Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

DRYADEN.

Naar Natten kommer,
Saa kommer Døden med, hvis ei du frelser.
O, red fra Døden mig! Jeg knuger fast
Mig til dit Bryst! Slaa dine Arme om mig,
At Døden i mit Skjul mig ei skal finde! -
Jeg skulde nu først rigtig til at leve!
Her Kronen er, som du mig gav, og Krandsen
Af Roser flettet - see, hvor purpurrøde!
Og her er Lyren, som jeg skulde spille -
Glem ei dit Løfte! See, mit Hjerte skjælver.
O, frels mig! Lad mit Liv ei brat forgaae!