Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

↩ Da Paludan-Müller under ny Forhold og fremmede Omgivelser med "Adam Homo" i Tankerne vendte tilbage til Jorden igen, gjorde han det uden al Tvivl fra først af med et oprigtigt Ønske om dennegang at kunne komme til Rette med Livet og Menneskene. Man har hans Ord derfor i "Tithon" og i Eremitens Tale i 2den Del af "Adam Homo". Men efterhaanden som han, fjærnt fra Hjemmet og sine Landsmænd, fordybede sig i Erindringen, mødte ham hele det fra "Dandserinden" saa vel kendte Selskab og hans eget tidligere Livs Mangel paa Holdning og dybere Indhold, der maatte virke dobbelt grelt og frastødende paa ham nu, da han nylig havde fundet baade Indhold for sit Liv og Holdning paa sig selv. Det blev ham da en Trang og Fornødenhed at faa Fortiden paa Afstand, digte sig fra den og tugte sin gamle Adam med Ironiens Svøbe. Han dannede sin Helt, »dansk i Sind og Skind og Tale", til en vis Grad i sin Ungdoms Billede, gjorde ham elskværdig og indtagende, gav ham en vag og blød Karakter, lod ham overfor Kvinder være uimodstaaelig og modstandsløs, som han selv havde været det. Samtidigt holdt han ham sig fra Livet ved - ogsaa i Navnet - at understrege det alment menneskelige, det typiske og ved i det ydre at lade ham gennemløbe en Livsbane, der var helt forskellig fra hans egen; ti hvordan Adam Homos Liv skulde ende, var han vistnok ikke længe om at komme paa det rene med, i alt Fald fortalte han mange Aar senere til Georg Brandes, at de Linjer, han nedskrev først af det hele Digt, var Heltens Gravskrift: