LIVSGLÆDE
I
✂ Der skulde være Høstgilde paa Tutiput Ladegaard. l fjorten Dage forud havde Madam Kanstrup truffet Forberedelser. Hun havde stukket alt det bedste af Gaardens Forraad til Side.
✂ - Hvor Fa'en er den, gode Ost bleven af? spurgte Manden, han maatte døje en vindtør Skorpe til Mellemmaden - og den fede Trillepølse, Sofie? sagde han - Hvad er det for noget Hakkelse-Mad, du byder paa?
✂ - Det er gemt hen til Høstgildet, Ole.
✂ - Hør, Sofie, vedblev Manden indsmigrende - da jeg nu skal tære disse hersens Høvlspaaner og denne hersens røde Hakkelse (han hentydede til Osteskorpen og noget hakket Faarelaar), kunde jeg saa ikke faa en Snaps af Solbærrommen, Du véd?
✂ - Jo, til Høstgildet, Ole ... Og saa skal vi ha' tolv Pund Hvedemel og seks Pund Pudder og fire Pund Kandis! remsede hun pludselig op og førte resolut Krigen over i Fjendens Land - og et Pund Rosiner og en Fjerding Sukat og saa Svedsker til Gæssene, naar Søren kører til Bys i Morgen med Svinene. Kaffe og Sukker fik vi i Gaar.
✂ - Er der hellesens ikke andre Smaating? spurgte Ole og huggede Tænderne kraftigt sammen for at knække Osten.
✂ - Jo, der er sgir Lys, nikkede Madammen; hun satte undertiden ved højtidelige Lejligheder en lille Ed i - det ha'de jeg nær forglemt. Og saa et Glas Ansjaaser!
✂ - Fa'en med Ansjaaser! mente Ole - det Skidt er der ingen, der æder alligevel!
196✂ - Di ha'de Ansjaaser ovre hos Mikkel Hansens her forleden !
✂ - Naa, ha'de di det! Ja, saa maa Du begribeligvis ossensaa presentere di Hajfisk, hihi! Er der saa mere?
✂ - Ikke i Dag, det jeg véd ... Skal I ha' Puns?
✂ - Gu skal vi ha' Puns da!
✂ - Ja, saa er det Rom ... Og saa er det vel osse bedst, at vi faar et Par Pund af denne hersens Melis ?
✂ - Hør, Sofie, jeg spiller Kongkurs!
✂ - Aa-aa ...
✂ - Jo, Fa'en galeme spiller jeg Kongkurs!
✂ - Føj, saadan noget maa Da ikke bande paa!
✂ - Ja, gi' mig saa en Solbær da, hi!
✂ - Hæ ... sagde Madammen. Men hun rejste sig alligevel og hentede Solbærren.
II
✂ Der var pyntet med Gran oppe i Storstuen, Gran med Asters og Georginer. Stadsen var bunden paa lange Reb og anbragt som "Gvirglangder" oppe under det blaamalede Loft, Stuen rundt. Mellem Vinduerne til begge Sider og Havedøren var der slaaet Lyseholdere op: krogede Grene, der var boret Hul i (de var nu gamle, kunde man se, thi der sad Tælle paa dem fra i Fjor). Og midt under Loftet hang en "Krone", omvunden med Havre-, Byg-, Hvede- og Rugaks. Men Lys kunde der ikke være i Kronen, da Loftet var for lavt.
✂ Under Vinduerne paa hver Side af Stuen stod et Bord, et stort til højre og et mindre til venstre. Som Duge var benyttet nyvaskede Sengelagen.
✂ Marthe, det var Husets Datter, og Johanne, Tjenestepigen, fløj ud og ind fra Køkkenet og "stillede frem".
✂ Marthe, der tjente paa en stor Gaard mange Mile borte, havde for Resten først faaet Lov at komme hjem, efter at Sofie havde sendt følgende Brev til hendes Madmoder:
197✂
Tutiput Laegaard, den 24. Sepember 1894.
Fru Winge.
✂ Unskjyl at jeg Skriver til dem det er i Anledning af at Marthe Har Skriven Hjem at hun ikke kan kom Hjem til vort Høstgilde den 28. September, der for beder jeg dem paa Hendes Vegne om at Hun mote faa lov at Reise i 3 Dage Ringere kan hun ikke gøre det Hun skal da Reise Fredag Morgen om Hun skal kom tilig nok.
