Grundtvig, N. F. S. DEN CHRISTELIGE BØRNELÆRDOM

DEN CHRISTELIGE
BØRNELÆRDOM.

DEN Række Afhandlinger, som senere samledes under Navn af Den Ghristelige Børnelærdom, betragtet af Nik. Fred. Sev. Grundtvig, fremkom først enkeltvis i Chr. M. Kragballes Kirkelig Samler, Tidsskrift til christelig Oplysning, 1855-1861.

I 1868 udkom de samlede som en særskilt Bog med denne Fortale:
Disse Oplysninger om den kristelige Børnelærdoms Forhold til det christelige Liv, udkomne i Kragballes Kirkelige Samler, udsendes her sammentrykte efter Venners Ønske og vil da være dem velkomne, medens de naturligvis maae forarge dem, der mener, at det christelige Liv ingenlunde beroer paa Børnelærdommen, men paa Lærestanden, Sognegrændsens Fasthed og Folke-Kirkens hele Mekanisme. Uden videre at indlade mig i den store Strid om Valgmenighederne, kan jeg dog ikke undlade at udtale min store Forundring over, at en saadan Strid har kunnet føres i Danmark, hvor man giennem Aarhundreder har havt frie Valgmenigheder for Øie, der ovenikiøbet hverken havde Ordination, Alterbog, Salmebog eller Gatechismus tilfælles med den Danske Folke-Kirke, men dog fandtes at kunne staae under dens Tilsyn og have borgerlige Rettigheder tilfælles med den, uden mindste Fare eller Skade. Dette har nemlig, som bekiendt, ikke blot været Tilfældet med de Tysk-Lutherske Menigheder i Hovedstaden, hvor derhos Sognebaandet for dem var løst, men i hele Slesvig til 1864, saa at naar alligevel 6 Bisper og Præster i Hundredevis hos os har paastaaet, at Valgmenigheder uden Sognebaand, skiøndt de har baade Ordination, 330 Alterbog, Psalmebog og Catechismus tilfælles med den danske Folk-Kirke, maa dog nødvendig undergrave og opløse den, da veed man slet ikke, hvor enten Hukommelsen eller Forstanden hos dem er henne. Da vor nærværende Kirke-Minister har været Præst i Slesvig, behøver Spørgsmaalet vist ogsaa blot at opkastes for at finde en glædelig Besvarelse.
September 1868.
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

I 1883 besørgede Svend Grundtvig en tredje Udgave, som her er lagt til Grund. Den afviger noget i Retskrivningen fra de første Udgaver og har opgivet de mange »Spærringer«, som Grundtvig brugte paa sin ældre Dage, men er ellers en nøjagtig Gengivelse af den oprindelige Tekst.

331

1. Den kristelige Børnelærdom.

Naar vi, som med Morten Luther har skilt os fra Paven i Rom og afskaffet alt, hvad vi ansaa for Papisteri, hører tale om den kristelige Børnelærdom, da tænker vi derved enten paa, hvad de Præster, vi anser for kristelige, lærer Børnene eller kræver lært af dem til den offentlige Overhøring, som finder Sted hos os, før Børnene stedes til Altergang, - enten det, eller vi tænker paa de fem Parter i Morten Luthers Børnebog, som vi kalder hans lille Katekismus. I første Fald er vor Tanke om den kristelige Børnelærdom svævende og ubestemt, og i sidste Fald forudsætter vi som en afgjort Sag, at »luthersk« er i alle Maader det samme som »kristelig«, og at man kan blive kristelig oplært ved at læse en Bog og lære den udenad. Men ingen af disse Forudsætninger kan holde Stik; thi det følger af sig selv, at den kristelige Børnelærdom skal indbefatte alt det grund-kristelige, som Vorherre Jesus Kristus selv og Apostlerne, som havde hans uindskrænkede Fuldmagt, har lagt til Grund i Menigheden, som Apostelen Pavlus skriver: ingen kan lægge anden Grundvold end den, som lagt er: Jesus Kristus. Vi maa derfor ikke i Blinde forudsætte, at hvad Morten Luther eller nogen Lærer i Menigheden mange Hundrede Aar efter Apostlernes Dage kalder den kristelige Børnelærdom, ogsaa virkelig er det; men vi skal spørge os for hos Menigheden, hvad det er for en Grundvold, Apostlerne har lagt paa Kristi Vegne, og lagt ikke i en Bog, men i Menigheden selv som en Forsamling af kristne Mennesker.

Hvad vi derimod paa en Maade i Blinde maa forudsætte, det er, at Kristus har en Menighed paa Jorden, og at vi kan finde den; men dette forudsætter vi allerede ved Spørgsmaalet om den kristelige Børnelærdom; thi hvor der ingen Forældre er, der er heller ingen Børn, saa at, var der ingen kristne Forældre 332 mer paa Jorden, da var der heller ingen kristne Børn, og var der ingen Kristi Menighed paa Jorden, saa var der heller ingen kristelige Mennesker, enten unge eller gamle, og ingen menneskelig Børnelærdom, der med rette kunde kaldes kristelig. Naar vi derfor alvorlig spørger om den kristelige Børnelærdom, da maa det forudsættes, at vi enten allerede selv er Medlemmer af Kristi Menighed eller tænker dog paa at blive det, naar vi faar at vide, hvad det grund-kristelige er, og kan blive enige med os selv om at gaa ind derpaa; og jeg forudsætter saaledes her, at den saakaldte lutherske Menighed, hvori jeg ved Daaben blev optaget, var og er en Afdeling af den Kristi Menighed, som Apostlerne grundede efter Kristi egen Indstiftelse og paa hans Vegne, og som skal vare til Verdens Ende; saa at Morten Luther, langt fra at stifte en splinterny Menighed, baade før og siden han skilte sig fra Paven i Rom, var et Medlem af og en tro Tjener i Vorherres Jesu Kristi Menighed.

I denne Kristi Menighed maa vi nu alle vide, at Daaben i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn er den eneste Optagelse, med det Vidnesbyrd, at denne Daab sker ikke blot med Vand, men med »Vand og Aand«, og er derfor ingen blot saakaldt Kirkeskik (Ceremoni), men er et himmelsk Gjenfødelses-Bad, hvorved den Helligaand i Vorherres Jesu Kristi Navn skjænker os Synds-Forladelse og himmelsk Børne-Ret med det evige Livs Haab. Dette siges og vidnes nemlig udtrykkelig ved enhver Daab i den Kristi Menighed, som Morten Luther var Medlem af og Lærer i, og som ogsaa jeg er Medlem af og Lærer i; saa dette er unægtelig en god Del af denne Menigheds Vidnesbyrd om den kristelige Børnelærdom; thi det hører unægtelig til det grundkristelige: baade paa hvad Maade og ved hvilke Midler man bliver en Kristen, og hvad et Menneske vinder og bliver i Grunden til, ved at blive en Kristen, det er: ved virkelig at optages i Kristi Menighed.

Men ligesom nu Døbelsen med Vand i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn lærer os, paa hvad Maade og ved hvilket Middel et Menneske optages i Kristi Menighed og bliver en Kristen, og ligesom Herrens Velsignelse ved Daaben »Fred være med dig!« lærer os, at der ved at blive en Kristen vindes Fred med Gud og Synds-Forladelse, og ligesom Herrens Bøn: Fadervor, der med Daaben er lagt i hele Kristi Menigheds Mund, og ved Daaben lægges i hver enkelt Kristens Mund, lærer os, at Mennesket ved at blive Kristen bliver et Guds Barn, - saaledes lærer Daabs-Pagten os baade, hvad det er for en 333 Fader, hvad det er for en Søn, og hvad det er for en Helligaand, i hvis Navn et Menneske døbes til Kristen, og lærer i det hele, hvad der udkræves af ethvert Menneske, som ved Daaben efter Herrens Indstiftelse vil optages i Kristi Menighed, nemlig Forsagelse af Djævelen med alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, og Tro paa den Gud Fader, som er den eneste sande Gud, Himmelens og Jordens Skaber, og Tro paa den Gud Faders enbaarne Søn, som er Menneske-Sønnen Jesus Kristus, og Tro paa den Helligaand, ved hvem Maria Mø undfangede og fødte Jesus, og som er den guddommelige Sjæl i hele Kristi Menighed, og i de helliges Fællesskab om Vorherre Jesus Kristus, og i ham om Synds-Forladelse, Kjøds-Opstandelse og evigt Liv, alt som den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben lyder.

Dette Menighedens lydelige Vidnesbyrd ved Daaben: om Daaben i sig selv, om dens Vilkaar og om dens Frugt, dette Kristi Menigheds Vidnesbyrd, der maa tages og tros som hans Apostlers og hans eget Vidnesbyrd, forplantet fra Mund til Mund og fra Slægt til Slægt, som hans egen Munds Ord, der aldrig maa vige fra hans Menigheds Mund og hvorfra hans Aand aldrig skal vige, men altid følge med og besegle Vidnesbyrdet, - det er da i alleregentligste, allerstrængeste og allerlivsaligste Forstand den kristelige Børnelærdom, der ikke blot kan og skal oplyse alle Mennesker, som har Øren at høre med, om Gjenfødelsen til Guds Børn ved Tro paa Kristi Evangelium, men som tillige kan og skal paa ny oplive det aandelig halvdøde Menneske; saa den kristelige Børnelærdom har og meddeler Kristi Evangeliums saliggjørende Kraft i den Helligaand til alle de Menneske-Hjærter, som tror dette Herrens og hans Menigheds Vidnesbyrd.

Dette Vidnesbyrd og denne kristelige Børnelærdom svarer da ogsaa vidunderlig godt til, hvad Skriften betegner som »Kristi Lærdom«, hvorved han selv bliver hele sin Menigheds Læremester, og hvad Skriften beskriver som det Guds Vidnesbyrd om sin enbaarne Søn og det evige Liv i ham, som meddeler alle dem, der troende tilegner sig Vidnesbyrdet, det evige Liv, og hvad Skriften peger paa som det Troens Ord, der skal være Sjælen i hele vor kristelige Prædiken, og bringe Menigheden Kristus saa nær som Ordet i dens Mund og i dens Hjerte, saa den spørger aldrig, hvem der vil fare op til Himmelen, at hente Kristus ned, eller fare ned i Afgrunden, at hente ham op fra de 334 døde, men føler sig, med dette Ords Bekjendelse i sin Mund og med Troen derpaa i sit Hjærte, Saligheden vis.

Kommer vi nu med denne kristelige Oplysning tilbage fra Menigheden til Luthers lille Katekismus, som den Bog, der længe hos os har baaret Navn af den kristelige Børnelærdom, da finder vi vist nok, at af alle Bøger, vi har læst, er der ingen, som har større Krav paa at bære dette Navn, saa vidt som en Bog kan bære det, fordi den helt igjennem minder os om den kristelige Børnelærdom, som vi har fundet ved Kristi Menigheds Daab; men vi ser dog tillige, at Luthers Katekismus lige saa lidt som nogen anden Bog af en enkelt skriftklog Kristen, eller om det var af en Apostel, taaler i mindste Maade nogen Sammenligning med Vidnesbyrdet og Børnelærdommen i hele Menighedens Mund med levende Røst.

Det falder mig nu vel tungt at udføre dette videre, dels fordi Luthers Katekismus virkelig betegner et Kæmpeskridt til kristelig Oplysning og har i tre Aarhundreder bidraget mere end nogen anden Bog til at fæste Øje paa Troen og Daaben, og dels fordi den lille Bog er mig personlig inderlig kjær, baade fra Barnedagene og fra mine første Præsteaar; men nu, da man vil beraabe sig paa denne Bog imod Menighedens og Herrens Mund, nu vil det være nødvendigt at vise, at selv som en Beskrivelse af den kristelige Børnelærdom, der jo dog aldrig kunde træde i Steden for det levende og ene gyldige Menigheds-Vidnesbyrd, selv som Beskrivelse har den lille Bog store Fejl og Mangler, da den baade indeholder for meget og for lidt, og beskriver kun Brudstykker af den kristelige Børnelærdom, uden at pege paa deres kristelige Følge og Sammenhæng, og den sammenblander endelig Menighedens Vidnesbyrd med Enkeltmandens Mening derom og Forklaring deraf.

Der er for meget i Luthers Katekismus, som en Beskrivelse af den kristelige Børnelærdom; thi den første Part med de ti Bud hører, som Luther netop selv har opdaget, oplyst og paa det stærkeste indprentet, ikke til den kristelige Børnelærdom, og kun derom er her Spørgsmaalet; saa det er en ganske anden Sag, om kristelige Forældre og Lærere gjør vel eller ilde, klogt eller daarlig i at indprente deres Lærlinger de ti Bud af Mose-Loven, til Oplysning om den guddommelige Lov, som Kristi Evangelium ingenlunde er kommet for at afskaffe, men netop for at bekræfte og, med Borttagelse af Lovens Forbandelse, i Kjærlighed at opfylde.

335

Eet er nemlig, hvad der er Kristus og hans Evangelium ejendommeligt, og udgjør det grund-kristelige, som helt og holdent, men ogsaa udelukkende alt andet, maa udgjøre den kristelige Børnelærdom, og noget ganske andet er det, hvad og hvor meget Kristi Evangelium forudsætter hos de Menneskebørn, der skal kunne findes baade villige og bekvemme til at tro Evangelium og saliggjøres af Guds Naade; thi netop fordi Evangeliet, som Guds Kjærligheds Tilbud, forudsætter Loven, som Guds Kjærligheds Paabud, netop derfor er Evangeliet selv ingen Lov og kan ikke indbefatte enten lidt eller meget af Loven i sig.

Men ligesom Luthers Katekismus, naar den betragtes som en Beskrivelse af den kristelige Børnelærdom, indbefatter for meget, ved at medtage de ti Bud af Mose-Loven, saaledes indbefatter den ogsaa for lidet, ved at udelade Forsagelsen af Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, som aabenbar hører til det grund-kristelige, da den er en uadskillelig Del af den kristne Menigheds Daabs-Pagt, altsaa et af Vilkaarene for Optagelse i den kristne Menighed; og kun derved bliver ogsaa den kristelige Daabspagt i Aand og Sandhed forsvarlig, som det eneste Vilkaar for Indgang i Guds Rige.

Endelig beskrives den kristne Menigheds Tro, Herrens Bøn og Herrens egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren, i Luthers Katekismus kun udenfor deres kristelige Sammenhæng, som om de, udenfor den, havde hver sin særskilte Hjemmel og Vigtighed; uagtet det er vist, at de saakaldte »tre Tros-Artikler« har kun deres rette Hjemmel og Vigtighed som uadskillelige Dele af den kristne Menigheds uforanderlige Tros-Bekjendelse ved Daaben, og at denne Tros-Bekjendelse kun har Gyldighed som Daabs-Vilkaar i sin Forening med Forsagelsen. Lige saa vist er »Herrens Bøn« kun Udtrykket og Beseglingen af hele Menighedens Haab som Guds Børns Haab, fordi den ved Daaben efter Herrens Indstiftelse er lagt i hele Menighedens Mund; og Daaben er kun et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i uopløselig Forening med Daabs-Pagten, ligesom endelig den hellige Nadver kun er Kristi Legems og Blods Fællesskab under Forudsætning af Troen og Daaben.

Heraf følger da soleklart, at selv for saa vidt som en Bog med mindste Ret kan bære Navn af den »kristelige Børnelærdom«, selv for saa vidt trænger vi til en meget bedre Børnelærdoms-Bog end Morten Luthers, som en Beskrivelse af Herrens egne Indstiftelser: den hellige Daab og den hellige 336 Nadvere, med alt hvad der oprindelig og væsentlig hører til dem, og intet, slet intet mere; da dels Herrens egne Indstiftelser maa forudsættes at indeholde alt, hvad der hører til at blive et Guds Barn og til med Børne-Ret at arve det evige Liv, og da tillige Herrens egne Indstiftelser er det eneste, der med Sikkerhed og Klarhed kan henføres til Herren, uden hvem vi slet intet kan gjøre, og kan saaledes kjendes fra alle andre Enkeltmænds Ord og Gjerning og gjøre hans Aand kjendelig fra alle andre Aander.

En saadan Beskrivelse af den kristelige Børnelærdom, der ogsaa gjorde opmærksom paa, at Nadver-Ordet ikke hører til den kristelige Børne-Lærdom i egentlig Forstand, men er Børne-Lærdommens Forklaring for de voxne, som skjænker dem Guds Riges Førstegrøde, - en saadan Bog kan nu om Stunder maaske findes uundværlig og kan aabenbar gjøre megen Nytte, naar den bruges ret; men den kan aabenbar gjøre lige saa megen Skade ved at misbruges; og skjønt den vil have det til fælles med ethvert enten synligt elier usynligt Liv og Lys, med alt, hvad der virkelig opliver og oplyser, og da først og sidst med Kristi Evangelium, saa bør vi dog, baade ved at skrive og ved at anbefale en saadan Bog, gjøre os al mulig Flid for, at dens rette Brug kan være saa kjendelig fra dens Misbrug, at derved, saa vidt muligt, forebygges al uvitterlig Misbrug.

Hertil vil det ingenlunde være nok, at vi paa det højtideligste forsikre, at vi hverken sætter en saadan Bog i Steden for eller ved Siden ad Herrens og hans Menigheds forenede, lydelige, lyslevende Vidnesbyrd ved Daaben og Nadveren; men vi maa tillige saa klart som muligt vise, at alt det Skin af kristeligt Liv og Lys, som en saadan Bog kan have, det laaner den af det virkelige Liv og Lys i Herrens egne Indstiftelser; saa at sit gudelige Livs-Skin laaner Beskrivelsen af det Guds Børns Liv, som Herren med sit lydelige Guddoms-Ord skaber og skjænker i Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad og fremdeles med sit lydelige Guddoms-Ord nærer og styrker, opelsker og mætter i sit Legems og Blods Fællesskab, og sit kristelige Oplysnings-Skin laaner Beskrivelsen af det Livets Lys, som Herren selv har tændt og ikke sat under Skjæppe, men sat i Daabs-Pagtens Ord paa en Lyse-Stage, til at skinne for alle dem, som er i Huset. Derhos skal vi vise, saa klart som muligt, gjennem hele Menighedens Levnedsløb, lige fra Apostlernes Kjøds-Dage indtil vore, at naar som helst det rette Forhold mellem »Herrens Røst« og dens Beskrivelse glemtes i Menigheden, da var den saakaldte 337 Rettroenhed, om end nok saa bibelsk, dog kun et Skin uden Kraft, der hverken kunde udbrede, forsvare eller bevise sig selv, ja, vidste end ikke, at den sande Kristendom kan og skal det, og at den hverken kan eller vil udbredes, forsvares eller bevises med verdslige Midler, det være sig verdslig Magt, verdslig Visdom eller verdslig Tillokkelse.

Naar man nu siger, hvad mange baade har sagt og vil sige: at denne Kristendom er ikke »det ny Testamentes« Kristendom, da har man jo paa en vis Maade Skinnet for sig; thi naar man ved »det ny Testamente« kun forstaar den Bog, man selv har givet Navn af »det ny Testamente«, og ikke den »ny Pagt« selv, som er »Daabs-Pagten«, da bekjender vi jo selv, at vor Kristendom er ikke nogen Bogs Kristendom, men er Kristi og hans Menigheds Kristendom; men det er jo i vor Mund kun det samme, som at vor Kristendom er ingen død, men en levende Kristendom, ingen Skygge, men en Virkelighed, og de, som raabe paa »det ny Testamentes« Kristendom, vil dog vel ikke selv indrømme, at de derved ikke mene noget levende, virkeligt og virksomt, men kun et livløst Skin og en magtesløs Skygge!

Mener man derimod, at den Kristendom, som vi udlede af og bygge paa Kristi og hans Menigheds forenede, lydelige, lyslevende Vidnesbyrd ved Daaben og Nadveren, efter Vorherres Jesu Kristi egen Indstiftelse, at den Kristendom skulde ikke stemme overens med den Apostel-Skrift, som man kalder »det ny Testamente«, da skal man vist til Dommedag blive Beviset skyldig; thi vi tør dristig paastaa, at vor Kristendom ikke blot stemmer overens med hele den Del af det saakaldte »ny Testamente«, som enten selv udgiver sig for Apostel-Skrift eller kan med Grund udgives derfor, men at det er den eneste Kristendom, som stemmer overens dermed.

Lige saa lidt nemlig, som Apostel-Skriften kalder sig selv »det ny Testamente«, lige saa lidt udgiver den sig nogensteds selv enten for den kristelige Grundvold og Børnelærdom, eller for Troens Regel, for Herrens Røst, for Livets Kilde eller for Kristi Legem; saa at, naar man udgiver den for lidt eller meget af alt dette, som dog, efter Apostel-Skriften, skal findes i den sande Kristendom, da gjør man det i aabenbar Modsigelse med Apostel-Skriften, der helt igjennem henviser til et lydeligt, lyslevende, almægtigt Guds-Ord til os alle, som er baade »Aand og Liv«, og det den himmelske Faders egen Aand og Vorherres Jesu Kristi eget Liv; saa ingen Kristendom, der fattes denne 338 Aand og dette Liv, kan paa nogen Maade stemme overens med Apostel-Skriften.

Ligesom nu Kristendommen, efter Apostel-Skriften, skal virkelig være en Guds Kraft til Salighed, saaledes skal denne Guds Kraft ogsaa efter samme Skrift aabenbare og bevise sig selv i sin Virkning hos alle de troende og døbte, som udgjør Kristi Folk og Menighed paa Jorden, saa denne Menighed i »Menneske-Sønnens« Fodspor voxer en guddommelig Væxt, fra kristelig Barndom til kristelig Manddom, ja, til at staa Maal med Herren selv, ikke som hans Medbejler, men som hans Brud og Ægtemage; og dog skal man finde, at alle de, der vil lægge en anden kristelig Grundvold end den, som er lagt i og ved Daaben og Nadveren efter Herrens egen Indstiftelse, de enten vil slet intet vide af et nyt, Kristi Menighed ejendommeligt Menneske-Liv i Herrens Aand, men anser det for lutter saakaldt mystisk Usans og sværmersk Indbildning, - enten det, eller de viser dog klarlig, at de slet intet veed derom, da de udgiver noget for aandeligt Liv og for kristelig Væxt og Fuldkommenhed, der hverken ligner Herrens Menneske-Liv eller kan stemme overens med Apostel-Skriften.

Endelig er det klart, at efter Apostel-Skriften skal baade den sande Kristendom, som Aabenbaringen af den himmelske Faders Kjærlighed, uden al Sammenligning være mest tiltalende for »de smaa« i alle Maader: de umyndige, enfoldige og ydmyge, og tillige skal Erfaring vise, at den ægte Menighed bestaar fornemmelig af dem, der slet ingen Anseelse har i denne Verden, enten for Højbyrdighed, Rigdom, Magt eller Lærdom og Vidskab; saa det er aabenbar umuligt, at en saakaldt Kristendom, der skal udledes af og bygges paa Bøger, og især paa en gammel Bog, hvis Oprindelse er dunkel, hvis Ægthed hvert Øjeblik kan gjøres tvivlsom, hvis Grund-Sprog kun kan være meget faa og selv dem meget ufuldkommen bekjendt, og hvis rette Forklaring maa blive et Tvistens Æble, mellem troende og vantro, ægte og uægte boglærde, til Verdens Ende, - at en saadan Kristendom skulde stemme overens med Apostel-Skriften, eller at en Menighed, hvori de verdslig lærde og forstandige udgjorde Sjælen og Kjærnen, skulde efter Apostel-Skriften være apostolisk.

Vistnok kan man, uden klar Selvmodsigelse, paastaa, at vor Kristendom, som vi udleder af og bygger paa Kristi og hans Menigheds forenede, lydelige og lyslevende Vidnesbyrd i og ved Daaben og Nadveren efter Herrens egen Indstiftelse, at heller 339 ikke den svarer til den apostoliske Beskrivelse, heller ikke den har den Aand og det Liv i sig, som Apostel-Skriften forudsætter og som maa findes i det Kristi Evangelium, der virkelig skal være en Guds Kraft til Salighed for alle de troende; men da denne Kristendom dog aabenbar er den eneste, der mulig kan svare til den apostoliske Beskrivelse, saa har vi under dens Forsvar to store Fordele over alle vore Modstandere: den ene, at kunne pege paa Fremtiden, som den, der ene kan afgjøre Trætten, og den anden: at kunne vise, at vor Kristendom staar og falder med Vorherre Jesus Kristus i Himlen og hans Menighed paa Jorden.

Hvad nemlig det første angaar, da er det klart, at kun Fremtiden kan klarlig vise, om vor Kristendom svarer til den apostoliske Beskrivelse eller ikke; thi, om vor Kristendom er en Guds Kraft til Salighed, det kan kun ses paa dens Virkning hos Menneskeheden, efter at den er traadt i Kraft, altsaa efter at en Menighed, stor eller lille, frit har tilegnet sig denne ved og i Daaben og Nadveren opviste Kristendom, og har vundet en Stilling, hvori den er kjendelig fra enhver anden saakaldt kristelig Menighed; thi saa længe vi er blandede med en hel Hob, der af verdslige Grunde tilsyneladende har Bekjendelse, Daab og Nadver til fælles med os, da maa Virkningen af Guds-Kraften, som kun kan finde Sted hos de færreste, nødvendig staa i Skygge, hvor den nemt kan overses; og desuden følger det, baade efter Apostel-Skriften og efter Menneskelivets Love, af sig selv, at Menigheds-Livet kun ved Løbe-Banens Ende naar sit Maal, saa det under Væxten umulig kan findes fuldvoxent, altsaa heller ikke fuldkommen svare til Beskrivelsen, som Aanden foreløbig har givet af, hvad han, som ransager alt, kjender forud.

Og nu det andet: at vor Kristendom, som vi udleder af og bygger paa Kristi og hans Menigheds forenede, lydelige og lyslevende Vidnesbyrd i og ved Daaben og Nadveren efter Herrens egen Indstiftelse, staar og falder med Kristus og hans Menighed, det følger ogsaa af sig selv, da man ikke kan opvise nogen Menighed med en anden Daab og Nadver, som mulig kan være bygget paa Kristi egen Indstiftelse; saa at, dersom vores ikke heller var det, da havde Kristus nu heller ingen Menighed, og havde i mange Aarhundreder ingen haft paa Jorden, og kunde da heller ikke være Guds eenbaarne Søn med al Magt i Himlen og paa Jorden, havde ikke været og kunde ikke blive hos sin Menighed alle Dage til Verdens Ende.

340

Alle mulige Indvendinger mod den Kristendoms Ægthed, som vi udleder af og bygger paa Kristi og hans Menigheds forenede, lydelige og lyslevende Vidnesbyrd i og ved Daaben og Nadveren efter Vorherres Jesu Kristi egen Indstiftelse, dem kan vi da smile ad og skal se henvejres som Avner for Vinden, naar vi kim staar fast i Troen paa Jesus Kristus og paa den Helligaand, som er baade Faderens og Sønnens, baade Kjærlighedens og Sandhedens Aand, den guddommelige Statholder i Guds-Riget, saa længe det kun er aandelig til Stede; men denne Tro er vist nok, baade efter Apostel-Skriften og efter al kristelig Erfaring, altid her nede omlejret af Tvivl og udsat for Fare, da den, som i Guds Øjne er langt dyrebarere end Guldet, ogsaa maa gjennemgaa Ildprøven; men dog er det en stor Trøst, at, hvor Barne-Troen, som hos os, langt fra at skulle bære Børne-Lærdommen, bæres af denne, som Herrens egen Lærdom, der faar Barne-Troens Frister strax med ham at gjøre, som har bevist, han er den »Kvindens Sæd«, som knuser Slangens Hoved, og vil altid vise, han er den gode Hyrde, af hvis Haand ingen Ulv kan rive Lammet. Denne Herrens Børnelærdom er nemlig det »Troens Skjold«, hvormed vi kan udslukke alle den ondes gloende Pile; og da vor Løbe-Bane mellem Daaben og Nadveren netop er den levende Vej mellem Troen og Kjærligheden, saa voxer vort kristelige Haab ved hvert Skridt, som Guds-Barnets Herligheds-Haab, og bliver snart, ved sin vidunderlige Styrke i Kamp mod al Frygt, kjendeligt for os som »Kristus inden i os«, i hvem vi mægte alt, netop naar vi tror og føler, at uden ham kan vi slet intet gjøre.

341

2. Den kristelige Daabspagt

Da jeg først, netop for 30 Aar siden (1825), begyndte at indskærpe den apostoliske Tros-Bekjendelses Ret til at gjælde for hele Menighedens Tros-Regel, og for Klippen, hvorpaa det aandelige Guds-Hos af levende Stene baade er opbygt og bestandig maa hvile, da glemte jeg vel ingenlunde med al Flid at pege paa Tros-Bekjendelsens Stilling i Menigheds-Livet, som Daabs-Vilkaar og Del af den ny Pagt, der, ved Daaben efter Herrens Indstiftelse, skal oprettes med alle dem, der ved Daaben vil optages i Vorherres Jesu Kristi Menighed; men man var saa vant til at tage Skrift for Tale og Død for Liv i Aandens Rige, at det varede længe, inden jeg kunde faa vore skriftkloge til engang at mærke, hvad jeg mente; saa der findes kanske endnu dem, der tænker, det er det samme som Lessing en Gang, og efter ham Delbrück i vore Dage, har paastaaet: at alle Kristne skulde rette deres Tro efter, hvad man læste i Kirke-Fædrenes Skrifter om den apostoliske Tros-Bekjendelse som Menighedens Tros-Regel.

Nu har man dog for det meste opdaget, baade at jeg mener Tros-Bekjendelsen i Daabs-Pagten, som ikke maa søges i nogen Skrift, men høres ved Daaben, hvor den lyder som Daabens Vilkaar og som Udtrykket af den kristne Tro, hvorpaa vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og hvor den maa forudsættes at have lydt ens for Menigheden lige fra Daabens Indstiftelse af Herren selv, da det jo lige saa vel er Kjætteri: at døbe i Herrens Navn paa andre Vilkaar, end han har fastsat, som at døbe paa hans Vegne med en anden Daab, end han selv har indstiftet.

Derimod bliver en hel Del af vore skriftkloge haardnakket ved at paastaa, at, skjønt Tros-Bekjendelsen ved Daaben maa agtes for uforanderlig og kan ikke være udledt af Apostel-Skriften, da Daaben er ældre end Skriften, og Apostlerne kun skrev til de troende og døbte, - at desuagtet maa man ikke kalde 342 Tros-Bekjendelsen og i det hele Daabs-Pagten et Ord af Herrens egen Mund, og hans egen Grund-Lærdom, hvorefter de skriftkloge skal rette al deres Lærdom, da man dermed siges at fornærme Skriften og de skriftkloge, ja, vel endog at nærme sig Paven og Papisteriet paa ny.

Dette er saa aabenbar Vrævl, at det egentlig ikke nytter at svare paa det; thi enten veed de Godtfolk ikke selv, hvad de siger, eller ogsaa de finder for godt, paa Skriftens og de skriftkloges Vegne, gruelig at fornærme hele den kristne Menighed, som om Menigheden grundede sin Tro paa noget, den vel kaldte himmelfaldet, men vidste dog ingen Rede til, hvor det var kommet fra, og indrømmede selv, det var ikke kommet fra Herrens egen Mund, hvor Troens Ord dog nødvendig maa have hjemme, naar han selv deri skal være Klippen og Grundvolden, som Menigheden selv dog altid med Skriften har paastaaet, han skal og maa være. Saaledes kan man da ikke fornærme hele den kristne Menighed, uden dermed gruelig at fornærme Herren selv; thi var hele Menighedens Tro grundet paa noget andet end et Troens Ord af Herrens egen Mund, da havde Herren enten været saa skjødesløs at kræve en Tro af sin Menighed, som Saligheds-Vilkaar, uden engang at sige, hviilken Tro, eller han havde været for magtesløs til at skaffe sig en Menighed, der vilde grunde sin Tro paa hans Ord.

Var det derfor sandt, hvad man har paastaaet, at vi, ved at hævde den apostoliske Tros-Bekjendelse, og i det hele Daabs-Pagten, som Ord af Herrens egen Mund og som det ufravigelige, men ogsaa eneste Vilkaar for det Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad, som Daaben efter Herrens Indstiftelse er, nærmede os Paven og hvad man har kaldt Papisteri, da gjorde det jo hverken fra eller til; thi ligesom Luther holdt paa de tre Tros-Artikler, paa hele Daabs-Pagten og paa Daaben i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, skjønt han godt vidste, han havde det alt sammen til fælles med Paven i Rom, som kun havde blandet meget af sit Papisteri derimellem, saaledes maa vi jo ogsaa holde fast paa den eneste kristelige Betragtning af Daabs-Pagten og af det uopløselige Baand mellem »Troen og Daaben«, enten vi saa har den til fælles med Paven eller ikke, og enten han har blandet noget af sit Papisteri deri eller ikke. Det er imidlertid ogsaa Vrævl med al den Snak om Pavens og Papisteriets Sammenhæng med Daabs-Pagten som et Ord af Herrens egen Mund og som det eneste Saligheds-Vilkaar; thi vel siger Paven meget rigtig, at man skal skille 343 Daabs-Pagten, og i det hele hvad vi kalder Sakrament-Ordet, fra alt andet, under Navn af Herrens egen mundtlige Meddelelse (Traditio Dominica), men han gjør det ingenlunde selv, saa han hører i denne Henseende netop klarlig til de skriftkloge, om hvem Herren byder at gjøre hvad de siger, men ikke hvad de gjør; thi blandt alle skriftkloge Skolemestere er der aabenbar ingen, der mindre end Paven følger eller kan være tjent rned at følge hans eget gode Raad, og betragte Daabs-Pagten som Herrens egen Munds Ord og Salighedens eneste Vilkaar, eftersom derved Overtroen paa ham som Kristi Statholder, og paa alt hans Papisteri om Salighedens Vilkaar, er aldeles udelukt Eller kan dog ikke enhver, som har sund Menneske-Forstand, begribe, at Paven i Rom er det største Vrævle-Hoved under Solen, naar han først og fremmest udraaber: hvo som har Øren at høre med, han høre! det er Herrens egen Munds Ord, at hvem der forsager Djævelen og hans Gjerninger og alt hans Væsen, og tror paa Gud Fader og paa Jesus Kristus, hans enbaarne Søn, og paa den Helligaand, alt som vor apostoliske Tros-Bekjendelse lyder, hvem der gjør det og lader sig døbe derpaa i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, han har med den Helligaand faaet Fred med Gud ved Syndernes Forladelse, og, er gjenfødt til det evige Liv og skal fornyes derefter af den Helligaand, - naar Paven først og fremmest udraaber det, men derpaa tager os ved Ærmet og siger: det var nu Herrens Ord og Indstiftelse, men hør nu, hvad jeg, som Sankt Peders Efterfølger, Himmerigs Dørvogter og Kristi Statholder, har at melde, og det er, at vil du blive salig, ja, vil du ikke udelukkes af den hellige Kirke og overantvordes til Satan og brænde i Skærsilden, da maa du gjøre og lade alt, hvad jeg faar i Sinde at byde og befale! - Naar derfor vore højlærde og sprænglærde Folk synes ikke at kunne fatte saa soleklar en Sandhed, da er det kun, fordi de har den ubehagelige Følelse, at det gaar i Grunden dem med Daaben og Daabs-Pagten, ligesom det gaaer Paven, saa de vrævler ogsaa utilladelig, naar de først opretter Daabspagten med os og døber os paa Herrens Vegne, med den Forsikring, at vi derved faar Syndsforladelse og gjenfødes af Aanden til det evige Liv, og derpaa fortæller os, at vil vi blive salige, da er der meget andet, som vi, paa deres Ord som skriftkloge Sjælesørgere, maa tro og gjøre, da vi ellers, trods Daabs-Pagten, med samt vor Tro og Daab efter Herrens Indstiftelse, med »hans Fred« og den »evige Velsignelse i det himmelske Bad«, gaar Glip ad den evige Salighed.

344

Men naar vi nu, som vi maa, for urokkelig at blive ved Kristus og »Kristi Lærdom«, lade alt Vrævlet, baade det papistiske og det protestantiske Vrævl om Salighedens Sag fare, kan vi da ogsaa, uden Vrævl, forsvare vor kristelige Betragtning af Daabs-Pagten som et Ord af Herrens egen Mund og det eneste Saligheds-Vilkaar, uagtet vi bekjender Tro til Skriften og Trang til Nadveren.

Dette har man i den senere Tid dristig benægtet, saa at om det end var sandt, at Papisterne vrævlede, og at de protestantiske skriftkloge vrævlede, saa vrævlede dog Grundtvigianerne ogsaa, og maatte derfor selv indrømme, at deres Modstandere godt kunde have Ret, skjønt de vrævlede.

Nu være det langt fra mig at paastaa Umuligheden af, at enten mine Venner eller jeg selv kan vrævle, og har sikkert ogsaa vrævlet lidt en Gang imellem; roen jeg tør derfor lige fuldt paastaa og trøste mig til at kunne bevise, at om Daaben og Daabs-Pagten vrævler jeg ikke og har ikke vrævlet, siden jeg fik Øjnene op for den soleklare Sandhed, at ligesom Gjenfødelsen, den aandelige Fødsel, er det aandelige og evige Livs virkelige og eneste kjendelige Begyndelse, saaledes er Daabens eneste Vilkaar ogsaa Salighedens eneste Vilkaar, dersom ellers Daaben efter Herrens Indstiftelse virkelig er Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand. - Denne Sandhed modsiges nemlig ingenlunde, men forudsættes netop og bestyrkes, ved den Oplysning, at vi har en Apostel-Skrift, der forudsætter netop denne Tro og Daab, netop disse Saligheds-Vilkaar, og tjener i mange Maader til at oplyse og forklare baade Daabs-Pagten, Daabs-Ordet og det ny Liv og Levned, som vi i Daaben fødes til, ikke af forkrænkelig men af uforkrænkelig Sæd, det levende Guds-Ord, som varer evindelig, - og ved den Oplysning, at vi ikke blot i Daaben har en Indstiftelse af Herren til Saliggjørelsens Begyndelse, men har i Nadveren ogsaa en Indstiftelse af Herren til Saliggjørelsens Fremme og Fuldendelse, saa det ny Menneske-Liv i Herrens Aand, der ved Fødselen i Daaben er spædt og svagt, som alt Menneske-Liv, selv Herrens eget ved Fødselen af Moders-Liv, det Liv forefinder ved Daaben, i Forsagelsens, Troens og Bønnens Ord, den Moders-Mælk, hvorefter Apostelen skriver, vi, som nyfødte Børn, skal hige, og forefinder paa Herrens Bord, i den saakaldte »haarde Tale« om at æde Menneske-Sønnens Kjød og drikke hans Blod, den »haarde Mad«, som nærer og styrker Livet til at naa sin fulde Væxt og vinde sin Krone.

345

Vilde derfor nogen sige til os: vi tror vel i vort Hjærte alt, hvad vi ved Daaben har bekjendt, og har den Tro til Herrens Daab, at den er i Sandhed et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Heiligaand, men just derfor tror vi ogsaa, at vi har nok deri til Salighed, og vil slet intet have med den saakaldte Apostel-Skrift at gjøre eller modtage dens Oplysning, enten om Skabelsen, eller om Herrens Fødsel, Lidelse, Død, Opstandelse og Himmelfart, og vil heller intet have med Nadveren at gjøre, som I kalde Delagtiggjørelse i Herrens Legem og Blod, - da vilde vi ikke vrævle og sige: ja, saa er I slet ikke Kristne, saa er eders Tro forgjæves og eders Daab ugyldig, eders Saligheds-Haab forspildt; men vi vilde sige: tager eder vel i Agt, at I ikke lyver for Herrens Menighed i dette Stykke! thi da lyver I for den Heiligaand; og vi kan ikke tro, det er sandt, hvad I siger, at I tror alt, hvad I ved Daaben har bekjendt, og tror paa Daabens Kraft til Gjenfødelse og Fornyelse i den Heiligaand, og forkaster desuagtet ikke blot hele den kristelige Lærestands Vidnesbyrd om Skriften, men hele Menighedens Vidnesbyrd om Nadveren. Imidlertid, det bliver eders egen Sag, om I udelukker eder selv baade fra Skriftens Oplysning og fra Nadverens Velsignelse, og vi tvivler ikke paa, at saa fremt I alligevel, hvad vi dog ikke tror, kan staa fast i Troen og trøste eder ved Daaben, da vil Sandhedens Aand ogsaa drive eder baade til Nadveren, som Bordet i Himmeriges Rige, og til Skriftens Oplysning, som er uundværlig til Guds-Menneskets rette Dannelse.

Vender vi nu tilbage til Daabs-Pagten, da kan der vel fra de skriftkloges Side møde os langt flere Indvendinger, end vi enten kan besvare eller forudse, mod dens Tilstrækkelighed som det eneste kristelige Vilkaar for Saliggjørelsen; men da det lige fuldt staar fast, at Daabs-Pagten er det eneste Vilkaar for Daaben efter Herrens Indstiftelse, saa blive alle slige Indvendinger med Nødvendighed enten Indvendinger mod den aandelige Gjenfødelse og Fornyelse i Daaben, eller Indvendinger mod Herrens Visdom, der kun satte dette Vilkaar for Daaben, altsaa aabenbar ukristelige Indvendinger, som kun blive latterlige, naar man ikke tør være deres Ukristelighed bekjendt, men vil grunde dem paa de kristnes egen hellige Skrift, eller paa Nadveren, som netop udelukkende er et Saligheds-Middel for de troende og døbte med denne Daabs-Pagt.

Naar derfor de skriftkloge med megen Ophævelse fortæller os, at de i vor Daabs-Pagt savner enten Forpligtelsen til 346 Hellighed, som dog, efter Skriften saa vel som efter Fornuften, maa paahvile den, der skal blive salig, eller Forpligtelsen til Kjærlighed, som baade kræves af Skriften og forudsættes ved Nadveren, mens der i hele Daabs-Pagten endikke findes et Ord om Gjenløsningen og Forsoningen ved Kristi Blod, som dog saa udtrykkelig fremhæves ved Nadveren, og hvorpaa især Apostelen Pavlus har lagt Vægt som Kristendommens Hoved-Lærdom, - da maatte alt dette, om det var sandt, og om de saakaldte Mangler virkelig gjorde Daabs-Pagten uskikket til at være det eneste Vilkaar for Saliggjørelsen, ene falde ham til Last, som har indstiftet Daaben og indrettet Pagten, saa han blev lige uefterrettelig og utilforladelig, om vi end nok saa flittig stræbte at raade Bod paa Manglerne hos ham, og fornægtede derved den Tro paa Jesus Kristus, som vi bekjender; thi Discipelen er jo ikke over sin Mester, men den udlærte Discipel skal være som hans Mester.

Uagtet vi imidlertid hverken kan eller vil paatage os at forsvare Vorherres Visdom mod alle tossede Indvendinger, saa skal vi dog, baade for Herrens og Menighedens Skyld, oplyse de selvkloges Taabelighed, naar vi ser den; og naar man saaledes savner alle Haande Forpligtelser i Daabs-Pagten, da kommer det jo af, at man tager for en Lov, hvad der er et Evangelium: ikke et Paabud om, hvad vi skal gjøre og lade for at blive salige, men et Tilbud om at gjøre os salige, naar vi ærlig vil gaa ind paa Herrens Vilkaar. Forsager du og tror du, siger Herren, saa døber jeg dig med den Helligaand; saa at naar man vil gjøre nogen Indvending herimod, da maa det være, enten at Vorherre Jesus Kristus ikke har Magt til at døbe med den Helligaand, eller at han dog ikke har Ret til at døbe saaledes paa disse Vilkaar; thi alle andre Indvendinger er grebne ud af Luften, hvor Talen ikke er om Salighed af Gjeminger, men om Saliggjørelse uforskyldt af Guds Naade. Kunde derfor Herren forsvare sin berømte Kjærne-Prædiken: Guds Rige er nær, omvender eder og tror Evangelium! da kan han ogsaa godt forsvare sin Daabs-Pagt, der ved Døren til Guds Rige udtrykkelig siger os, hvad han mener med at omvende sig og tro Evangelium; og vi tør godt paastaa, at kunde Vorherre Jesus ikke saliggjøre dem, der ærlig siger Ja til de Spørgsmaal, han gjør dem ved Daaben, da kunde han slet ikke saliggjøre Syndere, som jo dog er baade hvad han, efter Skriften, kom for, og hvad vi arme Syndere behøver ham til; thi hvem der allerede er hellig og ren, behøver ingen Renselse, og hvem der allerede 347 elsker Gud af ganske Hjærte og Næsten som sig selv, behøver ingen Frelser fra Fortabelse, men er det evige Liv saa vis, som den, der allerede lever det, alt efter Herrens Ord til den skriftkloge: gjør det! saa lever du.

For Resten er det jo mærkeligt nok, at man har savnet et udtrykkeligt Ord om »Hellighed«, hvor vi baade bekjender Tro paa den Helligaand, beder om Optagelse i den hellige Menighed og haaber alt i de helliges Samfund, eller at man har savnet Hensyn paa Kjærlighed, hvor hele den kristne Tro aabenbar udspringer af Troen paa Guds Faderlighed, altsaa Kjærlighedens evige Kilde, og hvor al Trøsten udspringer af Troen paa de helliges Fællesskab, som uden indbyrdes Kjærlighed er aldeles umulig.

Noget anderledes er del vel med Daabs-Pagtens Tavshed om, at Synds-Forladelse og evigt Liv er Virkningen af Herrens Lidelse, Død og Opstandelse; thi denne Tavshed maa vel altid ved første Øjekast forundre og kan maaske et Øjeblik ængste en skriftklog Kristen; men det kommer dog blot deraf, at vi skriftkloge Folk, selv naar vi har søgt og fundet Livet, dog idelig fristes til mere eller mindre at glemme Livet over Bøgerne; thi saa snart vi sætter os levende ind i Forholdet, som det var fra Begyndelsen og som det altid skal betragtes, da falder baade Uroen og Forundringen bort og giver Rum til Beundring af Herrens Visdom. Der var nemlig ingen i de første Dage, der døbtes, før de havde hørt Forkyndelsen af det glædelige Budskab om Guds Søn, som blev Menneske, led, døde og opstod for os, saa alle de, der lod sig døbe, gjorde det kun for at faa Del i den Salighed, som Jesus Kristus i Liv og Død havde forhvervet, saa det var en følgelig Sag; men fordi Herren ikke kunde eller vilde forlange mere af et Menneske ved Daaben, end det var det gamle Menneske muligt at fatte, fæste Lid og sige Ja til, derfor krævede han ikke Bekjendelse af den Tro paa Fællesskabet mellem Herren og hans Menighed, hvorved alt vores bliver hans og alt hans bliver vores, da det er, hvad først det ny Menneske kan opvoxe til at fatte, og som derfor først Herrens Ord i Nadveren til sine Gjæster udtrykkelig bevidner.

Til Slutning skal jeg sige mine Medkristne, hvorfor jeg skriftlig har svaret saa lidt paa alt det meget, der er skrevet mod Tros-Bekjendelsen i Daabs-Pagten, som hele Menighedens guddommelige Tros-Regel og et levende Guds-Ord af Herrens egen Mund.

Til Dels er Grunden den, der ligger i Stridens Beskaffenhed, 348 da Munden umulig kan hævde sit Fortrin for Pennen ved en Penne-Fejde, men kun ved selv at udrette, hvad Pennen aabenbar ikke kan: udtrykke og meddele Aanden og Livet, som Pennen kun kan betegne og pege paa; men jeg har dog ogsaa en anden Grand, der udspringer af Sagens og Spørgsmaalets Beskaffenhed.

Jeg veed nemlig med mig selv, at selv som skriftklog Præst af Morten Luthers Skole følte jeg en dyb Trang til et kjendeligt Ord af Herrens egen Mund, der kunde tjene til en gyldig Regel baade for Menighedens Fælles-Tro og for den kristelige Lærdom og Skrift-Fortolkning, og som tillige kunde være et guddommeligt Meddelelses-Middel for Aanden og Livet, som vor Prædiken ingenlunde er, og som Skriften endnu mindre kan være; og denne dybe Trang, som jeg er vis paa, alle troende skriftkloge og alle noget oplyste Kristne maa dele med mig, den Trang var det, jeg fandt, og er det, jeg daglig klarere og gladere finder tilfredsstillet ved Sakrament-Ordet i det hele, som Apostlerne har meddelt os, ligesom de modtog det af Herren, og da baade først og sidst ved Tros-Bekjendelsen i Daabs-Pagten, som den Klippe, hvorpaa hele Menighedens Tro skal hvile og hvoraf det »levende Vand« udspringer, som hos alle de troende bliver et Spring-Vand til evigt Liv.

Se, derfor veed jeg ogsaa, at det kristelige Spørgsmaal i denne Sag er ingenlunde, om vi kan hitte paa Indvendinger for at sno os fra Ordet af Herrens egen Mund; men det kristelige Spørgsmaal er kun, om vi for Herrens og Sandhedens Skyld tør tro, at vi ved Herrens egne Indstiftelser forefinder dette Troens og Haabets og Kjærlighedens Guddoms-Ord af Herrens egen Mund i sin fulde Kraft, hvortil vi alle føle en nødvendig Trang, som Herren paa en eller anden Maade maa baade kunne og ville afhjælpe. Hvem der vil sno sig fra Troen og fra Herren, kan vi ikke forhindre, og hvem der ikke vil det, vil heller aldrig sno sig fra Herrens egne Ord ved Daaben og ved Nadveren, eller sno sig fra sin Daabs-Pagt, hvori vi ene kan finde vort Samfund med Faderen og Sønnen og den Helligaand, i hvis Navn vi er døbte.

349

3. Forsagelsen I Daabs-Pagten.

Vi veed det alle, naar vi besinder os derpaa, at vor Daabs-Pagt bestaar af to Dele: Forsagelsen og Tros-Bekjendelsen, og det følger af sig selv, at disse to Ting er uadskillelige, og at, ligesom de kun tilsammentagne udgjør Daabs-Pagten, saaledes faar de ogsaa, hver for sig, kun deres rette Betydning og Forklaring, naar de ses i deres indbyrdes Forhold. Ligesom vi derfor, hos Evangelisten Markus i det første, finder Herrens Lærdom beskrevet i de faa Linjer: Guds Rige er nær, omvender jsder og tror Evangelium! saaledes skal vi i Daaben, som Gjenfødelsens Bad, se Guds Rige tæt ved os, og i Daabs-Pagten høre de to Vilkaar, hvorpaa Herren, ved sin Daab af Vand og Aand, vil føre os der ind; saa Forsagelsen siger os, hvad Herren forstaar ved Omvendelse, og Tros-Bekjendelsen siger os, hvad Herren forstaar ved Tro paa Evangelium.

Først naar vi saaledes betragter Forsagelsen fra den rette Side, som det kristelige Udtryk for Omvendelsen, og paa sit rette Sted, som Vilkaar for vor Indgang i Guds Rige, først da ser vi Forsagelsens Vigtighed og kan opdage dens Nødvendighed, uden at ænse, hvad Skumlerne sige: at det ser ud, som om Tro paa Djævelen ogsaa hørte til den apostoliske Tros-Bekjendelse.

Ligesom det nemlig er klart, at det vilde være en grov Bedrager, som lovede en Synder Salighed uden Omvendelse, vilde være netop det samme som at love en, der var paa gale Veje, at han, uden at vende om, skulde naa det Maal, han vendte Ryggen til, saaledes vilde det jo ogsaa være et groft Bedrag med Daabs-Naaden til Gjenfødelse og nyt Liv, dersom ikke Daabs-Pagten, som et af Vilkaarene, udtrykte Bortvendeisen fra al Løgn og Ondskab, uden hvilken det umulig kan være ærlig ment med den Henvendelse til Naaden og Sandheden, som den apostoliske Tros-Bekjendelse udtrykker.

350

Dette er det første ved Forsagelsen, som vi skal lægge Mærke til; men det andet er ligesom dette: at vi hverken maa lægge mer eller mindre i Forsagelsen end en saadan ærlig Bortvendelse fra og Afsigelse til al Løgn og Ondskab, uden at vi lade os rokke derfra til højre eller venstre ved alt, hvad man har sagt eller kan sige om Meningen med Ordet »Omvendelse« eller Besindelse (Metanoia), som det bruges i den ny Pagts Bog.

Hvad vi nemlig med Forsagelsen ved Daaben kan og skal svare Ja til, det maa jo ikke være mere, end hvad vi, førend Gjenfødelsen og Fornyelsen, som har sin Kilde i Daaben, kan med Guds Hjælp ærlig og oprigtig svare Ja til, og det er jo ingenlunde, at vi allerede har overvundet den onde Aand, eller at vi føler os retvise og stærke nok til at afslaa alle hans Angreb, men kun, at vi opsiger ham al Huldskab og Troskab, og vil, med Guds Hjælp, aldrig, som Forrædere, gjøre fælles Sag med denne vor Herres og vor egen Saligheds arrige Fjende. Saaledes maa den alvidende og naadige Frelser have indrettet Forsagelsen, og saaledes ser vi, han har indrettet den, naar vi undersøge, hvad Ordet »forsage« i vor Daabs-Pagt skal og maa betyde.

Ordet »forsage« er nemlig, uheldigvis, ikke et Ord, som vi bruge i daglig Tale; thi vel har vi et Ord, som lyder ligedan, men er, ligesom det tyske »verzagen«, noget ganske andet end her kan menes, nemlig at blive modfalden, og vi trænger derfor til den Oplysning, at »forsage« i vor danske Daabs-Pagt har den samme Betydning som »forsake« har i den engelske, altsaa at vende Ryg til og lade fare, medens det tilsvarende Ord i den latinske Daabspagt er »renanciare«, at afsige eller skikke Afbud. Dette er da ogsaa netop, hvad Apostelen Pavlus mener, naar han skriver (2 Kor. 4): vi har afsagt Skjændselens Hemmelighed, og atter (2 Tim. 2): Guds Grundvold staar fast, som har dette Segl: Herren kjender sine, og enhver, som nævner Herrens Navn, afstaa fra al Uretfærdighed!

I Forsagelsen er nemlig Sandhedens Segl klarlig trykket paa den kristelige Daabs-Pagt; thi ved det Herren af alle sine Tilhængere kræver en fjendtlig Skilsmisse fra den Djævel, der, efter hans eget klare Udsagn, er »Løgnens Fader«, men kræver ikke Skilsmisse fra nogen anden, eller fra noget andet end hvad der er »Djævelskab«, da gjør han netop den Skilsmisse, som Sandheden maa gjøre, men som ingen anden Høvding kan 351 nøjes med, end han, som er vis paa, at han har altid Sandheden med sig, og kan derfor aldrig have andet end Løgnen imod sig.

Vist nok forudsætter vor Herre Kristus herved, at der er en virkelig Djævel til, eller tydeligere: at Løgnen virkelig har en Fader, som veed af sig selv at sige, er sig selv bevidst som Grund-Løgneren, den evige Sandheds uforsonlige Fjende; men just fordi det er en Forudsætning, er det ingen kristelig Læresætning, og skal derfor kun forsvares som en menneskelig Forestilling fra Arilds Tid, som de kristne har Lov til, paa Herrens Ord, at tage for gyldig, saa længe ingen kan afbevise dens Rigtighed. Dette mente vel næsten alle vore boglærde ved dette Aarhundredes Begyndelse, de kunde magelig; men Erfaring har dog allerede gjort dem saa kloge, at de maa tilstaa, det lader sig endnu ikke gjøre, og de turde vel snart komme til den Erkjendelse, at Tilværelsen af en aandelig Løgnens Fader lader sig, uden Selv-Modsigelse, lige saa lidt nægte, som Løgnens og Falskhedens Tilværelse, eller med andre Ord, at man lige saa lidt kan tænke sig et »Nej« uden en »Nægter«, som man kan tænke sig et »Ja« uden en »Bejaer«.

Dette, at Forestillingen om en Grund-Løgner, som tillige er den store Frister, ingenlunde er noget nyt, som Kristendommen har indført i Verden, men noget ældgammelt, der af Kristendommen forudsættes, og forudsættes bestandig, tillige med Synd og Død, som noget, der er alle vitterligt og for alle Sandheds-Venner aldeles utvivlsomt, - det vilde ikke behøvet denne Oplysning, dersom man, i vor Daabs-Pagt, i Steden for at beholde det græsk-latinske Udtryk »Djævel« (Diabolos), havde, som man burde, indsat det tilsvarende dansk-nordiske Udtryk »Fanden«; men da Navnet »Fanden« betyder »Fristeren«, men Navnet »Djævel« betyder »Bagtaleren«, saa kommer vi derved lidt nemmere til den fule, urene, Aands Grund-Begreb, der, som sagt, er Løgneren; og det maa vi endelig til Gavns indprente os, ikke blot fordi det er Herrens udtrykkelige Vidnesbyrd, men især fordi, ligesom Sandhed er det eneste Begreb, der klarlig indbefatter alt godt, saaledes er Løgn det eneste Begreb, der indbefatter alt ondt i sig, saa vi kan bevise, at ved at forsage Grund-Løgneren med alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, forsages alt det aandelige Ondskab, der lader sig nævne.

Gaar vi nu saaledes ud fra, at Djævle-Forsagelsen ved Daaben, som en Bortvendelse fra Løgnens Fader og al hans Yngel, er det kristelige Udtryk for »Omvendelsen«, da klarer det 352 sig, at skjønt Loven ikke maa indlemmes I den kristelige Børnelærdom, saa forudsættes dog hele dens Indhold, saa det er kun i Skikkelse af Paabud og Forbud, Trasel og Forbandelse, at de kristne intet har med Loven at gjøre, medens de bestandig maa se sig i Spejl paa den, for at vide, baade hvad det er, Frelseren vil nedbryde, og hvad han vil opbygge i sin Menighed og hos alle sine troende. Ligesom det imidlertid ingenlunde er blot ved Djævle-Forsagelsen, men lige saa fuldt og endnu tydeligere ved Tros-Bekjendelsen om Hellig-Aanden, med den hellige Menighed, de helliges Fællesskab og Synds-Forladelsen, at Daabs-Pagten forudsætter Guds-Loven, saaledes strækker Djævle-Forsagelsen sig ikke blot til Synden, men til alt, hvad den onde Aand er Sjælen i, altsaa ogsaa til det aandelige Mørke og den aandelige Død, der ogsaa er Djævelens Gjerninger, da Løgnens Fader tillige er Mørkets Fyrste og den store Dødbider med Dødens Myrde-Kraft.

Dette er en meget vigtig Oplysning, som hidtil har været overset, men maa endelig fremhæves, ikke blot fordi den kristelige Oplysning og Oplivelse umulig kan lykkes, med mindre vi vende Ryggen til Mørket og Døden, men især for at Djævle-Forsagelsen kan ses i sit rette Lys, som ej mindre evangelisk end lovmæssig. Da nemlig Meningen med Djævle-Forsagelsen ved Daaben er, at alt, hvad vi dermed hjertelig skille os fra, det vil den Herre, vi ved Tros-Bekjendelsen hjærtelig fæste os til, aandelig nedbryde for os og hos os, saa det er jo et glædeligt Budskab, at vi, tilligemed Løgnen, som er Syndens Rod, ogsaa skal blive Mørket og Døden kvit, fordi Vildfarelsen og Vankundighedens Mørke er paa een Gang Løgnerens eget Opspind og hans Lænke, og Hjærte-Dødhedens Kulde og Forhærdelse er lige saa vel Syndens Straf, som det i Grunden er dens Lyst.

Dette er da ogsaa den dybe Grund til Omvendelsens Mulighed, saaledes som den i Djævle-Forsagelsen ved Daaben udtrykkes; thi da Løgnen er Syndens Rod, saa er Synderen nødvendig selv hildet i Løgnens Garn, og kunde ikke før Gjenfødelsen ærlig og sanddru sige Ja til, at han forsagede eller skilte sig hjærtelig fra al Løgn og Synd i sig selv; men derimod kan Synderen ærlig og sanddru sige, at han forsager den Djævel med alle hans Gjerninger, der lige saa vel er Menneske-Morderen af Begyndelsen, som han er Løgnens Fader, altsaa er lige saa vel Menneskets som Sandhedens arrige Fjende. Ligesom det nemlig er med Synderens Forhold til den aandelige Sandhed, saaledes er det ogsaa med hans Forhold til det aandelige 353 Lys; thi Løgn skaber nødvendig Mørke til sit Skjul, fordi den kan ikke taale Lyset, og Synderen har derfor selv paataget sig de Mørkets Lænker, hvori han ligger, og kan umulig sprænge dem; men anderledes er det med det aandelige Liv; thi den aandelige Død, som er hjærtelig Kulde og Ufølsomhed, den er vel lige saa vel Djævelens eget Valg, som det er hans Straf; men saaledes behøver det ikke at være med den menneskelige Synder, thi han er, ligesom Eva i Paradis, fristet og forført af Løgneren, der med Slange-Træskhed indbilder ham, at Synden, langt fra at koste ham Livet, vilde føre ham til det guddommelige Liv, som hans Skaber misundte ham. Naar derfor Mennesket fatter Tro paa Guds enbaarne Søn som Livets Fyrste, der kan og vil frelse ham fra Døden, da faar han baade Lyst og Magt til at hade og hjærtelig skille sig fra Menneske-Morderen fra Begyndelsen, med al den Løgn, hvormed han lokkede det troskyldige, uerfarne Menneske-Barn ud af sit Paradis ved Livets Træ, ud i Ørken at sidde fortvivlet i Mørke og i Dødens Skygge; og i det Mennesket tror paa Synds-Forladelsen i Kristi Menighed, da forsvinder Synderens nødvendige Frygt for det guddommelige Lys, og da vaagner Menneskets naturlige Kjærlighed til det guddommelige Liv, som Fristeren falskelig lovede ham, men som Frelseren har i sig selv og vil dele med alle sine troende.

Naar vi saaledes betragter Forsagelsen i sin uopløselige Forbindelse med Tros-Bekjendelsen i Daabs-Pagten, da, men ogsaa først da, ser vi, hvorfor det altid er Djævelens Gjerning at adskille, hvad Herren i Daabs-Pagten har sammenføjet, fordi hverken Omvendelse eller Tro, saaledes som Herren har oplyst og forbundet dem i Daabs-Pagten, kan være sand og ægte, uden i denne Forbindelse, i dette aandelige Ægteskab; thi hvordan kan et syndigt Menneske ærlig forsage Djævelen, Løgnens Fader, Mørkets Fyrste og Dødens Mærkesmænd, uden at tro paa Guds enbaarne Søn som Sandheden, Lyset og Livet; heller ikke kan Mennesket henvende sig til Sandheden, Lyset og Livet, uden at bortvende sig fra Løgnen, Mørket og Døden, saa hvem der alligevel siger, han gjør, hvad han aabenbar ikke kan, han lyver mod Sandhed, han fornægter den klare Sandhed, modsiger vitterlig sig selv, og har derved fordømt sig selv.

