Paludan-Müller, Fr. Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

KOMMENTAR

482
483

DANDSERINDEN

Affatteisestid: som det vil fremgaa af Anmærkningerne til Side 7 Linje 26 og Side 40 Linje 7, Aaret 1832; udkom (anonymt) den 15de Februar 1833; trykt 2den Gang 1834, 3dje 1837 (sammen med "Amor og Psyche"), 4de 1847 (i "Ungdomsarbejder" I), 5te 1854, 6te 1861 og 7de 1872 (alle tre i "Ungdomsskrifter" I), 8de 1879 (i "Poetiske Skrifter" II), 9de 1883 (sammen med "Amor og Psyche"), 10de 1900 (i Gyldendals Bibliotek), Ilte 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" I), 12te 1901 (med Illustrationer af Frants Henningsen).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1872, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: et af Digteren gennemrettet Exemplar af Udgaven fra 1837 findes i privat Eje (Prof. O. Borchsenius; sml. Fra Fyrrerne II 10-11); alle Rettelser er optagne i Udgaven 1847.

Oversættelser: paa Tysk Kiel 1835; Romancen Side 36 ("Ved den dunkle Brønd, i Skovens Stille") paa Tysk ved E. Bennett i "Dania", Leipzig 1841 (2den Udgave Berlin 1875).

Musik: Digtet Side 16 ("Ei eensom er jeg, skjøndt jeg vandrer") komponeret af Fr. Palmer d.v.s. Emma Hartmann f. Zinn (i "Romancer og Sange", 1ste Hæfte Nr. 18) og af Joh. Ad. Krygell (i Op. 80: Aandelige Sange for en Syngestemme med Orgel eller Pianoforte).

Illustrationer: af Frants Henningsen (i Udgaven 1901).

Versemaalet er det, som Paludan-Müller bestandigt anvender i Samtids-skildringer ("Adam Homo", "Luftskipperen og Atheisten"): det italienske ottave rime (et 8-linjet Vers i femfodede Jamber: _- | _- | _- | _- | _-). Han har vel valgt det under Paavirkning af den berømte italienske Digter Ariost (t 1533), der nævnes Side 8 Linje 4, og af den ikke mindre berømte engelske Digter Lord Byron † 1824), der skrev sin "Don Juan" (1819) i dette Versemaal. Det egner sig fortrinligt til satirisk og ironisk Digtning, og P.-M. er, særlig i "Adam Homo", en Mester i at give de to sidste Linjer, der altid skal rime sammen, en tilspidset Brod.

Æmnet. Stof fra Hverdagslivet, fri Digtning. Om en mulig Paavirkning fra Byron i Stil og Tone skriver P.-M. i Brev af 19/12 1876 til G. Brandes (Det nittende Aarhundrede, 1875/76, Side 472): "Da jeg skrev "Danserinden", havde jeg kun læst et Par Sange af Byrons Don Juan, og meget faa af hans andre Værker; dog sværmede jeg dengang som saamange Andre for den engelske Digter, hvad jo ogsaa hans Geni og skønne Død gør forstaaeligt, saa det ikke er usandsynligt, at der kan være kommet adskillige Byronske Toner ind i det danske Digt" [Retskrivningen i Brevet er Brandes'].

Thorvaldsens Statue "En Dandserinde" havde 1828 været udstillet paa Charlottenborgudstillingen.

Samtidens Dom. Om det Indtryk, Digtet gjorde, da det fremkom, fortæller J. L. Heiberg 1842 (Pros. Skrift. IV 364): "Dandserinden" var i Alles Munde, den oplevede i kort Tid flere Oplag, unge Digtere dannede sig efter den, Alle vare enige om, at dette Digt var det Skjønneste, som endnu var 484 skrevet paa Dansk, og at Paludan-Müller var den største danske Digter, som havde existeret".

Chr. Molbech var i sin Anmældelse (Maanedskrift for Litteratur X (1833), Side 895-910) fuld af Begejstring: "Da jeg første Gang læste dette Digt, virkede det paa mig, som om jeg ved Phantasiens Magt blev henført til en Himmelegn, hvor sydlig Blomsterduft blandede sig med vore Bøgelundes friske Morgenluftninger, og med den styrkende Køling fra de danske Strandbredder. Og imedens jeg følte denne Styrkelse udgyde sig over min Aand, hørte jeg bekiendte Toner, der, fra den pludseligt fremtryllede poetiske Verden uden om mig, fandt Veien til mit inderste Væsen. Det var en Klang, som om Vaarens og Sommerens Sangere blandede deres smeltende Triller med klagende Naturtoner, som man undertiden hører dem i Skovene, ved Høstvindens Susen i afløvede Trætoppe. Snart igien lød det som en fiern, dæmpet Brusen af Havets Vrede, naar Stormen med Latter pidsker det til at løfte sig i høie Bølger; og undertiden var det en melancholsk, skærende Klagelyd, som Isens, i det dens brudte Flager om Foraaret forgieves søge at modstaae Vandets Magt, der tvinger dem til at knuse og sønderrive hverandre. Dog hørte jeg altid en dybere Harmonie opløse Dissonantserne i de omskiftende Sangtoner, der strømmede fra et rigt Væld; og det var ikke Toner, som blot med en Klang ryste Ørets Nerver; men det var af dem, der have Aand og Siæl, og bringe de dybeste Strænge i et menneskeligt Bryst til at bæve". [Om denne Molbechs Anmældelse skrev J. L. Heiberg 14/12 1833 til Hertz: "hans Sværmerie for Dandserinden klæder ham reent forbandet" (Breve fra J. L. Heiberg, Side 154).] I den af Heiberg redigerede "Kjøbenhavns Flyvende Post" skrev den senere Statsminister og Biskop D. G. Monrad (i Interimsbladenes No. 2) en Afhandling "Om Dandserinden betragtet som reflecterende Poesie"; han kalder Digtet en "mesterlig Skildring af den gjærende, urolige Stemning, som næsten indtræder hos alle unge, kraftfulde, poetiske Gemytter i en Gjennemgangsperiode". Da en Anmælder af Carl Baggers "Min Broders Levnet" i Kjøbenhavnsposten 1835 No. 169 bemærker, at Handlingen i Digtet er "en ubetydelig Historie", møder en forbitret Indsender i No. 172 med Protest: "Hvis De forbliver fast ved denne Yttring, da er De en uværdig Dommer, hvis Roes selv ikke turde opmuntre en Forfatter".

Senere Statsminister C. G. Andræ, der stod det Heibergske Hus meget nær, førte paa sine Rejser stedse "Dandserinden" med sig og fremsagde i Samtale ofte Stykker af den (P. Andræ, C. G. Andræ, Side 164-65), og H. C. Ørsted sendte Digteren et (nu forsvundet) Brev, hvori han "paa en ligesaa human som træffende Maade" bedømte Digtet og gav dets Forfatter gode Raad, med Hensyn til hans fremtidige Digtervirksomhed (Breve til og fra Ørsted, II 115). Men Historikeren P. V. Jacobsen skrev 28/8 1833 til sin Ven Adjunkt Adler i Ribe: "Et Digt: "Dandserinden" har gjort megen Lykke. Du har sagtens allerede læst det; mig behager det ikke. Det er for uepisk, det er for Byronsk, det er for trivielt i sit Indhold og for fatalt i sine Udtryk og sin Tone; imidlertid maa jeg tilstaa, at jeg hverken har læst det helt og holdent eller i Sammenhæng" (Breve fra P. V. Jacobsen, Side 190).

Om sin Søns Arbejde udtaler Biskop Jens Paludan-Müller sig i et Brev af 1833 til den ældre Søn (Frederik Lange Side 71-72). Efter at have udtalt som sin Mening, at "Ingen bliver en ret stor Digter, førend han er kommet til en Grundanskuelse af Livet og Livets Betydning, der som en Grundakkord klinger gennem alle hans Digtninger, eller som en Grundfarve træder frem gennem alle Billeders Lys og Skygge", fortsætter han: "Jeg tilstaar Dig, at mit Haab om Fritz som Digter fornemmelig er grundet paa mit Haab om, at han vil naa hen til en saadan bevidst Grundanskuelse.... Hans "Dandserinde" skildrer mig klarligen hans Sjæls Nød under Fødselsveerne, medens denne Hovedidé af Livets Betydning i sin uendelige Mangfoldighed af Former vil skyde sig ind i hans Aand og aabenbare sig i Klarhed og Bevidsthed for 485 den. Men jeg ser som sagt i "Dandserinden" ikke andet end Fødselsveerne. Det himmelske Barn viser sig i den endnu ikke kommet til Verden".

Om hvorledes P.-M. selv paa sine ældre Dage saa paa dette sit Ungdomsværk, fortæller Frederik Lange (Side 73): "Senere i sit Liv lagde han selv ikke megen Vægt paa "Dandserinden"; han omtalte den gerne med et lidt overlegent Smil. Mangfoldige Aar efter, medens han en Dag paa Fredensborg Slot ventede i Kongens Audiensgemak, underholdt en gammel Hofmand ham paa det Elskværdigste og yttrede blandt andet, at "Dandserinden" hørte til hans stadige aandelige Kost. "Det var saamænd en mager Kost", føjede Paludan-Müller smilende til, da han fortalte Historien".

Side 3 Linje 20:

Flora] i den romerske Mytologi Blomsternes og Foraarets Gudinde.

Side 3 Linje 21:

Hertha] tidligere anset for en dansk Gudinde, men skyldes Misforstaaelse af Fortællingen hos den romerske Historieskriver Tacitus († ca. 119 e. Kr.) om Gudinden Nerthus, der dyrkedes "i en stor og hellig Skov paa en af Oceanets Øer". Den danske Oldgransker Ole Worm († 1654) var den første, som henlagde denne Gudindes Dyrkelse til Danmark; han fandt nemlig ved Landsbyen Lejre paa Sjælland Stednavnet Ærtedal, som han omdøbte til Herthadal og gjorde til Gudindens Offerlund; i det 18de Aarh. rejstes her "et Alter" for Hertha. - Her staar som paa flere Steder hos Baggesen og Oehlenschläger Hertha = Sjælland, Danmark.

Side 3 Linje 29:

Theevandssnak] spøgefuldt om: intetsigende, aandløs Tale; om tarvelig Poesi Side 29 Linje 29: "poetisk, ægte Kongothee".

Side 4 Linje 1:

Chenille] (fransk) "Kavaj" (Mandfolkekappe med et eller flere Slag).

Side 4 Linje 2:

Klubber] Klublivet var dengang langt mere udbredt end nu. Foruden en Mængde dramatiske Selskaber for alskens Dilettantkomedie havde man Klubber for Officers- og Embedsstanden ("Kongens Klub", "Den nye Forening"), for den næringsdrivende Borgerstand ("Det bestandig Borgerlige Selskab") og Klubber, som omfattede Medlemmer af alle Samfundsklasser ("Det venskabelige Selskab", "Rekreationen"). - Et Klubbal i "Det venskabelige Selskab" skildres i "Adam Homo"s 5te Sang.

Side 4 Linje 4:

den vakte Folkevillie] som Varianterne viser, ligger der ikke i disse Ord nogen Ironi overfor de begyndende liberale Bevægelser i Trediverne (om dem se Anm. til Side 31 Linje 31). Originaludg. har nemlig: Er ene Gjenstand for vor stærke Villie; Udg. 1837: Er ene Gjenstand for vor Lyst og Villie; Udg. 1847: Er Maalet for vor Higen og vor Villie; Udg. 1854 og 1861: Er Maalet for Nationens faste Villie.

Side 4 Linje 6:

Tilje] et gammelt nordisk Ord, der opr. betød "Fjæl, Planke"; brugtes i de danske Folkeviser fra Middelalderen i Betydningen "Bræddegulv" og optoges af nyere Digtere snart = "Gulv" [sml. Chr. Winther 1828 ("Henrik og Else"): "Til Harper og til Fløiter under tusind Kerters Glands | Paa kostelige Tillie der træde vi vor Dands"], snart = "Jord" [sml. J. L. Heiberg 1828 (Tilegnelsesdigt til "Elverhøj"): "Elverpigen med udslaaet Haar | Saa luftig svæver paa dugsprængt Tillie"], snart i al Alm. = "Dække" [sml. Grundtvig 1837 ("Kom, o Hellig-Aand, kom brat"): "Lad for os, som paa Dig troe, | Livets Blomster overgroe | Gravens mørke Tilje"].

Side 4 Linje 9:

Kanebjælden] "Man nød i hin Tid [i København i Trediverne] ofte en Vinterfornøjelse, som nu er meget sjelden, nemlig at kjøre i Kane. Hertil hører som bekjendt et godt Lag Sne, og dermed var Kjøbenhavn dengang ofte ret rigelig forsynet. Man kjender i vore Tider ikke mere til saadanne Masser af Sne, som da væltede ned i større og mindre Flokker fra en blygraa Himmel, og saa var man dengang ikke saa ilter til at skaffe det 486 øjeblikkelig af Vejen. Blev det altfor galt, kjørte man nok en Slump deraf bort eller samlede det i store Hobe paa Kongens Nytorv og andre større Pladser, men man lod dog altid et godt Lag ligge, der ved Frostens Hjælp dannede sig til en prægtigjevn Bane, der ofte i 6-8 Uger afgav det ypperligste Kaneføre" (Plenge, Livet i Kjøbenhavn, Side 104 ff). - Paa Kongens Nytorv holdt der Kaner, som man for to Skilling kunde leje til at køre ên rundt om "Hesten" (sml. Frederik Lange Side 200).

Side 4 Linje 16:

af første Skuffe] i spottende og skæmtende Tale = af bedste Slags, af fineste Sort.

Side 4 Linje 19:

det unge Blod] dengang var det kun ganske faa foruden Drengeungdommen, som løb paa Skøjter, og navnlig var det (sml. Skildringen af Baronesse Mille i "Adam Homo") ganske upassende for Damer at gøre det. "I en gammel Legebog fra først i det 19de Aarhundrede staar der saaledes følgende: "Her i Landet maa unge Damer ikke løbe paa Skøjter, men det turde dog nok være værd at overtænke, om man ikke burde indføre det, thi det er en sund Bevægelse" (Anna Erslev, Illustr. Legebog I, Side 3).

Side 4 Linje 23:

Pastor fidei] (latin) "Troens Hyrde" d.v.s. Præsten; Faaret er fra gammel Tid Symbol paa Menigheden (sml. Psalm. 23, l, Joh. 10, 11).

Side 4 Linje 25:

Soirée] (fransk) "Aftenselskab" (særlig med dramatisk eller musikalsk Underholdning).

Side 4 Linje 27:

galante Koner] galant her som ofte hos P.-M. i den nu forsvundne, dengang ret almindelige (med spansk galan overensstemmende) Betydning: "flot, elegant"; sml. Holberg 1731 ("Henrich og Pernille"): "Pernille. Hvad synes dig om den Adriane [d.v.s. Kjole]? Henrich. Den er ret [d.v.s. meget] galant, min Høne!"; J. L. Heiberg 1836 ("Nei"): "Jo, det gik galant; Det er vist og sandt, | Den sidder høist charmant"; Chr. Winther 1853 ("Den rige Frøken"): "Med Valdhorn under Armen | Og Hatten lidt paa Kant, | I børstet Kistekjole | Gik han nok saa galant". - Ordet forekommer naturligvis ogsaa hos P.-M. (f. Ex. Side 19 Linje 36) i sin nuværende (med fransk galant overensstemmende) Betydning: "beleven, ridderlig".

Side 4 Linje 29:

sig charmante tee] charmant er et Ord, som med Forkærlighed bruges af Digtere af den Heibergske Kres. - tee sig = vise sig; nu næppe meget brugt, men var dengang alm.

Side 4 Linje 30:

i Smigers Doner] d.v.s. ved Smigrerier; Done er en Snare til at fange og kvæle Fugle i.

Side 4 Linje 32:

den Stumme] Franskmanden Aubers Opera "Den Stumme i Portici" fra 1828 var blevet opført første Gang paa det kgl. Teater den 22de Maj 1829 med Fru Heiberg som Fenella ("den Stumme") og gjorde stormende Lykke - se Fru Heibergs Erindringer; indtil Udgangen af Aaret 1832 var den opført 31 Gange og samlede hvergang udsolgt Hus.

Side 4 Linje 34:

Klubgjesten høster, skjøndt han ikke saaer] sml. Matth. 6,26: "Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og høste ikke" o. s. v.

Side 4 Linje 36:

Mens Fingren leger i de kruste Haar] man vilde vel nu i en saadan Forbindelse bruge Enkelttal ("det kruste Haar"), men P.-M. ynder Flertal (sml. Side 24 Linje 4: "En (fik) røde Haar og Læber lig en Rose").

Side 4 Linje 38:

den hulde Lilie] Liljen er Symbol paa Uskyldigheden og bruges hos Digterne om jomfruelige unge Kvinder.

Side 4 Linje 40:

Mynsters Prækener] Jacob Peter Mynster, 1828 Hof- og Slotspræst, 1834 Sjællands Biskop, t 1854, var de dannede Klassers Yndlingsprædikant og en af Hovedstadens mest formfuldendte gejstlige Talere; (senere) Biskop P. E. Maller († 1834) skriver 1829 som grammatisk Exempel: "siger man ikke, naar Dr. Münster har præket, det var en deilig Præken?"

Side 4 Linje 40:

Scribes Dramer] Franskmanden August Eugène Scribe († 1861) holdt sit Indtog paa det kgl. Teater i Sæsonnen 1823/24 og 487 beherskede, i J. L. Heibergs Oversættelser, i mere end en Menneskealder Repertoiret med sine historiske Skuespil, borgerlige Dramer, Lystspil og Syngestykker; benved 100 Stykker af ham er gaaede over Scenen og bar været opførte omtrent halvtredjetusinde Gange. Indtil Udgangen af Aaret 1832 var bl. a. blevet spillet: "Fornuftgiftermaalet", "Formynder og Myndling", "Den første Kjærlighed", "Qvækeren og Dandserinden", "Et Feiltrin".

Side 5 Linje 18:

Roulader] (fransk) "Toneløb".

Side 5 Linje 21:

man er lutter Æselsøre] til dette Udtryk, der skal betegne dum Lytten, haves en Parallel hos Holberg 1723 ("Geert Westphaler"): "Hvorfor kaster du da Perler for Sviin? hvorfor spilder du unyttig kostbare Ord for Folk, som have Esel-Ørne?"

Side 5 Linje 25:

Comedien] = Teatret; alm. paa P.-M.s Tid, man kan endnu høre ældre Folk bruge Vendingen: at gaa paa Komedie - at gaa i Teatret. [Hertz 1839 ("Stemninger og Tilstande") fremhæver det som noget mærkeligt ved en Person, der i længere Tid havde opholdt sig i Paris, "at han aldrig siger "at gaae paa Comoedie", men "at gaae i Theatret".]

Side 5 Linje 33:

Thalia] i den græske Mytologi den komiske Poesis Gudinde ("Muse"). - Naar P.-M. her lader hende "gaae paa Krykke", skæmter han uden Tvivl med den Armod, som prægede det originale Lystspilrepertoire i Sæsonnen 1831/32, og som ganske godt kan karakteriseres ved Vendingen "et Drama og et lille Eenactsstykke": fraregnet nogle faa Syngestykker udgør Heibergs Enakts-Vaudeville "Kjøge Huuskors" (1/11 1831), Fru Gyllembourgs (anonyme) Drama "Magt og List" (18/1 1832) og Carl Borgaards Etakts-Lystspil "Formiddagen efter Ballet" (4/3 1832) næsten den hele Herlighed. Kun det første Stykke blev modtaget med Bifald; det sidste, siger Overskou (Theaterhistorie V 125), "mødte levende Modstand, især dog fordi en nylig fore falden Familiebegivenhed i det var bragt paa Scenen og Knuden løses ved at en Herre læser en Dames i hendes Sykurv liggende Brevconcept".

Side 5 Linje 37:

Hverdagsscenerne] gennem Heibergs Vaudeviller (siden 1825) og Hertz's Lystspil (siden 1827) havde Publikum faaet Smag paa Fremstillinger af Hverdagslivet ogsaa fra Scenen.

Side 6 Linje 1:

Melpomene] i den græske Mytologi den tragiske Poesis Gudinde ("Muse"); i Kunsten fremstillet med alvorlige, næsten strænge Ansigtstræk og med et Sværd eller en Dolk i Haanden. - Digteren spotter i de følgende Linjer over de bloddryppende Rædselstragedier, som særlig de tyske Romantikere yndede, og som fra Tid til anden ogsaa blev opførte herhjemme paa det kgl. Teater. I Sæsonnen 1828/29 (det første Aar P.-M. opholdt sig i København) var saaledes blevet spillet Tragedien "Isidor og Olga" af Ernst Raupach († 1853), om hvilken Overskou (Theaterhistorie IV 868) siger: "den hørte til de paa stærk Effect ved Spænding og Gyseligheder beregnede tydske Sørgespil, men var forresten behandlet i en poetisk Tone og med megen Tact for at give det Søgte og Beregnede Anseende af at komme frem i Situationer, som med Nødvendighed maae udgaae fra Handlingen, hvorfor Stykket vel, uagtet sine Synder imod Natur og Poesie, kunde af Mængden tages for et virkeligt Digterværk, naar det fik en Udførelse, som nogenlunde fyldestgjorde Forfatterens Intention [Hensigt]". I September 1832 bragtes en lignende Rædselstragedie til Opførelse: "Belisar" af Eduard von Schenk († 1841), se Overskou V 164.

Side 6 Linje 7-8:

veed ei rigtig selv hvorfor det græder, | Naar Heltens Monolog er hans Forræder] Meningen er uden Tvivl den: de lange Enetaler, som i de romantiske Dramaer hyppigt lægges Helten i Munden, fremkalder Taarer af det ukritiske Publikum, medens de i Virkeligheden kun er hule Deklamationsnumre og forraader Digterens Mangel paa Ævne til at fremstille en virkelig Helt.

Side 6 Linje 12:

den trivielle Melodi] først 1854 fandt P.-M. Operettemelodier "trivielle"; Udg. 1833-47 har nemlig: den ømme Melodi.

488

Side 6 Linje 16:

Operaens Krone, Don Juan] Østerrigeren Mozarts berømte Opera "Don Juan" (1787) var blevet bragt til Opførelse paa det kgl. Teater den 5te Maj 1807 og spilledes den 3dje Maj 1832 for 67de Gang. Den øvede en mægtig Virkning paa alle (sml. f. Ex. Blicher 1836: " Fjorten Dage i Jylland", Kap. II), havde afgørende Indflydelse paa Komponisten Weyses Liv og forherligedes 1843 af Søren Kierkegaard i " Enten-Eller".

Side 6 Linje 19:

Retirade] (fransk) her i den nu forsvundne, dengang almindelige Betydning: "Tilbagetog"; sml. Holberg 1723 ("Den politiske Kandestøber"): "Duc de Vendosme skiendte og brændte allevegne udi sit eget Land udi Retiraden"; J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Nu er der ikke Andet for, end at vi itide ere betænkte paa en passende Retirade"; Blicher 1829 ("Telse"): "En hastig Beslutning maatte tages; men hvilken? Ingen vovede at udtale det Ord »Retirade«."; Fr. Paludan-Müller 1865 ("Ungdomskilden"): »Der bliver ikke Spørgsmaal om Flugt og Retirade, afbrød ham Gonzalo de Castro".

Side 6 Linje 20:

Id] et gammelt nordisk Ord, der dels betyder "Gærning", dels "Stræben, Formaal, Hensigt".

Side 6 Linje 21:

give Næser] d.v.s. irettesætte (laant fra Tysk); sml. "Adam Homo", 12te Sang: "Enhver Skribent, som end er værd at læse, | Utvivlsomt gav sin egen Tid en Næse".

Side 6 Linje 23:

Balletten] fulgtes i P.-M.'s første Studenteraar med megen Opmærksomhed af det teaterinteresserede Publikum. Den havde i Tyverne været i Forfald, men blev nu genfødt af August Bournonville, der 1829 var blevet engageret ved det kgi. Teater, og som nu lidt efter lidt, under megen Uvilje fra Skuespilpersonalets Side, men støttet af Publikums levende Interesse, bragte den danske Ballet til en hidtil ukendt Højde.

Side 6 Linje 23:

Musa] de ni Muser er i den græske Mytologi Gudinder for Kunst og Videnskab; de er Digternes Beskytterinder og paakaldes af dem. [I Prologen til "Ahasverus" fremstiller P.-M. sig i Samtale med sin Muse].

Side 6 Linje 26:

Dandsemester] den ældre Betegnelse for: Danselærer, Lærer i Dans, ligesom Skolemester for: Skolelærer, Fægtemester for: Fægtelærer; sml. J. L. Heiberg 1826 ("Aprilsnarrene"): "Tennemann, en svensk Dandsemester" [i "Adam Homo" kun Formen Dandselærer].

Side 6 Linje 28:

Terpsichore] i den græske Mytologi Dansens Muse; hendes Præster spøgefuldt om professionelle Dansere (Bafietdansere, Danselærere), hendes Gjester om lystdansende.

Side 6 Linje 38:

skjelne mellem Ondt og Godt] sml. l Mpseb. 3,5.

Side 7 Linje 6:

er caput] d.v.s. er færdig, "fløjten" (et Spilleudtryk laant fra fransk, betegner egl.: ikke at have faaet Stik).

Side 7 Linje 9-32]

sml. P.-M.'s Digt "Dandsemusik".

Side 7 Linje 16:

Laurbær ... Myrther] Sejrens og Kærlighedens Symboler.

Side 7 Linje 26:

Polen med sin Helteflok] den Polske Opstand, der var udbrudt den 29de November 1830, og som P.-M. havde hilst med et begejstret Digt ("Raab til Polen", i Kjøbenhavns-Posten for 8/3 1831), var blevet knust i September og Oktober 1831, og ved kejserligt Reskript af 26de Februar 1832 var Polens Selvstændighed tilintetgjort. - En af Skikkelserne fra Polens Frihedskamp behandlede P.-M. senere (1838) i sin poetiske Fortælling "Slaven".

Side 7 Linje 34:

den nye Novelle] Fru Gyilembourg havde i Slutningen af Tyverne med "Familien Polonius" (1827) og "En Hverdags-Historie" (1828) bragt Novellen paa Mode hos det dannede Publikum i København og strax randet Efterlignere, saa at der fra Begyndelsen af Trediverne fremstod en rig Novellelitteratur (Carl Bernhard er den betydeligste Forfatter), ogsaa paa Vers (f. Ex. af Chr. Winther). [Blichers Noveller, der begyndte at fremkomme allerede 1824, blev først hen i Trediverne kendte af Hovedstadens Publikum.]

Side 7 Linje 37:

en Bagatelle] den ældre, med Fransk overensstemmende 489 Form (sml. Side 33 Linje 39: "sin Lorgnette", og "Ungdomskilden": "din Mandoline").

Side 8 Linje 4:

En Skik, som Ariost har bragt i Mode] Ariosts berømte Digt "Den rasende Roland" (Orlando furioso), hvis Æmne er gamle middelalderlige Sagn, er gennemvævet af en Mængde, Hovedhandlingen uvedkommende Episoder og behandlet med en over det hele svævende, halvdulgt Ironi. [Ariost, italiensk Digter, † 1533.]

Side 8 Linje 6:

Mm egen Musa har sin Lyra stemt] d.v.s. mit Digt er dog originalt. - Lyra (græsk), et 4- eller 7-strænget Musikinstrument; her med digterisk Frihed tillagt Musen for det fortællende Digt (Epos'et), men tilhører egl. kun Lyrikens Muse.

Side 8 Linje 8:

avec grace] (fransk) "yndefuldt".

Side 8 Linje 9-16]

Verset udtrykker Digterens Tilslutning til den Heibergske Skoles Kunstopfattelse.

Side 8 Linje 23:

Promemorie] (latin) her = Indledning, Fortale; betyder egl. "til Erindring" og brugtes dengang alm. i Overskrift over Breve og Andragender (sml. Lottes Brev til Excellencen - Homo i "Adam Homo"s 10de Sang: "Ærbødigst Promemorie! Betagen af Underdanighed og Ærefrygt" o. s. v.).

Side 8 Linje 25:

Syv Klokken slaaer] Forestillingerne paa det kgl. Teater begyndte Kl. 6, men i September og Maj samt ved Aftenunderholdninger Kl. 7. Den her skildrede Forestilling er da en Aftenunderholdning (af en fremmed Kunstnerinde), eller tør man slutte, at "Dandserinden" er skrevet (eller redigeret færdig?) i Tiden Maj-September 1832?

Side 8 Linje 28:

beau-monde] (fransk) "den fine Verden".

Side 8 Linje 38:

Brille] d.v.s. Lorgnet; den med Tysk overensstemmende Enkelttalsform af Ordet, der nu er ubrugelig i Rigssproget, ogsaa hos andre, f. Ex. Kierkegaard 1845 ("Stadier paa Livets Vei"): "Oldingens Brille slibes til at se nærved med".

Side 8 Linje 40:

Damen er i Vinden] d.v.s. i Forlegenhed; men Side 63 Linje 11 bruges "at være i Vinden" ligesom et Sted i "Adam Homo" (5te Sang: "Paany en Cavaleer - hun er i Vinden") i den i Dansk mindre almindelige (i Norsk derimod sædvanlige) Betydning: "være i Vælten, være feteret".

Side 9 Linje 1:

Henriette, Julie og Laura] dengang i Modsætning til nu meget almindelige Kvindenavne.

Side 9 Linje 2:

Gratier] de tre Gratier er i den græsk-romerske Mytologi Yndens og Skønhedens Gudinder; fremstilles i Kunsten, f. Ex. af Thorvaldsen (1819), staaende med hinanden omkring Livet.

Side 9 Linje 5:

Studenterhavre] en Blanding af Rosiner og Mandler (Laaneord fra Tysk).

Side 9 Linje 6:

Hist banker det med Paraply og Stok] nemlig af Utaalmodighed. En saadan Opførsel, der nu ikke vilde kunne finde Sted uden højst paa et Forstadsteater, var dengang ikke usædvanlig i det kgl. Teater; Overskou (Theaterhistorie IV 564) siger, at "den voldsomme Trampen jævnligen hørtes imellem Acterne, naar man blev utaalmodig over at vente paa Dækkets Opgang". Det var særlig Parterret, der førte an (sml. Excellencens Ord ved Adam Homos Maskerade i "Adam Homo", 9de Sang: "hvilket larmende Parterre!").

Side 9 Linje 9:

Studiosi] (latin) "Studenter".

Side 9 Linje 11:

Martis Sønner] spøgefuldt om Officererne; Mars er det latinske Navn paa Krigsguden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 9 Linje 11:

Knevelsbarten snurre] kun Officerer bar dengang Knevelsbart. - Snurre om at sno Skægget [sml. tysk Schnurrbart] er ret usædvanligt; det findes igen Side 32 Linje 25: "hans Knevelsbart var snurret" og hos Forfattere af Paludan-Müllers Kres (Jul. Lange, Udv. Skrifter III 124 490 (1883): "en afklædt Garderkarl eller Underofficer med store snurrede Knevelsbarter"; Georg Brandes, Saml. Skrifter 1446 (1887): "saa megen Særegenhed, som et snurret Overskæg medfører" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger]).

Side 9 Linje 13:

hulde Nympher] her spøgefuldt = yndige Piger (med Bibetydning af Koketteri). - Ordet Nymfe (i den græsk-romerske Mytologi kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer) har i Dansk ved Siden af Betydningen: ung Pige (saaledes f. Ex. hos Fru Gyllembourg 1835 i "Extremerne") pgsaa Betydning af: letlevende, usædelig Kvinde, Skøge, og i denne sidste Betydning forekommer det hyppigt i "Adam Homo" (ligesaa hos Carl Bagger 1835 i "Erindringer fra et Ungkarls-Liv i Kjøbenhavn").

Side 9 Linje 15:

active] Flertalsformen fremkaldt af Rimnød (den gamle Brug af Flertal efter "man" endnu enkelte Gange hos Holberg, men siden da ganske forsvundet).

Side 9 Linje 17-24]

saadanne Betragtninger over Publikum er ikke usædvanlige hos Digtere af den Heibergske Skole.

Side 9 Linje 19:

aimabte] (fransk) "elskværdige".

Side 9 Linje 28:

Den Anden sin Paryk med Anstand bær'] skaldede Folk bar dengang i Modsætning til nu Paryk.

Side 9 Linje 30:

Krigskammercancelliet] har aldrig existeret; lavet af P.-M. selv (for at faa en Titel, der kunde virke ved sin Længde) paa Grundlag af dengang existerende Regeringsdepartementer: Generalk rigscommissariatet, Rentekammeret og de to (danske og tyske) Cancellier (O. Siesbye i Dania II 321).

Side 10 Linje 3:

Crucifix] (latin) Billede af den korsfæstede Kristus.

Side 10 Linje 15:

Mamsel Dione] Dione er et græsk Navn, Navn paa Kærlighedsgudindens Moder. - Mamsel, der er sammentrukket af fransk Mademoiselle "Frøken", var paa Holbergs Tid en fin Benævnelse, men brugtes paa P.-M.'s Tid ringeagtende (snil. Side 59 Linje 27) og om Personer i underordnede Stillinger (sml. "Adam Homo", 7de Sang: "Mamsel Jansen! | Det altsaa kun en Gouvernante var").

Side 10 Linje 19:

Fiolen] Fiol er den ældre Form for Violin; P.-M. skriver overalt Fiol og Fiolin efter den dengang alm., med Tysk overensstemmende Udtale, som endnu er beholdt i Talemaaden at lade Fiolen sørge = lade det gaa som det kan.

Side 10 Linje 20-21]

af de her nævnte Musikinstrumenter er Obo (fransk) og Clarinet (italiensk) Blæseinstrumenter, Bratsch (italiensk) et Strygeinstrument og Cymbel (græsk) et Metalinstrument af to Halvkugler, der slaas mod hinanden.

Side 10 Linje 23-24]

de her nævnte Betegnelser for Musiktempoet, der alle er Laaneord fra Italiensk, betyder: allegro "hurtigt", forte "stærkt", fortissimo "meget stærkt", andante "hverken hurtigt eller langsomt", piano "sagte", pianissimo "meget sagte".

Side 10 Linje 31:

Miraklet] d.v.s. Diones Fremtræden paa Scenen.

Side 11 Linje 6:

Juno] det latinske Navn paa Himlens Dronning i den græsk-romerske Mytologi; at Juno throner paa Panden vil sige, at der er noget ædelt, dronningeagtigt over Skikkelsen.

Side 11 Linje 7:

Cupido] (latin) = Amor, Kærlighedsguden; han fremstilles i Kunsten, f. Ex. af Thorvaldsen (1819 og 1821), i Selskab med Gratierne. - Rosen (den røde) er Symbol paa Kærligheden.

Side 11 Linje 17 - Side 13 Linje 16]

hvis Skildringen af Diones Dans er bygget paa Virkelighedsindtryk, hvad i og for sig ikke er nødvendigt, kunde P.-M. have hentet nogle ved at iagttage den 20-aarige Andrea Krætzmers Dans f. Ex. i Balletten "Søvngængersken" (se Anm. til Side 26 Linje 38) eller som Margrete i Balletten "Faust" (første Gang 25/4 1832) - Overskou taler (Theaterhistorie V 58) om "det barnligtfromme, ædle Ansigtspræg, det simpelt 491 naturlige Udtryk af øm, uskyldig Kjærlighed, Sandheden i Udbruddet af hendes Angst, Rædsel og Fortvivlelse, og den Ynde, der var i enhver af hendes Bevægelser og hvilede over det hele skjønne Væsen". Som mimisk Kunstnerinde var hun en af vor Ballets betydeligste. Hendes Skæbne, der i og for sig er mærkelig nok, har forøvrigt ingensomhelst Lighed med Diones.

"Hele den beskrevne Ballet-Solo er et symbolsk og varslende Udtryk for Diones Skæbne, saaledes som Digtet fremstiller den: Uskyld; Elskovslykke; Fortvivlelse; Død" (Hans Brix i "Politiken" 7/2 1909).

Side 11 Linje 18:

Brava, bravissimo] "ypperligt, meget ypperligt" - et Tilraab, hvormed man i Italien tilkendegiver en Kunstnerinde sit Bifald.

Side 11 Linje 23:

Castagnetten] (spansk) "smaa Træstykker, der fæstes til Fingrene med Baand, og som man slaar Takt med under Dansen".

Side 12 Linje 2:

Psyche] Amors, Kærlighedsgudens, Hustru (Ordet betyder "Sjæl"); om Amor og Psyche se P.-M.'s Digt af samme Navn.

Side 12 Linje 19:

Entrechat] (fransk) et Dansespring, hvorved man i Springet krydser Benene.

Side 12 Linje 19:

Pistolet] (fransk) et Entrechat, hvori man - skiftevis - falder ned paa den ene Fod og strækker den anden frem i Luften.

Side 12 Linje 21:

Pirouette] (fransk) "Rundsving paa én Fod".

Side 13 Linje 22-23:

gid den Onde | Fra orthodox mig gjøre maa profan] d.v.s. fra rettroende til Kætter. [Latin profanus = verdslig.]

Side 13 Linje 34:

Seraph] (hebraisk) et himmelsk Væsen i menneskelig Skikkelse og med Vinger, synger Lovsange om Guds Trone (se Esajas 6,2).

Side 14 Linje 29:

Nymphe] her = Elskerinde (sml. Anm. til Side 9 Linje 13).

Side 15 Linje 14:

den smalle Ret] d.v.s. den tarvelige Ret.

Side 15 Linje 16:

Villing] en Art Torsk (skrives ogsaa Hvidling eller Hvilling).

