↩

VED HOLGER DRACHMANNS DØD

✂ Imellem Klitter ved Havet i et Solhjørne. Blaa Himmel. Den unge Mand kommer ind. Gaar hurtig op paa Klitten. Ser sig omkring. Ser op paa Himlen — udover Havet.

DEN UNGE MAND.

✂

Du lyse Dag!
Jeg drikker dig i fulde Drag.
Vor Lykkedag, brudt frem af Slud og Taage.
Du løfter os og bærer os
Du kvæger og ernærer os.

(Staar lidt og lytter.)

Der skreg en Maage!
Der skreg en Maage, jagende
i store Sving
i Ring, I Ring!
Klagende?

(Urolig.)

Aa nej, hvor blir hun af idag
til vores Stævnemøde?

(Ser atter ud.) 36

Hvad vil den Maages vilde Jag?
Den flyver sig tildøde. (Lidt efter.)

Jeg mindes én
paa Skagens Gren,
en herlig Kongemaage!
Hvor stolt den stred,
da Stormen bed
Den kløved Slud og Taage.
Men Solen kom en Sommerdag.
Jeg saa den fløj i Ro og Mag
forgyldt af Solens Straaler.
Og kongekronet sad den der
paa Skagens Gren i Solens Skær
og drak sin Fryd af Himlens fulde Skaaler.

(Ser atter ud.)

Nu fandt den Maage nok sin Grav.
Den jog sig selv til døde!

(Atter urolig.)

Hvor blir hun af. Hvor blir hun af
idag til Stævnemøde?

(Lytter.)

Var det mon hendes Skridt, der lød?

(Raaber ud.)

Hvad er det I vil sige?

(En gammel Fisker kommer frem mellem Klitterne. Hans Ansigt er alvorligt. Den unge Mand springer ned.)

DEN UNGE.: Har I ej mødt en Pige?

FISKEREN: (helt fremme)
Ja nu er Holger Drachmann død,
det vilde jeg blot sige.

DEN UNGE.: Aa er han død. Aanej. Aanej.

FISKEREN.: Vi skal jo alle gaa den Vej.

DEN UNGE.: Jeg fatter ej!
(Skjuler Ansigtet i sine Hænder.)

FISKEREN.: Han var — den Ting er vis og sand
en dygtig Digter i sit Fag
og det er ogsaa sandt, at han
tillige var en herlig Mand,
som hilste venligt til Goddag
og hjalp enhver, som bad derom
og der er neppe En, som kan
med Sandhed sige, at han kom
uhjulpen ud fra denne Mand.

(Dæmpet.)

✂ Han siger jo saa meget Præsten
og Rigsdagsmanden med forresten.
Det kan jo gerne være rigtig,
at han var noget uforsigtig.

✂ Det maa de Store bedst forstaa,
men han var afholdt blandt de Smaa.
Og digtede — som ingen anden.
Vi holdt af Manden!

DEN UNGE: (lidenskabeligt).
Han sejled frem for fulde Sejl
Han havde ingen Fejl!

FISKEREN.: Naa Fejl har alle, som maa klandres.,
men har han fejlet og gjort galt,
saa har han allenfals betalt,
kan hænds — for nogle af de andres.
Og jeg vil tage Hatten af
for ham — og ogsaa for hans Grav.

DEN UNGE.: Hvor blir hun af?

FISKEREN: (smiler lunt).
„Hvor blir hun af?"
Der fandt han atter Tonen.

DEN UNGE.: Forstaar I ikke?

FISKEREN

✂ (lidt efter).

Jo saamænd.

Selv gaar jeg hjem til Konen.

(Han gaar.) (I det samme kommer den unge Pige fra venstre.)

HAN.: Aa har du hørt? —

HUN

✂ (smerteligt).

Ja lige nu!

Jeg fatter ej.

HAN: (lidt efter).
Hvad tænkte du?

HUN

✂ (ryster paa Hovedet).

Jeg fatter ej! — Hvad tænkte jeg?

Jeg længtes efter dig!

HAN.: Det samme tænkte jeg!
(De omfavner hinanden. Staar med Hovedet bøjet. De sætter sig ned i tunge Tanker.)

HAN

✂

Nu er de lyse Nætters Tid forbi
de dirred hen de gyldne Melodier.

Der bliver tavst paa Strand og Skovens Sti,
den taler kun om ham, som evig tier.

Hvor var han glitrende som Sol paa Sund.
Frisk som den aarle Morgenstund ved Havet
og sitrende som Dug i Blomstens Bund.
— Nu er den danske Sommers Fryd begravet.