Her kan og skal vi se den evige, guddommelige Sandheds Segl klarlig paatrykt Guds faste Grundvold i den kristelige Daabs-Pagt, som derfor ogsaa hos de gamle, især hos Irenæus, og selv i Apostel-Skriften, udtrykkelig kaldes Sandheden 354 (aletheia og veritas), thi den kristelige Daabs-Pagt er det levende Udtryk for, hvad de lærde med et daarligt Kunst-Ord kalde »Modsigelsens Grundsætning«, men som oplyste Kristne vil kalde »Sandhedens Grundlov«: at hvad der ikke kan paastaas uden Selv-Modsigelse, det kan heller ikke tænkes i Sandhed eller forsvares uden Falskhed, saa det er haandgribelig Løgn, og hvad derimod ikke kan nægtes uden Selv-Modsigelse, det kan heller ikke mistænkes uden Falskhed eller bestrides uden Løgn, saa det er soleklar Sandhed. Denne Sandhedens Grundvold maa nemlig enhver, som vil kristnes og døbes, vedkjende sig ved Forsagelsen og Tros-Bekjendelsen i Daabs-Pagten, og kan ikke fragaa den, uden derved at frafalde sin DaabsPagt, og derved fralægge sig alt Krav paa Daabs-Naaden0 og Kristen-Navnet, som kun skjænkes paa begge Daabs-Pagtens Vilkaar, af ham, der ikke for intet har sagt: hvem der ikke er med mig, er mod mig, og hvem der ikke er mod mig, er med mig; fordi baade med og mod den evige Sandhed kan ingen være, men kun Grund-Løgneren, i vitterlig Selv-Modsigelse, falskelig sige, han baade er og er ikke.

Modstanderne vil jo vist nok sige, at denne Forklaring af Forsagelsen i Daabs-Pagten lade de ingenlunde gjælde; men det skal jo heller ikke være for Modstanderne, men for vore Medkristne, vi oplyse og forklare vor kristelige Daabs-Pagt; thi Modstanderne lade jo heller ikke Daabs-Pagten eller Daaben gjælde for, hvad de kristne tro om dem, og derfor skulde dog vel de kristne ikke lade deres Tro og Daab fare; saa at naar vi oplyse og stræbe at forklare den kristelige Grundvold og Børnelærdom i Sandhedens Aand, da skal det være os nok, at de, som ærlig har indgaaet Daabs-Pagten, og har enten fundet eller dog troende venter at finde Gjenfødelsen i Daaben, kan finde sig oplyste og opbyggede derved, og navnlig finde sig bestyrkede mod de mange taabelige Indvendinger med Visdoms Skin, som i de senere Tider blev opdyngede mod Djævle-Forsagelsen, saa mange Kristne vel fristedes til at lade den fare tillige med Djævle-Besværgelsen (Exorcismus), som Modstanderne af alle Kræfter har stræbt at faa den sammenblandet eller dog sammenkoblet med; skjønt der dog aabenbar er samme Forskjel mellem dem, som der er mellem den Syndiglied, vi alle har til fælles, og den legemlige Besættelse, der baade i de fleste Tilfælde vil findes tvivlsom og hører i alle Tilfælde til de sjældne Undtagelser.

Vist nok er det saaledes med al kristelig Oplysning, at mange, 355 som I Tusmørket ikke har været sig deres Vantro bevidst, blive det, naar de faar at se, baade hvad Kristendommen udtrykker og hvad den forudsætter, og at den, med det mageløse gode Kjøb, den giver paa alle Himmerigs Skatte, dog har sin bestemte Pris, hvoraf den ikke lader sig det mindste afprutte; men det er da kun, fordi de i Grunden, af Hjærtet, aldrig har trot paa den i Kjødet komne Jesus Kristus; thi, som Herren har sagt: enhver, som gjør Sandhed, kommer til Lyset, for at det kan aabenbares, at hans Gjerninger er gjorte i Gud.

Saaledes var der aabenbar mange, som under Pavedømmets Mørke indbildte sig, at de trode alt, hvad vi bekjende baade om Vorherre Jesus Kristus og om den Helligaand, men som ved Reforaiatjonens Lys opdagede, at det var langt fra; og det samme vil nu være Tilfældet med mange, der indbildte sig, de trode »Skriften«, men som, naar de ser, hvad Skriften betyder og forudsætter, vil se, det var langt fra; men hvad Djævle-Forsagelsen ved Daaben angaar, da vil den kristelige Oplysning dog snarere tilfredsstille en Del, som har stødt sig over Forsagelsen, fordi de enten misforstod den, eller indsaa dog ikke dens nødvendige Sammenhæng med Trosbekjendelsen, og dens Uundværlighed til det Vidnesbyrd, at ingen har Ret til at nævne Jesu Navn eller til at trøste sig ved Guds Naade og Synds-Forladelsen i Frelser-Navnet, uden han vil afstaa fra al Uretfærdighed. Ligesom nemlig alle maa vide, at Sandhed og Ret er uadskillelige, saa kun hvem der følger Sandhed, gjør Ret, saaledes er ogsaa Løgn og Uret uadskillelig forbundne, saa det er umuligt at hade Løgn og elske Uret, eller at undskylde og forsvare Uret med andet end Løgn.

Derimod er det sandt nok, at saa vel denne Oplysning, som Oplysningen om alt, hvad der maa regnes til Djævelens Gjerninger og til hans Væsen, eller rettere Uvæsen (pompa), der lige saa vel er Mørkets Fyrste og Dødens Aand, som han er Løgnens Fader, maa gjøre alle sande Kristne langt mere aarvaagne og nøjeregnende med sig selv, end de har længe været, og navnlig gjøre dem til al aandelig Oplysnings og Friheds bedste Venner, og til alt aandeligt Gjøgleværks, Dødbideris og Skin-Væsens erklærede Fjender; men det maa og vil nødvendig lønne sig saa godt ved voxende Livs-Kraft, stigende kristelig Oplysning og Befæstelse af Freden og Glæden i Sandhed, at de vil velsigne den Dag, da Lyset opgik for dem over Forsagelsen, og kastede netop derved himmelsk Glands paa Frelserens Aasyn, hvis Herlighed, som den enbaarnes af Faderen, er »Naade og Sandhed«, 356 hvis Ord er baade Liv og Lys, hvis Aandepust er Fred, og hvis Blik er Glæde for alle hans troende.

Saaledes kan og skal det blive soleklart, at Djævle-Forsagelsen i Daabs-Pagten, som i vore Dage har været den store Anstøds-Sten, og som Troens skriftkloge Modstandere havde Magt til at pine de kristne med, saa længe de forpligtede sig til at udlede deres Daabs-Pagt af Skriften, den bliver til en Ædelsten og urokkelig Grund-Sten i den evige Sandheds Bygning, saafremt den faar Lov til at staa paa sin egen Bund, baaren af hans Munds-Ord, som bærer alt, og som, sagt af ham selv til os, er Aand og Liv; og denne Erfaring skal ikke alene berolige os over enhver Dunkelhed i den levende Kristendom, som Modstanderne beraabe sig paa, naar de kalde os Mørkets Børn, men den kan og skal, hvad der er meget mere, blive til den Erfaring, at Sandhedens Aand, som den vantro Verden er uimodtagelig for, ham er og blive vi, netop ved Forsagelsen af Løgnens Fader og Løgnens Aand, modtagelige for, og fattes da hverken det Liv eller det Lys, som hører til at stride den gode Strid, fuldende Løbet og bevare Troen, og som kan gjøre os glade i Herren altid, fordi vi føle den Guds Kraft hos os, som nødvendig maa og skal overvinde Verden, fordrive alt Mørke fra vor Synskreds, og tilintetgjøre Døden aldeles for vort Vedkommende, som vel syndige men benaadede, faldne men oprejste, døde men gjenfødte, formørkede men igjen oplyste og herlig forklarede kristelige Mennesker.

357

4. Den apostelige Trosbekjendelse I den kristelige Daabspagt.

Det er nu hele tredive Aar siden, det Lys gik op for mig, at det hverken er eller kan være nogen som helst Skrift, hellig ellersøgn, men ene og alene »Troens Ord i vor Mund«, den mundtlige, lydelige, offentlige Tros-Bekjendelse ved Daaben efter Vorherres Jesu Kristi egen Indstiftelse, som udtrykker, og har lige fra Begyndelsen udtrykt, og skal til Verdens Ende udtrykke, den uforanderlige, for alle Kristne fælles kristne Tro, hvorpaa vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn; og og det gaar nødvendig med alt virkeligt Lys, ligesom med Solen og Maanen, der, naar de er staaet op, blive ved at skinne deres Tid og gjøre deres Pligt, uden at bryde sig det mindste om, at alle de blinde, og alle de, der med Flid lukke Øjnene, har baade Ret i og Ret til at sige, hvad sandt er: at de ser det ikke. Vist nok maa vi aldrig glemme, at alt aandeligt Lys i denne Verden, selv det allerklareste, er at ligne ved Sol og Maane bag Sky, saa det aandelige Lys har altid mange Hindringer som Skyer at gjennembryde; men dette Gjennembrad af Sandhedens Ord, som er det aandelige Lys, kan naturligvis ikke ske med en Pen, og det er just ret soleklart, at man umulig med Skrift kan bevise, at Ordet af Hjærtet i Munden er noget ganske andet og ypperligere end Ordet i Pennen og paa Papiret, saa det højeste, nogen Skrift i denne Sammenhæng kan bevise, det er sin egen aandelige Afmagt, hvoraf da følger med Nødvendighed, at, har det aandelige Ord øvet noget aandeligt Storværk, da kan det ikke have været ved at staa paa Papiret, men maa have været ved levende at gaa fra Mund til Mund; saa at, vil vi have noget velgrundet Haab om, at det aandelige Ord nu og herefter skal øve noget aandeligt Storværk paa Jorden, da maa vi bære os ad. ligesom vi læser, Apostlerne bar dem ad paa den store 358 Pinsedag, og siden, saa længe de havde Ordet at føre: saa maa vi lukke vor Mund op og udtale, hvad vi selv tror og hvad vi har fornummet Kraften i og Virkningen af, med det Haab, at dette Troens Ord i vor Mund og i vort Hjærte derved gjennem Øret skal bane sig Vej til vore Tilhøreres Hjærte, og der finde den samme Tro, som det har fundet i vort Hjærte, og føde den samme Bekjendelse paa deres Læber, som det har født paa vore Læber. Naar det er lykkedes, da kan vi vist nok, for saa vidt vi er udrustede ogsaa dertil, efterligne dem af Apostlerne, som enten skrev op, hvad der var sket i »Tidens Fylde«, eller skrev Breve til dem, der havde hørt og trot Ordet, og en saadan Skrift kan altid for dem af de troende, som har lært at læse og virkelig læser det, mer eller mindre være til Oplysning og Stadfæstelse, Opbyggelse og Trøst; men da maa vi ogsaa huske, at det ikke er de vantro, men de troende, vi skriver for og skriver til, saa vi hverken giver os Mine af at prædike paa Papiret, eller Mine af at gjendrive Ordets Modstandere med Pennen, hvorved vi kun trætte de troende og binder Byrder til dem, som de fleste slet ikke kan bære.

Saa skriver jeg da ogsaa her kun for og til de kristelige Læsere, som selv er døbte paa den Tro, vi alle ved Daaben bekjender os til, og som finder det klart nok, at den Tro, som alle de, der hidtil er blevet kristnede og døbte efter Herrens egen Indstiftelse, har bekjendt sig til, det er ogsaa den eneste fælles, almindelige og uforanderlige kristne Tro, som, tillige med den tilsvarende Tros-Bekjendelse, idet guddommelige Tros-Ord, der udtrykker Troen, er og maa være den eneste urokkelige Grundvold for vores og hele Menighedens levende Kristendom.

Saa forudsætter jeg det da som en afgjort Sag mellem mig og mine kristne Læsere, at vor Tros-Bekjendelse ved Daaben, saaledes som den lyder alle Vegne i Kristenheden, hvor den ikke bevislig er bleven forandret, den er, hvad den kalder sig: den ægte apostelige Tros-Bekjendelse, lige gammel med Troen, Daaben og Menigheden, og maa hos alle Kristne være lige saa uforanderlig som Troen og Daaben, Menigheden, Herren og Aanden.

Mellem os er da Spørgsmaalet kun, hvad det er for en Tro, denne vor Bekjendelse udtrykker, og hvad denne Tros-Bekjendelse ved Daaben, i sin uopløselige Forbindelse med »Forsagelsen«, fører med sig og skal udrette hos os; og derpaa skal jeg stræbe med Pennen at pege saa tydelig som muligt, medens jeg maa overlade til Aanden og Munden og Menigheden selv at gjøre Oplysningen levende og frugtbar.

359

Saa er da vor Tros-Bekjendelse, ikke som en Bogstav-Skrift paa Papiret, men som et sandfærdigt Ord i de troendes Mund, det lyslevende Udtryk af hele det Kristi Evangelium, der er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, hvad vi ved Daaben bekjender; thi det følger af sig selv, at deringen anden Tro kan behøves til Synds-Forladelse og Gjenfødelse, end den Tro, hvorpaa vi døbes med Synds-Forladelse og Gjenfødelse, saa at hvem der kræver en anden Grund-Tro af os, han prædiker ogsaa et andet Evangelium, som er hans eget eller Fjendens, ikke Vorherres Jesu Kristi Evangelium.

Derfor kan vi umulig indrømme, at der i vor Tros-Bekjendelse ved Daaben skulde fattes enten lidt eller meget af, hvad et Menneske maa tro, for at være en sand Kristen, og for i Daaben med Synds-Forladelse at gjenfødes af Aanden til det ny Menneskes, Vorherres Jesu Kristi Liv og Levned; medens det er noget ganske andet: at der godt kan være noget, som det ugjenfødte Menneske ikke kan tro, og som derfor vor Tros-Bekjendelse ved Daaben ikke udtrykker, men som dog alle troende og døbte, benaadede og gjenfødte Mennesker vil komme til at tro, som Tilfældet klarlig er med Herrens Ord til os ved hans Bord med den hellige Nadver, som er Kjødets Sans saa uudstaaelige, at kun de gjenfødte af Aanden kan med Sandhed sige, de tror derpaa.

Denne kristelige Grund-Sandhed: at vor apostelige Tros-Bekjendelse ved Daaben udtrykker alt, hvad vi alle nødvendig maa tro for at være sande Kristne, og at der af sande Kristne ikke maa kræves nogen ny Tro, undtagen den Tro paa Indstiftelsens Ord ved Nadveren, som alle værdige Gjæster ved Herrens Bord nødvendig maa have, - denne kristelige Grund-Sandhed udelukker vist nok paa ingen Maade den Kjendsgjerning, at den kristne Menighed har en hellig Skrift, som er meget troværdig, og som kan gjøre sine kristelige Læsere, der har den Helligaand, fastere i Troen, vissere i Haabet og klogere paa Guds Raad og Guds Veje; men den kristelige Grund-Sandhed om Tros-Bekjendelsen ved Daaben udelukker nødvendig ikke blot alle papistiske Tros-Artikler, men lige saa fuldt alle boglige og boglærde, saakaldte bibelske og skriftkloge, Indvendinger mod Tros-Bekjendelsens Almen-Gyldighed og Fuldstændighed; saa at ingen skriftklog, ingen Præst, ingen Biskop, ingen Pave, ingen Apostel, ingen Engel fra Himmelen, maa kræve nogen anden Tro og Bekjendelse af Menigheden, eller udelukke noget 360 Menneske af Menigheden, oden hvem der bevislig har fornægtet eller gjenstridig modsiger Tros-Bekjendelsens eller Daabs-Pagtens tydelige Ord. Enhver Afvigelse herfra gjør nemlig aabenbar Menighedens Tro usikker, gjør Menighedens Lærere til Troens Herrer og indvikler Menigheden i alle de skriftkloges uundgaaelige Trætter om den hellige Skrifts Oprindelse, Ægthed, Omfang, Indhold og Forklaring, lutter indviklede Spørgsmaal, hvorom kun meget faa Kristne kan have nogen velgrundet Overbevisning, og som ingen kristelig sanddru skriftklog i Tidens Løb kan paastaa, han kan give ufejlbarligt Vidnesbyrd om eller gjøre soleklar Rede for.

Naar vi nu nærmere betragte vor Tros-Bekjendelse ved Daaben, som det korte, men dog fuldstændige Grund-Begreb af den kristne Tro, da ser vi strax, at ligesom den lærer os, hvad det er for en »Fader« og »Søn« og »Hellig-Aand«, i hvis Navn vi døbes med Vorherres Jesu Kristi Daab, saaledes aabenbarer Bekjendelsen den ejendommelig kristne Tro: at den eneste sande Gud, Himmelens og Jordens Skaber, som haver alt at raade, han er en virkelig Fader, saa at baade har han virkelig en Søn, og er saa vidunderlig kjærlig en Menneske-Fader, at han lod sin enbaarne Søn blive et virkeligt Menneske-Barn, med Navnet Jesus (Frelseren) Kristus (den salvede), og lod ham lide Pine og Død paa Korset, men oprejste ham igjen fra de døde, optog ham til Himmels, satte ham ved sin højre Haand, og vil lade ham dømme levende og døde, og at Gud Fader endelig lader sin Helligaand al Tid og alle Vegne skabe, opholde og hellige en kristen Menighed, som i helligt Fællesskab har Synds-Forladelse, Kjøds-Opstandelse og evigt Liv.

Dette er jo vistnok det samme, som vi kristelige skriftkloge altid har stræbt at lægge ind i det bekjendte Skrift-Sprog: saa elskede Gud Verden, at han hengav sin enbaarne Søn, for at hver den, som tror paa ham, skal ikke fortabes, men have det evige Liv; men da skyldte vi Menigheden baade Beviset for, at dette Skrift-Sprog var en ægte Opskrift af Vorherres Munds-Ord, og Beviset for, at hvad vi lagde deri, havde vi ikke taget af os selv, men modtaget af Herren. Det første Bevis kunde vi imidlertid slet ikke føre for den Del af Menigheden, der havde højest Trang dertil og fuldest Krav derpaa: de umyndige og vankundige, og det andet Bevis lod sig kun føre ved at forudsætte og paavise Tros-Bekjendelsen ved Daaben, der ingenlunde kan bevises eller forklares af Skriftsproget, men beviser og forklarer 361 Skriftsproget, ved at sige det samme med hjemlede og klare Ord, saa man hører, baade hvorfor Gud elskede Verden saa højt, og hvem hans enbaarne Søn er, som vi skal tro paa, og hvad der skal menes med at tro paa Guds enbaarne Søn til vor Frelse, og hvor vi ved Troen paa Guds enbaarne Søn kan finde det evige Liv.

Dette er nu vel, hvor det levende forkyndes og udlægges, allerede blevet saa indlysende, at næppe nogen, der enten vil være eller gjælde for en Kristen, drister sig til at modsige det; men lige saa lidt som vi, paa de kristelige Enemærker, kan taale nogen som helst Indvending mod vor apostelige Tros-Bekjendelses Grund-Kristelighed og Fuldstændighed, lige saa lidt kan vi i Menighedens Skjød taale nogen som helst Indvending imod Tros-Bekjendelsens Renhed og fuldkomne Sandhed; saa at enten det var Jesu Kristi Undfangelse ved den Helligaand, eller hans Fødsel af Maria Mø, hans Korsfæstelse og Død under Pontius Pilatus, eller hans Nedfart til Helhjem, de dødes Rige, hans virkelige Himmelfart, Sæde ved Gud Faders højre Haand og Gjenkomst til Dommedag, eller noget andet Led af Tros-Bekjendelsen, man vilde kalde uefterretteligt eller ubetydeligt, da maa vi blive ved vor urokkelige Paastand: at »Troens Ord« i alle Dele, ligesom i det hele, er en ren Tale, som Sølvet syv Gange lutret, og at ingen faar det kristelige Saligheds-Haab, uden at han bygger det paa den Tro, hel og holden, som den kristne Tros-Bekjendelse udtrykker, enten han saa kan eller ikke kan gjøre sig selv og andre Rede for, hvad der er Grunden til hvert enkelt Udtryk i den rene Tale.

Dette er den ene Side af Sagen; men paa den anden Side maa vi, som kalde os Kristi Sendebud, og som jo skal meddele Menigheden al den Oplysning i Troen, som Aanden, ved Skriften eller paa anden Maade, skjænker os, vel vogte os for at gjøre vore Oplysninger, enten om Tros-Bekjendelsen i det hele eller om dens enkelte Led og Dele, til Tros-Artikler; og det er klart, at netop naar vi er fast overbeviste om, at de Oplysninger, vi give, er ikke vore egne, men den Helligaands, da kan vi godt nøjes med den Vished, at den Helligaand, der ikke blot er vores, men Troens og hele Menighedens Aand, vil hos alle vore troende Tilhørere give sine egne Oplysninger Medhold og Vidnesbyrd.

Saaledes skal vi da, til fri Benyttelse af dem, der tror, hvad vi alle bekjender, især oplyse, at Gud Fader udtrykkelig kaldes »Himmelens og Jordens Skaber«, fordi Mennesket maa ikke 362 tro paa nogen anden Gud end sin og hele Verdens Skaber, saa det maa være alle vitterligt, at den Gud, paa hvis Faderlighed vi, som Kristne, lægge særdeles og mageløs Vægt, er ingen anden end den eneste sande Gud og Skaber. Vil man desuagtet beskylde os for Afguderi, fordi vi tilbede Sønnen og den Helligaand tillige med Faderen, og fordi Evangeliets Prædikanter og vore hellige Skrivere altid har kaldt baade Sønnen Gud og Aanden Gud, da er Tros-Bekjendelsen dog lige ulastelig, og Menigheden har kun at svare for Tilbedelsen , som flyder af det guddommelige Fællesskab mellem Faderen og Sønnen og den Helligaand, som Daabs-Ordet aabenbarer, medens det bliver de kristelige skriftkloges egen Sag at forsvare deres Brug af Guds-Navnet, som dog vist er meget forsvarlig, for saa vidt vi - bedre end han, der skrev den saakaldte athanasianske Bekjendelse - stadig har haft den gyldne, apostelige Rettesnor for Øje: at om der end omtales Guder baade i Himlen og paa Jorden, som der er mange Guder og mange Herrer, saa har vi dog kun een Gud Fader, af hvem alting er, og een Herre Jesus Kristus, ved hvem alting er. Denne Rettesnor vil da ogsaa herefter staa klarere for os og gjøre sig langt mere gjennemgribende gjældende, da vi har opdaget, at Ordet »almægtigste« i vor danske Tros-Bekjendelse om Faderen, ligesom »omnipotens« i den latinske, kun er en Nødhjælp, i Mangel af et eget Navne-Ord, svarende til det Græske »Pantokrator«, som betyder ham, der paa mageløs Maade har alt i Vold, og kunde vel bedst i Bekjendelsens Sammenhæng fordanskes ved »Over-Herren«. Vi er da ogsaa saa heldige, at det danske »Tre-Enighed« langt bedre end baade det latinske »trinitas« og det græske »trias« lader sig bruge til at udtrykke den guddommelige Trilling-Bevidsthed, som vi med et fremmed og tvetydigt Kunstord plejer at kalde »de tre Personer i Guddommen«.

Denne er den første og store Oplysning, vi har at give om Tros-Bekjendelsen og dens rette Brug, til at drage Grænsen mellem Herrens egen Lærdom, som er Troens Grund, og vores kristelige Lærdom, der, selv naar den aldeles faldt sammen med Apostlernes Lærdom, ikke er Troens Grund, men Troens Befæstelse af den Helligaand paa den urokkelige Grundvold, som Apostelen skriver, at Jesus Kristus er selv den eneste forsvarlige Grundvold, hvorpaa der kan bygges, enten (som Apostlerne bygte) med Guld og Sølv og Ædelstene, eller (som Paverne og vore skriftkloge har bygt) med Træ, Rør og Straa, der fortæres i Skærs-Ilden; men det maa ikke forundre eller forarge os, at 363 det vil gaa sent med denne Oplysning, da Forskjellen mellem Herrens egen og Apostlernes Lærdom nys er blevet misbrugt til at formørke alt, som om Kristendommen i Grunden slet ikke var kristelig, ikke var Vorherres Jesu Kristi egen Lærdom. Vi var vel selv aldrig kommet til dette Lys, naar ikke Aanden havde lagt os paa Hjærte, at vi jo alle, ligesom Apostlerne, maa have Ord af Herrens egen Mund, hvorpaa vi kan kjende hans Aand fra vor egen Aand og fra alle Vildfarelsens Aander.

Den anden Hoved-Oplysning, vi skal give om Tros-Bekjendelsen og dens kristelige Brug, er, at Guds enbaarne Søns Navn »Jesus Kristus«, skjønt det er uforanderligt paa alle Tungemaal, maa dog sammensmelte med de Ord paa vort Modersmaal, som for os levende udtrykker »Frelseren« og »den salvede«, da vi først derved kan faa den Følelse, at Jesus Kristus svarer til sit Navn, er virkelig, hvad hans Navn skal udtrykke. Derved oplyses det da ogsaa, baade at Frelsen har sit levende Udtryk i Tros-Bekjendelsens »Jesus«, saa det var som Frelser Guds Søn blev født, døde og opstod, og at Navnet Kristus (Messias) i Tros-Bekjendelsen er det levende Baand mellem den gamle og den ny Pagt. Men skjønt det følger af sig selv, at Aandens skriftkloge Redskaber hertil knytter mange Oplysninger baade om Frelsens og Gjenløsningens Beskaffenhed, og om Rigdommen i Kristus-Navnet og Salvelsen af Gud, som Kristus deler med alle sande Kristne, saa vil de dog ikke, saa maa vi dog ikke gjøre nye Tros-Artikler af saadanne Oplysninger, men skal lade Menigheden fatte deraf, hvad den kan og vil, lade den tage, hvad den kan bære.

Den tredje Hoved-Oplysning om Tros-Bekjendelsen og dens kristelige Brug er den, at den Helligaand, paa hvem vi bekjender Tro, og i hvis Navn, tillige med Faderens og Sønnens, vi er døbte, det er den Helligaand, ved hvem Guds enbaarne Søn, som Jesus Kristus, er undfanget og født af Maria Mø, og at hvad der i Tros-Bekjendelsen er føjet til hans Navn, det er hans Gjerning og Virkning, hvorpaa han skal kjendes, ligesom Faderen paa Verdens Skabelse, og Sønnen paa sit jordiske Levnedsløb, saa vor Tanke om den kristne Menighed og det kristelige Menigheds-Liv bliver kun levende ved Troen paa den Helligaand, som Faderens og Sønnens selvbevidste Aand og Menighedens Livs-Kraft. Hertil hører nu vist nok hele den videre Oplysning om Menighedens Skabelse ved Troen og Daaben, og om det hellige Fællesskabs Dannelse ved Bønnen og Nadveren, og endelig om Aand og Kjød, om Synd og Naade, Liv og Død, 364 og Tid og Evighed; men her gjælder det atter, at disse Oplysninger ikke maa gjøres til Tros-Artikler for Menigheden, men overlades til fri Brug for Aanden og Menigheden.

Den fjerde Hoved-Oplysning om Tros-Bekjendelsen og dens kristelige Brug er, at den, hel og holden, tillige med Forsagelsen i Daabs-Pagten, maa tages og tros som Ord af Herrens egen Menneske-Mund, da Daaben ellers umulig kunde være Herrens egen Indstiftelse, hvortil det lige saa nødvendig hører, at han har foresagt Apostlerne Daabs-Vilkaaret som [at] han har foresagt dem Døbe-Ordet, der ejengang kan kjendes for kristeligt uden i uopløselig Forbindelse med det Troens Ord, som lærer os, i hvilken Faders og Søns og Helligaands Navn det er, vi døbes. Til denne Hoved-Oplysning kan og skal vi vist nok knytte al den Oplysning, vi kan give om Forholdet mellem Herren og Aanden, om Apostlernes og alle Ordets Tjeneres og hele Menighedens Forhold til begge og igjennem dem til Faderen, som vil tilbedes i »Aand og Sandhed«, det er: lyslevende i Sønnen og Aanden; men disse Oplysninger, som i Tidens Løb maa falde mere eller mindre uklare, maa vi ingenlunde sammenblande med de Hoved-Oplysninger, der baade kan være klare for alle, og som er aldeles nødvendige for at kunne levende tilegne sig Troen og Daaben, og fatte det evige Livs Haab i Vorherres Jesu Kristi Navn.

Det samme gjælder naturligvis om de Oplysninger, vi kan og skal give om de enkelte Led af Tros-Bekjendelsen, som Erfaring har lært, indvortes og udvortes er mest udsatte for Misforstand, Tvivl og Indvendinger: at vi ogsaa der maa skjelne saa skarpt som muligt mellem den almengyldige Hoved-Oplysning, der udgaar fra Tros-Ordet selv, og de Oplysninger, som komme andensteds fra; og saadanne Led er da de om Herrens »Nedfart til Helvede« og »Sæde ved Faderens højre Haand«, og om »Kjødets Opstandelse«.

Hoved-Oplysningen om disse Led er nu den, at de maa tages og tros i den Mening, som Ordene giver, saa Menigheden maa slet ikke taale nogen Indvending derimod af sine skriftkloge, til hvis Tros-Bekjendelse, saa vel som til hele Menighedens, disse Led høre, og maa have hørt fra Begyndelsen, enten de saa findes opskrevne eller ikke, de enten man tidligere eller senere, hist eller her, har vovet at udelukke eller forandre noget af dem.

Den videre Oplysning er imidlertid først den om »Nedfarten til Helvede« og »Sædet ved Faderens højre Haand«, 365 at det ligger i Sagen selv, at vi ikke kan gjøre os nogen tydelig Forestilling enten om Himlen eller Helvede, men kun om Jorden og hvad der sker paa den, saa en tydelig Forestilling enten om »Nedfarten« eller om »Højsædet« skal vi aldrig prøve paa at give Menigheden og endnu mindre kræve af den, men vi kan og skal oplyse, at ved Nedfarten til Helvede, i Følge Ordet »inferi«, som bruges i Latinernes, og Ordet »hades«, som bruges i Grækernes Tros-Bekjendelse, maa tænkes paa »de dødes Rige« i det hele, baade med hvad der kaldes »Hvilestedet« og hvad der kaldes »Pinestedet«, og at vi skal huske, at alt, hvad der i Tros-Bekjendelsen siges om Vorherre Jesus Kristus, det siges om ham som Frelser, saa vi maa tænke, at Frelseren kom . aandelig til de afdødes Sjæle, og prædikede ikke Loven, men Evangelium for dem. Denne Oplysning finder, som Erfaring har lært, for Øjeblikket megen Modsigelse; men det maa lige saa lidt afholde os fra at give den, som friste os til at gjøre en Tros-Artikel deraf, det skal kun drive os til at være des mere opmærksomme paa hvert Ord, vi siger derom, og til at gjøre det ret indlysende for Menigheden, at enten maa vi forudsætte Evangeliets Prædiken for de døde, der ikke har hørt det i levende Live, eller vi maatte, hvad Guds Kjærlighed aldrig tillader, frakjende dem alt Haab om Frelse; thi at gætte paa en Frelse uden Kristi Evangelium og Tro derpaa, er for Kristne saa klar en Selv-Modsigelse, at vi med mindste Oplysning umulig kan gjøre os skyldige deri.

Om vor himmelfarne Frelsers Sæde ved Faderens højre Haand har vi egentlig ikke og kan næppe have nogen anden Oplysning at give, end den, Herren selv gav, ved at lægge Vægt paa Davids-Sangen: Herren sagde til min Herre: sid ved min højre Haand, mens jeg lægger alle dine Fjender under din Fodskammel; thi det følger af sig selv, at Udtrykket »højre Haand« maa tages billedlig, da Talen ej er om en jordisk, men om en himmelsk højre Haand, hvori Faderen har sin Styrke, altsaa om den Helligaand, som er Kraften fra det høje, saa Menneske-Sønnen, Kristus, har Aanden til sin Tjeneste ogsaa i Egenskab af Menneske-Søn.

Hvad nu endelig »Kjødets Opstandelse« angaar, da ser vi af Apostel-Brevene, at dette Led af Tros-Bekjendelsen tidlig er blevet forkastet eller dog betvivlet og bestridt, til Fristelse og Forargelse i Menigheden, men at Apostlerne lagde netop samme Vægt derpaa som paa Leddet om Frelserens Opstandelse, saa de to Led maa staa og falde med hinanden. Dette er 366 Hoved-Oplysningen, vi herom har at give Menigheden, med den alvorlige Formaning, aldrig herefter at taale den Ombytning af »Kjødets« med »Legemets« Opstandelse, som des værre hos os længe har fundet Sted; thi vel mente man hos os næppe noget ondt dermed, men da vi veed, at Vantroen har søgt og vil fremdeles søge Skjul under det mere ubestemte Ord »Legeme«, som om det ikke var Legemet af »Kjød og Ben«, der taltes om, saa maa der i Tros-Bekjendelsen holdes fast paa Udtrykket »Kjødets Opstandelse«, baade for Herrens Skyld og for Menighedens, der ellers vil besviges for det evige Livs Haab i hele dets aandelige og legemlige Fylde. Hertil skal vi naturligvis ogsaa knytte al den Oplysning, vi har, om Forholdet mellem Aand og Kjød hos Mennesket i Guds Billede, som det klarlig viste sig hos den Menneske-Søn, vi tilbeder: Vorherre Jesus Kristus, og skal endnu klarere vise sig paa de sidste Kristne, der oplever Herrens Gjenkornst til Menigheden og skal, uden mellemkommende Død, legemlig fornyes og forklares, saa deres Kjød-Legeme for evig er en velbehagelig Bolig, et fuldkomment Redskab og et soleklart Spejl for Guds Aand; men al denne stigende Oplysning maa overlades til den fri Tilegnelse, som vi er sikre nok paa, kan ikke udeblive, hvor den Aand raader, som udgaar fra Faderen, for at herliggjøre Sønnen paa Jorden.

        

367

5. Om vor tredje Tros-Artikel.1

Den ægte, oprindelige Kristendom er noget nyt paa Jorden, som ingen kjender, uden hvem der hører Guds Ord derom og tror Ordet, som skrevet staar: hvordan skulde de paakalde Herren, uden at tro paa ham, og hvordan skulde de tro, uden at have hørt? thi Troen kommer af Guds Ords Hørelse. Derfor skrev Vorherres Jesu Kristi Apostler deres kristelige Oplysninger kun for Kristne og til Kristne, som havde hørt og trot og var døbte med den kristelige Daab. Dette har Bisper og Præster, som skulde være Apostlernes Efterfølgere, siden kun sjælden lagt Mærke til eller efterlignet, og det er en Hoved-Grund til det store Vilderede, hvori man er kommet baade om Apostel-Skrifternes rette Mening og om alt kristeligt, som man, baade i Tale og Skrift, til ingen Nytte, men til stor Skade, har langt mere trættedes og pruttet med de vantro Bibellæsere om, end oplyst de troende Kristne om; saa at, naar vi med vore kristelige Skrivelser vil oplyse og gavne Menigheden, da maa vi vende om til den apostoliske Skik og Brug og kun have de troende for Øjne og stile vor Skrift til dem alene, med det udtrykkelige Tillæg, at vi godt veed, at vantro Læsere, om Skrivelsen kommer dem for Øje, slet ikke kan forstaa, men kun misforstaa vor Mening.

Hvad jeg altsaa her skriver om vor »tredje Tros-Artikel«, det skriver jeg kun til og for dem, der baade veed, hvordan den lyder ved den Daab, vi er døbte med, og tror paa dens Indhold; saa at, naar jeg dog lader denne Skrivelse offentlig trykke, da er det kun fordi den saaledes bedst kan komme alle mine medtroende af den danske Tunge for Øjne, og fordi hele Verden gjærne maa se, hvad jeg, som troende Kristen og Ordets Tjener, skriver om den fælles Tro til mine Medkristne.

Saa beder jeg da først eder alle lægge vel Mærke til, at hvad vi er vant til, efter Morten Luthers lille Børnebog, at kalde »de *

368 tre Tros-Artikler«, det er kun en Tredeling af det »Troens Ord« som altid lyder ved den kristelige Daab, og hvorpaa der døbes, naar det »Troens Ord« helt og holdent er bekjendt med et lydeligt Ja til Spørgsmaalene derom.

Dernæst beder jeg eder lægge det vel paa Hjærte, at dette Troens Ord ved Daaben, som fra Arilds Tid er Menigheden vitterligt under Navn af »den apostoliske Trosbekjendelse«, er den ene Del af vor Daabs-Pagt, det vil sige: den Aftale, vi paa Vorherres Vegne skal gjøre med alle dem, der ved Herrens Daab, i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, vil optages i Vorherres Jesu Kristi Menighed, og derved faa Del i den Synds-Forladelse og det Salighedens visse Haab, som han har lovet at skjænke alle dem, som »tror« og er »døbte«; saa det følger af sig selv, at hvem der enten kun paa Skrømt svarer Ja ved denne Pagt og Aftale, eller gaar dog siden fra sit Ord, har slet ingen Gavn af sin Daab, slet ingen Lod eller Del i, hvad Herren kun har lovet dem, som i Sandhed tror hans Ord og bliver tro til Døden.

Endelig forudsætter jeg her, at I nogenlunde fatter dette Troens Ord i, hvad det udsiger om Gud Fader, vor Skaber, og om Guds Søn, Vorherre Jesus Kristus, vor Gjenløser, men at de fleste af eder trænger højt til nærmere Oplysning om den Helligaand og om den Del af Troens Ord ved Daaben, som udtrykker hans Gjerning til vor Saliggjørelse.

Jeg har nemlig gjennem mange Aar lagt Mærke til, at mange, som ret godt vidste, hvad vi ved Daaben bekjender om »Faderen og Sønnen«, var meget tvivlraadige om, hvad det egentlig er, vi der bekjender om »den Helligaand«; og da Grunden dertil for en stor Del kan og maa ligge i de Ords Dunkelhed, hvormed den saakaldte tredje Tros-Artikel er oversat paa vort Modersmaal, og i de utilladelige Ændringer af Ordene efter eget Tykke, som man har prøvet paa at indføre ved Vorherres uforanderlige Daab, saa vil jeg nu stræbe at oplyse begge Dele for mine medtroende.

Vi kristelige skriftkloge, som veed, hvordan Tros-Ordet lyder paa Græsk og Latin hos dem, fra hvem vi har faaet vor Daab og Kristendom, og som, ved Apostel-Skriften paa sit græske Grundsprog, er nøjere oplyste om den kristelige Saliggjørelses-Orden, vi veed nemlig alle, at, ligesom vor første Tros-Artikel udtrykker Grunden, hvorfor Gud har taget sig saa kjærlig af os, og vil tage os til Naade, skjønt vi har alle syndet, nemlig fordi han er den »Fader«, af hvem al Faderlighed har Navn baade i 369 Himmelen og paa Jorden, og fordi han er vor Skaber, som ikke vil have skabt alle Mennesker i sit Billede forgjæves, saaledes udtrykker vor anden Tros-Artikel Maaden, hvorpaa Gud aabenbarede sit naadige, faderlige Sindelag til os, i det han gav os sin enbaarne Søn, som er alle levendes og dødes Dommer, til Frelser og Gjenløser. Endelig udtrykkes ved vor tredje Tros-Artikel baade Frugten for os af Guds Naade og af hans enbaarne Søns Kjødspaatagelse, og Midlerne, hvorved Guds Naade i Kristus bliver os til Del og bærer Salighedens Frugt hos os, derved nemlig, at Gud Faders og Vorherres Jesu Kristi Aand, Naadens og Sandhedens Aand, med Guds lydelige Ord kalder og forsamler os til den hellige Daab, hvor vi, som tror Ordet, faar Syndsforladelse og gjenfødes til det evige Liv, og kalder og forsamler igjen de troende og døbte til den hellige Nadver, hvor alle værdige Gjæster, ved Delagtighed i Herrens eget Legeme og Blod, faar i Kjærlighed til Gud og Næsten levende Fællesskab om det evige Liv med Sjæl og Legeme.

Saaledes er da Tros-Bekjendelsen ved Daaben et kjærnefuldt Udtog, ikke af nogen Skrift, men af Guds evangeliske Raad til vor Salighed, er det Troens Ord, som Herren selv har lagt Apostlerne og hele Menigheden i Munden, baade for dermed kjendelig at adskille sit Folk og sit Rige fra alle denne Verdens Folk og Riger, og for at give hele sin Menighed et Guds-Ord, hvortil den trygt kan fæste sin Tro, og hvorpaa den kan kjende hans Aand fra alle Verdens og Vildfarelsens Aander; men denne kristelige Grund-Oplysning blev tidlig formørket, især derved, at de, som efter Apostlerne skulde være Kristi Embedsmænd og Tjenere i Menigheden, gjorde sig, tvært imod Herrens strænge Forbud, til Herrer over Menigheden og dens Tro, som om nogen af dem var, hvad kun Herrens Aand er: den fuldmægtige Statholder i vor himmelfarne Konges Rige paa Jorden, eller dog, som om det kun var Bisper og Præster, ikke hele den troende og døbte Menighed, som Vorherre Jesus Kristus kan og vil ledsage, oplyse, styrke, styre og helliggjøre med sin Faders Aand.

Denne papistiske Grund-Vildfarelse opdagede allerede Morten Luther, og revsede med rette den Selv-Ophøjelse, hvormed den den romerske Pave og hans saakaldte Aandelighed (paa Tysk: Gejstlighed,) havde sat sig selv i den Helligaands Sted, eller dog indbildt Folk, at de alene havde den Helligaand og var de aandelige, som hele den øvrige Menighed blindt skulde tro paa og følge i Salighedens Sag; men skjønt dette var et Kæmpeskridt 370 til at skille vore tre Tros-Artikler i vor Daabs-Pagt fra alle de selvgjorte Tros-Artikler derudenfor, og et Kæmpeskridt til at tage og fatte vor tredje Tros-Artikel ret, ved at holde sig til den Aand, som ene kalder, forsamler, oplyser og helliggjør den hele Menighed, har begyndt den gode Gjerning, og skal fuldføre den til Vorherres Jesu Kristi Dag, - saa forslog det dog ikke, eftersom de skriftkloge paa en Maade traadte i Pavens og hans Gejstligheds Sted, i det de paastod, at vore tre Tros-Artikler var et Udtog af Skriften, som ene de forstod at udlægge rettelig; thi derved opkastede de skriftkloge sig paa en Maade til Menighedens og Troens Herrer, og modsagde kun sig selv, naar de vel indrømmede, at hele den troende og døbte Menighed havde den Helligaand, men paastod dog lige fuldt, at kun de faa, der havde ransaget Skrifterne, kunde være oplyste om Troens og Salighedens Sag.

Om vore skriftkloge nu for Resten havde holdt sig strængt nok til Tros-Bekjendelsen ved Daaben, og givet den enstemmigt Vidnesbyrd, saa havde det dog, ved deres Paastand om Skriftklogskabens Nødvendighed til Tros-Vished og Salighed, været deres Skyld, naar Menigheden nedsank lige saa dybt i Tvivlraadighed, som før i Overtro, og da især tvivlede om, hvem der havde den Helligaand, og hvad hele Menigheden kunde vente sig af ham.

Men desuden gjorde de skriftkloge den tredje Tros-Artikel, som allerede paa vort Modersmaal var meget dunkel, endnu mørkere, ved, ganske efter deres eget Hoved og paa deres egen Haand, at sætte og sige »kristelig Kirke« i Steden for »almindelig Kirke«, sætte og sige »Legemets Opstandelse« i Steden for »Kjødets Opstandelse«, og endelig ved at indskyde det selvgjorte Tillæg »efter Døden« mellem »Opstandelse« og »det evige Liv«.

Jeg siger, at vor tredje Tros-Artikel var allerede forud meget dunklere paa vort Modersmaal, end den kunde og skulde været, var det, baade ved Brugen af det fremmede og selvgjorte Ord »Kirke« i Steden for »Menighed« eller »Folke-Samling« (paa Græsk og Latin: »ekklesia«), og ved det ubestemte Ord »Samfund« i Steden for »Fællesskab«; men det blev meget værre, da man satte Ordet »kristelig«, som de lærde maatte trættes om til Dommedag, i Steden for Ordet »almindelig«, som alle Folk kunde se skulde udtrykke, hvad der al Tid og alle Vegne var ens, og da man, ved at sætte »Legemets« i Steden for »Kjødets« Opstandelse, fristede Menigheden til at drømme om et andet 371 Slags Legeme end det af »Kjød og Ben«, som Vorherre stod op med, og da man endelig Indskød det selvgjorte »efter Døden«, som hos Menigheden maatte vække den Tanke, at det først var efter Døden, Vorherre vilde give os Del i det evige Liv, skjønt han har lovet alle sine troende, med sin Aand at aabne en Livs-Kilde inden i dem, som springer til et evigt Liv.

Jeg vilde gjærne oplyse Menigheden om, hvad der mellem Mennesker kan tale til Undskyldning baade for de gamle og de ny Fejl, hvorved man slet ikke mente at forvanske Tros-Bekjendelsen; men dels maatte det her falde for vidtløftigt og endda vel blive utydeligt for de fleste Læsere, og dels maatte jeg dog først og sidst bede Menigheden lægge vel Mærke til, at Vorherre slet ikke kan tage nogen Undskyldning for gyldig af sine Tjenere, naar de, vitterlig eller uvitterlig, forvanske hans Ord, da Følgen altid bliver den samme for hans Menighed, som, naar den ikke tager Guds-Ordet rent, ikke heller kan forstaa det ret eller nyde dets fulde Velsignelse.

Saaledes maa det da, som kristelige skriftkloge, være vor første Omsorg at oplyse Menigheden om, at vor tredje Tros-Artikel skal lyde saaledes paa Dansk, at vi deri udtrykker hverken mer eller mindre end vor Tro paa den Helligaand i hele den hellige Menighed, eller den hellige, almindelige Folke-Samling, og i de helliges Fællesskab, med Synds-Forladelse, Kjøds-Opstandelse, og evigt Liv.

Veed først Menigheden dette, da behøver den næppe vor Oplysning, for at se, at Ordet »Kirke« og ethvert dunkelt Ord, man har sat i Steden for »Menighed« eller »Folke-Samling«, har været meget skadeligt, baade som en Formørkelse af Menighedens Forhold til Aanden, og som et Smuthul for Paven og alle dem, der, som Troens og Menighedens Herrer, vilde sætte sig selv i den Helligaands Sted, eller dog antages for at have den Helligaand alene og saaledes være Mellemled mellem Aanden og Menigheden.

Ligeledes vil Menigheden da findes aaben for den nærmere Oplysning, som vi, efter de øvrige Indstiftelses-Ord baade ved Daaben og Nadveren og efter Apostel-Skriften, kan og skal give om den Helligaands Gjerning, der, som alt Luther i sin Forklaring af vor tredje Tros-Artikel har bemærket, begynder med Evangeliets Forkyndelse og slutter først med hele Menighedens ogsaa legemlige Herliggjørelse i det evige Liv.

Herved er nu først at mærke, at den Helligaand, eller paa 372 bedre Dansk: Helligaanden, som udretter hele Guddoms-Gjerningen i Menigheden, og i hvis Navn vi lige saa vel døbes, som i »Faderens« og »Sønnens«, han maa hverken antages for en blot Kraft eller for nogen Slags Engel, men for, hvad man har kaldt en guddommelig Person, det vil sige: den højestes Kraft, som veed af sig selv at sige og uddeler til enhver efter som han vil, altsaa er paa guddommelig Maade selvstændig og fri.

Hvad der nu gjælder om alle Aander, ogsaa om det aandelige Kryb, som Sjælen er i os: at de er usynlige, og kan kun aabenbare sig i det usynlige Ord, ved den Kraft, de lægger deri, og den Virkning, de derved frembringer i en vis, større eller mindre, aandelig og hjærtelig Kreds, - det gjælder ogsaa om Herrens og hans Menigheds Aand, Helligaanden, som udgaar fra Faderen, saa det, for at kjende den Helligaand og hans Gjerning fra alle vildfarende og alle ringere Aander, gjælder om at kjende et Ord, hvorigjennem han virker og derved aabenbarer sin aandelige Kraft, ligesom enhver af os aabenbarer sin aandelige Kraft eller sin aandelige Afmagt i vort Ord, og ligesom ethvert Folks Aand aabenbarer sin Kraft i Folkets Modersmaal; og dette den Helligaands Kraft-Ord, hvori han aabenbarer sig, og hvormed han udretter hele sin Guddoms-Gjermng hos os, det er Kristi Evangelium eller Julebud, saaledes som det kjærnefuldt er udtrykt i Ordet af Vorherres Jesu Kristi egen Mund, ved hans guddommelige Indstiftelser: den hellige Daab og den hellige Nadver, og da først og fremmerst i det Troens Ord, som alle ved Daaben skal bekjende og maa tro, for ved Daaben at optages af Herren i hans Menighed.

Kun der altsaa, hvor dette Troens, Daabens og Nadverens Ord lyder uforfalsket paa sit rette Sted og i sin rette Følge, kun der er Vorherres Jesu Kristi Aand, kun hos dem, som af Hjærtet tror dette Ord, kun hos dem udretter han sin Gjerning, og kun de Evangeliets Prædikanter, i hvis Prædiken dette Herrens eget Ord er Sjælen, kun de drives af Herrens Aand, kun de er hans Redskaber til Embeds-Gjerningen i Herrens Menighed.

At nu denne Vorherres Jesu Kristi Aand, som ikke taler af sig selv, men taler kun, hvad han hører, og giver Herrens Ord til os et guddommeligt Vidnesbyrd, ved at gjøre det til Aand og Liv for os, - at han er, hvad vi med Herrens Ord ved Daaben kalder ham: den Helligaand, det vil sige: Hellighedens eller Hjærte-Renhedens og Sandhedens Aand, det kan og vil den Verden, som Ikke vil tro paa Vorherre Jesus Kristus, naturligvis 373 aldrig indrømme, og det nytter aldrig at trættes med Verden derom, da det i Tidens Løb kun kan bevises hos og for de troende, ved Aandens Virkning paa deres Hjærte, saa at, hvad Vorherres Jesu Kristi Aand kan bevise, har bevist og beviser daglig for Verden, det er kun, at han er en Aand over alle Aander. Dette beviste Herrens Aand klarlig ved sin første Aabenbarelse paa den store Pinsefest, da han udrustede Apostlerne til at tale Kristi Evangelium med Liv og Kraft til alle Folkefærd paa deres eget Modersmaal; men det har Herrens Aand i Tidens Løb endnu bevist og beviser daglig langt grundigere, ved overalt, hvor Kristi ægte Evangelium, med Daaben og Nadveren efter Herrens egen Indstiftelse, lyder og høres, at bemægtige sig hvert Folks Modersmaal, saa hans Redskaber kan tale langt mere levende og kraftig derpaa om Jesus Kristus og om alt hvad hans er, end Folke-Aandernes Redskaber har kunnet tale om Folket selv og om dets egne Helte og Halvguder og om dets ejendommelige Tro, Haab og Kjærlighed. Denne guddommelige Fortsættelse og Afhjemling af Pinse-Jærtegnet med de glødende Tunger, den er imidlertid endnu skjult selv for de fleste Kristne, fordi deres naturlige Tankegang er bleven smittet af Verdens Aandløshed; thi det følger af sig selv, at naar man ingen Følelse har af sit eget Folks og Tungemaals Aand, som Livs-Kraften i Ordet og Tankerne om de usynlige Ting inden i og oven over os, altsaa om guddommelige og menneskelige Ting, da kan man heller ingen Sammenligning gjøre mellem denne Aand og Vorherres Jesu Kristi og hans Menigheds Aand. Derfor nytter det heller ikke endnu synderlig at skrive til Menigheden om, hvad det vil sige: at den af Herrens Aand ved Troen og Daaben samles og fødes til et nyt Israel, til et aandeligt Guds-Folk, lige saa ophøjet over alle Verdens-Folk, som Herren er over alle Herrer, og hans Aand over alle Aander, eller at skrive om de »helliges Fællesskab«, som Herrens Aand opelsker med Herrens Bøn og ved Herrens Bord, der ogsaa overgaar det kjærligste Fællesskab mellem jordiske Forældre og Børn, Søskende, Venner og Ægtefolk, lige saa meget som Guds og Vorherres Jesu Kristi Kjærlighed overgaar al vor naturlige Menneske-Kjærlighed; - thi, for at skjønne paa det, maa vi først kjende vor naturlige Folkelighed og vor naturlige Kjærlighed i deres bedste Skikkelse, hvori Kjødeligheden vist nok er det meste, men hvori der dog kan og skal være saa megen Aandelighed og Hjærtelighed, at vi deraf faar den levende Maalestok, som kan og skal lære os at skjønne paa den uforlignelige Kraft og Kjærlighed,

        

374 som der er i Guds Folks Aand og i det kristelige Broderskabs Hjærte.

Bedre kan man vel skrive om den Helligaands Gaver i Vorherres Jesu Navn til hele Menigheden og til Fællesskabet, da enhver af os, som føler, han er en Synder, ogsaa føler, han trænger højt til Synds-Forladelse, og erfarer, at den er ingensteds at finde uden i Vorherres Jesu Kristi Menighed, og enhver af os, som føler sin Dødelighed, ogsaa kjender noget til Dødens Bitterhed, og veed, at derimod voxer ingen Urt uden i Guds Paradis, derover er ingen Trøst uden det evige Livs Haab baade for Sjæl og Legeme; - men, saa længe vi ikke har nogen levende Følelse af vor Optagelse i Guds-Folket og af vor Indlemmelse i de helliges Fællesskab, saa længe kan vi dog heller ikke have den fyldestgjørende Vished om Synds-Forladelse, Kjøds-Opstandelse og evigt Liv, som den Helligaand giver; thi han er ikke sendt til nogen enkelt, men til den hele Menighed, og giver ikke Syndsforladelse og evigt Liv til nogen enkelt af os hver for sig, men kun til alle og enhver i den Menighed, som han forsamler, og i det Fællesskab, som han skaber.

Derimod kan og skal vi baade med Mund og Pen indskærpe de troende, at en Hovedhindring for deres Menigheds-Bevidsthed og deres Følelse af Hjærte-Fællesskabet kun kan bortryddes derved, at baade Tros-Bekjendelsen, Daaben og Nadveren efter Herrens Indstiftelse bliver, verdslig og borgerlig talt, en aldeles fri Sag, saa at langt fra at ville lokke eller true nogen til Bekjendelse af deres Tro, til Gjenfødelse i Herrens Daab og Broderskab ved Herrens Bord, maa de troende Kristne tvært imod advare alle Mennesker og besværge dem, dog endelig ikke at lyve for Gud ved at bekjende en Tro, de ikke har, eller at drive Spot med Herrens Saligheds-Midler, som de gjør, naar de, uden Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand, lader sig døbe i den treenige Guds Navn, og uden troende Forlængsel efter hjærteligt Fællesskab med Vorherre Jesus Kristus og alle hans Venner, uværdig æder hans Kjød og drikker hans Blod. Først da kan det nemlig igjen komme for Dagen, at Herren i dem, som tror og bliver døbte, har kjøbt sig et Ejendoms-Folk, og at han ved sit Bord lærer alle sine Venner at elske hinanden, ligesom han elsker sine.

Det er derfor meget sørgeligt, at ogsaa hos os endnu mange troende er frihedssky, og skyder derved Herrens Aand fra sig, som kalder os alle i Frihed, og kan aldrig aabenbares uden i 375 Frihed, da al aandelig Trældom nødvendig formørker og skjuler hans Gjerning; thi naar man hører Millioner bekjende Troens Ord og hører dem døbes og bespises med Naadens og det evige Livs Ord, uden at det kjendes paa dem, da tvært imod deres lige saa ulykkelige som ugudelige Trældom under Synd og Død er lige umiskjen delig, da er det umuligt at fæste sin Tro til dette Ord, med Guds Aand i sig, og at bevare Troen, naar man ikke aabner sine Øjne for det uforsvarlige Abespil, der drives med Troens Ord og Salighedens Midler, naar man dermed stræber at paanøde eller paaliste nogen af de Guds Gaver, der kun rækkes af hans fri Naade, og kan kun blive deres, der med fri Tro og Taknemmelighed modtager dem af Herrens Haand.

Ja, først naar vi, i Steden for at forsvare, inderlig beklager det Vilderede, som den verdslige Kristendom og Kirketugt har skabt, først da kan vi, midt i Vilderedet, begynde at skimte Guds Vej paa Jorden og hans Saliggjørelses-Orden hos alle Folk, saa at hos alle dem, faa eller mange, som sanddru siger Ja til Daabs-Pagten og søger Gjenfødelsen i Daaben, hos dem alle begynder han sin gode Gjerning ved Synds-Forladelsen, uden hvilken ingen Gjenfødelse til det evige Liv er mulig, da Syndens Sold er Død, men hvoraf ogsaa Gjenfødelsen nødvendig følger, thi naar vor Skaber tilgiver os al vor Synd, da tager han os til Naade, som en Fader kan tage sine vanartede men angergivne Børn til Naade, og Guds Naade maa blive Kilden til evigt Liv, som skrevet staar: Syndens Sold er Døden, men Guds Naadegave er det evige Liv i Kristus Jesus, Vorherre. Da det imidlertid lige saa vel er i Vorherres Jesu Kristi Navn, som for hans Skyld og ved hans Munds Ord alene, vi kan faa-enten Synds-Forladelse eller Kjøds-Opstandelse og evigt Liv, saa er det først ved Herrens Bord, ved de Ord af hans Mund, som gjør os delagtige i hans for os hengivne Legeme og hans for os til Synds-Forladelse udgydte Blod, derved, at Herrens Aand i vort kjærlige Fællesskab (paa Græsk: koinonia og paa Latin communio) med Herren og med hinanden lader os føle den salige Vished, at alle vore Synder blev udslettede, da den Haandskrift, som fordømte os, blev med Vorherre Jesus Kristus naglet til hans Kors, og at vi, i hans Kjærlighed, er overgangne fra Døden til Livet, saa Legems-Døden, om vi end maa lide den, skal ikke skade os, men herlig overvindes ved vor Opstandelse med »Kjød og Ben« i vor korsfæstede Herres Navn, som saaledes opstod for os af Graven.

Først naar vi saaledes i Troen forbinder vor Tro og Bekjendelse med Daaben og Nadveren, som Herrens Naade-Midler til 376 det store Gjenløsnings- og Saliggjørelses-Værk, først da føler vi, at Herrens Aand, den evige Livs-Kraft, bliver virksom i os, saa vi kan voxe i Vorherres Jesu Kristi Naade og Kundskab.

Ligesom nemlig det glædelige Budskab, at Gud af sin store Kjærlighed har hengivet sin enbaarne Søn, for at hver den, som tror paa ham, skal ikke fortabes, men have det evige Liv, først vinder Lys for os, naar vi af Troens Ord ved Daaben lærer, baade hvad det er for en Gud, der elsker os saa højt, og hvem der er hans for os hengivne enbaarne Søn, og hvad det vil sige at tro paa ham, og hvorved vi da frelses fra Fortabelse, og hvordan vi saa faar det evige Liv, - saaledes bliver ogsaa det glædelige Budskab først Aand og Liv for os, naar det kommer levende og varmt til os fra Vorherres egen Mund, som Bogstav-Skriften jo ikke selv er eller kan være, men nedstammer kun fra og peger paa; og nu er det aabenbar igjen vor tredje Tros-Artikel, eller vor Tros-Bekjendelse om den Helligaand og hans Gjerning, hvori Livet er kommet til os; thi kun i Aanden er Gud med os og kun ved Aanden arbejder Gud hos os, fra Himmelfarts-Dagen til Domme-Dag, saa at, om vi end tror nok saa fast paa Faderen og Sønnen, som Bekjendelsen lyder, saa er det dog nødvendig kun en død Tro, naar vi ikke tror paa den Helligaand, da det kun er Aanden, som gjør levende og udretter alt, hvad Faderen har lovet os, og hvad den enbaarne Søn har tjent og kjøbt til os. Ligesom derfor det ny Liv i Kristus Jesus altid er blevet mattere og mørkere i samme Grad, som Troen paa den Helligaand vaklede og den tredje Tros-Artikel fordunkledes, saaledes vil Fremtiden ogsaa vise, at det ny Liv i Kristus bliver stærkere og lysere i samme Grad, som Troen paa den Helligaand bestyrkes og vor tredje Tros-Artikel oplyses hos os.

Alle de, som vandre efter denne Regel, siger jeg, som Herrens Tjener, med Apostelen: over dem er Fred og Barmhjærtighed!

377

6. Herrens Bøn »Fadervor«.

At »Fadervor«, som Vorherres Jesu Kristi egen Bøn, netop gjort til at lære hans Discipler, hvordan de skal bede, hører ret egentlig til den »kristelige Børnelærdom«, det har været anset for saa følgelig en Sag, at det knap behøvede at nævnes og da langt mindre at lægges med Fynd paa Hjærte, at drøftes og med Flid oplyses; men det har været til stor Skade, at man tog sig den Sag saa let, da aldrig nogen af os kan have en velgrundet Sikkerhed paa at være et »Guds Barn« uden at have søgt denne Sikkerhed netop i vort »Fadervor«.

Det er nemlig ingenlunde saa, som man hos os alt for længe har indbildt sig: at det var med »Herrens Bøn«, ligesom med alt andet, vi kun kan læse os til i Apostel-Skriften; thi det nytter kun lidt, som al Erfaring lærer, »at læse sit Fadervor«, og til at »bede« Fadervor hører der, som allerede Morten Luther har indskærpet, noget ganske andet end at have lært det, saa man kan det udenad paa sine Fingre: dertil hører, hos os, lige saa vel som hos Herrens første Discipler, at have modtaget det af Herrens egen Mund og af ham at have faaet Magt til at være Guds Børn ved Troen paa hans Navn.

Dette kan imidlertid kun være Tilfældet, naar »Fadervor« ikke blot saaledes hører til Daaben, som det hører helt igjennem til den kristelige Gudstjeneste, men hører nødvendig og uadskillelig til Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, saa at ved Daaben lærer Herren selv alle sine Discipler at bede, og giver dem med det samme, i Daaben, Magt baade til at være Guds Børn og til at bede som Guds Børn, hvad i Grunden kommer ud paa eet, da, lige saa lidt som man kan være et Guds Barn, uden, saa snart han gjør den stumme talende, at bede til den himmelske Fader, lige saa lidt kan nogen i Sandhed bede som et Guds Barn, uden ogsaa at være et Guds Barn. 378 Herrens Bøn »Fadervor« kommer følgelig til os alle ved Daaben, først og fremmerst som den Forsikring af Herrens egen Mund: at naar vi tror i vort Hjærte, hvad vi ved Daaben bekjender med vor Mund, og er døbte derpaa i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, da er vi sandelig Guds Børn, som skrevet staar: I er ved Troen alle Guds Børn i Jesus Kristus, thi I, saa mange som er Kristus tildøbte, I er Kristus iklædte.

