✂ Affatteisestid: som det vil fremgaa af Anmærkningerne til Side 7 Linje 26 og Side 40 Linje 7, Aaret 1832; udkom (anonymt) den 15de Februar 1833; trykt 2den Gang 1834, 3dje 1837 (sammen med "Amor og Psyche"), 4de 1847 (i "Ungdomsarbejder" I), 5te 1854, 6te 1861 og 7de 1872 (alle tre i "Ungdomsskrifter" I), 8de 1879 (i "Poetiske Skrifter" II), 9de 1883 (sammen med "Amor og Psyche"), 10de 1900 (i Gyldendals Bibliotek), Ilte 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" I), 12te 1901 (med Illustrationer af Frants Henningsen).
✂ Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1872, den sidste af Digteren selv besørgede.
✂ Manuskript: et af Digteren gennemrettet Exemplar af Udgaven fra 1837 findes i privat Eje (Prof. O. Borchsenius; sml. Fra Fyrrerne II 10-11); alle Rettelser er optagne i Udgaven 1847.
✂ Oversættelser: paa Tysk Kiel 1835; Romancen Side 36 ("Ved den dunkle Brønd, i Skovens Stille") paa Tysk ved E. Bennett i "Dania", Leipzig 1841 (2den Udgave Berlin 1875).
✂ Musik: Digtet Side 16 ("Ei eensom er jeg, skjøndt jeg vandrer") komponeret af Fr. Palmer d.v.s. Emma Hartmann f. Zinn (i "Romancer og Sange", 1ste Hæfte Nr. 18) og af Joh. Ad. Krygell (i Op. 80: Aandelige Sange for en Syngestemme med Orgel eller Pianoforte).
✂ Illustrationer: af Frants Henningsen (i Udgaven 1901).
✂ Versemaalet er det, som Paludan-Müller bestandigt anvender i Samtids-skildringer ("Adam Homo", "Luftskipperen og Atheisten"): det italienske ottave rime (et 8-linjet Vers i femfodede Jamber: _- | _- | _- | _- | _-). Han har vel valgt det under Paavirkning af den berømte italienske Digter Ariost (t 1533), der nævnes Side 8 Linje 4, og af den ikke mindre berømte engelske Digter Lord Byron 1824), der skrev sin "Don Juan" (1819) i dette Versemaal. Det egner sig fortrinligt til satirisk og ironisk Digtning, og P.-M. er, særlig i "Adam Homo", en Mester i at give de to sidste Linjer, der altid skal rime sammen, en tilspidset Brod.
✂ Æmnet. Stof fra Hverdagslivet, fri Digtning. Om en mulig Paavirkning fra Byron i Stil og Tone skriver P.-M. i Brev af 19/12 1876 til G. Brandes (Det nittende Aarhundrede, 1875/76, Side 472): "Da jeg skrev "Danserinden", havde jeg kun læst et Par Sange af Byrons Don Juan, og meget faa af hans andre Værker; dog sværmede jeg dengang som saamange Andre for den engelske Digter, hvad jo ogsaa hans Geni og skønne Død gør forstaaeligt, saa det ikke er usandsynligt, at der kan være kommet adskillige Byronske Toner ind i det danske Digt" [Retskrivningen i Brevet er Brandes'].
✂ Thorvaldsens Statue "En Dandserinde" havde 1828 været udstillet paa Charlottenborgudstillingen.
✂ Samtidens Dom. Om det Indtryk, Digtet gjorde, da det fremkom, fortæller J. L. Heiberg 1842 (Pros. Skrift. IV 364): "Dandserinden" var i Alles Munde, den oplevede i kort Tid flere Oplag, unge Digtere dannede sig efter den, Alle vare enige om, at dette Digt var det Skjønneste, som endnu var 484 skrevet paa Dansk, og at Paludan-Müller var den største danske Digter, som havde existeret".
