Grundtvig, N. F. S. AF DANSKEREN II

✂

Nytaars-Ny i den Danske Forening.1

✂ Vel har der i »Danskeren« staaet en Selskabs-Sang til »den Danske Forening«, men Læseren veed dog maaskee ikke, hvad det er for et Selskab, der kaldes saa, og jeg maa da kortelig fortælle, at under Sædet af nærværende Rigsdag har der dannet sig tre saakaldte »Klubber« hvor Rigsdagsmænd sidder for Bordenden og fører Ordet, enten alene eller med andre gode Venner, og det ene af disse Samlag kaldes Centrumets og det andet Bondevennernes, men det eneste, jeg veed noget om, er det Tredie, som kalder sig »den Danske Forening«, og staaer, saavidt mueligt, alle Dannemænd aaben. De to andre Rigsdags-Klubber ufortalt, kan jeg da kun udbede mig Læserens Opmærksomhed for det Samlag, som jegkiender, og som bestaaer af omtrent halvtredsindstyve Rigsdagsmænd og ligesaamange andre Dannemænd, foruden Giæsterne, der ved de ugenlige Møder (Mandag og Torsdag) kan frit indføres af de Medlemmer, som er Rigsdagsmænd, og jeg tvivler ikke paa, at jo saavel dette Samlags Navn, som dets Aabenhed, huer »Danskerens« Læsere godt nok; thi Dansk maa jo ikke blot vor Rigsdag være, men alt hos os blive, om Riget skal staae og Folket trives, og de Rigsdagsmænd, hvis Mund i Sandhed skal være til Folkets Tjeneste, maae jo aldrig noget Øieblik glemme, hvad Folket hedder, og kan aldrig for ivrig stræbe at *1Danskeren 2. Aargang, Nr. 2. Den 20. Januar 1849.176 holde sig i uafbrudt levende Berørelse og Vexelvirkning med alle gode Dannemænd.

✂ Paa den anden Side vil den betænksomme Læser imidlertid strax anmærke, at skiøndt det er meget godt, »ikke at glemme hvad man hedder«, saa betyder det dog noget mere end blot at huske sit Navn, for det giør vor Hund jo ogsaa, og at til en levende Berørelse og Vexelvirkning med Folk klækker det kun lidt blot at tage dem i Haanden og vexle et Goddag og Farvel, eller selv at drikke »din Skaal og min Skaal og alle gode Venners Skaal« med dem, saa dersom vor »Danske Forening« virkelig skal svare til sit Navn og vinde Krav paa Danske Læseres Opmærksomhed, da maa den røre sig i Folkets Aand og staae aaben for Danskheden, men ogsaa kun for den i alle Maader.

✂ Herom vil jeg nu ingenlunde tale stolte Ord og fristes saarneget mindre dertil, som jeg hverken har været mellem Samlagets egenlige Stiftere eller har med dets Bestyrelse at giøre, og desuden er for gammel til at see alting, som jeg ønsker det, og er for ravdansk i min folkelige Tankegang til at nøies med lidt af det Slags, om det end er meget mere end man møder allevegne; men da den »Danske Forening« dog eenstemmig har besluttet, om den kan, ei blot at overleve nærværende Rigsdag, men at udbrede sig over hele Riget og giøre sit Bedste til Danskhedens Ære og Tarv i alle Maader, saa tør jeg dog godt kalde den et lykkeligt Varsel, og forleden Aften, da jeg var deroppe, syndes jeg virkelig, jeg saae Nytaars-Ny i Dansk Forstand, der vel ikke saa lige svarer til Almanakken, men lader sig dog godt forlige dermed, især naar man tænker paa den store Aarbog om alle Dagene med deres Navne, om Solens Opgang og Nedgang over Folke-Issen, og om de store Verdens-Markeder, hvor Tosserne kiøbe Forstand og Kræmmerne giøre deres i Penge!

✂ Dog, dette blev, mod min Hensigt, om ikke høitravende, saa dog ligesom lidt svævende, hvad tit synes Læserfolket endnu værre, og jeg vil da skynde mig at komme paa det Jævne igien, hvor Pennen immer gaaer glattest, thi til Hverdagsbrug huer det den »gamle Skjald« ligesom de gamle Danskere bedst.

✂ Forleden Aften altsaa, da jeg kom op i »Danske Forening«, der, i Forbigaaende sagt, mødes i det vel ikke paa Dansk, men dog paa Fransk saakaldte »Nordiske Herberge,«1 da hørde jeg strax, der blev talt saa høit om en ordenlig Dampskibs-Forbindelse *1 d. e »Hotel du Nord«. 177 med England, som noget, der kunde, og vilde udentvivl, baade skade Hamburg og gavne Danmark, og saadant noget er, som man veed, altid Vand paa min Mølle, da jeg ligesaa aabent og ærlig hader Tydskland, som jeg elsker Danmark, fordi man, trods al fø!som Sniksnak, umuelig af Hjertet kan elske sine Venner, uden at hade deres arrige Fiender, og fordi Tydsken, trods vort Ministeriums kiærlige Protest, altid har været og aabenbar er og altid vil blive Danskens arrigste Fiende. Jeg spidsede følgelig Øren og hørde med megen Fornøielse den kyndige Ordfører (Dr. Paulsen, alle oplyste Danskere vel bekiendt fra Rødding-Høiskole) med Klarhed udvikle, hvorlunde det ikke blot var den nærværende Krig, Slesvig-Holstenernes Arrighed, alle Tydskernes Knuder og vort kun alt for velgrundede Nag til Hamborg, men at det er Verdens-Handelens naturlige Gang, Danmarks Beliggenhed, Udførsel og Indførsel, og aabenbare Fordeel, der henviser os til, saavidt mueligt, at skiære op med Hamborg og knytte varig Forbindelse med London.

✂ Vel forstaaer jeg mig ikke mere paa Handel og Søfart, end enhver Dannemand, der med aabne Øine har seet ud over Sundet, og seet sig om i Kiøbenhavn, i Hamborg og i London, og vel sætter jeg ikke større Priis paa godt Kiøbmandskab, rede Penge og store Pakhuse, end enhver anden gammel Skjald og Bogorm, født og fostret ved »Bølgen blaa«, og nogenlunde velbekiendt med de »lange Reiser« ikke blot af Kolumbus og Gama, men af Menneske-Aanden i Tidernes Løb fra Tyrus og Sidon, over Pisa, Genua og Venedig, til Amsterdam og London, men det er allerede Nok til med levende Deeltagelse at høre paa al Tale om Handel og Søfart, der ikke, som »den Tydske Flaade,« seiler i Luften og seirer i Maanen, men regner paa Landet og peger paa Vandet og priser Erfaring, som den bedste Styrmand baade med og uden »Patent«.

✂ Som det gaaer blandt Mennesker til begge Sider, at det ene Ord tager det andet, saaledes fik jeg ogsaa Drift til at afløse Taleren, da han var færdig, og skiøndt jeg havde intet at tilføie, skiænkede dog de samme Tilhørere mig venlig Opmærksomhed, mens jeg stræbde at vise, at Løsrivelsen fra Hamborg og Tydskland og den nærmere Forbindelse med Engeland og London vil i alle Maader være ligesaa historisk som naturlig, og, langtfra at afbryde Danskens rette Løbebane, netop paa den gode, gamle »Vei til Roes og Magt«, ved Hjelp af Nordens Aand og Danmarks Lykke, føre os til Maalet, saa værdigt og ønskeligt 178 et Maal, som det undtes noget Arildsfolk paa hele Jordens Kreds at øine og at naae.

