↩

SLIPSET

✂ Klokken var vel et-to om Natten, da han kom hjem fra Fødselsdagsgildet hos Nikolaj. Det var om Lørdagen ; altsaa Dagen efter, at han havde taget det.

✂ Han var kommen smaanynnende op af Trappen og havde famlet sig frem over Loftet uden at tænke paa noget særdeles. Men saa var det, at lige idet han aabnede Døren til Værelset, hørte han nogen rejse sig fra Stolen henne ved Sengen. Han kunde ingenting se naturligvis, for det var jo mørkt; men han vilde alligevel have bandet paa, at der var en fremmed derinde.

✂ Om han skreg? Nej, det gjorde han ikke; han huggede bare Døren i igen, saa Vinduerne klirrede.

✂ Og saa stod han ganske stiv af Rædsel.

✂ Han rystede ikke, han rørte sig ikke; men inden i ham var det, som om han skulde dø, og alle Tanker var borte.

✂ Saa hørte han en Stemme inde fra Værelset spørge i en søvnig Tone:

✂ - Er det Dig, Paul?

✂ Og i samme Øjeblik lo han næsten højt og blev pludselig helt lind i alle Lemmer igen: Herregud, hans Broder laa jo derinde! Det var naturligvis ham, der havde rørt sig i Sengen.

✂ Han aabnede dristig Døren og gik ind.

✂ - Er det Dig, Paul? spurgte Stemmen igen. Og han strøg en Tændstik og holdt den op i Vejret: Ja, der laa jo Drengen henne i Sengen, rødkindet og søvnig!

✂ - God Aften, Axel!

221

✂ - God Aften! ... Hvorfor slaar Du saadan med Døren?

✂ - Aa, det var ... det var Blæsten. Sov Du bare videre!

✂ - Er Klokken mange?

✂ - Næi! Sov Du bare!

✂ Og Drengen vendte sig om paa den anden Side og sov ind.

✂ Paul gik hen og tændte Lyset paa Vaskebordet og begyndte at klæde sig af:

✂ Det var nu alligevel noget underligt noget med denne Lyd før! Han havde ganske tydelig hørt En rejse sig. Det var en Dame. Han var aldeles sikker paa, at det var en Dame. Det var en Kjole, der havde raslet... Sludder! det var Axel, der havde rørt sig henne i Sengen.

✂ Nu havde han faaet Jakke, Vest og Støvler af og stod og fingererede ved Slipset, et lille Humbug af lysebrunt, tykt Atlask. Det vilde ikke slippe Kraveknappen. Han blev hidsig og ruskede i det; og saa gik det af.

✂ Saa stod han et Øjeblik med det i Haanden og stirrede tankeløst paa det.

✂ Da var det pludselig, som om han følte Haarene rejse sig paa sit Hoved, og der trillede ligesom en kold Skilling ned langs hans Ryg:

✂ Det var hende, der havde været inde paa Kammeret for at hente sin Sløjfe!

✂ Han smed Slipset fra sig langt hen paa Gulvet, som om han havde brændt sig: Aa, aa, aa, hvad er dog dette her, hvad er dog dette her!

✂ - Men Paul dog, lød det saa igen henne fra Broderens Seng - hvad er der i Vejen?

✂ Han tog sig sammen og begyndte at knappe Selerne af:

✂ - Ingenting, Axel ... Sover Du ikke endnu ?

✂ - Nej, jeg kan ikke, klynkede den lille - naar Du gaar og gør saadan et Spektakel!

✂ - Nu skal jeg nok være rolig ... nu skal jeg ...