✂ Chr. Molbech var i sin Anmældelse (Maanedskrift for Litteratur X (1833), Side 895-910) fuld af Begejstring: "Da jeg første Gang læste dette Digt, virkede det paa mig, som om jeg ved Phantasiens Magt blev henført til en Himmelegn, hvor sydlig Blomsterduft blandede sig med vore Bøgelundes friske Morgenluftninger, og med den styrkende Køling fra de danske Strandbredder. Og imedens jeg følte denne Styrkelse udgyde sig over min Aand, hørte jeg bekiendte Toner, der, fra den pludseligt fremtryllede poetiske Verden uden om mig, fandt Veien til mit inderste Væsen. Det var en Klang, som om Vaarens og Sommerens Sangere blandede deres smeltende Triller med klagende Naturtoner, som man undertiden hører dem i Skovene, ved Høstvindens Susen i afløvede Trætoppe. Snart igien lød det som en fiern, dæmpet Brusen af Havets Vrede, naar Stormen med Latter pidsker det til at løfte sig i høie Bølger; og undertiden var det en melancholsk, skærende Klagelyd, som Isens, i det dens brudte Flager om Foraaret forgieves søge at modstaae Vandets Magt, der tvinger dem til at knuse og sønderrive hverandre. Dog hørte jeg altid en dybere Harmonie opløse Dissonantserne i de omskiftende Sangtoner, der strømmede fra et rigt Væld; og det var ikke Toner, som blot med en Klang ryste Ørets Nerver; men det var af dem, der have Aand og Siæl, og bringe de dybeste Strænge i et menneskeligt Bryst til at bæve". [Om denne Molbechs Anmældelse skrev J. L. Heiberg 14/12 1833 til Hertz: "hans Sværmerie for Dandserinden klæder ham reent forbandet" (Breve fra J. L. Heiberg, Side 154).] I den af Heiberg redigerede "Kjøbenhavns Flyvende Post" skrev den senere Statsminister og Biskop D. G. Monrad (i Interimsbladenes No. 2) en Afhandling "Om Dandserinden betragtet som reflecterende Poesie"; han kalder Digtet en "mesterlig Skildring af den gjærende, urolige Stemning, som næsten indtræder hos alle unge, kraftfulde, poetiske Gemytter i en Gjennemgangsperiode". Da en Anmælder af Carl Baggers "Min Broders Levnet" i Kjøbenhavnsposten 1835 No. 169 bemærker, at Handlingen i Digtet er "en ubetydelig Historie", møder en forbitret Indsender i No. 172 med Protest: "Hvis De forbliver fast ved denne Yttring, da er De en uværdig Dommer, hvis Roes selv ikke turde opmuntre en Forfatter".
✂ Senere Statsminister C. G. Andræ, der stod det Heibergske Hus meget nær, førte paa sine Rejser stedse "Dandserinden" med sig og fremsagde i Samtale ofte Stykker af den (P. Andræ, C. G. Andræ, Side 164-65), og H. C. Ørsted sendte Digteren et (nu forsvundet) Brev, hvori han "paa en ligesaa human som træffende Maade" bedømte Digtet og gav dets Forfatter gode Raad, med Hensyn til hans fremtidige Digtervirksomhed (Breve til og fra Ørsted, II 115). Men Historikeren P. V. Jacobsen skrev 28/8 1833 til sin Ven Adjunkt Adler i Ribe: "Et Digt: "Dandserinden" har gjort megen Lykke. Du har sagtens allerede læst det; mig behager det ikke. Det er for uepisk, det er for Byronsk, det er for trivielt i sit Indhold og for fatalt i sine Udtryk og sin Tone; imidlertid maa jeg tilstaa, at jeg hverken har læst det helt og holdent eller i Sammenhæng" (Breve fra P. V. Jacobsen, Side 190).
✂ Om sin Søns Arbejde udtaler Biskop Jens Paludan-Müller sig i et Brev af 1833 til den ældre Søn (Frederik Lange Side 71-72). Efter at have udtalt som sin Mening, at "Ingen bliver en ret stor Digter, førend han er kommet til en Grundanskuelse af Livet og Livets Betydning, der som en Grundakkord klinger gennem alle hans Digtninger, eller som en Grundfarve træder frem gennem alle Billeders Lys og Skygge", fortsætter han: "Jeg tilstaar Dig, at mit Haab om Fritz som Digter fornemmelig er grundet paa mit Haab om, at han vil naa hen til en saadan bevidst Grundanskuelse.... Hans "Dandserinde" skildrer mig klarligen hans Sjæls Nød under Fødselsveerne, medens denne Hovedidé af Livets Betydning i sin uendelige Mangfoldighed af Former vil skyde sig ind i hans Aand og aabenbare sig i Klarhed og Bevidsthed for 485 den. Men jeg ser som sagt i "Dandserinden" ikke andet end Fødselsveerne. Det himmelske Barn viser sig i den endnu ikke kommet til Verden".
✂ Om hvorledes P.-M. selv paa sine ældre Dage saa paa dette sit Ungdomsværk, fortæller Frederik Lange (Side 73): "Senere i sit Liv lagde han selv ikke megen Vægt paa "Dandserinden"; han omtalte den gerne med et lidt overlegent Smil. Mangfoldige Aar efter, medens han en Dag paa Fredensborg Slot ventede i Kongens Audiensgemak, underholdt en gammel Hofmand ham paa det Elskværdigste og yttrede blandt andet, at "Dandserinden" hørte til hans stadige aandelige Kost. "Det var saamænd en mager Kost", føjede Paludan-Müller smilende til, da han fortalte Historien".