✂ Endelig sluttede en Rigsdagsmand og Herremand fra Jylland (Justitsraad Tang fra Nørre-Vosborg) fast i Sadelen medSmlil om Munden, den Danske Aften-Underholdning med et sikkert Overblik af den Handel (Studehandelen), der nærmest krævede og kraftig vilde fremme Dampskibs-Forbindelsen med Engeland, og seent paa Aftenen bød vi hverandre Godnat, med det fælles Ønske, tit at mødes til saa lys og smuk en Vinteraften i den »Danske Forening«.

✂ Først aftalde vi imidlertid i en Hast, at vi vilde giøre det Lidt vi kunde til en snar Iværksættelse af den frugtbare Tanke, der, ved at fattes med Varme og oplyses fra flere Sider, var blevet os alle baade kiærere og klarere, og i Forbigaaende yttredes det som et fælles Ønske, at vi ogsaa paa Papiret kunde faae et Minde om den Danske Aften og et Tegn paa hvad der rørde sig i den »Danske Forening«.

✂ Netop fordi jeg er en gammel Bogmager af Handværk, er jeg tit nærved at fortvivle over mine egne og al Verdens Bøger, som har gjort Ordets Tempel til en Augias-Stald, det er et sandt Herkulisk Arbeide at rense, derfor var det Sidste naturligviis, hvad der mindst tiltalde mig efter den lille Fest for Danske Munde og Øren, saa dertil sagde jeg ikke »Hyp« men »Hum«, saameget mere, som Rigsdagen tager min Pen, snart mere end min Mund, i Beslag, men da det dog gaaer med Bogormen, som med enhver af os, at han bliver senest sig selv kvit, om han end umager sig dermed, og da vi har »Stilstand« Nok, uden at »Danskeren« skulde forøge den, saa faldt det mig ind imorges, at jeg dog maaskee her engang, hvad sjelden lykkes, kunde slaae to Fluer med eet Smæk, saa den Danske Aften kastede sin Skygge paa Papiret, og »Danskeren« dog med det samme, som en Dag ved Nyaarstid, rykkede »et Hanefjed« videre.

✂ Vel kan jeg ingenlunde bagefter gribe Ordene i Flugten, som de fulgdes ad i den Danske Forening, der kun giør sig selv under Spillet paa Læberne, men, hvad, det kan jo Hurtig-Skriverne ikke heller, som jeg daglig seer i Rigsdagstidende *), og hvad **) Det Sidste af det Slags, jeg saae i Rigsdagstidende, var besynderligt nok, for da man ikke kunde rime »Protokollens« og »Tidendens« stridige Regning af Rigsdagens Møder med hinanden, gjorde jeg den jævne Bemærkning, at »da Protokollen ikke kunde rettes efter Rigsdagstidenden, fik vel Rigsdagstidenden at rette sig efter Protokollen« men det maa vel være blevet opskrevet med »sympathetisk« Blæk, siden det slet ikke er at spore. 179 det igrunden var, jeg nogenlunde fik sagt forleden Aften, det har jeg tygget Drøv paa saa længe, med Bogen for Øie og Pennen bag Øret, at det maa jeg sagtens knnne beskrive, saa jeg vil kun ønske, at Beskriveisen maa finde ligesaa velvillige Læsere, som Ordet fandt Tilhørere!

✂ Saa vil jeg da nu betroe Læseren, hvad jeg dels husker og dels tænker jeg sagde, fordi det er hvad jeg baade Morgen og Aften tænker om Løsrivelsen fra Tydskland og Forbindeisen med Engeland, som et nødvendigt Skridt ved det Danske Folks Overgang fra Døden til Livet.

✂ Naar Talen er om, saa vidt og saa snart som mueligt, i Handels-Sager at frigiøre os fra den Afhængighed, hvori vi kun alt for længe har staaet til Hamborg, da maa man ikke tænke, at dette er noget Splinternyt, man foreslaaer, enten blot for Krigens Skyld, der i alle Maader giør Forbindelsen med Hamborg besværlig, eller af Nag til Hamborg, der under det Slesvig-Holstenske Oprør har viist sig som en af Danmarks arrigste Fiender, nei, dette er kun, hvad der nøder os til, enten vi vil eller ikke, at tænke paa andre Handels-Forbindelser, thi selv om vi levede i den dybeste Fred og fandt al det Venskab i Hamborg, som kan boe i Tydske Kræmmer-Sjæle, saa burde vi dog for vor egen Skyld, til vor egen Handels og Virksomheds Fremme, stræbe at løsrive os fra Hamborg og træde i levende Forbindelse med London.

✂ Hamborg er nemlig en af de gamle Hansestæder som, med Lybek i Spidsen, i den senere Middelalder, under Danmarks dybe Fornedrelse, efter de store Valdemarers Dage, bemægtigede sig hele Mellem-Handelen baade i Østersøen og i Nordsøen, og den Magt, som den Hamborgske Børs indtil nu har udøvet over os og hele vort Norden, er kun en Levning af Hansestædernes Handels-Tyranni, som vi allerede under de første Oldenborgske Konger begyndte saa smaat at bekæmpe, ved at aabne vore Havne for Hollandske og Engelske Skibe.

✂ Dette var kun en svag Begyndelse, men dog en Begyndelse til, hvad Væxten af Danmarks Søfart og Handel giennem tre Aarhundreder maa opmuntre og hvad Krigen og Hamborgernes aabenbare Fiendskab skal drive os til at fuldende.

✂ Dette vilde jeg blot i Forbigaaende berøre, for at minde orn, at Dampskibsforbindelsen med Engeland og vore Produkters Udførelse lige til det store Verdens-Marked, som dermed uberegnelig vil lettes, er intet Kastel i Luften, men en følgelig Sag, 180 naar vi paa en fornuftig Maade vil stræbe at giøre os vor Beliggenhed, vore Kræfter og vore naturlige Hjelpekilder saa nyttige, som mueligt.

✂ Hvad jeg derimod vilde udbede mig deres Opmærksomhed for, er den Betragtning, at det er ingenlunde blot for Handelens og hvad man kalder »Profitens« Skyld, vi af alle Kræfter skal stræbe at løsrive os fra Tydskland og træde i levende Forbindelse med Engeland, men at det er til vor store Fordeel i alle muelige Henseender.

✂ Naar vi saaledes betænker, hvad Indflydelse det sædvanlig har paa et lille Folk, og i Særdeleshed paa det lille Danske Folk, at knytte sig til et af de store Verdens-Folk, da er det især Munden, Pennen og Stats-Indretningen vi maa have for Øie, og hvilken giennemgribende Indflydelse vor lange og tætte Forbindelse med Tydskland og Tydskerne har havt baade paa vort Tungemaal, vor Skrift, vor Tankegang og vore borgerlige Indretninger, det er baade klart og beklageligt nok, saa det vil jeg iaften ikke søge nøiere at udvikle, men kun giøre opmærksom paa den uberegnelige Vinding, det vilde være for os i alle disse Henseender at løsrive os fra det Tydske og knytte os til det Engelske.

✂ Skal vi ikke have mere Skade end Gavn af Bekiendskabet med fremmede Tungemaal, Literaturer og Indretninger, da maae vi vistnok først og fremmerst kiende og skatte vort eget, som vi jo, ved Forbindelsen med de Fremmede, ikke vil miste, men benytte, og forbedre eller forøge, og det er i denne Henseende af høieste Vigtighed, at vi ikke anseer vort eget for mindre end det virkelig er, men besinder os paa, at Dansk og Svensk og Norsk er ligesaavel Dele af et Nordisk Heelt, som Sachsisk og Frankisk og Svabisk er Dele af det Tydske eller Engelsk og Skotsk af det Stor-Britanniske, saa at, skiøndt vor Norden ikke udgiør et saadant politisk Heelt, som Stor-Britannien er, og som Tydskland indbilder sig, det ved et Pennestrøg kan blive, saa er dog vort Norden i Henseende til Sprog, Literatur og naturlig Tankegang, ligesaa nær og kanskee nærniere naturlig forbundet, og jeg vil lægge til, at skiøndt vort Norden er langtfra at tælle saa mange Kroppe, som Stor-Britannien, end sige da, som det grændseløse Tydskland, saa kan Nordens Aand dog godt maale sig med hvilken af de andre saakaldte Folke-Aander, man vil nævne.

