Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Som Fuglen staaer hun: Vingen hænger bunden,
Men Lænken brister - fremad flyver hun!
Hvert Savn er borte, herlig er oprunden
Den første Elskovs klare Morgenstund.
Et yndigt Smiil sig breder over Munden,
Som vaagned Sjælen af sit lange Blund,
Som hendes Bryst, ei meer af Savnet tynget,
Af Drømmens Bad nu hæved sig forynget.