(De sidder stille ved hinandens Side.) (Klokker ringer.)

HUN.: Hør de fjerne Klokkeklemt,
„Bud fra gamle Dage".

HAN.: Dem har jeg ingensinde glemt,
nu kommer de tilbage.
Og han, som var saa hed og vild,
var i sit Inderste saa mild,
som Vaarens første Dage.

HUN.: Men ved du, at hans Død var blid?
Den kom saa let, i venlig Tid
og uden Gru og Klage.

HAN

✂

Aa det er godt at tænke paa!
Det maatte, maatte være saa!

(sidder lidt og ser frem for sig).

Døden var god imod ham
den kendte hans Inderste og forstod ham.

(Rejser sig stille og lytter.)

Hør! — hør, hvor det suser i Skovens Kroner.
Hør Havet toner!
Det suser og toner med bønlig Klang,
Det er som om Jordens Aander sang.

KOR AF AANDER FRA JORD OG HAV.: Luftens Aander! Tag imod
vores kære Broder!
Giv ham Haand og før hans Fod
over Dybets Floder.
Milde Vinde! Vift hans Kind,
Kys hans Pande Brise!
Klare Toner! Fyld hans Sind
med sød og stille Lise.

HUN: (løfter Hovedet og lytter).
Det suser og toner med liflig Klang
Det er som om Luftens Aander sang.

KOR AF LUFTAANDER: (svarer).
Luftens Aander er ham god!
Han var vores Broder!
Sjælens blide Blomsterblod
fik han af vor Moder.
Vinden leged i hans Sang,
Æolsharpens Brusen
dirred hen i sagte Klang,
de fjerne Stjerners Susen.

HAN.: Det suser blidt — det toner tyst
Her blev med Et saa mildt og lyst.

HUN: (peger paa en hvid Sky, som Solen nu beskinner).
Sér Du den hvide Sky, som hist
har faaet gylden Krone paa.

HAN

✂ (smiler).

Er det mon ham, som nu tilsidst
kan — som han lyster, gaa?

(Med Ansigtet vendt mod Skyen.)

Den hvide Sky med gylden Bræm
deroppe i det klare Blaa.
— Saa fri og sorgløs i sit Hjem,
kan ingen anden gaa!

Den glider bort, saa langt den vil,
i Utids Tider om den vil
for Luftens Pust, til Vindens Spil
og ser — som ingen saa:
Hvor Himlen dog er blaa!

Den hvide Sky — ja det er dig,
saaledes som saa tidt jeg saa
dig gaa din egen frie Vej
saa helt paa Maa og Faa.
Der stanser du og hviler du,
der driver du og iler du,
der drømmer du og smiler du
med Hovedet paa Skraa:
Hvor Himlen dog er blaa!

Du smiler til den gode Sol,
til alle Stjerner, store, smaa!
Ak Guld i Himlens blaa Viol,
som Pigeøjne blaa!
Én Stjerne lyser som Rubin!
Den funkler som den røde Vin,
saa ungdomsvarm og uskyldsfin.
Du ler og tænker paa:
Hvor Himlen dog er blaa!

Du ler og tænker stille paa,
at denne Glød af rød Rubin
44 kan ingen vrede Øjne naa
og dog — dog er den din.
Hvor er det svundne fjernt og nær!
De samme Farver her som der;
men badet i et Uskyldsskær,
saa aldrig før du saa:
Hvor Himlen dog er blaa!

Saa dyb som ingen før den saa
og rig og fuld af gylden Glans
og ingen onde Øjne naa
de lyse Stjerners Dands.
Du frie Sky! Far hen! Far hen!
vi mindes dig vor gode Ven!
Du kommer mild og glad igen,
saa tidt vi tænker paa:
Hvor Himlen dog er blaa!

HUN: (dæmpet.)
Hvor Himlen dog er blaa.
(De sidder stille og lyttes.)

KOR FRA JORDEN.

✂

Hør o store Sol vor Bøn,
Kærlighedens Kerte!
Tag imod ham, som din Søn
for han var din af Hjerte.
45 For hver Svaghed paa vor Vej
maa vi bittert bøde;
men den Sjæl, som elsked dig
gaar du mildt imøde.

Høje Stjerner skjul jer ej!
Lad ham stille stige.
Lys for ham og vis ham Vej
i Eders fjerne Riger.

KOR: (fra Luft og Jord.)
Lys for ham og vis ham Vej
i Eders stille Rige.

Rode, Helge Ved Holger Drachmanns Død

VED HOLGER DRACHMANNS DØD