Side 15 Linje 31:

den franske Dandsemester] det kgl. Teaters daværende Balletmester, den berømte Bournonville, var af fransk Herkomst.

Side 15 Linje 35:

Harpen] dengang et langt almindeligere brugt Instrument, ogsaa hos Privatfolk, end nu.

Side 15 Linje 37:

Æolsharpe] "Vindharpe", en Harpe, hvis Strænge ved Vindens Pust i dem giver Toner fra sig. [Æolus er i den græsk-romerske Mytologi Vindens Gud].

Side 17 Linje 29:

sin Fakkel svinger] til Grund for Billedet her ligger vel Forestillingen om Dødsenglen med nedadvendt Fakkel. [Thorvaldsens Statue af Dødens Genius (1829) fremstiller i Overensstemmelse med antik Tankegang Døden med omvendt Fakkel og Valmuekrans.]

Side 17 Linje 39:

Leer] poetisk = Legeme; sml. Joh. Ewald 1781 ("Udrust dig, Helt fra Golgatha"): "Da skal jeg, sikker ved din Haand, Ei frygte Døden meer, | Men offre dig min frelste Aand | Paa dens nedbrudte Leer!"

Side 18 Linje 23:

den hvide Kappe] dengang brugte ogsaa unge Damer Natkappe, sml. "Adam Homo", 7de Sang (1848) og Chr. Winthers "Annette" (1835).

Side 18 Linje 25:

O, havde her jeg Claurens Musa blot!] Ønsket er ironisk ment: Clauren er Pseudonym for Tyskeren Carl Heun († 1854), hvis mange Romaner ogsaa herhjemme i Oversættelse var yderst populære; Plathed og Lystenhed er deres Særkende.

Side 18 Linje 27:

Papillot] (fransk) "Papirstrimmel", hvorom Haaret vikledes for at bevare Krøllerne under Nattesøvnen; dengang alm. brugte.

Side 18 Linje 39:

Blansket] (fransk) "Korsetlukke".

Side 18 Linje 40:

Cul de Paris] (fransk) "Udpolstring bagtil paa Kvindedragter".

Side 18 Linje 40:

Pocher] (fransk) "Hoftepude for Kvinder".

492

Side 19 Linje 7:

i Hymens Baand] d.v.s. i Ægteskabet; Hymen er i den græsk-romerske Mytologi Navn paa Ægteskabsguden.

Side 19 Linje 9:

Lares] i den romerske Mytologi Husets (Hjemmets) Skytsguder.

Side 19 Linje 36:

galant] her naturligvis i den nuværende Betydning: beleven (sml. Anm. til Side 4 Linje 27).

Side 20 Linje 6:

sig ... maler af] ligesaa Side 81 Linje 28 og Side 91 Linje 46; nu kun: afmaler sig; en saadan Adskillelse af Forholdsord (eller Biord) og Udsagnsord fandt dengang Sted i langt større Udstrækning, end Sprogbrugen nu tillader; hos P.-M. forekommer den hyppigt, f. Ex. nærvær. Binds Side 219 Linje 42: Hans Fortid ... speiled i hans Træk sig af. Side 252 Linje 9: Med Blomster alt vor Vogn man smykker ud, Side 260 Linje 24-25: Nu Brudeparrets Skaal ... jeg ud den bringer; sml. f. Ex. Holberg 1723 ("Jean de France"): "Jan Baptist ... sætter dem (Hans Frandsens Breve) over for mig paa Tydsk" (= oversætter); Baggesen 1793 ("Til min Søster"): "Skoven tager Fugles Sang igien" (= gientager).

Side 20 Linje 14:

Støvet] poetisk = Mennesket, Menneskeslægten; findes igen Side 23 Linje l, Side 81 Linje 32, Side 84 Linje 17, Side 109 Linje 21 o. s. v.

Side 20 Linje 17:

Gestalt] "Skikkelse", hyppigt hos P.-M. (f. Ex. Side 56 Linje 3, Side 61 Linje 28, Side 75 Linje 40, Side 83 Linje 30, o. s. v.), men er nu ligesom andre, dengang alm. anvendte tyske Laaneord med Forstavelsen ge- (som: Gehalt, genegen, Gebyr, gelejde, Gespenst) saa godt som forsvundet af Sproget.

Side 20 Linje 21:

Drømmeguden ... med sit Næt] se Side 87 Linje 4 ff.

Side 20 Linje 25 - Side 21 Linje 8]

Diones Drøm afspejler Scener af hendes Liv; først fremstiller sig for hende (Linje 25-32) hendes Debut paa Teatret, derefter (Linje 33-40) Tabet af Forældre og Broder, endelig (Side 21 Linje l-8) varsles dunkelt hendes Død.

Side 20 Linje 34:

blandt gyngende Cypresser] Cypressen er Dødens Træ; de tre Cypresser i Linje 40 symboliserer hendes Fader, Moder og Broder.

Side 21 Linje 3:

kantrer] forekommer bestandigt hos P.-M. for kæntrer (Expl. i de følgende Bind); var en alm. Skriftsprogsform paa den Tid; sml. Blicher 1833 ("Himmelbjærget"): "Dit gale Asen, Du kantrer jo Skibet"; Goldschmidt 1847 ("En Fortælling om Venedig"): "Barken var nærved at kantre") [Citaterne efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 22 Linje 5:

sig forynger] Tyskagtighed for forynges, der er hyppig hos P.-M. (se f. Ex. Side 24 Linje 32, Side 51 Linje 36, Side 191 Linje 34 o. fl. Steder) og overhovedet dengang var alm.; sml. Hertz 1838 ("Billardet i Hirschholma): "Ak, min Frue! naar De synger | Sig mit Bryst forynger14; Fru Gyllembourg 1837 ("Nisida"): "Den gode Pater var særdeles indtagen af dette Barn, han syntes at forynge sig ved Synet af hende". [Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger.]

Side 22 Linje 6:

forborgne] "skjulte", Laaneord fra Tysk, dengang meget alm., nu lidet brugt.

Side 22 Linje 32:

raade] "gætte, tyde", gammelt nordisk Ord.

Side 23 Linje 2:

Dagens Øie] d.v.s. Solen; denne og lignende Omskrivninger, der er saa hyppige hos P.-M. og hans Samtids Digtere (Nattens Lamper = Stjernerne, Dagens Kjerte = Solen, Dagens Drot = Solen, Dagens Konge = Solen, Solens Pile = Solstraalerne o. s. v.), stammer fra den gamle græskromerske Poesis mytologiske Billedsprog og indkom i dansk Digtning allerede i det 17de Aarh.; først vor Tids Digtere har helt frigjort sig for dem.

Side 23 Linje 13:

Den, som min Skjæbne bærer mod det Fjerne] P.-M. vedkender sig her - poetisk og symbolsk - den gamle Tro paa Stjærnernes 493 Indflydelse paa Menneskets Skæbne, særlig ved deres Stilling i Menneskets Fødselsstund (Linje 16: "den, som jeg fødtes under").

Side 23 Linje 18:

Firmament] (latin) "Himmelhvælving".

Side 24 Linje 2:

Fortuna] i den romerske Mytologi Lykkens Gudinde: i Kunsten ofte fremstillet med et Overflødighedshorn (her spøgefuldt med en Pose), hvoraf hun uddeler sine Gaver.

Side 24 Linje 6:

Adonis] i den græske Mytologi Kærlighedsgudindens Elsker (se P.-M.'s Digt "Adonis").

Side 24 Linje 15:

Lilievand] betyder egl. "Liljestængel", i de danske Folkeviser fra Middelalderen om unge, slanke Kvinder (sml. Lilie ovf. Linje 14 og Side 4 Linje 38) og derfra optaget af de nyere Digtere, særlig Oehlenschläger og Chr. Winther.

Side 25 Linje 4:

rigest] rimende paa tiest og allerfriest efter den dengang almindelige Udtale; paa samme Maade rimer Side 31 Linje 29 Uge paa Stue og Frue, Side 146 Linje 40 indsuger paa skuer.

Side 25 Linje 30:

gjør Støv og Vind] endnu bruges Talemaaden at gøre Vind = være vigtig.

Side 25 Linje 32:

Dandy, Stutzer, Petitmaitre] alle Betegnelser for: Laps, Modeherre; Dandy er et Laaneord fra Engelsk, Stutzer fra Tysk og Petitmaitre fra Fransk.

Side 25 Linje 32:

Springfyr] her omtrent = Laps; sml. Hertz 1829 ("Amors Geniestreger"): "Han er en Modens Springfyr og forfløien".

Side 25 Linje 33 - Side 26 Linje 8]

P.-M. satiriserer her - i lidt overdrevne Udtryk - over Datidens Modedragter. - Linje 38-40: Knæbenklæderne, der var almindelige omkring Aar 1800, var i Tiden 1810-20 blevet afløste af lange Benklæder, der snart var ret vide, snart sluttede tæt og stramt om Benet (begge Dele brugeligt omkring 1830). - Side 26 Linje 7-8: Damernes Kjoler var omkring 1830 nedringede (hvorfor man gik med Sjal om Skuldren), de lod forneden Foden og Anklen synlige.

Side 25 Linje 35:

Podex] (latin) "Bagdel".

Side 26 Linje 2:

admirere] (fransk) "beundre, tilbede".

Side 26 Linje 5:

Mol og Tyl og Mor] Mol (engelsk) er et halvklart, Tyl (fransk) et fint, klart Bomuldstøj, Mor (fransk) et tæt og fast vatret Silketøj.

Side 26 Linje 7:

Psychen] d.v.s. den yndige Person (sml. Anm. til Side 12 Linje 2).

Side 26 Linje 9:

i det Formale] i det ydre.

Side 26 Linje 20:

Ducater] (italiensk) "Guldmønter, Guld".

Side 26 Linje 32:

Xeres, Muskateller] Xeres, Sherryvin (efter Byen Xeres i Spanien); Muskateller, en sød, krydret Vin (lavet af Muskattræets Frugt).

Side 26 Linje 33:

Vaudeviller] Vaudevillen (d.v.s. et mindre Lystspil med indlagte Sange til lette og iørefaldende Melodier - stammer fra Frankrig) indførtes i dansk Litteratur af J. L. Heiberg 1825 ("Kong Salomon og Jørgen Hattemager") og kom hurtigt paa Moden; foruden Heiberg skrev i Tiden 1825 -32 bl. a. Hertz, Overskou, H. C. Andersen, senere (efter 1832) ogsaa Fru Heiberg, Hostrup, Chr, Richardt og Erik Bøgh Vaudeviller.

Side 26 Linje 34:

med en Stentors Røst] d.v.s. med Kæmperøst; Stentor var Grækernes Herold foran Troja, han havde en Røst, der kunde overdøve 50 Mand.

Side 26 Linje 37:

i Tistiller] d.v.s. i den bare Særk; Ordet Tistille (d.v.s. "Ti stille!") opstod i Slutningen af det 18de Aarh. (det findes f. Ex. hos Baggesen 1792 i "Labyrinthen") som et "pænere" Ord for "Særk", fortrængtes ved Midten af det 19de Aarh. delvis af det franske Chemise, men kan endnu høres.

Side 26 Linje 38:

"Søvngængersken"] Ballet af Franskmanden Aumer, 494 indrettet for den danske Skueplads af August Bournonville, opførtes første Gang paa det kgl. Teater den 21de September 1829 med Andrea Krætzmer (se Anm. til Side 11 Linje 17 - Side 13 Linje 16) i den kvindelige Hovedrolle (Bondepigen Therese) og gjorde megen Lykke; indtil Udgangen af Aaret 1832 var den givet 35 Gange. I 2det Akt kommer Therese som Søvngængerske ind paa Scenen "iført en simpel hvid Klædning, med nøgne Arme og Fødder".

Side 26 Linje 40:

strax Enhver human er og godgjørende] uden Tvivl Hentydning til den i Slutningen af Tyverne, navnlig ved den senere Dronning Caroline Amalie rejste Asylbevægelse (sml. "Adam Homo", 5te Sang, hvor Sagen nærmere omtales).

Side 27 Linje 2:

Tribut] (latin) "Hyldest".

Side 27 Linje 7-8:

Tjener] rimende paa vender som saa ofte hos P.-M. efter den dengang almindelige dannede Udtale; sml. Aarestrup 1839 ("Til Isak Sidenius"): "Mit Brev jeg sender - til en Herrens Tjener, - en af de bedste, jeg kjender, - den kjæreste blandt alle mine Venner".

Side 27 Linje 11:

suurlig] dannet af P.-M. for at faa Rim paa naturlig og figurlig; betyder: "hvad der falder i det sure" (sml. grønlig, rødlig o. lign.).

Side 27 Linje 20:

brød sig Halsen fast for en Billet] d.v.s. var nær ved at brække Halsen for at faa en Billet.

Side 27 Linje 24:

Pas de deux] (fransk) "Dans mellem to Personer".

Side 27 Linje 28:

enthusiastisk] (græsk) "begejstret".

Side 28 Linje 27:

Vers i Avisen] endnu omkring Midten af Aarhundredet var det overmaade almindeligt, at man gav sin Begejstring over fremmede Berømtheders Optræden Luft i anonyme Vers i Aviserne.

Side 28 Linje 28:

poetice] (latin) "ad Poesiens Vej".

Side 28 Linje 31:

Venus] det latinske Navn paa Skønhedens og Kærlighedens Gudinde i den græsk-romerske Mytologi.

Side 28 Linje 31-32:

Patrioterne | Gav hende Navn af Freya mellem Gotherne] d.v.s. Patrioterne, der anvendte den nordiske ("gotiske") Mytologis Billedsprog, sammenlignede hende med Freya, i den nordiske Mytologi Skøn hedens og Kærlighedens Gudinde. - Patrioterne d.v.s. Folk, der sværmede for Oehlenschlägers og Grundtvigs nordisk-patriotiske Digtning og brugte dens Billedsprog. - Gotherne: gotisk brugtes dengang ikke sjældent = nordisk, sml. J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Jeg erkegothisk Paa Flugten driver | Det Pluddervelske | Med Tysk og Fransk".

Side 28 Linje 40:

pour faire visite] (fransk) "for at gøre Visit".

Side 29 Linje 3:

Vindve] denne Form, der er hyppig hos P.-M., var dengang almindelig ogsaa i det dannede Talesprog (se I. Levins Danske Grammatik 1844, § 140).

Side 29 Linje 24:

Smørrebrød og Punsch] Punsch var dengang en ligesaa almindelig Drik som 01 nu; man drak saaledes Punsch til sin Aftensmad (Plenge, anf. Skrift, Side 85).

Side 29 Linje 24:

Julle] Kæleform for: Julie.

Side 29 Linje 28:

Pikkenik] (engelsk) "Gilde" (egl. Sammenskudsgilde).

Side 29 Linje 29:

poetisk, ægte Kongothee] sml. Anm. til Side 3 Linje 20. - Sammenkomster, hvor man læste den ny udkomne Litteratur eller egne, nylig tilendebragte og endnu uudgivne Digterværker (sml. Side 32-33) højt, var dengang meget almindelige. P.-M. var selv med til saadanne Oplæsningsaftener i sin Onkel, Konferensraad Kongslews Hus - "æsthetisk The" kaldte de unge i Spøg disse Aftener (Frederik Lange Side 49). [Uden Tvivl skrevet til en saadan "æsthetisk The "-Aften er et lille utrykt og hidtil ukendt Arbejde af P.-M., som af Forfatteren Hr. Sven Lange i Febr. 1909 foræredes til det kgl. Bibliotek; dets Titel er: "Menneskeslægtens miskiendte, men omsider triumpherende Genius eller A, B, C, D og Maskinmesteren".] 495

Side 29 Linje 30:

Scriblerne] daarlige, usle Skribenter, Smørere.

Side 29 Linje 31:

Kongens Bageri] der menes vel: fra en Hofbager; et "Kongens Bageri" findes i hvert Fald ikke i Københavns Vejviser fra Trediverne.

Side 30 Linje 15:

forinden] ligesom Side 34 Linje 37 og Side 63 Linje 13 i den nu ualm. Betydning "indenfor, indvendig"; paa lignende Maade staar Side 63 Linje 13 foruden = udenfor, udvendig; begge Dele er hyppigt hos P.-M. og alm. dengang; sml. Poul Møller 1819 ("En gammel Pedant"): "Saae I ei før en Bog, som, slet indbunden, | Forinden havde deilig Poesie?"; Blicher 1823 ("Bernstorf"): "Mødte med urokket Fod | Luen, som foruden brændte; | Dæmpede det blinde Mod, | Som forinden sig antændte"; Chr. Winther 1865 ("Nissens Juleaften"): "Udvendig er den gammel, | Forinden er den ny" [delvis efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 30 Linje 27-28:

et Net, | Af Skjæbne, Hændelse og Forsyn dannet] over Begreberne Skjæbne, Hændelse og Forsyn byggede P.-M. senere et Afsnit af Adam Homos Liv.

Side 31 Linje 1:

hos Grev Firlefanz] det tyske Ord Firlefanz betyder "Vindhas, Nar, Laps"; den Slags ironiske og karakteriserende Navne var paa P.-M.'s Tid ikke ualm., han selv benytter dem med Forkærlighed i sin Komedie "Eventyr i Skoven", hvor der optræder Personer som: Krumryg, Skrædder, Mundlær, Prokurator, Finesse, afdanket Diplomat, Floskel, en Taler o. s. v. (sml. nedenf. Side 32 Linje 36).

Side 31 Linje 2:

Selskabssalen] alm. kaldet Salen, dengang en absolut Fornødenhed i en københavnsk Lejlighed. Det var Husets største og bedste Værelse, der kun benyttedes til stort Selskab eller Bal, men til daglig stod urørt med Overtræk over Møblerne, Tøj om Lysekronen og paa Gulvet Lærredsstrimler, udenfor hvilke man ikke turde træde.

Side 31 Linje 4:

d la falske Blake] d.v.s. forræderisk; Blake hed ifølge Saxo og Folkesagnet den Mand, der ved sine falske Raad var Skyld i, at Kong Knud den hellige blev dræbt.

Side 31 Linje 20:

Geisten] Aanden; Laaneord fra Tysk; her ironisk.

Side 31 Linje 21:

Ei binder til hun Oxens Mund, der tærsker] d.v.s. hun lader dem tale frit; Udtrykket stammer fra 5. Moseb. 25,4: "Du skal ikke binde Munden til paa en Oxe, naar han tærsker".

Side 31 Linje 22:

med Attisk Salt] d.v.s. med aandrig, vittig Skæmt (Attika er Navn paa Landskabet om Athen, i Oldtiden Hovedsædet for den fine Dannelse).

Side 31 Linje 31:

hvad i Politiken?] Grevindens Spørgsmaal er aktuelt. Før 1830 var Politik ukendt som Samtaleemne i Selskaber herhjemme. Men 1830 udbrød Julirevolutionen i Frankrig, og den vakte ogsaa hos os Interesse til Live for Politik. Den 5te November 1830 udgav en slesvigsk Embedsmand Uwe Lornsen et lille Skrift, hvori han krævede en fri Forfatning for Slesvig og Holsten. Dette forskrækkede Kong Frederik VI, han frygtede for Revolution og besluttede at imødekomme Tidens Krav. Den 28de Maj 1831 udstedtes en kongelig Anordning, der lovede Indførelse af raadgivende Provinsialstænder og fastslog de vigtigste Punkter i den ny Forfatning; den 30te April 1832 sammentraadte 29 af Kongen udnævnte "erfarne Mænd" for at drøfte Regeringens Forslag for Hertugdømmernes Vedkommende og den 10de Juli samme Aar 35 "oplyste Mænd" for at gøre det samme for Kongerigets Vedkommende.

Side 31 Linje 39:

Marles] Navnet lavet af P.-M. for at faa Rim paa Charles. - Personerne nævnes kun ved Fornavn (Grev Charles, Frøken Fine, Junker Mads, Grev Claus, Hr. Hans); dette var ikke ualmindeligt i Novellelitteraturen i Tredivernes Begyndelse.

Side 32 Linje 1:

in parenthesi] (latin) d.v.s. i forbigaaende.

Side 32 Linje 4:

Fløiteblæser] at spille paa Fløjte var dengang almindeligere end nu.

496

Side 32 Linje 13:

jus naturæ] (latin) "Naturret", Læren om Retsgrundsætningerne, forsaavidt de udledes af Menneskets og Samfundets Natur.

Side 32 Linje 14:

Folkeret] Læren om de mellem Staterne indbyrdes gældende Retsregler.

Side 32 Lirtje 16:

genegen] "tilbøjelig til" (Laaneord fra Tysk; sml. Anm. til Side 20 Linje 17).

Side 32 Linje 22:

Bramarbas] "Storpraler" (Laaneord fra Tysk).

Side 32 Linje 23:

Liren] fordansket Form af: Lyre, dengang alm., mest (som her) ironisk; atter Side 43 Linje 4.

Side 32 Linje 25-32]

P.-M. skildrer (med Vilje) Baron Marles med de ydre Karaktertræk, hvormed Skurkene skildredes i Datidens daarlige Romaner.

Side 32 Linje 29:

Dyrendal] egl. Navn paa den franske Middelalder-Helt Rolands Sværd; deraf overført: Sværd, Sabel; er, naar det som her anvendes i Nutidsskildring, spøgende ment.

Side 32 Linje 32:

husares] Ordet er naturligvis ligesom "at hanse" og "at madse" i "Adam Homo"s 8de Sang lavet af P.-M. selv.

Side 32 linje 33:

Parenthesis claudatur] (latin) "man slutte Parentesen!"

Side 32 Linje 36:

Digter Hans] det er ikke uden Hensigt, at de her optrædende Herrer af det fine Selskab bærer Navnene Hans, Mads (Side 33 Linje 35) og Claus (Side 34 Linje 20). Hans og Mads har fra gammel Tid Bibetydning af noget naragtigt, taabeligt og dumt, og Baggesen bruger mangfoldige Steder Claus paa lignende Maade.

Side 32 Linje 37:

spænd nu Apollos Bue] Grevinden er ikke stiv i Mytologien: Apollo, Solguden, optræder i den græsk-romerske Mytologi dels som Bueskytten (hans Pile er Solstraalerne), dels som Sangguden - i den sidste Egenskab fremstilles han ikke med Buen, men med Lyren.

Side 32 Linje 40:

Hvor tvende Piger myrde vil en tredie] Hr. Hans' Tragedie er et romantisk Rædselsdrama i Stil med de i Anm. til Side 6 Linje 1 omtalte.

Side 33 Linje 13:

Fine] Kæleform af Josefine, dengang alm. Kvindenavn.

Side 33 Linje 17:

Aurora] det latinske Navn paa Morgenrødens Gudinde i den græsk-romerske Mytologi.

Side 33 Linje 20:

en Rosenkrands] d.v.s. en Krans af Roser.

Side 33 Linje 21:

sine mora] (latin) "ufortøvet".

Side 33 Linje 27:

Amors Tryllepiil] Kærlighedsguden fører Bue og Pil, med sine Pile vækker han Kærlighed til Live i Menneskers og Guders Bryst.

Side 33 Linje 28:

veier] det gamle, paa P.-M.'s Tid som nu kun i poetisk Stil brugelige Udsagnsord at veje "dræbe, fælde".

Side 33 Linje 35:

visà vis] (iransk) "ligeoverfor".

Side 33 Linje 36:

gloer som bedste Ko paa Dandserinden] sml. Talemaaden: at glo som en Ko paa en rødmalet Port (d.v.s. uforstaaende).

Side 33 Linje 38:

imitere] (latin) "efterligne".

Side 33 Linje 38:

Glas] d.v.s. Øjeglas = Lorgnet; ligesaa i "Adam Homo", 9de Sang: "Og med et Blik, der ei seer godt i Længden | Jgjennem Glasset kigged ned paa Mængden"; "Luftskipperen og Atheisten": "... vendt mod ham er hvert et Blik og Glasc.

Side 33 Linje 39:

Lorgnette] den ældre, med Fransk overensstemmende Form af Ordet (sml. Anm. til Side 7 Linje 37).

Side 35 Linje 23:

Sonat] (italiensk) et større Tonestykke for Klaver, bestaaende af 3-4 Hoveddele af forskellig Karakter, af hvilke hver har til Opgave at være Udtryk for en Følelse eller Stemning. - Formen Sonat var dengang den almindelige i Tale og Skrift; man sagde og skrev: en Sonat, en Scandal, en Anecdot, en Detail, en Hypothes.

Side 35 Linje 32:

Weber] den berømte tyske Komponist Carl Maria von Weber († 1826), bl. a. Forfatter til Operaen " Jægerbruden", der gjorde stor Lykke i København i Tyverne og Trediverne.

497

Side 35 Linje 37:

sælle] sølle; ligesaa Side 257 Linje 9: "Vor Smule Leg igaar har bragt paa Been | Hver sælle Hyrde"; sølle er en jysk Form (findes f. Ex. altid hos Blicher), der nu er blevet Rigssprogsform, men paa P.-M.'s Tid var Ømaalsformen sælle meget alm.; sml. Baggesen 1807 ("Giengangeren og han selv"): "... hvert sælle Faar med eviggrønne Palmer ( Staaer som en Chorstatist og bræger sine Psalmer"; Oehlenschläger 1805 ("Aladdin"): "Herregud, hvad er blevet af | Den lange Rækel, dette selle Skrog, | Som altid nederst sad i Skolen"; J. L. Heiberg 1830 ("Til Knud Sjællandsfar i Paradiis"): "mangt et sælle Skrift af mangt et sælle Skrog | Høit pranger i Copistens Æres-Tempel" [Citaterne delvis efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 35 Linje 40:

Romance] et strofeinddelt Digt, som dels er fortællende (episk), dels udtaler Digterens Stemning (lyrisk); Navnet har det faaet efter de Sprog (de romanske: spansk, fransk og italiensk), hvori disse Digte først blev skrevne. Det var en Digtform, som var meget yndet paa P.-M.'s Tid (Oehlenschläger er den, som indførte Digtarten i dansk Litteratur). 1836 udgav Chr. Winther "Hundrede Romanzer af danske Digtere" og optog heri Diones Romance. - Digtet her behandler et lignende Æmne, som Goethe brugte til sin berømte Romance "Der Fischer" (1779).

Side 37 Linje 5:

Amors Bold] Hjertet tænkes som en Bold, hvormed Kærlighedsguden spiller.

Side 37 Linje 13:

Idol] (græsk) "Afgudsbillede".

Side 37 Linje 14:

bittre Piller] Stikpiller, Spydigheder.

Side 37 Linje 37:

Kjøkkenseddel] Spisekort, Menu; nu forsvundet, dengang almindeligt; sml. Joh. Ewald 1772 ("Harleqvin Patriot"): "nu veed De selv, om han har skrevet andet, | End Kiøkkensedier før"; P. A. Heiberg 1787 ("Rigsdaler-Sedlens Hændelser"): "Mange vare der ogsaa, som ikke giemte sine Kiøkkensedier og altsaa ikke kunde sige, hvad eller hvor meget de havde spiist"; J. L. Heiberg 1830 (Pros. Skrifter V 282): "Af den Kjøkkenseddel, som De giver mig af Bogen, maa jeg slutte, at Forfatteren har handlet ganske modsat"; 1805 udgaves et Blad "Kjøbenhavns Kiøkkenseddel", hvoraf et Nummer er bevaret [nogle af Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 38 Linje 28:

Taarers Dal] d.v.s. Jorden.

Side 39 Linje 12:

Boreas] i den græske Mytologi Nordenvinden.

Side 40 Linje 5:

Göthes Faust o. s. v.] det er naturligvis P.-M.'s egne Yndlingsforfattere, der staar paa Diones Boghylde. - 1ste Del af Goethes "Faust" udkom 1807, 2den Del 1825; Shakespeares "Hamlet" udkom 1602 og forelaa tillige med hans andre dramatiske Arbejder i en god dansk Oversættelse 1807-16 ved Skuespilleren Peter Foersom (det er vel tvivlsomt, om P.-M. har kunnet læse Shakespeare paa Engelsk).

Side 40 Linje 6:

Byrons Manfred, Cain og Corsar] af de her nævnte poetiske Arbejder af Byron udkom Tragedien "Manfred" 1817, Tragedien "Cain" 1822 og den poetiske Fortælling "Corsaren" 1814.

Side 40 Linje 7:

Schiller, som vor slappe Tid for stærk er] sigter uden Tvivl til den Modtagelse, Schillers Tragedie "Don Carlos" (1785) fik hos det danske Publikum ved Opførelsen paa det kgl. Teater. Den bragtes frem den 20de September 1831, men modtoges med Kølighed og vakte i det hele saa ringe almén Interesse, at den maatte henlægges efter kun 5 Forestillinger allerede den 9de Januar 1832; den fjerde Aften var Indtægten ved Kassen 176 Rdl. (=352 Kr.).

Side 40 Linje 8:

Oehlenschlägers rige Ungdomsværker] altsaa Ting som "Sct. Hansaftenspil" (1802), "Vaulundurs Saga og "Aladdin" (1805) "Hakon Jarl" og "Thors Reise til Utgardaloke" (1807), "Axel og Valborg" (1810), vel ogsaa "Helge" (1814). - Paa Oehlenschlagers senere Digtning havde P.-M., ligesom den Heibergske Kres i det hele, meget at udsætte.

Side 40 Linje 10:

lidt ny Philosophi] der tænkes vel paa den Hegelske 498 (om den se nærmere Kommentaren til "Adam Homo"), for hvilken J. L. Heiberg i Tredivernes Begyndelse herhjemme gjorde sig til Talsmand.

Side 40 Linje 16:

Heroer] (græsk) "Halvguder" (Sønner af en Gud og en jordisk Kvinde).

Side 40 Linje 27:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 41 Linje 33:

et Leie] d.v.s. en Bærebør.

Side 42 Linje 5:

eng] trang (Laaneord fra Tysk); ligesaa Side 72 Linje 22.

Side 42 Linje 10:

Rosenvand] Hovedmiddel mod Besvimelse.

Side 42 Linje 12:

Salt og Peberrod] paa Grund af den skarpe og bitre Smag og Lugt af Pigen brugt som Oplivningsmiddel. [I Pantomimerne holder Pjerrot den besvimede Columbine en kæmpemæssig Peberrod for Næsen.]

Side 42 Linje 21:

Skyggeriget] d.v.s. Dødsriget - en Forestilling, der har sin Rod i græsk-romersk Mytologi (se Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 43 Linje 20:

Igler] som blodafledende Middel er, ialtfald paa Landet, endnu ikke af Brug.

Side 43 Linje 20:

Suurdei] som afledende Middel til at trække Blodet fra Hovedet eller lagt under Fødderne for Feber er gammel Praxis, der allerede anbefales af den græske Læge Hippokrates († 377 f. Kr.). - Suurdei er en med Eddike æltet og ved Gæring syret Dej, hvormed den øvrige Dej til Brød syres og bringes til Gæring.

Side 43 Linje 23:

Scientia] (latin) "Videnskab".

Side 43 Linje 24:

Patientia] (latin) "Taalmodighed".

Side 43 Linje 26:

Gummiolie] for at holde Surdejsplastret fast.

Side 45 Linje 30:

forgjetter] "glemmer"; ligesaa Side 61 Linje 37; Laaneord fra Tysk, nu forsvundet, men dengang alm.; sml. Ingemann 1836 ("Dronning Margrethe"): "Ingegjerds Øie | Ingen forgjætter"; Hauch 1849 ("Sang til Oehlenschläger"): "Aldrig skal dit Navn forgjettes i det høie Nord"; Ch. Winther 1856 ("Hjortens Flugt"): "Jeg vredes jo ei mere, | Alt er forgjæt og glemt".

Side 45 Linje 36:

Zoner] (latin) "Himmelstrøg".

Side 46 Linje 11:

hans Lyra] Thorvaldsen har i en Statue fra 1819 fremstillet Amor spillende paa Lyre.

Side 46 Linje 26:

Donna] d.v.s. "Tilbedte"; italiensk Donna betyder "fornem Dame", ogsaa "Elskerinde".

Side 48 Linje 1:

Tvivl] rimende paa Smiil ligesom Side 52 Linje 2 paa Piil og Side 64 Linje 22 paa Smiil; den ældre Udtale af Ordet var Tvil, og saaledes skrives det hyppigst i ældre Dansk, endnu af og til hos Forfattere fra det 18de Aarh., men i det 19de Aarh. næppe af andre end Fr. Høegh-Guldberg († 1852); ogsaa hos andre af P.-M.'s Samtidige kan man finde Rim, der forudsætter Udtalen Tvil, f. Ex. hos Grundtvig 1837 ("Sangværk", No. 23): "Herren han er dog Sine tro, | Ogsaa naar de fortvi'le, | Roser han lod paa Torne groe, | Lærde os saa at smile!"

Side 48 Linje 18:

Nectarbæger] Nektar er de græske Guders Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige; overført: sød, guddommelig Drik.

Side 49 Linje 40:

zephyrlette] d.v.s. lette som Vinden; Zephyr er Vestenvinden i den græske Mytologi.

Side 49 Linje 35:

Cirkler] d.v.s. fine Krese.

Side 49 Linje 35:

Assembleer] (fransk) "Selskaber".

Side 51 Linje 37:

Æbleprøven] spøgefuld Hentydning til 1 Mpseb. 3,6.

Side 52 Linje 1:

Fjender] rimende paa binder ligesom Side 78 Linje 39-40 paa befinder; var dengang ikke noget unøjagtigt Rim, da den dannede Udtale af Ordet Fjende efter J. L. Heibergs Sigende (1823) omtrent var Finde (se Heibergs Pros. Skrifter XI 225); lignende Rim findes da ogsaa hos andre samtidige Digtere, f. Ex. hos Grundtvig: 1814 ("Roskilde-Rim"): ".,. Til Strid mod stærken Fjende ( Kæk at staa og Seier vinde", 499 1824 ("Nyaars-Morgen"): "Frygt aldrig for Fienden! | Men vogt dig for Vinden...", 1837 ("Sangværk", No. 48): "Jesus, Dødens Overvinder! | ... | Stat os bi mod Livets Fiender".

Side 52 Linje 8:

efter Skinke døbte Isra'liter] Svinekød er forbudt Spise for rettroende Jøder.

Side 52 Linje 12:

Victorien] (latin) "Sejren".

Side 52 Linje 34:

Azur] himmelblaa Farve.

Side 54 Linje 6:

Et gammelt Eventyr] det samme, hvorom den Romance handlede, hun sang i Selskabet hos Grev Firlefanz (Side 36).

Side 54 Linje 40:

Svimmel] for Svimmelhed er alm. hos P.-M. (Side 128 Linje 44, Side 468 Linje 5 og flere Expl. i de følgende Bind); Ordet er Laaneord fra Plattysk og var dengang alm.; sml. Hauch 1830 ("Hamadryaden"): "Alt de stod paa den bratopstigende Tind, og den lued | Rødlig i Morgenglands, men Richard betoges af Svimmel"; H. C. Andersen 1837 ("Kun en Spillemand"): "O, det er Intet! sagde hun, jeg følte en Svimmel, som nu er forbi" [Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 57 Linje 15:

din mørke Broder] er vel Natten.

Side 58 Linje 3:

Stenter] Overgange over et Gærde.

Side $9 Linje 24:

Stafet] (italiensk) "Ilbud".

Side 60 Linje 25:

Agoni] (græsk) "Dødskamp, Sjæleangst, Kvide".

Side 62 Linje 29:

Mol] (latin) den bløde Toneart i Musikken.

Side 62 Linje 31:

Noblesse] (fransk) her = Adel, Adelstand; nu mest = Adel i Tænkemaade.

Side 62 Linje 40:

Cervantes] berømt spansk Digter († 1616), Forfatter af den satiriske Ridderroman "Don Quixote" (1605-15), til hvilken der her sigtes (Cap. 34 i 1ste Del af Charlotte Biehls danske Oversættelse).

Side 63 Linje 4:

forblendt] forblindet, skuffet (tysk verblenden).

Side 63 Linje 5:

i Ring med Taaber kjøre] d.v.s. tumle dem, behandle dem efter Forgodtbefindende (med Bibetydning af: at holde for Nar).

Side 63 Linje 11:

været svært i Vinden] d.v.s. været meget feteret (sml. Anm. til Side 8 Linje 10).

Side 63 Linje 13:

foruden og forinden] d.v.s. udvendigt og indvendigt (se Anm. til Side 30 Linje 23).

Side 63 Linje 20:

den forlorne Søn] Luk. 15,11-32.

Side 63 Linje 21:

forsage] uden Genstandsord mest = "tabe Modet" (saal. f. Ex. Side 57 Linje 1), men her = "glippe, slaa fejl".

Side 64 Linje 1:

Conveniensen] (latin) "Skik og Brug".

Side 64 Linje 5:

gi'er i Kjøb] d.v.s. sælger. - Kjøb rimer her paa sløv og døv efter den dengang alm. Udtale i det dannede Talesprog; Udtalen med b er først i de sidste Aartier trængt igennem, og det beror simpelt hen paa Uvidenhed, naar P. Hansen i sin Litteraturhistorie stempler Rim som Djævle - Æble, døve - tilkjøbe hos Grundtvig som "plebejiske": de kan maaske nu kaldes saaledes, men var det ikke dengang.

Side 64 Linje 7:

fra den anden Sang] Side 33 Linje 13.

Side 64 Linje 26:

Cherub] (hebraisk) "Engel" (med Flammesværd, se 1 Moseb. 3,24).

Side 65 Linje 28:

Amor i hans Moders Stjerne] Amors Moder er Venus, hendes Stjærne er Aftenstjærnen Venus.