✂ Paa den anden Side maae vi imidlertid indrømme, at selv naar det Nordiske Forbund, som vi savne, baade indvortes 181 og udvortes var i fuld Virksomhed, selv da maatte det lille Danmark, der immer har et eget Forhold til den store Verden, nødvendig knytte sig nærmere til et af de store Folk, hvis Sprog, Literatur og Indretninger maa vinde stor Indflydelse paa os, og nu siger jeg, vil det være os til ligesaa meget Gavn at knytte os til Engelænderne, som det har været os til Skade, til hardtad ubodelig Skade at knytte os til Tydskerne.

✂ Sammenligner vi nemlig først Sprogene, da maae vi ikke alene finde, at det Engelske Sprog, trods alle de fremmede Ord, Det mere har belæsset sig med end optaget i sig, ligger igrunden vort Modersmaal langt nærmere end det Høitydske, men, hvad der er det vigtigste, at, om det end lærdes i alle vore Skoler og laae alle vore Skibsfolk og Kiøbmænd paa Tungen, kunde det dog aldrig blive farligt for vort Modersmaal, medens derimod en sørgelig Erfaring har lært os, at vort Modersmaal kun ved et stort Vidunder har undgaaet at fortrænges af det Høitydske baade i Kirken og Skolen og i hele den dannede Kreds af Folket. Dog det Sidste har jeg før stræbt at lægge dem paa Hjerte, og vil iaften ikke dvæle ved, da jeg er vis paa, at om De end kan mene, jeg har overdrevet baade Skaden, som Høitydsken har gjort vort Modersmaal, og Faren hvori dette endnu svæver under Høitydskens Formynderskab, saa indseer dog enhver oplyst Dannemand, at Høitydsken baade har været Dansken saa skadelig og er den endnu saa fiendsk og farlig, at vi helst, naar det var mueligt, maatte skye al Berørelse med den.

✂ Med Tungemaalet staaer, som vi veed, Skriftsproget og hvad vi i det Hele kalde Literaturen i uadskillelig Forbindelse, og jo mere Læsningen tiltager, des mægtigere bliver nødvendigviis det Folks Literatur og Tankegang paa os, hvis Sprog vi hyppigst lære og hvis Bøger vi flittigst læse og oversætte, og i denne Henseende giælder ikke blot hvad jeg har sagt om Sprogene, saa den Engelske Literatur ligger os igrunden meget nærmere end den Høitydske, men den er ogsaa langt rigere og elendommeligere, kan og vil derfor, naar vi give den Fortrinnet, blive os ligesaa gavnlig og fornøielig som den Høitydske I det Hele har været os kiedelig og skadelig.

✂ I den Engelske Literatur er nemlig, ligesom i det gamle Norden, Poesi og Historie det Overveiende, og overgaaer saa langt alt hvad den Høitydske har af det Slags, at det er som Dag mod Nat; thi i den Høitydske Literatur er aabenbar det 182 Spænglærde og Grublerierne Hovedsagen, medens hardtad hele Resten af den uhyre Tydske Bogdynge er Vrag eller Rov eller dog Laan fra Engeland, Frankerig og al Verden. Ligesaa megen Sands som vi Danskere nu naturlig har for Poesi og Historie, hvorpaa vi derfor ogsaa forholdsviis selv er rigest, ligesaa stor Lede har vi af Naturen til det Spænglærde, Høitravende og Indviklede, saa i den Høitydske Lærdom og Viisdom, hvortil vi hverken har Lyst eller Anlæg, vilde vi, trods alt vort Slid og Hovedbrud, altid blive Stympere og Fuskere, altid blive Skoledrenge med den Høitydske Skolemesters Dundren om vore Øren og Riis over vore Fingre.

✂ Sammenligner vi endelig det Borgerlige Selskab med Dets Love og Indretninger i Engeland og i Tydskland, da er her netop det samme Forhold, saa Høitydskerne har den nagelfaste Grille, at Vorherre har skabt Verden reent galt, saa de maae see til at faae den skabt om efter deres Hoved og rene Fornuft, medens Engelskmanden tager Verden, som den er og stræber at giøre sig den saa nyttig, som mueligt, og vel kan det nu godt være sandt, baade at Engelskmanden let giør sine Fingre for brede, og at han tager lidt vel plump paa mange fine Spørgsmaal, men vist er det, at han faaer immer noget for sin Umage, mens Tydskeren igrunden kun faaer en lang Næse.

✂ Herover veed nu vel den ægte Høitydsker temmelig godt at trøste sig med den faste Formening, at, trods Erfaringens Gienstridighed, har han dog igrunden Ret, og maa, om det end skulde vare Millioner Aar, dog omsider ogsaa aabenbar faae Ret; men vi Danskere, som har ladt os tage paa Slæbetoug af Tydskeren, uden med ham at kunne leve af »Ideen«, vi vil unægtelig befinde os meget bedre ved en fri Efterligning af Engelskmanden, hvorved vi, om vi har dybere Følelse for det Høiere, vil undgaae hans grove Misgreb.

✂ Spørger vi saaledes Tydskeren om, hvad der nu netop med Rette ligger os paa Hjerte, hvordan vi skal faae og beholde den borgerlige Frihed, vi saa høit trænge til, da holder han os en lang Præken eller Forelæsning om den store Strid mellem »Frihed og Nødvendighed«, og indskærper os, at al udvortes Frihed er kun et Blændværk, naar den indvortes fattes, og at derimod den fri Sjæl kan lee ad alle Tyranner, da den indvortes Frihed er en utabelig Skat og den udvortes legemlige Trældom for den fri Sjæl kun et tomt Skin, der i alt Fald snart forsvinder med Døden. Denne Høitydske Viisdom, hvorefter Den giør os snarest og vissest frie, som slaaer os ihjel og befrier 183 os derved baade fra Legemets Fængsel og al legemlig Trældom, den Viisdom kan umulig fryde eller trøste nogen Dansker, og spørger vi derimod Engelskmanden tilraads, da finder vi maaskee nok, at han tager lidt vel grovt paa det fine Friheds-Spørgsmaal, men vi maa dog ogsaa finde, at der er immer Mening i hvad han siger og mere virkelig Frihed i hans Kreds end i nogen anden.

✂ Man veed saaledes nok, at Engelskmanden sædvanlig peger paa den saakaldte »Habeascorpus-Akt« som sin Friheds faste Grundvold, og hvad det betyder, som er at have sin Krop i sin Magt, betragter han virkelig som det Væsenlige ved Friheden, men hvormange Betænkeligheder vi end med Rette kan have ved hans korte og haandfaste Begreb om Friheden, saa er det jo dog ganske rigtigt, og er især i de sidste halvandet hundrede Aar klarlig seet i Engeland, at hvor man kun virkelig har sin Krop i sin Magt, saa man hverken skal lystre Trommeskindetr eller kan smides i Hullet paa en Vare, men kan frit flytte og fare, tale og skrive og sysle med hvad man vil, naar man kun nogenlunde holder sig paa sit eget, der hersker en høi Grad af Frihed i alle Forhold, der blomstre alle fordeelagtige Handteringer, og naar der er en Sjæl i Kroppen, da har den under saadanne legemlig frie Forhold den ønskeligste Leilighed baade til at vinde Lys og Styrke, og til at røre sig frit i alle Retninger.

