✂

✂ DEN 8. April 1843 døde Grundtvigs Ungdomsven Povel Dons, efter at han i over tyve Aar havde levet et Skyggeliv paa Grund af Nervesvækkelse m. m. Hans Slægtninge mente, at han var blevet knækket af det stærke Indtryk, som Grundtvigs Sjælekamp og Sindssygdom i December 1810 gjorde paa hans medfølende Hjerte, - Nogle af sine senere Leveaar tilbragte han i Bjergby Præstegaards Enkesæde og kom derved i Forbindelse med Præsten Gunni Busck. Den 15. April 1843 skrev Grundtvig til Busck: »- - Nu endte da Povel Dons det sørgelige Skyggeliv og har, haaber jeg, begyndt et Nyt, der anderledes svarer til hans Ungdoms brændende Længsler og æventyrlige Drømme. - Tak fordi Du talde Trøstens Ord til ham i de sidste bange Timer! Det glædede mig ret, da jeg hørde, han havde forlangt Dig - -, thi det sagde mig, at han dog for en Deel var kommet til sig selv. - Hans Billede er derfor ogsaa staaet op hos mig i hele sin ranke, sværmeriske men ærlige og vidunderlig klarøiede og lydhøre Ungdommelighed, mægtig grebet af Klangen i Hans Røst, som siger: Jeg er Opstandelsen og Livet, hvo som troer paa mig, skal leve, skiøndt han døer, og hvo som levende troer paa mig, skal aldrig døe! -«

✂ I denne Stemning har Grundtvig i de samme Dage skrevet sit storslaaede Mindedigt over Vennen, der havde staaet ham saa Inderlig nær i Ungdommens Gæringstid, ved hans første Fremtræden som Digter, under den haarde Sjælekamp og i de følgende Alvorsaar, da Dons næsten var den eneste af Vennerne, som vedblev at følge »Bibelens ensomme Kæmpe« paa hans tornefulde Vej. Jfr. »Til Minde om Povel Dons, Grundtvigs og Ingemanns Ungdoms-Ven. Et efterladt Arbejde af Kristian Køster, forøget og udgivet af Ludvig Schrøder« (1875).

✂ Grundtvigs Digt blev første Gang trykt i Chr. Richardts »Fra danske Forfattere« (1867). Det gengives her efter Digterens Haandskrift.

✂

Povel Dons.

✂ Blomster alle maae henvisne,
Hvor i Støv de fæste Rod,
Og selv varmest Jord maa isne.
Under Vinter-Jettens Fod;
Derfor visned, isned, døde,
Han, som i sin Morgenrøde
Var en Blomst med Luekalk!

✂ Efter Kongedybets Torden,
Efter Kongeskyens Lyn,
Opgik Solen over Norden,
Til et prægtigt Morgensyn:
Som en Glød, der havde ulmet
Under hele Verdens-Mulmet,
Den sit Fængsel giennembrød!

✂ I sin Glands, fra Moder arvet,
Skjalde-Solen, født paany,
Til Skinfaxe regnbufarvet
Skabde om den sorte Sky,
Klædte Bjergene i Lue,
Saaed Guld paa hver en Tue,
Sleb til Speil det store Hav.

✂ Det var Fimbul-Vinterdage
Trindt i Nord med Frost og Kuld,
Sove-Hjerter uden Mage
Laae paa Rad i Dun og Uld,
Mærked neppe Torden-Braget,
Mindre Straale-Dands paa Taget,
Over Hav og Klippetind!

7

✂ Kun en Enkelt, tidlig oppe,
Saae det store Morgensyn:
Ælve-Dands paa Dovre-Toppe,
Landse-Brud som Lyn med Lyn,
aged med paa Straale-Buer,
Baded sig i Morgen-Luer,
Dykked i det dybe Hav!

✂ Ingen under Lynilds-Sæden,
Og i Morgenrødens aar,
Deelde Synet, Sorgen, Glæden,
Skjaldes underfolde Kaar,
Deres ædle Sværmerier,
Natte-Fart paa Lynilds-Skier,
Som den ranke Ungersvend!

✂ Lutter Øie, lutter Øre,
Lutter Liv med Efterklang,
Alt han vilde see og høre,
Alt i Barmen eftersang,
Stod os alle nær paa Klinter,
I hans Sommer og min Vinter
Nærmest Ingemann og mig!

✂ Giennemrystet, giennemsuset,
Giennemluet, overspændt,
Svimled han som en Beruset,
Blussed som en Selvantændt;
Træt blev Øiet af at tindre,
Ingen mægted det at hindre:
Ilden slukdes, Øiet brast!

✂ Blomsten, som sprang ud i Barmen
Farverig saa overbrat,
Skildt ved Lyset og Livsvarmen,
Visned i en Vinternat,
Og af Alt fra Ungdomsdage
Blev en Skygge kun tilbage,
Som af Barnets Vugge-Drøm!

8

✂ Skyggen svandt i Skygge-Dalen;
Stat nu op, du Ungersvend,
Rød og hvid i Billedsalen,
Alle Skjaldes Hjertensven!
Vovehals med Flyvebælte
Kun af Vox, som Luer smelte!
Ikaros med Øine blaa!

✂ Systre hans, Soelsikker mange,
Som i Kreds om Øresund
Efter Danmarks Fuglesange
Søge ham paa Havets Bund!
Græder ei! det er forvundet,
Nu han svæver over Sundet,
Sjæleglad i Aandelag!

✂ Saa hans Navn i Lag med Skjaldes
Svæve skal paa Sangens Vei,
Tiest vel i Norden kaldes
Skimer, Hjertensven ad Frey,
Døie dog, mens Tider rinde,
Ondt og Godt i Mund og Minde
Med det hele Morgenchor!

✂

✂ SIDEN Thorvaldsens Hjemkomst til Danmark i September 1838 havde Grundtvig flere Gange skrevet Digte til hans Ære. Ved Festen i København den 7. Oktober 1838 blev der sunget en Korsang af Grundtvig, mens han selv fremsagde Digtet Ving-Thors Hammer. Aaret efter skrev han Vølunds Værksted i Anledning af, at der paa Nysø blev indrettet et Havehus til Atelier for Thorvaldsen. I 1840 havde Grundtvig et fornøjeligt Samvær med Thorvaldsen, Oehlenschlager og Henrik Steffens hos Baron Stampes paa Nysø. Den 23. Marts 1844 blev der afsunget en Sang af Grundtvig, kaldet »Nordens Kunst«, i det Skandinaviske Selskab, hvor N. L. Høyen holdt Foredrag om Thorvaldsen. Dagen efter segnede den fejrede Kunstner død om i det kongelige Theater, og kort efter skrev Grundtvig, der paa den Tid var syg, nedenstaaende Mindedigt, som første Gang blev trykt i Danskeren for den 20. September 1848.

✂

Albert Thorvaldsen,
(i Marts 1844*).

✂ Tids-Alderne har og en Nyaars-Dag,
Naar Solhvervs-Aander svæve over Jorden,
Da sidst de svæved under Tordenbrag,
Sig vendte Solen morgenrød mod Norden,
Og aarle vaagned da et Kæmpekuld
Med Kronehjelme af det røde Guld!

**) Skiondt dette Vers, skrevet i meget syg Tilstand, har været forlagt og er blevet forligget, giver jeg det dog, som jeg linder det, da hvis jeg har andet om Sagen at melde, det helst maa staae for sig selv. 10

✂ Ja, stolt oprandt en Gude-Alder ny
Med vort Aarhundrede for Nordens Stammer,
Af den skal over Hav og Bjerg gaae Ry,
Saavldt som Øiet funkler, Hjertet flammer,
I den opstaaer ved Nordens Kæmpehaand
Alt Forbigangent, som var født af Aand.

✂ Du var den Første, Thorvalds prude Søn!
Du blev den Største i din Kreds paa Tuen,
Da med din Jason, kæmpemæssig skiøn,
Du kækt dig taaraed under Himmelbuen,
Og gjorde brat det til en afgjort Sag,
At før og efter var som »Nat og Dag«.

✂ Forbauset Verden saae hos dig paany
De Græske Guder stige op af Jorden,
Den offred til dig i en Viraksky,
Som om den bæved for Kronions Torden;
Men du, oplyst af Nordens Kæmpeaand,
Bortvifted Skyen med en Barnehaand!

✂ Et Menneske du var og ingen Gud,
Din Herlighed stod under Blomstens Love;
Med den i Lys du skinned faur og prud,
Med den i Løn du skal nu længe sove;
Ei Knæ jeg bøier og ei Virak strøer
For hvad kun lever som en Blomst og døer.

✂ Vemodig hørde jeg det høie Gny,
Da Livstraad din, den skiønne, blev afskaaret,
Og sørgelig det klang i Skov og Sky,
Da »Konstens Konge« blev til Graven baaret,
Dog Nyaars-Kæmpen har, som Nyaars-Dag,
Sin Morgen-Røde og sit Solbjergs-Lag!

✂ Du var den Første af vort Kæmpekuld,
Heroldernes, som vaagnede med Solen,
Og de, som end sig høine over Muld,
Ei sidde længe paa Forundrings-Stolen;
Hvad med dem fødtes, vorder aldrig graat,
Men sortne maa det for hvert Øie blaat!

11

✂ Et Menneske du var, det Æres-Navn
Vanhelllges, saavel som Guds, fuldsaare,
Thi føle Mennesker og dybt dit Savn,
Og Perlen i din Krands er deres Taare;
For Mennesker, de Store og de Smaa,
Den altid funkled paa dit Himmelblaa!

✂ Varst du en Christen? som en Æres-Sag,
Man spurgde høit, da man dig bar til Jorde,
Og dine Billeder i Kirkesmag
Bevise kun, du vidste hvad du gjorde,
Men til din Lykke, baade fjern og nær,
Om Roes for Gud maae alle tie kvær.

✂ Gjaldt det om Æren mellem os i Nord,
Hvo turde dig vel nægte Christen-Navnet!
Gjaldt det om Æren overalt paa Jord,
Saa god en Christen vorder længe savnet,
Ei blot i Mylren under Himmel-Tag,
Men midt i Præste-, Bispe-, Pave-Lag!

✂ Du kiendte kun den falske Christendom,
Og den betragted du med Ynk og Harme,
Hvor du den saae i Axelstad og Rom:
Den istapkolde og den lummervarme;
Saa hele Verden veed det godt og grant,
Du var ei Catholik, ei Protestant.

✂ En Hedning altsaa af en egen Art,
Ei af Rimthusserne, som Himlen true,
Men af Lysalferne, hvem aabenbart
Er Guddoms-Stemplet paa den kække Bue;
Du mellem Alfe-Chor omsværmed frit,
Men skielned immer grant dog Sort fra Hvidt!

✂ Det viser Billedet af Hviden Christ,
Med Majestæt og Konge-Lader milde,
Lad det kun staae, som Billed-Støtten hist
Af den Høilovede, ved Jordans Kilde!
Hvor giennem Fonten rinder Livets Strøm,
Naaer Sundheds-Blomsten til Hans Klæders Søm!*)

**) Eusebs Kirke-Historie (VII, 18), hvorefter han selv, i Paneas ved Jordans Kilde, saae et støbt Billede af Ghristus, med en Kvinde knælende foran sig, som, efter Sagnet, var den fra »Evangeliet« velbekiendte »blodsottige Kvinde«. Denne Hedenske Kvinde havde af Taknemmelighed opreist Støtten ved sit Huus i Paneas, og paa samme Sted, siger Euseb, groede en ubekiendt Urt, som, naar den naaede Sømmen af Hans Kappe, fik Lægedoms-Kraft mod allehaande Sygdomme. 12

✂ Det Christos-Billed af en Hedning-Haand
Stod tre Aarhundrede ved Fruer-Buret,
Hvor hun, som rørde ved Hans Klædebon,
Til Mindetegn det havde undermuret;
At hun var hedensk, følger af sig selv,
Hun reiste»Billeder«ved»Jordans« Elv.

✂ Gid dette Billed af din Mesterhaand
Ved »Fonten« staae til lige varigt Minde
Om Sømmen af det hvide Klædebon,
Og Troen hos den ømme Dannekvinde,
Som yndig knæler ved den Konges Fod,
Der raadte mild paa hendes Vaande Bod!

✂ Jeg korser mig for lede »Satan« kun,
Og ei for Mennesker, som mine Lige,
Jeg selv var Hedning, men dog ingen Hund,
Og Skriftemaalet mit i Sandheds Rige,
Det lyder saa: det randt mig nys ihu,
At der er meget Hedenskab hos mig endnu!

✂ Hos mig det gaaer, om ei i Lyset alt,
Saa dog i Løbet giennem Skiærsilds-Baalet,
Hos dig Endeel som Støv til Jorden faldt,
Og Resten pustes bort af Engle-Maalet,
Hvor du, indført i bedste Konge-Lag,
Skal paa den »sande Christendom« faae Smag.

✂ En Konge var du, under Alberts-Navn,
Skiøndt uden Sværd og perlestukket Throne,
Dit Septer vakde Fryd og virked Gavn,
Mens barnemild du leged med din Krone;
En Konge var du paa din Blomster-Øe,
Som Faa kun fødes og som Færre døe!

13

✂ Du Kronen bar paa dine hvide Haar
Saa let, som sjelden bæres Rosen-Krandsen,
Naar faure Glutter, skiemtende i Vaar,
Hensvæve frit og yndig giennem Dandsen;
Men meer alvorlig stræbde ingen Drot
At vise: Kongeligt er altid godt!

✂ Saa hvil da kongelig, du Alfe-Drot,
Hvor Leiet redes dig i Borge-Gaarden,
Til atter tindrer Øiet himmelblaat
I den forklarede Naturens Orden!
Som Dvalin, gamle Nordens Konge-Dværg,
Til Kæmpehøi du fik et Himmelbjerg!

✂ Det er Olympen med sin Gude-Hær,
Opskudt paany i Sællands Bøge-Lunde,
Til Udsigt vid i Aftenrøde skiær,
Henover Storværks Strøm i alle Sunde,
En Klippe-Grundvold for et Kæmpe-Slot,
Et Lydskjalv for vort Nordens Asa-Drot!

✂ Med Seiers-Haab du i din Ungdoms Vaar
Uddrog til Kæmpeskridt i Laurbærlunden,
Med Seiers-Haab, det gamle Odins-Kaar,
Afbilded du dig selv i Aftenstunden,
Og Seiers-Disen paa sin Dronningstol
Skal Haabet krone paa dit Kapitol!

✂ Nu rør dig levende i Sagn og Sang,
Du Adel-Menneskets høibaarne Minde!
Din grønne Lund var altid Dannevang,
Og du er Nattergalenes Veninde;
Omsvæv til Dommedag den Blomsterøe,
Hvor ei paa Kongegrav Kiærminder døe!

✂ Og reis dig, hedenfarne Kæmpers Æt!
Stræb meer ei Thurserne at efterabe!
Skik i din Stand og i din Tid dig ret,
Ved i den gamle Kæmpe-Aand at skabe!
Da lever i dig, Død og Grav til Trods,
Hvad der opvakde Thorvaldsen og os!

✂

✂ IForaaret 1844 kom der en mærkelig Krise i Grundtvigs indre Liv. Den Sygdorn, hvorunder han havde skrevet Mindedigtet om Albert Thorvaldsen, var begyndt som en uskyldig Faaresyge. Men den »slog ind« og bragte hans Hoved i Uorden, saa at han en Tidlang truedes af en lignende Sindsforvirring som den, han havde haft i Vinteren 1810-11. I denne Tilstand hjemsøgtes han af haarde aandelige Anfægtelser og sad ofte stum med forstenede Træk til Sorg for sine nærmeste. Hans eneste Datter, Meta, som han elskede overmaade højt, søgte forgæves at trøste ham. Naar hun smilte til ham med taarefyldte Øjne, kunde han rejse sig af Stolen, lægge Haanden paa hendes Skulder og vandre op og ned ad Gulvet med hende, mens han sukkede: »Det er saa tungt! Det er saa tungt!« - For at vinde Helbred og Livsmod tilbage gjorde han om Foraaret en Rejse til nogle af sine Præstevenner i Sælland. Først var han hos Peter Rørdam i Mern i Sydsælland, senere hos Gunni Busck i Stiftsbjergby, Vest for Holbæk. Og her oplevede han et hjerteligt Gennembrud, der atter gav ham Glæde i Troen. En Dag, da de to Venner var gaaet op til et lukket Lysthus, som Busck havde bygget paa Præstegaardens Mark med vid Udsigt til alle Sider, var det at fornemme paa Grundtvig, at han blev mildt bevæget ved at se Sællands dejlige Marker og Skove i Majens Pryd. Da greb Gunni Busck Lejligheden til at bekende Troen og bede et Fadervor og ved disse Ord smeltede Isen om Grundtvigs Hjerte. Han bad Busck tage Pen og Blæk for at skrive, hvad han fremsagde. Det var den senere saa bekendte »aandelige Vuggevise«: »Sovsødt, Barnlille«, som Grundtvig havde begyndt at digte i Mern, men først nu kunde bringe til Ende, som et vinget Fadervor fra et Barnehjerte, der var løst af en lang og tung Dvale.

✂ Digtet blev første Gang trykt i Psalmer og Sange til Julen, samlede af J. F. og Th. Fenger (1845). Men det skal her gengives sammen med Hovedindholdet af et Brev, hvori Grundtvig den 6. August 1844 meddelte det til P. Rørdam (trykt i H. F. Rørdams Peter Rørdam, II Del, Side 10-13).

✂ Kiøbenhavn, 6te August 1844.

✂ Kiære Ven!

✂ - - Jeg har, Gud være lovet! nu faaet hele min Aandskraft tilbage, ja vel endog faaet den forøget, og ved Vandringen igiennem »Dødens Skyggedale« ved Lyset, som aldrig forlader den troende Christen, om han end drømmer sig forladt, vundet et nyt, langt klarere Lys over Livet, baade her og hisset, skiøndt det nok kan være, at baade De og mine fleste Venner, ved at see mig i det daglige Liv, vilde ryste paa Hovedet og ei vide, hvad De skulde tænke. Dog, dertil er jeg gammelt vant, saa kun naar jeg selv bringes i Vildrede og veed ei, hvad jeg ska! tænke enten om Vorherre eller Mennesket og mig selv, kun da kniber det. Men det er, Gud skee Lov! forbi, jeg tør haabe, for evig, og skiøndt Øieblikkets Udsigter, baade for Menneske-Livet og for Danmarks Deel deri, kun er meget mørke, saa behøver jeg dog kun at mindes, hvor bælgmørke mine Udsigter var kun for tre Maaneder siden, saa oprinder Lyset morgenrødt over Skoven og Havet og selv over Bjergene! Ja, jeg er, giennem min sidste Trængsel, blevet mere Digter igien, end jeg har været i mange Aar, saa De vil finde meget Nyt at synge hos mig; det er min Svanesang, som begyndte med Vugge-Visen for Guds-Barnet i Jordens Moder-Sriød, og da selv de smaa Forskjelligheder i den er Hovedbegivenheder i mit aandelige Liv, vil jeg opskrive den heel, som den nu daglig lyder i min Ensomhed hos Vorherre.

✂ Sov sødt, Barn lille!
Lig rolig og stille!
Saa sødelig sov,
Som Fuglen i Skov,
Som Blomsterne blunder i Enge!
I Faderens Skiød,
Med Kiærligheds Glød,
Selvanden du hviler i Senge!

16

✂ Med Fingrene grande
Slaae Kors for din Pande!
Med Guds-Barnets Røst
Slaae Kors for dit Bryst!
Saa kan ingen Djævel dig giæste;
Saa skal om din Daab,
Med Saligheds Haab
Sig Mindet i Barmen rodfæste.

✂ Læg Hænderne sammen!
Saa lægger sig Amen
Til Mesterens Bøn,
Som stiger i Løn,
Og lyder, hvor Englene kvæde!
Det lille Guds Ord,
I Himmerigs Chor,
Omfavner Guds Engle med Glæde!

✂ Guds Engle, de sjunge:
Paa Madike-Tunge
Et Ord af Guds Søn
Er blevet til Bøn,
Og stiger paa Solstraale-Vinger;
Gud-Fader i Løn!
Siig Ja til den Bøn!
Fra Lavland livsalig den klinger.

✂ Da alle de Kiøbte,
I Jesu Navn døbte,
Som Striden har stridt,
Som Døden har lidt,
Gik ind til den evige Hvile,
Istemme saa lydt
Halleluja nyt,
At Englene tie og smile.

✂ Sov sødt Barn lille!
Lig rolig og stille,
Og nyn paa det Navn,
Med Naaden i Favn,
Al Jorden til Salighed givet!
Nyn: Jesus er min,
Saa faur og saa fim,
Min Jesus er Lyset og Livet

17

✂ Nu, min Ven! jeg har Ikke mange Stunder; thi Natten kommer, da Ingen kan arbeide, og jeg har endnu meget at giøre, før jeg lægger mig til Hvile i det velsignede Navn, der ogsaa hos mig og paa mig har beviist sin guddommelige Magt og sin menneskelige men dog himmelske Liflighed, og vil herefter bevise begge Dele endnu langt klarere, skiøndt det Altsammen kun bliver dunkelt mod den Klarhed, det havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, og kun matte Glimt af den Herlighed, der skal aabenbares paa os, naar Han kommer at blive herlig i sine Helgene og vidunderlig i alle sine Troende!

Deres Ven
N. F. S. Grundtvig.

✂

✂ NÆPPE var Grundtvig blevet rask efter sin aandelige og legemlige Sygdom i April-Maj 1844, før han oplevede en af de lykkeligste Dage i sit Liv, da han stod paa Skamlings-Banke og talte til over 10,000 Danskere fra Sønderjylland og Kongeriget, Naar man mindes, hvorledes Grundtvig i sin Ungdom havde fattet et mærkeligt Haab om det danske Folks Oplivelse efter Dødsdvalen, og hvorledes han i en Menneskealder havde kæmpet for dette Haabs Opfyldelse uden at opmuntres ved synlige Tegn paa Fremgang i Folkelivet, saa kan man forstaa, hvilken Glæde han maatte føle ved nu at staa midt i et Folk, der virkelig var vaagnet til bevidst Kamp for sit Liv, og som derfor havde aabne Øren for den Tale paa Modersmaalet, som efter Grundtvigs Tro var det eneste sande Middel til Danskhedens Hævdelse og Fremgang.

✂ Det forhøjede Festen for ham, at han kom til Mødet som »det unge Danmarks« Hædersgæst. »Det Skandinaviske Selskab«, hvori han tidligere var optraadt som Taler, indbød ham nemlig til at følge med paa Dampskibet »Christian den Ottende«, som var lejet af Selskabet til denne Udflugt til Skamlingsbanke den 4. Juli 1844. Grundtvig tog med Tak mod Indbydelsen og lod sig ikke skræmme af, at Kongen og Dronningen betragtede Festen med skæve Øjne, fordi den til Dels var bragt i Stand som et Modtræk imod Sprogreskriptet af 29. Marts 1844. Bagefter lod han sin Veninde Dronning Caroline Amalie vide, at hun kunde have haft godt af at være med ved Mødet.

✂ Grundtvigs Tale paa Skamlingsbanke kan opfattes som en Indvielsestale for den første Folkehøjskole, der aabnedes samme Efteraar i Rødding. De Skrifter, hvormed han i de foregaaende og følgende Aar slog til Lyd for Højskolesagen, er ikke optagne i denne Samling, fordi de er særskilt udgivne under Navn af Smaaskrifter om den historiske Høiskole.

✂

Rune-Bladet
med
"Christian den Ottende"
til
Det unge Danmark.

✂ Snekken under klaret Sky,
Paa den blanke Vove,
Glider ind, i Morgengry,
Under grønne Skove,
Bringer med til Axelstad
Bredt og boldt et Bøge-Blad,
Tæt med Runer ristet!

✂ Bladet sender Nordens Aand,
Fuldt af Runer ramme,
Ved det unge Danmarks Haand,
Til den gamle Stamme,
Risted dem paa Bølgen blaa,
Hvor Aartusinder ham saae,
Svæve over Sundet!

✂ Snekken onder Dannebrog,
Den er god at kiende,
Skjalden graa, see hist i Krog,
Mellem Ungersvende!
Saa med Odin er om Bord
Gamle Danmark, med et Ord,
Aandelig forynget!

21

✂ Snekken skrider under Øe,
Fuld af Hurra-Tanker,
Ladning let paa Øster-Sø,
Kom fra Skamlings-Banker,
Hvor, med Hurra høit i Sky,
Gylden-Aarets Morgen-Gry
Hilste Folke-Munden!

✂ Det var Danmarks Folke-Mund,
Fuld af Folke-Sange,
Hurra-Raab af Hjertens Grund,
I de grønne Vange,
Folke-Munden fra igaar,
Stum i mange hundred Aar,
Nys med Sang oplukket;

✂ Dan og Angel Brødre var,
Som de sjelden findes.
Pagten af det Broder-Par
Den skal evig mindes;
Lovning god, med Haand og Mund:
Last og Brast i allen Stund
Staae vi med hinanden!

✂ Dan og Angel, som ifjor
Lagde Mund-Lag sammen,
Det skal spørges trindt i Nord,
Giør det end med Gammen,
Løbe ei med Lime-Stang,
Ride rapt med Kæmpe-Sang,
Over Skamlings Banker!

✂ Skamling-Høiens Venne-Brev,
Til det Danske Hjerte,
Hurtig Kæmpe-Aanden skrev,
Under Freyas Kierte;
Runen »Odin Rynke-Bryn«
Ord som Ild, ja, Ord som Lyn,
Billedlig betegner!

22

✂ Ordet lød, som Torden-Brag
Ruller over Skoven,
Ramde og som Torden-Slag,
Kasted Glands paa Voven,
Tændte Baal i Kæmpe-Favn,
Tændte Skamling-Høiens Bavn
Med de klare Luer!

✂ Urda-Svanens Hjerte-Røst,
Paa den Danske Tunge,
Lyde skal med Ungdoms-Lyst,
Dødens Frygt bortsjunge,
Synge Liv og slynge Lyn,
Skiænke de Blindfødte Syn,
Og de Stumme Mæle!

✂ Ryst din Vinge, Odins Ravn!
Glem nu ei dit Galder!
Skamling-Høiens Aften-Bavn
Græder Guld for Balder,
Løser Odins Søn fra Hel,
Skaber Nordlys-Dag i Kveld
Over Dovres Isse!

✂ Seer du det, du Blindebuk!
Lyst der blev i Skoven!
Hører du det nu, Kuk-Kuk!
Sang der blev paa Voven:
Svane-Sang paa Bølgen blaa!
Tusind Aarer Takten slaae
I de smulle Vande!

✂ Tydsker, med den stolte Hu,
Og de stive Skanker!
Seer du, Gnister springer nu
Over Skamlings Banker!
Vogt dig vel! thi faaer de Sving,
Lukt de fare med et Spring
Over Dannevirke!

23

✂ Vogt dig vel! det er til Thor,
Du har kastet Handske;
Til dig lyner det fra Nord:
Her er Holger Danske!
Keiser Rødskjæg! har du Lyst,
Bryd en Landse, prøv en Dyst,
Under Dannevirke!

✂ Har du Ymers Øienbryn,
Har du Hrungner-Kløllen;
Vi har Thrudvangs klare Lyn,
Lys paa Dalby-Møllen;
Vi har Mjølner Asa-Kraft,
Trods det korte Hammerskaft
Vi slaae Dal paa Dovre!

✂ Vi har Græs og vi har Korn,
Vi har gode Heste,
Vi har ogsaa Gjallar-Horn,
Blik paa »fælles Bedste«;
Lyder Hornet høit i Sky,
Hele Norden staaer paany
Nær ved Dannevirke!

✂ Rid ei meer din høie Hest!
Han slaaer af imorgen;
Freden huer Heimdal bedst,
Høit paa Klippe-Borgen!
Naar du hører Lurens Døn,
Buk da kiønt for Odins Søn!
Mildt da Freya smiler.

✂

Forord.

✂ »Skov-Hornets Klang mellem Skamlings Banker«, det klinger halvfremmed, maaskee endog lidt søgt, men dog ingenlunde stivt, og jeg vidste i en Hast ikke bedre at »betegne«, hvad der aabenbar ikke lader sig »beskrive«, men kun betegne: det Danske Folke-Møde, med Munden til Tjeneste, som gjorde sin Pligt, og gav ikke blot Hertugdømmets, men ogsaa Kongerigets Folke-Raadet godt Exempel til Efterligning; thi mellem disse Banker, hvor Dannebrog vaiede, baade oppe og nede, saa, hvorhen man vendte Øiet, blev det klart:

✂ Danebrog fløi ind fra Havet,
Fæsted dybt i Skoven Rod!

✂ mellem disse Banker, beklædte med Folk, som Sydens Bjerge med Faar, rystede af Hurra-Raabet fra den Danske Tunge, som Sydens Bjerge af Jordskjælv, giennemglødede af Fædernelands-Kiærlighed, som Vesuv af Underjords-Ilden, oplyste og overstraalede i Kveld af Kæmpe-Bavnens klare Luer, kaldende paa alle Dannemænd til Markens Værn, mens de ildsprudende Bjerge, med deres svovlede Flammer, kun varsle for Ødelæggelse; mellem disse Banker saae jeg grant og hørde lydelig, at det var intet Blændværk og intet Dværgemaal, der giækkede mig, da jeg nys indvendig sang og udvendig skrev:l

✂ Som en Bøg ved Øre-Sundet,
Voxe skal nu Dannebrog,
Fugle-Sangen, tusindmundet,
Tone om dens Seiers-Tog!

*1 Se Poet. Skrifter, VI. S. 524. 25

✂ Voxe skal i Bøge-Skygge
Blomster alle, faurt og frit,
Voxe skal og Danmarks Lykke;
Mens paa Møens Klint er Kridt;

✂ Ja, Dannemænd! der er for alt det Barnlige, saavelsom for Barnet i Moders Liv, et stort og glædeligt Øieblik, da det giennembryder alle Hindringer og kommer for Lyset, en Fødsels-Stund og Fødsels-Dag, der baade begynder Levnets-Løbet, skiøndt det, som alle Børn, maa krybe, til det lærer at gaae, gaae sagte, før det kan løbe, og løbe længe med, før det lærer at flyve, baade saa smaat begynder Levnets-Løbet, og føder Tids-Regningen, og et saadant Giennerabrud, en saadan Fødsels-Stund og Fødsels-Dag, har Danskheden, og vi med den i Tusindtal, virkelig oplevet mellem Skamlings-Bankerne i Torsdags, alt fra Hedenold en Høitids-Dag for hele Norden, som Fødsels-Dagen for Odins og Jordens Søn, den ikke blot stærke og vældige, men ogsaa ædle og oprigtige Asa-Thor, hvis »Herkuliske arbeeider« selv de Islandske Sagamænd fandt for mange til alle at opregnes, og selv Nordens Skjalde for kæmpemæssig store til værdig at besynges. Ja, en saadan Torsdag, ret egenlig en Skær-Torsdag, som svarede til den Uforglemmelige i Konge-Dybet, en saadan klarhimlet Torsdag oprandt virkelig for mine Øine mellem Skamlings-Bankerne, da Bonde-Sønnen fra Sommersted, Laurids Skau, soleklart beviste, hvad jeg rigtig nok ikke tvivlede om, men hvad de Fleste hidtil fandt meer end tvivlsomt: beviste, at Dannemænd kan faae langt mere Dannelse paa deres Modersmaal, end paa Latin og Græsk og paa det »underlige Mesopotamiske Sprog«, som de skolerette »Latinere« kan udenad paa deres Fingre, og har møisommelig skabt med dem; beviste det og forklarede bedre end nogen Præst, hvad det fjerde Bud »ær din Fader og din Moder, at det maa gaae dig vel og du maa længe leve i Landet«, hvad det har med »Faederne-Landet og Moders-Maalet« at giøre! Ja, i den samme Stund kom den unge Danskhed, som en ægte Datter af den Gamle for Dagen, saae denne Verdens Lys og vil, mens det brænder, sikkert vise, at hun er ogsaa en ægte Datter af Asa-Thor, som virkelig med en indfødt Kvinde, altsaa med Dannekvinden Sif, havde en Datter, en Jomfru Drude, som Ingen vidste Rede til, men som nu blev oplyst mellem 26 Skamlings-Bankerne, og lærer nok at dandse pænt til hendes gamle Forældre skal have deres Guld-Bryllup, og Fru Sif, istedenfor de Lokker, Loke stjal, og de graa Stumper, han levnede, skal sees med »Guld-Nakken«, som Loke blev nødt til at skaffe hende hos de konstige Dværge.

✂ Dog, hvor høit vi end vil svinge os, enten paa Sleipner eller Pegasos, saa faaer vi dog daglig at finde, at vi leve langt meer i »Kieldermændenes« end i »Mythernes« Tid, og jeg kan derfor ikke selv vide, hvordan det vilde gaaet mig med Skamlings-Festen, hvis jeg var rullet dertil og derfra paa Hjulene, og havde kun pløiet Søen i en Færge, ved Nyborg eller Kallundborg, ved Assens eller Middelfart og Snoghøi; om ikke da maaskee det Hele allerede nu kun svævede dunkelt for mig som en sær og sød Drøm, jeg vel kunde have Lyst til at drømme næste Aar paa ny, men hvorpaa jeg dog Intet turde bygge, og hvoraf der heller ingen Kæmpe-Skridt eller Helte-Bane lod sig udlede; men nu var Lykken mig saa god, og det Skandinaviske Selskab saa forekommende artigt, og Orla Lehmann, paa Dets og Danmarks Vegne, saa utrættelig i sin venlige Tjenst-Iver, og Koldingenserne, baade Aften og Morgen, ikke blot saa giæstmilde, men saa giæstprude ved det »Unge Danmarks« og den, gammelagtige Skjalds Hjemsøgelse, og det »Unge Danmark« i sine hundrede Skamlings-Farere, saa elskværdigt og fornøieligt, og endelig var Damp-Farten, giennem Lille-Belt og Øresund, især paa Hjemveien, saa blid, saa munter, saa lystig uden alt Vildskab, kort sagt, saa ægte dansk og dannis, at, om jeg end vilde, hvad dog er langtfra Meningen, saa kunde jeg dog ikke indbilde mig, det Hele var en Drøm, saa kunde jeg dog ikke værge mig imod det Indtryk, at der er »Nyt paafærde«, men kun af det Slags Nyt, der kaldes saa, fordi det »sjelden skeer«, og er igrunden kun en lyslevende Fornyelse af det Ældgamle, saaledes, som selv Franskmanden har bemærket, at det er egenlig ikke Forældrene men Bedste-Forældrene, der leve op i Børnene! See, det kom jeg nu ogsaa underveis paa den smukkeste og behageligste Maade baade til at tage og føle paa, og til at sige Ungdommen, baade i bunden og ubunden Stil, og den første gode Leilighed var ved Gniben og Sællands Rif, hvor vi Alle kom i Tanker om Villemoes og de andre giæve Dannemænd, som sove nu paa Oddens Kirkegaard, men vare engang lysvaagne til gamle Danmarks Ære, og lukkede deres Øine i en fortvivlet Kamp med den Engelske 27 Overmagt 1808, da vor sidste Orlogsmand af den gamle Bygning »Prinds Christian« løb paa Grund og blev til Vrag og gik i Lyset; thi da stemmede Ungdommen op og sang min gamle Vise om Villemoes for »Piger smaa«, og derved fik jeg den bedste Leilighed til at minde om, hvad der staaer paa BautaStenen over ham og de andre Ænherier eller Medbeilere til Livet i Valhall og Folkvang: i Heltedigtet og Kæmpevisen, og til at udbringe et Dansk Hurra til deres Ihukommelse. Og herved var det et lykkeligt Varsel, at Lodsen, der ikke kunde bare sig for at lytte til Visen om Villemoes, havde nær sat os fast paa Sællands Rif, men satte os dog ikke, saa vi løb dobbelt glade efter Nakke-Hoveds og Kullens Fyr, ad Sundet til. Her aabnede sig nu den allerbedste Leilighed til et venligt Ordskifte med det »Unge Danmark«; thi som jeg, endnu med lidt af Taarerne i Øiet, som Villemoes-Sangen havde fremlokket, saae ud over det krusede Hav, med den lette, hvide Skum-Giæring, der fulgde os, som en Flok Svane-Unger, paa begge Sider, da fik jeg inderlig Lyst til at lade Ungdommen vide, hvor inderlig vel jeg følde mig i dens Midte, og nynnede desaarsag for mig selv paa de første Vers til Rune-Bladet, som skulde følges med Skamlings-Talen, og i samme Øieblik var Ungdommens Tanker hos mig og det gamle Danmark, det fik jeg deilig at vide, da en Ungersvend traadte hen til mig og spurgde, om jeg ikke nok vilde tømme et Bæger med Ungdommen? Med største Fornøielse, var naturligviis mit Svar, naar Drikken kun ikke er mig for stærk, og skiøndt jeg strax fandt, at Alt hvad jeg kunde taale var at nippe til Ungdoms-Bægeret, saa gav dog allerede det mig Ungdoms-Mod og Lethed til at springe op paa Bænken og fortælle Ungdommen, hvad jeg just gik og nynnede paa, fordi jeg nu følde tilbunds, at jeg meget for tidlig havde sørget over, at jeg sagtens kom til at tage Broder-Parten af gamle Danmarks Arv og Odel, rørligt og urørligt Gods, med mig i Graven, eftersom jeg nu mærkede, at der i den yngre Slægt var baade Beilere og Medbeilere Nok til Alt, hvad der er smukt og ædelt, høit og dybt, aandigt og hjerteligt, og efterhaanden lyst og klart, og sagde de ikke Alle »Ja«, saa var jeg stokdøv.

✂ See, under disse Omstændigheder faldt det mig let, eller rettere, faldt det af sig selv, at i Morgen-Stunden, under Opseilingen i Øre-Sund, under den deilige Sællands-Kyst, blev Rune-Bladet omtrent som det er, saa jeg ved Torbæk kunde magelig staae op paa Bænken og læse fra Bladet, til ikke 28 liden Morskab for Ungdommen, der med sine egne Øine havde seet, det var intet Hexeri at skrive Danske Vers i Øresund, men gik ligesaa naturligt til, som naar hver Fugl synger med sit Neb i de »grønne Lunde«.

✂ Saaledes har jeg da paa det Jævneste betegnet, hvad der høilig frydede mig ombord paa »Christian den Ottende« med det »Unge Danmark«, og lader nu min Opskrift følge, som den findes, til Ordet mellem Skamlings-Bankerne, som det laae mig paa Tungen, og vel betegnes derved kun meget svagt baade hvad jeg følde og hvad jeg sagde i de stive fem Kvarter, Kiøbenhavn-Posten melder, jeg skal have talt; men Meningen seer man dogstrax deraf, og Meningen med en Tale er nu engang Alt, hvad de kan faae at see paa Papiret, som ikke selv har hørt den. For de opmærksomme Tilhørere, og af dem har jeg aldrig havt saa mange, vil her derimod være meget, som de, ved at see Tegnet, halvveis høre igien, men ogsaa fattes Meget, baade Alvor og Gammen, der lever og døer sammen med det lydelige, det fuglevingede Ord, som jeg aldrig har fundet saa let, saa flydende, saa kiækt, saa forvovent og saa lykkeligt paa mine Læber, som mellem Skamlings-Bankerne, saa det kostede kun Overvindelse at holde op, og kan, hvad det saa end skulde koste, hverken forglemmes eller fortrydes!