Side 65 Linje 40:

Amour] (fransk) spøgende og spottende om: flygtig Elskov; sml. Aarestrup (Oversættelse af Heines "Til den svundne Tid, paa min Ære"): "Saa flaue ere nu Aarets Dage, i Saa dorskt og dødt det hele Spil, | At, var ei den Smule Amour tilbage, | Saa var der slet Intet at holde sig til".

Side 66 Linje 2:

sit spanske Bør] for: sit Spanskrør; ligesaa Side 71 Linje 29: fixe Stjerner for: Fixstjerner.

Side 66 Linje 8:

"De fyldte Maver"] Navnet er naturligvis selvlavet, en 500 Restauration med et saadant Navn fandtes ikke i København. At der imidlertid sigtes til en bestemt, af Levemænd meget søgt Restaurant, er der vel næppe Tvivl om.

Side 66 Linje 21:

Lampetter] Lysestager, der hænger i Arme paa Væggen.

Side 66 Linje 29:

Cap] Vin fra Caplandet (Syd-Afrika), mest bekendt er Cap-Cpnstantia, der er stærk og sød.

Side 66 Linje 29:

Lafitte] château Lafitte er en første Klasses Rødvin (Bordeaux-Vin).

Side 67 Linje 5:

hvis Maves Emballage] d.v.s. hvis omfangsrige Mave. - Det franske Ord Emballage betyder "Indpakning, Pakhylster".

Side 67 Linje 7:

hans Gud er Bugen] sml. Philip. 3,19.

Side 67 Linje 5-8]

det er ikke urimeligt, at P.-M. har set en saadan Figur; Manden her minder i alt Fald om en Mand, Davidsen omtaler i sine Erindringer fra Frederik VI's København: "En af de mærkeligste Gjæster paa Restaurationerne var en Mand, som gik under Navnet Æde-K-. Han havde i Ordets egenlige Forstand gjort Bugen til sin Afgud, og hans betydelige Formue satte ham istand til at tilfredsstille sin Tilbøielighed. Han tilbragte sin Tid med, stønnende og stakaandet, thi hans Korpus var uhyre, at vandre fra den ene Restauration til den anden, og det var undertiden, at han fortærede hele Spisesedlen fra først til sidst, det vil da sige Retterne paa samme" (Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn, 2. Udg., Side 38). - At ogsaa Manden med den tandløse Mund (Side 66 Linje 33-34) og Borgeren med den lange Næse (Side 66 Linje 37-38) er sete Figurer, er rimeligt.

Side 67 Linie 11:

Et halvt Dusin fortryllende Canailler] kvindelig Opvartning i Restaurationerne omtales ogsaa i "Adam Homo", 3dje Sang, og det synes af Davidsens Ord (anf. Skrift, Side 420 f.) at fremgaa, at det ikke har været helt ualmindeligt (i 50-erne fandt det næppe Sted paa de pænere Restaurationer). - Canailler spøgefuldt om Pigebørn ogsaa hos f. Ex. Wessel og Baggesen, sml. Wessel ("Til Digterens Hustru"): "Du, som jeg kaldte tidt paa Skiærts | Men nu for Rimet i mit Vers | En sød Canaille!"; Baggesen ("Væddeløbet i det Lave"): "Tak siger jeg, Tak siger dig [ Med mig den lille Skiemt-Canaille, | Der sidder med sin smækkre Taille, | Skiøndt Enke, dog som nylig fød, | Saa kiælen, væver, hvid og rød, | Her paa mit muntre Lunes Skiød" [delvis efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 67 Linje 16:

Hebe] i den græske Mytologi Gudernes kvindelige Mundskænk.

Side 67 Linje 23:

Farcerne] Kødretterne.

Side 67 Linje 32:

nyboderlig] d.v.s. lun Passiar; Ordet lavet af P.-M. [Overskous Skildringer af Nybodersfolkene var da endnu ikke fremkomne].

Side 67 Linje 40:

Casanovas Memoirer] Casanova († 1789) var en Italiener, der førte et omflakkende Liv som Eventyrer i næsten alle Europas Lande, snart i Glans og Herlighed, snart i Nød og Fængsel. Efter hans Død udkom paa Tysk og Fransk hans Memoirer i 12 Bind i Aarene 1822-28; de vandt stor Udbredelse, navnlig paa Grund af de talrige, letfærdigt fortalte Elskovseventyr.

Side 68 Linje 27:

efter Hyrders Skik] d.v.s. efter ømme, troskyldige Elskeres Skik. Hyrder og Hyrdinder er Hovedpersoner i en Art græsk-romersk Poesi ("Hyrdedigtning"), som i det 16de og 17de Aarh. efterlignedes i flere europæiske Litteraturer, ogsaa i dansk, og som skildrer Landlivets (Hyrdelivets) Naturlighed og Uberørthed i Modsætning til Bylivets fordærvede Kultur. Endnu hos det 19de Aarh.'s romantiske Digtere findes Efterklang af denne Art Poesi.

Side 68 Linje 28:

Don Juan] d.v.s. Kvindeforfører; DonJuan er Navn paa en spansk Sagnfigur, der er en Type paa Sanselighed og Nydelseslyst, ofte behandlet i Litteraturen, f. Ex. af Mozart i en Opera (Side 6 Linje 16) og (humoristisk) af Byron i Digtet "Don Juan" (1819).

501

Side 68 Linje 36:

tilhuse] betyder ellers almindeligt paa Dansk: hjemme, men hos P.-M. betyder det oftest overensstemmende med tysk nach Hause: hjem; sml. "Adam Homo"s 1ste Sang: "Han nys har efterseet sin Fiskeruse, | Og traver nu med raske Skridt tilhuse".

Side 68 Linje 39:

Rachel... Lea] 1 Moseb. 29,16.

Side 68 Linje 40:

min Dulcinea] d.v.s. min Flamme; Dulcinea ("den søde, den elskede") er Don Quixotes Elskede i Cervantes' Roman "Don Quixote".

Side 69 Linie 8:

paa Ærens Mark] d.v.s. til Duel. - Dueller forekom dengang (efter tysk Skik) hyppigere end nu, ikke blot i Bøger, men ogsaa i Livet. P. V. Jacobsen skriver i sin Dagbog (Personalhist. Tidsskr. 4. Række II) den 14/2 1828: "Duel mellem Vinhandler August Petersen (Lieutenant ved det borgerlige Artilleri) og en Skomager (Lieutenant ved Jægerne), foranlediget af, at den første ikke vilde tjene med den sidste, da denne endnu var Svend, i Artilleriet. Petersen er slemt tilrakket og kan næppe komme til at duellere med en Skrædder, som han og har fornærmet paa samme Maade"; den 9/8 1829: "Winther og Heiberg uenige, da W. i Spøg vilde banke Heiberg med dennes Ridepisk, og H. da igen i Spøg lod falde Ord om Børnedressørere etc., ledsagede af et ondt Blik, siger W. Idag vil denne sidste fordre en Forklaring af Heiberg; maaske kan det komme til en Duel!" (men 10/8: "Winther er bleven nogenlunde forsonet med Heiberg, der forsikkrede, at han ikke havde i Sinde at fornærme ham"); 29/4 1832: "Birch, Auditøren ved Studenterkorpset, kom paa Knirsch's Kaffehus [d.v.s. Restauration] ved Billardet i Skænderi med et ungt Menneske ved Navn Anker og gav ham et Ørefigen; denne udfordrede ham nu, og i sin Forlegenhed derover svarede hin, at han ej kunde være bekendt at slaas med En, der fik Ørefigen". Fra Trediverne fortæller Lægen J. H. Lorch i sine Erindringer (Side 78): "Det vakte megen Opmærksomhed i Byen, at en bekjendt Søofficer havde duelleret med en Kontorist, fordi denne paa et Bal i "det Venskabelige" var mødt i graa Benklæder, hvilket Officeren, der var Balinspekteur, havde bebrejdet ham i stærke Udtryk, der fremkaldte en ligesaa skarp Replik og paafølgende Udfordring paa Pistoler. (Duellen løb forresten af uden mindste Skade for Duellanterne)". Sml. ogsaa Overskous Erindringer (Side 402 f.: fra Slutningen af Tyverne).

Side 60 Linje 22:

Hadbets lange Næse bliver længer] længer, der er den gamle Biordsform, sammenblandedes tidligt i Dansk med Tillægsordsformen længere og brugtes langt ned i Tiden som Tillægsord; hos P.-M. finder det hyppigt Sted (Expl. i de følgende Bind), og det forekommer ogsaa hos andre samtidige Forfattere, sml. Ingemann 1824 ("Valdemar den Store og hans Mænd"): "Paa længer Valfart skal hviles godt"; H. C. Andersen 1840 ("Mulatten"): "Hiin Mulat, | Hvis Huus I med et kort Besøg har æret, | I længer Tid et Tilflugtssted har været | For alle Herreløse" [Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 60 Linje 30:

Hos Recensenten i hans Bamaskraal] Recensent (latin) "Anmælder"; Ramaskraal "Jammerskraal" (stammer fra Jerem. 31,15 og Matth. 2,18).

Side 69 Linje 33:

erkjendes] her som flere Steder hos P.-M. (f. Ex. "Adam Homo"s 5te Sang: "Vor Helt i Nøden havde Venner faaet, | Af hvem han blev erkjendt, om ei forstaaet") i den nu forsvundne, dengang ret almindelige Betydning: anerkende; sml. Baggesen 1806 ("Noureddin til Aladdin"): "Vi to, hvis og erkiendt af ingen anden, | Erkiende, skatte, føle dybt hinanden"; J.L. Heiberg 1841 ("En Sjæl efter Døden"): "I Sandhed, jeg glædes ved den Besked, | Thi heraf slutte jeg tør omtrent, | At Andersen her nu bliver erkjendt". - Ligesaa Linje 34: Erkjendelsen = Anerkendelsen.

Side 69 Linje 39-40:

at synes... | At være eller ej] Gengivelse af den latinske Talemaade esse, non videri ("at være, ikke at synes"), der var Tyge Brahes Valgsprog og senere blev Adam Homos.

Side 70 Linje 31:

Tasken] Brevtasken, Lommebogen.

502

Side 70 Linje 40:

categoriske Imperativer] d.v.s. et ubetinget "du skal", et absolut Pligtbud; Udtrykket stammer fra et Skrift af den berømte tyske Filosof Immanuel Kant († 1804).

Side 71 Linje 9:

Vogt vel paa Lys og Ild, som Vægtren siger] indtil 1863 (da Tranbelysningen afløstes af Gasbelysningen) patruljerede Vægtere hver Nat i Københavns Gader; de skulde passe Lygterne, vaage over Orden og Sikkerhed, hver Time angive, hvad Klokken og Vinden var. Klokkeslettet angav de ved at synge et lille Vers ("Vægtervers" - stammer fra det 17de Aarh.). Naar Kl. slog ti, sang Vægteren:

"Om Du vilt Tiden vide,
Husbonde, Pig' og Dreng,
Da er det paa de Tide,
Man føjer sig til Seng.
Befal dig Herren fri,
Vær klog og snild,
Vogt Lys og Ild!
Vor Klokk' er slagen Ti."

Side 71 Linje 14:

for Attisk som for Engelsk Salt] om Attisk Salt se Anm. til Side 31 Linje 22; Engelsk Salt er et Afføringsmiddel.

Side 71 Linje 24:

De vandede Poeter og Priveter] d.v.s. de aandløse Digtere og Vandklosetter. - Privet "Kloset, Retirade" (samme Ord som privat); forekommer i Dansk allerede i det 15de Aarh. og af og til hos det 19de Aarh.s Digtere, sml. Baggesen 1803 ("Rom og Paris"): "Staden [Rom]... | Hvor man, selv i nye Priveter, | Lugter kun Antiqviteter". - Vandklosetter kom først i Brug i Slutn. af det 18de Aarh ; de var til at begynde med højst primitive og alt andet end behagelige.

Side 71 Linje 37:

vogt det vel for Fluer] sml. Talemaaden: at sætte en Fluer i Hovedet (d.v.s. gøre ham forstyrret, forrykt).

Side 72 Linje 4:

Dueblod] Duen har spillet en betydelig Rolle i tidligere Tiders Lægevidenskab. Romeren Celsus (l Aarh. e. Kr.) anbefaler raa Duelever som Middel mod Leversygdomme, og det er maaske dette Middel, der ligger til Grund for Anvendelsen af Dueblod i samme Øjemed. P.-M. har vel sin Viden fra gamle Husraad paa Fyen, men Udgiveren har ikke nærmere kunnet konstatere dette Middels Existens. (Blod opfattedes som rensende og befriende fra Sygdom, og Blod af Dyr som Bukke og Æsler anvendtes særlig mod Leversygdomme).

Side 72 Linje 16:

Brug ei convexe men concave Briller] d.v.s. brug ikke Samlelinser, Middel mod Langsynethed, men brug Spredelinser, Middel mod Kortsynethed.

Side 72 Linje 25:

Sententser] (latin) "Læresætninger, Leveregler".

Side 72 Linje 32:

i det Laconiske] d.v.s. i det korte og fyndige; de gamle Lakoner (Spartanere) skulde sige meget med faa Ord. - de Salomoniske d.v.s. de ophøjet vise (efter den vise Kong Salomon i det gl. Testam.).

Side 73 Linje 4:

Floras Tempel] d.v.s. Skoven.

Side 73 Linje 25-26:

Kredsen drage | Nu Secundanterne] sml. Blichers Duelskildringer i "Juleferierne" (1834) og "Fjorten Dage i Jylland" (1836).

Side 74 Linje 17:

Harm] den ældre, paa P.-M.'s Tid kun i Poesi brugte Form for Harme, ligesaa dette Binds Side 117 Linje 15, Side 131 Linje 25, Side 220 Linje 18, Side 221 Linje 2 o. fl. Steder.

Side 75 Linje 33:

Forsvaring] Ordet (= Forsvar) er sikkert dannet af P.-M. selv, for at faa Rim paa Aabenb aring og Erfaring.

Side 76 Linje 29:

rødes] farves rød; Ordet forekommer i det 17de Aarh. hos Birgitte Thott († 1662), men P.-M. har det ganske utvivlsomt ikke ved Læsning af hende.

Side 79 Linje 4:

Dæmoner] (græsk) i Oldtiden Betegnelse for gode Aander, efter Kristendommens Indførelse for onde.

503

Side 80 Linje 17:

Byg ei dit Huus paa Sand] sml. Matth. 7,26.

Side 80 Linje 20:

Sirenesang] d.v.s.Lokkesang; Sirenerne er i den græske Mytologi Havnymfer, der ved deres forføreriske Sang lokker de skibsfarende til sig og dræber dem.

Side 80 Linje 24:

hold ej Kjød for Armen] d.v.s. byg ej paa din egen Kraft, men byg paa Guds Kraft; sml. 2 Krøn. 32,8.

Side 81 Linje 13:

fuld er Pareens Teen] d.v.s. du skal dø; Pareerne er i den græsk-romerske Mytologi de tre Skæbnegudinder, af hvilke den ene spinder Livets Traad, den anden bestemmer dens Længde, og den tredje klipper den over.

Side 83 Linie 29:

røde Blade] sml. "Dryaden" Akt 2, Scene 1: "Spred over Jorden ud | Til Sørgeoffer Purpurrosens Blade".

Side 84 Linje 17:

Støvets arme Søn] d.v.s. Mennesket.

Side 84 Linje 21:

Hvis Kraft er Dyret, som i Muldet roder] Mennesket sammenlignes med den blinde, hjælpeløse Muldvarp.

AMOR OG PSYCHE.

Affattelsestid: antageligt (sml. Jens Paludan-Müller i Breve fra og til Sibbern II 173) Aaret 1833; udkom den 3dje Februar 1834; trykt 2den Gang en Maaned senere samme Aar, 3dje 1837 (sammen med "Dandserinden"), 4de 1847 (i "Ungdomsarbejder" I), 5te 1854, 6te 1861 og 7de 1872 (alle i "Ungdomsskrifter" I), 8de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 9de 1883 (sammen med "Dandserinden"), 10de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" II).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1872, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: et af Digteren gennemrettet Exemplar af Udgaven fra 1837 findes i privat Eje (Prof. O. Borchsenius; sml. Fra Fyrrerne II 10-11); alle Rettelser er optagne i Udgaven 1847.

Oversættelser: paa Tysk Kopenhagen 1835 ved Alb. Michelsen, 1836 ved A. v. Gähler (i Scandinavische Bibliothek I), 1848 Kopenhagen ved Fr. Bresemann; Digtene Side 121 ("Mig fortryller..." o. s. v.) og Side 148 ("Sænk da Blikket i min Kildes Bølger") paa Tysk ved P. J. Willatzen i "Die Nordlandsharfe" (Bremen 1889).

Musik: Digtene Side 121 ("Meest jeg elsker Dagens hulde") og Side 122 ("Mig kun lokker Aftnens Rødme") komponerede af Axel Liebmann (Op. 4: Sommersange for een Stemme med Piano), Side 119 (Den forladte Psyche) af Jacob Fabricius (Klaver-Udtog).

Teateropførelse. "Amor og Psyche" er naturligvis aldrig blevet opført paa noget Teater og har vel heller ikke af Forfatteren været bestemt dertil. Den for Digtet saa højlig begejstrede Chr. Molbech, der 1830 var blevet Medlem af Direktionen for det kgl. Teater, har det dog et Øjeblik foresvævet, at en Opførelse maatte kunne lade sig arrangere: "dette Digt - siger han i sin Anmældelse - vilde være fortræffelig skikket til at indrettes til en scenisk Fremstilling paa et dertil skikket Theater; en Fremstilling, hvori Drama, Opera og Ballet kunde forenes til en stor Composition, der gav Declamation, Tonekonst og Musik Leilighed til, ved harmonisk Samvirkning at frembringe et Skuespil af overordentlig Effect".

Æmnet. Fortællingen om Amor og Psyche findes som Episode i en Eventyrroman ("Forvandlingerne eller det gyldne Æsel" - oversat paa Dansk 1841 af Fr. Schaldemose) af den romerske Forfatter Apulejus (2det Aarh; e. Kr.), men er i sig selv intet andet end en Bearbejdelse (ved ham eller ældre, 504 nu tabte Forfattere) med Tilknytning til græsk-romersk Mytologi af et vidt udbredt Folkeeventyr, der ogsaa kendes paa Dansk (»Den lille hvide Hund" [Svend Grundtvigs Gamle danske Minder I 1854, Side 100-105], "Hvidebjørn Kongens Søn" [smstd. II 1857, Side 35-45], "Ulv Kongesøn" [Svend Grundtvigs Danske Folkeeventyr 1878, Side 192-210]).

Sammenligner man nedenstaaende Genfortælling af Eventyret hos Apulejus (oversat paa Dansk 1819 af Fr. Schaldemose og - udmærket - 1867 af Fr. Nutzhorn) med P.-M.'s Digt, vil man let se, at det er hans direkte Kilde. [Hvad der i Referat ligesom senere i Anmærkningerne er sat mellem Anførselstegn, er ordrette Citater efter Nutzhorns Oversættelse.]

Der var engang en Konge og en Dronning, som havde tre smukke Døtre; den yngste, som hed Psyche (d.v.s. Sjæl), var saa dejlig, at Folk kom langvejs fra for at se og tilbede hende, som om hun var Kærlighedsgudinden (Venus) selv. Herover blev denne meget fortørnet, kaldte paa sin Søn Amor og bød ham indgive Medbejlerinden Kærlighed til en uværdig og saaledes gøre hende ulykkelig. Psyches Søstre blev gifte, men selv fandt hun ingen Frier, skønt alle beundrede og priste hende. Faderen anede da, at Guderne var fortørnede; han henvendte sig til Oraklet og spurgte, om hans Datter altid skulde sidde ugift hen. Han fik følgende Svar:

"Højt paa det takkede Fjæld skal Du stille den frygtsomme Pige;
Smykket i Dødningelin vente sin Skæbne hun dér.
Ej maa Du vente at se hende gift med en dødelig Brudgom!
Nej med et Uhyre grumt, rædsomt lig Slangernes Æt. Højt gennem Ætheren svæver det hen som Verdens Betvinger,
Myrder hver enkelts Ro baade med Flammer og Staal. Ja for dets Vælde maa Juppiter selv og Guderne skælve.
Mægtigt det tvinger endog Skyggerne dybt under Jord."

Kongen blev meget bedrøvet, men vovede ikke at trodse Gudernes Vilje. Psyche blev som Brud bragt op paa Fjældet; hun tog kærligt Afsked med sine Forældre, men brast i Graad, da de havde forladt hende. En sagte Luftning tog fat i hendes Klæder, bar hende ned i Dalen og lagde hende blidt i Græsset, hvor hun fortumlet og udmattet faldt i Søvn.

Vederkvæget af den dybe Søvn rejste Psyche sig. Hun var i en Lund med store og ranke Træer. Hun fik Øje paa et dejligt Slot og gik nysgerrigt ind i det. Guld og Kostbarheder var der allevegne, men intet menneskeligt Væsen at se eller høre. Med êt hørte hun en usynlig Røst tale til sig og sige, at alt, hvad hun saa, var hendes. Usynlige Hænder dækkede Bord for hende med mange Retter og herlige Vine, og usynlig Musik lød, mens hun spiste. Da Aftenen kom, gik Psyche til Hvile. Bange og ængstelig laa hun paa Lejet, men ud paa Natten kom hendes ukendte Brudgom og lagde sig ved hendes Side; men før Dagen brød frem, var han forsvundet, og Psyche var atter overladt til sig selv og sine usynlige Tjenerinder.

Hendes gamle Forældre hentæredes imens af Sorg og Græmmelse, og hendes gifte Søstre tog til dem for at være hos dem i deres Sorg. Trods sin Ægtefælles Advarsler holdt Psyche fast ved, at hun vilde se sine Søstre for at trøste dem; hun vilde, sagde hun, hellere dø end leve, hvis hun ikke fik Lov til det. Rørt ved hendes Graad og Bønner gav hendes Mand efter, men han paalagde hende paa det indstændigste, at hun ikke maatte lade sig forlede til at forske efter, hvem han var, for saa vilde hun komme i stor Ulykke og aldrig mere faa ham at se.

Vinden bragte Søstrene ned i Dalen. De var ved at dø af Misundelse ved at se al den Herlighed, Psyche levede i, og gav sig strax til at fritte hende ud. Men Psyche, der tænkte paa sin Mands Advarsel, undveg deres Spørgsmaal om, hvem hendes Ægtefælle var, ved at sige, at det var bare en smuk ung 505 Mand med begyndende Skæg, og at han var Jæger; hun overlæssede dem med rige Gaver og lod Vinden føre dem bort. Men Søstrene, der sammenlignede hendes Skæbne med deres egen, som var alt andet end glimrende, pønsede paa ondt mod hende. Psyches Mand advarede hende igen; han fortalte hende, at hun snart skulde føde et Barn, og at det vilde blive udødeligt, hvis hun bevarede Hemmeligheden, men kun et Menneske, hvis hun forraadte den. Men Psyche længtes bestandigt efter sine Søstre, og de fik Lov at besøge hende igen. De saa strax, at hun var med Barn, og da de selv ingen Børn havde, voxede deres Misundelse over hendes Lykke. De gav sig atter til at fritte om, hvad hendes Mand var, og hvordan han saa ud, og Psyche, der i sin Enfoldighed havde glemt, hvad hun sagde sidst, fortalte nu, at hendes Mand havde hjemme i den nærmeste Provins, at han var Købmand og allerede noget til Aars, saa at hans Haar endog var begyndt at blive temmelig graasprængt. Men saa afbrød hun Samtalen og sendte dem bort med rige Gaver.

Det var ikke undgaaet Søstrenes Opmærksomhed, at Psyches Svar var indbyrdes modstridende, og de tvivlede nu slet ikke om, at hendes Mand var en Gud, og at hun selv godt vidste det. De blev ude af sig selv ved Tanken om, at hun som Moder til et Gudebarn skulde nyde guddommelige Hædersbevisninger, og de fik snart deres onde Plan færdig. Næste Dag besøgte de Psyche igen; de jamrede og sagde, at de havde hørt for ganske vist, at hendes Mand var en rædsom Slange med et grueligt Gab og Halsen fuld af Gift; Folk i Omegnen havde set ham, naar han om Aftenen kom krybende hjem, og de mente alle, at naar Tiden kom, da hun skulde føde sit Barn, vilde Uhyret nok æde baade hende og Barnet.

Psyche, der kun var en enfoldig Stakkel, som var let at forskrække, blev saa forfærdet, at hun helt glemte sin Mands Advarsler og sine egne Løfter, og hun betroede nu sine Søstre, at hun var bange for, at de havde Ret: hun havde aldrig endnu set sin Mand eller kunnet faa at vide, hvor han hørte hjemme; kun om Natten, naar hun intet kunde se, hørte hun hans Stemme, men om Dagen flygtede han - de havde sikkert Ret: han var et Uhyre. Men hvad skulde hun gøre? De onde Søstre sagde til hende: Du skal gemme en Kniv ved den Side af Sengen, hvor du plejer at ligge, og du skal have en lille Lampe fyldt med Olie hos dig; i Nat, naar Uhyret har bugtet sig til sit Leje, skal du staa op, tænde Lys og skære Hovedet af det. Vi skal nok hjælpe dig med at faa alle Herlighederne bort herfra og sørge for, at du kan blive gift med et virkeligt Menneske.

Saa snart de havde givet hende dette Raad, skyndte de sig bort for ikke selv at komme i Forlegenhed.

Men da Psyche om Natten med Lampen og Kniven i Haanden stod ved Sengen, saa hun, at den, der var hendes Mand, var ingen anden end Kærlighedsguden, den dejlige Amor selv. Hun blev aldeles fortabt i Beskuelsen af hans Skønhed. Med êt opdagede hun ved Sengens Fod hans Bue og Pilekogger. Nysgerrig tog hun en Pil frem for at se nærmere paa den, men skar sig paa dens Spids, og henrevet af Kærlighed bøjede hun sig med Lampen i Haanden ned over den sovende og kyssede ham. En Draabe brændende Olie faldt fra Lampen ned paa Amors højre Skulder; han vaagnede, og da han saa det tydelige Vidnesbyrd om sin Hustrus Ulydighed, fløj han tavs bort. Psyche klyngede sig til ham og søgte at holde ham tilbage; hun blev ført et Stykke med hen gennem Luften, men maatte tilsidst give Slip og sank træt og udmattet ned til Jorden.

Gaden fløj op i et Cyprestræ i Nærheden og sagde derfra til Psyche:

"Enfoldige Psyche! For din Skyld har jeg været ulydig mod min Moder, som havde befalet mig ved Elskovsbaand at sammenlænke dig med den Elendigste af alle Mennesker. I dets Sted har jeg selv ladet mig fængsle af din Skønhed og saaret mig med min egen Pil. Men heri har jeg handlet 506 letsindigt, ser jeg; ved at gøre dig til min Hustru har jeg kun opnaaet, at du ansaa mig for et Uhyre og vilde afskære mit Hoved, som bærer de Øjne, der fandt dig saa dejlig. Jeg har jo dog atter og atter bedet dig at vogte dig og formanet dig saa velvilligt. Men dine herlige Raadgiverinder skal snart faa deres Løn for deres fordærvelige Lærdom. Dig vil jeg blot straffe ved min Flugt."

Med disse Ord fløj Amor bort. Men Psyche styrtede sig i sin Fortvivlelse ned i den forbistrømmende Flod. Floden, der ikke turde fortørne Kærlighedsguden, hvis Ild flammer selv i de dybeste Vande, bar hende paa sine Bølger over til den modsatte Bred, hvor Hyrdeguden Pan sad med Echo ved sin Side og lærte hende at gentage alle Slags Ord. Den venlige Hyrdegud, der godt vidste, hvad der var hændet, kaldte den stakkels Psyche til sig og talte mildt og opmuntrende til hende. "Kast Sorgen fra dig (sagde han) og bed til Amor, den mægtigste af alle Guder. Han er ung og fin og dejlig, søg du at vinde hans Naade."

Psyche bad til den gode Hyrdegud og gik saa ud i Verden for at finde Amor. Men først tog hun Hævn over sine onde Søstre. Hun kom til dem og fortalte dem om sin Skæbne, men tilføjede, at Amor havde sagt, at han vilde tage en af dem til sin Hustru. Optændte af Begærlighed styrtede de op paa Fjeldet og kastede sig ned i Dalen; men dennegang var Zephyr (Vinden) ikke tilstede, og de blev ynkeligt knuste paa Klipperne.

Medens Psyche nu vandrede fra Land til Land for at spørge, om ingen havde set Amor, laa Kærlighedsguden selv i sin Moders Kammer og græd af Smerte. Det fik Venus at vide, mens hun var i Badet, og da hun hørte, hvem det var, Amor var forelsket i, blev hun aldeles ude af sig selv af Forbitrelse, oyerfusede Sønnen med Skældsord og Trusler og erklærede, at hun nok skulde vide at finde og afstraffe den frække, der havde bedaaret hendes Søns Hjærte. Hun gik strax til Juppiter, Guders og Menneskers Fader, og forlangte, at Merkur, Gudernes Sendebud, skulde ud og efterlyse Psyche som en Pige, der er løbet bort fra sit Herskab, og hun lovede den en Belønning, som greb hende og førte hende til sig.

Men Psyche, der overalt, ogsaa hos Gudinderne, der ikke vilde lægge sig ud med Venus, havde mødt Afvisning, var imidlertid selv kommet paa den Tanke, at hun vilde gaa til Amors Moder og prøve paa at formilde hende. Hun blev modtaget med Haansord af Venus, der slog hende, ruskede hende i Haaret, saa den stakkels Pige blev ganske fortumlet, og tilsidst væltede nogle Bunker Hvede, Byg, Hirse, Valmuefrø, Ærter, Linser og Bønner sammen i ên Dynge med den Besked, at det skulde være sorteret inden Aften. Den ulykkelige Psyche stod ganske tilintetgjort, men den lille flinke Myre fattede Medlidenhed med hende; den kaldte paa sine Kammerater, og da Venus om Aftenen kom hjem fra et Bryllupsgilde, var Arbejdet til hendes store Ærgrelse gjort. Hun kastede da forbitret en Brødskorpe til Psyche og gik selv til Sengs; men Amor holdt hun indespærret under stræng Bevogtning, for, at han ikke skulde faa sin Elskede at se.

Mange andre Prøvelser maatte Psyche gennemgaa hos Venus. Hun fik Ordre til at hente en Tot gylden Uld af vilde Guldfaar, og Sivene og Tjørnebusken hjalp hende; hun skulde skaffe en Skaal iskoldt Vand fra en Klippe højt oppe paa et stejlt Bjærg, der bevogtedes af gruelige Drager, og Ørnen hjalp hende. Saa gav Venus hende Ordre til at gaa til Dødsgudinden; hun skulde hilse fra Venus og bede om at faa lidt Skønhedssalve med tilbage i en Æske, for den, hun havde, havde hun helt opbrugt, mens hun vaagede over sin syge Søn. Nu forstod den stakkels Psyche, at Gudinden vilde hendes Død, og hun gik hen til et højt Taarn for at styrte sig ned fra dets Top og gøre Ende paa sit usle Liv. Men Taarnet raadede hende fra det og fortalte hende, hvordan hun skulde bære sig ad med at udføre Gudindens Befaling; det viste hende Vejen, der førte ned til Dødens Rige, og sagde hende, hvad hun havde at gøre for at undgaa alle de Farer, der truede hende under hendes Gang, og 507 navnlig advarede det hende paa det indstændigste mod at aabne den Æske, Dødsgudinden gav hende med tilbage.

Psyche gjorde, som det høje Taarn sagde, og alt gik ogsaa godt; men da hun paa Tilbagevejen i det fjærne opdagede Dagens Lys, kunde hun ikke styre sin Nysgerrighed efter at se, hvad der var i Æsken; hun tænkte ogsaa paa, at hun nok kunde have nødig at salve sig med en lille Draabe Skønhedssalve, for at hendes Elsker kunde blive des' gladere ved at se hende. Hun lukkede altsaa Æsken op, men det, der var i den, var slet ikke nogen Skønhedssalve, det var Dødens Søvn, og den lagde sig over hende, saa hun faldt om og laa paa Vejen ubevægelig som et Lig.

Det var imidlertid lykkedes Amor at slippe ud af sit Fængsel, og han fløj strax hen til Psyche. Dødens Søvn puttede han i Æsken igen, og hende vakte han til Live ved en let Berøring af sin Pil, og mens Psyche bragte Venus Gaven fra Dødsgudinden, gik han til Juppiter og talte sin og Psyches Sag for ham. For en stor Forsamling af Guder og Gudinder forkyndte da Himlens Hersker, at han vilde fejre de to unges Formæling, men for at stille Venus tilfreds vilde han først gøre Psyche udødelig.

Saa fejredes Amors og Psyches Bryllup i stor Herlighed og Glæde, og nogen Tid efter fødte Psyche en Søn, som fik Navn: Elskovsglæde.

Sammenligner man dette Referat med P.-M.'s Digt, vil man være i Stand til i de store Hovedtræk at se, hvordan han forholder sig til sin Kilde; men om dennes Aand og Tone vil man ikke gennem Referatet faa nogen Forestilling og kan altsaa ikke ved Hjælp af det drage nogen Sammenligning i den Henseende. Af hvad der er givet i ordret Citat af Apulejus i Anm. til Side 109 Linje 8 og 11 og Side 136 Linje 34, vil det imidlertid være muligt.

For de forskellige Myter, P.-M har indlagt i sit Digt for at give det større Runding og Fylde, kan en sandsynlig Kilde vistnok paavises. Som Auktionskatalogen over hans efterladte Bogsamling viser, ejede han en Udgave (hvilken, angives desværre ikke) af den tyske Skolemand Benjamin Hederichs "Gründliches mythologisches Lexicon" (første Udgave fra 1723), en i sin Tid højt anset og virkelig særdeles fortræffelig Bog [Udg. 1723 findes paa det kgl. Bibliotek, Udg. 1770 paa Universitetsbiblioteket]. Dette Værk har P.-M. ved sine mytologiske Digtninge aabenbart benyttet som Haandbog til at slaa efter i; det har givet ham ikke alene Besked om de enkelte Myter, men ogsaa fortalt ham om, hvordan de græsk-romerske Digtere og Kunstnere tænkte sig, at deres Guder og Gudinder saa ud. Men adskilligt i "Amor og Psyche" er P.-M.'s egen fri Digtning og har, i hvert Fald i græsk-romersk Litteratur og Mytologi, ikke noget tilsvarende. Dette gælder Fortællingen Side 92 om Psyches Fødsel, Side 128 om Anteros, Side 138-134 om, hvordan Amor kom til sin Bue, Side 151-152 om Amors Drøm. Helt kristelig er Tankegangen Side 157 Linje 14-17.

Eventyret om Amor og Psyche har mangfoldige Gange baade før og efter P.-M. været Genstand for digterisk og kunstnerisk Behandling, saavel i Udlandet som her hjemme. Af danske Digtere skrev J. L. Heiberg 1817 sit Drama "Psyche" med Tilknytning til Apulejus og Holger Drachmann 1879 sit Eventyrdigt "Østen for Sol og vesten for Maane" med Tilknytning til Folkeeventyret. P.-M. havde ifølge Molbechs Vidnesbyrd (Maanedsskrift f. Litteratur XIV 1835, Side 214) ikke læst og vilde ikke læse Heibergs "Psyche", førend han havde digtet sin egen.

Ogsaa Thorvaldsen, i hvis Kunst Amor er en Hovedskikkelse, beskæftigede sig meget med dette Eventyr. 1806 fremkom hans Statue "Psyche med Urnen", 1807-1809 Statuen "Amor og Psyche", 1810 Relieffet "Amor genopvækker den afmægtige Psyche" og efter 1838 16 smaa Medaljon-Relieffer med Fremstilling af hele Sagnet.

Da man oftere hører udtalt, at P.-M.'s "Amor og Psyche" er paavirket af 508 moderne Balletkompositioner, bør det bemærkes, at Galeottis Ballet "Amor og Psyche" sidste Gang blev givet den 26de Oktober 1827 (før P.-M. kom til København), og at August Bournonvilles Ballet "Psyche" blev opført første Gang den 7de Maj 1850.

Samtidens Dom. Om det Indtryk, Digtet gjorde, da det fremkom, fortæller P, L. Møller 1849 (Kjøbenhavns-Posten 1849, No. 213): "Amor og Psyche erhvervede Forfatteren endnu større Beundring [end Dandserinden], især hos det smukke Kjøn, ved sin glimrende Lyrik, sin musikalsk indsmigrende Versification". H. C. Andersen siger 1859 ("Mit Livs Eventyr", Side 138) om Digtet, at det "henrev og opfyldte Alle". Ogsaa et Vidnesbyrd om Populariteten foreligger i H. C. Andersens Brev af 10/12 1838 til Henriette Hanck (Breve fra H. C. Andersen I 462), hvor han med Henblik paa Præsten Visbys Omvendelsesbesøg hos Rovmorderen Worm siger: "Kjender De Noget til vor nyeste Folkecomoedie, skreven og udført af Præsten Visby og Worm, hvor de læse "Amor og Psyche" i Fængselet foran Oehlenschlægers bekrandsede Billede?" [Den Bog, Andersen sigter til, er: C. H. Visby, Dagbog over mine Besøg hos Petri Claudi Ferdinand Emil Worm, 1838, og den omtalte Scene findes dér Side 62: "Da jeg talede med ham [Worm] om Guds store og uendelige Kjærlighed, til hvilken han trøsteligen kunde sætte Lid, kastede han sig paa Knæ, lagde sit Hoved i mit Skjød, og græd længe og hæftigt. Paa Bordet laae Paludan-Müllers Digt: Amor og Psyche, i hvilket han denne Morgen havde læst. Jeg slog det op og gjentog nogle af de Steder for ham, der syntes meest passende for hans Stilling". Disse Steder er Side 156 Linje 39 - Side 157 Linje 2 og Side 157 Linje 11-17 i nærv. Udgave.]