✂ Skulde vi nu, uagtet alt dette, være bange for aandelig at løsrive os fra Tydskland og knytte os til Engeland, da maatte det ene være, fordi Tydskeren havde været vor første Fosterfader, som skaffede os hvad Lys og Dannelse, vi hidtil naaede, saa vi maatte frygte for, at hvor haard en Tugtemester, vi end siden fandt i ham, var han dog den eneste, der forstod at tiltale og bevæge os, og dette er vist nok en Indbildning, som ikke blot Høitydskeren kalder en unægtelig Sandhed, men som mange Danskere antager for en Troes-Artikel, det var Synd at kalde i Tvivl; men kiender vi vor egen og Nordens gamle Historie, da veed vi dog, at den Indbildning er grundfalsk. Da veed vi nemlig, at alt i Hedenold, mens et uigiennemtrængeligt Mørke rugede over det store Tydskland, da herskede der i det lille Danmark og i hele vort Norden, en forholdsviis lys og ædel Anskuelse af hele Menneskelivet, høirøstet i Sang og frugtbar paa Storværk og paa et priseligt Eftermæle, og da veed vi fremdeles, at det var vore Nærpaarørende, Anglerne fra Jylland og Slesvig, 184 som baade gav England sit Navn og blev de store aandelige Mæglere mellem Syden og Norden, mellem Oldtiden og Nyaarstiden, mellem Christendommen og det Nordiske Hedenskab.

✂ Ja Engelskmanden er fra Arildstid Danskerens næste Frænde, Anglerne var de eneste Udflyttere fra Norden, som nogenlunde bevarede deres Modersmaal, og det var dem, som først vovede at giøre deres Modersmaal til Skriftsprog, dem, som udbredte Christendommen baade til Tydskland og Norden, dem, vi Danskere i Knud den Stores Tid fik til vore aandelige Fosterfædre, dem, vi maae takke for den gamle Islandske Literatur, dem, vi skylde al vor naturlige Udvikling til Valdemarernes Dage.

✂ Og veed vi nu kun dette, veed vi, at det kun var under Danmarks folkelige Slummer og Dvale, at Tydskeren blev vor strænge Tugtemester, der lod sig lige saa godt betale for sin aandelige Umage med at sætte Hoved paa os, som Hansestæderne for at lære os ret Kjøbmands-Brug og Regning paa Lybsk, da vil vi nu ligesaa lidt være bange for aandelig at løsrive os fra Tydskland og knytte os til Engeland, som vi er for at skiære op med Hamborgerne og selv fare paa London med vort Korn og Kiød og hvad vi ellers har at undvære, og der tage de fremmede Vare, os lyster, fra første Haand til den billigste Priis; thi vi vil finde, at det ene svarer til det andet, som det Indvortes til det Udvortes hos alle ærlige Folk, saa i Engeland finder vi i alle Maader Guld og i Tydskland en Regning uden Vært.

✂ Tydsk ligner en rumlende Stridsvogn paa en slem Steenbro, Engelsk ligner et dybt stikkende og ladet Dampskib i strygende Fart, og Dansk ligner en Storbaad med Aarer og Seil, høi og lav, som Bølger gaae, tit kun alt for stille, men dog immer kiøn og let og flydende; og naar vi tænker os Baaden enten paa Stenene bagefter Vognen, eller paa Havet bagved Skibet, da seer vi Forskiellen paa vor Forbindelse med Tydsk eler Engelsk.

✂

Overgangs-Tiden i Danmark.
II.1

✂ Stænder-Tiden er forbi, nu skal Folke-Tiden komme, det er igranden Nutidens Løsen i hele Christenheden, blandt alle dem, der ønske Fremskridt eller raabe dog derpaa, men deels er Begreberne baade om »Folk« og »Stænder« sædvanlig meget dunkle og forvirrede, og deels tager de mærkelig feil, som mener, at den Sætning »Stændertiden er forbi, nu skal Folketiden komme«, den behøver kun at udraabes i en saakaldt Folke-Forsamling, saa er det klart, ligesom da manraabdefra Borg-Svalen: Christian den Ottende er død, længe leve Frederik den Syvende! Skal derfor hos os, hvad der er mit inderligste Ønske, Stændertiden virkelig afløses af Folketiden, da maae vi deels gjøre os det tydeligt, hvad Meningen maa være, naar det skal gaae godt, og deels lære at give Tid, thi ligesaalidt som Rom blev bygt paa een Dag, ligesaalidt kan et heelt Folk, selv om det fødtes paa een Dag, blive voxent med det samme.

✂ Skal vi nu faae et tydeligt Begreb om Stændertiden, da maae vi gaae tilbage til dens Oprindelse, som falder i den Fortid, vi kalde Middel-Alderen, og afløste da allevegne, kun meer eller mindre, en Vrimmel-Tid, Oprørs-Tid, Rov-Tid, Sværd-Tid, eller hvad man vil kalde den forstyrrede Tid, som, under og efter det Romerske Keiser-Riges Opløsning, frembragde det store Virvar baade i Italien, Spanien, Frankrig, Engeland og Tydskland, hvor der indvandrede hele bevæbnede Folkeskarer, som for det meste underkuede de gamle Indbyggere og reves saa indbyrdes om Byttet. I disse Lande var det en Nødvendighed, naar der skulde blive nogen Rolighed, Sikkerhed og Orden, at de, *1Danskeren 2. Aarg. Nr. 6. Den 17. Februar 1849. Stykke I, som her ikke medtages, findes i Nr. 4. I Nr. 9 følger Stykke III. 186 som følde sig nærmest forbundne, ved fælles Tænkemaade, Sysler og Fordeel, maatte slutte sig sammen, saa tæt som mueligt, til der fremkom en vis Ligevægt, ved det, den ene Kniv nogenlunde holdt den anden i Skeden, og saaledes fødtes og opvoxde da de tre berømte Stænder: Præste-Standen, Adel-Standen og Borger-Standen; thi udenfor vort Norden hører man intet til Bonde-Standen, førend seent i Middel-Alderen, da man mellem Alpe-Bjergene, i det saakaldte Scirweits, pludselig opdagede, at der ogsaa af Hyrder og Agerdyrkere kunde danne sig en egen Stand, som det for alle de andre Stænder ei var nemt at holde Stangen.

✂ Herom kunde være meget meer at sige og især at skrive; men jeg vil bryde overtvært, for at det ikke her skal gaae mig, som det sædvanlig gaaer os Danskere, naar vi kommer til at betragte Tydskere og andre stormægtige og stortalende Folk, at da glemmer vi os reent selv, eller dog nær ved at tabe baade Næse og Mund, over alt hvad vi seer og hører, som vel ingenlunde er bedre, men synes os dog meget baade klogere og større og mærkværdigere end hvad vi har hjemme hos os.

✂ Her i vort Norden: i Danmark, Sverrig og Norge, der jo, ligesom Tydskland, Frankrig, Spanien og Stor-Britannien, maae betragtes under eet, skedte i Middel-Alderen ingen Indvandringer, men herfra skedte netop de store Udvandringer, den Gothiske, den Angelske og den Normanniske, som gav det øvrige Europa sin ny Skikkelse, saa herinde var Stændertiden ingen saadan klar Nødvendighed, som i de andre Lande, og man kunde snart tænke, at vi havde faaet Stænderne, ligesom saameget andet, blot af den Sygdom, vi har, at ville efterabe Tydskerne og andre fornemme Folk, men skiøndt det unægtelig har gjort meget til, at vi fik en slem Stænder-Tid, saa var dog Stænder-Tiden ogsaa hos os uundgaaeiig i Middel-Alderen, for da gik det i det Hele, ligesom det sædvanlig gaaer i det Enkelte med os alle, mens vi er midaldrende: mellem de Tredive og Treds, at da tager vi til ægte, og lader os tage til ægte, bygger og planter, kiøber og sælger, avler Børn og samler Penge eller sætter dem til, kort sagt, vi har saa travlt med os selv og alt hvad vi nærmest kalde vort eget, at vi er nær ved derover at glemme alt andet, med mindre det enten er Vand paa vor Mølle eller staaer os iveien, saa vi enten lokkes til at forliges eller drives til at drages med det. Ligesom vi derfor alle i dette Tidsrum af vort Liv fristes til at glemme baade vort Fædernehus, vor Moders Raad og vore Barndoms-Venner, 187 saaledes fristedes alle Folkene i Middel-Alderen til at glemme baade deres Fæderneland, deres Modersmaal og deres Arildstanker, som dog udgiør hele det Fællesskab, der giver Folkene deres eiendommelige Præg og forener Kræfterne til samlet Virksomhed og folkeligt Storværk.

