FØRSTE FORAAR

✂ Det blide Foraar aanded mig imøde
og Hjertet opstod atter fra de Døde

✂ Den brune Jord var som en aaben Haand,
gavmild og blød, løst ud af Frostens Baand.

✂ En Kant af skorpet Is. langs Grøft og Dige
fortalte kun, at Kulden maatte vige.

✂ Hvor vilde alt paa denne Sti mig vel,
nu toned Kirkeklokken: Det er Kvæld.

✂ Det var som Rummet sang sin Vemodssang.
Den rene Luft skjalv ved sin egen Klang.

✂ Og Mørket sank, umærkeligt og tyst,
og Himmelrummet blaaned sælsomt lyst.

✂ Hvor vilde alt mig vel paa denne Sti,
en venlig gammel Mand gik tavs forbi.

✂ Lidt fattigt klædt, lidt stiv i sine Led,
men med et renligt Ansigt, fuldt af Fred.

✂ Og bag de sorte Træers Greneskud
sprang pludselig en dejlig Stjerne ud.

✂ Og funkled med et Blik af Glans og Fred.
Paa én Gang var det fjerne tæt herved.

✂ Hvor vilde alt mig vel paa denne Sti.
Tre sorte Fugle fløj med Et forbi.

✂ Fløj tyst forbi ind i det frie Fjerne,
som blomstred nu med Stjerne bagved Stjerne.

✂ Tre sorte Fugle fløj — travlt og alvorligt.
— Det dybe Hjerte følte sig usaarligt.