Det var nemlig et stort Ord af Morten Luther, da han, i Anledning af de højtravende Folk, der saae hele den kristelige Børnelærdom over Hovedet, anmærkede, at naar han bare kunde udtale de første Ord i sit »Fadervor« rigtig, saa vilde han være meget fornøjet; for det er ganske vist, at ingen af os kan af Hjærtens Grund med Tillid og Fortrøstning kalde Himmelens og Jordens Skaber »vor Fader«, med mindre vi føler os sikre paa, at vi er hans Børn, hvorfor da ogsaa Apostelen Pavlus udtrykkelig vidner, at det er kun med den sønlige Udkaarelses Aand, vi kan raabe: Abba, Fader! til Gud, i det hans Aand vidner med vor Aand, at vi er Guds Børn. Derfor er Herrens Bøn »Fadervor«, som han selv ved Daaben lægger os i Munden til at være vor daglige Bøn, os et guddommeligt Pant paa vor Gjenfødelse i Daaben til Guds Børn, da Fadervor, som en Bøn, kun passer i Guds Børns Mund og kan kun i deres Mund og Hjærte være Sandhed. Herved opgaar der da et dejligt og skinnende Lys over to store Dunkelheder, som det hidtil var for os alle, dels, hvori vi skulde finde den udvortes guddommelige Forsikring om, at vi i Daaben efter Herrens Indstiftelse gjenfødes til Guds Børn, og dels, hvorpaa vi skulde kjende Guds Aands indvortes Vidnesbyrd med vor Aand, at vi er Guds Børn; thi nu ser vi, at det samme »Fadervor«, som, naar vi ved Daaben modtager det af Herrens egen Mund, er den udvortes guddommelige Forsikring om vor himmelske Børne-Ret, det samme Fadervor bliver, naar vi føler os i Stand til at bede det af Hjærtens Grund, Kraft-Beviset paa, at vi er Guds Børn, altsaa den guddommelige Fader-Aands Vidnesbyrd med vor Aand, da vi umulig kan bede »Fadervor« som Guds Børn, med mindre vi virkelig er Guds Børn.

Først, naar vi saaledes betragter Herrens Bøn »Fadervor« i sin levende kristelige Sammenhæng, baade med Gjenfødelsen i Daaben og med den Helligaands Vidnesbyrd i det troende Hjærte, saa vi ser, baade hvor vi har faaet Herrens Bøn fra, nemlig fra Herrens egen Mund, og hvad vi især har faaet den til, nemlig et udvortes og indvortes guddommeligt Pant baade 379 paa vor Ret til at kaldes og paa vor Magt til virkelig at være Guds Børn, - først da ser vi Grunden til, at Fadervor er og maa være alle Kristnes bestandige Bøn baade i Enrum og Forsamling, være hver enkelis og hele Menighedens Bøn, da det er Guds Børns eneste Bøn, som de har dem selv, og kan stole paay baade indeholder og udtrykker alt, hvad Guds Børn paa Jorden har for dem selv at bede deres himmelske Fader om, og som de kan være visse paa, den himmelske Fader hører og bønhører, opfylder altid, som sin enbaarne Søns Bøn.

Naar derfor vore gamle Præster om Søndagen, efter at de havde bedet for Menigheden, for de kongelige, og for alle syge og sorrigfulde, enten fjærn eller nær, plejede at sige: alt andet, som vi har at bede om, vil vi indslutte i Vorherres Jesu egen og fuldkomne Bøn: Fadervor, da kunde det vel være baade velment og paa en Maade opbyggeligt, men det vidnede dog om Mangel paa den kristelige Oplysning: at alt hvad vi, netop som kristne Mennesker og Guds Børn, har at bede den himmelske Fader om, det er guddommelig indsluttet og udtrykt i Herrens egen fuldkomne Bøn, og maa være det, da den ellers hverken var Herrens, den enbaarne Søns, egen eller Guds Børns fuldkomne Bøn.

Heraf maa vi ingenlunde slutte, at enhver anden Bøn end »Fadervor« skulde være Kristne forbudt, elier Guds Børn paa Jorden uværdig; thi Evangeliet er ingen Lov, saa det forbyder heller intet, hvorfor jo ogsaa Apostelen skriver: alting er mig tilladt, men alting er ikke nyttigt, saa at, naar ogsaa en anden Bøn end »Fadervor« kan paa Jorden være nyttig, enten for Guds-Barnet selv eller for andre Mennesker, da er den ikke blot tilladt, men da vil den Guds Aand, som træder frem for os med usigelige Suk, selv drive os dertil, ligesom vi af Evangelierne ser, at Guds enbaarne Søn, Vorherre Jesus, selv bad her neden, snart for sig selv og snart for andres Skyld, baade med andre og flere Ord end dem, han i »Fadervor« lagde sine første Discipler og lægger ved Daaben hele sin Menighed i Munden; men vi skal kun slutte, at Herrens Bøn »Fadervor« indeholder og udtrykker alt, hvad Guds Børn alle sammen, al Tid og alle Vegne har at bede om, med fuld Sikkerhed paa Bønhørelse, saa at enhver anden Bøn, vi gjør, enten af Skrøbelighed eller ved visse Lejligheder og under visse Omstændigheder, enhver anden Bøn er kun kristelig, for saa vidt Kristne bede den, og har kun Bønhørelse i Vente, for saa vidt den kan sammensmelte med »Fadervor« eller lader sig dog forbinde dermed. Saaledes 380 bad Jesus sin himmelske Fader om Lasari Opvækkelse, om Bevarelsen af Simon Peders Tro midt under Fornægtelsen, og om sin egen Forskaanelse med den bitre Kalk, men dog herom kun for saa vidt det, Gjenløsnings-Værket uskadt, kunde findes muligt, for saa vidt Gud Faders Vilje alligevel kunde ske, som i Himmelen, saa paa Jorden.

At nu ogsaa Herrens Bøn er en saadan fuldkommen Bøn for alle Guds Børn paa Jorden, det, maa vi troende forudsætte, er lige saa sikkert som Vorherres Jesu Kristi Guddommelighed; men det ser vi ogsaa klarere, jo længere og bedre vi beder denne Bøn i Vorherres Jesu Navn; thi des lysere bliver dens Indhold, og des livfuldere dens Udtryk for os, saa at alle de Bønner, enten vi selv eller andre har sammensat, og som, til en Tid, forekom os til Dels enten klarere eller indholdsrigere, de blegne efterhaanden for »Fadervor«, som Sol og Maane for Guds Herligheds Glans.

Det gaar nemlig med de saakaldte »syv Bønner« i »Fadervor«, ligesom med de saakaldte »tre Tros-Artikler« i den apostelige Tros-Bekjendelse: at hine syv, ligesom disse tre, er eet, saa man kan lige saa lidt bede een af de syv Bønner i »Fadervor« ret, uden at bede dem alle og hele »Fadervor« ret, som man kan sige rigtig »Ja« til een af de tre Artikler i »Tros-Bekjendelsen«, uden at sige rigtig Ja til dem alle tre og til alle Leddene deri. Ligesom det derfor er soleklart, at ingen kan af Hjærtens Grund kalde den sande Gud sin Fader, uden i Sandhed at føle sig som et Guds Barn, saaledes svæver Guds Faderlighed over hele Bønnen, saa kun naar vi tror det, da forstaar vi Bønnen, og kun naar vi kan lægge en tilsvarende Barnlighed ind i hele Bønnen, kun da kan vi bede den af Hjærtens Grund og i den enbaarne Søns, Vorherres Jesu Kristi, Navn.

Hermed har man imidlertid, selv efter Morten Luthers Dage, taget sig det meget let, saa rnan ikke engang har lagt Mærke til, at det Navn, Guds Børn bede om, maa helliges, det Rige, de bede om, maa komme, og den Vilje, de bede om, maa ske paa Jorden, som i Himmelen, er vor himmelske Faders Navn, Rige og Vilje, og man har dog endnu langt mindre lagt Vægt paa, at Bøn i Vorherres Jesu Navn, som selv Herrens Apostler ikke var blevet mægtige til, da Herren gik til Korset, det er noget langt mere end blot med Munden at lægge Jesu Navn til Bønnen, hvad jo selv de vantro kan, naar de vil, og har gjort utallige Gange; og dog er begge Dele af en saadan Vigtighed, 381 at hvem der ikke føler det, kan umulig enten raabe: Abba, Fader! til den sande Gud, eller bede et eneste Ord af Herrens og alle Guds Børns Bøn i Vorherres Jesu Navn.

Saa længe vi nemlig ikke føler, at det udtrykkelig er vor himmelske Faders Navn og Rige og Vilje, der tales og bedes om i »Fadervor«, saa længe kan vi hverken have nogen ret Følelse af, at »Fadervor« er en evangelisk Bøn, der ligger netop lige saa langt fra alle Bønner under Loven, som Kristi Evangelium ligger fra Mose-Loven, og lige saa lidt kan vi bevæge mere end vore Læber: bevæge vore Hjærter, til at begynde med Guds Navn, Rige og Vilje, i Steden for med vort daglige Brød og vore Synders Forladelse.

Det er jo vist nok en følgelig Sag, at ligesom den første Lovens Tavle handler om, hvad vi skylder Gud, og den anden om, hvad vi skylder Næsten, saaledes maa ogsaa en rigtig Bøn efter Loven først sigte til Guds Ære og kun dernæst til det faldne Menneskes Oprejsning og Frelse; men evangelisk: glædeligt og barmhjærtigt kan vi ikke finde det; thi deri bestaar jo Guds i Evangeliet aabenbarede Kjærlighed, at: skjønt vi ikke elskede Gud, som vi efter Loven skulde, saa elskede Gud dog os og sendte sin Søn til vore Synders Afsoning; og Gud veed det jo, at kun denne hans uforskyldte Naade og faderlige Kjærlighed kan bevæge vort Hjærte til at elske ham igjen, som har elsket os først, saa han vil lige saa lidt i Henseende til Ordet som til Gjerningen gjøre sit lovmæssige Krav paa os gjældende. Men at Gud nu heller ikke har gjort det, skjønt Herrens Bøn begynder med, hvad der hører Gud til, det ser vi først, naar Guds Faderlighed udbreder sine Vinger over os og vor Bøn; thi derved sammensmelter hans og vores, som Faderens og Børnenes, Navn, Rige og Vilje, saa at alt, hvad der er til vor himmelske Faders Ære, til hans Riges Herliggjørelse og hans Viljes Opfyldelse, det er til alle hans Børns evige Ære, Fred og Glæde, og da bliver det en følgelig Sag, at vi, som Guds Børn, af Hjærtens Grund bede først om det, hvorpaa vor evige Salighed beror, og derefter om, hvad vi kun trænge til i Dag og i Morgen, mens Timeglasset rinder.

Saaledes kommer vi paa den evangeliske Vej til, hvad vi aldrig kunde komme iil paa Lovens Vej: først at søge Guds Rige og hans Ret, visse paa, at alt andet godt følger med, da vor himmelske Fader, som veed, hvad vi behøver, under os det alt sammen; og saaledes stadfæster sig, hvad skrevet staar: at Lovens 382 Rettighed fyidestgjøres hos os, som ikke gaar efter Kjødet men efter Aanden, fordi den Kjærlighed, som er Lovens Fylde, er af Guds Faderlighed udøst i vore Hjærter ved Skjænkelsen af den Heiligaand, saa vort Saligheds-Haab skal ikke beskæmmes.

Men ligesom det nu ene og alene er Guds Faderlighed, der kan meddele os Viljen til at bede »Fadervor« rettelig, saaledes er det ene og alene i Vorherres Jesu Navn, at der kan meddeles os Magt baade dertil, og i det hele til at være Guds Børn; og det har sin dybe Grund deri, at Vorherre Jesus Kristus er Gud Faders enbaarne Søn, hvad der vel ved første Øjekast synes at udelukke os fra Børne-Retten i den himmelske Faders Hus, men viser dog kun, nøjere betragtet, Nødvendigheden af at tro paa Guds enbaarne Søns Navn og af at bede »Fadervor« i hans Navn, for at kunne virkelig være Guds Børn og bede denne Bøn. Da nemlig Gud er fra Evighed til Evighed alt, hvad han er, saa maa Gud ogsaa, for i Sandhed at være Fader, være Fader fra Evighed, og de, som i Tidens Løb skal blive Guds Børn, kan da kun blive det ved Troen paa Gud Faders enbaarne Søn fra Evighed, hvorfor Skriften ogsaa, ved at kalde os Guds udkaarede Børn, sætter forsvarligt Skjel mellem os selv og Gud Faders egen, enbaarne Søn. Naar imidlertid denne Udkaarelse skal være en sand Ætledning og Knæsætning, der virkelig giver os Børne-Ret og evig Arve-Ret til Guds-Riget, da maa vi ikke blot oprindelig staa i et saadant Forhold til Gud Faders enbaarne Søn, ved hvem alt er blevet, at vi kan have fuldkomment baade aandeligt og hjærteligt Fællesskab med ham; men det maa ogsaa være Troens Hemmelighed, at dette Fællesskab indtræder ved Troen, saa vi komme til den Følelse og den Lykke, at alt den enbaarne Søns er vores, ligesom alt vores er hans, altsaa komme til den samme Enhed med Sønnen, som den fuldkomne Kjærlighed evig har medført mellem Faderen og Sønnen. At bede »Fadervor« i Jesu Navn, det er derfor ikke blot at bede det som hans Bøn, og det er ikke nok, at vi kun vente Bønhørelse for hans Skyld, men vi maa bede »Fadervor« paa hans Vegne, ligesom han beder det paa vore Vegne, altsaa i Følelsen af vor Enhed med ham, ved Troen, i den Helligaand. Derfor var det selv Apostlerne umuligt at bede i Vorherres Jesu Navn, førend de havde faaet Gud Faders Aand til fælles med ham, og er os umuligt uden samme Aand, som lader os føle Fællesskabet med Herren, og bevidner netop vor guddommelige Børne-Ret i den enbaarne Søn ved at give os Magt til at bede Fadervor i Vorherres Jesu Navn.

383

Alle de saakaldte Forklaringer af »Herrens Bøn«, som er gjort uden dette Lys, de er følgelig gjort i Blinde, paa Lykke og Fromme, og give snarere den »fuldkomne« Bøn Udseende af den sorte Armod, end de aabenbare dens Rigdom; og selv Morten Luthers Forklaring af »Fadervor«, skjønt en af de allerbedste, har dog den store Lyde: at fremstille Guds-Navnets Helligholdelse, Guds-Rigets Komme og Guds-Viljens Opfyldelse som matte Gjentagelser af eet og det samme, og som angaaende Guds-Navnet, Guds-Riget og Guds-Viljen i det hele, ikke Gud Faders i Særdeleshed.

Naar det nemlig staar lyst og levende for os, at det er Guds Fader-Navn, der skal helliges fra al Besmittelse og Misbrug, at det er Gud Faders Rige, der skal komme, med den Kjærlighed, som er alt i alt, og at det er Guds Fader-Vilje, der skal ske, lige saa fuldelig, udelukkende og kjendelig paa Jorden, som i Himmelen, da ser vi strax, at vi hermed beder om det allerbedste, om det fuldkomne i alle Maader, som endnu ingenlunde er opnaaet, hvor rent og purt saa end Guds Ord læres, hvor kjendeligt end Guds Rige er midt iblandt os, og hvor viselig end Gud forhindrer de onde Raad og de ugudelige Idrætter; og i samme Grad, som Længselen stiger efter, hvad vi bede om, i samme Grad lader Aanden os føle Forsmagen paa den tilkommende Verdens Kræfter; thi i hvert troende Hjærte, hvor den Aand, som udgaar fra Faderen, faar Raaderam, der baade helliges i Løn Guds Fader-Navn, der kommer Faderens Rige i Løn med hans Kjærlighed, og der sker i Løn hans Fader-Vilje paa Jorden ligesom i Himmelen.

Dog, hvor meget der end saaledes var at sige om hvert Trin paa den Himmel-Stige, som Herrens Bøn »Fadervor« i Sandhed er, naar Bønnen modtages af hans Mund, oplives og oplyses af hans Aand, saa maa vi dog aldrig mere glemme, at vi med Pennen ikke kan udsige et eneste Ord med vor egen, endsige da med Guds egen Aand og Livs-Kraft, men kan med Pennen kun pege paa den Mund, hvoraf Guds-Ordet udgaar, og pege paa det Hjærte, hvori det ved Troen gaar ind og fæster Bolig, og at dette Fingerpeg kun er dem til Oplysning, som har opladte Øjne for det store Lys, der er oprundet over os, hvor vi sad i Mørke og Døds-Skyggens Land; og for disse vil Fingerpeget vist nu være tydeligt nok, saa de ikke alene ser, at al den Forkjærlighed, de har følt til deres »Fadervor«, som Bønnen over alle Bønner, og at al den Lid, de har slaaet til »Fadervor«, som den enbaarne Søns egen Bøn, der altid hos den himmelske 384 Fader er Bønhørelsen vis, den Forkjærlighed og Tillid er guddommelig velgrundede, men saa de ser tillige, at der vil meget til, i kristelig Forstand, »at kunne mere end sit Fadervor«, mens det kun vil sige meget lidt, hvad hidtil gjaldt for en stor Ros: at kunne noget som sit Fadervor, saa længe man ikke kan det bedre end de fleste baade lærde og læge nu om Stunder.

Det varede længe med mig selv, inden jeg ret kom efter, hvor dejlig Herren ved Daaben selv lærer os at bede, ligesom han der selv lærer os at tro, og hvormed han skjænker os Børne-Retten, ligesom han med Fredlysningen skjænker os Synds-Forladelsen; saa det maa ikke forundre mig, om det, uagtet mit Fingerpeg, gaar mange andre Discipler ligedan, saa de har ondt ved at tro deres egne Øjne og deres egne Øren og at finde sig til rette i al den guddommelige Rigdoms-Fylde, som Herren har vidst at lægge i sin guddommelige Børne-Lærdom; og skjønt jeg inderlig maa ønske alle mine Med-Kristne til Lykke med det hele, og forudsige dem, at vi faar i Grunden slet intet deraf, uden vi troende tilegner os det hele, som det er os skjænket under eet, saa skal jeg dog med Guds Hjælp ikke glemme, at det ene er ham, der har begyndt den gode Gjerning hos os, som kan fuldføre den, og at den Aand, som udgaar fra Faderen, har alle den himmelske Faders Dyder, og ret klarlig hans faderlige Langmodighed.

385

7. Det ny Testamentes Kristendom.1

Vi veed alle, at ved det »ny Testamente« mener man i daglig Tale hverken mer eller mindre end de kristnes egen hellige Skrift, til Forskjel fra den hellige Skrift, som egentlig er Jødernes, og fik hos de kristne Navn af det »gamle Testamente«; men da »Testamente« hos os er et fremmed Ord, og som oven i Kjøbet fra Romer-Retten er gaaet over i vort Lovsprog til kun at betegne en afdøds sidste, vidnesfaste Villie, saa veed kun meget faa iblandt os, hvad den Bog-Titel, vi har givet de kristnes hellige Skrift, egentlig har at betyde. Dette kunde nu ogsaa omtrent være ligegyldigt, naar den samme Benævnelse ikke brugtes om andet end Bogen; men nu gaar det med Benævnelsen »det ny Testamente«, ligesom det gaar med Benævnelsen »Kirke«: at vi, af Skrøbelighed eller dog af andre løse Grunde, er kommet til at give to grundforskjellige Ting ens Benævnelse, hvad altid foraarsager nogen Forvirring, og kan, naar uforstandige eller listige Personer komme til at føre det store Ord, foranledige en grænseløs Forvirring.

I det man saaledes med et fremmed Ord gav hele den kristne Menighed og vore Søndags-Huse med deres Husholdere ens Benævnelse og kaldte begge Dele »Kirke«, da fordunkledes derved selv den ærligste og forstandigste Tale om disse i sig selv himmelvidt forskjellige Ting; og naar listige Præster og Paver vilde sætte sig selv i Herrens Sted og sætte det udvendige over det indvendige, da havde de i Talens Dunkelhed og Tankens Tusmørke dertil den ønskeligste Lejlighed.

Ligedan gik det, da man gav hele Kristendommen og Søndags-Bogen med de skriftkloge ens Benævnelse, og kaldte begge Dele »det ny Testamente«: da fordunklede man ogsaa selv den ærligste og forstandigste Tale om disse i sig selv himmelvidt *

386 forskjellige Ting med ens Benævnelse; og naar indbildske og ærgjerrige Skolemestere og skriftkloge vilde sætte sig selv i Aandens og Boglæsning i Troens Sted, da havde de i Talens Tvetydighed og Meningens Tvivlsomhed dertil det ønskeligste Paaskud.

Sagen forholder sig for Resten saaledes, at det græske Ord »Diatheke«, som paa Latin er oversat »testamenføm«, betyder baade hvad vi kalder en Pagt og hvad vi kalder et Testamente, saa at hele Kristendommen godt paa Græsk kan kaldes »kaine diatheke« den ny Pagt, men ikke paa Latin »novum Testamentum« eller paa halv Dansk og halv Latin: »det ny Testamente«; og desuagtet har vi baade i vor Bibel-Oversættelse og i Herrens Tiltale ved den hellige Nadver brugt Benævnelsen »det ny Testamente« til Kristendommen i det hele, lige saa vel som vi bruger den Benævnelse til Apostel-Skriften, og derfor kan de uvidende og de træske meget let sammenblande begge Dele, ved at sige: det ny Testamente, det, og det alene, er jo Kristendommen, og dermed mene Bogen, saa at det ny Testamentes Kalk bliver Bogstavens Kalk, og det ny Testamentes Embedsmænd bliver Bogstavens Embedsmænd, skjønt Apostelen med det samme udtrykkelig skriver, at han ved dem ingenlunde forstaar Bogstavens, men netop i Modsætning: Aandens Embedsmænd.

Medens det derfor i sig selv kunde være ligegyldigt, enten vi kaldte Apostel-Skriften det ny Testamente, eller vi sagde »den ny Bog« eller den »ny Pagts Bog«, saa har det givet Anledning til en farlig Forvirring, at vi gav den Bog samme Benævnelse som Kristendommen med Aand og Liv, saa man ved et tildækket Ordspil kunde sætte Bogstaven i Aandens og et skrevet Testamente i den levende Aftales og Pagts Sted; saa, naar det nu rædsomt indviklede Forhold skal opredes, da maa vi begynde med at sige rent ud: den ny Pagt mellem Vorherre og os, det er Daabs-Pagten, som skal oprettes med alle dem, der efter Vorherres egen Indstiftelse vil døbes i den Faders og Søns og Helligaands Navn, med hvem de ved Tros-Bekjendelsen i deres Daabs-Pagt uopløselig forbinder sig, uden alt Hensyn paa den Bog, som man kalder det ny Testamente.

Naar man nu siger, at denne Paastand skal være fornærmelig imod Apostel-Skriften, da er det aabenbar uden allermindste Grund; thi ikke blot er det en Kjendsgjerning, at den ny Pagt ved Daaben oprettes og er fra umindelige Tider bleven oprettet uden mindste Hensyn paa Apostelskriften, men tillige er det 387 indlysende, at da Vorherre og hans Apostler indrettede Daaben og oprettede den ny Pagt, da kunde de umulig tage Hensyn til den Skrift, som da ikke var til, og at vi heller ikke kan det, uden at afvige paa egen Haand fra Vorherre og hans Apostler og saaledes forkvakle hans Pagt og Indstiftelse. Endelig er det saa langt fra, at Apostel-Skriften selv skulde udgive sig enten for »den ny Pagt« eller for den kristelige Grundvold, at den tvært imod stadig henviser til et mundtligt Guds-Ord, til en hjærtelig Pagt og en levende Grundvold.

Naar man derimod vil gjøre det til min Paastand, at, fordi Daabs-Pagten, Kristendommens Grund-Udtryk, i Henseende til sin Gyldighed, er aldeles uafhængig af Apostel-Skriften, derfor skulde Apostel-Skriften heller ikke have noget med Daabs-Pagten at gjøre, enten til dens Bekræftelse, Oplysning eller Forklaring, da tager man sin egen Paastand og gjør til min, uagtet jeg med al Flid har søgt at vise, at Apostel-Skriften helt igjennem forudsætter netop denne vor Daabs-Pagt og Tros-Bekjendelse, og bekræfter saaledes deres apostelige Ægthed, ligesom at den samme Apostel-Skrift bidrager saa usigelig meget til Daabs-Pagtens Oplysning og rette kristelige Forklaring, at vi dertil nu maa finde den uundværlig.

Siger man endelig, som man nys har sagt, at i saa Fald er der ingen Anledning til Tvist, men al mulig Grund til Enighed mellem alle dem, der baade erkjender Daabs-Pagten og Apostel-Skriften for at høre det grundkristelige, der altid skal bedre forstaas, men kan aldrig forandres, - da er dette netop min Overbevisning og Paastand fra Begyndelsen, men som man jo hidtil ikke har villet indrømme, og som jo heller ikke maa forhindre mig fra, men skal netop drive mig til, at meddele al den Oplysning, jeg kan, om det sande og rette Forhold mellem Daabs-Pagten og Apostel-Skriften, et Forhold, der var blevet saa forrykket, at man ikke blot kaldte Bogen, hvad Pagten er, men gjorde Bogen, som forudsætter Pagten, til Pagtens Kilde, og gjorde Bogen, som er Apostlernes Værk og Menighedens Ejendom, til Apostlernes Kaldsbrev og Menighedens Lovbog.

Skjønt jeg derfor altid har erklæret og fremdeles erklærer alle dem for mine Med-Kristne, som frivillig indgaar samme Daabs-Pagt som jeg og døber med den samme Daab, holder fast ved Pagten og skatter Daaben som Gjenfødelsens Bad i Herrens Aand, - erklærer alle dem for mine Med-Kristne, hvor urimelige Tanker de end kan gjøre sig enten om Pagtens 388 Oprindelse eller om Daabens Indstiftelse, eller om Apostel-Skriftens Alder, Sikkerhed, Kræfter, Klarhed og Bestemmelse, saa kan og maa jeg dog hverken for Herrens eller for Menighedens Skyld fortie, at en bagvendt Tankegang om den ny Pagt, om Kristendommen og Kristeligheden i det hele, ikke blot er uforsvarlig, og vilde gjøre Troen og Menigheden værgeløse, men maa tillige, i samme Grad som den behersker os, gjøre Troen og Haabet døde og magtesløse hos os, saa vi savne baade den gode Samvittighed og det Guds Herligheds Haab, som er Kristendommens evangeliske Tilbud og skal, efter den ny Pagt, være Daabens Frugt hos alle de troende. Det første: at Troen og Menigheden ved den bagvendte Tankegang om Pagten og Bogen blive, aandelig talt, aldeles uforsvarlige og værgeløse, det har jeg lige fra Begyndelsen med Flid stræbt at vise; men da jeg ikke kunde eller vilde angribe Troen og Menigheden, men tvært imod af al Magt forsvarede begge, - da Mængden kun har liden Følelse af aandelige Vaaben, derfor heller ingen Frygt for dem, og da vore skriftkloge havde været saa forsigtige at overlade den verdslige Øvrighed Forsvaret af Troen og Menigheden baade mod Paven og Tyrken, - saa er det først ganske nylig, man begynder at mærke den bagvendte Tankegangs Uforsvarlighed. I en saa aandløs Tid, som den, der enten endnu løber om Kap med os eller ligger dog tæt bag os, kjender kun meget faa noget til Troens aandelige Fristelse og Anfægtning inden i os selv, saa alt, hvad Mængden da skal ænse, maa udvortes komme til Orde; og naar da paa den ene Side de verdslige Love strængelig forbyde Papister, Baptister og alle fremmede Tros-Samfund at gjøre Proselyter eller hverve Tilhængere i Riget, og paa den anden Side Troens indfødte Modstandere ikke vende deres Vaaben mod den bagvendte Tankegang, men netop ved Hjælp af den bekæmper Troen, som en gammel, i vore oplyste Tider uforsvarlig Overtro, - da voxer Forvirringen daglig, og de fleste, som endnu holder paa den kristne Tro, veed da hverken ud eller ind, opgiver sædvanlig alt aandeligt Forsvar, mistænker enhver Oplysning og slaar sig til Ro med den Tanke, at de har dog i Grunden Ret.

Først nu, da Papister, Baptister, Atheister og Mormoner ved Religjons-Friheden har faaet anderledes Dristighed og Spillerum, og da en udmærket Haarkløver, forudsættende Kristendommens mulige Sandhed, selv i den allerurimeligste Skikkelse, rejser Banner for, hvad han kalder »det ny Testamentes« 389 Kristendom, og forstaar derved udelukkende Apostel-Skriften og Bogstavens Kristendom, - først nu begynder der at komme Oprør i Lejren, saa alle de, der har nogen Kristen-Tro, føler Nødvendigheden af at forsvare den mod dem, som kjækt paastaar, at vi ingen Kristendom har eller kan have; og de, der hidtil rask sammenblandede eller forvexlede Bogen »det ny Testamente« med den ny Pagt mellem Vorherre og os om en god Samvittighed og en salig Evighed, de nødes til at indrømme, at deres Tankegang har været, om ikke aldeles bagvendt, dog temmelig skjæv, saa den lader sig ikke længer forsvare.

Haarkløveren siger nemlig til dem: I og jeg er jo enige om, at det ny Testamentes Kristendom er den eneste rette, og I paastaar jo, at den Kristendom, I om Søndagen prædiker i Kirkerne, indprenter eders Konfirmander, trøster eders Kirkegængere og Skriftebørn med, giver beskreven i eders Bøger, lader haandhæve af den verdslige Arm og lader eder besolde for at bevidne, lever flot med og faar Titler og Ordener for, - det er og skal være »det ny Testamentes Kristendom«; men enten kjender I jo slet intet til det ny Testamente, og er da blinde Vejledere, eller I maa selv vide, at det er Pokker ikke det ny Testamentes Kristendom, er soleklart det modsatte, og saa er I jo kristelig talt store Gavtyve. - At nu Haarkløveren lader, som om han slet ikke kjendte den kristelige Daabs-Pagt eller de kristelige Saligheds-Midler: Daaben og Nadveren, eller som om det dog var Biting, der slet ikke kom i Betragtning, hvor Talen kun er om det ny Testamentes Kristendom, og at han, for at faa hele Kristenheden til at synes det ny Testamentes Kristendom modsat, benytter sig af alle mulige Skole-Kneb og Finter, som om den sande Kristendom umulig kan findes, bevidnes og forplantes i en saakaldt Stats-Kirke, fordi denne i sin Helhed er et ukristeligt Sammensurium, og som om alt, hvad man kan anføre et Skriftsprog imod, var dermed for Tid og Evighed gjort ukristeligt, - [det bliver en Sag for sig]; men ved alt saadant sætter han dog kun den bagvendte Tankegang paa Spidsen og gjennemfører den med ubøjelig Strænghed, saa det bliver hver Dag klarere, at, vil man ikke nødes til at give Haarkløveren Ret, da maa man begynde med selv at lade den bagvendte Tankegang fare: at Bogen »det ny Testamente« skulde være den sande Kristendoms egentlige Kilde, Grundvold eller Tros-Regel; thi dermed staar og falder Haarkløveren som Kristendoms-Kjender og Præste-Piner, og maa enten gjendrive sig 390 selv eller staa som Kristendommens aabenbare Fjende og Fornægter.

Nu tvivler jeg dog ingenlunde paa, at jo alle de af os, der vil gjælde for Kristne, endsige da for Lys i Menigheden, vil finde, det var godt og meget nødvendigt, at vi fik den Oplysning: at vi ved Talen og Tvisten om vor Kristendom aldrig skal lade os narre til at begynde med, hvad Kristendom hverken er begyndt med eller kunde begynde med: den Bog, som først blev skrevet og læst i den kristne Menighed; men at vi altid begynde med, hvad Kristendommen er begyndt og maatte begynde med, og som vi godt tør sige, Apostel-Skriften ikke blot forudsætter, men bevidner, nemlig den kristne Tros mundtlige Forkyndelse, Bekjendelse og Besegling; saa det ikke bliver et Spørgsmaal mellem de kristne og denne Verden eller de troende og de vantro, men kun mellem de kristelige boglærde indbyrdes eller mellem dem og ukristelige boglærde: først om vi har en ægte Apostel-Skrift, dernæst om dens Udstrækning og nærværende Skikkelse, og endelig om dens rette Fortolkning, dens Forhold til den ny Pagt og til den kristne Menighed, - lutter lærde og til Dels meget omtvistelige Spørgsmaal, hvormed man, efter den bagvendte Tankegang, bebyrdede Menigheden og, i Steden for med Skriften at oplyse og bekræfte Troen, vakte og nærede alle mulige Tvivl hos dem, der ikke turde tro paa en enkelt skriftklog eller paa den verdslige Øvrighed, som foreskrev, hvad der skulde være den sande Kristendom og rette Skrift-Fortolkning.

Jeg har imidlertid en anden og endnu langt vigtigere Grund til at oplyse og bekæmpe den bagvendte Tankegang om »det ny Testamentes« saakaldte Kristendom; thi det er Livs-Grunden, der vel ikke kan gjøres nær saa klar som Lys-Grunden, vi nys omtalte, men som vi dog maa sætte øverst, fordi man kan dog leve taalelig godt i Tusmørke, men man dør lige saa snart ved Dag som ved Nat, i Lys som i Mørke. Jeg har derfor ogsaa bestandig lagt Vægt paa, at det ny Liv, som er Delagtighed i Guds enbaarne Søn, Vorherres Jesu Kristi retfærdige, sande og hellige, evig lyksalige Menneske-Liv, det kan kun meddeles os ved et mundtligt Ord af Gud til os; saa det er kun luftigt Sværmeri, naar man indbilder sig at have faaet eller at kunne faa dette ny, kristelige Liv, enten af Luften, som Vinden blæser, eller gjennem et Pennestrøg og en Bogstavskrift, eller ved et Guds Ord, der ikke tales til os, eller ved et 391 Præste-Ord, Pave-Ord eller Skolemester-Ord til os, hvor sandt det end ellers kan være, og hvor godt det end ellers lader sig kapitelfæste; saa at, naar Vorherre Jesus Kristus virkelig skal og vil frelse os fra Døden og skjænke os det evige Liv, da maa han ved sine egne Indstiftelser have efterladt sig paa Jorden et mundtligt Guds-Ord til os, der er »Aand og Liv«, kan frelse og saliggjøre os og kan vise, at vor Saliggjørelse er hans Gjerning, hverken Pavens eller vor egen, i det at den Aand og det Liv, vi faar af og ved hans Munds Ord til os, aabenbar er hans Aand og Liv, og ej vore egne eller nogen andens.

Denne min Tankegang om de saakaldte Indstiftelses-Ord ved Daaben og Nadveren, der meddele os Livet, - ligesom den derfra uadskillige Daabs-Pagt skaber Lyset og meddeler os Aanden, - den falder vist nok endnu selv de fleste troende fremmed, og det følger af min egen Paastand om alle Pennestrøgs og alle Bogstavskrifters aandelige Død og Magtesløshed, at jeg ikke kan tænke paa med min Pen og mine Bogstaver at gjøre noget levende Indtryk paa mine Læsere; men naar Aanden gjør os til skriftkloge, da lærer han os lige saa vel, hvad Skrift duer til, som hvad den ikke duer til og da den duer til at pege paa al Sandhed, saa skal jeg ogsaa bruge den til at pege paa Sandheden om det mundtlige Guds Ord, der alene fører den kristelige Aand, det kristelige Lys og Liv med sig.

Først skal jeg da bemærke, at Sendrægtigheden hos de troende med at tilegne sig Sandheden om Herrens Munds Ord til os ved Daaben og Nadveren som Livs-Kilden, hvoraf hele vort levende Forhold til Vorherre Jesus Kristus, og i ham til vor himmelske Fader, udspringer, den har sin dybe Grund først i den papistiske Forblanding af Menneske-Ord med Guds-Ord, og dernæst i den protestantiske Forblanding af Mund og Pen, Tale og Skrift, baade i guddommelig og menneskelig Henseende, saa det er et stort Guds Under, naar en saa dybt indgroet Fordom med Rod opiykkes. Det er derfor slet intet Under, at vi hundrede Gange kan baade tale og skrive derom, uden at man engang ret mærker, hvad vi mener, eller kan forstaa, at vi derved bekæmper lige meget baade den papistiske og den protestantiske Vildfarelse; skjønt vi kan gjøre det langt klarere, at det Guds Ord, hvorved Himmel og Jord blev skabt, det Guds Ord, som var i Begyndelsen hos Gud og var Gud, kunde umulig selv være eller udledes af en Bogstav-Skrift, end vi kan gjøre den Sandhed: at intet Menneske, uden alene det 392 Menneske Jesus Kristus, som er den enbaarne Søn, Guds-Ordet i egen Person, kan tale et »Guds-Ord« i hele sin Kraft med
Menneske-Tunge.

Derimod vil det sikkert hos alle sandhedskjærlige og troende Mennesker fremme den Oplysning, at, begribeligt eller ubegribeligt, er det nu en Gang saa i Herrens Menighed, at den levendegjørende Aand og det ny Liv kun meddeles os gjennem Herrens Munds Ord til os ved Daaben og Nadveren, naar vi med al vor Tale og Skrift om Guds Rige stræbe at vække og skærpe Opmærksomheden paa de Aandens Frugter og Kristendommens Virkninger, som ene kan bevise, at det ikke er Blændværk og tom Indbildning med den egne Aand og det ny Liv, som Herren har lovet sine troende, og som vi rose os af at besidde. Alle sandhedskjærlige og troende Mennesker veed i Grunden med dem selv og opdage det, saa snart de ret gaa i sig selv, at de er blevet og vil blive ved at være Kristne, ene og alene fordi de tro, at Vorherre Jesus Kristus kan og vil skjænke dem og alle sine troende en virkelig god Samvittighed og et sikkert og levende Saligheds-Haab; saa de kan let overbevise sig selv om, enten det er sandt eller ikke, at vi maa tro paa Daabs-Pagten og de andre Indstiftelses-Ord ved Daaben og Nadveren som Guds-Ord til os af Herrens egen Mund, for at faa Aand og Liv til fælles med ham; thi kan vi uden det, Syndere, som vi alle er, faa en virkelig god Samvittighed, og dødsdømte, som vi alle er, faa et sikkert og levende Saligheds-Haab, da har vi ogsaa Aand og Liv til fælles med Frelseren; men kan vi ikke faa en saadan »god Samvittighed« og et saadant »Saligheds-Haab« uden ved Troen paa hans Munds Ord til os, da nytter det os jo slet ikke, om vi kan gjøre de stærkeste Indvendinger mod denne Tros Forsvarlighed eller optænke andre mulige Maader, hvorpaa vi finde det rimeligere at faa den evige Velsignelse; thi vi gik jo dog lige fuldt Glip ad den virkelig gode Samvittighed og det sikre Saligheds-Haab, som vi søger hos Vorherre Jesus Kristus og tør ikke vente at finde hos nogen anden, da vi tror, at kun han har »det evige Livs Ord«.

Til denne vigtige Prøve: om det er ved, hvad man kalder »det ny Testamentes Kristendom«, eller ved, hvad jeg kalder »Kristendommen af Herrens egen Mund«, vi faar en virkelig god Samvittighed og et sikkert, levende Saligheds-Haab i Vorherres Jesu Kristi Navn, dertil vilde jeg med disse Linier 393 opfordre alle mine kristne Læsere, da jeg er sikker nok paa, at, har de ikke vidst det før, skal de derved opdage, at det ikke var noget nyt, jeg har hittet paa, men at det er Vorherres Jesu Kristi egen Saliggjørelses-Orden og Indstiftelse, jeg peger paa, og med Munden, efter den Naade, som Gud ved sin Helligaand giver, stræber at sætte i Kraft og at gjøre frugtbar til det Guds Riges Tarv, som er Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand.

        

394

8. De syv Sakramenter.

De saakaldte syv Sakramenter hører vist nok til Papisteriet, som vi helst skal være udenfor; men da dog Papisterne haardnakket paastaar, at de hører alle syv til den kristelige Børne-Lærdom, og da de regner baade den hellige Daab og den hellige Nadver til deres syv Sakramenter, hvoraf de siger, at vi har tyvstjaalet de to; saa skulde vist nok hele Menigheden være vel bekjendt med Sagens sande Sammenhæng, og det saa meget mere, som man blandt andet ved Trætterne om »Ordinatjonen«, om »Brude-Vielsen« og om »Skriftemaalet« tydelig har set, at den papistiske Surdej er endnu langt fra at være ret udrenset, saa vi kan holde Paaske med »usyret Brød«. Saaledes gaar det altid med den »officielle« eller den saakaldte »lovfaste« og »pligtmæssige«, med alle Haande kjødelige og verdslige Vaaben kraftig beskyttede Kristendom, hvorved der altid langt mindre spørges om, hvad der bevislig er sand Kristendom, hvad Trang Mennesket har til den, og hvad Gavn Menneske-Livet kan have af den, end om, hvad Paven og hans Præster, eller hvad den verdslige Øvrighed og dens gejstlige Embedsmænd, eller hvad Skolemestrene, som kreerede Doktere i Teologien, vil have, skal hedde den eneste sande Kristendom; saa at hvem der vover at bruge Mund eller hvæsse Pen derimod, det være sig paa hvad Grund eller med hvad Bevisligheder det vil, de skal enten brændes eller smides i Hullet, eller landsforvises, eller i det allermindste gaa med Mundkurv og staa under stræng Censur alle deres Dage. Under saadanne Omstændigheder bliver det da en sat Ret hos Papisterne, at der er syv Sakramenter, og hos Protestanterne, at der er kun to Sakramenter, og, for en Fejls Skyld, hos de højkirkelige: at det er, kun »Nadveren«, der skal kaldes et Sakrament, saa de er slemme Kjættere, som siger, der er enten flere eller færre. 395 I saadanne Kirke-Stater og Stats-Kirker nytter, som man veed, ingen Snak om »bedre Oplysning«, og hvem der ikke vil prøve Kjætter-Lykken, bryder sig da heller ikke om andre Kirke-Lys end dem, de saakaldte Kirke-Ejere paa Kirke-Tiendens Bekostning lader tænde eller slukke, som det kan træffe sig, eller som de nærmest vedkommende behager.

Ved en sær Undtagelse har vi imidlertid i det lille Danmark, selv midt i det statskirkelige Virvar, faaet Lov til at tænde hver sit Lys og se ved det; og nu, da vor strængt lutherske Stats-Kirke har ladet sig forvandle til en fri evangelisk-luthersk Folke-Kirke, da maa det jo være vor Embeds-Pligt at lade vort Lys skinne saa vidt og saa klart som muligt for alle dem, som er i Landet; og da den katolske Kirke i Bredgaden nu ogsaa lader sit Lys skinne paa sin dejlig brede Vej til Himmerig, saa vil det være dobbelt nødvendigt, med Kristendommens eget Lys lidt grundigere at oplyse den mest tillokkende af alle brede Vejes Beskaffenhed.

Uagtet nu somme vil sige, at jeg er snarere en Papist end en Lutheraner, saa er jeg dog vis paa, at enhver Pave rneget vilde frabede sig saadanne Papister, og at derimod Morten Luther slet intet har imod saadanne Efterfølgere, som jeg er, ligesom jeg da ogsaa her, lige for Pavens Næse, gaar ud fra den strængt lutherske Grundsætning for al kristelig Oplysning: at den Helligaand er Kristi eneste Statholder paa Jorden, og at denne Kristi Statholder, som den guddommelige Livs-Kraft, kun er virksom gjennem »Ordet og Troen«, Guds-Ordet nemlig og Menneske-Troen, saa disse maa begge være i levende og kjærlig Virksomhed overalt, hvor der kan være kristelig Tale om noget, der enten skal kunne skabe eller opholde, udvikle eller pryde et kristeligt Menneske-Liv.

Efter denne evangelisk-lutherske Grundsætning for kristelig Oplysning, som jeg kalder urokkelig, og hvormed alt Papisteri er ikke blot uforeneligt, men uforligeligt, har jeg alt i mange Aar sagt mine Læsebørn saa god Besked, som jeg vidste, om de syv Sakramenter; men dels er jeg ogsaa i dette Stykke alle kristelige Læsebørns Skyldner, og dels har den Besked, jeg før har vidst at give, haft sine store Mangler, hvorpaa jeg nu skal stræbe at raade Bod.

Fra dette evangelisk-lutherske Stade maa vi nemlig først og fremmerst spørge om, hvad Ordet »Sakrament« betyder i kristelig Forstand; thi, veed man ikke det, da er det jo latterligt at trættes om, enten der er to eller syv eller fjorten kristelige 396 Sakramenter; og naar vi nu opdager, at Ordet »Sakrament« ikke blot er vildfremmed hos os, men at Latinerne, i hvis Sprog det har hjemme, lige saa lidt som vi veed, hvilken kristelig Tanke dette selvgjorte Skolemester-Ord kan udtrykke, da er det soleklart, at al Strid om de kristelige Sakramenters Antal er ført i Mørke og kan ikke fortsættes et Øjeblik længer, end til det bliver lyst.

Vi siger altsaa kort og godt: om Sakramenternes Antal vil vi ikke trættes med nogen, da der hverken findes noget tilsvarende Ord af Herrens Mund ved hans egne Indstiftelser, ikke heller i Apostel-Skriften, saa Ordet »Sakrament« kan slet ikke bruges til at oplyse, men ypperlig til at formørke Kristi Evangelium. Lad os derfor heller høre, hvad det er, som Papisterne under Navn af »Sakramenter« vil have indesluttet i det samme Hoved-Begreb som den hellige Daab og den hellige Nadver, der er indstiftet af Vorherre selv, mens han var øjensynlig til Stede, og som har det mageløse Vidnesbyrd af Aanden og Menigheden, at Daaben er Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, og Nadveren er Kristi Legems og Blods Samfund og Fællesskab!

Saa hører vi da af Peter Lombard, den berømte Skolemester og Biskop i Paris, i det tolvte Aarhundrede, og hører det af alle Papister efter ham, at de syv saakaldte Sakramenter skal være: Daaben, Bekræftelsen (Konfirmatjonen), Nadveren, Skriftemaalet (Pønitensen), den sidste Olie, Præste-Vielsen (Ordinatjonen) og Brude-Vielsen.

Men naar nu den papistiske Skolemester med det samme vil fortælle os, at disse syv Dele kalder han Sakramenter, fordi han, og selv den hellige Avgustin, har betænkt, at der ved Ordet »Sakrament« kan og skal menes et »helligt Tegn« og en »betegnet Helligdom«, da skal vi meget betakke os for at følge med ham paa denne Per Gantes Gjenvej, da det slet ikke ligger os Magt paa at vide, hvordan han er kommen til sin uforsvarlige Skrivemaade, eller hvordan han kan besmykke den; men det ligger os Magt paa: at han og Papisterne med ham har smidt Kornet (som er Guds Ord) i en Hob Avner (som er Menneske-Bud), til der at blive overset, glemt og, om muligt, blive rent borte. Vi skulde derfor ikke engang have berørt hans Skolemester-Stil om det hellige Tegn og den hellige Ting, der skal udgjøre Sakramentet, dersom ikke de protestantiske Teologer lige saa vel som de papistiske havde pløjet med hans Kalv, saa derom drejer sig blandt andet hele den lærde Trætte mellem 397 Lutheraner og Kalvinister baade om Daaben og Nadveren, og da især om den sidste.

I det vi hermed lade al den papistiske Sakrament-Snak fare, skiller vi da strax, med Sandhedens Aand og Morten Luther, Daaben og Nadveren fra det paatvungne, dem aldeles uværdige Selskab, da de fra Begyndelsen har staaet og skal til Enden staa mageløse i Guds Hus, baade som de eneste kjendelige Indstiftelser af Vorherre Jesus Kristus selv og som de eneste Livs-Fornødenheder for det Folk, som skabes af Aanden ved »Ordet og Troen« til at love Herren; da det er i Daaben efter Herrens Indstiftelse, de troende fødes til Guds Børn i og med Herren, og ved Nadveren, efter samme Indstiftelse, at de troende og døbte opelskes, under guddommelig Væxt i og med Herren, til de fuldvoxne kan staa Maal med ham.

At der nemlig baade i Daaben og Nadveren baade er noget synligt og noget usynligt, det er ikke deres Kjendemærke, saa de skulde kunne slaas sammen med alt, hvad der dels er synligt og dels er usynligt, eller dels et synligt Tegn og dels en usynlig, kun betegnet Ting; men Herrens Indstiftelser til det faldne Menneskes Oprejsning maatte kun have baade synlige og usynlige Bestanddele, for at omfatte hele Mennesket, der jo er en Forening af det synlige med det usynlige, og de synlige Ting i Daaben og Nadveren er derfor ikke Tegn paa det usynlige i dem, men hører lige saa virkelig til Tingen: til det guddommelige Læge-Middel i sin Helhed, som Legemet hører til Menneskeligheden. Om vi kan eller ikke kan gætte, hvorfor Vorherre med sit Ord i Daaben har optaget Vand og i Nadveren Brød og Vin til sin Aands Brug, det er her lige saa lidt Spørgsmaalet, som om vi kan gætte Grunden til, at vort eget Menneske-Legeme, for at oplives af Guds Aande, netop maatte have de Bestand-Dele, det har; men da Herren, blandt alle synlige Ting, som stod til hans Raadighed, har til sin Daab valgt det mageløse legemlige Rense-Middel, som Vandet er, og til sin Nadver det fineste legemlige Nærings-Middel for Menneske-Livet, som Hvedebrødet og Vinen er, saa ser vi let, at de synlige Ting ved Herrens Indstiftelser paa een Gang er Billeder af de Aands-Kræfter, som gjennemvirker dem, og Spirer til den ny, rene og klare Legemlighed, som Herren vil skjænke alle sine, for ogsaa legemlig at være herlig i sine Helgene og beundringsværdig i alle sine troende. Da nu ogsaa »Vandet«, baade efter Skabelse-Bogen og efter den Verdens-Kløgt, der kun nødig giver enten Skaberen eller Skabelse-Bogen Ret, er hele Legems-Udviklingens 398 dunkle Moderskjød, hvorover Guds Aand under al Skabelse svæver, saa fristes de kristne lige saa lidt til papistisk at læse over Daabs-Vandet, for at indvie det med Daabs-Ordets Kraft, som til papistisk at forgjøre Nadver-Brødet og Vinen til, hvad paa Jorden kun Guds-Ordet, som blev Kjød, kan og vil være.

Har vi nu set, at Daaben efter Herrens Indstiftelse, som et sandt Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand baade for Sjæl og Legeme, svarer til hele vor saakaldte naturlige, det er: kjødelige og verdslige Fødsel, baade for saa vidt vi ved den kommer øjensynlig til Verden, og for saa vidt vi usynlig, men ogsaa kjødelig og verdslig, kommer for Lyset, kommer til os selv og bliver os bevidste i denne Verden, og at Nadveren efter Herrens Indstiftelse, som hans Legems og Blods Fællesskab, baade for Sjæl og Legeme, svarer til hele vor saakaldte naturlige, det er: kjødelige og verdslige Livs-Næring, baade for saa vidt som vi øjensynlig æder og drikker, og for saa vidt som vor Sjæl usynlig, men ogsaa kjødelig og verdslig, fødes og næres til, i Begjærlighed, Ord og Tanker, at omfatte og, saa vidt muligt, tilegne os hele denne Verden og dens Herlighed, - se, da fristes vi ikke til papistisk at sammenhjaske Daaben og Nadveren med noget tredje, endsige da med alt, hvad man tænker, maa smage alle Kristne godt, eller hvad der kan give selv Tyrker og Hedninger et vist kristeligt Skin, som den selvgjorte Kristi Statholder siger, han skal nok faa Vorherre til at nøjes med.

Snarere kan man vist nok, af Ærgrelse over Papisteriet, fristes til at smide alt det saakaldte kristelige, saa nær som Aanden, Ordet og Troen, over Bord, og det har Kalvinisterne prøvet paa; men det skal netop være os et advarende Exempel; thi derved toge de Livet baade af Daaben og Nadveren, saa Kvækerne fandt hos dem kun Skygger af Herrens Indstiftelser at vrage.

Morten Luther, som ærlig stræbte at sætte Daaben og Nadveren i det rette, levende og guddommelige Lys, han stræbte da ogsaa at betragte, baade hvad han beholdt og hvad han forkastede, i samme Lys, og skjønt han for sin Part ej lagde synderlig Vægt paa nogen af de selvgjorte Kirkeskikke, saa lod han det dog være et aabent Spørgsmaal, hvor mange af de gamle Kirke-Skikke, man, naar det papistiske Sakrament-Svøb var revet af dem, kunde finde opbyggelige og bibelsk forsvarlige.

399

Hvad nu os Danskere angaar, da bekjendte jo vore skriftkloge sig ogsaa i dette Stykke til de lutherske Grundsætninger; men de fandt sig dog meget tamt i, at, ligesom Daaben blev en Borgerpligt for alle de fødte, og Altergangen for alle gyldige Vidner, ogsaa Skriftemaalet blev en Borgerpligt for alle dem, der vilde gaa til Alters, Brude-Vielsen en Borgerpligt for alle dem, der vilde giftes, Ordinatjonen en Borgerpligt for alle dem, der vilde være Præster, og saa til sidst Konfirmatjonen en Borgerpligt for for alle dem, der ikke vilde sættes i Tugthuset; saa deraf skulde Menig-Mand ikke lære, at der var nogen væsentlig Forskjel mellem Vorherres egne Indstiftelser og de andre Kirkeskikke, som enten Paven eller Luther eller Kristjan den sjette havde indført.

Saaledes staar eller rettere ligger det da endnu hos os; og det er næppe for at sætte kristelig Skik paa dette Virvar, at man raaber saa stærkt paa en »Kirke-Forfatning»; men des niere Flid maa vi gjøre os for at oplyse den saakaldte »Kirke«, og derved blandt andet oplyse, at vil man lægge kirkelig Vægt paa andet end Evangeliets Forkyndelse, Daaben og Nadveren, som, baade for at være ægte og for at være frugtbare, maa være fri, da er det anti-luthersk, og ej en Gang godt, men slet papistisk, fordi de Kirkeskikke, man da gjør Væsen ad, er ingenlunde de gamle, som man kunde indbilde sig, var apostoliske, men er vitterlig selvgjorte, saa det er umuligt, at enten Vorherre eller Apostlerne kan have lagt nogen Vægt paa dem eller lagt nogen Velsignelse til dem.

Konfirmatjonen (Bekræftelsen) hos Papisterne er nemlig en ældgammel Kirkeskik, som bestaar deri, at Biskoppen, som ene skal have Kald til at forrette den, med Haands-Paalæggelse korser og salver Panden i Treenighedens Navn, og det sker ikke, som en Saligheds-Sag, med alle de døbte, men kun med dem, som forlanger det, og da især med dem, der tænker paa at blive Præster, da Konfirmatjonen altid skal gaa forud for Ordinatjonen, og fremtræder altsaa ikke som en kristelig Livs-Nødvendighed, men kun som en aandelig Bekræftelse og Bestyrkelse for dem, der vil indvies til Evangeliets Forkyndelse, Troens Forsvar og Menighedens Tjeneste.

Hvor vidt nu Morten Luther gjorde vel i at aflægge denne oldkristelige Kirkeskik, det er vist nok et Spørgsmaal; men at det blot er sket, fordi Luther med rette skyde den haandgribelige Salvelse ved Konfirmatjonen, saa vel som ved Daaben, og 400 fordi Konfirmatjonen var nagelfast til Bispestolen, som han næsten var nødt til at opgive, - det slutter jeg deraf, at Luther ikke blot beholdt Korsets Tegn ved Daaben, men at vi, sagtens med hans Bifald, slaar ved Daaben Kors baade for Aasyn og Bryst, da derimod hos Papisterne kun Korset for Brystet hører til Daaben, og Korset for Panden udelukkende til Konfirmatjonen. Da nu denne Udstykning vist nok, som alt hvad der vil adskille, hvad Gud, som »Hoved og Hjærte« hos Mennesket, har sammenføjet, er en papistisk Surdej, saa kan vi godt forsvare baade vor Korsbetegnelse ved Daaben, og give Grund for, at vi kalder de hjemmedøbtes offentlige Fremstilling for Menigheden Daabs-Konfirmatjon; men derimod kan vi aldrig forsvare, senere, under Navn af »Konfirmatjon«, at have indført en selvgjort Kirkeskik, der paa den ene Side skal være udelukkende Betingelse for Altergangen, og paa den anden Side selv være betinget af en vis Færdighed i Læsning, Skrivning og Regning og Besiddelsen af en gyldig Koppe-Attest. Dette er nemlig et verdsligt Papisteri, der ikke blot er lige saa latterligt og uforsvarligt som noget af det gejstlige, men er, kristelig talt, aldeles utaaleligt, da det slaar en aldeles hedensk Bom for Herrens Bord, og kræver oven i Kjøbet Bompenge, som de »troende og døbte« maaske slet ikke kan udrede.

Hvis vi derimod, under hvilket som helst Navn, blot gjorde det til en ufravigelig Skik, at alle de, der var døbte saa spæde, at de ved Daabs-Pagtens Oprettelse ej selv kunde svare for sig, de skulde, før de stedtes til Herrens Bord, offentlig vedkjende sig og bekræfte deres Daabs-Pagt, og derpaa med Haands-Paalæggelse forsikres om deres Daabs aandelige og kristelige Gyldighed, - da vilde jeg forsvare det som en nødvendig Følge af Barne-Daaben, og tør tro, det langt mere end den papistiske Konfirmatjon lignede den apostoliske Skik, som Papisterne beraabe dem paa.

Det er nemlig, i Henseende til »Konfirmatjonen« som til saa meget andet, langt fra, at Papisterne, som de protestantiske Teologer har forudsat, enten har forsmaaet Skrift-Beviset eller været uvidende om Skriftens Indhold; og det er da Ap, Ggs. 8, de beraaber dem paa for Konfirmatjonens Apostoliskhed og for Bispernes Eneret til at meddele den; og det er sikkert nok, at der findes Efterretning om Apostlerne Petrus og Johannes, som drog ned til Samaria, hvor Prædikanten (Diakonen) Filippus havde døbt mange »til den Herres Jesu Kristi Navn«, uden at de havde faaet den Hellig-Aand, som de nu først fik, da 401 Apostlerne med Haands-Paalæggelse havde bedt over dem; og det er sikkert nok, at denne Efterretning peger paa en apostolisk Skik, der ogsaa synes underforstaaet ved »den anden Naadegave« (2. Kor. 1.) og ved Udtrykket: bekræfte eller bestyrke (episterizein), som oftere bruges om Apostelen Pavli andet Besøg hos de Menigheder, han havde grundet. At nu de latinske Kristne kaldte denne apostoliske Skik paa deres Tungemaal »Konfirmatjon«, derimod kan intet være at indvende, men naar Papisterne paastaar, baade at den apostoliske Konfirmatjon har været ligesom deres, og at deres Biskopper har baade Fuldmagt og Eneret til at meddele den apostoliske Konfirmatjon, da bliver de, som sædvanlig, Beviset for begge Dele skyldige og paadrager sig derved en kirkehistorisk Gjæld, de umulig kan betale.

Dette er nemlig Papisternes Grund-Vildfarelse og Kilden til alt Papisteri: at Paven i Rom, ikke blot uden alt Bevis, men trods den klareste Gjendrivelse, udgiver sig for »Apostoliker« og dermed for Apostlernes Hoved-Arving og Kristi Statholder og andet Jeg, om hvem det i allerstrængeste Forstand skulde gjælde, hvad Herren, efter Skrifterne, har sagt til sine Apostler, saasom dette: hvem der hører eder, hører mig, hvem der foragter eder, foragter mig, og hvad som helst I løser og binder paa Jorden, skal være løst og bundet i Himmelen. Hvad nemlig Paven ved dette saakaldte Skrift-Bevis ikke har taget sig i Agt for, men hvad de protestantiske Teologer ved deres saakaldte Skrift-Beviser i Præstesagen lige saa lidt har taget sig i Agt for, det er ikke blot det ubevislige i den Paastand, at enten Paven eller nogen saakaldt Kristi Embedsmand efter Apostlerne har »apostolisk Fuldmagt«, men det er tillige det latterlige i at tillægge sig en »apostolisk Fuldmagt«, som man aabenbar ikke kan svare til, altsaa bevislig ikke heller kan have.

Vorherre Jesus Kristus sagde nemlig, efter Skrifterne, lige saa vist til sine Apostler: det er ikke eder, som tale, men min Faders Aand, som taler igjennem eder, som han sagde; hvem der hører eder, hører mig; saa det ene maa saa meget mindre fattes det andet, som den aandelige Beskaffenhed af den apostoliske Tale aabenbar maa være Grunden til det apostoliske Ords Enhed med Herrens Ord og tilsvarende Myndighed. Dette, som de protestantiske Teologer aldeles har overset, har vel Paven halvvejs taget Hensyn paa, ved at erklære sit apostoliske Ord for ufejlbart; men dels er den Paastand latterlig, naar man ikke kan holde Tungen saa lige i Munden og Pennen saa godt i Ave, at man hverken taler eller skriver eet Ord om Guds Rige, der 402 er uforeneligt med Herrens Ord, og dels vilde Ikke en Gang det forslaa, naar ikke den saakaldte Apostolikers Ord i Herrens Navn aabenbar havde samme Kraft og Virkning, som Herrens egne og hans Apostlers Ord i hans Navn. Hvad enten man derfor kalder sig Apostoliker, Petri Efterfølger og Kristi Statholder, eller man kalder sig bibelsk Kristolog og Teolog med »apostolisk Fuldmagt«, saa har man dog kun Skam af det, naar man ikke virkelig kan tale med Apostlernes Tunger og gjøre Apostlernes Gjerninger; thi uden det gjør man sig kun til Latter ved at ville meddele andre en apostolisk Afløsning, Konfirmatjon eller Ordinatjon, som man aabenbar fattes Fuldmagten til, da man fattes Kraften deri, og har ikke, som ved Daaben og Nadveren, et Ord af Herrens egen Mund at meddele, og en Gjerning af hans egne at pege og stole paa, men skal selv give »Krafts og Klarheds Bevis« paa, at det er ikke et blot Menneske-Ord, man taler, men sandelig et Guds Ord, der har sin tilsvarende Kraft hos de troende.

Morten Luther havde altsaa fuldkommen Ret til at benægte alle de selvgjorte Sakramenters Apostoliskhed, hvad enten man vilde udgive dem for kristelige Livs-Nødvendigheder, eller man kun vilde paastaa, at de udrettede det samme under enhver Biskops, som de mulig kunde udrette under en Apostels Haands-Paalæggelse; men vel vil det være rettest at beholde baade Daabs-Bekræftelsen og Præste-Vielsen, som opbyggelige Kirke-Skikke, der altid vil være til Velsignelse i samme Grad, som Menigheden og dens Lærere er apostoliske, da Herrens Aand altid i samme Grad vil være stærk over Menigheden og gjennem »Ordet og Troen« virke derefter. Var derfor kun Menigheden hos os borgerlig frigivet, saa dens Frivillighed i Aanden og Fribaarenhed i Herren blev kjendelig, da skulde det sikkert snart vise sig, at vi har udvalgt »den gode Del«, ved udelukkende at vente Saliggjøreisen af Herrens egne Indstiftelser og kun lægge en vis ubestemt Vægt paa Konfirmatjonen og Ordinatjonen, saa godt eller saa maadelig, som vi under den Helligaands Paakaldelse kan forrette dem.