✂ Uagtet det derfor var en fremmed Skikkelse, Stænder-Tiden fik hos os i Middelalderen, med en Præstestand, der skulde besørge alt det Aandelige, en Adelstand, der skulde styre og forsvare alt det Verdslige, og en Borgerstand, som skulde drive hele Handelen, Søfarten og Handværkerne, ja, uagtet disse Stænder hos os for en stor Deel kom til at bestaae af fremmede Præster, Adelsmænd og Handværkere, saa trængde vi dog ogsaa til noget saadant, og det var kun Skade, at Bonde-Standen af Selveier-Gaardmænd, som i vort Norden fremtraadte baade tydelig og mægtig nok, dog ikke kunde holde Pinen ud, men tabde sig næsten ganske, ligesom andensteds, i den uændsede Mængde eller Almue, der syndes kun at være til som Huusdyr for de andre Stænders Skyld.

✂ Det Sidste var især Tilfældet i Danmark, thi i Sverrig har Bonde-Standen dog hele Tiden beholdt Sæde og Stemme, om end ikke synderlig Indflydelse paa Rigsdagen, og i Norge, hvor Adelstanden tidlig uddøde, har Odels-Bønderne bestandig udgjort Rigets Styrke, og har nu de fleste Stemmer paa Storthinget, saa naar de ikke fattes det store Ord, da kan de godt føre det.

✂ Saameget til Oplysning om den gamle Stænder-Tid fra Middelalderen, hvoraf der igrunden, især hos os, kun er Skyggen tilbage, hvormed det er Daarskab at kæmpe, men der har udviklet sig en ny Stænder-Tid, der, ligesom Pharaos magre Køer, har slugt den gamle og blev dog ikke feed, ja, kan kun under meget gunstige Omstændigheder, som i Holland og Engeland, blive feed paa den ene Side, mens den er skindmager paa den anden, hvad baade seer vanskabt ud og varsler for en brad Død.

✂ Disse nye, uægte Stænder er nemlig Embeds-Standen, Krigs-Standen og Handels-Standen, hvortil i Engeland og andensteds, men dog, Gud skee Lov, ikke i Danmark, kommer Fabrik-Standen eller Maskineriet, der, saavidt mueligt, vil afløse baade Bonden og Handværkeren, ligesom Handels-Standen det hele Borgerskab, Krigs-Standen Adelen, og Embedsstanden Geistligheden, og det er hvad vi maae komme bort fra, naar vi skal naae Folketiden paany, som i Norden maa kunne 188 lykkes, men det er dog paa ingen Maade saa nemt, som man tænker.

✂ Uden nemlig at tale om Fabrik-Standen, der bogstavelig tager Brødet af Munden og aandelig piner Sjælen ud af Livet paa Folk, saa er baade Embeds-Standen, Krigs-Standen og Handels-Standen igranden slet ikke nærende men tærende, og maatte da tilsidst blive fortærende, saa, hvor de skal være Drive-Hjulene, der bestaaer Riget, eller, som det i de nye Stænders Tid altid hedder, Staten, hverken i Folket eller for Folket, men kun paa Folkets Bekostning og til Dets Ødelæggelse.

✂ Men førend vi gaaer videre og søger at giøre os tydeligt, hvordan vi kan gaae over fra en saadan uægte Stænder-Tid til en ægte Folke-Tid, da maae vi først see til at blive os bevidst, hvad og hvor Folket er, da vi ellers staaer Fare for at opløse alt i en Vrimmel og et Virvar, som netop er den Afgrund, hvorfra den gamle Stænder-Tid frelste, men hvortil den ny Stænder-Tid vilde føre os.

✂ Giennem hele Middelalderen, og især i den uægte Stændertid, er det nemlig hardtad reent gaaet ad Glemme, hvad et Folk egenlig er, saa vi var maaskee aldrig mere kommet efter det, hvis vi ikke havde saa gode Efterretninger fra den gamle Folketid, at de kan være os et Speil, men saadanne gode Efterretninger staaer os Danskere paa to Maader aabne, saa for os vilde det være en dobbelt Skam, om vi ikke fik et ægte Folke-Begreb. Vi har nemlig ikke blot, som alle Høiskole-Børn, de latinske, græske og ebraiske Bøger mellem Hænderne, hvori vi kan stave os til, hvad det var, der oprindelig skabde Folk og grundfæstede Riger, men vi har ogsaa en Følelse af, at vi selv fra Arildstid har udgjort et Folk af fælles Byrd og Blod, med samme Modersmaal og Fæderneland, saa naar vi gaaer i os selv, kan vi ikke tvivle om, at dette Fællesskab, som gjorde Ebræer og Græker til navnkundige Folk, det er hvad der til alle Tider vil være Grundvolden og Vilkaaret for ægte Folkelighed. Naar vi altsaa vil vide, om der endnu er et Dansk Folk, da behøver vi kun at spørge, om der i Danmark er en gammel Befolkning, der holder fast paa Dansken som sit Modersmaal og paa Danmark, som sit Fæderneland, og at der er en heel Deel i Danmark, som giør det, veed vi alle, saa Spørgsmaalet bliver kun, om de er stærke, villige og modige nok til at forsvare Modersmaalet og Fædernelandet.

✂ Her seer vi strax, at vor Overgangs-Tid tillige er en ægte Prøve-Tid, da Kampen med Tydskerne om Slesvig eller 189 Sønder-Jylland ret aabenbar er en Kamp baade for det Danske Modersmaal, som Tydskerne forhaane og har stræbt af al Magt at fortrænge, ogfor Danskernes Fæderneiand, som fra Arildstid harhavt Eider-Strømmentil Syd-Grændse, og kan umulig taale, at Slesvig indlemmes i Tydskland. Lod vi os derfor enten lokke eller true til at opgive Slesvig og slaae Haanden af de Danske Sønder-Jyder, eller kunde Tydskerne tvinge os dertil, da var det snart forbi med Danmarks Rige, og vi kunde spare Uleiligheden baade med en ny Grundlov og med folkelige Indretninger, thi naar et Rige opløses, da ophører Folke-Livet, og bliver Tydsken vor Herre, da faaer vi neppe Lov til at snakke Dansk uden i Krogene, og vi maae da vænne os til ved det Folkelige ikke at forstaae vor egen Danske Art og Drift og Tankegang, men det Tydske, altsaa det fremmede og fiendtlig modsatte. Har vi derimod Kraft og Mod og faaer vi Lykke til at forsvare vort Danske Fæderneland og Modersmaal mod deres Ærkefiender: Tydskerne, da har vor Folkelighed staaet sin Prøve og vil sikkert i alle Maader vise sin Ægthed, ved at optage alt Venligt i sig og støde alt Fiendtligt fra sig. Ligesom vi da vil vedkiende os alt hvad der var Dansk hos de gamle Stænder, det præstelige og adelige, saavelsom det borgerlige, saaledes vil vi ogsaa fralægge os alt hvad der er udansk i de nye Stænder, saavel det kræmmeragtige, som det tyranniske og slaviske, uden derfor at give Slip paa noget af hvad der kan tjene til at oplyse og ordne vore Danske Forhold, at beskærme og forsvare vort Danske Fæderneland, eller at fremme og nære den gavnlige Virksomhed, der i Danmark, som allevegne, er til fælles Bedste.

