Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra AMOR OG PSYCHE ET MYTHOLOGISK DRAMA (1833)

✂ Det er forbi! min Dom han afsagt har;
Ved ingen Bod min Brøde kan udsones,
Og til en qvalfuld Eensomhed jeg dømmes.
Men jeg vil ikke leve - denne Jammer,
At skilles evig, og dog altid møde
I Hjertet hans Erindring, ei jeg bærer.
O Herlige, som mig forstøder, tag
Mit sidste Suk som sidste Troskabspant!
Dig elsker jeg! Mig Døden selv berøver
Ei denne Tanke: jeg var Amors Hustru,
Ei denne Trøst: jeg eengang var dig kjær.
Med dig drog Livet bort og Haabet svandt,
Og hvad der før var rædselfuldt, min Død,
Er nu det Eneste, som jeg begjærer!

✂ Du klare Bølge, som i evig Fart
Mod Havet ruller, modtag du mit Støv,
Og vask min Pande reen for hver en Brøde,
Og bær mig i din bløde Arm til Hades!
Snart vil jeg træde i det dunkle Rige,
Hvor selv en Skygge, Skyggerne jeg møder;
Og spørger mig en stille Røst: hvo er du?
Da svarer jeg: den Psyche, ak, hvem Amor
Har elsket, og hvem Amor har forstødt. -
Men nu Farvel, du Lykkens glade Bolig,
Som uden ham er bittre Qvalers Hjem!
Til dine Mure jeg endnu betroer
Det sidste Afskedssuk til min Gemal,
Den sidste Bøn, at han vil mig tilgive.