Trøstig kan vi da smile baade ad Pavens Bandsættelse og ad, hvad der langt mere latterlig løber ud paa det samme: den saakaldte bispelige Højkirkes medlidende Skuldertræk over os lutherske Stakler, som, fordi vi ingen uafbrudt apostolisk Bispe-Vielse har, naturligvis ogsaa skal fattes Præste-Vielse og Konfirmatjon, og ikke engang hjemle os mindste Ret til Herrens egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren, men maa, uden for 403 begge Pagterne, baade den gamle og den nye, overlades til Guds almindelige Barmhjærtighed over alle Hedninger.

Jeg skal ikke her læse den storagtige Bispe-Kirke med sin sorte aandelige Armod sin Text, men jeg skal oplyse, hvad jeg til min egen store Forbavselse har opdaget: at den saakaldte apostoliske Bispe-Vielse i uafbrudt Følge, som Højkirken bryster sig med og udleder hele sin mageløse Herlighed af, det er den tommeste af alle Indbildninger, da der i den kristelige Oldtid aldrig har været nogen Bispe-Vielse, følgelig endnu mindre en uafbrudt apostolisk Bispe-Vielse til. Selv Peder Lombard linder sig nemlig nødt til at bekjende, at, skjønt Biskoppen efter hans Sigende har Eneret baade til at ordinere og konfirmere, saa er Bispeligheden dog ingen højere Grad af Indvielse (ordo), men kun en Rang og et Embede (dignitas og officium), da man aldrig i Kirken har haft højere Indvielses-Grader end Diakonernes (Prædikanternes), med Overlevering af Evangelie-Bogen, og Presbyternes (Præsternes), med Overlevering af Kalken. Dette maa dog vel være Bevis nok for, at der end ikke i Pavedømmets Mørke har været nogen Bispe-Vielse, der enten udgav udgav sig for apostolisk eller tilsagde Bispen højere Aands-Gaver og kristelig Embeds-Myndighed, saa at hvad nu enten de engelske eller andre Bisper vil have Ord for at meddele og skjænke hinanden ved Bispe-Vielsen, det gjør de ganske paa eget Ansvar og for egen Regning, ret egentlig en Regning uden Vært. Vel har de engelske Bispers Prokurator (Bingham) beraabt sig paa en afrikansk Landemods-Akt til Bevis paa, at Bispe-Vielsen var old-kristelig; men her kommer til alle andre Uheld endnu det, at selv efter samme Landemods-Akt bestod Bispe-Vielsen kun i, at man under Haands-Paalæggelsen holdt Evangelie-Bogen over Bispernes Hoved, hvad aabenbart snarere maatte betegne Biskoppens Under-Ordning end hans Over-Ordning og kunde umulig være aposteligt.

Vores Præste-Vielse til at prædike Evangelium frit, som det findes, og til at forrette Daaben og Nadveren efter Herrens egen Indstiftelse, er da al den kristelige Indvielse til »Hyrder og Lærere«, som efter Apostlernes Dage har været i Menigheden, saa det kan kun findes tvivlsomt, om vi har gjort ret eller galt i at indvie paa een Gang baade til Prædikanter og Præster (Diakoner og Presbytere); thi at vi kun indvier med Haands-Paalæggelse, under den Helligaands Paakaldelse, uden nogen haandgribelig Overlevering enten af Evangelie-Bogen eller Alter-Bægeret, det er i alle Henseender et kristeligt Fremskridt, 404 da vi hverken maa give Menighedens Fællesgods i Enkeltmands Haand, eller lægge Dølgsmaal paa, at det er ene og alene den Helligaands Naadegaver, der kan skaffe Herren og Menigheden dygtige og aandsmyndige Embedsmænd, som skrevet staar (Ap. Gj. 20), at det er den Helligaand, som sætter Hyrder over Herrens Hjord. At vi har gjort en vis Sprog-Kundskab og boglig Dannelse til Betingelse for Præste-Vielsen, kan vist nok ikke forsvares som en Regel uden Undtagelse; men naar det blot var det ny Testamentes Grund-Sprog og kun boglig Dannelse paa Modersmaalet, vi lagde Vægten paa, og ophævede alt gejstligt Lavsvæsen med Eneret til at oplyse og opbygge Herrens Frimenighed, da vilde Regelen dog være meget kristelig.

Kommer vi nu til Brude-Vielsen, da ser vi strax, at Papisterne sammenblander den ny Pagts Dage med den gamles, og Ægteskabets paradisiske Indstiftelse med den saakaldte kristelige Brudevielse; men da vi har gjort ligesaa, er derom kun at sige, at det skulde vi smukt lade være, og med Flid oplyse Menigheden om, at Ægteskabet er slet ingen kristelig, men kun en grundmenneskelig og borgerlig Indretning, som ikke har andet Løfte paa kristelig Velsignelse end alt, hvad troende Kristne gjør i Vorherres Jesu Kristi Navn.

Derimod skal vi lægge vel Mærke til, at selv Papisterne ved deres Brude-Vielse slet ikke, som vi, gjør noget Samvittigheds-Spørgsmaal, men spørger kun, om vedkommende vil indgaa lovligt Ægteskab efter Kirkens Skik; thi saaledes bør det være.

Hvad der hos Papisterne skal gjøre Brude-Vielsen til et Sakrament, er for Resten ene og alene Trolovelses-Ringen, som Præsten lyser Velsignelse over og bestænker med Vievand; og, paa Vievandet nær, er herved intet synderligt at laste, naar man kun ikke tilskrev Højtideligheden selv nogen aandelig Kraft; thi Trolovelses-Ringen er jo det smukkeste Tegn paa Troskaben, og den ubrødelige Troskab mellem kristelige Ægtefæller skulde unægtelig være Beviset paa, at de kristne har en egen Velsignelse i alle deres menneskelige Forhold.

Saa længe imidlertid Brude-Vielsen, som endnu hos os, er en Borger-Pligt for Præsterne at forrette i Flæng, og for alle Folke-Kirkens Kunder at underkaste sig, saa længe vil den naturligvis, som hidtil, være langt mere til Skade og Forargelse end til Gavn og Opbyggelse; saa at først naar Ægteskabet i borgerlig Henseende bliver en ren borgerlig Sag, og en kristelig Brude-Vielse de kristnes egen Sag, frivillig paa begge Sider, først 405 da nytter det at tale om, hvordan et kristeligt Ægteskab bedst kan indvies.

Hvor langt imidlertid selv de fleste Kristne hos os er fra denne kristelige Oplysning i Ægteskabs-Sagen, det saae vi nys kun alt for klart, da næsten alle var enige om, at, hvor aabenbar vantro og ukristelige end mangfoldige af Folke-Kirkens Medlemmer var, saa skulde de dog alle have en kristelig Brudevielse, og jeg hørte da den mærkelige Ytring, ikke for Spas, men for ramme Alvor: at de stakkels kristelige Smaapiger, der havde vantro Kjærester, vilde sjælden eller aldrig faa en kristelig Brudevielse, naar det ikke var en tvungen Sag. Naar man tænker paa, hvor lidt kristelige Brudevielserne længe har været hos os, kan man vel ikke bare sig for at smile ad denne Trøst; og for ramme Alvor maa man jo sige, at den kristelige Pige, der kan gifte sig med en aabenbar vantro, hun skulde ikke være kræsnere paa Brudevielse end hun er paa Brudgom; men det bliver des værre lige sandt, at man endnu holder fast paa den papistiske Surdej: at skuffe hinanden og saa vidt muligt sig selv med et kristeligt Skin, selv hvor man veed, det er det tommeste Skin under Solen.

Vi kommer nu til, hvad vi, om ikke godt, saa dog kort nok, kalder Skriftemaalet, men hvad Papisterne kalder Kirkebod (pænitentia); og skjønt Skriftemaalet ikke saa klarlig hos os, som Kirkeboden hos Papisterne, har spillet Hoved-Rollen I den statskirkelige Saligheds-Sag, saa er der dog ogsaa hos os fra begge Sider: baade den saakaldte »Skriftefaders« og de saakaldte »Skriftebørns« Side, lagt en Vægt paa denne Kirkeskik, der saa meget mindre lader sig forsvare, som vi Smaafolk i Norden, ganske paa vores egen Haand, har gjort Skriftemaalet til en udelukkende Betingelse for Altergangen. Dette er saa meget besynderligere, som vi ellers har hørt til Luthers lydigste Discipler, og maatte dog vide, at Skriftemaalet og Afløsningen, betragtet som en Saligheds-Sag, var og er Grundvolden for alt Pavedom og Præste-Herskab og undergraver hele den kristelige Saliggjørelses-Orden, hvor Morten Luther under hele sin Kamp med Afladen og det øvrige Papisteri mesterlig har oplyst.

Netop denne vor Urimelighed, tillige med den Kjendsgjerning, at det selvgjorte Kirkebods-Sakrament saa gruelig har kunnet fordunkle Herrens egne Indstiftelser, bør imidlertid gjøre os varsomme med Bedømmelsen af Skriftemaalet og Afløsningen i sig selv, som en kristelig Kirkeskik, uden Krav paa at være mere. Da nu ogsaa Skriftemaals-Sagen baade her og i Norge 406 nys for Alvor er kommen paa Bane, finder jeg det nødvendigt at behandle den særskilt, og skal derfor her kun endnu bemærke, at Synds-Forladelsen i Flæng, paa Embeds Vegne, med eller uden Synds-Bekjendelse, er Hoved-Hjørnestenen i alle de Stats-Kirker, som vil give Millioner et kristeligt Skin og Skinnet Krav paa Virkelighed.

Som det syvende og sidste af Papisternes Sakramenter skal jeg kun berøre »den sidste Olie«, der naturligvis er indviet med Bispe-Læsning, og hvormed man salver de døendes Øjne, Øren, Næse, Mund og Hænder, stundum ogsaa Fødderne (og hos Mandfolk Lænderne) under den stadige Mumlen: »Gud forlade dig ved den hellige Salvelse alt, hvad du har syndet med Synet, Hørelsen, Lugten, Smagen og Følelsen o. s, v.« At nu Protestanterne aldeles har aflagt denne gamle Kirkeskik, lader sig vist nok kristelig meget godt forsvare, men bibelsk paa ingen Maade, naar man, som alle de protestantiske Statskirker, - trods Luthers Raad, trods Kirkehistoriens Vidnesbyrd og trods al sund Forstand, - tager det aabenbar uægte Jakobs-Brev for gode Varer; thi det er unægteligt, at den papistiske sidste Olie, som Hjælp baade til Helbred og Synds-Forladelse, baade omtales og anbefales i Jakobs-Brevet.

For Resten har denne Salvelse, som vi ikke kan nægte er ældgammel i Kristenheden, ventelig haft sit Udspring af Balsameringen hos Jøderne, som selv Vorherre var saa langt fra at foragte, at han paa det kjærligste takkede for den; og i sin kristelige Skikkelse har den »sidste Olie« derfor vist været lige saa opbyggelig, som den i sin papistiske Skikkelse er forargelig.

Naar nu vi har sat Jords-Paakastelsen i Steden for Salvelsen, ligesom Lig-Prækenen for Sjæle-Messen, da kan det vel synes uskyldigt nok; men Lig-Prækenen har dog tit været uforsvarligere end Sjæle-Messen, og naar Begravelsen i saakaldt »Kristenjord«, med et Præste-Ord til Liget, enten tillagdes mindste Værd i Saligheds-Sagen, eller udgaves dog for uundværlig til en kristelig Begravelse, da fuskede ogsaa vi paa at skabe et nyt Sakrament, der var saa meget latterligere, som det ikke forrettedes med det døende Legeme, men med den dødes Lig og skulde bogstavelig med Jord hjælpe Folk til Himmels.

407

9. De kristelige Livstegn.

Saa længe der har været Kristendom I Verden, har ethvert alvorligt Menneske, der følte sig tiltalt af den som guddommelig Sandhed, ogsaa følt, at Salighedens Sag umulig kan være det evige Livs Sag, uden at have kjendelig Indflydelse paa det timelige Menneske-Liv, saa at hvem der virkelig nægter det, og venter kun en saakaldt »salig Død« af Kristendommen, derved baade røber sin aandelige Dødhed og udsætter Kristendommen for den vantro Verdens bitre og tilsyneladende velfortjente Spot. Var nemlig Kristi Evangelium saadant et blot saakaldt »evigt Livs Ord« som gjorde det timelige Menneske-Liv endnu dødere end det forhen var, da hverken kunde eller maatte noget sandhedskjærligt Menneske tro paa et saadant Evangelium; thi hvad der viser sig aandløst eller aandelig dødt og magtesløst i Tiden, kan umulig være aandfuldt eller aandelig almægtigt i Evigheden; hvorfor da ogsaa Vorherre Jesus Kristus selv har vidnet, at vi maa aandelig gjenfødes i Tidens Løb, for at faa Del i det evige Liv, og at dette er en Sandhed om det jordiske, der først maa tros, inden man kan tro Sandheden om det himmelske.

Uagtet derfor Papisternes Kristendoms-Begreb var saa aandelig dødt og magtesløst, som det, uden at være soleklart selvmodsigende, vel lader sig tænke, saa drev dog selv Papisterne med stræng Alvor paa et saakaldt kristeligt Liv, Munke-Livet nemlig, der skulde betragtes som hele Menighedens Ejendom, hvori ethvert Medlem kunde faa Lod og Del, ved at tro derpaa og efter Evne bidrage til dette saakaldte gudelige og kristelige Munkelivs Vedligeholdelse, Velgaaende og Ophøjelse. At dette Munke-Liv imidlertid, selv med Straale-Krandsen som et Helgen-Liv, var, aandelig og kristelig talt, kan et Skin-Liv, der netop røbede den aandelige Død, som det stræbte at skjule, 408 det har Kirke-Historien sat i saa klart et Lys, at det, i det mindste mellem Morten Luthers Discipler, næppe kan trænge til mere Bevis,

Og hvad nu disse Morten Luthers Discipler eller de saakaldte Lutheraner angaar, da skal det ikke nægtes, at de især fortalte og forskrev sig meget slemt, som om det virkelig var deres Mening, at det timelige Menneske-Liv, som i Grunden ugudeligt og uforbederligt, maatte man i Salighedens Sag slaa en tyk Streg over, og kun tænke paa en »salig Død«, som den vise »Prædiker« har sagt, at »Døds-Dagen er bedre end Fødsels-Dagen.« Da nu ogsaa de lutherske Lære-Bygninger (Dogmatikker) ligesom de kalvinistiske hvilede paa det døde Bogstav og Skrift-Begreb, og vore skriftkloges Skolemester-Liv aabenbar var langt mindre gudeligt end Munke-Livet, saa kunde Papisterne med et godt Skin beskylde os for at have et endnu langt dødere Begreb om Kristendommen end de; men desuagtet havde Lutheranerne dog i Grunden valgt den bedste Del og stillet sig paa Livets Side, i det de overlod Papisterne det aandelig døde Skin-Liv, og trøstede sig med den Aand, der, trods Skin-Døden, kunde og vilde gjøre dem levende med Kristus.

Midt under deres uforsvarlige Bandsættelse af hele det naturlige Menneske-Liv og deres Lovtaler over den »salige Død« og de »salige Lig«, saa krævede Lutheranerne dog for ramme Alvor til sand Kristendom en levende Tro, der beviste sin aandelige Kraft og Virkelighed i en levende Bekjendelse, Forkyndelse og Lovsang paa Modersmaalet, og vi tør dristig paastaa, at dermed har vi nævnet de rette kristelige Livstegn, der aldrig ganske kan fattes, hvor der er sand Kristendom, og heller aldrig kan findes samlede, uden hvor Herrens Aand, som gjør levende, er Menighedens guddommelige Talsmand, Trøster og Ledsager til al Sandhed.

Hvad der alligevel gjorde selv de ægte Lutheraner skindøde til Hverdagsbrug, og forknyttede deres kristelige Liv i Væxten, det var deres forvirrede og selvmodsigende Tankegang om evangelisk Frihed med statskirkelig Trældom, om Gjenfødelse i Daaben med Tro og Liv efter Skriften, og endelig om Menneske-Livets kristelige Fornyelse uden et gammelt Menneske-Liv, der kunde fornyes; saa at, naar vi nu, med Guds Hjælp, ser Lys i Herrens Lys, da vil ogsaa Bekjendelsen blive anderledes fast og fyldig, Forkyndelsen anderledes jævn og kraftig, og Lovsangen anderledes klar og liflig, og hele vort timelige Menneske-Liv vil derved vinde en aandelig og hjærtelig fornyet 409 Skikkelse, hvis Kristelighed vel ikke lader sig strængt bevise, men er dog sikker nok, fordi denne ædle og hjærtelige Livs-Skikkelse kun vil findes, hvor den kristelige Bekjendelse, Forkyndelse og Lovsang er lyslevende til Stede. Vist nok har vi nylig set, at denne Oplysning endnu er sjælden hos os; thi da Søren Kierkegaard for et Øjeblik siden vilde kyse Livet af os med Sortkridt-Tegningen af »Tigger-Munken«, som den eneste sande Kristi Discipel, der bogstavelig tog sit Kors paa Ryggen og fulgte ham, da mødte han sædvanlig kun tyk Uvidenhed om det kristelige Liv, men i Krogene mødte han dog til Lykke Morgen-Lyset, som skal forgylde Livet, og som opæggedes netop ved den sorte Vejrsky til kraftige Fremskridt paa sin Heltebane.

Netop ved denne Lejlighed blev det nemlig indlysende, at al Tale og Tvist om det kristelige Liv er hen i Vejret, naar man ikke forudsætter og fastholder, at den kristne Menighed, som skabes ved Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, har i denne Daab og kun i den alene sin ejendommelige Livs-Kilde, og at derfor Menighedens Tros-Bekjendelse ved Daaben er den eneste kristelige Bekjendelse, og er da, som den kristne Tros levende Udtryk, baade det første og det sidste kristelige Livstegn. Med denne Grund-Oplysning om det kristelige Liv, som et Tros-Liv, og om Menighedens Tros-Bekjendelse, som det egentlige Livstegn, med denne Oplysning ser man derimod let, at det kun er i en med Bekjendelsen overensstemmende levende Forkyndelse og Lovsang, at det kristelige Liv bestandig kraftigere og klarere kan og maa aabenbare sig, medens den kristne Menigheds hele Levnedsløb maa vise, om det ny, kristelige Liv er mere eller mindre menneskeligt end det gamle, der enten er ført, førend Kristus kom, eller føres dog uden Daabs-Troen paa Kristus og Gjenfødelsen til hans eget Menneske-Liv i Daaben efter hans egen Indstiftelse.

At nu denne vor kristelige Børne-Lærdom strider imod Skriften, det kan man jo dristig paastaa, da Trætten om den rette Mening af døde Folks Ord i sig selv en uendelig, og da Bog-Kundskab og Skrift-Klogskab desuden er og maa være saa højst forskjellig, at selv om alle Kristne var skrappe Læsere, kunde dog kun meget faa af dem have nogen velgrundet Overbevisning enten om Kristendommens Bibelskhed eller om Bibelens Kristelighed; men vi kristelige skriftkloge vil dog til enhver Tid sejerrig kunne forsvare den Paastand, at vor hellige Skrift, langt fra at bestride vor kristelige Børne-Lærdom om »Troen 410 og Daaben«, tvært imod paa det nøjeste stemmer overens dermed, og giver især Tros-Bekjendelsen, som det grundkristelige Livstegn, et herligt Vidnesbyrd, med det Herrens Ord: hvem der bekjender mig for Menneskene, den vil jeg bekjende for min himmelske Fader og alle hans Engle.

Men, i det vi nu saaledes nødvendig baade først og sidst maa udvortes lægge samme Vægt paa Tros-Bekjendelsen, som vi indvortes lægger paa Troen, da Bekjendelsen i det ny Liv svarer til Aandedrættet i det gamle, saa være det dog langt fra os, dermed at ville udelukke enten Forkyndelsen eller Lovsangen, som ogsaa er Livstegn, der lige saa lidt kan udeblive, hvor det kristelige Liv skal lykkes og trives, som dette Liv, der fødes af Troen, kan vinde og vare og blive fuldvoxent, uden tilsvarende Haab og Kjærlighed, der staar i samme Forhold til den levende Forkyndelse og Lovsang, som Troen staar til den levende Bekjendelse, saa at hvor Bekjendelsen er det eneste Livstegn, der vil Tros-Livet altid findes svagt og sygeligt, og under enhver Prøvelse drages med Døden. Dette finder da ogsaa sin yderligere Forklaring deri, at baade er den kristne Tro først kommet til Verden ved hans Forkyndelse, som kom oven fra og talte ret egentlig »Guds Ord«, og tillige forplanter Troen sig, efter Apostelens udtrykkelige Vidnesbyrd, kun ved den levende Forkyndelse af Troens Ord, saa han spørger ikke blot: hvordan skulde nogen paakalde Herren, uden at tro paa ham? men han spørger lige saa fuldt: hvordan skulde de høre, uden nogen prædiker?

Uagtet derfor den kristelige Tros-Bekjendelse kan findes og er funden levende, hvor Troens Forkyndelse i det hele, i Menigheden, maatte kaides uddød, saa vil dog Bekjendelsen i dette Tilfælde enten snart uddø og tage Troen i Graven med sig, eller den vil vinde Kraft til at gjenføde den levende Forkyndelse, som det umiskjendelig skete hos og ved Morten Luther.

Hvad der nemlig i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede var Tilfældet hos os, det var aabenbar næsten over hele Kristenheden Tilfældet i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, saa at den levende Forkyndelse af Troens Ord var for menneskelige Øjne enten aldeles uddød, eller bar dog saa øjensynlig paa sin Helsot, at den, for at kunne fremdeles forplante Troen fra Slægt til Slægt, maatte vidunderlig gjenfødes; og den blev aabenbar saaledes gjenfødt hos og ved Morten Luther, som paa ny med 411 Aand og Liv forkyndte det gamle »Troens Ord« paa sit Folks Modersmaal, og oplivede derved ikke blot Forkyndelsen hos Frænde-Stammerne i England og de tre nordiske Riger, men selv til en vis Grad hos de romanske Folk, som det vel tydeligst ses paa Kalvinisterne, men er dog alle Vegne kjendeligt.

Ved dette store Vidunder bevistes vist nok ikke nær saa meget, som Kalvinisterne tænkte, om det »almindelige Præstedømme«, thi Morten Luther var jo selv præsteviet; men dog bevistes der, ved Forkyndelsens Gjenfødelse hos ham, at Præsteskabet i Kristenheden lige saa lidt har nogen udelukkende Fuldmagt eller Eneret til (Monopol paa) at forkynde Evangeliet, som de har nogen aandelig Raadighed over Herrens Indstiftelser.

Da nemlig Morten Luther, langt fra at tilskrive sin Præstevielse mindste Del i sit Kald eller sin Dygtighed til at forkynde Evangeliet, tvært imod fraskrev al Præste-Vielse ethvert Krav paa at gjælde for et Naade-Middel til de troende, saa kunde det aabenbar ikke ligge i hans Præste-Vielse (Ordinatjon), at Evangeliets levende Forkyndelse netop gjenfødtes hos ham, medens dog denne Forkyndelsens Gjenfødelse er et langt større og kjendeligere Guds Under, end Forkyndelsens ordentlige Fortsættelse nogen Tid kan være,

Skjønt Præste-Vielsen (Ordinatjonen) derfor godt, trods Luthers Benægtelse, kan være, hvad jeg sikkerlig tror den er: Aandens Naade-Middel for de kristelige skriftkloge, som har Tro dertil, saa kan Præste-Vielsen dog umulig, trods den lutherske Kjendsgjerning, sætte mindste Farve paa noget som helst Pavedom eller Præste-Herskab. Det gjælder nemlig her om at forstaa Apostelen ret, naar han i Talen om Ordets Forkyndelse spørger: hvordan skulde de prædike (føre Ordet, tale højt i Menigheden), uden de udsendes? Paa den ene Side ledes vi nemlig herved nærmest til at tænke paa en saadan udvortes kjendelig Udsendelse, som Præste-Vielsen med Haands-Paalæggelse; men paa den anden Side kan Apostelen Pavlus ikke udelukkende have tænkt derpaa, siden han selv var en Undtagelse, og gjør tit udtrykkelig den Undtagelse gjældende: at han, paa en kun ham selv vis og vitterlig Maade, var udsendt af den himmelfarne Herre selv til med hans Aand at forkynde Evangelium. Da nu Morten Luther, som vi veed, i det hele betragtede det kristelige Liv meget pavlinsk, saa er det forklarligt nok, at han, lige over for Paven og hans vanartige Præsteskab, med en vis Ensidighed 412 holdt sig til den pavlinske Udsendelse. Vel kan vi ikke billige denne uforsvarlige Ensidighed, hvorved Undtagelsen gjøres til Regel, og selv paa Apostelen Pavli Vegne maa vi gjøre Morten Luther den Indvending, at baade lod Apostelen sig selv indvie med Haands-Paalæggelse til Rejse-Præst (Missjonær), ogsaa tilskriver han udtrykkelig de ældstes Haands-Paalæggelse en præstelig Naadegave, og endelig indrømmer han en egen Udsendelse til at døbe, som han fattedes; men med alt dette staar det dog lige fast, at den hinamelfarne Herre har forbeholdt sig, ogsaa uden videre menneskelig Mellemkomst, at udsende Prædikanter med sin Aand, som, naar de selv er døbte, ogsaa har Lov til at døbe, hvem de vil, saa at intet Præsteskab, hvor ægte apostolisk det end maatte være, kan paa kristelig Grund hævde sig Eneret enten til at forkynde Evangelium eller til at forrette Daaben, altsaa heller ikke gjøre kristeligt Krav paa aandelig Raadighed enten over det kristelige Lys eller det kristelige Liv. Følelsen heraf kan da, og maa under visse Omstændigheder nødvendig, avle, hvad man hos os kalder »Opvækkelse« og »gudelige Forsamlinger«, hvis Kristelighed derfor ingenlunde maa bestrides paa Præsteskabets Vegne, som et uforsvarligt Lægmands-Værk, men skal bedømmes, ligesom den præstelige Embeds-Gjerning, efter deres Forhold til den kristelig Bekjendelse, Forkyndelse og Lovsang, i uopløselig Forbindelse med den hellige Daab, der ved Gjenfødelsen aabner den kristelige Livs-Kilde, og med den hellige Nadver, som i Fællesskab med Herren selv skaber og opholder den kristelige Livs-Strøm.

Ligesom nemlig Menighedens Tros-Bekjendelse ved Daaben er den ufravigelige Rettesnor for al kristelig Bekjendelse, og maa være Kjærnen i al kristelig Forkyndelse af Evangeliet, saaledes maa alt kristeligt Liv udelukkende udledes af Herrens egne Gjerninger ved sin Munds Ord, i Daaben og Nadveren, og kun ved at ophøje det kristelige Liv og Levned i denne Forbindelse bliver Menigheds-Lovsangen kristelig. Ligesom det derfor er et sikkert Kjendetegn paa den aandelige Dødhed hos Papisterne, at Menigheds-Lovsangen paa Modersmaalet aldeles forstummede, saaledes er den lutherske Menigheds-Lovsang paa Modersmaalet et klart Livstegn og et gyldigt Vidnesbyrd om Kristeligheden af den lutherske Prædiken, da Lovsangen altid vil svare til Forkyndelsen, fordi det er med Lovsangen, Menigheden svarer paa Tiltalen. Derfor fødte den kalvinistiske Prædiken paa Modersmaalet vel ogsaa en tilsvarende Lovsang, men kun i jødisk, ikke i kristelig Skikkelse, og frakjendte derved

        

413 den kalvinistiske Prædiken det kristelige Liv, hvortil den, ved sit storagtige Forhold til Livs-Kilden i Daaben og til Livs-Strømmen i Nadveren, da heller ikke havde mindste Adkomst; thi saa længe man kun betragter Daaben og Nadveren som Skygge-Billeder enten af Omskærelsen og Paaskelammet eller af den aandelige Gjenfødelse og Livsnæring, da barer man sig nok for at gaa tørskoet over det røde Hav og lige ind i det forjættede Land.

Vist nok havde den lutherske Prædiken og Lovsang ogsaa deres Brøst og Mangler, da de hverken klart eller levende nok henførte »Troen« til »Troens Ord« ved Daaben, og kunde derfor heller ikke klart og levende nok udlede det kristelige Liv i sit Udspring og i sin Udstrømning af Herrens egne Ord og Gjerninger i Daaben og Nadveren; men, fordi den lutherske Forkyndelse og Lovsang dog dunkelt forudsatte og levende paastod Guds-Ordets virkelige Tilstedeværelse og levendegjørende Kraft ved Herrens egne Indstiftelser, se derfor ytrede dog det kristelige Liv sig kraftigere og kjendeligere i dem, end Tilfældet havde været i mange Aarhundreder. Da nu ogsaa Fejlene ved den lutherske Forkyndelse og Lovsang hos os, saa at sige, har rettet sig af sig selv, det vil da sige: har ladet sig rette af Aanden i Menighedens Bekjendelse og Livet i Herrens Indstiftelses-Ord, saa paastaar vi med rette, at Fejlene kun havde deres Grund i den Mangel paa Lys og Kraft, der i den spæde Barndom er utilregnelig; thi at den nyfødte kristelige Prædiken og Menigheds-Lovsang i Morten Luthers Mund og Dage kun var spæde, det følger af sig selv.

Her ser man det maaske allerbedst, hvor hinderlig og ubetimelig enhver anden Lære-Forskrift end den hellige Skrift, og enhver ufravigelig Alterbog og Salmebog, har været og maa være netop for den lutherske Prædikens og Lovsangs levende Udvikling i kristelig Retning; thi selv i sin taaleligste Skikkelse maa alt saadant lignes ved en strængt afmaalt ensformig Levemaade paa smal Kost, der vel i Alderdommen kan findes nødvendig, kan forebygge hidsige Sygdomme og kan maaske en Stund forsinke Døden, men vil i Barndommen langt vissere svække Livs-Kræfterne, forhindre Livs-Udviklingen og forknytte Opvæxten. Skal derfor den gjenfødte kristelige Prædiken og Lovsang paa hvert Folks Modersmaal, disse to velsignede Luther-Børn, blive fuldvoxne i Aandens Kraft og blive med Æren udødelige paa Jorden, som vi ønsker og haaber, da maa vi, 414 uden at ænse alle Dødbideres Surmuleri og Forkjætrelse, give Forkyndelsen og Lovsangen frit Spillerum efter Aandens Drift paa Bekjendelsens Enemærker; thi det er den rette »evangeliske Frihed«: Paradis-Friheden til at æde af alle Træer i Haven, undtagen Døds-Træet, som er den Skriftklogskab og Teologi, der sætter sig i Vorherres Sted til at bedømme hans Ord og Gjerninger: hans Ord til os og hans Gjerninger inden i os. Saa snart vi nemlig, i Steden for at bygge paa og hvile i Aandens og Menighedens Vidnesbyrd om den kristne Tro og Bekjendelse, og om Herrens Indstiftelser som hans egne Gjerninger, med det Guds-Ord, som han i Grunden selv er og ene har i sin Magt, tvært imod drager denne Troens Grundvold og Menighedens Livs-Kilde (Klippen med Springvandet) i Tvivl, og bryster os under hvilket som helst Navn paa Dommer-Sædet, for at afgjøre paa fri Haand, om vi virkelig har et levende Guds-Ord hos os, om dette Guds-Ord er sandt og godt i alle Maader, og om det virkelig kan udrette saa store Ting, som Sjæle-Tvæt og Liv af Døde, - da staar vi, ligesom Eva, ved det forbudne Træ og holder Raad rned Slangen om de Frugter, som synes lystelige og gode at faa Forstand af paa godt og ondt, alt som skrevet staar: jeg er bange for, at ligesom Slangen bedrog Eva med sin Træskhed, ogsaa eders Hjærtelag skal besviges for sin kristelige Enfoldighed.

Kommer vi nu fra denne Side og paa denne Vej til Spørgsmaalet om Enkeltmandens kristelige Sikkerhed i sin Saligheds-Sag, som nys ved Haarene er trukket ind i Tvisten om Alterbogs-Daabens kristelige Gyldighed, da gaar det os dermed, som med alle kristelige Oplysnings-Spørgsmaal: at vel finder vi det ikke fyldestgjørende besvaret i nogen Lærebygning (Dogmatik), men dog findes ogsaa her den store lutherske (Ordets og Troens) Grundsætning for kristelig Oplysning lige saa frugtbar som urokkelig. Vel har nemlig Papisterne Ret i, at Enkeltmanden skal bygge Sikkerhed i sin Saligheds-Sag paa sin Delagtighed i hele den kristne Menigheds Tro og Haab og Kjærlighed, saa det var Morten Luthers store Vovestykke at henvise enhver Sjæl især til den Hellig-Aands indvortes Vidnesbyrd, som det eneste Pant paa Guds Naade og det evige Liv; men dog var dette Vovestykke blevet nødvendigt ved den Dødhed, hvormed Præste-Herskabet og Tvangs-Daaben havde forpestet Menigheds-Begrebet. Ligesom nemlig Gud ikke er de dødes Gud, men de levendes, saaledes er den Hellig-Aand heller ikke den døde Kirkes, men kun den levende Menigheds Aand, saa det er en aldeles falsk og 415 fordærvelig Sikkerhed i sin Saligheds-Sag, som man udleder af sin Sikkerhed paa at være Medlem af en aandelig død Kirke, hvori de kristelige Saligheds-Midler og Livs-Nødvendigheder (Daaben og Nadveren) enten er forvanskede eller dog ude af levende Virksomhed, En saadan død Kirke er nemlig kun en selvgjort »gejstlig Brandkasse«, som, for et vist udvortes Indskud og aarligt Bidrag, paatager sig at indesta asine Medlemmer for al aandelig Brandskade baade i Skærs-Ilden og det hede Helvede; og Morten Luther havde jo Ret i, at det er lutter Bedrageri og Sjælemord med al den Sikkerhed, en saadan gejstlig Brandkasse kunde give, enten paa at undgaa Helvede eller paa at indgaa i Himmerig; og da Luther stadig henviste til det udvortes, klare Guds Ord, hvoraf vi kan og skal lære at kjende og forstaa den Hellig-Aand, saa laa Fejlen hos ham, her som ved hele hans evangelistiske Virksomhed, kun deri, at han sammenblandede hele sin bibelske Prædiken med Tros-Bekjendelsen og Indstiftelses-Ordene, som om det alt sammen var et klart Guds-Ord, hvoraf man kunde lære at kjende og forstaa den Helligaand. Saa snart vi derfor lære at adskille, hvad kun vi og ikke Vorherre har sammenføjet, saa Menighedens Tros-Bekjendelse ved Daaben efter Herrens Indstiftelse bliver det klare Kjendemærke baade paa Menigheden og dens Aand, da bliver det indlysende, at vi, som Medlemmer af denne Menighed, som det kristelige og aandelige Guds-Folk, kan faa samme Sikkerhed i vor Saligheds-Sag, som Menigheden har, ved Betragtningen af de kristelige Livstegn i Bekjendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen, og at disse Livstegn vil blive stærkere og klarere baade i det hele og i det enkelte, jo friere Bekjendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen er, medens enhver udvortes Tvang paa Aandens Enemærker nødvendig svækker Livs-Ytringen og skjuler Livs-Tegnene. Ligesom nemlig ingen kan blive ret sikker paa sin kristelige Bekjendelses Oprigtighed og Fasthed, hvor denne Bekjendelse er et borgerligt Paalæg, og Modsætningen en borgerlig Brøde, saaledes kan den kristelige Forkyndelse af Evangeliet og Menigheds-Lovsangen heller aldrig blive de stærke og klare Livs-Ytringer og Livstegn, som giver aandelig Sikkerhed paa Livskraften og Fremvæxten, med mindre de udvortes er aldeles fri; saa at hvem der sætter sig imod Præste-Friheden og Salme-Friheden, de sætter sig, vitterlig eller uvitterlig, lige saa vel mod al velgrundet Sikkerhed i Salighedens Sag, som mod den Aand, der kun virker med Frihed i Frihed og til Guds Børns herlige Frihed i alle Maader. Hvor derimod

        

416 alt aandeligt er frit, der kan vi dristig sige til enhver troende , der spørger os om sin Daabs Gyldighed: hvi spørger du mig? spørg den Helligaand ad! Han, som er baade Troens og Daabens Aand, vil strax sige dig, om du er født af Vand og Aand til at indgaa i Himmeriges Rige; og hvis du ikke er det, vil han baade drive dig og vise dig Vejen til at blive det.

417

10. Det kristelige, aandelige og evige Liv.

Det er i vore Dage saa vanskeligt at blive forstaaet, naar man taler om det virkelige Liv, som det daglig føres for vore Øjne midt iblandt os, at man maa gjøre sikker Regning paa grovelig at misforstaas af de fleste Læsere, naar man skriver derom, og tror man os ikke om de jordiske, hvordan skulde man da tro os om de himmelske Ting; saa det er et stort Guds Under, at der endnu findes Folk, som kan og vil tale og skrive om det kristelige, det aandelige og evige Liv, som ikke et eneste Menneske kjendelig gjennemfører, og som vi selv siger, kun et eneste Menneske, fra Verdens Skabelse til nu, kjendelig har gjennemført paa Jorden, nemlig den enbaarne i alle Maader, den mageløse, »Jesus Kristus«, som blev korsfæstet i Jødeland under Pontius Pilatus, og sidder nu i Himmerig ved Gud Faders højre Haand, hvorfra han først paa den yderste Dag skal komme igjen at dømme levende og døde.

Det var desaarsag ingen Kunst for Søren Kierkegaard, med Verdens højrøstede Bifald, at beskrive hele vor saakaldte kristelige Prædiken og Bibellæsning og Gudstjeneste, Barnedaab og Altergang, som en stor Narrestreg, som en lystig Komedie, der imidlertid blev tragi-komisk, ja, ikke blot uhyre sørgelig, men højst bespottelig, derved, at mange Folk indbildte sig, hvad vi saakaldte Præster, vi »Sortekjoler«, indbildte dem: at naar de blot vilde høre paa os og sige Ja til det, og lade deres Børn døbe, og selv gaa til Alters en Gang imellem, saa tog de, paa en vel aldeles skjult og os ubegribelig Maade, men dog ganske rigtig, Del i det kristelige, aandelige og evige Liv, som Vorherre Jesus Kristus havde ført paa Jorden og lovet at dele med alle sine tro Efterfølgere evindelig.

Nej, det var ingen Kunst; men da Søren Kierkegaard godt tog sig i Agt for at skrive, at han enten af sig selv eller af det 418 ny Testamente havde faaet og kunde meddele andre Lys og Kraft til at føre et virkelig kristeligt, aandeligt og evigt Liv, men at han kun af sig selv og af det ny Testamente havde lært og kunde klarlig vise, at det var en grov Løgn, et uhyre Gjøgleri og en endnu langt mere uhyre Bespottelse, alt hvad der udgav sig for et kristeligt, aandeligt og evigt Liv, som det findes beskrevet i det ny Testamente, der jo dog skal være Jesu Kristi sandfærdige, ufejlbare Lære og Levneds-Beskrivelse, - saa har han derved aabenbar sat sin egen Ære og det ny Testamente i Pant til den danske Læseverden, derpaa, at der slet intet kristeligt, aandeligt og evigt Liv findes paa Jorden; og det gjælder da ikke blot for os, men for den Jesus Kristus, som vi bekjender, og for den Aand, som drives af og stoler paa, at vise Verden, at der findes dog et saadant Liv paa Jorden, skjønt det unægtelig har længe været skjult, eller dog kun meget svagt og vanskeligt at kjende.

Hvad der nu hertil, til Løsningen af en saadan mageløs Livs-Opgave, kan gjøres rned Pennen, det, maa vi strax kunne se. er kun meget lidt; thi at vi ikke med vore Penne kan skabe et saadant kristeligt Liv, naar selv Herrens Apostler ikke har kunnet i mindste Maade forplante eller meddele det med deres Penne, skjønt det maa forudsættes, at Kristi Aand ret egentlig førte deres Haand, naar de skrev, - det er en følgelig Sag, ligesom det da ogsaa er soleklart, at, naar vi ikke engang tør paastaa, at Apostel-Skriften selv har og fører et kristeligt, aandeligt og evigt Liv, saa kan vi hverken, uden Selv-Modsigelse, tillægge Apostel-Skriften Evne til at forplante og meddele det kristelige Liv, som den ikke selv har og fører, eller, uden Bespottelse og latterlig Stolthed, tilskrive vor egen Skrift den guddommelige Livs-Kraft og Livs-Forplantelse, som vi fraskriver og frakjender Apostel-Skriften.

Ligesom imidlertid Apostel-Skriften, ved at være en sandfærdig Beskrivelse baade af Jesu Kristi eget Liv og Levned og af det kristelige Liv, saaledes som det fandtes hos Penneførerne og i den daværende kristne Menighed, og ved tillige at være en Spaadom om det kristelige Livs Udvikling i Menigheden, indtil det naar sit Maal og sit Mønster i Jesu Kristi eget Menneske-Liv paa Jorden, kunde være meget nyttig og oplysende for dem, som baade trode paa Jesus Kristus og var delagtige i det kristelige Liv, - saaledes kan aabenbar ogsaa vor Skrift være meget nyttig og oplysende for levende Kristne, naar den dels er en sandfærdig Beskrivelse af de Midler, hvorved, og af Maaden, 419 hvorpaa, det kristelige Liv har forplantet sig til os, og dels tillige er en Spaadom om, hvorledes det nærværende spæde, svage og dunkle, men dog kristelige Liv skal udvikle sig i Menighedens Levneds-Løb, til det naar Jesu Kristi Væxt i hele sin Livs-Fylde, Kraft og Klarhed.

Hertil har jeg nu gjennem en hel Menneske-Alder benyttet min Pen, det bedste, jeg kunde faa Lykke til, og da især med Flid søgt at oplyse, at det er ved Herrens eget Munds-Ord, som det lyder ved Daaben og Nadveren efter hans egen Indstiftelse, og ikke ved noget andet, at baade hans Aand og hans Livs-Kraft meddeles, og at hans aandelige Liv forsvandt, hvor man bortkastede eller forvanskede dette Herrens Munds-Ord, eller at det kristelige Liv blev hardtad usporligt, hvor man vel beholdt dette Herrens Munds-Ord uforvansket, men fæstede dog kun halvvejs Tro dertil, og ventede baade Aanden og Livet og Væxten tillige ad andre Veje.

Vist nok ser man, saa vel af Raadvildheden i Søren Kierkegaards Dage, som af Forvirringen under sidste Pennefejde om Alterbogs-Daaben, at Nytten af mine skriftlige Oplysninger har ikke været nær saa stor, som jeg ønskede; men jeg har dog aldrig ventet den større, saa længe det kristelige Liv, der jo hverken kan udspringe af eller udvikles ved Bogstav-Skrift, ikke af »Ordet og Troen« ved Daaben og Nadveren er blevet videre udbredt eller klarere udviklet, end man af alle Mærker kan se, det er; og jeg tør desuden nok haabe, ved min korte Beskrivelse af »de kristelige Livs-Tegn« at have forberedt en fremskridende Oplysning om den kristelige Livs-Sag, som man hidtil har maattet savne.

At vi nemlig kan og skal sammenfatte de kristelige Livs-Tegn i »Bekjendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen« paa Folkenes eget Modersmaal, det er en kristelig Livs-Oplysning, som, skjønt den ingenlunde gjør Sagen klar, dog kaster et nyt Lys paa den, som jeg smertelig har savnet, baade naar jeg eftersporede det kristelige Liv hos mig selv og Menigheden, og naar jeg skulde forsvare Vorherre Jesus Kristus mod den ærerørige Beskyldning, at han enten havde ladet sit Liv uddø i Menigheden, eller kunde dog, siden Apostlernes korte Dage, aldrig faa det Liv udviklet af Barne-Svøbet, aldrig opelske det til Ungdoms-Blomsten, endsige til Mands-Modenhed.

Saa længe vi nemlig vel, efter Apostel-Skriften, forudsætter at »Tro og Haab og Kjærlighed« er det aandelige og evige 420 Indhold af det kristelige Liv, men kan ikke sætte forsvarlig Skjel mellem »disse tre« efter hedensk eller jødisk eller kristelig Talebrug, elier i Hverdags-Forstand og i Søndags-Forstand, da kan vi heller ikke opvise tydelige Livs-Udtryk og Livs-Tegn, som er den levende Kristendom egne; saa alle Paastande om det kristelige Liv maa da synes vilkaarlige og indvikle os i en forvirret Strid om, hvad der i Menneske-Livet er aandeligt, og hvad der er kjødeligt, og i hvad Forhold Kristendommen, efter Erfaringens Vidnesbyrd, har staaet og staar til, hvad Menneske-Aanden kalder aandeligt.

Først naar vi har opdaget den kristne Tros kristelige Liv-Udtryk i Tros-Bekjendelsen ved Daaben, og det kristelige Haabs Liv-Udtryk i Herrens Bøn, Fadervor, baade ved Daaben og Nadveren, og den kristelige Kjærligheds Liv-Udtryk i Kristi Hengivenheds-Ord til sine troende, eller hans Kjærligheds-Erklæring til sin Brud, ved Nadveren, - først da kan vi i Menigheds-Livet opvise en kristelig Bekjendelse, Forkyndelse og Lovsang, som er ejendommelige og umiskjendelige Livs-Tegn af den kristne Tro, det kristelige Haab og den kristelige Kjærlighed, om hvis Forhold til, hvad vi ellers mellem os selv paa Modersmaalet kalder Tro og Haab og Kjærlighed, der da kan tales tydelig og dømmes grundig.

Det kristelige Liv i sig selv vedbliver vist nok fremdeles at være en dyb Hemmelighed for os; men det samme er jo Tilfældet med Menneske-Livet i det hele, adskilt fra Dyre-Livet, som heller intet Menneske kan gjøre kjendeligt, uden i tilsvarende aandelige Livs-Ytringer; saa at, hvis man vil gjøre den Indvending mod de kristelige Livs-Tegn: at de, som Bekjendelse, Forkyndelse og Lovsang, kun er Ord og ikke Handling, da svarer vi med rette, at det følger af Aandens, lige saa vel Menneske-Aandens som Guds-Aandens Usynlighed, at den kjendelig kun kan bevise sit Liv i det ligeledes usynlige, men dog gjennem Øret hørlige og i Hjærtet følelige, og for saa vidt sanselige, Ord, da derimod enhver Handling, ligesom Haanden og alle synlige Ting, staar i saa dunkelt et Forhold til den usynlige Aand, at vi i det højeste kun gjennem det oplysende Ord kan skimte Forholdet, og det endda kun i et tvivlsomt og tvetydigt Lys, ligesom i Tusmørke. Uagtet saaledes vist nok den kristelige Kjærlighed, naar den er fuldkommen, vil ogsaa stræbe at vise sig i mageløs Gavmildhed og legemlig Opofrelse, saa vidner dog ikke blot Apostel-Skriften, at man kan uddele alt sit 421 Gods til de fattige og overgive sit Legeme til Baalet, uden at have den kristelige Kjærlighed, men det er vitterligt, at Folk har gjort begge Dele, uden engang at kalde sig Kristne eller ville være det; saa at selv de klareste saakaldte Kjærligheds-Gjerninger kan kun blive kristelige Livs-Tegn i klar Forbindelse med den kristne Bekjendelse og den kristelige Lovsang.

Dette er Nytten udad af Oplysningen om »de kristelige Livs-Tegn«; men Nytten indad og opad er endnu langt vigtigere for os alle; thi, medens vi kun forgjæves vilde stræbe at udgrunde det kristelige Livs Hemmeligheder: enten Kaldets Hemmelighed ved Evangeliets Prædiken (Julebudets Udraab) eller Gjenfødelsens Hemmelighed i Daaben, eller Opfødeisens Hemmelighed i Nadveren, saa bliver dog »Livets Vej«, den kristelige Livs-Vej, baade lysere og jævnere for os, naar vi ser, hvor og i hvilken Følge vi skal søge og kan vente den kristne Tro, det kristelige Haab og den kristelige Kjærlighed, med Troens Bestyrkelse, Haabets Udvidelse og Kjærlighedens Væxt Fremdeles beroliges vi ved denne Oplysning over Afstanden mellem det kristelige Livs Skikkelse hos os og den nærværende Menighed, og den Skikkelse, hvori vi finder det beskrevet af Apostlerne, dels hos dem selv og Menighedens Førstegrøde, og især hos Jesus Kristus i hele dets Fylde og Renhed, og vi beroliges derover, ikke som de Bog-Orme, der stole paa Fuldkommenheden af det fremmede Liv, paa hvis Beskrivelse de gnave, men som den levende, opvakte Dreng beroliger sig over Afstanden mellem sig og sin voxne Broder eller mellem sig og sin gamle Fader; thi, naar vi blive ret vendte i den levende Betragtning af det kristelige Liv, som et aandeligt Menneske-Liv, lige saa virkeligt og langt mere menneskeligt end vort kjødelige Liv, saa det kristelige Liv begynder med en virkelig Undfangelse efter Aands-Viljen, som Herren siger, og med en virkelig Fødsel af Vand og Aand, som Herren ogsaa har sagt, og udvikler sig kun efterhaanden, ligesom Herren selv forfremmedes i Alder, Visdom og Yndest for Gud og Mennesker, - da bekymres vi lige saa lidt som Apostelen Pavlus over Afstanden fra Maalet, men stræber dog, ligesom han, at glemme det tilbagelagte over det forestaaende, og strækker os ved levende Fremskridt efter Kransen og Kronen.

Vel er nemlig paa det kristelige Livs, som i det hele paa Menneske-Livets Vej gjennem denne Verden, hvad Forstanden angaar, lyst bag og mørkt for; thi vi forstaar aldrig mer af et Liv, 422 end vi selv har oplevet; men paa det kristelige Livs Vej skinner der dog et overordentligt og for saa vidt overmenneskeligt Lys, som Herren har sagt, at hvem der følger efter ham, skal aldrig gaae i Mørke, fordi han er det sande Verdens-Lys; og hvad der, som en Lygte, gjør det vejlyst for os midt i Mørket, er, som Apostelen skriver, et fast Spaadoms-Ord, som kjendes derpaa, at det stemmer overens med Troens Regel og med Menneske-Livets vitterlige Grund-Lov.

Det følger saaledes med Nødvendighed af Daabs-Pagten, at det aandelige Liv, vi i Daaben fødes med, ikke i nogen Henseende kan være djævelsk, men skal i alle Henseender være gudeligt, og Kristendommen forudsætter klarlig, at Menneske-Livet i Guds Billede kun kan gjenfødes og fornyes ved paa vidunderlig Maade at skilles fra Djævelskabet; men hvor meget der hos Mennesket, som det nu fødes, skal regnes for Djævelskab, og hvorledes Mennesket under Levnedsløbet kan og skal tage virkelig Del i Afløsningen fra alt Djævelskab og i Opvæxten af al Gudelighed, det er en Gaade for den sunde Menneske-Forstand, som ene kan løses ved Erfaringen; saa det er intet Under, at naar man paa fri Haand har villet udgrunde og afgjøre denne Livs-Sag, man da kun har forvirret den. Jo mere vi nu ogsaa veed om de skriftkloges Beskrivelser af, hvad man kalder »Saliggjørelsens Orden«, eller hvad Skriften kalder det gamle Menneskes Afførelse og det ny Menneskes Iførelse, des bedre forstaar vi ingenlunde Sagen, men des bedre kjender vi Forvirringen, der vel maa kaldes grænseløs, da det derefter synes, som om man enten maatte tænke, at alt menneskeligt skulde betragtes og udryddes som Djævelskab, eller at der i Grunden slet intet Djævelskab var til, ogigjen: enten at Mennesket selv skulde styre det ny, kristelige Levnedsløb, eller at han skulde staa uden for det som en ørkesløs Tilskuer.

Naar man selv er en levende Kristen, om end i sine umyndige Aar, da ser man strax, at ingen af Delene kan være Tilfældet; thi, var der ingen Djævel, ingen Fanden, ingen Grund-Løgner, ingen Nat-Mand og Morder-Engel til, eller havde han dog ingen Magt over Mennesket, da kunde der ikke være et sandt Ord i hele Kristi Evangelium: ikke være mindste Sandhed i Budskabet om Guds Søn som Verdens Frelser fra Syndens, Mørkets og Dødens Magt, som kun kan være til og være virksom i og ved en uren Verdens Aand, - og at, dersom paa den anden Side alt menneskeligt ved Syndefaldet var blevet djævelsk, da kunde Guds Søn lige saa lidt blevet et virkeligt 423 Menneske, som han kunde blevet en Djævel, og da kunde der intet nyt Menneske i Guds Billede tilvejebringes ved en Gjenfødelse og Fornyelse af det gamle Menneske, men kun ved en splinterny, det gamle Menneske aldeles uvedkommende Skabelse. Hvorledes det imidlertid gaar til med det nødvendigvis meget indviklede Helliggjørelses- og Saliggjørelses-Værk hos det faldne, syndige Menneske, i det hele saa vel som i det enkelte, det er saa meget mere skjult for vore Øjne, som Guds Søn vel blev i alle Maader Menneske som en af os, men dog uden Synd, saa hans Levnedsløb kan slet ikke vise os, hvordan det ny Menneske hos os under Opvæxten, ved at renses fra al »Kjøds og Aands Besmittelse«, bliver Synden og Satan kvit, saa at, skal vi faa det at vide, da maa Sandhedens Aand, som Vorherres Jesu Kristi Aand, aabenbare os det; men da vi under det ny Menneskes Opvæxt ikke kan undvære den foreløbige Kundskab om Livs-Udviklingen, saa vil ogsaa Herrens Aand meddele os den, naar vi beder ham om det, som skrevet staar om den samme Aand: de tilkommende Ting skal han forkynde eder. Naar det alligevel ikke sker, da maa det komme af, at Menighedens Tro paa den Hellig-Aand enten er saa vaklende eller saa ubestemt, at han hverken levende kan paakaldes eller kan kjendes fra Vildfarelsens Aander; og da vi først ganske nylig, ved at fæste vor Tro til Tros-Bekjendelsen ved Daaben som et Ord til os af Herrens egen Mund, baade har vundet en fast og bestemt Tro paa den Hellig-Aand, som en guddommelig Tredjemand, og derved tillige opdaget, hvad det er for en »Bekjendelse« af den i Kjødet komne Jesus Kristus, hvorpaa Sandheds-Aanden kan og skal kjendes fra alle Vildfareisens Aander, saa er det ogsaa først nu, vi kan modtage »Aandens Aabenbarelse« om det nyttige, som unægtelig for hele Menigheden og for os alle i den er: hvorledes vi kan beholde Troen, stride den gode Strid og fuldende Løbet, saa Maalet naas og Kronen vindes.

Ligesom nu Guds Aand har det gode Lov fra Arilds Tid, at han fører »paa det jævne«, saaledes er hans Aabenbarelse om det kristelige Livs Udvikling og Fremskridt saa jævn, at den forarger alle de selvkloge, der kun vil lade det højtravende gjælde for aandeligt, og er saa menneskelig, at vi maatte antage den for vor egen Aands Aabenbaring, naar vi ikke lagde Mærke til, hvor fremmed den fra først af ogsaa forekommer os, og hvor haardt det holder, inden vi ret kan finde os i den.

At saaledes det kristelige Liv, - skjønt det naturligvis, baade 424 for at lade Kjærligheds-Loven ske Fyldest i Menigheden, og for at være et evigt og saligt Liv, maa blive et fuldkomment Kjærligheds-Liv, - dog lige fra Begyndelsen til Enden i denne Verden især maa være og kan kun klarlig give sig til Kjende som et »Tros-Liv«, det er jo en Oplysning, saa jævn og saa menneskelig, at man skulde tænke, dertil behøvedes ingen Aabenbaring; men desuagtet, og uagtet Apostelen Pavlus udtrykkelig skriver til Korintierne: »vi vandrer ikke i Beskuelsen, men i Troen,« og til Galaterne: »hvad jeg nu lever, det lever jeg i Guds Søns Tro«, og uagtet denne Tros-Regel gaar igjennem hele Apostel-Skriften, saa lærer dog hele det kristelige Livs og Skrift-Klogskabens Historie, at denne jævne Oplysning var meget sjælden, og var, selv hvor den fandtes, som hos Morten Luther, meget for mat til at kaste Lys paa Livet i det hele, som et virkeligt Tros-Liv, altsaa hvad Verden med Skuldertræk kalder et blot poetisk Liv, et Fantasi-Liv, men derfor ikke des mindre sandt og virkeligt, fordi den guddommelige Poesi (poiesis) er en virkelig Skabelse, og den guddommelige Fantasi er Aanden, som gjør levende, og beviser sin Magt til at gjøre ogsaa vort Legem aandelig levende, ved at tage vor Kjød-Tunge i sin Tjeneste, saa den udtaler, ikke hvad vi selv, men hvad Gud tænker baade om sig selv og om os.

Om muligt endnu jævnere og menneskeligere er den Oplysning, at det kristelige Liv, i Menigheden og hos os alle, har de samme Aarsti der som det gamle Menneske-Liv, saa det udvikler sig ogsaa kun efterhaanden fra Vaar til Høst, eller fra det dunkleste Barne-Liv til det kraftige og klare Manddoms-Liv; thi baade fødtes og voxede Vorherre jo saaledes paa Jorden, ligesom en anden »Menneske-Søn«, og Menneske-Livet, det være sig gammelt eller nyt, maa jo, for virkelig at svare til sit Navn og være et sandt, ægte Menneske-Liv, ogsaa altid ligne sig selv; men desuagtet er nok Apostelen Pavlus den sidste af de skriftkloge, som bekjendte, at han ogsaa kristelig talt havde været et spædt Barn, før han blev en Mand; og i alt Fald har man aldrig siden i Menigheden brugt det gamle Menneske-Liv til et Spejl for det ny, og voxte derfor meget stærkere nedad end opad, og trode til sidst, at man lige saa godt kunde begynde det kristelige Liv fra Toppen som fra Roden: lige saa godt begynde ved Herrens Bord som ved Gjenfødelsens Bad, lige saa godt begynde med Kjærlighedens Højsang som med Tros-Bekjendelsen.

Fremdeles er det jo en meget jævn og menneskelig Oplysning, at da det naturligvis er det samme Menneske-Liv, som faldt, 425 der skal oprejses, den samme forlorne Søn, som var mistet, der blev fimden, var død og blev levende, det samme fortabte Faar, som var forkommet, der blev baaret hjem paa Hyrdens Skuldre, - saa er det ny Menneske heller ikke strængt talt et andet Menneske end det gamle, men kun et andet Menneske efter samme billedlige Talebrug, som naar der staar skrevet om Savl, at da han var salvet, og Aanden kom over ham, blev han til et andet Menneske. Men uagtet det nu er klart nok, at det var den gamle Menneske-Art, Guds Søn tilegnede sig, da han kom til Verden, som Kvindens Sæd og Abrahams Sæd og Davids Søn, og at selv det ny Menneske-Legeme, hvormed Herren opstod, var i Grunden det samme som det gamle, der nagledes til Korset, - saa har dog alle de skriftkloge, der lagde Vægt paa det kristelige Liv, som Vorherres Jesu Kristi og intet andet Menneskes eget Liv, mer eller mindre skarpt afskaaret det saakaldte ny Menneske-Liv hos Kristus og hans Menighed fra hele det gamle Menneske-Liv, som et kjødeligt Syndeliv, der maatte aldeles ødelægges og med Rod oprykkes, for at det ny Menneskes Liv, som noget, det gamle aldeles uvedkommende, kunde afløse det. Af denne Grund-Vildfarelse udsprang ikke blot alle Kloster-Reglerne, men ogsaa alle vore saakaldte ortodoxe Dogmatikker, hvorefter Menneske-Naturens Grund-Fordærvelse og aandelige Uduelighed til alt godt gjordes til Grundvold for hele Gjenløsnings-Værket; skjønt det er klart, at alt det menneskelige, der trængte til at frelses og gjenløses, gjenfødes og fornyes efter hans Billede, som skabte os, derved maatte gaa til Grunde. Følgen blev naturligvis, at det gamle Menneske-Liv, der aldeles blev givet til Pris, daglig klarere gik Pokker i Vold, medens hvad der kaldte sig det ny Liv enten slet intet Liv var, slet ingen Kraft havde, slet ingen Ting gjorde, uden i det højeste at skrive Dogmatikker og lære dem udenad, - eller det saakaldte ny og aandelige Liv blev et umenneskeligt, ret et Fandens Liv, der førte Krig med alt menneskeligt, og løftede under alle Slags falske Navne den Selvraadighed og Selvklogskab til Skyerne, som altid har hørt Fanden, den Menneske-Morder, til.

Derfor er jo endnu baade Anders Larsen1 og Andreas Rudelbach enige om at forkjætre mig for den jævne menneskelige Oplysning: at den Menneske-Søn, der, efter hans egne Ord, ikke var kommen for at ødelægge, men for at frelse Menneske-Liv, *

426 bærer sig ad i Danmark ligesom i Jødeland, og slaar paa ingen Maade sine danske Discipler ihjel, men forlader dem deres Synder og aabner saa en Kilde i dem, der springer til et evigt Liv, saa de takker ham af Hjærtens Grund paa det gamle Menneskes, den gamle Adams, Vegne, der ogsaa hos dem fik al sin Synd forladt og stod op fra de døde til det ny Liv, efter det Guds-Billede, der var saa forældet og fordærvet hos ham, at det, uden kraftig og kjærlig Fornyelse, maatte gaaet evig fortabt.