✂ Jeg hober at di er saa Venlig at lade hende Reise jeg vil da og hobe at di er Saa god at lade Hende faa en 5 kroner af Hendes løn og Reise for uden Penge kan hun ikke Rejse her er jaa 14-15 Mil Her Til Vi ville blive meget kjed af det om Marthe bliver det negtet at Reise Hun er det eneste Barn
✂
nu Agter jeg deres Vilighed
Ærbødigst tegener
jeg mig
✂
Sofie Kanstrup,
Marthes Moder.
✂ Marthe fik naturligvis straks Lov at rejse. Hun- var kommen til Tutiput Fredag Nat Klokken to. Ole havde været derude med Fjedervognen for at hente hende, skønt Gaarden kun laa en god Fjerdingvej fra Byen. Og saa glad var han over Besøget, at han beredvillig veg Pladsen i den store Ægteseng, "for at Fruentimmerne kunde faa pratet sig ud.
✂ Og nu havde altsaa Marthe og Johanne travlt med at bringe Maden op paa Bordene i Storstuen.
✂ - Der skal være Plads til Oksekødet midt paa Langbordet! raabte Sofie ude fra Bryggerset - det skal Skomager Hansen skære for.
✂ Hun stod og satte Boller paa Suppen, der kogte ude i Grukedlen. Alle Gryderne var for smaa. Hun var færdig med "Trillebollerne, som hun havde »rullet i sine hule, melpudrede Hænder, og var nu i Lag med "Stikbollerne'', der blev sat paa Suppen med en Ske.
✂ De slæbte ind og slæbte ind, Marthe og Johanne, saa de pustede ved det. Men Sjov var det alligevel.
✂ Ole stod midt paa Gulvet under "Kronen" og saa' paa. Opdækningen:
198✂ - Det var Satans! sagde han og sugede ind paa Mundvandet - sikke Lækretæter!
✂ Der skulde begyndes med Suppe. Og derpaa kom Oksekødet med Peberrodssauce. Og saa var der Kalvesteg og Lammesteg og tre Gæs drysset over med Puddersukker. Og alle Madam Kanstrups syltede Sager var kommen frem: Ribs og Stikkelsbær og Solbær, baade hele og i Gelé. Og Kvæder var der og sure og søde Asier og Lageagurker og Rødbeder.
✂ - Du faar fortne lidt paa Dig, Sofie, for nu begynder di at komme! sagde Ole, han havde været et Slag ude i Porten og kigget op ad Vejen.
✂ - Jøsses! skreg Sofie.
✂ - Og ind i Gaarden rullede den første Vogn. Det var Gæsterne fra Tutiput: Skomager Hansen, Skrædder Rasmussen og Snedkermester Baldrian med Kone og Børn. De havde lejet Vognmand Bruhns store Char-à-banc.
✂ - Goddag, goddag, Kanstrup, hudd, hudd! summede Skomager Hansen, endnu før Vognen holdt.
✂ Skomager Hansen gik ogsaa under Navnet: Humlebien, paa Grund af denne Summen: hudd, hudd!
✂ Goddag, Hansen! ... Goddag, Rasmussen! ... Goddag, Baldrian!
✂ Ole gik rundt og stak paa Næven og hjalp Madammer og Børn ned.
✂ Snedker Baldrian var Kusk. Han sad stiv i høj Silkehat og sorte Handsker, som om han kørte med Lig. Han var Afholdsmand.
✂ Søren Gaardskarl kom galoperende i Søndagstøjet og tog sig af Hestene. Først da steg Baldrian ned fra Bukken.
✂ - Værsgod aa gaa indenfor, sagde Ole til Mandfolkene - værsgod dov!
✂ Damerne lod han skøtte sig selv.
✂ - Dejligt Vejr, sagde Skomager Hansen og gned sig i Hænderne - prægtig Aarstid, hudd, hudd! hverken for kold eller for varm.
✂ Nu kom Vogn efter Vogn rullende ind gennem Porten. Og der kom Gæster til Fods. Parvis eller i Klynger kom de vandrende fra alle Kanter over Mark og Sti. Alle var de i 199 Kisteklæderne, og alle havde de glade, forventningsfulde Ansigter og Maver.
✂ Men Landvæsenselev Benediktsen fra Skaftegaarden kom ridende med Sporer.
