Paludan-Müller, Fr.

Affattelsestld ukendt; udkom i December 1834 (i H. P. Holsts "Nytaarsgave for danske Digtere" I 1835), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te i 1879 (i "Poetiske 519 Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Illustrationer: af Aug. Jerndorff i: Romancer og Digte, danske og norske, udgivne af Chr. Richardt, 1882.

Æmnet. Den kristelige Lære skelner mellem de gode og de onde (de faldne) Engle. Oprindelig var alle Engle gode, de var Tjenerskaren, der omgav Guds Trone, og Gud kaldes derfor "Hærskarernes Gud" (sml. f. Ex. Psalm. 103,20-21). Men i Tidernes Begyndelse gjorde en af de ypperste af dem, forledt af Hovmod, Oprør mod Gud og nedstyrtedes sammen med de Engle, der havde gjort Sag fælles med ham, fra Himlen til Helvede (2 Pet. 2,4). Som Djævlen blev han de onde Aanders Fyrste og Hovedet for Modstanden mod Guds Rige.

Naar Navnet Lucifer (latin, betyder "Lysbringeren" og er Navn paa Morgenstjærnen) anvendes i den kristelige Troslære som Navn paa den faldne Djævel, da beror det paa en urigtig Tolkning af nogle Skriftsteder. Hos Profeten Esajas hedder det (14,12): "Hvorledes er du falden af Himmelen, du Morgenstierne [i den latinske Bibeloversættelse: Lucifer], du Morgen-Rødes Søn? hvorledes er du nedhuggen til Jorden, du, som svækkede Hedningerne?" Profeten sigter med disse Ord til Babylon, Verdens Tyran, og profeterer om dens Fald; men de kristne Kirkefædre satte Stedet i Forbindelse med Luk. 10,18, Joh. Aab. 9,1 og 12,9, hvor der tales om Djævlens Fald, og saaledes blev Lucifer Navn paa Satan.