Endelig er det ogsaa en ganske jævn, menneskelig og ret egentlig evangelisk Oplysning: at Gud Fader og hans Aand bærer sig ad med os, ligesom de vil, at vi skal bære os ad med Næsten, saa de overvinder det onde hos os med det gode, som da ogsaa, efter al menneskelig Erfaring, er den eneste Maade, hvorpaa det onde lader sig hjærtelig overvinde, afløse og fordrive; da selv Guds egen Lov med Torden og Lynild, der har nemt ved at knuse det stolteste Menneske-Hjærte, dog ikke kan udrydde den mindste onde Lyst og Begjærlighed, der kun viger for den gode, kjærlige Lyst og Begjæring, hvis Ugle-Billede den er; saa Hovmoden lader sig af Hjærtet og i Hjærtet aldrig udrydde uden ved Ydmyghed; og Vellyst, som er uren Kjærlighed, lader sig kun fortrænge af den rene Kjærlighed; og Begjærligheden efter denne Verdens Herligheder lader sig kun afløse af Begjærligheden efter Guds Riges Herlighed. Siden Apostlernes Dage veed jeg imidlertid ikke at nævne nogen kristelig Moralist, der beskrev Helliggjøreisen i denne Aand eller i dette Lys; thi naar de, som Mystikerne, begyndte i Hjærtet, da begyndte de i Mørke, med det gamle Menneske, der skulde gjenføde og opføde sig selv med sin egen Kjærlighed (Egenkjærlighed) til Gud og Næsten; og det blev da kun en falsk og uægte Kristelighed fra først til sidst; og ellers begyndte de med Loven, ikke som et Spejl, men som en Livs-Kraft, der, naar den havde nedbrudt Afguds-Templet, skulde paa dets Grus opbygge den Helligaands Tempel; uagtet Vorherre vidner, at naar man begynder Helliggjørelsen uden fra, da bygger man altid kun Gravsteder, fulde af Urenhed og Dødningeben; og uagtet al menneskelig Erfaring lærer, at naar man vil begynde Helliggjørelsen inden fra, da kan man i Lovens fulde Rustning slaas med den mindste onde Lyst til Dommedag, uden at den viger et Haarsbred. Da nu imidlertid det kristelige Liv i denne Verden altid bliver ved at være et Tros-Liv, altsaa aandeligt og usynligt, og vi dog fremdeles fører et øjensynligt Legems-Liv, saa maa den kristne Menighed, og enhver af os i den, vist 427 nok, som Apostelen skriver, bruge Lovens, det være sig Mose-Lovens eller Danske Lovs, Tvang til det udvortes Levned; men vil vi leve og voxe kristelig, da maa vi vogte os for at give denne vor lovlige Handlemaade et kristeligt Skin, og endnu mere vogte os for at omgjøre Kristi Evangelium til en saakaldt ny, kristelig Lov, der skal paatvinge vor Sjæl en kristelig Tænkemaade og vort Hjærte den kristelige Kjærlighed; thi saa længe vi prøver paa det, da enten kjender vi slet intet til det kristelige Liv, eller vi sætter det over Styr; thi man kan lige saa lidt ville helliggjøres som retfærdiggjøres af Loven, uden at falde fra Naaden.

Denne Haarde-Knude i det kristelige Liv, som et Tros-Liv, ser vi af alle Pavli Apostel-Breve, har lige fra Begyndelsen, hos de kristne af Hedningerne, om ikke kvalt det kristelige Liv i Fødselen, saa dog forknyttet det i Væxten og født den Tæring, der lige fra Apostlernes Dage er kun alt for kjendelig; og da denne Knude dog kun kan løses ved Kjøds-Opstandelsen fra de døde paa den yderste Dag, eller ved Kjøds-Forvandlingen hos dem, som levende oppebier Herrens øjensynlige Komme, saa gjælder det om, ikke paa nogen Maade at ville overhugge Knuden, men at bære den i Troen, som en »Pæl i Kjødet«, og nøjes med Guds Naade, hvis Kraft hos os kun kan udvikle sig i vor Skrøbelighed, I det vi holder fast ved Troen paa, at det kristelige, aandelige Liv, som vi gjenfødes til i Daaben og opfødes i ved Nadveren, er i Sandhed et evigt Liv, maa vi dog opgive at blive os det kristelige Livs Evighed klarlig bevidt i denne Verden, baade fordi det kun er i fuldkommen Enighed med Herren og hele hans Menighed, at denne klare Bevidsthed kan oprinde, og fordi den er umulig, uden naar »det indvendige bliver udvendigt«: hele vor Sansning og Legemlighed bliver lige saa aandelige, som Troens og Haabets og Kjærlighedens Ord er i vor Mund og vort Hjærte, altsaa naar hele vort Legeme er en for evig velbehagelig Bolig, et fuldkomment og fuldstændigt Redskab og et klart, uplettet Spejl for Aanden, som den guddommelige Livs-Kraft, der er udgaaet fra Faderen, for baade at begynde og fuldføre den gode Gjerning i hele Herrens Menighed, men bliver først færdig dermed til Vorherres Jesu Kristi Dag, og arbejder hos os kun derpaa, for saa vidt vi virkelig fornægter os selv, opgiver al aandelig Selvstændighed, og lader godvillig den Helligaand, som en guddommelig Selvstændighed (Person), raade for vort Hjærte og vor Tunge, som den fornyede guddommelige Livs-Kraft, der ene kan skabe og opholde og opelske det ny Menneske-Liv efter Guds-Billedet i Jesus Kristus.

428

11. Det medfødte og det gjenfødte Menneske-Liv.

Saa længe som en Abekat kun behøver at sætte sig paa Bagbenene, at blive klædt paa og taalelig at efterabe vor Spisning og lidt Skræder-Syning, for i vore Øjne at være lige saa forsvarligt et Menneske, som andre simple Folk, saa længe nytter det ikke at tale eller skrive til os om det egentlige Menneske-Liv, enten det barnlig medfødte, som vi fødes med af Moders Liv, eller det barnlig gjenfødte Menneske-Liv, som vi fødes til i Herrens Daab af Vand og Aand. Dog ikke det alene; men selv naar vi er kommet efter, at det er Mund og Mæle, Ordet og Talen, som egentlig og kjendelig skiller os Mennesker fra alle de »umælende«, selv da ligger Menneske-Livet for os i Bælgmørke, saa længe Ordet er os kun et Munds-Vejr med en egen Lyd; thi derved bliver Menneske-Ordet endnu ingenlunde væsentlig forskjelligt fra alle Brøl og Bjæf, endsige da fra den Efterabelse deraf, som jo baade Stær og Skader og især Papegøjer kan afrettes til.

Først da, naar det er faldet os paa Sinde, at der i Menneske-Mælet og Menneske-Talen paa vor Tunge og paa vore Læber, kan og skal være noget forunderligt noget, og noget mageløst, som ingen Fugl og intet Dyr kan afrettes til at efterligne, kort sagt, noget skaberligt og guddommeligt, som vi maa kalde saa, fordi vi, efter vor Erfaring, kun har det til fælles med hinanden og følgelig med vor fælles, usynlige Gud og Skaber, - først da er vi skikkede til at tænke over Menneske-Livet, paa de forskjellige Trin, hvorpaa, og under de adskillige Skikkelser, hvorunder dette Liv har aabenbaret eller kan aabenbare sig for os. Vi opdager nu let, at Menneske-Ordet og Menneske-Talen kan og skal have en tredobbelt Beskaffenhed, der i denne Verden er dem ejendommelig, altsaa at de kan og skal have tre saakaldte Egenskaber, som kjendelig adskiller dem fra alt, hvad der kun er Skvalder og Eftersnak; thi vel baade kan der være 429 og er der stor Forskjel paa, hvor megen Kraft, hvor megen Sandhed og hvor megen Kjærlighed der levende udtrykker sig i Menneske-Talen, men noget deraf maa dog findes i al Menneske-Tale, som skal svare til sit Navn; saa at naar vi finder, der ikke er mindste Kraft, Fynd eller Klem i en saakaldt Tale, da kalder vi den død og tom, og finder vi slet ingen Sandhed i den, da kalder vi den falsk og uægte, og finder vi slet ingen Kjærlighed i den, da kalder vi den umenneskelig og hjærteløs.

Staar nu dette kun urokkelig fast: at Menneske-Livet har sit eneste kraftige Udtryk, visse Maal og klare Spejl i Menneske-Talen med en højere, usynlig Kraft, med inderlig Sandhed og uskrømtet Kjærlighed, da har vi Stadet, hvorfra det kan og skal ses, kan og skal bestandig klarere indses, at det medfødte og det gjenfødte Menneske-Liv vel er saa himmelvidt forskjellige, som Beskaffenheden, Vidden og Graden af de højere Livs-Kræfter, af Sandfærdigheden og Sandheden og af Kjærligheden og Godheden, hvormed Menneske-Livet udtrykker sig i Menneske-Talen; men at det dog paa den anden Side altid er det selvsamme Menneske-Liv, vi taler om, med de samme Love og oprindelige Egenskaber, de samme Livs-Kræfter og Kjendemærker, saa at Menneske-Livet i sin allerdunkleste, sin allerfattigste og sin allerureneste Skikkelse dog i Grunden er af samme Art, som Menneske-Livet i sin allerrigeste, allerreneste og allerklareste Skikkelse, saa at - for at sige alt med eet Ord - Røveren paa Korset havde samme Menneske-Liv til fælles med Guds enbaarne Søn, Vorherre Jesus Kristus, til hvem han raabte: Herre! tænk paa mig, naar du kommer i dit Rige! og af hvem han fik det sanddru, mageløs kraftige og kjærlige Svar: sandelig, sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradis.

Dersom det ikke var saaledes, da kunde Guds enbaarne Søn lige saa lidt villet være og være blevet et virkeligt Menneske-Barn, født af en Kvinde, som noget kvindefødt Menneske-Barn enten vilde eller kunde blive et virkeligt Guds-Barn, født af Vand og Aand; thi da udelukte Guddommeligheden Menneskeligheden, og Menneskeligheden igjen Guddommeligheden afsig, og der kunde ikke længer være Tale om nogen aandelig og hjærtelig Gjensidighed, Tilbøjelighed og Vexel-Virkning. Det er derfor ganske i sin bagvendte Orden, naar mahomedanske Teologer, som under alle Haande Navne har været enige med Mahomed og Koranen om at erklære den guddommelige og menneskelige Natur for saa væsentlig forskjellige, at slet ingen levende 430 Berørelse var tænkelig, - naar de ikke blot benægtede Muligheden af Guds Søns Kjødspaatagelse og Sammen-Smeltningen af den guddommelige og menneskelige Natur i Vorherres Jesu Kristi Personlighed, og benægtede følgelig Muligheden af hele Gjenløsnings-Værket, men naar de til sidst nægtede Muligheden af enhver guddommelig Aabenbaring til Mennesket og guddommelig Bønhørelse af Menneske-Bønner; - thi af den første Grund-Løgn flyder alle de andre smaa og store Løgne; og var Mennesket ikke skabt i Guds Billede, da kunde Mennesket jo heller aldrig være faldet derfra eller fornyes dertil, eller i det hele gjøre sig nogen sand og levende Tanke om Gud, hans Aand, hans Ord og hans Rige.

Derimod er det aabenbar selvmodsigende, vrævlevornt og yderst kjedsommeligt, naar de Teologer, som (hvad enten de kalder sig katolske eller protestantiske, evangelisk-lutherske eller bibelske) indrømmer og paastaar baade Menneskets Skabelse i Guds Billede og Fornyelsen efter det samme Billede ved Troen paa den Guds Søn og Menneskens Søn, Vorherre Jesus Kristus, - naar de lige saa ivrig paastaar, at »Syndefaldet«, som er indtruffet mellem Skabelsen og Fornyeisen, og som gjør Gjenfødelsen og Fornyelsen uundværlige til Salighed - dette Syndefald skal saaledes have vanskabt eller rettere udslettet og i Bund og Grund ødelagt Mennesket og hele Menneske-Livet i Guds Billede, at der ikke er Grand eller Spire tilbage af den medfødte Herlighed og af det medskabte Forhold mellem Gud og Menneske, saa at om det faldne Menneske gjælder alt, hvad de mahomedanske Teologer paastaar om Mennesket i det hele; og saa vel hele Aabenbarings-Historien, som hele Gjenløsnings-Værket bliver da en Række af Umuligheder, der alle skal overvindes med det døde og magtesløse Skriftsprog, at hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.

Jeg kalder dette Skriftsprog dødt og magtesløst, fordi det ene er i sin døde og magtesløse Bogstavelighed, at det kan synes tjenligt til at overvinde alle Slags Umuligheder; thi saa snart dette Herrens Ord bliver Aand og Liv for os, da ser vi strax, at hvad dette Ord gjælder, og hvad det baade kan og vil tilintetgjøre, det er kun de egentlige Umuligheder (adynata), som kun er Umuligheder, hvor Almagten fattes; men at det paa ingen Maade gjælder, eller kan og vil tilintetgjøre, de uegentlig saakaldte Umuligheder, som vi hellere skulde kalde Ugjørligheder eller Usigeligheder: hvad nemlig hverken Guder eller Mennesker kan gjøre, uden aabenbar at stride imod sig selv, 431 eller kan sige, uden klarlig at modsige sig selv; - thi vilde man paastaa, at ogsaa i denne Henseende var alt det for Mennesker umulige dog muligt for Gud, da var det en Guds-Bespottelse og en Sandheds-Fornægtelse, hvorimod Guds-Røsten og Sandheds-Bevidstheden i os, som er »Samvittigheden«, maatte oprøre sig, da Ordet i vor Mund og i vort Hjærte derved aabenbar frakjendtes al Bekvemhed til at udtrykke nogen som helst aandelig og evig Sandhed, med mindre det skulde blive den eneste for Mennesker tilgængelige Sandhed: at der var ingen aandelig og evig Sandhed, eller at ikke Sandheden var sig selv, men at Løgnen var Sandheden.

Dette synes vel endnu for de fleste enten Ordkløveri eller dog en meget mørk Tale, men ikke for Kristne, som tror, at Verdens Frelser, Guds enbaarne Søn, Vorherre Jesus Kristus, han er baade den evige Sandhed og Guds-Ordet selv, i egen guddommelige Person; thi heraf følger jo nødvendig, baade at alt, hvad der strider mod evig Sandhed, det er ugjørligt, altsaa hvad vi kalder umuligt for Gud, og at et Ord, der, naar det var sandt, maatte udslukke Ordets Lys og derved tilintetgjøre det, det er netop usigeligt for Ordet, som er Gud og blev Kjød, altsaa i den Mening netop umuligt for den sande Gud, der hverken kan eller vil nægte sig selv, fordi Sandheds-Fornægtelse er Løgnens Bekræftelse og, som det egentlige U-Ord, U-Aandens, Løgnerens, Djævelens førstefødte Søn.

Heraf kommer det da ogsaa, at alle de skriftkloge, der strængt holde fast paa den Grundsætning, at ved Syndefaldet blev Mennesket saa fremmed for Gud og alt guddommeligt, som om han aldrig havde været skabt i Guds Billede, altsaa blev Mennesket enten et blot Dyr, eller dog et U-Menneske, de paastaar ogsaa ganske rigtig, at alle syndige Mennesker er Djævelens Børn, som dog ved Troen paa ham, som kom for at nedbryde Djævelens Gjerninger, skal paa en ikke blot for os ubegribelig, men især for den sande Gud og det evige Sandheds-Ord umulig Maade, omskabes til Guds Børn.

Dette strider vist nok stik imod, hvad vi veed om Herrens Lærdom, og mod hans Apostlers skriftlige Vidnesbyrd; men de Teologer, som begynder med at paastaa, det hører til Guds Egenskaber, at alt, hvad der er umuligt for Mennesket, - og da især at bryde ned med den ene Haand, hvad man bygger op med den anden, og lige fuldt at rejse en stolt Bygning, der kan trodse Tiden og Helvedes Porte, - det er meget muligt for 432 Gud, de Teologer, kan jeg tro, maa jo sagtens tænke, det hører til Børne-Lærdommen, at hvad der er meget muligt selv for ulærde Folk, og hvad Fanden kan gjøre som ingen Ting: at modsige sig selv i hvert Aandedræt, det tør dog vel ingen paastaa, skulde være umuligt for Gud; og skjønt det er Daarekiste-Snak, kan jeg dog virkelig ikke anderledes forklare mig, hvorledes netop de Teologer, der ikke blot sværger paa, at Guds aabenbarede Ord findes udelukkende i Bibelen, men tillige forfægter den saakaldte Inspiratjon eller Indblæsning af hver Tøddel i Skriften, dog ikke gjør sig mindste Betænkelighed ved at paastaa det stik modsatte af, hvad skrevet staar, som det rette Guds aabenbarede Ord; thi dette forudsætter jo en hemmelig Indvielse af Aanden i en Tankeflugt, der spotter alle Grænse-Skjel, selv dem mellem Lysets og Mørkets, mellem Sandhedens og Løgnens, saa vel som det mellem Visdommens og Galskabens Rige.

Naar saaledes Herren siger: jeg er dertil født og kommen til Verden, at jeg skal vidne for Sandheden, hvo som er af Sandhed, hører min Røst, og han fremdeles siger: ikke de sunde, men kun de syge har Læge behov, jeg erikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse, hvo som er af Gud, hører Guds Ord, men I, som har Djævelen til Fader, I vil gjøre eders Faders Vilje, som er Løgneren fra Begyndelsen, der, naar han lyver, taler af sig selv, - naar Herren siger alt dette, og vidner, at ingen kommer til ham uden at drages af den himmelske Fader og oplæres af Gud, og naar hele hans Lærdom stemmer overens hermed, - saa maatte han jo ret med Flid modsige sig selv, dersom det skulde være hans rette Mening: at alle Mennesker, undtagen han selv, altsaa ogsaa hans Moder Marie, hans Fader Abraham og den Discipel, han elskede, var lige saa vel Djævelens Børn som Kain og Judas Iskariot, saa Forskjellen blev kun, at nogle trode, han, som Guds enbaarne Søn, kunde og vilde paa en umulig Maade gjøre Djævel-Unger til Guds Børn, og de blev ved den Tro virkelig Guds Børn, men de, som ikke kunde eller vilde tro paa den Umulighed, de blev ved at være Djævel-Unger evindelig.

Pennen bryder sig jo ikke om, hvad der skrives med den, og Papiret rødmer ikke; men enhver Kristen føler dog sikkert, at han aldrig kunde lade saa bespottelige Ord gaa over sine Læber, men vilde vende sig med Afsky fra enhver, som under Navn af Kristi Evangelium førte en saadan bespottelig Tale, der lige saa 433 aabenbar strider mod Herrens Ord og Lærdom som mod Samvittighed og sund Menneske-Forstand.

Hele den saakaldte Bibel-Historie kan da ogsaa, som guddommelig Aabenbarings-Historie blandt Menneske-Børn, kun være sand under den Forudsætning, at Menneske-Livet, før og efter Syndefaldet og før og efter Gjenfødelsen, er aldeles ensartet og i Grunden det selvsamme; thi dersom Adams Menneske-Liv i Guds Billede var tilintetgjort ved Syndefaldet, da hverken kunde Gud tiltale den faldne Adam, eller Adam svare ham, og da kunde endnu mindre Adams-Barnet Abraham kaldes Guds Ven, eller Gud tale med Adams-Barnet Moses som en Mand med sin Næste, eller Guds Aand hvile paa Adams-Børnene Samuel og David og all© Profeterne og paa Johannes den Døber, da kunde Gud hverken bruge Menneske-Tunger til sin Tale eller røre Menneske-Hjærter med sin Røst, da var Adams Kjøn fortryllet og forgjort enten til en Dyre-Art eller en Djævle-Yngel, eller en af Dyriskhed og Djævelskab unaturlig sammenhexet Vanskabning, der intet havde enten at frelses fra eller at frelses til; saa under denne Forudsætning er der kun Mening i, hvad Djævelens Børn altid har tænkt og sagt: at den saakaldte menneskelige Tilværelse var kun en Del af de faldne Engles Helved-Straf og Fangenskab i Mørkets Lænker, hvad Ægypterne paa deres Vis udtrykte meget pænt ved at sige, at Guderne af Frygt for Tyfon med Lynilden havde skjult sig hos Dyrene.

Forudsætter vi altsaa, som hele vor hellige Skrift og vor kvindefødte Frelser, Jesus Kristus, at det er Adams og Evas Menneske-Liv i Guds Billede, der, trods Syndefaldet og alle dets gruelige Følger, har forplantet sig uafbrudt til Frelseren, som »Kvindens Sæd«, og er i ham som den anden Adam og det ny Menneske, renset, forsonet med Gud og oprejst til et nyt Levnedsløb i Sandheds Retfærdighed, - da maa vi nødvendig ogsaa betragte det ny, kristelige Menneske-Liv i Herrens Menighed som det selvsamme Menneske-Liv, oprundet hos Adam, forplantet gjennem Eva, faldet, udplyndret, mishandlet og fordærvet af den onde hos os alle, men oprejst af Faldet, frelst, helbredt og guddommelig udstyret i Kristus, og saaledes ved Daaben uafbrudt gjenfødt hos den kristne Menighed; saa at Menneske-Livets kristelige Gjenfødelse og Fornyelse altid og hos alle forudsætter og udspringer ved den Helligaand af det gamle, oprindelige Menneske-Liv, der ligesom Eva er den eneste menneskelige Livs-Moder paa Jorden, der aldrig kan synke saa dybt eller 434 forarmes og fordærves saa ganske, at hun jo kan søge og finde Naade hos Gud og føde den allerhøjeste Børn, som det lyder hos Profeten: skulde jeg, som lader andre føde, selv tillukkes!

Over denne Guds Naades nødvendig dunkle Husholdning er det nu, Lyset oprinder, naar vi betragter Ordet hos Gud og Mennesker, ikke blot som det eneste Aabenbarings-Middel, følgelig som Livs-Lyset, hvorom Skriften siger, at alt, hvad som aabenbarer, det er Lys, og at Ordet er det Livs-Lys, som oplyser hvert Menneske, der kommer til Verden, men betragter Ordet tillige som det aandelige Livs eneste Udtryk, saa Ordet hos Mennesket er baade det guddommelige Livs-Billede og Lys-Billede, hvori Gud skabte Mennesket.

Heraf følger nemlig, at vi i Menneske-Ordet om det usynlige, aandelige og evige kan følge baade Menneske-Livets Indvikling og Udvikling, kan sikkert spore baade Syndefaldet med alle dets sørgelige og fordærvelige Følger, og spore Oprejsningen med alle dens livsalige og glædelige Frugter, saa at medens vi umulig kan fristes til at miskjende Menneske-Livets Fordærvelse ved Synden og Fortabelse i Døden, saa fristes vi dog lige saa lidt til at miskjende Livets som Ordets ensartede Beskaffenhed og uafbrudte Sammenhæng; og her er det da tillige, Lyset opgaar over alle Folks og Tungemaals Forhold til det ny kristelige Liv og de ny Tunger, ligesom af Ild, der sætter sig paa enhver af dem, udtrykker sig, som Aanden vil, og udtaler det samme Guds Naades Storværk paa alle Folks eget Modermaal.

Denne Oplysning om Menneske-Livet og Menneske-Ordet med levende Røst, som uadskillelige og som den nødvendige Forudsætning ved al sund Tale om et i Menneske-Livet indtrædende og indgribende Guds-Ord, altsaa ved enhver menneskelig Tale om en guddommelig Aabenbaring, dens Indtryk paa Menneske-Hjærtet og dens Udtryk paa Menneske-Tungen, - denne Oplysning kan man jo godt paastaa, er mere blot menneskelig end den egentlig er kristelig; thi baade gjælder den Forholdet mellem Gud og Menneske og mellem Aand og Støv i det hele, og kan følgelig godt tænkes i Verden foran Kristendommen; men da den kristelige Aabenbaring dog ret egentlig er Ordets »Kjødspaatagelse«, og den kristelige Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed er Legemets Ord-Modtagelse og Ord-Udgydelse (Hørelse med Øren og Bekjendelse med Munden), saa baade udspringer Oplysningen om Ordet nødvendig af det kristelige Menneske-Liv og er aldeles uundværlig til dette kristelige Menneske-Livs fuldstændige Udvikling, Væxt og Forklaring.

435

Hvorledes nu denne Ordets Oplysning i sit Livs-Forhold, som en Logos-Lærdom eller Christo-Logi,*) gjærede og uddampede i den gamle Græker-Menighed, det er en meget dunkel og indviklet Sag, som man endnu kan have ondt ved at oprede, og som følgelig ikke giver nogen Oplysning; men derimod skal det bidrage uberegnelig til at sikre og klare denne Oplysning, historisk at betragte Ordets og Tungemaalets Liv og Levned hos Guds Folk og hos vort eget Folk, saa derpaa vil jeg stræbe at henlede alle oplyste Kristnes Opmærksomhed.

Det vilde imidlertid her falde meget for vidtløftigt, at indføre Læseren i denne Betragtning af det ebraiske og det danske Tungemaal, og i en Sammenligning af deres Bekvemhed til at udtrykke »aandelige Ting med aandelige Ord«, saa det maa jeg gjemme til en anden Gang; men jeg skal til Slutning stræbe i Almindelighed at oplyse den saa gruelig misforstaaede Sammenhæng mellem det folkelige og det kristelige, ved at gjøre opmærksom paa ethvert Tungemaals uopløselige Sammenhæng med det Folks hele Hjærtelag, Tankegang og Udvikling, hvis Modersmaal det er.

Da nemlig Kristi Aand og Evangelium, hvor de kommer hen, hverken fører det ebraiske, græske eller noget andet Tungemaal med sig, som kan og skal meddeles de troende, men laaner under alle Himmel-Egne Folkets Modersmaal at udtrykke sig paa og virke igjennem, saa følger heraf ikke blot, at Kristendommen fra først af maa nøjes med den Grad af Bekvemhed, Folkets Modersmaal allerede forud har til at bære, udtrykke og meddele aandeligt Lys og Liv; men heraf følger tillige, at, med al den Magt og Ret, som Guds Aand har til at bøje og bruge alle Tungemaal efter sin Vilje, efter Sandheds Krav og Kjærligheds Tarv, saa maa det dog, for at naa sit Øiemed til at oplive og oplyse Folket, ske i en folkelig Retning og i Modersmaalets egen Aand.

Hvis saaledes noget hedensk Tungemaal, - som man har sagt, jeg veed ikke med hvor megen eller hvor liden Ret, om det kinesiske Tungemaal, - ikke havde noget Ord og Udtryk for den usynlige og dog levende Gud, som alt det synliges Herre, da kunde Kristi Aand umulig aabenbare sig og Guds Naades Ord paa dette Tungemaal; fordi det at aabenbare sig og den guddommelige Sandhed for et Menneske, netop er: gjennem et Ord, som Mennesket kjender og levende tilegner sig, at *

436 gjøre ham bekjendt med Gud og det guddommelige, usynlige og evige, som disse Ting er i Sandhed.

Den Bøjning og Udvikling, som Guds Aand maa give ethvert hedensk Modersmaal, for at det kan blive skikket til at udtrykke baade den gamle og den ny Pagts Aabenbaring, er saaledes vist nok uberegnelig stor, men dog bunden til Modersmaalets Aand og Grund-Ord; thi vel kan et hedensk Tungemaal godt fattes og vil i Reglen fattes baade Ordene »gudelig« og »Gudelighed«, »aandelig« og »Aandelighed«; men skal et Tungemaal kunne modtage disse og utallige andre Udviklinger og Rettelser af Guds Aand, da maa det ikke oprindelig fattes Ordene »Gud« og »Aand«, eller noget af de aandelige Grund-Ord »Sandhed«, »Samvittighed«, »Frihed« og »Kjærlighed«, som en guddommelig Aabenbaring maa forefinde, for at begynde sin levende Virksomhed; og naar vi nu derhos veed, hvad Erfaring lærer, at ethvert Tungemaals levende Udvikling i aandelig Retning kun gaar for sig under en tilsvarende Udvikling af Folke-Livet i det hele, saa nødes vi til at betragte Folke-Livet paa hvert givet Sted som det ny kristelige Livs Forudsætning og Betingelse, da det kun er i de adskillige Folks Liv, at Menneske-Livet er virkelig til Stede, ligesom det kun er gjennem Folkenes Modersmaal, at Menneske-Ordet er i levende Virksomhed.

Lige saa aandløst og bagvendt som det derfor er, at ville bandsætte og saa vidt muligt udrydde det gamle, oprindelige Menneske-Liv, for at skaffe det ny, kristelige Menneske-Liv Plads og Raaderum, lige saa bagvendt og aandløst er det: at bandsætte og saa vidt muligt udrydde Folke-Livet, for at sætte Kristen-Livet i dets Sted; thi naar man siger til Folke-Aanden: far ud, du urene Aand, og giv den Helligaand Plads! da kan man derved nok blive Folke-Aanden kvit, men man er saa langt fra at faa den Helligaand i Steden, at man, saa vidt muligt, derved lukker sig selv og Folket for alle Aander, for al aandelig Indflydelse og Indskydelse, al aandelig og hjærtelig Forstand og Oplysning.

437

12. Ordet og Troen efter Kristi egen Lærdom.

»Ordet og Troen«, var det almindelige Løsen ved det store Omsving, den saakaldte »Reformatjon« i det 16de Aarhundrede, og hverken var der nogen anden af Reformatorerne, der lagde saa hjærtelig og saa aandelig hele Vægten paa disse Guds Naade-Virkningers Grund-Kræfter, som Morten Luther; heller ikke er nogen kristelig Reformatjon dvs. Fornyelse, tænkelig, uden at disse Grund-Kræfter betragtes i Herrens og deres eget Lys, og træder i levende, uafbrudt Vexel-Virkning. Ligesom der nemlig staar skrevet, at alt er blevet ved Guds-Ordet, og intet uden det, saaledes er Ordet Aandens eneste levende og kjendelige Udtryk baade i Himlen og paa Jorden; og ligesom paa den anden Side Herren vidner, at for Troen er alting muligt, saaledes vidner Erfaringen, at for Vantroen er alting, aandelig talt, umuligt.

Men uagtet man saaledes, ved at nævne Ordet og Troen, i Grunden har udtalt Grund-Sætningen for al sand Oplysning, ikke blot om Kristendommen, men om al guddommelig og menneskelig, aandelig og hjærtelig Virksomhed, saa er det dog langt fra, at enten i det hele den store Vexel-Virkning mellem Gud og Menneske, eller i Særdeleshed det kristelige Liv og Levned fra Apostel-Tiden: Livet i Guds Søns Tro, er blevet fornyet i Kristenheden; saa at denne Fornyelse, denne virkelige Reformatjon, som aabenbar ikke blot var Morten Luthers Ønske, men hvis Mulighed hans Liv og Levnedsløb beviser, den synes meget mere hartad kvalt i Fødselen, og begynder i alt Fald først nu kjendelig at udvikle sig af Svøbet.

Aarsagerne til dette Misheld og Langdrag er nu vist nok mangfoldige, og samles bedst i den Kjendsgjerning, at man baade fik og vilde have en Stats-Kirke, der lignede Kirke-Staten; thi naar en Stats-Kirke er allertaaleligst for »Ordet og Troen«, da er den dog altid et Svøb af Staaltraad eller et Snørliv, som Livet kun i sin Barne-Skikkelse til Nød kan taale; men hvor 438 fri end Rørelsen udvortes yar bleven, vilde man dog aldrig være kommen videre, naar man ikke først havde gjort det Fremskridt i Oplysning om »Ordet og Troen«, som var Nutiden forbeholdt; saa vi taler ikke længer om Ordet og Troen, eller om »Ordet og Sakramenterne«, hver for sig, som to lige guddommelige Grund-Kræfter, der kun skulde virke sammen til kristelig Gjenfødelse og Fornyelse, fordi Gud vilde det saa, da de ellers hver for sig godt maatte kunne udrette det hele; men vi ser og siger, at det er kun »Tros-Ordet« og »Ord-Troen«, hvorom her kan være Tale, og at deres Sammen-Virkning og Vexel-Virkning er lige saa vel fra Menneskets som fra Guds Side det kristelige og menneskelige Livs og Levneds nødvendige Forudsætning og Betingelse,

Man kan nemlig vist nok med rette sige, at dette alt i Grunden var Morten Luthers Mening, naar han talte om Ordet og Troen og om Ordet og Sakramenterne; thi baade var han langt fra at ophøje den vilde Tro, der fæster sig til noget andet end et udvortes kjendeligt Guds-Ord, og han var lige saa langt fra papistisk at tage de saakaldte Sakramenter for Saligheds-Midler uden Guds Ord; men uagtet han endog ivrig forfægtede, at uden Guds Ord var den saakaldte »Daab« ingen Daab, intet Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad, men det bare Vand, saa beholdt han dog det farlige Udtryk »Ordet og Sakramenterne«, som om de adskilte, hver for sig, kunde enten helt eller halvt frelse og saliggjøre; og uagtet han baade indsaa og indskærpede, at »Troen«, ved blot historisk og skoleret at hænge sig ved Skriftens Udsagn, derved ingenlunde var levende fæstet til Guds Naades og det evige Livs Ord, saa nævnede han dog intet andet udvortes kjendeligt Guds-Ord end Bogstav-Skriften, hvortil Troen maatte fæste sig, baade for at være kristelig, for at findes levende, og for at overvinde Verden.

Medens det derfor skal være langt fra os at prale med Oplysningen om Ordet og Troen, som noget splinternyt, - da vi tvært imod gladelig indrømme, at det er den ældgamle kristelige Oplysning, som Herren selv har sørget for, ved at sætte sit Lys i Stage til at skinne for alle dem, som er i Huset, og at det aabenbar var ved denne Oplysning Morten Luther fandt Vejen ud af Pavedømmets Mørke, - saa maa vi dog, for Sandhedens og Menighedens Skyld, ikke blot Indrømme, men indskærpe, at det selv for Luther stod meget i Skygge, baade hvorledes Ordet og Troen og hvorledes Ordet og »Sakramenterne« forholdt sig til hinanden og samvirkede til det store Gjenfødelses og 439 Fornyelses Værk i Kristi Menighed, og at hos de lutherske skriftkloge blev Tankegangen og Talemaaderne om denne Hovedsag daglig dødere og mere forvirrede, saa at vi nu har meget ondt ved endog blot at blive forstaaet af dem, naar vi med de allerjævneste Ord og paa det allertydeligste udvikler den kristelige Oplysnings ældgamle, i Pavedømmet skjulte, men af Luther paa ny opdagede Grundsætning om »Ordet og Troen«, det kristelige Guds-Ord og den dertil svarende Menigheds-Tro, som de to i Saliggjørelsens Orden uadskillelige Grund-Kræfter.

Til Lykke er det imidlertid ikke saaledes med Kvinder og Børn, eller med Mennesket i det hele, som det sædvanlig er og altid har været med de skriftkloge og de boglærde, der saa ofte enten slet ingen Tro har paa det evige Liv, eller sætter sig dog haardnakket fast i den Indbildning, at det er ved Ransagelsen af en eller anden Bogstav-Skrift, at de har fundet eller finder dog en af Dagene det evige Liv, og at hvis de ulærde og ustuderede kan faa lidt Del i det evige Liv, da er det ene ved at tro paa de skriftkloge og lære deres Bogstav-Skrift og Tankegang udenad. Lige saa lidt derfor, som, da Ordet blev Kjød og bode blandt Menneskens Børn med den enbaarnes Herlighed, lige saa lidt som de jødiske skriftkloge da vilde komme til ham, som Skriften gav Vidnesbyrdet, at kun han havde det evige Livs Ord, for at faa Livet af hans Naade, - lige saa lidt maa vi vente, at vore Dages skriftkloge, skjønt de kalde sig kristelige og indbilde sig at være det, vil i Hobetal give den kristelige Grund-Oplysning Magt, som Apostel-Skriften giver Vidnesbyrd: at vi have det evige Livs Ord, fuldt af Naade og Sandhed, midt iblandt os, i det Troens og Haabets og Kjærlighedens Ord af Vorherres Jesu Kristi egen Mund, med »hans egen Røst«, som lyder til os alle fra ham, ved hans egne Indstiftelser: den hellige Daab og den hellige Nadver, og at dette Guds Naades Ord vel er det samme, som Apostel-Skriften beskriver og giver Vidnesbyrd, men kan naturligvis ikke findes, og findes derfor naturligvis ikke heller, levende og kraftigt, er ingenlunde »Aand og Liv«, i den døde og stumme Bogstav-Skrift, og har ingenlunde i Bogstav-Skriften, men kun i den troende, udødelige Menigheds Mund, som Kristi Evangeliums lydelige Bekjendelse, højrøstede Forkyndelse og glade Lovsang, sit levende, almengyldige og urokkelige Vidnesbyrd.

Lad os dog betænke, hvad det vil sige og har at betyde, at, da »Ordet blev Kjød«, for at bo hos os med den enbaarnes Herlighed, da Guds-Ordet, den himmelske Faders enbaarne Søn, 440 aabenbarede sig paa det klareste i menneskelig Skikkelse med guddommelige Ord og Gjerninger, - da finder vi, i alle de fire Evangelier, skriftkloge nok blandt hans Tilhørere, som fristede ham og stod ham efter Livet, men vi finder kun en eneste skriftklog, som virkelig kom til ham, for at finde det evige Liv, og at selv denne eneste skriftkloge, som vi finder i venlig Samtale med Herren, Nikodemus nemlig, selv han kom kun til Jesus om Natten, fordi han af Menneske-Frygt ikke turde om Dagen, [og] selv hos Nikodemus rokkedes Troen paa den guddommelige Lære-Mester, saa snart han viste ham til »Gjenfødelsens Bad« og til Aandens Dampvogn, som kun kan høres, for at finde det evige Liv, og han kom aldrig mere til Herren, før han laa Lig, saa det er endnu et Spørgsmaal, om selv hans Tro nogen Sinde blev ret levende!

Lad os nu fremdeles betænke, at Herrens tolv Apostler var ulærde Mænd, og at den trettende, hans eneste skriftkloge Apostel, Pavlus, først hørte til hans arrigste Fjender, og maatte af den himmelfarne Frelser ligesom med Vold og Magt drives til Omvendelse og Tro! og lad os da heller forundre os over, at dog nogle skriftkloge hos os give Herrens Munds Ord Magt og søge deri det evige Liv, end over, at de ikke er langt flere!

Vi vil nu ikke her indlade os i en dybere Undersøgelse om Grunden til, at, skjønt Herren selv, som skrevet staar, har vidnet, at det er af Ordet, som det udgaar af Guds Mund, at Mennesketlever, og skjønt Apostel-Skriften helt igjennem vidner om Herrens Munds-Ord, som han med Aand og Liv lægger sin Menighed i Munden, saa holder det dog netop haardest for de skriftkloge at komme til dette Herrens mundtlige Ord, for deraf at faa Livet; men vi vil kun, ligesom i Forbigaaende, bemærke, at, da Bogstav-Skriften, skjønt den ikke engang er et Skygge-Billede af det mundtlige Ord, men ligner det slet ikke, og er da kun et vilkaarligt Tegn derfor, dog fører Titel af Ord paa alle Tungemaal, saa er for de uoplyste Sammenblandingen og Forvexlingen af »Tale og Skrift« ikke blot meget fristende, men hartad uundgaalig, da selv Kvinden, - der dog godt føler, at der er samme Forskjel paa det kjærlige Ord, som flyder fra varme Læber, og de tiisvarende Bogstaver, som flyder fra den kolde Pen, som der er mellem Kysset af de varme Læber og af de kolde Bogstaver, - selv Kvinden tør næppe nok tro sit eget Hjærte bedre end de skriftkloges Penne. Kun derfor, naar Aanden virkelig taler til Menigheden og beviser med Ild og Kraft, 441 at han er saaledes nærværende i Mundens Ord om aandelige, hjærtelige og evige Ting, som han hverken kan eller vil være det enten i Bogstav-Skrift eller i noget andet Værk af Menneske-Hænder, kun da føler Menneske-Hjærtet hos os alle, og dybest hos Kvinden, at det baade tør og, for Samvittighedens, for Sandhedens Skyld, maa fæste Tro til Aandens Vidnesbyrd, uden at ænse, hvad al Verdens Skrift-Klogskab og al Verdens-Klogskab kan have derimod at indvende. Naar vi derfor skriver om disse Ting, da maa vi endelig huske, at, i Følge den Oplysnings-Grundsætning om Herrens Munds Ord og Troen derpaa, som vi stræber at gjøre gjældende, i Følge netop deraf kan vor Skrift umulig hos vore Læsere føde nogen levende Overbevisning om, at det er kun af Ordet, saa varmt som det udgaar af Guds Mund, at Mennesket lever, men at vi enten maa forudsætte denne levende Overbevisning hos vore Læsere, eller skrive til dem: vil I forstaa os, da gaar hen og hører, hvad Aanden mundlig og lydelig taler til Menigheden! Alt, hvad vi nemlig ellers med Pennen kan gjøre til vore Læseres aandelige Gavn, det er at sætte Tegn, som kun de forstaa og kan benytte, som har hørt Guds Aand og heller end gjærne modtaget Ordet fra de glødende Tunger, som beviser sig selv for de brændende Hjærter; thi lige saa lidt som vi kan forplante aandeligt Liv med vore Fingre og Penne, lige saa lidt kan vi i Grunden dermed tænde aandeligt Lys, men vi kan kun pege paa begge Dele i Aandens mundtlige Ord, som intet verdsligt Øje kan se, og som ingen kjender, uden hvem der har hørt dets Røst og fornummet dets Kraft, da det ene er med sit levende Ords Kraft, at Aanden kan bevise sin aandelige, usynlige og uhaandgribelige Sandhed og Virkelighed. Desuagtet er ikke blot Apostel-Skriften som et aposteligt Vidnesbyrd hele Menigheden uundværlig, men selv vores kristelige Skrift er saa langt fra at være unyttig eller overflødig, at den tvært imod for alle kristelige Læsere i vor Tid og vor Læseverden maa være ønskelig, og vel for de Læsere, der føle Trang til at gjøre sig selv og hinanden Regnskab for deres Tro og Haab, findes uundværlig.

Naar vi saaledes har hørt og troende modtaget Aandens Vidnesbyrd om Guds-Ordet til os af Herrens egen Mund ved den hellige Daab og den hellige Nadver, og om Troen paa dette Guds-Ord, som eet i Aanden med Herren selv: Guds-Ordet af Evighed, som veed guddommelig af sig selv at sige (er sig selv guddommelig bevidst) og blev Kjød, blev Menneske, som en af os i alle Maader, kun uden Synd, i Tidens Fylde, og er i 442 Aanden virkelig, lyslevende, baade aandelig og aands-legemlig eller hjærtelig med sine alle Dage til Verdens Ende, og naar vi, paa Grund heraf, føler os ved Daaben indfødte i Guds Rige og ved Nadveren indlemmede i Herrens aandelige Legeme, som er hans Fællesskab, - da føler vi alle mer eller mindre Trang til at gjøre det tydeligt for os selv og for hinanden, at, skjønt dette for Verdens-Klogskaben klinger lige saa hemmelighedsfuldt og æventyrligt, som hvad de vildeste og mørkeste Sværmere har fortalt os om deres Aand, som de sædvanlig ogsaa kalder Guds Helligaand, og har tit kaldt Kristi Aand, saa er vor Tro og Bekjendelse dog baade kjendelig og himmelvidt forskjellig fra alt andet, og har i sig selv den klareste Sammenhæng og den jævneste Fattelighed for alle virkelige Mennesker, som forudsætter sig skabte i den sande Guds Billede til Delagtighed i hans evige Liv.

Denne Forudsætning af Menneskets virkelige Skabelse i Guds Billede til det evige Liv, den paastaar nu vist nok Verdens-Klogskaben, er en urimelig Indbildning, som kun er bygget paa første Mosebog, og maa staa eller falde med denne gamle Bog, hvis guddommelige Ufejlbarhed vi nok skal lade være at bevise; men herved glemmer Verden ganske to uimodsigelige Ting, og da først og fremmerst, at dersom Mennesket ikke var skabt i Guds Billede, lige saa virkelig som noget Barn kan bære sine Forældres Billede, da var det umuligt for Mennesket at have nogen sand og levende Forestilling om Gud eller hans Egenskaber, hvortil Mennesket kun er bekvemt, naar der er noget i Mennesket af alt, hvad der er i Gud, - og at, naar nu Verden dumdristig vilde frakjende Mennesket al Bekvemhed til at kjende Gud, da vilde den se sig gjendreven af den uimodsigelige Kjendsgjerning, at Mennesket ved Aands-Ordet i sin Mund ikke blot er kjendelig skilt fra alt det umælende, men aandelig hævet over hele den synlige og haandgribelige Verden til en usynlig, aandelig Verden, der i Munds-Ordet har sin egen Sol baade med Lys og Livs-Varme, saa at enten maatte Menneske-Ordet selv være Menneskets usynlige Skaber, eller, da dette var en klar Selv-Modsigelse, maa det usynlige Menneske-Ord være et ensartet, levende Billede af det skabende Guds Ord.

Er nu Mennesket virkelig en Skabning i Guds Billede, og følgelig et aandeligt Guds-Barn, avlet i Guds Billede, ligesom der staar skrevet, at Adam efter Faldet avlede en Søn i sit Billede, som i sit usynlige Ord til levende Udtryk for aandelige og hjærtelige Ting bar sit Adelsbrev i Hjærtet og paa Tungen, - da 443 følger det af Guds Alvidenhed og Ejegodhed, at han baade forudsaa Faldet og vidste Raad til Oprejsningen, da han umulig kunde lade sit Værk ødelægges eller lade sit Barn gaa fortabt; og herved knytter Gjenløsningen i Tidens Fylde sig uopløselig til Skabelsen i Tidens Ophav, saa de forudsætter i Tankens og Ordets Verden (fornuftigvis dvs. logisk) hinanden indbyrdes. Gjenløsningen er vist nok en dyb Hemmelighed, men slet ikke dybere end Skabelsen i Guds Billede; og naar Mennesket kun, trods Syndefaldet, beholdt den væsentlige Lighed med Gud, som ligger i Ordet, da var ikke blot en vedvarende guddommelig Aabenbaring for Mennesket mulig, men da kunde Guds enbaarne Søn ogsaa blive et virkeligt Menneske, født af en Kvinde, uden derfor mindre at være Guds Søn; thi Guds-Ordet og Menneske-Ordet, som oprindelig er ensartede, behøvede kun at sammensmelte, for at Guds Søn tillige var Menneskens Søn, og Menneskens Søn Guds Søn. Det gjaldt kun om, at naar Guds-Ordet blev Kjød, det da ikke skete efter Kjøds-Viljen, men efter Aands-Viljen, som vi bekjender: at vor Frelser vel er født af en Kvinde, men kun af Marie Mø, avlet ved den Helligaand; saa at Guds Søn vel som kvindefødt, var et virkeligt Menneske, alle Menneskers Broder paa Møderne-Side, men havde intet af den Smitte, som forplantes ved kjødelig Omgang. Ligesom nemlig Menneske-Ordet er udsprunget af Guds-Ordet, saaledes er det i Guds Billede skabte Menneske skabt i den enbaarne Søn, som er Gud Faderens Billede fra Evighed, og Mennesket var derfor kun et Guds-Barn ligesom paa anden Haand, i den enbaarne; saa Synde-Faldet var et Af-Fald fra Guds enbaarne Søn, som maatte kunne afsones, naar den enbaarne, som var uskyldig deri, vilde fornedre sig til et Menneske-Barn og paatage sig al Skylden, og lide saa vel den aandelige som den legemlige Døds-Straf, der er Syndens Sold; - men om denne Afsoning skulde komme de syndige Mennesker til virkeligt og evigt Gavn, det berode aabenbar paa, om de syndige Mennesker kunde og vilde lade sig paa ny optage i den uskyldige Menneske-Søn, som havde baaret alle Menneske-Synder og havde lidt Døden for dem, men havde, som Guds enbaarne Søn, taget sit opofrede, men aldrig forbrudte, Menneske-Liv tilbage fra den Død, der kun har Ret og Magt over det syndige Kjød.

Denne det syndige Menneskes Gjen-Optagelse i det ny uskyldige Menneske, og dermed i Guds enbaarne Søn, som er baade Gud og Mand, det er jo vist nok ogsaa en dyb Hemmelighed, men dog slet ikke dybere end Menneskets 444 oprindelige Forhold til Guds enbaarne Søn; da det ikke er noget fremmed, men sit eget, Guds Søn i Mennesket kommer til, og som Guds-Ordet i Menneske-Ordet lider for og optager i sig; og denne Oprejsning er slet ikke mere gaadefuld og os ubegribelig end Syndefaldet, saa det ene maa være lige saa muligt som det andet

Naar vi nu, efter disse Betragtninger, vender tilbage til den kristelige Oplysnings Grundsætning om Ordet og Troen, da ser vi let, at, under Forudsætning af Menneskets virkelige og kjærlige Skabelse i Guds eget Billede og Menneskets deri grundede, utabelige Barne-Forhold til den himmelske Fader, da bliver Gjenløsningen ved Guds enbaarne Søn, der ikke betragtede sin Guddommelighed som et Rov, men som en Salighed, hans Menneske-Kjærlighed ikke tillod ham at være ene om, - denne vidunderlige Gjenløsning bliver ikke blot en ventelig, men en følgelig Sag, og dog kun mulig ved den mageløse Kjærligheds-Gjerning, som den enbaarne.Søns Kjødspaatagelse, barnlige Ydmygelse, sagtmodige Selv-Opofrelse, taalmodige Pine og lige saa bitre som uskyldige Død, unægtelig og klarlig er, - og endelig, at Sandheds-Ordet om denne Guds enbaarne Søns, Vorherres Jesu Kristi, Kjærligheds-Gjerning maa være det Guds Ord, hvortil det faldne Menneskes hjærtelige Tro og Tillid maa fæste sig, for derved at kunne oprejses med den korsfæstede og opstandne Menneske-Søn og i hans Kraft føre et nyt Menneske-Liv i Guds Billede, der lige saa vist forklares i Himlen med den himmelfarne Frelser, som det gamle Menneske-Liv i Guds Billede, under Syndens og Dødens Magt, maatte opløses paa Jorden.

Hvorledes nu dette glædelige Budskab, dette kristelige Julebud, dette Kristi Evangelium, som Guds Naades og det evige Livs Ord, maatte komme os for Øren, og hvorledes det maatte tros i vort Hjærte, for at gjenløse, frelse og saliggjøre os, det kunde vi jo umulig selv udgrunde; og Aabenbaringen derom har altid syntes og vil, efter Skriften, altid synes den verdslige Visdom en Taabelighed, saa vi kan ikke tro paa den korsfæstede til Salighed, uden at blive de største Taaber i Verdens Øjne; men det kan dog, som allerede Apostelen Pavlus indskærpede, umulig forhindre Guds saa kaldte Taabelighed fra at være den højeste Visdom; saa at naar Menneske-Livet i Guds Søns Tro nærmer sig Modenheds-Alderen, da vil de troende ogsaa begynde at se Lys i Herrens Lys og stykkevis opdage den guddommelige Visdom under Narre-Dragten.

445

Naar vi saaledes veed, og har af Aarhundreders Erfaring set det stadfæstet, at Guds-Ordet om den enbaarnes Kjødspaatagelse, Pine og Død, Helfærd, Opstandelse og Himmelfart maatte, for at føde og finde den ægte, hjærtelige og saliggjørende Tro, udtømme og fornedre sig lige saa fuldelig som den enbaarne Søn, da han lod sig føde af Marie Mø, og at dette fornedrede Guds-Ord maatte længe bære sin Guddommelighed paa Jorden lige saa lønlig som Vorherre Jesus Kris tus bar sin, da han voxte op i Nasaret og var sine jordiske Forældre underdanig, - naar vi er blevet os dette levende bevidste, og fæster derfor kjækt og udelukkende vor kristne Tro til Tros-Ordet ved Daaben, som det Guds-Ord, Vorherre Jesus Kristus selv, mens han talede guddommelig med Menneske-Røst paa Jorden, har i sin Tros-Bekjendelse lagt sin Menighed i Munden og gjort til Vilkaar for hele den gjenfødende, opelskende og saliggjørende Livs-Kraft, som han har skjult i de sædvanlig saakaldte »Indstiftelsens Ord« ved begge saakaldte Sakramenter, men som vi kalder, hvad de er: Herrens egne Gjerninger med hans Munds Ord til os, som tror, hvad hele Menigheden bekjender, saa at i den Helligaands Kraft bliver Daaben et Gjenfødelsens Bad, og bliver Nadveren et evigt Levebrød for det i Guds Billede skabte, dybt faldne, men lige saa højt oprejste Menneske, - se, da lysner det for os over den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, som er Guds Menigheds Liv i denne Verden, dyrekjøbt, ikke med Sølv og Guld, men med Guds Søns uskyldige Blod, som renser os af al Synd og meddeler sig os som det guddommelige Hjærteblod i Lerkar, med Guddoms-Kraften midt i vor Skrøbelighed.

Ordet og Troen er nemlig ingenlunde først ved Syndefaldet blevet de Grund-Kræfter, hvorved Menneske-Livet paa Jorden kan og skal vinde Udødelighed og himmelsk Forklarelse; men Ordet og Troen var fra Begyndelsen for Mennesket netop det samme som de er nu; saa det var ene ved Troen paa det aabenbarede Guds-Ord, at Mennesket, skabt af Støv i Guds sin Skabers Billede, kunde og skulde udvikles til guddommelig Bevidsthed, Klarhed og Herlighed; thi Menneske-Livets Gaade var lige fra Begyndelsen: at Støv-Legemet skulde blive aandeligt, og Menneske-Sjælen af Erfaring lære at forstaa Guds Aand, og blive sig guddommelig bevidst i den enbaarnes Favn, som hans Brud; og da nu Guds Munds Ord er Aandens eneste kjendelige Liv-Udtryk paa Jorden, hvori den usynlige Verdens Kræfter gjennem Hørelsen sanselig gjør sig gjældende midt i den 446 synlige og haandgribelige Verden, saa maatte det ene være ved Guds-Ordets Kraft, at hele Udviklingen, Forvandlingen og Forklaringen kunde foregaa i aandelig Retning med evigt Øjemed; og da Troen er Menneske-Hjærtets Sikkerhed paa, hvad der er skjult for Øjesynet og unddraget selv den fineste Haand-Følelse, saa berode Guds-Ordets hele Kjærligheds-Gjerning hos Mennesket paa Troen, som Hjærte-Haanden, der godvillig griber og lukker sig om Guds-Ordet, hvorfor det lige saa vel i Paradis som der udenfor var Tvivlen, som fældte Mennesket, bragte Hjærtet til Fald, berøvede det Aanden, som Guds-Ordets Livs-Kraft, og gjorde det til Syndens Slavinde og Dødens Rov.

Havde derimod Mennesket bevaret Troen, holdt fast paa Guds-Ordet og deri beholdt Guds-Aanden, da vilde den saakaldte poetiske Anskuelse, den billedlige Selv-Betragtning, hvortil Mennesket var skabt og ved Ordets Meddelelse vidunderlig skikket, daglig have stadfæstet og klaret sig, indtil Legemet var blevet Aandens velbehagelige Bolig, fuldkomne Redskab og klare Spejl, ligesom Menneske-Ordet med det samme vilde have udviklet sig til et sandt og klart Udtryk for Guds-Ordets Indtryk paa Menneske-Hjærtet; men ved Tvivlen om Guds-Ordets Sandhed og Elskelighed, og ved det deraf flydende Affald, korn Mennesket, lige saa vel aandelig som legemlig udjaget af Guds Paradis, til at staa i et pinligt og fortvivlet Forhold til Guds-Ordet fra Begyndelsen, der oprindelig var en Spaadom om Menneske-Livets Udvikling til Guddommelighed, der baade kunde og vilde hos det troende Menneske bevise og opfylde sig selv, altsaa var en Kjærligheds-Erklæring, et Evangelium og Julebud, men blev nu en Kjærligheds-Lov, som det faldne, syndige Menneske hverken kunde elske eller opfylde, og skulde dog, for Samvittighedens og Sandhedens Skyld, troende bøje sig under; saa Hedenskaben med sit falske eller dog forvanskede og forkvaklede Guds-Ord, og Jødedommet med sit idelige Oprør mod Loven, er forstaaelige nok; thi, uden vi ser Tegn og underlige Gjerninger, tror vi naturligvis ikke paa det Guds-Ord, som fordømmer os; og da man altid kan tvivle om forbigangne Tegn og underlige Gjerninger, saa tabes den kolde Tro, de fremtvinger, hartad saa snart Underet ophører.

Fra dette Stade skal vi betragte Guds Naades Ord, Gjenløsnings-Ordet, der, ligesom Skabelse-Ordet, kjærlig tiltaler Menneske-Hjærtet, forlanger intet af det uden Tro, og lover det da Liv og Salighed uforskyldt; saa det Guds-Ord kan elskes, altsaa levende tros paa, af det faldne Menneske; og skjønt Ordet 447 falder vanskeligt at tro, fordi det har Verden og hele Verdsligheden imod sig, saa maa det dog, for at gjøre sin vidunderlige Virkning, omfattes med en fast og levende Tro, der ikke forlanger Tegn og underlige Gjerninger, men føler i Haabet om at overvinde Verden Mod til at trodse den. Dette Haab vilde imidlertid finde sig skuffet og forsvinde, tillige med Frimodigheden, dersom ikke Herren allerede her skjænkede os i Løn det ny Liv, med den altid voxende Kjærlighed, som er sig selv Borgen for Sejer og Udødelighed; saa det Guds Ord, som hos de troende skal udrette den store Kjærligheds-Gjerning, som er Synderes Frelse, maa lige saa vel være et Gjenfødelses og et kjærligt Fællesskabs Ord, som et Synds-Forladelses og Gjenløsnings Ord, altsaa et Troens Ord med den Helligaand. Derfor siger Herren: salige de, som ikke har set, inen dog trot! thi, for at Guds-Ordet kan øve sin saliggjørende Virkning paa Menneske-Hjærtet, maa det ikke blot tros som ren, guddommelig Sandhed, men ogsaa tros paa som guddommelig »Aand og Liv«; og denne hjærtelige, tillidsfulde Tro findes ikke, hvor man kun tror, fordi man har set, eller hvor man grunder og bygger sin Tro paa noget andet end Guds-Ordet selv og dets guddommelige Indtryk. Denne blindfødte Tro, som vi, uden at ænse Verdens Spot, maa kalde den, synes vist nok vanskeligere at bevare for det faldne end for det ufaldne Menneske, baade fordi Gjenløsnings-Ordet falder urimeligere end Skabelse-Ordet, og fordi Guds Naades Ord kun virker i Løn, saa »Hjærtets Øjne« kan hverken saa snart oplades eller saa klart oplyses, som det vilde sket i det oprindelige Paradis, naar Mennesket havde bevaret den oprindelige Tro; men paa den anden Side er Gjenløsnings-Ordet en langt klarere Aabenbaring af Guds Fader-Kjærlighed end Skabelse-Ordet, saa Hjærtet kommer langt lettere til at elske det, og Kjærlighed, som gjør al Ting let, gjør allersnarest og allervissest Troen paa Kjærlighed let. Herren har derhos i sin kjærlige Visdom sørget for, at Troen paa Gjenløsnings-Ordet har to urokkelige Støtter: den ene i Menighedens lydelige Tros-Bekjendelse ved Daaben, som er det sikreste af alle udvortes Vidnesbyrd, og den anden i det sikreste indvortes Vidnesbyrd, som er Guds Aands og vor Samvittigheds forenede Bekræftelse af den Syndsforladelse, som Guds Naades Ord strax skjænker de troende; saa vi vil altid i Menighedens Vidnesbyrd finde Grund nok til Troen, og i Følelsen af Guds-Freden, som Guds-Ordet »Fred være med dig!« skjænker, kunne sige til Menigheden, som Mændene til den samaritanske Kvinde: nu tror vi 448 ikke længer for din Tales Skyld, thi vi har selv faaet at vide, at denne Jesus er Kristus, Verdens Frelser.

Det vilde derfor endogsaa være aldeles ubegribeligt, hvis ikke alle Mennesker, saa snart de høre Troens Ord, heller end gjaerne modtage og bevare det i deres Hjærte, dersom Herren ikke, ved Forsagelsen, lærte os, at man maa først omvende sig, før man kan tro Evangeliet, medens al Erfaring lærer os, at Omvendelsen falder alle Syndere saa vanskelig, at den synes dem umulig, og at al den Tro paa Guds Naade i Kristus, som man kan faa uden Omvendelse, er dødfødt.

Dette kommer imidlertid ingenlunde af den kristelige Omvendelses Vanskelighed i sig selv; thi, da den kristelige Omvendelse kun bestaar i det oprigtige Ønske, at blive ham kvit, der, som den store Menneske-Morder, lige saa vel er Menneske-Hjærtets arrigste Fjende, som han er Mørkets Fyrste og Løgnens Fader, Guddoms-Lysets og den sande Guds arrigste Fjende, saa kan det i Grunden aldrig falde et Menneske vanskeligere at omvende sig til den guddommelige Frelser, end det faldt den forlorne Søn i Lignelsen, som Svine-Hyrde, med Hungers-Døden for Øjne, at gaa i sig selv og ønske sig hjemme i sin kjærlige Faders Hus; men lige saa umulig som en sand Omvendelse er for Løgnens Fader, lige saa umulig er den for alle hans Børn; og i samme Grad da, som vi har ladt os overtale af Fristerens søde og sleske Ord til at tage ham i Faders Sted, i samme Grad bliver følgelig Omvendelsen til vor himmelske Fader og hans enbaarne Søn os vanskelig, da den forudsætter, at vi selv under Frafaldet og midt under Syndens Herskab, dog i Grunden har beholdt Tro, som et Sennepskorn, paa vor himmelske Faders af os gruelig miskjendte og med sort Utaknemmelighed lønnede Kjærlighed. Dette, at den kristelige Omvendelse, som den kristne Tro klarlig forudsætter, vel meget dunkelt, men dog lige saa vist og virkelig, forudsætter Troen paa den Guds Faderkjærlighed, i hvis Billede Mennesket er skabt, det giver vel den kristelige Saliggjørelses-Orden det Skin af Taabelighed, som er Korset, alle Herrens Discipler maa bære efter ham; men det afhjemler derfor ikke des mindre den store Oplysnings-Grundsætning, der gjør Guds Visdom Ære: at det fra først til sidst er Ordet og Troen: Guds-Ordet og Menneske-Hjærtets Tro derpaa, hvorved al Guds Gjerning paa Jorden udrettes, som Herren selv har sagt: dette er Guds Gjerning, at I tror paa hans Søn; thi Sønnen og Ordet er jo for evig een og den samme.

449

13. Det kristelige Ægteskab.

At Ægteskabet lige saa vel er Menneske-Livets Brændpunkt, som det er Borger-Livets Vugge, det har vist nok ikke undgaaet og kunde umulig undgaa enten de gamle eller de ny Bispers, Præsters og skriftkloges Opmærksomhed, saa de har altid paa en eller anden Maade stræbt at faa Ægteskabet i deres Magt, hvad de følgeligvis kaldte at kristne og hellige det; men da man hverken havde udfundet Kristendommens rette Forhold til Menneske-Livet i det hele, eller vilde nøjes med at kristne de virkelige Kristnes Ægteskab, saa maatte nødvendig alle disse Forsøg ikke blot mislykkes, men bestandig mere indvikle og forvirre Ægteskabets Forhold til Kristendommen.

