Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Paa Taaen hun sin ranke Skabning gynger,
Den runde Arm til Favntag bøier sig,
Det løste Skjærf til Hilsen frem hun slynger,
Og Luften leger let med Kjolens Flig.
Nu fly'er hun bort og Intet Foden tynger;
Som Barnet, ved sin Leg saa lykkelig,
Hun svæver hen og slaaer i sine Hænder,
Og medens Øiet funkler, Kinden brænder.