Rode, Helge Tilfjelds

TILFJELDS.

ARIELS SANG.

(En Kaprice.)

Jeg er Ariel, Luftens Aand,
skabt af Dybdernes inderste Gud,
sendt som et Bud
fra hans mægtige Haand
mere legende let end et Stjerneskud.

Paa min Læbe var Sang,
da jeg sprang,
da jeg svang
mig herud.

88

Og jeg sank og jeg steg
i en hvirvlende Leg,
og jeg inddrak kun Lys,
og min Føde var Luft,
og min Sjæl var et Gys
og en bølgende Duft.

Tror I, Himlen er stum?
Nej, det vældige Rum
er et straalende Hav af Musik,
hvor blandt dirrende Strenge jeg gik
Og der sitrede Sølv
til min vingede Hæl,
og der brusede Guld
som en Storm i min Sjæl.

Jeg var en. Jeg var mig.
Jeg var fælles med alt,
med det evige Jeg
og med Duggen, som faldt.
Jeg var Blomsternes Sødme og Bølgernes Salt.
Jeg var Maal. Jeg var Vej!
Jeg var intet og alt!

89

Jeg er Ariel! Se! Jeg er Lethedens Aand!
Jeg blev sendt for at lære jer flyvende Flugt,
for at afkaste Byrder og opløse Baand,
for at skænke jer Æterens liflige Frugt.

* * *

Naar jeg følte lidt Trang
til at holde en Rast,
til at hvile engang
paa et Sted, som var fast,
da bød Regnbuens Krans
mig til Ro efter Dans,
og jeg svang mig derned i et Kast.

Og jeg sad paa dens brogede Glans,
og jeg vipped urolig af Hast,
medens Fødderne dirred af Dans.

Til en Dag, hvor Regnbuen brast.