Grundtvig.

✂

✂ Danske Landsmænd, Slesvigske Dannemænd! det er med særdeles Glæde, jeg Indtræder i Eders Venne-Kreds, som er Dannemarks lyslevende Grændse-Fæstning, det sande, unedbrydelige Dannevirke, vel bygt af Jord, men kun som den Almægtige bygger, der i Begyndelsen skabde Jord-Mennesket i sit eget Billede og efter sin Lignelse! Ja, I giæve og fribaarne Dannemænd! klække og bolde, som alt i to Aar tusinder, om ikke længer, stod paa Vagt for det velsignede Fæderneland, de hjerteligste Heltes og de elskeligste Kvinders ældgamle Hjem, stod paa Vagt mod det altid herskesyge, brydske og krigske Folk, hvis Keisere satte al deres Ære i at være »Rigets Formerere,« stod paa Vagt mod dem, ligesom, efter vore gamle Skjaldes Billed-Sprog, Heimdal paa Himmelbjerget bevogtede det »grønne Gudhjem,« som kun »Gynge-Broen« adskildte fra den store og vidtløftige men golde Jette-Verden! Naar jeg derfor læser i de gamle Skrifter, at her, ved Eideren, var alt fra Arildstid, i den gamle Folke-Dommer Bøges Tid, opkastet en Jord-Vold imod Tydskernes Angreb, som kaldtes Holger-Diget, men at denne Jord-Vold i Thyre Dannebods Dage agtedes utilstrækkelig, saa hun befæstede den med det berømte Plankeværk, som kaldes Dannevirke, og at endelig Kong Valdemar den Store satte en vældig Grund-Mur i Plankeværkets Sted; naar jeg læser denne Efterretning, see, da staaer det levende for mig, at der i Tidens Løb foregik en indvortes Forandring i det gamle Slesvigske Mark-Grevskabs og Hertugdoms Forhold til Konge-Riget, der paa Billed-Sproget godt kan betegnes med de samme Ord, at først var her en Jord-Vold, som kaldtes Holger-Diget, og siden blev her et Planke-Værk og en Grund-Mur af Steen til Grændsernes Forsvar, som kaldtes Danne-Virke eller Dane-Giærdet; men ved Jord-Volden og Holger-Diget forstaaer jeg da Slesvigerne selv der kæmpemæssig, som en Holger-Danske, 30 forsvarede sig mod de paatrængende Fremmede, saa der behøvedes Intet konstigt Værn, eller, for at blive i det gamle Billed-Sprog: Heimdal forsvarede da Gynge-Broen med sit gode Sværd, som kaldes »Mande-Hoved,« og med sit Gjallar-Horn, den høirøstede Lur, som vakde altid Kæmper Nok til Lande-Værn; thi »Gynge-Bro« er, i mine Øren, et nordisk, kæmpemæssigt Billede paa Folke-Tungen ved Landets Grændser, der altid gaaer som en Flom eller Gynge, og truer hvert Øieblik med at briste! Saaledes i Arilds-Tiden, da utallige Danske Viser og Kvad, Sagn og Mundheld og gamle Ord var i Folke-Munde, og da Folke-Stemmen paa Moders-Maalet var fri og høirøstet paa Konge-Stævne, og da Folke-Aanden, Nordens Kæmpe-Aand, derfor altid var lysvaagen, som Heimdal og som Fuglen i Skov, der kun blunder et Øieblik, og vaagner brat, naar Bladene rasle! Allerede i Dronning Thyras Dage begyndte det at blive anderledes, begyndte Kæmpe-Aanden at forsvinde, Folke-Stemmen at dale og Folket at indslumre, og i Kong Valdemars Tid var hele den glimrende Herrefærd dog kun Folkets Døds-Kamp for Ro i Graven, og alle de konstige Indretninger, man gjorde, for at betrygge sig denne Gravens Ro og Stilhed, viste sig i Tidens Løb ligesaa svage og forgiængelige som Dannevirkes Planke-Værk og Grund-Mur, om hvis Spor man nu, hardtad forgiæves, maa lede i Gruset. Det var derfor en herlig Indskydelse af Folke-Aanden, af Nordens tilbagevendte Kæmpe-Aand, da En af Eders værdige Talsmænd, paa det gienfødte Konge-Stævne, gav Tydskeren, som truede med Gienfærdet af Keiser Rødskiæg, Svar, som man raaber i Skoven, ja, gav ham at betænke, at her slumrer Holger Danske endnu, og skyer hverken Ild eller Vand, naar han vaagner, leger da Himmelspræt med Trolde og blæser ad Gienfærd, saa de glemme at spøge! Ja, dette høirøstede Ord om Holger Danske, det skal, saa længe Danmark staaer, være uforglemmeligt, som Folke-Aandens klare Forvarsel, eller rettere, som det første Ord af den tilbagevendte Folke-Aand, trods sin beskedne Forklædning, kiendelig nok paa det kæmpemæssige, det fuglevingede Ord, der er som Torden for Trolde, som Thors-Hammeren for alle Nordens Fiender. Og see, hvad Kæmpe-Aanden bebudede, det skedte brat, som sagt, saa gjort, og det gienlød høit i Fiendens Leir, at Holger Danske var nu staaet op fra de Døde, og kæmpede med Løve-Mod for Moders-Maalet, saa Nord-Slesvigs Talsmand, trods 31 alle Tydske Forbud, trods Jette-Laraien af det usalig hensovne, skinhellige Romerske Riges Qienfærd, trods alt Dette og meget andet, »blev ved at tale Dansk!«

✂ Dette er eet Ord, saa godt som Fireogtyve, ja tusind Gange bedre end de længste og kløgtigste Tydske Taler, udspækkede med Stumper og Stykker af den ugudelige Romer-Ret; Nord-Slesvigeren blev ved at tale Dansk, det er et gyldent Ord, indgravet i Sølv-Hornet, ei, for med det at giemmes og glemmes og engang i Fremtiden, ligesom Heimdals det gamle Guld-Horn, at graves op af Jorden, nei, men for billedlig at betegne det korte men fyndige Omkvæd paa Folke-Visen, der nu uophørlig skal lyde fra Klang-Hornet paa Konge-Stævne, fra det ny Sølv-Horn, hvormed Folke-Aanden, som Nordens Kæmpe-Aand, nu skal forklare det gamle Guld-Horns dybe Toner og alle dets gaadefulde Tegn! Ja, Nord-Slesvigeren blev ved at tale Dansk, det skal efter Aarhundreders Forløb være det kiernefulde Udtog af Eders Kæmpe-Historie, thi dette lille Ord indslutter da i sig baade Kampens Storværk og Seiers-Krandsen, thi vi veed det Alle, stor er Kampen, det vil koste, at sætte det Danske Modersmaal, denne, af Tydskerne og Romer-Retten, som er Næve-Retten, til Kværnen og Trælkvinde-Kaar fordømte og fornedrede, men altid dog høibaarne, deilige Dronning, sætte hende igien paa sin Throne, og ligesaa skiøn, som Kampen er stor, vil Seiers-Krandsen være, uvisnelig, som Moders-Maalet er udødeligt, hvor Folke-Aanden seirer. Dog, jeg har nævnet Kamp og jeg er gammel nok til at vide, at naar man ivore Dage hører dette, for alle Kæmper liflige, men for alle Krystere og Skrællinger frygtelige Ord, da tænker man sjelden eller aldrig paa Andet end Haanden, og paa de dødelige Vaaben, som kun gribes og føles og føres med Hænder, tænker sædvanlig kun paa Haanden, fordi Aandens Kraft er Døgnet ubekiendt, alle dens mangfoldige Kampe og Seire i Tidernes Løb er for Døgnet kun et Hjerne-Spind til at væve lange, kiedsommelige Helte-Digte af. Jeg maa derfor vel sige det høirøstet og udtrykkelig, at naar jeg taler om den store Kamp, som det vil koste, før det Danske Moders-Maal, ved Danmarks Grændse-Skiel, kan hæve sig fra Trælle-Bænken høit paa Dronning-Stolen, en Kamp, der klarlig speiler sig i Uffe hin Spages Kreds-Gang paa Eider-Holmen, hvor der var To om Een, ligesom nu, to Tydskere, den Ene høi, den anden plat, om den eenlige Dansker, men hvor Danskeren dog blev ene om 32 Seleren, da tænker jeg hverken paa »Næver eller Negle«, thi den Tid er, Gud skee Lov! forbi, da Næver og Negle, enten med eller uden Penne, afgiorde »Tungernes Trætte«; nu skal Trætten jævnes af Tungerne selv i Folke-Munde, der, ligesom den stumme Uffe, pludselig, ved de Fremmedes Forhaanelse, faae deres Mæle igien, og, har de fordum med Glæde tjent en mægtig Aand, faaer tilligemed det gamle Mæle, den gamle Magt igien, saa Tungerne, som tjende og med høirøstet Lovsang priste Nordens Kæmpe-Aand, de faaer Kæmpe-Kræfter ei blot til at sprænge rustne Brynier, men fremfor Alt til at føre Aandens Kæmpe-Sværd, det nedgravede, men atter opgravede Skræp, der kvæder Ravne-Galder for hele Verdens Øren, og giør Ravne-Gilde af alle sine trodsige Modstandere, jo fleer i Flok, desværre farne!

✂ Men skal denne »Tungernes Trætte« avle saadan en glimrende Seier for den Danske Tunge, med Nordens Kæmpe-Aand, da er aabenbar en »Høiskole« nødvendig, men ingen Latinsk Høiskole, hvor man kun lærer at fordrive Fæderne-Aanden og at radbrække Moders-Maalet, nei en »Dansk Høiskole« hvor Nordens Aand, paa Moders-Maalet, og med det, hersker uindskrænket, og vænner sig til at behandle »Tydsken«, herinde, som en haardfør, bredskuldret og kløgtig Træl, af hvem man til Hverdags-Brug, baade i Gaarden og i Marken, baade i Smedien og i Hugge-Huset, baade i Stald og Lade, baade hjemme og ude, kan have usigelig megen Nytte, men hvem man, for ei at have Skade men Gavn af ham, fremfor Alt maa lære at lystre, maa holde vaagent Øie med og see paa Fingrene!

✂ Og har jeg forstaaet Eder ret, da er det ogsaa netop en saasaadan »Dansk Høiskole«, I, af Kæmpe-Aandens Drift, har allerede gjort det første Skridt, Kæmpe-Skridtet, til at reise, og for dermed at ønske Eder og Danmark, Nordens Aand og Menneske-Slægten til Lykke, derfor var det egenlig, jeg tog her til Orde, og vovede at vente Opmærksomhed for en Tale, der er i saa gammel en Stil, at Mange vel vil kalde det et fremmed Tungemaal, men som dog hidtil, hvorsomhelst den fik Lov til at lyde, altid klarede i Dannemænds Øine og fandt Vei til Dannekvindens Hjerte.

✂ Ja, en »Dansk Høiskole«, det var alt i mange Aar min sødeste Drøm, og Mangelen deraf, selv hvor Aanden giennem Aarhundreder udviste og forgyldte Byggestedet, Mangelen deraf mit bittreste Savn, fordi det er mig soleklart, at 33 reiser sig ikke brat en Saadan, en virkelig, aandfuld Dansk Høiskole, og staaer fast, da er det, i Henseende til Folket, omsonst og forgiæves, Alt hvad vi har stridt og lidt, skjaldret og sunget, sagt og skrevet, til Modersmaalets Ære, thi da kryber Strømmen, som oprandt fra Hjerte-Dybet, oprørdes af Kæmpe-Aanden over vor Isse, og udsprang paa vor Tunge, da kryber den, om et Øieblik, ned i Graven med os, istedenfor at oversvømme Marken til Frugtbarhed og Grøde og forplante sig i Folke-Munde fra Slægt til Slægt.

✂ Derfor, Slesvigske Dannemænd, fuldender standhaftig, hvad I har kiækt begyndt! Reiser en Høiskole i Eders Midte, som er Skamling-Banken, er Dannemænds Forsamling her, Eders Fædres Storværk og gamle Danmark værdig, en Høiskoie, hvis Danskhed man, med Heixndals Øine, kan see hundrede Mile borte, en Høiskole endelig, der kan hjemle sig Navn af Heimdals Klang-Horn, der høres over al Verden! Lad det ikke standse Eder, ikke svække Eders Mod eller formindske Eders Storværk, at der i hele Danmarks Kongerige ei findes Mønster eller Mage, men kommer ihu, at ligesom I fra Hedenold var Danmarks Landeværn, saaledes var I ogsaa dets Kongelige Mærkes-Mænd, som gik i Spidsen og gav Løsenet, laande ikke Mønster af os, men gav os et Mønster, vi fandt, det var Lyst at efterligne!

✂ Ja, Slesvigske Dannemænd! Eders Ret til at kalde Dansken eders Modersmaal, og at tale det kongelig frit, den er ikke blot naturlig, den er ogsaa historisk, ja, den er togange saa, den er folkehistorisk, thi dermed begynder Danmarks Historie, at da Slesvigerne havde kaldt Øboerne, med Prinds Dan, til Hjelp mod de allerede da paatrængende Tydskere og (efter Rimkrønikens Ord)

✂ »Han foer med dem de Tydske imod,
Og slog dem alle der ned for Fod!«

✂ da svoer Seiervinderne sig i Fostbroderskab, og blev enige om at kalde det nu fælles Fæderneland »Danmarks Rige« saa her oprandt det Danske Navn, her grundedes den Danske Throne, her stiftedes det Danske Rige! Og denne Eders folkehistoriske Ret til ei blot at hedde Danske, men til at gaae i Spidsen for alle Dannemænd, den er ogsaa kirkehistorisk, thi i Eders Helligbæk er jo de første Dannemænd døbte, i Eders Hedeby hævede sig jo den første Danske Kirke, i Eders Midte havde jo »Nordens 34 Apostel« den hjertelige, den i hele Middelalderen mageløse Ansgar, sit Danske Sæde, saa det er i sin Orden, at I ogsaa skolehistorisk blive Danskens Banner-Mestere og Mærkes-Mænd, ja, saasandtsom I er vaagnede i Folke-Aanden, i Nordens Kæmpe-Aand, da kan og vil I ikke taale, at Nogen, i hvad der er ægte Dansk, har enten For-Spring eller For-Trin for Eder, men giøre endnu eet Kæmpe-Skridt, der godt kunde giælde for To, maa vække vor Beundring og vil sikkert ikke savne Efterligning iblandt os!

✂ Ja, jeg er en Sællandsfar i mange Ledd, og dybt har jeg sørget derover, at den Danske Høiskole ei hævede sig først i Hjertet af Sælland, i det deilige Sorø, hvor Pladsen er afstukket af Forsynet selv, hvor alle Midlerne er i Overflødighed tilrede, og hvor altsaa kun Lysten, eller Modet eller Kræfterne fattes; men nu seer jeg det, at hvor Danmarks Rige og Danmarks Kirke oprandt, der maa ogsaa Danmarks Skole opbygges! I Kongeriget synes vi dømt til kun at efterligne hvad vi see, kun i Hertugdømmet har Dansken Mod til at ligne sig selv, saa der maa Dansken, som Halvfremmed, vinde Kongerigets Beundring, og som Halvfremmed maae vi efterligne den før vi kan taale at see, det er dog igrunden vort Eget.

✂ Derfor, op, I Danske Mærkes-Mænd, Haaand paa Værket! Lad Dannebrog vaie stolt paa Høiskolen, I grunde, som den vaiede paa Bølgen blaa, endnu i Konge-Dybet, trods Havets Elephant og Englands den største Vovehals, men som Dannebrog vil aldrig vaie mere, hvis ikke en Dansk Høiskole snart lærer Folket at skatte og at bruge sit Modersmaal, og med Foike-Aandens Kraft at forfægte sin naturlige ReHkke blot til at blive ved at tale Dansk, men at tiltales, at raadspørges, at høres og at føies, at styres og ledes paa Dansk, saa de Fremmede, efter Ordsproget, maa stikke Fingeren i Jorden og lugte hvor de er, lære at synge med de Fugle, de er iblandt, eller lære at tie, Skik følge eller Land flye! Og Alt hvad jeg, som giennem en Menneske-Alder med Flid har arbeidet mig ind i det Danske Moders-Maal, og i den Nordiske Kæmpe-Aands Billed-Sprog og Tanke-Gang, Alt hvad jeg kan bidrage til, at Eders Danske Høiskole kan blive en »Mimers-Brønd«, hvortil Konger ride, for at søge Raad, det skal være uspart; thi for min Person har jeg intet Ønske meer i denne Verden, saa jeg ønsker kun at leve lidt endnu, for ikke at tage med mig i Graven hvad der gav mig 35 Øie for Menneske-Livet og Verdens Løb, gav mig Magt over Modersmaalet, og gav mig baade Mod og Kraft til, naar det gjaldt, at trodse al Verden, med de jævne, gammeldanske Ord: heller døe med Æren end leve med Skam, og før dog lade sig flaae, end krybe i en Andens Skind, om det saa var den Romerske Keisers!

✂ Lidt viser Villien, siger Dansken for et gammelt Ord, og for at vise Villien, den gode Villie, der, ogsaa efter Ordsproget, drager et stort Læs, derfor kom jeg hid, derfor tog jeg Ordet i Eders Kreds, derfor har jeg ogsaa gjort en lille Vise om En af Eders store Landsmænd og Danske Mærkes-Mænd i fordums Tid, som jeg vil bede Eder synge med mig, men, i den Tid, da alt Dansk var nær ved at glemmes, ikke blot hos Eder, men selv hos os, midt i Kongeriget, da glemdes ogsaa han, glemdes ogsaa den herlige Slesvigske Helt, som Visen er om, derfor maa jeg først sige Eder, hvem han var og hvad han gjorde, som er værdt at ihukomme, saalænge Danmark staaer, ja, saalænge Troskab og Manddom agtes Hæder og Ære værd, og som vist heller aldrig mere skal glemmes hos Eder! Hans Navn var Folke, og han levede i den samme gamle Kong Vermunds Dage, som I vel har hørt, blev forhaanet af Tydskerne og havde nær overladt dem hele Danmarks Rige, fordi hans eneste Søn, Uffe hin Spage, vel var kæmpevoxen, stor og før, men var stum og maalløs fra Barnsbeen, men I har vel ogsaa hørt, at Kong Vermund fik Mod igien, da hans Søn fik Mæle, og havde stor Glæde af ham paa sine gamle Dage, da Uffe bestod den svare Tvekamp med tvende Tydskere og fældte dem begge. See, i denne Kong Vermunds Tid skedte det engang, at der kom Fremmede til Slesvig, som vel havde sin egen Jarl eller Hertug, men hørde dog til Jylland og det Danske Kongerige, saa Banner-Mesteren Folke fløi afsted til Nørre-Jylland, til Jelling-Gaard, hvor den Danske Kong Vermund holdt Hof, for at melde Feiden, og bede om Hjelp. Her stædtes da Folke ind for Kongen, da han sad over Borde og rygtede sit Ærinde saa snildt og dog saa mandeligt, at han kiøs ei det mindste Barn, men frydede hver ærlig Kæmpe, og fremfor alt den gamle Danner-Konge, hvem han ønskede til Lykke med den herlige Fangst af Danmarks Fiender, som dumdristig havde hjemsøgt Landet ved Skamlings-Banke, og var saaledes selv løbet lige i Fælden, og var dødsens, hver og Een. Det Ord faldt i god Jord, thi det huede Danner-Kongen saa godt, at han bad Folke sidde hos og tage til sig af 36 Retterne, hvad Dagen tiørde til, og da Folke havde alt for meget Hastværk til at lade Hvile falde paa sig, da skiænkede Kongen med egen Haand sit Guld-Bæger fuldt af Viin og rakde Folke med det Ord: de er velkomne som bære godt Budskab, og bedre bar Ingen Kæmpe under Solen sin Konge Feide-Bud, stik ud med Æren og stik Bægeret i Barmen som en Venne-Gave! Folke drak og Vinen smagde ham saa godt af Kongens Bæger, at han opløftede sin Haand og giorde et bedre Kæmpe-Løfte, end der var længe hørt i Norden ved noget Brage-Bæger, thi det lød som saa: før jeg skal rømme Marken for Danmarks Fiender, før skal jeg tømme dette Guld-Bæger saa bredfuldt af mit eget Blod, som det var nys af Viin! Som sagt, saa glort, Kæmperne mødtes paa det hvasse Konge-Stævne, hvor man skiftede Hugg, som vrede Kvinder skifte Ord, saa det Ene kunde ei bie det Andet, de Danske vandt, Fienden flygtede til alle Sider, og da Kongen red over Val-Pladsen, da saae han Folke sidde lavt paa Tue, men med saa høit et Kæmpe-Mod, at han tømde gladelig Guld-Bægeret, fuldt af sit eget Blod. Da holdt Kongen stille og sagde: see en Kæmpe, tro som Guld! saa lønne Dannemænd Gaver!

✂ Der løber meget Vand til Strande, siger Ordsproget, mens Mølleren sover, og der er løbet endnu langt mere, mens Holger Danske sov, men nu, da han er vaagnet, nu skal der Ikke løbe mere, før alle Dannemænd opløfte deres Stemme og synge en Vise til Folkes Ihukommelse, og giør, ved hans levende Minde, det Kæmpe-Løfte, at før de indrømmer Fienden et Straaes-Bred af Marken, før skal de giøre som Folke, og tømme hver sit Bæger af det varme Hjerte-Blod, der rinder endnu I hver ægte Dannemands Aarer fra Øre-Sund til Dannevirke! Det høre Himlen og lade det lykkes til Fædrenes Ære og Danmarks Gavn, skiænke os Alle Aand og Kraft, som Vin i Guld-Bæger, til gladelig at bringe det med Æren ældgamle, velsignede Fæderneland ethvert Offer, blodigt eller ublodigt, som dets Frelse af Fiende-Vold, dets voxende Velstand og voxende Glands udkræver !

✂ Da skal ogsaa denne vor Forsamling paa Skamlings-Banken, ogsaa dette vort ærlige Kæmpe-Løfte mindes efter Aarhundreders Forløb, og berømmes i langt bedre Taler, besynges i langt bedre Viser og med langt klarere Stemmer, end de, der nu lyde I Sky, fra det Danske Fostbroder-Lag, det det ældste og ærværdigste, det troeste og det livsaligste Fostbroder-Lag under Solen!

✂

Mel. Danmark, deiligst Vang og Vænge.

✂ Slesvig! Angiers Jarie-Sæde!
Kongers Moderskiød,
Hvor, til hele Markens Glæde,
Morgen-Sangen lød:
Hvor med DanmarksArilds-Kirke,
Høit sig hæved Dannevirke!
Tør du end for Tydsken sjunge
Med den Danske Tunge!

✂ Folke faedd din gamle Taler,
I vor Konge-Bog
End hans Ord vor Aand husvaler,
Dansk var Folkes Sprog;
Feide-Bud, en Foraars-Morgen,
Bragde han til Jelling-Borgen,
Som man, efter Kongens Tykke,
Ønsker Folk til Lykke!

✂ Danmarks Fiender i vor Midte,
Sagde han med Klem,
Vidste Veien godt at hitte
Til de Stummes Hjem;
Vore Sværde, Spyd og Pile
Brat dem bringe skal til Hvile,
Dem Godnat i Graven sjunge
Med den Danske Tunge!

38

✂ Danne-Kongen sit Guld-Bæger
Sklænked fuldt af Viin,
Sagde: drik! det vederkvæger,
Skaalen er og din;
Som en Dannemand og Kæmpe,
Født til Fiende-Skryd at dæmpe,
Har du talt og vil du stride
Paa den Danske Side!

✂ Tak, som byder, mæled Folke,
Sikkert skal mit Staal
Fienden klart mit Sprog fortolke,
Drikke Kongens Skaal,
Og før jeg af Marken rømmer,
Af mit Blod et Bæger tømmer
Jeg til Skaal for Venner Mære,
Og for Danmarks Ære!

✂ End er Øiet ei saa taaget,
Det jo seer fuldgrant:
Dansk var dengang Folke-Sproget,
Og de Danske vandt;
Danne-Kongen, hvid som Duen,
Folke saae paa Bane-Tuen,
Sagde: knap med Guld, som eies,
Helteblod opveies!

✂ Slesvig! Angiers Jarle-Sæde!
Kongers Moderskiød,
Hvor, til hele Markens Glæde,
Morgen-Sangen lød:
Hvor, med Danmarks Arilds-Kirke,
Høit sig hæved Dannevirke!
Længe du om Folke sjunge
Frit med Folke-Tunge!

✂

✂ TIL den »Svanesang«, som Grundtvig følte sig oplagt til at skrive efter sin Sygdom i Foraaret 1844, hører nogle Digte, hvori han mere end sædvanlig dvæler ved sit personlige Liv. Hertil maa henregnes følgende »Gravskrifter«, som findes paa et Blad fra denne Tid, og som Svend Grundtvig har givet Overskriften Mellem Grave, i Dansk Kirketidende for den 5, September 1880, hvor de første Gang blev trykte, Jfr. Poet. Skr. VI. Bind. Nr. 144.

✂

Ved min Moders Grav.

✂ Min Moder Cathrine Marie Bang,
Hvis Hjerte gienlød af Guds Engles Sang,
Hvis Øie var klart og hvis Tro var stor,
Som takked for Smuler ved Herrens Bord,
Hun troende lagde i Støvet sig ned,
Af Støvet opstaaer hun med Herlighed!
Vil Nogen slynge en Blomst om min Stav,
Han plante den paa min Moders Grav!

✂

Ved min Faders Grav.

✂ En troende Taler1 var Fader Johan,
En glødende Kæmpe i Luthersk Forstand,
Med Øre for Psalmer, som Kingoer sjunge,
Med Barnet i Hjerte og Skriften paa Tunge;
Paa Gierninger gode saa rige var Faa,
Thi Ingen var bedre end han ved de Smaa,
Og hvordan hernede han gjorde sin Bøn,
Det Han vil forklare, som saae det iløn!

✂

Ved min Systers Grav.

✂ Min eneste Syster af Byrd og af Blod,
un var, sagde Fader, til Verden for god,
Ja, hun var en Rose, hvis Hjerte stod bart
For Jordlivets Storme til Nederlag klart,
Men Urtegaardsmanden, som boer over Sky,
Han rev den fra Stormen og skiænked den Ly,
Og hist i Guds Have, som selv Han har sagt,
Alt hvad Han har plantet, skal sees i sin Pragt!

✂

Ved min egen Grav.

✂ En Træl af Kiød og Blod,
Og tiggerarm paa Mod,
En Kæmpe dog i Færd,
Sig hviler trøstig her
I Kraft af Barnedaab,
Med Herlighedens Haab.
Faa levede saa frit,
Og virkede saa bundet,
Og sjelden for saa vidt
Blev Døden overvundet,

*1Poet. Skr. har her, ved en Trykfejl: En troende Fader. 41

✂ Fordi man længe ei
Slog ind den gamle Vei:
Paa Herrens egne Ord
Ved Kirkens Bad og Bord,
I Jesu Navn udvalgt
At troe og vove Alt,
Og i hans Kirkes Skiød
At trodse Synd og Død,
Og i hans Vennelag
At vente paa hans Dag
Med Evighedens Krands
Med Herlighedens Glands!

✂

✂ TIL Mindet om Sygdommen i 1844 knytter sig ogsaa følgende Digt, som Grundtvig skrev til sin Datter, da hun i Juli 1845 var bleven forlovet med den theologiske Kandidat P. O. Boisen, der senere blev Grundtvigs Kapellan. For Faderhjertet stod det som en Begivenhed, der rev Datteren bort fra ham. Hun var født, den Gang Grundtvig havde nedlagt sit Embede under Kirkekampen (i 1826).

✂

✂ Du Lille! du Kiære! da dyrt var Guds Ord,
Da Sorgen var svar og da Nøden var stor,
Da fødte med Smerte,
Med blødende Hjerte
Dig Moder, og stirred med Smil giennem Taaren
Paa Datter eenbaaren,
Som nu stirrer Fader i Sommerdags-Kveld
Og hvisker Farvel.

✂ Du Lille! du Kiære! naar bleg og naar rød,
Paa faderlig Arm og paa1 moderligt Skiød
Du faopped, du hviled,
Du klynked, du smiled,
Fuldofte jeg stirred med Srnil giennem Taaren
Paa Datter eenbaaren
Som nu, da jeg hvisker i Sommerdags-Kveld:
Du Lille! farvel!

*1 Det oprindelige Udkast: i moderligt Skiød. 43

✂ Du Lille, du Kiære! da Sindet var sygt,
Mit Hoved var ørt, men mit Hjerte var mygt,
Da Vanvid mig traed
Og Vennerne grued,
Da ømt mig betragted med Smil giennem Taaren
Min Datter eenbaaren,
Som jeg dig betragter i Sommerdags-Kveld
Og hvisker Farvel!

✂ Du Lille! du Kiære! det lønne dig Gud,
Hvor du under Himlen gaaer ind og gaaer ud!
Du dulmed min Smerte,
Du varmed mit Hjerte,
Du kiøled min Pande, du korted min Pine
Med Kyssene dine;
Og derfor velsignet i Sommerdags-Kveld!
Et Kys til Farvel!

✂ Du Lille! du Kiære! i Støvskyers Egn
Til Taarer vi trænge, som Dugg og som Regn,
Om Høstgilde-Sange
Skal tone i Vange;
Det lifligste Solskin fra Vuggen til Baaren
Er Smil giennern Taaren,
Det være din Arv og det fryde dig ret!
Det følge din Æt!1

✂ Du Lille! du Kiære! du kiender Ham jo,
Som altid er midt iblandt elskende To,
Naar, fælles om Navnet,
De enes i Navnet,
Som Djævlene frygte, Guds Engle omkvæde
Og prise med Glæde;
Paakald ham af Hjertet i Gry og i Kveld!
Da farer du vel!

*1 I Steden for dette Vers fandtes oprindelig følgende i Udkastet:

✂ Du Lille! du Kiære! din Stjernejegsaae
Oraleiret, ind hylle t af Skyerne graae
Saae tusinde Farer,
Titusinde Snarer,
Saa følge maa vel dig mit Øie med Taarer
Paa Banen, du kaarer,
Dog dem giennemsmile i Sommerdags-Kveld
Skal Hjertets Farvel!

44

✂ Du Lille! du Kiære! da times dig Raad,
Da altid opdukker et Smil af din Graad,
Thi1 Alt hvad os frister
Og truer, det brister,
Og Bjergene synke og Dalene stige
Og Skyerne vige
For Jesus, vor Stjerne, vor Soel og vort Skjold,
Som Alt har i Vold!

✂ Du Lille! du Kiære! jeg venter det vist,
Hvor vidt vi adskilles, vi samles dog hist,
Hvor Perlen er fundet
I Strømmen udrundet;
Ja, der skal vi mødes og smile ad Sorgen
En Sommerdags-Morgen,
Og derfor med Smil giennem Taaren: farvel
I Sommerdags-Kveld!

*1 Udkastet: Til.

✂

✂ VED Henrik Steffens' Død den 13. Februar 1845 skrev Grundtvig, i Berlingske Tidende Nr. 66, dette Drapa over sin afdøde Frænde. Nogle Vers deraf, med Ændringer af Forfatteren, er nu i Brug som Folkesang.

✂

✂ Lynildsmand, som for mit Øie,
I det aarle Morgengry,
Lig en Engel fra det Høie,
Vælted Stenen bort paany,
Der hos mig, i Blomsterhaven,
Lukked', spærred Troes-Gra ven!
Sank nu selv du under Muld?

✂ Nei, den Aand, som slynged' Lynet,
Naar det knittrende udfoer,
Aanden, som gjenfødte Synet,
Sprængte Bautasteen i Nord;
Aanden i dit Blik, din Tale,
Efter Kæmpeskridt i Dale,
Hviler kun paa Skyer blaa!

✂ Nordens Aand, til Gru for Jetter,
Skabte før i Vana-Gaard
Odins-Syn og Thors-Idrætter;
Hviled saa et Verdens-Aar;
Vandrer nu igjen paa Isse,
Som paa Sky og Klippespidse,
Klædt i Lyn, med Kæmpeskridt!

46

✂ Paa din Isse, høie Frænde!
Fæsted' Fod den Aand paany,
Vandrer nu til Verdens Ende,
Som han aged før i Sky;
Klarer nu, til Gru for Jetter,
Odins-Syn og Thors-Idrætter,
Tegner Lys og taler Lyn!

✂ Naar det knittrer, naar det dønner,
Naar det runger dybt i Fjeld,
Naar I lytter, Nordens Sønner!
Muntre end i Tidens Kveld;
Mindes, det var ham, som blunder,
Som i Nord, til stort Vidunder,
Stødte først i Heimdals Lur!

✂ Ja, den fri, den stærke Tale
Om hvad Haanden griber ei,
Men hvad dog fra dybe Dale
Baner sig til Stjerner Vei:
Ordet, som af Aanden føres,
Skaber Syn hvor Røsten høres,
Vaagned, Steffens! her med dig!

✂ Da var disse Lokker gule,
Som i Kamp blev tidlig graa,
Da var mørkt det over Thule,
Intet Øje Lyset saae,
Før det lød paa Bjergetoppe:
Vaagner Alle l Soel er oppe!
Røsten var dit Bjarkemaal!

✂ Folket sov, som Lig i Kiste,
Kæmper sov som Kampesteen,
Brat dog vaagned Fugl paa Kviste,
Lærke med i Agerreen,
Stak i Sky til Vingeprøve,
Sang med Lyst for Øren døve,
For hinanden og for Dig!

47

✂ Og før end, paa Lynets Vinge,
Til dets Fædreland du loer,
Du det hørte lyst til Thinge:
Vaagnet er nu Folk i Nord,
Spiler Øine, lytter efter,
Mærker Aandens Kæmpekræfter,
Rimer Dag og Døn med Daad!

✂ Det skal spørges, du har levet,
Som kun Faa paa denne Jord,
Levet meest, hvor Mindst er skrevet,
Levet kongelig i Nord:
Talt er Ord, som aldrig glemmes,
Vakt en Aand, hvis Kraft fornemmes,
Mens vi har et Modersmaal!

✂ Tvende var vel dine Røster,
Ypperst Tydskland kalder sin;
Dansk var dog, som hendes Søster,
Moder din og Moder min!
Tydsk vel Pen dig faldt i Haanden,
Dansk dog Tungen var og Aanden,
Dem det er, som skifte Arv!

✂ Ærligt Modersmaalet skifter,
Nøies tarvelig med Sit:
Kæmpens Ry og Kæmpens Skrifter,
Tydskland! roes af dem dig frit!
Nordens Aand og Danmarks Tunge,
Gamle nys, nu atter unge,
Arved alt hans Moders Slægt!

✂ Tak, du store Arvelader!
Tak i Nordens Trilling-Navn!
Odin var din Oldefader,
Danmark var din Moder-Favn;
Der du os tilkyssed Aanden,
Før, med Vingespyd i Haanden,
Du uddrog i Ledingsfærd!

48

✂ Med det Kys, i Barmen Inde,
Med dit varme Aandedræt,
Leve skal i Nord dil Minde,
Blomstre saa paa Videslet,
At hvert Aar paa Fuglevinge
Krandse kan fra Marken bringe
Til din Grav i fremmed Land!

✂ Og hver Fugl, som Krandsen bringer,
Synge skal med Stemme klar:
Havde kun jeg Phønix-Vinger,
Jeg dit Støv til Hjemmet bar,
Kviddred mellem Bøgeløvet:
Hvil dig, Fuglefader-Støvet!
Hvil dig sødt i Moders Skjød!

✂ Lille Fugl i Hjarne-Lunden!
Hvad er det, du kviddrer om?
Skal engang i Morgenstunden,
Efter blide Norners Dom,
Med udvoxet Phønix-Vinge
Lykke-Skibet os tilbringe
Asken af din Faders Been!

✂ Skal maaskee den høie Skole,
Hvor i alle Guders Fag
Nordens Aand har Lærestole,
Nordens Kæmper Skjoldetag,
Hvile trygt paa Heimdal-Støvet,
Hvorfra, mellem Bøgeløvet;
Gjallarhornet først gienlød!

✂ Gid det skee engang ad Aare!
Efter Norden, Frænde kiær!
Længdes jo dit Støv saa saare
I det sidste Aftenskiær!
Morgenhane-Mindesmærket
Vorde brat Oplysnings-Værket
Birtingsborg i Bjergestil!

✂

✂ I Oktober 1845 begyndte de theologiske Kandidater R. Th. Fenger og C.J.Brandt Udgivelsen af Ugebladet Dansk Kirketidende, der siden vedblev i hele Grundtvigs Levetid at være et anset Organ for hans kirkelige Anskuelse.

✂ I Bladets første Nummer skrev han om »Kirke-Sagog Kirke-Tidende«, og i de første Aargange af det var han i det hele en ret virksom Medarbejder. Nogle af hans vigtigste Afhandlinger deri, fra Aarene 1845-8, skal her meddeles.

✂

Kirke-Sag og Kirke-Tidende.
[Dansk Kirketidende Nr. l, den 5. Oktober 1845].

✂ Den babyloniske Forvirring af Tanker og Begreber, hvoraf vor Tid bestandig mere lider, og hvori hele Menneskelivet let kan gaae tilgrunde, har en af sine Rødder i den gamle, men stedse tiltagende Sammenblanding og Forvexling af Sagen selv og dens Beskrivelse, og i det Hele af Skin og Virkelighed, og Kirke-Sagen er netop den, som derved har lidt næsten ubodelig Skade, og staaer i vore Dage øiensynlig Fare for at tabe hele sin Betydning, saa det er paa den høie Tid for dens Venner at giøre Alt hvad der staaer i deres Magt for at klare den baade i Livet og i Læseverdenen; men dertil hører først og fremmest, at de selv kan skielne mellem en Kirke og en Kirke-Tidende, hvad de Fleste endnu finder meget vanskeligt. Ligesom det nemlig er den papistiske Overtro, at Geistligheden eller Hierarchiet egenlig udgiør og skaber Kirken, 50 saaledes er det den Protestantiske Fordom, at en vis Beskrivelse af Kirke-Sagen, den være nu apostolisk, kongelig eller videnskabelig, altsaa en Kirke-Tidende, egenlig udgiør og skaber Kirken, og ligesom nu den reen papistiske Kirke derved bliver en blot Kirke-Tjeneste, som et geistligt Skuespil, saaledes bliver den reen protestantiske Kirke en blot Kirke-Skygge, som kun staaer paa Papiret, og om hvilken af disse Kirker der er enten den mest christelige eller den mest velsignede kan man trættes i det Uendelige, da Begge er kirkelige Uting, den Ene et blot Skin og den Anden et tomt Krav.