✂ Naar vi nu ved denne Oplysning betragter den nærværende og nærmest forbigangne Tilstand hos os, her i Danmark, da seer vi strax, at der har hersket og hersker endnu stor Forvirring baade i Tanke og Tale om Folket og Stænderne, thi ligesom man nys ved Folket sædvanlig kun forstod Almuen, saaledes begynder man nu at snakke om Rigsforsamlingen, som om kun den var Folket, eller skulde dog ene være i Besiddelse af alle Folkets Rettigheder, og naar Talen bliver om Stænder, da veed næsten Ingen ret Forskiel enten paa de gamle og de nye, eller paa de ægte og de uægte, eller paa hvad der, folkelig og borgerlig talt, kun er en Inddeling, og hvad der er en vilkaarlig Uddeling. Adel-Stand, Præste-Stand, Borger-Stand, Bonde-Stand, Embeds-Stand, Krigs-Stand, Handels-Stand, Lære-Stand, Handværks-Stand og Nærings-Stand, synes for de Fleste 190 hip som hap, undtagen forsaavidt som Præste-Tienden og det saakaldte fri Hartkorn giør en kiendelig Forskiel til Præsternes og Adelens eller Herremændenes Profit, og forsaavidt som Bonde-Standen hidtil ene har maattet bære Værnepligtens tunge Byrde. Ja, naar man taler om Toldfaget eller om Fattig-Væsenet, da seer man sædvanlig ingen Grund, hvorfor ikke de, der hører til et af disse, eller til Søevæsenet, ogsaa kunde kaldes en Stand for sig selv, og naar saaledes for vore Øine hele Befolkningen falder fra hinanden i lutter Stænder, da er det intet Under, at Folket bliver borte for os, saa vi synes, at skal det findes nogensteds, maa detenten være i Vrimmelen, som Ingen veed Tal eller Forskiel paa, eller i Rigsforsamlingen, som skal tale og stemme i Folkets Navn, og maa da vel ogsaa, som tydske »Stedfortrædere«, træde i Folkets Sted!

✂ At nu imidlertid et saadant Folke-Begreb er enten ligesaa tomt, som et Folke-Raad, der taler og stemmer i et Folks Navn, der ikke er at finde, eller ligesaa aandløst, som en Vrimmel af tobenede Skabninger, der kun udtrykker sin Villie i et forvirret Skrig og grunder sin Ret paa knytte Næver, det føler vi alle, og skiøndt det er baade nemt og rigtig sagt, at Folket er dem af alle Stænder og Afdelinger, som. føler og bekiender, at de har Byrd og Blod, Modersmaal og Fæderneland tilfælles, altsaa hos os alle ægte Danskere, saa synes man dog at være lige nær, da, efter manges Forsikkring, slet Ingen kan sige, hvem de er eller hvor de findes.

✂ Hertil skal man imidlertid dristig svare baade Venner og Fiender: I kan altsaa, som Tydsken siger, ikke see Skoven for bare Træer, thi hos os er Folket aabenbar nu alle Bønder og Bondevenner, saa det er meget nemt at see, baade hvad Folket er og hvor det findes, og Spørgsmaalet bliver kun, om dette Danske Bondefolk er værd at høre til, og, i saa Fald, hvordan Det maa stile sin Sag, for at bevise sin ædle Byrd, beholde sit deilige Fæderneland og udvikle sin jævne Tankegang paa det liflige Modersmaal?

✂ Dette vil nu vist nok de fleste Boglærde og Kiøbstædfolk kalde at overhugge Folke-Knuden istedenfor at løse den, og vel lægge til, at ved saaledes at ophøie den ringeste af alle vore saakaldte Stænder til Herredømmet, sætter man bogstavelig »en Bonde ovenpaa en Herremand,« men sæt ogsaa, at det var en Overhuggelse af den Knude, Ingen kunde løse, saa var det jo netop et saadant Vovestykke, som fortvivlede 191 Omstændigteder giør nødvendigt:, naar man ikke selv vil fortvivle med dem, fortvivle om det Danske Folk, Fæderaeland og Modersmaal, hvad jeg ikke vil, og veed, at de Danske Bønder og Bondevenner vil ikke heller. Vore Bønder, veed vi nemlig, høre i det Hele til Arilds-Folket og kiender intet andet Sprog end Danskernes Modersmaal, saa de har unægtelig ikke blot Indføds-Ret i, men Odels-Ret til Danmark, som deres Fæderneland, og de er baade saa mange og saa mandstærke, at de kan stille ligesaa stor og udvortes dygtig en Hær i Marken, som Danmark nogensinde har havt at forsvare sig med, og har virkelig i det mindste et Par Tusindaar forsvaret sig med, og da Bønderne er den eneste kiendelige Deel af Befolkningen, man med Sandhed kan sige alt dette om, saa maae nødvendig alle Danmarks og Danskhedens, Fædernelandets og Modersmaalets sande Venner være eller blive afgjorte Bondevenner, som ved Bøndernes Opkomst langtfra at finde sig udelukte fra Folket, føle sig hævede med Folket og baarne paa Dets Skuldre til et ønskeligt Maal, som det er selv de største Enkeltmænd ved egne Kræfter umueligt at naae.

✂ Hermed er det imidlertid ogsaa viist, at man ved at pege paa Bønderne og Bondevennerne som Folket, ingenlunde overhugger Knuden, men peger kun paa den Løsning deraf, som ingen Enkeltmand er voxen, men som Folke-Aanden selv er ifærd med, og som vel, da den er saare vanskelig, indtil videre maa synes tvivlsom, men opgives dog kun af Krystere, spottes og bagtales kun af Folkets Fiender.

✂ Vanskeligheden ved, at de Danske Bønder, som klarlig er det Danske Folks Bund-Levning og Rigets Styrke, ogsaa klarlig med Æren kan blive Kiernen, hvorom alt det Folkelige samler sig, Skjoldet, bag hvilket Modersmaalet udvikler sig, og Sulen, hvorpaa Riget hviler, Vanskeligheden herved ligger nemlig ikke blot deri, at Bondestanden er blevet skammelig forsømt af de herskende Stænder, ligesom næsten alle Kronprindsers kongelige Opdragelse forsømmes af deres herskende Fædre, men at den tillige er blevet temmelig mishandlet af dem, som saamangen faderløs Kronprinds af herskesyge og egennyttige Formyndere, ja, som Frode Fredegod, efter Danmarks Krønike, af sine Formyndere, saa vore Bønder kommer nødvendig til Regieringen baade med en Vankundighed, der udsætter dem for alle muelige Misgreb og med et Nag til de forrige herskende Stænder, som frister dem til alskens Voldsomhed og Uretfærdighed. Her giælder det altsaa 192 om, at de Danske Bønder finder gode Venner blandt deres mere oplyste og dannede Landsmænd, og at de har baade Ydmyghed og Ædelmodighed nok til i Regelen at følge deres vise og velmeente Raad, og endelig at Lykken vil staae bi, saa Riget hverken i Overgangs-Tiden, mens alting vakler, overvældes af en overlegen Fiende, eller Folke-Dannelsen i sin Barndom forstyrres af en urolig og dyrisk Vrimmel, der ingensteds fattes, og har i vore Dage allevegne Lyst til at øve det eneste Storværk, den er istand tit, som er en stor, uhyre Udaad og grændseløs Ulykke.