Paa den ene Side gjorde nemlig Papisterne Brude-Vielsen til et saakaldt »Sakrament«, der skulde kristne og hellige Ægteskabet, uden alt Hensyn paa Ægteparrets egen Tro og Tænkemaade, og paa den anden Side udraabtes ikke blot Eremit-Livet for det allerhelligste, men ved aldeles at forbyde Præsternes Giftermaal, erklærede man aabenbar Ægteskabet for noget saa ukristeligt, at det endikke ved Brudevielsens »Sakrament« kunde kristnes eller helliges, men kun hos verdslige Folk af verdslige Grunde faa et Slags Aflad.

En saadan aaben Trods imod Ægteskabets guddommelige Indstiftelse i Paradiset, baade til Menneske-Livets Forplantelse og til Menneske-Maalets Opnaaelse, var i alle Maader baade saa umenneskelig og saa ugudelig, at den saakaldte aandelighed (Gejstlighed), som udsprang deraf og forhærdede sig deri, maatte nødvendig blive Menneske-Livets Pestilens og vise sig at være det Djævelskab, hvortil Ægteskabs-Forbudet fra Arilds Tid er stemplet.

Ogsaa i denne Henseende var da den lutherske Reformatjon et Kæmpeskridt til det kristelige Menneske-Livs Redning og 450 den kristelige Oplysnings Fornyelse; thi mandelig hævdede Morten Luther Ægteskabets Ære, som en guddommelig Indretretning, ved, til Trods for Pavens Næse, selv at tage sig en Hustru og leve med hende det kristeligste Hus-Liv, man i mange Aarhundreder havde set; thi man kan jo ikke tænke sig noget kraftigere Gjenmæle mod det papistiske Ægteskabs-Forbud, end Munkens Giftermaal med Nonnen; men Ægteskabet kunde dog umulig ad Oplysningens Vej komme i sit rette Forhold til Kristendommen, førend det oprindelige (naturlige) Menneske-Liv i det hele kom til at staa i sit rette Lys; og dette var jo saa langt fra at ske i Luthers Dage, at dette oprindelige Menneske-Liv i sin forfaldne Tilstand aldrig i Kristenheden har været saa tykt formørket, som det blev under de protestantiske skriftkloges Forelæsninger i Kirken saa vel som i Skolen.

Naar man nemlig saa grundig misforstaar Aanden og Skriften, at det dybe Apostel-Ord: i mig selv, i min kjødelige Selvstændighed, er intet godt, skal betyde, at hos det faldne Menneske findes slet intet godt, følgelig slet ingen Levning af, hvad Gud i Mennesket havde skabt, - thi hvad Gud skabte, var jo alt sammen saare godt, - og naar man saa gjorde dette mishandlede Skriftsted til Tros-Regel, hvorefter blandt andet den samme Apostels sande og sørgelige Skildring af det syndige, men dog gudfrygtige Menneskes Stilling under Loven, med en afmægtig Lyst til det gode, skulde være en Skildring af det troende og gjenfødte Menneskes Stilling under Naaden, - se, da lyvtede man i Grunden, om end uvitterlig, Kristi Evangelium, der unægtelig lover sine troende Magt til at være Guds-Børn og til at skikke sig derefter, og man indhyllede aabenbar baade det gamle og det ny Menneske-Liv i et Bælgmørke, der skjulte den himmelvide Forskjel mellem det store Guds-Under, som forbinder Gjenfødelsen med Skabelsen, og et arabisk Æventyr, der farer fra Himmerig til Helvede og fra Helvede til Himmerig som en Springvej.

Man kan nemlig ikke tænke sig et vildere Æventyr, end det vilde være: at Gud skabte et Menneske af Jordens Støv i sit eget Billede og efter sin Lignelse, og at dette Menneske ved Syndefaldet i Paradis tabte Guds-Billedet, tabte hele sin Lighed med Gud, saa der var ikke en god Sene i hans Liv, men at desuagtet blev Gud ved at elske det grundslette Menneske, som en Fader sit vel uartige, men dog i Grunden hjærtelig gode Barn, og elskede saa højt, at han, for at frelse sit forrige Barn, hengav og opofrede sit ægte Barn, sin evig-enbaarne Søn, for at 451 Skiftingen eller Djævel-Ungen i Menneske-Ham, ved Troen paa den enbaarne skulde frelses fra Fortabelse og, som Guds udkaarede Barn, arve det evige Liv, - og at nu denne Skifting, som der slet intet godt var hos, men lutter ondt, alligevel angrede sine Synder, omvendte sig og trode paa Frelseren, blev ved denne Tro retfærdiggjort af Guds Naade, fyldt med den Helligaand, som er den allerhøjestes Kraft, gjenfødt i Daaben af Vand og Aand og opfødt i Nadveren med Mad og Drikke til et evigt Liv, uden at det dog alt sammen gjorde kjendelig Forandring i det virkelige Menneske-Liv og Levned, førend man ved en salig Død kom over i den anden Verden, gik ind i Evigheden. - Dette er nemlig, som en klar Selv-Modsigelse og Selv-Gjendrivelse, en Umulighed i Sandhed, altsaa lige umulig for den sande Gud og det sanddru Menneske, en Selv-Modsigelse, som kun forgjæves stræber at skjule sin Løgnagtighed under det Paaskud, at det vel er umuligt for Mennesker, men at for Gud er alting muligt; thi det løber aabenbar her ud paa den Guds-Bespottelse: at den Løgn, der var Mennesket for grov og haandgribelig, skulde dog hos Gud kunne gaa og gjælde for Sandhed.

Under denne bælgmørke Forudsætning af det utænkeliges, usigeliges og ugjørliges Mulighed og Sandhed kan nu vist nok intet Virvar i Tankerne om det menneskelige Ægteskabs Forhold til Kristendommen synes for stort; men det har dog været saa forfærdelig stort, at man tænkte, det gik an: paa een Gang at tilegne sig Ægteskabets paradisiske Velsignelse, Lovens Forbandelse og Evangeliets Forjættelse, og det alt sammen ved en Brude-Vielse, der ikke engang var et Sakrament, og som var fælles for alle Statskirkens frivillige eller tvungne Medlemmer.

Naar vi imidlertid nu har faaet den Forstand, at det er den kristne Menigheds bestandige og uforanderlige Tros-Bekjendelse, og intet andet, af hvad Navn nævnes kan, der kan og skal afgjøre, hvad der er kristeligt eller ukristeligt, og at det i det hele er Ordene af Herrens egen Mund til os ved hans egne Indstiftelser, hvorpaa vi maa grunde alle vore kristelige Forventninger, naar vi vil have kristeligt Pant paa deres Opfyldelse, - og naar vi endelig forudsætter vor hellige Skrifts uindskrænkede Paalidelighed, som den guddommelige Aabenbarings og Guds-Rigets Historie, - da spørger vi hverken om, hvordan de skriftkloge til forskjellige Tider har læst og udtydet de profetiske og teologiske Runer og Gaader (Hieroglyfer), eller hvilke mer eller mindre urimelige Tanker de kan have gjort sig om 452 Menneske-Livet, enten i sin oprindelige eller i sin forfaldne og forældede og i sin gjenfødte og fornyede Skikkelse og Tilstand; men vi spørger kun om, hvilken Tankegang om Menneske-Livet, under sine store og forunderlige Omskiftelser, der enten maa være, elier kan dog, saa vidt vi veed, være den rette, i forsvarlig Sammenhæng med den kristne Tro og i det hele med Ordet til os af Herrens egen Mund, som baade er det eneste Kjende mærke, vi har paa Herrens Aand og Herrens Menighed, og er det eneste Ord, hvori Herren kan være kjendelig nærværende og virksom hos sine, mens han er skjult for Verdens Øjne.

Hvad der nu allerførst maa lynslaa os, naar Troens og Tros-Bekjendelsens Aand hviler paa os, det er: at for at Vorherre Jesus Kristus, som vi tror og bekjender, kan være Gud Faders enbaarne Søn, født af Marie Mø, da maa baade Mennesket, som skrevet staar, være skabt i Guds Billede, og være skabt saaledes deri, at den guddommelige Natur lod sig forene med den menneskelige Natur, og kunde gjennem Menneske-Legemet aabenbare Guddoms-Herligheden, og at denne levende Billed-Lighed, hvor meget den saa end ved Syndefaldet maa have lidt, dog umulig kunde være udslettet, naar Guds Søns Menneske-Liv skabtes i Maries Modersliv, saa han fik Kjød af hendes Kjød og Ben af hendes Ben, ligesom Eva fik af Adams.

Paa den anden Side forudsætter vist nok baade Glædskabs-Budet (Evangeliet) om Frelseren (Jesus) i det hele, og Synds-Forladelsen foran det evige Liv i Særdeleshed, at Menneske-Livet i Guds Billede har ved Syndefaldet faaet en Grund-Skade, som den Menneske-Søn, der skulde helbrede den, maatte selv være fri for; og det, tror vi, opnaades derved, at Guds Søn kun fik en menneskelig Moder, men ingen menneskelig Fader, da den Helligaand traadte ved Avlingen i Mandens Sted, og derved kommer vi til i Guddoms-Manden at se et Menneske, som en af os i alle Maader. kun uden Synd.

Hvor vidt nu denne Grund-Skade, som er Syndigheden, strækker sig hos os alle, som avles af Mand og Kvinde ved kjødelig Omgang, det kan vi vist nok paa fri Haand umulig afgjøre, blandt andet fordi Syndigheden er en Grund-Skade, der lige saa vel maa have skadelig Indflydelse paa Syns-Maaden og paa Tanke-Gangen som paa Livs-Kraften; og da Skaden i Kristnes Øjne maa være saa stor, at den i det hele kun lader 453 sig helbrede ved Guds Søns Fornedrelse og Opofrelse, og selv af Guds Søn kun lader sig helbrede med en virkelig Gjenfødelse og Nyskabelse, saa synes det let, som om man aldrig kunde tænke sig Grund-Skaden for stor, men at jo større man tænkte sig den, des bedre var det, da derved Forsoningens og Gjenløsningens, Syndsforladelsens og Gjenfødelsens Nødvendighed og Naadens Herlighed blev saa meget mere indlysende; men det gjælder dog lige fuldt ogsaa her, at for meget saa vel som for lidt fordærver alting, og at man skyder lige saa vel forbi, naar man skyder over, som naar man skyder under Maalet.

At der nemlig i Syndigheden og Forsyndelsen er en Grænse, ud over hvilken man ikke kan gaa, uden at give sig Fanden i Vold, og at denne Grænse lige saa vel overskrides, naar man sætter sig for at synde til det yderste, for at Naaden kan blive des større, som naar man vitterlig foragter og forskyder Guds Naade, - det har allerede Apostelen Pavlus og Herren selv indskærpet, og det har Erfaringen grundig oplyst og stadfæstet; men det maa da ogsaa være splittergalt, at tænke sig Syndigheden saa grænseløs hos hele den faldne Menneske-Slægt, at den nødvendig maatte enten vitterlig forskyde Naaden eller forsætlig synde paa Naade, som Fanden og hele hans Yngel altid har gjort og vil gjøre; og saa splittergalt tænker man dog i Grunden, naar man paastaar, at den faldne Menneske-Natur er i Bund og Grund fordærvet, saa at hos det faldne Menneske, naar han synes allerbedst, er der dog slet intet godt at finde; thi hverken var der da noget hos Mennesket for den sande Gud at ynkes eller forbarme sig over, heller ikke var der noget hos det grundslette Menneske, som kunde lade sig røre til Anger og Omvendelse, eller vilde lade sig overtale til Tro paa Guds Naade og Sandhed, eller lade sig gjenføde til et Guds-Barn og lade sig forny efter det Guds-Billede, hvori Mennesket oprindelig er skabt, - og dog er baade Omvendelse, Tro og inderlig Hengivenhed uden Godvillighed aldeles utænkelig og selvmodsigende.

En saadan Godvillighed, som Herren har stillet os for Øjne i Lignelsen om »den forlorne Søn«, maa altsaa forudsættes og virkelig findes hos det faldne Menneske i den faldne Adams Billede, ligesom den efter Skriftens Vidnesbyrd fandtes hos Abel, hos Set, Enos, Enok, Noa, Abraham, Isak og Jakob, David, Sakarias og Elisabet, Johannes den Døber, Marie Mø og hendes Fæstemand Josef, Simeon og Anna, saa de var vel alle vanartede Guds-Børn, men dog ægte Guds-Børn, der kom deres 454 himmelske Fader i Hu og havde i Grunden Sind fil at lyde og ligne ham, skjønt de havde forspildt hans første Kjærlighed og derved baade tabt Kraften til at gjøre hans Vilje og forbrudt Samfundet og Fællesskabet med ham.

Kun saaledes faar vi en Forestilling om det faldne, syndige, fortabte Menneske, og om Menneske-Livet uden for Paradis i Ørken, der svarer til Lignelsen om »den forlorne Søn« i Landet langt borte fra Faderhuset, som sank saa dybt, at han ønskede sig Svineføde, men var dog en værdig Gjenstand for sin Faders Medynk, Naade, Tilgivelse og fulde Indsættelse paa ny i alle Børne-Rettigheder, fordi han følte og bekjendte, at han var selv Skyld i sin Ulykke, og fordi han havde Sind til at vende om og heller være sin Faders Træl end, som hidtil, at være Syndens Træl, under den pralende, men falske og tomme Titel af »sin egen Herre«.

Ved denne Fremstilling af det faldne Menneskes Forhold til Gud og til Guds-Billedet hos sig bortfalder, som man let ser, al Tanke om Fortjeneste, om egen Retfærdighed eller om Magt til at hjælpe eller frelse sig selv, medens dog Bekvemheden til at trøstes, benaades, gjenfødes og fornyes er vedligeholdt, saa den himmelske Fader dog fremdeles har et tabt Barn paa Jorden at oplede og et dødt Barn at gjøre levende, saa at, naar kun den himmelske Fader-Kjærlighed hos Gud er ren og rig, uegennyttig og gavmild nok dertil, da kan den, uden al Selv-Modsigelse, skjule Syndernes Mangfoldighed hos det angergivne og raade Bod paa alle Savn hos det dødskyldige og ulykkelige, men dog ydmyge og trohjærtige, godvillige og taknemmelige Menneske, og da kan der, - som Herren baade skildrer i Lignelsen om den forlorne Søn og vidner med rene Ord, - være større Glæde i Himlen over een omvendt Synder end over 99 retfærdige, som ikke har Omvendelse behov.

Naar man desuagtet, beraabende sig paa den hellige Skrift, har paastaaet, at hos det gamle Menneske er Guds-Billedet aldeles udslettet, og alt virkelig godt udryddet, og kun Skin-Hellighed med glimrende Laster mulig, - da har man jo vel set, at man umulig, uden at trodse hele den hellige Historie, kunde anvende denne Fordømmelses-Dom paa Abraham, de troendes Fader, paa Moses, den tro Tjener i Guds Hus, paa David, Manden efter Guds Hjærte, paa Profeterne, og paa ham, som Herren selv kaldte mer end Profet, kaldte sit Aasyns Engel; men man har dog aldeles overset, at det slet ikke gaar an at undtage en 455 eneste af den gamle Adams naturlige Børn fra den Dom, man fælder over ham og hele hans Slægt, fælder over den faldne Menneske-Natur, og at man lige saa lidt kan sætte det ny Menneskes Fødsel foran Barnets i Betlehem, uden at gjøre hele Kristi Evangelium til Løgn og Fabel. Ved desuagtet i Blindhed at gjøre det sidste, ved, som allerede Biskop Evsebius i hans Kirkehistorie, at gjøre Abraham og alle Kristi Forfædre efter Kjødet til Kristne foran Kristus, til Guds gjenfødte Børn førend Gjenfødelsen af Vand og Aand, - kun derved har man forblindet sig selv for den indlysende Sandhed: at der hos det faldne Menneske kan være, har været og maa, saa længe Gjenfødelsen skal være mulig, findes tænkelig og gjørlig i Sandhed, være baade Spor og Levning af Menneskets oprindelige Godhed og Herlighed, som en Skabning i Guds Billede, der veed af Gud og sig selv at sige; og, saa vist som »Tro, Haab og Kjærlighed« udtrykker hele den menneskelige indvortes Billed-Lighed med Gud, saa vist maa der hos det faldne Menneske, som skal kunne oprejses, hos det fortabte Menneske, som skal kunne frelses, og hos det vanartede Menneske, som skal kunne gjenfødes, findes en virkelig Levning af Troen, Haabet og Kjærligheden, som de oprindelig med Ordet udgjorde og udtrykte Menneske-Livet i Guds Billede.

Naar vi nu betragter det oprindelige Menneske-Liv eller Paradis-Livet i Herrens Lys, med Skabelses-Bogen for Øje, da ser vi let, at Troen paa Guds-Ordets Kraft og Liv og Sandhed, og Haabet om Udødelighed i Paradis, det var Troen og Haabet hos vore første Forældre, hvormed de stod og faldt for Guds Aasyn, medens det kan synes tvivlsomt, om de tabte eller beholdt den indbyrdes Kjærlighed, der hos dem var Kjærligheden til Næsten som til sig selv, hvori Guds-Kjærligheden af ganske Hjærte, Sjæl og Styrke spirede, og hvoraf den skulde opvoxet og udfoldet sig som Paradis-Rosen; men at vore første Forældre dog maa være faldne netop lige saa dybt fra den indbyrdes Kjærlighed, som de faldt fra Troen og Haabet, det følger dog nødvendig af den levende Sammenhæng derimellem, og vi kan høre det paa Adams Ord, hvormed han i Grunden skiller sig fra sin Hustru, som sit eget Legeme, Kjød og Ben, sigende til Skaberen: Kvinden, som du gav mig, hun forførte mig.

Lige saa lidt imidlertid, som vi kan tænke, at den indbyrdes Kjærlighed mellem vore første Forældre, og dermed mellem Mand og Kvinde, aldeles udslettedes og ophørte ved Syndefaldet, lige saa lidt maa vi tænke, at det var Tilfældet med Troen 456 paa Guds-Ordet, eller med Udødeligheds-Haabet, men vi maa tænke, at ligesom Mennesket i Ordet beholdt sin kjendelige Lighed med Gud, saaledes fulgte ogsaa en Levning af Troen, af Haabet og af Kjærligheden det faldne Menneske ud af Paradis og ind i Ørken, hvor de vist nok alle, med Afmagten og det dødelige Saar, som var Syndens Handsel, rimeligvis snart maatte uddø, men kunde dog muligvis ogsaa af Guds Naade vidunderlig opholdes og styrkes, og i Tidens Fylde af samme Guds Naade i hele sin Rigdoms Aabenbarelse gjenfødes og fornyes efter hans Billede, som skabte os.

At nu ogsaa Levningen af Menneskets Paradis-Tro, Paradis-Haab og Paradis-Kjærlighed af Guds Naade blev opholdt i Ørken, ej mindre vidunderlig end Israels Børn opholdtes med Manna i Ørken, det har Apostelen Pavlus skrevet med store Bogstaver, og det lærer Guds Ords og Guds Riges Historie lige fra Adams til Kristi Dage, og allerklarest Betragtningen deri af Tros-Helten Abraham, Haabs-Engelen Johannes den Døber, og Hjerte-Dronningen Marie Mø: alle af den gamle Surdej, den faldne Skabning, men dog stærke i Troen paa de nye Himle og den ny Jord, glade i Haabet derom, og oprigtige i Kjærligheden. Og skjønt vi umulig saaledes kan følge det gamle Menneske og spore Paradis-Livet paa Hedningernes Øer som paa Israels Fastland, og vi ikke heller kan formode, at Guds Naade vilde vise sig saa rig nogensteds, som der, hvor Troen paa Guds-Ordet maatte bevares, for at »Ordet« paa menneskelig Maade kunde blive »Kjød« og aabenbare sin Herlighed, hvor Haabet om det evige Liv maatte vedligeholdes, for at det kunde opfyldes ved hans Komme, som er baade Liv og Lys evindelig, og hvor Kjærligheden maatte udvikles vidunderlig, for at Guds Søn kunde finde en Moder paa Jorden og virkelig blive Kvindens Sæd, - saa maa dog alle Vegne, hvor Kristi Evangelium har fundet og skal finde Ørenlyd og Hjærterum, saa stor en Levning af det gamle Menneskes Tro og Haab og Kjærlighed være bevaret, at det gamle Menneske baade kan opvækkes til at høre, oplives til at fatte, overtales til at tro og røres til at elske Glædskabs-Budet om det ny Menneske, den anden Adam, som er Herren fra Himlen; og at det midt iblandt Hedningerne er paa sine Steder sket i en forbavsende høj Grad, det ser vi paa Høvedsmanden fra Kapernaum, om hvis Tro paa Guds-Ordet Herren selv vidnede: saadan en Tro har jeg end ikke fundet hos Israel, og paa den kananæiske Kvinde, hvis Haab, og paa den blodsottige Kvinde, hvis Kjærlighed, skjønt de voxede vildt, 457 som Træerne i Skoven, godt kunde maale sig med det meste, der fandtes hos Israel.

Vel har vi nemlig fra Latinerne med saa mange andre falske Forestillinger ogsaa faaet den, at Jøderne især var stærke i Troen; men Mesteren, som vidner: uden I ser Tegn og underlige Gjerninger, da vil I ikke tro, han lærer os noget ganske andet, og hele Jødefolkets Historie, fra Udgangen af Ægypten til Jerusalems Forstyrrelse, stadfæster det samme; og at Jøderne heller ikke var de kjærligste af Art, det ser vi paa alle Kjærligheds-Forholdene hos dem, som jo er Forholdet mellem Forældre og Børn, mellem gode Venner og da Søskende især, og imellem Ægtefolk, hvorfor Herren ogsaa vidner, at det var for deres Haardhjærtethed, at Moses gav dem Skilsmisse-Loven. I Haabet var det derimod, Israel havde sin Styrke, ja, har den i sin høje Alderdom og midt i Adspredelsen endnu, derfor gav Jehova dem under Loven saa lidt som muligt at tro, og han kastede ligesom et Slør over deres Mangel paa indbyrdes Kjærlighed, ved Grundloven om at ære Fader og Moder, om ikke at myrde, ikke at krænke Ægteskabet og ikke at forlange Næstens Ejendom; men han gav dem alt at haabe, lige fra Forjættelsen til Abraham »i din Sæd skal alle Jorderigs Slægter velsignes,« til de allerklareste Spaadomme om »Israels Haab,« som den Guds salvede, Kristus, Messias. Blandt alle Hedningerne var derimod netop Romerne Folket med den stærkeste Tro, hvorfor ogsaa Apostel-Brevet til dem drejer sig hartad udelukkende om »Troen«; og at det lige saa vel var Romerne, der gjennem Middelalderen bevarede den kristne Tro, som det var fra Rom, al Overtroen udgik, burde være os alle lige frisk i Minde.

Betragter vi endelig Hedning-Livet i vort Højnorden, da finder vi vel, at næst efter Israel har intet Folk været besjælet af saa stærkt et Udødeligheds-Haab; men, hvor der i vort Højnorden var mindst af Haabet: i »Danmark, dejligst Vang og Vænge«, sporer vi derimod en mageløs Kjærlighed, saa vel i Forholdet mellem Forældre og Børn som mellem Mand og Kvinde; og da disse lige saa vel er den kristelige eller nymenneskelige, som den hedenske eller gammelmenneskelige Kjærligheds Grund-Forhold, saa maa det findes rimeligt nok, at naar vi danske kristnedes, det da snarest vilde være hos os, at Lyset skulde opgaa over Ægteskabets og Kristendommens indbyrdes Sammenhæng.

Hvor længe det nemlig end har været overset, og hvor dristig 458 man endnu tit benægter det, saa er det dog lige klart og lige vist, at det gamle Menneskes Tro og Haab og Kjærlighed maa være ensartede med det ny Menneskes, da det ellers var umuligt, at det gamle Menneske kunde ved nogen som helst Aabenbaring faa en rigtig Forestilling om det ny Menneskes Tro, Haab og Kjærlighed, som han dog nødvendig maa have, for at eftertragte dem og for at gjenkjende dem hos sig, og at derfor maa Kjærligheden mellem Forældre og Børn og den ægteskabelige Kjærlighed mellem Mand og Kvinde i det gamle Menneske-Liv, for saa vidt den findes og saa vidt den gaar, være aldeles ensartet med Kjærligheden mellem den himmelske Fader og hans jordiske Børn, og med den ægteskabelige Kjærlighed mellem Kristus og hans Menighed i det ny Menneskeliv; og ligesom Herren selv har sagt os, at vi maa blive som Menneske-Børn, før vi kan gjenfødes til Guds-Børn, saaledes vil Herrens Aand sige os, at vi maa blive som menneskelige Ægtefæller, før vi kan indlemmes i det store Fællesskab med Herren som en Brud med sin Brudgom og en Husfrue med sin Ægtemand. Og at der nu igjen er en levende Vexelvirkning mellem Kristi eget og de kristnes Ægteskab, det har allerede Apostelen Pavlus indskærpet Menigheden, ved udtrykkelig at skrive, at de kristelige Ægtemænd kan og skal elske deres Hustruer, ligesom Kristus elskede Menigheden, og at de kristelige Hustruer igjen skal være deres Ægtemænd underdanige, ligesom Menigheden er sit Hoved og sin Herre Kristus; saa at følgelig forudsætter ikke blot Herrens Ægteskab med Menigheden det gamle Menneskes ægteskabelige Kjærlighed, men det ny Menneskes ægteskabelige Forhold bliver ogsaa et Forbillede paa og en Forberedelse til Herrens evige Bryllup.

Hvorledes dette saa længe har kunnet undgaa vore skriftkloges Opmærksomhed, uagtet de dog selv ved hver Brudevielse efter Alterbogen indskærpede os Opmærksomheden paa, hvad St. Povel skriver »til de Efeser i det femte« om det kristelige Ægteskab, det vilde vist nok være uforklarligt, naar man ikke vidste, at med døde Øjne enten ser man slet ikke Livet eller overser det dog altid i Beskrivelsen; men nu kan det ikke undre os, at de samme skriftkloge, der i det hele var blinde for det virkelige Liv i Aanden, ogsaa overfoer Efeser-Brevet med en Harefod, saa at, selv naar de ved Brudevielsen udtrykkelig beraabte sig paa Brevets store Ord om det kristelige Ægteskabs hemmelighedsfulde Forbindelse med Ægteskabet mellem Kristus og Menigheden, da faldt det dem slet ikke ind, at det var 459 en »stor Hemmelighed« i det kristelige Liv, men kun een stor Hemmelighed mere i den hellige Skrift.

Har vi nu imidlertid faaet Øjnene op, og stræber at bære os bedre ad herefter, da xnaa vi fremfor alt drage to vigtige Slutninger af disse Oplysninger om Ægteskabets Forhold til det ny Menneske-Liv; og den første Slutning er den: at al Tale om et kristeligt Ægteskab mellem andre end ret kristelige Ægtefolk er Snak hen i Vejret, da Ægteskabet, for at kunne være kristeligt, nødvendig maa være, hvad Apostelen kalder etÆgteskab »i Herren«; saa at de kristnes Letsindighed i dette Stykke vilde være Grund nok til, at det kristelige Liv ej endnu har vundet synderlig Tilvæxt ved Ægteskabet; medens paa den anden Side de kristelige Præsters Omsorg for at faa kristelige Hustruer dog har baaret saa velsignet Frugt i det lutherske Kirkesogn, at det berettiger til de største Forventninger, naar Menigheden herefter for Alvor »beraader sig med Gud og sit eget Hjærtelag« i Ægteskabs-Sagen, og naar den tillige oplyses om, hvor Velsignelsen til et kristeligt Ægteskab findes og maa udelukkende søges.

Dette er den anden vigtige Slutning, vi skal drage af Oplysningen om Ægteskabets Forhold til Kristendommen; thi kan og skal det kristelige Ægteskab være et Forbillede paa og en Forberedelse til Herrens Ægteskab med Menigheden, da maa det jo udelukkende vente og hente den guddommelige Velsignelse dertil af det kristelige Saligheds-Middel, som baade udtrykker og skaber det hemmelighedsfulde Kjærligheds-Forhold og uindskrænkede Fællesskab mellem Kristus og hans Menighed, altsaa af »den hellige Nadver,« og hverken af et selvgjort Ægteskabs-Sakrament eller af en blot og bar Brudevielse efter Alterbogen. At det nemlig ene og alene er ved at æde Menneske-Sønnens Kjød og drikke hans Blod, at den troende Menighed kan blive Kjød af hans Kjød og Ben af hans Ben, saa de to bliver til eet Kjød, det maa jo være os alle vitterligt; og at derved det menneskelige Ægteskabs Oprindelse og oprindelige Øjemed optages i det kristelige Fællesskab, det maa Hjærtets oplyste Øjne vist opdage; men skjønt dette kun sker efterhaanden, maa disse Øjne dog snart klares til at indse, at baade var Ægteskabs-Forholdet fra Begyndelsen Menneske-Kjærlighedens Vugge, og maa i detgjenfødte Menneskeliv lige saa fuldt være det, da al Kjærlighed til Næsten nødvendig maa begynde med Kjærlighed til den allernærmeste, som Ægtefællen unægtelig er i det kristelige Ægteskab, saa vel som i Adams og Evas, saa at den Kjærlighed, som er Lovens Fylde, kan aldrig, 460 uden igjennem det kristelige Ægteskab, indtage og gjennemtrænge Kristi Menighed, saa den pryder sig for ham, som en Brud for sin Brudgom.

Spørger man nu endelig, hvoraf det da kan være kommet, ikke blot, at Menigheden gjennem mange Aarhundreder stod i den faste Formening, at den ugifte Stand, naar den var i Sandhed kristelig og gudelig, var den helligste og Gud velbehageligste Stilling, men at selv Apostelen Pavlus i et af sine Breve synes at paastaa det samme, - da maa jeg først afkræfte denne Indvending og alle Indvendinger mod den kristelige Tankegang, som man laver af Skriften, med den Bemærkning: at Skriftens fulde Overensstemmelse med Kristi Lærdom er vel en nødvendig Forudsætning hos Menighedens skriftkloge, men som intet kan bevises med, da den selv bestandig trænger til Bevis. Dernæst skal jeg bede vore skriftkloge lægge vel paa Hjærte, at hvad der kun findes hos een Apostel og oven i Kjøbet kun i eet af hans mange Breve, det lader sig aldrig med rette henføre til hele Menigheden og Menigheds-Livet; og endelig tør jeg mene, det er klart nok, at hvad Apostelen Pavlus skrev til Korinterne om Ægteskabet, det betragtedes af ham selv kun som hans eget Skjøn og gode Raad, med bestemt Hensyn paa Tid og Omstændigheder.

Lige saa klart som det nemlig paa den ene Side er, at naar alle Kristne havde afholdt sig fra Ægteskab, da vilde Kristendommen have været uddøt for mange Aarhundreder siden, og at, naar i det nærværende Øjeblik alle oplyste Kristne vilde forblive ugifte, da vilde Efterslægten baade blive mindre kristelig og mindre oplyst end den nærværende, - lige saa klart er det ogsaa, at den kristne Slægt, som skal opleve den yderste Dag, den gifter sig ikke, fordi den ikke kan faa eller skal have nogen kristelig Efterslægt, og behøver heller ingen, fordi Menigheds-Livet hos den har naat sin Modenhed, Væxten sit Maal, som er Kristi Maal, og Oplysningen sin Middagshøjde, som er Soleklarheden i Aanden; og da nu Apostel-Menigheden, som er Brudens moderlige Forbillede, baade havde en stærk Formodning om, at Herren kom igjen til Doms en af Dagene, og havde en levende Forsmag af Fuldendelsen, saa vilde dens Betænkelighed ved Ægteskabet være meget forklarlig, om den end havde været langt større og almindeligere end den var; og da nu Erfaringen lærte de kristne i Romerriget, at hverken det kristelige Liv eller det kristelige Lys tog til, men tog gruelig af fra Slægt til Slægt, saa var det ganske naturligt, at de intet godt 461 ventede af Fremtiden, førend Dommedag, som de syntes, maatte komme meget snart, hvis den endnu skulde »finde Troen paa Jorden«.

I den ny Kristenhed, uden for Romer-Riget, og fremfor alt hos os, efter Reformatjonen, og efter det præstelige Ægteskabs Fornyelse ved Morten Luther, da vi bestandig venter og maa vente af Fremtiden, hvad Fortiden, aandelig talt, har tabt, og hvad Nutiden savner og længes efter, og da vi kan forudse, at Herren kommer ingenlunde i Skyen, førend baade »Aanden og Bruden« raaber: kom, Herre Jesus! - nu maa vi dog endelig Dag fra Dag blive klogere paa det kristelige Ægteskab og sætte højere Pris derpaa, som den eneste levende Plante-Skole for en Efterslægt, der, aandelig og kristelig talt, kan og vil staa paa vore Skuldre og se til Enden og træde i vore Fodspor, til de i Herrens egne Fodspor kommer os forbi og ham saa nær, at de paa en Maade kan maale sig med ham. Kun da vil hos den næstsidste Kristen-Slægt, der er kvindefødt paa det gamle Menneskes Vis, det gamle Menneske komme til at staa det ny lige saa nær, som Sønnen af Præsten Sakarias med Elisabet af Arons Døtre stod Jesus af Nasaret, »avlet ved den Helligaand og født af Maria Mø«; og denne næstsidste Slægt vil da døbe den sidste omtrent med samme Følelse, som Johannes døbte Jesus: til at fuldkomme al Retfærdighed, og til at være i denne Verden, ligesom Herren var i denne Verden, og til at vente paa hans Herligheds Aabenbarelse; medens det i øvrigt, efter Herrens Spaadom, vil gaa til i denne Verden, ligesom i Noas Dage, da de tog til Ægte og lod sig tage til Ægte, indtil Syndfloden kom og tog dem alle bort; thi saaledes skal jo Menneske-Sønnens Tilkommelse være, naar han kommer igjen, at hjemføre sin Brud til sin Faders Hus, hvor Brude-Kransen er Livets Krone.

Slutningen bliver da, at »det hellige Kys«, der, som et »Kjærligheds Kys«, skal besegie »de helliges Fællesskab« hos den syvende og sidste Menighed, det kan kun fødes, opelskes, optugtes, oplyses og forklares i et kristeligt Ægteskab, der ikke skabes ved nogen selvgjort Brudevielse, men ene mellem levende Kristne ved Nadveren i Vorherres Jesu Kristi Navn af den Helligaand.

462

14. Tro og Haab og Kjærlighed.

»Jeg skriver eder til, ikke fordi I jo nok veed Sandheden, men just fordi I veed den, og veed, at der kommer ingen Løgn af Sandheden.«

Saaledes lærer Vorherres Ven, Apostelen og Evangelisten Johannes, os at betragte Apostel-Skriften: ikke som et Himmel-Brev til Jøder og Hedninger, hvoraf de skulde lære at kjende Kristendommen, eller hvorved de skulde blive Kristne, men som et Venne-Brev til de kristne, for at oplyse, befæste og bestyrke dem i den bevidste kristelige Sandhed; saa det er ikke Apostlernes Skyld, at de skriftkloge har misbrugt og vedbliver endnu sædvanlig at misbruge Apostel-Skriften, trods Apostlernes Indsigelse i deres egen Haandskrift, til Kristendoms-Kilde og Tros-Regel. Det nytter imidlertid allermindst med Pennen at hævde Herrens Munds-Ord sin rette Plads i den kristelige Tankegang, mod dem, der ikke forud er levende Kristne, og kan derfor indtil videre ingen kristelig Tankegang enten have, fatte eller følge. Vi maa derfor her overlade de blindes blinde Vejledere til deres Blindhed og til Guds Barmhjærtighed, som gjærne vil forflytte os alle fra Mørkets til Lysets og sin elskelige Søns Rige, og kun erindre den kristelige Læser om, at det er ikke blot ved Spørgsmaalet om den kristelige Tros-Grund og Livs-Kilde, at det gjør en Forskjel som paa Nat og Dag, enten man tænker, at noget er sandt og kristeligt, fordi det staar skrevet i Bogen, eller man tænker, at det staar skrevet i den kristelige Hovedbog, fordi det er sandt og kristeligt, men at denne himmelhøje Forskjel kommer til Syne ved ethvert kristeligt Oplysnings-Spørgsmaal.

Naar vi saaledes læser hos Apostelen Pavlus om »Tro og Haab og Kjærlighed,« som en kristelig Trefoldighed, da ser man let, det er et Hoved-Spørgsmaal, om vi tænker, at det 463 skrev Apostelen, fordi det var og er en kristelig Grund-Sandhed, at Tro og Haah og Kjærlighed er hele Kristelighedens levende Indhold, eller om vi tænker, at det kun er en kristelig Grund-Sætning, fordi det staar skrevet i Pavli første Brev til Korinterne i det trettende, saa at Grund-Sætningens kristelige Rigtighed og Vigtighed skulde bero paa, om Pavlus var en ægte Apostel, om det første Brev til Korinterne, og navnlig det trettende Kapitel deri og hvert Ord i det trettende Kapitels trettende Vers, var ægte, og saa oven i Kjøbet komme an paa, hvor vidt de skriftkloge kunde forene dette mærkværdige Skrift-Sprog med alle de andre ægte Skrift-Sprog, der havde samme Ret som delte Skrift-Sprog til at afgjøre, baade hvad der var ægte kristeligt, og hvad der hørte til de kristelige Grund-Lærdomme.

Da nu de skriftkloge, naar de ikke, som de protestantiske, søgte Kristendoms-Begrebet i Skriften, dog søgte det, som Papisterne, hvor det lige saa lidt er eller kan være: i en selvgjort Aandelighed (Gejstlighed) eller Præstestand, saa er det begribeligt nok, at, skjønt de alle kjendte det apostoliske Ordsprog om Tro og Haab og Kjærlighed, saa lod de sig dog ingenlunde styre og raade deraf, som en kristelig Grund-Sætning, naar det enten gjaldt om at forsvare og rense de saakaldte kristelige Kirke-Samfund, eller gjaldt om at rejse og bedømme saakaldte kristelige Lære-Bygninger.

Naar vi derimod, som hverken spørger det døde Bogstav eller det kjødelige Præsteskab om Kristendoms-Begrebet, som baade maa være levende og aandeligt, men modtage Begrebet, hvor det gives og meddeles os ved Vorherres Jesu Kristi egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren, i Ordet til os af Herrens egen Munds Aande, - naar vi læser hos Apostelen om de hos Menigheden forblivende »tre«: Tro og Haab og Kjærlighed, hvoriblandt dog Kjærligheden er størst, - da vedkjender den Helligaand, som Kristi Aand, sig strax. dette Ordsprog, som et uforbederligt Udtryk for det kristelige Livs Begyndelse, Midte og Ende, altsaa den ægte, levende og fuldstændige Kristelighed, der forbinder og forener alle sande Kristne i de helliges Fællesskab.

Da nu imidlertid den Helligaand, som Kristi Aand, aldrig taler af sig selv, men tager af, hvad der kjendelig er Herrens, saa udleder han med Flid Kristeligheds-Begrebet i »Tro og Haab og Kjærlighed« af Kristendoms-Begrebet i Tros-Bekjendelsen, med Daabens og Nadverens Ord, hvoraf vi ene kan lære at kjende den kristelige Saliggjørelses-Orden, og lære, hvad det er 464 for en Tro, et Haab og en Kjærlighed, som udgjør hele den indvortes Kristelighed, der, saa vidt muligt, skal aabenbare og afpræge sig i den sande Kristenhed i en tilsvarende Bekjendelse, Forkyndelse og Lovsang.

Skjønt nemlig, som jeg før har paavist*), Tro og Haab og Kjærlighed, langt fra at være noget splinternyt, der først blev til med Kristendommen, tvært imod er saa gamle som Menneske-Slægten, og maa, om end i nok saa ringe Grad og nok saa stor Besmittelse, dog nødvendig forudsættes og virkelig forefindes, hvor Kristi Evangelium skal kunne høres, fattes og modtages, - saa maa det dog være en egen Tro: den kristne Tro, et eget Haab: det kristelige Haab, og en særdeles Kjærlighed: den kristne Kjærlighed, som kan udgjøre en kristelig Trefoldighed, saa at, naar Kristeligheds-Begrebet skal være levende og forsvarligt, da maa det lige saa vel være os givet i Herrens eget Ord ved hans Indstiftelser, som Kristendoms-Begrebet. Var det anderledes, saa vi selv paa fri Haand skulde afgjøre, baade hvordan den Tro, det Haab og den Kjærlighed maatte være, som kunde og skulde udfylde Kristelighedens Begreb, og hvor vidt den Orden og Følge, hvori »de tre« nævnes, ogsaa var den eneste rette, - da kunde vi aldrig komme til nogen gyldig Afgjørelse af de Spørgsmaal, der dog maa være tilfredsstillende besvarede, førend der kan gives nogen egentlig kristelig Oplysning. Morten Luther følte det ogsaa godt og indskærpede det sejerrig: at der nødvendig hørte et udvortes Guds-Ord til at afhjemle al kristelig Oplysning og blotte alle de Sværmerier, der udsmykkede sig med dette Navn og beraabte sig paa det indvortes Guds-Ord, som Aandens umiddelbare Aabenbaring; men da han kun forgjæves stræbte at udvriste et saadant udvortes Guds-Ord til os af Bibelens Bogstav, og derved satte den blotte og bare Bibellæsning til den selvraadige Skrift-Klogskabs og den tøjleløse Indbildnings Prøvesten og Dommer, saa mislykkedes naturligvis Forsøget aldeles, da det døde Bogstav umulig kan enten bære, meddele eller vejlede Livs-Aander, saa det er altid en Døds-Dom over Livet, at gjøre Døden til Livets Skolemester.

En ganske anden Sag er det med Herrens levende, lydelige Ord ved Daaben og Nadveren, der baade kan bære, meddele og vejlede Aanden, som ikke vil tale af sig selv, men tage af Herrens og forkynde os; thi, ligesom der maa være et saadant

*) Senest i Stykket om det kristelige Ægteskab.

465

udvortes Guds-Ord hos Menigheden, for at vi kan kjende, hvad der i Aandens og Ordets Verden er Vorherres Jesu Kristi eget, saaledes lærer Aanden os snart, at ligesom Menighedens Tros-Bekjendelse efter Herrens Mund er den kristne Tros uforanderlige og uforbederlige Udtryk, saaledes udtrykker Herrens Bøn, som han selv ved Daaben lægger sin Menighed i Munden, nemlig vort »Fadervor« som Børne-Bønnen i Guds Hus, klarlig alt, hvad det i Daaben gjenfødte Guds-Menneske forlanger og forventer af sin himmelske Fader, udtrykker altsaa det kristelige Haab; og ligeledes er Herrens Bord-Tale, som han ret egentlig med Brødet og Kalken ved Nadveren selv lægger sin Menighed i Munden, saa vist Kristen-Kjærlighedens levende Udtryk, som Kjærlighed i sin Fylde er Hjærtets fulde Hengivelse.

Naar man derfor har overset den Saliggjørelses-Orden i Tro og Haab og Kjærlighed, som Herren selv har indstiftet, da kom det aabenbar kun af, at man paa den ene Side tog det meget for løst med Herrens Indstiftelser, som de eneste Saligheds-Midler i hans Menighed, og at man paa den anden Side indbildte sig, at Tro og Haab og Kjærlighed i gudelig Forstand kunde betyde noget ganske andet, end Tro og Haab og Kjærlighed i menneskelig Forstand; skjønt det er soleklart, at Mennesket i saa Fald umulig kunde kjende eller fatte, hvad det var, som Guds Aand kaldte Tro og Haab og Kjærlighed.

Vi, som paa den ene Side for ramme Alvor betragter Herrens egne Indstiftelser i Daaben og Nadveren som »Herrens Gjerninger«, der kun bliver kjendelige ved Ordet til os af Herrens egen Mund og sker ved hans Munds Aande, og som paa den anden Side dristig forudsætter, at »Tro«, lige saavel i Forholdet til Vorherre Kristus, som i vort Forhold til andre Mennesker, er hjærtelig Sikkerhed paa Sandheden af, hvad han siger til os, og at »Haab«, enten det er løst eller fast, og enten det gaar paa timelige eller evige Ting, er en trøstelig Forventning af et tilkommende Gode, og at »Kjærlighed«, mellem Kristus og os, ligesom al indbyrdes Menneske-Kjærlighed, er en hjærtelig Tilbøjelighed, der kun kan fyldestgjøres i et fuldstændigt Fællesskab, - vi ser et stort Lys opgaa over det kristelige Menigheds-Liv, hvori det, saa vidt det er kommet, klarlig gjenkjender sig selv, og hvorved det i Aanden kan forudse baade Maalet og Vejen, som fører dertil. Hvad der saa inderlig bekymrede vore bedste lutherske Forældre og gjorde dem bange for stadig at betragte Kristen-Livet i Tro og Haab og Kjærlighed 466 hos sig som den eneste ægte Kristelighed, det var jo den svage, dunkle og ufuldkomne Tilstand, hvori de fandt Livet og især Kjærligheden, som det ypperste; men det forvirrer og kyser ikke længer os, fordi vi paa den ene Side, i Ordet af Herrens egen Mund, har en usvigelig Prøvesten for Troens og Haabets og Kjærlighedens kristelige Ægthed, og paa den anden Side af den Helligaand, som Aanden i Herrens Munds-Ord, oplyses om Kristenlivets fuldstændige Menneskelighed, saa det har sin hemmelige Avling i Evangeliets godvillige Hørelse, hvor Guds Aand fører Ordet, har sin Fødsel af Vand og Aand i Daaben efter Herrens Indstiftelse og har sin Opvæxt til Fuldkommenhed ved Herrens Bord, idet Udtrykket af Troen og Haabet og Kjærligheden gjør et tilsvarende levende Indtryk, saa Kristenlivet begynder hos os med Troen, voxer med Haabet, og fuldkommes af og i Kjærligheden.

Naar nu Aanden, som ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder, oplyser os om, at Tro og Haab og Kjærlighed ganske rigtig, som skrevet staar, udgjør hele Kristeligheden eller Hjærtets Kristendom, da oplyser han os tillige om, at dertil svarer paa det nøjeste Guds Riges korte Beskrivelse, som Retfærdighed og Fred og Glæde, for saa vidt som Guds Rige kan aabenbares paa Jorden i Troens og Haabets Dage, altsaa i Aanden, saa at Retfærdigheden svarer til Troen, og Freden svarer til Haabet, og Glæden svarer til Kjærligheden, som Troens Retfærdighed, Haabets Fred og Kjærlighedens Glæde.

Ogsaa denne Oplysning - skiønt den er meget stor, og giver os det virkelige Kristenheds-Begreb, som Kristi Riges Begreb - denne Oplysning er dog saa jævn, og paaviser kun den inderlige Sammenhæng mellem det kristelige Liv og den kristelige Tilstand, som ingen har tvivlet om, ja, er baade saa rimelig og saa glædelig, at Menigheden, naar den ret faar Øjnene op, vist uden al Modsigelse vil give den Magt; men Aanden afhjemler den lige fuldt med Herrens egne Ord til os i, hvad vi kalder den tredje Tros-Artikel, hvor Synds-Forladelse, Kjøds-Opstandelse og evigt Liv aabenbar udgjør Menighedens Fælles-Gods, som vi maa tilegne os i Tro og Haab og Kjærlighed, for at høste Frugt deraf i Retfærdighed og Fred og Glæde.

Naar desuagtet Menigheden, selv i det lutherske Kirke-Sogn, vil have en Del at kæmpe med, før den ret kommer ind i denne grundkristelige Tankegang, da vil det kun sige, at naar man er 467 kommen bagvendt ind i Kristenheden, da har man ondt ved at blive retvendt; og er der noget, man gjennem Aarhundreder med Flid har vænnet Menigheden til at søge i Mørket, i Steden for i Lyset, da er det Guds-Riget i denne Verden, med Vorherre Jestis Kristus til sin aandelige Konge og med den Helligaand, som hans virkelige og fuldmægtige Sætte-Konge eller hans »andet Jeg.« Det kristelige Ordsprog om Guds-Riget, som Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligaand, er derfor, mellem Papister og Protestanter, hist blevet endnu grovere misbrugt, og her endnu løseligere overfaret, end Ordsproget om Tro og Haab og Kjærlighed, i det man hist i Kirke-Staten (Kirke-Riget) vilde paanøde Kristus et Rige af denne Verden, og her i Stats-Kirkerne (Rigs-Kirkerne) frakjendte Kristus alle virkelige Riger i denne Verden, henvisende ham til en anden Verden, der først skulde dages paa hin Side Graven.

Ligesom vi derfor maatte vende de skriftkloge Ryggen, for at se Kristeligheden eller det kristelige Liv i Herrens Lys, saaledes maa vi tillige vende alle Paver og Ærke-Bisper Ryggen, for at se »Guds Rige« i det samme Lys, som ret egentlig er »Sandhedens Lys«, efter Herrens Ord til Pilatus: mit Rige er ikke af denne Verden, thi var mit Rige verdsligt, da skulde mine Tjenere stridt for mig, saa jeg ikke var falden i Jødernes Hænder, men alligevel er jeg, som du siger, en Konge, thi jeg er dertil født og kommen til Verden, at jeg skal give Sandheden Vidnesbyrd, og hvo som er af Sandhed, lyder min Røst.

Saa længe vi nemlig i Tankegangen enten følges med dem, der vil tros paa som Aandeligheden (spiritualitas, Gejstligheden) selv, og udgiver alt, hvad der falder dem ind, for kristelig Sandhed, eller følges med dem, for hvem Aandelighed og Luftighed eller egen Fornuftighed er enstydige Ord, og som erklære baade den guddommelige og den kristelige Sandhed for en mørk Tale, hvorpaa der maa gættes til Dommedag, - saa længe hjælper det os aabenbar slet ikke, til et levende og forsvarligt Begreb om det kristelige Guds-Rige, enten at Kristus har sagt, at hans Rige er Sandhedens Rige, eller at Apostelen Pavlus har skrevet, at Guds Rige er i den Helligaand, altsaa et aandeligt Rige; saa det er først ved, ligesom Apostlerne og deres Foster-Sønner, at tage Troens Ord ved Daaben for den kristelige Sandheds Grund-Begreb, og ved, med de samme Mærkesmænd, at tro paa den Helligaand som Sandheds-Aanden og den sig selv guddommelig bevidste Guds-Kraft i Guds-Ordet til os, - først derved vi blive skikkede til baade at modtage og at 468 benytte Oplysningen om det kristelige Guds-Rige som udelukkende aandeligt, men ikke des mindre sandt og virkeligt, - da det er saa virkeligt, som den sande Retfærdighed og Fred og Glæde kan findes i denne Verden.

Det er nemlig med det kristelige Guds-Rige og med Retfærdigheden og Freden og Glæden deri, ligesom med de kristelige Guds-Gaver Tro og Haab og Kjærlighed: at var der intet menneskeligt, hvori Guds-Riget kunde spejle sig, saa var det Rige alle Mennesker ufatteligt; men da vi nu alle kan vide, at ogsaa i de verdslige Kongeriger, med borgerlige Selskaber, er Retfærdighed, Fred og Glæde, hvad Folkene ønsker sig og forlanger af deres Konger, som det eneste, Rigerne kan blomstre ved, saa kan vi ogsaa alle fatte, at naar Vorherre Jesus Kristus skjænker Menigheden, som sit aandelige Folk, den i Sandhed aandelige og i Aanden og for Hjertet sande og virkelige Retfærdighed og Fred og Glæde, da viser han sig derved som en Konge over alle Konger og gjør sit Rige blomstrende over alle Verdens Riger.

Naar vi nu med denne Oplysning betragter, hvad der, enten i det hele eller navnlig hos os, kalder sig Kristendom, Kristelighed og Kristenhed, da ser vi ikke blot strax en grænseløs Forvirring af Begreberne, men finder Tilstanden saa utaalelig, at turde vi ikke haabe en væsentlig Forbedring, da maatte vi blindfødte, som Herren har gjort seende, heller i Dag end i Morgen vende saa vel Stats-Kirken som Kirke-Staten Ryggen og redde os ud af Vilderedet, med det Tros-Ord, som altid ens og frit forkyndes og modtages, og med Herrens Indstiftelser, som kun er Saligheds-Midler for de troende, men skal staa til deres fri Raadighed, og maa det nødvendig, for at Haabet og Kjærligheden kan komme til at svare til Troen, og for at det aandelige Guds-Folk kan komme i virkelig Besiddelse af det aandelige Guds-Rige, som er Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligaand. Saa længe vi imidlertid tør haabe paa en væsentlig Forbedring af vor Tilstand, da skal vi holde ud i den bundne Stilling, hvori Herren har kaldet os; og den kristelige Oplysning, vi under de meget ugunstige Forhold har naaet, kan og skal lære os, at ved en vis Grad af borgerlig Frihed i aandelig og hjærtelig Henseende vil Tilstanden være saa væsentlig forbedret, at baade Nydelsen af Guds Naade i Kristus og Renselsen, som altid maa begynde inden fra, naar de skal være ægte, kan gjøre Kæmpeskridt, og at de maa have gjort dem, førend Menigheden er skikket til at være som Staden paa 469 Bjærget og bære hele Verdens Fjendskab, hvad den vist nok, lige som fra først af, dog maa til sidst.

Derfor har jeg, lige saa vel efter den borgerlige Religjons-Friheds Indførelse, som før den Tid, haabet paa Sognebaandets Løsning og hilset den som Halvdelen af den Frihed, Kristi Aand, som Sandhedens Aand, nødvendig kræver, naar han skal blive og virke hos os; og derfor haaber jeg bestandig paa Præsternes Afløsning fra Embeds-Eden, for saa vidt den paalægger dem verdslige Baand i deres aandelige Stilling, ved Evangeliets Forkyndelse og ved Husholdningen med Guds Hemmeligheder; og naar denne Tungebaands-Løsning opnaas, da skal jeg hilse den anden Halvdel af den Frihed, Kristi og Sandhedens Aand kræver, for ogsaa hos os at røgte sit guddommelige Ærende, som er aandelig og hjærtelig at skille alt det menneskelige fra det verdslige og syndige, ligesom det adskiltes ved Guds-Ordets Kjøds-Paatagelse hos Jesus, Marias Søn, og at opelske Menigheden lige saa menneskelig i Guds Billede, som han (den Helligaand) opelskede Jesus paa Jorden til den elskelige Søn, i hvem den himmelske Fader baade har og aabenbarer sit Velbehag. Da nu ogsaa Kristi Aand, som den guddommelige Sandheds-Aand, har alle menneskelige Tungemaal i sin Magt, og vil vise det endnu klarere den sidste Pinse-Dag end den første, saa har det slet ingen Nød, at vi jo nok, naar vi ret faar ham til vor »Ledsager«, baade lærer at forstaa hans »Tale til Menigheden,« og at tro ham paa Ordet, til det gjennem en tilsvarende kristelig Livs-Erfaring beviser og forklarer sig selv.

Det er nemlig med Kristen-Livet, som med Menneske-Livet i alle sine Skikkelser: at al sund Menneske-Forstand derpaa kun langsomt udvikler sig under Livets Selv-Betragtning i Sandheds Lys, eller, som vi plejer at sige, derved, at Livet i en vis Grad bliver sig selv klart; saa det er aabenbar kun gjennem et kristeligt Levnedsløb, i Tro og Haab og Kjærlighed, at Menigheden, og vi i den, kan komme til Forstand paa og til Klarhed over det Forhold, hvori den kristne Tro, det kristelige Haab og den kristne Kjærlighed staar, saa vel til hinanden indbyrdes, som til deres Kilde i Herrens Munds Ord ved Daaben og Nadveren, og til deres Frugter i det aandelige Guds-Rige paa Jorden, og endelig til de tre guddommelige Vidner i Himlen; da det følger af sig selv, at det trefoldige Menneske-Liv i Guds Billede maa finde sin Forklaring i det treenige Guddoms-Liv, eller, som vi plejer at sige: den guddommelige 470 Treenighed. Kun i samme Grad, som vi nærmer os denne Klarhed, bliver det betimeligt og gavnligt at arbejde paa en kristelig Lærebygning; og det er aabenbar først nu, da vi begynder at se Lys i Herrens Lys over Kristendommen, Kristeligheden og Kristenheden, i Saliggjøreisens Orden, i Guds-Folkets Liv og paa Guds-Rigets Ene-Mærker, at vi kan udkaste en Grund-Tegning paa Papiret, som med alle sine Mangler og i hele sin Ufuldkommenhed, dog sigter til det rette Maal.

Saa længe man nemlig hverken kjender Forskjel paa Tro og Lærdom, eller paa Liv og Levned, eller paa Liv og Død i Aandens Verden, endsige da paa de aandelige Livs-Kræfter og deres Virkninger, ja, saa længe man slet ikke veed, hvad Kristendom, Kristelighed og Kristenhed vil sige i Guds Mund og paa Aandens Sprog, men kun, hvad man selv paa Verdens Sprog kalder saa, - da kan der næppe tænkes noget mere latterligt, end at ville rejse en kristelig Lærebygning; og dog har man sædvanlig overgaaet sig selv i Latterlighed, ved at ville rejse hele to kristelige Lærebygninger: en dogmatisk og en moralsk, eller en Tros-Lære og en Livs-Lære, hver paa sin Grund-Sætning, som nødvendig maatte blive Død for den ene og Vantro for den anden.

Nu, da Menigheden i alle Maader trænger højlig til al den kristelige Oplysning, vi kan give, om Troen paa Gud Fader, paa Jesus Kristus, hans enbaarne Søn, og paa den Helligaand, som denne Tro ved Daaben bekjendes og i Daaben besegies, men er dog kun Menigheden daarlig bekjendt, fordi baade Forsvarerne og Modstanderne af Treenigheds-Læren har kappedes om at formørke og forvirre den, - og da det fremfor alt er en Livs-Sag i Menigheden, at Troen paa den Helligaands guddommelige Selv-Bevidsthed paa ny bliver levende og frugtbar, - nu skal jeg i et eget Stykke om Treenigheden bidrage dertil, hvad jeg med Pennen kan; og da vil man faa at se, hvad der er blevet mig klart, og hvad der endnu er mig mørkt, i Forholdet mellem det kristelige Guds-Begreb og Menneske-Begreb, og i Fællesskabet mellem Gud og Mennesket i Jesus Kristus, som Fælleskab om det Guds-Rige, der er Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand, altsaa med andre Ord, se mit Forhold til en kristelig Lærebygning, hvis Grund-Træk jeg øjner, men mægter dog ikke saaledes at forbinde, at de kan skues i deres klare Sammenhæng.

471

15. Den guddommelige Treenighed.

»Der er tre, som vidner i Himlen: Faderen og Ordet og den Helligaand, og disse tre er eet.«

Dette saa meget omtvivlede og omtvistede Sprog har vore lutherske skriftkloge været skjødesløse nok til at stille i Spidsen for alle de kristelige Vidnesbyrd om den guddommelige Treenighed, og det ikke blot i deres kunstige Lærebygninger, men ogsaa i Børnelærdommen, og havde derved frembragt den Mening baade i den lærde Verden og i Menigheden, at med dette Sprogs Ægthed stod og faldt den kristne Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand. Herved havde de skriftkloge givet Troens Modstandere det skarpeste Vaaben i Hænderne, som de i det attende Aarhundrede brugte saa ubarmhjærtig, at til Slutning hartad ingen Skriftklog turde være Troen paa den virkelige Treenighed bekjendt, og Menigheden vidste slet ikke mere, hvad den turde tro; thi, uagtet det er uforsvarlig sagt i vort oppudsede Nytestament fra 1817, at Sproget om de tre himmelske Vidner fattes i alle Haandskrifter og gamle Oversættelser, saa maatte dog en saadan Forsikring gjøre læge Læsere i Danmark bange; og det er desuden ustridigt, at det omtvistede Sprogs Ægthed er tvivlsommere end de fleste saakaldte Bevissteders (loca probantia), som man har pralet med. Skulde derfor den kristne Tro virkelig udledes og bevises af Bibelen, da var den ved de skriftkloges Misgreb bleven aldeles ubevislig for os; thi naar man selv udraaber, at det Skriftsprog, hvoraf man især har udledt og hvorpaa man især har bygget Troen, maa opgives som uægte, da nytter det os jo slet ikke, om man byder os tyve andre Skriftsprog i Steden, da Menigheden een Gang for alle har tabt Troen paa sine skriftkloges Ufejlbarhed, hvormed dens Bog-Tro staar og falder.

472

Da det nu imidlertid under alle Omstændigheder er umuligt, paa fri Haand, uden Forudsætning af den kristne Tro og Menighed, at bevise enten lidt eller meget af Apostel-Skriftens Ægthed, saa maa vi erkjende, at Vorherre for saa vidt havde sin Haand i hine skriftkloges uhyre Misgreb, som vi sent eller aldrig vilde blevet vor indgrode Fordom kvit: om Bogstav-Skriften som Troens Grundvold og Menighedens første Kundskabs-Kilde, dersom ikke vore skriftkloge i det syttende Aarhundrede, da de udgav hver Tøddel i Skriften for indblæst, havde erklæret en sammenlappet Boghandler-Vare, hvis Uægthed var soleklar,*) for den ægte Grund-Text, og saa oven i Kjøbet bygget den kristne Grund-Tro paa et af de mest uhjemlede Skriftsprog, saa Menigheden enten maatte opgive sin kristne Tro eller søge en anderledes fast Grundvold og gyldig Hjemmel for den. I Sammenligning hermed maa det vel kaldes ubetydeligt, at det eneste Haandskrift, som man kan sige, har haft det tvivlsomme Sprog om de tre himmelske Vidner, det Haandskrift nemlig, hvorefter det ny Testamente først blev trykt i Alcala (Complutenseren), har ikke Sproget saaledes, som man beraaber sig paa det, og dernæst, at Sproget, selv naar dets Ægthed havde været lige saa sikker, som, den var tvivlsom, slet ikke kunde hjemlet den kristne Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand, da det andet Vidne jo ikke, som i Tros-Bekjendelsen og Daabs-Ordet, kaldes »Sønnen«, men »Ordet«, og Sproget altsaa godt lod sig indrømme, uden at bekjende, at Jesus Kristus er Guds Søn, som jo dog baade efter Johannes-Brevet og efter al Erfaring er Kristendommens Grundsætning, hvormed den staar og falder; men man ser dog let, at det halve vilde være nok til at bevise vedkommende skriftkloges Daarskab, som roste sig af, at de kunde bevise hele Kristendommen af Skriften og forudsatte dog i de saakaldte Beviser alt, hvad der ved dem skulde bevises.

