EN HISTORIE OM EN PELS OG EN KRONE
(Af en "Viveurs" Dagbog.)
✂ Jeg anskaffede mig i Gaar en Pels.
✂ Det var hundekoldt, og iført Pelsen og en dertil svarende laadden Hue vandrede jeg ned ad Byens Hovedgade. Jeg hilste paa de forbipasserende ved at slaa aimabelt ud med Haanden, eller, naar det var en mere velsitueret Borger, jeg mødte, ved at løfte Fingrene op til Huens Skindkant og trække i den, medens jeg samtidig bøjede Hoved og Krop til en ret eller stump Vinkel, alt efter vedkommende Persons Rang og større eller mindre Skatteevne.
✂ Uden for Boghandlerens Vindue, foran hvilket jeg altid plejer at standse op for at holde mig à jour med Literaturen, det jo ligefrem fyger med Digtere! stod et Par Proletarer, en yngre Mandsperson og et ditto Fruentimmer i Samtale. Hun var barhovedet og bararmet og tjente rimeligvis i et af de omliggende Huse. - Han var, trods Aarstiden, i Sommerdress. Hænderne havde han begravet dybt i Bukselommerne, Frakkekraven var smøget op, og Hovedet sad ham helt nede mellem Skuldrene. Sammenkrøben stod han, skrutrygget og med krumme Knæ. Øjensynlig gjorde han sig Umage for at gøre sig saa lille som mulig i den Hensigt at frembyde den mindst mulige Overflade for Kulden at virke paa.
✂ - Og hvor skal Du nu hen? spurgte Pigen.
✂ - Jeg gaar til Rømming; kanske der er Arbejde at faa.
✂ Hans Ansigt var hvidt af Kulde. Og man saa' hans magre, kantede Ben inden for de tyndslidte Sommerbukser, der forneden hang i Frynser og Laser omkring et Par gamle Fjederstøvler 236 uden Fjedre, og saa smaa til hans Fødder, at hans Hæle sad oven for de nedtraadte Bagkapper.
✂ Dog, hvad kom det mig ved!
✂ Jeg svøbte Pelsen tættere omkring mig og gik.
✂ Ud gennem Byen gik jeg, og ud ad den nøgne Landevej, hvor Østenvinden skar ind fra Havet som Knive.
✂ Men jeg trak bare Huen længere ned om Ørene, stak Hænderne i Pelsens Ærmer og skridtede af Sted med min sølvknappede Stok under Armen.
✂ Det begyndte at mørknes. Klokken var halv fem, og Solen havde forlængst puttet sig bag Bakkekammen mod Vest.
✂ Ude over Havet hang nogle store, sorteblaa Skyer, der saa' ud, som om de havde ondt i Sinde. De gled stille, lurende højere op paa Himlen. Det endte vel med Snestorm.
✂ Dog jeg maatte jo ud til det røde Hus, det daglige Maal for mine Eftermiddagsspadsereture. Lige ud for en Lem, der sidder i Gavlen af dette Hus, plejer jeg at gøre omkring og vandre hjemad glædende mig til Cigaretten og Absinten før Dineren.
✂ Vejen laa øde og tom med sine forkrøblede, vejrbidte Smaatræer langs Grøftekanterne. Ingen Mennesker var der at se, ingen Køretøjer at høre. Kun Telegraftraadenes klagende Jamren og det dumpe Brus af Bølgeslaget ude fra Havet lød uhyggeligt omkring mig.
✂ Og jeg forstærkede mine Skridt for hurtigst muligt at naa det røde Hus.
✂ Da lød der paa én Gang slæbende Trin bag mig.
✂ Jeg drejede nervøs Hovedet om.
✂ Det var Fyren, jeg havde set staa og tale med Pigebarnet inde i Byen.
✂ Jeg slap uvilkaarlig Hænderne ud af Pelsærmerne og greb kraftigt fat om min sølvknappede Stok. Man véd sig jo aldrig sikker for den Slags forsultne Eksistensers dyriske Brutalitet.
✂ Den franske Revolution med dens udskrevne fraterne- liber- og égalité, Socialistkongresserne, Attentaterne paa de kronede Hoveder, Sardindaaser og Anarkistbomber og Mordet paa Præsident Carnot myldrede mig runçlt i Hjernen, 237 medens jeg ilede fremad mod det famøse røde Hus, som jeg allerede begyndte at skimte ret forude i Skumringen.
✂ Jeg kunde jo ha' vendt om straks eller være veget ned ad en Bivej?
✂ Paá ingen Maade! Aldeles ikke! Man skal ikke lade sig terrorisere af Underklasserne!
✂ Det manglede sgu bare, at en velklædt og bosiddende Mand, der punktlig betalte sin Husleje, skulde mirnix, dirnix vige ned ad en Bivej for enhver skævhælet, frynsebukset Lazaron af en Landstryger, som den ene Nat sov i en Halmstak, den anden i en Vejgrøft og den tredje Nat maaske slet ikke sov! Hæ!
✂ Nej, hvis man virkelig levede i et velordnet Samfund, burde Øvrigheden, der betaltes af os Skatteydere, aldeles ikke tillade disse Knægte at færdes ude efter Mørkets Frembrud!
✂ Den burde tage dem i Forvaring Klokken henad fire-fem og først slippe dem løs igen ved Solopgang! ...
✂ Nu havde jeg naaet Huset, stod midt for Lemmen og gjorde højre om.
✂ Banditten var ikke at øjne. Jeg lyttede: Jo, jeg hørte dog hans slæbende Trin. Og der kom han selv ud af Mørket.
✂ Herregud, hvor han i Grunden saa' mig skikkelig ud! Armene var boret ned i Lommerne til Albuerne, og han syntes endnu mindre, end da jeg før saa' ham inde i Byen. Og hvor Bukserne dog blaffede ham om de tynde Ben! Gad overhovedet vidst, om der i det hele taget fandtes Kød og Knogler inden for Tøjet!
✂ Hu, ha, hvor han maatte fryse!
✂ Havde man endda haft et Glas Madeira dry eller en Flaske Chambertin at hælde i ham! - Og nu begyndte det oven i Købet at sne med smaafine Isnaale ...
✂ Han skumplede af Sted paa sine nedtraadte Støvler langs Grøftekanten med Kraven oppe om Ørene og de sløve Øjne stirrende mysende frem af det blege Ansigt. Han havde Blæsten og Isslaget lige imod sig ...
✂ Pludselig skraaede jeg over til ham.
✂ - Den skal De have, sagde jeg og rakte ham en Krone, 238 som jeg havde fisket op af Lommen - Den skal De have, fordi De ikke har sprængt mig i Luften!
✂ Fyren saa' paa mig med store, uforstaaende Øjne. Men han strakte dog Haanden frem og tog Pengestykket.
✂ - Tak, Herre, Tak! mumlede han - og Gud velsigne Dem!
✂ - Det gør han nok! sagde jeg, men var allerede langt henne ad Vejen. Det sneede stærkere og stærkere, og jeg skyndte mig hjemad; thi det er meget ubehageligt, naar Ens Pelsværk bliver vaadt .....