✂ Saa reen protestantisk er imidlertid Kirken ikke hos os; thi naar vi tænkde alle Kirke-Beskrivelser, selv den hellige Skrift borte, blev der ikke blot en levende Kirketrang tilbage hos Alle dem, der har en levende Gud, men blev ogsaa en christelig Kirke, bestaaende af Alle dem, der ikke blot er døbt ordenlig, men har virkelig i Hjertet den Tro, hvorpaa der fra Begyndelsen er døbt i Jesu Christi Navn, og Disses levende Deeltagelse i Alt hvad der angaaer det store Forhold mellem Gud og Menneske i Tid og Evighed, det udgiør den egenlige Kirke-Sag, som aabenbar vilde være et tomt Ord, hvis intet levende Menneske i Landet brød sig om Gud og en Guds-Dyrkelse i Aand og Sandhed.

✂ Om og hvorvidt nu enten Bibelen, Ritualet, Alterbogen, Psalmebogen, eller noget Sort paa Hvidt, hører til Kirke-Sagen, det beroer aabenbar paa Sammes virkelige Forhold til Kirken og Kirketrangen, et Forhold, der kan tænkes venligt eller fiendtligt, nært eller fjernt, levende eller dødt, og at oplyse saavel dette Forhold, som i det Hele Kirke-Sagen, det er den nærmeste Opgave for hvert Lands egenlige Kirke-Tidende, en Opgave, den umuelig kan løse, dersom Udgiverne betragte Bladet som en Kirke, hvis Bogstaver skal, som alle gode Christne, i det mindste være grundenige; thi paa denne Maade blev Tidenden i det Høieste et Speil af den christne Kirke hos os, og ingenlunde af Folkets Forhold til den, eller dens til Kirke-Trangen, og hvad der endda var det værste, et saadant Misgreb beviiste, at Udgiverne ikke havde indseet den himmelvide Forskiel imellem at være Medlemmer af samme Kirke, og at skrive i samme Kirke-Tidende. Det er derfor et godt Varsel, at Udgiverne af den Danske Kirke-Tidende aabne den for enhver Behandling af kirkelige Spørgsmaal, der, efter Omstændighederne, kan findes passende for Gienstanden og for Bladet, enten den saa stemmer med eller strider mod Udgivernes Tro og 51 Anskoelse, saa de indrømme Andre den samme Frihed, de selv giør Fordring paa, det er et godt Varsel for denne Kirke-Tidendes Værd og Varighed, og det er tillige et gyldigt Vidnesbyrd om kirkelig Oplysnings kiendelige Forspring hos os, thi en saadan Alsidighed er andensteds kun forsøgt af kirkelig Ligegyldighed, som nødvendig maatte udelukke Nidkiærheden og derved blive allerværst eensidig, medens den her netop udspringer af Nidkiærhed for Sandheden og Tro paa dens seierrige Styrke. Denne Oplysning er imidlertid ogsaa hos os langtfra at være i Alle, saa en saadan aaben Kirke-Tidende maa være belavet paa Miskiendelse fra flere Sider, og staaer Fare for at skyes af alle dem, der mene, deres Tro kun er saliggiørende, naar enhver Modsigelse deraf undertrykkes, og atter af alle dem, der kun tør haabe Virkning af deres Modsigelse, naar Troen hindres i at forsvare sig, altsaa af alle den kirkelige Friheds Modstandere, som endnu er de Talrigste i alle Partier; men den Oplysning, der giver Keiseren hvad Keiserens og Gud hvad Guds er, har dog baade et saa guddommeligt Rygstyd, og bærer lige fra Begyndelsen saa gode Frugter for hele Menneskelivet, at dens Kamp maa være seierrig og dens Krone vis.

✂ Derfor lykønsker jeg baade Udgiverne, Danmark og den Christne Kirke med dette Foretagende, og skal, saalænge Gud under Liv og Leilighed, selv bidrage hvad jeg kan til en fri Oplysning, som jeg veed, den christne Kirke ei blot kan taale, men kræver af alle sine Medlemmer, som Beviis paa, de er »Lysets Børn«, og behøver selv til sin Forklaring, medens jeg ogsaa veed, at en saadan fri Oplysning betaler sig godt i det Land, den voxer, ved i alle Retninger at forberede og paa alle Sider at befæste oplyst Frihed.

✂ Dog, skiøndt Kirken og Kirke-Sagen midt iblandt os nødvendig er den nærmeste Gienstand, en dansk Kirke-Tidende maa stræbe at oplyse, saa glæder det mig dog meget, at Udgiverne ei har sat sig andre Grændser, end de, der enten ligge i Sagens Natur eller sættes af Omstændighederne; thi der findes Intet paa Kirke-Historiens Enemærker, som jo, under visse Omstændigheder, har sin rette Plads i den nyeste Kirke-Tidende, og den Christne Kirke kan ingensteds oplyses fra den rette Side, uden at den baade i Henseende til Tiden og Rummet, betragtes i sin »Almindelighed«, som hverken Kirke-Statens eller Stats-Kirkernes chinesiske Mure maae hindre os fra at giøre aandelig giældende.

52

✂ Til Slutning vil jeg ønske Kirke-Tidenden hvad dens Gavnlighed heroer paa: mange velvillige Læsere, der ikke skye Lyset, men søge det, og kræve ikke mere end et saadant Blad og Udgiverne med god Villie kan give, men betænke, at en »Kirkelig Avis« er i vor Avis-Tid alle Deeliagere i Kirke-Sagen aldeles uundværlig, saa selv en maadelig var langt bedre end Ingen, og at den ubilligste af alle Fordringer til en Saadan var, at den skulde grundig drøfte alle Kirkelige Anliggender, da det tvertimod ligger i Sagens Natur, at den sædvanlig kun bringer forholdsviis sikkre Efterretninger om kirkelige Tilstande og Begivenheder, med Vink til nøiere Eftertanke, og kun som ved en Undtagelse, nærmere Drøftelse af en kirkelig Gienstand, der netop nu enten for Christenheden i det Hele eller dog for os er af særdeles Vigtighed, Langtfra at en saadan Kirke-Tidende skulde kunne træde istedetfor et Kirkeligt Tidsskrift, haaber jeg, den tvertimod vil bidrage til, især hos Præster og theologiske Candidater at vække og nære Trangen til et Saadant, hvor hele Kirke-Sagen i Forhold saavel til Skolen som til det Borgerlige Selskab efterhaanden kunde finde den fri og grundige Drøftelse, den visselig baade fortjener og behøver. Kirke-Staten er i fuld Opløsning, alle Stats-Kirker rave, alle Skole-Raad til deres Understøttelse eller Afløsning har viist sig umodne, og dog er der en Gud over os, en Evighed for os og et uudsletteligt Vidnesbyrd om Begge i os, saa det er paa den høie Tid, uden alle andre Hensyn, at overveie, hvad Sandheds Gud forlanger, hvad Guds Kiærlighed har givet, og hvad et sandhedskiærligt Hjerte kan tilfredsstilles, trøste og glæde sig ved.

✂

Kirke-Klokken.1
[Dansk Kirketidende Nr. 3, den 19. Oktober 1845].

✂ Kirke-Klokke! mellem ædle Malme
Mageløs er for mit Hjerte do,
Vaagnet er ved dig en Høitids-Psalme,
Som gienlyder daglig i min Barm!

✂ Kirke-Klokke! ei til Hovedstæder
Støbtes du, men til den lille By,
Hvor det høres trindt, naar Barnet græder,
Og inddysses blidt ved Vuggesang.

✂ Kirke-Klokke! Moderskiød for Klangen,
Som er mig langt meer end Strængeleg,
Toner dine kappedes om Rangen,
For mit Øre tit og i min Barm.

✂ Mens som Barn paa Landet jeg var hjemme,
Julemorgen var mit Himmerig,
Den du meldte mig med Englestemme,
Kimed klart den store Glæde ind.

✂ Høiere dog stemde dine Toner,
Naar de med »den gyldne Soel frembrød,«
Kimed: Støv! opreist er din Forsoner,
Stat nu op i Paaske-Morgengry!

*1 Om dette Digts Oprindelse findes en Række Afhandlinger af Otto Moller og J. H. Monrad i Dansk Kirketidende 1897. 54

✂ Lavere de sprede deres Vinger,
Sænke sig med Solen dybt i Hav,
Naar for mig nu Aftenklokken ringer,
Og jeg tæller dine Bedeslag.

✂ Lifligt dog det klinger helst om Høsten,
I den stille, svale Aftenstund;
Giennem Jorderig gaaer Himmelrøsten,
Kalder Sjælen til sin Hvile ind.

✂ Landet nu graahærdet kun jeg giæster,
Og har hjemme, selv jeg veed ei, hvor;
Dog paa Lysets Hjem min Hu sig fæster,
Evig godt, jeg veed, er ene der.

✂ Derfor nu, naar Aftenklokken melder:
Solen sank og Fuglen slumred ind,
Da mit Hoved jeg med Blomsten helder,
Nynner sagte mellem Bedeslag:

✂ Kirke-Klokke! naar tilsidst du lyder
For mit Støv, skiøndt det dig hører ei,
Meld da mine Kiære, saa det fryder:
Han sov hen, som Soel i Høst gaaer ned!

✂

Kirke-Striden i Engeland.
[Dansk Kirketidende Nr. 8, den 23. November 1845].

✂ Medens desaakaldte »Tydske Catholiker« giøre Opstand mod Rom og nærme sig, meer eller mindre, hvad man kalder Protestantisme, reiser der sig midt i den Engelske Stats-Kirke et mægtigt Parti, som fordømmer Protestantismen, lovpriser og nærmer sig Rom, som det rette Apostoliske Sæde, og det synes jo bagvendt nok; men naar man hos os sædvanlig finder det Catholske Frafald meget rimeligt og glædeligt, men det Protestantiske ubegribeligt og sørgeligt, da kommer det enten af Mangel paa al Christen Tro eller dog af en meget overfladelig Tankegang. Betragter vi nemlig den saakaldte Reformation, eller den store Skilsmisse i det Sextende Aarhundrede, fra et christeligt Stade, da see vi sirax, at forsaavidt de Fraskildte beholdt den Gammel-Catholske Tro og Daab, var Skilsmissen igrunden ikke kirkelig, men folkelig, borgerlig og videnskabelig, saa det var Blindhed paa begge Sider, naar Papisterne bandsatte os som Kiættere, og vi fordømde dem, som Anti-Christens Hærskare. Kun da, fordi Menneske-Livet løber ud i eet, saa ingen Hoveddeel af det kan forandres uden at det har mærkelig Indflydelse paa Livet i det Hele, og fordi vi paa begge Sider, med blindt Had, have sat en Ære i at lægge saa lidt Vægt som mueligt paa hvad vi har tilfælles med hverandre, kun derfor har Skilsmissen mellem Rom og os havt mægtig Indflydelse paa de kirkelige Forhold og avlet den latterlige Paastand at to Kredse af det Christne Samfund, der bekiendte sig til samme Tro, døbde med den samme Daab og tilbad den samme Jesus Christus, Gud og Mand, var kirkelig modsatte. Er det derfor virkelig en Oplysnings-Tid, vi lever i, da kan det aldrig feile, at jo 56 alvorlige og gudfrygtige Mænd paa begge Sider maae opdage og stedse klarere indsee, at vi baade har gjort hverandre Uret, gjort vor fælles Herre Skam, og derved paa mange Maader skadet os seiv, saa en vis Hækling paa den Romerske Side til os og paa vor Side til Rom, er ikke blot ventelig, men hører til de bedste Tidens Tegn for den »hellige almindelige« Kirke, som vi paa begge Sider vil tilhøre.

✂ Opfatte vi nu reent de store Tviste-Punkter mellem Rom og os, da er det ingenlunde blot Forholdet mellem Kirken og Skriften, Geistlig og Verdslig, Roms Sprog og Folkenes Modersmaal, men især de alt giennemgribende Forhold mellem det Fælles og det Særegne, det Faste og det Flydende, det Synlige og det Usynlige, og medens der kan tvistes meget om, hvem der har været mest eensidig, er det kun alt for klart, at den saakaldte Romerske Kirke er blevet hartad reent forstenet og den Protestantiske henveiret, saa Striden føres nu egenlig kun i Luften, som mellem Blæsten og en gammel Ruin.

✂ Der er imidlertid et baade menneskeligt ogchristeligt Grund-Forhold, som man fra begge Sider sædvanlig har overseet, og hvorpaa dog det Hele beroer, og det er Forholdet mellem Liv og Lys, som nu nødvendig maa komme for Dagen, hvor Menneske-Slægten enten i eller udenfor Kirken værdig skal fortsætte sit store Levnetsløb, saa Bevægelserne i denne Retning har retmæssigt Krav paa varm Deeltagelse og billig Bedømmelse. Naar vi derfor see, at den Tydsk-Catholske Bevægelse næsten er en blot Efterabelse af Reformationen i det Sextende Aarhundrede, men at den Oxfordske er en eiendommelig og kraftig giennemført Protest mod den ProtestantiskeOp lysning, som en farlig Fiende ad det Christelige Liv, da er man nødt til at skiænke den Sidste en ganske anderledes Opmærksomhed, end der hidtil, udenfor Engeland, er blevet den til Deel, og at betragte den med langt gunstigere Øine end Nogen af dens Engelske Modstandere.

✂ Det er i denne Henseende en meget mærkelig Bog, der, under Titel af Christeligt Kirke-Mønster (The ideal of a christian church) kom ud ifjor, og gjorde umaadelig Opsigt, især da Universitetet i Oxford, i et latterligt Arrigskab, som man udenfor Engeland knap har Begreb om, fradømde dens præstelige Forfatter (W. Ward) hans Magister-Grad. Havde nemlig Høi-Kirken sat ham i Band eller fradømt ham sit Præste-Embede, det havde derværet, om end ikke Billighed, saa dog Mening i, men at fratage ham hans academiske Værdighed for 57 en Bog, der i alt Fald beviste, han ikke, som saamange, var kommet sovende til den, det var saa bidende en Satire paa den ved Universitetet herskende Videnskabelighed, at, var Sagen ei saa vitterlig, maatte man deri see et Opspind af dets arrigste Fiender. Sagen selv har Universitetet imidlertid derved gjort en udmærket Tjeneste, thi Hr. Wards Bog er baade saa tyk og saa tør, at den neppe i Engeland selv, og udenlands ingenlunde vilde tiltrukket sig den Opmærksomhed, Sagen fortjener, hvis den ikke var stemplet til et saadant Misfoster og Galmandsværk, at Nysgierrigheden maatte bringe den, saa at sige, i Alles Hænder.

✂ Hvad nu Hr. Ward især har lagt an paa, opnaaet og derved høilig forbittret begge de ældre Kirke-Partier (det saakaldte Evangeliske og det Bispelige) har udenfor Engeland ei stort at betyde, thi vi finder, det trænger ikke til hans Beviis, at Høi-Kirken, som med sin kongelige Kirke-Stat vilde fordunkle den Pavelige, er deri kommet saa aldeles til kort, at, gjaldt det om en herskende Kirke-Stat dvs. en Staten og Samvittighederne kirkelig beherskende Indretning, da maatte man, med Hr. Ward og hans Venner, langt foretrække den Romerske, hvormange Betænkeligheder man end havde ved dens jesuitiske Skikkelse. Kun da forsaavidt han fordømmer det Sextende Aarhundredes Reformation i det Hele, som fiendtlig mod det christelige Liv og svanger med en grundfalsk Oplysning, hvori Selvklogskaben tog Herredømmet fra Samvittigheden, kun forsaavidt udæsker han den protestantiske Christenhed, og er let slaaet af Marken, da han selv hverken veed Forskiel paa Hedensk og Christeligt, Borgerligt og Kirkeligt, eller paa Levende og Dødt i Aandens Verden; men derfor er det dog ligesandt, at vi uforsvarlig har miskiendt Menneske-Naturen og dens Forhold til Christendommen, og ligesaa uforsvarlig misbrugt Skriften baade til Kirke-Grundvold og til Hjemmel for en selvgjort Retfærdighed af Troen.

✂ Erkiendelsen heraf, det skal da være Frugten, vi høste af den Engelske Kirke-Strid, og naar disse Misgreb rettes, da vil det blive klart, at det Sextende Aarhundredes Reformation, der kun ved en grov Selv-Modsigelse kunde tillægge sig den Ufeilbarhed, den fradømde Paven, dog ærlig fortjener Historiens Lovtale, fordi den reddede Menneske-Livet, der ligesaavel i Aandens, som i Haandens Verden, trods alle sine Feil, er det Umistelige, da ikke det Døde men kun det Levende kan 58 tækkes Gud, skiønne paa Livets Farer og rette dets Feil! Gaae vi nemlig ud fra Samvittigheden eller den til Forstand klarede Sandheds-Følelse, og komme saaledes fra den rette Side til Naade-Stolen, da see vi strax, hvor Kirke-Dørren er, som Alle maae gaae ind ad, der ikke vil stemple sig selv til Tyve og Røvere af Christen-Navnet, thi Dørren er aabenbar ved Daaben, og til den kan vi ikke komme uden at høre Vorherre Jesu Vidnesbyrd om, hvad vi skal troe og giøre for at høre ham til og være Guds Børn i Tid og Evighed, vor Salighed visse. Begge Dele udsiger nemlig Daabs-Pagten baade i Rom, i Canterbury og hos os saa tydelig, at selv et Barn kan forstaae det, og at vi maae blive ved vor Daabs-Pagt, naar vi ikke vil gaae Glip ad den evige Velsignelse, som kun lyses over de Sanddrue og Trofaste i det himmelske Bad, det er en Selvfølge, saa her har vi aabenbar Klippen, hvormed den hellige, almindelige Kirke staaer og falder. Da det nu ogsaa er selvmodsigende, lige stridende mod Sandheden og Daabspagten, at kræve andet eller mere af de Døbte til Liv og Salighed end man selv ved Daaben har lovet begge Dele for, saa trækker Grændsen ved Daaben sig selv mellem det Fælles og Særegne, det Faste og det Flydende i Christendommen, thi det for Alle Fælles er aabenbar hverken meer eller mindre, end hvad Alle har hørt og annammet, Alle maae troe og bekiende for virkelig at være i det kirkelige Moder-Skiød, hvori vi ved Daaben optages, og det christelige Levnets-Løb maa nødvendig forholde sig til Gienfødelsen i Daaben, ligesom det naturlige Levnets-Løb forholder sig til den naturlige Fødsel, saa det skal være en hensigtsmæssig Udvikling og Forklaring af hvad vi fødes med, hvorved det Maal naaes, som vi fødes til. Hvad derfor det menneskelige Levnetsløb er beskikket til at være: en Udvikling af Livet i Guds Billede, fra den dybeste, ubevidste Dunkelhed til den høieste bevidste Klarhed, det maa det christelige Levnetsløb nødvendig blive, naar den Jesus Christus, i hvem vi ved Daaben indpodes, virkelig er Sandheden, Livet og Lyset, og alle de Midler, hvorved Maalet skal naaes, det være sig nu indvortes eller udvortes, maae være til fri Brug for Christi Aand, som er i os Alle, vil altid kiendes ved hvad Herren tilhører og bruge det viselig, saa enhver slavisk Afretning til Christendom strider aldeles mod Aandens fri Opdragelse og fornægter igrunden vor Fødsel af Aanden, thi Alt hvad som fødes af Aand, siger Herren, det er Aand.

59

✂ At Folk nu ikke kan finde sig i denne ny Guds Naades Husholdning i Ctiristi Kirke, men skriger Ak og Vee over al den " Ulykke, der vilde flyde af denne Tro paa Troen og Daaben, som Retfærdiggiørelsens og Christuslivets Kilde, det har mange Grunde, men alle uchristelige, og den mest iøinefaldende er den, at man bestandig glemmer, at Christi Rige er slet ikke verdsligt, kan derfor umuelig enten stiftes eller blomstre, enten forsvares eller udvides ved verdslige Midler, men behøver dem ikke heller, da det slet ikke vil indtage Verden, førend Herren kommer synlig igien og renser den til sine Venners Eiendom.

✂ Det første Skridt i christelig Oplysning er da at skielne skarpt mellem Kirken og Verden, hvad vistnok ved første Øiekast synes umueligt i den saakaldte Christenhed, hvor man ved Tvangs-Daab og verdslige Kirkelove med Flid har fordunklet og haaber at have udslettet Grændsen; men hvor Herren er, maa Natten lyse som Dagen, og den Grændse Guds Finger har draget, kan naturligviis ikke al Verdens Hænder udslette, og den bliver da uforanderlig Troen og Daaben, hvorsomhelst de findes sammenføiede af Gud til aldrig at adskilles, saa vel kan kun Hjertekienderen afgiøre, hvem der er i Kirken, men det er soleklart, hvad og hvor Kirken er, saa vi maae Ingen regne til Kirken, som enten er udøbt eller dog ei frivillig, saatit det skal være, vedkiender sig sin Daabspagt, bekiender dens Tro og erkiender Daaben for sin aandelige Livskilde. Kun derfor paa de Troende og Døbte maae vi fæste Øie, naar vi vil see Retfærdiggiørelsen af Troen fra et christeligt Stade, uden at ændse hvad Giøglespil, man enten paa Kirkens eller Skriftens Regning driver enten med en anden Retfærdiggiørelse end Daaben skiænker de Troende i Syndsforladelsen, eller med en anden Tro, end den, hvorpaa Kirken døber med den Hellig-Aand.

✂ Naturligviis er denne Tale omtrent ligesaa mørk for de Aandløse som for de Vantroe, men at man kan være christelig troende, og døbt med den Hellig-Aand, uden at have alle Aanders Aand, det er jo ogsaa en af de urimelige Vildfarelser, som man, især med Skriften for Øie, skulde tænke var umuelig, og allermindst vente, hvor Bibellæsningen alt giennem Aarhundreder gjaldt for en Saligheds-Sag; thi der staaer jo udtrykkelig skrevet, at hvem der ikke har Christi Aand, er heller ikke hans, altsaa ingen Christen, og der staaer atter 60 skrevet, at hvor forskiellige end Embederne og Gaverne er i Kirken, saa er dog Aanden den samme og virker Alt i os alle og aabenbarer Enhver hvad der gavner.

✂ Naar man derfor opkaster det Spørgsmaa), hvorledes man skal bære sig ad, for at faae alle Engelskmænd, Tydskere eller Danskere til at føre et christeligt Liv og Levnet og blive salige, og trættes om, enten det kan skee ved at lære dem Alle at læse, lære dem Cateehismus, med eller uden Forklaring udenad, og nøde dem en halv eller heel Bibel paa, eller ved fra Barndommen at afrette dem Alle til at føre et nøiagtigt Synderegister, bekiende Alting for Præsten og gaae i hans Ledebaand, da er det bogstavelig baade til at lee og græde over; thi det er jo uhyre latterligt at tænke, enten at man ved nogen af Delene kunde paanøde eller paaliste dem Guds Aand og Liv, eller at nogen af Delene skulde være den Hellig-Aands Gierning, som dog er den eneste, der kan udvikle det Liv, Han har skabt, og det Lys, hvori Han vil boe; men det er ogsaa uhyre sørgeligt, at man midt i Christenheden skal finde selv alvorlige og gudfrygtige Mænd rave i et saadant ægyptisk Mørke, fordi de har sat sig fast i Hovedet, at det Lys, der kun skinner i Gosen, skal findes overalt i Ægypten, eller med andre Ord, at al Verden kan og skal blive christelig.

✂ Har vi imidlertid ladt os lære af Herren, at Kirken er en Undtagelse fra Verden, ligesom Noahs Ark, men lade os tillige drive af Faderens Aand, som lader sin Soel skinne over Gode og Onde og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, da see vi bort fra Verden, naar vi tænke paa, hvordan Herren avler Børn med sin Brud og opdrager dem med sin Aand, og betragte kun Verden, for at see, hvordan vi bedst ved Herrens Naade kan betale den Ondt med Godt, Forbandelse med Velsignelse, forsinke den Undergang, vi ei kan forhindre, og fremme den almindelige Oplysning, der skal give Kirken Straale-Krands til Martyr-Krone. Medens vi derfor med den Hellig-Aand stræbe at samle alle de adspredte Guds Børn og bevare dem fra det Onde, saa tage vi dem ikke fra Verden, men berede dem til at skinne som Himmel-Lys i Verden, og medens vi omhyggelig vogte os for at paanøde eller paaliste Verden et christeligt Skin, lade vi den gierne fryde sig i den prophetiske Anskuelses Lys, saameget og saalænge den vil, ligesom Jøderne i Døberens, og vidne kun stadig med Herren, at kun hvem der troer og bliver døbt, skal blive salig, og at hvem der nævner Jesu Navn, skal afstaae fra al Uretfærdighed. Medens vi 61 fremdeles uafladelig vidne, at vi retfærdiggiøres alene af Guds Naade (i Daaben) formedelst Troen (som vi ved Daaben bekiende) og at af denne Naade er vi Alt hvad vi christelig er, saa indsee og indrømme vi dog, at noget, sædvanlig meget, Hedenskab er der endnu hos os, som skal holdes i Ave med Loven, til det udryddes af Naaden, og vi raade derfor den verdslige Øvrighed, der kan see, hvor Loven overtrædes men ei hvor Naaden virker, at lade Naadens Rige, som sig uvedkommende, være aldeles frit, og paa alle Maader understøtte Samvittighedens Natur-Lov, for at give det folkelige Hedenskab saa ædel en Retning og saa smuk en Skikkelse som mueligt. Dette fører da ingenlunde til en hersken de Stats-Kirke eller Kirke-Stat med Kloster-Tugt og jesuitisk Afretning, men til sand Religjons-Frihed, og til folkelig Opdragelses og Oplysnings-Anstalter, som virke naturlig paa hele Folket med Liv og Frihed, og skal understøttes af alle oplyste Christne, uden at de naturligviis enten vente eller love Saliggiørelse, men kun timelig og borgerlig Nytte deraf.

✂ Kun hvor Menneske-Livet, baade det Naturlige og Christelige, saaledes skeer sin Ret og hverken betragtes som et Engle-Liv eller behandles som et Hunde-Liv, kun der kan Lyset oprinde og udbrede sig over det, til det giennemtrængt deraf, forklares deri, og ligesom nu ethvert Folks Natur-Liv har sit poetiske og historiske Forbillede i Folkets gamle Heltetid, saaledes har ogsaa det christelige Liv sit prophetiske Forbillede og historiske Mønster i Herrens Levnetsløb og den Apostoliske Aabenbaring, saa Beskrivelsen deraf efter Aandens Indskydelse er aldeles nødvendig til det christelige Livs Oplysning, men aldeles uskikket til at være enten Livets eller Lysets Kilde, da enhver Beskrivelse i sig selv er død og enhver Livs-Beskrivelse mørk for hvem der ikke selv, opflaminet af samme Livs-Aande, er delagtig i det beskrevne Liv. Ligesaa uforsvarlig derfor, som den protestantiske Sætning er om Skriften, som Kirkens Grundvold, og om Bibellæsning, som en Salighedssag, ligesaa uforsvarlig er den papistiske Sætning om Skriften som Geistlighedens Stamgods, og om en staaende Skriftfortolkning, thi Skriften er vel Kirkens Eiendom og skal fortolkes efter Kirkens Regel, men Kirken bestaaer af alle Troende og Døbte og Kirkens Regel er Daabspagten, og Kirkens Oplysning er en fri Sag, som den Hellig-Aands Gierning, der med Flid skal fremmes af alle Herrens Embedsmænd, men kan ikke beherskes af Tjenerne, og allermindst 62 af den Største iblandt dem, der skal kiendes paa, at han ikke kalder sig, men er alle sine Medtjeneres ydmyge Tjener.

✂ Her har vi da Idealet af den Christne Kirke, ikke som Nogen af os har drømt eller skabt det, men som Aanden har ladet det aftegne i Skriften om Herrens Levnetsløb og Apostlernes Gierninger, og skaber det i alle dem, som troe og er døbte, thi de føle sig alle kaldte til at være i denne Verden, ligsom Herren var, der gik omkring og gjorde vel imod Alle, men vilde ikke være Dommer eller Deler mellem Verdens Folk, og forlangde kun Troen af sine Disipler, uden at bandsætte dem for Nogen af deres mange Vildfarelser og skiæve Skriftfortolkninger, som han vidste, kun Erfaring kunde oplyse og Aanden, som ledsager til al Sandhed, rette. Saaledes skal da ogsaa vi taale alle baade papistiske og protestantiske Vildfarelser i Kirken, forsaavidt de kan være der, det er, forsaavidt de ikke angribe eller aabenbar modsige Daaben og Daabspagten, hvorved de ikke blot selv udelukke sig af Kirken, men føre Avindskjold imod den, hvad vi er nødt til at bevidne, og giør vi kun det, da vil det snart blive soleklart, at Verden umuelig kan blive christelig, fordi den umuelig kan blive det imod sin Villie og vil dog ikke være det. Paa den anden Side vil det ogsaa vise sig, at alle de Troende, der vente den Hellig-Aand af Troens Ord, som det lyder ved Daaben og vente et nyt aandeligt Liv af Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, de faae med Troens og Daabens Ord i deres Mund og deres Hjerte, Aand og Liv, kiendes ved Herren i Nadveren og vedkiende sig Alt hvad der er af Aanden, baade Tale og Skrift, baade Levende og Dødt, og finde Magt til at være Guds Børn, voxe og vandre, lide og herliggiøres med Herren, ikke som et Trylleri, men som en ny Livs-Kraft, der er i Herrens egne Ord til os, og udvikler, yttrer og klarer sig efter de samme Love for Menneskelivet, som vi naturlig kiende, og som Herrens eget Liv herneden fulgde, da han forfremmedes som i Vext, saa i Viisdom og i Yndest hos Gud og Mennesker.

✂ Om alt dette veed Mr. Ward og hans Venner vist nok ikke et Ord, da de bestandig har Christus udenfor sig, og ansee Tro, saavelsom Kiærlighed, for en god Vane, man kan og skal afrettes til ved Lydighed mod sin Samvittighed indvortes og en jesuitisk og casuistisk veloplyst Præst i Skriftestolen; men deres Engelske Modstandere veed ligesaalidt deraf, og naar de saakaldte »Evangeliske« indbilde sig at kunne gienfødes og 63 retfærdiggiøres ved andet end Daaben eller af anden Tro, end den, vi døbes paa, eller Indbilde sig, at de kan faae den Hellig-Aand ved egen Bøn og Bibellæsning, og beholde Aanden nden Helliggiørelse, blive salige uden Kiærlighed, da er de aabenbar meget længere fra Guds Rige, end de, der alvorlig tænke paa og spørge om, hvordan den Guds Naade, som er os skiænket i Christo Jesu, og uddeles i Daaben og Nadveren, virkelig kan komme os tilgode, saa vi fornyes efter Hans Billede, som skabde os, til at vandre med Ham i Sandheds Retfærdighed og Hellighed!

✂ Hvad derimod falder mistænkeligt hos de Oxfordske Ivrere for virkelig (practisk) Christendom, er vist nok den Fordom, at man enten i Engeland eller hos os skulde faae meer af den ved at efterligne Geistligheden i de Romanske Lande, thi man skulde dog synes at Italiens, Spaniens, Portugals og Frankerigs Historie baade i hele tre Aarhundreder og i de sidste fem Aartiender maatte have lært alle studeerte Folk, at der var saa lidt som vel mueligt af sand Gudsfrygt og Retfærdighed, baade hos Lærd og Læg, Høie og Lave. Dette Særsyn lader sig da kun til Nød forklare af tre Grunde tilsammentagne: først den store Ukyndighed om alt Udenlandsk, som hersker i Engeland, dernæst: en Overtro paa Recepter for Hellighed og himmelsk Oplysning af samme Styrke, som den sædvanlige paa Papirs-Constitutioner, og endelig: den gamle Indbildning, at man igrunden kan høre til Vorherres bedste Venner, og dog slet ikke ligne ham, men vel hans Forræder i dette Liv, naar man blot faster to Gange om Ugen, giver Tiende af Alt hvad man har, og ovenikiøbet daglig slaaer sig for sit Bryst og siger: Gud! vær mig Synder naadig!

✂ Vilde nu Gud, at den jævne, ligesaavel bibeske som kirkelige Betragtning af Troen og Daaben, som alle Christnes Moderskiød, af Aanden og Kirke-Ordet fra Herren til os, som uadskillelige, og af det christelige Levnetsløb, som Christi Liv i os og vort i Ham, Daabens Frugt og Nadverens dybe Hemmelighed, der kun klares i samme Grad, som der virkelig føres, og speiler sig for de Levende i Skriften; at denne Betragtning maatte faae levende Røst og finde Ørenlyd midt imellem de stridende Kirke-Partier i Engeland! da vilde Striden faae den rette Vending, i det Mængden af alle Partier vilde vende sig mod denne Røst, som Pharisæer og Saducæer fordum mod Herren, men de Sandhedsldærlige af alle Partier 64 samledes ved den, og der, hvor alt Kirkeligt har udvortes frit Spillerum, viste Verden, hvad den har glemt: hvordan Christi Kirke i sig selv seer ud, hvad den vil og hvad den kan i Herrens Navn og Aandens Kraft til Faderens Ære. Aldrig skulde man da mere enten vente Mirakler af jesuitisk Skolefuxeri, eller sammenblande Herrens Indstiftelser til Saliggiørelse med selvgjorte Kirkeskikke til Stads og verdslig Høitidelighed, eller engang med Aandens Foranstaltninger til sikkert fremskridende Oplysning.

✂

Den Christelige Børnelærdom.
(Oplæst i det Kiøbenhavnske Gonvent)
[Dansk Kirketidende Nr. 71, den 31. Januar 1847].

✂ Den saakaldte Protestantiske Kirke med sin Skole, befinder sig vist nok for mine Øine nuomstunder i saa indvortes opløst og fortvivlet en Tilstand, at den, uden en heel Reformation, fra Øverst til Nederst, er uden Redning forloren; saa jeg fristes selv til at finde det latterligt, under saadanne Omstændigheder at undersøge, hvordan en Bog man helst skulde ønske brugt ved Meddelelsen af den christelige Børnelærdom; men paa den anden Side vedkiender jeg mig den Tro, at en Reformation af Kirken og Skolen, i det mindste i Norden, ei blot er muelig, men høist rimelig, naar vi kun kan tilbagevinde den fri Bevægelse, som ligefra Begyndelsen har været og maa bestandig blive Protestantismens Element, og at ved en saadan fribaaren Reformation er Meddelelsen af Børnelærdommen netop en Hovedsag.

✂ Til den fri Bevægelse er det nu vist nok nødvendigt, at den verdslige Magt giør baade Kirken og Skolen den store Tjeneste, som Diogenes udbad sig af Alexander den Store, saa Solen kan faae Lov til at skinne paa dem, men det vilde, efter min Overbeviisning ogsaa alt være skedt i Norden, naar vi, baade som Forældre, Præster og Theologer, havde forstaaet os selv og villet unde Næsten samme Frihed, som vi selv forlangde, saa at ligesaalidt som Nogen af os vil lade sig foreskrive hvad han skal troe, eller hvordan han skal forkynde Evangelium for sine Børn, ligesaalidt vil vi foreskrive Andre det Samme eller billige at det skeer.

✂ Udfeielsen tilbunds af den Papistiske Surdei derom er det altsaa egenlig, det giælder, thi den væsenlige Forskiel paa Papister 66 og Protestanter i christelig Forstand, det er aabenbar den, at Papisterne betragte Christendommen som en ny Lov, der allevegne skal giøres giældende paa samme Maade som Moseloven i Jødeland, og kan giøres saa i al Kiærlighed, selv med Baal til Sjælens Frelse, fordi Sacramenterne virke som almægtige Tryllemidler uafhængig af Troen til Salighed, men at alle ægte Protestanter tvertimod betragter Christendommen som et Evangelium eller glædeligt Budskab fra Himmelen, der naturligviis kun kan komme dem tilgode, der godvillig modtager det med Tro, medens Sacramenterne ei er de Vantroe til mindste Gavn, men kun til Dom, saa at naar vi, uden at kunne paatvinge Folk Troen, dog vil paatvinge dem Evangeliet og Sacramenterne, da efterligner vi ikke blot Papisterne, men arbeider os derved ind i den klareste Selv-Modsigelse, som er aandeligt Selvmord.

✂ Hvordan nu vore Lutherske Fædre, med deres Præster og Skriftkloge, forsvarede eller undskyldte sig for Evangeliet og sig selv, det blev i alt Fald deres egen Sag, men saavel til deres Undskyldning som til vor Oplysning vil vi dog bemærke, at Selv-Modsigelsen blev dem ingenlunde klar, fordi Bibellæsning og Skriftklogskab var i deres Øine omtrent ligesaadant et almægtigt Tryllemiddel, som Sacramenterne i Papisternes, saa dermed tænkde de, kunde udentvivl den saliggiørende Tro om ikke paatvinges, saa dog aftvinges de Vantroe, og om ikke indgydes saa dog indskydes Børnene. Da det nu tillige varede længe, før vore Lutherske Fædre fik tvungen Confirmation og endnu længer før de fik tvungen Skolegang, saa kan vi nok forstaae, hvordan de beroligede sig over den aldeles uevangeliske Tvang, som om den kun var endeel af den, hvormed Forældre maae tvinge deres umyndige Børn til deres eget Bedste, og af denne Betragtning udsprang da ogsaa alle deres Forklaringer af Børnelærdommen, den ene tørrere, koldere og stivere end den Anden, indtil vi kom, hvor vi nu er.

✂ Vi, som har seet, at alle disse Forklaringer ingenlunde gjorde de Vantroe troende, men havde nær gjort alle de Troende vantroe, og vi, som veed med os selv, at jo meer man vil pine os til at troe, hvad vi finder tvivlsomt, des utroligere bliver det os, vi kan umulig berolige os paa samme Maade, som Fædrene, og maae da enten inddrikke den klare Selv-Modsigelse, der selv efter de ægyptiske Lægers Forsikkring er dødelig Forgift, eller vi maae, efter Apostelens gode Raad, lade Trudsel fare, hvor 67 kiærlig Overtalelse aabenbar ligesaavel er det eneste Kloge, som det eneste Rette.

✂ Har vi nu besluttet os dertil, saa vi ligesaavel ved den christelige Børnelærdom, som ved vor Prædiken og ved alle vore Foretagender til christelig Oplysning, slet ikke tænker paa de Modtvillige men kun paa de Godvillige, ikke paa de Vantroe, men kun paa de Troende eller dog Troskyldige, da er det slet ikke vanskeligt at opdage, hvordan omtrent det boglige Hjelpemiddel til den christelige Børnelærdoms Forplantelse maatte være, for at svare til sin Hensigt, som naturligviis er at forberede en ordenlig og frugtbar Kirkegang, som uden levende Deeltagelse i alt det Kirkelige er umuelig. At derimod en saadan god Haandbog for de smaa Kirkegængere vilde være vanskelig at skrive, det følger af sig selv, da hvem der veed mindst, altid er vanskeligst tilgavns at undervise, og da den christelige Børnelærdom desuden er noget virkelig Nyt for Barnet, der ikke, som det Naturlige, kan forudsættes liggende i Svøb, men maa ret egenlig meddeles; men Vanskeligheden bliver dog overkommelig, naar vi ikke tænke os Bogen overladt til sig selv eller Børnene til den, men tænke os først og fremmest Bogen i de rette Hænder, som er christelige Forældres, Skolemestres og Præsters.

