Paludan-Müller, Fr. Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

✂ Da Adam og Eva ved Døden har mistet deres unge Søn, sidder Adam sorgfuld og nedtrykt udenfor sit Telt:

✂ I Luften for sig mørk han stirred hen,
Men pludselig hans Kinder høit nu gløde.
Med Jubel løb sin Hustru han imøde,
Der gjennem Dalen skred med hurtig Gang.
Som Engles Hilsen hendes Røst ham klang,
Et Smiil om hendes Kind og Læbe svæved,
Og Øiet straalte mildt da hun det hæved.
Tal! raabte han forundret: Hvad er skeet?
Men Eva svared: Abel har jeg seet!
Han stod ved Træet, hvor vi Livet prised.
Han er ei tabt! Han er i Paradiset!
Han er i Graven ei! Han er ei død!
Hans Øies Straaler til mit Øie flød,
XVI Dengang i Haven jeg ved Navn ham kaldte! -
Og Alt med Taarer Adam hun fortalte.
Men Adam græd, og sagde: Gud er god!
Det Liv, han gav, ei hjælpeløst han lod.
Han baner Veien fra de dunkle Grave,
Der fører ind i Paradisets Have.

✂ Denne Tro, om hvis Væxt adskillige af de mindre lyriske Digte (f. Ex. "Perlen" fra Juni eller Juli 1836) bærer Vidne, og hvori Paludan-Müller for Resten af sit Liv fandt Hvile, vandt han dog først fuldt og helt, efter at han havde gennemlevet en alvorlig Krise, og en Kvinde, som elskede ham, forstod, hvad han trængte til, og hvis Vilje var stærkere end hans, havde grebet ind i hans Liv.