Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra VENUS ET DRAMATISK DIGT (1841)

✂ Nei, alle Spøgelser jeg kan fordrive.
Min Fætter Hæmon har en Vise lært mig,
242 Som til sin egen Brug han digtet har;
Den tager hver en Frygt som Katten Musen,

✂ I Modgang og Fare,
Naar Skjæbnen er vred,
For mig at forsvare,
Et Middel jeg veed:
Et Middel, der stemmer
I Sorg mig til Lyst;
Et Middel til Trøst,
Som Dag nu og Nat, til min Frelse, jeg gjemmer
Her dybt i mit Bryst.
Naar jeg leer -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Ingen Ting da kan skade mig meer.

✂ Tilgavns og med Smerte
Forelsket jeg var;
Man piinte mit Hjerte,
Holdt Haabet for Nar;
Af Taarer, som runde,
Blev næsten jeg blind;
Da faldt det mig ind,
Om ikke ved Latter jeg allerbedst kunde
Kurere mit Sind.
Og jeg loe -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Ja, saa Skam, blev jeg lystig og fro.

✂ Bag Grene, der luded,
Jeg traf i en Skov
Paa Ulven, som tuded
Og søgte sit Rov.
Den meente, at bange
Jeg skulde den flye;
Naar jeg krøb i Ly,
Saa vilde med Spring den mig pludselig fange.
Da loe jeg paany;
Det faldt haardt -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Strax min Ulv lusked slukøret bort.