da den igen blussede klart op, syntes jeg, at det hele var en latterlig Affære. Jeg tror endogsaa, at jeg smaalo, da jeg slukkede Lyset og bar Flasken ud paa sin Plads i Køkkenet.

✂ Og jeg satte mig igen i Sofaen og følte mig hyggelig til Mode. Jeg tændte en Cigaret, og mine Øjne fulgte den graa Røg, til den forsvandt oppe under Loftet. Mit Hoved sank ned mod Sofaryggen, og jeg vuggede det blidelig frem og tilbage og begyndte at hviske halvhøjt for mig selv:

✂ - Selma, mumlede jeg - Selma Tornhjelm, kan en enkelt Lok af dit Haar sætte min Sjæl i saa heftig en Svingning, hvad vil saa ikke hele din yndige, lille Person kunne udrette? Tro ikke, hvad onde Mennesker fortæller .om mig! Aa, vidste Du, hvor trofast jeg er (her kom jeg til at nyse. Det var Cigaretrøgen, der gik mig op i Næsen. Men jeg vedblev :) vidste Du, hvor ofte jeg har længtes efter den sande, den ægte, den store Kærlighed! vidste Du det, Selma Tornhjelm, Du vilde banke paa min Dør, og den skulde oplades og i hinandens Arme ...

245

✂ Yndige Syner drog mig forbi; og i dem alle var hun Primadonna, den lille mørkhaarede med de blaa Øjne! Hun vinkede og kaldte, og jeg fulgte hende. Igen sad vi under Bregnerne i Krogen. Musikken bruste, og Dansen gik. Men vi dansede ikke, vi sad stille Haand i Haand. Og jeg spurgte hende, hvad hun hed, og hun svarede: Selma! Og jeg spurgte hende, hvad hun vilde mig, og hun slyngede Armene om min Hals og løftede sit Ansigt op imod mit ...

✂ Da saa' jeg igen Dødningehovedet for mig (jeg sad endda med Ryggen mod det), og jeg saa' Terningerne i de tomme Øjenhuler; og bag mig hørte jeg Latter og Lyd som af klaprende Tænder, der slaar sammen i Kulde.

✂ Hurtig drejede jeg mig om. Billedet hang stille henne over Skrivebordet, og Terningerne gloede dødt frem for sig.

✂ - Begynder det nu igen, tænkte jeg - begynder det nu forfra igen? Det er nok bedst, vi gør Ende paa det i Tide! Nu har det forheksede Fruentimmer længe nok drevet sit Hokuspokus!

✂ Og jeg rejste mig og hentede Visitkortet op og lagde det ved Siden af Papiret, hvori Lokken havde været svøbt Men Lokken selv kunde jeg ikke finde. Jeg flyttede Skrivemappen og Blækhuset og søgte og søgte. Og jeg syntes atter, at Dødningehovedet paa Væggen grinede ondskabsfuldt. Men jeg holdt mig tapper.

✂ - Det er sandt, sagde jeg ganske højt, for at Hovedet kunde høre det - Du rev jo Haaret paa Gulvet før!

✂ Og jeg satte mig paa Hug og søgte under Bordet. Med den flade Haand strøg jeg hen over Gulvtæppet. Det kildrede mig i Fingerspidserne; men jeg fandt ingenting.

✂ Saa bøjede jeg mit Hoved ned for bedre at se efter. Og medens jeg sad saaledes med Hovedet bøjet halvt ind under Bordet, anede jeg, at noget vilde ske.

✂ Og pludselig mærkede jeg ogsaa, at en Finger strøg mig hen over Nakken lige under Haaret, hvor Halsen begynder. Det rislede igennem mig, og mine Hænder rystede. Men jeg rejste mig rolig op og gik hen og tændte Lyset

✂ - Bare ikke gi' Dig, sagde jeg til mig selv - bare ikke gi' Dig, lille Ven! Vi lever da vel i Slutningen af det nittende Aarhundrede!

246

✂ Da jeg vendte mig om med det tændte Lys i Haanden, saa' jeg straks Haarlokken: den hang ned fra Nøgleknippet, jeg havde kastet fra mig paa Skrivebordet, og det var den, der havde kildet mig paa Halsen før, da jeg sad paa Hug.

✂ Et Øjeblik steg Raseriet op i mig. Men jeg betvang mig. Man skal aldrig stille sig blot overfor et Fruentimmer; og jeg følte mig aldeles overbevist om, at Selma sad et eller andet Sted i Værelset og iagttog mig; eller kanske hendes Øje lurede i Nøglehullet derhenne i Entrédøren ... listede der ikke nogen af Sted paa Hosesokker derude? Jeg syntes, jeg hørte en undertrykt Fnisen! Jeg for hen og rev Døren op: Ingen!

✂ - Naa, det kalder Du at bevare Kontenancen? sagde jeg haanlig til mig selv - Jo, Du er mig en kraftig Herre!

✂ Lyset blæste jeg saa ud og gik hen og løste Lokken fra Nøgleknippet. Jeg lavede den igen til en Krølle, lagde den tilbage i Papiret og pakkede det sammen. Visitkortet lagde jeg ovenpaa Pakken:

✂ Selma Tornhjelm stod der! Det var i Grunden net trykt! Typerne var smaa, slanke og fine og forlængede sig ud i smaa elegante Kroge baade foroven og forneden.

✂ - Mon Du nogen Sinde vil faa opklaret denne underlige Historie? spurgte jeg mig selv - Hun kommer maaske herop i Morgen for at hente Lokken og Visitkortet. Rimeligvis skulde hun ha' været op i Huset ved Siden af, eller kanske ned paa Salen nedenunder. Maaske har hun en lille Ven dernede, ham, den lyslokkede Maler, "den blonde Murillo!" Pyt, jeg skal sgu nok stikke ham ud! ... Jeg vilde blive hjemme hele Dagen i Morgen. Og naar hun saa kom bly og forlegen, vilde jeg byde hende indenfor ... Og hun vilde sætte sig i Sofaen derhenne. Og jeg ... ja ... ja først vilde jeg blive staaende støttet til en Stol; men naar vi saa var bleven lidt nærmere bekendt med hinanden, vilde jeg sætte mig hen ved Siden af hende og fortælle, spøgende naturligvis og med et tækkeligt Glimt af Selvironi, hvor rent fjollet hendes Lok og hendes Kort havde gjort mig. Og saa ... ja saa vilde jeg tage hendes fine, lille Haand i den brune Barnehandske og betro hende, at hun og jeg havde siddet saaledes sammen før ... at der havde været Musik og Lys og Dans

247

✂ ... men vi havde ikke danset, vi havde siddet ganske stille med hinanden i Haanden ligesom nu ... Og saa havde hun ... og saa havde jeg ...

✂ Mine Fingre var begyndt at lege med Visitkortet foran mig; og nu tog de Pakken og vippede den op og ned; den gled fra mig og faldt ned paa Bordet med den flade Side opad ...

✂ Det var ikke langt fra, at jeg havde udstødt et Skrig!

✂ Thi paa den hvide opadvendte Flade var der med Rødkridt eller med Vandfarve tegnet et grinende Dødningehoved, og neden under dette stod der med store gloende Bogstaver: Ha, ha, ha!

✂ Ikke andet, bare disse tre: Ha, ha, ha!

✂ Jeg kastede uvilkaarlig et Blik op til Dødningehovedet paa Væggen, det smilede. Og Dødningehovedet paa Bordet smilede ogsaa: Ha, ha, ha!

✂ Da kunde jeg ikke mere. Jeg rev en Skuffe op og kylede baade Pakke og Visitkort derned, tog mit Overtøj og for ud af Døren, ned ad Trappen, ud af Huset, ud i Natten ...

✂ Men Lampen lod jeg staa og brænde paa Bordet, for at der kunde være lyst i Værelset, naar jeg kom tilbage.

✂ Og efter et Par Timers Vandring vendte jeg hjem rolig og fattet. Jeg krammede en stor Avis sammen og puttede den i Kakkelovnen, og ovenpaa Avisen lagde jeg ligeledes rolig og fattet, hin Haarlok og hint Kort; hvorpaa jeg ved Hjælp af en Pægl Petroleum og en Tændstik foranstaltede en flammende Autodafé ...

✂ Men møder jeg nogen Sinde Selma Tornhjelm paa min Vej, da ve denne Kvinde!

✂

HØNSERIANA

(En Lignelse.)

✂ Der var engang en Hønsegaard, hvor Hanerne spankede stolte omkring med Kam og Sporer og andre mandlige Prydelser og elskede trofast deres Høner i Flæng, som Haner skal. Fandt de paa deres Vej nogle lækre Smaakorn, spiste de sig naturligvis selv mætte først, thi det var jo dem, der havde Arbejdet og Ulejligheden. Men blev der saa noget tilovers, stillede de sig op og galede og kaldte paa deres Hustruer og Børn og sagde til dem: Se dette har vi fundet til Eder! Og Hønsene kom pilende fra alle Kanter og fyldte Kroen og takkede og nettede Fjerene og gjorde sig lækre og var misundelige og hakkede hverandre og skreg og sloges o. s. v., hvad nu Høns saadan fra Arilds Tid har plejet at slaa Dagen ihjel med. Men de hyggede dog om deres Reder og lagde deres Æg og rugede deres Kyllinger og følte sig forholdsvis lykkelige paa Jorden, idet de anerkendte den gamle Naturlov: Hanen er Hønens Hoved!

✂ Se det var dengang! ...

✂ Moster Meyer kaldtes en ældre, perlegraa Høne af et noget kolerisk Temperament.

✂ Allerede længe havde hun paa Grund af sin tiltagende Alder følt sig lidt tilovers i Hønsegaarden, og derfor var Kraasen, det vil sige: Galden vokset i hende. Og naar hun saa' en yngre varmblodet Høne give sig hen med Fjer og Dun til en Hane, saa sagde hun vel ikke ligefrem, at det var Svineri, thi hun kunde da endnu, særlig i Foraarsmaanederne, dunkelt mindes sin egen Ungdom; men hun kaglede dog halvhøjt noget om, at Hønsene burde vide at holde paa 249 deres Værdighed og paa ingen Maade finde sig i, at Hanerne saaledes behandlede dem efter Forgodtbefindende.

✂ - For, sagde hun og satte Næbet lodret - naar det kommer til Stykket, er der i Grunden kun en ubetydelig Forskel paa Høne og Hane, og den stikker for det væsentligste i det rent ydre Apparat: Kammen, Sporerne og ... og saa videre!

✂ Saaledes talte hun, og flere og flere jævnaldrende Hønseben begyndte at lytte til hendes Ord.

✂ Og hun blev greben af hellig rabies. Først gik hun ensomme Ture med enkelte særlig modtagelige Høns, omme paa Brakmarken bag Vognskuret. Saa holdt hun lukkede Seancer i Huggehuset og Kostalden, og endelig berammede hun offentlige Møder under Hyldebusken og paa Plænen lige midt ude i Gaarden.

✂ Og hun lagde aldeles ikke længere Skjul paa, at det var Hanerne, hun vilde til Livs.

✂ Det var saa yndigt at se Tilhørerindernes Opmærksomhed ved disse Møder, de lagde deres smaa Hønsehoveder melodisk paa Siden og saa' tænksomme ud. Og de baskede henrykt med Vingerne, hver Gang hun kaglede noget rigtig graverende om det andet Køn.

✂ - Hvad er Hanerne, sagde hun haanligt og fortrak Næbet - at de bilder sig ind at være Skabningens Herrer? Hvad Fortrin besidder de i Grunden frem for os?

✂ - Ja, de er da fri for at lægge Æg og ruge, véd jeg! peb sygt en mager og forpjusket sort Høne med femten Kyllinger.

✂ - Ruge! skreg Moster Meyer - Ruge! (og Fjerene rejste sig paa hende som Piggene paa en fornærmet Pindso) - Ruge! Altid stikker man os denne Rugning i Næbet! Men det er dog vist til syvende og sidst noget, vi selv bestemmer!

✂ - Ja-a! kaglede Tilhørerinderne - det er noget, vi selv bestemmer!

✂ De fleste af dem var jo som sagt ældre tørre Høns, der kun følte Afkomslængsler lige i de varmeste Dage i Maj Maaned ...

✂ Og Oprørets Aand bredte sig mere og mere indenfor 250 Hønsegaarden. Og Moster Meyers Popularitet voksede til Kanonisering, da det Rygte begyndte at fæstne sig, at hun ikke engang lagde Æg mere. Thi at hun sagdes paa længe ikke at have haft Omgang med Haner, kunde jo ligesaa godt skyldes Brist paa Evne, som Overmaal af Vilje.

✂ Hun blev højbenet af al denne Virak. Og naar hun stod paa Stakittet omkring Møddingen eller paa Kanten af Svinetønden og holdt sine Brandtaler, da var der en saadan Energi i hendes Foredrag og en saadan fanatisk Ild i hendes Øjne, at man undertiden kunde fristes til at tro, at der var gaaet Bræk paa hendes lille Hønsehjerne.

✂ Og saa var der tilmed det underlige ved hende, at bedst som hun kaglede op, kunde hun pludselig blive saa sælsomt urolig, trippe saa løjerligt paa Fødderne og klippe saa nervøst med Øjnene, neje og forsvinde. Hun forlod Talerstolen og gik afsides. Enten det nu var ned i Laden, eller op paa Høstænget eller ud i Stakhaven, vidste man ikke, thi hun tillod aldrig nogen at følge sig. Godt ti Minutter efter kom hun saa tilbage rolig og fattet og fortsatte sit Foredrag.

✂ Og da hviskede hendes frommeste Tilhængere hemmelighedsfuldt og højtideligt noget om, at hun havde været i sit Lønkammer for at styrke sig ved Bøn og Paakaldelse.

✂ Og højere og højere steg Modet indenfor Oprørsskaren! Man grundede et Blad med Titlen: "Hvad vi Høns vil". Og man stiftede en "hønselig Fremskridtsforening". Og under uhyre Kaglen blev Moster Perlegraa valgt til Formand for "Styrelsen" (et Ord man selv opfandt og ansaa for en uhyre Forbedring af Modersmaalet), medens man formaaede en gammel, rødgul Hane udenfor Nummer, og som led af Podagra og Fordøjelsessmerter til at beklæde Posten som Dirigent og Viceformand.

✂ Nu steg Modet til Overmod. Ja, det hændte endogsaa et Par Gange om Aftenen, naar de yngre Haner var fløjet til Pinds, at Moster M. i Spidsen for Fordøjelsessmerterne og den øvrige "Styrelse" (alle Høns med Næb og Klør) trængte ind paa dem med Haans- og Skældsord, saa at Hanerne, der dels ikke havde Kagletøjet saa vel smurt og dels var ved at revne af Latter, maatte vige Pinden og tilbringe Natten i 251 Halmen i Krogene sammen med de unge, varmblodede Smaahøns.

✂ Naa, men dér kunde de jo for Resten ogsaa ha' det meget rart! ...

✂ Saa kom den store Dag, som begge Parter havde imødeset med uhyre Spænding.

✂ Hønsefremskridtsforeningen havde indvarslet et Massemøde under Motto: Op med Fjervingen!

✂ Midt i Gaarden stod en tom Høstvogn, hvis Agebrædt var lagt hen over Baghjulene. Dette skulde tjene som Talerstol. Styrelsen skulde anbringes nede paa Vognbunden og Talerne og Formanden paa Agebrædtet, medens Dirigenten for at kunne holde Øje med Mængden skulde placeres paa det venstre Baghjul, og Tilhørerne samles paa Grønsværet rundt paa Pladsen. Mødet var berammet til Klokken tre Eftermiddag.

✂ Allerede Klokken to begyndte Publikum at strømme til. Det var Foreningens Medlemmer og Moster Meyers ivrigste Tilhængere. De stillede inderst i Kredsen og havde i Dagens Anledning hvæsset Næbene i Tilfælde af Gemæng.

✂ Derpaa kom de mere blakkede Sjæle, Høns, der hverken vidste ud eller ind.

✂ Og yderst stod de unge Haner med deres smaa, varmblodede Damer, der glattede paa Fjerene og kniksede til højre og venstre og smaaklukkede.

✂ Præcis tre tonede Formanden frem i Spidsen for den samlede Styrelse.

✂ Processionen bevægede sig uden om Mængden og hen til Vognstangen, hvor den blev modtagen af Dirigenten, der gjorde Haneben, saa godt han formaaede.

✂ Derpaa steg man op langs af Stangen og indtog sine Pladser under Forsamlingens endeløse Kaglen.

✂ Det kostede en Del Anstrengelse at faa Dirigenten anbragt paa Hjulet, da han absolut vilde staa paa ét Ben, men ikke havde Kraft nok dertil. Allerede lød der Fnisen og Tilraab fra de yderste Rækker, da den gamle Herre omsider paa Styrelsens indtrængende Forestillinger gav sit Minde til at dirigere paa to.