✂ Det var jo vistnok anderledes majestætisk at skrive en Bog, der kunde gaae ene, og enten omskabe de uchristelige Forældre, Præster og Skolemestre, eller træde i deres Sted, men en saadan Bog, seer vi paa Bibelen, ikke engang Vorherre kunde faae skrevet, saa der hører ikke megen Ydmyghed til at opgive den Bestræbelse som alt for æventyrlig.

✂ Indskrænker vi nu i denne Henseende vore Ønsker til hvad der med Rimelighed lader sig haabe, da møder vi strax Luthers lille Catechismus, som en lille Bog om den christelige Børnelærdom, der netop var beregnet især paa christelige Mødre men dog ogsaa paa christelige Præster og Skolemestre, og som i deres Ilænder og med deres levende Understøttelse giennem Aarhundreder virkede uberegnelig til Børnelærdommens godvillige og frugtbare Forplantelse.

✂ Langtfra derfor at have Aarsag til at fortvivle om en god Bog til christelig Børnelærdom, maatte vi snarere spørge, om der behøves nogen Anden, end den der hos os ei blot har tre Aarhundredes Hævd, men i det mindste to Aarhundredes Vidnesbyrd om mageløs velsignet Brugbarhed? Uagtet jeg imidlertid endnu hører til dem, der ved Hjelp af Luthers Catechismus i 68 en christelig Moders Haand, har indsuget den christelige Modersmælk, saa anseer jeg den dog ingenlunde for fyldestgiørende i vore Dage.

✂ Skiøndt saaledes Luthers lille Catechismus vel igrunden er den meest kirkelige Skolebog hos Protestanterne, saa fattes den dog ganske det kirkelige Præg, den kirkelige Sammenhæng og Fuldstændighed, og skiøndt man mindst skulde ventet det af Luther, som ret egenlig satte Skiel mellem Lov og Evangelium, saa begynder dog hans Catechismus, som vi veed, efter gammel pavelig Skik, med Jødernes borgerlige Grundlov, hvad hos os er dobbelt upassende, da vi hverken, som den Engelske Kirke, har beholdt de ti Bud i Alter-Tjenesten eller kirkelig underkastet os den jødiske Sabbats-Lov. I Luthers og de næstfølgende Dage, da man i det mindste hos os i alt det Kirkelige langt mere fulgde sin Følelse og langt mindre gjorde sig Regnskab for Sammenhængen, medens Husene havde et langt mere kirkeligt Præg, da vare Lyderne ved den lille Catechismus naturligviis baade langt mindre iøinefaldende og til mindre Skade; men i vore Dage, da Mange endog er blevet Præster, uden engang at vide Besked med Sacramenterne, og da man forgiæves har kunnet spørge mange Confirmander om de store Høitider, endsige om, hvad Kirken var andet end et gammelt Huus; nu, seer man let, vi trænger til ganske anderledes boglig Besked om Børnelærdommen, især for at komme de Mødre til Hjelp, der vil forplante den, men dog ogsaa for at minde Præster og Skolemestre om, hvad de endelig ikke maae glemme, men, hvor det mangler, først og fremmest see til at indskyde.

✂ Nu at spinde en saadan kirkelig Ledetraad, skrive en saadan Haandbog for de smaa Kirkegængere, det kunde maaskee briste for den Bedste, men Forestillingen om, hvordan den skulde være, er dog ikke vanskelig at fatte, thi dertil behøves blot et Overblik af Kirken og det Kirkelige hos os, som vi ønske maatte leve kraftig op og finde almindelig Deeltagelse, thi netop det Samme maae vi jo ønske, stod Alle fra Barndommen levende for Øie, tiltrak sig deres Opmærksomhed og vandt deres Yndest. Bogen skulde følgelig begynde med en jævn Oplysning om Kirke, Præst, Søndag, Høitider og den almindelige Gudstjeneste, dernæst stille Daaben med Confirmationen og Nadveren paa deres rette Plads i uopløselig Forbindelse med Troens Ord, Herrens Bøn og Velsignelsen, og slutte med en passende Oplysning om Præstevielse, 69 Brudevielse, Ligbegængelse, Huusandagt og Bibel-Læsning. En smuk Afbildning af alle disse kirkelige Begivenheder og et lille kiønt Vers til hver vilde ogsaa være paa rette Sted, og en saadan Bog vilde vist nok ingen Mirakler giøre, men vilde dog aabenbar være et godt Hjelpemiddel i christelige Forældres og Skolemestres Haand til at lægge en Grundvold, der kunde bære Alt hvad christelige Præster kunde opbygge, og det er Alt hvad vi maae forlange af en Bog. En saadan kirkelig Børnelærdom kunde vel ikke blive slet saa kort som Luthers, men det behøvedes ikke heller, da man nu er ganske anderledes vant til Boglæsning, og lang vilde den aldrig blive, uden den blev langtrukken, altsaa forfeilet.

✂ Man kan nu vel godt tænke sig hvilkensomhelst Lærebog man vil, der i Skolen skulde fortsætte og fuldføre den christelige Underviisning, men jeg kan ikke tænke mig nogensomhelst uden som en Feiltagelse, da intet Forsøg paa at lære Børn Systemer kan være urimeligere end Forsøget med det christelig-dogmatiske System, der, efter sin Natur maa være det dunkleste og meest indviklede System under Solen, og da al kirkelig Erfaring lærer, at saadanne Forklaringer og Lærebøger, langtfra at grundfæste de Unge i deres Tro og Daabspagt, snarere gjorde deres Christendom til en Skygge eller til en Plage, og istedenfor at drive dem til Kirken, kiøs dem derfra. Hvor man derfor ikke nu vil opgive den ligesaa daarlige som ulykkelige Prøve paa, af alle de smaa Kirkegængere at danne Fuskere paa Theologi og Skriftklogskab, der maa man ikke vente bedre Frugter af den saakaldte christelige Skole-Underviisning end hos de Fleste voxende Kulde og Ligegyldighed for Kirken og alt Kirkeligt, og hos de Andre latterlig Indbildskhed, kiedsommeligt Præk, Giendøberi osv.

✂ Derimod kan man ikke blot men skal, ved Siden ad den kirkelige Børnelærdom, have en lille Bibelhistorie, der gienneni en lille Kirkehistorie fører Tanken frem til Kirken i sin nærværende Skikkelse og Livet i den; thi deels har Erfaring lært, at Børnene er meget bedre tjent med en Saadan end med hele Bibelen til eget Brug, og deels er en saadan Bog et uundværligt Hjelpemiddel baadc til at udvide de Unges Synskreds og til at give Billedet af Christus og hans Menighed den Fylde og de faste Omrids, hvorved det hos Kirkegængerne i det Hele kan og skal træde istedenfor Lærebygninger i christelig Dogmatik og Moral.

✂

Om Kirkehistorien.
[Dansk Kirketidende Nr. 76, den 7. Marts 1847].

✂ At selv ved Meddelelse af den christelige Børnelærdom en lille Kirkehistorie burde oplyse de Unge om at vi, skiøndt langt fra Apostlerne baade i Tid og Rum, dog, aandelig talt, sidder tilhuse hos dem, det anmærkede jeg forleden, og derom ere vist alle noget oplyste Christne og da især alle christelige Præster enige med mig, men naar Spørgsmaalet bliver: hvorledes kan dette skee? da vil nok de Alvorligste finde, det er en vanskelig Sag, fordi Ingen har givet os en tydelig Forestilling om den Apostoliske Christendoms Forplantelse giennem de sytten, atten Aarhundreder, som ligger mellem os og Apostlerne, og Sagen dog maa staae tydelig for os, naar den ikke skal blive liggende i et ægyptisk Mørke for de Smaa.

✂ Naar vi imidlertid kan faae Mod til at betragte Sagen i Vorherres Lys, saa vi slet ikke spørger om, hvad de Lærde og Skriftkloge forstaaer ved en »Kirke«, og hvordan de sætter Skiel mellem den »Synlige og Usynlige«, men spørger kun om, hvordan det glædelige Budskab om Frelseren fra Synd og Død og Satans Rige, med Daaben og Nadveren, kom fra Jerusalem til Jordens Ender, for at saliggiøre alle dem, som »troede og døbtes«, da minder Aanden os om Herrens Ord: I veed, hvor jeg gaaer hen og I veed Veien.

✂ »Apostlernes Gierninger« viser sig da nemlig for os som den Histories uforbederlige Begyndelse, hvorom vi spurgde, thi deraf lærer vi, hvordan Evangeliet med Troen og Daaben kom lyslevende baade til Samarien, til Antiochien, Christen-Navnets Fødeby, og saa videre med Apostelen Paulus til vor Verdens-Deel og lige til Rom, hvor Apostelen endogsaa mødte Christne udenfor Porten.

71

✂ Det giælder altsaa egenlig kun om at spore det samme glædelige Budskabs Vei fra Rom til os og det har vor Herre sørget for, er ogsaa en smal Sag, thi naar vi kun besinder os paa det, veed vi sagtens Alle, at 600 Aar efter Christi Fødsel, just da den falske Prophet Mahomed opstod og beredte den gamle Christenhed sørgelige Tider, da begyndte Herren at skabe den ny Christenhed, hvortil vi nærmest høre, thi da forplantedes Evangeliet fra Rom til Engeland, og der fra et Aarhundrede senere til Tydskland, og atter et Aarhundrede senere derfra til Danmark og Sverrig. Dette skedte ogsaa Altsammen forsaavidt paa ret apostolisk Viis, som det baade var den ægte, apostoliske Tro og Daab, der kom til os, og var kun ved venlig Overtalelse, Christendommen forplantedes, ja, hvad især Ansgar angaaer, som man har kaldt Nordens Apostel, fordi han først bragde Evangeliet baade til Danmark og Sverrig, da kan vi af hans Levnetsbeskrivelse see, at han var en udmærket from og flittig Evangelist, som ene stolede paa Herren, og vilde gierne ladt Livet for hans Navns Skyld, men fandt i vore Landemærker langt mere Ligegyldighed end Modstand og endte, efter fyrretive Aars utrætteligt Arbeide, sine Dage i Fred.

✂ Allerede Keiser Karl den Store havde imidlertid, kort før Ansgars Tid, begyndt at christne Folk paa Tyrkisk, med Sværdet over Hovedet, og det greb nu om sig, saa allerede ved Christendommens Indførelse i Norge (ved Aar 1000) brugde Kongerne Olav Tryggesen og Olav den Hellige Sværdet vel ingenlunde alene, men dog kun alt for kiendelig, og siden blev det som en sat Ret at føre Krig med de Vantroe, til de lod sig døbe. Paa denne aldeles uchristelige Maade kom Troen og Daaben blandt andet til Pommern og Preussen (ved Aar 1200) og til Amerika (ved Aar 1500), men derfor syndes det ogsaa paa den Tid, som om den Christne Tro var død og begravet baade i den gamle og den ny Christenhed, medens alskens Papisteri, med Helgen-Paakaldelse, Billed-Dyrkelse og Aflads-Handel, banede Veien til et nyt Afguderi, endnu værre end det gamle Hedenske.

✂ Nu viste det sig imidlertid, baade at det var den ægte Christne Tro, vi fordum havde faaet fra Rom, og at den Aand var fulgt med, som giør levende, thi da Morten Luther reiste sig (1517) med den Christne Tro mod alt Papisteri, da maatte man komme Herrens Ord ihu »Pigen er ikke død, hun sover kun,« thi da saae man, Troen var lyslevende, 72 og hvor man, som hos vore Fædre, der fulgde Luther, efter Herrens Ord, gav hende »at spise« der tør vi haabe, Troen skal blive stærk og leve til Herren kommer igien at dømme Levende og Døde.

✂ Dette er det første store Kæmpeskridt til at blive ret christelig vendt i den sædvanlig saa gruelig forvirrede og forvendte Kirke-Historie, og det har Herren gjort os saa let, at det er aabenbar kun det Mod, Troen altid giver, vi dertil behøver. Det andet Skridt er nu vist nok ikke saa let, men til Lykke er ogsaa efter Herrens Ord, kan »Eet nødvendigt,« saa naar man spørger, hvordan vi have faaet den christelige Oplysning, vi nu besidder, med Leilighed til bestandig at voxe i Vorherres Jesu Christi Naade og Kundskab, da kan vore Tilhørere, baade unge og gamle, godt være bekiendt at svare, at den er kommet af sig selv, da Troen blev levende, Ordet baade i Prædiken, Bøn og Sang forstaaeligt for Menigmand, og Bibelhistorien almindelig bekiendt, men et tydeligere historisk Svar er dog langtfra at være saa vanskeligt, som man har gjort det, og bør derfor i vore oplyste Tider ingenlunde fattes Lysets Børn.

✂ Det er nemlig forsaavidt gaaet med den Christne Menighed, som det er gaaet med alle store og berømte Folk i denne Verden, der jo ingenlunde har begyndt med Almeen-Opiysning, men kun i det Høieste efter Bogtrykker-Konstens Opfindelse slutte dermed, saa kun fordi man ikke har kunnet see eller villet troe at Christi Menighed, dette mageløse Udvalg af alle Folk, er ligesaa virkeligt et Folk som han selv var et virkeligt Menneske, kun derfor har man gjort: det urimelige Forlangende til Christi Folk, at det skulde være lige oplyst fra sin Fødsel til sin Død, og skulde altsaa slet ikke havt noget menneskeligt Levnetsløb. Kun deri overgaaer Christen-Folket alle Jordens andre Hoved-Folk, at det, ligesom sin Herre og Konge, var af Moders-Liv fyldt med den Helligaand, og blev selv i sin spæde Barndom stærkt i Aanden og fuldt af Viisdom, med Guds Naade over sig, at det tidlig, ligesom Jesus tolv Aar gammel, forbausede alle de Boglærde ved sine Spørgsmaal og Giensvar, og endelig, at det, ligesom Herren, efter en dunkel Mellemtid, pludselig oprandt som et mageløst Lys midt i tykt Mørke, saa Morten Luthers Landsmænd maatte vel sagt om ham, ligesom Folket i Nazaret sagde om Herren: hvor har han faaet al den Viisdom fra? vi kiender jo dog baade hans Moder og hans Brødre og Systre.

73

✂ Saaledes kan vi, med de faa Ord vi har om Herrens Opvext, give et let og folkeligt Omrids af den Christne Menigheds Levnetsløb fra Apostlernes Dage til Morten Luther, og udfylde det med lidt eller meget efter Omstændighederne, da vi veed, det om de Troendes Oplysning altid glælder, hvad skrevet staaer: den, der samlede meget, fik Intet tilovers og den, der samlede lidet, fattedes ikke.

✂ Det giælder kun om, at vi selv har vundet en nogenlunde klar Forestilling om det verdenshistoriske Underværk, som Christen-Folket og dets Historie er, og dertil hører først og fremmest, at vi fæster Øie paa hvad man længe oversaae, den nødvendige Forskiel mellem den gamle og den ny Christenhed, ikke som om der var en gammel og en ny Christendom, da der baade efter Skriften skal være, og efter Historiens Vidnesbyrd har været ikke blot een Tro og een Daab, men ogsaa een Herre og een Aand, men fordi Aanden maatte skabe sig et nyt folkeligt Legeme, da det Gamle var forældet og hardtad ubrugeligt. Først naar vi faae Øie paa dette guddommelige Mesterværk, da bortfalder al vor Forundring over Christendommens uværdige Skikkelse i Middelalderen, saavel hos de forældede Grækere og Romere, der aabenbar gik i Barndom, som hos de nyfødte Engelske, Tydske og Nordiske Christne, der nødvendig maatte være barnagtige, saa det Eneste man maa forundres over og kan kun forklare af Herrens og Aandens Guddommelighed, det er, at Børnene blev meget klogere paa Christendommen end deres Forældre, Disciplerne overgik langt deres Læremestre. Den verdenshistoriske Kiendsgieming, at Morten Luther var en Tydsker, at der midt i den ny Christenhed opstod en virkelig christelig oplyst Reformator, der baade saae og viiste, hvordan den Christne Menighed kunde og skulde fornyes i Christi Aand, det er et slaaende Beviis paa, at Morten Luther havde Ret, naar han indskærpede os, at i Herrens Menighed er Oplysning den Helligaands Gierning.

✂ Samler vi nu den christelige Oplysning hos Luther i en Hoved-Sum, da bestaaer den deri, at kun den Helligaand, og intet Menneske eller nogen Stand, er Herrens Statholder paa Jorden, at Herrens egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren, er de eneste Saligheds-Midler hos hans Folk, og udretter kun hvad de kan og skal, naar Ordet paa Guds og Troen paa Menneskets Side, i Sandhed mødes og ved Aandens Kraft sammensmelte i Hjertet; men for at det kan skee, 74 maa baade Evangeliet levende og frit forkyndes for alle Folk paa det Maal, de ere fødte i, den Hellige Skrift paa Modersmaalet ligge aaben for alle, og de Troende tiltale hinanden med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, ligeledes paa deres Modersmaal, saa der kan leges yndig for Herren i Hjertet.

✂ Efter nu i trehundrede Aar at have prøvet denne Lutherske Oplysning og seet dens Virkninger i det Store, baade paa Venner og Fiender, baade paa den Christne Menighed og paa Verdens-Folkene, da kan vi dristig sige, at de lutherske Grundsætninger om christelig Oplysning, om Aanden, Ordet og Troen som Kræfterne, Daaben og Nadveren, Prækenen, Sangen og Bibellæsningen, som Midlerne, og den Evangeliske Frihed og Modersmaalets levende Brug, som Betingelsen, disse Grundsætninger staae og falde kun med den Christne Menighed, altsaa ogsaa med dens Konge og dens Aand, saa de vil findes urokkelige, men med den levende og følgelige Anvendelse af disse Grundsætninger er vi vist nok endnu langt tilbage, da vi i det virkelige Liv aabenbar siden Luthers Dage ei gjorde Fremskridt men gik tvertimod Krebsgang, saa vi maae trøste os med, det var vel for at tage Anløb til et stort Spring, der vel ikke kan overgaae eller fordunkle, men hører dog nødvendig til at fortsætte Luthers Kæmpeskridt, og nærme os Maalet, som er den fuldvoxne Christus.

✂ Ved alle virkelige Kæmpeskridt veed vi nu vel, det er Livet og Driften, Kraften og Modet, der ene giør Udslaget, men i Oplysnings-Tiden maa dog alle Kæmpeskridt skee ved Lyset, ligesom Herren da han indtraadte i det offenlige Liv, gjorde Kæmpeskridtet op af Jordans Flod for hele Folkets Øine, og derfor er det sømmeligt, at vi lade Lyset skinne over Christen-Folkets Løbebane endnu videre end vi er komne, for at Menigheden kan see, hvor den skal hen, og at vi kan det, derfor har Herren sørget, da han gav os Aanden, som forkynder det Tilkommende. Naar vi nemlig betragter den gamle og den ny Christenhed jævnsides, da opdager vi let, at det gik ned ad Bakke i den Gamle, men op ad Bakke i den Ny, og hvad saa end ellers Grundene dertil kan være, maa det dog være Menigheden et Tegn og Pant paa, at Herren, som elsker Sine til Enden, vil give de Sidste ligesom de Første. Det er derfor af stor Vigtighed, at vi blive overbeviste om denne Kiendsgiernings fulde Rigtighed, men det er til Lykke heller ikke vanskeligt, 75 thi det er klart, at end Ikke Menigheden i Ephesus under Polykarp, end sige da Menigheden i Rom under Gregor den Store, taaler Sammenligning med den Apostoliske Menighed i Jerusalem, men at fra enhver aandelig Synspunkt synker det Christne Folk i sine første sex Aarhundreder fra en mageløs Høide næsten lige ned til Verdens-Folkene, saa det synes under Gregor den Store kun at være Munke-Kappen, der skiller dem ad. Paa den anden Side, selv naar man lader den Angelske Menighed i Bedas Tid skee al muelig Ret, da fordunkles den dog øiensynlig af den Tydske i Morten Luthers Dage, som kastede Munke-Kappen og greb Vandrings-Staven for, om mueligt, at naae Apostlerne, saa, hvor langt vi end er tilbage, kan vi see, at Christi Menighed ei er sunket i den ny Christenhed, men er tvertimod steget, og har, saavidt mueligt, hævet Verdens-Folkene med sig. Vil vi vide, hvor høit Menigheden i christelig Forstand hævede sig med Luther, da behøver vi ogsaa blot at spørge, ved hvilke Kirke-Fædre han dvælede, thi det var jo aabenbar ved Ambrosius og Augustin, der tohundrede Aar ældre end Gregor den Store, ogsaa aandelig stod Apostlerne en tredie Deel nærmere, og denne Opdagelse maa give os Mod til med Luthersk Oplysning nærmere at efterspore Grundene baade til Menighedens gamle Fornedrelse og ny Ophøielse.

✂ Vexel-Virkningen mellem det christelige Liv og Folkenes Modersmaal, med levende Tale, Sang og Bibellæsning derpaa, som Luther og de tre Aarhundreder efter ham har sat i Lys, lærer os da strax, at der ligefra Begyndelsen maatte være stor Forskiel paa Menigheden i Jerusalem, i Ephesus og i Rom, baade fordi der var en saadan mellem Ebraisk, Græsk og Latin, og fordi de to Første var Bibelens Grundsprog, thi ligesom Aanden naturligviis havde valgt de Tungemaal til udmærket Brug, som var de bedst skikkede til at udtrykke aandelige Ting, saaledes maatte Valget uberegnelig baade lette og hæve Skriftens Brug og Læsning hos de tilsvarende Folk.

✂ Heraf udsprang nu igien for den ny Christenhed den store Opgave ei blot at skabe nye Skrift-Sprog, hvor ingen var, men at udvikle Tungemaal i christelig og bibelsk Retning, som var aldeles fremmede derfor, og endelig, saavidt mueligt, at bemægtige sig Bibelens Grund-Sprog, og i de nye Skrift-Sprog ligesom kappes med dem om Aandens Priis. Det første Kæmpeskridt gjorde den modige Angler, som ved at skabe sig 76 selv et Skriftsprog gav baade Tydskere og Nordboer Exemplet, som ogsaa tidlig blev fulgt, og naar man kiender de Angelske Bibel-Oversættelser, Prædikener og christelige Vers, da maa man forbauses over Kæmpeskridtet, men videre i christelig Retning er den Engelske Menighed egenlig heller aldrig siden kommet. Det andet Kæmpeskridt gjorde Tydskerne ved Reformationen, og kappedes heldig med den gamle Latinske Menighed om baade i Tale, Sang og Skrift at udtrykke den christelige Aand og efterligne Bibel-Sproget. Videre er imidlertid den Tydske Menighed heller ikke siden kommet, men er meget mere sunket derfra, især ved den afgjort Latinske Retning, den gav sin Skole, hvorved den, baade aandelig og bibelsk talt, holdt op at være den Latinske Menigheds Medbeiler og nedsank til dens Efterligner. Raden er nu aabenbar til Nordboerne at giøre deres Kæmpeskridt i christelig Retning, og lykkes det, maa det giøre den Nordiske Menighed til den Græskes Medbeilerske i alle Henseender, hvad vel kan synes for dristigt, da Græsk er det Ny Testamentes Grundsprog, men maa dog kunne lykkes saameget bedre end den Tydske Væddekamp med Latinen, som Græsken nu kan læres meget bedre end Latinen kunde i Luthers Dage. Det beroer altsaa kun paa at de Lutherske Grundsætninger om Aanden, Ordet og Troen, om Herrens egne Indstiftelser, om den Evangeliske Frihed og Folkenes Modersmaal, tages mere levende og anvendes giennemgribende paa hele Menneskelivet, hvad Christi Aand, naar vi har ham, baade vil drive, oplyse og styrke os til. At ogsaa just nu Grækerne er begyndt at vaagne af den aandelige Døs og Dvale, hvori de, man veed knap hvorlænge, har ligget, er heller ikke blot et godt Forvarsel, men en Understøttelse til det Nordiske Kæmpeskridt, der maa kaldes uvurderlig. Lykkes nu det Nordiske Kæmpeskridt endogsaa kun i samme Grad som det Tydske for tre hundrede Aar siden, da seer vi, der fattes kun eet endnu for at naae den Ebraiske Menighed og kappes med den, og det kan vel ved første Øiekast synes en forvoven Tanke, da det maa blive en Væddekamp med Apostlerne selv, men Tanken er ligefuldt grundchristelig, da den Aand, som har Almagt, nødvendig maa fuldføre den gode Gierning, han har begyndt, til vor Herres Jesu Christi Dag, og det desuden er latterligt at tale om Evangeliets levende Forkyndelse for alle Folk, uden at regne paa Apostolisk Dygtighed dertil, som, blandt andet, kun findes paa de glødende Tunger, som 77 kan tale om Guds Storværk til alle Folk under Himlen paa deres eget Maal.

✂ Hvorledes nu Dette kan skee, er vist nok en Gaade for os, især da vi hverken i den ny Christenhed seer noget Folk, der rimeligviis kan giøre Kæmpeskridtet, eller kan forstaae, hvordan det Dødeste af alle gamle Skrift-Sprog, det Ebraiske, lader sig oplive, men saadanne Vanskeligheder, veed vi, kan hverken afskrække eller forhindre Guds Aand fra et Storværk, der er aldeles nødvendigt, naar det Gamle Testamentes Spaadomme skal opfyldes og forklares, thi dertil hører jo I alle Maader den Aandelige Opreisning af Jøderne, som Paulus med Rette kalder »Liv af Døde,« og naar Jøderne staae op i Christi Aand, da er Væddekampen med Apostlerne ligesaa naturlig en Følge deraf, som Propheternes Forklaring og Missjons-Værkets Fuldførelse.

✂ Ventelig vil det ogsaa være Hinduerne, der i den ny Christenhed skal giøre det sidste Kæmpeskridt, hvorved Udvalget af Hedningerne kommer til at røre ved Sømmen af Apostlernes Klædebon, eller som den gamle Prophet (Sacharias) udtrykker sig, fatter en Flig af Jødens Kappe og siger: vi vil følges med dig, thi vi har hørt at Gud er med eder! Til denne Giætning ledes vi nemlig baade ved at betragte Hinduernes ældgamle Skriftsprog (Sanskrit) der vidner om, at de høre til Hovedfolkene, hvoraf Ethvert har sit verdenshistoriske Ærende, og ved at see, hvorledes baade den Angelske, Tydske og Nordiske Menighed har sammen virket for at christne Ostindien, hvad vel ei hidtil er lykkedes, men vil lykkes, saa snart man lader sig lære af den Helligaand at gaae aandelig tilværks.

✂ Hvad der nu sætter Kronen paa denne Kirkehistoriske Betragtning af Christen-Folkets vidunderlige Levnetsløb, er Konge-Brevene til de syv Menigheds-Engle i Aabenbaringen, thi ligesom Aanden altid har vidnet, at de syv Menigheder, der betegnes ved Lysestagerne, i hvis Midte Herren selv vandrede, maae, som syv Stammer eller Hoved-Afdelinger, udgiøre hele Christen-Folket, saaledes er det umueligt at see de Ebraiske, Græske, Latinske, Angelske, Tydske og Nordiske Menigheder følge paa hinanden, hver med sin egen Skikkelse, uden at tænke, det maa være de Sex, som kun spørger om den Syvende, og jo nøiere vi da sammenligner Konge-Brevene med de tilsvarende Menigheder, des klarere 78 bliver det os at det Ene fattes ikke det andet, fordi Herrens Mund har talet det og hans Aand har samlet det.

✂ Saaledes er det første Brev til Menigheds-Englen i Ephesus (hvor ogsaa den sidste Apostel endte sine Dage) aabenbar stilet til en apostolisk Menighed, der synger paa det sidste Vers, medens det andet Brev til Menigheds-Engelen i Smyrna (hvor Apostel-Lærlingen Polykarp sad) passer godt paa den Græske Menighed, der længe har lidt ondt af de falske Jøder (Mahomedanerne med Omskiærelsen) men tør vel endnu vise, den har overlevet det, og Brevet til Menigheds-Engelen i Pergamns, hvor Satan har sin Throne, gaaer af sig selv til det keiserlige og pavelige Rom.

✂ Det er nu den gamle Christenhed, og at Menigheds-Engelen i Thyatira maa høre til den ny Christenheds første Menighed, seer vi paa »Morgenstjernen,« der skal være dens Kiendemærke, ligesom den aabenbar er Anglernes baade hos Beda og Viklif, Resten overlades bedst til Fremtiden, ikke fordi jo den Tydske Menighed er kiendelig nok i Brevet til Menigheds-Engelen i Sardes, men fordi det dog først bliver klart, naar den Nordiske Menighed har vundet Skikkelse og kiendes med det samme i Brevet til Menigheds-Engelen i Philadelphia. Om det syvende og sidste Brev til Menigheds-Engelen i Laodicæa kan vi imidlertid tale saameget friere, som Ingen af os endnu veed, til hvem det er stilet, medens det aabenbar kun kan passe paa den sidste Menighed, der har Herren med sig, som »Amen«, skal holde »Nadver« med ham og dele hans »Høisæde«; thi ligesom Alt hos den Femte Menighed dreiede sig om Skriften, vil Alt i den Sjette dreie sig om Daaben og i den Syvende om Nadveren, hvormed Fuldendelsen følger. Naar vi for Resten høre den sidste Menighed lastet for Lunkenhed og Selvklogskab, som imidlertid derved helbredes, da ledes ogsaa Tanken naturlig til en Menighed med lærde Braminer i Spidsen, thi en Saadan vilde nødvendig netop have denne Fristelse og Fare at bestaae.

✂ Til Slutning maa det endnu bemærkes, at de Paulinske Apostel-Breve ogsaa netop er stilede til syv Menigheder, som sikkert aandelig falder sammen med de Syv i Aabenbarings-Bogen; thi medens Brevene til Romerne og Corinthierne aabenbare sig selv, som Breve til den Latinske og Græske Menighed, (saaledes) har den Tydske Menighed tilstrækkelig hævdet sig Brevet til Galaterne, og vi kan godt see, at Brevet til Epheserne kun lader sig levende optage af en 79 Ebraisk Menighed, ligesom Brevene til Thessalonikerne kun af den Menighed, som oplever Herrens Dag, saa Brevene til Philippenserne og Kolossenserne, skiøndt de ei endnu er saa kiendelige, maae sikkert nærmest hører til de fjerde og sjette, eller den Angelske og den Nordiske Menighed.

✂ Man vil heraf see, det er hverken Herrens eller Aandens, men allernærmest vor egen Skyld, at den Christne Menighed, som Christi Folk, endnu savner en skrevet Historie, lige-saa mageløs som Ebræernes, og saameget herligere, som den ny Pagt overstraaler den Gamle!

✂

Folkelighed og Christendom.
[Dansk Kirketidende Nr. 107, den 17. October 1847].

✂ »Grundtvigianerne sammenblande efter deres Mesters Exempel, Danskhed, Nordiskhed og Skandinavisme med Christendom, drive ofte et Væsen med det Folkelige og Nationale, som overført paa et helligt Gebeet seer meget betænkeligt ud.«1

✂ Denne pudsige Berlingsavis-Efterretning om en Sect, som jeg, efter Navnet at dømme, skulde staae i Spidsen for, vilde jeg kun smilt ad, naar jeg ikke vidste, der var mange flere end den beskedne Landsbypræst paa Dommersædet over Bisper og Professorer, saavelsom over Vartouspræsten, der finder det meget betænkeligt med min saakaldte »Sammenblanding« af Danskhed og Christendom, men nu, da jeg veed det, og Folk i alt Fald trænger høit til Oplysning om begge Dele, nu mindede Avis-Efterretningen mig om, at jeg, som var nærmest til at give den fornødne Oplysning, dog maaskee har forsømt at gjøre det saa jævnt og tydeligt, som jeg kunde. Jeg nævner imidlertid med Flid kun Danskhed og Christendom, thi jeg veed mig fri for nogensinde at have nævnet Nordiskhed, end sige den mesopotamiske Skandinavisme, i en saadan Forbindelse med Christendom, at selv den mest stærblinde Landsbypræst kunde synes, jeg sammenblandede dem, og hvad de saakaldte »Grundtvigianere« kan have gjort, vedkommer mig saameget mindre, som de er mig aldeles ubekiendte. Til at stifte Partier har jeg nemlig aldrig duet, men jeg har heller aldrig prøvet derpaa, fordi Historien tidlig lærde mig, at det gaaer med Partier, som med Salaten hos Epiktet, *1 Disse Ord findes i den første af fem Artikler: Om de theologiske Tilstande i Danmark, af en Landsbypræst, i Berlingske Tidende d. 5. Oktober 1847. 81 at hvem der ikke vil betale hvad de koster, maa finde sig i at undvære dem, og vilde man derfor, som jeg, giøre sig den Umage at see lidt nærmere til, da skulde man snart finde, at af de saakaldte »Grundtvigianere« vil den ene rose min Prædiken eller Kirkesang, men laste min Mythologiskhed, Historiskhed og Pæredanskhed, eller dog i det mindste min Blindhed for de gudelige Forsamlingers og Missionsselskabernes Ypperlighed, medens den anden vil giøre omvendt, saa at, om jeg ogsaa havde to halve Partier, blev der dog aldrig et heelt af dem. Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligviis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine Tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ingenlunde som uforligelige, men dog som saa høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele Verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.

✂ Med alt dette vil jeg dog ikke nægte, at jeg jo i min Ungdom nævnede Danskhed og Christendom saa tit i eet Aandedræt og i saa dunkel en Forbindelse, at man let kunde tænke, jeg paa en eller anden Maade sammenblandede dem, og derfor er jeg nærmest til, det bedste jeg kan, at oplyse et Forhold, der ikke blot har været dunkelt for mig, men er det endnu over hele Christenheden, det rette Forhold nemlig mellem Folkelighed og Christendom.

✂ Hvad nu først det oprindelige Forhold angaaer, da maae vi jo alle vide, at Christendommen, selv i Jødeland, hvor den opstod, end sige da i Hedning-Landene, hvortil den forplantedes, forholdt sig til det Folkelige, som en himmelsk Giæst til et jordisk Hjem, hvortil han kom, ei for at lade sig tjene, men for selv at tjene, og skiøndt alle Spor deraf, saavidt mueligt, udslettedes i Præste-Herskabets (Hierarchiets) Dage, saa vedbliver dog ligefuldt det oprindelige Forhold at være det eneste rette og naturlige.

✂ Naar man imidlertid, som vi nuomstunder alle, er kommet vrangt og unaturlig ind i Tanke-Verdenen, da er det Rette og Naturlige sædvanlig det, vi sidst lade vederfares Ret, saa det er efter Omstændighederne rimeligt nok, baade at jeg i min Ungdom selv tog feil og at jeg i min Alderdom lastes uforskyldt; men da Sagen baade for Folkene og for Christendommen er af høieste Vigtighed, maa jeg dog ingen Uleilighed spare, for, 82 om mueligt, at giøre mine Landsmænd og især de Danske Christne det ret indlysende, at det oprindelige Forhold er her det eneste Rette, saa, jo mere det er blevet forstyrret, des ivrigere maae vi, til fælles Bedste, arbeide paa dets Fornyelse.

✂ Betænke vi nemlig først, hvordan Christendommen er kommet til Dannemark, da veed vi jo, det var ikke som en Voldsmand, der sætter Retten i Spydstagen og truer de Folk, han giæster, til at gaae under Aaget, men at det var som en spagfærdig, værgeløs Klosterbroder, der hos Kongen af Dannemark udbad sig Tilladelse til at forkynde det glade Budskab om Frelseren, født i Bethlehem, og til at christne og døbe dem, der lod sig overtale til at troe paa Jesus Christus, og vi veed, at Kongen af Dannemark gav ham denne Tilladelse, ikke fordi han selv var Christen eller havde bestemt sig til at blive det, men fordi han fandt at Evangelisten (Ansgar) var en hjertensgod, ærlig, oprigtig og trofast Mand, og sluttede saa fra »Svenden til Herren« og fra Evangelisten til Budskabet*).

✂ Christendommens Stilling i Dannemark beroede altsaa oprindelig paa, hvad Indflydelse den ved Ordet selv kunde skaffe sig hos det Danske Folk, og dersom det havde været Meningen, først at liste sig ind i Riget, og siden, naar man havde faaet en Slump Tilhængere, da at bringe baade Kongen og Folket under Aaget, da vilde det jo været et lumpent Forræderi, aldeles som Tævens i Fabelen, der tiggede et Hundehus til at lægge sine Hvalpe og, da de var blevet store, trodsede Eiermanden og sagde: tag Huset fra mig og mine Hvalpe, om du kan!

✂ Var nu dette virkelig i Christendommens Aand, da var det aabenbar ingen god, men en ond Aand, ligesom Romerskhedens, fiendtlig mod alle Folke-Aander, altsaa mod Menneske-Aanden under alle Skikkelser, og især fiendtlig mod Sandheds-Aanden, som naturligviis er Guds egen Aand; thi det var jo lumpen Falskhed fra først til sidst: Falskhed, som en Voldsmands, der under Fredeligheds og Venskabs Maske, stjæler sig ind i det Land, han vil underkue, og dobbelt Falskhed, fordi Menneskets gudelige Forhold, naar det ikke er hjerteligt, er heller ikke sandt, men falsk.

✂ At nu hverken Vold eller Falskhed er i Christendommens Aand, det har selv dens Modstandere sædvanlig **) Ansgars Levnet af hans Discipel Rimbert, fordanske t af Ley. 83 indrømmet og altid, under Mishandlingen af de Christne, forudsat; men er det Modsatte, er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig enten med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.

✂ Det Sidste maae vi her vel lægge Mærke til, thi medens vi Prostestanter ligefra Begyndelsen har erklæret Papisternes sædvanlige Fremgangsmaade med at christne Folk og Riger i Middelalderen, for aldeles uchristelig, saa har vi dog lige indtil nu bildt os ind, at hvor det nu engang var skedt, hvor et Folk med List eller Vold engang var bragt til at lade, som det heelt og holdent var indtaget og giennemtrængt af Christendommen, der var det ikke blot tilladeligt men nødvendigt med Magt at vedligeholde det paatvungne eller paalistede christelige Skin.

✂ Først da, naar vi indseer, at dette christelige Skin er hverken til Gavn for Folket eller for Christendommen, men til største Skade for Begge, først da kan vi stræbe paany at sætte Christendommen og Folket i det fri Forhold til hinanden, som hos os var det oprindelige, og som vi maae tilstaae burde været det allevegne, hvor Christendommen kom hen.