Chr. Molbech skrev en 40-Sider lang og meget begejstret Anmeldelse (Maanedsskrift for Litteratur XIV 1835, Side 189-228), hvortil den filologiske Professor F. C. Petersen knyttede nogle Bemærkninger om den gamle græske Myte (smstd. Side 229-34). "Det hele Digterværk - siger Molbech - udmærker sig ligesaa meget ved Forfatterens allerede bekiendte modne Sprogfylde og Sprogkraft, og hans fortrinlige Omhu for Sprogets Reenhed og Dictionens høiere Cultur: som ved en lykkelig Harmonie imellem Digtets indre Charakteer, dets Ideerigdom, Phantasiens Kraft og Reenhed i Anvendelsen af denne Rigdom, og den Mangfoldighed, Bøielighed og Frihed i den poetiske Form og Tone, som følger os fra den første Scene til den sidste". Kjøbenhavns-Posten 1835 No. 172 er ligesaa begejstret, men en Indsender i No. 196 lader den Oehlenschlägerske Opfattelse (se ndf.) komme til Orde i let gennemskuelige Udtryk, og mod denne Opfattelse tog Filosoffen F. C. Sibbern Digtet i Forsvar i "Dansk Litteratur-Tidende" 1836, Side 1-10.

Om forskellige Domme beretter P. V. Jacobsen i Brev 15/3 1834 til Adler i Ribe (Breve fra P. V. Jacobsen, Side 200-201): "Jeg læser intet. Ej engang Paludan-Müllers "Amor og Psyche" har jeg kunnet faa Tid til at gennemløbe, uagtet den har ligget paa mit Bord, siden den udkom. De fleste hæve den til Skyerne. Thortsen og Kilde dadle den eller rose den i det mindste ikke; Poul Møller ligesaa, men han er en slet Criticus. Øhlenschlæger dadler den meget; men han er en endnu slettere Recensent og tillige en misundelig Digter. Hos Heiberg, hvor jeg en Aften kom ud, betragtedes det Paludan-Müllerske Digt som et Mesterstykke; og Sibbern har sagt til Forfatteren, at nu kunde han gærne gaa hen og lægge sig til at dø; han var allerede udødelig". Fru Signe Læssøe skrev 18/8 1834 til H. C. Andersen (Breve til H. C. Andersen, Side 452-53): "Amor og Psyche er overmaade smukt og overgaaer i alle Henseender "Dandserinden". Paa tre smaa Ting nær, er det det Deiligste, jeg har læst i den Slags. Hele Formen er deilig, Mytherne ere tildeels forandrede paa en elskelig Maade, Charaktererne ere, paa Lidet nær, fuldkomne; Psyches er saa psychelig, som et Mandfolk kan gjøre den; der er ikke Spor af af den vilde, letsindige Aand, der behersker Dandserinden; dette er - Harmonie. Det er ogsaa det Eneste, vor Litteratur er begavet med, hvad 509 Æsthetisk angaaer." Ogsaa dette Digt førte C. G. Andræ (se ovf. Side 484) gærne med paa sine Rejser. Biskop N. Fogtmann skrev 5/9 1834 til Peder Hjort (Hjorts Udvalg af Breve II 176): "Paludan-Müllers Amor og Psyche har jeg endnu ikke læst; og jeg maa oprigtig tilstaae, at jeg er bleven bange for at læse den, efterat jeg har faaet at vide, at dens Forfatter er erklæret udødelig" ("Jeg kjender ikke Stedet, men F - fejler sikkert ikke", tilføjer Hjort). - I et Brev til Sibbern af 16/2 1833 udtaler Biskop Jens Paludan-Müller sig om sin Søns Arbejde (Breve til og fra Sibbern I 173-74) paa følgende Maade: "At Deres Dom over min Frits's "Amor og Psyche" baade har smigret og hiertelig glædet mig, behøver jeg vist ikke at forsikkre Dem. Gud holde sin Haand over ham: saa tvivler jeg ikke paa, at han jo ved sine Arbeider vil erhverve sig et hæderfuldt og blivende Navn. Det gik mig med det sidste Digt, som jeg seer, at det ogsaa er gaaet Dem. Jeg forundrede mig storligen over, at han saa kort efter at have skrevet "Dandserinden", havde opnaaet den Modenhed og Besindighed, som Amor og Psyche saa umiskiendelig lægger for Dagen. Dertil fornøiede det mig, at Sidstnævnte var af gandske anden Art og Slags end det Foregaaende, og - skiøndt af samme lyriske Natur - dog aldeles ikke var Variation af de forrige Themata, men saa originalt og nyt i Materie og Form, at det kunde tiene til Beviis for Omfanget af hans Digter-Aand. At han har valgt et græsk mythologisk Stof, syntes mig og saare godt om, da det maaskee kunde henlede det større Publicums Opmærksomhed paa, at Skiønhedens reneste Former og Symboler ere at søge i den græske, og ikke - som nu en Tidlang har syntes at ville giøre sig gieldende - i den nordiske Mythologie. Men omendskiøndt jeg anseer Amor og Psyche for at have store Fortrin for Dandserinden, og især at udmærke sig ved en fortreffelig Holdning og Harmonie i det Hele, og ved et yndefuldt Lys, der er udbredt derover, turde det dog maaskee være, at et ikke lidet Antal af Læsere ville føle sig mere tiltalte ved "Dandserinden". Der hører ikke saa faa Kundskaber til ret at forstaae Amor og Psyche, og en fiin og dannet Smag for at føle dens Skiønheder; hvorimod Dandserinden med sine Reflectioner og sit Humor er en æsthetisk Ret for Hvermand. Men saa meget desto større Bifald haaber jeg, at det nyeste Digt vil vinde hos de videnskabelige Læsere, og hos Læserinder af en fiin og sikker Smag". - Og i et Brev, formodentlig til Sønnen Caspar, udtaler den gamle Biskop (Frederik Lange Side 79) sin Glæde over, at den Grundanskuelse, han har savnet i "Dandserinden", "snarere kunde skimtes i "Amor og Psyche". Dette er vel Aarsagen til den Ro, som er udbredt over dette Stykke. Man mærker, at Digteren ikke er hildet eller fanget i sit Stof, men staar med et overskuende Blik udenfor det og søger en højere Betydning i det, hans Aand maler og betragter. Imidlertid er hans Grundanskuelse endnu ikke kommet til Fasthed, Selvbevidsthed, Modenhed. Sker dette - som jeg vil ønske og haabe - vil han med sit Talent erholde en stor og varig Indflydelse paa sin Tid; thi det er just en Grundanskuelse, den dannede Verden nu omstunder, ubevidst og svævende, higer efter for at komme til Ro, men ikke kan finde; og jeg antager, at med hans Forstand og Geni kan den Grundanskuelse, ved hvilken han omsider bliver staaende, ikke blive en falsk eller skiæv". - Selv skriver P.-M. i 1834 til Fru Andrea Hansteen i Norge (Frederik Lange Side 78): "Hvad Du skrev til mig om "Amor og Psyche", anlangende dens Modtagelse i Norge, da finder jeg det meget rimeligt og er aldeles ikke forundret over at en fin og sydlig Blomst trækker sig lidt sammen i Kulden, og følgelig ikke gør saa varmt et Indtryk, som jeg efter dens Natur synes, at den ellers maatte. At den har behaget Dig, og at Du har forstaaet den, er mig nok; thi, som Goethe siger, den som ikke seer Verden i sine Venner, fortjener ikke, at Verden skal vide om ham. Hernede deler ogsaa Publikum sig mellem den og "Dandserinden"; jeg synes, at et sandt Gemyt nok kunde forene dem begge. I det mindste vare de hos mig to forskellige Frugter af den samme Rod."

510

Det Oehlenschlägerske Partis Opfattelse ses af Hauchs Brev Juli 1834 til Peder Hjort (Hjorts Udvalg af Breve I 234): "Jeg har faaet et Brev fra Oehlenschläger ... Paa samme Tid skriver han et Par Ord om Amor og Psyehe, som forekommer mig saa gode, at jeg her maa afskrive dem: "Biergene i dette Digt ere af Chocoladekager, Sneen er pidsket Flødeskum, Blomsterne malet Sukkerknas". Forresten begynder han Recensionen med de Ord: "Amor og Psyehe, det Snavs" o. s. v.", og i et Brev af 8/1 1837 skriver Hauch til H. C. Andersen (Breve til H. C. Andersen, Side 196): "Det morer mig for Resten ved denne Lejlighed at tænke paa en Strid, jeg havde med Oberst Guldberg angaaende Dem og PaL-Müller; Guldberg, der, saa klog og indsigtsfuld han for Resten er, sikkert sætter en overdreven Priis paa Amor og Psyehe, paastod, at P.-M. var den, der havde givet størst Prøve paa Genie blandt vore yngre Digtere; jeg paastod derimod, at De var den meest geniale af disse, da P.-M. kun var i Besiddelse af en smuk poetisk Kjole, som han trak paa, naar han traadte frem for Publicum; De derimod besad et ægte poetisk Hjerte" [i dette Brev refererer Hauch forøvrigt Oehlenschlägers Ord saaledes: "Pal.-Müllers Poesier ere Conditorvare, Bjergene ere af Chocoladekager, Floderne ere pidsket Flødeskum, Gletschere og Laviner ere af Conditoriis, og Menneskene ere flint udarbeidede af Sukkerværk"].

Side 86 Linje 1:

Personer] nogle af Personerne bærer græske, andre latinske Navne; nogle Navne er i deres Form moderniserede.

Zeus (græsk; latin: Juppiter) er den øverste Gud, Himlens Behersker.

Apollo (latin; græsk: Apollon), Solguden, en Søn af Zeus, optræder her (ligesom i P.-M.'s Digt " Dryaden") i sin Egenskab af Sangens og Digtekunstens Gud, men der hentydes (Side 111 Linje 39) til hans Virksomhed som Spaadomsgud. Som Sanggud fremstilles han i Kunsten med Lyren i Haand og en Laurbærkrans om Hovedet; i hans Følge er Gratier og Muser, og ved Gudernes Fester leder han Musernes Kor. (Musernes Dans til Apollos Spil fremstillet af Thorvaldsen i Relief fra 1804-16). [Statue af Thorvaldsen fra 1804-05.]

Hermes (græsk; latin: Merkur), en Søn af Zeus, optræder her (ligesom i P.-M.'s Digt "Dryaden") i sin Egenskab af Gudernes Sendebud, og (Side 142 Linje 12-14) omtales, at han er den, der ledsager de afdødes Aander til Dødens Rige. Han fremstilles i Kunsten med en gylden Stav i Haanden og Vinger paa Hælene. [Berømt Statue af Thorvaldsen fra 1818.]

Venus (latin; græsk: Aphrodite [Side 149 Linje 4]) er Skønhedens og Kærlighedens Gudinde. (P.-M. skildrer forskellige Sider af hendes Væsen i sit Digt "Venus".) [Berømt Statue af Thorvaldsen fra 1813-16.]

Pan (græsk), en Søn af Hermes, er Skov- og Hyrdegud; han fremstilles i Kunsten med Horn i Panden, Bukkeskæg, Hale og Bukkefødder. (Han optræder igen i P.-M.'s Digt "Dryaden".)

Zephyr (moderniseret; græsk: Zephyros) er Vestenvinden. (Han optræder igen i P.-M.'s Digt "Tithon".)

Phantasus (latin; græsk: Phantasos) betyder "Fantasi". (Han optræder igen i P.-M.'s Digt "Dryaden".)

Oneiros (græsk) er Drømmenes Gud (Ordet betyder "Drøm").

Muserne er Gudinder for Kunst og Videnskab.

Amor (latin; græsk: Eros - begge Ord betyder "Kærlighed, Elskov") er Kærlighedsguden; han fremstilles i græsk Kunst som en Yngling med Bue og Pile, hvormed han vækker Kærlighed tillive i Guders og Menneskers Bryst, paa Ryggen har han Vinger (Thorvaldsen fremstiller ham uden Vinger i Gruppen "Amor og Psyche" fra 1807-09 - ellers er han hos ham en Dreng eller hyppigst et Barn).

Psyehe (græsk) betyder "Sjæl".

511

Aja (græsk), Kora (latin) og Eulimene (græsk) er Nympher (kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer), men kun Eulimene er et Nymfenavn.

Sorg og Længsel, to Genier: Genierne er Aander (gode eller onde), særlig Menneskets Skytsaander.

En Najade er en Kilde- eller Flodnymfe.

Leda og Myris, Psyches Søstre: hos Apulejus har Psyches Søstre ingen Navne; de Navne, P.-M. har givet dem, er græske.

Zephyrer (af Zephyros) betegner milde (Foraars)vinde.

Side 88 Linje 2:

Nattens Lampe] d.v.s. Maanen (se Anm. til Side 23 Linje 2).

Side 88 Linje 33:

uden Meen] d.v.s. uden Fejl, uden Lyde (et gammelt nordisk Ord; udenfor Poesi kun = Fortræd, Skade).

Side 89 Linje 6:

zephyrlette] d.v.s. lette som Vinden.

Side 89 Linje 27:

Nectar] er Gudernes Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige; deraf overført: en sød, guddommelig Drik.

Side 89 Linje 37:

Hyrdinden] sml. Anm. til Side 68 Linje 27.

Side 89 Linje 38:

Harm] her i den ældre, paa P.-M.'s Tid som nu kun i Poesi brugelige Betydning: Sorg, Smerte; ligesaa i "Adam Homo"s 1ste Sang: "Om Noget er saa dansk i Aand og Smag, | Saa ret fornøieligt, af Harm ublandet, | Som Julen i en Præstegaard paa Landet"; sml. Baggesen 1814 ("Dødens Aftensang"): "Haard som Klippen var min Smerte, | Vild som Bølgen var min Harm"; J. P. Jacobsen 1875 ("Det bødes der for -"): ,Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde".

Side 90 Linje 16:

Et Skib jeg splintret har paa Gudens Bud] Molbech bemærker i sin Anmældelse: "Ved denne Scene vil det uden Tvivl falde endeel Læsere ind, at Forretningen, som Zephyr kommer fra, og hvis Udfald han fortæller i en poetisk, rædsom-skiøn Beskrivelse over det synkende Skibs og Mandskabets Undergang, synes lidet passende til de sædvanlige mythologiske Forestillinger om den blomsterkrandsede, med Sommerfuglens lette Vinger begavede Zephyr. Man tænker sig ikke gierne om Vestenvindens milde Gud, at han "Orkanen liig, jager over Søen"... Digteren maa derimod vel have tænkt paa de Steder hos Homer, hvor Zephyros nævnes mere som en barsk og skadelig Guddom (den "brusende, stormende, buldrende Z"...) end som den milde, sommervarme Vestenvind (...), hvilken allerede Hesiodus ... henfører til de velgiørende Vinde. Med denne Forestilling ere vi ogsaa giennem alle nyere Digte bievne saa fortrolige, at vi ikke let eller gierne gaae over til den modsatte".

Side 90 Linje 41:

Stavnen] Bagstavnen, der paa Grækernes og Romernes Skibe var højere end det øvrige Skib.

Side 91 Linje 21:

Cythere] Kythera (nu: Cerigo) er en Ø syd for Peloponnes (Morea) ved Indgangen til det ægæiske Hav; var et Hovedsted for Kærlighedsgudindens Dyrkelse, og her havde hun et Alter.

Side 91 Linje 29:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden.

Side 91 Linje 46:

Saa maler hendes Sjæl sig yndig af] om male af for afmale se Anm. til Side 20 Linje 6.

Side 92 Linje 35:

Olymp] Gudernes Bolig, Bjærg i Landskabet Thessalien i Nord-Grækenland.

Side 92 Linje 41:

Thalia] Muse for munter Poesi (Komedien).

Side 92 Linje 41:

Melpomene] Muse for alvorlig Poesi (Tragedien).

Side 92 Linje 42:

Aglaja] en af de tre Gratier, Yndens og Skønhedens Gudinder.

Side 92 Linje 42:

Hebe] Gudernes kvindelige Mundskænk, Ungdommens og den ungdommelige Skønheds Gudinde. [En overordentlig yndefuld Hebeskikkelse havde Thorvaldsen skabt i sin Hebestatue fra 1816.]

Side 92 Linje 43:

Diana] Apollos Tvillingsøster, Jagtens Gudinde, er den kyske, uberørte Jomfru (sml. P.-M.'s Digt "Venus").

512

Side 93 Linje 17:

den høie Spaadomsgud] Apollo; han raadspurgtes paa hellige Steder (Orakler). Svarene (Orakelsvar), ofte paa Vers, hyppigst dunkle og tvetydige, gaves af Præstinder, der var inspirerede af Guden.

Side 93 Linje 24:

Verdens Kreds] d.v.s. Verden.

Side 93 Linje 26:

Styx] Flod i Underverdenen, Dødsriget (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 93 Linje 31:

Iris] er Regnbuen, Gudernes, særlig Himmeldronningens Sendebud (Side 96 Linje 22), har gyldne Vinger og gyldentfarvede, brogede Klæder. - At Iris er Zephyrs Elskede, har P.-M. ikke kunnet læse sig til hos Hederich, men det siges i et Fragment af den græske Digter Alkaios (6te Aarh. f. Kr.). Skulde P.-M. have studeret de græske Lyrikere? (sml. Anm. til Side 127 Linje 22).

Side 93 Linje 40-41:

tændte Fakler] med Fakler ledsagedes Bruden ved Nattens Frembrud til Brudgommens Hus.

Side 94 Linje 16:

Hades] (græsk; latin: Pluto - Linje 20) Zeus' Broder, Underverdenens (Dødsrigets) Hersker. Hades bruges ogsaa (som her) om Underverdenen selv, der ogsaa kaldes Orcus (Side 144 Linje 42). Dødsriget tænktes liggende under Jorden. Nedgangen til det var gennem skumle Huler og Kløfter (Side 144 Linje 36). Det omgives og gennemstrømmes af Floder som Styx (Side 93 Linje 26), Lethe (Linje 28) og Acheron (Side 103 Linje 43) og bevogtes af den trehovede Hund Kerberos (Side 145 Linje 13). De døde færges over Floderne af Færgemanden Charon (Linje 18) og kommer da til Dødsgudens Hal. De døde fører i Underverdenen en trøstesløs og glædesløs Skygge tilværelse, der er en Afspejling af deres Liv paa Jorden. Kun ganske enkelte store Forbrydere pines i det mørke Tartarus (Side 112 Linje 40), og kun ganske enkelte af Gudernes Yndlinge fører et saligt Liv i Elysium. (Sml. P.-M.'s Digt "Adonis".)

Side 94 Linje 28:

Lethe] Glemselsfloden, af hvis Vande de døde skulde drikke ved Ankomsten til Dødsriget for at glemme deres jordiske Tilværelse.

Side 96 Linje 9:

min Gudinde] Diana: selv Mø er hun Møers Beskytterinde.

Side 97 Linje 23:

snellere] hurtigere; ligesaa Side 170 Linje 27; dengang som nu kun et poetisk Ord.

Side 101 Linje 34:

en Gud mig siger] d.v.s. jeg aner.

Side 102 Linje 13:

ved Styx] Eder ved Styx, de højeste Eder, der kunde sværges, var ubrydelige.

Side 103 Linje 19:

Ætheren] Stoffet, som fylder Verdensrummet.

Side 103 Linje 43:

Acheron] se Anm. til Side 94 Linje 16.

Side 105 Linje 36:

Hekate] her ligesom Side 142 Linje 30 = Proserpina, Underverdenens Herskerinde, Hades's Hustru.

Side 105 Linje 38:

skære dine f agre Lokker af] d.v.s. lade dig dø; ifølge den romerske Digter Vergil († 19 f. Kr.) skar man en Lok af den døendes Haar og indviede derved denne til Dødsgudinden.

Side 106 Linje 33:

køl] (laant fra tysk kühl) for kølig, sval er hyppigt hos P.-M., sml. dette Binds Side 124 Linje 35, Side 302 Linje 34, Side 304 Linje 35 o. fl. Ex. i de følg. Bind; var overhovedet ret alm. dengang, sml. Oehlenschläger 1814 ("Helge"): "Det er saa kiølt i den Aftentid | Og Bølgen mod Pælene skyller"; Aarestrup 1838 ("En Morgen vandring"): "Jeg saae dig hvile Armen | Paa Gudens [d.v.s. Statuens] Knæ fortrolig | Og, skjult af kjøle Skygger, | Med Taarer læse Brevet"; P.-M. bruger det ogsaa i Prosa, f. Ex. 1869 i "Ivar Lykkes Historie" (II 383): "Anmeldt under den beskedne Titel af Secretair Næve, fik han gjerne i Begyndelsen en temmelig køl Modtagelse."

Side 108 Linje 4:

hun stiger op af Havet] blandt de mange Myter om Kærlighedsgudindens Fødsel var ogsaa den, at hun var født af Havets Skum, en Myte, der var et yndet Æmne for Oldtidens og den nyere Tids Kunstnere (ogsaa Thorvaldsen har i et Relief fra 1809 fremstillet Venus' Fødsel af Havet).

513

Side 108 Linje S:

Proserpina] (latin; græsk: Persephone) er Underverdenens Dronning. Da hun som ung Pige plukkede Blomster paa en Eng sammen med sine Veninder, aabnede Jorden sig pludselig, og Underverdenens Gud Pluto jog frem paa sit Firspand og røvede hende. For den Fortvivlelse og det Raseri, der greb hendes Moder Ceres, er Ordene: "og strækker med Taarer sine Hænder imod Himlen" et meget mildt og afdæmpet Udtryk.

Side 108 Linie 11:

Selene] (græsk; latin: Luna) er Maanegudinden. Oldtiden satte ikke Svanen i Forbindelse med hende.

Side 108 Linje 17:

Leiets Skytsgud] hedder Hymen, fremstilles i Kunsten som en yndig Dreng med Vinger paa Ryggen og med Brudefaklen (Linje 22) og Brudesløret (Linje 22) i Hænderne.

Side 109 Linje 8:

ved den forhadte Husbonds Side] hos Apulejus: "Jeg har, Gud bedre det, faaet en Mand, som er ældre end min egen Fader, skaldet som et Græskar, svagere end det mindste Barn og tilmed saa nøieseende, at han sætter Laas og Slaa for Alt, hvad der er i Huset".

Side 109 Linje 11:

En gammel Konges Sygevogterske] hos Apulejus: "Min Mand er krumbøiet af Gigt, og ringe er den Glæde, jeg har af ham. Som oftest maa jeg sidde og gnide Gigtknuderne paa hans stenhaarde Fingre og spolere mine fine Hænder med gamle Klude og ildelugtende Plastre, saa jeg snarere ligner en Lægehaandlangerske end en kjærlig Hustru".

Side 109 Linje 19:

Heros] (græsk) "Halvgud" (Søn af en Gud og en jordisk Kvinde).

Side 109 Linje 21:

Støvets Sønner] Menneskene.

Side 109 Linje 38:

Ate (græsk) Forblindelsen, Ophav til al Ulykke og ondt.

Side 110 Linje 2:

Nemesis] er Gudinde for Ligevægten i den sædelige Verden, Gengældelsens Gudinde, som straffer Overmod; fremstilles i Kunsten med et bevinget Hjul, Tøjle og Maalestok.

Side 110 Linje 11:

krandser her en duftende Pocal] i Oldtiden rakte man før Drikkelaget Gæsterne Kranse (af Myrther, Efeu eller Sølvpoppel), idet disse antoges at ophæve Vinens Virkninger.

Side 110 Linje 20:

Olymperdrotten... Livets høie Fader] Zeus.

Side 110 Linje 29:

Ganymedes] Zeus' Mundskænk.

Side 110 Linje 36:

Chorets Fører] Apollo.

Side 110 Linje 38:

Lyren] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument.

Side 112 Linje 40:

Tartarus] de fordømtes Pinested i Underverdenen.

Side 113 Linje 35:

denne Røst af den Ufødte] Hensynet til det endnu ufødte Barn som Motiv til Drabet er ikke understreget hos Apulejus, men er P.-M.'s Tildigtning.

Side 113 Linje 43:

Atropos] den ene af de tre Pareer, Skæbnegudinder, hvis Navne og Virksomhed nævnes i den følgende Korsang (Side 114 Linje 7-39).

Side 114 Linje 3:

Thanatos] (græsk) "Døden".

Side 114 Linje 9:

Titaner] Sønner af Uranos (Side 127 Linje 22) og Græa (Side 158 Linje 3) den tidligere, ældre Gudeslægt, der kæmpede med Zeus og de olympiske Guder orn Verdensherredømmet, men overvandtes og nedstyrtedes til Tartarus. - At Skæbnegudinderne hviler paa deres Hoveder, er næppe nogen græsk-romersk Myte.

Side 114 Linje 21:

Skjæbnens Vægtskaal] hos Homer holder Zeus Skæbnens Vægtskaal, hvorpaa han afvejer Menneskenes Lod; Vægtskaalens Stigen betyder Held og Liv, dens Synken Uheld og Død.

Side 114 Linje 44:

Eumeniderne] Betegnelse for Hævngudinderne (Furierne), der med Slanger paa Hovedet istedetfor Haar og Dolke eller Fakler i Hænderne forfølger Mordere og Menedere; opfattedes i den senere Oldtid som de ophøjede og ærværdige Udøverinder af Retfærdighed.

Side 117 Linje 6:

Orcus] Underverdenen.

514

Side 117 Linje 30:

for Tartarus Elysium] d.v.s. for Helved Himlen; Elysium er de saliges Opholdssted.

Side 118 Linje 22:

Furie] d.v.s. Utyske (egl. "Hævngudinde", se Anm. til Side 114 Linje 44).

Side 119 Linje 18:

lians Erindring] nu: Erindring om ham. P.-M. bruger ofte Ejeform eller Ejendomsstedord, hvor Sprogbrugen nu kræver Forholdsord; sml. i dette Bind f. Ex. Side 158 Linje 13: Jordens den hulde Erindring (== den hulde Erindring om Jorden); Side 173 Linje 26: Jordens Syn forsvinder alt (= Synet af Jorden); Side 194 Linje 18: Dit Minde (= Mindet om dig); Side 331 Linje 36: mere kjært end Synet af Olympen, | Er mig dit Syn (= Synet af dig), Side 451 Linje 23: "Hun meente, at dets Syn dig vilde glæde (= Synet af det), o. fl. Steder i dette og de følg. Bind. Omvendt bruger P.-M. Forholdsordet af, hvor man nu bruger Ejeform (eller anden Konstruktion), sml. f. Ex. "Adam Homo", 9de Sang: "Da Rollen af en Taler ei tilsteder, | At han i Uniform sig lader see"; "Luftskipperen og Atheisten": "En evig Tak, selv naar kun Støv er Skikkelsen | Af Deres Tjenerinde: Betty Michelsen ". Begge Dele er i Overensstemmelse med ældre Sprogbrug, der var alm. i det 18de og endnu forekommer i Begyndelsen af det 19de Aarh.

Side 122 Linje 5:

Faun] en kaad Skovgud med spidse Øren, Hale og Bukkefødder.

Side 122 Linje 10:

Solens Pile] d.v.s. Solstraalerne (sml. Anm. til Side 23 Linje 2).

Side 122 Linje 44:

Aurora] (latin; græsk: Eos) Morgenrødens Gudinde (se P.-M.'s "Tithon"). Hendes Komme over Havet i en Muslingeskal har ingen Støtte i græsk-romersk Mytologi, men er fri Digtning.

Side 124 Linje 12:

en Guddom] ifølge Apulejus Flodguden, der af Frygt for Am or ikke tør lade Psyche drukne.

Side 126 Linje 3:

Flora] Blomsternes og Foraarets Gudinde.

Side 126 Linje 3:

vores] paa P.-M.'s Tid ganske almindeligt i dannet Tale og alvorlig Stil; P.-M. bruger det ogsaa i Prosa, sml. "Ungdomskilden": "See her Eders Fader! Hans Liv er Eet med vores. Han sad ved Eders Vugge, og har baaret Eder paa sine Arme".

Side 126 Linje 25:

Nyx] (græsk) "Natten"; hun er gammel, ti hun var til ved Verdens Begyndelse. - Efter Oldtidens Forestillinger var Fantasien ikke en Søn af Natten, men af Søvnen.

Side 126 Linje 41-43:

mine ældre Søstre... de fjaerne, ukjendte Brødre] Natten har mange Børn; Skæbne- og Hævngudinderne nævnes undertiden som hendes Døtre, Søvnen og Døden er hendes Sønner.

Side 127 Linje 22:

Uranos] (græsk) "Himmel", var den ældste Himmelgud, Fader til Titanerne (Anm. til Side 114 Linje 9), af hvilke Kronos (Side 155 Linje 3) stødte ham fra Magten, men maatte selv bukke under for Zeus. - Om Kærlighedsgudens Fødsel (han er den ældste og den yngste af alle Guder) var der mange Myter; at han var en Søn af Uranos og Aphrodite, har P.-M. ikke kunnet læse sig til hos Hederich, men det siges i et Fragment af den græske Digterinde Sappho (c. 600 f. Kr.). Skulde P.-M. have læst Sappho? (sml. Anm. til Side 93 Linje 31).

Side 127 Linje 27:

Tordenguden] Zeus; Torden og Lynild er Ytringer af hans Magt og Vælde.

Side 128 Linje 25:

Anteros] (græsk) "Genkærlighed"; hvad her fortælles om Grunden til Anteros' Tilblivelse, er fri Digtning.

Side 128 Linje 44:

Svimmel] Svimmelhed; se" Anm. til Side 54 Linje 40.

Side 129 Linje 16:

Oreader] Bjærgnymfer (græsk Oros betyder "Bjærg").

Side 129 Linje 38:

Dryade] Træets Nymfe (græsk Dryas betyder "Træ"). [Sml. P.-M.'s Digt "Dryaden".]

Side 132 Linje 3:

Til Indien den høie Bacchus] efter Alexander den stores Tog til Indien (327 f. Kr.) opstod Myten om, at ogsaa Vinens Gud 515Bacchus (latin; græsk: Dionysos) med stort Følge, deriblandt Pan, havde foretaget et Tog til Indien.

Side 132 Linje 10:

Ladon] Flod i Landskabet Arkadien paa Peloponnes (Morea), hvor Pandyrkelsen oprindelig hørte hjemme. - Myten om Pans Forelskelse i Nymfen Syrinx, der fortælles hos den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.), findes ogsaa i P.-M.'s Digt "Dryaden".

Side 132 Linje 44:

sin Fader, Flodguden] Floden Ladon.

Side 135 Linje 4:

Femte Scene-Sjette Scene] det er i Behandlingen af Venusskikkelsen, saaledes som den fremtræder i disse to Scener, at P.-M. mest afviger fra sin Kilde. Molbech anstiller i sin Anmældelse Betragtninger derover. Efter at have gjort opmærksom paa, at den berømte franske Fabeldigter Lafontaine († 1695) ogsaa har behandlet Psyches Historie, skriver han om P.-M.'s Venus: "Det er hverken Lafontaines fortørnede og grusomme Skiønhedsgudinde, som af Ærgrelse over Psyches deilige Skabning og hvide Hud begynder med at lade Furierne pidske hende til Blodet med Myrtheriis; og endnu mindre den af saaret Forfængelighed paa sin Søn forbittrede, mod Psyche af Vrede skummende Qvinde, som Apuleius afmaler med komiske, næsten holbergske Farver... Her er Venus vel, som Gudinde, fortørnet, streng og ubøielig ved Sønnens Klager og Bønner, men hverken lav eller uværdig grusom. I et af hendes Svar til Amor synes endog al personlig Harm hos Venus at være borte; og hun taler mere som den, der kun fuldfører Skiebnens Dom, end som den krænkede Guddom. Men i den samme Skikkelse see vi dog ei Venus i den følgende Scene [den sjette], hvor hun i sit straalende Pallads, paa Thronen og i Guddoms Majestæt, modtager den ulykkelige, dybt nedbøiede Psyche. Hendes Ord til denne klinge langt mere som Haan og qvindelig Spot, end som Yttring af en Gudindes Fortørnelse. Hendes Befaling, at Psyche skal vise sig uden Klædebon for hende - at Nympherne med Tvang maae udføre den - og Maaden, hvorpaa hun priser sin Medbeilerindes Skiønhed: synes at høre til de Midler, hvorved hun, som forhen er sagt, vil ydmyge Alt, hvad der af Storhed kan boe i Psyches Barm; men det bliver os dog hverken tydeligt, hvad der er den sande Drivefieder hos Venus, eller om hendes sidst anførte Yttringer om Psyches Skiønhed enten ere alvorlige, eller ironiske... Digteren synes ikke at have vundet Klarhed nok i Tankebilledet, hvorefter han vilde fremstille Venus i sit Drama. Denne Gudinde er her bleven til en vel ubetydelig Figur, der heller ikke mere fremtræder, og som der, hvor vi see hende, fattes meget af den Charakteerskikkelse, som baade Apuleius og Lafontaine have givet hende; - en Skikkelse, hvori man i det danske Drama ikke kan vente sig at finde Venus; men hvori man dog, især hos den franske Digter, ei kan andet end finde hans naive Fortælling om, hvorledes den lunefulde Gudinde, »passant d'une extrémité en un autre,à la manière des femmes [paa Kvinders Vis gaaende fra den ene Yderlighed til den anden]«, brister ud i Graad og med Kys og Omfavnelse modtager den ydmyge Psyche ved hendes Tilbagekomst fra Tartarus, ret fornøielig". - P.-M. gav for en Del Molbech Ret i disse Betragtninger; i et Brev (utrykt) af 10/10 1835 til ham (Orig. i Ny kgl. Saml. 2336, 4°) skriver han: "Som en Curiositet maa jeg dog fortælle Dem, at Deres Dom om Venus's Tilblivelse i Stykket ifølge et uklart Ideebillede, meget nøiagtig træffer ind med den Maade, hvorpaa jeg, vaklende mellem to Forestillinger, af begge frembragte en Skikkelse, der, just fordi den var en Forstands-Frugt og intet Phantasiebillede, intet klart Indtryk frembringer i Læserens Sjæl. Thi den Erfaring har jeg oftere gjort, at naar man, idet man lader en Person tale, har Sammes Billede med alle dets Træk og Miner &c. saa klart og levende i Tanken, at man kunde tegne det ned, hvis man var Maler, at man da frit kan nedskrive Ordene, og uden al Betænkning lade Personen sige, hvad der just i det Øieblik falder En ind; thi man tager næsten aldrig Feil. Hvorimod et uklart Billede føder Ord af sig, som al Kløgt og Eftertænken siden vanskelig kan corrigere og bringe i Harmoni med den oprindelige Forestilling. Dette troer jeg 516 virkelig, er en af den dramatiske Digtekunsts Hemmeligheder, som det dog er godt for Forfatteren, at Publicum ikke kjender".

Side 135 Linje 17:

Evighedens lyse Diadem] d.v.s. Udødeligheden.

Side 136 Linje 34:

Sjette Scene] det tilsvarende Sted hos Apulejus lyder saaledes: "Psyche indfinder sig foran Gudindens Slot, hvor hun møder en af Venus' Terner, hvis Navn var »dagligt Samliv«. Næppe havde denne seet hende, før hun udraabte:
»Endelig kommer du da til Erkjendelse, at du har en Herskerinde. Eller maaskee er du fræk nok til at lade, som du ikke vidste, hvor megen Uleilighed vi have havt med at søge efter dig. Det er godt, at det er mig, som har mødt dig, saa skal du være sikker nok paa ikke at slippe fra os.«

Med disse Ord tog hun fat i hendes Haar og slæbte hende paa den Maade ind, skjøndt den stakkels Psyche slet ingen Modstand gjorde.

Saasnart Venus saae hende, opløftede hun en haanende Skoggerlatter og tiltalte hende med drillende Spot.

»Saa endelig værdiger du din Svigermoder et Besøg! Eller maaskee er det din Mand, du vil see til, som endnu ligger syg etter det Saar, du har tilføiet ham. Vær ganske rolig! Du skal nok faa den Modtagelse, som en saa kjærlig Svigerdatter fortjener. - Hvor ere mine Terner Sorg og Smerte.«

Disse to bleve kaldte ind og fik Psyche under deres Behandling, Lydige mod deres Herskerinde pinte og plagede de den stakkels Pige paa alle optænkelige Maader, og gave hende derpaa tilbage til Gudinden, som atter opløftede en Skoggerlatter og sagde:
»Nu skal jeg formodentlig vækkes til Medlidenhed ved at see paa hendes trinde Skikkelse, som giver mig Haab om snart at skulle kaldes Bedstemoder. Det er en sand Lykke i sin bedste Alder at opnaa den Værdighed, og at høre en Slavindes Søn kaldes Ens Barnebarn. Men det er der da egentlig ingen Fare for. Den Forbindelse, min Søn har indgaaet under sin Stand, ude paa et Landsted, uden Vidner og uden Faderens Vidende, kan aldrig faa Lovskraft, og din Søn vil ingen Fader have; hvis vi ellers overhovedet lader dig leve, til du har født.«

Med disse Ord farer hun i Psyche, river hendes Klæder i Stykker, rusker hende i Haaret, til hendes Hoved bliver ganske fortumlet, blander nogle Bunker Hvede, Byg, Hirse, Valmuefrø, Ærter, Lindser, Bønner til een stor Dynge, og siger til hende:
»Naar man ikke seer bedre ud end du, maa det vel være ved Flid og Huslighed, man vinder sine Elskere. Lad os da prøve hvad du duer til. Sorteer mig dette Korn, saa hver Art kommer til at ligge for sig selv; men du maa have Arbeidet færdigt inden Aften.«

Efter at have udstedt denne Befaling gik Venus bort for at være tilstede ved en Bryllupsfest, medens Psyche, der blev ene tilbage, lagde Hænderne i Skjødet, stum af Forfærdelse over en saadan Opgave, der var umulig at udføre".