✂ Ordet blev først givet til Moster, der saaledes i sin dobbelte 252 Egenskab af Formand og Taler befandt sig solo paa Agebrædtet.

✂ En umaadelig Kaglen hilste hende fra Foreningens Medlemmer. En enkelt Piber hørtes, men overdøvedes. Og efter at Dirigenten ved tre energiske Gal atter havde bragt Ro til Veje, tog hun fat:

✂ Mine Høns og Haner!

✂ Da jeg for et Aars Tid siden begyndte min Agitation i Hønsesagen, hilstes jeg med Hovedrysten og Haankaglen ikke alene af det saakaldte "stærke Køn, men ogsaa af Flertallet i min egen Lejr.

✂ Dog tabte jeg ingenlunde Modet!

✂ Thi De erindrer naturligvis alle, hvad Stuart Mill siger i sit verdensberømte Værk "Hønens Underkuelse"? Saa snart der blot fremstaar én eneste energisk Høne, siger han, med lidt Ben i Næbet, og som vil løfte Frihedens Fane tilstrækkelig højt, da vil snart Tusinder følge hende til Kamp og Sejr!

✂ Og det skete, hvad denne kolossale Hane havde forudsagt: Fra en liden Hob af misfornøjede er vi vokset frem til en Magt i Samfundet, en Stat i Staten, en Frihedens Hær, der breder sig over alle Lande! (Jubelkaglen af Styrelsen med Anhang.)

✂ Og hvad er det, vi kæmper for, mine Høns? Vi kæmper for at afryste dette utaalelige Aag, som de overmodige Haner i Aartusinder har dynget paa vor Nakke. Men vi vil ikke længere anerkende deres Supremati! (Nej! Nej!) thi kun i Kraft af en temmelig dubitativ (ved disse to fremmede Ord skelede Styrelsen af Henrykkelse) meget dubitativ, siger jeg, Overlegenhed i fysisk Styrke har de hidtil holdt os nede! Skomager, bliv ved din Læst, er et Ord, de fortrinsvis ynder, naar det angaar os, og i Kraft af dette tarvelige Sprikwort, har de stedse søgt at indskrænke vor Gøren og Laden til Hjemmet alene, til Hygningen af Reden, til Æglægningen og Opfostringen af Kyllingerne. At de tillader os at blive Skuespillerinder, Sangerinder og Balletdanserinder, nævner jeg kun som en Anklage imod dem, thi denne Tilladelse er kun dikteret af deres Sanser. De betragter os kun som Legetøj ! Men vi vil ikke længere taale dette Tyranni (Nej! Nej! Ned med Hanerne!) thi hvilke legemlige og aandelige Fortrin 253 besidder i Grunden disse indbildske Kræ fremfor os? ... (Her galede Dirigenten paa det kraftigste: han maatte bede den ærede Taler moderere sig en Smule! Han hørte selv til det andet Køn og kunde paa ingen Maade lade Betegnelsen "Kræ" sidde paa sig; det var intet parlamentarisk Udtryk! - Taleren blev rød i Kammen, og hendes Stemme dirrede, da hun spidst fortsatte:) Det var aldeles ikke min Hensigt at fornærme den højtærede Dirigent, og jeg gør ham derfor min Undskyldning! Samtidig vil jeg mortificere Ordet og ændre det til: Fjerkræ! (Vanvittige Begejstringskluk fra Meningsfællerne. Hurra! Bravo! Moster er vittig! - Kykliky-y! fra Dirigenten: Ro.) Altsaa spørger jeg igen: Hvilke Fortrin, legemlige eller aandelige, besidder dette Fjerkræ fremfor os? Der er kun en lille Forskel (Hurra for den lille Forskel!) Kam og Sporer er kun Kønsmærker af anden Rang ligesom Horn og andre Pandesmykker (Uro blandt Hanerne). Og Dogmet om Hønsenes Underlegenhed er bleven en Trivialitet! Den skal jo bestaa i nogle færre Hjernevindinger og en overtallig Halehvirvel samt i en svagere legemlig Konstitution foranlediget af Æglægning, Rugning o. s. v., hvad dertil hører. Men, mine ærede af begge Køn, dette med Æglægning, Rugning e.t.c., e.t.c., er til syvende og sidst noget vi selv bestemmer! Jeg har siden Foreningens Stiftelse ikke lagt et eneste Æg! (Hurra-a! Moster Meyer leve! Fa'en tro hende! Det er Fødsel i Dølgsmaal)! Er der nogen, der drager mine Ord i Tvivl (Ja-a, Næ-i! Jo-o!), eller tror at kunne bevise det modsatte, saa træde han frem, værs'artig!

✂ Der blev et Øjebliks Stilhed i Forsamlingen. Overalt stak man Hovederne sammen og hviskede. Men Foreningsmedlemmerne og Styrelsen saa' sig triumferende omkring og kaglede sejersstolte.

✂ Saa lød der pludselig Stemmer fra de yderste Rækker:

✂ - Frøken Hvid ønsker Ordet! Frøken Hvid véd noget! Lad Frøken Hvid komme frem!

✂ Rækkerne aabnede sig, og en lille hvid Høne med Top og paillegule Slagfjer trippede frem. Hun stirrede bly og beskeden ned i Jorden og holdt Vingerne klemte tæt ind til Kroppen.

254

✂ - Jeg vilde bare fortælle, begyndte hun og rødmede helt op i den øverste Tak af Kammen - at da jeg i Morges ...

✂ - Op med hende! Vi kan ikke høre! Hun skal op paa Talerstolen! skreg Mængden. Dirigenten galede:

✂ - Tør jeg bede Frøkenen ulejlige sig her op! bad han med et affabelt Vingeslag.

✂ Den lille Frøken balancerede op ad Vognstangen og hen forbi den samtlige Styrelse, der knejsede værre end en Kat med et Aalehovede og laante hende rædsomme Blikke.

✂ - Jeg vilde bare, begyndte hun igen, da hun var naaet helt ud paa Kanten af Vognbunden - jeg vilde bare ...

✂ - Hun skal højere op! skreg Forsamlingen - Hun skal op ved Siden af Moster!

✂ Men den lille Lurifaks af en Høne lagde beskedent Hovedet paa Siden og trykkede Vingerne fastere ind til Kroppen:

✂ - Saa højt kan jeg ikke flyve! sagde hun med et fint Smil.

✂ - Bravo! Bravo! skreg Oppositionen.

✂ - Til Sagen! Til Sagen! kaglede Foreningshønsene. Og Moster Meyer sendte den unge Dame et Kyankaliums Blik.

✂ - Naa, saa paa 'en igen da! raabte pludselig en yngre Hane, hvis Stemme var i Overgang. Og alle Smaahønsene saa' paa ham og smilte og klukkede og fandt, at han var sød.

✂ Og for tredje Gang tog nu Frøken Hvid fat:

✂ - Jeg vilde bare fortælle, sagde hun - at da jeg i Morges gik Tur omme i Stakhaven med min Forlovede (Fnisen og Gratulation!), saa' vi pludselig Fru Meyer komme ud af en af Stakkene. Vi blev naturligvis meget forskrækkede for, at hun skulde se os sammen (Natyrlig, ja!) og gemte os inde under de store Skræpper paa Diget. Og der stod vi saa og kiggede ud, for vi var naturligvis meget nysgerrige (Begribeligvis, Frøken!) Og saa saa' vi, at hun tittede sig forsigtig omkring, og da hun ingen Høns opdagede i Nærheden, gjorde hun Tegn med Næbet ind i Reden, og saa ... og saa ... (Naa, frisk Mod, lille Jomfru!) og saa kom en rødgul ældre Hane, der meget lignede vor ærede Dirigent, listende frem. (Den er god! Hurra-a! Hys, lad os høre videre!) Og de skyndte sig at dække Hullet til og gik saa hver sin Vej ind i Gaarden. (Ha-ha-a!) Jeg var naturligvis meget nysgerrig 255 (Natyrlig! Det har vi hørt!) og løb hen og kradsede Halmen væk fra Hullet, og der fandt jeg en Rede med to Snese Æg i! (Hurra! Kykkeliky-y! To Snese! Leve Moster Perlegraa! Vorder frugtbare og mangfoldige! Det var den stiveste! Hy-it! Leve Dirigenten! Ned med Madam Meyer!)

✂ Der blev et forfærdeligt Røre i Forsamlingen: man raabte og skreg i Næbet paa hinanden, Hanerne galede, Hønsene kaglede, og Dirigenten, hvem det under Frøkenens Afsløring efter megen Besvær var lykkedes at komme til at staa paa ét Ben for at imponere Rakket, faldt igen ned paa to.

✂ Moster Meyer selv havde faaet et af sine gamle Urolighedsanfald: hun trippede paa Fødderne og vippede med Vingerne og klippede med Øjnene og indgød sine Disciple alvorlig Bekymring.

✂ Men pludselig var der en af Styrelsen, der gik lige ind paa Brystet af den lille Frøken Hvid, som endnu stod med Vingerne presset tæt ind til Kroppen:

✂ - De har jo intet Bevis! raabte hun med flammende Øjne og funklende Kam - De har jo intet Bevis! Det kan jo have været en anden Høne! De kan jo have set fejl!

✂ Da opløftede Frøkenen som besværgende sine Vinger mod Himlen; og frem under dem, ned over Forsamlingens Hoveder, dalede en Regn af perlegraa og rødbrune Dunfjer i sød Forening!

✂ - Disse har min Forlovede og jeg pillet op i Reden! sagde hun stille - Og Æggene var spraaede, der var Kyllinger i dem!

✂ Virkningen af denne Meddelelse var uhyre:

✂ Et Sejrsgal og et Klagekagl bruste hen over Gaardspladsen, thi Fjerene stammede umiskendeligen fra Moster Perlegraas og Fordøjelsessmerternes platoniske Bryster.

✂ Foreningsmedlemmerne stod tavse med hængende Næb. Oppositionen jublede. Og Dirigenten var forsvunden.

✂ Selv henlaa den arme, gamle Moster Meyer besvimet paa Talerstolen. Og da man varsomt løftede hende op for at bære hende ned i en Droske, fandt man, at hun i sin dybe Sjælekvide atter havde bragt et Æg til Verden.

✂ Men denne Gang var det et Vindæg.

✂

HVA' SATAN SKAL VI MED STÆREN?

✂ Solen hang som en stor, hvidglødende Kanonkugle lige over Damperen, saa der stod en Duft af Tjære og Tovværk fra For til Agter.

✂ Fire halvnøgne Matroser sjappede rundt med Slanger, Spande, Koste og Svabere og spulede Dæk. Man var mestendels nødt til at sætte det ganske Fartøj under Vand i disse gloende Septemberdage her paa Middelhavet, at ikke alt Træværket skulde revne og sprække og brændes til Støv og Aske af denne Guds Velsignelse af en Helvedes Sol.

✂ Havet laa fedt og dovent og lignede tyktflydende, halvstørknet Olje, der med en mumlende, fornærmet Skvulpen slæbte sig langs Damperens Sider, medens den arbejdede sig fremad. Ja, Skuden selv syntes mest tilbøjelig til at indstille al Virksomhed og opgive det hele, thi den dirrede og pustede og stønnede og slyngede store, arrige Mundfulde Røg skævt ud af sin Skorsten ligesom en plaget Familiefader i tredive Grader Reaumur.

✂ Uden at mæle et Ord vadede Matroserne med Skjorten uknappet om Kroppen og Benklæderne smøget op til højt over Knæerne. Havde det ikke været for Disciplinens og den Mennesket siden Syndefaldet iboende Blufærdigheds Skyld, havde de vel helst spanket splitternøgne omkring; men nu dyede de sig og svedte med Anstand og gjorde deres Pligt, idet de øste Vand ud over Dækket, saa at det nærmest kom til at ligne et lille Indhav. Men de udførte Arbejdet uden det sædvanlige Humør. Det var nemlig paa den fjerde Dag, siden de havde forladt Messina, og denne evige livskraftige Sol, der stegte ned fra denne evige blaa Himmel 257 paa dette evige blaa Hav gjorde dem dumme og sløve. Og saa gik de desuden alle som én og tænkte paa de seksten lange Nætter og Dages Sejlads, som forestod, forinden de igen fik Land under Fødder og Kvindekød mellem Hænder ; og navnlig det sidste Savn er lige haardt nok for en varmhjertet Gut, der farer med en Fragtdamper paa Middelhavet, hvor man er vant til at komme i Havn mindst riveranden Dag. Seksten lange Etmaal forinden de naaede hjem til Danmark! Og maaske atten, tyve, femogtyve - for naturligvis fik de Modvind i Biscayerbugten og Storm og Taage i Kanalen og paa Nordsøen!

✂ Ikke en eneste lille Douche havde Straalemesteren, Jakob, som dirigerede Slangen, rettet mod den tykke Letmatros Peter, der gik svedende og krumbøjet og daskede mat med den vaade Svaber paa Dækslugerne for ogsaa at forfriske Sejldugen, der var spændt over dem. Ikke saa meget som et eneste lille Sprøjt havde han muntret ham med; og netop i Dag kunde Peter vist trænge til en Afsvaling, thi i hans svulmende Ben og Bag syntes Solen i en fortrinlig Grad at have forelsket sig; hans Benklæder var ved at sprænges, saaledes havde Solen udvidet disse Legemsdele.

✂ Første Styrmand kom gaaende forbi, standsede et Øjeblik og saa' op og ned ad Fyren:

✂ - Hør, Du, Peter, sagde han saa - Du kommer sgu vist til at laane Kaptajnens Støvleknægt i Aften for at faa hevet de Bukser af Dig!

✂ Peter lo ikke af denne Morsomhed; og ingen af Kammeraterne lo. Ja, de trak ikke engang paa Smilebaandet, hvad de dog ellers altid høfligst plejede, naar Styrmanden oplod sin høje Mund. De bøjede bare Hovederne dybere under Solens Straaler og spulede løs. Det var, som om denne Piasken og Rislen af Vandet omkring dem gjorde dem endnu sløvere. Eller ogsaa skyldtes maaske deres tilsyneladende Optagethed af Arbejdet kun den Omstændighed, at de ligefrem ikke gad gøre en Pause.

✂ Nu dukkede oppe paa Mellemdækket anden Maskinmester op fra Maskinen. Sveden randt ham ned over Ansigt, Hals og Bryst som Dug af Ruden. Han tørrede sig med sin fedtede og sodede Svededug, sendte et mat, taagesløret Blik 258 ud over Havet og op mod Solen, af hvilken han truede med knyttet Haand, og sank saa med et langtrukkent, selvopgivende: Puhh! ned paa Nordsiden af Hønseburet, der kastede en knap halv Alens Skygge hen ad Dækket. Idet han faldt, tørnede han saa kraftigt mod bemeldte Bur, at det rystede i sine Fuger; men Hønsene derinde ænsede det ikke; de sad paa deres Pinde, tykke af Hede, med gabende Næb og elegisk blinkende Øjne, en- Besvimelse nær.

✂ Og vildere og vildere stegte Solen ned over Skibet. Og kom der end af og til et enkelt lille Pust ind fra Søen, saa var det ingenlunde nogen forfriskende Luftning. Langt snarere var det at fornemme som et kvælende hedt Sciroccokys ovre fra "Afrikas brændende Lande", hvis Kyst man skimtede i Horisonten mod Syd som en bleggraa, varmdirrende Taagestribe.

✂ Lidt efter at Styrmanden var forsvunden bag Døren ned til sit Lukaf, havde Matroserne dog alligevel en efter en besluttet sig til at holde et lille Hvil. Deres Ansigter var glødende som den opstaaende Fuldmaanes Ansigt, og deres Lemmer var tunge som Bly. Men de følte ikke længere Varmen, den generede dem ikke nu som straks, da de tog fat paa Arbejdet; de vilde bare med Fryd og megen Glæde have ofret deres halve Maanedsgage for at turde lægge sig plat ned paa Dækket saa lange og tykke de var - og den hele Maanedsgage for uforstyrret at kunne tage sig en Lur med Piber og Trommer og prustende Damp ud af alle Snorkeventiler.

✂ Til at begynde med stod de og skævede hen efter Styrmandens Lukaf for ikke at lade sig overraske, om han pludselig skulde dukke frem igen. Men intet foruroligende viste sig, alt levende syntes at være indgaaet til den evige Hvile. Man hørte kun Maskinens dumpe Drøn og Rorkædens skurende Hamren, naar Rattet langsomt drejedes.

