Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

↩ Hun maa sikkert i længere Tid have næret en stærk, alt beherskende Kærlighed til sin unge, smukke Slægtning, og nu, da han var blevet alvorlig syg, og medens Familien gjorde Anstalter til at faa ham indlagt paa Hospitalet, lod hun ham, til Forbitrelse for Familien, der vejrede et Giftermaal, og til Forargelse for Verden, der fandt det ganske upassende, flytte til sin Moders og sit eget Hjem for selv at kunne pleje ham. Rekonvalescenstiden aabnede Paludan-Müllers Øjne for, hvor meget hun holdt af ham, og han følte i hendes Nærværelse en Hvile, Ro og Tryghed, som han aldrig før havde kendt. Kønt og smukt har han sat denne Tid et Minde i "Adam Homo"; man behøver blot i Stedet for Moderen at indsætte Charite, saa har man i følgende Vers et Billede af hans Tilbagevenden til Livet under hendes omhyggelige og moderlige Pleje: