DEN YDERSTE TERMIN
(En mystisk-hypnotisk Selvoplevelse.)
✂ De kender jo allerede Bent, den lille, nervøse Forfatter, der drak Absint au lait i denne lystige Bogs første Historie.
✂ Han er det prægtigste Menneske under Solen, forsikrer jeg Dem. Men hans Nervøsitet kan imellem Stunder overgaa al Forstand. Og da er han farlig, for da smitter han. Jeg har selv maattet lægge Nerver til engang. Ingen kender sin Besøgelses Tid.
✂ Vi mødtes i sin Tid hver Eftermiddag paa "Bernina for at drikke vor Kafé, som Opvarternes Ypperste kaldte det. Vi sad da gerne inde i det bageste Lokale i den Sofa, der vender Ryggen til Køkkenet.
✂ I Sofaen lige over for plejede et løjerligt Individ at slaa sig ned: en Mandsling af næsten ængstende smaa Dimensioner. Al hans Livskraft syntes at være strømmet ham til Hovedet. Den øvrige Skabning er derimod utilladelig forsømt.
✂ Naar han ved Hjælp af Arme og Ben har kastet sig tilbage i Sofaen, kan Fødderne ikke naa Gulvet, men hænger da bestandig og pilker efter det.
✂ Det ser ud, som om en jævn Vind uophørlig for ham igennem Benklæderne.
✂ Eller som om han var evig fordømt til at træde Bælgen paa et usynligt Orgel.
✂ Ogsaa han drikker Kafé.
✂ Naar det er besørget, betjener han sin Næse med Omhu. Derpaa lægger han sin højre Arm bag Nakken, lukker Øjnene halvt til og falder hen.
302✂ Venstre Arm hænger slapt ned langs Siden. Haanden rolig, Fingrene udspilede. Men lidt efter lidt krummer de sig sammen i Vifteform og begynder at bevæge sig med voksende Hastighed. Det er, ligesom han tiivifter et eller andet brændende Punkt paa sit venstre Laar en forfriskende Kølighed. Og Benene gaar op og ned, op og ned uophørlig. Luften støder han ud gennem Næsen med regelmæssige Mellemrum.
✂ Han synes at sove ved Damp. Hvert Øjeblik venter man at se Sofaen sætte sig i Bevægelse, retlinet som paa Skinner, frem gennem Panelet, ind gennem Buffetværelset, ud af Døren og væk!
✂ Og saa Ansigtet!
✂ Jeg kendte for et Par Aar siden en ung Pige. Nydelig! Men saa en skønne Dag begyndte Øren, Næse og Øjne at vokse ud paa hende, forlænge sig, svulme ...
✂ Det var rædselsfuldt!
✂ Jeg fik Kvalme, naar jeg saa' hende. Og Børn skreg, bare hun viste sig i en Døraabning.
✂ Det var "Elefantsyge", hun led af. Den ytrer sig netop deri, at alt fremstaaende paa et Menneske forlænger sig.
✂ Aldrig har vist denne Sygdom naaet et højere Kulturtrin end hos Manden i Sofaen.
✂ Ørene kan endda gaa. Men Næsen! Og Øjnene - især Øjnene.
✂ De ligger og vipper ude paa Kinderne. Og saa er de gule i Kødet med stærkt røde Aarer ...
✂ Ja ikke sandt, det er modbydeligt? Men jeg vilde gerne, De skulde indrømme, at under disse Omstændigheder var det intet Under, at Bents sensible Natur følte sig rystet.
✂ Straks den første Aften mærkede jeg da ogsaa, at Fænomenet gjorde Indtryk paa ham. Dog ikke i nogen overvældende Grad forøvrigt. Han talte ganske rolig om det, da vi kom ned paa Gaden.
✂ Og ved det andet og tredje Møde syntes han endogsaa slet ikke at ænse Genboen. Kun da jeg et Par Gange tilfældigvis saa' op fra min Avis, fangede jeg hans Øjne, der uroligt flakkede om i Ansigtet derovre.