✂ Og saa sank først den tykke Peters Hoved til Ro med Hagen ned mod hans blottede af Varmen rødprikkede Bryst; han aabnede Munden, smaskede et Par Gange med Tungen, udstødte en gurglende Lyd og var borte. Og Jakob og Søren og Lars saa' paa hinanden og saa' paa Peter, missede med Øjnene, kløede sig og faldt hen. Den ene stod støttet mod Last- 258 259 lugen og med Hovedet bøjet bag over; den anden havde Ansigtet skjult i Hænderne og Albuerne hvilende paa Lønningen ; den tredje sad til at begynde med ret op og ned paa en Tovrulle, men gled lidt efter lidt ned ad den, indtil han endte i en Pøl Vand paa Dækket, hvor han laa og smilede bredt og saligt og drømte, at han laa paa en mildt tempereret Ø midt i en køligt rislende Bæk.

✂ Og saa blev der en Stund Dødsens stille paa Skibet, der, et flydende Krematorium lig, syntes at glide frem gennem Skærsildens brændende Luer med sin slumrende Besætning .. >

✂ Indtil der paa én Gang klang en fløjtende klar Kvidren hen over Hovederne paa de sovende:

✂ - Hy-it, hy-it, hy, hy, hyy, tit, tit, tit! Matroserne for med et Sæt op af deres Dvale og saa' sig forvildede omkring.

✂ - Det er Stæren! sagde den tykke Peter, som først vaagnede til Bevidsthed.

✂ - Ja, det er Fanden galeme osse Stæren! sagde Søren og sprang op fra sit Flodleje. - Føj for Satan! lagde han til, da han fornam, hvor han havde ligget

✂ - Er det Stæren? spurgte Jakob og gned Søvnen af Øjnene.

✂ - Gu' er det Stæren! sagde Lars og pegede.

✂ Og det var virkelig ogsaa Stæren. Den sad henne paa Mellemdækket ved Hønsehuset og kiggede lækkersulten ind mellem Tremmerne til Brødsmulerne, som laa paa Gulvet derinde. - Den var blæst om Bord i en Byge for et Par Dage siden, og den ganske Besætning havde flere Gange sprunget Halløj for at fange den; men Dyret havde været Menneskene for vævert og snydt dem. Og saa i Gaar havde den slet ikke vist sig. Og nu var den der pludselig igen.

✂ - Nu kan vi nappe den! sagde Peter, og al Træthed og Ugidelighed var som veget harn af Kødet. - List Du Dig om paa den anden Side af Buret, Jakob, saa napper vi den!

✂ Og Jakob, der ogsaa var bleven fuldstændig vaagen lige paa en Studs, listede af Sted som en Hankat paa Musejagt. Han sneg sig forsigtigt op ad Trappen til Overdækket: Fingrene holdt han udspilede som til Greb, Tungespidsen 260 var synlig mellem hans Læber, og han balancerede fremad helt oppe paa Spidsen af sine brede, flade Tæer.

✂ Men da Stæren saa' ham komme, stak den af. Den svirrede flot hen over Hovederne paa Lars og Søren og slog sig ned paa Lønningen henne Agter.

✂ - Snup den, Søren, snup den!

✂ Søren tog Dækket i tre Spring og hævede allerede Haanden for at gribe Fuglen. Men med et lille forskrækket: Hy-it! svang den sig i en Bue udenom Masten og dalede ned næsten lige for Fødderne af Lars.

✂ - Smid Dig, Lars, smid Dig! saa har Du den! skreg Jakob. - Den er mat!

✂ Og Lars smed sig, saa lang han var, ned paa det vaade Dæk. Men Stæren fik han da ikke. Han bare klaskede begge sine store, begede Hænder ned i Vandet, saa det sprøjtede ham om Ørene.

✂ - Den Kvajidiot! skældte Peter, - det skulde bare ha' været mig, jeg skulde sgu nok ha' faaet den!

✂ - Jamen Du er jo osse li'saa let i Skinkerne som en Springgaas! riposterede Lars.

✂ - Ja, jeg har da gu'sketak lidt mere Kyd paa Knoglerne end Dig, dit forsultne Spøgelse, grinte Peter ilde.

✂ - Naa-aa, jeg skulde da ellers med en vis Ommelethed transportere Hovedet ned i Maven paa Dig, nikkede Lars og satte Hænderne til Rette.

✂ - Saa maatte han sgu' da først stuve Bukserne a' sig, for ellers kom det nok til at knibe med Lastrum, mente Jakob dybsindig.

✂ - Der er den igen! Der er den igen! skreg Søren pludselig og pegede hen mod Hønseburet, paa hvis Top Stæren atter havde taget Plads.

✂ Og øjeblikkelig glemte man Kævlet og begyndte Jagten paa ny!

✂ Man spredte sig over Dækket og for som besatte efter den arme Fugl, der var for træt og for udsultet til at turde forlade Skibet og derfor maatte indskrænke sig til at flyve fra For til Agter og fra Agter til For og redde sig saa godt, den kunde, op i Vanter og Ræer. Men stadig blev den forfulgt af sine blodtørstige Fjender, og mere og mere udaset blev 261 den. Den fløj nu dinglende og usikkert af Sted og gabede af Angest og Hede, ja, man kunde ligefrem høre dens Aandedrag. Men jo mattere Dyret blev, desto mere Fut kom der i Jagtherrerne. De syntes ganske at have glemt Sol og Scirocco, og Træthed og Lede. Snart saa' man den tykke Peter sidde overskrævs paa en Raa, hvor han kun holdt sig fast ved at klemme Benene sammen, medens han med fremstrakte Hænder og Øjnene paa Stilke gramsede efter den arme Stær, der havde søgt Tilflugt yderst paa Raanokken. Og snart saa' man Lars og Søren ligge paa Maven hver paa sin Side af en aaben staaende Luge og samtidig jage Hænderne ind i den for at gribe Dyret, der imidlertid smuttede væk over Hovederne paa dem.

✂ Men endelig var det lykkedes Matroserne at løbe Dyret saa træt, at det ikke mere formaaede at flyve ordentligt; det kunde bare, baskende med sine udspilede Vinger, flygte hen over Dækket. Og nu havde de indesluttet det i en Kreds henne ved Agterlugen. De havde faaet Kahytsdrengen og anden Maskinmester, som de havde vækket bag Hønseburet, stærkt interesserede fof Sagen; og hele Kompagniet stod opstillet rundt om Fuglen, der sad ganske lille og sammenkrøben midt iblandt dem og plirede med Øjnene af Rædsel. - Nu skulde den ikke undslippe dem! Der var kun en Post henne ved Trappen til Mellemdækket, som ikke var besat. Men det gik nok, naar bare de var lidt raske i Vendingen. Saadan en fjollet Stær, der havde holdt dem saa længe for Nar! Nu skulde de krebse ham! Maskinmesteren skulde tælle: en, to, tre! og saa skulde de alle fare frem og nappe Dævelskabet!

✂ - Hva' Fa'en er det, I ta'r Jer for? lød pludselig en spids, skrattende Stemme, der skar som en Kniv midt gennem Jægernes Spænding og Optagethed. Det var Tømmermanden, der stod oppe paa Mellemdækket og saa' ned paa de ivrige Matroser med et halvt arrigt, halvt spottende Grin om Munden. Han havde et lille gulladent, spidsnæset Ansigt, samme Tømmermand, og han blev paa én Gang frygtet og set op til af Kammeraterne, thi han var "begavet", hed det sig; og saa var hans Kone løbet væk med en "Beridere".

✂ - Det er Stæren, Tømrer! Vi er lige ved at fange Stæren! 262 sagde den tykke Peter og gjorde nogle mystiske, hyssende Tegn med Hænderne.

✂ - Vi er lige ved at nappe ham! nikkede Jakob.

✂ - Kan Du se, Tømrer, der sidder Kakkelorussen r pegede Søren.

✂ - Hyss! hviskede Kahytsdrengen, han var saa ivrig, at han rystede over sin ganske Krop.

✂ - Nu tæller jeg! sagde Maskinmesteren - Pas paa!

✂ Alle Mand rettede sig, Musklerne i deres Ansigter og Fingre spændtes, og deres Øjne var som troldbundne af det arme, lille bævende Dyr foran dem.

✂ - En! talte Maskinmesteren..

✂ - Stil Dig hen ved Trappen, Tømrer! hviskede Lars stakaandet. - Stil Dig hen ved Trappen, ellers slipper han kanske den Vej!

✂ - To! talte Maskinmesteren. Og nu var der nogle af Matroserne, der saa' Blod for deres Øjne.

✂ Men lige idet Maskinmesteren' skulde til at sige: Tre! spurgte Tømrerens kolde, skrattende Stemme med en arrig Lyd, som naar man river et Stykke Shirting rriidt over:

✂ - Jamen hva' Satan skal vi med Stæren?

✂ Og i samme Nu sank Jægernes Hænder ned langs Buksesømmene, og de blev alle ganske linde og flove i Knæene. Maskinmesteren glemte at tælle Tre! og alle gloede de skiftevis paa Tømmermanden og paa hverandre med store, dumme Øjne:

✂ - Ja, hva' Satan i hedeste Helvede skulde de i Grunden med Stæren!

✂

EN NYTAARSVISIT

✂ Det var Nytaarsmorgen med Rimfrost og Sne og Solskin over alle Gader og Veje.

✂ Bønderne kom kørende til Kirke i Vogn og Slæde. Smældfede, klumpfodede Heste stampede uafladelig over Broen ved Bomhuset. Det lød som Torden og Jordskælv, og der stod en bølgende Em om Dyrene som fra en Vaskerkedel i Funktion.

✂ Nu tog Kirkeklokkerne paa at kime. I Dagens Anledning blev der sat to i Gang. Men de holdt ikke Trit. Naar den ene tog et langt Skridt, tog den anden to korte. Man blev ganske stakaandet af at høre paa dem. Paa mig i det mindste havde det samme Virkning, som naar jeg gaar Tur med min langbenede Fætter. Jeg maatte standse en Gang imellem og virre med Hovedet og slaa afværgende ud med Haanden og hente Vejret dybt nede fra.

✂ Men hele den lille By blev netop sat i behagelig Stemning af denne selv samme Klokkeringning. Og med guldsnittet Salmebog under Armen og gravitetisk Ansigt under Hatten vandrede den til Kirke.

✂ Ogsaa jeg vandrede, men ved Toldbodbygningen gjorde jeg højre om og fulgte den ensomme Sti langs Baghaverne ved Noret.

✂ Her laa Sneen højt mellem Hækkene, og kun i Midten havde Byens promenerende Damer trippet en smal Gaasegang. Hvert Øjeblik var jeg nødsaget til at træde ud i Sneen. Og saa havde Garver Lauritzen tilmed spilet nogle Kalveskind op paa sit Plankeværk; de stank rædselsfuldt i Solen.

✂ Atter gjorde jeg omkring, og denne Gang tog jeg Vejen 264 ud ad Havnen til. Der kunde jeg da pruste ud. Jeg gik hen og saa' paa de tre havarerede Skonnerter, som Damperen havde slæbt herind efter Stormen. Den ene var halet paa Bedding.

✂ - Hun kunde lige knibes herop af tre Spil og atten Mandfolk, sagde Tømreren i Gaar, da jeg talte med ham.

✂ - Er De her, Schmigelow? raabte jeg; men der var ingen Schmigelow at se.

✂ De to bageste Master af Skonnerten var kappet.

✂ - De maatte jo hugge dem, sagde Schmigelow - for hun begyndte at danse Fandango.

✂ Jeg gik nærmere hen til Skibet. Der hang en Rebstige ud over Siden ned til Jorden.

✂ - Den bruger de til at krybe op ad, tænkte jeg - Mon det skulde være saa vanskeligt? Hvor er dog den Tømrer! Jeg kunde have Lyst til at komme om Bord ... Schmigelow! kaldte jeg - Schmigelow! Glædeligt Nytaar, Schmigelow !

✂ Ingen svarede. Kirkeklokkerne havde ophørt at ringe, og der var ganske stille omkring mig, ingen Mennesker og ingen Vogne.

✂ - Schmigelow! raabte jeg igen og dunkede med min Stok paa Siden af Skibet, for Manden kunde jo være indenbords - Schmigelow, er De der?

✂ Ikke en Lyd at høre. Jeg saa' bare en Graaspurv lette fra en af de kappede Master og stikke ud over Noret.

✂ - Han er i Kirke, tænkte jeg - Hele Byen er i Kirke, saa Du kan godt gaa derop! Du skal da ogsaa ha' Dig en Fornøjelse!

✂ Og jeg begyndte at kravle op ad Rebstigen. Det gik ikke saa let endda; jeg maatte bruge begge Hænder, og Stokken maatte jeg lade falde.

✂ Omsider naaede jeg da saa vidt, at jeg fik Hovedet over Rælingen; og der sad jeg saa og gloede som en Frø paa Kanten af en Mergelgrav. Alting paa Dækket, Lugerne, Spillet i Forstavnen, Karrene, Tønderne og Spandene, var malet lysegrønt; og over. Farven havde der lagt sig Rim. Altsammen saa' det ud, som om det var lavet af kandiseret Græskar.

265

✂ Jeg Vendte mig og kastede et Blik ud over Pladsen: Tom! Jeg saa' hen mod Bomhusbroen: Ingen Vogne! Jeg spejdede op ad Gaden: Ikke eri Mors Sjæl!

✂ Da tog jeg en kraftig Beslutning og svingede Benene ind over Rælingen.

✂ - Medens den ganske By synger Salmer og tænker paa Middagsmad, sagde jeg til mig selv - kan Du i Ro og Mag tilfredsstille din Erkendelsestrang!

✂ Jeg var nu ikke fuldt saa modig, som jeg gerne vilde give det Udseende af. Thi der var jo Kaptajnen!

✂ Jeg havde kun set ham et Par Gange, for han sad gerne oppe i Byen og drak; men jeg var lidt angest for ham, hvad enhver vil fnedgive, at jeg havde Grund til. Jeg stod nemlig en Dag hernede ved Skuden og talte med min Ven Schmigelow, da Fyren pludselig staar ved Siden af mig, griber mig haardt i Armen, stirrer mig ind i Ansigtet og siger: Føj for Satan, hvor De ligner Fanden! Og saa kravlede han op i sit Skib.

✂ Schmigelow søgte at berolige mig og sagde, at jeg skulde ikke bryde mig om Kaptajnens Vrøvl, for han var en Fantaniker og havde Dilerium.

✂ Og jeg gik jo ogsaa til Schmigelow og talte med ham, naar jeg havde Lyst. Men der sad mig dog en mystisk Skræk i Blodet, og hver Gang "Fantanikeren" saas i Farvandet, lagde jeg Roret om og lettede.

✂ Men sæt han nu netop i Dag sad nede i Kahytten!

✂ Det rullede saa underlig forblommet i Skibet, da jeg gik hen over Dækket, og et Øjeblik forekom det mig, at jeg vist gjorde bedst i at vende om.

✂ Men saa satte jeg Fødderne haardt i Plankerne og skred videre: Schmigelow! kunde jo være nede i Kahytten!

✂ - Schmigelow! kaldte jeg - Schmigelow! Er De der nede?

✂ Ikke en Lyd, ikke den mindste Puslen! Havnen laa øde og tom, og Guds Sol svævede over Vandene.

✂ Jeg vandrede rundt og besaa Inventariet; Spandene og Tønderne og Ankerspillet og Tovværket. Solen havde taget svært paa Rimen, Kandiseringen løb af Græskarret. Og de enkelte Sneklumper, der laa hist og her paa Dækket, løb ud 266 i Smaabække. Henne foran Kahytsdøren var der endogsaa en lille Vandsamling i en Sænkning. Jeg blev reven hen af en Foraarsstemning og kom til at tænke paa Vandpytter og Fuglesang og Skovsøer og Smaapiger, Jeg satte mig paa en Tovrulle og hengav mig til mine Fantasier. Men snart gik der en Gysen igennem mig. Termometret stod paa flere Graders Kulde vist, og Sommerfantasier og Vinterfrakker formaar ingenlunde at holde os den kold'e Virkelighed fra Livet.

✂ Jeg rejste mig for at gaa fra Borde. Men idet jeg kastede et Afskedsblik ud over Dækket, bemærkede jeg en lille hvid Mus, der sad og labede Vand i sig ved Pytten henne ved Kahytsdøren. Jeg syntes ligefrem, jeg kunde høre, hvor den slubrede. Jeg listede mig derhen ad paa Tæerne. (Dyrenes Liv og Færden har altid interesseret mig, den minder saa meget om Menneskenes, synes jeg.) Musen løftede Hovedet og plirede koket op mod mig med sine søde, smaa Øjne. (Det maa være en Hunmus, sagde jeg til mig selv.) Saa tog den sig en sidste Slurk, rystede sine Forpoter, der var bleven lidt vaade, og forsvandt i Kahytten.

