Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra VENUS ET DRAMATISK DIGT (1841)

✂ Skjønne Vaar,
Som nu atter kommer,
Du os spaaer
Snart den lyse Sommer.
Nattergalen,
Som i Dalen
Slaaer sin Trille;
Grønne Skove,
Bækkens Vove,
Alting taler sødt om Dage milde.
Ak, hvor seen
Gik ei Vintertiden!
Væv og Teen
Gav en Trøst saa liden.
Trist var Minen,
Tambourinen
Hang bestøvet;
Fløitens milde
Lyd taug stille,
Hjertet i sit Fængsel sad bedrøvet.
Idelig
Da vort Suk fremtrængtes;
Efter dig,
Vaar! da stærkt vi længtes.
Nu du kommer,
Nu er Sommer
Al vor Higen.
Da til D andsen,
Smykt med Krandsen,
Kalder Aftnens Fløite Hyrdepigen.
Snart en Snees
Samler sig med Hen,
Dandser Kreds
Rundt om Poppelpilen.
Hyrden finder
Der Hyrdinder;
Elskovs Fakkel,
Fra den fjerne
Venusstjerne,
Virker da paa begge sit Mirakel.
239 Bryst ved Bryst
Tidt et Baand da knyttes,
Som i Høst
Med et andet byttes.
Thi naar Druen
Fyldt med Luen
Offres Guden:
Af sit Kammer
Fuld af Flammer
Føres og til Hymens Tempel Bruden.