✂ Den nemmeste Maade at komme til denne Indsigt paa, er nu at stirre vist paa Christendommen og overbevise sig om, at den ingenlunde, som Papisterne meende, er en ny Guds-Lov, der vil beherske hele Verden, ligesom Mose-Loven beherskede Jødeland; men at den er et himmelsk Evangelium, et mageløs godt Tilbud, som tjener til alle deres, men ogsaa kun til deres, Fred, der godvillig troende modtage det Dette er den gienneste Vei til at finde al muelig Anvendelse af Tvang eller andre verdslige Midler til Christendommens Sag skadelig paa begge Sider, da de Vantroe naturligviis ei har mindste Gavn af Evangeliet, og bestyrkes nødvendig i deres Mistanke og Nag til det, jo mere man stræber at paatvinge eller paaliste dem det, som en stor Skat og Herlighed.

✂ Giensti bliver imidlertid, ogsaa her, efter Ordsproget, let Glipsti, thi man kan baade indrømme og indsee, at Christendommen, som et Evangelium, naturligviis kun nytter dem, der godvillig modtage den, og maatte for sin egen Skyld ønske al Tvang borte, og man kan dog indbilde sig, at Christendommen 84 fører en Guds-Lov med sig, der skal holde de Vantroe i Tømme, som ikke vil modtage Evangeliet.

✂ Vist nok kan man ogsaa bevise, at denne Undskyldning, hvormed Protestanterne har søgt at besmykke den Aands-Trældom, de selv baade fordømde og berøinde, var kun en tom Udflugt, da det jo netop var Troen paa Jesus Christus og hans Evangelium, man vilde paatvinge Folk, netop Bekiendelsen af den Tro, de ikke havde, man aftvang de Vantroe; men det faaer dog ingen ret Art med vor Afsky for den saakaldte »herskende Kirke,« førend vi indseer, at enten det er Lov eller Evangelium, der fremtræder som guddommelig Aabenbaring, da beroer saavel dens Sandhed som dens Gavnlighed derpaa, at den sætter sig i et frit Forhold til Menneskens Børn, da ethvert andet Troes-Forhold er grundfalsk, altsaa vederstyggeligt for den sande Gud og utaaleligt for det sanddru Menneske.

✂ Dette og dette alene slaaer Hoved paa Sømmet, thi kun derved afskiæres alle muelige Udflugter, saa naar man vil forsvare eller undskylde Aands-Trældom enten med Aabenbaringens misbrugte Historie, eller med Aands-Trældommens indbildte Gavnlighed under visse Omstændigheder, da behøver vi ikke at indlade os i en uendelig Tvist derom, men kun at vise, at har nogen saakaldt guddommelig Aabenbaring selv sat sig i et tyrannisk og slavisk Forhold til Menneskene, da har den derved selv beviist sin Uægthed, og at, hvormeget verdsligt Gavn man end kan have havt af Løgn og Falskhed i Salighedens Sag, saa bliver det dog lige vist, at det ikke nytter et Menneske at vinde al Verden, naar han taber sig selv i Løgnens og Falskhedens bundløse Afgrund.

✂ At der er dem, som heller ikke vil ændse dette Beviis, det veed vi nok, fordi der, desværre, er dem, der, ligesom Pilatus, i aandelige Ting slet ikke bryder sig om Sandhed, men Hovedsagen er her, som sagt, at alle Christne og nærmest Danske Christne, komme til den Indsigt, at Aands-Trældom i Salighedens Sag er under alle muelige Omstændigheder ligesaa uchristelig og ugudelig som den er umenneskelig, thi naar kun de Christne allevegne i denne Henseende giør fælles Sag med Natur-Menneskene, da vil Christendom og Folkelighed allevegne og allersnarest i Dannemark paany komme i deres oprindelige, fri, eneste rette og naturlige Forhold. Det er nemlig ikke blot sagt saa tit, men har viist sig saa 85 klart, at man kun giør sig til Latter ved at nægte det, at Folkeligheden i vore Dage vaagner trindt i Christenheden og stræber med mere eller mindre Lys og Kraft at giøre sig giældende mod alt det Fremmede, der enten for Øieblikket behersker den eller truer med at giøre det, og derved staaer Christendommen vist nok tilsyneladende Fare for at tabe hele sin Indflydelse paa Folkene, men naar det klarer sig, at Christendommen, langtfra at eftertragte nogensomhelst Aands-Trældom, inderlig afskyer og af al Magt bekæmper den, og langtfra at ville undertrykke Folkeligheden, selv har vakt og vil opelske den, see, da maatte Folkene jo være vanvittige, om de forskiød en Bundsforvandt mod alt fremmed Herskab, hvis mageløse Kraft Tiderne bevidne, eller misundte den englemilde Røst, der kun vil giøre Godt, hvad Indflydelse, Folk godvillig skiænke den. I det mindste hvad Dannemark angaaer, er jeg da vis paa, at Christendommen, ved paa alle muelige Maader at fremme Aands-Friheden og tjene Folkeligheden, vil vinde større Ærbødighed og mere Indflydelse end den nogensinde før har havt, og det ingenlunde blot fordi den derved erhverver sig en glimrende Fortjeneste af den paa saamange Maader undertrykte, seipinte og hardtad dræbte Folkelighed, men især fordi Aands-Frihed og Folkelighed er hvad Christendommen, for at virke i sin Aand, enten maa forefinde eller, hvis de fattes, skabe dem.

✂ Dette var da ogsaa, hvad der dunkelt svævede for det Sextende Aarhundredes Reformatorer, da de fremfor Alt hjalp Folkene til at afkaste det fremmede Aag, som Paven og lians Geistlighed, under det falske Navn af Christi Statholdere, havde paalagt dem i Christendommens Navn, og da de indførde Folkenes Modersmaal i Kirken, som. Betingelsen for den sande Christendoms levende Indflydelse; thi derfor lovsynges jo Reformatorerne endnu som Folke-Helte og Halvguder selv af dem, der slet ikke ynde eller vil tilegne sig Reformatorernes Christendom. Det Nittende Aarhundredes Reformatorer behøve da kun med den stegne Oplysning at træde i deres store Forgængeres Spor, saa er de visse paa baade at aabne Christendommen en langt frugtbarere Virkekreds, og at giøre sig høit fortjente af Folkene, enten disse saa vil være Christne eller ikke, hvad nødvendig maa overlades til enhvers eget Hjerte, men kan kun afgiøres, naar Menneske-Naturen og Christendommen levende mødes i fri Vexel-Virkning.

86

✂ Jeg veed det meget godt, at mange statskirkelige Orthodoxer anseer Aands-Friheden, og mange saakaldte Hellige Menneske-Naturen for Noget, Christendommen nødvendig maa bekæmpe, men det kommer da aabenbar af, at de slet ikke kiende levende Christendom og den Aand, som giør levende, men giør sig et ligesaa aandløst, som unaturligt Begreb om begge Dele; thi ellers maatte de jo vide, hvad hvert levende Menneske veed, at Troen er endnu en langt friere Sag end Tankerne, og at hvem der ikke naturlig har Tro paa Gud og Lyst til det evige Liv, har heller ikke Øie for Evangeliet om Guds Søn med det evige Livs Ord, saa at hvor Christendommen skal virke velgiørende, maa den, som sagt, enten forefinde Aands-Frihed og Folkelighed, eller den maa fremkalde dem.

✂ Vistnok er der dem, som vil indrømme, at baade Aandsfrihed og Menneskelighed maa findes, hvor Christendommen skal kunne virke velgiørende, men som dog nægte, at det Samme giælder om Folkeligheden, men det kommer da af, at de tænke sig Menneskeligheden i Himlen eller i Luften, ikke paa Jorden, thi paa Jorden finder man aldrig Menneskelighed uden Folkelighed, hvad enten saa, som sædvanlig, Folkeligheden indslutter Menneskeligheden, eller, som hos Jesus Christus, Menneskeligheden indslutter Folkeligheden i sig.

✂ Betragter vi saaledes først den Ebraiske og Israelitiske Folkelighed, som staaer os langt klarere for Øine end vor egen, fordi alle vore Præster har præket og vore bedste Børnebøger handlet om den, da seer vi let, at Alting i Jødeland var indrettet til at vedligeholde og styrke Folkeligheden, og at, da den desuagtet var nedsunket i Døds-Dvale, vakdes den ved Johannes den Døber vidunderlig paany, før Christus kom; thi han vendte jo »Børnenes Hjerte til Fædrene og Forældrenes til Børnene,« for at bane Herren Vei og fremstille ham et »velberedt Folk.«

✂ Betragter vi dernæst den Danske Folkelighed, som vel, fordi Ingen i mange Aarhundreder har taget sig af den, kun svæver meget dunkelt for os, men som vi dog kan kiende bedst, fordi vi af Naturen har den i os, da maae vi nødvendig finde, at al den herskende Ligegyldighed for aandelige Ting, Blindheden for Aandens Verden og Døvheden for alle de Basuner som ryste den, Kiendsgierninger som ikke blot de nidkiære Præster men alle opvakte Hoveder jamre sig over, de finde deres Forklaring i Mangelen paa levende Folkelighed, som er aandelig Folke-Død, saa hvad deraf Danskheden 87 endnu er Hive, ligner paa et Haar den trøstesløse Enke ved Nains Port, som følger sin eenbaarne Søn til Graven.

✂ Under disse Omstændigheder at tale til det Danske Folk om Livet i Christus, som med Nødvendighed er den eneste levende Christendom, er naturligvis unyttigt, og naar vi desuagtet giør det, da mærker vi godt det er, som om vor Mester vilde gjort, hvad han dog ingenlunde gjorde, talt til den døde Ungersvend paa Baaren om Veien til det evige Liv, saa kan og vil vi giøre noget i Herrens Navn, da maae vi allerførst, som han, ynkes inderlig over det sørgelige Dødsfald, sige til Enken: græd ikke! og til Ungersvenden: stat op! thi hvor enten det timelige Liv fattes eller er under dyb Hjertesorg kun til Byrde, der er Talen om det evige Liv, naar den ikke bliver til Spot, dog nødvendig til Unytte.

✂ Om vi nu end slet ikke kunde forstaae, hvorfor det er saa, saa blev det jo ligefuldt ved at være, som det er, saa at i det mindste den Danske Folkeligheds Død er Folkets aandelige Død, der maa helbredes ved Folkelighedens Opreisning, førend der, uden som hen i Veiret, kan tales til og med Folket om levende Christelighed, og andet er det jo dog vel ikke, jeg paastaaer, anderledes har jeg bestemt ikke i mange Aar sammenblandet Danskhed og Christendom. For min Ungdom vil jeg derimod i denne Henseende ikke svare, thi da drømde jeg rigtignok, at man kunde og skulde først blive en levende Christen og saa tillige en Dannemand, men selv da gik Naturen hos mig over Optugtelsen, saa jeg anvendte endel af mine fyrigste Præste-Aar paa at fordanske de gamle Krøniker og Bjovulfs-Drapen, som vel ikke kunde opvække Folkeligheden fra de Døde, men stilede dog aabenbar derpaa, og kunde dog endnu mindre giøre Folk til Christne.

✂ Grunden til, at et Folk maa levende være sig selv bevidst, før det nytter nogen anden Aand end deres egen at tale til dem, er for Resten den samme, som giør at Mennesket maa være sig selv bevidst, før det nytter at tale til ham om, hvad han, som Menneske, har eller fattes, hvilken Fare, han løber for sig selv, og hvilket Redningsmiddel, der gives, thi vi veed jo dog vel alle, at hvad der naturlig hæver Menneske-Livet over Dyre-Livet, er Ordet, hvorved Aandens Verden oplader sig for os, og det Nærværende bliver os blot en Overgang fra det Forrige uden Dages Begyndelse, til det Følgende uden Aars Ende, saa vi staae midt i en os indbegribende og derfor nødvendig os ubegribelig Evighed. Ligesom det nu kun er 88 paa Modersmaalet Ordet om det Usynlige faaer Liv og Kraft for os, saaledes beroer vort levende Forhold til Fortid og Fremtid i det Hele paa Følelsen af vor inderlige Sammenhæng med vore Forældre og vore Efterkommere, saa det er nødvendigt i Dannemark og allevegne, ligesom i Jødeland, at skal Guds-Ordet finde et velberedt Folk, da maa et folkeligt Ord paa Modersmaalet først have vendt Børnenes Hjerte til Fædrene og Forældrenes til Børnene, saa de føle, at Døden under alle Skikkelser er deres, er Menneskets Arvefiende, og at Han er den eneste rette Frelser, som kan og vil skiænke os det evige Liv.

✂ At nu alt dette for mangen »Landsbypræst« ja selv for mangen Bisp, kan see »meget betænkeligt ud,« det kan jeg godt forstaae, thi det er for mig selv en meget betænkelig Sag, hvorvidt Nogen af os vil findes dygtig til i Herrens Navn at opvække Døde, men, som sagt, selv den stærblindeste Landsbypræst skulde dog kunne see, at jeg sammenblander netop ikke Danskhed og Christendom, men skiller dem skarpere og tydeligere ad end det er skedt ved nogen Pen hidtildags, og at naar jeg vil have Folke-Skolen til at være udelukkende Dansk, da er det ingenlunde fordi jeg tænker, Danskheden kan enten giøre os alvidende eller salige, men blot, fordi først maa vi være Danske, ligesom alle Mennesker først maae være levende, førend det nytter at tale til dem enten om det timelige eller om det evige Liv. Hvem der helst vil tale til og med de Døde, misunder jeg paa ingen Maade enten Fornøielsen, han har deraf, eller Æren, han vinder derved, men jeg gientager, hvad jeg før har sagt, at et af to, vil jeg dog heller tale med levende Røvere end med døde Helgene, thi hine kan dog muelig besinde og omvende sig, men disse kan slet ingen Ting.

✂

Om Folkeligheden og Dr. Rudelbach.
[Dansk Kirketiden de Nr. l 24, den 30. Januar 1848].

✂ Vel har Hr. Dr. Rudelbach ingenlunde, som Berlings-Avisen hen i Veiret beretter1, sigtet mig for en »egoistisk Folkelighed,« hvorefter Christendommen skulde rette eller rettere fordreie sig; men dog har Hr. Dr. Rudelbach ganske rigtig erklæret sig meget utilfreds med det Stykke, jeg forleden skrev i Kirketidenden om »Christendom og Folkelighed«, og søgt med al sin Lærdom at afbevise min jævne Paastand, at Folkelighed er levende Christendoms nødvendige Forudsætning.

✂ Uden derfor her at røre ved de ligesaa falske og uchristelige, som egoistiske Begreber om Nationalitet, som Hr. Doctoren af Franske og Tydske Bøger opmaner og bekæmper, vil jeg blot feie for min egen Dør og see at giøre det endnu lidt tydeligere, hvad jeg forstaaer ved den Folkelighed, hvorom jeg fremdeles paastaaer, at den altid har været og altid her paa Jorden maa være en nødvendig Forudsætning for levende Christendom. Vel meende jeg nemlig at have sagt det tydeligt nok, vel ikke for alle lærde Folk, men dog for en lærd Mand, der har kiendt mig saalænge og kiender saameget til Historien, som Dr. Rudelbach, men da han dog erklærer ei ret at kunne see, hvorvidt hvad jeg kalder Folkelighed er kiendelig forskiellig fra den uchristelige og antichristelige Nationalisme, som prædikes i Tydskland og Frankerig, saa vil jeg dog end ydermere ikke blot for hans, men for alle mine Landsmænds Skyld, stræbe at forklare mig derover. *1 Udtrykket bruges i en kort Anmeldelse i Berlingske Tidende den 20. December 1847 af Dr. Rudelbachs Skrift »Christendom og Nationalitet«, der fornemmelig er rettet mod Grundtvigs Afhandling »Om Folkelighed og Christendom«. 90 At jeg nu ved den Folkelighed, Christendommen forudsætter, hverken forstaaer noget, der skulde kunne træde isteden for Christendom eller gjøre et Folk berettiget til Christendommens Velsignelse, det forudsætter jeg vistnok, alle mine opmærksomme Tilhørere og Læsere, følgelig ogsaa Hr. Dr. Rudelbach, veed, men jeg vil dog udtrykkelig bemærke det, da Hr. Doctoren, i sin lille Bog om Christendom og Nationalitet, bestandig sammenblander alle tre Dele, og beviser kun med megen Flid hvad jeg aldrig har draget i Tvivl, at selv Israel ingen Nationalitet havde, som enten kunde træde isteden for Christendommen, eller berettige dem til den.

✂ Min jævne historiske Tankegang om denne Sag er derimod, at ligesom Gud upaatvivlelig havde sine gode Grunde til ikke at sende sin Søn, født af en Kvinde, i Abrahams, Isaks eller Jakobs Dage, men dannede sig først et Folk af Abrahams Afkom og lod dette Folk giennemleve alle sine naturlige Tidsrum, før han i Tidens Fylde sendte dem sin Søn, saaledes er ogsaa hele det israelitiske Folkeliv Christi Kommes nødvendige Forudsætning, og Johannes den Døbers Virksomhed i alle Maader Oplivelse af Folke-Minderne, af Folke-Haabet og Folkets Billedsprog, uden hvilken Oplivelse til en klaret Folke-Bevidsthed, Christus aldrig kunde blevet levende kiendt, forstaaet og troet i Israel.

✂ Herom troer jeg heller ikke, der kan være nogen Tvist mellem Dr. Rudelbach og mig, da Talen jo slet ikke er om mindste Fortjeneste fra Folkets Side, men kun om de naturlige Betingelser for Christendommens levende Indtrædelse og frugtbare Virksomhed i Verden, ligesom det var en saadan Betingelse for Guds Søns virkelige Menneskebed, at han blev født af en Kvinde.

✂ Tingen maa altsaa være, at Dr. Rudelbach tænker, at Christendommen kan komme levende til os og blive levende i os, uden de samme væsenlige Betingelser, hvorunder den blev levende for og i dem af Israels Folk, der havde Hjertelag til at troe paa Sønnen, altsaa uden at hos os Folke-Minderne, Folke-Haabet og det folkelige Billedsprog oplives, og da denne Mening har været herskende hos de Lærde giennem mange Aarhundreder, kan det ikke forundre mig at møde den hos Dr. Rudelbach, saa jeg havde kun ønsket og ventet, at han ikke saa rask vilde bryde Staven over min forskiellige Tankegang, som han jo maa vide, ikke er grebet af Luften, men udsprunget af en folkehistorisk Betragtning i Christendommens 91 Lys, der maa anderledes prøves, før den kastes i Hob med Andres pantheistiske og antichristelige Griller.

✂ Det er nemlig en urokkelig Kiendsgierning, aabenbar for os alle, som kiende Skrifterne, at vi er langtfra at være i denne Verden, ligesom Christus var, langtfra at kunne sammenligne os med den Apostoliske Menighed i Jerusalem, og dog er en saadan giennemgribende Tilegnelse og Aabenbarelse af Christi Liv i hans Troende aabenbar den levende Christendom, Apostlerne beskriver og kræver hos alle Troende, og da det dog umuelig kan være Guds Skyld, som altid er lige god og mægtig, saa maa Skylden paa en eller anden Maade ligge hos os. Nu at udfinde, hvori det egenlig ligger, at man i syttenhundrede Aar ei har seet Mage til den apostoliske Menighed eller levende Christendom i ret christelig Forstand, det er dog unægtelig en Opgave for Menighedens Lærere, som de ikke maae tage sig let, da Grunden maa opdages før Skaden kan helbredes.

✂ Det er nemlig vist nok meget let baade seet og sagt, at det er Altsammen for vore Synders Skyld, naar Christendommen ikke aabenbarer sig guddommelig levende og kraftig i os, men da det netop er for vore Synders Skyld, Christus og Christendommen er kommet til Verden, med det glædelige Budskab, at de kan og vil borttage vore Synder, kan og vil opvække aandelig Døde, og giøre Syndere salige, saa er der aabenbar slet ingen Grund givet for Christendommens ringe Virksomhed og bedrøvelige Skikkelse hos os, ved at sige, det er for vore Synders Skyld. Dette ikke blot indrømmede, men indskærpede det Sextende Aarhundredes Reformatorer og især Morten Luther da ogsaa bestandig; thi de, og han især, var jo langt fra den Indbildning, at vi holdt op at være arme Syndere, fordi vi vendte Ryg til Paven i Rom, afskaffede Messen, loe ad Billeddyrkelsen, prædikede, bad og sang paa vort Modersmaal, og læste i Bibelen; men de, og han især, paastod kun, at alt dette var nødvendige Betingelser for Christendommens levende Virksomhed hos os. Denne Reformatorernes, og især Morten Luthers Paastand er jeg nu ogsaa langtfra enten at ville modsige eller i mindste Maade svække, men vil man udvide Paastanden dertil, at ved det Sextende Aarhundredes Reformation alle de Betingelser opfyldtes, hvorunder Christendommen alene kan udvikle sin fulde apostoliske Virksomhed, da ikke blot overbyder man Morten Luther, men da er man alt forud giendrevet af tre Aarhundreders Kirkehistorie, som vidner, at skiøndt der i den protestantiske Christenhed 92 unægtelig viste sig langt flere aandelige og christelige Livstegn end i den Pavelige, saa var der dog langtfra at vise sig en apostolisk Menighed, som jo dog maatte viist sig, naar Guds-Ordet var i sin fulde Kraft og alle Betingelserne for dets levende Virksomhed tilstæde.

✂ Nu paastaaer jeg, med Øiet fast heftet paa den Hellige Skrift og især paa dens Beskrivelse af Christus, Apostlerae og den apostoliske Menighed, at der er endnu mange Betingelser, som maae opfyldes, før den Tidens Fylde kan oprinde i Hedenskabet, som med Herrens Kiødspaatagelse oprandt hos Israel, og at til Grund-Betingelserne hører, foruden borgerlig Religions-Frihed, en levende Betragtning baade af Guds-Ordet og Menneske-Naturen, da Betragtningen af Begge nødvendig maa være levende, før Vexel-Virkningen kan blive det, og hertil, siger jeg, var det en vel nødvendig men dog kun meget svag Begyndelse, at det Sextende Aarhundredes Reformatorer skarpt adskilte Herrens egne Indstiftelser (Daaben og Nadveren) fra alle andre saakaldte Kirkeskikke, og at de paany indførde Folkenes Modersmaal i Kirken.

✂ Begge Dele maatte nemlig skee, førend man, aandelig og christelig talt, kunde gaae videre, thi derved kom det først atter for Lyset, hvor det levende Guds Ord og den levende Menneske-Natur var at søge, men vi kan ikke sige, at det Sextende Aarhundredes Reformatorer fandt dem deri; thi selv Morten Luther, som dog følde dybt, de maatte være der, saae dog kun matte Glimt deraf og turde i denne Henseende ikke troe sine egne Øine. Naar man saaledes bestandig talde om »Ordet og Sacramenterne«, som om der var noget christeligt Sacrament uden Ord, da giendrev vel Morten Luther den bagvendte Talemaade ved det udtrykkelige Vidnesbyrd, at uden Guds Ord blev Vandet Vand og var ingen Daab, og at uden Ordet »det er mit Legeme« og »gives for eder« var Nadveren intet guddommeligt Naademiddel; men han brugde dog selv den bagvendte Talemaade »Ordet og Sacramenterne«, og havde meget forvirrede Tanker om Forskiellen mellem Guds levende Ord, den Hellige Skrift og de Skriftkloges Prædiken, og den Forskiel maa dog nødvendig klare sig, før vi kan finde det levende Guds Ord, der ene er mægtigt til at borttage vore Synder og skiænke os det evige Liv. Paa den anden Side betragtede det Sextende Aarhundredes Reformatorer vel Kirkebrugen af Folkenes Modersmaal som nødvendig, men de tænkde dog kun, det var nødvendigt, fordi det i alle 93 Lande faldt umueligt at lære Folkemængden Latin, saa man enten maatte nedlade sig til dens Hverdagssprog, eller blive aldeles uforstaaet af den, og denne Betragtning af Folke-Sprogene er jo dog saa overfladelig, at skiøndt Hr. Dr. Rudelbach synes at ønske, den var rigtig, tør han dog ikke vedkiende sig den. Jeg tør derimod godt paastaae, at førend Christendommen kan blive rigtig forstaaet af et Folk, maa baade dens Forkyndere have Folkets Modersmaal fuldkommen i deres Magt, og maa Folket være levende inde i sit naturlige Billedsprog, hvorpaa Christendommens levende Forkyndelse nødvendig maa begynde, naar Folket virkelig skal see, føle og finde, hvad Herrens Aand, som en fremmed Giæst, har at føre, og hvorom det giælder. Men ligesom det nu er med Modersmaalene, saaledes er det aabenbar med Folkeslagene i det Hele, thi ligesom Menneske-Sproget kun findes levende i Folkenes Modersmaal, saaledes er Menneske-Slægten kun virkelig tilstæde i folkelig Skikkelse, og maa nødvendig tages som den findes, naar den skal levende tiltales og overtales til at troe paa Jesum Christum. Det nytter derfor slet ikke, at man her beraaber sig enten paa, at efter Skriften er alle Folk Syndere, saa der (i den Henseende) er ingen Forskiel, eller at i Christo Jesu er hverken Jøde eller Græker, Skythe eller Barbar, thi Spørgsmaalet er her hverken om nogen Fortjeneste, eller om hvad der er i Christus og Christendommen, men kun om hvad der virkelig er i Verden og hvordan det i Aand og Sandhed kan blive christeligt. Jeg tvivler saaledes ikke noget Øieblik paa, at Gud er lige god mod alle Mennesker, hvad Folkefærd de end er af, eller at Guds Søn ligesaa vel, naar han vilde, kunde aabenbaret sig enten i et Menneskes eller en Engels Skikkelse for Kong Dan, som for Abraham, men jeg kan ikke troe Skrifterne, uden ogsaa at troe, at naar Guds Søn virkelig vilde blive Menneske, maatte han, i Menneske-Naturens Orden, lade sig undfange her og fødes af en Kvinde, og kunde kun finde sin Moder hos det prophetiske Folk, som Gud særdeles havde udvalgt og opdraget til det Samme. Som det nu var med Guds Søns Aabenbarelse for Israel, saaledes slutter jeg, det er med hans Aabenbarelse for os alle, og langt klarere hvor han kun aabenbarer sig aandelig, end hvor han, som i Jødeland, tillige var øiensynlig nærværende, saa for levende at erkiende, forstaae og tilegne os ham, maae vi alle folkelig opdrages, oplives og oplyses dertil; thi skeer det ikke, da har vi slet ingen levende Forestillinger 94 om Forholdet mellem Gud og Menneske, eller mellem Tid og Evighed, mellem Liv og Død i aandelig Forstand, mellem Guds Rige og denne Verdens Rige, Guds-Folket og Verdens-Folkene, lutter Ting, som vi dog nødven" dig maae have levende Forestillinger om, naar vi skal finde os levende tiltalte af Christi Evangelium, og ei Mødelig misforstaae hele Talen om den guddommelige Frelser, om Gienløsningen, Retfærdiggiørelsen ved troen, Indgangen i Gudsriget, Indlemmelsen i Gudsfolket, og Overgangen til det evige Liv.

✂ At man lige siden Apostlernes Dage har taget sig alt dette temmelig let og sædvanlig ikke engang drømt om hvad der hørde til for at blive en levende Christen, det er: ei mere at leve sit eget Liv, men hans Liv, som er død og opstanden for os, det veed jeg meget godt, men det er jo slet ingen Indvending, naar man ikke tillige kan vise, at man paa Gien veiene virkelig naaede Maalet, og indrømmer man selv, at det var langt fra at naaes, da seer jeg dog virkelig ikke, hvordan man skulde beholde Tro paa Christi Evangelium, som en Guds Kraft til Salighed, og paa Jesus Christus som aandelig nærværende med det evige Livs Ord, uden at forklare sig den almægtige Aarsags svage Virkninger af Ubekvemheden eller Umodenheden hos dem, der skulde virkes paa, ikke mod men med deres gode Villie, ei i Mørke, men i Lys, saa de havde det store Maal, som er det evige Liv i Guds Samfund, for Øie, og længdes efter at naae det, men fandt det umueligt ved alle andre Midler end Troen paa Jesus Christus, som de derfor lod sig overtale til.

✂ Naar jeg derimod forudsætter en saadan Umodenhed til levende Christendom hos alle Hedning-Folkene, som ogsaa maatte hindre deres Skriftkloge fra at kiende Guds Vei paa Jorden og Hans Saliggjørelses Orden blandt alle Folk, da opgaaer der Lys for mig over hele den ellers meget mørke Kirkehistorie fra Apostlernes Dage til Morten Luthers, og da maa jeg beundre den Herres Viisdom, der saa vidunderlig har opdraget og udviklet alle de Hedninge-Folk, der vilde lade sig opdrage og udvikle af ham til at see Israels Herlighed og til engang at sidde tilbords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige. Da seer jeg ogsaa i den Lutherske Reformation et guddommeligt Underværk i Menneske-Naturens Orden, men som kun kommer dem tilgode, hos hvem det lader sig levende fortsætte, saa de blive sig deres menneskelige Natur og Vilkaar, altsaa deres Folkelighed levende bevidste, og kan 95 da først ret skiønne paa hvad Christendommen tilbyder, og erfare, at hvad den byder, det skiænker den virkelig alle dem, som har Øren til at høre og Hjerte til at troe Herrens Røst.

✂ Alt nu alt dette maa indtil videre være mange Lærde og Skriftkloge aldeles uforstaaeligt, som hidtil har glemt baade den guddommelige og menneskelige Natur i deres levende Vexel-Virkning over deres døde Beskrivelse, det følger af sig selv, og at Hr. Dr. Rudelbach, skiøndt han har Øie for Livet, dog, som svævende selv mellem Tydsk og Dansk, har ondt ved at fatte Folkelighedens rette Forhold til Christendommen, det finder jeg høist rimeligt og meget tilgiveligt, men derfor skulde han saa meget mindre opkastet sig til Dommer over disse Ting, som han aabenbar endnu ikke forstaaer. Naar han saaledes siger, at den christelige Aabenbaring er indifferent (ligegyldig) ved alt det Folkelige, da mener han vist nok dermed kun, at den hverken lader sig forandre, rette eller udfylde af det Folkelige, men han kunde dog aldrig udtrykt sig saa urigtig, naar han havde betænkt, at var Folkeligheden en ligegyldig Sag i Guds Naades Huusholdning, da var Menneskeligheden det nødvendig ogsaa, da var Guds Søns Kiødspaatagelse ligesaa overflødig, som hele Israels folkelige Opdragelse og folkelige Beredelse ved Engelen, som gik foran Herrens Ansigt at bane ham Vei; ja da maatte Guds Søn ligesaa godt kunne gienløst og saliggjort Dyr og Djævle, som Menneske-Børn.

✂ Jeg veed det meget godt, at enhver Nationalitet ligesaavel som enhver Enkeltmand, kan vende sig fra Sandheden og forhærde sig imod den, men derfor er det lige vist, at den maa være levende tilstæde og blive sig bevidst, før den kan træde i et levende Forhold til den aabenbarede Sandhed og vitterlig annamme eller forskyde den, og andet er det jo ikke, jeg paastaaer.

✂ Er det nu saaledes med de nye Folk i det Hele, at de aandelig har glemt sig selv, og fattes derfor alt virkeligt Begreb om Aand, aandeligt Liv, aandeligt Folk og Rige, medens deres Skriftkloge snarere har alt andet end Folkets naturlige Billedsprog i deres Magt, snarere kan tænke, de kiende alt Andet i Himlen og paa Jorden, end det Hjerte der slaaer i Folkets Barm, ja sjelden engang har lagt sig efter at forstaae Guds Førelse netop med dette Folk, som de paa Hans Vei skulde føre til Maalet, trænger vi da ikke høilig til at gaae i Skole hver hos sit Folk og see til at klare Folkeligheden hos dem og os 96 selv, førend enten vi kan forkynde eller de annamme, eller Nogen af os bære og føre Livet i Christus som i Aand og Sandhed er den eneste levende Christendom. Er det andet end Overfladelighed og hedensk Misforstand, naar vi indbilder os, enten at vi kan læse os til den Helligaand og Livet i Christo, eller at Folk er levende Christne, naar de blot gaaer flittig i Kirke, siger Ja til alt hvad vi siger, Christne maae bekræfte, lærer den bibelske Beskrivelse af Christus og det christelige Liv udenad, og fører et nogenlunde ærbart hedensk eller jødisk Levnet i al udvortes saakaldt Fromhed og Gudelighed! Var det dog ikke meget bedre, vi lukkede Øinene op og saae, hvad vi, som Danske eller Tydske, Franske eller Engelske Mennesker i deres bedste Klæder er, og overlod det da til hver især, hvad altid i Sandhed bliver Enhvers egen Sag, om han kan og vil nøies med sit Hedenskab, blot og bart eller christelig opsminket, eller han føler Lyst og Trang til det evige Liv, med alt hvad dertil hører, og, naar han hører det evige Livs Ord af vor Herres Jesu Christi Mund, da føler sig draget af Faderen til at troe, og føler sig mødt af Aanden med det Liv, som Ordet byder!

✂

✂ I Marts 1848, da Budskabet om de store Omvæltninger I Frankrig og Tyskland bragte Folkelivet herhjemme i en uroligt bølgende Bevægelse med mægtig Brydning mellem Dansk og Tysk, følte Grundtvig, at Danmark stod ved et folkeligt Gennembrud, der naaatte faa afgørende Betydning for dets Fremtid i mange Menneskealdre. Der lød i hans Øren et Nu eller aldrig, du danske Mand! Og om Gæringen vilde føre til Liv eller Død, beroede efter hans Tankegang paa, om Folkeaanden kunde slaa igennem med Kraft, saa Folket blev dansk i Bund og Grund, og Modersmaalet sejerrigt kunde byde baade Tysken og Latinen pakke sig og selv sætte sig paa Dronningestolen i Højskolen og i Folkeraadet. De National-liberales »pluddervælske« Tale om en »Constitution« smagte ham lige saa ilde som deres Ejderpolitik. Det nyttede i hans Øine kun lidt, at vi med vor Hær forsvarede Rigets Grænse, naar hele Riget aandelig talt var i de fremmedes Vold, og det var ham modbydeligt, at man vilde tvinge de tysktalende Sydslesvigere til folkeligt Fællesskab med Danmark.

✂ Under disse Forhold følte han Trang til at sætte sin Mening om Øjeblikkets Spørgsmaal imod de københavnske Dagblades og begyndte derfor den 22. Marts 1848 et Ugeblad, som han kaldte Danskeren, og som han fortsatte i fire Aar, indtil Udgangen af 1851. Hvert Nummer indeholdt 16 Sider i almindeligt Bogformat, og Grundtvig skrev næsten hele Indholdet selv. Et Udvalg af Bladets Digte og Afhandlinger vil derfor give et godt Billede af, hvad der besjælede den varmeste Dansker i hine Aar, da der kæmpedes for Livet mod Tyskerne og Tyskeriet og da Folkets kaarne Mænd samledes for at vedtage Danmarks Riges Grundlov. Da Grundtvigs to Sønner, Johan og Svend, var med som frivillige i Treaarskrigen, og da han selv fik Sæde i den grundlovgivende Rigsforsamling, kunde hans Pen give et levende Udtryk for alt, hvad der var oppe i det danske Folk i disse Aar.

✂

Jubelaaret 1848. 1
(Svanesang først i Februar).

✂ Nytaars-Morgen, som jeg vented paa,
Dag og Nat i Vintre mange,
Som i Aanden tit jeg gløde saae,
Hilsed glad i Morgensange!
Rinder lønlig nu du op i Nord!
Kommer saa at kaste Glands paa Jord
Dagens Dronning under Sørgefloret?

✂ Sørge-Floret! ak, det er saa tæt,
Som en Tordensky det ruger!
Skal det klares, skal det flagre let,
Efter Kvidens stille Uger?
Mon guldkammet Morgenhane goel,
Saa kun Skyggen over Kongestol
End for os tilhyller Nytaars-Solen?

✂ Skal det giælde, til vor Trøst bestaae,
Varslet for al Verdens Øie?
Kom med Fredrik atter Skyer blaa
Over Danmark i det Høie?
Skal den Soel, som glimted kun engang,
Paa den korte Dag med Natten lang,
Nu forgylde Danmarks Skov og Vange?

✂ Er det ikke Sorgens store Aar,
Mørkt i Blik og sort i Minder,
Som giør graat selv Ungdoms gule Haar,
Bleger alle Rosenkinder!
Vækker ei Døds-Aaret trindt om Land
Sorgen over Fjerde Christian,
Kviden over Valdemar den Anden*)!

**) Christian den Fjerde døde 1648 og Valdemar Seir 1241. *1Danskeren 1848 Nr. 3. Onsdagen den 5te April. 100

✂ Christian! vor sidste Kæmpedrot
Med et Lykke-Smiil tilbage!
Danmarks Afmagt, Danmarks Skam og Spot,
Voxde jo fra dine Dage;
Storme Danmarks Skove sønderbrød,
Flaaden kantred i sin Moders Skiød,
Daners Sprog blev jordet hos de Døde!

✂ Valdemar! med visnet Seierskrands,
Sex Gang hundred Aar tilbage,
Gik fra Lunden ud i Dødningdands,
Endte Danmarks Sommerdage;
Nordens Aand, med Odins-Issen graa,
Siden aldrig man paa Thronen saae,
Som hans Gravsted nu kun Bølgen blaaner!

✂ Nordens Aand! Du Jetter overvandt
Meer med Tungen end med Staalet;
Ak! dit store Timeglas udrandt
Da til Sorg for Modersmaalet:
Hjertesorg for Nordens Folkevang,
Smeltende, som Hjertesukkets Klang,
I vort Norden giennem Folkesangen!

✂ Folkesang fra Hjertedybets Væld!
Ogsaa du i Lund forstummer,
Og gienlyder kun endnu i Fjeld
Sørgelig, som Bjørnen brummer;
Falske Toner, som fra Luften kom,
Som med Veir og Vinde skiftes om,
Løfte sig i Sky med Triller tomme!

✂ Og fra Syden, hvor sit Banesaar
Aanden fik med sine Helte,
Stiger derfra ikke sort iaar
Skyen over Sund og Belte!
Truer ikke meer end Jern og Staal
Misteltenen Danmarks Tungemaal,
Til en Graad, som den ved Baldersbaalet!

101

✂ Folkefrihed er det Danske Guld,
Vores Guld og grønne Skove,
Den var Tydsken aldrig tro og huld,
Hvad saa end han vilde love:
Folkefrihed paa et fremmed Sprog!
Folkefrihed under fremmed Aag!
Maa det Danske Blod ei derved koge!

✂ Under Kamp med Tydsken gamle Dan
Stifted Danmarks Kongerige,
Hævdet har sig vore Fædres Land
Kun mod Tydsk i haarde Krige,
Slesvig, som idag og som igaar,
Var igiennem tvende Tusindaar
Tvistens Æble, rødt af blodig Taare!

✂ Sank vi nu med det i Tydsklands Favn,
Blødelig i Bærsærks-Arme,
Ei opgav vi kun vort Danske Navn,
Med den gamle Strid og Harme;
Med vort Navn i Mindets Hovedbog,
Vi opgav vor Frihed og vort Sprog,
For at fange Fisk som Tydsklands Maage!