✂ Da jeg naaede hen til Døren, saa' jeg, at Musen havde ladet den blive staaende paa Klem. Jeg tog det som en Invitation, tøvede ikke et Øjeblik, men lukkede den helt op og steg ned, idet jeg forsigtig trak Døren til efter mig.

✂ Fem Skridt tror jeg, at jeg steg ned. Der stod et Bord midt i Kahytten samt en Stol. Midt paa Bordet sad tre hvide Mus og gnavede af en Tvebak. Nede paa Gulvet ved det ene Bordben stod en fjerde paa Bagbenene og bestræbte sig forgæves for at kravle op. Det var den samme lille Gavstrik, der havde blinket til mig oppe paa Dækket; Jeg kendte den paa Øjnene. Jeg bøjede mig ned og greb den forsigtig mellem to Fingre og satte den op paa Bordet (det var en Damemus), hvor den øjeblikkelig gav sig i Lag med Tvebakken.

✂ - Allerkæreste lille Dame! sagde jeg og strøg hende ned ad den hvide Ryg med min Guldbrand. Og hun vendte Snuden op mod mig og smilede ... og kløede saa løs paa Tvebakken igen.

✂ Solen skinnede ind gennem Koøjet til venstre, og Straalerne spillede hen over Bordet og Musene. Der saa' i den 267 Grad hyggeligt ud dernede, at jeg besluttede at slaa mig lidt til Ro. Der var ganske lunt, Ilden i Kakkelovnen maatte først nylig være gaaet ud.

✂ Jeg saa' mig om: Henne paa Væggen hang der et Spejl, og. foran det stod der paa en Hylde en Lertallerken med Vand i og med haarblandet Sæbe paa Kanterne. Skilderier hang der. Navnlig var der et, som tiltalte mig. Det forestillede to halvfulde Matroser, der Arm i Arm konverserede en lyserød Skønhed, der sad ved et Stuevindue i et langt blaat Hus med grønne Persienner. Køjen, der stod langs Væggen til højre, saa' ud, som om nogen lige var hoppet ud af den; Tæppet var slaaet til Side, og Underlaget var gledet ned fra Hovedbøllen og hang ned paa Gulvet. Ved Fodenden af Køjen stod en grønmalet Skibskiste med store, sorte Jærnbeslag. Paa Kisten laa en opslaaet Bog, gammel med gule Blade og store, grove, gotiske Typer.

✂ Jeg tog Bogen; men tabte den. i samme Øjeblik stiv som en Staalorm af Skræk; thi en skrattende Stemme raabte dirrende af Arrigskab:

✂ - Rider Satan Dig, din Flynder!

✂ Jeg sank ligefrem sammen til min halve Højde, og mine Lægge dinglede af Nervøsitet. Forvildet stirrede jeg hen til Musene, men de sad rolig og aad paa deres Tvebak.

✂ - Lille Fa'er, lille Fa'er! lød Stemmen igen, men i en forholdsvis blød Qg indsmigrende Tone.

✂ Nu løftede jeg Hovedet. Og henne over Kakkelovnen, helt gemt inde i Krogen, saa' jeg i et Bur en stor, græsgrøn Papegøje.

✂ - Puh! sagde jeg ganske højt og tog mig til Hovedet - det infame Dyr havde nær skræmt Livet af mig. Jeg bøjede mig ned og tog Bogen op fra Gulvet.

✂ - Sukker, Sukker! skreg Papegøjen.

✂ - Du skal ha' Fanden! sagde jeg - og ikke Sukker! og nu var det mig, der var arrig.

✂ - Din haardkogte Flyvefisk! lød det fra Papegøjen. Nu gik jeg hen og trak Lagenet af Køjen for at brede det over Buret.

✂ - Rider Satan Dig, rider Satan Dig! skreg Dyret rasende. Men jeg tog ikke mere Notits af dets Skrig, lagde Lagenet 268 dobbelt (det var for Resten ikke ganske purt) og bredte det over Buret.

✂ - Lille Fa'er, lille Fa'er! klynkede Papegøjen omme bag Lagenet og det i en saa angergiven Tone, at jeg blev blød om Hjertet og fik Medlidenhed med den. Jeg tog et Stykke af Musenes Tvebak.

✂ - Kan han saa være en god Dreng? spurgte jeg og løftede en Flig af Dækket til Side.

✂ Fyren sad oppe paa den øverste Pind og skelede "fantanisk" ned paa mig.

✂ - Se her! sagde jeg og kastede Tvebakken ind i Buret. Fuglen entrede langsomt ned, tog Maden og kilede i Trav op paa Pinden igen.

✂ - Er vi saa gode Venner, lille Poppemand? sagde jeg, og der var virkelig baade Varme og Forsonlighed i min Stemme.

✂ - Hold Kæft! svarede Asenet, og Munden havde han fuld af Tvebak.

✂ Da opgav jeg enhver Diskussion og lod Forhænget falde.

✂ Og saa satte jeg mig paa Stolen foran Bordet og saa' pfca Musene. De havde ædt sig mætte og laa med Snuderne boret ind i hinandens Pels og sov Middagssøvn. Det var et nydeligt Syn at se Solstraalerne spille hen over de slumrende Smaadyr. Jeg blev ganske sentimental af at se derpaa. Der er noget vist rørende ved Dyrs, Kvinders og Børns Søvn ; og saa er de smukkest, naar de sover - og omgængeligst ... Ogsaa Papegøjen syntes at være falden til Ro. Der var ganske stille i Kahytten. Jeg kunde høre mit Ur dikke i Vestelommen.

✂ Bogen, jeg havde lagt fra mig paa Bordet, tog jeg igen i Haanden, aabnede den paa maa og faa og læste:

✂ Naar Rouchefoucaült siger: Tout est fortuit dans la vie,

✂ méme la naissance, il n'y a que la mort qui soit certaine

✂ - da har han vel herudi Ret. Og ikke mindre rigtigen udtrykker Abbed Testy sig, naar det hedder: C'est un arret du Ciel, il faut que I'hornrne meure - - - Mennesket skal altsaa døe; det vil sige: den immaterielle Aaná skal skilles fra det grove, materielle Legeme ...

✂ - Det er sandeligen ikke saa underligen, at den Kaptajn 269 er bleven vanvittig! tænkte jeg - Hvad i Himlen er dette for en Bog!

✂ Og jeg slog op paa Titelbladet og læste:

✂ Om

✂ Gjenfærd og Gjengangere
filosofisk-historisk betragtet.

✂ - Det er noget for mig, tænkte jeg, satte mig til Rette ved Bordet med Hovedet støttet i Hænderne, slog op i Bogen, det var netop paa Side 70, og læste videre:

✂ Endnu (i Aaret 1795) lader man sig andægtigen fortælle, hvorledes Herr Michel Petersen fra Oddis, som henimod Slutningen af det sextende Aarhundrede var Sognepræst i Stendrup, i det Haderslebske fordum manede Hjorte og Hinder og ved en af Bymændene, navnlig Biørn, har givet Stævningsseddel til Sælhundene, som fordærvede hans Fisker-Garn; og hvorledes han om Aftenen, da han kom fra S...v, og det blev ham sagt, hvor skinbarligen den lede Djævel gik der henne i Mosen og kaldte ham en Cathechismus-Dreng, stod han straks op og gav sig i Kast med den fæle Aand. Haardt stod det længe, men da han vidste Raad derfor, og kastede en Skilling i Satans gloende Gab, fik han Bugt med ham, og - hedder det - slog ned paa Stedet en Pæl, som staar der endnu den Dag i Dag. Og fortæller Rohde om samme Herr Mikkel, at han ikke var bange for om Natten at se sig om paa eenlige Steder for at slaas med Spøgelser. Men - hedder det videre - hans Kone straffede ham derfor.

✂ Hvori Straffen egentligen har bestaaet, taler Herr Rohde intet. Heller ikke kan man see, om denne Straf var, enten fordi hun som en kerlig Mandinde ikke vilde udsætte Manden for Fare, eller fordi hun ej skøttede om at forstyrres i sin Nattero, eller - maaske fordi hun ei torde ligge alene; men rimeligvis har det sidste været Tilfældet ; thi Nogle vilde endog sige, at naar Præstekonen skændte aller heftigst, skal han dog med Blidhed og Sagtmodighed 270 havde svaret hende: "Brum ikke, aller kjereste Engel! Du er jo aldrig alene; thi min Sjæl er stedse hos Dig" ...

✂ Jeg fordybede mig mere og mere i denne højst belærende Bog. Og alt som jeg læste om gloende Drager, om Lygtemænd og skjulte Skatte, om vandrende Benrade og fugtige Linklæder, glemte jeg Verden omkring mig: Musene paa Bordet, Papegøjen i Krogen, alt lige til Stedet, hvor jeg befandt mig. Jeg hørte Stemmer og Lyd af Fodtrin, men det gled sammen med det, jeg læste, og jeg ænsede det ikke.

✂ Indtil pludselig Kahytsdøren blev sparket op, og jeg saa' et Par trannede Søstøvler staa paa det øverste Trappetrin.

✂ - En Pigelil paa Knæet, federom, federom, federombombom! nynnede en dyb, grødet Stemme, og Støvlerne begyndte at stige ned ad Trappen.

✂ - Fa'er, lille Fa'er! skreg Papegøjen inde bag Lagnet, og Musene vaagnede.

✂ Jeg kastede hurtig Bogen tilbage paa Skibskisten og rejste mig.

✂ Saa stod Manden nede i Kahytten. Det var Kaptajnen, Fantanikeren! En stor, svær Mand var han, i blaat Tøj og med et rødt, skinnende Ansigt, glatragede Kinder og Hageskæg. Og han var kniplende fuld.

✂ - Der er han! sagde han, da han opdagede mig - der er han! og hans Øjne skinnede af Had og Frygt, medens han hævede min Stok, som han stod med i Haanden, truende imod mig.

✂ Jeg indsaa, at der maatte gøres noget i en Fart, hvorfor jeg greb med to Fingre paa hver Haand i Slaget paa min Kappe, løftede den i Vejret og raabte med tordnende Røst:

✂ - Ich bin der fule Geist! Ich bin der skinbarligen Teufel! Kaptajnen traadte et Skridt tilbage; men Armen holdt han endnu løftet.

✂ - Tout est fortuit dans la vie, vedblev jeg og gik frem imod ham, idet jeg saa' ham stift i Øjnene - Og Du er beskænket og tilhører derfor mig med Hud og Haar, thi Mennesket skal visseligen dø!

✂ - Hva' ... hva' ... hva' ... stammede han.

✂ - Coelestem adspicit lucem! sagde jeg - Giv mig dit Værge, og Du skal faa Lov at leve femten Aar endnu!

271

✂ Han rakte Stokken hen imod mig. Jeg tog den hurtig. Og nu hævede jeg den mod ham og tordnede:

✂ - Saa Du vil forgribe Dig paa Helvedes kronede Fyrste, din Drukkenbolt! Ve Dig, naar Du sidder i evig Ild til Halsen! Ve, ve, ve! ...

✂ Jeg havde manøvreret saaledes, at jeg stod med Ryggen mod Trappen. Nu steg jeg baglæns op paa det nederste Trin og sagde:

✂ - Paa Knæ! Han tøvede.

✂ - Paa Knæ, siger jeg! eller jeg ta'r Dig med i denne Stund.

✂ Manden tumlede paa Knæ.

✂ - Og lov mig saa i dette forfærdelige Nu, vedblev jeg - at Du herefter vil ophøre med dit afskyelige Drikkeri! ... Coelestem adspicit lucem! og jeg hævede paa ny Stokken.

✂ - Ja, ja! mumlede han hurtig - jeg skal ikke drikke mere!

✂ - Godt! Men i Dag om et Aar vil jeg atter vise mig for Dig, og da: ritschl jeg frembragte en rislende, susende, sydende Lyd som af Flammer og Ild, der slaar sammen om sit Bytte.

✂ Da tog jeg hastig min Tændstikkeæske op af Lommen, strøg en Tændstik og blæste den ud igen, og lod den derpaa, gloende som den var, falde ned paa hans Hals bag til under Flippen.

✂ Og med et Skrig og en djævelsk Latter sprang jeg op ad Trappen og slog Kahytsdøren i efter mig, saa Skuden skjalv paa sin Bedding ...

✂ Og man har senere fortalt mig, at Manden gik ind i en Afholdsforening.

✂

REGNVEJR

✂ Marie satte Kaffen ind i Dagligstuen. Udenfor sivede Regnen fed som en Fernis ned ad Verandaens Stolper og dryppede tungt fra Vildvinens bladløse Stængler. Graaspurvene sad og smaaskændtes tykke og arrige inde under Bjælkerne. Og ovre i Bryggerset pryglede Mejeriforpagterens Kone sine Børn, fordi de havde glemt at tørre Fødderne paa Dørmaatten.

✂ - Gud Fader! sagde der Alte, som laa og strakte sig i Lænestolen - Gud Fader, for al den Væde!

✂ - Gud Fader! klynkede die Mutter, der trippede rundt og kom Fløde i Kaffekopperne - Gud Fader, min Storvask!

✂ - Dud Fader, sagde den lille Mogens, der stod henne ved Vindueskarmen og legede Krig med tre Korkpropper og en rødbroget Træko - Dud Fader! sagde han - Men saa dror Tartoflerne! nikkede han dybsindig og kiggede ud i Haven.

✂ - Aa jajaja! gabede der Alte, saa det knagede i Kæbehængslerne.

✂ - Kom nu! kaldte die Mutter og gik foran med en Kaffekop i hver Haand.

✂ Og saa gik de to gamle ind i Kabinettet for at fordøje Kernemælkssuppen og Rødspætterne med Smørsaucen og Persillen.

✂ - Gaa ud og hjælp Marie med at vaske op! sagde jeg til Mogens.

✂ Og Mogens forlod sin Hærstyrke og gik ud for at hjælpe Marie med at vaske op.

273

✂ Og der blev ganske stille i Stuen.

✂ Men uden for sivede og sivede Regnen ned, og Draaberne spillede paa Vandorgel i Tagrenderne! Dryp-drøp!, dryp-drøp, sagde de.

✂ - Aa Gu' ja! sukkede jeg og stirrede tungsindig op i Loftet - Men saa dror jo Tartoflerne!

✂ Det rørte sig henne paa Chaiselonguen.

✂ Det var min Vært Proprietæren, der drejede sig om paa Siden, fordi han var træt af "at staa paa Ryggen", som han kaldte det. Derpaa sagde han med mørk Røst:

✂ - Der gives Dage, kære Ven, i det menneskelige Liv, hvor man føler Trang til at ta' sig en umanerlig Rus!

✂ - Ja det ved Gud, der gør! sagde jeg - Har De for Resten noget i Huset?

✂ - Cognak, Portvin og svensk Banko!

✂ - Gode Varer?

✂ - Prima Varer!

✂ - Frem med dem!

✂ - Vil De virkelig? spurgte han oplivet og rejste sig paa Albuen - De kan jo ellers ikke taale noget, De Skrælling!

✂ - Kom bare hid med Varerne! sagde jeg - Jeg foretrækker alt muligt for det nærværende.

✂ Han kom hurtig paa Benene og gik hen til det lille Hjørneskab.

✂ - Hvad vil De drikke? spurgte han.

✂ - Alle tre Dele, sagde jeg.

✂ - Det er rigtigt! nikkede han glad - i dette hersens Vejr véd man sgu heller ikke, hvad der er bedst! ... De er for Resten et rart Menneske, vedblev han saa - men man skal lære Dem lidt nøjere at kende.

✂ Jeg rejste mig op fra Sofaen og ryddede Bøgerne bort af Bordet foran den.

✂ - Vi spiller vel Skak til?

✂ - Ja vel, smilede han, for det kunde han lide. - Verden er sgu slet ikke saa gal, sagde han lidt efter, bare man forstaar at ta' paa den! ... Her er Spirituosaen!

✂ Og han stillede tre Flasker og seks Glas op paa Bordet. To store Glas til Banko, to mindre til Portvin og to endnu mindre til Cognak.

274

✂ - Kaffen maa vi sgu ogsaa ha' herhen! sagde han.

✂ - Og Cigarerne!

✂ - Og Cigarerne, ja! De kan staa her paa Stolen. Jeg havde imidlertid stillet Brikkerne op paa Brædtet.

✂ - Det er mig, der skal begynde, sagde jeg - Jeg tabte i Gaar. (Jeg tabte nu for Resten altid.)

✂ - Først et Bæger! sagde han - det styrker Krediten! Og vi klinkede i Cognak.

✂ - Hvad vilde gamle Per Væver Dem i Morges? spurgte jeg.

✂ - Han vilde laane Tyren en Dags Tid eller to ... Pas paa Deres Springer!