Side 136 Linje 37:

med udslagne Haar] Tegn paa Bøn og Underkastelse.

Side 141 Linje 1:

Fjerde Act] som det vil ses ved Sammenligning med Referatet af Apulejus (ovf. Side 506), er Fjerde Act ligesom Femte Act frit behandlet af P.-M.

Side 144 Linje 27:

Narcissus] en Blomsterslægt, hvortil hører Paaske- og Pinseliljen. Myten om Narcissus fortælles hos Ovid: han var en skøn Yngling, som, fordi han forsmaaede Nymfen Echos Kærlighed, af Venus straffedes med at blive fortæret af Længsel efter sit eget Spejlbillede i en Kilde; hvor han døde, fremspirede Blomsten Narcissus.

Side 144 Linje 36 - Side 145 Linje 32]

hvad Hermes her siger til Psyche, er en temmelig tro Gengivelse af, hvad det høje Taarn hos Apulejus siger til hende.

Side 144 Linje 39:

Charon] de dødes Færgemand (sml. Anm. til Side 94 517 Linje 16); Mynterne (Linje 41) skal være hans Færgeløn: de døde fik en Mynt med i Graven for at kunne betale ham, da han ellers ikke færgede dem over til Dødsriget (Psyche faar to Mynter med, da hun jo skal tilbage igen).

Side 145 Linje 9:

Dødens Vogter] den Linje 13 nævnte Hund Cerberus (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 147 Linje 43:

Psyches fagre Billed] "Man vil udentvivl", siger Molbech i sin Anmældelse, "gienkalde sig en lignende Fiction, der forekommer i Øhlenschlægers mythologiske Epos "Nordens Guder"; hvor Skirner uformærkt øser Freirs Billed af Vandet, som Guden speiler sig i, og siden helder det af sit Guldhorn ud i Gerdas Vaskekar, hvor Synet vækker Jettepigens Elskov"; men han tilføjer, "at Fortællingen om Gerdas Elskov ikke har givet den nærmeste Oprindelse til Hr. Müllers Fiction om Psyches fastholdte Billed; da Digteren, den Tid han skrev sit Drama, endnu ikke kiendte Øhlenschlægers Sang om Gerda i "Nordens Guder".

Side 149 Linie 4:

Aphrodite] det græske Navn paa Venus.

Side 149 Linje 21:

Dagens Konge] Solen. - Solguden kører hver Dag paa sin gyldne Vogn, der trækkes af fire snehvide, fnysende Heste, op paa Himmelhvælvingen og synker om Aftenen efter at have fuldendt det dristige Løb mod Vest ned i Oceanets Bølger.

Side 150 Linje 6:

Baaden] Grækerne og Romerne tænkte sig ikke Natten sejlende i en Baad.

Side 150 Linje 22:

Hyrden] Endymion; var en ung skøn Jæger, hvem Maanegudinden (Luna) forelskede sig i en Nat, da hun saa ham ligge sovende i Skoven, og paa hendes Bøn skænkede Zeus ham Udødelighed i Form af en evig Søvn, i hvilken han vedbliver at nyde Gudindens Kærlighed. (Sml. P.-M's Digt "Venus").

Side 151 Linje 8 - Side 152 Linje 3]

Amors Drøm om Perlen er fri Digtning.

Side 151 Linje 23:

Themis] (græsk) Uranos' Datter, de evige Verdensloves Gudinde. - Det var spaaet, at der skulde fødes Zeus en Søn, der var mægtigere end Faderen.

Side 151 Linje 30:

Juno] (latin; græsk: Hera) Himmeldronningen, Zeus' Hustru.

Side 151 Linje 32:

Mars] (latin; græsk: Ares) Krigsguden.

Side 151 Linje 32:

Minerva] (latin; græsk: Pallas Athene) Visdomsgudinden.

Side 152 Linje 44-45:

min Moders Bolig] Nattens og Dødens Riger grænser op til hinanden.

Side 155 Linje 2:

Kronos] en af Titanerne, Zeus' Fader (se Anm. til Side 127 Linje 22), af P.-M. her opfattet = Tiden.

Side 155 Linje 13:

Tantalus] en lille-asiatisk Konge, som, til Straf for sine Forbrydelser, i Underverdenen stod i Vand til Halsen, under et Træ fuldt af de skønneste Frugter, uden nogensinde at kunne stille sin Tørst eller Sult.

Side 155 Linje 14:

Ixion] en thessalisk Konge, der til Straf for, at han havde villet voldtage Juno, i Underverdenen laa bundet til et Hjul, som ustanseligt hvirvledes rundt.

Side 155 Linje 14:

Sisyphus] Konge i Korinth (paa Peloponnes), maatte til Straf for, at han havde villet bedrage Zeus, i Underverdenen uafladeligt vælte en uhyre Sten op ad et stejlt Bjærg, hvorfra den bestandigt rullede ned igen.

Side 155 Linje 14:

Danaider] Døtre af Kong Danaos i Byen Argos (Peloponnes), havde dræbt deres Ægtemænd og dømtes i Underverdenen til uophørligt at øse Vand i et bundløst Kar.

Side 155 Linje 39:

Titanens] Kronos'.

Side 156 Linje 25:

Apollos Yndling] d.v.s. Digteren.

Side 156 Linje 26:

Minervas Præst] d.v.s. Videnskabsmanden.

518

Side 156 Linje 29:

Krandsen] Sejrskransen, Sejren.

Side 156 Linje 37:

en Datter] hos Apulejus: en Søn, "Elskovsglæde".

Side 158 Linje 3:

Gæa] (græsk) "Jorden".

Side 160 Linje 37:

Orpheus' Lyra] Stjærnebilledet Lyren paa den nordlige Himmel. Orpheus var en af den græske Saguverdens navnkundigste Sangere, der ved sit Spil paa Lyren formaaede at tæmme Skovens vilde Dyr. Da hans Hustru døde, rørte han ved Lyrens Toner endog Dødsgudindens Hjærte.

Side 160 Linje 44:

Kastor og Pollux] Stjernebilledet Tvillingerne, et af de 12 Tegn i Dyrekresen. Kastor og Pollux var Tvillingsønner af Zeus, hvorfor de kaldtes Dioskurer (Dios er Ejeform af Zeus).

Side 161 Linje 3:

Arion] var en af den græske Sagnverdens berømteste Citherspillere; efter hans Cithar fik i den senere Oldtid et Stjærnebillede Navn.

Side 161 Linje 6:

Kalisto] Stjærnebilledet Den store Bjørn paa den nordlige Himmel. Kallisto var en Nymfe i Jagtgudinden Dianas Følge; da hun ved Zeus havde undfanget en Søn, blev hun af Juno forvandlet til en Bjørn, som saadan skudt af Diana og under Navnet Arktos (Bjørnen) optaget blandt Stjærnerne.

Side 161 Linje 7:

den straalende Søn] Stjærnebilledet Arktophylax (d.v.s. "Bjørnevogteren") paa den nordlige Himmel i Nærheden af "Den store Bjørn".

Side 161 Linje 13:

Ariadnes Krands] Stjærnebilledet "Den nordlige Krone" paa den nordlige Himmel i Nærheden af Arktophylax. Ariadne er Vinguden Bacchus' Hustru; ved deres Bryllup slyngede Guden hendes Brudekrans mod Himlen, hvor den blev til et Stjærnebillede.

Side 161 Linje 24:

Kassiopea] Stjærnebilledet Kassiopeja i Mælkevejen paa den nordlige Himmel.

Side 161 Linje 28:

Orion] et af de pragtfuldeste Stjærnebilleder paa den sydlige Himmel. Orion var en Jæger, der elskedes af Morgenrødens Gudinde Aurora, men dræbtes af den skinsyge Diana.

Side 161 Linje 40:

Urania] Astronomiens Muse, her vel blot = Himlen (Ordet betyder "den himmelske").

Side 161 Linje 41:

Sphærernes Sang] det græske Ord Sphære betyder "Kugle, Klode, Himmelkugle" og bruges ogsaa om det Element, som omgiver de enkelte Himmellegemer, i hvilket og med hvilket de bevæger sig. Den berømte græske Videnskabsmand Pythagoras (6te Aarh. f. Kr.) antog, at Himmellegemerne i deres Bevægelse frembragte en virkelig, himmelsk Musik, der ganske vist var uhørlig for det menneskelige Øre; heraf Udtrykkene Sphærernes Harm oni og Sphærernes Sang.

Side 162 Linje 37:

Horaerne] er Gudinder for Aarstiderne; de aabner og lukker Himlens Skyporte, og de er Solgudens Tjenerinder, der spænder Hestene for hans Vogn; de optræder ogsaa sammen med Apollo og Muserne, hvis Sange de ledsager med yndefuld Dans.

Side 163 Linje 8:

Zoner] Himmelegne.

Side 164 Linje 14:

Phantasia] (latin) "Fantasien.

LUCIFERS FALD

Affattelsestld ukendt; udkom i December 1834 (i H. P. Holsts "Nytaarsgave for danske Digtere" I 1835), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te i 1879 (i "Poetiske 519 Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Illustrationer: af Aug. Jerndorff i: Romancer og Digte, danske og norske, udgivne af Chr. Richardt, 1882.

Æmnet. Den kristelige Lære skelner mellem de gode og de onde (de faldne) Engle. Oprindelig var alle Engle gode, de var Tjenerskaren, der omgav Guds Trone, og Gud kaldes derfor "Hærskarernes Gud" (sml. f. Ex. Psalm. 103,20-21). Men i Tidernes Begyndelse gjorde en af de ypperste af dem, forledt af Hovmod, Oprør mod Gud og nedstyrtedes sammen med de Engle, der havde gjort Sag fælles med ham, fra Himlen til Helvede (2 Pet. 2,4). Som Djævlen blev han de onde Aanders Fyrste og Hovedet for Modstanden mod Guds Rige.

Naar Navnet Lucifer (latin, betyder "Lysbringeren" og er Navn paa Morgenstjærnen) anvendes i den kristelige Troslære som Navn paa den faldne Djævel, da beror det paa en urigtig Tolkning af nogle Skriftsteder. Hos Profeten Esajas hedder det (14,12): "Hvorledes er du falden af Himmelen, du Morgenstierne [i den latinske Bibeloversættelse: Lucifer], du Morgen-Rødes Søn? hvorledes er du nedhuggen til Jorden, du, som svækkede Hedningerne?" Profeten sigter med disse Ord til Babylon, Verdens Tyran, og profeterer om dens Fald; men de kristne Kirkefædre satte Stedet i Forbindelse med Luk. 10,18, Joh. Aab. 9,1 og 12,9, hvor der tales om Djævlens Fald, og saaledes blev Lucifer Navn paa Satan.

Side 169 Linje 24:

formummet] "dulgt, tilsløret" (Laaneord fra Tysk).

Side 169 Linje 30:

Lucem fero] (latin) "Lys jeg bringer".

Side 170 Linje 9:

Mørkets Drage] d.v.s. Mørket, der som en Drage rugede over Himmelrummet, før Lucifer bragte Lys.

Side 170 Linje 12:

over sig] over sig selv, for sig selv.

Side 170 Linje 27:

snelt] hurtigt (sml. Anm. til Side 97 Linje 23).

Side 170 Linje 29:

Kæmperør] Kanon.

Side 171 Linje 5:

Sphærers Chor] hvad der menes hermed, er forklaret i Anm. til Side 161 Linje 41.

Side 171 Linje 27:

Æfherhavet] d.v.s. Verdensrummet; Ætheren er det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 173 Linje 5:

en Slange] 1 Moseb. 3,1.

Side 173 Linje 10-11:

Herrens Stemme, | Som i Havens Gange lød] 1 Moseb. 3,8.

Side 173 Linje 14:

Fjeldet, det steile, bratte, | Hist i Ørknens golde S and] Udgiveren formoder, at P.-M. tænker paa Bjærget i Ørkenen, hvorfra Djævlen fristede Jesus (Matth. 4,8-10).

Side 173 Linje 16:

Kalpe] er det græsk-romerske Navn for Gibraltar. (Om der foreligger Sagn om, at Djævlen skulde have dannet Middelhavet, har Udgiveren ikke kunnet finde.)

Side 173 Linje 26:

Jordens Syn] nu: Synet af Jorden (sml. Anm. til Side 119 Linje 18).

Side 174 Linje 9:

Zone] Himmelstrøg.

520

GRAVLÆGNING

Affattelsestid ukendt; udkom "uden Forfs. Vidende og aftrykt paa en feilagtig Maade" (Poesier II 391") i December 1835 (i H. P. Holsts "Nytaarsgave fra danske Digtere" II 1836), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: Trykmanuskript til Udgaven 1859, overensstemmende med Originaludgaven, i privat Eje (Fru Professorinde Bøgh).

Side 175 Linje 9:

Haven] Dødens Have, Kirkegaarden.

PERLEN

Affattelsestid: Juni eller Juli 1836 (se ndf.); udkom den 1ste April 1838 under Titlen "Kjøbmanden" (i "Kjøbenhavns Morgenblad" 1838, No. 9), trykt 2den Gang samme Aar (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: en af Digteren foretaget Afskrift, overensstemmende med Trykket fra 1828, i Brev (utrykt) af 10/7 1836 til Chr. Molbech (Original i Ny kgl. Saml. 2336, 4°).

Oversættelser: paa Tysk 1863 ved Julie Nordheim (i "Poetische Kleinigkeiten").

Æmnet. Om Digtet hedder det i Brevet til Molbech: "Jeg vil som Bilag sende Dem et lille Digt, jeg nedskrev forleden. Det er en Slags Trøst i mødige Stunder. De maa derved erindre Dem det Sted i Evangeliet, hvor Kjøbmanden sælger alt sit Gods for Guds Rige, der lignes ved en Perle". [Brevet til Molbech er skrevet efter Modtagelsen af et (nu tabt) Brev, hvori Molbech har udtalt sig mistrøstigt om sin Stilling og Virksomhed.]

Stedet i Evangeliet (Matth. 13, 45-46) lyder: "Himmeriges Rige lignes ved en Kiøbmand, som søgte efter gode Perler, hvilken, der han fandt en meget kostelig Perle, gik hen, og solgte alt det, han havde, og kiøbte samme".

Naar Fred. Lange i sin Bog (Side 104-105) opfatter Perlen som symbolsk sigtende til Digterens senere Hustru, maa denne Tolkning altsaa opgives; P.-M. har ikke haft Charite Borch i Tankerne, da han skrev dette Digt.

ST. HELENA

Affattelsestid: ukendt; udkom den 23de Februar 1837 (i "Kjøbenhavns Flyvende Posts Interimsblade" 1837, Nr. 111), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

521

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, dtn sidste af Digteren selv besørgede.

Æmnet: Napoleon var død den 5te Maj 1821 paa St. Helena, en isoleret liggende Ø i Atlanterhavet (260 Mile fra Afrikas Vestkyst), hvor han i Aarene 1815-21 havde hensiddet som Europas Fange. Han begravedes paa Øen under to af ham selv plantede Træer, men den 15de September 1840 blev hans Grav aabnet, og Liget førtes til Frankrig, hvor det den 15de December bisattes i Invalidehotellets Kirke i Paris.

Side 176 Linje 29:

Atlashelten] Atlas er i den græske Mytologi den stærkeste af Titanerne, den ældre Gudeslægt (se Anm. til Side 114 Linje 9), og deres Fører i Kampen mod Zeus og den yngre Gudeslægt; da Titanerne var blevet besejrede, forvistes Atlas til det yderste Vesten og dømtes til med sit Hoved og sin Arm at bære Himmelhvælvingen og sørge for, at den ikke faldt ned paa Jorden. [Atlasbjærgene i det nordvestlige Afrika har Navn efter ham.]

Side 177 Linje 5:

Saga] er i den nordiske Mytologi en Gudinde, hvis Betydning er ganske uklar, men som af de romantiske Digtere sammenstilledes med det oldnordiske Ord saga, der betyder "Fortælling", og gjordes til Historiens Gudinde.

Side 177 Linje 26:

Triumphator] Romernes Betegnelse for den sejrrige Feltherre, naar han i Spidsen for sin Hær holdt sit Indtog i Rom.

Side 177 Linie 29:

dog dens Amme] der tænkes vel paa, at Julirevolutionen i Frankrig 1830, der gav Stødet til Frihedsbevægelser rundt om i Europa (f. Ex. i Polen og herhjemme), var fremvoxet af Minder fra Napoleons- og Revolutionstid.

Side 177 Linje 37:

Giganten] i den græske Mytologi er Giganterne en Kæmpeslægt, der rejste sig til Kamp mod Guderne; de angreb Himlen og søgte at storme den ved at stable Bjærge ovenpaa hinanden, men blev slaaede tilbage.

Side 178 Linje 1:

Prometheus] i den græske Mytologi en af Titanerne, Menneskenes Ven og den menneskelige Kullurs Grundlægger; blev, da han havde ranet Ilden fra Guderne og bragt den til Menneskene, til Straf af Zeus lænket til en Klippe i Kaukasus, hvor en Ørn udhakkede hans Lever, der stedse voxede frem paa ny.

Side 178 Linje 18:

laurbærkrandste Throne] Laurbærkransen er Heltens Smykke.

Side 178 Linje 27:

Bautastenen] d.v.s. Mindestenen; de nordiske Folk i Oldtiden rejste høje, utilhugne Sten til Minde om Mænd eller Begivenheder; disse Sten kaldtes i det gamle nordiske Sprog Bautastene.

Side 178 Linje 29:

Musen] de ni Muser er i den græsk-romerske Mytologi Gudinder for Kunst og Videnskab.

Side 178 Linje 30:

Klio] Historiens Muse.

DEN OTTENDE KONST

Affattelsestid: ukendt; udkom den 28de April 1837 (i "Kjøbenhavns Flyvende Posts Interimsblade", 1837 No. 120), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

522

Side 179 Linje 3:

Syv Konster man fra gamle Dage drev] i Modsætning til de højere Fagvidenskaber: Teologi, Jura og Medicin kaldtes ved Middelalderens Universiteter med et fra Romerne laant Navn følgende syv Fag for "de fri Kunster" (paa Latin: artes liberales): Grammatik (d.v.s. Sprogvidenskab), Dialektik (omtrent = Tænkelære, Logik) og Retorik (Veltalenhedslære), Aritmetik, Geometri, Astronomi og Musik. Disse 7 Fag var forberedende Studier, fælles for alle studerende, og skulde være gennemgaaede, inden man kunde hengive sig til Studiet af en af de tre Fagvidenskaber. [Romerne kaldte de Kunster og Færdigheder "fri", som sømmede sig for en fri Mand, i Modsætning til Slavernes for største Delen mekaniske Beskæftigelser.]

Side 179 Linje 5-6]

indtil 1862, da Næringsloven af 1857 traadte i Kraft, maatte man for at erholde Tilladelse (Borgerbrev) til at udøve et Haandværk (vinde Borgerskab) først være Mester, men det blev man kun, efter at man som Svend havde godtgjort, at man forstod sit Haandværk, og dette skete ved Forfærdigelsen af et Mesterstykke (her kaldet Prøvestykke), der bedømtes af vedkommende Haandværks Mestre.

Side 179 Linje 14:

Og denne Konst - er Konsten at behage] sml. Prologen til "Adam Homo".

Side 179 Linje 16:

omsonst] betyder almindeligvis enten "forgæves, til ingen Nytte" eller "uden at faa noget til Gengæld", men staar her i Betydningen: "uden at give, gøre noget for det".

Side 179 Linje 41:

har...fodet] har faaet Fodfæste; Udsagnsordet atfode var ret almindeligt brugt i det 18de Aarh.; i det 19de Aarh. bruges det f. Ex. af Sprogmanden J. Levin 1846 ("Nogle Betragtninger over dansk Sprog og Retskrivning"): "Det foder paa en Betragtningsmaade af Sproget, der ikke er historisk".

Side 180 Linje 8:

Kategori] (græsk) "Klasse, Rubrik".

Side 180 Linje 16:

som, lig Koen, døe mens Græsset groer] Ordsproget lyder: "Mens Græsset gror, dør Horsemor [d.v.s. Følhoppen]" eller "Mens Græsset gror, dør Koen".

Side 180 Linje 26-27:

King-kong-fut-se | Pe-kuang-pe] er naturligvis ikke mere Kinesisk, end Holbergs Ski Olski Dolski ("Ulysses v. Ithacia" Akt l, Scen. 15) er Mesopotamisk, men Stavelserne er valgte saaledes, at det ligner Kinesisk. - Det første Ord (King-kong-fut-se) minder om Kung-fu-tse, det kinesiske Navn paa den berømte kinesiske Filosof og Reformator Gonfucius († 478 f. Kr.).

Side 180 Linje 37:

Patron] (latin) "Velynder".

Side 180 Linje 37:

Mandarin] den europæiske, af Kineserne selv aldrig brugte, Benævnelse paa en kinesisk Embedsmand.

Side 183 Linje 22:

Pekko-Ekko] satirisk Skalkeskjul for et dobbelt Ekko (en fuldendt Eftersnakker).

Side 183 Linje 24:

Moralen] det 18de Aarhundredes Digtere yndede, naar de gennem et Digt indirekte havde indpræntet en Lære, da i et Par Slutningslinjer direkte at paapege "Moralen" (sml. Wessels komiske Fortællinger, hvor der skæmtes med denne Manêr).

DANDSEMUSIK

Affattelsestid ukendt; udkom i December 1837 (i H. P. Holsts "Nytaarsgave fra danske Digtere" IV 1838), trykt 2den Gang i Juli 1838 (i "Poesien" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter' III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

523

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Tysk af Johanna Plockross-Pohly i Helsteds Op. 28 (se ndf.).

Musik: af Gustav Helsted (Op. 28, for Damekor og Klaver) og P. E, Lange-Müller (Op. 2: Marsch - kun Vers 4).

Side 184 Linje 11:

Dagens Konge] Solen (se Anm, til Side 23 Linje 2).

NATTEVAGT

Affattelsestid ukendt; udkom i December 1837 i (H. P. Holsts "Nytaarsgave fra danske Digtere" IV 1838), trykt 2den Gang i Juli 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Tysk ved E. Lobedanz Leipzig 1867 (i "Album nordgermanischer Dichtung" - 2. Auflage smstd. 1869).

Musik: komponeret for to Sangstemmer af H. Rung; af Rud. Immanuel Langgaard.

GJENSYN

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgrave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Tysk ved P. J. Willatzen (i "Nordlandsharfe" Bremen 1889).

GREVENS DØD

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste at Digteren selv besørgede.

Side 187 Linje 31:

Grev Oginsky] Oginsky er Navn paa en gammel littauisk Adelsslægt, af hvis Medlemmer flere har gjort deres Navne bekendte i Polens Historie (Storskatmester Michael Kleophas Oginsky tog under 524 Kosciuszko Del i den Polske Frihedskamp 1794), men om der ligger noget historisk til Grund for P.-M.'s Digt, der maa henføres til en Tid, da Polen endnu havde Konger, har Udgiveren ikke kunnet finde. - Om P.-M.'s Interesse for Polen sml. Anm. til Side 7 Linje 26 og "Slaven" (Side 211-25).

Side 190 Linje 6:

Sin Fakkel Guden svang] Guden er Kærlighedsguden, Amor, der i den græsk-romerske Mytologi tænkes udstyret med en Fakkel, med hvilken han tænder de elsken des Hjærter i Brand.

Side 190 Linje 13:

lad endnu | Mig denne korte Lyst] lad = indrøm, tilstaa, overlad; Tyskagtighed, sml. Hauch 1828 ("Tiberius"): "Lad mig nuj | Din Cajus her! Saa har jeg dog ei tabt | Dig ganske -" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

TILBAGEFALD

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "PoetisKe Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Æmnet. Digtet er ifølge Fred. Langes Bog om Paludan-Müller (Side 54) rettet til Henriette Jeremia Friderichsen, f. Borch, Søster til Digterens senere Hustru og næstyngste Datter af Prof. C. A. Borch i Sorø. Hun var født den 6te Februar 1792, blev (ifølge Kontraministerialbogen for Sorø Kirke) den 1ste Februar 1818 viet til Prokurator og Løjtnant Friderich Friderichsen, "36 Aar gammel, boende i Kjøbenhavn". Ægteskabet blev ikke lykkeligt, og 1827 blev Friderichsen (if. Hof- og Statskalenderen) udnævnt til Byfoged i Christianssted paa St. Croix, medens Hustruen blev i Danmark (hvad Fr. Lange fortæller Side 52, er altsaa urigtigt). Henriette Fridericbsen døde den 29de Maj 1860, Dødsannoncen i Berl. Tid. blev affattet af Charite Paludan-Müller, f. Borch og siger, at hun døde "efter et kort Sygeleje og vel beredt til Døden". Friderichsen døde den 23de Juni 1863 som Etatsraad.

Frederik Lange siger om hende: "Hun var en højst ejendommelig Blanding af et yndefuldt og varmt Gemyt - om hendes Mund laa der endnu i hendes høje Alderdom det mest indtagende Smil, man kunde se paa noget Ansigt - og det mest overgivne Skelmeri og Lune. Hun var meget musikalsk og sang smukt. Men lunefuld og heftig var hun ... Hun havde et dybt melankolsk Drag i sin Natur ved Siden af den flagrende, næsten fugleagtige Lethed og Munterhed, der kunde være hende ejendommelig. Hun havde over hele sit Væsen en egen stærkt duftende Sødme, der gav det et let exotisk Anstrøg, muligvis en Arv efter hendes fransk fødte Bedstemoder. - Jeg har engang paa hendes gamle Dage hørt Paludan-Müller drille hende med, hvor dejlig hun - just i denne Periode af sit Liv - havde været i en Ridedragt af lyseviolet Silke med hvide Fjer paa Hatten".

Side 191 Linje 34:

Sig forynge] Tyskagtighed for: torynges, sml. Anm. til Side 22 Linje 5.

Side 192 Linje 8:

Sylphedragt] Sylpher er i middelalderlig Folketro og mystisk Litteratur Luftens Aander.

Side 192 Linje 25:

Amor] det latinske Navn paa Kærlighedsguden i den græsk-romerske Mytologi.

525

BELLA DONNA

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg"), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Side 192 Linje 29:

Bella Donna] (italiensk) "den skønne Kvinde". Side 193 Linje 19: sylphelet] se Anm. til Side 192 Linje 8.

BILLEDET

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg"4 VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Hollandsk ved C. J. Hansen i Noordsche letteren, Gent 1860.

Æmnet. Digtet er ifølge Meddelelse fra Frk. Hanck til afd. Prof. Nic. Bøgh (meddelt Udgiveren af Fru Professorinde Bøgh) rettet til Frk. Louise Elmquist i Aarhus. Denne Meddelelses Korrekthed er blevet Udgiveren bekræftet fra andre Sider (dels gennem Fru Anna Bertelsen i Aarhus, dels af den Elmquist'ske Slægt) og er altsaa hævet over enhver Tvivl.

Louise Nielsine Elmquist var en Datter af Overkrigskommissær, Redaktør af "Aarhus Stiftstidende" og Udgiver af "Elmquists Læsefrugter" A. F. Elmquist († 1868) og var født den 2den Januar 1816 i Aarhus; hun døde ugift i København den 22de Marts 1877 (se Berl. Tid. 1877, No. 72).

Gennem Hr. Skolebestyrer P. Elmquist har Udgiveren fra Hr. Provst Th. Elmquist (hendes Brodersøn) erholdt følgende Skildring af hende:

"Louise Elmquist, der alle sine Dage forblev ugift, var temmelig lille, med smukke fine Træk, mest lignende sin Fader. Hun var meget musikalsk, tillige vel bevandret i Litteraturen og i Besiddelse af ægte Dannelse. Hun spillede Klaver særdeles smukt. Hendes Væsen var indtagende og kvindeligt, men noget forbeholdent og retiré, hvilket skyldtes en medfødt Sky for at lade sine Følelser komme til Syne. Dette skal have været Grunden til, at hun ikke blev forlovet med Paludan-Müller. De holdt af hinanden, men han misforstod hendes tilbageholdne Væsen og troede, at hun ikke besvarede hans Følelser. Med dette Indtryk rejste han fra Aarhus og blev siden gift med Charite Borch".

DEN HEDENFARNE

Affattelsestid ukendt: udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

526

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: Trykmanuskript til Udgaven 1859, med enkelte atter kasserede Ændringer i Originaltrykkets Text, i privat Eje (Fru Professorinde Bøgh).

Oversættelser: paa Tysk ved P. J. Willatzen (i "Nordlandsharfe" Bremen 1889).

VESTALINDEN

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge Gange i "Ungdomskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" II), 5te 1902 (i .Poetiske Skrifter i Udvalg" VII), 6te 1903 (i "Mindre Digte"), 7de 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Æmnet. I den romerske Religion indtog Arnens Gudinde Vesta (latin; græsk: Hestia) en stærkt fremtrædende Plads. I hendes Tempel i Rom brændte den hellige Ild, Symbolet paa Familien, Hjemmet og Staten; udslukkedes den, varsledes der Staten de største Ulykker, og at vaage over, at det ikke skete, var Vestalindernes Hverv. De valgtes i en Alder af mellem sex og ti Aar blandt de bedste Familiers Pigebørn og maatte i 30 Aar tjene Gudinden. De var højt ansete; naar de viste sig i deres hvide Dragt med Hovedsmykke og flagrende Baand, gik alle ærbødigt af Vejen; i Theatret og Cirkus sad de paa en Æresplads; Fornærmelser mod dem straffedes paa Livet, og deres Vidnesbyrd i en Sag gjaldt, uden at de behøvede at aflægge Ed. Men deres Stilling førte ogsaa stort Ansvar og store Savn med sig. Der krævedes den største Aarvaagenhed af dem i Gudindens Tjeneste; slukkedes den hellige Ild, blev den Vestalinde, der havde vist Pligtforsømmelse, pisket til Blods af Statens Ypperstepræst. Det forlangtes af dem, at de skulde være ugifte og føre et rent og kysk Liv; den Vestalinde, der brød sit Kyskhedsløfte, straffedes med at blive levende begravet.

Som det synes at fremgaa af en Anmærkning til Digtet i Originaludgaven, er det under Læsningen af den græske Historiker Plutarch († ca. 120 e. Kr.), at P.-M. er blevet grebet af dette Æmne. I sin Levnedsbeskrivelse af Numa Pompilius, Roms anden Konge og Ordneren af dets Religionsvæsen, giver Plutarch en Skildring af, hvordan det gik til ved en Vestalindes levende Begravelse, en Skildring, som ligger til Grund for Side 197 Linje 28 ff. i P.-M.'s Digt, hvorfor den her meddeles (efter Tetens' Oversættelse fra 1800):

"Naar en af dem [Vestalinderne] har krænket sit Kydskheds Løfte, bliver hun levende nedgravet ved den saa kaldede collinske Port. Ikke langt herfra inden i Byen ligger en Jordhøi af temmelig Længde, som Latinerne i deres Sprog kalde Agger. I denne Høi beredes et lidet underjordisk Værelse, hvortil man gaaer ned oven fra; i dette Værelse er der en opredet Seng, en brændende Lampe og nogle faa af de nødvendigste Levnetsmidler, som Brød, Vand, Olie og Melk i en Skaal, som om de havde opfyldt deres Pligt mod den døende Vestalinde, naar de kun ikke lode hendes til den vigtigste Religionstjeneste indviede Legeme omkomme og forsmægte af Hunger. Den skyldige Vestalinde sættes derpaa i en Bærestol, som de udvendig tillukke og tilsnøre med Remmer, for at hendes Skrig ikke skal høres, og derpaa bæres hun over Torvet. Alle som møde hende gaa stiltiende til Siden, og følge hende i dybeste Bedrøvelse; der er intet gyseligere Syn og Byen kjender ingen frygteligere Dag end den. Naar de ere komne med Bærestolen til det bestemte Sted, løse Betjentene Baandene og taus forretter Præsterne med Hænderne mod Himlen 527 for Straffens Fuldførelse en Bøn, fører derpaa den Skyldige ud ganske tildækket og sætter hende paa Stigen, som fører ned til det underjordiske Værelse, hvorpaa han dreier sig bort tilligemed de øvrige Præster. Saasnart hun er stegen ned tages Stigen bort og Værelset tildækkes og tilkastes med Jord, saa at Pladsen bliver lige med den øvrige Høi. Paa den Maade straffes de Vestalinder, som krænke deres Kydskheds Løfte".

Side 196 Linje 3:

Tiberen og Romas Høie] Rom var bygget paa 7 Høje ved Tibeifloden, 3 Mil fra dens Udløb i Havet.

Side 196 Linje 4:

Dagens Øie] Solen (se Anni. til Side 23 Linje 2).

Side 196 Linje 5:

Bjerget] er vel Alban erbjærget (nu: Monte Cavo), sydøst for Rom.

Side 196 Linje 18:

den gule Bølge] "den gule Tiber" kaldes Floden hos de gamle romerske Digtere, fordi den medfører gulligt Sand fra Bjærgene, hvor den har sit Udspring.

Side 196 Linje 33:

Lictorerne] hos Romerne de højere Embedsmænds Betjente; de gaar foran Øvrighedspersonerne, bærende Symbolet paa den højeste udøvende Magt: et Risknippe med en Øxe i; de havde det Hverv at sørge for, at de af Øvrigheden idømle Straffe blev udførte.

Side 197 Linje 2:

Klagesange] som ved borgerlige Begravelser, hvor Klagekoner gik foran Ligtoget og afsang Klagesange.

Side 197 Linje 5:

Fulvia] Kvindenavn i den Fulviske Slægt, en af Roms mest ansete Familier, af hvis Medlemmer mange naaede Statens højeste Værdigheder.

Side 197 Linje 9:

hist paa Torvet, som til Templet støder] Vestatemplet laa paa den sydvestlige Side af Torvet (Forum Romanum), der var Byens Midtpunkt og Midtpunktet i det borgerlige og politiske Liv. Paa den nordøstlige Side af Forum laa en Plads (comitium), hvor Folkeforsamlinger afholdtes, og hvor Straffen paa romerske Borgere fuldbyrdedes.

Side 197 Linje 10:

nu Marcellus Uøder] den, der havde forført en Vestalinde, blev nøgen spændt i en Blok og pisket ihjel. - Marcellus er Familienavn for en Gren af den højt ansete og berømte Claudiske Slægt.

Side 197 Linie 15:

den collinske Port] paa Latin: Porta Collina, i den nordlige Ende af Byen.

Side 197 Linje 16:

Forbrydermarken] paa Latin: Campus sceleratus, indenfor Bymuren ved Porta Collina; her blev ukyske Vestalinder levende begravet.

Side 197 Linie 20:

det store Baal] til den Offring, Præsten Side 198 Linje l foretager for at forsone den fortørnede Gudinde.

Side 197 Linje 25:

brudt er Staven] d.v.s. Dommen fældet (Udtrykket, der er laant fra Tysk, bunder i gamle Retsskikke: efter at Dommeren højtideligt havde forkyndt Dødsdommen, brød han Dommerstaven i tre Dele over den skyldiges Hoved, hvorefter denne overleveredes til Bøddelen).

Side 197 Linje 26:

Off'ret] Vestalinden: hendes Død er et Offer, som bringes for at forsone den krænkede Gudinde.

Side 197 Linje 40:

Baar] den ældre Form, der endnu i Prosa forekommer i Bibeludgaven 1825 (2 Macc. 3,27: "de toge og lagde ham paa en Baar") og hos Digtere som Oehlenschläger, der tilstræber gammeldags Sprogtone; her hos P.-M. for Versemaalets Skyld, Side 206 Linje 9 staar Baare.

Side 198 Linje 17:

Genius] (latin) Aand (særligt om Menneskets Skytsaand).

Side 200 Linje 42:

Psyche] (græsk) "Sjæl" (Navn paa Kærlighedsguden Amors Elskede, se P.-M.'s "Amor og Psyche").

Side 203 Linje 28:

Vestas høie Billed) ifølge den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.) var der ikke i Vestatemplet paa Forum Romanum nogen Billedstøtte af Gudinden.

528

Side 204 Linje 27:

Myrthen og Cypressen] Kærlighedens og Dødens Symboler.

Side 205 Linje 5:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 208 Linje 1:

Furien] det latinske Navn paa Hævn- og Straffegudinden (se Anm. til Side 114 Linje 44).

Side 208 Linje 4:

Eumeniderne] det græske Navn paa Hævn- og Straffegudinderne (se Anm. til Side 114 Linje 44).

Side 208 Linje 15:

Lig Ormen Dag og Nat paa Livets Rod] Billedet er vel taget fra den nordiske Mytologi: paa Verdenstræets, Livstræets (Ygdrasils) Rod graver i Dybet Ormen (d.v.s. Slangen) Nidhøg.

Side 209 Linje 29:

Jupiter] dels det latinske Navn paa Himlens Herre, dels paa en stærkt funklende Planet.

Side 209 Linje 29:

Venus] dels det latinske Navn paa Kærlighedsgudinden, dels paa Aftenstjærnen, den klareste Stjærne paa vor Himmel.

