Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra DANDSERINDEN (1831)

↩ Og pludselig hun reiser sig og svæver
Hen over Salens Gulv med lette Skridt.
Altanens Dør hun aabner - Luften hæver
De løste Lokker, som nu bølge frit,
Mens Klædebonnet, folderigt og hvidt,
For Nattevindens friske Aande bæver,
Der, Blik og Øre strømmende forbi,
Ei Sjælen for dens Taager dog befrie.