✂ - Kan den saadan laanes ud? spurgte jeg og garderede Springeren.

✂ - Ja, hva' Fanden, her paa Landet er vi tjenstvillige Folk. Jeg laante hans Kone i Fjor, da Marie var syg. Skaal!

✂ - Skaal! Det var en rar Portvin! Ta'r vi saa til Østerskovgaard i Morgen?

✂ - Da 'nte i det Vejr. Skak! sagde han pludselig og tog en af sine egne Bønder 'med min Løber.

✂ - Allerede? spurgte jeg og prikkede ham med Fingeren paa Panden.

✂ - Aa Sludder, kom ikke med den! Det var bare et Fejltræk. Skal vi smage paa Bankoen? Og vi smagte paa Bankoen.

✂ - Om vi nu ha'de et Par Smaapiger til at skænke i for os! sagde jeg.

✂ - Smaapiger! sukkede min Vært - Aa Gud hjælpe vos alle tretten! Jeg har Gu' strafferne ikke set et Kvindfolk i de to sidste Aar! ... Det er Dem, der skal trække!

✂ - Ypperlig Portvin! sagde jeg og skænkede i.

✂ - Næ men den Gang En gik paa Landbohøjskolen! nikkede Proprietæren og smækkede med Tungen.

✂ - Skak! sagde jeg.

✂ - Hva' Fanden, nu kniber det nok! sagde han og tog mit ene Taarn.

✂ - Det er ikke Spil! busede jeg ud.

✂ - Gu' er det Spil!

✂ - De slagter jo!

275

✂ - Ellers maatte jeg da være Idiot!

✂ - Ja men det er ikke Spil!

✂ - Sludder! Træk nu bare!

✂ - Ja men jeg maa slaa fast, at det er ikke Spil! ... Maa jeg ta' en Cigar?

✂ - Ta' væk! ... Pas nu paa Springeren dér!

✂ - Jamen det er ikke Spil! sagde jeg.

✂ - Aa Vrøvl, jo Gu' er det Spil! Man ta'r sig da den For-, del, man kan. Maa jeg klinke med Dem?

✂ - I hvad? spurgte jeg arrig.

✂ - I Cognak.

✂ Og saa klinkede vi igen i Cognak.

✂ - Jeg synes, det begynder at klarne? sagde Landmanden og saa' ud gennem Vinduet.

✂ - Skak! meldte jeg.

✂ - Er De nu der igen!

✂ - Det er sgu mat! sagde jeg triumferende, jeg opdagede det først nu - Det er sgu Fanden gale mig mat!

✂ - Ja min Salighed! sagde Landmanden - er 'et ikke det da! Maa jeg bevidne Dem min Højagtelse! Og saa klinkede vi i Portvin.

✂ - Paa 'en igen! sagde han og stillede sin Hær op paa ny.

✂ - Hvem faar De Deres Banko fra? spurgte jeg og tømte Glasset.

✂ - Fra Frølund & Comp.

✂ - Den er god!

✂ - Det er ogsaa Udstillingsbanko ... Skak!

✂ - Ikke saa hidsig, gamle Kvægopdrætter! sagde jeg og flyttede - Hvad hedder Møller Kristiansens Datter heroppe i Svendsmarke?

✂ - Mariane. Pige med Sving, hva'! ... Skak og Tour!

✂ - Nydelig ja! Og sikken Gang Ben! ... Der røg den Springer!

✂ - Kalder De det Spil, højstærede?

✂ - Det var Dem selv, der har lært mig det ...

✂ - Skak igen da, for Satan! ... Nu skinner min Salighed Solen!

✂ Og Proprietæren pegede over sin Skulder ud paa Verandaen, 276 hvor Regndraaberne lyste paa Vinstokkens Kviste i røde, blaa og gule Farver, medens Graaspurvene gladeligen sang dertil.

✂ - Ja, sagde jeg - Skaal for Solen! Og saa klinkede vi i Kaffe.

✂ - Nu maa jeg sgu ha' mig en Cigar! sagde Værten -« "Den skær jo immer mere homerestisk ve' Damp!"

✂ - Det var Ret, sagde jeg - citer Deres Klassikere!... Madame!

✂ - Haa, haa! Rolig med de unge Heste!

✂ - Skak og Madame!

✂ - Det er nok, hvad man kalder "Bukser"! Djævelsk saa De spiller i Dag, Fætter!

✂ - Her er knusende varmt! sagde jeg og tog mig en Cognak.

✂ - Maa jeg klinke med Dem? sagde Landmanden og skænkede i sit Glas.

✂ Og saa klinkede vi i Cognak.

✂ - Jeg fik da Roserne fra Korsør i Gaar, nikkede han - Her Majesty, Gloire Dijon og Maréchal Neil.

✂ - Mat! meldte jeg triumferende - mat igen!

✂ - Fa'en heller da!

✂ - Jo, værs'god og se!

✂ - Jeg har den dybeste Veneration for Dem og Højagtelse! Maa det være mig tilladt at drikke et Glas med Dem? Og saa drak vi i Portvin.

✂ - Hvor har De navnlig sat Roserne, Proprietær?

✂ - Sat? jeg har sgu'nde sat dem endnu ...

✂ - Ska' vi, la' vos, ska' vi ikke ... begyndte jeg, men anede ikke Fortsættelsen.

✂ - Jo, la' vos det! sagde Landmanden energisk.

✂ - Ja, for vi kan sgu godt!

✂ - Gu' kan vi saa!

✂ - Skaal, gamle Mand!

✂ - Skaal! sagde han - Skaal og skidt være med det!

✂ - Hvor mon Fanden Regnen blev af! sagde jeg og gik hen og aabnede et Vindu for at søge efter den.

✂ - Den er gaaet i sin Fa'er igen.

277

✂ - Skak! sagde jeg - De blev ganske stille Skak to Gange, gamle Agrar!

✂ - Fa'en med det! sagde han og lagde en Arm om min Hals - for jeg kan fuldkommen godt lide Dem!

✂ - Jeg holder ogsaa rigtig meget -af Dem, sagde jeg rørt - rigtig inderlig meget!

✂ - Vil De være min Ven?

✂ - Det vil jeg!

✂ - Og ingenting skal skille vos?

✂ - Ingenting paa Guds Klode! sagde jeg.

✂ - Og nu gaar jeg om og henter en Spade, nikkede min Vært - Og saa graver vi Roserne ...

✂ - Ja, saa graver vi Roserne, sagde jeg - Gu'bevares, hvor vi skal gra... ave, grave dem ...

✂ Og Landmanden gik.

✂ Og medens jeg sad og ventede paa ham ude paa Verandaen, for der var jeg pludselig kommen ud, skinnede Solen, og Graaspurvene sang som Drosler og Nattergale, og Vinstokken stod grøn med store, rødblaa Druer ...

✂ Det mærkeligste var dog, at Svendsmarke Mølle havde faaet otte Vinger, for ved Frokosttid havde den kun haft fire. Men hvad kan der ikke ske i Regnvejr!

✂

DA BABY SKULDE PAA HOTEL

EN LILLE KOMEDIE I TRE AKTER

AGERENDE

• Herren.


• Fruen.


• Kolumbine.

284

✂

"KYDDET"

✂ Vi kom gaaende ved Middagstid ude i Bredgade, min Broder Pastoren og jeg. Han var kommen til Byen for at søge et Kald ovre i Jylland i den fede Egn nede ved Vejle. Ministeren havde modtaget ham naadigt, og Pastoren var i saa inderligt godt et Humør, som kun en Pastor kan være det. Han gned sig uophørlig i Hænderne og gentog, som kun en Pastor formaar at gentage:

✂ - Nu gaar vi ud i Langelinies Pavillon og tager en liden Rype, Broder Johannes, og tager en liden Rype, en liden Rype med Tyttebær ...

✂ Der kom to Nonner glidende imod os. Den ene ældre og tyk og kødrig som fedet til Eksport. Den anden ung, bleg og slank og med et Aasyn som en Paradisets Engel.

✂ Idet de drog os forbi, vilde de begge skjule deres Øjne. Men det lykkedes kun for den slanke. Den fede derimod sendte mig fra Siden under de sænkede Øjenlaag et halvt vredt, halvt forfærdet Blik.

✂ - Det var dem! sagde jeg og greb min Broder i Armen.

✂ - Hvem? spurgte han.

✂ - Ja, nu skal Du høre, nu skal Du bare høre! Det er en Historie, der vil faa selv dine hellige Tænder til at løbe i Vand! ... Du kender vel Smedelinien!

✂ - Jo, der sad jeg ofte ved Solfaldstid, den Gang jeg var i Hans Majestæt Kongens Tjeneste. Der er saare ensomt.

✂ - Men dog saare mange Ammer.

✂ - Ikke i min Tid, kære Johannes, sagde Pastoren ivrig - ikke i min Tid!

✂ - Jo, ser Du, begyndte jeg - det var i Fjor Foraar, at 287 jeg. opdagede Smedelimen. Der er saa rart ensomt derude, som du meget rigtig bemærker, og saa er der Fuglesang og Svaner og Nonner. Nonner, du! lange, sorte Rækker af Nonner ligesom Stenkulsperler paa en Snor. En gammel Nonne og en ung, ved Siden af hinanden, eller to gamle og en ung, eller to unge og en gammel; men aldrig to unge alene. Fristelserne er jo saa mangfoldige for Ungdommen, véd Du, og ...

✂ - Ja sandelig, ja! sukkede min ærværdige Broder - og Kødet er skrøbeligt.

✂ - Naa "Kyddet!" vrængede jeg (thi jeg var meget ung den Gang) - Kyddet! Det er sgu ikke værre med Kyddet end med alt det andet!

✂ - Jeg vil ikke disputere med Dig om den Slags Emner.

✂ - Nej, det er meget rigtigt! ... Der vandrer altsaa Nonner derude paa Smedelinien. Morgen, Middag og Aften vandrer de der oven paa Maden. Og de taler allesammen Fransk, den ene værre end den anden! ... Jeg var netop paa dette Tidspunkt optaget af en Korrespondance, jeg førte med Häckel ... Du kender vel Häckel?

✂ - Er det ikke ham, Darwinisten?

✂ - Jo, det er netop ham, "Darwinisten", jo! Jeg havde skrevet til ham om, hvorvidt man, naar man parrede et Menneske med en Orangutang, turde vente at faa et levedygtigt Afkom ... Nej, nej, afbryd mig nu ikke, Thomas ... levedygtigt Afkom, og i Tilfælde deraf, om dette da ikke vilde være det eklatanteste Bevis for disse to Væseners Udspring fra samme Urrod. Sagen interesserede mig i højeste Grad, og jeg lagde derfor sjeldent Mærke til, hvem der passerede mig forbi, naar jeg sad derude paa Smedelinien fordybet i Tanker ..-. Saa var der en Dag, hvor jeg netop havde modtaget Brev fra Jena. Häckel skrev, at bortset fra selve Eksperimentet: dessen Ausführung auf groszen Schwierigkeiten stoszen würde (dette er hans egne Ord), troede han for sit Vedkommende ikke, selv om levedygtigt Afkom præsteredes, at man kunde sige at være kommen Siagens Kerne nærmere. Naa, heri var jeg nu fuldstændig uenig med ham, og jeg ...

✂ - Kære Johannes, afbrød min Broder mig og lagde en 288 dæmpende Haand paa min Arm - jeg vil da for din egen Skyld meget haabe, at Du i dette Øjeblik giver stærkt efter for din digteriske Fantasi!

✂ - Nej, det ved Gud jeg ikke gør! Du kan godt faa Brevene at se hjemme hos mig!

✂ - Et Menneske og en Orangutang!

✂ - Tja-a, Forskellen er jo ikke større ...

✂ - Det er at bespotte!

✂ - Saa-aa? jeg stillede mig endogsaa selv til Disposition.

✂ - Lad nu den Spøg fare! afbrød Præsten mig strengt.

✂ - Jamen, kære, forstaar Du da ikke, at Videnskaben ...

✂ - Jeg ønsker ikke Emnet uddybet!

✂ - Godt, som Du vil! ... Jeg sad altsaa og tænkte paa disse Sager midt i Solskinnet henne ved det lille Hus, Du véd, ved den første Omdrejning fra Grønningen. Flere Af- ' delinger af Nonner var allerede draget mig forbi; men jeg havde ikke faaet andet Indtryk af dem end noget ubestemmelig sort, der gled lydløst hen over Grusgangen ... Saa blev jeg med ét reven ud af mine Tanker ved at høre en Stemme sige: "Og derpaa drog han fra Kong Antiokus i Syrien, langs Middelhavets østlige Kyster for endnu en Gang at ... Det var ikke saa meget Ordene, som Stemmen, der fik Tag i mig. Hvilken Stemme, Du! Den lød saa troskyldig, saa barnlig, saa naiv, saa ... som Fuglesang blandt Bøgeløv i Maj! Jeg løftede Hovedet og saa' to hellige Søstre gaa forbi, en ung og en gammel. Den gamles Ansigt kendte jeg: blegfedt, uden Øjenbryn og med smaa, stikkende, brune Øjne. Den unge havde jeg derimod aldrig set før. Aa, Gud, hvor var hun dejlig! Men de havde allerede passeret Bænken, inden jeg fik min Forstand igen, og gik nu med Ryggen imod mig ... Jeg forsikrer Dig, Thomas, jeg var lige ved at gi' et Hvin fra mig bare for at faa dem til at vende sig. Men jeg opgav det. Jeg kan aldrig handle lige straks. Beslutningen maa altid først ligesom lagres i mig. Men saa plejer den jo rigtignok ogsaa at eksplodere med et Knald!

✂ - Hvordan saa' hun da ud, den unge Pige? spurgte Præsten interesseret.

✂ - Ja, det kunde jeg ikke straks huske; jeg saa' bare hendes 289 Mund for mig. Men saa rejste jeg mig og gik efter dem. Og glemt var Häckel, og glemt var Orangutængerne! Mennesket staar dog, naar alt kommer til alt, Mennesket nærmest ! ... Ved Enden af Stien vendte Nonnerne om og kom imod mig. Gud forbarme sig, hvor jeg rystede! Jeg maatte sætte mig paa en Bænk og lade dem passere. Jeg saa' slet ikke paa den gamle; men jeg slugte den unge. Jeg magnetiserede hende med mine Øjne, og hun slog Blikket op, hun slog Blikket op. Du! Aa, kukkelukkeluk, kukkelukkeluk!

✂ - Hvad er det dog, hvad er det dog, Johannes? spurgte min Broder bekymret.

✂ - Hvad det er, kære; det er Henrykkelse! For at udtrykke de store Følelser maa man ofte tage sin Tilflugt til Ursproget (for Resten ogsaa et Bevis for Darwinismen!) ... Forestil Dig det yndigste lille Ansigt indrammet af et hvidt Nonnelin: Lange, sorte Øjenhaar ned mod bløde, matgule Kinder; for hun sænkede straks Blikket igen. Og saa Munden, Du, Munden! aa Thomas, Thomas! ...

✂ - Sagde Du noget til dem?

✂ - Nej, næ-æ! jeg stirrede bare paa denne Mund!

✂ - Hvordan var den da?

✂ - Et Hyben, Du! to Hyben, fuldmodne, røde, truttende ud lige til at kysse! Umm, umm, umm, dejlig, dejlig!

✂ - Du kyssede hende da vel ikke? spurgte Præsten med vidtaabne Øjne og Sved paa Panden.

✂ - Nej. Men jeg bandede paa, at jeg vilde kysse hende! En saadan Mund er skabt til Kys og ikke til Bønner!

✂ - Man bør beherske slige Lyster! sagde min ærværdige Broder pludselig og slog i Fliserne med sin Stok.

✂ - Javel ja, naturligvis! Jeg laa saamænd ogsaa og beherskede mig en hel Eftermiddag paa min Chaiselongue! ... Nej, lille Du, det eneste, der er at gøre, naar man faar en slig uafviselig Lyst, er at tilfredsstille den jo før jo hellere, før faar man ikke Ro.

✂ - Sæt, Du nu fik Lyst til ... til at dræbe Dig selv? indskød Pastoren dybsindigt.

✂ - Aark, det har jeg saamænd haft mange Gange!

✂ - Men ... ? spurgte han haanligt.

✂ - Og jeg har ogsaa forsøgt det! Jeg har drukket Opium 290 to Gange; men det har øjensynligt ikke været tilstrækkeligt. Skønt sidste Gang tog jeg tre Gange saa meget som første.