✂ Jeg lagde imidlertid ikke videre Vægt derpaa.
303✂ Men da vi naaede den sjette Aften, gik det med ét Slag op for mig, at der var Fare paa Færde.
✂ Bent havde tiet. Tiet uafladelig, lige fra vi satte os. Jeg var sprunget fra det ene Emne til det andet. Bestandig ikke et Ord! Saa tog jeg fat paa at tale om hans sidste Drama. Det plejer at oplive ham. Jeg var netop ved at fortælle, hvad en af mine Bekendte om Formiddagen havde fortalt, at en bekendt Kritiker skulde have ytret, at Bents psykologiske Analyse mindede ham stærkt om Henrik Ibsen ...
✂ Da han pludselig lægger Haanden paa min Skulder og siger:
✂ - Vil Du rafle?
✂ - Hva' siger Du? siger jeg.
✂ - Spille Tærninger?
✂ - Ja, gerne!
✂ - Men det skal være en Gudsdom! hviskede han hemmelighedsfuldt - og den, der taber, skal gaa over og...
✂ Her krummede han højre Langfinger op bag Tommelen og lod den derpaa svippe løs lige foran Næsen paa mig.
✂ - Men Bent dog, sagde jeg irriteret - hvad Fanden skal de Narrestreger til!
✂ - Bare rolig! tyssede han saa - bare rolig! Og saa smilede og nikkede han og sagde: Kære, gamle Dreng! som om vi ikke havde set hinanden i fem Fjerdingaar.
✂ Men straks efter rejste han sig og gik uden at sige Farvel.
✂ - - -
✂ Saa oprandt den niende Aften.
✂ I to Dage havde Manden med Hovedet ikke vist sig. Jeg følte mig umaadelig lettet. Ogsaa min Ven var bleven den gamle igen; kun med en Understrøm af Vemod.
✂ Jeg tror, Gud forlade mig, at han inderst inde savnede Elefanten. Savnede noget at blive irriteret over!
✂ Han var mod Sædvane mødt op før jeg, denne famøse Aften. Jeg havde været nødt til at køre i Sporvogn nemlig, da det var et nederdrægtigt Vejr, Regnen faldt som fra et Styrtebad.
✂ - Er Bent kommen?
✂ - Tjo, siger Overopvarter Casper og betragter min nye 304 Hat med et bekymret Blik - Tjo, Hrr. Bent er kommen. So vaat, vaat! siger han - Schrechlich Ver! ... En Kafé!
✂ - Ja.
✂ - Kafé, Glas Vand! meldte han til Værten ved Buffeten.
✂ - Kafé, Glas Vand! gentog denne vendt mod Køkkenet.
✂ - Kafé, Glas Vand! lød et svagt Ekko af en kvindelig Røst hinsides Ekspederingshullet.
✂ Jeg gik ind.
✂ Bent sad paa vor sædvanlige Plads. Men han saa' mig ikke. Foran sig holdt han udbredt et Dobbeltnummer af "Politiken".
✂ - Godaften, hilste jeg - schrechlich Ver!
✂ - Godaften, gentog han mekanisk og stirrede stift hen for sig.
✂ Uvilkaarlig fulgte jeg Retningen af hans Blik: Alle Magter, der laa Elefanten! Jeg maatte holde mig i Sofaryggen.
✂ - Vidste det! sagde Bent - Han kom i Aftes, efter at Du var gaaet.
✂ - Bent, stammede jeg - lad os være Mænd i Frihed og under Ansvar!
✂ - Ja, værs'godi mumlede han og gjorde Plads til mig i Sofaen.
✂ - Lad os beherske os! vedblev jeg.
✂ - Og saa er han oven i Købet forkølet med den Næse! lød det fra Bent, der sad og krammede saa løjerligt med Avisen.