Nu, da vi endelig har opdaget, hvad man kun længe oversaa, fordi det laa lige for Næsen: at ligesom den kristne Menighed med sit eget Liv maa bevise sin Tilværelse, saaledes maa den ogsaa forudsætte og paastaa, at den Tro, som den selv ved Daaben bekjender sig til, og ingen anden, er den ægte kristne Tro, hvorefter alle Bøger saa vel som alle saakaldte Kristnes Kristelighed er at bedømme, - nu kan det aabenbart være *

473 Menigheden aldeles ligegyldigt, enten det er et ægte Apostel-Ord eller ikke: at der er tre himmelske Vidner: Faderen og Ordet og den Helligaand, og at disse tre er eet; saa derom kan vi lade dem trættes, der ikke er skriftkloge paa Guds Rige, men kun selvkloge paa Skriften, medens vi indskrænker os til den Paastand, at skal Sproget om de tre himmelske Vidner være apostolisk og kristelig ægte, da maa ved »Ordet« menes »Sønnen«, Vorherre Jesus Kristus, og da maa Udsagnet om de trendes Enhed ej udtrykke mere, end hvad der kan afhjemles med Menighedens Tros-Bekjendelse og Daabs-Ordet, saa at hvis der skulde ligge mere deri, bliver det den kristne Menighed uvedkommende. De skriftkloge har nemlig tit baade talt og skrevet saaledes om Enheden af de tre himmelske Vidner, at Modstanderne, med mere eller mindre Ret, deri fandt en klar Selv-Modsigelse, og at i alt Fald Menighedens Forestillinger om Trehedens Virkelighed derved, i Steden for at klares, maatte formørkes og forvirres; saa vi maa berolige Menigheden med den Oplysning, at hvis de Skriftsteder, vedkommende har beraabt sig paa, virkelig forudsatte det samme Vilderede, da kunde de umulig være apostolisk ægte. Det samme gjælder om Kunst-Ordet »Treenighed« (det græske trias og det latinske trinitas), saa at hvis deri fandtes noget uforsvarligt, da blev det de skriftkloges egen Sag og ikke Menighedens, som kun har at vedstaa og forsvare, hvad den hel og holden ved Daaben bekjender sig til at tro og lader sig døbe paa.

Kun da for saa vidt som Treenigheden eller Enheden af de tre Vidner ikke modsiger eller ophæver den virkelige Trehed, maa vi paa Menighedens Vegne vedkjende os og forsvare Kunst-Ordet som Navn paa det evige Fællesskab, hvori Faderen og Sønnen og den Helligaand nyde og bruge den ene og sande Guddommelighed, i den Følge og det Forhold, som deres Egennavne Fader og Søn og Helligaand udtrykker. Ogsaa da vil Herrens og Menighedens Fjender paastaa, at vi enten dyrke tre Guder eller gjør os skyldige i en klar Selv-Modsigelse; men i Sikkerheden paa, at vi for saa vidt har Herren, som er Sandheden, med os, hører vi rolig paa den ubevislige Beskyldning for Afguderi eller grov Løgnagtighed, og siger med Apostelen Pavlus: der er kun een Gud og ingen anden, thi hvor mange der end kaldes Guder enten i Himlen eller paa Jorden, som om der var mange Guder og mange Herrer, saa har vi dog kun een Gud Fader, af hvem alting er, og vi til ham, og een Herre Jesus Kristus, ved hvem alting er, og vi ved 474 ham*). Denne Over-Ordning af Faderen, som vi i Skriften har baade Pavli og Herrens eget Vidnesbyrd for, kræver vist nok en tilsvarende Under-Ordning af Sønnen, som de saakaldt snorrette (ortodoxe) skriftkloge vel enten har gjort til Kjætteri eller dog korset sig for, men som desuagtet er mmdgaalig nødvendig, fordi to sideordnede Guddoms-Bærere, som to Uafhængigheder, er en klar Selv-Modsigelse. Denne Sønnens Under-Ordning, som ligger i Sønne-Navnet selv, naar det tages levende, maa vi imidlertid udtrykkelig indskrænke til, hvad der ligger i Sønligheden, som skrevet staar: at skjønt Sønnen slet intet kan gjøre af sig selv, saa er det ham dog givet, at have Livet i sig selv, og saa gjørhan dog alt, hvad Faderen gjør, hvorfor de skal alle ære Sønnen ligesom de ære Faderen, thi ligesom Faderen opvækker døde og gjør levende, saaledes gjør ogsaa Sønnen levende, hvem han vil. Naar derfor gamle og nye Kjættere paa Grund af den Under-Ordning, som baade ligger i Sønne-Navnet og i den guddommelige Uafhængigheds Udelelighed, har villet gjøre Sønnen til mindre end Gud, da nægtede de, som skrevet staar, derved baade Faderen og Sønnen; thi Gud kunde jo ikke være evig Fader, hvis han ikke havde en evig Søn, og dog maa Gud være evig alt, hvad han er.

Den kristelige Treenighed er altsaa en guddommelig Fader og en guddommelig Søn og en guddommelig Fælles-Aand, som i denne Orden og Følge er med evig Selv-Bevidsthed lige gode om alt guddommeligt, undtagen Uafhængigheden, som Gud Fader med det guddommelige Fader-Navn nødvendig har sig selv alene forbeholden.

Ligesom vi nu, ved at udlede den kristelige Treenigheds-Tanke udelukkende af Menighedens Fællesbekjendelse og Daabs-Ordet, undgaar al Selv-Modsigelse og alt Kjætteri om Sønnen, saaledes undgaar vi ogsaa derved den Grund-Vildfarelse om den Helligaand: at der egentlig ingen Helligaand skulde være til, men kun en Slags hellig Aande, sig selv lige saa ubevidst som vores Aande; thi i Daabs-Ordet maa Helligaandens Navn nødvendig være ensartet med Faderens og Sønnens Navn, følgelig udtrykke Selv-Bevidsthed eller aandelig Personlighed, hvorfor der da ogsaa staar skrevet om ham efter Herrens egen Mund, som om en aandelig Person, at han taler ikke af sig selv, og der staar atter skrevet, at han ransager *

475 Guds Dybheder, og at han uddeler af Guddoms-Kræfterne til enhver, som han vil.

Saaledes er da den kristelige Tro paa Treenigheden at forstaa og at beskrive; og naar man nu kristelig betragter Forsøgene paa nærmere at oplyse og forklare den guddommelige Treenighed, da skal hverken Grækernes i Oldtiden eller Latinernes i Middelalderen eller Tyskernes i Nyaarstiden friste os til Efterligning, da de enten gik ud fra Vantro eller førte dertil; men ved de Lys, som nu brænder, kan vi ikke blot klarlig se, ai Misheldet var en nødvendig Følge af Misgrebene, men vi opdager ogsaa let, at der er en Oplysning af Treenighedens guddommelige Forhold, som Troen og Aanden ikke blot taaler, men kræver, for at det evige Livs-Ord i den gode Jord kan bære fuldmoden Frugt.

Det følger nu af sig selv, at det guddommelige, som overgaar Menneske-Begrebet i sig selv, umulig kan blive os klart, uden igjennem en Deltagelse i Guddoms-Livet, som bliver sig selv klar, saa at, naar man desuagtet med sin Selv-Klogskab indbilder sig at kunne ransage Treenigheden og forklare Guddommen, da er det, fordi man ikke tror paa den levende, sig selv bevidste Gud, men opdigter et Alguderi (en Panteisme), der er det værste Afguderi, da Mennesket derved ret egentlig forguder sig selv, som om det var i ham selv, Guddoms-Tanken først begyndte at komme til Bevidsthed, og det er aabenbar lige saa ukristeligt som ugudeligt; thi denne Selv-Forgudelse vil netop klare sig hos Falskeblakken (Anti-Krist), der udgiver sig selv for den eneste Gud, som Herren sagde: Jeg kom i min Faders Navn, og I modtog mig ikke; men der kommer en anden i sit eget Navn, ham vil I modtage.

Denne saakaldte Forklaring, som kun er en Forkvakling af det guddommelige Treenigheds-Begreb, kan imidlertid kun finde Sted og finde Indgang, fordi Mennesket, skabt i Guds Billede, baade maa have og maa kunne finde en Billed-Lighed og et Skygge-Billede hos sig af den guddommelige Treenighed, Billed-Ligheden nemlig i Hjærtets, Mundens og Haandens trefoldige Liv, og Skygge-Billedet i de tilsvarende Sjæle-Begreber: Kjærlighed, Sandhed og Livs-Kraft. Ogsaa maa vi ved Oplysningen af den guddommelige Treenighed lægge vel Mærke til begge Dele, hvorom Skriften stadig minder os, baade ved billedlig at tilskrive Gud Hjærte, Mund og Haand, og ved med Eftertryk at kalde Gud (Faderen) Kjærligheden, og Sønnen 476 Sandheden, og Hellig-Aanden Livs-Kraften; men ligesom det kun er af Tros-Bekjendelsen og Daabs-Ordet, vi lærer at kjende den rette Orden og Følge i Treenigheden, saaledes er det ogsaa kun af Kristus-Livet, som den sande Kristelighed, vi kan oplyses om den guddommelige Treenigheds Aabenbarelse i en levende personlig Virksomhed. Var nemlig Mennesket ikke faldet, da maa vi vel forudsætte, at han under Guds Aands Styrelse kunde gjennem Livs-Udviklingen og Selv-Betragtningen kommet baade til en levende Tanke om den guddommelige Treenighed og til Oplysning om dens personlige Virksomhed; men efter Syndefaldet, da Mennesket i alle Maader trængte til en overordentlig Aabenbaring for at naa til den sande Guds-Kundskab og Gudsdyrkelse, da er det først ved den kristelige Aabenbaring, vi kan faa Kundskab om Guddommens trefoldige Personlighed, og kun gjennem det ny kristelige Menneske-Liv, vi kan spore Guddommens personlige Virksomhed.

Naar vi derimod, ved Aands-Forkyndelsen af Tros-Ordet og Daabs-Ordet i uopløselig Sammenhæng, har vundet Tro paa Gud Fader som Enevolds-Herren (pantokrator) og Skaberen, og paa Gud Faders enbaarne Søn som den i Kjødet komne Jesus Kristus, Frelser og Dommer, og paa Heliigaanden som Menighedens evige Livs-Kraft, da ser vi ikke blot, at den guddommelige Treenighed ganske rigtig i den levende Aabenbarelse personlig svarer til Treenigheds-Begrebet: Kjærlighed, Sandhed og den fælles Livskraft, og at Sønnens, Vorherres Jesus Kristi Manddom med Hjærte, Mund og Haand levende udtrykker den guddommelige Kjærlighed, Sandhed og Kraft, men vi kan ogsaa slutte os til, at Menigheds-Livet i Kristus maa have kjendelige Spor af den guddommelige Treenigheds personlige Virksomhed.

Førend vi imidlertid med mindste Held kan lede herom, maa vi have opdaget de kristelige Livstegn i Menighedens levende Trosbekjendelse, i Aands-Forkyndelsen af det tilsvarende Evangelium, og i den deraf udspringende Menigheds-Lovsang, som, naar de er levende, unægtelig udtrykker et ejendommelig kristent Liv, da det levende Udtryk altid beviser et tilsvarende levende Indtryk. Dog, selv naar vi tillige har besindet os paa, at disse kristelige Livstegn forudsætter et trefoldigt Kristus-Liv af Tro og Haab og Kjærlighed, hvori vi maa kunne spore Treenighedens personlige Virksomhed, saa støder vi dog strax paa en uoverstigelig Hindring for Treenighedens klare Erkjendelse (Beskuelsen Ansigt til Ansigt) i Guds-Rigets tilsvarende 477 Tredobbelthed, som Aandens og Sønnens og Faderens Rige; thi da Menigheds-Livet, lige til Herren kommer øjensynlig igjen, kun er aandeligt, saa er Livs-Erfaringen indskrænket til Guds-Riget i Aanden, fordi det er kun gjennem den Helligaands Personlighed, baade Sønnens og Faderens Personlighed virker hos Menigheden. Fra dette Stade ses det vel allerklarest, hvad for Resten for alle Sider er klart nok: at med Troen paa den Helligaands Personlighed staar og falder al levende Kristendom; thi kun i Aanden er Gud virkelig levende og levendegjørende hos os, og derfor er Troen, som den Helligaand personlig virker, Grundvolden for hele Kristus-Livet under Herrens tilsyneladende Fraværelse, som skrevet staar: nu færdes vi i Troen, ikke i Beskuelsen, og atter: hvad vi lever, det lever vi i Guds Søns Tro.

Anderledes vil det imidlertid være, naar Vorherre Jesus Kristus kommer i sin Herlighed og sidder personlig paa Tronen, som skrevet staar: I elskelige! nu er vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbart, hvad vi skal blive, men vi veed, at naar han aabenbares, da skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er; og atter: eders Liv er skjult med Kristus i Gud, men naar Kristus vort Liv aabenbares, da skal ogsaa I aabenbares med ham i Herlighed *). Vi maa her, hvor det ikke er Skrift-Klogskab, men Menigheds-Livet, hvorom Talen drejer sig, hverken lade os forvilde eller forstyrre af Tvisten om Aabenbarings-Bogen og det saakaldte Tusendaars-Rige, men skal blot minde om, hvad alle levende Kristne kan forstaa: at Vorherres Jesu Kristi Kongedømme, saa vel som hans Rige paa Jorden, er kun virkelige i Aanden, og maa dog en Gang blive lige saa virkelige i alle Maader, som han er et virkeligt Menneske baade med Sjæl og Legertie; og det er soleklart, at Sønnens som Sandhedens Rige paa Jorden er netop lige saa skjult og lige saa vel en Tros-Sag, som Kristus-Riget, og maa dog nødvendig en Gang aabenbares i Herlighed, saa Jorderige dømmes med Ret og Folkene med Sandhed, og saa at alle Løgnens Munde tiistoppes. Den samme Retfærdighed, Fred og Glæde, som nu udgjør Guds Rige i Aanden, vil da ogsaa udgjøre det, men baade i Aanden og for Haanden, saa det indvendige er blevet udvendigt, som Herren selv har sagt, det skal være, fordi han, som skabte det indvendige, han skabte ogsaa det udvendige.

Endelig skimter vi i det fjærne og skjulte det Faderens *

478 Rige, om hvis Tilkommelse vi daglig beder i Herrens Bøn, og hvori Faderens personlige Liv og Virksomhed skal aabenbare sig, som skrevet staar om Kristi Atterkqmst: da er vi ved Maalet, naar han overgiver Gud og Faderen Riget, thi han (Sønnen) skal herske, indtil han (Faderen) har lagt ham (Sønnen) alle Fjender under Fod, og Døden er den sidste Fjende, som udryddes, for at alt kan lægges ham under Fod; men naar han (Aanden) siger, at alt er ham (Sønnen) underlagt, da er det jo med Undtagelse af ham (Faderen), som underlægger ham (Sønnen) alt, og naar da alt er Sønnen underlagt, da skal han selv underlægge sig ham (Faderen), som underlagde ham alt, for at Gud maa være alt i alt*). De saakaldt snorrette (ortodoxe) skriftkloge har vist nok paastaaet, at dette Skriftsprog kunde og skulde forstaas om Sønnen blot som Menneske-Søn; men derom behøver vi ikke her at tvistes med dem, da vi ikke med Skriftsproget vil bevise noget om Sønnens og Faderens Rige, men bruger det, kun fordi det i vore Øjne betegner uforbederlig, hvad Kristi Aand ogsaa har aabenbaret os om Faderens som den personlige Kjærligheds Rige, der først kan aabenbares, naar den gode Strid, som den personlige Sandhed i Tidens Løb har ført med den personlige Løgn, er udstridt, saa alt personligt er Sandhed underlagt; thi først da kan den Kjærlighed, som ikke kan elske andet end Sandhed, vise sig at være alt i alt; men da maa den det ogsaa, fordi Kjærlighed ene er Fuldkommenheds-Baandet, som skjænker alt, hvad det omfatter, evigt Liv og stedsevarende Glæde, Dette er i sig selv, i Begrebet, klart nok; men hvorledes Begrebet levende udfyldes ved Faderens personlige Aabenbarelse, derom vil vi først i Sønnens Rige kunne gjøre os en levende Forestilling.

Naar vi imidlertid med denne Oplysning eftersporer Treenighedens personlige Virksomhed paa Kristus-Livet i Aanden, da opdager vi let, at ligesom Troen aabenbarer Helligaandens personlige Virkning, saaledes maa Haabet, Guds Herligheds Haab, tilskrives Sønnens personlige Virksomhed, som skrevet staar: jeg haaber i den Herre Jesus**), og atter: Herlighedens Haab, som er Kristus i eder***), medens Kjærligheden, den Kjærlighed, som er Lovens Fylde, nødvendig maa tilskrives Faderens personlige Virksomhed, da kun han er Kjærlighed, og det er Kjærlighedens mageløse Fortrin at komme af sig selv. Da det nu igjen er Tros-Ordet ved Daaben, *

* * 479 hvorigjennem den Helligaand, som den guddommelige Ordfører og Talsmand, personlig virker den tilsvarende Kristen-Tro, saa maa det være Sønnen, som, skjult i Aanden, personlig virker Haabet gjennem Daabs-Ordet og hans egen Bøn »Fadervor« i Menighedens Mund, og det maa være Faderen, skjult med Sønnen i Aanden, som gjennem Nadver-Ordet personlig medvirker til den guddommelige Kjærligheds Opkomst og Væxt, som skrevet staar: dersom nogen elsker mig, da fastholder han mit Ord, og da skal min Fader elske ham, og vi skal (begge) komme til ham og bygge og bo hos ham*), og atter: jeg bøjer mine Knæ for Vorherres Jesu Kristi Fader, af hvem al Faderlighed i Himlen og paa Jorden bærer Navn, for at Kristus ved Troen maa bo i eders Hjærter, og I, rodfæstede og grundfæstede i Kjærlighed, mægte med alle de hellige at fatte det lange og det brede, det dybe og det høje, og lære at kjende Kristi overstrømmende Kundskabs-Kjærlighed, saa I kan fuldelig føjes til hele Guds-Fylden. **)

Uagtet vi saaledes, ved den kristelige Oplysning, vi har opnaat, maa være helbredede for den Indbildning at ville forklare og beskrive, hvad vi hverken har oplevet eller kan i dette Verdens-Aar opleve, saa kan vi dog skimte, hvordan en kristelig Lærebygning, som en Tegning til det ny Jerusalem vilde se ud; og da Livet i Troen, og Guds-Riget i Aanden, ikke blot er et sandt Forbillede, men ogsaa en virkelig Forsmag paa, hvad der i Sønnens og Faderens Rige, ved Haabets og Kjærlighedens fuldkomne Aabenbarelse, skal opnaas, saa skinner der virkelig alt nu et Lys som syv Dages Lys over den Livets Vej, som Vorherre Jesus Kristus ikke blot har banet og ledsaget os paa med Sandheds-Aanden, men som han i Grunden selv er, og selv har vedkjendt sig at være i Ordet: jeg er Vejen og Sandheden og Livet, der kommer ingen til Faderen uden ad (igjennem) mig, - og vi føler os visse paa, at ved hvert Fremskridt, vi gjør ad denne Vej, des klarere skal vi kjende den Retfærdighed, Fred og Glæde, som Guds-Riget er i Aanden, i Sønnen og i Faderen, til vi naar den Klarhed, som Sønnen havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, og hvori han kjender Faderen, ligesom Faderen kjender ham.

* *
480

16. Skriftemaal og Altergang.

Vi veed det alle, at vi under Navn af »Skriftemaal« har den Skik i vor Folke-Kirke, at alle de, der vil gaa til Alters, i Forvejen ikke blot ved en lille Tiltale, hvad man kalder »forberedes« til en værdig Altergang, men tilsiges ogsaa højtidelig deres Synders Forladelse, i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn; og da dette Skriftemaal skal forrettes med alle i Flæng, som fremstiller sig dertil, enten de er troende Kristne eller ikke, ja, enten de lever gudfrygtig eller aabenbar ugudelig, saa følger det af sig selv, at vort Skriftemaal med ubetinget Syndsforladelse er uforsvarligt, og maa findes meget stødende ikke blot for alle sande Kristne, men for alle dem, der med mindste Alvor og Ærbødighed betragter den kristne Tro og Gudsdyrkelse, saa det er intet Under, at næsten alle vore Præster for kort siden, da enhver gjorde hvad han vilde, stræbte at undgaa det stødende, enten ved slet ingen Syndsforladelse at tilsige, eller ved at indskrænke og betinge den med et »saa fremt« eller »saa sandt« der hos vedkommende fandtes Omvenvendelse og Tro, eller Dyd og Retskaffenhed, alt efter Præsternes egne Tanker om »Synd og Retfærdighed«, der da var saa forskjellige som Nat og Dag. Dette Husraad, ser man imidlertid let, gjorde Sagen hverken ren eller klar, men gjorde den kun mindre stødende for den vantro Verden og langt mere stødende for troende Kristne, der følte deres Trang til uindskrænket Synds-Forladelse og tænkte, at den efter Herrens Bud skulde tilsiges Gjæsterne ved hans Bord; og derfor hører vi nu en Del Præster højrøstet raabe paa, at enten maa det anstødelige Skriftemaal rent afskaffes, eller det maa paa en Maade frigives, saa baade, hvem der vil, de kan gaa til Alters uden Skriftemaal, og Præsten kan indskrænke Tilsigelsen af Syndsforladelsen til dem, der vil gaa til Syndsbekjendelse og begjære Afløsning.

481

Herved beraaber man sig dels paa sin egen ømme Samvittighed, og dels paa Verdens Forargelse og den Skade, det kan gjøre og har gjort for Dyd og Sædelighed, at mange tænker, de kan leve som de vil, naar de kun en Gang imellem gaar til Skrifte og faar deres Synder forladte af Præsten; og herimod er fra den statskirkelige eller folkekirkelige Side ikke stort at indvende; thi Stats-Kirken, det er jo en blot menneskelig og borgerlig Indretning til Folkets Oplysning og Opbyggelse, som aldrig kan lykkes eller trives uden ved Frihed paa begge Sider, saa hverken Sognefolkene tvinges til at have mere med Sognepræsterne at gjøre i deres Saligheds-Sag, end de selv vil, ej heller Præsterne tvinges til enten at sige eller gjøre noget i gudelig Retning, som strider mod deres Samvittighed eller Overbevisning.

Naar vi derimod betragter Sagen fra sin rent aandelige og kristelige Side, da forslaar det ingenlunde, hvad Præsterne med den ømme Skriftemaals-Samvittighed beraaber sig paa: at Skriftemaalet ikke hos os Lutheraner, saaledes som hos Papisterne, anses for et Sakrament, og at, efter Kirkehistorien at dømme, kan vi heller ikke paastaa, at Skriftemaalet fra Arilds Tid har været uopløselig knyttet til Altergangen, saa de to kan uden Kjætteri eller anden Fare godt skilles ad. Det forslaar ingenlunde, thi dels er jo Luther lige saa lidt som Paven nogen gyldig Hjemmel for, hvad der skal agtes for Sakrament, dels bliver jo Tilsigelsen af Syndsforladelse ved Skriftemaalet, som vi har faaet fra Papisterne, slet ikke forsvarligere eller kristeligere, fordi vore Præster indskrænker den til dem, der gaar til Synds-Bekjendelse, og endelig saa ligner det jo slet ikke Kristi og hans Menigheds Tjenere, at de nok vil meddele Daaben og Nadveren til alle i Flæng, og derved i Kristi og hans Menigheds Navn forsikre vedkommende om Synds-Forladelse, %men gjør sig kun Skrupler over at spilde deres egne Ord paa de uværdige.

Spørger vi nu først, om Paven eller Luther tænkte kristeligst om Skriftemaalet, altsaa enten Skriftemaalet med Afløsningen er et kristeligt Sakrament eller ikke, da maa jeg her gjentage, at man aldrig paa kristelig Grund kan trættes om, hvad der skal kaldes et Sakrament, fordi hverken dette latinske Ord eller noget tilsvarende findes enten ved Herrens Indstiftelser eller i den hellige Skrift, men at Spørgsmaalet maa være: om Skriftemaalet er en guddommelig Indstiftelse med en egen Naadegave, hvad Paven paastaar, men hvad Luther med rette benægter, da Skriftemaalet hverken har et eget Herrens Ord at 482 bevare og udtrykke, og heller ikke af den Helligaand er stillet i klar Sammenhæng med Daaben og Nadveren, men er kun en Kirkeskik med dunkel Oprindelse og tvivlsom Kristelighed; men derimod havde Luther og hans Efterfølgere Uret i at beholde Afløsningen og forkaste den egentlige Synds-Bekjendelse og Underkastelse af Kirketugten, som var det egentlige Skriftemaal. At nemlig Lutheranerne satte en saakaldt »Skriftebøn« med en blot almindelig Syndigheds-Bekjendelse uden Kirketugt i Steden for den papistiske Opregnelse af og Bodsøvelse for de enkeltes vitterlige Synder, det gjorde Afløsningen eller Afladen endnu mere baade farlig og uforsvarlig, medens Lutheranerne lige saa vel som Papisterne syntes at flytte hele Synds-Forladelsen fra Daaben, hvor Herren selv giver den, til Nadveren og Skriftestolen, og at flytte Afløsningen fra Kristus til Præsterne. Papisterne undskyldte sig i denne Henseemde med, at Synds-Forladeisen i Daaben kun skulde gjælde Arve-Synden, medens Afløsningen i Skriftestolen kun skulde gjælde hver enkelts gjørlige Synder; men Lutheranerne, som med rette forkastede denne selvgjorte, grundløse og trøstesløse Deling, synes ikke engang at have følt, de selv trængte til nogen Undskyldning, sagtens fordi deres skriftkloge plejede at henføre Synds-Forladelsen lige saa meget til Troen som til Daaben, tit endog alene til Troen, og det ikke engang til den almindelige, fuldstændige kristne Tro, som vi ved Daaben bekjender den, men til en meget tvetydig Tro paa Kristi Død for vore Synder, der tit kun var en selvgjort, kjættersk Overtro.

Med alt saadant kan vi imidlertid intet have at gjøre, og kan ikke engang med vore lutherske Fædre ved Herrens Bord udhæve Synds-Forladelsen, som om det i Grunden var der og ikke i Daaben den skjænkedes os; saa vi maa holde fast paa, baade at Synds-Forladelsen skjænkes i Daaben, og at den skjænkes fuldstændig, men ingenlunde ubetinget, da den tillige med hele Daabs-Naaden klarlig betinges af den Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand, som vi alle ved Daaben bekjender os til og høster Retfærdiggjørelsen af. Ligesom det nemlig kun er aandløse Folk, der kan indbilde sig, at Arve-Synden, som er den nedarvede Syndighed, virkelig kan forlades, uden at alle denne Syndigheds nødvendige Følger og Virkninger forlades med det samme, saaledes er det ogsaa kun aandløse Folk, der kan indbilde sig, at Vorherres Tilsigelse af Syndsforladelsen, ligesom Præsternes, kan trænge til at gjentages ved hver Altergang, for at beholde Kraft og Gyldighed, 483 eller at et syndigt Menneske enten kan modtage den Helligaand, eller kan gjenfødes og fornyes i Guds Billede, uden Forudsætning af en fuld Syndernes Forladelse.

Det synes derfor ved første kristelige Øjekast, som om det almindelige Skriftemaal med Afløsning maatte være en blot papistisk Uskik, der havde indsneget sig ved Nadveren, ligesom den almindelige Djævle-Besværgelse (Exorcismen) ved Daaben, hvad jo let kunde ske og sagtens maatte ske, naar man, ved at lokke og true Folk til Daaben, fyldte det saakaldte Herrens Hus med Vantro og Ugudelighed; thi da er det et følgeligt Skridt: i Selv-Modsigelse at betragte og behandle dem alle paa een Gang som lutter Kristne og lutter Ukristne, lutter Guds og lutter Djævelens Børn. Under saadanne Omstændigheder maa nemlig Daabens og Nadverens Virkninger Dag for Dag blive sjældnere og ukjendeligere, og Troen paa dem aftage, og Trangen opstaa til at faa flere Naademidler, som, da man fattes det ny Klædebon, kan tænkes at lappe paa det gamle; og da man nu, fra den første Gang en affalden vendte angerfuld tilbage og forlangte paa ny at optages i Menigheden, maatte faa Skriftemaal med Synds-Bekjendelse og Afløsning, før den bodfærdige stedtes til Herrens Bord, saa laa det nær i Statskirken, som i Kirkestaten, at anvende det paa hele Flokken, hvis Liv og Levned sædvanlig viste, at enten havde de aldrig faaet Daabs-Naaden eller var faldne fra den, var enten aldrig gjenfødte eller tidlig afdøde.

Saaledes synes ved første kristelige Øjekast Skriftemaals-Sagen at hænge sammen, ingenlunde med Nadveren efter Herrens Indstiftelse, men kun med den statskirkelige, forvirrede Sammenblanding af den kristne Tro med alskens Overtro og Vantro, og Sammenblanding af Kristus og den Helligaand med den selvgjorte Statholder og hans Naade og Velsignelse, og at vi derfor maatte ønske det hele afskaffet snarest muligt som en farlig Misbrug og papistisk Surdej. I denne Tankegang har jeg dog aldrig kunnet finde Hvile, men har heller valgt at lade Skriftemaalet staa ved sit Værd, som en menneskelig Indretning af tvivlsom Oprindelse og i et tvetydigt Forhold baade til Daaben og Nadveren, især da det stod klart for mig, at hvem min Samvittighed tillod mig at tage til Alters, kunde den umulig forbyde mig at tilsige Syndsforladelse, eftersom jeg jo ingen kan tage til Alters, uden at forsikre dem i Herrens Navn, at hans Blod er udgydt for dem til Synds-Forladelse; og i Steden for at ønske »Skriftebønnen« tilbage, kom jeg til den 484 Overbevisning, at den var det utaaleligste ved hele Skriftemaalet, da den virkelig stilede paa at flytte Syndsforladelsen fra Kristus til Præsten og fra Daaben til Skriftestolen. I det jeg bestandig i mine Skriftetaler henførte Syndsforladelsen til Herren og Daaben, der tillige med en virkelig Gjenfødelse forudsættes hos alle Herrens Gjæster, da fandt jeg ingen Betænkelighed ved i Forberedelsen til Nadveren at forsikre de troende om den Syndsforladelses Fuldstændighed, som Herren selv I Nadveren forsikrer dem, han har kjøbt til dem med sit Blod; og Faren for at synde paa Naade, fandt jeg, blev ved Afløsningen hverken større eller mindre, end den altid er, hvor Kristi Evangelium trolig forkyndes som en Guds Kraft til Salighed, der ved Syndsforladelsen ikke kalder de retfærdige, men Syndere, til Omvendelse.

Hertil kom, at Herrens Fodtvætning ved Nadverens Indstiftelse tidlig vakte den Formodning hos mig, at, skjønt jeg ikke kunde oprede Sammenhængen, maatte der dog være en særegen Sammenhæng mellem Syndsforladelse og Nadver, da Pavens Efterabelse af Fodtvætten ved at vaske Stodderben Skærtorsdag kun var latterlig, og der dog aabenbar efter Evangeliet var noget deri, som Herren vilde at hans Discipler skulde efterligne, og Herrens Ord til Peder: hvem der er badet, behøver kun at to Fødderne, synes mig tydelig nok at henvise til Synds-Forladelsen i Daaben som den egentlige Renselse, der dog, langt fra at udelukke, desuagtet krævede en Fuldendelse ved Nadveren. Her laa den papistiske Skilsmisse mellem den fælles Arvesynd og den enkeltes gjørlige Synder mig nær, da »Fødderne«, som skal tvættes, nødvendig paa Billed-Sproget maa betyde »Vandringen«, som skal rengjøres; men Aanden og Lyset tillod mig dog aldrig en saadan Deling af Synds-Forladelsen; men først i den seneste Tid gik det op for mig, at her vel ikke kan være Tale om en Deling, men nok om en Dobbelthed, der, langt fra at være Kristne noget nyt eller fremmed, er lagt os alle paa Hjærte i Herrens Bøn, naar vi beder vor himmelske Fader forlade os vor Skyld, som vi forlader vore Skyldnere.

Der er altsaa virkelig en dobbelt Synds-Forladelse: den guddommelige nemlig, som skjænkes i Daaben, og den menneskelige, som hører til Nadveren; og skjønt den guddommelige Syndsforladelse i Daaben kun er betinget af Troen og Bekjendelsen under eet, og er aldeles fuldstændig, saa gives den dog kun under den Forudsætning, at den indbyrdes 485 menneskelige Synds-Forladelse kommer til hos Menigheden, følgelig i Grunden med det Forbehold, at den falder bort, naar vedkommende unddrager sig, som Herren baade har viist os i Lignelsen om de ti Tusende Pund, og har udtrykkelig vidnet for sine Discipler: at dersom de ikke indbyrdes tilgive hverandre deres Skyld, da vil den himmelske Fader ikke heller tilgive dem deres.

Nu tør jeg ikke kalde det urimeligt, men maa tvært imod finde det højst rimeligt, at der alt i den apostoliske Menighed fandt en udtrykkelig indbyrdes Synds-Forladelse Sted ved Nadveren, og at den Ældste, som forrettede Nadveren, meddelte den, vel ikke ved Haands-Paalæggelse, men dog ved Haandtag, med »Samfundets højre Haand«, paa hele Menighedens Vegne; og da vilde det være denne apostoliske Skik, der i Tidens Løb blev sammenblandet med de faldnes Skriftemaal og Afløsning, og den kristelige Opgave blev da ikke at faa Skriftemaalet afskaffet eller skilt fra Nadveren, men at faa det ført tilbage til en Skikkelse, der svarede til dets kristelige Betydning, som aandelig »Fodtvæt« og hjærteligt »Broderkys«, til Udtryk af den Kjærlighed, som skjuler Synders Mangfoldighed.

Skjønt det imidlertid saaledes er blevet min Overbevisning, at Aanden i Kristi Menighed ikke vil have Skriftemaalet ved Nadveren afskaffet, men renset og klaret, saa ønsker jeg naturligvis lige fuldt, at det i Folke-Kirken blev aldeles frigivet, som en Sag mellem Præsien og hans Alter-Gjæster, hvori hverken den verdslige Øvrighed eller nogen anden har mindste aandelig eller kristelig Ret til at blande sig; men da det, som sagt, kristelig betragtet, er baade latterligt og oprørende, naar Tjeneren vil være bedre end Herren, og være ømmere om sin egen end om sin Herres Ære, saa nytter det jo slet ikke, at Skriftemaalet frigives, naar ikke Altergangen frigives med det samme, og her staar vi da igjen ved Sogne-Baandet, der lige saa vel maa løses for Præsternes, som det er løst for Kirkegængernes Vedkommende, naar kristelig oplyste Mænd skal kunne holde ud at være Sognepræster i Folke-Kirken, og naar den kristelige Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed skal kunne lykkes og trives i Folke-Kirken.

Naar vi nu har kristelig Tro paa den hellige Nadver, paa Kristi Legems og Blods Fællesskab, som de vantro og ugudelige ikke blot er fremmede for, men staar fjendtlig og fnysende imod, - naar vi har den Tro, som jo maa forudsættes hos alle 486 kristelige Præster, og vi saa betragter den i Folke-Kirken sædvanlige Altergang i Flæng, da er det intet Under, at flere og flere læge eller Menigmænd finder det saa selvmodsigende eller oprørende, at de, naar man ikke vil holde særskilt Altergang for dem, gaar ud af Folkekirken og holder Altergang paa egen Haand; men vel er det et Under, at ikke alle Præster, som vil gjælde for troende, derved føler sig drevne til den Erklæring, at nu maa det bære eller briste: nu maa Folke-Kirkens Øvrighed og Værger indrømme dens Præster al den Frihed i de saakaldte Sakramenters Forvaltning, som sætter dem i Stand til, derved at følge deres Overbevisning om Herrens Indstiftelse, eller ogsaa maa vi kristelige Præster aabenlyst træde ud af Folkekirken og bede alle sande Kristne følge med os.

Det nytter slet ikke, om man derimod vil indvende, at de fleste Lægmænd, som hos os enten er traadt ud eller staar i Færd med at træde ud af Folkekirken, fordi den saakaldte »officielle Kristendom« og især Altergangen i Flæng forarger dem, - de er enten hele eller halve Baptister, som ingen Sakramenter bryder sig om, uden dem, de selv gjør, eller de er Pietister, som stoler paa deres egen Retfærdighed og er bange for at omgaas Syndere; - thi, om dette end var langt mer en vitterlig Kjendsgjerning og langt mindre en ukjærlig Formodning, end det er, saa blev det dog lige sandt, at alle virkelige Medlemmer af Herrens Menighed krymper dem ved den nærværende Tingenes Orden, der, baade kristelig og menneskelig talt, er en rædsom Uorden, og at hvad der holder dem i Folkekirken er kun den Følelse, at saa længe vi kristelige Præster kan holde det ud, maa de ogsaa kunne, og de lægger os derved Ansvaret som en stor Sten paa Hjærtet, saa at, dersom jeg ikke ved Vartov havde været saa ganske ejendommelig stillet, at den uundværligste Frihed ligesom fulgte af sig selv, da maatte jeg for længe siden brudt over tvært.

Jo mere vi nemlig betænker, hvad Herrens Indstiftelser, og navnlig Herrens Bord, skulde være baade for hans Menighed og for Verden, des klarere maa det staa for os, at hverken er de, ikke heller kan de under nærværende Omstændigheder blive, hvad de skulde være, og at navnlig Herrens Nadver - uddelt i Flæng uden al Bordskik, saa vi byder dem til Herrens. Bord, som vi aldrig vilde taale ved vort eget Bord, - behandles, saa uværdig, at vi derpaa maa anvende Apostelens Ord: dette er slet ikke at holde Herrens Nadver; deraf Sygeligheden hos eder og deraf Søvnen. - At herpaa nu umulig kan raades 487 kristelig Bod ved en Kirketugt, som udgik fra en Majoritet enten i et clausensk Kirkeraad eller paa et brammersk Landemode, det maa jo for alle kristelig oplyste Præster være indlysende, blandt andet, fordi det maatte blive Flerheden af Folkekirkens Medlemmer, der af kristelige Grunde maatte udelukkes fra Nadveren, og man vil dog vel ikke vente eller forlange, at Flerheden skal indføre en Kirketugt, hvorved den udelukker sig selv. Kun naar Folke-Kirken vil gaa til den Sandheds Be~ kjendelse, at den er ikke Kristi, men Kongens og det danske Folks Kirke, som kun ved at taale aandelig Frihed kan beholde Kristi Frimenighed hos sig, og naar Folkekirken desaarsag tillader sine Præster at forrette og forvalte Sakramenterne, hver efter sin bedste Overbevisning om Herrens Mening med dem og den apostoliske Beskrivelse af dem, - kun da kan de kristelige Præster i deres Frimenigheder indføre saa megen Bordskik, som de og deres Kirkegængere er enige om at kræve og at taale, og først da kan det vise sig, at Herrens Bad og Herrens Bord, naar de virkelig svarer til hans Indstiftelse, endnu kan skjænke den troende det samme Liv og den samme Livsfylde, som var og er i ham, og som han har lovet at dele med sin Menighed. Da nu alle troende veed, at denne Aabenbarelse af Herrens Gjerninger maa ske, saa sandt som han er Kristus, Faderens enbaarne: maa ske ikke blot til Æres-Redning for ham, men ogsaa til Guds-Menneskets Opelskning til Fuldvoxenhed i hans Menighed, saa er det klart, at naar den dertil nødvendige Frihed ikke kan findes i Folkekirken, da maa alle Herrens tro Tjenere og Medarbejdere søge den udenfor, og ej holde sig tilbage, enten for de Opofrelsers Skyld, som de med Guds Hjælp kan overkomme, eller for de mange Farers og Hindringers Skyld, som man unægtelig ved Udtrædelsen gaar i Møde, men som vi veed, Gud kan og, naar Udtrædelsen sker for hans Naades og Sandheds Skyld, vil give baade Kraft og Visdom til at undgaa eller overvinde.

Snart i tyve aar har jeg nu stræbt at forhindre eller forhale den kristelige Udtrædelse af Folkekirken, og jeg turde det, selv da Søren Kierkegaard sigtede mig desaarsag som den værste af dem alle i Røverkulen: jeg turde det, fordi jeg havde haft Lejlighed til at bevise, at jeg »talte, fordi jeg trode«, og skyde intet Offer for Menighedens og min kristelige Frihed; men skal jeg leve med i Guds Kraft nogle Aar endnu, da lader det til, at jeg skal opleve den Dag, da jeg maa opgive Haabet om i Folkekirken at finde den Frihed, som Kristi Sandhed og hans Menigheds 488 levende Væxt i Naaden og Sandheden kræver, - maa opgive Haabet, især fordi en Del af dem, der skulde være med at kræve Friheden, forblindede modsætter sig den almindelige Præste-Frihed i Folkekirken, uden hvilken de kristelige Præsters evangeliske Frihed i Folkekirken er umulig, medens det falske Skin af Kristelighed, som vedkommende tænker, Folkekirken maa beholde, for at kristelige Præster kan tjene i den, altid har været og altid vil være en Vederstyggelighed for Herren og en Pest for Livet i ham. Og skal det ske: maa jeg opgive Haabet om den Frihed, som alt ved Sognebaandets Løsning er halv opnaat, og som vor Tros Fjender, saa snart de ser, vi er de stærkeste, selv maa foretrække, - da nødes jeg til at vise, at jeg for Kristi og hans Menigheds Skyld, heller ikke skyr Udtrædelsens Farer, som næppe nogen i vore Dage har klarere set og aabnere skildret end jeg; thi, følger der ikke Oprejsning og et nyt Levnedsløb paa Menighedens Opvækkelse ved Herrens Røst, da falder den opvakte Menighed snart i Søvn paa ny, og det sidste bliver værre end det første; og uden Frihed til at være som Gud skaber os, og til at voxe som Gud giver Velsignelse, kan Menigheden umulig i Folkekirken voxe en guddommelig Væxt.

Endnu har jeg imidlertid ikke opgivet Haabet om Præste-Friheden i Folkekirken, som baade er forberedt ved Sognebaandets Løsning, og maa jo for den verdslige Øvrighed i Danmark findes borgerlig uskyldig og uskadelig, da den jo ikke er noget nyt, men har fundet Sted hos os i et halvt Aarhundrede, og det i en selvtagen, ulovlig Skikkelse, uden at Øvrigheden i mindste Maade fandt den betænkelig, førend jeg gjorde Anskrig, fordi Præste-Friheden uden Sognebaands-Løsning var utaalelig, ikke blot for troende Kristne, men for alle troende, der umulig kunde skifte Tro, hver Gang de skiftede Sognepræst, og kunde dog ikke heller paa een Gang baade skatte Troen og være ligegyldige ved Troen.

Nu derimod, da Sognebaandet er løst, og Præste-Friheden derved bleven taalelig for Kristne selv med den ømmeste Samvittighed, nu burde den verdslige Øvrighed dog aabenbar ikke lade sig forblinde af Hierarkerne eller lade sig kyse af deres latterlige Jeremiader, men lukke Øjnene op for den soleklare Oplysning: at naar man har givet virkelig Religjons-Frihed og dog vil beholde en Folkekirke, da maa man enten gjøre Stillingen deri lige saa aandelig fri, som den er udenfor, eller ogsaa maa man være belavet paa kun at beholde Hierarker og 489 aldeles ligegyldige eller slaviske Sjæle i Folkekirken, medens alle oplyste, kraftige og frisindede Ordførere træde ud og adsplitte Folket, lige saa vel i borgerlig, som i kirkelig Henseende, mens den hierarkiske og slaviske Folkekirke, daglig mere forstenet og daglig niere forbistret over de ærgerlige, men aandelig overlegne Sekter og Kjætterier, plager Øvrigheden for et Korstog imod dem. Jeg, som blev den sidste Martyr for den danske Stats-Kirke, men som desuagtet er bleven Forkæmper for den fri Folke-Kirke, burde jo dog i den danske Regerings Øjne være en paalideligere kirkelig Raadgiver end alle de Bisper, som i Farens Stund ikke har vovet eller lidt det mindste, men vil kun nu høste Ære og Fordel af Sejren, og finder, at han, der blev graa som hyperortodox Lutheraner, nu ikke nær er luthersk nok, fordi han vil have Hierarkiet eller Præste-Herskabet med kristeligt Skin, men med borgerlig Virkning, ikke blot tophugget, som det blev ved Luther, men med Rod oprykket.

        

490

17. Præste-Frihed i Folke-Kirken.

Man har raabt sig hæs paa, at efter Danmarks Riges Grundlov skulde Folke-Kirkens Forfatning bestemmes ved Lov, og at, hvad Kar den end skulde gjøres i, maatte Forfatningen dog i det mindste give Folke-Kirken samme Ret som alle andre Tros-Samfund har: selv at bestemme sin Lære og Guds-Dyrkelse, og selv at kunne udelukke af sig, hvem den ikke vilde vedkjende sig; men uheldigvis for Hierarkerne kan nu netop dette Krav slet ikke opfyldes, naar Kongen og Folket skal kunne være tjent med Folke-Kirken. Da nemlig Kongen efter Grundloven skal være Medlem af Folke-Kirken, saa kan denne umulig faa Ret til at udelukke hvem den vil deraf, da det vilde indslutte Ret til at udelukke Kongen og derved gjøre ham udygtig til Regjeringen, ligesom naar Paverne fordum bandsatte Konger og Fyrster og løste Undersaatterne fra deres Troskabs-Ed. Det andet er ligesom dette, eller endnu værre; thi da Kongen skal høre til Folke-Kirken, og en Folke-Kirke kun kan være nyttig og fortjene at vedligeholdes paa Almenhedens Bekostning, naar den langt overvejende Del af Folket godvillig befinder sig deri og betjener sig deraf, - saa var det jo splittergalt og selvmodsigende at overlade det til et Mindretal, og egentlig til den saakaldte Gejstlighed, at foreskrive Kongen og Folket en vis stillestaaende Lærdom og ensformig Gudsdyrkelse.

Det er altsaa klart, at skulde Folke-Kirken, ligesom den gamle Stats-Kirke, gjælde for et Tros-Samfund og være en Tvangs-Indretning, da maatte Lovgivningen for den fremdeles uindskrænket tilkomme Kongen og Rigsdagen, og enhver Bestemmelse enten om Lærdom og Gudsdyrkelse eller om Udelukkelse maatte ske ved Lov af Kongen og Rigsdagen, ligesom i Enevoldsmagtens Tid af Kongen alene. Da det nu imidlertid villig maa indrømmes, at lige saa lidt Kongen og Rigsdagen, som 491 Kongen med sit Statsraad, duer til Hjemmel for en forsvarlig Tro og Gudsdyrkelse, saa følger deraf ingenlunde, som man har sagt, at Gejstligheden eller et blandet Kirkeraad maa due dertil, men kun, at, hvis man ingen Folke-Kirke vil have uden under Skikkelse af, hvad den hverken nu er eller i Sandhed og Virkelighed kan være: et Tros-Samfund, da maa man fornuftigvis, som Søren Kierkegaard raadte til, ophæve Folke-Kirken og give Præsterne Pensjon; men at, vil man derimod nøjes med en Folke-Kirke, som et Husraad til Folkets gudelige Oplysning og Opbyggelse, da maa man give Folke-Kirken saa fri en Forfatning, at den langt overvejende Del af Folket godvillig kan befinde sig deri og betjene sig deraf, og saa Folke-Kirkens Præster kan gjælde for Sandheds-Vidner, som de jo dog, naar man skal have Gavn af dem, maa gjælde for; og det er mit Raad, ikke blot i Dag, men alt i fem og tyve Aar, som nian kan se af min lille Bog om »Den danske Statskirke, upartisk betragtet« (1834).

Det følger nu af sig selv, at der skriges mod dette mit Raad, af alle dem, der vil redde enten lidt eller meget af Hierarkiet, eller, for at tale bredt Dansk, redde lidt eller meget af det verdslige Hold paa Folkets Tro og Samvittighed, som Paverne, og efter dem de protestantiske Fyrster, indbildte sig at have ved en paatvungen Lærdom og en aftvungen Bekjendelse og Guds-Tjeneste; thi ligesom dette verdslige Hold, der dog egentlig kun er et verdsligt aag paa Folkets Tro og Samvittighed, i Grunden er opgivet ved Religjons-Friheden, saaledes bortfalder unægtelig den sidste Levning deraf, naar den tvungne Stats-Kirke forvandles til en fri Folke-Kirke, der kun gjør Krav paa i sin Helhed aandelig og hjærtelig at tilfredsstille hele Folkets gudelige Tarv og Trang. At nemlig alle de Præster og skriftkloge, som mer eller mindre ønsker at tros paa, som Kristi eller den Helligaands Statholdere og som Mæglere mellem Gud og Mennesket, anser det for en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, naar ikke blot Udgangen af Folke-Kirken, men ogsaa Opholdet i den, er en fri Sag, saa hele deres Myndighed og hele deres Velfærd kommer til at bero paa deres aandelige Kraft og Virksomhed, - det er saa begribeligt og saa nødvendigt, at vi strax skal indrømme, det er meget sandt, at den kejserlige Stats-Kirke, saa vel som den pavelige Kirke-Stat, den arbejder vi paa at nedbryde, saa der ikke skal findes Sten paa Sten.

Hvad derimod er meget urimeligt, lige saa latterligt som sørgeligt, det er, naar ogsaa Præster og skriftkloge, som bekjender 492 sig til den Tro, at de hverken er eller maa ville være Troens og Samvittighedens Herrer, men Guds og Menighedens Tjenere for Sandheds Skyld, og at vi, hvem der saa end blev Lovgivere i Folke-Kirken, aldrig kunde eller vilde føre anden Lærdom eller fremme en anden Gudsdyrkelse end den, der efter vores egen Overbevisning er den sande, - naar ogsaa de fraraader og modsætter sig Lærdommens og Gudsdyrkelsens Frihed i Folke-Kirken, ja, erklærer endog stundum, at i en saadan konfessjonsløs (bekjendelsesfri) Kirke kunde de ikke med frelst Samvittighed være Lærere. Dette, at de nok med frelst Samvittighed kan være Lærere og Sandheds-Vidner i en tvungen Stats-Kirke, hvor de har gjort Ed paa at føre en vis bestemt Lærdom, og lønnes for at gjøre det, men kan ikke med frelst Samvittighed være Lærere i en fri Folke-Kirke, hvor de kun lønnes for at lære og virke efter deres egen bedste Overbevisning, det er jo dog saa bagvendt, saa meningsløst og selvmodsigende, at man maa undres over, at nogen betænksom, endsige nogen oplyst Mand kan faa det over sine Læber. Allermindst skulde man tænke, det var muligt nu i Danmark, hvor vi alle veed, at selv længe før den tvungne Stats-Kirke blev ved Religjons-Friheden og Sognebaandets Løsning erklæret for en fri Folke-Kirke, var den i Henseende til Tro og Lærdom aldeles opløst, saa den i det hele endikke havde Skin af nogen fælles Bekjendelse, endsige af den Bekjendelse, som Kirkeloven krævede, der meget mere, som mit Exempel klarlig viser, var hartad udelukt; saa man skulde dog tænke, at vi bedre kunde være Lærere i en konfessjonsløs Folke-Kirke, hvori vores Bekjendelse havde samme Frihed, som enhver anden, end i en i Virkeligheden lige saa konfessjonsløs Stats-Kirke, hvori vores Bekjendelse vel efter Bogstaven havde Eneret, men i Virkeligheden ene savnede den Frihed, de modsatte Bekjendelser havde. Saa mange, som har den uforanderlige kristne Bekjendelse til fælles med mig, maa dog kunne forstaa, at om vi end havde de lyseste Udsigter til, at vores Bekjendelse baade blev den eneste lovlige i Folke-Kirken, og blev virkelig igjen hele Folke-Kirken paatvungen, saa vilde vi dog hverken have mindste rimeligt Haab om, at det kunde vare, eller have mindste aandelig Vinding eller kristelig Glæde af det falske og tomme Skin, som enhver aftvungen eller paatvungen Bekjendelse er, men vilde tvært imod kun have uberegneligt aandeligt Tab og hjærtelig Bedrøvelse deraf, da vort kristelige Vidnesbyrd derved blev langt mindre troværdigt, og Guds Gjerning i Menigheden langt mindre kjendelig; og, var 493 vi selv Skyld i, at dette Gjøgleri med kristeligt Skin blev fornyet, da vilde vi i Tilgift have et Samvittigheds-Nag, der berøvede os al Frimodighed til Embeds-Gjerningen. Naar derfor selv mine kristne Venner mellem Præsterne siger: vi har nu, da Sognebaandet er løst, Udsigt til al den Frihed, som vi behøver, og, skjønt vi ikke har synderligt imod, at ogsaa de andre faar den Frihed, de trænger til, saa ser vi dog ingen Grund til at gjøre os Livet surt for at skaffe dem den Frihed, som Staten næppe vil give dem, og som de end ikke selv synes at savne eller begjære, - da er det ikke blot saa ukjærlig og ufolkelig, men ogsaa saa ukristelig tænkt og sagt, at, om jeg ogsaa skulde komme til at staa lige saa ene 1860, som jeg stod 1810, saa maatte jeg dog uden al Forbeholdenhed udtale denne min fulde og faste Overbevisning i de tydeligste og mest utvetydige Ord, jeg kan finde og sammenføje. Jo ældre jeg nemlig bliver, des klarere staar det for, at mit kristeligeÆrinde i min Kreds er ret egentlig af yderste Evne at klare det baade for Venner og Fjender: at den sande Kristendom, langt fra at staa i Forbund med nogen som helst aandelig Trældom og Samvittigheds-Tvang eller med noget som helst Hykleri, Dølgsmaal eller Skuespil-Væsen, ikke blot kan taale al menneskelig Frihed, saa vel som al menneskelig Oplysning, men kræver dem, og kan kun trives, kan kun virke med sin fulde Kraft og ses i sin Glans, hvor dens Fjender har samme Frihed som den, til at gjøre sig aandelig gjældende.

Jeg veed nok, man kan og vil svare: velan! da vi nu har Religjons-Frihed, saa kan det jo ske paa to Maader, enten derved, at du, med de faa eller mange, som vil følge dig, træder ud af Folke-Kirken, som da baade vil beholde og sikkert bruge sin Frihed til at bestride, hvad du kalder Kristendom, - eller ogsaa at de, som ikke kan eller vil følge vor uforanderlige kristne Bekjendelse, kan frit træde ud, saa Folke-Kirken bliver et virkelig kristent Tros-Samfund, et virkeligt Fløj af den hellige, almindelige Kirke.

Meget rigtig! svarer jeg, det har jeg længe set og sagt mig selv; men da vi alle veed, at Mængden af Præster og skriftkloge aldrig gaar ud af Folke-Kirken, uden de kan faa, hvad de kalder Kirke-Godset eller de visse Levebrød med, og da Folke-Kirken, efter at have mistet baade Levebrødene og ventelig den største Del af Folket, næppe vilde friste nogen til at blive i den, blot for Præste-Edens Skyld, som da i alt Fald var overflødig, og for 494 Alterbogens Skyld, som man jo, uden at begaa Ran, godt, naar man gik ud, kunde tage med sig, - saa vilde det kun være paa Skrømt, om jeg trøstede mig ved det; og det er da, som jeg har sagt: at naar jeg maatte opgive Haabet om Præste-Frihed i Folke-Kirken, saa maatte jeg gaa ud, og da jeg er bleven saa gammel, skynde mig at gaa ud, før jeg sank i Graven.

Vil nu mine Kyndinger sammenligne min personlige Stilling for Øjeblikket med min Stilling for tredive Aar siden, da jeg ikke blot bavde opgivet mit Levebrød i Stats-Kirken uden Pensjon, men var, hvad man kalder aldeles hjælpeløs, og bad dog bønlig Majestæten kun om Tilladelse til med dem, der vilde følge mig, at træde ud af Stats-Kirken, - da maa man vel tro, at jeg nok kunde have Mod og Sind til at byde Levebrødet og Stats-Kirken Farvel, nu da Kirkedøren staar paa vid Gavl, og jeg ikke har mindste Grund til at bekymres for Føden og Klæden, det Par Aar eller Uger, jeg endnu kan have tilbage; saa at naar jeg alligevel udsætter det til det yderste og stræber med al Flid at undgaa det, da kan det kun være, fordi at, lige saa vis som jeg er paa Præste-Frihedens kristelige Nødvendighed, lige saa vis er jeg paa, at, efter Omstændighederne, vilde den kristne Menighed være langt bedre tjent med, at Præste-Friheden blev given inde i Folke-Kirken, end at den blev tagen udenfor. Da imidlertid den Herre, som jeg tjener, lige saa lidt vil have sit Rige begunstiget paa Verdens-Rigernes Bekostning, som han vil have sit Rige af denne Verden, saa turde jeg dog ikke, selv for hans Folks og Riges Skyld, forlange eller vente den Præste-Frihed i vor Folke-Kirke, der vel, selvtagen, alt længe har fundet Sted, men som dog i alle Stats-Kirker har været nægtet, og ophæver saa vel det statskirkelige som det kirkestatslige Begreb, saa vel det kejserlige som det pavelige Statholderskab i Kristus-Riget, - naar det ikke stod klart for mig, at den fri Folke-Kirke vil være vort borgerlige Selskab med Konge og Folk langt gavnligere, end Stats-Kirken i sine bedste Dage har været dem, og vil her efter være lige saa gavnlig, som den forfaldne, uoprejselige Stats-Kirkes Uglebillede vilde være dem skadeligt. Hvad som helst man nemlig nu vilde gjøre til ufravigelig Rettesnor for Lærdommen i vor Folke-Kirke, som, efter Grundloven, har slet intet bestemt, uden det tomme, aldeles ustatskirkelige og ukirkehistoriske Navn: evangelisk-luthersk, saa veed vi alle, det vilde være et dødt Bogstav, saa at selv Biskop Mynster, mens vor lutherske Stats-Kirke endnu stod med Kongeloven paa Papiret, ej turde andet end foreslaa Lære-Frihed, der 495 endog skulde gaa saa vidt, at Præsten skulde have Lov til ved Daaben og Nadveren at fralægge sig alt Ansvar for, hvad han paa Befaling læste op af Alterbogen, saa at i denne ensformige Oplæsning og i alle mulige Baand paa Aands-Livets Ytringer: med uforanderlige Salmebøger, ufravigelige Texter, Lærebøger, Læsetimer med Konfirmander og Opstillinger paa Kirkegulvet, - deri, og i den uforandrede Præste-Ed, som man dog skulde have Lov til at bryde ustraffet, deri skulde den statskirkelige Enhed og det rent lutherske og almenkristelige Præg bestaa. Hvad Skade Kongen og Folket vilde have af en saadan Stats-Kirke, er man vel endnu sædvanlig for aandsfattig til at fatte; men hvad Gavn de kunde have deraf, skal vist heller intet Menneske kunne sige, og hvilken Byrde og Skam den vilde være: hvilken Byrde for alle dem, der skulde hylde og betale den, og hvilken uslukkelig Skam for dem, der lod sig leje til at tjene i den, det kan og det vil hele Verden se. Og nu, da vi har Religjons-Frihed, saa den, der lærer imod sin Overbevisning eller bryder sin Ed, har slet intet at undskylde sig med, nu, da den fri Presse har opladt Verdens Øjne for den »officielle Kristendoms« klare Ukristelighed, - hvad for Præster, hvad for en Stats-Kirke vilde man nu faa, naar man stræbte at gjøre saadan en af vor fri Folke-Kirke, enten efter det mynsterske Mønster, eller med endnu mere Selv-Modsigelse og endnu flere lige saa unyttige som trykkende Baand i alle Ender! Hvilken Statsmand maa ikke indse, at hvad end Tilfældet har været og vilde være under andre Omstændigheder, saa er der nu og herefter intet fornuftigt at gjøre ved Folke-Kirken, uden eet af to: enten rent at ophæve den og, som Napoleon sagde, at indsætte »Beskyttelse af alle Konfessjoner« i Kronings-Eden, i Steden for det gamle »Udryddelse af alle Kjætterier«, eller i Folke-Kirken at løse Præsternes Tungebaand tillige med Kirkegængernes Sognebaand, da man ellers bygger paa en skummel Grav-Kirke, som ikke blot de kristne, men alle levende Mennesker maatte sky, og som Folket snart, om aldrig for andet, saa for den unyttige Bekostnings Skyld, vilde ønske langt borte. Jo mere almindelig nemlig den Oplysning bliver, at vil man agtes for et Sandheds-Vidne, da maa man først og fremmerst vise sig som en ærlig og samvittighedsfuld Mand, og at vil man have sin Tale trot, maa man først og fremmerst holde sin Mund fri og ikke for nogen Pris leje den ud enten til Kejser eller Pave, - jo almindeligere og jo klarere denne menneskelige Børnelærdom bliver, des umuligere bliver aabenbar en Stats-Kirke med tvungen 496 Lærdom og Gudsdyrkelse, eller med tvetungede Præster, som kan have mindste sand Højagtelse hos et Folk og levende Indflydelse paa dets Tro og Samvittighed, og des umuligere bliver det for andre end Kjødhoveder, Rænkesmede og Piageaander at føre Ordet i saadanne Tugthuse.

Lægger vi hertil, at ligesom der hos os altid var en dyb Følelse af Kristi Evangeliums venlige Forhold til vor Folkelighed, saaledes har nu denne Følelse klaret sig til Indsigt i den uopløselige Sammenhæng mellem Kristen-Livet og Folke-Livet, - da ser man først ret, hvilken ubodelig Skade det vilde være for Danmarks Rige, Dansken og Danskheden, hvis Evangeliets fri og levende Forkyndelse skulde nødes til at forlade den saa kaldte »Folke-Kirke«; thi da vilde netop vor Folkelighed snart bringe den saakaldte Folke-Kirke til Fortvivlelse, forurolige hele det borgerlige Selskab og sætte Regering og Rigsdag i højeste Forlegenhed. Selv denne Betragtning maatte og vilde vistnok ikke forhindre de folkelige Kristne fra at træde ud, naar deres kristne Tro og Kaldelse krævede det; men den maa dog gjøre os det store Skridt med uberegnelige Følger dobbelt betænkeligt; og jo mere jeg i en Række af Aar, med Øjet fæstet paa det virkelige Menneske-Liv, dets Natur-Love og historiske Udvikling, overvejede Spørgsmaalet, des klarere blev det mig, at jeg lige saa fuldt paa Kristen-Folkets, som paa Dansker-Folkets, lige saa fuldt paa Kristi Riges, som paa Danmarks Riges Vegne, maatte ønske Udtrædelsen undgaaet eller dog forsinket til hen imod Verdens Ende; og da jeg forudsaa, at dette kunde og vilde ske, naar vores til en fri Folke-Kirke forvandlede Tvangs-Kirke virkelig kom til at svare til sit ny Navn og sin ny Stilling, saa arbejdede og arbejder jeg ufortrøden derpaa. Selv førend vi havde Religjons-Frihed, arbejdede jeg, i Haab derom, paa Sognebaandets Løsning; og nu, da Religjons-Friheden har aandelig tilintetgjort Tvangs-Kirken, og nu, da Sognebaandets Løsning har gjort den før utaalelige Præste-Frihed i alle Maader følgelig og ønskelig, nu arbejder jeg for den, med et Haab, der vilde være endnu langt lysere end i hine mørke Dage, naar ikke min Løbebane var sit Maal saa nær, og maa dog naa til Præste-Friheden, naar jeg med en god Samvittighed skal kunne lægge min Vandringsstav og mine Ben i den danske Folke-Kirke. Selv saa yderlig, som jeg i denne Henseende har vovet mig, saa vi har alt i ti Aar haft Religjons-Frihed, og jeg nærmer mig stærkt de »fire Snese« Aar, som Moses kalder det yderste Maal for vor Livskraft, uden at gjøre Mine til Kæmpeskridtet, 497 der dog i tredive Aar stod mig for Øjne, - saa yderlig turde jeg aldrig vovet mig, naar jeg ikke havde set de store, hartad uovervindelige Vanskeligheder, en kristelig Frimenighed udenfor Folke-Kirken netop hos os vilde have at overvinde, naar den virkelig med Æren skulde svare til sit mageløs store og gode Navn.