✂ - Kære Broder Johannes, begyndte Præsten. Men jeg afbrød ham og fortsatte:

✂ - Det var for Resten morsomt sidste Gang! Jeg sov i fjorten Timer, tror jeg, og kastede op i tolv. Hver Gang en Sælgekone ude paa Gaden gav sig til at raabe, eller en Dreng begyndte at fløjte, eller en Dør i Huset blev slaaet haardt i, var jeg saa sensibel, at jeg maatte vomere! Og rent galt blev det, da Studenten ovenpaa gav sig til at spille paa Pikkolofløjte, for saa kunde jeg ikke holde op igen. Jeg laa i over en halv Time og kastede op paa Melodi af: Du gamla, du friska, du fjälhöga Nord ... Men det var Historien, vi kom fra!

✂ - Jeg vil ikke høre mere! sagde Præsten patetisk.

✂ - Jo, kære da, ellers kan Du jo ikke dømme mig! ... Jeg vilde altsaa kysse, og jeg maatte kysse for at faa min Sjælero tilbage. Hjemme paa min Sofa havde jeg ligget og ruget en Plan ud. Og saa en Dag, jeg saa' Nonnerne komme henne i Omdrejningen ved Kastellet, lagde jeg mit Ur med Kæde midt paa Stien. Den gamle fandt det, og jeg kom ilende til og takkede hende i et langt, udmærket fransk Foredrag. Men den lille ved Siden af saa' slet ikke paa mig, ikke en eneste Gang. Hun stod rimeligvis og tænkte paa Kong Antiokus. Og tale til hende turde jeg ikke. Men jeg stirrede paa hendes bløde Kinder og paa hendes Øjenhaar og paa Munden, især paa Munden! Jeg forsikrer Dig, det endte med, at jeg blev aldeles fjollet! Og da jeg saa skulde til at sige Farvel, faar jeg mit Bæst af en Stok ind mellem mine Ben og maatte meget mod min Vilje danse en Stump Mazurka foran Damerne. Den gamle smilede bredt; og jeg saa' en ganske lille bitte, skælmsk Trækning i den unges Mundvige. Det var mig et godt Varsel. Hun var altsaa ikke helt opslugt af Middelhavets øsüige Kyster! ... Men saa hilste de; og borte var de!

✂ - Haa, haa, haa! lo Præsten skadefro.

✂ - Du griner for tidligt, lille Thomas, sagde jeg arrig - Du griner alt for tidligt! Historien er ingenlunde forbi endnu, 291 min Dreng! ... Da jeg gik hjem den Dag, svor jeg nemlig højt og dyrt, at Pigebarnet skulde kysses, selv om jeg ogsaa kom paa Vand og Brød i fem Gange seks Dage derfor!

✂ - Jamen ...

✂ - Ti nu bare stille, for nu kommer det! ... Det var i Middagsstunden en tre-fire Dage senere. Jeg sad paa min sædvanlige Bænk og stirrede hen mod Kastellet. At hun vilde komme den Dag, vidste jeg; og at jeg vilde kysse hende den Dag, vidste jeg ogsaa. Det regnede saa smaat, saa jeg sad med Kraven smøget op og med Hatten ned i Øjnene - (Saaledes tænker jeg mig Kuguaren sidde i Urskoven!) Der var næsten ingen spadserende paa den Tid. Jeg sad og rystede; jeg vilde gerne være løbet min Vej ...

✂ - Det skulde Du sandelig have gjort!

✂ - Saa maatte jeg jo bare ha' begyndt forfra igen!

✂ - Jamen ...

✂ - Stille! ... Pludselig gav det et Ryk i mig. Jeg havde faaet Øje paa to sorte Skikkelser henne ved Omdrejningen. Den ene gik med en Paraply holdt skraat ind over den anden. Det var den gamle, der bar Paraplyen. Hun gik nærmest over mod mig. Jeg tænkte et Øjeblik paa at springe tværs over Vejen og stille mig bag et Træ for derfra at styrte løs paa mit Bytte, eller kravle op i Træet og^ springe ned paa hende. Men jeg blev siddende. Og jeg saa' hendes Ansigt komme nærmere og nærmere. Jeg saa' hendes fine, dunede Kinder, hende kyske Øjne og hendes Mund, og til sidst kun hendes Mund! Den var som det Fyrtaarn, der trækker Albatrossen til sig! ... Nu var hun lige ud for mig. Jeg rejser mig langsomt, og .....

✂ - Johannes! raabte min Broder uvilkaarlig og greb mig i Armen. Men jeg fortsatte, hed af Erindringen:

✂ - Og jeg tager et langt Skridt frem forbi den gamle med Paraplyen; og jeg griber den unge med disse begge mine Hænder om Hovedet (jeg ser endnu mine Fingre mod det sorte Nonneslør, og jeg ser hendes forskræmte Øjne, store og blaa!). Og jeg bøjer min Mund ned til hendes og kysser hende, og kysser hende, og kysser hende, som var jeg gal, kysser hende, saa hun segner om i mine Arme. Og jeg bærer 292 hende hen paa Bænken og sætter mig ved hendes Side og kysser hende igen og igen! Og Du, Thomas, hun besvarer mine Kys! Jeg kunde ha' siddet der med hende til Dagens Ende, hvis ikke ...

✂ - Kom der nogen? spurgte Præsten aandeløs.

✂ - Nej; men jeg blev reven ud af min Ekstase, ved at nogle Ord atter og atter blev skreget tæt ved Siden af mig. Jeg rejste Hovedet og saa' mig om. Og der stod saa den gamle Nonne, stiv som Loths Hustru foran Sodoma, med Paraplyen i den oprakte Haand og gentog med hvinende Stemme:

✂ - Mon dieu, mon dieu, que faites-vous donc, monsieur? que faites, faites, fai-aites, vous-donc???

✂ Og jeg saa' ned paa hende, der laa i min Arm, saa' hendes blege Ansigt og hendes lukkede Øjne, og, vidunderligt at sige, jeg syntes ikke, at hun var nær saa dejlig, som før jeg havde kysset hende. Og saa ... ja, saa er der ikke mere! ... Jeg løb min Vej!

✂ Vi var kommen et godt Stykke ud ad Langelinje, min Broder og jeg, og vi gik en Stund tavse ved hinandens Side.

✂ - Naar han nu oplader sin Mund, er det for at fordømme dig! tænkte jeg.

✂ Og pludselig løftede Pastoren Hovedet.

✂ - Saa hun kyssede Dig virkelig igen? spurgte han med et drømmende Blik over mod Refshalen.

✂ Da smilte jeg tryg og glad. Hvorpaa vi gik op i Pavillonen og bestilte Ryperne.

✂

AT KREPERE KAMMERHERREN

✂ Hun stod ældgammel, graa og krumbøjet lænet op til Gavlen af sit Hus en Dag i Midten af Maj, da jeg gik forbi ude paa Vejen for at komme hen i Skoven, hvor Anemonerne og Bøgen var i Spring.

✂ Hun stod og støttede sig med begge Hænder til en tyk, halvtafbarket Hasselkæp og stirrede med sine udslukte Øjne ind i den lysende Sol. Hendes Ansigt var rynket og furet og støvgraat i alle Folder. Det korte, graagrønne Haar stak i stride Tjavser frem under Huen. Og hendes klolignende Fingre krummede sig krampagtigt om Stokkens Haandgreb.

✂ - Go'dav! sagde hun.

✂ - Goddag, Maren.

✂ - Nu har vi faaet Solskin, sagde hun igen.

✂ - Ja, sagde jeg.

✂ - Kom nærmere, a ka' itte drage Kjendsel paa Dem!

✂ Jeg skraaede over Vejen og blev staaende foran hende mellem de to storhovede Piletræer, der strakte deres tusindfingrede Grene op mod den blaa Himmel og bad om Sommer, rigtig Sommer med Regn og Sol og Tordenbyger og saa mere Sol igen.

✂ - Naa a tøt nok, te det var Dem, nikkede den gamle - a har set Dem gaa forbi her i Vinter inde fra Sengen. A har lagt hele Vinteren, det gør a hver Vinter. Men saa fornam a i Dav, te a' Solen hun skinnede saa varmt, aa saa krøw a ud. - A maa jo osse sæl skjøtte Faarene nu! lagde hun arrigt til.

✂ Og hun slog ud med Stokken hen mod Brakmarken, hvor der gik et Par sammenkoblede Faar og græssede efter Recepten: Søger, skulle I finde!

294

✂ - Hun er jo rejst i Gaar, det Svin! vedblev Maren i samme Tone - saa a er jo jenne om det nu!

✂ - Saa hun er rejst? sagde jeg og anede ikke hvem.

✂ - Ja Gu' er hun rejst da! Aa a er glad ved det, for hun var den værste beskidte So siden Verdens Skavelse! - Han, Kammerherren, som di kalder ham, ska' jo sætte mig en Kone i Huset til Hjælp, men han flyr mig altid det værste Krammerasie bare for aa pine den Smule Liv væk, der sidder i mig. Hun stjal, gjore hun, Rakkeren, osse! Hun sku' jo malke Marie for mig, ser Di; for a ka' jo ikke længer krumme Ryggen; aa saa hadde hun en Trepæleflaske her bag paa Rumpen under Skjørtet, og den fyldte hun saa, og tyllede i Ungerne, for der var jo ingen Fortjeneste for Manden i Vinters.

✂ - Saa hun var gift?

✂ - Næ Gu' var hun'de gift! Di ligger bare saadan aa dasker sammen! - Næi, han maatte junde gifte sig, ser Di, for han hadde jo faaet Fattighjælp her, den Gang hans første Kone døde.

✂ - Vil de da giftes?

✂ - Vil? ja det vil di sgu gerne! Men naar det nu stri'er imod Lovene? Han ska' jo først betale Hjælpen; men hvor Fa'en ska' han kunne det, naar di leverer en Unge hvert Aar?

✂ - Næi saamænd! Men saa kommer der jo aldrig Ende paa den Historie.

✂ - Ende? Næi, di ender sgu li'e lukt i Helvede, naar Lovene ska' overholdes. Men det er sgu godt nok til dem! - Vil Di'nne med ind aa se al det Skidt og Møj, hun har ladt ligge efter sig?

✂ - Jo-o Tak, sagde jeg - det kunde jo være morsomt nok!

✂ Og nu gik vi ind gennem en faldefærdig Port, hvis Fløje hang hullede og skidne af Snavs og Vejr og Vind paa deres Hængsler.

✂ Næsten hele Gaardspladsen var opfyldt af en stinkende Mødding. Huslængernes Kalkpuds var afskallet, og Leret og Stolperne grinede frem, og Straataget hang i Laser.

295

✂ - Det var en svær Mødding, De der har, Maren, sagde jeg.

✂ - Ja; men hun har heller ikke vaaren kørt ud i tre Aar.

✂ - I tre Aar?

✂ - Ja, hvad Fa'en! a ka' da junde slæve Møjet væk! sagde den gamle stadig arrig. - Aa di,'der skal, di gør 'et itte!

✂ - Er det da ikke Deres eget Sted?

✂ - Gu' er 'et saa, saa længe a lever! - Kom nu med ind, saa ska' a vise Dem Dokkementet!

✂ Inde i den stenbelagte Forstue var en Dør til højre og en til venstre.

✂ - Der boede hun inde, pegede Maren - Kom nu, skal Di se, hvodden hun er rejst fra det hele, den Møjso!

✂ Vi gik ind ad Døren til venstre.

✂ Der var to Stuer med lerstampet Gulv, tilspigrede Vinduer og Bjælkeloft, som hang En næsten ned paa Hjernen.

✂ - Ka' Di se! Ka' Di bare se! ivrede Konen og pegede med Stokken paa de Halmstumper, Fjer, Murbrokker og skidne Klude, som laa spredt over Gulvene - Den Svinemær! sagde hun og satte Stokken haardt ned - Aa se nu Grukedlen, vedblev hun i Ekstase og løftede Laaget af en stor, indmuret Gryde, der stod i Hjørnet ved den aabne Skorsten - Har Di set no'et værre siden Verdens Skavelse? Men hun kogte da osse baade Skidt og Suppe i den! Hun sku' sgu bedømmes til at slikke den ren! - Men kom nu over ve' mig ...

✂ Ovre "ve" Maren paa den anden Side Gangen, var der ogsaa to Stuer.

✂ Jeg havde jo efter Konens kraftige Udtalelser maattet vente, at der derovre var rent og nyvasket som hos en Vallødame. Men da hun aabnede Døren, maatte jeg i Hast snuppe mit Lommetørklæde op og holde mig det for Næsen for ikke at kvæles af den ubeskrivelige Stank, der pressedes mig i Møde fra de indelukkede Rum.

✂ - Værs'god aa sæt Dem!

✂ Jeg satte mig paa en Træstol lige over for Sengen, hvis fede, plettede Dyner og gulgraa Lagen laa hulter til bulter mellem hinanden -

296

✂ Der stod et malet Træbord under Vinduerne. Og i det ene Hjørne var der en lavstammet, tykmavet Kakkelovn med Kogehul. Paa de kalkede Vægge hang Fotografier i Glasrammer, samt et stort Træsnit klippet ud af et Billedblad og forestillende: Gambettas Jordefærd.

✂ - Ka' Di se den hvide Klat der paa Gullet? spurgte Maren.

✂ Jeg drejede Hovedet og saa' noget som Kalk eller Flødeskum ligge henne i Hjørnet bag Bordet.

✂ - Ja, sagde jeg - hvad er det?

✂ - Det er mit Mellemgul'svand.

✂ - Hva' for no'et?

✂ - Jo, for a faar somme Tider saadan en fæl Trykken for Brystet, aa saa ta'r a no'et a' denne hersens Flaske. Aa saa tapløver Vandet ud a' mig. Men det linner. Det har Dokteren skreven op til mig. For a vil itte dø!

✂ - Hvor gammel er De egentlig, Maren?

✂ - A er ligefrem toogfi's den syttende Juli. Og nu har a vaaren Enke i femogtredve. Min Mand og mig hadde ikke uden fem Rigsdaler, da vi holdt Bryllup. Han var Væver, aa vi gik paa Arbejde. Aa saa kjøbte vi det her Sted for elve Hundrede Rigsdaler. Det vil si'e, der var ingen Hus paa Lodden, forstaa Di, det byggede vi sæl. Vi fik Matrejalerne ude i Byen, aa saa byggede vi. Aa vi hadde betalt hele Kaven ud saa nær som paa hundrede Rigsdaler, da Manden døde!

✂ - Men hvor fik De dog alle de Penge fra?

✂ - Penge? gentog Maren. - Vi vævede den Unde lyneme naturligvis baade Dav og Nat! Men se saa døde han jo, aa saa var 'et, a' di fik min Søn narret til aa sælge Stedet til Kammerherren, som di kalder ham, for han var da kun Jægermester den Gang. Og saa en Daw ligger der en død Hare ude paa Mødningen, som var skudt udenfor Jagttiden, og den faar di mig til at gaa til Byen med til Herredsfogden, for di maa junde skyde, naar di 'nde maa! Aa han si'er saa til mig: A tøt, te hun ser saa klejnmodig ut, bitte Mutter, hva' er der i Vejen? Aa a fortæller ham jo saa, hvodden det er, a' min Søn har solgt Stedet til Kammerherren. Det har han sgu'nde Lov til! si'er saa Herredsfogden til mig, aa vil Di ha' det, bitte Mutter, saa skal a faa 297 Kammerherren til aa betale flere Tusinde Dalers Mul't, fordi han har handlet med en umyndig. Næi, si'er a saa til Herredsfogden, det vil a da itte. Aa hvorfor itte? si'er han til mig. Næi, si'er saa a til ham, for Stedet ligger jo li'e ved Skoven, aa a vil da saa gjerne ha' Lov aa sanke et Par Pinde. - Saa kommer a jo op til Kammerherren; og Forvalteren vil jo saa ha', a' a ska' skrive Skjødet under. Nej, det gjør a itte, si'er a, uden paa Betingelser. Hvor er hun bleven saa klov fra? spø'r saa han. Den, der ligger et godt Ord paa min Mund, ham slaar a ikke paa hans Kjæft! si'er a, aa a skriver itte Skjødet under uden paa Betingelser. Aa saa kommer Kammerherren: Naa, si'er han aa slaar ud, det var jo det Skjøde, bitte Mutter! Ja det skriver a itte under uden som paa Betingelser, Hr. Kammerherre! Betingelser? si'er saa han, det er Fandens saa hun er bleven klov! Hvem har oplært hende i det? Ja det kommer ikke Sagen ved, si'er saa a, aa den, der ligger et godt Ord paa min Mund, ham slaar a ikke paa hans Kjæft, Hr. Kammerherre, si'er saa a. Hva' er saa det for Betingelser? si'er saa han, for Stedet vil a sgu ha', det ligger midt i mine Jor'er, bitte Mutter! Jo-o, Hr. Kammerherre - eller den Gang var han da kun Jægermester - a vil sidde i Huset til min Dødedaw ... Men nu ska' Di sæl se Dokkementet!