✂ Han satte sig paa Stolen foran sin Seng og trak Benklæder og Strømper af. Og saa tvang han sig pludselig til at gaa hen og tage Slipset op fra Gulvet og lægge det hen paa det store Bord under Vinduet; han gik paa bare Fødder for at være rigtig flot:

222

✂ Han skulde dog nok vise, hvad Ka'l han var! Bange? h-næi! Han havde maaske drukket for meget Puns henne hos Nikolaj, det var det hele! ... Hi, hi, da den lange Carstensen havde holdt Tale for Damerne! ... Den Diskenspringer havde ikke engang Præliminæreksamen! Og sikken et Overskæg! Nej vent bare til en anden En blev nitten Aar, saa skulde Verden faa Overskæg at se ..,

✂ Han sad paa Sengekanten og strøg sig med begge Hænder ned at sine hvide, velformede Ben. Han syntes, det var rart. Men saa løb der en Kuldegysen igennem ham, og han drejede sig med et Ryk rundt paa Halen, lod sig dumpe baglæns om i Sengen og trak Dynen op under Hagen:

✂ Lyset? skulde han slukke Lyset? ... Næi, det kunde godt brænde lidt endnu! ... Mon Axel var falden i Søvn? ... Ja-a, han kunde høre ham trække Vejret ... Fanden til Dreng til at sove! ... Det var godt, det var Søndag i Morgen, saa kunde han da ogsaa slibe sig en ordentlig Skraber ...

✂ Han gabede og vred søvnig Kroppen rundt under Dynen:

✂ Saa var det vel bedst at slukke det Lys dér, ellers brændte det nok ned i Papiret ...

✂ Hvor var han dog søvnig! Øjnene sank i, og han var ganske tung oppe i Hjernen ... Det var vist den Puns ... Døren? ... mon han havde husket at lukke Døren? ... Den Gang jeg drog af Sted, min Pige ...

✂ Der snurrede nogle store Ringe paa gul Grund rundt for hans Øjne. Og der stod pludselig et Lys foran ham, et stort Lys ogsaa, med sort Flamme. Han pustede til det, og det sluktes. Og saa sov han.

✂ Men et Øjeblik efter ... ja det kan ogsaa gerne være, at det var en hel Time efter, det vidste han ikke ... saa spærrede han pludselig lysvaagen Øjnene op:

✂ Det var der igen - det var der igen! Det sad paa Stolen lige foran Sengen!

✂ Han var bleven vækket ved, at Døren havde knirket. Men han havde ikke hørt, at nogen var gaaet hen over Gulvet, kun denne svage, uldne Støj, denne lille, dumpe, bløde Lyd, der lyder, naar En i et stille Værelse forsigtig sætter sig paa en Stol:

223

✂ - Axel!

✂ Han turde ikke rejse sig, turde ikke gøre den mindste Bevægelse. Han havde en Følelse af, at hvis han strakte Armen ud for at faa fat i Tændstikæsken, der stod paa Natbordet, saa vilde han røre ved det, der ... ved det, der sad dér foran ham. Maaske vilde han faa fat i en Haand ... eller et Ansigt! ... Han vilde maaske komme til af røre ved Tænderne, eller komme til at stikke Fingrene ind i de tomme Øjenhuler ...

✂ - Axel!

✂ Hvad var nu det! nu rejste hun sig! Det var den samme stille, skurende Lyd som af en Kjolekant, der støder mod Gulvet ... Han syntes, han følte Lufttrykket af En, der bøjede sig frem over ham ... og Pustet af en Mund; men et iskoldt Pust.

✂ - Aa Herregud, aa Herregud, jeg skal nok bringe det tilbage ... lille, gode Dame, jeg skal nok bringe det tilbage! ... Axel dog! Axel dog!

✂ - Men Paul, Paul! er Du syg?

✂ Aa, nu var Axel vaagen! Gudskelov, at Axel var vaagen!

✂ - Er Du syg, Paul?

✂ - Nej, nej ... men ... men her er En herinde ... der sidder En ved min Seng! Tænd Lys ... Aa tænd Lys, hva'? tænd Lys, tænd Lys!

✂ - Ja, nu skal jeg! ... Men hvor er Tændstikkerne?

✂ - Det véd jeg ikke ... Jo ... jo, de staar vist her paa Bordet!

✂ - Jamen, Paul ...

✂ - Ja ...

✂ - Jeg tør ikke ...

✂ - Hvad er Du da bange for?

✂ - Jeg er bange ... fordi Du er bange!

✂ - Aa, det er noget rent Sludder! sagde Paul pludselig brydsk - der er ikke saadan noget til!

✂ - Jamen, Du sagde jo ...

✂ - Jeg er ikke bange! jeg har bare drømt. Vi fik saamegen Puns at drikke henne hos Nikolaj.