✂ Ole stod i Gaarden og bød bogstavelig Velkommen med begge Hænder.
✂ - Her kommer nok Godtfolk til Huse i Dag! sagde Sogneraadsformanden, den tykke Rasmus Nielsen - Jaja, Høsten har osse vaaren god nok!
✂ - Men Priserne er sløje! peb en lille, bleg Bondemand med et strikket Tørklæde svøbt femten Gange om Halsen.
✂ - Det er di, Mads Persen; men det ha'de da vaaren værre, om Kornet ossensaa hade vaaren sløjt!
III
✂ Der var Trængsel i Stuerne. Kvindfolkene stod opstillet i Havestuen og Sengekammeret, Mandfolkene i Dagligstuen og Gangen.
✂ Sofie borede sig af og til ind fra Køkkenet for at byde Velkommen. Og saa borede hun sig ud igen.
✂ - Vi kan godt spise, Ole! sagde hun sidste Gang, hun var inde.
✂ - Naa. Ja, saa værsgod, Karlfolk, værsgod! sagde Ole - kom op i Stuen og ta' en Bid Brød og en Snaps.
✂ Skomager Hansen havde af sig selv fundet op i Storstuen, hvor han stod og summede for Marthe og Johanne. Skomager Hansen satte Kvinden meget højt.
✂ - Aa, værsgod, Madam Rasmussen! Værsgod, Madam Baldrian! værsgod dov !
✂ Det var Sofie, der drev Damerne op i Spisesalen.
✂ Saa satte man sig. Mændene ved det store Bord, og Kvinderne ved det mindre. Suppen blev baaren ind i store Lerfade, og enhver øste op med sin Ske i sin Tallerken. Der laa Skeer til alle, Tinskeer, som var laant hos Købmanden. Men nogle gamle Bønder viklede deres private Træskeer 200 ud af Lommetørklæderne og gav sig stille til at søbe af de store Fade. De var ganske brune og blanke af mange Aars Tjeneste, Skeerne.
✂ Ole gik rundt og skænkede Snapse. Man drak alle af samme Glas. Og da han havde skænket for Mændene, gik han over til Konernes Bord.
✂ - I skal sgu osse smage paa Mosten, Fruentimmer! Det er godt for Mellemgullet.
✂ Og flere af Madammerne sagde: Tak, som byder! og stak Snapsen ud.
✂ Men Snedkermester Baldrian gjorde Korsets Tegn.
✂ Sofie og Marthe og Johanne for ud og ind med tomme og fulde Fade. Guderne maa vide, naar de selv fik Mad!
✂ - Værsgod, Madam Hansen! Tag dog enen Skefuld, Madam Rasmussen!
✂ Sofie var særlig omhyggelig for Købstadsdamerne. Saa begyndte Humlebien at skære Peberrodskødet for.
✂ - Det er Kyd! sagde han og jog Gaflen ned i det gule, bævrende Fedt lige til Skaftet - Det er s'gunde Knaldviskelær, hudd, hudd!
✂ Bønderne fniste og puffede hinanden i Siderne: Hør Skomageren! Hansen gik nemlig for at være "grinagtig" og kunde som Følge deraf ikke aabne Munden, uden at man lo.
✂ Kødet blev spist paa den samme Tallerken som Suppen.
✂ Og Ole gik igen med Snapsen.
✂ Saa blev Tallerkenerne tagne ud og vaskede, og man begyndte paa Stegen.
✂ - Er det Andrikker? spurgte Skomageren, da Gæssene blev sat hen for ham for at skæres for.
✂ Selskabet vred sig af Latter, og Madam Hansen sagde, smigret over Mandens Sukces:
✂ - Gui, Teobald, hvor Du skaver Dig!
✂ Alle skulde smage paa alt, hvad der var paa Bordet; og Tallerkenerne blev fyldt til Randen med Steg, Sauce og Kartofler, Syltetøj, Asier og Rødbeder.
✂ Nogle spiste med Fingrene, som de bagefter tørrede af i Dugen.
✂ Ole gik immer med Snapsen.
✂ Saa kom der Risengrødskage med Rosiner. Den var parteret 201 ude i Køkkenet, og hver tog sin Stump i Haanden og gnavede af den.