✂ Her seer man Vanskelighederne, unægtelig store nok til, at ikke blot alle Krystere blegne og vende Ryg, men at ogsaa modige Mænd kan være tvivlraadige om, hvordan man skal bekæmpe og hvorvidt man tør haabe at overvinde dem; men har man selv et Dansk Hjerte og Dansk Oplysning, da fortvivler man dog ingenlunde om, at jo alle disse Vanskeligheder i Danmark baade kan og vil lade sig overvinde, endogsaa i langt høiere Grad end de mange Vanskeligheder, som fulgde med de forrige Omskiftelser og Overgange i det ældgamle Danske Folks Levnetsløb og det lille men dog i det Hele mageløs lykkelige Kongeriges Vilkaar. Det følger af sig selv, at i en Verden, hvor alle føle Drift til at holde med den Stærkeste, vil ogsaa de Danske Bønder i denne Tid finde mange saakaldte gode Venner, som hverken kan eller vil give dem gode Raad og som endnu mindre enten vil eller tør vove alt for at føre og lede og holde dem paa den rette Vei: Danmarks gamle Adelvei, mindre til »Roes og Magt« eller til Kløgt og Fiinhed, end til »Billighed, Fred og Glæde« i Folke-Aanden, som da af sig selv vil giøre det Danske Folk klogt paa sit eget Liv, og giøre gamle Danmark berømtere end det var nogensinde, og giøre det saa mageløs lykkeligt, som vi kan skimte, det var, fra Fredegod begyndte at male Guld paa sin Kværn, til Rolf Krage saaede de sidste Gran paa Fyrresvold!

✂ Dog, lad mig nu ikke igien gaae hen og giøre, som jeg pleier, og slutte en klar Udvikling med et Par dunkle Ord, der vel for mine Øine samler alt det Folkelige i sin rette Brændpunkt, men i de fleste Læseres Øine kaster alt tilbage i det gamle Mørkel Vist nok maa Grunden hertil, som ene ligger i den herskende Mangel paa Fortroelighed med Danmarks Krønike og det deri hvilende Billedsprog, ogsaa nødvendig hæves, naar vi igien skal faae en Fredegods-Tid, som den, hvorom der staaer i vor gamle Riimkrønike:

193

✂ Da stod Danmark i Blomster sin.
Alt som en Rose fager og fiin;

✂ men det kan kun skee efterhaanden, medens vi, naar det nogensinde skal skee, lige fra Begyndelsen maae føle, at hvad det Danske Hjerte kalder sit »Rødee-Guld«, det er hverken hvad man nu slaaes om i Kalifornien, heller ikke, eller endnu langt mindre, den strænge Retfærdighed, som Ingen af os kan taale, den falske Lighed, deri sine bedste Klæder (Uniformen) vilde kiede os alle fordærvet, og den dyriske Frihed, der nødvendig ødelægger alt Menneskeligt, men at det, som sagt, er Billighed, Fred og Glæde i det Danske Folks Aand, maaskee vel den mindste af alle Folke-Aander, men derfor ogsaa, som de meget smaae i Moder-Skiødet og paa Fader-Armen, den mildeste, ja, turde vel, menneskelig talt, netop være Mildheden selv, der, som Krøniken siger om gamle Kong Skjold, binder Bjørnen med sit Bælte, ja, som Nordens gamle Skjalde sang om Freia med Guldtaaren, styrer i Guld-Karmen Bjørne som Lam paa den jævne Adelvei over Sletten!

✂

Danmarks frugtbare Herlighed.1

✂ Byg og Bøg og Dannekvinder,
Det er Danmarks Herlighed,
Den forgaaer kun og forsvinder,
Naar paa Freias Lilje-Kinder
Længer ei Guldtaaren rinder
Fra Kiærminde-Øiet ned!

✂ Byggets Axekrands hin gule
Veies op med røden Guld;
Bøgen vinker trindt fra Thule
Alle søde Sanger-Fugle;
Dannekvinders Kaaber skjule
Jordens bedste Heltekuld!

✂ Danmarks Perle Sælland nævnes
Nu som alt i Hedenold,
Bygget meies, Bøgen stævnes,
Kvinder døe, men immer levnes
Spirer, som, naar alt udjævnes,
Bære dog de fleste Fold!

✂ Sønder-Jylland glemdes længe,
Hvor om Danmark Fugle sang;
Ingensteds dog bedre Drenge
Fødtes under Himmelsenge,
Til for deiligst Vang og Vænge
Høit at reise Lurens Klang!

*1Danskeren 2. Aarg. Nr. 8. Den 3. Marts 1849. 195

✂ Der, hvor Hellig-Bækken rinder,
Der, hvor Dannevirke stod,
Der med Freias Lilje-Kinder
Græde Guld nu Dannekvinder,
Der nu Fugle-Prisen vinder
Døttrene af Dannebod!

✂ Der, hvor længe Kæmper ranke
Giækkedes af Alfrik Dværg,
Men hvor nu med Klinger blanke
De sig kiækt i Fylking sanke,
Der, paa deres Skamling-Banke,
Heimdal har sit Himmelbjerg!

✂ Hornet gjalder, høit gienlyder
Bjerg og Bølger af dets Klang,
Havfru-Kiæden op sig skyder,
Under Dands i Sang udbryder,
Kvæder om, hvad det betyder.
Toner Danmarks Svanesang!

✂ Saaes Kornet, grønnes Skoven
Under Gjallarhornets Lyd,
Ruller Dønnet hen ad Voven,
Ventes Held og Kraft fra Oven,
Danmark, efter Norne-Loven,
Vinder Seir og høster Fryd!

✂ Da, mens Timeglasset rinder,
Varer Danmarks Herlighed,
Hjertets Engel let forbinder,
Med Livbaandet af Kiærminder,
Ætten god af Dannekvinder,
Klarer alt med Kiærlighed!

✂

Naaiebrev til de danske Muser.1

Mel. Komme hvo som komme kan;
eller:
Katten er mit Sødskendebara.

✂ Hvad er det, vi trænger til
Fremfor alt paa Sletten?
Det er hverken Lirespil
Eller Munkehætten,
Heller ikke Sølv og Guld,
Spanske Faar og Engelsk Uld,
Byg og Rug og Hvede.

✂ Endnu mindre er det Raps,
Eller Ruderdamen,
Viin og Mjød og bitter Snaps,
Allermindst Examen;
Dovenskab og Tyveri,
Har end ingen vi deri,
Den kan vi undvære.

✂ Det er ikke Folk engang,
Med og uden Bøsser,
Ei hvad man har kiært i Vang,
Kiøber eller kysser!
Det er ikke Gryn og Flæsk,
Det er ei Latin og Græsk,
Tydsk endda langt mindre!

*1Danskeren 2. Aargang Nr. 27, den 14. Juli 1849, indeholder dette Naaiebrev og de følgende Danske Krigssange og Dansk Seier-Sang. 197

✂ Det er ikke Folkeaand,
Evner og deslige,
Det er ikke Konstnerhaand,
Eller Tonestige!
Det er ikke Skrald og Skum,
Det er ikke Hjerterum
Selv for Gribbeniller!

✂ Det er ikke Torsk og Aal,
Eller Pælemaale!
Det er ikke Hovedkaal,
Eller Knappenaale!
Kommer alle dog ihu!
Det er Naalens rette Brug
Alle vide Vegne!

✂ Mester Synaal! bliv ei vred!
Du er uundværlig,
Men har og, saavidt jeg veed,
Brugt dig ganske ærlig;
Det er Jomfru Knappenaal,
At forstaae paa Asamaal,
Som maa bedre bide!

✂ Kommer alle Piger smaa!
Prikker os med Naale
Fra vor Haartop, gul og graa,
Ned til vor Fodsaale!
Lattermildheds Naalespil,
Det er hvad vi trænger til
Fremfor alt paa Sletten!

