Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Der sætter Døden strax sig paa hans Bryst;
Dog før som udslukt hans Bevidsthed ender,
For sidste Gang mod Fjenden Øiet sender
Den stumme men dog uheldsvangre Røst:
Et Blik, af Døden mørkt, af Hævnen lyst,
Hvorpaa i Øiehulen det sig vender.
Det seer ei Gjenstand meer paa denne Jord,
Dets lukte Tempel ingen Aand beboer.