✂ Og den gamle rejste sig fra Sengekanten, hvor hun havde siddet og holdt sin Tale, og rokkede ind i det forreste Værelse og fremtog af den øverste Skuffe i en rødbroget Dragkiste et gulnet, fire Gange sammenlagt Papir, som hun flyede mig.

✂ Og jeg læste paa Papiret, at Kammerherren forpligtede sig til aarlig, saa længe hun levede, at levere Enken Maren Hansen, Vævers kaldet: Et Lispund Smør, tre Lispund Ost, to mellemstore Skinker o. s. v., o. s. v., samt lade vaske for hende og sørge for, at Huset blev vedligeholdt ude og inde, holde en Kone "i den anden Ende" til at passe hende og sysle om hende. Ogi til syvende og sidst sørge for, at hun fik en hæderlig Begravelse "efter Egnens Skik og Brug".

✂ - Ja, det er jo meget redeligt altsammen, sagde jeg og leverede Dokumentet tilbage.

✂ - Ja-a, sukkede Maren og blinkede med sine matte 298 Øjne - det er jo rele nok, hva' der staar i Papiret, men han holder s'men itte no'et a' 'et! Nu var 'et i Onsdaws fjorten fulde Dawe siden, a' den svenske So hun rejste - for hun var svensk osse, Svinet! - med Ungerne. Aa a har skikket det ene Bud efter det andet op paa Gaarden, a' a sat alene aa ku' itte malke Marie begrundet paa a' a ka' itte krumme min Ryg længer. Men se om han sender mig en anden Kjælling! Aa Vadsken har a sæl maattet besørre i mange Herrens Aar. Hva' ka' det saa nytte, a' det staar i Papiret? Aa ka' jo ligge her alene om Natten aa omkomme i mit Mellemgul'svand, uden a' no'en Mors Sjæl saa meget som nyser a' 'et!

✂ - Jamen Sønnen ... Deres Søn, kommer han ikke og ser til Dem?

✂ - Orknej! han har jo ha't den Profit a' mig, som han ka' faa, aa a ser ham aldrig! ... Næi, di eneste, der trøster mig, det er saamænd di umælende ... Vakker? Vakker? begyndte hun pludselig at kalde med kælen Stemme.

✂ Og frem af de fede Dyner kom kravlende en lille, brun Hund ikke større end en god Rotte.

✂ - Det er min Kjærrest, nikkede hun og klappede Dyret, der slikkede hendes snavsede, klolignende Haand - Aa saa har a lært ham til, vedblev hun, og det var første Gang jeg saa' noget i Retning af et Smil oplyse hendes Dødningeansigt - Aa saa har a lært ham til a' hoppe op i Vinduet aa halse a' Kammerherren, naar han kommer her forbi, hæ, hæ! Det kreperer ham jo! ... Aa saa har a jo ossensaa Kamilla ... Kamilla-a.

✂ - Mjav-av! svarede det borte under Kakkelovnen.

✂ - Ja kom saa da lille Milla, kom saa, lokkede Maren - a' den fremmede Herre ka' se Dig!

✂ Men Milla sagde bare: Mjav-av! én Gang til og blev, hvor den var.

✂ - Aa ka' han handle saadan mod mig, naar a lewer, nikkede Maren videre - hva' ka' han saa'nde hitte paa, naar a er død?

✂ - Sønnen? spurgte jeg.

✂ - Næ Kammerherren sgu! sagde hun arrig - Sønnen? hæ, ham har a sgu slaaet a' Tanker for længe siden! ...

299

✂ Di saa' jo nok, der stod i Papiret, a' a sku' ha' en passende Begravelse; men den snydder han mig nok for!

✂ - Naa-aa ...

✂ - Jov! Men snydder han mig, saa ska' a Fanden lyneme snydde ham igen! nikkede hun, og der glimtede i hendes slørede Øjne som et Lyn bag en Sky.

✂ - Det er rigtigt! sagde jeg - Men hvordan vil De bære Dem ad med det, Maren?

✂ - Ja, det bli'er min Sav, lo hun ilde - det bli'er min Sav! ... A ska' lewe saa læ'e, saa læ'e, som a paa no'en Maade ka' driwe det til! A kjøwer MellemguPsdraaver for hver en Skilling, a ka' skrave sammen. En er da En sæl nærmest!

✂ - Naturligvis! Men hvor gammel er det, De er?

✂ - Toogfi's ... Men det er ingen Alder! Min Mor blev syvoghal'fems og døde tre Gange, inden di fik Livet a' hinde!

✂ - Saa-aa?

✂ - Ja, for hver Gang, di troede, te hun var død, saa rejste hun sig op og spiste Hvidkaalssuppe.

✂ - Det har været en kraftig gammel Dame! sagde jeg.

✂ - Ja, fordi En er gammel, er En sgu ikke saaden li'e til aa kjøre paa Mødningen!

✂ - Nej Gud bevares! sagde jeg og stod op fra Stolen - Men nu maa jeg af Sted, Maren!

✂ - Naa ... Vil Di 'nne æde en Ævleskive, a har her i Skuffen? Hun begyndte at trække Bordskuffen ud.

✂ - Næ Tak, Tak! Jeg har nylig spist!

✂ - Naa, saa ka' den jo ligge til næste Gang, Di kommer ... For Di kommer da igjen. Det vil krepere Kammerherren, a' Di har Deres Gang hos mig!

✂ - Ja Tak, jeg skal nok komme! ... Naa, Farvel, Maren!

✂ - Fa'wel, aa Tak!

✂ - Sæl Tak, Maren!

✂ - Hør ku' Di 'tte gjøre mig en Villighed? spurgte hun pludselig og famlede efter min Haand, som hun nys havde sluppet.

✂ - Jo-o, sagde jeg..

✂ - Ka' Di 'tte malke Marie for mig?

✂ - Malke? ... Nej, det kan jeg ikke!

300

✂ - Jow vist ka' Di saa! Aa nu har hun staaet med Mælken i to Dawe ... Ku' Di 'tte prøve paa det, hva'? Hun lidder saa fælt ved det ... A ka' junde krumme Ryggen.

✂ - Jamen jeg har aldrig malket før ...

✂ - Aa, Di ka' sgu allenfals gøre 't li'saa godt som den svenske So! Di ska' bare saaden hive op og ner i Patterne.

✂ - Enfin, sagde jeg - godt, Maren: saa malker jeg Marie!

✂ - Jøsses Kos, smilede den gamle og gottede sig - Jøsses Kos, hvor det vil krepere Kammerherren, a' saadan en fin En har hjulpet mig!

✂ Og hun rokkede sjæleglad ud og hittede en Spand frem og en Malkeskammel; og jeg gik over i Kostalden og malkede Marie.

✂ Maren stod ved Siden af, støttet paa sine Kæppe. Hun kluklo helt nede fra Maven og mumlede og mumlede:

✂ - Aa Jøsses Kreste Kos, det sku' Kammerherren se! Aa Jøsses Kreste Kos, det sku' Kammerherren se! Det vilde krepere ham! Det vilde krepere ham!

✂

DEN YDERSTE TERMIN

(En mystisk-hypnotisk Selvoplevelse.)

✂ De kender jo allerede Bent, den lille, nervøse Forfatter, der drak Absint au lait i denne lystige Bogs første Historie.

✂ Han er det prægtigste Menneske under Solen, forsikrer jeg Dem. Men hans Nervøsitet kan imellem Stunder overgaa al Forstand. Og da er han farlig, for da smitter han. Jeg har selv maattet lægge Nerver til engang. Ingen kender sin Besøgelses Tid.

✂ Vi mødtes i sin Tid hver Eftermiddag paa "Bernina for at drikke vor Kafé, som Opvarternes Ypperste kaldte det. Vi sad da gerne inde i det bageste Lokale i den Sofa, der vender Ryggen til Køkkenet.

✂ I Sofaen lige over for plejede et løjerligt Individ at slaa sig ned: en Mandsling af næsten ængstende smaa Dimensioner. Al hans Livskraft syntes at være strømmet ham til Hovedet. Den øvrige Skabning er derimod utilladelig forsømt.

✂ Naar han ved Hjælp af Arme og Ben har kastet sig tilbage i Sofaen, kan Fødderne ikke naa Gulvet, men hænger da bestandig og pilker efter det.

✂ Det ser ud, som om en jævn Vind uophørlig for ham igennem Benklæderne.

✂ Eller som om han var evig fordømt til at træde Bælgen paa et usynligt Orgel.

✂ Ogsaa han drikker Kafé.

✂ Naar det er besørget, betjener han sin Næse med Omhu. Derpaa lægger han sin højre Arm bag Nakken, lukker Øjnene halvt til og falder hen.

302

✂ Venstre Arm hænger slapt ned langs Siden. Haanden rolig, Fingrene udspilede. Men lidt efter lidt krummer de sig sammen i Vifteform og begynder at bevæge sig med voksende Hastighed. Det er, ligesom han tiivifter et eller andet brændende Punkt paa sit venstre Laar en forfriskende Kølighed. Og Benene gaar op og ned, op og ned uophørlig. Luften støder han ud gennem Næsen med regelmæssige Mellemrum.

✂ Han synes at sove ved Damp. Hvert Øjeblik venter man at se Sofaen sætte sig i Bevægelse, retlinet som paa Skinner, frem gennem Panelet, ind gennem Buffetværelset, ud af Døren og væk!

✂ Og saa Ansigtet!

✂ Jeg kendte for et Par Aar siden en ung Pige. Nydelig! Men saa en skønne Dag begyndte Øren, Næse og Øjne at vokse ud paa hende, forlænge sig, svulme ...

✂ Det var rædselsfuldt!

✂ Jeg fik Kvalme, naar jeg saa' hende. Og Børn skreg, bare hun viste sig i en Døraabning.

✂ Det var "Elefantsyge", hun led af. Den ytrer sig netop deri, at alt fremstaaende paa et Menneske forlænger sig.

✂ Aldrig har vist denne Sygdom naaet et højere Kulturtrin end hos Manden i Sofaen.

✂ Ørene kan endda gaa. Men Næsen! Og Øjnene - især Øjnene.

✂ De ligger og vipper ude paa Kinderne. Og saa er de gule i Kødet med stærkt røde Aarer ...

✂ Ja ikke sandt, det er modbydeligt? Men jeg vilde gerne, De skulde indrømme, at under disse Omstændigheder var det intet Under, at Bents sensible Natur følte sig rystet.

✂ Straks den første Aften mærkede jeg da ogsaa, at Fænomenet gjorde Indtryk paa ham. Dog ikke i nogen overvældende Grad forøvrigt. Han talte ganske rolig om det, da vi kom ned paa Gaden.

✂ Og ved det andet og tredje Møde syntes han endogsaa slet ikke at ænse Genboen. Kun da jeg et Par Gange tilfældigvis saa' op fra min Avis, fangede jeg hans Øjne, der uroligt flakkede om i Ansigtet derovre.

✂ Jeg lagde imidlertid ikke videre Vægt derpaa.

303

✂ Men da vi naaede den sjette Aften, gik det med ét Slag op for mig, at der var Fare paa Færde.

✂ Bent havde tiet. Tiet uafladelig, lige fra vi satte os. Jeg var sprunget fra det ene Emne til det andet. Bestandig ikke et Ord! Saa tog jeg fat paa at tale om hans sidste Drama. Det plejer at oplive ham. Jeg var netop ved at fortælle, hvad en af mine Bekendte om Formiddagen havde fortalt, at en bekendt Kritiker skulde have ytret, at Bents psykologiske Analyse mindede ham stærkt om Henrik Ibsen ...

✂ Da han pludselig lægger Haanden paa min Skulder og siger:

✂ - Vil Du rafle?

✂ - Hva' siger Du? siger jeg.

✂ - Spille Tærninger?

✂ - Ja, gerne!

✂ - Men det skal være en Gudsdom! hviskede han hemmelighedsfuldt - og den, der taber, skal gaa over og...

✂ Her krummede han højre Langfinger op bag Tommelen og lod den derpaa svippe løs lige foran Næsen paa mig.

✂ - Men Bent dog, sagde jeg irriteret - hvad Fanden skal de Narrestreger til!

✂ - Bare rolig! tyssede han saa - bare rolig! Og saa smilede og nikkede han og sagde: Kære, gamle Dreng! som om vi ikke havde set hinanden i fem Fjerdingaar.

✂ Men straks efter rejste han sig og gik uden at sige Farvel.

✂ - - -

✂ Saa oprandt den niende Aften.

✂ I to Dage havde Manden med Hovedet ikke vist sig. Jeg følte mig umaadelig lettet. Ogsaa min Ven var bleven den gamle igen; kun med en Understrøm af Vemod.

✂ Jeg tror, Gud forlade mig, at han inderst inde savnede Elefanten. Savnede noget at blive irriteret over!

✂ Han var mod Sædvane mødt op før jeg, denne famøse Aften. Jeg havde været nødt til at køre i Sporvogn nemlig, da det var et nederdrægtigt Vejr, Regnen faldt som fra et Styrtebad.

✂ - Er Bent kommen?

✂ - Tjo, siger Overopvarter Casper og betragter min nye 304 Hat med et bekymret Blik - Tjo, Hrr. Bent er kommen. So vaat, vaat! siger han - Schrechlich Ver! ... En Kafé!

✂ - Ja.

✂ - Kafé, Glas Vand! meldte han til Værten ved Buffeten.

✂ - Kafé, Glas Vand! gentog denne vendt mod Køkkenet.

✂ - Kafé, Glas Vand! lød et svagt Ekko af en kvindelig Røst hinsides Ekspederingshullet.

✂ Jeg gik ind.

✂ Bent sad paa vor sædvanlige Plads. Men han saa' mig ikke. Foran sig holdt han udbredt et Dobbeltnummer af "Politiken".

✂ - Godaften, hilste jeg - schrechlich Ver!

✂ - Godaften, gentog han mekanisk og stirrede stift hen for sig.

✂ Uvilkaarlig fulgte jeg Retningen af hans Blik: Alle Magter, der laa Elefanten! Jeg maatte holde mig i Sofaryggen.

✂ - Vidste det! sagde Bent - Han kom i Aftes, efter at Du var gaaet.

✂ - Bent, stammede jeg - lad os være Mænd i Frihed og under Ansvar!

✂ - Ja, værs'godi mumlede han og gjorde Plads til mig i Sofaen.

✂ - Lad os beherske os! vedblev jeg.

✂ - Og saa er han oven i Købet forkølet med den Næse! lød det fra Bent, der sad og krammede saa løjerligt med Avisen.

✂ Med en overmenneskelig Anstrengelse sagde jeg:

✂ - Har Du set at Vat-Jensen er bleven udnævnt til Herredsfoged i Fennesløvlille?

✂ Bent svarede ikke, men satte Ansigtet helt ind til Bladet og lukkede det venstre Øje.

✂ - Hvad er der i Vejen? Er Du bleven nærsynet? spurgte jeg - Det staar jo der, øverst oppe mellem Udnævnelser!

✂ Min Ven smilede djævelsk, og hans højre, ubeskyttede Øje syntes at vokse.

✂ - Der, for Fanden, sagde jeg lidt arrig og bøjede mig frem for at vise ham Stedet.

305

✂ Da saa' jeg til min Rædsel, at han med Fingeren havde boret et Hul i Papiret. Og gennem det sad han nu og iagttog Manden i Sofaen lige over for.

✂ Det gav et Ryk i mig. Jeg indsaa, at der maatte gøres noget, noget radikalt, men ...

✂ - Bent, begyndte jeg, og denne Gang i en forholdsvis let henkastet Tone - Bent, min Bygmester (Jeg kaldte ham saaledes paa Grund af hans Produktions Indflydelse paa mit Sjæleliv - og saa fordi han altid plejede at oplives af Ibsenske Citater.) Min Bygmester, lad os engang se Forholdene stift i Øjnene!

✂ Bent for sammen ved de tre sidste Ord. Men jeg gentog langsomt og med Vægt:

✂ - Lad os se Forholdene stift i Øjnene ... Oprigtig talt, hvad mærkeligt er der nu egentlig ved vor Genbo? Hans Næse er lidt rigelig, det er sandt. Men uden at ville fornærme Dig: din Onkel Severins kan efter mit Skøn ... naturligvis er det kun et Skøn, og jeg kan rnuligvis ta' Fejl! ... men jeg mener, at den magelig vil kunne ta' Teten med en halv Hestelængde! Hva' siger Du!

✂ - Og sikken han saa ligger og savler med Benene! mumlede min ulykkelige Ven.

✂ Jeg opgav imidlertid ikke Ævred:

✂ - Du er Forfatter, vedblev jeg - Du er Symbolist og Mystiker, og snart gaar Du vel over til Katolicismen ... Nykatolicismen. Men jeg respekterer Dig glatvæk gennem alle Grader! Kunde Du ikke, som den Aand Du er, afvinde ...