SLAVEN

Affattelsestid: 1837 eller Begyndelsen af 1838 (se ndf.); udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge Gange i "Ungdomsskrifter" ID, 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" II), 5te 1902 (i ,Poetiske Skrifter i Udvalg" VII), 6te 1903 (i "Mindre Digte"), 7de 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Æmnet er taget fra den Polske Frihedskamp 1830-1831, for hvilken P.-M. ligesom andre af hans Samtids danske Digtere (Aarestrup: "En polsk Moder" 1834, Carl Bagger: "Finis Poloniæ" 1834, J. C Hauch: "En polsk Familie" 1839) følte varmt (sml. Side 7 Linje 26). Om Hovedpersonen Peter Wysocki [udtalt: Visótski] findes følgende Anmærkning i Originaludgaven af 1838:

"Peter Wysocki - Hovedbefordreren af den sidste Polske Revolution - blev født 1799; traadte 1817 som Frivillig ind i den Polske Garde; stiftede 1828 en Forbindelse i Fændrik-Skolen til Polens Befrielse; udførte den 29de November 1830, i Spidsen for 160 Elever af denne Skole, det bekjendte Overfald paa Belvedere i Warschau, den daværende Storfyrst Constantins Bolig; kæmpede under Befrielseskrigen i Slagene ved Okuniew, Wawre og Grockow; gik med General Dwernicki til Volhynien; blev med denne General - ved hans Retirade til Galizien - Østerrigsk Fange; flygtede fra Galizien til Warschau, hvor han, som Oberst, ved Stormen paa Wola faldt haardt saaret i Russisk Fangenskab. Dømt til Døden og derefter benaadet, førtes han til Siberien, hvor han i Lænker maatte arbeide i Bjergminerne til sin Død, der indtraf 1837. Et Par Afvigelser fra disse historiske Data findes i Digtet".

Peter Wysocki døde imidlertid ikke i Aaret 1837, hvilket endnu siges i den store franske Biographie universelle fra 1850-erne. Han gjorde i Aaret 1837 et Foreøg paa at flygte, men blev fanget og idømt 1000 Slag Pisk Han udstod Straffen, der ellers regnedes for at være ensbetydende med Døden, og sendtes derefter til Bjærgværkerne. Han blev senere løsladt og oprettede en Sæbefabrik i Sibirien. I Aaret 1857 fik han Lov til at vende tilbage til Polen og døde her den 19de Januar 1875.

Der er altsaa i 1837 kommet et Rygte til Europa om Wysockis Død; P.-M. har vel læst det i en Avis, men i de danske Aviser er det ikke lykkedes Udgiveren at finde det omtalt.

529

Ej heller tør Udgiveren have nogen Mening om, hvorfra P.-M. har hentet sin ret indgaaende Viden om den polske Opstand og dens Forløb: Kilden har dog aabenbart, hvad der er naturligt nok, været polskvenlig, og Digteren kan ikke siges fri for Overdrivelse i polsk Favør. Skildringen af Straffefangernes Liv i Sibirien falder derimod helt paalidelig, hvad enhver, der har læst f. Ex. Kennans Bog om Sibirien (1889-91), vil sande.

[Udgiveren har særlig benyttet: Fr. v. Smitt, Geschichte des Polnischen Aufstandes und Krieges. I-II. Berlin 1839; Joachim Lelewel, Geschichte Polens. 2. Aufl. Lpz. 1847].

Side 211 Linje 3:

Høit imod Nord og fjernt mod Øst] i Berl. Tid. for 6/9 1837 findes Efterretninger fra St. Petersborg om de til Sibirien forviste Forbrydere; det hedder her: "Statsforbrydere og store Misdædere sendes til det yderste Norden og Østen i Nærheden af Iishavet, de Andre derimod til Sibiriens mildere Clima".

Side 215 Linje 15:

Graneskoven] brugt af Digterne i Stedet for Granskoven, naar Versemaalet gjorde det ønskeligt; sml. Oehlenschläger 1810 ("Axel og Valborg"): "Begynder Hiertet alt for stærkt at banke, l Da grib dit Spyd, din Bue, styrt dig i | De mørke Graneskove"; H. V. Kaalund 1842 ("Valkyrien Gøndul"): "Jeg tænker, I leve kun smalt deroppe | Med Granekogler og Birkeknoppe" [efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 213 Linje 38:

Hr. Pater] d.v.s. Hr. Pastor; Pater (latin, "Fader") er Betegnelse for katolske gejstlige som Pastor (latin, "Hyrde") for protestantiske.

Side 214 Linje 1:

spæget] avet, holdt i Tømme.

Side 215 Linje 42:

Flud] (laant fra tysk Flut) = Flod, Strøm, Flyden; er overordentlig hyppigt brugt hos Baggesen, f. Ex. 1807 ("Hær-Marsch"): "Lær, Hav! os at følge, | Som Bølge ved Bølge, | Den blodige Fane, | Paa Heltenes Bane, | Foreente, som Vovernes Flud!"; 1814 ("Rimbrevpennen"): "Frisk! KM i Veiret! frisk, min Brud! | Det stryger i et smuldent Flud"; 1814 ("Den mistænkelige Tandpine"): "i Riim, hvis Sølvflud ruller | Med lette Vover, Bækkens Rislen lig"; 1814 ("Alleenekampen"): "De Hiemmets Toner ... | Som smelte hver en Tidens Lyst og Smerte | Til Henflud i en evig Harmonie".

Side 216 Linje 34:

Polak] maa af metriske Grunde ligesom Side 217 Linje 38: "Jeg er en Polak! Jeg, som du" og i "Adam Homo", 9de Sang ("Som Polak og forviist jeg her mig stiller frem") betones: Pó1ak, hvilket efter Nutidens Udtale kun er rigtigt, naar Ordet bruges om "Levning i et Glas", derimod ikke, naar det bruges som Folkenavn. At Ordet imidlertid ogsaa i denne Betydning tidligere (ligesom endnu hyppigt hos Almuen) har været udtalt Pólak, ses af anf. Steder og af Wessels Digt "Brodne Potter i alle Lande" (1783), hvor det hedder: "Polak! du skal Verden lære, | Om lærvillig den vil være".

Side 216 Linje 34:

Kosciussko] berømt polsk Frihedsmand og General († 1817), i 1794 Hovedmanden for Polens Rejsning mod Rusland.

Side 218 Linje 8:

Hjul] allerede i Oldtidens billedlige Fremstillinger af af Lykkegudinden er hun symbolsk udstyret med Hjulet.

Side 218 Linje 33:

Polens Ørn] Polens Vaaben var en hvid Ørn paa rød Grund.

Side 219 Linje 20:

Wolas Skandse, Warschau's Vold] Wola var den stærkest befæstede af de Skanser, som omgav Warschau; mod den rettede Russerne under General Paskievitsch den 6te September 1831 et Angreb og erobrede den efter en fortvivlet Kamp; to Dage efter (den 8de September) overgav Warschau sig.

Side 219 Linje 22:

Var du iblandt de Dødes Tal] som Kuriosium anføres det, at endnu 1895 i den danske Oversættelse af A. Rambaud: Ruslands Historie siges det, at Wysocki faldt under Stormen paa Wola.

Side 219 Linje 42:

speiled i hans Træk sig af] nu kun: afspejlede sig; se Anm. til Side 20 Linje 6.

530

Side 220 Linje 18:

Harm] Harme" ligesaa Side 221 Linje 2; sml. Anm. til Side 74 Linje 17.

Side 220 Linje 28:

Valen] et gammelt nordisk Ord, der betyder "de faldne" (af samme Stamme som Udsagnsordet vælge, altsaa egl. "de (af Guderne) til Døden i Kamp udvalgte"), men som af nyere Digtere bruges i Betydning: "Kampplads, Valplads".

Side 220 Linje 32:

Sobieski] Johan Sobieski, f. 1624, Konge i Polen 1674 -96, d. 1696, Polens Nationalhelt, Tyrkers og Tartarers Skræk; berømtest af hans Bedrifter er Undsætteisen 1683 af Wien, der var belejret af en tyrkisk Hær paa 200,000 Mand under Storveziren Kara Mustapha; Sobieski tilføjede Tyrkerne et knusende Nederlag udenfor Stadens Mure den 12te September 1863.

Side 220 Linje 36:

Laurbærkrands] Sejrherrens Smykke.

Side 221 Linje 27:

hiin Novemberdag] den 29de November 1830.

Side 222 Linje 14:

Stoczec] en Flække, ca. 10 Mil sydøst for Warschau, ved en af Weichsels Bifloder; Slaget fandt Sted den 14de Februar 1831 og endte med et Nederlag for den russiske General Geismar.

Side 222 Linje 14:

Dobre] en Flække, ca. 6 Mil øst for Warschau; Slaget fandt Sted den 17de Februar 1831 og endte med et Nederlag for den russiske General Rosen.

Side 222 Linje 15:

Warvre] et Værtshus, ca. l Mil øst for Warschau; Slaget, der var en Indledning til Hovedslaget ved Grochow, fandt Sted den 19de Februar 1831 og gik Polakkerne imod, idet de trængtes ud af deres Stillinger (Tabene var paa begge Sider betydelige: mellem 3 og 4000 Mand).

Side 222 Linje 15:

Praga] Forstad til Warschau, øst for Weichsel; under Slaget ved Grochow trængte en russisk Afdeling under General Toll frem hertil, uden dog at foretage nogen Storm paa Byen.

Side 222 Linje 16:

Grochorv] Landsby ca. ½ Mil øst for Warschau, ved hvilken der den 24-25de Februar 1831 stod et Hovedslag, hvorom P.-M. i en Anmærkning i Originaludgaven siger: "I Slaget ved Grochow kæmpede 38,000 Polakker seierrigt mod en tredobbelt saa stærk Russisk Hær. Udfaldet blev kun decideret [afgjort] ved Chlopickis fortvivlede Anstrengelser, og den senere Generalissimus [Overgeneral] Skrzyneckis Bravour og Klogskab". Denne Anmærkning er ligesaa lidt som Skildringen i Digtet helt rigtig: Russernes Overmagt var ikke saa stor, og Slaget blev ikke nogen Sejr for Polakkerne, idet de maatte trække sig tilbage over Weichsel til Warschau.

Side 222 Linje 19:

Chlopicki] Jozef Chlopicki, f. 1771, traadte 1787 ind i Hæren, kæmpede med Udmærkelse 1794 under Kosciuzsko, deltog 1799-1801 paa fransk Side i Krigen i Italien, var som Oberst med i Slagene ved Eylau og Friedland (1807), blev haardt saaret i Slaget ved Moskau (1812), udnævntes efter Opstandens Udbrud 5/12 1830 til Diktator, nedlagde Diktaturen 23/1 1831, deltog i Slagene ved Wawre og Grochow, d. 1854 i Krakov.

Side 222 Linje 20:

Skrzynecki] Jan Skrzynecki [udtales omtrent: Sjinetski], f. 1786, indtraadte 1806 i Hæren, deltog under Napoleon i Felttogene 1809 og 1812, tog ingen Del i Opstanden Novbr. 1830, sluttede sig senere til Frihedskampen, Overgeneral efter Slaget ved Grochow, førte Krigen som Forsvarskrig for at give Diplomaterne Tid til Indblanding, nedlagde efter det ulykkelige Slag ved Ostrolenka 26/5 1831 Overkommandoen, d. 1860 i Krakov.

Side 222 Linje 24:

Da paa Warves Slette vi mødtes igjen] det andet Slag ved Wawre fandt Sted den 31te Marts 1831 og endte med et Nederlag for den russiske General Geismar; Skrzynecki førte de polske Tropper.

Side 222 Linje 25:

Dembe] rettere: Dembe wielkie (d.v.s.Store Dembe), en Flække ca. 4½ Mil øst for Warschau; Slaget fandt Sted den 1ste April 1831 og endte med et Nederlag for den russiske General Rosen, der mistede mellem 5 og 6000 Mand faldne og fangne; Skrzynecki førte de polske Tropper.

Side 222 Linje 34:

Malachorvski] "Oberst Julius Malachowski faldt med 2000 Polakker i Træfningen ved Kajimierz, hvor den gamle General Sierawski 531 førte en Polsk Troppeafdeling mod en fire Gange saa stærk Fjende" (P.-M.'s Anmærkning). Kajimierz er en Stad i det polske Guvernement Lublin, ved Weichsel, ca. 17 Mil sydøst for Warschau. Slaget fandt Sted den 18de April 1831, Polakkerne blev slaaede af den russiske General Kreutz og mistede ialt mere end 2000 Mand. Da Oberst Malachowskis Afdeling begyndte at vige, greb han en Le og med Raabet: "Dette er Kosciuszkos Vaaben! Hver ægte Polens Søn følge mig!" styrtede han mod Fjenden, men faldt, ramt af 3 Kugler.

Side 222 Linje 40:

Dembinski] Henrik Dembinski, f. 1791, indtraadte 1809 i Hæren, var med paa Napoleons Tog 1812 til Rusland, blev Ritmester efter Slaget ved Smolensk, udmærkede sig 1813 i Slaget ved Leipzig, tog virksom Del i Opstanden 1830, blev Ryttergeneral, førte i 1831 sine Tropper fra Littauen til Warschau midt gennem de russiske Hære, blev Overgeneral 3/8 1831, men kunde intet udrette overfor Partipolitikerne, deltog i Warschaus Forsvar og dækkede Hærens Tilbagetog til Preussen, var som General med i Ungarns Frihedskamp 1848 mod Østrig, d. 1864 i Paris.

Side 222 Linje 41:

Uminski] Jan Nepomucen Uminski, f. 1780, kæmpede 1794 under Kosciuszko, traadte 1806 i Napoleons Tjeneste, deltog 1813 i Slaget ved Leipzig, blev 1831 efter Oprørets Udbrud Ryttergeneral, sejrede flere Gange over Russerne, var med i Slagene ved Grochow og Ostrolenka, deltog i Forsvaret af Warschau, d. 1851 i Frankrig.

Side 222 Linje 43:

Paa Spillet en nysgjerrig Verden seer] den Hjælp, Polakkerne havde haabet paa, navnlig af Frankrig, udeblev ganske.

Side 2°23 Linje 4:

Wolas Skandsè] se Anm. til Side 219 Linje 20.

Side 223 Linje 5:

Sorvinski] om ham kan Udgiveren kun oplyse, at han havde mistet sit ene Ben i Slaget ved Borodino (17/9 1812) og faldt under Stormen paa Wola.

Side 223 Linje 7:

Czyste] Forstad til Warschau; Angrebet paa den begyndte den 6te September 1831 (samme Dag sorn Angrebet paa Wola); den 7de stod den i Flammer.

Side 224 Linje 6:

Stoller] vandrette Grubegange i et Bjærgværk (Laaneord fra Tysk).

VENUS

Affattelsestid: ukendt; udkom den 13de April 1841, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" III), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste af Digteren selv besørgede.

Musik: Sangen Side 264 ("Vi komme med Hjerterne tunge") komponeret af Axel Liebmann (Efterladte Kompositioner i Udvalg ved V. Bendix).

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Modsætningen mellem Venus Urania og Venus Anadyomene, der danner Grundideen i Digtet, har sin Rod i senere græske Filosoffers Sondring mellem en Kærlighedsgudinde for en højere, paa etisk Grundlag hvilende Kærlighed (Venus Urania d.v.s. "den himmelske") og en Kærlighedsgudinde for sanselig Elskov (Venus Pandemos d.v.s. "den almindelige, offentlige, simple"; her i Digtet: Venus Anadyomene d.v.s. "den havfødte"); Venus Urania betragtede man da som den ældre, af Himlen (Uranos) selv, uden Moder fødte Gudinde, Venus Pandemos som den yngre, født af Zeus i Elskovsforbindelse med en jordisk Kvinde. Denne Spaltning af Kærlighedsgudinden i to, som mytologisk (i Folketroen) ingen Rolle spillede (Venus Urania dyrkedes ligesaa fuldt som Venus Pandemos af den græske Prostitution), møder man vistnok første Gang hos den berømte Filosof Platon († 347 f. Kr.), Sokrates' Discipel, i hans Dialog "Symposion" (d.v.s. Drikkelaget"), og da P.-M. ejede C. J. Heises danske Oversættelse 532 af Platons Dialoger, af hvilke "Symposion" var udkommet 1831, er det ikke udelukket, at det er under Læsningen af dette Skrift, han har faaet den ydre Tilskyndelse til "Venus".

Den højere og lavere Kærlighed i Menneskelivet skildrer Digteren gennem de to Hovedpersoner Actæon og Endymion. Ogsaa dem har han taget fra den græske Mytologi.

Actæon, en Dattersøn af Kadmus (Side 234 Linje 15), var en ung Jæger, hvis højeste Lyst var det fri, ubundne Jægerliv i Skov og Fjeld; han var en ivrig Dyrker af Diana, Jagtens Gudinde. Men da han belurede Gudinden, mens hun var i Bad, forvandlede hun ham til en Hjort ved at stænke Vand paa ham og lod ham derefter sønderrive af hans egne Hunde. [Sagnet orn ham er behandlet bl. a. af den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.).]

Endymion var Maanegudinden Lunas Elsker. Han var som Actæon en ivrig Jæger. Da han en Aften træt af Jagten havde lagt sig til Hvile i Skoven, saa Luna ham og fattede Kærlighed til ham, steg af sin Vogn og kyssede ham. Zeus skænkede ham Udødelighed i Form af en evig Søvn, i hvilken han vedbliver at nyde hendes Kærlighed.

Sagnene om Endymion som Maanegudindens Elsker hørte hjemme i Landskabet Karien paa Lilleasiens Kyst, men andre Sagn lader ham være Konge i Landskabet Elis (Vestkysten af Peloponnes) uden at kende noget til hans Forhold til Maanegudinden. P.-M. benytter begge Overleveringer i sit Digt, men naar han lader ham være udvandret fra Karien til Elis og blive Kulturopdrageren sidste Sted, da er det hans egen fri Digtning. Actæonsagnet derimod hører hjemme i Landskabet Bøothien i Mellem-Grækenland; naar P.-M. henlægger det til Peloponnes, handler han vistnok ikke paa egen Haand, men støtter sig paa en Bemærkning i sin ovf. Side 507 omtalte mytologiske Haandbog: Benjamin Hederichs "Gnindliches mythologisches Lexicon". At dette Værk virkelig har været raadspurgt af Digteren ogsaa ved Udarbejdelsen af "Venus", kan næppe betvivles; dertil er der altfor stærk Overensstemmelse mellem den hos en romantisk Digter som P.-M. paafaldende rationalistiske Opfattelse af Endymion som Stjernekiger og Astronom og Hederichs Bemærkning (med Henvisning til Plinius): "andere wollen, dass er ein besonderer Sternkundiger gewesen, und zuförderst den Lauf des Mondes am ersten auf dem Berge Latmus genau beobachtet habe".

Det mytologiske Stof er iøvrigt i "Venus" behandlet med Frihed. En Sammenstilling af Actæon- og Endymionsagnene kender Mytologien intet til; fri Digtning er ogsaa Episoden med Lyda, Skildringen af Endymions og Hermiones Kærlighed, af Procnes Forhold til Actæon, o. s. v.

Momenter til Skildringen af Hyrdelivet, der ogsaa er meget fri (hvide Lærredsbuxer og Vest!), kan P.-M. have faaet ved Læsning af de romerske Hyrdedigtere (se Anm. til Side 68 Linje 27) som Vergil († 19 f. Kr.).

Samtidens Dom. Den Frisindede 1841, Side 174 kalder Digtet "en Prydelse i den æsthetiske Litteratur" og Kjøbenhavns-Posten 1844, No. 114 kalder Lyriken i Digtet "smuk, henrivende og, hvis vi tør bruge et saadant Udtryk, forførerisk, Characteerudviklingen tro og conseqvent gjennemført og Handlingen - vi bede bemærket, at vi tale om et "lyrisk Drama" - livligt udviklet, uden at det lyriske Moment taber sin Berettigelse som Hovedsag . Fædrelandet 1841, No. 514-15 [ifølge Hother Ploug, Carl Ploug I 266, af Chr. K. F. Molbech] har en Del at indvende, navnlig mod Skildringen af Venus Anadyomene, men sammenfatter dog sin Dom i følgende Ord: "Dramaet "Venus" maa, uagtet det, man med Rette kan dadle derved, dog regnes til de fortrinligste Præstationer, vor poetiske Litteratur i de sidste Aar kan fremvise, og vi kunne ikke undlade at takke Digteren for et Arbejde, hvis sande, poetiske Skjønheder og Fuldkommenheder maae forskaffe den med en aaben Skjønhedssands begavede Læser en langt større Nydelse, end dets Mangler kunne forstyrre". Dagen 1841, No. 92 bragte en sønderlemmende Kritik af 533 Overlærer I. A. Ostermann, der ankede over Digtets Forsyndelser mod den filologiske Viden og sluttede: "Det skjønnes ikke rettere, end at en klar og ledende Idee savnes i Digtet, og at de Former, hvorigjennem den dæmrende Halv-Idee aabenbarer sig, staae saa lidet i Harmonie med denne, som med sig selv indbyrdes, at Digtet i sin Heelhed kun efterlader Tomhed". Figaro 1841 Side 51-70 vender sig i en udførlig Artikkel mod Anmældelserne i Fædrelandet og Dagen, men ender alligevel med følgende Betragtninger: "Jeg kan ikke nægte, at jeg, naar Alt kommer til Alt, de mange skjønne Enkeltheder uagtet, med en vis Utilfredsstillelse forlader et smukt Digt, som, ved en lidt større Omhyggelighed fra Behandlingens Side, kunde være blevet et ægte Kunstværk". P. L. Møller siger 1842 om Digtet (se hans "Kritiske Skizzer" I 203-04, sml. II 182), at det "fremkaldte saavel offentlig som privat fprskjellige Domme. Paa den ene Side blev Kritiken (i Skikkelse af en philologisk Timelærer) ubillig og upoetisk staaende ved Tilfældigheder i den ydre Form, som om de vigtigere Adjunctforretninger ikke tillod den (Kritiken) at dvæle ved Ideen, eller trænge ind til Kjærnen. Paa den anden Side har man med Velvillie søgt at fremhæve det ideelle Udbytte, uden dog at indrømme Digteren Ret til i vore Dage at skildre Kjærligheden i saa skarp Modsætning, og uden selv at være vis paa i Alt at have forstaaet Forfatterens rette Mening. Alt dette forudsætter vistnok en Svaghed ved Digtet, en Mangel paa Klarhed i det Hele, som ikke tilfulde erstattes ved skjønne Partier i det Enkelte; og vi ere tilbøielige til den Mening, at Ideen, som syntes at kunne have avlet et stort og skjønt Digt, har overvældet Forf.'s Kræfter, og at han saaledes ofte kun cursorisk og fragmentarisk har været i Stand til at explicere den". J. L. Heiberg siger 1842 (Pros. Skrifter IV 366-67): "Men nu hans "Venus", den første Gave, han skjænker os efter en treaarig Fraværelse og Taushed? hvorledes er den bleven modtagen? Med Lunkenhed. Men er vor poetiske Litteratur da saa overvættes rig, at vi har Raad til at vrage et Digt, som, tiltrods for enkelte Pletter, er baade fra Tankens, Følelsens og Udførelsens Side en dyb og glimrende Composition, og - vel at mærke - et Arbeide, som vidner om et stort og betydningsfuldt Fremskridt i Digterens Udvikling?"

Ingemann skriver 9/9 1841 til Fru Rosenørn (Brevveksling mellem Ingemann og Fru Rosenørn, Side 22): "Pal.-Müllers "Venus" var interessant; men Deeltagelsen derfor er nok ikke betydelig", og Hauch skriver 13/6 1841 (Breve til H. C. Andersen, Side 212-13): "Paludan-Müller har udgivet en Venus, som jeg længe krympede mig for at læse, da hans tidligere, zirlige Behandling af de græske Myther kun syntes mig at være en ny Udgave af de med Parykker smykkede Hyrder, der traadte frem paa Scenen i Ludvig den 14des Tid med Hyrdefløiter i Hænderne og Galanteriekaarder ved Siden; imidlertid maa jeg tilstaae, at der virkelig i dette Digt lindes sande Skjønheder; som Heelt behager det mig just ikke, men flere Scener og in specie alle de, hvori Venus Urania fremtræder, ere meget smukke".

Biskop Jens Paludan Müller udtaler sig saaledes om Sønnens Arbejde (Frederik Lange Side 120-121): "Stykkets Idé synes mig at være moralsk, men ikke spekulativ eller ualmindelig. Mange Partier ere særdeles smukke, og Formen er i det hele fuldendt og omhyggelig. Men iøvrigt vil jeg tilstaa, at uagtet jeg erkender Skønheder og Fortrin, har det dog ikke tiltalt mig eller fængslet mig under Læsningen. For en anden Gangs Skyld stillede jeg Fritz nylig den Opgave nærmere at overveje, hvor vidt det vel i vor Tid var muligt, at lade en abstrakt Idé gaa over i konkret og virkelig Sandhed og Selvstændighed ved Hjælp af mythiske Figurer som dens Bærere. Mig forekommer disse luftige og fabelagtige Figurer ikke ret skikkede dertil; thi vi genkende ikke den virkelige Verden i dem, og dersom man lader dem tænke, tale og føle i vor moderne Stil og som Københavnere, maa der blive en Modsigelse mellem Aanden i Stykket og det ydre Maskineri, der skader Indtrykket. Vil man bruge mythiske Figurer, maa Stykket være saaledes i det Hele, at Læseren flyttes tilbage i 534 den mythiske Tidsalder, i alle dens raa og barbariske Idéer, Fordomme, Overtro, Heltedaad og Grusomheder. Men det sker ikke ved Fritz's Digt, og dertil hører ogsaa et ganske andet Studium end det, Læsningen af moderne Mythologier bevirker. Jeg har dog ellers hørt, at Digtet skal være vel modtaget i København, at Heiberg skal have været hos Fritz og gjort ham mange Komplimenter derfor, at der endog skal være dem, der sætte det over "Amor og Psyche"; men af Bladenes Taushed med Trompetstød slutter jeg dog, at Publikums Mening endnu er delt og vaklende".

Side 228 Linie 1:

Personer] alle Personerne er, med Undtagelse af de fire Gudinder, Actæon og Endymion, opfundne af P.-M., han har givet dem græske Navne, for en Del i latinsk Form.

Venus Anadyomene: Kærlighedsgudinden kaldes Anadyomene, "den havfødte", fordi hun efter ên af de mange Myter om hendes Fødsel var født af Havets Skum.

Nympher er kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer.

Side 229 Linje 3:

Messene] det gamle (Homeriske) Navn paa Messenien, det sydvestlige Landskab paa Halvøen Peloponnes (Morea).

Side 229 Linje 5:

Irene] er en af Horaerne, Aarstidernes Gudinder; her som Venus' Terne: Horaer og Gratier har efter græsk Mytologi tilvirket Kærlighedsgudindens Klædning.

Side 229 Linje 5:

Philyra] er en Datter af Havguden Oceanus.

Side 229 Linje 7:

Aglaja] er en af de tre Gratier, Ungdommens og Skønhedens Gudinder.

Side 229 Linje 9:

Galatea] er en Datter af Havguden Nereus.

Side 229 Linje 27:

de røde Baand| rødt er Kærlighedens Farve.

Side 229 Linje 34:

mit gyldne Bælte] Kærlighedsgudindens Bælte, der forlener hende med alle Elskovens Tryllemidler, skildrer Homer saaledes (Wilsters Oversættelse):

"...af Barmen hun løste sit rigtbaldyrede Bælte;
Der sad smukt indvirket ethvert fortryllende Middel,
Der var smeltende Elskov, var Længsel og gantende Tale,
Der var smigrende Bøn, som endog bedaarer den Vise".

Side 230 Linje 6:

Acis] er hos Ovid Galateas Elsker.

Side 230 Linje 27:

Paphos] By paa Øen Cypern i Middelhavet, med det ældste og berømteste Venustempel.

Side 231 Linje 7:

Adonis] Kærlighedsgudindens Elsker; hun fulgte ham, naar han var paa Jagt, og da han blev dræbt af et Vildsvin, var hun ude af sig selv af Fortvivlelse; af hans Blod lod hun Anemonen spire frem. (SmL P.-M.'s Digt "Adonis").

Side 231 Linje 23:

Jupiter] det latinske Navn paa Zeus, Himlens Herre; efter nogle Myter er Venus en Datter af ham.

Side 232"Linje 14:

Bacchus] det latinske Navn paa Vinens Gud (græsk: Dlonysos).

Side 232 Linje 20:

Faun] Faunerne optræder i den senere romerske Mytologi som Skovguder af hæslig Skikkelse med krumme Næser og spidse Øren, med Hale og Bukkefødder; de sværmer i vild Kaadhed om i Skovene og jager efter Nymferne.

Side 233 Linje 7:

Neda-Floden] Grænseflod mellem Landskaberne Messenien og Elis.

Side 234 Linje 2:

Eros] det græske Navn paa Kærlighedsgudinden (latin: Amor).

Side 234 Linje 10-11:

Forbandelsen, der hviler paa mig, | Mig tilfaldt som en Arv nu fra min Slægt] den Sagnkreds, hvortil Actæonsagnet hører, 535 er den Thebanske, der er knyttet til Byen Theben i Landskabet Bøothien (Mellem-Grækenland); Slægten hjemsøgtes af forfærdelige Ulykker (Ødip-Sagnene), og de store græske Tragediedigtere tog ofte Æmnet til deres Tragedier fra den.

Side 234 Linje 15:

Kadmos] Thebens Grundlægger, Stamfader til den Thebanske Helteslægt. Som ung vandrede han landflygtig om i Verden for at søge efter sin Søster Europa, som Zeus havde bortført. Paa denne sin Vandring grundlagde han Theben; da han vilde bringe sin Skytsgudinde Pallas Athene et Offer og sendte sine Mænd til en nærliggende Kilde at hente Vand, blev de dræbte af en uhyre Drage, der vogtede Kilden. Kadmos fældede Dragen, men da denne var helliget Krigsguden Ares, fortørnedes Guderne, og Kadmos maatte i 8 Aar tjene Ares som Træl. Efter denne Trængselstid gav Zeus ham Ares' og Venus' yndige Datter Harmonia til Ægte.

Side 234 Linje 18:

Aphrodite] det græske Navn paa Venus.

Side 234 Linje 22:

Semele] blev Zeus' Elskerinde og ved ham Moder til Vinguden Bacchus. Hera, Zeus' Ægtehustru, hævnede sig paa hende; hun paatog sig hendes gamle Ammes Skikkelse og lokkede hende til at bede Zeus, der havde lovet hende Opfyldelsen af et Ønske, om at vise sig for hende i al sin Guddomsvælde. Opfyldelsen af dette Ønske voldte hendes Død: som dødelig Kvinde kunde hun ikke udholde Tordenens og Lynets Magt, men omkom i Flammerne.

Side 234 Linje 23:

Agave] blev i sit Ægteskab Moder til Pentheus, der som Konge i Theben med Spot modsatte sig Bacchus' Dyrkelse som Gud, ja endog kastede ham i Fængsel. Han blev sønderrevet af sin egen Moder og hendes Søstre, der var ivrige Bacchusdyrkere, idet de, under en Bacchusfest, forblændede af Guden, i deres Raseri antog ham for et vildt Dyr. - Om hendes Død har den græske Mytologi intet.

Side 234 Linje 25:

Ino] blev gift med Kong Athamas i Thessalien (Nord-Grækenland). Da hun efter Søsteren Semeles Død havde taget sig kærligt af det lille Bacchusbarn, slog Hera, fuld af rasende Skinsyge, Athamas med Vanvid, saa han ude af sig selv forfulgte Hustru og Børn og truede dem med Døden. Han havde allerede i sit Raseri knust sit ene Barn mod en Klippe, da Ino i sin Fortvivlelse styrtede sig i Havet med det andet Barn.

Side 234 Linje 27:

Min Moder] Autonoe, Kadmos' fjerde Datter.

Side 234 Linje 34:

Nectar] er Gudernes Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige; deraf overført: en sød, guddommelig Drik.

Side 234 Linje 45:

Elis] det vestligste Landskab paa Peloponnes.

Side 234 Linje 46:

Karmen] Rejsevognen (et gammelt nordisk Ord; poetisk).

Side 235 Linje 4:

Laconien] det sydøstlige Landskab paa Peloponnes med Hovedstaden Sparta.

Side 235 Linje 6:

Hvad vil du sige] d.v.s. hvad mener du.

Side 236 Linje 26:

Lethe] Glemselsfloden i Dødsriget (se Anm. til Side 94 Linje 16), af hvis Vande de døde skulde drikke for at glemme deres jordiske Tilværelse.

Side 236 Linje 42:

dette Land, hvis Kyst dig fordum bar] efter den græske Mytologi er det Øerne Cythera og Cypern, hvor den af Havet opstegne Kærlighedsgudinde først satte sin Fod; men ogsaa i Elis var der et Tempel med Statue af den havfødte Venus (se Artiklen Anadyomene hos Hederich).

Side 237 Linje 16:

Rosen og Myrthen] ogsaa i Oldtiden helliget Kærlighedsgudinden.

Side 238 Linje 2:

Arkadien] det midterste og største Landskab paa Peloponnes (Morea), mod vest grænsende til Elis, mod syd til Messenien; væsentligst beboet af Hyrder.

Side 238 Linje 22:

Tambourinen] Haandtrommen; Instrumentet (men ikke Navnet Tambourin) var kendt i Oldtiden.

Side 238 Linje 45:

Venusstjerne] Aftenstjerne.

536

Side 239 Linje 10:

Hymen] Ægteskabets Gud.

Side 240 Linje 20:

Karien] det sydvestligste Landskab i Lille-Asien.

Side 241 Linje 36:

Apollo] Solguden; Kunsten fremstiller ham som en skøn Ynglingeskikkelse.

Side 242 Linje 21:

runde] den gamle Flertalsform til Forlid randt af Udsagnsordet rinde, paa P.-M's Tid som nu kun brugt i Poesi.

Side 243 Linje 42:

Glas] Timeglas, d.v.s. Liv.

Side 244 Linje 24:

Kronos] Tiden.

Side 245 Linje 7:

Pluto] Underverdenens, Dødsrigets Gud.

Side 246 Linje 36:

Diana] den kyske, jomfruelige Jagtgudinde er unge Jomfruers Beskytterinde.

Side 247 Linje 13:

Pandora] er et uheldsvarslende Navn. Saaledes hed den første Kvinde paa Jorden, der blev dannet af Guderne til Mændenes Fordærv som Straf for, at Ilden var blevet frarøvet Guderne og bragt til Menneskene; hun blev af Guderne udstyret med alle Slags Gaver og med en Æske (Linje 14), i hvilken allehaande Ulykker for Menneskene var indesluttede. Da nu Æsken aabnedes, fløj Ulykkerne ud over Menneskene, og kun Haabet blev tilbage paa dens Bund. - Men Pandora er ogsaa Navnet paa et skrækindjagende kvindeligt Væsen, som ledsagede Furierne, Hævngudinderne.

Side 247 Linje 17:

Prokris] Navn paa flere Kvinder i den græske Mytologi [Ordet betyder "den udvalgte, foretrukne"].

Side 247 Linje 21:

Tartarus] Pinestedet i Underverdenen, Dødsriget.

Side 247 Linje 29:

Satyr] d.v.s. liderlig Karl; Satyrer er i den græske Mytologi en Art Skovguder i Bacchus1 Følge; de har Stumpnæse, spidse Øren, Hale, undertiden Bukkefødder; deres Natur er dyrisk og sanselig; de jager efter Nymferne.

Side 249 Linje 34:

Duepar] Duerne var helligede Kærlighedsgudinden; hos senere græske Digtere er de Forspand for hendes Vogn (sml. Side 312 Linje 44).

Side 249 Linje 35:

Cyperviin] Vin fra Øen Cypern, højt prist i Oldtiden (Cypern var et Hovedsted for Venusdyrkelsen).

Side 252 Linje 9:

smykker ud] nu kun: udsmykker, sml. Anm. til Side 20 Linje 6.

Side 252 Linje 19:

sin milde Piil] Solguden Apollo var ogsaa Dødsgud; den pludseligt indtrædende Død, der betragtedes som en Velgærning, skyldtes hans "lempelig saarende Piltt (Apollos Pil tænktes dog ogsaa som et frygteligt dødbringende Vaaben, se Side 307 Linje 5-6).

Side 253 Linje 9-10:

hvor traf | Dit Øies Straale Guden i mit Hjerte] d.v.s. vakte Kærligheden (Eros) tillive i mit Bryst.

Side 254 Linje 34-36:

Møde Rosenblade... Tusindfryd og Myrther] i Blomstersymbolikken betegner den røde Rose Kærlighed, Tusindfryd Rigdom og Myrten Haabet.

Side 254 Linje 38-39:

Dalens | Stolte Lilie] Hermione (om Liljen som Betegnelse for en Kvinde sml. Anm. til Side 4 Linje 38).

Side 254 Linje 40:

Dalens Konge-Pignie] Endymion (Pinien hører til Naaletræernes Orden).

Side 256 Linje 7:

Aristæos] dyrkedes mange Steder i Grækenland som Gud, f. Ex. i Arkadien, særlig af Hyrdebefolkningen.

Side 256 Linje 32:

Phyllis... Damon] hyppigt forekommende Navne i Oldtidens Hyrdepoesi (Anm. til Side 68 Linje 27) og hos moderne Efterlignere.

Side 257 Linje 9:

sælle] sølle (se Anm. til Side 35 Linje 37).

Side 257 Linje 10:

om ei vi trække skal fra Lær'et] trække Sværdet af Skeden, "trække blank".

Side 258 Linje 25:

Citharen] et Strengeinstrument, almindeligt i Oldtiden.