✂ Med en overmenneskelig Anstrengelse sagde jeg:
✂ - Har Du set at Vat-Jensen er bleven udnævnt til Herredsfoged i Fennesløvlille?
✂ Bent svarede ikke, men satte Ansigtet helt ind til Bladet og lukkede det venstre Øje.
✂ - Hvad er der i Vejen? Er Du bleven nærsynet? spurgte jeg - Det staar jo der, øverst oppe mellem Udnævnelser!
✂ Min Ven smilede djævelsk, og hans højre, ubeskyttede Øje syntes at vokse.
✂ - Der, for Fanden, sagde jeg lidt arrig og bøjede mig frem for at vise ham Stedet.
305✂ Da saa' jeg til min Rædsel, at han med Fingeren havde boret et Hul i Papiret. Og gennem det sad han nu og iagttog Manden i Sofaen lige over for.
✂ Det gav et Ryk i mig. Jeg indsaa, at der maatte gøres noget, noget radikalt, men ...
✂ - Bent, begyndte jeg, og denne Gang i en forholdsvis let henkastet Tone - Bent, min Bygmester (Jeg kaldte ham saaledes paa Grund af hans Produktions Indflydelse paa mit Sjæleliv - og saa fordi han altid plejede at oplives af Ibsenske Citater.) Min Bygmester, lad os engang se Forholdene stift i Øjnene!
✂ Bent for sammen ved de tre sidste Ord. Men jeg gentog langsomt og med Vægt:
✂ - Lad os se Forholdene stift i Øjnene ... Oprigtig talt, hvad mærkeligt er der nu egentlig ved vor Genbo? Hans Næse er lidt rigelig, det er sandt. Men uden at ville fornærme Dig: din Onkel Severins kan efter mit Skøn ... naturligvis er det kun et Skøn, og jeg kan rnuligvis ta' Fejl! ... men jeg mener, at den magelig vil kunne ta' Teten med en halv Hestelængde! Hva' siger Du!
✂ - Og sikken han saa ligger og savler med Benene! mumlede min ulykkelige Ven.
✂ Jeg opgav imidlertid ikke Ævred:
✂ - Du er Forfatter, vedblev jeg - Du er Symbolist og Mystiker, og snart gaar Du vel over til Katolicismen ... Nykatolicismen. Men jeg respekterer Dig glatvæk gennem alle Grader! Kunde Du ikke, som den Aand Du er, afvinde ...
✂ - Og saa lugter han! lød det fra Berit.
✂ - Hva' gør han? spurgte jeg overrasket.
✂ - Han lugter ... som knuste Bombarderbiller.
✂ - Ja, Jeg maa tilstaa, jeg har aldrig været videre stiv i den komparative Zoologi! - Men hvoraf véd Du for Resten, at han lugter?
✂ - Jeg har snuset til ham! sagde han og blinkede snedigt.
✂ - Hva' har Du!
✂ - I Gaar Aftes, da Du var gaaet, listede jeg mig over og snusede til ham.
✂ - Bent, sagde jeg (og nu begyndte jeg ved Gud i Himlen 306 at svede!) - er der ... er der ikke noget ... ønsker Du ikke uvilkaarlig en Forfriskning?
✂ - Se! se bare! hviskede han og greb mig i Armen, medens han pegede frem for sig med en Haand, hvis Fingre foretog nogle underlige, edderkoppelignende Bevægelser i Luften.
✂ Elefanten var sunken til Bunds i Sofaen. Kun Hovedet stak op over den hvide Bordplade.
✂ Som et Lyn for den bibelske Servering af Johannes Døberen gennem min Hjerne: Munden aaben, Øjnene halvt dækkede af Laagene, brustne, gule i Kødet ...
✂ Pludselig rejste Bent sig og slog haardt i Bordet med Teskeen.
✂ Kaféens yngste kom styrtende.
✂ - Hans, siger min Ven med et vindende Smil - kan De knipse?
