Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Hvergang lians Ganger bar ham ud til hende,
Har ikke Lethed nok dens rappe Fod;
Hvergang fra Høien af han kunde kjende
Altanens Gitter, hvor den Hulde stod
Og frit sit hvide Tørklæd' flagre lod,
For ham den første Hilsen ømt at sende:
Da spored frem mod Maalet han sin Hest,
Og da begyndte Begges glade Fest.