HOLGER DRACHMANNS URNE

✂ Verden! Lad nu min Aske i Ro.
Den fandt sit Sted.
Vil Havet vriste den af din Klo
saa gaar jeg med.

✂ Vil Bølgen søge min sidste Havn.
Lad den faa Lov.
Jeg kaldte paa den med Brodernavn
imens du sov.

✂ Jeg sendte Bud med den vaade Vind,
som græd og lo.
Du husker ikke vort Brodersind.
Den svared jo.

✂ Den gav mig Svar med sin dybe Røst,
at vi var to
som længtes ind mod hinandens Bryst.
Lad os i Ro.

✂ Lad Havet vokse. Lad Vande gro
og bryde frem.
Lad Bølgen bygge den sidste Bro,
saa gaar jeg hjem.

✂ Lad skylle, skumme den Nat, saa lang
ind til mit Bo.
Da kysses jeg af min egen Sang.
Lad mig i Ro.

✂ Den Haand, som binder er haard og trang.
Den gør Fortræd,
for Livets skærende Skratteklang
er altid med.

✂ Da Hav og Himmel gik ind paa Land
med Haardt mod Haardt.
De søgte mig i den hvide Sand.
I bar mig bort.

✂ Men der var to, som I da bedrog.
— Jeg vil derhen.
Den vilde Bølge, som vredest slog
den var min Ven.

✂ Den slog sin Lab imod Jordens Klo
og slog den lam.
Min vilde Broder, som var mig tro,
giv mig til ham.

✂ Han kommer endnu en sidste Gang
og bygger Bro.
Jeg synger i Natten min Svanesang,
saa faar jeg Ro.