537

Side 259 Linje 5:

qvinkeleres] foragteligt Udtryk for: at spille kunstigt, med mange Triller (Laaneord fra Plattysk).

Side 259 Linje 40:

Koronis] Apollos Elskede, ved ham Moder til Lægekunstens Gud Asklepios.

Side 259 Linje 41:

Apollo med Diana] de er Søskende.

Side 260 Linje 25:

jeg ud den bringer] nu kun: udbringer (sml. Anm. til Side 20 Linje 6).

Side 263 Linje 3:

Lyra] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument.

Side 263 Linje 14-15:

Pilen... Fakkel] Kærlighedsgudens Tilbehør.

Side 267 Linje 1:

Huusguderne] det latinske Navn er Penater; de var Hjemmets Skytsguder.

Side 270 Linje 2:

Vindvet] om Formen sml. Anm. til Side 29 Linje 3.

Side 272 Linje 25:

Pamisos-Floden] den bredeste Flod paa Peloponnes, udspringer paa Grænsen mellem Arkadien og Messenien og løber mod syd.

Side 275 Linje 19:

Hetæren] d.v.s. Skøgen; Hetærer (egl. "Veninde") kaldtes i Oldtidens Grækenland de Kvinder, der levede i frit Kærlighedsforhold til Mænd, og som ofte, i Modsætning til de gifte Koner, udmærkede sig ved Aand og Dannelse.

Side 277 Linje 19:

Sphinxen] et Uhyre, halv Løve, halv Kvinde, som opholdt sig paa en Klippe nærved Byen Theben. Den gav alle, der kom forbi, følgende Gaade at løse: "Hvilket Dyr gaar om Morgenen paa Fire, om Middagen paa To og om Aftenen paa Tre?" Dem, der ikke kunde løse Gaaden, styrtede den ned fra Klippen. Endelig forklarede Ødipus, en Efterkommer af Kadmus, Gaaden som sigtende til Mennesket, der i Barndommen kryber paa Hænder og Fødder, i den voxne Alder gaar og i Alderdommen støtter sig paa en Stok. Da Sfinxen hørte dette, styrtede den sig i Havet.

Side 280 Linje 40:

En Halvgud fast] næsten en Halvgud.

Side 287 Linje 29:

Jaord] Trolovelse; et gammelt dansk Ord, paaP.-M.'s Tid som nu kun brugt i Poesi.

Side 290 Linje 9:

Lilievaand] se Anm. til Side 24 Linje 15.

Side 291 Linje 17:

Ætherduft] Ætheren er det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 292 Linje 38:

Hekate] her = Proserpina, Dødsgudinden, Underverdenens Dronning; om Dødsriget som et Skyggerige sml. Anm. til Side 94 Linje 16.

Side 293 Linje 43-44:

Langt hellere den Ringeste paa Jorden, | End som Gudinde haabløs og elendig] Genklang af Archilleus' Ord til Odysseus i Odysseens 11te Sang (Wilsters Oversættelse):

"Heller jeg vilde som Træl paa Markerne slide for Dagløn,
Hyret af trængende Mand, som kun har Eie til Nødtørft,
End over samtlige Døde befale som øverste Herre".

Side 296 Linje 13:

Hades] Underverdenen, Dødsriget.

Side 296 Linje 14:

Furien] Hævngudinden, med Slangehaar, Fakkel og Dolk.

Side 296 Linje 16:

Alecto] en af Furierne (Navnet betyder "den aldrig hvilende").

Side 299 Linje 29:

Purpurvinger] Kærlighedsguden skildres af Oldtidens Digtere og Kunstnere som bevinget.

Side 299 Linje 36:

i de gamle Dage] der sigtes til Myten hos den græske Digter Hesiod (8de Aarh. f. Kr.), at Himlen og Jorden sammen avlede den ældste Gudeslægt (Titanerne).

Side 300 Linje 13:

Lilie] Jomfruelighedens Symbol, gøres her til den jomfruelige Dianas Symbol.

Side 300 Linje 26:

Cythere] Tilnavn til Kærlighedsgudinden, efter Øen Kythera, syd for Peloponnes, et Hovedsted for hendes Dyrkelse.

538

Side 300 Linje 31:

sin Søns de stærke Pile] Venus" Søn er Amor, Kærlighedsguden, der ved sine Pile tænder Hjertet i Elskovsbrand.

Side 302 Linje 4:

Tartarus] Pinestedet i Underverdenen, Dødsriget.

Side 302 Linje 34:

køle] kølige, svale; ligesaa Side 304 Linje 35; sml. Anm" til Side 106 Linje 33.

Side 311 Linje 27:

ved min Faders Hoved] Venus' Fader er Zeus (Juppiter), Himlens Herre.

Side 312 Linje 21:

Billedhuggeren paa Gnidos] Gnidos eller Knidos (almindeligere Form), en By i Karien, var et Hovedsted for Venusdyrkelsen, navnlig paa Grund af den berømte Venusstatue, som skyldtes Billedhuggeren Praxiteles fra Athen (4de Aarh. f. Kr.), en af Oldtidens største Kunstnere. Medens den ældre græske Kunst havde fremstillet Gudinden fuldt paaklædt, fremstillede Praxiteles hende nøgen, stigende op af Badet. Hans Marmorstatue, der nu kun kendes gennem Kopier og Beskrivelser hos Oldtidsforfattere, var overordentlig berømt; fremmede strømmede til Knidos blot for at se den, unge Mænd grebes ved Synet af den af vanvittig Elskov, og en Konge skal forgæves have tilbudt Kniderne at betale deres enorme Statsgæld mod at komme i Besiddelse af den.

Side 315 Linje 7:

Floden Styx] ligesom Acheron (Side 316 Linje 11), Kocytus (Side 316 Linje 15) og Lethe (Side 316 Linje 23) Flod i Underverdenen, Dødsriget (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 315 Linje 16:

Charon] Færgemanden i Underverdenen, der færger de døde over Floderne til Dødens Rige.

Side 317 Linje 17:

Actæons Gjenfærd] Oldtiden kendte intet til Actæons Straf i Underverdenen; den Straf, P.-M. lader ham udstaa, er omtrent den samme, som Tantalus (Anm. til Side 155 Linje 13) led.

Side 319 Linje 6:

sig speiler af] nu: afspejler sig, sml. Anm. til Side 20 Linje 6.

Side 319 Linje 16:

Elysium] de saliges Opholdssted i Underverdenen (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 320 Linje 12:

Adonisfesten] Mindefesten for Adonis (Anm. til Side 231 Linje 7) fejredes ved Midsommerstid; den udtrykte Sorgen over Naturens kortvarige Blomstring; man sang Klagesange og plantede til Minde om ham i Lerkar alle Slags hurtigt voxende Planter, som man derpaa, naar de kort efter visnede, kastede i Vandet.

Side 321 Linje 8:

han] Adonis.

Side 322 Linje 21:

de natlige Kjerter] Stjernerne.

HERTHA HOLSTEIN

Affattelsestid: den 10de Juni 1843 (se ndf.); udkom den 23de April 1844 (i P. N. Jørgensens "Poesi og Prosa"), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge Gange i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: en af Digteren besørget Afskrift, dateret "10/6 43",overensstemmende med Texten i Originaltrykket, i privat Eje (Fru Dr. Gregersen); Trykmanuskript til Udgaven 1859 i privat Eje (Fru Professorinde Bøgh).

Æmnet. Digtet er foranlediget af Hertha Holstein-Rathlous Død den 10de Juni 1843, 23 Aar gammel; hun var en Datter af Niels Rosenkrantz v. Holstein-Rathlou, i Ægteskab med Sophie Amalia Borch, den ældste af P.-M.'s Hustrus Søstre.

539

DRYADEN

Affattelsestid: ukendt, Digteren siger selv (i Efterskriften til "Mythologiske Digte" 1857): "ihvorvel Dryaden, eller - som i første Udgave Titelen lød - Dryadens Bryllup, udkom lidt senere end Tithon, er dette lille Arbeide dog af ældre Datum og var oprindelig bestemt til Forspil for en større dramatisk-mythologisk Composition"; udkom den 14de Maj 1844, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" III), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste af Digteren selv besørgede.

Originaludgaven var tilegnet J. L. Heiberg med følgende Digt:

"Du, hvem i Vuggen Lauren overskygged,
Hvis Krones Vinken snart dit Blik forstod;
Du, som til Smiil din Læbe strax oplod,
Da paa din Mund sit Kys Thalia trykked;

Du, som med Musers Krands dig tidlig smykked.
Og end den bærer frisk med Ungdomsmod;
Som, altid fri, stod paa din egen Fod,
Og stedse fremad i din Gjerning rykked;

Du, som til Ledestjerner i dit Kald
Fik af den Guddom, der Dig løste Læben,
Det klare Blik, og Sands for Harmoni:

Dig bydes Digtet af den yngre Skjald,
Som følte tidt sig styrket i sin Stræben,
Naar Du i Toner Tanken løste fri."

Oversættelse: paa Tysk af C. Jürs i Hartmanns Op. 60 (se ndf.).

Musik: komponeret af L P. E. Hartmann 1859 (Op. 60: Dryadens Bryllup) for Solostemmer, Kor og Orkester.

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Solguden Apollo, Digtekunstens Gud, æredes ogsaa som Hyrdegud, og Fortællingerne om hans Hyrdeliv hørte til de mest yndede i Oldtiden. Digterne skildrede ham vogtende Kvæget, jagende sammen med Nymferne, blæsende paa Fløjte eller spillende paa Cithar; om hans Kærlighedseventyr med Nymferne dannede der sig mangfoldige Myter. Et Sagn fortalte om, hvordan han, forvist af Zeus fra Gudernes Bolig, i Thessalien (Landskab i Nord-Grækenland) vogtede Kong Admetos' Kvæghjorde. Anledningen til hans Forvisning var denne: Lægekunstens Gud Asklepios, en Søn af Apollo og Koronis (se Anm. til Side 332 Linje 33), drev sin Kunst saa vidt, at han ikke blot formaaede at forhindre Døden, men ogsaa at vække de døde tillive igen. Zeus, Himlens Herre, der frygtede, at Menneskene skulde blive for mægtige, slyngede Lynet mod Asklepios og dræbte ham. Fuld af Vrede ihjelslog til Gengæld Apollo Kykloperne, der havde smedet Zeus Lynet, men blev saa til Straf forvist fra Gudernes Bolig.

Det er Sagnet om Apollos Forvisning og Ophold hos Kong Admetos, der danner Udgangspunktet for P.-M.'s Digt, saaledes som det fremgaar af Side 331 Linje 11. Selve Indholdet af det, Apollos og Dryadens Kærlighedshistorie, er derimod fri Digtning; den græske Mytologi, der ellers kender saa mange af Apollos Kærlighedshistorier, har intet, som ligefrem svarer til denne.

Om den mytologiske Haandbog, hvorfra P.-M. henter Underretning om de forskellige mytologiske Personer og Fortællinger, er talt ovf. Side 507.

540

Thorvaldsen har i et Relief fra 1837 fremstillet Apollo spillende paa Lyre for Hyrderne og Pan.

Samtidens Dom. Berl. Tid. 1844, No. 132: "Digteren har næsten heelt igjennem forstaaet at fremstille de forskjellige Scener saaledes for os, at vi i|ke kunne Andet end erkjende, at Gratien har staaet ved Digterens Side, da han skrev dem. Navnligen er der over de erotiske Scener udbredt en henrivende Ynde". Den Frisindede 1844, No. 231 er forarget over Dryadens uforskyldte Død: "Vi kunne ikke taale, at den "poetiske Retfærdighed" krænkes - med den borgerliges Krænkelse, hvor Magtsprog stundom kan gjælde for Ret, er det en anden Sag. Vi protestere mod saadanne Digtes Berettigelse, og tilskrive deres Tilværelse et aandigt Ildebefindende hos Digteren, en falsk Medlidenhedsfølelse hos Publicum. Lad det digteriske Værk ende i Dur eller Moll; den dannede Læser seer ikke først bag i Bogen "om de faae hinanden"; men med en Accord, en harmonisk Accord skal det ende!" Ny Portefeuille 1844, II Side 163-166 giver en Indsender Ordet for en nedsablende Kritik: "Det er igjen Pan, Phantasus, Bjergnympher, Dryader, gamle Kildenympher og unge, i Forbindelse med hele dette musicalske Lirumlarum af Chor og Vexelsange, som vi allerede ere saa vante til, men hvor er den dybere Idee, hvor den aandelige Gehalt, der skulde paatrykke al denne klingende Mynt sit Præg og sit Værd, hvor den sondrende Kritik, der skulde slaae sit "Falsk" paa Alt, hvad der blot klinger og lyver med sin Klang?" Navnlig er Indsenderen forarget over Skildringen af Pomona: "Hvo skulde i denne gamle, hæslige, vrantne Gouvernante gjenkjende hiin skjønne, ungdommelige Jomfrue, som de romerske Forfattere have skildret os som et Indbegreb af Elskværdighed ...? I Sandhed... hun behøver blot at træde op hos Paludan-Müller og tale i sine stive, afmaalte Alexandrinere, for at man strax tænker paa Pocher og Fiskebeensskjørter, Pudderparyk og Skjønhedsplastre". Corsaren 1844, No. 196 bragte følgende Avertissement: "Et lille Parti ægte Lyrik, directe arriveret fra Olympen, kan faaes til Nutidens billige Priser hos Paludan-Müller, Lyrikfabrikant", og det foregaaende Nummer af Bladet (No. 195) indeholdt følgende:

Dryadens Bryllup.
Dramatisk Digt i to Acter, frit efter Paludan-Müller.

Personerne.

  • Apollo............ Solddrot.
  • Paludan-Müller.... Digter.
  • Zerline........... syngende Dryade i Charlottenlund.
  • Pan.............. Birkedommer.
  • Hermes........... Politibetjent Poulsen.

Nympher, Opvartningspiger, Dryader, Oreader og andre Ader.

Første Act.

Første Scene.

Apollo og Paludan-Müller stige ud af en Vogn.

Apollo.

Saa! Nu ere vi da i Skoven! Aa, hvor jeg ogsaa var kjed af Byen og dens Peenhed, dens Theaterkritik og dens Theselskaber! Her kan man dog faae sig en Cognac, uden at Nogen tager Forargelse. Lad os strax gaae ind i et Telt. Kunde De ikke paa Veien sige noget Smukt om Skoven, Hr. Digter? Den tager sig forbandet godt ud idag. Man fristes næsten til at troe, at den var malet.

Paludan-Müller.

Aa, jo, naar De ønsker det (rømmer sig):
O, Skov, med løvbekrandste, ranke Søller,
Og skumbekrandste, perlerige Bølger,
Med gyldne Skyers draaberige Glands,
Hvor under dufterige Blade Bacchus
Har opreist sine druerige Telte!
Aurora har i Bølgen alt sig badet,
Jeg blendes af det fagre Rosenskjær,
Som gjennem disse bladerige Skygger
Sig sænker lig.....

Apollo.

Meget godt! Jeg haaber da, at det var af Deres ægte Lyrik, som 541 " Berlingske" omtaler med saa megen Ros. Kom ikke og giv mig af den uægte; jeg døier saa nok med den uægte Genever, man altid faaer herude.

Paludan-Müller.

Paa Ære! Jeg holder kun een Slags Lyrik.

Apollo.

Det kan jeg lide. Saa skal De ogsaa iaften digte et Vers til mit Bryllup.

Paludan-Müller.

Til Deres Bryllup? Vil De gifte Dem?

Apollo.

Vist vil jeg saa. En af Dryaderne i denne yndige Skov har vundet mit Hjerte, og jeg vil nu holde Bryllup. Det er nu saadan et Indfald. De veed, Giftermaalsønsket er noget Umiddelbart og giver som saadant ingen Grunde, men handler grundløst og fører saaledes i sine logiske Consequenser til Separation i Henseende til Bord og Seng ..... Men det var accurat det Modsatte af hvad jeg vilde sige, saaledes gaaer det mig altid, naar jeg taler Philosophi.

Paludan-Müller.

Men hvem er den lykkelige Dryade?

Apollo.

Hvo Anden end Zerline?

Paludan-Müller

(begeistret). O, yndige Dryade, gyldne Frugt Af Skovens dufterige Palmeskygger; Med Ring af Purpur om den fagre Pande, Som lig den gyldne, straalerige Venus Er stegen af den bølgerige Strand ....

Apollo

(med et skinsygt Blik). Deres Begeistring for min Brud synes mig næsten for varm, min gode Digter! Paludan-Müller. Vær De kun rolig; jeg har jo aldrig seet hende.

Apollo.

Naa, det er en anden Sag. Lad os saa gaae ind i Teltet.

Anden Scene.

Apollo.

Rask, Thora, en Bolle Afbrændt! Ikke for meget Vand i! laften holder jeg Bryllup.

Thora.

Maa jeg være saa fri at spørge, med hvem?

Apollo.

Med Zerline.

Thora.

Kors! Hvad tænker De paa? Hvad vil Skovens Vogter, den store Pan sige til det? Saadan at tage den skjønneste Dryade fra ham!

Apollo.

Jeg blæser ad Pan.

Thora.

Ja, men han blæser ikke saa let bort, den Mand.

Apollo.

Vær nu inte vittig, min Tøs! Det Vigtigste er, at jeg og Dryaden ere enige ..... Zerline! hør, kom lidt hid. Vil Du gifte Dig med mig endnu iaften?

Zerline.

Gifte mig? Det er Noget, der aldrig før er faldet mig ind. Min Opdrager, den store Pan, har aldrig talt til mig derom.

Apollo.

Jeg forærer Dig en ægte sølvforgyldt Lyre eller, som du kalder det, Guitarre, forstaaer Du da det?

Zerline.

Jo; det forstaaer jeg.

Apollo.

Naa, vil Du saa gifte Dig med mig?

Zerline.

Ja!

Apollo
(henrykt).

Aa, Hr. Digter, sig noget Smukt i den Anledning.

Paludan-Müller
(ved Bollen).

Strax! O, Kjærlighedens tryllerige Drik! Du dunkelrige, gyldne Ætherhav! Hvor fylde dine drømmerige Flammer, Lig fagre Minders purpurrige Glød, Med Morgenduggens perlekrandste Bølger, Med sneehvidt, bølgeluftigt Straaleskjær Mit Bryst, min Hals .....

Apollo.

Ja, ved Gud! Kjærligheden staaer mig i min Hals! Hvilken digterisk Tanke! Hvor kunde De vide det? ..... Lad os nu Alle være glade! Hør, Du lille Børstedreng ..... hvad hedder Du?

Drengen.

Phantasus.

Apollo.

Naa, saa løb, Phantasus, og bed alle Skovens Nympher og alle Oreader og deslige herind. Iaften gi' er jeg! (Almindelig Jubel).

Anden Act.

Første Scene.

Hermes
(alene under et stort Træ ved Indkjørselen.)

Det var her, jeg skulde vente paa min Herre, Pan. Hvor mon han dog bliver af? - - Herre Jemini, hvor en Politibetjent dog fører et elendigt Liv! Men, da vi gamle Guder gik af ved Reduktionen, var jeg dog glad ved at kunne faae dette prosaiske Levebrød. - Det var en anderledes skjøn Tid dengang. Ikke alene, at jeg som Gud over Tyvene iblandt fik fat i de fineste Folk; men jeg kunde ogsaa selv engang imellem rapse en Smule. Nu falder der ikke en Smule 542 af, og ingen fornemme Folk stjæle. Og gjøre de det engang, saa svinde de bort mellem Fingrene paa En; saa hedder det sig, man skal see igjennem Fingrene og passe bedre paa. Dengang kunde jeg ogsaa med min Stav gjøre døde Folk levende; nu kan jeg i det højeste slaae de Levende fordærvet. Dengang løb jeg vel Ærinder, baade for den ene og den anden Gud, men hvilken Befordring! Nu maa jeg gaae paa mine blanke Skinnebeen, skjøndt jeg bliver brugt ved alle Politiets slaaende og løbende Forretninger. Ak, dengang! Men jeg vil have Taalmodighed og vente, om der maaskee skeer en Forandring til det Bedre for os gamle Guder, naar Bröchner faaer indført den Feuerbachske Religion. - - men der kommer en Vogn, det er vist ham. Rigtig!

Pan
(fra det Faerne).

Hermes!

Hermes.

Her!

Pan.

Følg mig saa ind i Teltet.

Anden Scene.

Teltet. Selskabet er samlet om et Bord og er betydelig lystigt. Pan træder ind, fulgt af Hermes.

Selskabet.

Hurra for Apollo og Dryaden! Brudeparret leve!

Pan
(træder frem).

Der bliver nok ikke noget af det Bryllup. Og hun, Mamsel, kom hun med mig.

Paludan-Müller.

Bedste Hr. Birkedommer, jeg synes dog, det er Synd for den stakkels Dryade, at hun skal i Hullet.

Det sorte, tause, drømmerige Hul,
Det drømmerige, tause Numer Et,
Hvor aldrig Morgensolens gyldne Straale
Udfolder sine rosenrøde Roser,
Hvor ingen Stjerne funkler gylden blank
Hvor ingen .....

Pan.

Aa, hold Mund, jeg siger, der bliver Intet af det Bryllup.

Apollo.

Hvem er den Mand? Hør, gjør inte Vrøvl, go'e Herre, men drik i al Rolighed et Glas.

Pan.

Respect her! (slaaer i Bordet med sin Stok).

Apollo.

Hr. Digter, sig nogle smukke Ord om den Mand og hans Stok.

Paludan-Müller.

Gjerne! 0, knorterige, kjernefaste Stok, Med Messing-Dupsko om din gule Fod! Det sorte, drømmerige Ibenholt Sig hvælver til en herlig Knap, der gj emmer Lig Nattens stjernerige .....

Pan.

Stille med det Epos!

Paludan-Müller
(fornærmet).

Det er slet ikke noget Epos.

Apollo.

Det er ægte Lyrik, veed De, hvad det er!

Pan.

Stille!

Apollo.

Jeg tier ikke stille. Det er mig, der gi' er.

Pan.

Er han opsætsig? Jeg skal sgu lære ham. (Slaaer Apollo saaledes paa Ryggen, at Stokken rammer Ansigtet, hvorved Stokken springer).

Zerline
(udstøder pludselig et Skrig og griber til Underlivet).

Vee mig! jeg døer! i tvende Stykker sprang
Den tryllerige, gyldne Spanskrørsstok,
Og jeg maa døe som den. Thi med den Stok
Er jeg og født, i Skyggen af dens Vælde
Jeg gyldne Smykker vandt ved fagre Toner ...

(Døer.)
Pan.

Vee mig! hun døer! Har Du ei et eneste Ord til Afsked?

Zeline
(reiser sig endnu engang).

Lebewohl!

Pan
(høist forbittret).

Kom nu De, min gode Mand, og lad mig faae Fingre i Dem. Hvad hedder De?

Apollo.

Apollo.

Pan.

Hm! Apollo? Saa kunde jeg vist passende arrestere Dem for Gjæld.

Apollo.

Ingenlunde, det er jeg fri for; jeg har slet ingen Credit.

Pan
(grublende).

De skulde vel ikke af en Hændelse være Gjendøber. Apollo. Ingenlunde. Jeg er slet ikke døbt.

Pan.

Er De da en Jøde?

Apollo.

Nei, jeg er en moderne Atheist og var med at opponere mod Stilling.

Pan.

Altsaa Liberalist! Hei, Hermes!

Apollo.

Nei, jeg er slets ikke liberal. Jeg skriver Digte i Adresseavisen til Kongens Geburts- og Bryllupsdage.

Pan.

For Satan! Hvad er De da? Noget maa der dog være, hvorfor jeg kan arrestere Dem. Vær nu ikke trodsig, men sig mig det godvillig.

Apollo.

Nei, saa Blok Tøxen tage mig, om jeg gjør.

543
Pan.

Gjør mig ikke vred, det kan gaae Dem slemt.

Apollo.

Gjør heller ikke mig vred. Husk, hvorledes det gik Marsyas. P an. Hvorledes gik det Marsyas?

Apollo.

Jeg skar Maven op paa ham.

Pan.

Og det siger De saa nonchalant? Skaaret Maven op paa et Menneske! Hermes, spræng dine Buxer og arresteer ham! (Almindelig Veeklage. Tæppet falder.)

Side 328 Linje 1:

Personer] om Apollo, Digtekunstens Gud, Hermes, Gudernes Sendebud, og Pan, Skovguden, se Anm. til Side 86 Linje 1.

Pomona, i den romerske Mytologi Gudinde for Have- og Træfrugt; fremstilles i Kunsten med en med Frugter fyldt Kurv paa Skødet, en Frugtkrans om Hovedet og en Havekniv i Haanden.

Dryaden, i den græske Mytologi Træets Skytsgudinde, lever og dør med det (græsk Dryas betyder "Træ").

Phantasus og Genier, se Anm. til Side 86 Linje 1.

Side 329 Linje 3:

Lyren] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument, helliget Apollo.

Side 329 Linje 10:

Aurora] det latinske Navn paa Morgenrødens Gudinde i den græsk-romerske Mytologi (se P.-M.'s "Tithon").

Side 329 Linje 11:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 329 Linje 22:

Nympherne] i den græsk-romerske Mytologi kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer.

Side 329 Linje 32:

Du er min kjære Søn] Vendingen er ikke at forstaa bogstavelig.

Side 330 Linje 46:

Guders Fader] Zeus.

Side 331 Linje 22:

køl] kølig, sval; ligesaa Side 337 Linje 21 (se Anm. til Side 106 Linje 33).

Side 331 Linje 30:

Æther] det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 331 Linje 30:

Nectar] Gudernes Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige.

Side 331 Linje 35:

Olympen] Bjærg i Thessalien (Nord-Grækenland), Gudernes Bolig.

Side 331 Linje 36:

dit Syn] sml. Anm. til Side 119 Linje 18.

Side 332 Linje 1:

din Syrinx] d.v.s. din Fløjte; Syrinx var en Nymfe, som, da hun flygtede for Pan, der efterstræbte heride, af Guderne blev forvandlet til Siv, af hvilke Vinden fremlokkede klare Toner, der rørte Pans Hjærte; af Sivene dannede han sig en Fløjte, som han gav Navnet Syrinx til Minde om sin Elskede (sml. ovf. Side 132 Linje 9 - Side 133 Linje 12). - Fløjten Syrinx bestaar af syv sammenføjede Rør af forskellig Længde (se f. Ex. et Relief af Thorvaldsen fra 1831, hvori Pan lærer en lille Satyr at spille paa Syrinx).

Side 332 Linje 3:

vor gamle Strid] Væddestriden mellem Apollo og Pan, som omtales i de følgende Linjer, fortælles hos den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.).

Side 332 Linje 11:

Midas gav dig Krandsen, | Da ham til Dommer mellem os vi tog] ikke ganske overensstemmende med Oldtidsmyten. Dommer i Væddekampen mellem Apollo og Pan var nemlig Bjærget Tmolus, og han tilkendte Apollo Prisen; men Kong Midas af Lydien, som overværede Kampen, fandt, at Tmolus dømte ubilligt: i hans Øren klang Pans Spil kønnest. Til Straf gav da Apollo Midas Æselsøren.

Side 332 Linje 22:

Musers Chor] de ni Muser var Gudinder for Kunst og Videnskab; ved Gudernes Fester ledede Apollo deres Kor (sml. "Amor og Psyche", Side 163-164).

Side 332 Linje 29:

Leucothea] en Kongedatter, der elskedes af Apollo; da hendes Fader erfarede dette, lod han hende levende begrave, og Apollo, 544 som ikke kunde frelse hende, lod til evigt Minde om hendes Ømhed og Skønhed Virakbusken voxe op af hendes Grav. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 30:

Daphne] Datter af en Flodgud; elskedes af Apollo, men undveg hans Favntag; da hun blev forfulgt af ham og ikke kunde flygte længer, anraabte hun sin Fader om Frelse, og denne forvandlede hende til et Laurbærtræ; siden var Laurbærtræet helliget Apollo, og med dets Grene bekransede han sit Hovede. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 33:

Koronis] en thessalisk Kongedatter; elskedes af Apollo og blev ved ham Moder til Asklepios, Lægekunstens Gud; men medens hun gik svanger med ham, forelskede hun sig i et Menneske; Ravnen, der var Apollos Fugl i hans Egenskab af Spaadomsgud, fortalte sin Herre om den elskedes Troløshed, og fortørnet dræbte Apollo Koronis rned sine Pile; men Ravnen, der forhen var hvid af Farve, gjorde han til Straf for dens Sladderagtighed sort. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 36:

Kronion] betyder "Kronos" Søn" d.v.s. Zeus; som Himlens Herre er han ogsaa Tordengud.

Side 333 Linje 19:

Najaden] Kildenymfen.

Side 333 Linje 33-37]

den Skræk, der her sigtes til, er den paniske Skræk, hvorved forstaas den Skræk, der pludselig kan overkomme Mennesker i Skovens Ensomhed, og som man i Oldtiden tilskrev Pan, Skovens hemmelighedsfulde Guddom. (Sml. J. L. Heibergs Digt "Panisk Skræk" fra 1819).

Side 333 Linje 42:

Kronos] Zeus' Fader.

Side 335 Linje 16:

din egen Ungdoms Elskov] nemlig til Syrinx.

Side 337 Linje 27:

Dag og Nat vi tør ei skilles mere] tør maa vistnok (ligesom i "AdamHomo", 6te Sang: "Du for fallit dig aldrig tør erklære") opfattes som Nutid af det, gamle, nu forsvundne Udsagnsord at tørve = have nødig, behøve (samme Stamme som Tarv), der, naar det findes hos det 19de Aarhundredes Digtere, skyldes Erindring fra Bibeloversættelse og Psalmer, hvor det ikke sjældent forekommer, sml. Jesu Sirach 9,16: "Hold dig langt fra et Menneske, som haver Magt til at slaae ihiel, saa tør du ikke være ræd for Døds Frygt"; Psalmedigteren Brorson († 1764): "En Svale ey tør lede Om Natte-Lye og Roe".

Side 338 Linje 3:

Echo] Gudinden for Genlyd.

Side 343 Linje 30:

Helios] Gud for Solen i dens daglige Vandring over Himlen, i dens Op- og Nedgang; hver Morgen kører han paa sin gyldne Vogn, der trækkes af fire snehvide, fnysende Heste, op paa Himmelhvælvingen og synker om Aftenen ned i Havet mod vest.

Side 343 Linje 34:

Mnemosyne] Erindringen, ved Zeus Moder til de ni Muser.

Side 345 Linje 13:

Myrfhetræ] symbolsk: Myrten er Haabets Symbol og smykker som saadant Bruden.

Side 346 Linje 4:

et lille Korn] et Øjeblik; sml. Holberg 1724 ("Mascerade"): "Blir han lidt Korn længer i Monsieur Leanders Tieneste paa samme Fod, saa skriver han sig nok inden kort Tid Henrich von Æbeltoft"; Oehlenschläger 1809 ("Palnatoke"): "Islænder! bliv et lille Korn og hør paa | Hvad en Bornholmer har at sige dig"; endnu i Brug i Almuesprogene [betyder ogsaa: en Smule].

Side 346 Linje 21:

Kredser syngende vort Hoved] nu: kreser om eller omkreser; ligesaa i "Luftskipperen og Atheisten": "... Drengene ved Havnen skrege stands! | Og kredsed hans Person..."

Side 347 Linje 23:

Tjener] rimende paa kjender efter Udtalen Tjenner, ligesaa Side 350 Linje 21-25: Tjener... vender; se Anm. til Side 27 Linje 7-8.

Side 351 Linje 17:

Firspænd] næppe meget brugt i Stedet for Firspand, sml. dog Hauch 1839 ("Sløret"): "Men da Tørsten var slukt, og igjen han nærmed sig Veien, | Saae han en ilende Firspændsvogn, hvorom Støvet sig hvirvled" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

545

Side 351 Linje 34:

keise] vælge, kaare; sml. Oehlenschläger 1807 ("Hakon Jarl"): "Slaaer nu paa Eders Skiolde, Bondemænd, | Og keiser ham"; Grundtvig 1811 ("Optrin af Norners og Asers Kamp"): "I keise maa af Sølv og gyldne Ringe, | Af Vaaben, Borge, og af alle Mon [d.v.s. Ejendom] | Hvad eders Hjerte lyster at begære"; Laaneord fra Plattysk, nu gaaet af Brug.

Side 356 Linje 26:

Eders Moder] Havgudinden Doris, Oceanets Datter.

Side 356 Linje 45:

løs den atter slap den hulde Psyche] se P.-M.'s "Amor og Psyche", ovenf. Side 153.

Side 357 Linje 3:

min Moder] Natten (se Side 126 Linje 25).

Side 357 Linje 6:

sit valmu'krandste Bæger] Valmuen er hos Digterne glemselsbringende, sml. Hauchs Mindedigt over Christiane Oehlenschläger (1841): "Eet jeg kjender, | Som paa Jord Du savned, | Et Blik af den valmu'bekrandsede Aand, | Den i sig selv hvilende, | Der lærte Stjernen at skinne med dæmpet Ildblik, | Med Mildhed og Fred, | Fra dens høiere Kreds | Paa Tidens Vexel og Menneskets Vilkaar".

Side 357 Linje 28-29]

Hermes er i Mytologien den, der ledsager de Døde til Dødens Rige.

Side 358 Linje 2:

Harm] Harme, Vrede (sml. Anm. til Side 74 Linje 17); ligesaa Linje 8.

Side 358 Linje 4:

Kogger og Bue] disse fører Apollo i sin Egenskab af Sol- og derigennem Dødsgud.

Side 358 Linje 21-22:

Har ei i Kamp og Krig | Du tvunget Folkeslag og vundet Laurbær?] efter senere græske Myter deltog Pan i Vinguden Bacchus' Tog til Indien (Anm. til Side 132 Linje 3) og ved Zeus' Side i Kampen mod Titanerne (Anm. til Side 114 Linje 9).

Side 358 Linje 28:

i Strid med Eros] efter senere Oldtidsforestillinger var det til Straf for, at han havde indladt sig i Strid med Eros, at han blev grebet af den haabløse Elskov til Syrinx. - Eros er det græske Navn paa Kærlighedsguden, Amor.

Side 360 Linje 24:

Din Krone mellem Stjernerne jeg sætter] ligesom Bacchus satte Ariadnes Brudekrans mellem Stjernerne (se Anm. til Side 161 Linje 13).

Side 361 Linje 11:

den natlige Aands usynlige Tog] det er vel nordiske Forestillinger om Kong Valdemars vilde Jagt, Asgaardsrejen o. L, som her foresvæver P.-M.

Side 361 Linje 41:

ham med de riimfrosne Lokker] d.v.s. Vinteren; sml. J. L. Heiberg 1817 ("Vaaren og Freden"): "Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker, | Vinteren, flyer: | Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker, | Livet fornyer".

Side 363 Linje 30:

borget] laant.

Side 364 Linje 19:

Den store Pan er død!] efter et senere Sagn fra Oldtiden hørte Besætningen paa et Skib, der kom fra Ægypten og skulde til Italien, en Aften ved nogle Smaaøer i det joniske Hav en mægtig Stemme, der forkyndte, at den store Pan var død, et Budskab, der overalt modtoges med Jammer og Veklager. Sagnet opfattedes senere af Digterne som en Tilkendegivelse af en almindelig Omvæltning og Opløsning i hele Naturen; de kristne Kirkefædre tolkede det som et Varsel om Hedenskabets Fald og Kristus' Komme.

TITHON

Affattelsestid: ukendt; udkom den 23de April 1844, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" II), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

546

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste at Digteren selv besørgede.

Originaludgaven var tilegnet Kong Christian VIII, "Digtekonstens ophøiede Kjender og Beskytter", med følgende Digt:

"Til et Navn og til et Oldtidsminde,
Uforgængeligt paa denne Jord; Til en
Mythe, hvoraf knap er Spor, Voved
Sangens Vinger jeg at binde.

Tanken dog, som Digtet slutter inde,
(Perlen lig, der i en Musling groer)
Ikke blot i Oldtidsdybet boer;
End paa Tidens Strøm man vil den finde.

Dog med Frygt, o Konge! nu jeg vender
Mod Dit Øie denne Tankes Speil;
Thi vist mangen Plet dets Klarhed dækker.

Du, det Stores Ven, det Skjønnes Kjender!
Døm med Mildhed om min Digtnings Feil!
Ydmyg for Din Trone jeg den lægger."

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Aurora, Morgenrødens Gudinde, havde forelsket sig i den skønne Tithon, røvede ham og bortførte ham til sit Rige, hvor han hver Nat deler hendes Leje, til hun om Morgenen rejser sig for at straale paa Himlen. Af Zeus, Guders Fader og Himlens Herre, udbad hun sig Udødelighed for sin Elskede, og denne Bøn blev tilstaaet hende. Men den Lykke, Tithon nød i Gudindens Arme, blev dog ufuldkommen; ti Aurora havde forsømt, da hun bad om Udødeligheden, ogsaa at bede om evig Ungdom for sin Elsker. Derfor visnede Tithon hen, fortæret af Alderdom og Svaghed, saa at han, da han tilsidst næppe havde Stemme tilbage, selv bad Gudinden om Døden. Denne Bøn formaaede hun ikke at opfylde, men hun forvandlede ham til en Cikade.

