Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Thi øm var Afskedstimen; hvert et Møde
Gav dem et Indtryk af en Høitidsdag,
Og begge Hjerter, drømmende og bløde,
I Sværmeriets Toner fandt Behag.
Ei den Art Tale faldt i deres Smag,
Hvori de muntre Skjemtetoner løde;
Med Lunets Spøg var deres Fryd ei blandet;
De kjendte Hjertets Sprog, og intet andet.