✂ Stemningen var bleven oprømt; man talte højt, lo og gestikulerede. Og de gamle Bønder med Privatskeerne ræbede stille.
✂ Og saa var Ole der igen med Snapsen.
✂ - Hudd, hudd! sang Humlebien - længe leve Druesaften !
✂ - Tak! sagde Ole og tog sig selv en Snaps - Er der ingen, der vil ha' mere Kage, Folkens? Værsgod! Men der var ingen, som havde Plads til mere.
✂ - Ja, saa Tak for Mad da! sagde Ole; han mente velbekomme.
✂ Og saa rejste man sig fra Bordene ...
IV
✂ "Spellekanterne", en Violin og en Klarinet, havde spist i Dagligstuen.
✂ Nu gik der en Mumlen gennem Ungdommen, at Dansen skulde tage sin Begyndelse. Marthe tog allerede nogle Pas ude i Spisekammeret med Gaaseskrogene paa en Lertallerken.
✂ - Gaa Du kun ind, sagde Sofie - gaa Du kun ind Marthe! Du har dov Lopper i Benene alligevel.
✂ Marthe for op i Storstuen og fik Bordene ryddede ud i en Fart. Seks Veninder hjalp hende.
✂ Henne i det fjerneste Hjørne havde man anbragt et Mæskekar med en Vognbund over. Der oppe paa to Stole skulde Musikken sidde. Den brugte ingen Noder.
✂ Et Par tjenstvillige Koner hjalp Sofie med at sætte til Side i Spisekammeret.
✂ - Hudd, hudd! summede Skomager Hansen og stak Hovedet ind gennem Døren - Levninger til fjorten Barsler!
✂ De andre Mandfolk var gaaet udenfor i Lo og Stald for at se Bedriften. Nogle stod omme i Stakhaven og betragtede de ni toppede Kornhæs. Snedker Baldrian var imellem dem.
202✂ Han havde igen faaet den høje Silkehat paa og saa' stadig ud, som om han var attacheret et Lig.
✂ Men han drak heller aldrig andet end Hvidtøl Nummer tre, sagde han.
✂ Pludselig spillede Musikken op inde i Salen, og den tykke Rasmus Nielsen begyndte at danse rundt med Smed Sørensen ovre i Kostalden.
✂ - Man har jo dog bevaret Elanstisitæten! sagde han.
✂ Men oppe i Storstuen havde Landvæsenseleven fra Skaftegaarden "lagt for" med Marthe. Det var en Galopade, og Skørterne føg om hende. Hun havde paa en eller anden vidunderlig Maade pludselig faaet en "klar Kjole paa.
✂ Nu kom Skomager Hansen slæbende med Sofie fra Køkkenet.
✂ - Di er da taavelig, Hansen! sagde hun og stred imod. Hun var i opheftet Forklæde og Plysses Morgensko. Men Skomageren svang hende ind i Dansen.
✂ - Hudd, hudd! sagde han - De danser som en Sypige, Madam Kanstrup!
✂ Manden mente vel Sylfide.
✂ Flere og flere Par snurrede ud paa Gulvet.
✂ Søren Karl havde snappet Johanne, der kom med en Brødbakke fuld af Fintbrød til Kaffen; og nu dansede baade hun og Søren og Fintbrødet Galopade.
✂ - Kaffen koger over! brøler saa pludselig Madam Baldrian ind fra Køkkenet; og baade Madam Kanstrup og Johanne slider sig løs fra deres Kavalerer og styrter ud.
V
✂ I Dagligstuen har de mere alvorlige Naturer slaaet sig ned. Det store Bord fra Salen er flyttet der ind, og man faar sig en "Mis til to Øre pr. Stik.
✂ Saa kommer Kaffen. Der drikkes Rommer i og spises Fintbrød til. Og midt paa Bordet, mellem Messingstager med tændte Lys staar desuden en Trækande fuld af hjemmebrygget Gildesøl. Den drikker man skiftevis af,.idet man omhyggelig 203 stryger sig over Læberne med Bagen af Haanden, forinden man sætter Munden til. Piberne er kommen frem, og Tobaksposen gaar rundt. En tyk, graa, sødlig Piberøg fylder alle Værelser.
✂ Kun Skomager Hansen og Landvæsenselev Benediktsen ryger Cigarer.