✂ Sørge-Floret! ak, hvor det er tæt!
Som en Tordensky det ruger;
Skal det klares, skal det flagre let,
Efter Kvidens stille Uger?
Det er Knuden, som kun hid og did
Dreier, ikke løser Mandevid,
Det er Tale mørk om Nytaarstiden.

✂ Nordlys! I, som under Vintersky
Sælsomt glimred for vort Øie,
Boltred eder om hvert Nyaarsny,
Straalekrandsed Kæmpehøie!
Skinner frem nu over Lyng og Lund,
I den mørke Nyaars-Morgenstund!
Bryder Skyen over Belt og Sunde!

102

✂ Stærke Nordlys! hvad er eders Værd!
Ingen troer hvad I bebude,
Alle tænke, at trods eders Skiær,
Danmarks Ild og Lys er ude.
Tænke før, alt Liv er kun et Spil,
Ingen Aand og ingen Gud er til,
End at ei det nu gaaer Danmark ilde!

✂ Aandens Nordlys, som med Morgenskiær
Kasted Glands paa Mark og Enge,
Boltred eder alleryndigst her,
Over deiligst Vang og Vænge!
I har Værd kun som I end har Magt,
Kun naar Danmarks Hjerte slaaer i Takt
Med Lys-Tonen, baade høit og sagte!

✂ Skin da, Nordlys, som i Øie mit
Funkled over Danevange,
Boltred dig saa glødende og frit
Over Nord i Morgensange,
Spaaed Danmark mageløse Kaar,
I sit fredegode Gyldenaar,
Da selv Graad er skiøn som Freias Taare!

✂ Dæk med Morgenglands den sorte Sky!
Klar mit Folks de.t dunkle Øie!
Lad det sees, hvad under Solen ny
Seile skal vor Sø den høie!
Synge vil jeg alt som jeg det seer,
Synge vil jeg, som jeg troer, det skeer,
Skulde end jeg aldrig synge mere.

✂ Christjansborg! hvi lysner du saa brat,
Som engang i Fædres Dage,
Da med Gru man i en Vinternat
Hørde dine Luer brage?
Hvad har reist sig i din Riddersal,
Krandset om af klare Nordlys! Tal!
Bryd din Taushed dog med Røst fra Svalen!

103

✂ Konge-Svale! du paa Christiansborg
Raaber høit med Folkemunden:
Danmark! trods din dybe Aftensorg,
Glæden gryer i Morgenstunden;
Længe, længe, længe leve han,
Frederik, vor Frodes Eftermand,
Lyst i Kuld som Fredegod den Anden!

✂ Længe leve vor Kong Frederik,
Purpurklædt i Jubelaaret!
Gamle Danmark! klar dit mørke Blik!
Her er Bod for Banesaaret;
Stammen har i firehundred Aar
Deelt med Danmark tarvelige Kaar,
Nu sin gyldne Frugt har Stammen baaret!

✂ Længe leve Nordens Kæmpeaand,
Nys af Bølgen blaa opdukket!
Gud ham løfted med sin Høirehaand,
Rørt dertil ved Havfru-Sukket!
Himlen kan i sex Gang hundred Aar
Rundt med alle sine Stjerner gaaer;1
Derfor nu først dages Jubelaaret.

✂ Længe leve Danmarks Havfru fiin,
Som med Odin fører Tale,
Hvor hun yndig skiænker Miød og Viin,
I de dunkle Bølgesale!
Der paa Strømmen lægges aldrig lis!
Altid hævder hun sin gamle Priis,
Mindesangens taarefaure Dise!

✂ Længe leve Folke-Stemmen fri!
Folkets Røst er Konge-Loven.
Længe leve Kongens Ord deri,
Saa med Gienlyd svarer Skoven!
Længe leve NordensTungemaal,
Rundt som Bøge-Løvet, spidst som Naal,
Bidhvast, naar det giælder, dog som Staalet!

*1 Grundtvig nævner oftere 600 Aar som et afgørende Tal i Tidernes Skifte. Her tænkes paa, at der er gaaet 600 Aar siden Valdemarstiden. 104

✂ Længe leve i det gamle Soer
Skolen ny med Folk paa Færde,
Som I Danske Valdemarers Spor
Ønsked Christian den Fjerde,
Fostre Kuld paa Kuld ved Axels Grav,
Som i Axels Spor paa Land og Hav
Hænge Dannevirkes Ledd ilave!

✂ Længe brænde, efter Folkeret,
Konge-Lyset, som den Vise
Pusted op med sidste Aandedræt,1
Til i Graven ham at prise,
Til at skinne over Kongeraad,
Til at skinne over Folkedaad,
Til at klare Folkelivets Gaade!

✂ See, da breder sig Oplysning mild,
Efter Solens Viis om Vaaren!
See, da brænder som en sagte Ild
Fyriglied i Folke-Aaren!
Alt hvad Mund og Haand fik Evne til,
Springer ud omkap i Væddespil,
Viisdom øses op af Mimers Kilde!

✂ See, hvor Nordens Grande-Riger tre
Giøre eet med løse Hænder,
Dele med hinanden Vel og Vee,
Har kun Folk og ingen Stænder,
Har, som Bier, kun mod Fiender Braad,
Kun til Storværk, ei til Glimmer Raad,
Mod de Fremmede kun Hær og Flaade!

✂ See, hvor Storkene gjør Rede trygt,
Som paa Fjeldet, saa paa Sletten!
See, hvor Blomsterne sig flokke tykt,
Hvor ei giælder Næverelten!
Hør, hvor alle Fugle synge godt,
For der lyttes selv til Kvidder smaat,
Og i Lunden sig forlyste Drotter!

*1Christian den Ottende udgav i sin sidste Levetid en Forordning om en dansk Højskoles Oprettelse i Sorø. 105

✂ Lænker alle falde af paa Stand,
Hvormed Haand vil Aander binde,
De for Aanden er som Reb af Sand,
Gaae ham senest dog af Minde!
Kæmpeloven byder: Haand mod Haand!
Gjallarhornet lyder: Aand mod Aand!
Lyder saa, mens Heimdal er i Aande.

✂ Med det samme briste alle Baand,
Som forholde hvad vi savne!
Røre frit sig baade Fod og Haand,
Naar de skade ei, men gavne!
Loven lyder saa i Nordens Aand:
Kun til Tyv og Skielm er Bast og Baand,
For fribaaren værst er Fængsels Vaande!

✂ Krig skal føres kun mod vilde Dyr,
Og i Kamp for Fædrelandet,
Loven holde skal paa Landet Styr,
Hæren er til Krig og intet andet,
Leg med Krudt er Leg med Liv og Ild,
Trældom giør ei diærv, ei Lærdom snild,
Borgeleie freder Lastens Kilder!1

✂ Hunde, som man drive maa i Skov,
Jage, gaaer det høit, en Hare,
Værnepligtens ene rette Lov
Det er Fædrelandets Fare;
Himlen raader dog for Held paa Jord,
Kæmper fattes ei, hvor Kraften boer,
Æren steiler under Friheds Spore!

✂ See, hvor Skibe under alle Flag
Strømme ind og ud af Sundet,
Losse, lade, baade Nat og Dag,
Hvor Frihavnen de har fundet!
Hør, hvor de paa alle Tungemaal
Raabe Hurra til vort Danmarks Skaal,
Som vil Alt undtagen Ufred taale!

*1 Borgeleie = Garnisonsliv. 106

✂ See, hvor under Eg og Bøg i Skov
Skarerne sig yndig leire,
Medens, efter egen Kæmpelov,
Ungdom lærer let at seire!
Hør, hvor, baade gammeldags og ny,
Folkesangen stiger høit i Sky,
Som fra Landet, saa fra Konge-Byen!

✂ See engang den lille Ædelsteen
Freias Datter med Sølvbue!
Hun har lært at spinde Guld paa Teen,
Som den bedste Hellas-Frue;
Som en Turteldue for sin Ven,
Valborgs Vise hun dog kvæder end,
Paa sit Modersmaal til Verdens Ende!

✂ See i Værksted, see paa Mark og Bro,
See i alle Læse-Stuer!
Meer end Tyve før giør nu kun To,
For de giør hvad bedst dem huer!
De giør eet, som hver til sit faaer Ram,
De giør kun det Hele Spot og Skam,
Som vil alle fuske paa det Samme!

✂ Hør i Folkeraad og Vennelag,
Hvor de skifte Ord med Snilde,
Hver om Sit, som om den klare Sag:
Drikken klar af Mimers Kilde,
Alle fyndig om den Danske Arv,
Modersmaalets Krav og Rigets Tarv,
Folkets Liv og Lyst, som Bøge-Marven!

✂ See i Nordens Skole, lys og høi,
Nordens Aand sig aabenbare,
Reise Hallen med de mange Fløi
For det Dybe og det Klare,
For al Vidskab, der er som et Hav:
Midgaards-Ormens Seng og Hangens Grav,
Veien dog til Hesperiders Have!

107

✂ Hør de Lærde selv, og ingen Bog,
Tale om, hvad Livet baader!
Hør, hvorlunde de paa Nordens Sprog
Løse kan og binde Gaader,
Maale Tidens Løb og Lynets Fart,
Mindes, Enden giør kun Alting klart,
Vise, Alting har sin Grund i Arten.

✂ Hør, hvor jævnt de Christne tale kan,
Med vor Danske Moders Tunge,
Om det Høieste i Guds Forstand,
Om hvad helst Serapher sjunge,
Om, hvad skee og om hvad skinne skal,
Naar ei meer paa Aar der tages Tal,
Solen sees ei meer, og Stjerner falde!

✂ Hør, hvor sødt de, med vor Moders Røst,
Kan om Kjærligheden kvæde,
Om den dybe Fred, den store Trøst,
Og den stille Hjertensglæde;
Hvor de bede fromt med favre Ord
For det lille, milde Folk i Nord,
Snarest ligt Guds eget Folk, det Store!

✂ Det var Synet mit i mange Aar,
Fra mit stille Læse-Kammer,
Det var Synet mit paany igaar,
Under klare Nordlys-Flammer;
Var et Blændværk kun det Nordlys-Skin?
Nei dog, ei foer Nordens Aand med Vind,
Ei gik alle Tiders Lys iblinde!

✂ Daler Solen klar og rosenrød,
Under Fugle-Aftensangen,
Alle spaae sig deraf Morgen sød,
Naar de kiende Himmelgangen;
Tidens Soel i hver en Himmelegn,
Stiger deilig under samme Tegn,
Hvor i Hav den yndig saaes at segne.

108

✂ Og hvor saaes dog under Himmeltag
En saa yndig Aftenrøde,
Som i Danmarks gamle Vennelag,
Under Drotter senest døde!
Skjalde-Sangen ved den grønne Strand
Over Frederik og Christian,
Hørde Mage vel man trindt om Lande!

✂ Sang vel saa sig noget Folk i Grav!
Svæved saa med Jubel-Røster
Dags-Herolder over noget Hav,
Hvor ei klart det blev i Øster,
Hvor der ei stod Morgen-Guld i Støb,
Laae en Morgenrøde klar i Svøb,
Til at straale over Verdens-Løbet!

✂ Nei, gik Jord og Himmel ikke feil,
Med hvert Stjernelys paa Bue,
Og er i det Forbigangnes Speil
Fremtids Varsel end at skue,
Da er Frederiks og Christjans Baar
Vintergække, som bebude Vaar,
Sørgetiden Dør til Jubelaaret!

✂ Tit vi fik den værste Vinterdag
Med den varme Steen i Vandet,l
Tit og Nat, et Øieblik før Dag,
Ruged mørkest over Landet,
Immer dog i tvende Tusindaar
Dannemark fik atter Dag og Vaar,
Immer dog til Guld blev Freias Taare!

✂ Er da nu end Sørgefloret tæt,
Skjuler Alt for Hverdags-Øiet,
Tiden snart dog kræve vil sin Ret,
Da forsvinder Sørgetøiet,
Da vi see, at Nord har gode Kaar,
Sorgen smelter da som Iis i Vaar,
Klokken kimer da for Jubelaaret!

*1 Paa Sælland siger et gammelt Ord, at Peder Stol (d. e. Peders Dag, 22. Februar) kommer en varm Sten i Vandet, - saa tøer Isen fra neden. 109

✂ Danmark! kom da, med dig selv, ihu
Kun din gamle Lykke-Stjerne!
Hav kun el for Bølgegangen Gru
I din Sø og i din Hjerne!
Om end Tydsken teer sig nok saa Spansk,
Bliver du kun ved at tale Dansk,
Tydskland ei med dig sig skal »forganske.«

✂

Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.1
I.

✂ Saadanne gamle Bogorme som jeg og mine Lige, vi veed jo rigtignok sædvanlig mindst af hvad der foregaaer nærmest omkring os, men dog har jeg lagt Mærke til, at der i Kiøbenhavn, ligesom ogsaa i andre store Stæder: Kiel og Hamborg, Leipzig og Paris, er kommet Røre iblandt Folk, saa de ikke blot, naar de mødes, spørge ivrig i Munden paa hinanden: hvad Nyt? hvad Nyt med Posten idag? men at Mangfoldige af dem ogsaa har Noget paa Hjertet, eller i Hovedet, eller bag Øret, eller dog i Lommen, som de, med det Gode eller med det Onde, ved at lokke eller true, smigre eller skamme ud, ved at regne en heel Hob Navne op, eller ved at trumfe et Par store Stikkere ud, vil have hverandre til at gaae ind paa, til at tale høit for, eller i det mindste til at giøre dem den Tjeneste at underskrive. Man mærker ogsaa snart, at Alt løber ud paa en af tre Sager, som man vel giver mange, helst fremmede Navne, saasom Nationalitet, Humanitet, Socialisme, Republik o. s. v. men som dog, naar det kommer til Stykket, er enten den Danske, den Tydske eller den Franske Sag, kun at der ikke sjelden er lidt af hver, kiørt underlig forvirret sammen, som det maa skee, naar man helst bruger fremmede Ord, altid ubestemte, og tit misforstaaede Ord, til at udtrykke mere eller mindre fremmede altsaa uklare Tanker. Det Sidste er egenlig den store Ulykke i disse Dage, thi derfor har man meget ondt ved at blive forstaaet, selv naar man paa bredt Dansk siger sin Mening reent ud, og saaledes gik det mig forleden, da jeg ogsaa engang var kommet i »Casino,« og sagde naturligviis, som jeg altid har sagt, at jeg er *1 Danskeren 1848 Nr. 2, den 29. Marts.111 meget kongeligsindet og at jeg holder med de Danske, saalænge der er et heelt Sidebeen i dem, for gik man ikke saa hen og sagde, at jeg holdt med Slesvig-Holstenerne og at jeg vilde have en Republik. See, det er jo hvad man kalder en fortvivlet Sag, men jeg troer dog, at ihvormange Sprog man end i Kiøbenhavn sædvanlig kiører sammen fra Barnsbeen, saa gaaer dog Naturen over Optugtelsen, saa Dansk er dog hvad man kan meest af, derfor vil jeg ikke fortvivle om at blive forstaaet, ja, ikke engang opgive Haabet om at faae en god Slump Underskrifter paa min Petition, Adresse, eller hvad man, paa Pluddervælsk, vil kalde min venlige Bøn og Begiæring til hele det Danske Folk, som kortelig og, jeg mener, tillige meget tydelig, lyder saaledes: lad os dog endelig allesammen, hvad vi saa end ellers kan have paa Hjertet eller i Hovedet, eller bag Øret eller i Lommen, nøies med at være hvad vi er, at giøre hvad vi kan, og at tage hvad vi kan faae! eller, om dette er formeget forlangt paa een Gang, saa lad os dog, hvad vi saa end ellers vil være, endelig først være Danske, og hvormange levende og døde Sprog vi end agter at lære, saa dog først lære at tale og læse det Danske, og hvormeget vi end ellers har Lyst til at forstaae, dog først lære at forstaae os selv og hinanden, og at hvad vi end ellers ønsker at erhverve eller bevare, vi dog endelig først seer til at beholde det lillebitte Danmark, fra Øresund til Vesterhav, og fra Skagen til Kongeaaen, som vi dog, paa en Maade, har det endnu, heelt og holdent, kvit og fri, til evig Arv og Eie for os selv og vore Børn, saa ogsaa de kan have det ældgamle Danmark til deres Fæderneland!

✂ Dette mit Danske Haab midt i Kiøbenhavn kan nu vel, baade i Casino og i Hippodromen, og maaskee selv i Handværkerdannelsesforeningen, findes meget æventyrligt, men dels har vi Danske Landsbybørn lært af vore Fædre, at Kiøbenhavn er dog ikke Danmark, saaledes nemlig som Paris, desværre for de Franske, er Frankrig, og dels har dog Kløenhavnerne ogsaa den Lighed rned de gamle Athenienser, at naar man siger noget Træffende, med et mildt Ansigt, saa klapper de dog, istedetfor at knytte Næver, og hvad kan dog ved denne Leilighed mere træffende siges til Kiøbenhavnerne, end:

✂ I skulde ikke nys saameget talt det Franske,
Saa havde I kanskeenu bedre vidst det Danske.

112

✂ Jeg finder det derfor slet ikke umuligt, at naar man blot kunde faae Kiøbenhavnerne til at give sig lidt Stunder til baade at høre og at læse lidt ordenlig Dansk, da vilde de, som for det meste er ganske letnemme, snart fatte den folkelige Børnelærdom, at en Hovedstad uden Rige er ligesaavel tilovers som et Hoved uden Krop og en Konge uden Folk, og at om Kiøbenhavn lærde aldrig saa godt Fransk eller Parisisk, baade med Haand og Mund, saa blev Kiøbenhavn dog aldrig Hovedstaden i Frankerig, som den kun er i Danmark, og at dersom Danmarks Rige skal bestaae ret længe og findes værdt at være Hovedstad i, saa maa Kiøbenhavnerne ganske anderledes end hidindtil tage sig af den Danske Sag i alle Maader, og istedetfor at rympe Næse ad hvad man kalder Bonde-Plathed og Borgestue-Vittigheder, smukt tage dem lidt i Forsvar mod de meget pæne Folk, som jeg kalder de snærpede, og som altid er heel eller halv fremmede for Danmark. Kiøbenhavnerne skulde nemlig dog betænke, at de fleste Folk i Danmark hverken kan eller lærer nogensinde ret at tale andet end plat eller bredt Dansk, eller at forstaae og gotte sig med andre Vittigheder end dem, der for de meget forfinede Øren altid vil synes at falde lidt i eller dog at grændse lidt til det Plumpe, men at det dog var meget ønskeligere, om Menigmand hos os fik deres Munde i Gang paa Dansk, med lidt platte Ordsprog og lidt plumpe Vittigheder, end at de skulde faae deres endnu plumpere og dertil knytte Næver i Gang paa Fransk, for at arbeide paa Hovedstadens folkelige Oplysning og Forbedring! Ja, det troer jeg virkelig, Kiøbenhavnerne baade uden meget Hovedbrud kunde lære at forstaae, og uden al Selv-Fornægtelse bringes til at bifalde, om de end ikke havde, hvad dog Mange af dem har, lidt poetisk Sands og Smag for det Friske og Fyndige, det Levende og Spillende, der ikke mindre findes i det ægte Danske, taget lige ud af Folkemunde, end i hvilketsomhelst andet levende Sprog (for at lade de Døde med Fred) som man vil nævne. Og skulde nu endelig Kiøbenhavnerne ikke være ligesaa dannede, som Guldsmed-Svendene i Ephesus, der, da de fandt, det var til deres egen Skade, om Folk i Asien tabde Troen paa det himmelfaldne Tempel, som de gjorde smukke Billeder af, raabde sig selv i hele to Timer hæse paa, at stor var de Ephesers Gudinde, eller skulde min saakaldte Nordiske Overtro eller mine saakaldte Danske Drømmerier virkelig være haardere at fordøie, saa Kiøbenhavnerne slet ikke kunde 113 stemme i med, at Brage-Dronningen Idunna, som faldt ned fra Ygdrasil og lovsynges over hele Norden, hun har sikkert hjemme i Danmark, og det ventelig i Nærheden af Kløbenhavn, siden hendes gamle Fruerbnr hedd enten Brøndshøi eller Brøndby.

✂ Er det nu ikke engang urimeligt, at Kiøbenhavnerne paa en Maade og i en vis Grad kan vindes for den Danske Sag, som den vigtigste, om de end fra Smagens Side skulde hælde mere til den Tydske eller Franske, da maa det vel dog kaldes høistrimeligt og hardtad ganske vist, at Folk i Smaakiøbstæderne og paa Landet, som slet ikke kan andet end Dansk, eller gider dog aldrig læst enten Tydsk eller Fransk, som man skal bruge Ordbog til, og som har ondt ved at begribe, at man i Kiøbenhavn ikke finder hele Danmark stor nok til at svinge sig i, da enhver hos dem nøies med en lille Plet af Danmark, og mangen En kan dog hvad de kalder »slaae stort paa« leve som en Herremand og herske som en lille Konge i sin Kreds; er det ikke høistrimeligt og hardtad ganske vist, at alle disse Folk, der ikke blot udgiør Mængden, men i flere Henseender, blandt andet først og sidst i Næverne, udgiør Kiernen af hele Folket, let kunde vindes for den Danske Sag, og vilde vindes, naar blot Kiøbenhavnerne fandt det Umagen værdt at underrette sig selv og at oplyse dem derom! Man troer dog vel ikke i Kiøbenhavn, eller skulde i det mindste dog nødig troe det, at hele Folket i Danmark, derudenfor, som ikke i det mindste har studeret eller dog »gjort Kommers« i Kiøbenhavn, er rene Fæ, som man aldrig skal ændse, før de bliver uvane, da man nødes til det og har kun Ulykke baade af deres Mængde og af deres Styrke!

✂ Men hvad er saa vel den Danske Sag, andet end Spørgsmaalet om, enten Slesvig, som ogsaa kaldes »Dansk Holsteen«, skal regnes til Kongeriget Danmark, eller til Hertugdømmet Holsteen, eller til ingen af Delene, eller til dem Begge, hvad jo ikke engang Kiøbenhavnerne ret kan blive kloge paa eller enes om, saa at ville klare den Sag for hele Folket og faae dem til at sætte sig ind i den, var dog vel alt for urimeligt! Eller er maaskee det hele den Danske Sag, om vi skal erkiende Slesvig-Holsteen for en uafhængig Stat, eller fremdeles paastaae og, om behøves, eftertrykkelig stræbe at bevise, at den Stat, langt fra at være uafhængig, er ikke engang til uden i Maanen, eller i Slesvig-Holstenernes egen Indbildning?

114

✂ Det Sidste troer vist de fleste Kiøbenhavnere, og det er intet Under, da det jo netop var ved Slesvig-Holstenernes aabne Feidebrev mod Danmark og alt Dansk, at Kiøbenhavnerne mærkede, der virkelig var en Dansk Sag, som ogsaa de paa en Maade hørde til og blev nødt til at tage sig lidt af. Svævede derfor den Danske Sag ei i mere øiensynlig Fare end Krigen med Slesvig-Holstenerne, da vilde jeg allermindst i dette Øieblik, da vi alle maa gjøre fælles Sag mod fælles Fiende, gaae irette med Kiøbenhavnerne om deres Opfattelse af den Danske Sag, men vi maa dog endelig huske, hvad vi daglig læser om l Aviserne, at Tydskerne er nu allesammen paa Benene, og at Danmark er mod Tydskland, som, efter Holberg, »Tid mod Evighed« og »liden Landsby mod en stor og mægtig Stad,« saa nu giælder det at holde Ørene stive og Tungen lige i Munden, naar vi i en Ruf vil have det Slesvigske Spørgsmaal afgjort, og blot for at komme i en saadan ordenlig Kæmpe-Stilling midt i det Slesvigske Spørgsmaal, maae vi nødvendig vide, hvor vi staaer og føle, vi har Noget i Ryggen. Derfor maa dog Kiøbenhavnerne endelig besinde sig paa, at ligesom den Tydske Sag aabenbar er hele Tydskland og Tydskheden, og den Franske Sag hele Frankrig og Franskheden, saaledes er den Danske Sag hele Danmark og Danskheden, saa naar vi nu vil giøre vor Paastand paa Slesvig giældende, ikke blot mod det Slesvig-Holsteenske Ridderskab og de Slesvig-Holsteenske Advokater, men mod hele Tydskland, med eller uden det Tydske Forbund, der nu giør lidet eller intet til Sagen, da maae vi baade have den Tro, at Danmark og Danskheden er Noget i sig selv, og have fattet den Beslutning, at det være nu saa lidt og synes i Tydskernes Øine saa usselt og foragteligt som det kan, saa vil vi dog være det bekiendt og kæmpe for det til sidste Blodsdraabe. Slesvig har ikke blot, ligesom Holsteen, en Tidlang tilhørt Kongen af Danmark, og Slesvig har ikke blot engang været indlemmeti Danmark, ligesom Elsaszi Tydskland og Belgien i Frankrig, og Slesvig har ikke blot endnu halvveis en Dansk, ligesom Elsasz en Tydsk og Belgien en Fransk Befolkning; men de Slesvigske Danskere har begyndt at vaagne op i den Følelse, at Dansk er deres Modersmaal, og at Modersmaalet er noget langt dybere, stærkere og elskeligere end Tydskerne troer, og vi, som i Kongeriget ervaagnede i den samme Følelse, vi føle os derved uopløselig knyttede til de Slesvigske Danskere, og jeg, for 115 min Part, er, som Historiker, overbeviist om, at ligesaalidt som de Slesvigske Danskere uden vor Hjælp kan »blive ved at tale Dansk« og have Gavn og Glæde deraf, ligesaalidt kan vi uden de Slesvigske Danskeres Hjælp fortsætte og fuldende den Danske Udvikling, som skal bevise, at der ikke blot haandgribelig og politisk, men ogsaa aandelig og folkelig, har været og er et Danmarks Rige til. Det er da nødvendig min Mening, at netop nu, i Nødens Tid, da man kiender Venner, skal vi staae Last og Brast med de Slesvigske Danskere, som vil staae Last og Brast med os; men for at det skal have noget at betyde, maae vi dog baade troe, at hvad der vil hjelpe de Slesvigske Danskere, er noget i sig selv, og føle, at Danmark og Danskheden er værd at stride og at lide for. Naar vi altsaa skal kæmpe i og om Slesvig, da maae vi huske, vi kæmper paa og om Danmarks Grændser, men kæmper for Danmarks Rige, som dog vel maa være til, for at have Grændser, og maa aldrig sætte saa høi Priis selv paa den naturligste og hardtad uundværlige Grændse, som paa sig selv, som paa det Danmarks Rige, der ogsaa med lidt snevrere Grændser ikke blot har hutlet sig igjennem, men beholdt Kraft og faaet Lykke til at udvide sine alt for snevre Grændser. Slesvig er nemlig, hvad vi end siger og gjør, blevet et Tvistens Æble mellem Tydskland og Danmark, og om vi skal vinde Seier, maa Tiden vise, men var Danmarks Rige, uden Slesvig, slet ingen Ting, da var den Danske Sag aabenbar allerede afgjort og allerede tabt, thi hvad der ikke engang til Nød kan staae paa sine egne Been, lader nok være enten at skyde Andre omkuld eller at tage enten lidt eller meget med en Trumf, og var desuden Danmark og Danskhed, uden Slesvig, aandelig og folkelig talt, slet ingen Ting, da blev jo Slesvig, ved at indlemmes deri, enten til ingen Ting, eller det maatte være Tydskheden i Siesvig, der gjorde baade det og Danmark til Noget, altsaa være Tydskheden, der, ved en fortvivlet Selv-Modsigelse i eet Aandedræt, gjorde Danskheden, aandelig og folkelig talt, til noget Ikketydsk.

✂ Saaledes finder jeg mig nødt til at tænke og slutte, men det nytter naturligviis ikke, at jeg ene gamle Mand og Bogorm tænker og slutter saa, og nytterikke at Slutningen er uigjendrivelig, naar dog de fleste Danskere i Kongeriget og især Kiøbenhavnerne, lee kun ad det, som noget Pæredansk eller poetisk Sværmeri, ja, vel endog høilig laster det, som et halvt Forræderi mod den Danske Sag, der, efter deres Formening, 116 lever og døer, staaer og falder med det Slesvigske Spørgsmaal, saa at naar det ikke i en Ruf kan besvares til Danmarks Fordeel, da er den Danske Sag død og magtesløs, men at kan det blot paa en Maade, enten med Næverne, ligegodt om Danske, Franske eller Engelske Næver, eller ved Mægling, ligegodt om Svensk, Russisk eller Tyrkisk Mægling, komme til at staae paa Landkortet og i alle offenlige Brevskaber, at Danmark gaaer til Eideren, see, da er den Danske Sag afgjort, eller behøver dog kun fremdeles at understøttes lidt ved Høiskoien i Rødding, hvor de Danske Slesvigere kan lære at kiende og elske deres Danske Byrd og Blod, Modersmaal og Fæderneland og være stolte deraf, skjøndt man i Kongeriget Danmark selv, og især i det Danske Riges Hovedstad, Kiøbenhavn, saavidt muligt, glemmer og ringeagter det Altsammen!

✂ Saaledes slutter Fortvivlelsen hos mig, som jeg kalder min Engelske Fortvivlelse, idag som igaar, men dertil svarer mit Danske Haab, der er ligesaa seilivet og lidt stærkere, med følgende Spørgsmaal: Hvem kan vide det, om Kiøbenhavnerne vil tænke ligesaadan imorgen, som de tænkde igaar! Hvem kan vide, om ikke den store Rystelse af Alt hvad der ikke stod paa sikker og folkelig Grund, kan have frembragt eller dog lettet et ligesaa stort Omsving i Kiøbenhavnernes Hoved som i deres Tanker om Ministerium og Oppositionen? Hvem kan vide det, om de ikke nu er blevet tilgængelige for den lille Oplysning, at det er i det Hele, ligesom det var i Statsraadet, at skal den Danske Sag vindes, da maa man begynde med at skille den skarpt fra enhver anden Sag, og især fra den Tydske, som skal overvindes, og man maa troe, at den Danske Sag er i sig selv saa god og dyrebar, at den er alle de Opoffrelser værd, den kræver, for at vindes? Overgaaer det da virkelig Kiøbenhavnernes Fatteevne, at nuomstunder, da alle Folkefærd vaagne og kræve hver Sit, og da de opfarende Tydskere haardnakket paastaaer, at Slesvig er igrunden deres, fordi Danmark og Danskhed er kun et Blændværk, er igrunden, aandelig og folkelig talt, slet ingen Ting, at nu nytter det os slet ikke at klamres med Tydskerne enten om Sønder-Jylland eller om Nørre-Jylland, eller om nogen Verdens Ting, dersom vi selv troer og bekjender, at Tydskerne har igrunden Ret, Danmark og Danskhed er igrunden ikke værd at nævne? Eller har Kiøbenhavnerne virkelig en saadan Kulsviertro paa deres Intelligens og Talegaver, at de 117 skal kunne sætte Mod i det Danske Folk til at vove Alt for ingen folkelig eller aandelig Ting, de skal vinde de Danske Slesvigere, saa de bliver stolte af at være ingen Ting med os, og fnysende over, at man kalder dem med det ypperste, intelligenteste Folke-Navn: Tydskere, og vil indlemme dem i det mægtige og glimrende Tydske Forbund! Eller skulde Kiøbenhavnerne virkelig være saa letsindige og lattermilde, at de ikke selv i denne store Omsvings-Time, som de selv paa daarligt Dansk kalde »alvorsfuld«, kunde andet end lee ad den Paastand, at nu, da det ikke længer er Fyrster og staaende Hære, men gjærende Kræfter, brusende Bølger og flyvende Hære, Folk og Aander, Slægter og Tungemaal, som kæmpe om Seiren, om Æren og Prisen, nu kan Danmarks Folk og Rige umuelig forsvare sig eller bestaae, hvis man ikke engang i Rigets Hovedstad vil aflægge den selvmorderske Ringeagt for Alt hvad der kun er Dansk, følgelig Alt hvad der, naturlig og historisk, ene og alene udgjør Danskheden og gjør den kjendelig fra alt Andet under Solen!

✂ Saaledes spørger Haabet, og jeg kan dog aldrig troe, det er Kiøbenhavnernes Alvor, at jeg, som Historiker, paa deres Vegne skal svare: nytter altsammen intet, det Danske Riges Hovedstad vil blive ved at fjase med den Danske Sag og foragte hvad der er Sjælen og Kiernen i den, blive ved at modsige og gjendrive sig selv, ligegodt og ligesiet, paa Tydsk og Dansk, og dog ligefuldt vente at vinde hvad den kalder den Danske Sag, saa Riget beholder sin yderste Grændse og Kjøbenhavn sin Plads og sin Rang mellem Europas smukke, voxende, velhavende, muntre og dannede Hovedstæder! Nei dog, Kjøbenhavn har selv en Historie, som lover og spaaer noget ganske andet, lover og spaaer, at den i Nødens Tid vil gjøre Danmark Ære og gjøre det Danske Navn endnu engang berømt i Verden, ved at give hele Danmark et godt Exempel paa Oplysning i den Danske Sag, paa Højagtelse og paa Opoffrelse for den. Ja, jeg veed nok, at min Tro paa historiske Forvarsler forsaavidt er poetisk, at var jeg ikke Skjald, da havde jeg den neppe, men gjaldt det kun om gode Grunde, da har jeg saamange af dem, at jeg turde forsvare den Tro for al Verdens Bogorme, og hvilket historisk Forvarsel skulde da være mere opmuntrende end det blandt os uforglemmelige, der udspringer af den Danske Hovedstads Stilling og Heltegjerning for henved tohundrede Aar siden (1658-60) under den haardeste af vore Svenske Krige. Dengang var nemlig ikke 118 blot Slesvig, men saa godt som hele Danmark borte, paa den Danske Hovedstad nær, og den var saa slet befæstet, at man siger, at dersom Karl Gustav var blevet ved sit første Forsæt at seile herover ligefra Kiel og lande paa Toldboden, eller han siden havde skyndt sig lidt mere fra Valdby-Bakke, da kunde han taget Kjøbenhavn som en Svedske, men dog besluttede den Danske Hovedstad at staae for Stød og holde ud, og den havde, som vi veed, Lykken med sig, frelste Riget og gav det en ny Forfatning, som den syntes, bedst sikkrede Rigets Styrke og Bestandighed i Fremtiden.

✂ Jeg veed det meget godt, at Kjøbenhavnerne i Frederik den Syvendes Dage er meget forskjellige fra Kjøbenhavnerne i Frederik den Tredies, men deraf følger dog vel ikke, at de skulde være mindre Danske og mindre oplyste, men begge Dele maatte de dog være, for ikke med Iver at tage sig af den Danske Sag nu, da den aabenbar langt klarere trænger til dem, kan ikke vindes, uden deres kraftige Bistand, men kan heller ikke tabes uden at drage Danmarks Hovedstad i Undergangen med sig. Forrige Gang var nemlig Danskheden ikke nær i saa øiensynlig Fare, som nu, thi der var dog kun Spørgsmaal mellem Dansk og Svensk, som man i vore oplyste Dage kan see, er neppe engang saa stor som imellem Høitydsk og Plattydsk, saa det var egenlig kun det Danske Riges Ære og Hovedstadens Velfærd og Anseelse, der stod paa Spil, og maatte tabes, hvis den Svenske Konge seirede og gjorde, som han agtede, og som havde været rimeligt nok, Gothenborg til hele Nordens Hovedstad. Nu derimod er Spørgsmaalet ikke blot om det Danske Riges Ære og om Hovedstadens Velfærd og Anseelse, men tillige om Danskhedens Tilværelse, thi nu staaer Striden mellem Dansk og Tydsk, som umulig kan sammensmelte, om de saa ti Gange slugde hinanden, nu staaer Striden ikke blot, som det hedder i Holger Danskes Vise, under Nørre-Jylland, hvor Slesvig-Holstenerne vil have Lov til at slæbe af med de Danske Slesvigere midt ind i det Tydske Forbund, men Striden staaer over hele Danmark, den staaer midt i det Danske Riges Hovedstad, og allevegne vil Tydskheden underkue og fortydske Danskheden, paastaaer at have Ret og synes virkelig at have Magt dertil allevegne, ligesom i Slesvig, i det mindste siden Christian den Førstes Tid, som ventelig ikke engang paa Danmarks Throne lærde Dansk, og maatte da sagtens ønske, at Tydsk og Dansk skulde evig blive »ungedeelt tosamen.« See, det er den største 119 og farligste Strid, der kan staae i vort lille Rige, og det er soleklart, at seirer ikke snart Dansken og Danskheden over Tydsken og Tydskheden i alle Maader, fremfor alt til Kongeaaen, da kan al Verdens Stormagter, om de end vilde, ikke frelse Danmarks Rige, men maa lade briste hvad ei kan bære, saa det i det allermindste rives itu, eller gaaer midt over, og hver Stridsmand tager sin Part: Slesvig-Holstenerne tager baade Nørre-Jylland og Sønder-Jylland og Svenskerne tager Sælland med saamange af de andre Øer, som muligt, og lader naturligviis den Danske Hovedstad følge det Danske Rige i Graven.

✂ Var det dog nu saa urimeligt, om det Danske Riges Hovedstad gjennem 400 Aar, om Kjøbenhavn, skulde det end tilfældigviis være efter min Ringheds Raad, paa Danskhedens Vegne afkastede det Tydske Aag, og hjalp, baade med Raad og Daad, hele Danmark til at gjøre det Samme, til at blæse ad det Tydske Sprog, den Tydske Lærdom, den Tydske Historie, Poesi og Philosophi, i Sammenligning med alt det tilsvarende Danske og med alt det Nordiske, som vi Danske dog nok har en anderledes Systerlod i, end de plattydske Slesvig-Holstenere har i al den Høitydske Herlighed, som de alene brammer af, saa det har ingen Nød, at det Slesvig-Holsteenske Modersmaal eller den Slesvig-Holstenske Lærdom, Historie, Poesi og Philosophi skulde slaae de Danske af Marken. Kan eller vil eller tør nu Kjøbenhavn, det DanskeRiges gamle Hovedstad, ikke engang det, da vilde jeg ikke engang have Kjøbenhavn til at underskrive min Petition eller Adresse, paa Dansk: min venlige og indstændige Bøn og Begjæring til det Danske Folk, først og fremmerst at være bekjendt for sig selv og al Verden hvad de er af Byrd og Blod; først og fremmerst lære at kjende hvad de i Fædernelandet og Modersmaalet selv har, og lære at bruge det godt, og da, naar de ikke baade har store Sjæle-Evner og megen Videlyst og gode Stunder, da at nøies med det, der ingenlunde er saa lidt, som det seer ud til! Nei, jeg har altid vogtet mig for at raade andre til hvad jeg ikke selv vilde eller turde gjøre, og jeg har altid været en stor Hader af det tomme Skin og kiender intet tommere end Underskrifter i Tusindtal paa hvad Faa eller Ingen af Underskriverne vil reise sig ret op for, og her, hvor det gjælder om at reise Hovedet paa den gjennem Aarhundreder ei blot undertrykte men fortrampede Danskhed, her var det jo uhyre latterligt at anbefale den enten til de 120 Danske i Slesvig eller til hele det Danske Folk, og dog aabenbar sætte sin Ære i at kunne tale og skrive eller dog læse Tydsk, og gjøre sig en Samvittighedssag af, at Ens Børn, ja, selv Pigebørnene, allerede i Barndommen lærde at læse eller dog at stave Tydsk, medens man hverken selv gad kjendt eller have sine Børn gjort bekjendte med andet eller mere Dansk, end man behøver for at kunne snakke med Tjeneste-Folkene, og for at kunne lære først Tydsk, saa Fransk og, om muligt, en Mundfuld af alle mulige Sprog, baade levende og døde, under Solen og under Jorden. Selv har jeg vist nok baade læst mere Tydsk og lært en Mundfuld af flere Sprog end de fleste dannede Kjøbenhavnere, men jeg har dog alt i 40 Aar talt saa lidt og saa slet Tydsk, som muligt, jeg har dog lært mine Børn Dansk fremfor Alt, og saameget og saa godt Dansk som jeg kunde, og altid undskyldt min megen Tydske Læsning med, at man maa kjende det Kram, naar man skal bekæmpe det, og givet den gyldige Grund for alt mit Sprogfuskeri, at, som Verdens-Historiker var det mig nødvendigt, og mit Danske Modersmaai og Fæderneland har jeg altid prist og ophøiet over alle andre, og saaledes maa det aabenbar blive med os alle, som virkelig vil stride for den Danske Sag.1

*1 Afhandlingen fortsættes med 4 Stykker i de følgende Numre af Danskeren.