✂ - Jeg synes, Du skulde tænde Lyset alligevel, Paul ...

224

✂ -- Det kan jeg sgu gerne!

✂ Og han rejste sig paa Knæene og famlede efter Tændstikkeæsken. Først greb han med Fingrene om den kolde Messingstage og gyste. Saa fandt han Æsken og tændte Lyset. Det skinnede til at begynde med ganske svagt som en Stjerne eller en St. Hansorm. Saa blaffede det op med en høj Flamme pg gik saa pludselig ud igen. Og samtidig lød der en tydelig Knirken og Knagen af Døren.

✂ - Her er vist Nogen inde alligevel, Paul ...

✂ - Aa, Vrøvl, Dreng! sagde Paul og strøg en ny Tændstik af. (Han rystede paa Haanden og kunde næppe faa Lyset tændt.) - Det er bare Døren, jeg har glemt at lukke!

✂ Og da Lyset endelig brændte klart og roligt, saa' de, at Døren ud til Loftet stod et helt Kvarter aaben.

✂ - Kan Du saa se, sagde Paul triumferende - at det var Døren?

✂ - Ja...

✂ De sad paa Hug hver i sin Seng og stirrede blege og forskræmte rundt i Værelset, særlig hen i Krogene, der laa i Skygge bag Klædeskabet og Kakkelovnen.

✂ - Skal Døren ikke lukkes, Paul?

✂ - Naa-aa, det synes jeg egentlig ikke behøves! nu véd vi jo, hvad det er.

✂ - Jo-o, hva' ...

✂ - Ja, saa kan Du jo selv gaa hen og lukke den!

✂ - Jamen, Paul, jeg ...

✂ - Men Du maa skynde Dig lidt, inden Lyset brænder ud!

✂ - Jamen ...

✂ - Ja, Jeg kan ikke! Det er farligt, ser Du ... Doktoren siger, det er farligt at staa op af Sengen, naar man har drukket meget Puns og er bleven varm ... man kan blive syg! ... Jeg er lige glad, om Døren er lukket eller ej ... Men er Du bange, saa ...

✂ - Ja, nu skal jeg ...

✂ Axel havde stukket det ene Ben ud af Sengen, men sad endnu tøvende og stirrede hen mod Døren.

✂ - Skynd Dig nu lidt! sagde Paul nervøs - Naa! Naa! ... Nu er der gaaet Ild i Papiret! ... Men ... tag mit Slips,

225

✂ Du véd, det lille brune, som Maren syede i Gaar! Det ligger henne paa Bordet under Vinduet. Du véd, det lille, brune Slips! ... Tag det med og kast det ud paa Loftet ... langt ud, lige saa langt, Du kan! Men skynd Dig, hører Du!

✂ - Jamen, hvorfor skal ...

✂ - Det skal Du nok faa at vide! Tag det bare ... tag det bare! Nu gaar Lyset ud! nu gaar Lyset ud!

✂ Ilden var naaet ned til Papiret i Lysepiben, det fængede og flammede op, medens den smeltende Stearin sydede og kogte.

✂ Axel tog pludselig Mod til sig, sprang ud af Sengen og løb hen til Bordet.

✂ - Jeg kan ikke finde Slipset-! sagde han - Det ligger her ikke!

✂ - Jo, jo, jo! ved Siden af Kraven! ... til højre ... nej til højre, Dreng! Har Du det?

✂ - Ja ... nej ... jo her er det!

✂ - Naa, naa! (Paul næsten rejste sig op i Sengen.) Kast det saa! .... Og luk Døren ! luk saa Døren!

✂ Axel havde taget Slipset og slyngede det af al Magt langt ud paa det mørke Loft. Derpaa sparkede han til Døren, saa den fløj i med et Brag.

✂ - Kom saa hen hos mig! sagde Paul hurtig - kom her hen ... her i min Seng! Det er ikke værdt, Du ligger alene ... Du, Du kan godt ligge her ... for Du er jo ... Du er jo en Kryster ... Du er jo en lille Kryster.

✂ Axel løb hen til Broderen, der allerede havde slaaet Dynen til Side, og krøb ned ved Siden af ham.