✂ - Hva'? siger Drengen.
✂ - Jeg spørger, om De vil tjene fem Kroner? Hans gned sig paa Albuen og fniste.
✂ - Lad være at staa der og grin! siger min Ven hvast - Vil De tjene fem Kroner, eller vil De ikke?
✂ - Hijo-o!
✂ - Naa. Saa gaa over og knips ham derovre. Et Sted i Hovedet, lige meget hvor; men De maa ta' Fingerbøl paa!
✂ - Hvem skal jeg ke-nipse? spurgte Drengen revnefærdig.
✂ - Ham der ovre i Sofaen!
✂ - Kammerraaden! ?
✂ - Naa, det er han ogsaa! ... Jeg gi'er ti Kroner! Hans eksploderede og forsvandt med Servietten et godt Stykke nede i Halsen.
✂ - Idiot! sendte Bent efter ham. Hvorpaa han sank mat tilbage i Sofaen og pressede Hænderne om Hovedet ...
✂ Nu kom der et langt tyndt Mandfolk med Polkahaar og skidengule Bukser og slog sig ned ved Midterbordet under Gaskronen. Han forlangte Te med Citron og Berlingske Aftenavis. Saa trak han en Kniv frem og gav sig i Lag med at rense Negle. Da Teen og Berlingeren kom, puttede han Kniven i Lommen.
✂ Et Øjeblik efter laa den paa Gulvet.
307✂ Han bøjede sig frem og tog den i Øjesyn: Jo, det var hans! Saa fiskede han den op og lod den smutte ned i en anden Lomme.
✂ Lidt efter lød der et Klask, og Kniven laa der igen.
✂ Manden sendte et knusende Blik rundt i Lokalet for at æske Rolighed!
✂ Da faldt hans Øje paa Instrumentet, der laa foran ham ude paa Gulvet: Hva' Satan, det var sgu paa ny osse hans!
✂ Han saa' sig skulende omkring, bøjede sig, tog Kniven op og puttede den i Baglommen.
✂ Skøderne hang ud under Stoleryggen ... og tredje Gang laa Kniven paa Gulvet!
✂ Dette var Mystik, dette! Og et Symbolum! Symbolum paa den lidende og forgæves arbejdende Menneskehed.
✂ Jeg kiggede til Siden om til Bent, vis paa at møde varm og begejstret Forstaaelse.
✂ Men hans Øjne var dumme, og han sad stiv og stille med Slaphed i Mundkrogene.
✂ - Skal vi gaa? spurgte jeg.
✂ Han missede nervøst med Øjnene, de blev store og runde; det var, som han vaagnede.
✂ - Underligt, hvad man kan ligge og drømme! begyndte han langsomt, som om han ledte Ordene frem, et efter et - Netop som jeg i Aftes havde lagt mig og var falden til Ro, kom han der ovre ud af Kakkelovnen ... Grinagtigt for Resten ... sikken en Gang Ben ... lige som en drukken Frø! Han havde en lang, hvid Kappe paa og foldede Hænder ... Han gik vist og holdt en trøsterig Tale for En, der var endnu mindre end han selv, for han rokkede stadig af Sted med bøjet Hoved og nikkede nedad og smilede med bøjet Hoved og nikkede og smi ... hæ! naa! ... Da han kom nærmere, syntes jeg aldeles bestemt, jeg skulde kende ham. Men jeg véd ikke rigtigt, om det var Erkebispen af Bremen eller en hvidfødt Paafugl ... Kan Du ikke sige mig det? Hva'? hva'?
✂ Jeg stammede og vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Haarene tog til at rejse sig ganske langsomt et for et paa mit Hoved og i mit Skæg. Og jeg saa' mig uvilkaarlig om efter en Opvarter.
308✂ - Hvorfor svarer Du ikke? sagde Bent, og Vreden begyndte at flamme op i ham - hvorfor svarer Du ikke, din Snyltegæst? min Kaffe kan Du sidde og bælle i Dig, men svare gider Du ikke!