✂

Den Danske Konge og de Tydske Forrædere.1

✂ Da vi, ved vor nærværende Konges Thronbestigelse, læste et Brev med Hans Underskrift, hvori der stod, at Kongen af Danmark elskede Tydskerne ligesaa høit, som han elskede Danskerne, og det netop de Tydskere, der alt i en Række af Aar aabenlyst havde forhaanet Alt hvad der var Dansk, og erklæret det for deres faste Forsæt, ved første givne Leilighed, ei blot selv at løsrive sig fra al venlig Forbindelse med Danmark, men at giøre Danmark den uslukkelige Skam og den ubodelige Skade at slæbe alle de Slesvigske Danskere bagbundne med sig midt ind i det Tydske Forbund, og der optugte dem til at hade deres Danske Fæderneland og foragte deres Danske Modersmaal; see, da vidste vi, Gud skee Lov! alle, at det var ikke mueligt, men da følde vi ogsaa dybt, at det var uhyre sørgeligt, ja, truede det ældgamle Danske Kongerige med Undergang, det Danske Modersmaal, Folkeliv og Folkenavn med en skammelig Udslettelse af Jorden og af Historien, at vor ny Konge, skiøndt selv grunddansk, havde ved sin Thronbestigelse fundet sig omgivet, omringet og omvundet af Raadgivere, der langtfra at kunne have det Danske Folks Tillid, maatte staae for os, som den Danske Sags Forrædere, om de end maaskee i deres egne og deres Tydske Venners Ørne stod som Helte, Martyrer, Helgene og Skytsengle.

✂ Hvordan det Danske Hjerte herved blev tilmode, det brød naturligviis Tydskerne og deres Venner sig ligesaalidt om, som naar et Barn græder fordi man tager Rangleo fra det, men jeg var nødt til at bryde mig om det, thi jeg følde i mit eget Bryst, *1Danskeren 1848. Nr. 5. Den 19. April. 122 det var nær ved at briste, og jeg saae derhos klart, at, for menneskelige Øine, som kun see paa det Rimelige, havde dette mageløs ømme Moderhjerte nu heller ikke meer i Verden at giøre end at briste.

✂ Da jeg troer paa en Gud, som igrunden kun seer paa Hjertet, og kan giøre Alt hvad Han vil, saa fortvivlede jeg naturligviis ikke om Danmarks Redning ogsaa af denne Livsfare, men Livsfaren var dog saa nær, saa øiensynlig, og for menneskelige Øine saa uundgaaelig, at jeg aldrig har følt større Pine ved at sidde stille og slet ingen Ting at giøre, end i hine Mørkets og Sorgens uforglemmelige Dage.

✂ Hvi jeg, desuagtet, ikke rørde mig offenlig, uden hvor jeg havde det evige Riges Ord at føre, det kom af den Tvivlraadighed, hvori jeg befandt mig, ikke om hvad der nærmest var for Dansken at giøre, men om hvorvidt jeg kunde stille mig i Spidsen uden derved at skade den Sag, jeg vilde gavne.

✂ Jeg saae nemlig strax, at det Bedste, der kunde giøres, og, naar Himlen vilde føie, kunde bidrage uberegnelig til Danmarks og Danskhedens Redning i alle Maader, det var et Opraab til alle Danske Mænd og Kvinder i hele Riget om at forene sig til et Selskab, der bar det Danske Navn, og satte sig aabenlyst det eneste, folkelige, fredelige og uskyldige Øiemed, paa alle skikkelige Maader at vække, styrke og klare den Danske Fædernelands-Kiærlighed og folkelige Bevidsthed. Saasnart nemlig et saadant Opraab skedte fra Mænd, der havde Folkets Tillid, da var jeg sikker paa, at den Danske Grundfølelse vilde strax drive Mænd og Kvinder i Tusindtal ind i det Danske Selskab, og da havde Danskheden aabenbar vundet en Stilling, hvorpaa de nærmeste Tydskere maatte have seet, at aldeles »usammenhængende« var dog det Danske Folk endnu ingenlunde, og hvorfra Danskheden kunde gjort sig giældende baade opad og nedad, og til alle Sider, ganske anderledes kraftig og levende end ved utallige Underskrifter paa hvilketsomhelst Papir, og ganske anderledes rolig og folkelig, end ved den mindst farlige af alle haandgribelige Bevægelser som man, for en Feils Skyld, kalder »Demonstrationer«.

✂ Da jeg imidlertid hverken er eller har nogensinde villet være enten Partimand eller Partihøvding, og derhos aldrig har villet eller kunnet dølge, at jeg er christelig Præst og nordisk 123 Skjald, saa er min Stilling, trods al dens Folkelighed, dog saa besynderlig eremitisk, at hvor det giælder om øiebliklig giennemgribende Virkning paa Folket, maa jeg være ligesaa tvivlraadig, som jeg i alle andre Henseender er sikker i min Sag.

✂ Under denne piinlige Tvivlraadighed overraskedes jeg, saavelsom hele Verden, af den Franske Omvæltning, som jeg først havde ventet efter Ludvig Philips Død, og havde aldrig tænkt, skulde vælte en stor Steen fra mit Danske Hjerte, men det gjorde den dog, thi nu saae jeg strax, at for det Værste, for Danmarks Forraadelse til Tydskland, kunde jeg nu omtrent være rolig, da hverken Slesvig-Holstenerne nu længer vilde kunne skjule Skalken, eller selv det Tydskeste Ministerium lettelig vove at kaste Danmark i deres Arme.

✂ Hvad jeg derimod ikke forudsaae, og hvad neppe nogen uden Forsynet kunde forudsee, var, at det skulde gaae Slag i Slag med Opløsningen af den Haardeknude, som sex Aarhundrede har været om at binde, og at Omsvinget hos os, skiøndt farligt nok, skulde være længere fra Omvæltning end ellers nogensteds under Solen, saa allerede nu staaer vor Danske Konge med aabenbaret Kiærlighed i Spidsen for sit trofaste Folk, og allerede nu er den store Danske Forening igrunden stiftet, saa at sige paa Opraab fra de Slesvig-Holsteenske aabenbare Oprørere.

✂ Jeg har nu vel aldrig været kortsynet nok til at oversee, hvad Slesvig-Holstenerne har i Ryggen, og jeg kan umulig være letsindig nok til at tænke, at der til et Folks Gienfødelse ei behøvedes andet end en fortvivlet Dødskamp, saa jeg maa nødvendig, hvad end Kiøbenhavnerne tænker og siger, blive ved, som en fribaaren Sællandsfar, at indskærpe mine Landsmænd paa begge Sider ad Beltene, at Faren, Danmarks og Danskhedens Fare, er endnu langt fra at være overstaaet, Danskernes Fred og Frihed er langtfra at være vundet blot ved Slesvig-Holstenernes Nederlag og Rendsborgs Gientagelse, som jeg, med alle Danske Kiøbenhavnere, sikkert forventer, men just derfor maa jeg ingenlunde fortie, al der dog ogsaa i mine Øine er gjort et Kæmpeskridt fra Afgrunden, paa hvis Rand Danmarks Rige, og dermed Danskhedens eneste Fodfæste, ravede. Ja, det er et Kæmpeskridt, hvorved Kongen og Folket, der sjelden stod saa langt fra hinanden, som for en Maaned siden, allerede nu staae hinanden saa nær, som neppe 124 I flere Aarhundreder, et Kæmpeskridt, hvorved Kongens Raadgivere, der længe stod bag Hans Ryg, som det store Skiærmbræt, er kommet til at staae for Hans og for Folkets Aasyn, ansvarlige til begge Sider, baade for Raad og Daad; og endelig et Kæmpeskridt, hvorved det Kiøbenhavnske Tydskeri, som traadte vore Børn paa Nakken og holdt Riset til deres Mund at kysse, nu er kommet til at staae i Gabestokken, saa vore Børn frit kan, som de lyster, lege Skolemester med det, eller pege Fingre ad det!

✂

Til Danmark.1

✂ Fæderneland!
Ved den bølgende Strand,
I den maigrønne Lund,
Ved det deilige Sund,
Af de syngende Vover omskyllet,
Sidder bleg du i Sorgen indhyllet,
Dog for dig er det Bedste tilbage, Thi end lever den Gamle af Dage!

✂ Sort seer det ud,
Men almægtig er Gud,
Dine Fiender tillands
Er og Fienderne Hans,
De er Fiender ad Sandhed og Retten,
De er Fiender ad Kiærligheds-Ætten,
De har Alle det Værste tilbage,
Thi end lever den Gamle af Dage!

✂ Maane og Sol
Sidde løse paa Stol;
Som et Lagen det gaaer
Under alt hvad bestaaer;
Dog din Ven sidder fast i det Høie,
Over dig vaager Forsynets Øie!
Lad kun Lovsang afløse din Klage!
Thi end lever den Gamle af Dage!

*1Danskeren 1848. Nr. 10. Den 24. Maj. 126

✂ Høit over Soel,
Paa sin Konninge-Stol,
Om end Skyerne brast,
Sidder kiærlig og fast
Han, som vogtede Danmark saalænge,
End Hans Bue har klangfuide Strænge,
Og hans Bne slaaer aldrig tilbage,
Tro som Guld er den Gamle af Dage!

✂ Muldjord i Bryst
Seer den Høie med Lyst,
Der kan Solstraalen boe,
Der kan Himmelbyg groe,
Han, som hører naar Muldjorden sukker,
Den med perlende Taare bedugger,
Med den Trøst kommer Troen tilbage,
At end lever den Gamle af Dage!

✂ Fuglenes Røst
Spaaer om Dannemænds Høst,
Under Mundharpe-Klang,
Og Smaapigernes Sang,
Lykken vendes som Skibet paa Voven,
Lykken vendes som Bladet i Skoven,
Til den Lykke man aldrig saae Mage,
Saa end lever den Gamle af Dage!

✂ Fæderneland!
Som paa Afgrundens Rand,
Midt i Bølgerne blaa
Skal du blomstrende staae,
Med din Mai og med dine Kiærminder,
Som en Mø med letrødmende Kinder;
Du endnu har det Bedste tilbage,
Det laae giemt hos den Gamle af Dage!

✂

Kongeriget Danmark og Hertugdømmet
Slesvig eller Sønderjylland.1

✂

Nordens Aand og Danmarks Lykke.1

✂ Det er en underlig, en hellig Stund,
Naar gammel Fader beder Sønner unge,
Fribaarne, som han selv, paa Kirkens Grund,2
Gaae sjæleglade did, hvor Kugler sjunge,
Hvor, som det syoes, Himlen ei har Stemme,
Hvor Fred er huusvild og hvor Død har hjemme!

✂ Det er en underlig, en hellig Stund,
Hvis Hjerte har den Gamle end i Livet,
Og Tro paa hvad der gløded i hans Mund,
Og Syn derfor, at selv er han som Sivet,
Og Haab derom, at Sønner hans vil træde
I Fædres Spor til Fader-Aandens Glæde!

✂ Det er en underlig, en hellig Stund,
For Graahaars-Skjalden og for Kirke-Svalen,
Som elsker Sine ret af Hjertensgrund,
Og svæver halvveis alt i Skyggedalen,
Og kan, hvis han ved Graven skal staae ene,
Ei trøstes med al Verdens Bautastene!

✂ Men hvad mig trøster over alle Savn,
Som Livets Lys i Kamp med Dødens Skygge,
Det med et hjemligt og et venligt Navn
Jeg kalder Nordens Aand og Danmarks Lykke,
Som mødes immer brat paa sære Baner,
Til godt Forlig, som Asers Pagt med Vaner!

*1Danskeren 1848. Nr. 19. Den 26. Juli. *2 Præstesønner var fritagne fra at blive Soldater. Begge Grundtvigs Sønner gik med i Krigen soni Frivillige. 137

✂ At uforsonlige er Krig og Fred,
Derfor os Sort paa Hvidt gav Dødning-Skolen;
At det er Kamp, som Fred ophoides ved
Og er det bedste Storværk under Solen,
Det følde Folk fra Arildstid i Norden,
Forligde dem, som Frugtbarhed og Torden!

✂ End er det Danskens Art og Danskens Held
At elske og opnaae det Fredegode,
Men ham, som alle Trolde slaaer ihjel,
Ham Dansken hilser immer vel tilmode,
Og føler dybt, det Jetter er og Trolde,
Som al Ufred paa Jord igrunden volde!

✂ Derfor, mens Bøgen groer ved Sund og Belt,
Og Bølgen blaa besynger Nordens Skove,
Skal Danmarks Skjoldmø kysse Nordens Helt,
Og færdes kæk med ham paa Tro og Love,
Og gyldne Hjerter mellem Løver stærke
Skal være hele Nordens Skjoldemærke!

✂ Og hvad hver Christen Sjæl sig fryder ved,
Er himmelsk kun hvad sig i Nord mon speile:
Den aabne Feide og den skjulte Fred,
Med Seiers-Haabet, som kan aldrig feile,
Hvor Gylden-Hjertet er som Morgenrøden,
Og Løven stærk som Liv, der leer ad Døden!

✂ Derfor, I Sønner af min Ungdoms Viv!
Og Sønner alle af vor fælles Moder!
Gaaer hen og vover eders unge Liv,
Hinanden troe, som Syster kæk og Broder,
Som Nordens Kæmpe-Aand og Danmarks Lykke,
I Krig for Fredens Blomst i Bøgens Skygge!

✂ Saa kæmped jeg, vel kun med Aandens Sværd,
Som ei et Haar kan synlig overhugge,
Men kæmped dog i Nordisk Herrefærd,
Alt længe førend I blev lagt i Vugge,
Og kæmper end, med Haab i Lys og Skygge,
I Pagt med Nordens Aand og Danmarks Lykke!

138

✂ Ja Nordens Aand, det var Fostbroder min,
Som trolig mig har fulgt med Nordlys-Kierte,
Og Danmarks Lykke var mig Syster fiin,
Som dulrned alle Kvider i mit Hjerte,
Og aldrig Tal jeg tog paa Markens Hære,
Men regned kun paa Lykke, Mod og Ære!

✂ Saa var det Skik i Nord fra Hedenold,
Og Christendom er ingen Krysterlære,
Den byder Kæmpen kun det bedste Skjold,
Det største Løvemod, den sidste Ære;
Den vil med Glands sit Seigl paa Pagten trykke
Imellem Nordens Aand og Danmarks Lykke!

✂ Ja, Nordens Aand! du Lysets Engel stærk,
Du Hammer-Drot, som knuser Nid og Mørke!
Fuldfør nu klart dit store Mesterværk
Til Gudhjems Værn med hele Nordens Styrke
Lad Kæmpers Æt fra alle Øer og Dale
Nu kappes om at gjæste Odins Sale!

✂ Og Danmarks Lykke! Fylgje faur og fiin
For Heltekuld fra Gothland og fra Norge!
Brug nu med Yndighed Guldnøgel din
Til alle Dørrene i Glad hjems Borge,
Saa de sig aabne blidt som Danmarks Havne,
Umærkelig som Danske Møers Favne!

✂ Og Bølge blaa! du milde Himmel-Speil,
Og Vugge bold for alle Nordens Helte!
Lad Alfe-Snekken nu for fulde Seil,
I alle Fjorde gaae og alle Belte,
Saa hele Gimlerigets Aande-Skare
Sig overalt i Nord maa aabenbare!

✂ Ja, Himmel-Lys! som I kan sees paa Jord,
Som I kan dandse paa de høie Bølger,
Kom, giæster, fryder nu hver Sjæl i Nord
Med Syn af alt hvad sig i Støvet dølger,
Med Blik for alt hvad dybt er skjult i Voven,
Med Glimt af alt hvad evigt er foroven!

✂

Folkeligheden.l

✂ Folkeligt skal alt nu være
Trindt om Land fra Top til Taa,
Noget Nyt der er i Giære,
Det selv Tosser kan forstaae;
Men kan alt hvad brister bødes
Med det Ny, som først skal fødes?
Veed man ogsaa hvad man vil
Meer end »Brød og Skuespil?«
Med Forlov at spørge!

✂ Folk! hvad er vel Folk igrunden?
Hvad betyder »folkeligt«?
Er det Næsen eller Munden,
Hvorpaa man opdager sligt?
Findes skjult for hver Mands Øie
Folket kun i Kæmpehøie,
Eller bag hver Busk og Plov,
I hver Kiødklump før og grov?
Med Forlov at spørge!

✂ Præst og Adel, Borger, Bonde,
Konstner, Skipper, Skolemand!
Er de alle af den Onde,
Naar de klarlig skielnes kan?
Hvad skal alt i Landet ligne,
Mine Tanker eller dine?
Skal vi alle nu omkap
Skygger skabe hip som hap?
Med Forlov at spørge!

*1Danskeren 1848. Nr. 24. Den 30. August. 140

✂ Spørge kan en enkelt Daare
Meer end Syv kan svare paa,
Baade nu og selv ad Aare,
Om de end for Viismænd gaae,
Dog til Daaren paa hans Tale
Svar der er i Odins Sale,
Svar der er i Odins Bryst,
Svar der er i Mimers Røst!
Svar ei fattes Skoven!

✂ Folk der var i gamle Dage,
Baade store Folk og smaa,
Om der end er Folk tilbage
Giøres nu der Prøver paa:
Folke-Vætter alle vaagne,
Som de vævre, saa de dovne,
Hvad de alle kan og vil
Er at sætte alt paa Spil.
Svar ei fattes Skoven!

✂ Byrd og Blod er Folke-Grunde,
Ikke Luft og mindre Staal,
Fælles Ord i Folke-Munde
Det er Folkets Modersmaal,
Som det klinger, som det gløder,
Saa hos Danskere og Jøder
Holder det i skjulte Baand
Luftens eller Himlens Aand!
Svar ei fattes Skoven!

✂ Til et Folk de alle høre,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild;
Resten selv som Dragedukker
Sig fra Folket udelukker,
Lyse selv sig ud af Æt
Nægte selv sig Indfødsret!
Svar ei fattes Skoven!

141

✂ Rive løs sig Rigets Stænder
Fra den fælles Folkeaand,
Da gaaer Hoved, Fødder, Hænder
Latterlig paa egen Haand,
Da er Riget sønderrevet,
Fortidsalderen udlevet,
Folket mødig sover hen,
Vaagner vanskelig igien!
Svar ei fattes Skoven!

✂ Har dog Folket havt til Vætte
Meer af Aand end Veir og Vind,
Trøstig Det sig tør forjætte
Liv igien, som aandes ind:
Gylden-Aaret, som det falder,
Efterglands af sin Guldalder,
Som giør alting aabenbart,
lyst og Ordet klart!
Svar ei fattes Skoven!

✂ Saa paa os i Nørreleden
Aander nu vor Vætte prud,
Med vor Pest han bryder Freden,
Driver Tydsk af Norden ud,
Vækker trindt i Danmarks Rige
Alt det Danske, Folkelige,
I vor Hjerne, i vort Bryst,
I vor Skrift og i vor Røst!
Svar ei fattes Skoven!

✂ Faaer vi ægte Danske Love,
Danske Skoler splinternye,
Danske Tanker, Danske Plove,
Rinder op vort gamle Ry:
»Dansken, lykkelig begavet,
Boer med Fred og Fryd paa Havet;«
Da er Folkets Daad og Digt,
Da er alting folkeligt!
Svar ei fattes Skoven!

142

✂ Præst og Adel, Borger, Bonde,
Konstner, Skipper, Skolemand
Kalde alt Udansk det Onde,
Værge Danskens Fædreland,
Og mens hver har Sysler sine,
Alle dog hinanden ligne,
Har tilfælles Byrd og Blod,
Modersmaal og Løvemod!
Svar ei fattes Skoven!

✂ Fædres Konger, Kæmper, Skjalde,
Skæbne, Lykke, Raad og Daad,
Alle Danske deres kalde,
Spørge Mimer helst om Raad,
Er blandt Bøge bedst tilmode,
Hue mest det Fredegode,
Stirre helst paa Bølgen blaa,
Lege end med Lokker graa!
Svar ei fattes Skoven!

✂ Folkeligt er her i Vangen
Endnu eet af Hjertensgrund,
Folkelig er Elskovssangen,
Ægte Dansk i allen Stund,
Ei paa Val og ei paa Thinge
Agtes Børn og Kvinder ringe,
Hvad der end gaaer op og ned,
Dansk er immer Kiærlighed!
Svar ei fattes Skoven!

✂

Danskhed som Hovedsagen paa den Danske
Rigsdag.1
(Talt til Holmens Folk den 28de September.)

✂ Mine Herrer! Det skal være mit første Ord, hvormed jeg laften byder mine ærede Tilhørere velkommen, og det er, fordi jeg, som en gammel Mand, har lært, at Tilhørerne er altid Talerens Herrer, da det aabenbar kommer an paa dem, om et godt Ord skal finde et godt Sted.

✂ Altsaa, velkommen mine Herrer! og da især de gode Dannemænd af Hovedstadens Ilte Valgkreds, som i Danskhedens Navn har forlangt, at jeg vilde stille mig i denne Valgkreds og udbede mig alles Stemmer til den forestaaende Danske Rigsdag, som er den første snart i hele tohundrede Aar, og vil kanskee komme til at afgiøre gamle Danmarks Skæbne for meer end tohundrede Aar, ja, til Verdens Ende, saa enten vi vælger eller vi lader os vælge til denne Rigsdag, da har vi paa begge Sider et stort Ansvar for hele Danmarks Folk og Rige, ligefra vore gamle Forfædres Dage til den sildigste Efterslægt.

✂ Nu, jeg er en gammel Bogorm og en Bogmager paa mit Haandværk, og det Slags Folk vil der sagtens komme Nok af foruden mig paa den næste Rigsdag, thi de snakker sædvanlig som en Bog, og det kommer let til at svie baade til Flaaden og til Mandskabet, baade til Riget og Folket, som hverken er Bøger, eller kan være tjent med blot at staae paa Papiret, saa at, var jeg ikke andet end en Bogorm og en Bogmager, om jeg saa var en Bogorm saa stor som Rundetaarn, og var den allerflittigste og ailerkonstigste Bogmager i hele Verden, saa vilde den Valgkreds dog være slemt narret, der gav mig sin Stemme paa Rigsdagen; men see, mine Herrer! nu er jeg desforuden en *1Danskeren 1848. Nr. 30. Den 11. Oktober. Grundtvig stillede sig til Valg i Københavns 11. Kreds. Men hans Modkandidat, Kaptajnløjtnant Tuxen, blev valgt. 144 Dansker ligesom De, og har, som De hører, dog, Gudskeelov! ikke glemt mit Danske Modersmaal over Tydsk og Latin, Ebraisk og Mesopotamisk, og har, som jeg haaber, De skal høre, heller ikke glemt mit Fæderneland, det gamle Danmark, over alle de nye constitutionelle Monarchier med demokratisk Grundlag i Luften, eller glemt det hjertelige, trofaste Danske Folk over Manden i Maanen med samt hans Kaalhoved, men har alle mine Dage, og vil alle mine Dage stride til det yderste for det Danske Tungemaals Liv og Ære, for Danmarks Lykke og for det Danske Folks Bedste. Ja m. H. jeg har kun to Sønner i alt og de er groet op imellem mine mange Bøger, og hvad man seer, det lærer man, saa de har ogsaa vænt dem til at gnave paa Bøger og slikke Penne, ligesom deres Fader, men saa snart de hørde, at gamle Danmark, det Danske Folk og det Danske Tungemaal stod i Fare for at beskæmmes og ødelægges af Tydsken, da smed de baade Bog og Pen og foer afsted at vove Liv og Blod for Danskheden, og jeg tænker i det Stykke ligesom mine Sønner, saa jeg smider ogsaa baade Pennen og Bøgerne, for at værge om Fæderneland og Modersmaal, vel ikke just med Sværdet i Haanden, men dog ogsaa med et Sværd, med Sværdet i Munden, som de, der kiender mig, veed er slebet skarp mod Tydskeriet og mod Alt hvad der vil beskæmme eller ødelægge hvad der er det Danske Hjerte kiært og dyrebart.

✂ Turde jeg nemlig troe, at det ægte Danske i alle Maader vilde, ogsaa foruden mig, finde Talsmænd Nok paa Rigsdagen og altid faae de fleste Stemmer, see, da vilde jeg allerhelst blive siddende hjemme i mit Lukaf og skrive paa »Danskeren« som De kanskee nok veed, er et pæredansk Ugeblad jeg giver ud, thi vel klodser det ikke at sidde og prikke med en Pen, og man veed ikke engang, om nogen Anden vil læse hvad man skriver; men det er dog meget morsommere at sidde og sige ved sig selv alt hvad der falder en ind, uden at der er en Hund, der giøer ad det, meget morsommere end paa Rigsdagen at staae til Munds med Folk, der godt kan være saa glubske, at de er nær ved at sluge en.

✂ Naar derfor jeg paa mine gamle Dage ønsker at være Rigsdagsmand, da kan De være vis paa, det er ikke for min egen Skyld, men ene og alene for Danmarks Skyld, thi jeg kan jo tale frit og tale høit og tale Dansk baade her og hvor jeg vil, ligesaa godt som paa Rigsdagen, og hvordan jeg kan tale, det har Folk i Kiøbenhavn hørt nu snart i fyrretive Aar, saa det er 145 ikke noget Nyt, jeg kan vente nogen Ære af, og jeg hører Ikke til noget Parti, hverken Peders eller Povels, saa jeg kunde vente at blive Bisp, naar jeg snakkede dem efter Munden, men jeg har alle mine Dage harmedes over, at alt det Fremmede og frem for alt det Tydske blev sat til Høibords og løftet til Skyerne i Danmark, saa en jævn Dansker kunde ingen Vei komme med sit Modersmaal og med sit eget Hoved, som dog var meget bedre, end de fremmede, forlorne Hoveder, man gaaer og stadser med under Armen, og see nu, paa den næste Rigsdag, der, seer jeg, maa det bære eller briste med det Danske i alle Maader og afgiøres, om det igien skal faae Lov at raade paa sine egne Enemærker, eller det skal trædes paa Nakken af alt det Vildfremmede, især det Tydske, og derfor maa jeggiøre mit til, at jeg kan komme med og slaae et Slag for gamle Danmark, saa de gamle Kæmper skal ikke have alt for megen Skam af deres Børn.

✂ Sagen er nemlig den, at paa den Rigsdag, som nu staaer for Dørren, skal Danmark, om det vil lykkes, have en ny Grundlov, det vil sige, en Lov, som baade Kongen og Folket skal enes om at holde, og som alle andre Love, alle Ministre og Rigsdagsmænd, skal rette sig efter, og det kan vi alle forstaae, at det er en Hovedsag, hvordan den Grundlov bliver, og skal den blive god, det vil her sige, skal den blive ægte Dansk, baade saa jævn og tydelig, at alle Dannemænd kan forstaae den, og saa mild, saa billig og læmpelig, at den er baade efter Dannemænds Hoved og Hjerte, da vil det koste en haard Strid baade med Mund og Pen, fordi Mange herinde og mest de sproglærde Folk er tit saa forgabede i Tydsk og Latin og andet fremmed Gods, eller dog i deres egne Bøger og Griller, at de reent har glemt, hvordan det seer ud i Danske Folks Hoved og Hjerte, og hvad der i det virkelige Liv og Levnet lader sig udføre og kan være Danske Folk tjenligt.

✂ Nu har jeg sagt reentud, hvorfor jeg vil være med paa Rigsdagen, om jeg kan komme der, nemlig for i alle Ting og i alle Maader, af al min Kraft og Styrke, at staae paa den Danske Side og stride mod alt det Vildtydske og Vildfremmede, som enten vil trænge eller liste sig ind, hvor det ikke kan giøre andet end ondt, saa de Fremmede, vi har herinde, kan lære at stikke Fingeren i Jorden og lugte hvor de er, lugte at de er i Danmark, og at Danskeren, skiøndt vi kun er et lille Folk, Danskeren lader sig endnu ikke lumpe, men er, som Hunden, djærv for sin egen Dør, og som Hanen, kry paa sin egen 146 Mødding, trods nogen Tydsker eller andre udlændiske Folk, som naar de ikke er nøiet med at have det ligesom vi, jo kan reise og see, hvor de faaer det bedre.

✂ Og see, om det nu just blev den 11te Valgkreds i Danmarks Hovedstad, og især de Danske Sømænd, dervalgde og sendte mig til Rigsdagen at slaae et Slag for Danskheden i alle Maader, saa var det heller intet Under, men kunde, synes mig, være baade rimeligt og morsomt paa begge Sider.

✂ For allerførst saa veed vi jo nok, at Tydsken har kaldt alle os Danskere Søhunde og har selv i denne Sommer jamret sig ynkelig over, at vi giøede saa høit ovre under Pommern, at de blev forstyrrede i deres søde Søvn, og det var noget, vore Forfædre pleiede at lee ret hjertelig ad, saa at ligesom vi synge: Danmark, lukt med Bølgen blaa, saaledes kan man ogsaa frit sige, at kom den Dag, da ikke engang vore Sømænd var Danske med Liv og Sjæl, saa var det forbi med Danmark og Danskheden, men saalænge vore Sømænd er Danskheden troe, da har jeg altid tænkt og sagt, at saalænge stod vi os nok, for ligesom der staaer i Visen: De Danskes Vei til Roes og Magt, sortladne Hav! saaledes glemmer jeg aldrig hvad jeg saae i min Ungdom, da vore Søhunde beed sig saa fast i de Engelske ude paa Kongedybet, at selv Admiral Nelson, skiøndt han var en ægte Bulbider, dog var glad, han slap, om ikke med heelt, saa dog med revet Skind.

✂ See, det var nu for det Første, at skal nogen staae bi paa den Danske Side, da maa det fremfor alt være de Danske Sømænd, og han, som de vælger til Rigsdagen, og saa for det andet tør jeg nok sige, at det vilde ligesaavel svide til de Danske Sømænd, som til mig, hvis Tydsken fik Overhaand i Danmark.

✂ Ja, De har vel nok hørt tale om den Tydske Flaade, der en af Dagene skal falde ned fra Skyerne her lige udenfor Trekroner, og som gaaer ligesaa godt til Lands som til Vands, saa den vil ikke blot seile Trekroner og Nyholm og Nyboder, men hele Kiøbenhavn og hele Danmark i Sænk, og jeg behøver ikke at sige Dem, at saa var det forbi med os allesammen, for saadanne Søhunde er vi dog ikke, at vi jo helst til Hverdagsbrug vil have vores paa det Tørre. Vel gaaer det nu mig, som det gaaer Dem, at jeg er ikke meget bange for den Tydske Flaade, og jeg haaber, den bliver i alt Fald ikke færdig i vore Dage, aldenstund det er en splinterny Bygningsmaade Tydskerne bruger med den, den samme, som de har brugt til alle deres 147 videnskabelige og philosophiske Lærebygninger paa Papiret, for de har ogsaa med deres Flaade begyndt ovenfra, høit oppe i Luften, begyndt med hvad de kalder Ideen, som vi paa Dansk kalder Hjernespind, og er endnu ikke kommet længere end til Flaget, det sort og rød-gule, der flyver som en Drage i Luften for at sluge Dannebrog, saa nu skal de, efter den ny Bygningskonst, først til at arbeide paa Mærset, og det kan da vare længe inden de kommer til Dækket, end sige til Kiølen, og før behøver vi dog ikke at være bange for den Flaade.

✂ Men der er, desværre! en anden Tydsk Flaade, som man ogsaa nok kan lee ad, og det har jeg gjort saa tit, men som man dog ogsaa ganske alvorlig maa slaaes med, naar man skal blive den kvit, og den er saameget farligere, som den er usynlig, ligesom de gamle Hexemestere, det er med andre Ord det Tydske Sprog og hvad dermed følger, høitravende Talemaader, propfulde af Vind og Veir, utallige Hjernespind, Griller og Luftkasteller, og dette vederstyggelige Tydskeri har allerede taget saadan Overhaand hos os, at faaer det ikke snart en Ende og Kortvending, da er de Danske Sømænd og alle Danskere og hele Danmark om en Hals.

✂ Der kan jo allerede ingen blive Søofficeer i Danmark uden han kan Tydsk, og skulde det gaae saaledes frem, da vilde Nyboder snart komme til at hedde die neuen Buden, og alle de faae Kat, der talde Dansk, end sige da hvem der turde sige Kis til Tydsken, og naar De da skulde til at vælge en Rigsdagsmand, maatte det første Spørgsmaal være: om lian kunde Tydsk, ja, da maatte han vel endogsaa tilsidst sværge paa, at han hverken kunde Dansk eller vilde nogensinde lære det afskyelige Tungemaal!

✂ See, nu har jeg sagt Dem, hvad jeg anseer for Hovedsagen ved en Dansk Rigsdagsmand, især for Hovedstadens 11te Valgkreds med de Danske Sømænd, og er der ellers noget, De vil spørge mig om, da skal jeg see til at svare dem derpaa lige saa aabent og ærlig paa ordenlig bredt Dansk, for reent Regnskab giør længst Venskab, og jeg siger først som sidst: maa jeg stole paa, at de vil blive ved at tale Dansk og være Danskere med Liv og Sjæl, saa kan de fast stole paa mig, at jeg lader ikke den Danske Sag falde, saalænge der er Liv og Blod i mig, og De kan troe, at det Danske tjener os alle bedst, for man triller aldrig Æblet saa langt, der smager jo ad Roden, og hvem der gaaer ud af sit eget gode Skind, faaer aldrig noget, der passer ham!

✂

Nordens Aand og Danmarks Lykke.1

✂ Naar »Danskerens« Læsere seer, paa den ene Side, hvormegen Umage jeg, hidtil forgæves, har gjort mig for at blive Rigsdagsmand, og paa den anden Side, hvor aabent og dristig jeg baade mundlig og skriftlig, baade i Spøg og Alvor, udtrykker mig om Danmarks Stilling, øiensynlige Fare og hardtad utrolige Frelse, ja, om alle Danske Forhold, uagtet jeg ikke blot roaa kunne see, men maa nødes til at føle, at jeg har ikke blot Styrmændene men ogsaa Vinden og Strømmen imod mig; naar mine betænksomme Læsere, selv de velvilligste, seer det, da kan jeg godt forstaae, de fristes til et af to: enten til at lee ad mig, som en gammel Mand, der gaaer ikke saa lidt i Barndom, og indbilder sig, han kan skabe Verden om, enten det, eller de fristes til at tænke, at jeg igrunden har opgivet den Danske Sag og vil kun, dels for et glimrende Eftermæles og dels for Løiers Skyld lade Modstanderne føle min Overlegenhed i Brugen baade af Mund og Pen paa det Danske Modersmaal, som skal i Graven med mig.

✂ Ja, jeg kan godt forstaae det, at Læserne fristes til de nemmeste Forklaringer af min besynderlige Adfærd paa en Tid, da næsten alle bekiendte Mænd paa min Alder enten kryber i et Musehul, eller kappes om at redde i det mindste Pungen under det almindelige Skibbrud; men det hører og til mit Skriver-Kald at staae Danske Læsere bi til Overvindelsen af saadanne Fristelser, hvis Hensigt er aabenbar at bortlede Opmærksomheden fra den Danske Sag til Rollerne, der spilles paa den Danske Skueplads og til den gruelige Tankegang, at alle fornuftige Folk maae betragte deres eget »Liv og Levnet« ikke som en virkelig Kamp for en virkelig Krone, men kun som et *1Danskeren 1848. Nr. 34. Den 8. November. 149 Skuespil, kun beregnet paa Klap og Tidsfordriv, paa Kost og Tæring og endelig paa Naadsens Brød og en honet Begravelse.

✂ Derfor maa jeg begynde med at sige saa alvorlig og vidne saa gyldig, som Pennens Vilkaar tillade, at hverken har jeg opgivet eller kan jeg nogensinde opgive den Danske Sag, fordi den i mine Øine, skiøndt det vil sige meget, er ligesaa lykkelig igrunden, som den paa Overfladen synes fortvivlet og som den, selv i alle Verdens utydske Øine, er god og retfærdig; men derfor er jeg dog saa langt som mueligt fra den naragtige Indbildning, at enten min tandløse Mund, om den end stod vidaaben paa Rigsdagen eller min skrattende Pen, om den saa var endnu langt ægtere engelsk, end den, desværre er, skulde kunne vende enten Vind eller Strøm, for ei at tale om de mageløs stædige Styrmænd!

✂ Men hvad er det da, jeg stoler paa, naar jeg endnu, midt under den gruelige Vaabenstilstand, midt under Dødssukket fra det Danske Slesvig, med Øiet hæftet paa den Slesvig-Holstenske Regiering, der i Kongen af Danmarks Navn grunder Staten Slesvig-Holsten paa det berømmelige Oprør, med Øiet fæstet paa det Ministerium, der har sluttet Vaabenstilstanden og taaler at den aabenlyst misbruges til at grundfæste Oprøret, og forlanger desuagtet, som en sat Ret, den blindeste Tillid af den Danske Rigsdag og det Danske Folk, og synes kun at møde ubetydelige Indvendinger; og endelig med Øiet hæftet paa den saakaldte Grundlov for »Danmark og Slesvig,« der langt mere ligner et Skiøde paa Godser i Maanen; naar jeg, trods alt dette, og trods alt, hvad dermed følger og deraf flyder, endnu lader min Danske Mund og Pen seile deres egen Sø tvertimod Vind og Strøm og alle Styrmændenes Bestik, og siger trøstig: saa høi en Sø har vi Danske Gutter seilet før og kuldseilede dog ikke, men slap, om end lidt dyppede, dog lykkelig iland og fik vores paa det Tørre!