✂ Og saa gik Lyset ud.

✂ De laa en Stund klyngede tæt op til hinanden og med Øjnene fast lukkede.

✂ - Paul ...

✂ - Ja...

✂ - Jeg er saa glad, fordi jeg maa ligge hos Dig! Paul kyssede hans Kind. Man hørte det store Ur slaa nedenunder.

✂ - Klokken er allerede fire, sagde han - saa bliver det snart lyst.

✂ - Bare det var lyst nu!

✂ - Er den lille bange?

226

✂ - Næ-æi, ikke naar jeg ligger her! De talte med hviskende Stemmer, og Ansigterne tæt inde ved hinanden paa Puden.

✂ - Hvad var det saa med det Slips, Paul?

✂ - Aa, det var ikke noget! Det var bare noget Vrøvl.

✂ - Maren sagde, at det lugtede, ligesom det havde ligget i Jorden ...

✂ - Det ... har det ogsaa!

✂ - Har det?

✂ - Sov nu, Axel!

✂ - Ja ... Godnat ...

✂ - Godnat.

✂ - Vil Du ikke bruge det Slips mere, Paul?

✂ - Nej! ... nej aldrig! ... I Morgen bringer jeg det hen i Kirken igen.

✂ - Har Du fundet det i Kirken?

✂ - Ja...

✂ - Er det en af dine Kammeraters?

✂ - Nej ... det er en Dames.

✂ - En Dames?

✂ - Naa, ti nu stille, Axel, og hold Mund! Jeg vil sove!

✂ - Ja ... nu skal jeg.

✂ Og de tav begge. Den lille (han var tolv Aar) havde lagt sin ene Arm hen over Broderens Skulder; han laa ganske stille og var træt og søvnig. Men hver Gang, han var lige ved at slumre hen, blev han pludselig igen lys vaagen og stirrede med store Øjne ud i Mørket.

✂ Ogsaa Paul laa rolig. Han følte sig saa tryg nu, han havde Broderen hos sig. Blot det at høre hans regelmæssige Aandedrag lige ved Siden af sig, var en Beroligelse:

✂ Hæ, sikke noget Sludder med det Slips! Han vilde sgu ikke gaa hen med det i Kirken igen! Gud véd, hvor langt det var kommet ud paa Loftet? Axel havde ordentlig hevet til, det lille Skind! Maren og Sofie gik naturligvis og fyldte ham med saa mange Røverhistorier; men dem skulde han nok faa pillet ud af ham ... Hys! hvad var det? Mus? Ja, for der var nu Mus ude paa Loftet, han havde hørt dem før; ogsaa om Dagen, den Gang han sad heroppe og læste til Præliminæreksamen ... Hør, hvor de kradsede! Jamen ... 227 det var jo ... det var jo her inde, henne ved Døren! Det var nogen, der gik! Det var et Menneske! ... Aa, nu kom hun vist igen, nu kom hun vist igen, nu kom hun vist igen!

✂ Han laa og lyttede. Øjnene havde han spærret vidt op, og han turde næppe trække Vejret for bare at lytte :

✂ Der var hun! (han hørte tydelig Kjolens smaa, bløde Slag mod Gulvet). Nu stod hun ved Stolen! ... Ja, vent Du bare, vent Du bare! (Han anede ikke, hvad han vilde gøre ved hende). Nu bøjede ... nu bøjede hun sig ned over ham! Han syntes, han følte en Haand famle ved sin Skjorte oppe ved Halslinningen, hvor Slipset skulde sidde: - A-a-a, væk, bort!

✂ Han for over Ende i Sengen og slog om sig med Armene. Og saa sikker var han paa at rartime noget, noget fast, noget, der vilde gøre Modstand, at han næsten blev endnu mere angest ved at føle den tomme Luft mellem sine Fingre.

✂ - Hvad er der Paul? Hvad er der dog?

✂ - Hørte Du ikke noget, Axel?

✂ - Nej ... nej, jeg gjorde ikke, sagde den lille grædefærdig - Nu maa Du ikke begynde igen, Paul ... nu maa Du ... ikke ... begynde ... igen!