✂ Lysene oppe i Storstuen har længe været tændt. Flammerne blaffer rundt i Trækvinden, og Tællen drypper ned ad Ryggen paa de gamle Koner, der sidder langs Væggene og fordøjer og mindes deres Ungdom. Enkelte Karle har trukket Frakkerne af og danser i Skjorteærmer. Violinen jamrer, og Klarinetten snøvlèr. Der skriges og raabes og les og trampes. Og Madam Skomagermester Hansen danser Tyrolervals med Madam Snedkermester Baldrian.
✂ - Fa'en osse til Uheld En sidder i! bander Rasmus Nielsen inde i Dagligstuen og hugger den knyttede Næve ned i Bordet. Han havde taget Missen i Forhaanden og var bleven bet.
✂ - Op med Søllet! sagde Ole og grinede, saa han rystede ved det. Ole havde vundet hele Kagen, der udgjorde atten Øre - Op med Søllet, Rasmus!
✂ - Jeg har sgu ikke flere! brummede Rasmus og gik til Bunds i Vestelommen.
✂ - Lad ham gi' tilbage paa en Spædekalv, hudd, hüdd! foreslog Skomager Hansen, der havde forladt Dansen et Øjeblik for at se paa Spillet.
✂ Hele Stuen skrupgrinede med Undtagelse af Sogneraadsformanden.
✂ - Her er femogtyve Øre, sagde han og viste Mønten frem - jeg skal ha' syv Øre igen!
✂ - Dem kan Du faa, naar vi har spillet.
✂ - Gu' vil jeg ej; jeg vil ha' dem straks!
✂ - Tror Du vi snyder?
✂ - Næi; men jeg vil ha' dem straks; ellers spiller jeg ikke!
✂ - Naa-aa, Du kan da vel nok betro vos syv Øre?
✂ - Næi, jeg vil ha' dem straks! Rasmus Nielsen svedte af Stædighed.
✂ - Hudd, hudd! summede Bien.
204✂ - Hvem griner Du a', din Skomagersnude! brusede Rasmus op og slog igen Næven ned i Bordet, saa Glas og Flasker dinglede - Hva' Fa'en ha' Du her at bestille, din Begslikker?
✂ - Naa, naa, naa, Rasmus! sagde Ole mæglende - ta'en nu med Sjemytlighed!
✂ - Jeg spiller ikke, saa længe den Sylepresser er i Lokalet!
✂ - Han er jo allerede gaaet, Rasmus!
✂ - Er han gaaet?
✂ - Javel er han gaaet!
✂ Rasmus Nielsen rejste sig og saa' sig om.
✂ - Jeg vil tale med ham! sagde han saa.
✂ - Jamen han er jo inde aa danse nu, Rasmus!
✂ - Jeg vil li'egodt tale med ham!
✂ - Naa, Rasmus, sæt Dig nu ned! sagde Ole og tog sin Gæst venskabelig under Armen. - Nu ta'r vi en lille hal' Rom til, og saa spiller vi. Det er Dig, der skal gi M
✂ - Jeg vil tale me'd ham li'e med det samme!
✂ - Javel saa! Her er Rommen! Skaal! Gi' saa! Rasmus tog Kortene og begyndte at give.
✂ - Nej, Du gi'r fejl! Det er til venstre! var der en, der sagde.
✂ - Jeg vil gi' til højre!
✂ - Jamen ...
✂ - Jeg vil gi' til højre! Ellers spiller jeg ikke!
✂ - Naa, Fa'en ... Skal vi la' ham gi' til højre?
✂ - Ja-a, sagde de andre. Og saa gav Rasmus til højre, og Spillet blev fortsat.
VI
✂ Klokken slaar tolv. Rundt om i Stuens Hjørner sidder de ældste Bønder og blunder. De havde mest Lyst til at komme hjem, men vil dog nok have Punsçn og Æbleskiverne med,
205✂ Ogsaa Snedker Baldrian er falden i Søvn. Han sidder stiv og stram op ad Kakkelovnen med et Ansigt blegt og alvorligt som en Votivtavle.
✂ Landvæsenseleven fra Skaftegaarden kom farende ind.
✂ - Hvor er Frøken Kanstrup? Det er Sekstur!
✂ - Frøken? sagde Rasmus Nielsen - Frøken? Kalder han hende Frøken? ... Jeg spiller ikke mere!