✂ Hvad jeg stoler paa er vel hverken den gamle Historie eller den ny Aabenbaring, som de Lærde har gjort dem lystige over og de Pæne rympet Næse ad, for uagtet al min Kiærlighed til Danmarks gamle Historie, troer dog Ingen mindre end jeg paa de Dødes Heltegierninger, og uagtet al min Tro paa Aanden i Nordens Skjalde-Syner, veed jeg dog godt at alt Billedsprog er tvetydigt, men det er dog rigtig nok hvad man ogsaa kalder »en gammel Historie« om »Nordens Aand og 150 Danmarks Lykke,« som jeg baade bygger og regner paa, fordi jeg har seet en splinterny Aabenbarelse af dem begge, ikke, som vel Godtfolk tænker, blot i Bøgerne ved Natlampen, men fremforalt ved faøilys Dag i dette vidunderlige Skudaars Danske Begivenheder.

✂ Ja, Nordens Kæmpe-Aand og Danmarks høie Lykke-Stjerne har iaar saa klarlig aabenbaret sig for mine Øine, at hvis de ikke var slagne med Blindhed, maae alle Dannemænd og Dannekvinder i det mindste have skimlet dem, om de end knap endnu tør troe deres egne Øine.

✂ Gaaer vi nemlig tilbage til dette Aars Begyndelse, til Christian den Ottende paa Sottesengen og paa Ligbaaren, da veed vi alle, hvor modfaldne og raadvilde selv de Kækkeste og Klogeste iblandt os var, og det med Rette, thi Haardeknuderne, baade udad og indad, som Aarhundreder havde været om at slaae, var netop ved de bagvendte Løsnings-Forsøg blevet saa stramme, at de paa en eller anden Maade maatte overhugges, og der var ikke mindste Udsigt til, at det kunde skee uden et ulægeligt Hjertesaar.

✂ Men see, da begyndte Danmarks Lykke midt i al Ulykke at aabenbare sig, derved at Kong Frederik den Syvende endnu førend det Franske Jordskælv frivillig opgav den Franske Betragtning af Enevoldsmagten, der i Danmark, hvor Enevoldsmagten langtfra at være et Rov, var en Vennegave af Folket, havde gjort den redeste Sag i Verden til den mest indviklede. Vi mærkede vel endnu ikke, at Lykken igrunden spillede for os, thi den mørke Udsigt til Sammenkoblingen med Holsten fængslede hele vor Opmærksomhed, men da Jordskælvet kom uden at naae til os, da begyndte vi dog at føle det, og da Slesvig-Holstenerne i deres blinde Overmod selv rev sig løs fra den kun for Danmark uheldsvangre Forbindelse, og vi i de samme Dage fik et Statsraad, der brød overtvært med Oprørerne, da maatte vi alle prise Danmarks Lykke, naar det kun maatte vise sig, at Nordens Kæmpeaand ei blot svævede over Skjalde-Issen, men havde endnu et Lønkammer i Folke-Hjertet.

✂ Og see, det aabenbarede sig jo ikke blot for vore, men for Europas Øine, da, som Jyden sagde, den »grove Aand« kom over de Danske, saa hele Folket meldte sig ikke blot til Udskrivning men til Udrykning, stillede alt hvad de havde til Rigets Tjeneste, og forudsagde djærvt hvad Slesvig-Holstenerne vel umuelig kunde troe, men fik virkelig at føle ved 151 Flensborg, at Hjertefolket, skiøndt det sidder lavt, kan dog endnu hævde sin Rang mellem Hovedfolkene, hvorpaa Det har Brev fra Arildstid. Ja, ogsaa Trenserne, den store Hugafs Førstefødte fik det at føle ved Dannevirke, at vel var vi nemmere end de at overraske, men ei at overvinde, og dette »staaende« Slag, som det blev kaldt fra begge Sider, af I det Høieste een Dansker mod to Tydskere, det var en Aabenbarelse af Nordens Kæmpeaand, som man skulde tænke, maatte overbeviist selv de mest haardnakkede Tvivlere, end sige Dannemænd selv ei blot om Tilværelsen, men om Nærværelsen af den gamle nordiske Livskraft, hvis Ord skaber Daad og hvis Daad føder Høisang.

✂ Vist nok kan man sige, at ved Dannevirke fristede vi baade Nordens Aand og Danmarks Lykke, men det skedte i al Uskyldighed, derfor blev ogsaa baade Aanden og Lykken os tro, thi om Mage til den Lykke, der fulgde de udmattede Faa fra de Manges Aasyn tilbage til Als og Kongeaaen, om den kan man lede længe i Krigens Aarbøger og endnu længere i det virkelige Liv.

✂ Siden denne uforglemmelige Paasketid har Kæmpeaanden vel kun faaet meget sparsom Leilighed til at vise sig, men greb dog Leiligheden de to berømte Sommerdage saa begiærlig og erstattede især ved Dyppel saa godt med Vægt hvad der fattedes i Tal, at kunde selv Tydskerne indbilde sig, at dermed var Kraften udtømt eller Lysten styret, da vare de aabenbar ligesaa taabelige, som de havde drømt sig vise.

✂ Og hvad nu Danmarks Lykke angaaer, da fik den kun alt for god Leilighed til at glimre, thi ikke blot beholdt den Æren alene for Jyllands Befrielse, men tilskrives ogsaa hele Æren for det Vidunder, som vi dog vist igrunden skulde takke den mageløs varme Danske Fædernelands-Kærlighed for, det store Vidunder, at Nordens Kæmpeaand heller bar de uværdigste Baand end han vilde lade vor Ungdom i Stikken og bringe vore Kvinder i Fortvivlelse til, som de gamle Skjoldmøer, at aabne den Heltebane, der spærredes for Kæmperne. Ja, hvilken Dannemand kan høre Kæmpevisen om Islands Kongedatter og Holger Danske i Fangetaarnet, uden at tænke paa det Danske Slesvig og den Danske Krigshær, og hvem af os tvivler vel om, at naar Baandene briste idag eller i morgen, vi da snart skal spørge nyt fra vor Ungdom og Nordens Kæmpeaand, der svarer til det gamle Omkvæd »Holger Danske han vandt Seier over Burmand!«

152

✂ Om jeg derfor slet ikke kiendte meer til Nordens Aand og Danmarks Lykke end hvad enhver Mand med aabent Øie for Menneske-Livet og lyst Begreb om Verdens sædvanlige Løb, kunde have lært, og bør have lært iaar, skulde, eller kunde jeg da vel enten skamme mig ved at høre til denne Aands og Lykkes Selskab, eller føle mig ene i Marken ved Siden ad dem I Ja, var det desuden ikke i det samme Følgeskab at Norges Løvenskjold og Sverrigs Lejonhufvud gjorde ved Løvemod deres Navne udødelige, ved ædelmodig Selv-Opoffreise deres Minde velsignet hos os fra Slægt til Slægt, og var de ikke Mænd med Kiød og Been som jeg, saa i det mindste til de segnede paa Heltebanen, var jeg ikke ene om at troe paa Nordens Aand og Danmarks Lykke, og maatte dog vel heller ønske at falde som de for den Danske Sag og sidde hos dem i Nordens Gladhjem, end at staae paa det Danske Folks Grav og stirre mig blind paa Tydsklands Storhed!

✂ Men stod da Norges og Sverrigs Løver ene med Nordens Aand og Danmarks Lykke ved Flensborg, ved Dannevirke og Dyppel, saa denne Tro skulde nu i Danmark med den graahærdede Skjald kun være et Haarsbred fra Graven!

✂ Nei, vi veed jo alle, det er ikke sandt, er, Gudskeelov! en haandgribelig Løgn, thi det er jo klart af Tydskernes egen Bekiendelse at de har ogsaa mødt de Danske Løver, og at om end Løverne fra Sletten ei sprang saa høit som de Bjergfødte, saa viste de dog klarlig, at de var af Slægten, og vi behøve ikke Tydskernes Vidnesbyrd, da det ikke blot er Hæren i Marken, men er hele Danmarks Folk, der har viist sin Tro af sine Gierninger!

✂ Hvordan saa derfor end Vinden springer og Strømmen skifter og Roret dreies, saa er det lige vist, at jeg staaer midt i et Folk, som med mig troer paa Nordens Aand og Danmarks Lykke, paa den stærkeste Aand og den blideste Lykke, som nogen Folkestamme og noget Verdensrige har kunnet tilegne sig, og naar nu dette Folk, naar det Danske Folk vælger Rigsdagsmænd, som skal kræve Regnskab af dem, der stod for Styret under Kæmpeaandens Aabenbarelse og Lykkens Smil, skal give Raad om de bedste Midler til Rigets Redning og skal i Samfund med Enevolds-Kongen fastsætte Grundloven for Livets Rørelse, for Magtens Brug og Landets Styrelse; skulde jeg da ikke tilbyde Folket min Tjeneste, og skulde jeg ikke stræbe med al Flid at vise Folket, at de kan være tjent med min Mund og min Pen, saa vist, som de ønsker at besjæles af 153 Nordens Kæmpeaand og at følges af Danmarks Lykke! Eller skulde maaskee Tale og Skrift i Folkets Aand og paa Dets Modersmaal lyde fremmed paa den Danske Rigsdag og oversees i den Danske Læseverden, fordi Endeel, et Parti, som for Øieblikket med Mund og Pen vil føre Ordet, ei troer paa Nordens Aand og Danmarks Lykke, og fik derfor heller aldrig Modersmaalet i deres Magt og lærde aldrig at kiende Veien til Folkets Hjerte!

✂ Nei, vel er vor Tro herneden altid omleiret af Tvivl, som, naar de ikke kan rokke, stræbe at udhungre den, og jeg kan ingenlunde rose mig af, at naar min Tro paa Nordens Kæmpeaand i Dværge-Skikkelse og paa Danmarks Grund-Lykke midt i alskens Ulykke, har hungret ikke blot i fyrretive, men snart i halvandethundrede Dage, fra først i Juni til sidst i October, at Troen da endnu skulde være stærk nok til at flytte Bjerge, men alt hvad Troen endnu kan styrke mig til at sige og giøre for den Danske Sag, det veed jeg er kun lidt af, hvad Nordens Aand og Danmarks Lykke baade har fortjent og vil vise, de kan svare til.

✂ Hvorvidt Nordens Kæmpeaandkan faae Bugt med Krigsministeren, saa han med det Gode løser ham af det forsmædelige Baand, hvori han snart hele Sommeren har ligget, Baandet, der, ligesom Fenris-Ulvens, synes gjort

✂ Af Kattefods Døn
Og Kvindeskiæg,
Af Bjergerødder
Og Bjørnegræs,
Af Fiskeaande
Og Fuglemælk;

✂ det veed jeg rigtig nok ikke; thi det synes virkelig, som Krigsministeren anseer alle Aander, selv Folkeaanden iberegnet, for Spøgelser, man maa bruge alt det Staal, man har, til at holde borte; men jeg tvivler dog slet ikke paa, at jo Danmarks Grundlykke, der altid aabenbarer sig midt imellem en heel Flok Ulykker, og som hører til Kvindekiønnet, vil i værste Fald nok vide, enten at liste Nøglen til Fangetaarnet fra Krigsministeren, eller at liste Holger Danske ud af Nøglehullet, og slipper Holger bare ud af Taarnet engang endnu, da skal baade Krigsministeren og Burmand og hele Danmark vist faae at see, at Baandene, der igrunden, ligesom den Tydske Flaade, er gjort af lutter Tydske Ideer eller Hjernespind, dem blæser han kun ad, og Slesvig-Holstenerne, 154 dem blæser han omkuld, og med deres Hjelpere vender han Mølle uden al Persons-Anseelse, og for alle Tydskere slaaer han en Bom, de seent skal overspringe!

✂ Saaledes har jeg da gjort rigtigt Regnskab for min Danske Tro og mit Nordiske Haab, saa jeg vil haabe, den velvillige Læser kan see, at hvor sjeldne de end kan synes, har dog det Danske Folk netop iaar viist, at Det igrunden deler dem baade Troen og Haabet med mig, og at derved er der iaar gaaet Syn for Sagn baade om den Nordiske Aands og den Danske Lykkes virkelige Nærværelse, saa selv Krigsministeren kunde meget godt være bekiendt at troe sine egne Øine bedre end de Tydske Regnemestre, der bilder dem ind at ligesaalet som de kan trække een fra Fyrretive paa Tavlen, ligesaalet kan de med en Tyvendedeel af Tydsklands Magt tilintetgiøre hele Danmarks! Ja, hvor fortvivlet det end maa synes, vil jeg dog ikke endnu opgive alt Haab om Krigsministerens Omvendelse til det Danske Folks Tro, hvoraf det Nordiske Seiershaab udspringer, thi naar jeg betragter Mænd, som Friedrich den Eneste og Napoieon, der vist for Resten slet ikke var stærkere i Troen end vor Krigsminister, da seer jeg grandt, at de troede desuagtet, den ene paa Preusens og den anden paa Frankrigs Slumpe-Lykke, og satte begge deres Haab til den Romerske Krigsaand, og bekiendte selv, at det var denne Lykke bedre end Forstanden, og denne Skytsaand de skyldte hele deres Mod og deres mange Seire, ligesaa snart med Undertal som med Overtal! Det falder mig derfor ubegribeligt, at man kan være født i Danmark, have nogen Kundskab om Krigs-Begivenhederne blot i det sidste Aarhundrede, have seet hvad der iaar er tbregaaet for vore Øine, og have en lille Smule indvortes Styrke, og dog ei have mindste Tro paa Danmarks Lykke, og ei engang den Smule Tillid til Nordens Kæmpeaand, at 30000 enige Danskere ved Aandens Hjelp kan overvinde i det allermindste det dobbelte Antal af aandløse, splidagtige Tydskere, som ovenikjøbet stride for Intet, medens Danskerne stride for Alt hvad de har kiært! Læseren maa derfor gierne sige til Krigsministeren, som sagtens ikke selv læser »Danskeren«, at jeg troer hardtad, han maa være blevet forhexet af en eller anden gammel Kiælling, han en Morgen paa fastende Hjerte har været saa ulykkelig at møde, og at jeg derfor havde Lyst til at læse over ham blot en halvsnees af Napoleons »Bulletins,« og see, om ikke det kunde hjelpe, især da de Danske Kanoner, der jo vel 155 langt snarere end det Danske Folk kunde formere sig, jo selv efter Tydskernes Bekiendelse har været dem for mange, og har spillet saa smukt op, at de bestemt vilde forlystet selv »Ild-Sultanens« Øren, og trøstet ham over enhver Brøk i Tal-Regningen med den indlysende Erfarings-Sandhed, at een dygtig og velopdragen Kanon overveier i det mindste ti Tydskere! Og nu, som sagt: det gaae som det kan med Krigsministeren, med hele Ministeriet, med hele Partiet og med »Fædrelandet,« som synes at have opgivet baade os og sig selv; saa bliver jeg dog ved den Tro og ved det Haab, at den Nordiske Kærnpeaand der ligesaavel besjæler Folket paa Sletten som mellem Bjergene, og at Danmarks Grund-Lykke, der iaar som ifjor er mageløs, skal nok redde Fædernelandet, beskæmme Tvivlerne og straffe de vantroe Spottere, om hvem det giælder: de skal see det, men ikke smage det!

✂

Hvad vil N. F. S. Grundtvig paa Rigsdagen?
(udtalt ved Prøvevalget i Præstø den 3die Novbr.).1

✂ Hvad vil han herude, Vartouspræsten inde fra Kiøbenhavn? hvorfor stiller han sig i Præstø? Det er et Spørgsmaal, som mine Medbeilere maaskee nok kunne giøre, i det mindste ved dem selv, men som jeg dog er vis paa, de ærede Vælgere i denne Kreds ikke vil giøre mig, da jeg baade fra Præstøes Borgerskab har faaet en hæderlig Indbydelse til at stille mig her, og jeg staaer her midt i min Fødeegn, hvorom jeg altid har bevaret det kiærligste Minde og hvori jeg tør haabe, at hverken mit Navn lyder fremmed eller min Virksomhed i tidligere Dage endnu er aldeles forglemt.

✂ Men der er et andet Spørgsmaal, som Enhver, der stiller sig til Rigsdagsmand, bør have gjort sig selv, og som han maa vente, at Vælgerne i enhver Kreds mere eller mindre lydelig vil giøre ham, og det er Spørgsmaalet: hvad vil den gode Mand paa Rigsdagen? Dette Spørgsmaal haaber jeg imidlertid at kunne besvare til Deres Fornøielse; thi jeg har strax sagt til mig selv: hvad vil du paa Rigsdagen? og dette Spørgsmaal maatte jeg nødvendig ganske alvorlig giøre mig selv, da jeg baade er lidt gammel og er meget vant til at sidde hjemme mellem Bøgerne, saa at sige op over begge Øren, og veed endelig, at somme andre vil nødig see mig paa Rigsdagen, og kan, hvis jeg kommer der, giøre mig Livet surt nok. Det kan nemlig desaarsag hverken være hvad man sædvanlig kalder for Lyst, eller hvad man sædvanlig kalder for Ærens Skyld, at jeg, ligefra først til sidst, har søgt at blive Rigsdagsmand, og søger det nu allersidst i denne Kreds, nu da Rigsdagen allerede er i fuld Gang, saa det vil komme an paa de ærede Vælgere hernede, om *1Danskeren 1848. Nr. 35. Den 15. November. Da Væver Hans Hansen fra Mehrn, der først var valgt i Præstø (imod Professor H. N. Clausen) maatte trække sig tilbage, blev Grundtvig valgt ved Omvalget. 157 jeg skal komme paa Rigsdagen denne Gang, og ventelig, om jeg skal komme der nogensinde; thi naar der skal vælges om igjen, er jeg sagtens, om ikke i den anden Verden, saa dog keed ad at trækkes med denne Verden.

✂ Men see, da det nu aabenbar kommer an paa de ærede Vælgere her, og især paa Bønderne, som har de fleste Stemmer, om Nikolai Frederik Severin Grundtvig skal komme paa den Danske Rigsdag eller ikke, saa tør jeg haabe, De ikke blot vil unde mig Ørenlyd, men laane mig et aabent Øre, mens jeg jævnt og ærlig siger Dem, hvad denne Grundtvig vil paa Rigsdagen; men først maa jeg dog minde om, at jeg kommer ingenlunde sidst til Dem, fordi jeg heller vilde været valgt et andet Sted; thi ikke blot mine gode Venner, men saa at sige hele Valgkredsen veed jo, at netop her var det fra Begyndelsen mit Ønske at blive valgt, saa jeg vender kun idag tilbage til det Sted, hvor jeg allerhelst stiller mig, vel tildels fordi det er min Fødeegn, thi det er et gammelt Ord, at did tyer Bælg, som han er baaren, men dog ingenlunde blot derfor, som jeg vil haabe, De alle kan føle, naar jeg faaer sagt Dem, hvad jeg nu vil paa Rigsdagen!

✂ Dette kan nu vel siges kort og godt saaledes: Jeg vil lægge et Dansk Ord i Laget med; men der er to Meninger om en Tale, og man kan godt mene, at saalænge der ikke snakkes Tydsk paa Rigsdagen, saalænge lægger de, der kommer, alle et »Dansk Ord« i Laget med, saadant som det er; derfor maa jeg sige: allerede det, at der skal tales reent og bart Dansk paa vor Rigsdag, og at man aldrig der under nogen Omstændigheder maa snakke Tydsk eller andre fremmede Sprog, som det Danske Folk ikke forstaaer, allerede det kræver et Dansk Ord, som Ingen endnu har udtalt paa Rigsdagen, og som dog trænger høit til at udtales, deis fordi der virkelig er visse Folk, og det hverken saa faa eller saa smaa, som vi maatte ønske, der vil have, at herefter skal der ligesaavel tales Tydsk som Dansk paa vor Rigsdag, og dels fordi de lærde Herrer, som altid vil føre det store Ord, ogsaa paa Rigsdagen fristes til at tale Pluddervælsk, saa de spækker deres fattige Danske Tale baade med Tydsk og Fransk, Latin og Græsk; thi sæt, at det, som »den tappre Landsoldat« synger, var »lige fedt« for hvem der kan femten Tungemaal, saa er det dog Pokker heller for hvem, der, »kun kan eet«! Baade Bønder og Borgere, ja alle Dannemænd, som kun kan deres Modersmaal, maae da inderlig ønske, ikke blot at faae Pind sat for Høitydsken paa den 158 Danske Rigsdag, men ogsaa at faae de lærde Herrer vænt af med deres slemme Vane, da det ellers næsten slet ikke kan nytte, at der kommer Danske Bønder og jævne Borgermænd paa Rigsdagen; thi om det end er nok saa sundt og godt, hvad de indvender mod de lærde Herrer, saa blive de dog sædvanlig enten forbluffede eller overdøvede og overstemte, naar de lærde Herrer kommer farende med deres fremmede Konstord og paastaaer dristig, at hvem der ikke kan det »Abrakadabra«, men heller ikke snakke med om Stats-Begivenheder! Kunde der altsaa bare blive talt et Dansk Ord paa Rigsdagen, som nødte de lærde Herrer til at tale reent Dansk eller tie stille, da seer De vel allesammen, at det var en god Gierning baade for Borger og Bonde, og da det er Borger og Bonde, som bærer det Hele, saa lægger jeg til: en god Gierning for hele Danmarks Rige! Men see! det Danske Ord paa Rigsdagen, der skulde giøre den gode Gierning, det maatte aabenbar føres med Fynd og Klem, ja, det maatte have baade Neb og Kløer, naar det skulde bide paa de lærde Herrer, der, med alle deres Finheder, dog tit har ligesaa tyk Hud paa deres Øren som Bønderne paa deres Næver, saa til nogenlunde at faae et saadant Dansk Ord indført paa Rigsdagen, maa der saadan en gammel Staabi, som Nikolai Frederik Severin Grundtvig, der selv har gaaet i den sorte Skole, og, som De nok seer, er nær ved at være reent skaldet, saa de skal ikke trække ham ret langt ved Haarene, mens alle hans Bekiendtere er enige om, at Skyhaarene, det var dog de allerførste, der blæste af ham! See, han kan da ikke blot snakke Pluddervælsk med de Lærde, men han kan og tør ogsaa giøre lidt Nar ad Pluddervælsken og ad al den Viisdom, deri stikker, og han kan snakke Dansk, saa alle Danske Folk, baade fra Sælland og fra Jylland og selv fra Slesvig, kan forstaae ham, og han er ikke bange for at sige de Lærde lige i Øinene, hvad han alt tit har skrevet dem til og ladt trykke, at det er af Bønderne, der ikke kan andet end deres Modersmaal, af dem, de Lærde skal lære at tale Dansk, og naar de rynker Næse ad det, da kan og tør han slaae dem med at sige: I tør jo dog ikke nægte, at jeg kan tale bedre Dansk end I, og da Discipelen ikke er over sin Mester, saa kan jeg ikke have lært det af jer, men af mig selv kan jeg heller ikke have lært det, for saa var det jo heller ikke Dansk, og saa forstod Bønderne mig ikke, saa kun fordi jeg har lært det Danske, jeg kan, af de Sællandske og Jydske Bønder, see derfor er det, vi forstaaer hinanden!

159

✂ Om der da end slet Ikke laae mere i det Danske Ord, jeg agter at tale paa Rigsdagen, end hvad nu er sagt, saa mener jeg, det var dog Grund nok til, at jeg skulde paa Rigsdagen, og er tillige en god Grand, hvorfor jeg netop bør vælges til Rigsdagsmand i Præstø, for hernede, hvor jeg er født og baaren, har jeg lært baade det første og det bedste Dansk, jeg kan, og dernæst var det hernede, at Skyhaarene blæste af mig, først histoppe i Udby og siden her i Præstø og Skibinge, hvor jeg vænde mig til at tale reent ud af Skiægget og reent ud af Posen, og hvor baade Borger og Bonde fandt, der var Mening og der var Liv i hvad jeg sagde!

✂ Men see, der ligger dog endnu meget mere i det, virkelig at lægge et Dansk Ord i Laget med paa Rigsdagen, ligger deri meget mere end jeg kan faae sagt enten idag eller paa Mandag, naar Slaget skal staae; for hvem der skal føre et ægte Dansk Ord paa vor Rigsdag, han maa ikke blot stræbe at lære de Lærde af med Pluddervælsken og at sætte Mod i Bønder og Borgermænd, saa de tager Bladet fra Munden; men han maa ogsaa baade kunne og turde vove paa at slaae en forsvarlig Bom for alle de Tydske og Franske og Latinske Griller, og maa indstændig bede alle Vedkommende at lade os være frie for alle de fremmede Noder og Unoder, da Danske Folk unægtelig har Ret til i deres eget Land, i deres gamle Danske Fæderaeland, at faae Alting, selv de lærde Herrer og deres kloge Tanker, til at gaae efter det Danske Folks Hoved og Hjerte!

✂ Der er nu saaledes Krigen med Slesvig-Holstenerne og med Tydskerne paa Slump, som altid har været vant til at tage meget meer i Munden, end de kunde gabe over, og som nu ikke blot har taget hele Sønderjylland, men hele Dannemark i Munden, og vilde aabenbar sluge os med Hud og Haar, om de kunde; men De veed nok, at det er det Danske Folks Mening, saavelsom min, at den Stumpe er ikke blot lidt for stor, men især meget for god til Tydskerne, saa med Guds Hielp skal de ikke engang faae den Stumpe saa langt ned, at de kløges1 og kvæles i den, men de skal bide deres Tænder istykker paa den først, saa de giver Slip og siger om Dannemark, ja selv om Sønderjylland, ligesom Ræven sagde om Rønnebærrene: jeg gider ikke havt dem, for de er saa sure! Men De veed jo ogsaa nok, at Krigen med Tydskerne er hidtil ligesaalidt gaaet efter det Danske Folks Hoved som efter mit, uden forsaavidt, *1 d. e. »kaster op«, »brækker sig«. 160 at vor klække Ungdom har slaaet ærlig til paa Tydskerne, naar de bare fik Lov, thi de er jo nær ved at blive fortvivlede over, at de ikke maatte blive ved, mens de var ad, og var meget godt ifærd med at lære Slesvig-Holstenerne Krebsgang og Tydskerne Dansk; saa et Dansk Ord paa Rigsdagen, som kunde faae Krigen med Tydskerne til at gaae efter det Danske Folks Hoved og Hjerte, det vilde være Guld værd, selv for Tydskerne, som derved vilde ikke blot faae Leilighed til at skrive nye Bøger, men blive nødt til at tænke nye Tanker!

✂ See, det var nu Krigen og den saakaldte Slesvigske Sag, som dog uopløselig hører til den Danske Sag, saa derom maa endelig tales et godt Dansk Ord paa Rigsdagen; og naar vi saa kommer til Grundloven, som der skal staae i, baade hvad Kongen ad Danmark og alle Hans Ministre maa rette dem efter, og hvad Friheder og Rettigheder alle Danske Folk, men fremfor alt ingen Tydskere, herefter skal have i vort gode gamle Fæderneland, da kan De jo nok vide, at de lærde Herrer, som altid skriver saadant noget ud af femten eller femhundrede fremmede Bøger, de har ført mange vildfremmede Ting ind i Udkastet til det Danske Riges Grundlov, og Alt hvad der nu passer til Danmark og det Danske Folk, som en knyt Næve til et blaat Øie, det maa jo, naar det skal gaae godt, feies ud den samme Vei som det kom ind; men det vil nok holde haardt, for hvad de Lærde har brudt deres Hoved over og lavet med deres Penne, det holder de paa som deres Øiesteen, saa skal noget kunne trykke dem, da maa det være et ægte Dansk Ord, der bliver stærkt selv i en tandløs Mund ved at have hele den virkelig Danske Folke-Stemme i Ryggen. Her giælder det da aabenbar om en Mund, der tør sige Ordet ud, og blues ei derved, tør sige alle de lærde Herrer det reent ud af Posen, at om saa Dansk var det allerdaarligste Gods paa hele Jorden, og i Maanen med, saa duer dog kun det Danske i Danmark, og saa er det Danske Folk dog vel fornøiet med sit eget, saa godt eller saa daarligt som det er, og vil derfor ogsaa baade have og beholde sit eget, saalænge som Gud vil!

✂ Nu vil jeg ikke opholde mine kiære Landsmænd og ærede Vælgere længer idag, men slutte med et lille Ord til Sællands Bønder, som gamle gode Venner! Jeg har nemlig hørt, at de »nye Bondevenner« skulde have sagt, at jeg var ikke at lide paa; men hvis de virkelig, som jeg dog nødig vil troe, har sagt det, og hvis de, som jeg vil ønske, er selv at lide paa, da kiender de mig aabenbar ikke ret; thi dels har jeg nu i fyrretive 161 Aar, som vitterligt er, talt de Danske Bønders Sag og aldrig »gjort en Pung af min Mund«, og dels veed alle Sællandsfarer saavelsom jeg, at det er et godt gammelt Ord, at »gammel Ven og gammel Vel, de sviger ei«, saa at kommer jeg paa Rigsdagen, da kan alle Dannemænd og navnlig Sællands Bønder være visse paa, at der i det mindste i femhundrede Aar aldrig skal have været talt et venligere og dristigere Ord for dem i alle Mands Paafaør, end det baade gammeldanske og nydanske Ord af alle Dannemænds Broder, Ven og Tjener: Nikolai Frederik Severin Grundtvig!

✂

Omvalgsdagen i Præstø.1

✂ Saa blev jeg da endelig valgt til Rigsdagsmand i den sidste Time og paa en Maade bagefter, men dog paa saa mild og smuk, altsaa i mine Øine paa saa Dansk og Sællandsk en Maade, at det tilfredsstillede mit høieste Ønske og overgik min dristigste Forventning, saa jeg kan ikke bare mig for selv at give en Fremstilling af den lille lykkelige og glædelige Begivenhed, der bestandig vil staae for mig som et godt Varsel for Opfyldelsen af mit saakaldte urimelige Haab om Danmarks nærmeste Fremtid. Saameget roligere kan jeg ogsaa her overlade mig til det behagelige Indtryk, som paa den ene Side Rigsdagslivet i sig selv er langtfra at synes mig idyllisk, og jeg paa den anden Side selv har havt saa liden Deel som mueligt i det glædelige Udfald, saa det baade er den Danske Sag selv, der har seiret, og er ene Sagens Seier, hvorover jeg glæder mig.

✂ Af det Foregaaende har Læseren seet, at det under sædvanlige Omstændigheder vilde været den rimeligste Ting af Verden, at jeg blev valgt til Rigsdagsmand i Præstø-Amts fjerde Valgkreds, som hører til min nærmeste Synskreds, hvor jeg baade er født, har to Gange været Embedsmand i meget venligt Forhold baade til Borger og Bonde, og har endnu mange Venner og Kyndinger, saa det var kun det altfor bekiendte Valg af Væveren og den derved opstaaede Spænding mellem Kiøbstæden og Landet, saavelsom mellem Vælgerne i det Hele, der gjorde det til en betænkelig Sag for mig der at prøve min Lykke. Vilde jeg imidlertid med paa Rigsdagen, da havde jeg ikke mere noget Valg og betænkde mig derfor heller ikke noget Øieblik paa at giøre det sidste Forsøg, som jeg blandt andet skyldte de mangfoldige Stemmer trindt i Landet, der havde løftet sig for mig, *1Danskeren 1848. Nr. 35. Den 15. November. 163 og for disse vil jeg gribe denne Leilighed til af mit inderste Hjerte aabenlyst at takke mine kiære Landsmænd, baade paa Øerne og i Jylland*).

✂ Det var da ogsaa først underveis til Præstø jeg fik at vide, at en stor Deel af Bønderne havde besluttet af deres egen Midte at vælge en meget anseet Gaardraand, Sognefogeden i Udby Sogn, Jens Jensen fra Gromløse, hvad jeg dog fandt meget urimeligt, da denne gode Mand ikke blot traf til at være en af mine første og flinkeste Confirmander, men havde altid havt mig i kiærlig Erindring og havde for kort siden, da jeg først tænkde paa at stille mig i Kredsen, udtrykkelig anbefalet mig til Bønderne som en sikker Mand, der veeg for Ingen. Da jeg kom til Nysø, et gammelt trofast Vennehuus, som jeg umuelig kunde skye, skiøndt jeg vel vidste, at alle Herresæder for Øjeblikket falde Bønderne mistænkelige, hørde jeg nu dog, at Sagen udvortes havde sin Rigtighed, saa mangfoldige af Bønderne og rimeligviis de Fleste, ei vilde vide af nogen anden Rigsdagsmand end Jens Jensen fra Gromløse, og Prøvevalget gav mig ikke synderlig Trøst, da der forholdsviis kun mødte faa Bønder, og slet ingen uden jeg selv meldte sig til Stilling, saa det var først Aftenen før Valgdagen, jeg fik Vished om, at Sognefogeden fra mit Fødested var min eneste, men efter Omstændighederne farlige Medbeiler. Nu først slog det mig, at jeg ved denne Leilighed spillede høit Spil; thi medens det kunde været enhver anden bekiendt Mand taaleligt at fortrænges af en Bonde, der aabenbar slet ikke kunde maale sig med ham i Dygtigheden til Rigsdagsmand, saa var det ganske anderledes med mig, som en gammel Bondeven, der altid mod de Lærde havde paastaaet, at Sællands Bønder var ingenlunde Giæs, skiøndt de var graa, men at hvad de fattedes i Kundskab og klar Forstand, det havde de rig Erstatning for i en dyb og rigtig Følelse, der vel hos Mængden af dem sov hardt, men kunde dog vækkes ved et dristigt, men venligt og folkeligt Ord, og behøvede kun at vaagne for at virke mageløs glædelig. Det blev mig nemlig soleklart, at nu, da mit Valg til Rigsdagsmand aabenbar beroede paa Sællandske Bønder, og da jeg stod Ansigt til Ansigt med dem midt i min Fødeegn, og med det folkelige Ord og især det **) Uagtet nemlig Tiden, som man veed, var kort mellem mit Uheld i Nyboder og Kongevalgene, bad dog henved totusinde Dannemænd Majestæten om at tage mig i Betragtning. 164 Sællandske Bondesprog bedre I min Magt end nogen anden navnkundig Taler, nu gjaldt det omtrent hele min folkelige Virksomhed, hvad Udfaldet blev; thi vel kunde jeg, om Lykken svigtede, beraabe mig paa, at jeg aldrig havde sagt, man i et Øieblik kunde vække den dybeste Danske Følelse hos Mængden af de gruelig miskiendte, forsømte og mishandlede Sællandsfarer; men det var dog let at forudsee, hvad hele Verden vilde sige, og jeg kunde ikke nægte, at den vilde have meer end Skinnet for sig, hvis Mængden af Bønderne i min Sællandske Fødeegn slog Vrag paa mig til Rigsdagsmand, og en af mine bedste Kyndinger, min egen Discipel, forhindrede mit Valg. Blev end min Tro paa Dybden og Elskeligheden hos mine nærmeste sællandske Paarørende urokket, saa skiønnede jeg dog ikke rettere, end at min Mund til deres Forsvar og Hjelp vilde være bundet, min folkelige Virksomhed om end ikke kvalt, saa dog sørgelig lammet.

✂ Med disse Tanker sov jeg ind, med dem vaagnede jeg, med dem mødte jeg paa Valgstedet, men dog, Gudskeelov! med fast Mod og med den Grundtanke, at just fordi der stod saa meget Godt paa Spil, just derfor maatte jeg dog udentvivl vinde, og deri bestyrkedes jeg vidunderlig ved den, i Dansk Forstand mesterlige, Maade, hvorpaa Valgbestyrelsens Formand, den Danske Bondepræst i Mehrn1, indledte Valghandlingen, og ved den i vore Dage vel mageløse Maade, hvorpaa Bønderne optog hans ligesaa dristige som venlige Tale om hvad dette Omvalg havde at betyde.

✂ I den fulde Forvisning, at, som jeg altid har sagt, et godt Ord rinder hos Sællandsfaren saa godt et Sted, som nogensteds paa Jorden, fremstillede jeg nu Spørgsmaalet om mit Valg saa aabent, saa klart, saa dristig og saa venlig, som jeg kunde, og kunde godt mærke det, at Bønderne baade forstod min Mening og følde, som en af Modstanderne siden betroede mig, at der var noget, som rørde sig indenfor Skindet; men ikke desmindre traadte min Medbeiler modig frem og sagde sine Vælgere, hvad han vilde stemme for, hvis han kom paa Rigsdagen, og først da han derom havde udtalt sig, skiftede han Røst, bekiendte, at det kun var med en sørgelig Følelse, han kunde staae iveien for sin gamle Præst og Lærer, hvem han baade som trofast Bondeven og frisindet Mand maatte give det bedste Vidnesbyrd, saa han vilde helst træde tilbage og selv bede sine Vælgere *1 Peter Rørdam. 165 stemme paa mig! Og see, det rørde øiensynlig Bondeskaren langt dybere end noget andet, saa Jens Jensens ædelmodige Tilbud modtoges med saa at sige almindelig Jubel, og han traadte tilbage. Ved Haands-Oprækningen for mig blev det da ogsaa klart, at Modsætningen var ubetydelig, og da der paa et svagt ForlaDgende blev afstemt ved Protokol, var der kun elleve Stemmer imod benved Sexhundrede!

✂ Allerede dette var jo saare glædeligt; men den venlige, glade Stemning, der hele Dagen viste sig, ei mindre hos min Medbeiler og Broderparten af hans Følge, end hos Præstø Borgerskab, som havde indbudt, og Sognefoged Lars Larsen fra Mehrn, der paa en ganske ypperlig Maade havde stillet mig, og hos hans ikke lille Bondefølge, det var dog det allerglædeligste og spaaede i mange flere Øine end mine Danmark en mageløs yndig og glædelig Løsning paa sin sælsomt indviklede Gaade.

✂ Saaledes blev jeg da valgt til Rigsdagsmand paa en forunderlig og dog igrunden mageløs jævn og naturlig Maade, saa det glimrende aldeles fordunkledes af det kiærlige, og ligesom det var mig en ubeskrivelig Fyldestgiørelse for al den Modstand, min folkelige Tankegang og Tale har mødt snart i et halvt Aarhundrede, saaledes haaber jeg ogsaa, det skal være mig en uudtømmelig Trøst under al den Modstand, min Sællandsk-Danske Tankegang og Tale herefter baade paa Rigsdagen og derudenfor nødvendig vil møde; thi en yndig Sommer-Aftenrøde i aandelig og hiertelig Forstand har under hele min Livskamp været mit inderligste Ønske og min skiønneste Udsigt, og den kunde i en snever Kreds umuelig vinde en skiønnere Skikkelse, end den havde paa Valgdagen i Præstø og i Aftenstunden paa Nysø, hvor Adelsmand og Præst, Krigsmand, Borger og Bonde ikke blot rakde hinanden Haand, rnen fandt al saadan Forskjel udjævnet i den dybe, kiærlige Følelse, at alle Dannemænd er een Moders Børn, og det den ømmeste og elskeligste Moders under Solen!

✂

Dansk Rigsdags-Tale imod den saakaldte
»almindelige Værnepligt«.1
(et Udkast.)