Myten om Tithon findes der Hentydning til allerede hos Homer, hos hvem han gøres til en Søn af Trojanerkongen Laomedon. P.-M. benytter derfor Personer fra Homers Iliade som Bifigurer i sit Digt, og han lader Kampen om Troja være Baggrunden for det. Men ligesom han i Behandlingen af Tithonmyten stiller sig frit overfor Kildestoffet, saaledes gør han det ogsaa i Skildringen af Bipersoner og Baggrund. Ikke mindre fri er Skildringen af Livet i Morgenrødens Rige, der ingen Kilde har i græsk Mytologi; hertil henlægger han Myten om Zephyrs og Floras Elskov, der kendes fra den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.), men hvis nærmere Udmaling er P.-M.'s egen.

Om den mytologiske Haandbog, hvorfra P.-M. henter Underretning om de forskellige mytologiske Personer og Fortællinger, er talt ovf. Side 507.

Samtidens Dom. Berl. Tid. 1844, No. 114 finder, at "heelt igjennem røber sig Forf.'s Sjelsfylde og rolige Begejstring, og den samme Magt til at forme Sproget efter hans Villies fineste Nuancer som i hans tidligste Arbeider. Ideen, der ligger til Grund for Digtets Behandling, træder i sin symbolske Skikkelse tydeligt nok frem, uden at dog Dramaets Handling i mindste Maade bindes derved". Den Frisindede 1844, No. 53 finder Arbejdet "den fortjenstfulde, anerkjendte Digter værdig. Electras Troskab og Hengivenhed er skildret med lige saa blide og rene Farver, som Auroras Elskov med glødende og henrivende ... En velberegnet Effect gjør Zephyrs og Floras Gjækkeri. Den Førstes Overgivenhed, den Sidstes naive Frygt for Nymphernes Spot, er skildret med Mesterhaand, og tjener, som en nydelig Episode, baade til at oplive det serieuse Indhold ved at danne det muntre Element, og til at hæve 547 Skildringen af Livet i Auroras Palads, ligesom denne spøgende, lykkelige Kjærlighed er Relief for Herskerindens dybere og ulykkelige". Bladet finder endelig Anledning til at takke Forfatteren, "fordi Sædelighedsfølelsen intetsteds saares under Læsningen af Digtet, - Noget, som de yppige Skildringer, de mythologiske Emner saa ofte foranledige, vanskeligen ellers kunne siges frie for". Ny Portefeuille II 1844, Side 140-41 taler om Digtets "fuldendte Versification" og kalder det "en aldeles selvstændig Digtning, fuld af Følelse og Dybde. Ved disse Egenskaber er det, at "Tithon" danner en Overgang i Paludan-Müllers Digterliv; thi medens han næsten bestandig tidligere ligesom undveg Lidenskabernes Storm og Følelsernes kraftfulde Bølgeslag, eller lod dem døe hen i klingende Sprogpbantasier, er der paa ikke faa Steder i "Tithon" en Energi og Inderlighed i Følelsen, en Dybde og Styrke i at udtrykke den, der synes at tyde hen paa, at et mere kraftigt og gedigent Liv begynder at røre sig hos ham, at han har vundet Erfaring i Livets Skole, og at han forstaaer at drage Frugter af sin Erfaring". Bladet finder forøvrigt, at "Kjærlighedshistorien mellem Zephyr og Flora er i sig selv ubetydelig og Dictionen desuden plettet med adskillige Udtryk, der smage vel kjøbenhavnske, og som man her har dobbelt ondt ved at forsone sig med". Kjøbenhavns-Posten 1844, No. 114 er helt igennem misfornøjet, den finder i Digtet "Mangel paa Holdning, paa Herredømme over Stoffet betragtet fra det dramatiske Standpunkt, paa en conseqvent Gjennemførelse af Hovedcharactererne, der grjør det til en Umulighed at følge Tithons og Auroras jordiske og himmelske Vandringer med den Interesse, hvormed man t. Ex. læste baade "Amor og Psyche" og fornemmeligt "Venus"....Men nu Ideen, som skal ligge til Grund for det hele, "Tanken dog, som Digtet slutter inde", hvor findes den, hvor træder den tydeligt og klart frem, saa at den med Lethed og saa at sige med Nødvendighed gaaer over i Læserens Bevidsthed? Vi tilstaae, at vi ikke vide det, uagtet Forfatteren paa det Bestemteste forsikkrer os om, at den "ikke blot i Oldtidsdybet boer, end paa Tidens Strøm man vil den finde", og uagtet vi tiltroe os selv at være nogenlunde hjemme i begge Dele, men fornemmelig dog i det sidste". Fædrelandet 1844 No. 1572-73 indeholdt en lang Anmeldelse af P. L. Møller (optrykt i hans Kritiske Skizzer 174-91); han finder, at Digtet "maa i Totaliteten ansees som forfeilet"; om de Scener, der foregaar paa Jorden, siger han, at de "ere væsentlig skrevne i antik Aand; de have i alt Fald en homerisk Duft, hvilket ofte, naar man blot dvæler ved det Enkelte, gjør en fortræffelig Virkning. I disse Scener mærker man desuden et aabent, varmt Menneskehjertes Pulsslag, en ægte menneskelig Aand udfolder sig der med poetisk Rigdom og Skjønhed, uden rimet Blomstersprog og tom Klingklang; ja, hvis man "udtog dette Parti af alt det Øvrige, vilde det vise sig som et Fragment af et overordentlig skjønt Digt"; men i Scenerne i Morgenrødens Rige ser han "plat Nutidsagtighed, eller moderne Trivialitet, i Scenerne mellem Zephyr og Flora, soin aldeles forstyrre Indtrykkets Harmonie. Midt imellem den trojanske Helteæt og Morgenrødens Æthersprog-talende Væsener, troe vi os pludselig hensatte til Kjøbenhavns Gader, vi troe at høre Repliker af "Aprilsnarrene" eller "Eventyret i Rosenborghave"." Corsaren 1844 bragte i sit No. 190 følgende " Anmældelse":

Literatur.
"Tithon", dramatisk Digt af Paludan-Müller.

"Tanken dog, som Digtet slutter inde,
(Perlen lig, der i en Musling groer)
Ikke blot i Oldtidsdybet boer;
End paa Tidens Strøm man vil den finde".

Fortalen til "Tithon".

548

Personerne.

  • Tithon ...... Ponds af Troia.
  • Electra...... hans Kone.
  • Menesthos ... hans Ven.
  • Skopas ...... Tjener.
  • Aurora. ..... Morgenrødens Dronning.
  • Flora, Zephyr, m. Fl.

1ste Act.

1ste Scene.

Tithon ene i Lunden.

Nu har jeg det dog godt, jeg har en smuk Kone, min Fader Laomedon har bestemt mig en klækkelig Apanage, Folket holder af mig som af enhver Kronprinds; men desuagtet er jeg ikke fornøiet. Jeg higer efter Noget ... Gud veed hvad. Efter antike Begreber er jeg forelsket i en Gudinde, efter moderne Begreber burde jeg drikke blodrensende Thee. Saa er det dog meget behageligere at være antik, og jeg vil efter Sagnet forelske mig i Aurora. (Tithon lægger sig til at sove; Aurora kommer, som hun var kaldet, og bortfører ham til sit Rige.)

2den Scene.

Menesthos. Skopas.

Menesthos.

I Guder! Blot der ikke er tilstødt Tithon en Ulykke! Tag Din Kjortel, o, Skopas, og spring hen paa Adressecontoiret med denne Efterlysning: (læser op) "Iaftes silde er min elskede Mand Tithon bortgaaet og er senere ikke kommen tilbage. Han var iført en rød Tunica, Hørgarns Skjorte og Sandaler. Alle og Enhver, som kunne give nogen Oplysning om ham, bedes snarest mulig at henvende sig til mig. Ærbødigst Electra". Det er bedst, vi sætte til: "En Stok er glemt", for at faae det ind endnu imorgen. Skynd dig nu, Skopas.

Skopas.

Det behøves Altsammen ikke. Tithon er bortført af Aurora, jeg saae det med mine egne Øine.

Menesthos.

Snak, kjender Du Aurora?

Skopas
(græder).

Skjøndt jeg er slet og ret Hyrde paa det idaiske Bjerg, saa har jeg dog i min Ungdom faaet en god Opdragelse i de Massmannske Søndagsskoler, og jeg har udtrykkelig læst det i Mythologien. Nu er Tithon borte, følgelig har Aurora bortført ham.

Menesthos.

Det maa rigtignok indrømmes, at det er den græske Maade at betragte slig en Udeblivelse paa. Efter antike Begreber er Fribert ikke rømt til America, men Hermes, Guden for de utroe Kasserere, har bortført ham ..... Lad mig see: Medens Tithon er borte, skal jeg være Electras troe Ven og Vogter. Jeg gaaer ind for at klæde mig paa til min Rolle. Bed Minet komme ind og frisere mig.

2den Act. Ætherriget.

Decorationerne : Ætherlandet omgivet af Æthervandet, noget borte sees Ætherøen, beskyllet af Ætherbølger og bekrandset med Æthertang. Poetisk Duft, dito Morgenrøde og Mangel paa Ideer.

1ste Scene

Zephyr. Flora.

Zephyr.

Flora! Saa fortæller jeg Din Madmoder, at vi ere hemmelig forlovede, jeg gjør, Du.

Flora.

Aa, nei, Zephyr, jeg er saa bange, det skal gaae galt.

Zephyr.

Sikke Snak! der kan jo ikke være det Ringeste i Veien ; vi have jo de bedste Anbefalinger fra alle Digterne for ærbar og ædruelig Vandel. Vil Du see, hvad H. C. Andersen skrev i min Stambog? Det er, ved Gud, nydeligt ......

Flora.

Ak, Zephyr, lad os vente, jeg har en ganske uforklarlig Angst.

Zephyr
(ærgerlig).

Det sagde ogsaa igaar Recensenten af " Tithon", at Din Angst var ganske uforstaaelig. Husk, at vi bleve gifte i "Amor og Psyche"; skulle vi endelig nu begynde forfra, saa skal det s'gu ogsaa gaae i en Fart.

Flora.

Saa gjør det da, Zephyr; men jeg er saa gruelig angst.

2den Scene.

Aurora. Tithon.

Aurora.

Nu, min Fyrste, hvorledes befinder Du Dig hos mig?

549
Tithon
(henrykt).

O, ypperligt, prægtigt, mageløst! Men, kjære Aurora, hvad sige Dine Undersaatter til, at Du gjør et saa umaadeligt Forbrug af gylden Morgenrøde, ægte Dugperler og Gaaseleverposteier, ikke at tale om, at vi hver Aften holde Balparé?

Aurora.

Frygt ikke, min Elskede, jeg har en udmærket Leerbeck.1)

Tithon.

Men Budgettet, søde Aurora? Hvorledes vil det stemme med Normalreglementet?

Aurora.

Aa, jeg vider blot Normalreglementet lidt ud; men lad os ikke tale om slige Ting.

Tithon.

Sig mig endnu blot een Ting: Naar der engang ingen Penge ere i Kassen, hvad da? Hvorledes vil Du da tractere Din fremmede Fyrste?

Aurora
(efter nogen Betænkning).

Saa sælger jeg maaskee en af mine fjernere Øer ...... men tal nu om andre Ting, min Elskede!

Tithon
(til Souffleuren).

Slaa op etsteds i "Amor og Psyche", der staaer det Meste af, hvad jeg har at sige.

Aurora

Kan Du ikke finde paa noget Originalt, søde Tithon?

Tithon.

Det er yderst vanskeligt, da Situationerne ligne hinanden saa meget. Vent til 5le Act, der bliver jeg original.

3die Scene.

Tithon
ene og grublende.

Denne Ring, som jeg troede tabt og nu gjenfinder, betyder naturligviis Erindringen; ved Synet af den skal jeg atter mindes Jorden og faae Lyst til at komme derned. Og, i Sandhed, jeg har der en ung Kone og gode Venner, det er min Sjæl paa Tiden at jeg kommer afsted. Aurora! jeg vil ned paa Jorden.

Aurora
(kommer).

Ak! hvad vil Du der? Bliv hellere her.

Tithon.

Nei, jeg vil derned! Uvirksomt og hæderløst hengaaer her mit Liv, medens mine Colleger dernede have holdt en Forsamling i Holbeks Amt, Scavenius er bleven adlet og Dirckinck Holmfeldt snoer Laurbær om sin Isse.

Aurora.

Jeg synes, Du har det saa godt her. Troer Du ikke, at det er bedre at bade sig i Ætheren og opvartes af Nympher efter at have drukket Udødelighedens Drik end at faae paa Hovedet af " Fædrelandet" og daglig trues med, at Dine Huusmænd skulle have Arvefæste istedetfor simpelt Fæste?

Tithon
(truende).

Dersom Du ikke lader mig komme ned, sætter jeg Dig i "Aftenbladets" Feuilleton som Novelle.

Aurora
(indigneret).

Saa gaa! Gaa, Utaknemlige! Men hvor skal jeg træffe Dig igjen?

Tithon.

Jeg veed ikke, hvor jeg skal sætte Dig Stævne.

Aurora.

Kl. 7 iovermorgen paa Hjørnet af Pilestræde og Sværtegade? Tithon. Paa Gademøder reflecteres ikke.

Aurora.

Naa, ja, ja! Jeg finder Dig nok. Kom, nu skal jeg kjøre Dig ned.

3die Act.

Tithon, sidenSkopas ogMenesthos.

Tithon.

Saa, nu er jeg ved Troia. Der løber Floden Simois ...... men hvor Satan er Troia? Enten har Maskinmesteren glemt at sætte Byen op, og i saa Fald maae vi pibe af Rossi og Torre, eller Troia er virkelig borte. For F -! Brolægningscommissionen skulde da ikke have solgt den for Steen ?...... Jeg vil spørge Hyrden derhenne. Hei, Du, Fyr! hvor er Troia?

Skopas.

De har nok ikke læst Odysseen, go'e Herre! Troia er ødelagt i den troianske Krig.

Tithon.

Aa, Sludder! For et Par Dage siden stod Byen der, saa vist som jeg staaer her, en Synder for Gud.

Skopas
(afsides).

Naa, vent Du bare, til Dr. Thornam faaer sit Galehospital istand.

Menesthos
(kommer).

Hvad er det for en fremmed Mand, Du taler med, Skopas?

Skopas.

Det er en Straussianer af den Brøchnerske Skole, hvis * 550 Overbeviisning har ført ham bort fra Troen paa Odysseen og den troianske Krig.

Menesthos.

Saa vil jeg stik imod det theologiske Fakultet examinere ham noget nøiere. (Til Tithon): O, Fremmede! Hvo er Du? Har Du Pas? - - - - Dog, hvorfor skulle vi To staae her og gjøre Nar af hinanden og spænde Læsernes Nysgjerrighed ? Du er Tithon, og jeg er Menesthos, Du kommer fra Aurora og veed ikke af, at Du har været borte i 50 Aar, og at i den Tid Dit Rige og Din hele Familie er ødelagt.

Tithon.

Halvtredsindstyve Aar!.... Dog, jeg forbeholder mig at komme tilbage til min Forbauselse derover. Electra, min Kone, lever naturligviis?

Menesthos.

Ja; men hun døer imorgen af Glæde over Din Hjemkomst.

Tithon.

Min unge, smukke Kone! Hvor megen huuslig Lyksalighed er jeg gaaet glip af! Dog .... man kan jo ikke være her og der og Straalemester tillige. (De gaae ind til Electra).

4de Act.

Berlingskes Kritiker. Paludan-Müller.

Kritikeren.

Tithon har soret og forbandt sig paa, at han ikke mere vil gaae op til Aurora, han er reent rasende - hvad gjøre vi nu, Høistærede? Værket bliver saa indskrænket til 3 Acter, og en saa tynd Bog vil De da ikke dedicere til Hs. M. Kongen.

Paludan-Müller.

Han skal sgu derop, enten han vil eller ei. Hier hilft kein Maulspitzen, hier muss gepfiffen werden.

Kritikeren.

Men hvorledes? De vil da ikke lade ham føre derop med Politiet?

Paludan-Müller.

Ja, jeg veed ikke, hvorvidt jeg kunde gaae i min Desparation ......... Hør, veed De hvad, jeg gi'er ham en Sovedrik og lader saa Aurora igjen bortføre ham.

Kritikeren.

Ypperligt, Gud fordømme mig! Det er denne Rigdom paa Ideer, der aldrig udarter til Tomhed, hvorpaa De er saa Satans rig ....

Paludan-Müller.

De smigrer ....

Kritikeren.

Jeg er kun frimodig. De veed nok, vi ere Alle frimodige paa Gontoiret.

5te Act. Ætherriget.

Tithon. Aurora.

Tithon.

Det er det, jeg ikke kan forstaae mig paa: hvorledes jeg, forrige Gang jeg var her, ikke mærkede det Ringeste til, at jeg blev gammel, og nu bliver affældigere med hvert Minut.

Aurora.

Det er ogsaa noget ubegribeligt; men jeg skal nok gjøre Dig ung igjen. (Forsøger at opvarme ham).

Tithon.

Det hjælper ikke. Jeg bliver aldrig Menneske meer. Jeg er saa træt. Gud give jeg kunde døe!

Aurora.

Jeg vil søge Lægehjælp. Der staaer en dygtig Læge udenfor, jeg vil lade ham komme ind (ringer).

Ernst Mahner
(kommer ind).
Tithon.

Kan Du hjælpe mig? Jeg har faaet Gift, Gift, som gjør mig udødelig.

Ernst Mahner.

Bruder! Wenn Du Nichts als Wasser getrunken hättest, hättest Du kein Gift getrunken. Uebrigens gebe ich mich mit dem Todtschlagen nicht ab, es sollte denn sein, dass man den Eintritt zu meinen Vorlesungen nicht bezahlen wollte. Zu dem Zwecke musst Du aber einen graduirten Arzt suchen.

Tithon.

Saa lad en ordenlig Læge blive hentet.

Aurora.

Her en dygtig Læge, Dronningens egen Livlæge.

Tithon
(til Overlæge Jacobsen).

Kan Du dræbe en Udødelig?

Overlæge Jacobsen.

Det skulde jeg mene. (Han læger [!] to Fonteneller paa Tithons Been, og Tithon døer).

Tithon.

Adieu!

Charlotte Bournonville fortæller i sine "Erindringer" (Side 56-57): "Fader [den berømte Balletmester] holdt ikke af lange Bøger, og det var maaske kun Frygten for de 5 Akter, der gjorde, at han, som ellers aldrig havde Fordomme, ikke vilde lade sig bevæge til at læse "Tithon", som jeg netop sværmede mest for af alle Paludan-Müllers Værker. Endelig gav Fader efter 551 for mine evindelige Opfordringer, og en Dag, ude i Slotshaven, fik jeg Lov til at forelæse ham hele "Tithon". Fader var dybt bevæget og aldeles henrykt over dette herlige Digt. Paa Hjemvejen havde vi det Held at møde Paludan-Müller, og Fader faldt ham om Halsen og takkede ham, men var naiv nok til at fortælle, at det egentlig var mig, der næsten havde tvunget ham ind i denne storartede Nydelse. Paludan-Müller svarede: »Det var fornuftigt af Charlotte, da "Tithon" er mit bedste Arbeide og det eneste, som jeg selv er tilfreds med«."

Litteratur. Jul. Paludan, Lyksalighedens Ø. Atterbom og Paludan-Müller. En sammenlignende Litteraturstudie, i Nordisk tidskrift f6r vetenskap, konst och industri, 1900, Side 173-205.

Side 368 Linje l:

Personer] af Personerne er Electra, Melete, Menestos, Skopas og Thersander frit opfundne (Navnene er græske); de øvrige har, mere eller mindre, Rod i græske Mytologi og Heltesagn.

Aurora (latin; græsk: Eos) er Morgenrødens Gudinde, Søster til Solen, hvis Forløberske hun er, idet hun om Morgenen kører op paa Himlen med sit Firspand og forbereder den opvaagnende Natur paa Solgudens Komme; Oldtidens Digtere tænkte sig hende iført brogede Klæder, med Straalekrone om Hovedet, med rosenrøde Arme og Fingre.

Flora (latin) er Blomsternes og Foraarets Gudinde.

Helia, Hunkønsform til Helios (Solen), dannet af P.-M.

GIauca (latin; græsk: Glauke), hos Homer en Havnymfe.

Nympher, kvindelige Guddomme af lavere Rang (Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer).

Zephyr (moderniseret Form; græsk: Zephyros), Vestenvinden (sml. P.-M.'s "Amor og Psyche").

Laomedon, Konge i Troja, By paa Lille-Asiens Kyst, Skuepladsen for de gennem Homers Iliade kendte, berømteste af alle Oldtidens Heltesagn: Grækeres og Trojaneres Kamp.

Priamos, efter Laomedons Død Konge i Troja, var en gammel Mand, da Grækerne ødelagde Byen og dræbte ham (se Side 418-419).

Hecuba, Priamos' anden Hustru; om hendes Skæbne se Side 420 Linje 23.

Hector, Trojanernes ypperste Helt i Kampen mod Grækerne.

Paris var den, der ved at røve Grækerkongen Menelaos' Hustru Helena var Aarsag til Grækernes Hævntog og Trojas Ødelæggelse.

Kassandra og Polyxena, om deres Skæbne se Side 420 Linje 24 og Linje 28.

Side 369 Linje l-2:

Første Act. Første Scene] Samtalen mellem de to Slaver Skopas og Thersander minder, som P. L. Møller (Krit. Skizzer II 180) først har gjort opmærksom paa, meget om Samtalen mellem Trællene Karker og Grib i Oehlenschlägers Tragedie "Hakon Jarl" fra 1807; Skopas svarer i Karakter og Livsanskuelse til Karker, Thersander til Grib; Sceneriet (Gæstebudet i Hallen) er det samme i begge Digte.

Side 369 Linje 6:

Pauker] en Slags Tromme (Laaneord fra Tysk).

Side 369 Linje 13:

Arisbe] en af Stæderne i Landskabet om Troja, ved Floden Selleis.

Side 369 Linje 14:

Lykaon] opdigtet Person (Navnet er græsk).

Side 371 Linje 36:

Stheno] opdigtet Person (paa Græsk hedder Navnet: Sthenon).

Side 372 Linie 10:

Lyren] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument.

Side 372 Linje 17:

Mycene] By i Landskabet Argolis paa Østkysten af Peloponnes (Morea); her herskede Kong Atreus, hans to Sønner er Agamemnon og Menelaos, Hovedanførerne i Grækernes Tog mod Troja.

552

Side 372 Linje 37:

Dardanos] en Søn af Zeus, Stamfader til Trojanere og Romere.

Side 372 Linje 38:

Tros] Sønnesøn af Dardanos, efter ham har Troja Navn.

Side 372 Linje 38:

Ilos] Søn af Tros; efter ham kaldes Troja ogsaa Ilion (latin: Ilium).

Side 372 Linje 38:

Granymed] Søn af Tros; paa Grund af sin Skønhed bortført af Zeus1 Ørn og optaget blandt Guderne som deres Mundskænk.

Side 373 Linje 2:

Qvindeharmen] Karm, "Rejsevogn" (gammelt nordisk Ord; kun i Poesi).

Side 373 Linje 41:

Din Bedstefaders Broder] Ganymed.

Side 377 Linje 31:

forlanger] her blot - ønsker, som det ikke sjældent er Tilfældet hos P.-M. og andre ældre Forfattere; sml. Salmedigteren Brorson († 1764): "Forønskte Død, kom hastig frem, | Jeg smertelig forlanger | At komme snart i Flok med dem, | Som for Guds Thrpne pranger"; Fru Gyllembourg 1837 ("Montanus den Yngre"): "Jeg har aldrig læst Rousseaus Eloise, og forlanger heller ikke at læse den" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 379 Linje 5:

Hymen] Ægteskabets Gud.

Side 379 Linje 22:

Amazoner] et krigerisk Folk af Kvinder, som senere Oldtidssagn stedfæstede til Egnene om det sorte Hav. - Efter Hektors Fald kom Amazonerne Priamos til Hjælp mod Grækerne.

Side 379 Linje 24:

Lyden] Landskab paa Lille-Asiens Sydøstkyst. - I Homers Iliade (VI 186) fortælles, at Amazonerne angreb Lykien.

Side 380 Linje 5:

Hecate] et natligt, hemmelighedsfuldt Væsen blandt Gudinderne, udrustet med Trolddomsmagt og øvende Trolddomskunster; ofte er hun = Dødsgudinden (som hos P.-M. i "Amor og Psyche" Side 105 Linje 36).

Side 382 Linje 35:

Olympen] Bjærg i Landskabet Thessalien i Nord-Grækenland, Gudernes Bolig.

Side 384 Linje 31:

Xanthos] Flod paa den trojanske Slette (Ordet betyder "gul").

Side 384 Linje 32:

Id a] skov- og kilderigt Bjærg paa den trojanske Slette; ved dets Fod laa Staden Troja.

Side 384 Linje 33:

Simois] Flod paa den trojanske Slette, udsprang paa Idabjærget.

Side 384 Linje 36:

Grækerhavet] det ægæiske Hav, mellem Lille-Asien og Grækenland.

Side 392 Linje 12:

Myrthekrattet] Myrten er Haabets og derigennem Kærlighedens Symbol.

Side 392 Linje 45:

Ætherhavet] Ætheren er det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 394 Linje 5:

sig forynger] d.v.s. forynges (se Anm. til Side 25 Linje 5).

Side 401 Linje 26:

min Brud] her som saa ofte hos P.-M. (Expl. i de følg. Bind) overensstemmende med tysk Braut i Betydning "Kæreste, Forlovede", hvilket ikke mere er brugeligt, men dengang var alm.; sml. J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Enhver, som er herude, | Gaaer jo med Kjærest sin. | Nu blandt de mange Brude | Jeg kneise skal med min"; Fru Gyllembourg 1834 ("Magt og List"): "Skriv strax paa dette Papir, at Du frasiger Dig den Tøs, som har forført Dig, og ægter din retmæssige Brud".

Side 402 Linje 40:

forhvervet] nu: erhvervet; dengang alm.; sml. Blicher 1827 ("Krybeskytten"): "Idet jeg forhvervede mit Udkomme, hjalp jeg til at befri den haardt plagede Bonde fra de Dyr, som ødelagde hans Kornagre"; Hertz 1839 ("Valdemar Atterdag"): "Vi har selv, og med vort Blod, i betrængte Tider | Forhvervet de Rettigheder, vi nu vil hævde" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

553

Side 403 Linje 3:

kun hos Jordens Sønner fandt jeg Trøst] Aurora elsker skønne Ynglinge og bortfører dem; Orion f. Ex. var en Tid hendes Elsker (se Anm. til Side 161 Linje 28).

Side 405 Linje 44:

Nectar] Gudernes Drik, der bevarer dem evig unge og udødelige.

Side 413 Linje 8:

hendes Skue] sml. Anm. til Side 119 Linje 18; ligesaa Side 428 Linje 12, Side 431 Linje 16, Side 443 Linje 11, Side 451 Linje 23, Side 453 Linje 34.

Side 413 Linje 19:

Tartaros] Pinestedet i Underverdenen, Dødsriget (se Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 416 Linje 6:

Thoas] opdigtet Person (Navnet er græsk).

Side 417 Linje 16:

en Mand, af Guder mærket] Oldtidens Betegnelse for: en sindssyg.

Side 417 Linje 39:

dræbt af Fjendehaand] Troja var engang tidligere, før Homers Grækere indtog den, blevet stormet af Herakles (Herkules), der dræbte Kong Laomedon og alle hans Sønner med Undtagelse af Priamos, som forplantede den trojanske Kongeslægt.

Side 418 Linje 23:

hele ti Aar] Grækernes og Trojanernes Kamp varede 10 Aar; Homers Iliade skildrer et Afsnit af den, omfattende et Tidsrum af 50 Dage i det 9de Aar; om Trojas Fald og Ødelæggelse fortæller den romerske Digter Vergil († 19 f. Kr.) i 2den Sang af Heltedigtet "Æneiden".

Side 418 Linje 36-39:

den gamle Priamos.. .Hans unge Søn] under den sidste Kamp, da Grækerne trængte ind i Trojas Kongeborg, søgte Priamos sammen med sin Hustru Tilflugt ved Husgudernes Alter, men blev dræbt her, efter at hans unge Søn Polites først var blevet gennemboret for hans Øjne.

Side 420 Linje 17-18:

Faldt han i Kampen? Pilen traf hans Hjerte] Paris, som først efter Hektors Fald for Alvor tog Del i Kampen og hævnede hans Død, blev kort før Trojas Indtagelse dræbt af den græske Helt Philoktet ved et Pileskud.

Side 420 Linje 23:

Hecuba da maatte Aaget bære] efter Trojas Ødelæggelse tilfaldt Hekuba Grækerhelten Odysseus som Slavinde.

Side 420 Linje 24:

Kassandra] tilfaldt efter Trojas Ødelæggelse Grækerkongen Agamemnon som Slavinde. Hun havde Spaadomsgave, havde forudsagt Trojas Fald, men ingen havde villet tro hende. Hun blev tilligemed Agamemnon dræbt af dennes Hustru Klytæmnestra.

Side 420 Linje 25:

Da Søsteren til Graven de rev bort] Polyxena blev ofret paa Grækerhelten Achilleus' Grav.

Side 422 Linje 23:

gjeldte] denne Datidsform, der oftere findes hos P.-M., var ikke ganske ualm. hos Forfattere fra det 18de og 1ste Halvdel af det 19de Aarh., men er nu saa godt som ude af Brug; sml. Rahbek 1794 ("Hvidtfeldts Vise"): "Vort Fødeland var altid rigt | Paa raske Orlogshelte, | Der elskte Tapperhed, som Pligt, | Og skialv ei, hvor det gieldte"; Oehlenschläger 1807 ("Thors Reise"): "Under steile Fielde | De hørte Havfru'sang. | Da gieldte det tilvisse | At bryde vaaden Rum; | Høit over deres Isse | Slog Havets hvide Skum"; Louise Hegermann-Lindencrone 1825 ("Faster Dorothea"): "Han har dog mere Klogskab, end jeg havde tiltroet ham; da det gjeldte vidste han at snige sig ind i Fasters Kridthuus" [delvis efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 433 Linje 7:

Kuld] den ældre, endnu i Almuesproget almindelige Form, brugt af Digterne ved Siden af Kulde, naar Hensynet til Versemaalet gjorde det ønskeligt; ligesaa i "Kaianus": "Ved Kuld og Hede som ved Tørst og Hunger | ... Fuldbyrded Straffen jeg paa disse Lemmer"; sml. Holberg 1724 ("Mascerade"): "Jeg stod ved Porten til Klokken 12 i Nat; men jeg merkede ingen. Jeg kunde mare ikke staae Skildt-Vagt længer for Kuld"; Baggesen 1814 ("Sendebrev fra de tre Gratier"): "Hver Nat, trods Ormens Væv og Lammets Uld, | Der bolstrer rundt de tæt omsvøbte Lagen, | Vi rystes af en næsten russisk Kuld".

554

Side 434 Linje 8:

forlise] (Laaneord fra Plattysk) nu mest uden Genstand = at gaa under; med Genstand - miste (som her) er nu sjældent, men alm. paa P.-M.'s Tid, sml. Grundtvig 1809 ("Harald Blaatand og Palnatoke"): "Jeg kunde selv mit Vid | Forlise ved et saadant Jærtegn"; Hertz 1848 ("Ninon"): "Men denne Lykke... | ... ender med, at Hjertet maa forlise | Sin Attraaes Gjenstand; thi den er umulig".

Side 434 Linje 45:

til de andre Skygger] om Dødsriget som et Skyggerige se Anm. til Side 94 Linje 16.

Side 445 Linje 21:

Tantalos] en lille-asiatisk Konge, som, til Straf for sine Forbrydelser, i Underverdenen stod i Vand til Halsen, under et Træ fuldt af de skønneste Frugter, uden nogensinde at kunne stille sin Tørst og Sult.

Side 445 Linje 23:

Sisyphos] Konge i Korinth (paa Peloponnes), maatte til Straf for, at han havde villet bedrage Zeus, i Underverdenen uafladelig vælte en uhyre Sten op ad et stejlt Bjærg, hvorfra den bestandig rullede ned igen.

Side 445 Linje 24:

Ixion] en thessalisk Konge, der til Straf for, at han havde villet voldtage Juno, Himlens Dronning, i Underverdenen laa bundet til et Hjul, der ustanseligt hvirvledes rundt.

Side 455 Linje 37:

Cithren] et Strængeinstrument.

ABELS DØD

Affattelsestid: ukendt; udkom den 17de December 1844 (i J. L. Heibergs "Urania, Aarbog for 1845"), trykt 2den Gang 1854 og 3dje 1857 (begge Gange i "Tre Digte"), 4de 1872 (i "Sex Digte, 3dje Udgave"), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" VII), 6te 1883 (i "Sex Digte, 4de Udgave"), 7de 1893 (i "To Digte, udg. af Dansklærerforeningen ved H. Trier"), 8de 1899 (i "Fire Digte", Gyldendals Bibliothek), 9de 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 10de 1909 (i "To Digte, udg. af Dansklærerforeningen ved H. Trier", 2. Udg.).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1872, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Svensk af Henr. Westin (Stockholm 1859), paa Engelsk af Mrs. Krebs (A few Poems, Copenhagen 1863).

Æmnet. "Abels Død" er fri Digtning med Tilknytning til 1 Moseb. 4,2-8: "Abel blev en Faarehyrde, og Cain dyrkede Jorden. Og det hendte sig, der en Tiid var forløben, at Cain frembar et Madoffer til Herren af Jordens Frugt. Og Abel, ogsaa han bar frem af sin Hiordes første Affødning, og af deres Fedme; og Herren saae til Abel og til hans Mad-Offer. Men til Cain og til hans Mad-Offer saae han ikke; da blev Cain meget vred, og hans Ansigt falmede. Og Herren sagde til Cain: hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet? Er det ikke saa, at dersom du giør Godt, da er du behagelig, og dersom du giør ikke Godt, da er Synden den, som ligger for Dørren, og dens Attraa skal være til dig, og du, du skal herske over den. Og Cain talede med Abel sin Broder; og det hendte sig, der de vare paa Marken, da opstod Cain imod Abel sin Broder, og ihielslog ham.

Side 463 Linje 1:

Dommen] 1 Moseb. 4,11-12: "Og nu er du forbandet; frem for Jorden, som oplod sin Mund, til at tage din Broders Blod af din Haand. Naar du dyrker Jorden, skal den ikke ydermere give dig sin Formue; ustadig og flygtig skal du være paa Jorden".

Side 463 Linje 1:

Kain] maa af Hensyn til Versemaalet læses i to Stavelser.

555

Side 464 Linje 29-31:

Kappe... Skind] sml. 1 Moseb. 3,21: "Og Gud Herren giorde Adam og hans Hustru Kiortle af Skind, og iførde dem".

Side 466 Linje 16-17:

mindes du | Hvad Herren talte?] 1 Moseb. 2,16-17: "Og Gud Herren bød Mennesket, og sagde: du maa frit æde af alle Træer i Haven. Men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du døe Døden".

Side 466 Linje 23:

Da Herrens Vrede drev os ud af Haven] 1 Moseb. 3,24: "Og han drev Mennesket ud; og satte Cherubim Østen for Edens Have, og et blinkende Sverd, som vendte sig, til at vogte Veien til Livsens Træe".

Side 467 Linje 27:

Ved hendes Syn] nu: ved Synet af hende (se Anm. til Side 119 Linje 18),

Side 468 Linje 5:

Svimlens Taage] om Svimmel = Svimmelhed se Anm. til Side 54 Linje 40.

Side 468 Linje 36:

Leer] poetisk = Legeme (sml. Anm. til Side 17 Linje 39).

Side 468 Linje 39:

jeg har født med Smerte] sml. 1 Moseb. 3,16: "Til Qvinden sagde han [Herren]: jeg vil meget mangfoldiggiøre din Kummer, og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn".

Side 470 Linje 26:

Herrens Ord] 1 Moseb. 3,19: "I dit Ansigtes Sveed skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igien; thi du er tagen deraf; thi du er Støv, og skal blive til Støv igien".

Side 471 Linje 37:

den første Pyramide] Pyramiden er, som det ses af en af Almas Sonetter i "Adam Homo" ("I Haabets Sted, udstrakt mod hver en Side, | Staaer nu for os, som Livets Monument, | Resignationens faste Pyramide") og af Slutningen af "Ungdomskilden", for P.-M. et Symbol paa Resignation.

Side 472 Linje 8:

Paulunet] Teltet.

Side 472 Linje 12:

den høie Flodbred] en anden Flod nævnes Side 474 Linje 38. Hvad det er for Floder, og hvad det er for en Egn, Adam gennemvandrer, ses af 1 Moseb. 2, 10-14: "Og der gik en Flod ud af Eden [Paradis], til at vande Haven; og derfra deeldes den, og blev til fire Hoved-Strømme. Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Navn Havila, hvor der er Guld.... Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Chus. Og den tredie Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaaer Østen fra Assyrien; og den fierde Flod den er Phrat [d.v.s. Euphrat]".

Side 473 Linje 12:

Abels Huus] d.v.s. Pyramiden paa Abels Grav.

Side 473 Linje 15:

Herrens Ord] 1 Moseb. 3,17-18: "Og han [Herren] sagde til Adam: efterdi du lydde din Hustrues Røst, og aad af det Træe, om hvilket jeg bød dig, og sagde: du skal ikke æde deraf, da vorde Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken".

Side 473 Linje 41:

Kuplens Rand] d.v.s. Bjergtoppens Rand.

Side 474 Linje 3:

det Bud] 1 Moseb. 1,28: "vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og giører Eder den underdanig".

Side 474 Linje 46:

Cheruben] (hebraisk) Engel (med Flammesværd).

Side 477 Linje 7:

køle] kølige, svale (se Anm. til Side 106 Linje 33).