✂ - Aa Sludder, Rasmus! Du er da osse rent krakilsk!
✂ - Sa'e han kanske ikke Frøken, hva'?
✂ - Jo Gu' sa' han Frøken, men hva' rager det Dig?
✂ - Hun er ikke mere Frøken end som min den gamle So!
✂ - Næ, vel saa! Men stik nu bare det Es!
✂ - Se det er en Frøken! sagde han.
✂ - Hun er s'gu heller ikke a' di ægte! sagde Ole og stak over med Trumfkonge.
✂ - Nu ska' da Satan flytte og føre ...
✂ Ole klukkede og strøg Pengene til sig. Han sad i Held. Han havde vundet over en Krone ...
✂ Eleven var faret ud og havde fundet Marthe i Køkkenet, hvor hun stod og hjalp Sofie med at drysse Melis paa Æbleskiverne.
✂ - Det er Sekstur! raabte han - Det er Sekstur! Marthe svarede ved at kaste ham en Skefuld Sukker i Ansigtet.
✂ - Nu er Di sokkersød, Benediktsen! lo hun.
✂ - Jamen, kom nu!
✂ - Nej, jeg hjælper Mo'r!
✂ - Maa hun ikke nok gaa med, Madam Kanstrup?
✂ - Jo, gaa Du kun, min Pige! Ungdommen skal more sig!
✂ Og Landvæsenseleven galoperede med Armen om Livet paa Marthe ind i Salen.
✂ Der var sat nye Lys i Stagerne derinde. Baade Havedøren og alle Vinduerne stod aabne, saa der var den yndigste Gennemtræk. Men alligevel havde næsten alle Karlene afført sig de unødvendigste Klædningsstykker: Frakke og Vest.
✂ Skomager Hansen sprang Seksturen med den lille Madam Baldrian. De stampede i Gulvet som et Par løbske Heste.
✂ Søren Karl svang Johanne, saa hun hvinede ved det. Og Eleven nynnede halvhøjt i Øret paa den blussende Marthe:
206✂
En Sekstur, ak i det lille Ord
En Verden af Fryd og Lyksalighed bor.
✂ Saa hørte man Oles Stemme inde fra Dagligstuen:
✂ - Kommer ikke snart Ponsen, Sofie? Vi er tø'stige!
✂ - Den skal I ha' oppe i Salen! svarede Sofie fra Køkkenet.
✂ - Nej, Fanden, la' vos faa vor Part her ind; vi har ikke Stunder til at holde op!
✂ Ole sad stadig i Held. Nu havde han stukket fem Kroner og fem og halvfjerds i Lommen.
✂ Rasmus Nielsen var hvidglødende af Raseri. Han sad hele Tiden og mumlede: Satan! Satan! og havde stillet en tykmavet Skindpung op ved Siden af sig paa Bordet: Om jeg saa skal gaa fra Gaarden! sagde han: Om jeg saa skal gaa fra Gaarden!
✂ Nu spillede de med tolv Øre i Indsats og Beten til seks og tredive.
✂ Det var Ole og Rasmus Nielsen, Søren Buch, Per Klemmensen og Martin Sejersted, der spillede. Rasmus tabte mest, men han var ogsaa aldeles hensynsløs til at tage Missen.
✂ Snedkermester Baldrian laa stadigvæk i Dvale op ad Kakkelovnen. Men han maatte have haft et lyst Øjeblik, thi sin høje Silkehat, sin Hovedhjørnesten, havde han faaet bragt i Forvaring under Stolen. Ogsaa de gamle Bønder med Privatskeerne sov trygt i deres Kroge. De snorkede som Kreaturer i en Fedestald. Det gjorde Baldrian derimod ikke; han niere fløjtede.
✂ - Værsgod, nu er Ponsen bragt op i Stuen! meldte Sofie.
✂ - Vi vil s'gu ha' den her ind! bandte Ole.
✂ - Den staar oppe i Stuen! Vil I ha' no'et, faar I gaa dér op! nikkede Madammen og forsvandt.
✂ Det mindre Bord var igen flyttet op i Dansesalen og stillet midt under "Kronen". Punsen stod og dampede i en- vældig Gryde; og rundt om den stod alle Gaardens Spølkummer og Kopper.
✂ Skomager Hansen øste Drikkelsen op af Bollen med en Grødslev.