✂ Paul drog et dybt Suk:

✂ - Aa, bare det var Morgen! sagde han. - Du maa ikke sove, Axel, saa skal jeg ... saa skal jeg fortælle Dig det hele ... altsammen. Men Du maa ikke blive bange, for det er bare noget Vrøvl! men ... men jeg tror, at det er rigtigt, at jeg fortæller Dig det, for saa kan Du maaske ogsaa høre det, og saa er det maaske ikke andet end Musene alligevel! ...

✂ - Nej sagde Axel og trykkede sig forskræmt ind mod Broderen - nej, jeg skal nok la' være! ... Men læg Dig ned, Paul, ellers bliver Du jo syg.!

✂ Paul sank dødtræt om i Sengen og lukkede Øjnene:

✂ - Det er underligt, mumlede han - for jeg tror jo ikke paa den Slags Ting! Det er bare gamle Kællinger, der tror paa Spøgelser.

✂ - Har Du set Spøgelser, Paul ?

✂ - Nej ... men jeg har hørt dem; og det er næsten meget værre.

✂ - Hvad har Du da hørt?

228

✂ - Du maa ikke fortælle det til nogen, Axel, for saa griner de bare af mig!

✂ - Nej, jeg skal nok la' være!

✂ - Det var i Gaar henne paa Arbejdet ...

✂ - Henne i Kirken?

✂ - Ja ... Nikolaj Skrøder, som ogsaa skal være Arkitekt, Du véd ham, jeg har været til Fødselsdag hos i Aften! ... han og jeg arbejdede nede i Hvælvingerne; der var noget Puds faldet af, og det skulde vi klaske op og kalke ...

✂ - Hvor turde I være dernede, Paul?

✂ - Turde? hæ! hvad skulde dér være at være bange for?

✂ - Var der Kister?

✂ - Ja-a, Masser! De stod stablede op ovenpaa hverandre, og vi maatte flytte dem for at komme til. Saa var der en, hvor Laaget sad løst, der var bare en Skrue i det ene Hjørne. Saa sagde Nikolaj, at det var en fæl Bestilling den at gaa og rode mellem døde Mennesker. Men jeg sagde, at jeg turde godt ta' Laaget af Kisten og se efter, hvad der var i den. Og saa vilde han ikke stikke op for Bollemælk, men sagde, at hvis jeg turde, saa turde han ogsaa.

✂ - Og gjorde I det saa?

✂ - Ja begribeligvis!

✂ - Og hva' ... hva' var deri?

✂ - Der var naturligvis et Kadaver! ... Det var en Dame; hun var balsameret; helt brun! Hun havde vist ligget der i mange, mange Aar!

✂ - Havde hun ikke noget Tøj paa, Paul?

✂ - Jo-o, en hvid Kjole med Sløjfer; de var ogsaa brune ligesom hendes Ansigt. Hun laa og gabede, vi kunde se alle Tænderne. Og saa havde hun hvide Handsker paa; men de var helt gule og plettede. Og da jeg rørte ved den ene, saa ... saa faldt Haanden af!

✂ - Uh, Paul dog!

✂ - Ja, og Nikolaj blev ogsaa saa bange, at han løb helt op ad Trappen og skreg, den Kryster! ... Nu synes jeg, det begynder at blive lyst, Axel; kan Du se henne paa Gardinet?

✂ - Ja; ... det er godt!

229

✂ - Naa-aa, for mig maa det for Resten gerne være mørkt, saa kan man bedre sove!

✂ - Naa ... og hvad saa, da Nikolaj løb op ad Trappen?

✂ - Ja, saa kom de andre jo rendende, for de troede, at der var sket en Ulykke, saadan skreg han. Men da de saa hørte, hvad det var, saa grinede de bare og sagd'e, at Nikolaj var en Tøsedreng og Skørteprins, og at han hellere skulde sidde hjemme under Kakkelovnen ... Og saa var der ham Mortensen, ^ Handlangeren, ham de kalder Kartoffelbillen, fordi han altid har kolde Kartofler med til sin Mad ... han er saa grinagtig! han sagde, at han vilde spise sin Vesperkost dér nede, for saa havde han Dameselskab l

✂ Og gjorde han saa det?

