↩ Han var en Mand blottet for Forfængelighed og ydre Ærgerrighed. Medens Digtere sorn Oehlenschläger og H. C. Andersen stræbte efter Ry ogsaa i Udlandet, ønskede han ikke sine Værker oversatte. Allerede 1836, i sit 27de Aar, havde han skrevet: "Enhver Digter skriver for sin Tid, og for det Folk, hvortil Skjæbnen engang har knyttet ham ved Fødsel og Opdragelse, og af hvis Cultur, Tænkemaade og hele udvortes og indvortes Liv han selv kun er et Product. For sit Lands Literatur skal han virke, dens Forskjønnelse og Berigelse skal være hans Øiemed og Stolthed, og med den Løn han erholder af sit eget Folk, skal han lade sig nøie. Vurderer derimod en Digter sig selv for høit, eller, unøisom med sit eget Folks Bifald, beiler til Fremmedes Gunst - da er Nemesis ikke fjern, og hun vil sikkert ramme ham." Han fastholdt dette Standpunkt hele Livet igennem og gjorde aldrig noget for at blive oversat. Overfor Smiger var han absolut uimodtagelig, og enhver stærk og overdreven Ros var ham inderligt imod. Frederik Lange fortæller, at han en Aften i Teatret blev præsenteret for en Dame, der meget gærne ønskede at gøre hans Bekendtskab. "Det varede kun et ganske kort Øjeblik, saa rejste han sig med et lidt stift Buk og vendte tilbage til sin Plads. "Konen er gal!" sagde han i en overordentlig misfornøjet Tone, "hun siger, at "Adam Homo" og det nye Testamente er hendes to Lærebøger i Livet; har man hørt saadan noget Sludderl" Og han blev en Tid lang ved at sidde og brumme misfornøjet hen for sig." Navnlig overfor smukke og aandrige Kvinders XXVII Beundring var han paa sin Post og kunde være ganske uretfærdig i sin Dom over dem. "Til Gengæld - siger Brandes - tog han sig blandt Damerne med en særlig Varme af de ydmyge og de tilsidesatte. Der var f. Eks. i Familien en gammel ugift Tante højt oppe i de Treds, som vist var hjertens god og skikkelig, men som var et i høj Grad uanseligt Væsen, meget tarveligt begavet, og som altid ligesom udslettede sig selv. Til denne gamle Dames Ridder gjorde Paludan-Müller sig, han viste hende altid en udsøgt Opmærksomhed, og han, som ellers næsten aldrig indbød Folk til Middag, gjorde hvert Aar et lille Middagsselskab i Fredensborg paa hendes Fødselsdag og udbragte hvert Aar paany hendes Skaal med hjertelige Ord." Det var om hende, han engang sagde: "Hun er smukkere end alle I andre, for man kan se paa hende, at hun har været ulykkelig." -