✂ Jeg stammede nok en Gang og sendte ham et bedende Blik.
✂ - Du tør ikke, din Parasit! blev han ved mere og mere rasende.
✂ - Jeg skal gerne betale, forsøgte jeg ...
✂ - Hold Mund! hvæsede han og bøjede sit Ansigt helt ind til mit - Ikke et Ord vil jeg høre! Jeg skal dog vise Dig ... Naa saa det var Øjnene, han ikke turde komme frem med, hva'? ... Gilding!
✂ Jeg aabnecfe paa ny Munden for at protestere; men han kom mig i Forkøbet.
✂ - Jo, det var! sagde han - Det var Øjnene! ... Men nu skal jeg sige Dig ...
✂ Her brød han pludselig af og lagde sig tilbage med Hovedet mod Sofaryggen.
✂ Han blev mørkerød i Ansigtet. Jeg bøjede mig over ham ; thi jeg troede, at han var bleven syg.
✂ Men da opdagede jeg,.at han lo!
✂ Han laa og klukkede ganske tyst, medens hele hans Krop rystede af denne infame, uhørlige Latter, som man kender fra Dostojewsky.
✂ Og saa smittede han.
✂ Thi efter et Par Sekunders Forløb lo jeg med. Jeg kunde ikke lade være. Jeg stred imod, men jeg maatte le.
✂ I flere Minutter sad vi der og grinede, saa vi var ved at revne. Ingen kunde høre det. Ingen kunde se det paa os. Opvarterne gik os forbi paa Tæerne. Rimeligvis troede de, vi sov ligesom Uhyret hinsides.
✂ Jeg blev greben af et afmægtigt Raseri mod dette slumrende Monstrum, der var Skyld i hele Fadæsen. Jeg vilde over og kvæle ham. Men jeg kunde ikke selv tage Initiativet. Det var en Guds Lykke, at Bent ikke opfordrede mig dertil, thi jeg havde upaatvivlelig gjort det, og saa var det sidste i Sandhed blevet det værste.
✂ Pludselig sagde min Ven uden Spor af Latter i Stemmen:
309✂ - Hva' Fanden er det egentlig, vi sidder her og griner af!
✂ I samme Nu holdt jeg ogsaa op med at le.
✂ - Lad os gaa ... gaa! stønnede jeg.
✂ - Det var noget med Øjnene ... vedblev han eftertænksom - noget de ligner ... Nu har jeg det! faabte han med et, og Latteren tog til at døne i ham paa ny.
✂ - For Gud i Himmeriges Skyld, Bent, begynd nu ikke igen!
✂ - Nu har jeg det! gentog han - Gamle, hæderkronede Ungdomsven, nu har jeg det! og han gav sig pludselig til at omarme mig.
✂ - Bent, Bent! sagde jeg og søgte at komme løs - Ikke den megen Kærlighed! sagde jeg. Thi jeg begyndte rent ud sagt at blive lidt bange for ham.
✂ Men han tog ikke længere noget Hensyn til mig og fortsatte stødvis, afbrudt af Latter.
✂ - Kan Du huske ... Blommetræet hjemme paa Plænen ... lige mod Syd? ... Det er dem, Øjnene ligner ... Katrineblommer ... revnede ... gule i Kødet .. puhh ha, ha, ha! lige mod Syd ... lige ... mod ... Syd ...
✂ Han havde lagt Haanden op mod Panden og vrikkede frem og tilbage med Hovedet, medens han gentog de tre sidste Ord.
✂ Men jeg bøjede resigneret min Isse, slog Kors for mig og indstillede al Tænkning; thi det bares mig for, at Aander af første Klasse drev deres Spil med os.
