Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Men ingen Storm oprører meer det Hav,
Hvorpaa i Drømmens stille Baad hun seiler;
Paa Fladen hendes svundne Haab sig speiler,
I Dybet sig Erindring maler af.
Og skjøndt det Sande hendes Blik forfeiler,
Det Skuffende dog Hvile hende gav;
Og skjøndt nu blind for Livets Form og Farve,
Sig Psychen rører blidt i Støvets Larve.