Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Det aner mig, at aldrig meer vi mødes,
Min Skjæbnes Udgang alt mit Hjerte veed.
Det Haab, der fødtes med din Kjærlighed,
Skal aldrig mere ved dit Smiil gjenfødes.
En Nat, hvis Slør af ingen Morgen rødes,
Snart paa mit brustne Øie synker ned,
Og ingen Drøm vil mere Sjælen varme,
Som Elskovs svundne Drøm i dine Arme.