✂ - - -
✂ Kaféen var nu næsten tom. Ogsaa Symbolet med Kniven var forsvundet. Hver Gang en Gæst absenterede sig, sneg en Opvarter sig hen og slukkede Gassen over det Sted, hvor han havde levet og nydt (ogsaa et trist Symbol!). Mørket bredte sig mere og mere. Inde i det forreste Lokale sad to og spillede Domino. Brikkernes Raslen lød irriterende. Det var som en Vals af Dødningeben ... Pludselig hørtes En gabe oppe over vore Hoveder. Jeg løftede mine Øjne: Det var Hans, der kvalte en Abekat paa det øverste Trin af Køkkentrappen. Hvad er vi Mennesker?
✂ To Minutters Dødsstilhed.
✂ Man hørte Folk udenfor paa Gaden vade af Sted i Regnen. 310 Saa kom der en Omnibus. Saa en raslende Herskabsvogn. Saa en Droske. Saa en Gig. Saa en Mergelkasse. Saa en Trillebør. Vinden klirrede med Trækruderne. Et Barn græd. En Jordemoder hostede. En Kat sov. To Glas inde paa Buffeten puffede lidenskabeligt hinanden i Siden. Dominospillerne samlede nervøst deres Knogler sammen og gik. Døren slog haardt i efter dem ... Handlingen foregaar i en norsk Fjordby.
✂ Ny Stilhed.
✂ Bent løftede Hovedet og saa' paa mig med et stikkende Blik.
✂ - Rejs Dig, Slave! sagde han saa. Jeg gyste. Lokalet forekom mig koldt. Jeg frøs som i Forudfølelsen af noget uanet.
✂ - Skal vi drive lidt op ad Strøget? spurgte jeg.
✂ - Rejs Dig, Helot! sagde Bent.
✂ Det gav et Ryk i mig, men jeg klamrede mig fast til Sofaens Arm.
✂ - Rejs Dig! lød det for tredje Gang.
✂ Og ved de evige Guder, jeg gjorde, som han sagde.
✂ Det vil sige langsomt, reagerende. Men jeg gjorde det!
✂ Bestandig holdt hans Blik mig i Domino ... i Skak! Mine Tanker forvirredes. Jeg vred mig. Jeg vendte det hvide ud af Øjnene. Jeg vilde trodse. Men Magnetisøren fik Magt over mig. Jeg var et Medium. Gud har givet os forskellige Gaver ...
✂ Ogsaa Bent havde rejst sig.
✂ Vi stod stive som Støtter paa hver sin Side af Bordet.
✂ - Det er vist bedst, vi ta'r Støvlerne af! sagde han ufattelig rolig.
✂ Jeg skar Tænder. Jeg vilde ikke lystre. Jeg rejste Børster ... Men af med Støvlerne maatte jeg. Det var Snøresko.
✂ - Saa gaar vi!
✂ Og vi gik.
✂ Langsomt, men sikkert og uden at nyse gled vi frem paa Strømpefødderne over det kolde Gulv.
✂ Jeg haabede (thi jeg kunde endnu haabe!), at Opvarterne skulde se os og standse os. Men de var naturligvis forsvundne, som det altid plejer at gaa ved saadanne Lejligheder. Og jeg haabede videre, haabede paa de tusinde Mirakler! 311 Bad til Aanderne, at Gulvet maatte revne og vi begge styrte neden under, jeg til Konditoren, Bent til Jernhandleren, hvor Malmet ligger i haarde Klumper ... Og jeg tryglede om Gaseksplosioner, Dynamitbomber, Hungersnød, Oversvømmelser og Græshopper ...
✂ Thi sæt, at han befalede mig at myrde Elefanten l
✂ Men vi var bestandig gledet fremad i to rette Linier; parallelle, fjernet fra hinanden saa meget som Bordets Længde. Jeg havde flere Gange forsøgt paa at knibe ud. Forgæves! Jeg var som kædet til Bent. Min Bane syntes afstukken.