✂ - Ja, naturligvis! og vi andre ogsaa! Men saa var det, at Mortensen satte en af sine Kartofler ind i Munden paa Damen og sagde: tyg, min Tøs, det er vist længe siden, Du har smagt en dansk Ka'tøffel! Og vi andre lo. Men saa kom Formanden og sagde, at vi værsgod skulde lægge Laaget paa Kisten, for man skulde have Respekt for de døde. Og saa maatte vi jo lægge Laaget paa igen.

✂ - Det var ogsaa rigtigt, Paul!

✂ - Naa-aa, de døde er jo døde! Men han Formanden, han hedder Meyer, han har jo aldrig lært noget, han er bare en ganske simpel Arbejdsmand, der har gaaet paa Kommuneskolen ; og der lærer de jo ikke andet end Religion og Danmarkshistorie og den Slags, ikke hverken Fysik eller Naturlære, som man har til Præliminæreksamen. Den Klasse Mennesker er saa overtroiske!

✂ - Se, nu er det næsten helt lyst udenfor, Paul.

✂ - Ja-a, nikkede Paul og saa' glad smilende hen mod Vinduet, hvor Dagslyset skinnede ind langs begge Sider af det nedrullede Gardin - Naa, men saa var det jo, da vi skulde gaa hjem om Aftenen, saa véd jeg ikke rigtig, hvordan det kom; men Nikolaj sagde da, at jeg turde ikke tage en af Sløjferne, der sad paa Damens Kjole, og gaa med i Lommen i tre Dage. Men jeg bad ham jo rende og hoppe! hæ, troede han, at jeg var bange! Hvis han vilde gi' mig seks Cigarer til halvtreds, saa skulde jeg tage en af Sløjferne og møde med den som Slips til hans Fødselsdag!

230

✂ - Og det gjorde DU!

✂ - Ja, hva' Fanden! man er da ingen Pi'epatte ... Nikolaj blev staaende oven for Trappen, mens jeg gik ned og lettede Laaget paa Kisten og rev en Sløjfe af ... Hæ, det manglede bare.

✂ Lyset voksede mere og mere i Værelset, og Pauls Mod voksede med det. Han laa nu lunt og hyggeligt i Sengen og snakkede frejdigt løs, som om der aldrig var noget, der havde heddet Mørke.

✂ - Og det var den, Maren syede et Slips af? spurgte den lille.

✂ - Ja ... begribeligvis!

✂ - Det skulde hun bare ha' vidst, saa ha'de hun ikke syet det!

✂ - Nej, det kunde sgu ligne de Fruentimmer!

✂ - Jamen, Paul, Du sagde jo selv i Nat ...

✂ - Aa, Fanden! i Nat! ... Man var vel fuld! Vi drak godt!

✂ - Vil Du da ikke hen med Sløjfen igen? Paul gabede og strakte sig.

✂ - Hæ, sagde han saa - vil Madammen derhenne ha' den, saa kan hun jo selv hente den! ... Men hør Axel, nu vil jeg sove! Gaa hen i din egen Seng, hva', Du ta'r saa meget Plads op ... Nu er Du vel ikke bange mere?

✂ - Næ-æ ...

✂ - Skrup saa af med Dig da, din lille Kryster! Axel smuttede ud af Broderens Seng og hen i sin egen. Og saa skudrede Paul sig velbehageligt til Rette og trak Dynen op under Hagen:

✂ - Godnat, Axel!

✂ - Godnat ... men hvis hun -nu kommer igen i Nat ...

✂ - Sludder Dreng! Sov nu!

✂ Den lille tav og lukkede pligtskyldigst Øjnene. Solen skinnede klart udenfor, og Morgentummelen var begyndt at lyde op fra Gaden. Men den generede dem ikke, de syntes begge at være falden i Søvn.

✂ Saa rejste Paul sig pludselig op paa Albuen og saa' over mod Broderens Seng :

✂ - Axel?

231

✂ - Ja.

✂ - Hør lidt!

✂ - Ja...

✂ - Vi kan jo godt gaa en Tur efter Middag, og saa kan vi jo ta' det tossede Slips med! ... Mig er det nu for Resten lige meget, for voksne Mennesker tror jo ikke paa den Slags længere!