✂ - Ta' fra! sagde han og langede Kopper ud til alle fire Verdenshjørner - Det er Kydsuppe, dette her! det er Fanden 207 vælteme Kydsuppe, der er kogt paa en fed, gammel Vinhandler, hudd, hudd! Har I nu allesammen faaet? Damerne osse? Saa skal vi ha' en Skaal! Syng med:
✂
O-og dette skal være
Ole Kanstrup til Ære
Hurra ...
✂ - Det er min Skaal! det er min Skaal! sagde Ole, der endnu sad inde ved Spillebordet -- Den maa vi sla mig ind aa drikke!
✂ - Spiller vi Mis eller spiller vi Halløj ? spurgte Rasmus Nielsen.
✂
Og Skam faa den som ikke
Ole Kanstrupses Skaal vil drikke,
Hurra, Hurra-a !
den Skaal var bra-a-Hurra !
✂ - Jeg maa s'gu derind! Vi kan jo spille siden bagefter! Og Ole rejste sig hurtig fra Stolen og for op i Salen.
✂
Ole Kanstrup længe leve,
Hurra-a-a !
I Fryd og Velstand svæve - Hurra-a-a !
✂ - Tak, Hansen! Tak, Tak!
✂
Gid han maa høste lige saa meget
til næste Aar som i Aar,
Hurra-a-a !
✂ - Tak, Tak!
✂
Og gid vi allesammen maa komme
med til Høstgilde igen,
Hurra-a-a !
✂ Tak, Hansen! Tak, Tak, allesammen! Ole gik bredt smilende rundt og stødte sin Kop mod Gæsternes.
✂
O-og dette skal være
Madam Kanstrup til Ære -
Hurra ...
✂ tog Skomageren fat igen, og Koret stemmede i med.
208✂ Madammen paahørte Skaalen med nedslagne Øjne og Punsekoppen i de foldede Hænder foran paa Maven.
✂ - Di skal rigtig ha' saa mange Tak, Hansen! sagde hun og klinkede rundt.
✂ - Mine Damer og Herrer! begyndte Landvæsenseleven fra Skaftegaarden - Vi Agrarer ...
✂
O-og dette skal være
Jomfru Kanstrup til Ære,
Hurra ! ...
✂ sang Humlebien paa en frisk og druknede Elevens Tale.
✂ - Fa'en til Skomager! nikkede Ole - sikken en Røst!
✂ Efter Marthes Skaal blev "Ungdommens" udbragt, derpaa Musikkens og saa "de gamles" og endelig "vort Selskabs". Men saa var der heller ikke mere Puns i Gryden ...
VII
✂ - God Nat, Hr. Kanstrup ... De er ... De er min Ven! og Tak for i Aften!
✂ - Hva' Fanden, Baldrian, er Di rigtig i Koløren?
✂ - Jeg maa nødvendigvis ... til mit Hjem ... Hr. Kanstrup !
✂ Snedkermesteren stod stiv og bleg med sin Hovedhjørnesten i Haanden. Han havde ogsaa faaet Handskerne paa.
✂ - Er Di gal, Baldrian? Hva' Fanden vil De hjem efter?
✂ - Jeg maa ... nødvendigvis i min ... Seng! mumlede Snedkeren.
✂ - Gud, Baldrian, Du er jo fuld! Det var Konen, der kom til.
✂ - Ja ... mit Barn! sagde Baldrian og forsøgte at se Madammen stift i Øjnene.
✂ - Jamen, Du har jo ikke drukket no'et; Du er jo i Afholdenheden)!
✂ - Nej, drukken ... no'et, det ... det har jeg ikke ... Putte!
✂ - Jamen, hvor Satan kan De saa bli'e fuld da? spurgte Rasmus Nielsen greben af en højeste Forundring.
209✂ - Det skal jeg sige Dem, Hr.... Hr. Nielsen! ... det véd hverken Di eller jeg! Men vil Di ha' ... et Klædeskab ... med Kna ... Knager ... med tre Rækker Knager ...
✂ - Plads! Varsko! lød det fra de unge Karlfolk, da Musikken i det samme spillede op.
✂ En seks-syv Par for ud paa Gulvet, og Baldrian blev slynget baglæns hen i en Krog, hvor han sank ned paa en Bænk. To Minuter efter sov han med Hovedhjørnestenen ned om Ørene.