✂ Da ser jeg, at der midt paa Bents Vej staar en Stol. Jeg fatter Haab. Muligvis vil denne Stol være en Frelsens Engel. Rimeligvis vil ...
✂ Men Bent bøjer sig forover. Griber fat i Stolen. Svinger Overkroppen til højre. Alt som paa Tælling. Og giver Stolen fra sig lydløst, uhørlig paa min Vej.
✂ - O lad mig brække alt, hvad ... begynder jeg.
✂ Men i samme Øjeblik bøjer jeg mig forover, griber fat i Stolen, svinger Overkroppen til højre. Alt som paa Tælling. Og sætter Stolen fra mig lydløst, uhørlig ...
✂ Hvor glide vi hen!
✂ Jeg vilde tale, sige noget, spørge om Meningen. Men ikke et Ord kan jeg faa frem. Dog Bent maa have læst mine Tanker (Cumberland), thi han lægger for anden Gang Langfingeren om bag Tommelen og lader den svippe løs ud i Luften. Og saa smiler han. Hæsligt! Jeg ser alle Tænderne og Hullet, hvor den forreste Kindtand mangler. Og han holder ikke op med at smile. Læberne bliver hængende, som orn nogen havde trukket i en Snor og glemt at slippe ...
✂ Jeg følte den mest brændende Lyst til at stikke ham en Lussing!
✂ - Gustav, aandede han pludselig ud gennem den aabentstaaende Mund. - Gustav, Du taber dine Bukser!
✂ En glohed Istap for mig ned langs Rygraden, medens mine Hænder samtidig søgte mine Seler.
✂ - Haa, haa, haa! lo han haanligt og med en Lyd som fra en Tønde ... Knuden strammedes,
312✂ Vi var naaet hen til Sofaen!
✂ Jeg vilde holde Bent tilbage. Raabe hans Navn. Det pressede paa og pressede paa nede i Halsen paa mig. Men det blev siddende. Og kun inde i min Hjerne lød det regelmæssigt hamrende som i Svingninger, der blev reguleret af et Pendul: Bent ... Bent! Bent ... Bent!
✂ Nu bøjede han sig frem over Elefanten. Langfingeren krummedes op bag Tommelen ...
✂ - Bent ... Bent! Bent ... Bent! dikkede det løs inden i mig og uden om mig. Selv Uret henne over Buffeten raabte angestfuldt: Bent... Bent! Bent... Bent l
✂ - Giv Agt! sagde Bent; og saa begyndte han at tælle.
✂ - En! sagde han.
✂ Og vore Hænder løftede sig samtidig op i Højde med Elefantens Øjne.
✂ - Herre Jesus! skreg det et eller andet Sted inde i mig - lad det blive ved Næsen!
✂ - To! sagde Bent og tog Sigte paa Offerets højre og jeg paa dets venstre Øje ... gule i Kødet ...
✂ Da styrtede paa én Gang Verden sammen omkring os i et umaadeligt Kaos!
✂ Det lød som Jordskælv, som Rumlen af umaadelige Cylindre, som underjordisk Torden, som Kamp mellem talløse Fustager ... Gulvet tog til at gynge. Gaskuplerne dansede paa deres Stilke. Glas og Flasker gik hinanden ind paa Livet. Ruderne klirrede, Vinden peb. Raab lød der og Skrig og Klokkeringning og Trasken af Menneskeben og Hyl af Hunde og Katzenjammer og rumlende Dampsprøjter: Brand! Brand! Brand!
✂ Det var den yderste Termin!
✂ .....
✂ Jeg vaagnede, og i mit Øre klang et svindende Kor af Barnerøster:
✂ Hæng i, hæng i, hæng bare i!
✂ Og jeg greb min Ven i Skulderen (han sad og slumrede sødelig ved min Side), og sagde med bevæget Stemme:
✂ - Bent, jeg tror, at Maren har redet os!
✂ - Ja, mumlede han - ja, Krykken flyder!