✂ - Og saa lugter han! lød det fra Berit.

✂ - Hva' gør han? spurgte jeg overrasket.

✂ - Han lugter ... som knuste Bombarderbiller.

✂ - Ja, Jeg maa tilstaa, jeg har aldrig været videre stiv i den komparative Zoologi! - Men hvoraf véd Du for Resten, at han lugter?

✂ - Jeg har snuset til ham! sagde han og blinkede snedigt.

✂ - Hva' har Du!

✂ - I Gaar Aftes, da Du var gaaet, listede jeg mig over og snusede til ham.

✂ - Bent, sagde jeg (og nu begyndte jeg ved Gud i Himlen 306 at svede!) - er der ... er der ikke noget ... ønsker Du ikke uvilkaarlig en Forfriskning?

✂ - Se! se bare! hviskede han og greb mig i Armen, medens han pegede frem for sig med en Haand, hvis Fingre foretog nogle underlige, edderkoppelignende Bevægelser i Luften.

✂ Elefanten var sunken til Bunds i Sofaen. Kun Hovedet stak op over den hvide Bordplade.

✂ Som et Lyn for den bibelske Servering af Johannes Døberen gennem min Hjerne: Munden aaben, Øjnene halvt dækkede af Laagene, brustne, gule i Kødet ...

✂ Pludselig rejste Bent sig og slog haardt i Bordet med Teskeen.

✂ Kaféens yngste kom styrtende.

✂ - Hans, siger min Ven med et vindende Smil - kan De knipse?

✂ - Hva'? siger Drengen.

✂ - Jeg spørger, om De vil tjene fem Kroner? Hans gned sig paa Albuen og fniste.

✂ - Lad være at staa der og grin! siger min Ven hvast - Vil De tjene fem Kroner, eller vil De ikke?

✂ - Hijo-o!

✂ - Naa. Saa gaa over og knips ham derovre. Et Sted i Hovedet, lige meget hvor; men De maa ta' Fingerbøl paa!

✂ - Hvem skal jeg ke-nipse? spurgte Drengen revnefærdig.

✂ - Ham der ovre i Sofaen!

✂ - Kammerraaden! ?

✂ - Naa, det er han ogsaa! ... Jeg gi'er ti Kroner! Hans eksploderede og forsvandt med Servietten et godt Stykke nede i Halsen.

✂ - Idiot! sendte Bent efter ham. Hvorpaa han sank mat tilbage i Sofaen og pressede Hænderne om Hovedet ...

✂ Nu kom der et langt tyndt Mandfolk med Polkahaar og skidengule Bukser og slog sig ned ved Midterbordet under Gaskronen. Han forlangte Te med Citron og Berlingske Aftenavis. Saa trak han en Kniv frem og gav sig i Lag med at rense Negle. Da Teen og Berlingeren kom, puttede han Kniven i Lommen.

✂ Et Øjeblik efter laa den paa Gulvet.

307

✂ Han bøjede sig frem og tog den i Øjesyn: Jo, det var hans! Saa fiskede han den op og lod den smutte ned i en anden Lomme.

✂ Lidt efter lød der et Klask, og Kniven laa der igen.

✂ Manden sendte et knusende Blik rundt i Lokalet for at æske Rolighed!

✂ Da faldt hans Øje paa Instrumentet, der laa foran ham ude paa Gulvet: Hva' Satan, det var sgu paa ny osse hans!

✂ Han saa' sig skulende omkring, bøjede sig, tog Kniven op og puttede den i Baglommen.

✂ Skøderne hang ud under Stoleryggen ... og tredje Gang laa Kniven paa Gulvet!

✂ Dette var Mystik, dette! Og et Symbolum! Symbolum paa den lidende og forgæves arbejdende Menneskehed.

✂ Jeg kiggede til Siden om til Bent, vis paa at møde varm og begejstret Forstaaelse.

✂ Men hans Øjne var dumme, og han sad stiv og stille med Slaphed i Mundkrogene.

✂ - Skal vi gaa? spurgte jeg.

✂ Han missede nervøst med Øjnene, de blev store og runde; det var, som han vaagnede.

✂ - Underligt, hvad man kan ligge og drømme! begyndte han langsomt, som om han ledte Ordene frem, et efter et - Netop som jeg i Aftes havde lagt mig og var falden til Ro, kom han der ovre ud af Kakkelovnen ... Grinagtigt for Resten ... sikken en Gang Ben ... lige som en drukken Frø! Han havde en lang, hvid Kappe paa og foldede Hænder ... Han gik vist og holdt en trøsterig Tale for En, der var endnu mindre end han selv, for han rokkede stadig af Sted med bøjet Hoved og nikkede nedad og smilede med bøjet Hoved og nikkede og smi ... hæ! naa! ... Da han kom nærmere, syntes jeg aldeles bestemt, jeg skulde kende ham. Men jeg véd ikke rigtigt, om det var Erkebispen af Bremen eller en hvidfødt Paafugl ... Kan Du ikke sige mig det? Hva'? hva'?

✂ Jeg stammede og vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Haarene tog til at rejse sig ganske langsomt et for et paa mit Hoved og i mit Skæg. Og jeg saa' mig uvilkaarlig om efter en Opvarter.

308

✂ - Hvorfor svarer Du ikke? sagde Bent, og Vreden begyndte at flamme op i ham - hvorfor svarer Du ikke, din Snyltegæst? min Kaffe kan Du sidde og bælle i Dig, men svare gider Du ikke!

✂ Jeg stammede nok en Gang og sendte ham et bedende Blik.

✂ - Du tør ikke, din Parasit! blev han ved mere og mere rasende.

✂ - Jeg skal gerne betale, forsøgte jeg ...

✂ - Hold Mund! hvæsede han og bøjede sit Ansigt helt ind til mit - Ikke et Ord vil jeg høre! Jeg skal dog vise Dig ... Naa saa det var Øjnene, han ikke turde komme frem med, hva'? ... Gilding!

✂ Jeg aabnecfe paa ny Munden for at protestere; men han kom mig i Forkøbet.

✂ - Jo, det var! sagde han - Det var Øjnene! ... Men nu skal jeg sige Dig ...

✂ Her brød han pludselig af og lagde sig tilbage med Hovedet mod Sofaryggen.

✂ Han blev mørkerød i Ansigtet. Jeg bøjede mig over ham ; thi jeg troede, at han var bleven syg.

✂ Men da opdagede jeg,.at han lo!

✂ Han laa og klukkede ganske tyst, medens hele hans Krop rystede af denne infame, uhørlige Latter, som man kender fra Dostojewsky.

✂ Og saa smittede han.

✂ Thi efter et Par Sekunders Forløb lo jeg med. Jeg kunde ikke lade være. Jeg stred imod, men jeg maatte le.

✂ I flere Minutter sad vi der og grinede, saa vi var ved at revne. Ingen kunde høre det. Ingen kunde se det paa os. Opvarterne gik os forbi paa Tæerne. Rimeligvis troede de, vi sov ligesom Uhyret hinsides.

✂ Jeg blev greben af et afmægtigt Raseri mod dette slumrende Monstrum, der var Skyld i hele Fadæsen. Jeg vilde over og kvæle ham. Men jeg kunde ikke selv tage Initiativet. Det var en Guds Lykke, at Bent ikke opfordrede mig dertil, thi jeg havde upaatvivlelig gjort det, og saa var det sidste i Sandhed blevet det værste.

✂ Pludselig sagde min Ven uden Spor af Latter i Stemmen:

309

✂ - Hva' Fanden er det egentlig, vi sidder her og griner af!

✂ I samme Nu holdt jeg ogsaa op med at le.

✂ - Lad os gaa ... gaa! stønnede jeg.

✂ - Det var noget med Øjnene ... vedblev han eftertænksom - noget de ligner ... Nu har jeg det! faabte han med et, og Latteren tog til at døne i ham paa ny.

✂ - For Gud i Himmeriges Skyld, Bent, begynd nu ikke igen!

✂ - Nu har jeg det! gentog han - Gamle, hæderkronede Ungdomsven, nu har jeg det! og han gav sig pludselig til at omarme mig.

✂ - Bent, Bent! sagde jeg og søgte at komme løs - Ikke den megen Kærlighed! sagde jeg. Thi jeg begyndte rent ud sagt at blive lidt bange for ham.

✂ Men han tog ikke længere noget Hensyn til mig og fortsatte stødvis, afbrudt af Latter.

✂ - Kan Du huske ... Blommetræet hjemme paa Plænen ... lige mod Syd? ... Det er dem, Øjnene ligner ... Katrineblommer ... revnede ... gule i Kødet .. puhh ha, ha, ha! lige mod Syd ... lige ... mod ... Syd ...

✂ Han havde lagt Haanden op mod Panden og vrikkede frem og tilbage med Hovedet, medens han gentog de tre sidste Ord.

✂ Men jeg bøjede resigneret min Isse, slog Kors for mig og indstillede al Tænkning; thi det bares mig for, at Aander af første Klasse drev deres Spil med os.

✂ - - -

✂ Kaféen var nu næsten tom. Ogsaa Symbolet med Kniven var forsvundet. Hver Gang en Gæst absenterede sig, sneg en Opvarter sig hen og slukkede Gassen over det Sted, hvor han havde levet og nydt (ogsaa et trist Symbol!). Mørket bredte sig mere og mere. Inde i det forreste Lokale sad to og spillede Domino. Brikkernes Raslen lød irriterende. Det var som en Vals af Dødningeben ... Pludselig hørtes En gabe oppe over vore Hoveder. Jeg løftede mine Øjne: Det var Hans, der kvalte en Abekat paa det øverste Trin af Køkkentrappen. Hvad er vi Mennesker?

✂ To Minutters Dødsstilhed.

✂ Man hørte Folk udenfor paa Gaden vade af Sted i Regnen. 310 Saa kom der en Omnibus. Saa en raslende Herskabsvogn. Saa en Droske. Saa en Gig. Saa en Mergelkasse. Saa en Trillebør. Vinden klirrede med Trækruderne. Et Barn græd. En Jordemoder hostede. En Kat sov. To Glas inde paa Buffeten puffede lidenskabeligt hinanden i Siden. Dominospillerne samlede nervøst deres Knogler sammen og gik. Døren slog haardt i efter dem ... Handlingen foregaar i en norsk Fjordby.

✂ Ny Stilhed.

✂ Bent løftede Hovedet og saa' paa mig med et stikkende Blik.

✂ - Rejs Dig, Slave! sagde han saa. Jeg gyste. Lokalet forekom mig koldt. Jeg frøs som i Forudfølelsen af noget uanet.

✂ - Skal vi drive lidt op ad Strøget? spurgte jeg.

✂ - Rejs Dig, Helot! sagde Bent.

✂ Det gav et Ryk i mig, men jeg klamrede mig fast til Sofaens Arm.

✂ - Rejs Dig! lød det for tredje Gang.

✂ Og ved de evige Guder, jeg gjorde, som han sagde.

✂ Det vil sige langsomt, reagerende. Men jeg gjorde det!

✂ Bestandig holdt hans Blik mig i Domino ... i Skak! Mine Tanker forvirredes. Jeg vred mig. Jeg vendte det hvide ud af Øjnene. Jeg vilde trodse. Men Magnetisøren fik Magt over mig. Jeg var et Medium. Gud har givet os forskellige Gaver ...

✂ Ogsaa Bent havde rejst sig.

✂ Vi stod stive som Støtter paa hver sin Side af Bordet.

✂ - Det er vist bedst, vi ta'r Støvlerne af! sagde han ufattelig rolig.

✂ Jeg skar Tænder. Jeg vilde ikke lystre. Jeg rejste Børster ... Men af med Støvlerne maatte jeg. Det var Snøresko.

✂ - Saa gaar vi!

✂ Og vi gik.

✂ Langsomt, men sikkert og uden at nyse gled vi frem paa Strømpefødderne over det kolde Gulv.

✂ Jeg haabede (thi jeg kunde endnu haabe!), at Opvarterne skulde se os og standse os. Men de var naturligvis forsvundne, som det altid plejer at gaa ved saadanne Lejligheder. Og jeg haabede videre, haabede paa de tusinde Mirakler! 311 Bad til Aanderne, at Gulvet maatte revne og vi begge styrte neden under, jeg til Konditoren, Bent til Jernhandleren, hvor Malmet ligger i haarde Klumper ... Og jeg tryglede om Gaseksplosioner, Dynamitbomber, Hungersnød, Oversvømmelser og Græshopper ...

✂ Thi sæt, at han befalede mig at myrde Elefanten l

✂ Men vi var bestandig gledet fremad i to rette Linier; parallelle, fjernet fra hinanden saa meget som Bordets Længde. Jeg havde flere Gange forsøgt paa at knibe ud. Forgæves! Jeg var som kædet til Bent. Min Bane syntes afstukken.

✂ Da ser jeg, at der midt paa Bents Vej staar en Stol. Jeg fatter Haab. Muligvis vil denne Stol være en Frelsens Engel. Rimeligvis vil ...

✂ Men Bent bøjer sig forover. Griber fat i Stolen. Svinger Overkroppen til højre. Alt som paa Tælling. Og giver Stolen fra sig lydløst, uhørlig paa min Vej.

✂ - O lad mig brække alt, hvad ... begynder jeg.

✂ Men i samme Øjeblik bøjer jeg mig forover, griber fat i Stolen, svinger Overkroppen til højre. Alt som paa Tælling. Og sætter Stolen fra mig lydløst, uhørlig ...

✂ Hvor glide vi hen!

✂ Jeg vilde tale, sige noget, spørge om Meningen. Men ikke et Ord kan jeg faa frem. Dog Bent maa have læst mine Tanker (Cumberland), thi han lægger for anden Gang Langfingeren om bag Tommelen og lader den svippe løs ud i Luften. Og saa smiler han. Hæsligt! Jeg ser alle Tænderne og Hullet, hvor den forreste Kindtand mangler. Og han holder ikke op med at smile. Læberne bliver hængende, som orn nogen havde trukket i en Snor og glemt at slippe ...

✂ Jeg følte den mest brændende Lyst til at stikke ham en Lussing!

✂ - Gustav, aandede han pludselig ud gennem den aabentstaaende Mund. - Gustav, Du taber dine Bukser!

✂ En glohed Istap for mig ned langs Rygraden, medens mine Hænder samtidig søgte mine Seler.

✂ - Haa, haa, haa! lo han haanligt og med en Lyd som fra en Tønde ... Knuden strammedes,

312

✂ Vi var naaet hen til Sofaen!

✂ Jeg vilde holde Bent tilbage. Raabe hans Navn. Det pressede paa og pressede paa nede i Halsen paa mig. Men det blev siddende. Og kun inde i min Hjerne lød det regelmæssigt hamrende som i Svingninger, der blev reguleret af et Pendul: Bent ... Bent! Bent ... Bent!

✂ Nu bøjede han sig frem over Elefanten. Langfingeren krummedes op bag Tommelen ...

✂ - Bent ... Bent! Bent ... Bent! dikkede det løs inden i mig og uden om mig. Selv Uret henne over Buffeten raabte angestfuldt: Bent... Bent! Bent... Bent l

✂ - Giv Agt! sagde Bent; og saa begyndte han at tælle.

✂ - En! sagde han.

✂ Og vore Hænder løftede sig samtidig op i Højde med Elefantens Øjne.

✂ - Herre Jesus! skreg det et eller andet Sted inde i mig - lad det blive ved Næsen!

✂ - To! sagde Bent og tog Sigte paa Offerets højre og jeg paa dets venstre Øje ... gule i Kødet ...

✂ Da styrtede paa én Gang Verden sammen omkring os i et umaadeligt Kaos!

✂ Det lød som Jordskælv, som Rumlen af umaadelige Cylindre, som underjordisk Torden, som Kamp mellem talløse Fustager ... Gulvet tog til at gynge. Gaskuplerne dansede paa deres Stilke. Glas og Flasker gik hinanden ind paa Livet. Ruderne klirrede, Vinden peb. Raab lød der og Skrig og Klokkeringning og Trasken af Menneskeben og Hyl af Hunde og Katzenjammer og rumlende Dampsprøjter: Brand! Brand! Brand!

✂ Det var den yderste Termin!

✂ .....

✂ Jeg vaagnede, og i mit Øre klang et svindende Kor af Barnerøster:

✂ Hæng i, hæng i, hæng bare i!

✂ Og jeg greb min Ven i Skulderen (han sad og slumrede sødelig ved min Side), og sagde med bevæget Stemme:

✂ - Bent, jeg tror, at Maren har redet os!

✂ - Ja, mumlede han - ja, Krykken flyder!