✂ Snedkeren var den eneste, der paa en for Guder og Mennesker ubegribelig Maade var bleveft slaget todt af Punsen. De andre Gæster livedes, tværtimod op. Om det saa var de ældgamle Privatskeer, der før havde følt Længsel efter Sengen, saa tumlede de hen og gjorde Haneben til en Dame og kørte hende trods Gigt og Ligtorne i sære Slyngninger rundt paa Gulvet.
✂ Musikken var igen sat i med en hvinende Tyrolervals. Violinen trampede Takten med sin jærnbeslaaede Høel mod Karrets Bund. Det klang som Hovslag over en Bro.
✂ Alle vilde nu ud paa Gulvet. Man puffedes og trængtes og masedes. Der lød Hvin og Skrig og Latter. Rasmus Nielsen dansede med en Dame i hver Arm. Sveden drev ham ned over Ansigtet, og hans Celloluidflip var revnet Humlebien havde atter faaet fat i Madam Kanstrup og svang hende, saa Hvergarnsskørtet stod om hende som et Storsejl. Lysene blaffede og hoppede som Lygtemænd. Et Par af dem gik ud.
✂ - Jeg orker ikke mere, Hansen! jeg orker ikke mere!, stønnede Sofie og segnede om paa Bænken ved Siden af Baldrian.
✂ - Aa Gu', aa Gu M pustede hun - Men det er nu li'godt alligevel morsomt at more sig!
✂ - Kæde! brølede pludselig Skomageren - Kæde! Ta' fat, ta' fat!
✂ Og han greb igen Madammen ved Haanden og trak hende op fra Bænken.
✂ - Kæde, Kæde!
✂ Rasmus Nielsen tog Sofie ,i den anden Haand. Og saa kom der ét Par til og ét Par til.
✂ - Op med Jer allesammen! raabte Skomageren, der førte 210 an - Op med hele Klirresiet! Over i Galop, Musik! over i Galop!
✂ Musikken slog over i en strygende Galop, og Hansen for rundt med Kæden, saa det knagede i Ledene.
✂ - Ta' dem paa Bænkene osse!
✂ - Næi, næi! skreg de gamle.
✂ - Jo, jo! raabte de unge.
✂ Og de rynkede Morliller, der kun var kommen til Gaarde for at spise og for at mindes deres Ungdom, maatte med, enten de vilde eller ej.
✂ Der var næppe Plads til at røre en Taa længere derinde. Man stod presset sammen som Tangenterne paa et Klaver og maatte nøjes med at hoppe op og ned.
✂ Saa var der pludselig én, der raabte:
✂ - Ud i Haven! ud i Haven!
✂ Og ud gennem den aabne Havedør væltede hele MenneskekJ umpen; frem over Dørtrinet, ned ad Stentrappen, ud paa de grusbelagte Gange og brune, halvvisne Plæner.
✂ - Musikken maa med! Musikken maa med! var der saa en anden, der skreg.
✂ Og Musikken kravlede ned af Karret og stillede sig 5 Døraabningen og hvinede paa Violen og snøvlede paa Klarinetten, saa Spurvene under Straataget for ud af deres Reder, og Lænkehunden ovre i Porten begyndte at gø.
✂ Der var ingen Orden mere i Rækkerne, ingen Kæde. Man tog hinanden om Livet eller i Skuldrene og valsede rundt; eller man dansede tre-fire i Klynge.
✂ Over Gange og Plæner og Blomsterrabatter for man under Latter og Glædeshyl.
✂ Ole Kanstrup og Rasmus Nielsen rokkede rundt i tæt Omfavnelse og tilsvor hinanden evigt Venskab.
✂ Humlebien polkerede under ustandselig Summen foran Madam Skrædermester Rasmussen, der var bleven hængende i en Stikkelsbærbusk.
✂ Tre unge Piger snurrede med hinanden i Haanden rundt om en halvfjerdsindstyveaarig Bondemand, der saa' ud, som var han søsyg.
✂ Madam Hansen og Madam Kanstrup sad paa deres Haler midt i et Astersbed og lo, saa de var ved at revne.
211✂ Og henne under Lindetræet slog Landvæsenseleven fra Skaftegaarden Armene om Halsen paa Marthe og kyssede hende tre Gange paa Munden, inden hun kunde faa sagt, at han skulde Ia' være ...