✂ Sidde godt og ligge blødt,
Falde let i Staver,
Gaae i Søvne, snakke dødt,
Og faae tykke Maver,
Det er vor Ulykke nu,
Naar ej Naalens rette Brug
Det betids forbyder!

198

✂ Derfor, Systre til de Ni,
Som ei Tydsken tæller!
Bruger al jert Stikleri
Nu jo før jo heller!
Prikker os paa langs og tvers,
Helst med løierlige Vers,
Spydige tilmaade!

✂ Synger, hver en Muselil!
For os Kæmpevisen
Om den Ridder Ællevild,
Som for os brød Isen,
Som i Ælvehjem forsvor
Dannemark med Danske Ord,
Møen sin tillige *)!

✂ Lægger til: i Tydskiand er
Eders Klæder skaarne,
Skrifter kun, at ogsaa der
I er født og baarne!
Nægter alle Danske Øer!
Nægter alle Danske Møer!
Nægter Modersmaalet!

✂ Naar I synger for os saa,
Sidder vi paa Naale;
Det er hvad vi kan forstaae,
Meer end vi vil taale;
Da til Løve vorder Lam!
Da faaer Tydsken Last og Skam!
Da faaer Dansken Vinger!

✂ Rædsom vel at tænke paa
Er vor grumme Vrede,
Værre dog for Muser smaa
Kalde er end Hede;
Kun, saavidt som jeg kan see,
Tusind Kys, lidt fleer kanskee,
Eder det vil koste!

**) Hvem der ikke kiender den mærkværdige Kæmpevise om Hr. Vismer i Ælvehjem, kan finde den i »Danske Kæmpeviser til Skolebrugs 1847.

✂

Danske Krigssange.

✂

Dansk Seier-Sang.

Mel. Danmark deiligst Vang og Vænge.

✂ Kæmpe-Viser! Kæmpe-Høie!
Valhall sølvertakt!
Længe holdt med eder Øie
Hjarne, som paa Vagt,
Om fra eders dybe Dale,
Om fra Valhalls dybe Sale,
Os til Hjelp i Kamp med Døden
Kom en Ven i Nøden!

✂ Tak, for I holdt Tro og Love!
Nu er Sagen vis,
Nu i Visse, før i Vove,
Som ved Frederis!
204 Did I sendte Holger Danske,
Han tog op den tydske Handske,
Han slog Trolde ned som Torden,
Thor med Lyn fra Norden!

✂ Roes forsmaaed Kæmpe-Aanden,
Altid seierrig,
Trykked Rye ømt i Haanden,
Tog ham hjem med sig;
Dog, som Drot i Nørreleden,
Ham med Ære fulgde heden
Firehundred Danesvende,
Hver med Blus ihænde!

✂ Olav fra de Norske Fjelde!
Olav Danekiær!
Du, som Holger i sin Vælde
Gik med Storværk nær!
Du, som fulgde ham tilbage,
Vilde ei vor Roes modtage!
Mindes skal med dine Svende
Du til Verdens Ende!

✂ Og naar atter Hjarne kvæder:
Danmark er i Nød!
Tydsken praler! Moder græder,
Drages med sin Død!
Raab da ud i Odins Sale!
Væk da Holger op af Dvale!
Beed ham ingen Tid at spilde,
Saa han kom forsilde!

✂ Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa!
Synge skal nu sødt i Enge
Dine Blomster smaa:
Holger Danske, trods de Lærde,
Herlig for os lukked Gjærde,
Trolde os ei meer nedtræde!
Glæde over Glæde!

205

✂ Helved! hvor er nu din Seier!
Død! hvor er din Brodd!
Dødt er alt hvad Tydsken eier;
Liv er Danskens Lodd!
Liv og Fred, som Aanden sandser,
Trodse alle Dødens Landser,
Klynge sig som Børn herneden
Fast til Kiærligheden!

✂

En ny lystig Vise
om
Holstenerne
og
General Bonin,
som fik Løbepas ved Frederis
den første Fredag i Juli Maaned 1849.1

Mel. Dengang jeg drog afsted.

✂ Det var et deiligt Slag,
Det var et deiligt Slag,
Det var en Sommerdag,
Ja, det var en Sommerdag,
Men det i Tydsken giøs,
Jeg tænker vist han frøs,
Fordi det gik grangivelig paa Liv og Lemmer løs.
Kom nu igien, Vildtydsker, og trumf i Bordet, at
At Dansken ei tør sige Kis-Kis til Tydskens Kat!
Til Kat vi siger: Kis!
Hurra for Frederis!
Hurra, Hurra, Hurra!

*1Danskeren 2. Aargang Nr. 31. Den 11. August 1849. 207

✂ I Spidsen gik en Helt,
I Spidsen gik en Helt
Udaf den rette Vælt,
Ja, udaf den rette Vælt,
Han var slet ikke fransk,
Men baade norsk og dansk,
For ham sig bukked Tydskeren, om han var nok saa spansk!
Ja, Rye, som, desværre! ei meer er hvid og rød,
Han lærde Tydsken Danskhed med Klem i Liv og Død!
Til Kat vi siger: Kis!
Hurra for Frederis!
Hurra, Hurra, Hurra!

✂ Dengang vi først kom ud,
Dengang vi først kom ud,
Da gik det Skud paa Skud,
Ja, da gik det Skud paa Skud
Fra hvert et Batteri,
Og Skaden havde vi,
Da bruge Tydsken, kan jeg troe, nok alle Fingre ti;
Men da vi gav ham Næven, da var det ikke eens,
Da vendte han os Ryggen, da tog han svært tilbeens.
Til Kat vi siger: Kis!
Hurra for Frederis!
Hurra, Hurra, Hurra!

✂ Saa løb de deres Vei,
Saa løb de deres Vei,
Men Somme løb dog ei,
Ja, men Somme løb dog ei,
Hvem vi fik Fingre i,
Til dem vi sagde: bie!
Vi holdt i Ørene dem fast, vi gjorde os saa fri!
Vi fanged Folk som Fluer, en Slump vi slog ihjel,
Saa de holstenske Fruer, de husker det jo vel.
Til Kat vi siger: Kis!
Hurra for Frederis!
Hurra, Hurra, Hurra!

208

✂ Det var en herlig Seir,
Det var en herlig Seir,
Hvor Tydsken laae i Leir,
Ja, hvor Tydsken laae i Leir,
Der fandt vi ikke blot
Krigstøiet stort og smaat,
Men, Folk undtagen. Nok af alt, hvad der var fedt og godt!
Ja, der var Steg og Kage og Oxehovder Viin,
Han vilde just gjort Gilde, Hr. General Bonin!
Til Kat vi siger: Kis!
Hurra for Frederis!
Hurra, Hurra, Hurra!

✂ Nu har det ingen Nød,
Nu har det ingen Nød,
At Fanen gul-sort-rød,
Ja, at Fanen gul-sort-rød,
Som er det bare Skit,
Som de har sagt saa tit,
Skal stikke ud vort Banner stolt, med Æren rødt og hvidt;
Til Trods for hver en Keiser og sorte Konsters Bog,
Til Lands og Vands skal vaie i Skyen Dannebrog!
Til Kat vi siger: Kis!
Hurra for Frederis!
Hurra, Hurra, Hurra!

✂ Saa, smukke Pigebørn!
Saa, smukke Pigebørn!
Vi beed den tydske Ørn,
Ja, vi beed den tydske Ørn,
Den danske Løve-Hær
Skal mindes fjern og nær,
Og I skal give os et Kys, ja, et til hver især,
For Danmarks Skyld og eders vi døied ondt og godt,
Og det vil vi herefter, saalænge Hav er blaat!
Til Kat vi siger: Kis!
Hurra for Frederis!
Hurra, Hurra, Hurra!

✂

Krønike-Rim.1

212 213