BARNDOMMENS HAVE.

✂ I min Barndoms dybe Have
var der løndomsfuldt at lege.
Sidde stille, pusle, grave
under store gamle Ege.
Lave Kar af Egenødder,
bygge Køkkenet af Pinde
i et mystisk Hul derinde
mellem Egens Rødder.
Heksekøkken, Trolddomsgryder!
Det er sære Ting, som syder
i vor Barndoms dybe Have,
i det Hul, som er en Hule,
dybere end vi kan grave.

✂ Sære Ting, som man maa skjule.
Ingen ved, hvad de betyder.

✂ I min Barndoms Blomsterhave
mindes jeg en Mus som døde,
thi det var det første Møde
med det stumme, med det øde,
med de svundne Sjæles Grave.

✂ Blind! Og kold den lille Snude.
Stakkels Mus, for evigt stille,
saa bedrøvet, tynd og lille,
kunde ikke, om den vilde
længer smutte om herude.
— Der var Grund nok til at tude.

✂ Leg og Liv for evigt ude.
Snip snap snude! Evigt ude!
Det var Dødens kolde Gaade.
Intet Svar og ingen Naade.

✂ Dyster Hæder, fuldt vi viste
denne lille arme Snude.
Af en Æske med en Rude
fik den sig en dejlig Kiste.

✂ I en Tøjstump, fin Skarlagen
og med Guldbort, rundt det Røde
svøbte vi den lille Døde,
før vi skjulte den for Dagen.
Blødt den hviled i sit Lagen.

✂ Under Sang og sære Fagter
sænked vi den ned i Graven.
Dækked den med Muld fra Haven
— mens en Tvivl om Livets Magter
gav en sælsom Angst i Maven.

✂ Blomster, Blomster, milde, søde,
ofred vi den lille Døde.
Livet blomstrer jo og visner.
Saadan var det første Møde
med det store, stumme Øde.
— Døden løfter, mens den isner.