Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

Medens Paludan-Müller saaledes i "Kalanus" og "Benedict fra Nursia" har givet Modstykket til "Adam Homo", vendte han sig pludselig i "Ahasverus", der udkom i samme Bind som "Kalanus" og maa være skrevet i umiddelbar Fortsættelse af det, atter mod Jorden og fældede endnu engang Dommen over Tiden og Menneskene i et Dommedagsbillede, der skildrede Verdens Undergang og Livets Ophør. Det var i og for sig ikke helt ny og fremmede Tanker, der her kom til Orde i hans Digtning; allerede ti Aar tidligere havde han ladet Tithon forbande den faste, ubevægelige Stjernehimmel, der hvælvede sig over Jorden, og ønske dens Undergang, for at et nyt Liv kunde spire frem. Men naar han nu atter vender tilbage til disse Tanker og giver dem et saa energisk og voldsomt Udtryk i et eget Værk, da maa der ganske sikkert have været særlige Grunde dertil. Man har henvist til, at "Ahasverus" er skrevet under Indtryk af den Koleraepidemi, som i Sommeren 1853 i København bortrev Mennesker i Tusindvis, og som sikkert nok for ham med det stærke kristelige Livssyn har kunnet staa som en Guds Advarsel til den syndige Menneskehed. Man har endvidere peget paa, at han, der virkelig før 1849 længtes efter, at en ny Tid skulde føre Landet ud af de politiske Stridigheders Virvar, nu, da den var kommet, maatte føle sig frastødt af Folkestyret, og der findes ogsaa utvivlsomt i "Ahasverus" Sidehug til Majoritetens Regimente. Men alt dette har dog sikkert ikke alene været nok til at fremkalde et Digt som dette. Dets Fremkomst paa netop dette Tidspunkt forstaas vistnok først rigtigt, naar det ses paa Baggrund af den Fritænkerbevægelse, som siden Begyndelsen af Halvtredserne med stedse stigende Voldsomhed var kommet til Orde i Smaaskrifter og Tidsskrifter. Paludan-Müller var et Aars Tid tidligere i det stærkt personlige Digt "Luftskipperen og Atheisten", et "Lejlighedsdigt" som han selv kaldte det, traadt op mod en enkelt af de unge Fritænkere og havde aabenbart tænkt sig at kunne standse Bevægelsen ved at behandle den fra oven nedad. Det lille Digt var faldet ganske resultatløst til Jorden, og Ateisternes Udtalelser antog snart en Dristighed og Krashed i Formen, som maatte forekomme ham mere end gudsbespottelig. Naar i Lægen Frederik Dreiers Skrifter Kirkerne siges at være Skueplads for "elendige, fortærskede Fraser", naar "Sjælen" gøres til en rent "legemlig Virksomhed" i Lighed med Fordøjelsesproces og Urinafsondring, naar Menneskets naturlige Udvikling af lavere Dyreformer betragtes som en selvfølgelig Sag, og naar "den fri Kærlighed" prises paa "det kristelige XXV Ægteskabes Bekostning, da var der i disse og lignende Udtalelser i Forbindelse med Farsot og Rigsdagsvrøvl mere end Anledning nok for en Mand med Paludan-Müllers Livsbetragtning til at lade "Bestialitetens" og Antikristens Tid være kommet, til at lade Domsbasunen lyde og slynge den formastelige Jord i Afgrunden.