Ja, Kristendommen med Sandhedens Aand har intet at dølge, men alt at aabenbare, saa det skal slet ikke forties, at Kristi Menighed hos os, som en Fange, ikke blot født i Fængsel, men gammel vant til at betragte Fængselet som sit aandelige Fædern.eland, er saa ubekjendt med den kristelige Frihed, og saa forvænt under den lange Trældom, at man hverken tør vente, den slrax skulde skatte Friheden efter sit Værd eller undgaa dens Misbrug, saa at en hensigtsmæssig Opdragelse til Frihed maa nødvendig tjene den langt bedre end halsbrækkende Spring dertil. Vel tror jeg ikke, at danske Kristne vilde misbruge den kirkelige Frihed mere, end de misbruge Sognebaandets Løsning, eller end det danske Folk har misbrugt sin borgerlige Frihed, - og det, veed man, er ubetydeligt; - men des mere maatte man være bange for, at de, at Frygt baade for Frihedens Misbrug og for dens Ansvar, vilde friste Præsterne til pavelig at tage Ansvaret paa sig og tage Herredømmet til sig, hvorved det sidste maalie blive værre end det første. Vist nok skulde det Lys, som nu er opgaaet over det kristelige Forhold, baade mellem Troen og Skriften og mellem Menigheden og dens Tjenere, bevare os paa begge Sider for den store Fristelse; men enhver kristelig Frimenighed i Modsætning til en Stats-Kirke vil dog mere eller mindre bukke under for den store Fristelse til at give sig Skin af den kristelige Fuldkommenhed, som den vel umulig kan have, men som dog den modsatte Stats-Kirke med ubøjelig Strænghed vil kræve af den; og dette Skin af kristelig Fuldkommenhed kan, efter Livets Natur-Love, som al Erfaring stadfæster, kun vindes paa Frihedens og paa Livets, Grund-Ærlighedens og Ydmyghedens Bekostning.

Men selv naar denne Fare blev lykkelig overstaaet, saa er der en anden langt mindre iøjnefaldende, men derfor i Grunden frygteligere; thi det er en Fare, som rejser sig af det inderlige Forhold mellem Forældre og Børn. Selv da, naar man tænker sig Frimenighedens Grund-Slægt saa ærlig og trosenig, som det efter Omstændighederne vel er muligt, saa tør man nemlig, især med Hensyn paa de gruelig blandede Ægteskaber, aldrig vente 498 andet, end at der allerede i den næste Slægt vil findes en Del af Børnene, som, enten for stedse eller dog til en Tid, vender Tros-Livet Ryggen; og naar da naturlig Kjærlighed, Ære og Skam, og alt hvad dertil hører, paa begge Sider hindrer den kirkelige Skilsmisse, som. skulde indtræde, da begynder med det samme den gamle sagte, men sikre Udartning, som ødelagde de apostoliske Menigheder, og Talen kunde da slet ikke være om levende Fremskridt, som dog fra nu af hos Herrens Menighed hører til Dagens Orden.

Her ser vi Frihedens og Ærlighedens og dermed det fremskridende kristelige Menigheds-Livs Fare uden for Folke-Kirken; og skjønt det vilde være Dansker-Folket, langt mer end Kristen-Folket, der ved den uvenlige Skilsmisse vilde tabe Midlerne til Fremgang i sand menneskelig Udvikling og Oplysning, saa er dog Vexel-Virkningen her saa gjennemgribende, og den levende Deltagelse i alt menneskeligt er os saa uundværlig til at vinde den rette Klarhed, at Frimenigheden i sin skjæve Stilling til Staten og dens Kirke vilde have meget ondt ved at løse sin Opgave til fælles bedste.

Dette kan vel være nok til at vise, at ingen nødigere end jeg kan raade de kristne til Udtrædelse, endsige da selv gaa i Spidsen; men derfor kan jeg dog umulig slaa mig til Ro med en Stilling i Folke-Kirken, som jeg ser er aldeles uforenelig med Menigheds-Livets Udvikling til Bevidsthed og frugtbare Fremskridt hen ad sit høje Maal; thi det fortløbende Mirakel, som vist nok udkrævedes til at overvinde alle Vanskelighederne ved Frimenighedens tilbagetrukne Stilling, kan aldrig være saa stort, at jeg jo turde vente det af Vorherre, naar Udtrædelsen var uundgaaelig, mens derimod den virkelige Umulighed af at benytte sin Frihed i en bunden Stilling ej kan tænkes hævet ved noget andet Mirakel end det, hvorved Baandene briste, altsaa ved det Mirakel, om man vil kalde det saa, som jeg endnu venter paa, nemlig Folke-Kirkens virkelige Frigjørelse.

At nu en saadan Frigjørelse maa støde paa mange Hindringer, hos en Slægt, der, saa at sige, er født med den Tanke, at Tro og Gudsdyrkelse staar og falder med statskirkelig Tvang, og som endnu for en stor Del med Sandhed siger om sig selv, at naar de ikke var nødt til det, lod de sig hverken vie af nogen Præst, eller lod deres Børn døbe, - det er jo begribeligt nok; thi vel skulde man tænke, at en saadan Slægt, der i Grunden ønskede alle Præster og al Kirkelighed Pokker i Vold, maatte 499 anse det for det næstbedste, naar Stillingen i Folke-Kirken blev saa fri, at de midt i den var fri for at lade sig vie og lade deres Børn døbe, naar det tækkedes dem; - men dels vil Præsterne, som har Indtægt af Brudevielser og Barnedaab, netop naar de har samme Betragtning, finde Friheden aldeleles utaalelig, og dels vil Kvinderne, som i Regelen altid beholder lidt Forkjærlighed for gamle Kirkeskikke, men gjør kun Regning paa vantro Kjærester og Ægtemænd, grue ved Tanken om, at Mandfolkene ikke længer skulde være tvungne til at lade sig vie og at lade deres Børn døbe. Naar imidlertid Religjons-Friheden først er given saa fuldstændig som hos os, og Sognebaandet derhos er løst, da er Ævret opgivet, og da er det et meget rimeligt Haab, at baade Præsterne og Kvinderne nok vil forlige sig med en Tingenes Orden, hvorunder Præsterne baade kan præke, døbe og vie omtrent som de selv vil, og hvorunder selv de vantroeste Mænd ej synderlig kan fristes til at forlade Folke-Kirken, eller til at unddrage sig de sædvanlige Kirke-Skikke. Saaledes har vi jo set i mange Aar, at selv de vantroeste Mænd meget godt har fundet sig i at lade sig vie, endogsaa midt for Alteret, naar det skete af en Præst, der, ligesom de selv, kaldte Alter bogens Formular gammelt Papisteri, og at lade deres Børn døbe og konfirmere, naar det var hos en Præst, der enten rent sprang Daabspagten over, eller behandlede dog det hele som en død Formular, og talte smukke, fornuftige Ord om den huslige Lyksalighed og om den slibrige Bane fra Vuggen til Graven; og vi har jo hørt Præster og Professorer løfte baade Lære-Friheden og den liturgiske Frihed midt i Stats-Kirken til Skyerne, som det eneste, der kunde gjøre en saadan Indretning taalelig og forholdsvis gavnlig; og denne Tilstand var dog vel ikke bedre, fordi den var ulovlig og, uden Sognebaandets Løsning, var de kristne utaalelig! Har da nu de mer eller mindre vantro eller ratjonalistiske eller calvinistiske Præster og Kirkegængere med eet faaet en saa umaadelig Lyst til at lænkebindes til de gamle Lærebøger og Formularer? eller venter de endnu paa Lejlighed til at faa begge Dele gjort om efter deres Hoved, og derved tvinge de gammeldags Kristne til enten at frafalde Troen eller forlade Folke-Kirken? - Det første er jo dog umuligt, hvad Præsterne angaar; thi selv naar de beholdt den mynsterske Frihed til aabenbar at modsige sig selv paa Prækestolen og for Alteret, og Frihed til at nedrive Alterbogen, naar de kun tilsyneladende fulgte den, og Frihed til at lære tvært imod de symbolske Bøger, naar de kun svor paa dem, - saa kan dog hvert fornuftigt 500 Menneske indse, at det kan herefter, i Religjons-Frihedens Dage, intet skikkeligt Menneske være bekjendt. Det sidste derimod trøster vist nok enkelte sig med over Øjeblikkets Pinagtighed; men selv om det Kirkeraad, der nys faldt igjennem, var kommet paa Benene, saa vilde dog Forventningen vist for en lang Tid bleven skuffet; thi vel kunde man ved et saadant Kirkeraad nemt drevet mig og alle ligesindede ud, men man vilde uden Tvivl netop derved fundet sig nødt til strængt at holde paa det ortodoxe Skin.

Jeg kan derfor virkelig ikke se rettere, end at det maa være netop, hvad man kalder »de hellige« Præster, og deriblandt en Del af mine Præstevenner, der holder fast paa hvert Ord i den gamle Præste-Ed, som de dog veed, har alt længe været død og magtesløs, og holder strængt paa hvert Ord i Alterbogen, som de ikke engang selv kan og vil følge strængt; og det er, hvad jeg højlig maa laste, om det end ikke, som jeg tror, var for Øjeblikket den største Hindring for Folke-Kirkens Frigjørelse.

Efter at nemlig Sognebaandet er løst, og Salme-Friheden kan anses for saa godt som given, da er det Hovedsagen, at Præste-Eden i aandelig Henseende lempes saaledes, at Præsterne derved kun forpligtes til at lære overensstemmende med den hellige Skrift, efter deres bedste Overbevisning, og at forvalte Sakramenterne sømmelig, efter deres bedste Overbevisning om Herrens Indstiftelse. En saadan Præste-Ed vil give Regeringen al den Sikkerhed for Præste-Embedets værdige Førelse, som en Ed kan give, og dog vilde den intet Baand paaiægge, som kunde besvære et veltænkende Menneskes Samvittighed, eller som kunde hindre ham fra at tale, som han trode. At jeg nu kalder denne Præste-Frihed den Hoved-Frihed, der maa gives i Folke-Kirken, naar Kristendommen skal kunne trives deri, det er, hvad mine Præstevenner, langt fra at bifalde, har ondt ved at tilgive mig, da det synes dem soleklart, at til denne Frihed trænger vi, som i det hele er velfornøjede baade med den augsburgske Konfessjon og med den gamle Alterbog, i saa ubetydelig en Grad, at det næppe er værdt at nævne, medens vi trænger højlig til at faa Sognebaandet løst for Sognepræsternes, ligesom det er løst for Sognefolkenes Vedkommende, saa vi ikke behøver at døbe eller konfirmere, at vie, eller at betjene andre med det hellige, end dem, vi efter vor Samvittighed tør betragte som medtroende; - og det er ganske rigtigt, at denne Frihed, som de andre Præster næppe føle synderlig Lyst eller Trang til, den kan vi i 501 Reglen slet ikke undvære. Min Synsmaade er imidlertid den, at, for at have en ren Fod at staa paa, maa vi først søge den Frihed, som alle Folke-Kirkens Præster, og de ærligste og sanddraeste mest, trænge til, og først naar den er vnnden, lade Staten afgjøre med sig selv, om den vil unde de strængt kristelige Præster og Menigheder den Frihed, de især trænger til, og maa nødvendig søge udenfor, naar den i Folke-Kirken nægtes dem. Det staar desuden saaledes for mig, at naar Øvrigheden og Lovgivningen først vitterlig har bestemt sig for en fri Folke-Kirke, da lade de sig let bevæge til at løse alle de gamle Baand, der forhindrer en ny Tingenes Orden, hvorved fri Menigheder træde i Steden for Kirkesogne, og blive i Stand til at kappes om Prisen for folkelig Dannelses og Oplysnings Fremme. Det følger nemlig af sig selv, at naar man, ved at forvandle den tvungne Stats-Kirke til en fri Folke-Kirke, vil opnaa det store Øjemed: at beholde omtrent hele Folket frivillig i sin Kirke, hvor man raader for Præsternes Dannelse, har dem paa en god Maade paa sin og Folkets Side, og har dem under sit særdeles Opsyn, - da gjør man sig ikke mindste Betænkelighed ved at gjennemføre Friheden, saa den sætter sig selv sine lovlige Grænser. Dette sker blandt andet derved, at naar man har løst Sognebaandet, da giver man ogsaa Mindretallet i et Kirkesogn Lov til, uden Skade for Flertallet, at benytte Sognekirken, og, hvis de ingen Præst i Nærheden kan slutte sig til, da selv at holde sig en Præst, som har opfyldt Statens Fordringer til Folke-Kirkens Præster. Naar man giver Bisperne i den fri Folke-Kirke den dem uundværlige Frihed til at ordinere efter deres Overbevisning, følgelig ogsaa til at nægte Ordinatjonen, hvor de ikke tror med god Samvittighed at kunne meddele den, da giver man ogsaa alle Kandidater, som har naat den bestemte Alder, Lov til at lade sig ordinere af hvilken Biskop i Folke-Kirken de dertil kan formaa; og da er jeg vis paa, at, i det mindste i Danmark, vil baade Folket i langsommelig Tid være vel fornøjet, og Staten være særdeles vel tjent med sin fri Folke-Kirke, og at de vil have Ære af den i samme Grad, som man sørger for en folkelig Præste-Dannelse, der, uden at tabe en passende Sprog-Kundskab og Bog-Lærdom af Syne, dog først og sidst er beregnet paa det virkelige Liv, paa den levende Præste-Syssei, med Ordførelsen paa Modersmaalet og med de alvorligste Ting og Tanker, som et Menneske kan hellige sine Aar og Evner.

Om alt dette var vist nok langt mere at sige og skrive; men for dem, der ikke sætter Menneske-Livet, dets fri Udvikling og 502 fremskridende Oplysning over alt andet, vil ingen Fremstilling være tilfredsstillende, og for Frihedens og Oplysningens Venner vil det vist være klart, at det er ikke nogen bestaaende Herlighed, jeg vil forstyrre, men er en grænseløs Forvirring, jeg vilde have afløst med en ny Tingenes Orden, der paa een Gang lod baade det kristelige og det folkelige ske Ret, og vilde være Almenheden og Enkeltmanden lige tjenlig, og at det kun er til fælles Fordel for alle fribaame Sjæle, jeg vilde have Levningerne af den gamle Aands-Trældom udfejede.

        

503

18. Den kristne Tro og den kristelige Lærdom.

At »Troen og Lærdommen«, som vore lutherske skriftkloge endnu, efter gammel kejserlig og pavelig Slendrian, med mer eller mindre Herskesyge, sammenblandede, maa nu og herefter, baade for Lyseta og Livets Skyld, med Flid holdes ud fra hinanden, det er vi I Læseverdenen nys blevet mindet om fra en Kant, hvorfra man mindst havde ventet det: fra en skriftklog, der længe havde villet afløse Troen med Lærdommen*), og det minder mig om, endnu en Gang at føre min Betænkning om denne vigtige Sag til Bogs, som jeg skal stræbe at gjøre med al den Aabenhed og Tydelighed, som Sagens Vigtighed kræver, og med al den Lempelighed, som Troens Sikkerhed tilsteder.

Det behøver vel nu næppe yderligere at indskærpes, men skal dog med al Fynd gjentages, at, da Tro lige saa vel i Forhold til Kristus, som til enhver anden, er en ren Hjærlesag, nemlig Hjærtets Sikkerhed paa, at Jesus Kristus er den, han udgiver sig for, mener, hvad han siger, og baade kan og vil holde alt, hvad han lover, - og da derimod den kristelige Lærdom, ligesom enhver menneskelig Lærdom, er en ren Hovedsag, nemlig Hovedets Oplysning og Forklaring af den sande Sammenhæng mellem Kristus og hans troende, - saa er den kristne Tro en ren Kirkesag, ingen Skolesag, og den kristelige Lærdom en ren Skolesag, ingen Kirkesag; thi der kan og maa i Sandhed være en fælles Menigheds-Tro, men der kan ikke i Sandhed være, og maa derfor aldrig kræves, en fælles Menigheds-Lærdom.

* 504

Hermed er alle saakaidte kristelige Kirke-Stater og Stats-Kirker og nybagte Kirke-Forfatninger dømte, fordi de alle, kun mer eller mindre, stile paa, gjennem en stillestaaende, paatvungen Lærdoms-Renhed (Ortodoxi), at beherske eller plage den fribaarne, af al anden Magt end Kjærlighedens Magt uafhængige, og ved alle verdslige, synlige og haandgribelige Midler uberørlige Tro, medens de alle ligeledes stile paa at forhindre den fremskridende Oplysning om den sande Sammenhæng i Aandens Verden, som ene kan avle den ægte Lærdoms-Klarhed og Lærdoms-Renhed, som man enten falskelig tillægger sig eller barnagtig tiltror sig at have slugt med al Visdom i sin Pugeskole.

Denne Betragtning af Tro og Lærdom, Kirke og Skole, var i Begyndelsen af dette Aarhundrede, efter Læseverdenen at dømme, saa almindelig herskende i Danmark, at man skulde tænke, det aldrig kunde yppe nogen Kiv eller engang møde nogen synderlig Modsigelse, at opvise og udpege det kristne Tros-Ord i den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben, der paa een Gang unægtelig er det gyldigste af alle mulige menneskelige Vidnesbyrd om den kristne Menigheds-Tro fra Begyndelsen, og drager tillige den eneste aandelig forsvarlige Grænse mellem Troen og Lærdommen; thi alle de, som har denne Tro, maa jo være glade ved den Oplysning, der henvejrer alle Indvendinger mod denne Tros kristelige Ægthed, og alle de skriftkloge maa jo være glade ved, at de, efter denne Oplysning, uden al kirkelig Bandsættelse kan ytre sig frit om den hellige Skrift: dens Oprindelse, dens Ægthed og Fuldstændighed, dens Fortolkning og Anvendelse, og i det hele om dens Forhold til Kristendommen, og ytre sig lige saa frit om hele den skrevne Kirke-Historie.

I den Menneskealder, som er forløben, siden jeg først (1825) i »Kirkens Gjenmæle« fremhævede den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben, som det fuldgyldige Vidnesbyrd om den ægte, oprindelige Kristen-Tro, der kan trodse alle mulige Indvendinger, er Følgen ogsaa virkelig hos os bleven den, at de kristne føler sig sikre paa deres Kristendoms Ægthed, uden at lade sig forskrække af de skriftkloges Indvendinger mod Ægtheden enten af Sproget om de tre himmelske Vidner eller af Sproget om Daaben i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, medens de skriftkloge ogsaa næsten rent har aflagt den stygge Vane at bestride lidt eller meget af den apostoliske 505 Tros-Bekjendelse med lidt eller meget af den hos dem selv saa meget omtvivlede og omtvistede Apostel-Skrift.

Naar man desuagtet, især i den seneste Tid, heftig har angrebet min Paastand om det mundtlige Guds-Ords store kristelige Fortrin, baade som Lysmoder og som Livskilde, fremfor den mesterligste Beskrivelse af Kristi Liv og Lærdom, der, selv naar den var lige saa tilgængelig, tydelig og sikker, som Menighedens lydelige, ved hver Daab gjentagne Tros-Bekjendelse, dog, da den selv er død, umulig kan gjøre noget Menneske aandelig levende, - da indrømmer man dog sædvanlig, at Tros-Bekjendelsen ved Daaben hverken kunde anses for udledt af Skriften eller maatte forandres efter den, saa man paastod kun, at jeg traadte Skriftens Ære for nær, opgav det protestantiske Skrift-Princip, hældede til Katolicismen, og lod ikke engang hver Tøddel af den augsburgske Konfessjon staa fuldelig ved Magt. Kun undtagelsesvis sigtede man mig som den, der, trods Historiens Vidnesbyrd om, at den saakaldte apostoliske Tros-Bekjendelse var »efterapostolisk«, opvoxet efter Kirkens Behov fra en lille, hartad ukjendelig Spire, som Skriften beskriver, - paastod hen i Vejret, at den apostoliske Tros-Bekjendelse ikke blot er, hvad hele Menigheden udgiver den for: et rent Udtryk af den kristne Tro og et uforanderligt Vilkaar for den kristelige Daab, der ene skjænker Kristen-Navnet og skaber Menigheden, men at den ordret maa være lagt i Apostlernes Mund af Herren selv, for at de skulde lægge den i hele Menighedens Mund, som skrevet staar hos Profeten: denne er min Pagt med dem, siger Herren: min Aand, som er over dig, med Ordene, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din Mund eller din Sæds Mund. Denne Grund-Indvending maatte vist nok, hvis Magten var som Agten, ikke blot nedbryde min Paastand om Tros-Bekjendelsen, men nedbryde al Sikkerhed paa Troens Enemærker, ja, den vilde bortfeje alle Aands- og Ægtheds-Kjendemærker fra den kristne Menighed, og undergrave al Tro baade paa Daabens og Nadverens Indstiftelse af Vorherre Kristus selv, ja, undergrave selve Troen paa, at Jesus er Guds enbaarne Søn, Troens og Menighedens levende Grundvold; - men det kan just derfor aldrig falde mig eller nogen anden oplyst Kristen ind, enten at tage det mindste af vor nødvendige Paastand tilbage, eller at ville forsvare den levende Kirkehistorie, som Menighedens Tros-Bekjendelse ved Daaben er, enten med eller mod den døde Kirkehistorie paa Papiret, endsige da med eller mod nogle enkelte Skriveres efterladte Papirer, hvis Ægthed altid er niere eller mindre 506 tvivlsom, og som, naar de er allervægtigst, kun betegne nogle Enkeltmænds Tankegang, Erfaring og Oplysning, der slet intet vejer imod hele Menighedens Vidnesbyrd, og har egentlig slet ikke hjemme i Troens, men kun i Lærdommens og Læseverdenens Historie. Om det nemlig endog, efter Sagens Beskaffenhed, var muligt, ved Hjælp af Apostel-Skriften og den skrevne Kirkehistorie, atgjendrive alle Indvendinger imod den apostoliske Tros-Bekjendelses kristelige Ægthed, som den uforanderlige og uforbederlige Tros-Regel for den hele Menighed, saa maatte vi dog aldrig lægge Vægt derpaa, som om det var derved, at Menigheds-Vidnesbyrdet blev troværdigt; thi da lagde vi atter vor egen Lærdom til Grund for Menighedens Tro, og det er, efter Skriften, vel at høre Herrens Ord, men ikke gjøre derefter, og, som Daaren, at bygge paa Sand, i Steden for paa Klippegrund.

Som Lysets ægte Børn, der immer skinne som himmelske Smaalys i Verden og saaledes gjøre Lysets Gjerninger, vil og skal vi vist nok, efter Evne, ved Lejlighed vise, hvor langt det er fra, at enten Apostel-Skriften eller i det hele den skrevne Kirke-Historie, rigtig betragtet og forstaaet, skulde modsige eller svække Menighedens levende Vidnesbyrd, og derhos vise, hvilke usle Papirs-Lapper det er, man har stillet op mod dette enstemmige Menigheds-Vidnesbyrd ved Daaben, der er som Verdens-Havets Brusen; - men hverken maa vi dog lidt eller meget bygge Menigheds-Troen paa slige Oplysninger, eller paa noget andet end Herren selv og hans Menighed. Lige saa lidt kan vi, ved Daaben og Nadveren, og i Betragtningen af Menighedens Forhold dertil, adskille, hvad Gud har sammenføjet: kan hverken skille Forsagelsen fra Tros-Bekjendelsen, som kun forenede udgjør Daabs-Pagten, eller skille Daabs-Pagten fra Daabs-Seglet, eller i noget af Herrens Munds-Ord til os skille Livet fra Lyset, der et eet i hans Ord, som i ham selv; skjønt det følger af sig selv, at Livs-Siden er meget dunklere end Lys-Siden, saa at mange, der finder det indlysende, hvad vi paastaar om den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben, som Herrens og Menighedens sammensmeltede Vidnesbyrd om den eneste ægte, uforanderlige Kristen-Tro, vil kalde det en mørk Tale, hvad vi tilføje: at dette Vidnesbyrd af Guddoms-Manden, ved at være lige saa guddommeligt, som det er menneskeligt, maa være lige saa oplivende, som det er oplysende, maa lige saa vel indeholde den kristelige Livs-Kraft som den kristelige Lys-Grund i sig, kort sagt, maa føre den samme Troens Aand med sig, som ene 507 kan og skal kjendes paa det Troens Ord af Herrens egen Mund, hvormed den i Kjødet til os komne Jesus Kristus lige saa vel skal bekjendes af Herrens Aand, som af hans Menighed.

Vist nok skal og vil vi, som Guds-Riges skriftkloge, bruge hele Forraadet af »gammelt og nyt«, som vi nu er eller efterhaanden bliver betrode, til, saa vidt muligt, at oplyse Livs-Siden af Guds-Ordet til os, baade ved Daaben og Nadveren; men da al vor aandelige Oplysning om Guds-Ordets Livs-Kraft, som er Guds-Aanden selv, og om Guds-Livets Avling, Fødsel og Opvæxt hos Menigheden, som er den Helligaands Virkning, men Herrens egen Gjerning, kun kan være en billedlig Oplysning, saa Guds-Livet og Guds-Ordet spejler sig i Menneske-Livet og Menneske-Ordet, skabte i Guds Billede, og da denne Oplysning kun her nede kan være og voxe stykkevis hos os alle og er langt fra at være lige tilgængelig eller modtagelig i alle Livs-Stillinger og paa alle Trin af Himmel-Stigen, - saa maa vi heller aldrig bygge Menigheds-Troen eller Guds Børns Haab, Herligheds-Haabet, paa vore Oplysninger, men maa lægge Menigheden Tros-Ordet i Tros-Bekjendelsen og Haabs-Ordet i Fadervor paa Hjærte, som Guds-Ordet, med tilsvarende Liv og Lys, der staar langt over vore Beviser, men vilbevise sig selv for hele Menigheden og for enhver af os i den, efter den apostoliske Forsikring: at naar det Ord, som vi har hørt fra Begyndelsen, bliver i os, da har vi Herren med os i Aanden, som selv baade kraftig og kjærlig vil bevise sin virkelige Nærværelse, som han i Nadveren ved Guds-Ordet til os alle levende og klarlig udtrykker den.

Denne Omsorg for, at Menigheden dog endelig maa lære at søge sit kristelige Liv og Lys med Aand alene hos Vorherre Jesus Kristus, og det ikke paa anden Haand, gjennem Aanden og os, men fra første Haand: i Herrens egen Munds Ord til os alle, hvor Aanden er Tilgiften, Tolken og Pantet, og hvorved vi, som Apostlen skriver, kan synes overflødige, skjønt vi, som Ordets Tjenere og Aandens Tunger, nødvendig hører med til Husholdningen, - denne Omsorg er det, som har forhindret mig fra at skrive en Kirke-Historie efter den ny Stil, som dog i Grunden er den ældgamle, en Kirke-Historie nemlig, som den, man kan se, har svævet i Aanden for gamle Irenæus, og som vel endnu kun kan skrives meget ufuldstændig og ufuldkommen, men maa dog nu med det første begyndes, for at solrette den kristelige Tankegang i hele den menneskelige Synskreds, og kunde allerede gjøre en god Tjeneste til Oplysning af 508 Menigheds-Livet og dets Forhold til Guds-Livet i Herren som Enkeltmand, og til hans Indstiftelser, som hans guddommelige Eftermæle, der skaber hans Efterligning hos Menigheden; men den mislige Stilling baade til Herren og Aanden, til Ordet og Sakramenterne, og især til Verden og den verdslige Magt, hvori jeg forefandt Menigheden, og den mislige Stilling til Menigheden og til Verdensmagten, hvori jeg fandt mig selv som Gudsordets Tjener, den har ikke blot gjort mange Omsvøb og Lempninger nødvendige, men har ogsaa, mig selv ubevidst, frembragt saa megen Urede i min Virksomhed, at det vist nok let, især hos dem udenfor, kunde faa Udseende af, at jeg dog helt eller halvt vilde have Menigheds-Troen bygget paa mine Forudsætninger, Gætninger og Oplysninger om Guds-Ordet til os og om Herrens Gjerninger midt iblandt os, i Steden for paa Herren selv med hans kjendelige Ord og selvstændige Kjendsgjerninger.

Dette skal jeg stræbe nærmere at oplyse, ved et Fingerpeg paa min Stilling 1825, da der først gik Lys op for mig over Guds-Ordet til os ved Daaben og Nadveren, og da først og sidst over den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben, som Herrens og Menighedens fælles guddommelige og menneskelige Vidnesbyrd om den urokkelige og uforanderlige Kristen-Tro, som uimodsigelig er Tros-Reglen for alle kristne Slægter.

Jeg stod nemlig den Gang, som Kapellan "ved Frelsers-Kirken paa Kistjanshavn, som en enlig Fugl midt i den lukkede og laasede Stats-Kirke, der indad var saa aldeles opløst, at Professorerne lærte, og Præsterne prækede, døbte, konfirmerede og tog til Alters, som de lystede, medens Bibelen og Luthers Katekismus baade i Kirke og Skole enten kun nævnedes i forbigaaende eller betragtedes og behandledes som verdsligt Arvegods, man kunde gjøre af og gjøre med, hvad man "vilde, - saa jeg maatte med Myndighed, paa eget Ansvar, indføre Luthers Katekismus i de Skoler, der var mig underlagte, og jeg maatte rive ned paa de stakkels Skolebørn, fordi man havde lært deni, at »Guds Ord« var naturligvis et Ord om Gud. Selv dette kunde snart have kommet mig dyrt at staa, thi kun med Nød og næppe, og først efter syv Aars taalmodige Forventning, var det som en stor Naade tilstedt mig i en Udkant af Hovedstaden at lære og prædike overensstemmende med Stats-Kirkens egne symbolske Bøger, og at forrette Daab, Konfirmatjon og Altergang efter Stats-Kirkens egen forordnede Alterbog, i det Haab, at jeg dog kunde og vilde holde Fred med de Præster, som gjorde det modsatte. Det maa jeg dog vel kalde en mislig Stilling, og de 509 stakkels adspredte Guds Børn i Landet, de skuide ikke blot, som jeg, holde Fred med deres Sognepræster, hvor ukristelig de saa end udtrykte sig, men nøjes med Herrens Sakramenter, som de vilde forvalte dem, og lade deres Børn gaa i Skole og gaa til Præsten, om end deres Kristen-Tro paa begge Sider blev bestridt og bespottet, og naar Almuesmænd enten standhaftig vægrede sig, eller endog blot holdt gudelige Forsamlinger, hvor de læste Bibelen som Gudsord paa deres egen Haand, og sang kristelige Salmer, da blev de mulkterede og, naar det ikke hjalp, sat i Tugthuset.

Denne Stilling var aabenbar utaalelig og maatte jo, hvis der ikke snart var sket en Vending, have gjort hele Kristen-Levningen hos os til et Bytte for Baptisterne, som stod for Døren; men for saa vidt var dog Vendingen begyndt, at jeg, ved Kirke-Lysets Skin, saae, at jeg kunde, og følte, at jeg i Nødsfald vilde stille mig i Spidsen for en Udtrædelse af Stats-Kirken, skjønt Straffen derfor nu var forandret fra Landsforvisning til den i mine Øjne langt haardere af Fængsel paa Livstid.

I Læseverdenen herskede oven i Kjøbet en Ligegyldighed og et Dødsstille, hvorpaa jeg endnu tænker tilbage med Gru, saa at ikke engang det »teologiske Maanedsskrift«, som jeg, med Rudelbach og Lindberg, havde begyndt at udgive og stræbte at gjøre saa aandelig udæskende, som muligt, syntes at skulle frembringe mindste aaben Bevægelse.

Under disse Omstændigheder udkom Professor Clausens bekjendte Værk om »Katolicisme og Protestantisme«, hvori Herrens ubesmittede Undfangelse sattes ved Siden af Marias, og hele den kirkehistoriske Kristendom henførtes til Katolicismen, som fremmed for den »protestantiske Kirke«, hvor Staven brødes over alle de Stats-Kirker, som hvilede paa symbolske Bøger, og hvor det endelig foresloges at afskaffe Daabs-Pagten og at udelukke alle dem fra Præste-Stilling i Stats-Kirken, som ej vil afsværge enhver anden kristelig Kundskabs-Kilde end Bibelen, der dog med det samme erklæredes for aabenbar selvmodsigende.

Dette var jo en aaben Krigs-Erklæring mod vor lutherske Stats-Kirke og derhos mod hele den kirkehistoriske Kristendom, og dog syntes selv denne Krigs-Erklæring, af den anseligste Præste-Lærer ved vor eneste Højskole, slet ikke at skulle vække mindste Forbavselse eller fremkalde mindste Forandring i vor fortvivlede Stilling, som var den lutherske Stats-Kirkes eneste 510 Tilhængere i Landet, og skulde holdes indespærrede i den til at udryddes eller udelukkes af den som Oprørere.

At jeg nu greb denne gunstige Lejlighed til i et »Kirkens Gjenmæle« at gjøre det soleklart, ikke alene, at vor lutherske Stats-Kirke var bleven aabenbar selvmodsigende, men at det var en himmelraabende Synd, hvis den verdslige Øvrighed vilde holde os Lutheraner indespærrede i den nu kun saakaldte lutherske Stats-Kirke, hvor Præste-Dannelsen erklærede sig selv for antiluthersk, det havde været en saa følgelig Sag, at selv i det uhyre fredelige Danmark vilde det til enhver anden Tid være fundet nødvendigt og have sat Øvrigheden i en vis Bevægelse; men til al Lykke for vor den Gang mageløs stillestaaende og for al aandelig Frihed aldeles ufølsomme Regering, fik jeg i Sinde at slaa to Fluer med eet Smæk, og slog da, som sædvanlig, fejl ad dem begge. Det var nemlig min vitterlige Hensigt med det »Kirkens Gjenmæle«, som ikke blot, efter vore smaalige Forhold, gjorde en umaadelig Opsigt, men er i vor lille Kirkehistorie blevet en uforglemmelig Mærkværdighed, at nøde Regeringen til enten aabent at erklære sig for os gamle Lutheranere, eller give os Lov til at frelse os med Flugten fra vore ubarmhjærtige Modstandere, saa vor Stilling dog paa en eller anden Maade kunde blive taalelig; men med det samme vilde jeg afnøde Ratjonalisterne den aandelige Kamp paa rent kristelige Enemærker, som de aabenbar skyede. Medens derfor Bogen i sin Helhed var stilet mod den nybagte Kristendom, der, som en Protest mod den oprindelige, eneste ægte Kristendom, selv fralagde sig det eneste tilsyneladende kristelige, den havde, nemlig det misbrugte Navn, saa stilede derimod Slutningen og Fortalen paa et statskirkeligt Dommedags-Slag, der enten maatte knuse Statskirken selv eller dens Modstandere. Det sidste mislykkedes, som man veed, saa fuldstændig, at Regeringen fandt, den godt kunde sidde stille, naar kun vedkommende Præstelærer juridisk fralagde sig den kirkelige Sigtelse som ærerørige Beskyldninger; og da jeg fandt, at hverken kunde jeg kristelig forsvare at føre en statskirkelig Kjætter-Proces, ikke heller kunde jeg lade mig dømme som Injuriant for min statskirkelige Nidkjærhed og dog blive staaende i den Statskirkes Tjeneste, der gav sine bedste Venner til Pris for sine aabenbare Fjender, saa fandt jeg ingen anden Udvej end at opgive det juridiske Forsvar og med det samme nedlægge mit Embede i Stats-Kirken. Min Hoved-Hensigt med Kirkens Gjenmæle: at afnøde Ratjonalisterne en aandeligKamp om Kristen-Navnet, hvormed de skuffede Stats-Kirken, syntes ogsaa at

        

511 skulle ganske forfejles, da man lige saa lidt aandelig optog Stridshandsken, der var kastet i Kirkens Gjenmæle, som den, især Rudelbach paa den gamle Valplads kastede i »teologisk Maanedsskrift«, og det var intet Under; thi vel er Oplysningen om Vidnesbyrdet ved Daaben et mageløst Forsvars-Vaaben, som det Troens Skjold, hvormed vi kan udslukke alle den ondes gloende Pile, men det er slet intet Angrebs-Vaaben, og et saadant har i det hele »Fredens Evangelium« slet ikke, da det kun kan bruge »Aandens Sværd« til Forsvar i Forsagelsens »pak dig, Satan!« og maa derfor altid kunne sige med Sandhed: »jeg er fredsommelig, men saa snart jeg taler, bestrider de mig uforskyldt«. Til denne Erkjendelse af Kristi Evangeliums ægte Fredsommelighed og fuldkomne Ustridbarhed, holdt det vist nok vanskeligt at komme midt i en Stats-Kirke, der havde rejst sig paa Strid, og havde nu hartad ganske lukket sig for Evangeliet, uden engang at ville tillade det at søge Husly der udenfor; men derfor var det lige galt at ville omskabe Troens Skjold til et Lovens Sværd i Stats-Kirkens Haand; og den er endnu ikke forvunden, den Ulempe, som fulgte af at bruge den apostoliske Trosbekjendelse som en Troens Lov, alle de, der vilde taales i vor lutherske Stats-Kirke, skulde underkaste sig. Selv er jeg vel for længe siden kommen bort derfra, og forlanger nu slet ikke mere Raaderum for Arilds-Troen i Folke-Kirken, end jeg vil unde alle mulige Slags Kristendom, og vil, naar man selv finder vor uundværlige Frihed utaalelig, overlade Modstanderne hele Stats-Kirken og Valpladsen; men mine Præste-Venner vil næsten alle, mere eller mindre, have Tros-Bekjendelsen og Sakrament-Forvaltningen derefter gjort til en verdslig Tros-Lov i Stats-Kirken, hvorved baade Freden, Friheden og Oplysningen, som vi gammeldags Kristne selv allermest trænger til, vilde blive aldeles umulige.

Dette er Grunden, hvorfor jeg og den virkelige Lære-Frihed, uden hvilken Tros-Friheden aldrig kan bestaa, har faaet baade Præste-Partiet og Professor-Partiet imod os; thi naar Professor-Partiet kun turde tro, det var ærlig ment med den baade dogmatiske og liturgiske Frihed i Folkekirken, som jeg kæmper for, da maatte og vilde det, om end nødig, saa dog sikkert, gjøre fælles Sag med mig i dette Stykke; men nu, da Professor-Partiet med rette anser det saakaldte grundtvigske Partis Forslag om en blot dogmatisk og ministeriel Frihed for en Fælde, nu vælger det heller paa en Maade at faa Stats-Kirken med sine Lære-Forskrifter gjenoprettet, i det Haab, ved Menigmands 512 Hjælp at faa Lovgivningen i deres Haand, saa Præste-Partiet nødes til at underkaste sig, og de gjenstridige Grundvigianere, hvis Tal, de tænker, vil være ubetydeligt, nødes til at benytte sig af den borgerlige Religjons-Frihed, og træde i Hr. Grannets og Peder Pedersens og andres langt mere latterlige end frygtelige Fodspor.

Vist nok vil baade Præste-Partiet og Professor-Partiet, ved at drive Friheden og mig ud, narre sig selv; thi ingen af dem kan, hvor der er borgerlig Religjons-Frihed, bestaa uden ved Frihed, saa at, naar først Friheden og jeg er udelukt, da har Søren Kierkegaards Gjenfærd, hvor haanlig de end rympe Næse ad det, deres Liv i sin Lomme, og vil næppe, selv i det taalmodige Danmark, ret længe lade dem vente paa Præmien for den »officielle Kristendom« og de »lejede Sandheds-Vidner«; men de kan derfor godt, især hos os, sørgelig forvirre Tankegangen om Tro og Lærdom, adsplitte Folket og, om ikke forhindre, saa dog besvære og forsinke den folkelige og kristelige Oplysning, der, for at blive frugtbar, maa baade holde Fred og holde Skridt.

Denne gjæstmilde og paa begge Sider fri Vexel-Virkning mellem Kristendommen og Verdens-Folkene, som Kristendommens rene og milde Menneskelighed gjør mulig, og som Kristendommens verdslige Armod gjør uundværlig til dens Blomstring og Frugtbarhed, den er det, som vor eneste grundkristelige »Seer«: Johannes i Aabenbaringen har spaat om, pegende paa »Kvinden« i Soldragt med Maanen under Fod og med Himmeltegns-Kransen paa sit Hoved, hun, som paa Ørne-Vinger maatte flygte fra Ild-Dragen til Ørken, hvor hun ved Guds Forsyn skulde finde Herberg og finde Næring i halvtredje Tidsrum. Dette er nemlig Folke-Kirkernes Tid i Hedenskabet, og Kirke-Historien lærer os, at lige siden Jerusalems Forstyrrelse har dette Gjæsteri-Billede ganske rigtig foresvævet de saakaldte Tilsynsmænd, Visere og Ledere i Kristenheden; men hvor dunkel og forvirret Betragtningen har været, derom gaar Syn for Sagn, ej blot i den store Kirke-Stat, men i alle baade store og smaa Stats-Kirker, hvor den landflygtige Dronning kun, som andre Fanger, fik frit Herberg i et mere eller mindre strængt Fængsel, og blev afspist med tomme Høfligheder og med Sten for Brød, saa hun maatte, hvad man kalder »leve af Luften«, men i Grunden leve af det »skjulte Manna«, som hun i »Guds-Ordet af Herrens egen Mund« førte med sig. Der var imidlertid hos ethvert Hedning-Folk, som Dronningen fra Davids Stad gjæstede, en kortere eller 513 længere Fritid, da det undtes Dronningen at tage Herberg, hvor det var hende beredt af Gud, og at ernæres af dem, som satte deres Ære og fandt deres Glæde deri, og denne Dronningens Fritid var i Danmark usædvanlig lang, vel lidt over to Aarhundreder lang, fra Ansgars til Biskops Vilhelms Doge, saa at, er Folket nogensteds villigt til at staa paa en gjæstmild, fri og venlig Fod med Dronningen, som er Kristi Evangelium, da maa det være hos os. Dette Indtryk har Kirkens og Danmarks Historie gjort paa mig fra Begyndelsen, og hvor æventyrlig min Forestilling end længe var om det fri og venlige, fredegode Forhold mellem dansk og kristeligt, saa var dog den fri Vexel-Virkning mit Ønske og mit Haab.

Efter at det imidlertid er gaaet op for mig, at Kristendommen, for at løse sin menneskelige Opgave, trænger lige saa meget til Mennesket, som Mennesket til Kristendommen, saa bliver det mig daglig klarere, at Kristi Evangelium kun paa een af to Maader kan paa ny indtræde i fri Vexelvirkning med Folket: enten ved at vinde Friheden inden i Folke-Kirken, eller ved at søge Friheden der udenfor, og jeg har nylig udviklet, at skjønt Friheden udenfor kan tænkes langt fuldere, saa vilde dog den mere indskrænkede Frihed indenfor baade være langt sikrere, og den fri Vexelvirkning med Folket langt gavnligere paa begge Sider; og nu tager jeg ikke i Betænkning at sige rent ud, at denne fri Vexelvirkning kun kan være fredelig og gavnlig paa begge Sider, naar enten Friheden vindes inden i den Kirke, »som Staten understøtter«, eller denne Kirke aldeles ophæves, og at selv i sidste Tilfælde turde jeg hverken spaa Dronningen fra Østen det gode Herberg og den rigelige Næring, som hun trænger til, for at vise sig i hele sin Skjønhed og Elskværdighed, eller spaa Danmarks Folk og Rige den Guds Velsignelse, hvormed Dronningens Herberg og Næring i Ørken kongelig betales af ham, der end ikke tager et Bæger koldt Vand til en af sine ringeste Tjenere uforskyldt.

Saa længe vi nemlig, hvad længe har været vor Skade, kun tænker alvorlig paa, hvad Kristendommen er i sit eget rene Begreb og i en fuldkommen Menigheds, da finder vi naturligvis, at ingen af dem trænger til Verden, og at, skjønt Verden trænger højt til dem, er der dog ikke paa Fred at tænke, men kun paa aaben Fejde, til den afgjørende Sejer er vunden, og Verden ligger paa sine Gjerninger; men jo mere vi, uden at glemme enten Herren og Aanden eller Fuldkommenheden, dog hæfte et 514 indtrængende Blik paa Menigheden og det virkelige Kristenliv, som i Bekjendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen er ført i Verden, og da overvejer, hvorledes Menigheden, som den nu er, kan levende opfatte sit Kald og med levende Fremskridt nærme sig den Fuldkommenhed, hvorfra den endnu er langt tilbage, men hvortil der dog virkelig maa naas, før »alt er beredt« til Guds Søns Bryllup, saa Sandheds-Aanden kan forklare eller klarlig herliggjøre ham paa Jorden, - da faar vi et ganske andet Syn for den ufuldkomne og ufuldvoxne Menigheds Forhold til Verdens-Folkene og deres Gudsdyrkelser, saa at ogsaa med dem skal Menigheden, saa vidt det staar til den, holde Fred, og, som Hedning-Apostlen, stræbe at være alt for alle, for at vinde nogle. Hermed stemmer det da ogsaa klarlig overens, at hverken adskilles Menigheden ved sin Daabs-Pagt fjendtlig fra noget Menneske eller noget Folk, eller fra nogen menneskelig eller folkelig Indretning i hele Verden, men kun fra Fanden med alt, hvad der aabenlyst hører ham til, ikke heller finder vi i Apostel-Skriften mindste Spor til, at Herren vilde have sin Menighed skarpt og fjendtlig adskilt fra den Folke-Kirke, i hvis Midte den fødtes; thi han forudsætter tvært imod, at Menigheden forblev i Synagogen, indtil den eller dog dens »vise og skriftkloge« hudstrøges deri og udeluktes deraf. Det samme gjælder da ogsaa om den danske Folke-Kirke, naar den fik lige saa fri en Indretning, som den jødiske Synagoge havde i Herrens og Apostlernes Dage, som vil være Tilfældet, naar Apostel-Skriften med fri Fortolkning er den eneste Kirkelov, og da vilde den kristne Menigheds Stilling ogsaa i Grunden være friere der inde end der udenfor.

Saa meget om Freden, og vi veed, at da det var ude med Synagogen, da var det ogsaa omtrent forbi med Apostlernes folkelige Indflydelse, saa den ebraiske Menighed havde i Hjemmet kun Martyr-Døden i Vente.

Vende vi os nu til Friheden, da har Vorherre vist nok saa godt som muligt sørget for den, ved at give os den sande Friheds-Aand til Læremester, og give os Menigheds-Troen og Bekjendelsen til Sandheds-Aandens Prøvesten, saa at, naar man var fuldkommen kristelig paa begge Sider, da vilde alt være i sin Orden, men saa var ogsaa Herrens Manddoms-Alder, i Enheden af Guds Søns Tro og Erkjendelse, opnaaet, og Lærerne var da i Grunden overflødige. Nu derimod, da vi er saa langt fra Fuldkommenheden, at vi nys har opdaget Herrens 515 Indretning, og tvistes endnu om dens Rigtighed, nu kan vi slet ikke tænke os en fritstaaende Menighed, som legemlig havde sine Lærere ganske i sin Magt, og en fritstaaende Lærestand, som aandelig havde Menigheden i sin Magt, uden at de, netop fordi ingen af dem havde den kristelige Fuldkommenhed, vilde kræve den af hinanden; saa den ikke apostoliske Menighed vilde kræve en Lærestand, der baade levede, lærte og led aldeles apostolisk, og den ikke apostoliske Lærestand vilde kræve en apostolisk Menighed, der holdt lige saa fast ved deres, som ved Herrens egen Lærdom, og saaledes vilde Lærdommen snart blive stillestaaende, og Menigheds-Troen blive lænkebunden dertil, saa Friheden forsvandt, og Livskraften fortæredes, lige saa vel der som i Stats-Kirkerne.

Derfor tror jeg, Vorherre vil skaffe os en fri Folke-Kirke, hvori baade Herrens og Landets Folk, baade Menigheds-Troen og Skrift-Klogskaben, og alt hvad der har nogen aandelig og hjærtelig Ret, kan komme til sin Ret, og hvor ogsaa Urettens Hemmelighed kan aabenbares, som den maa, før end »Kristus og Belial« klarlig kan skilles ad i modsatte Lejre til Ragnaroks-Kampen, som ogsaa er forudsagt og skal krones med Sandhedens soleklare Sejer. At en saadan fri Folke-Kirke ganske rigtig aldrig har været til, siden de kristne bandsattes og udeluktes af Synagogen, det behøver man ikke at fortælle mig; og at den vil være et mageløst Underværk, som selv de fleste Discipler ej vil tro Muligheden af, før de ser det, det har jeg længe tænkt; men derfor er det dog ikke mindre rimeligt i mine Øjne, at Herren i alle Maader vil have sin Menighed til at være i denne Verden, ligesom han var, og at den store Pinsefest for Menigheden maa komme i sin Fylde i Grunden under samme Forhold, som den kom for Apostlerne.

Ser vi endelig paa Danmarks Riges Grundlov, da kan vi finde, at den Menigheds-Frihed, som Talen er om, svarer ganske til den Frihed under Statens Tilsyn, som er tilsagt Kommunerne, saa den maa findes aldeles i sin Orden, naar man indser, at Menigheds-Forholdet er, i aandelig og hjærtelig Forstand, aldeles kommunalt og maa ordnes med Frihed, naar det skal være gavnligt og glædeligt, men kan, som et Tros- og Tillids-Forhold, umulig ordnes sognevis.

516

19. Menneske-Historien og Bibel-Historien hos Jøderne og de kristne.

»Ord gaar, mens Skrift staar«, det er et af vore gode Ordsprog, som vist nok kan betyde, at i Spørgsmaal om »mit og dit« er Skrift langt anderledes lovfast end det mundtlige Ord, men som dog i en langt dybere Betydning fastsætter Forholdet mellem »Ord og Skrift«, som det »gaaende« med Livs-Røre, og det »staaende« med Døds-Stille; thi naar man en Tid lang har indbildt sig, at Skriften hartad gjorde Talen overflødig, eller at dog det mundtlige Ord, for at være forsvarligt, paa det strængeste maatte rette sig efter en Bog, da havde det aabenbar sin Grund i en lige saa latterlig som sørgelig Miskjendelse af Menneske-Livet i det hele, der netop ved det mundtlige Ord hæver sig over det umælende, ligesom det da ogsaa er indlysende, at havde Mennesket ikke først haft Mund til at tale med, da skulde han til Verdens Ende nok have baret sig for at faa Pen til at skrive med.

Saa snart derfor Mennesket vaagner til Bevidsthed, som den eneste Skabning paa Jorden i Skaberens Billede, den eneste, der kan tale om og med sin guddommelige Skaber, da falder det ham aldrig ind at forgude nogen Bogstav-Skrift, der, naar den er allerbedst, dog kun er et dødt Tegn og en tom Skygge af det levende Ord, som maa findes hos Læseren selv, naar han skal kunne forstaa Skriften eller have mindste Gavn deraf.

Naar man imidlertid ved et Ord med »Aand og Liv« er sat i Stand til at læse og forstaa, da kan man unægtelig have saare megen baade Nytte og Nydelse af gode Bøger, og da især af gode Historie-Bøger, som, netop fordi de er døde Ting, kan trodse Døden og kan være baade de varigste og sikreste Mindesmærker om Menneske-Livet i den forbigangne Tid. Derfor har ogsaa den samme Herre, som ved Daaben og Nadveren taler 517 det evige Livs-Ord og det himmelske Lys-Ord til alle Slægter, og som ved sin Aand vil sørge for, at der altid er »levende Røster« til at udraabe og bevidne, udbrede og udtyde dette hans Evangelium, - den samme Herre, som var »førend Abraham«, har ogsaa ved sin Aand begavet os ved to mageløse Bøger, som er hele Kristenheden bekjendte under Navn af det gamle og det ny Testamente, og som især ved deres historiske og profetiske Indhold kaster Lys for os baade over Fortid og Fremtid.

Herved har nu Vorherre unægtelig givet til Kjende, at han vilde have baade Bog-Læsning og Bog-Lærdom eller Skrift-Klogskab hos sit Folk paa Jorden; og i den ny Kristenhed er Bog-Lærdommen og Skrift-Klogskaben bleven baade nødvendigere og vanskeligere, fordi vor hellige Skrifts Grund-Sprog baade er fremmede for os og hører til de saa godt som »døde Sprog«, der ikke mere tales af noget Folk, saa man med Møje maa stave sig til dem og kan kun ved et Pinse-Jærtegn faa dem saa meget i sin Magt, som man enten har sit Modersmaal eller kan dog tænkes at faa et andet »levende Sprog«.

Under disse Omstændigheder er det vist nok intet Under, at Guds-Folket, den kristne Menighed, hos os hidtil ikke nær har haft;alt det Gavn af den hellige Skrift, som den er skabt og skikket til at yde; men vel maa det synes sært, at vore skriftkloge har kunnet falde i den samme Snare som Jøderne, der ransagede Skrifterne, som om de deri kunde og skulde finde et evigt Liv, thi ikke blot lastede Vorherre Jesus Kristus det strængelig hos Jødernes skriftkloge, at de, i Steden for af Skrifternes Vidnesbyrd at lade sig drive til ham, som har Livet at meddele, vilde med Skrifterne gjøre ham overflødig, men vore skriftkloge havde heller ikke den Fristelse til at forgude deres egen yderst tarvelige Skriftklogskab, som Jødernes skriftkloge, der havde samme Modersmaal som Moses og Profeterne, og kunde derfor let indbilde sig, at Skriften for dem var baade et levende og klart Guds-Ord. Vi veed imidlertid, at vore skriftkloge baade, trods Herrens strænge Advarsel, har tilegnet sig de jødiske skrijftkloges Indbildning, og har for en stor Del saaledes forhærdet sig deri, at de udraabe Aandens og Menighedens nødvendige Gjenmæle derimod for en Bespottelse af den hellige Skrift, uagtet vort Gjenmæle, langt fra at modsige Skriften, stemmer klarlig overens dermed, og revser kun de skriftkloge, der vil sætte sig selv, deres eget Ord og deres egen Skrift i Steden for Guds-Ordet og den hellige Skrift, eller dog stille sig selv imellem dem og Menigheden, hvorved de endnu langt klarere 518 end Jødernes skriftkloge bemægtiger sig, som Herren sagde, »Kundskabs-Nøglen«, og kommer dog ikke engang selv ind, men spærrer kun Vejen for dem, som vil ind.

Dette gjælder imidlertid kun om de saakaldte rationalistiske eller aabenbar vantro skriftkloge, der ingenlunde vil have den hellige Skrift, men deres egne Omskrivninger troede eller dog tagne for gyldige til at bestride den kristne Tro, thi Morten Luther og de troende skriftkloge af hans Skole, de paastod vel ogsaa, at Troen paa Skriften, som i Livet maatte blive en Tro paa de skriftkloge, var en Saligheds-Sag, og at de baade kunde og skulde udlede og bevise den kristne Tro af Skriften, men ved bestandig at forudsætte som en afgjort Sag, at den kristne Tro, der skulde udledes og bevises af Skriften, var den selv samme oprindelige Kristen-Tro, som vi ved Daaben bekjende, og ved aabent at tilstaa, at det var kun ved den Helligaands Oplysning, de kunde udlede og bevise den kristne Tro af Skriften, derved stræbte de aabenbar at opbygge med den ene Haand, hvad de nedbrød med den anden, og kunde aldrig, uden klar Selvmodsigelse, nægte, at der maatte være et andet Troens Ord end Skriften, hvormed man skulde bekjende sig til den kristne Tro og hvorved man fik den Helligaand til at forstaa og forklare Skriften. Saa snart vi derfor indsaa dette, maatte vi, netop som Luthers ægte Børn, lade de Paastande falde, som vi fandt uforenelige med Sandheden om Guds-Ordet og den Helligaand, og vi gjorde det med Glæde, fordi Tiden havde viist, at de uforsvarlige Paastande om Skriften som Tros-Grund og Tros-Regel kun forvirrede Menighedens Tankegang og gjorde den enten overtroisk eller tvivlraadig, enten lunken eller voldsom, altid aandløs og hartad livløs.

Men til hvad Nytte er den hellige Skrift da nu Menigheden, naar den hverken er Tros-Grund eller Tros-Regel? det er Spørgsmaalet, hvormed Bog-Ormene plager os, og skjønt vi ikke skylder dem andet Svar, end at det maa Vorherre vide, og det maa Tiden vise, naar Skriften dog ikke længer er Menigheden til mere Skade end Gavn, og bliver benyttet i Herrens Aand og ved hans Lys; men Menigheden skal vi dog gjærne meddele al den Oplysning om Skriftens Nytte og Brug, som Aanden skjænker os.

For det første er det os nu alle indlysende, at Guds-Folkets skriftkloge til alle Tider behøver den hellige Skrift, for at være sunde i Lærdommen, da det kun er ved Hjælp af den, at de i 519 mange Tilfælde kan i deres egen Tankegang skjelne tydelig mellem den Helligaands og deres egen Aands eller andre vildfarende Aanders Indskydelser, og at Skriften i denne Henseende er os dobbelt uundværlig, da Apostlernes Prædiken under Pavedømmet blev saa forvansket, at vi maa stræbe fra Grunden af at rense og klare den. Det er imidlertid kun en mindre Del af den hellige Skrift, egentlig kun Apostel-Brevene og Herrens Taler hos Evangelisterne, hvis Uundværlighed for Lærerne, og gjennem dem for Menigheden, herved tydelig fremstilles, medens især det gamle Testamente, hvis Indhold næsten helt igjennem er hvad man kalder historisk og profetisk, synes at blive hartad overflødigt.

Hertil svare vi vist nok med rette vore Modstandere kort og godt, at om nu saa var, at den gamle Pagts Bog, der har gjort ubeskrivelig megen Nytte hos Jøderne, paa hvis Sprog og til hvis Brug den aabenbar nærmest er skrevet, herefter ej gjorde de kristne anden Nytte, end at oplyse dem om Kristendommens Forberedelse og Forudsætninger, saa var det dog meget nyttigere for Menigheden, end om man vedblev, til Trods for den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben og til Trods for sund Menneskeforstand, at mynte saa kaldte kristelige Tros-Artikler af Jødernes hellige Skrift, og det uagtet Kristendommen maatte være falsk, dersom den kunde være ældre paa Jorden, end Vorherre Jesus Kristus selv. Heller ikke kan vi i Grunden meddele Menigheden nogen anden sund Oplysning om den gamle Pagts Bog, der for de kristne ikke er eller maa være nogen Lov-Bog, som den først og fremmest var for Jøderne, men vi kan og skal dog, meget bedre end hidtil, oplyse Menigheden om, af hvilken gjennemgribende Vigtighed denne Kristendommens Forberedelse og Forudsætning, som den gamle Pagts Bog I erer os at kjende, er for hele det kristelige Menneske-Liv, der uden denne Oplysning lige saa lidt kan fuldføres, som det uden den kunde begyndes.

Dette er vist nok ikke andet end hvad den kristne Menighed til alle Tider har følt, og i Luthers Skole klarlig viist, ved den høje Pris, der sattes paa den saa kaldte »Bibelhistorie« og det snart mere paa det gamle end paa det ny Testamentes Bibelhistorie; men det skal heller ikke være noget splinternyt, som blandt kristne altid er splittergalt, men netop det ældgamle, oplivet og bedre oplyst, saa man ikke betragter Historien i den gamle Pagts Bog som Bogens Historie om sig selv (Bibelhistorie 520 dvs. Boghistorie), men som det gamle Menneskes Historie i sine bedste Klæder og i sit højeste Forhold, sit Forhold til Gud og Næsten, baade efter Loven og efter Naaden.

Naar vi nu i Lighed hermed betragter Historien i den ny Pagts Bog som det ny Menneskes Historie, da ser vi strax, at den, langt fra at være saa tydelig og fuldstændig som det gamle Menneskes Historie, tvært imod kun er det første Hovedstykke, der svarer til Mose-Lovbogen, da det ikke blot er Johannes Aabenbaring, men i det hele ogsaa Apostel-Brevene, der maa betragtes langt mere i et profetisk end i et historisk Lys. Dette kan nu slet ikke forundre os, naar vi har besindet os paa, at Historien er en Idræts-Bog, der ikke kan gaa forud for det Liv og Levned, den skal beskrive, saa at Kristi og hans Apostlers Idræts-Bøger kun lod sig fortsætte i Tidernes Løb hos Kristen-Folket selv, ligesom Jøde-Folkets Historie fortsattes fra , Moses til Nehemias. Skulde derfor noget i denne Henseende forundre os, da maatte det være, at Gud ikke hos Kristen-Folket, saaledes som hos Jøde-Folket, har opvakt og oplyst en Række af skriftkloge Mænd til, i samme Stil og med samme Gyldighed som Evangelisterne, at skrive Menighedens Historie, i det mindste til Morten Luthers Dage; men blandt de mange slemme Vaner, vi maa aflægge, for at se Lys i Herrens Lys, er da ogsaa den slemme Vane, at gaa i Rette med Vorherre om, hvad han ikke har gjort, i Steden for at finde alle Herrens Gjerninger rette, betragte, forstaa og prise dem.

Ligesom Herren derfor alt har lært os i den saakaldte Bibel-Historie at se Menneske-Historien fra Adam til Kristus, saaledes skal vi tænke, han baade kan og vil i betimelig Tid oplyse os til en Beskrivelse af det ny Menneske-Liv hos Kristen-Folket, for saa vidt som det behøves til Livets Udvikling og Forklaring. Det er nemlig, som vi nu kan se, en saakaldt »Kirke-Historie«, en god Del bedre end Evsebs og Bedas, for ej at tale om de følgende, og da denne maa forholde sig til den gamle Menneske-Historie, ligesom det ny Menneske forholder sig til det gamle, og ligesom det kristelige Guds-Folk forholder sig til det jødiske, saa kan den først skrives til Nytte, naar dette Forhold har klaret sig, saa vi i Jøde-Folkets og det gamle Menneskes Liv ikke blot ser en nødvendig Forberedelse og Forudsætning, men ogsaa et oplysende Forbillede, der ingenlunde skal efterlignes, men forklares.

Da nu Kristen-Folket ikke blot adskiller sig fra Jøde-Folket ved at være et Udvalg af alle Folk, medens Jøderne 521 var det fra alle andre adskilte og udvalgte Folk, men i det hele ved at være slet intet verdsligt, men et rent aandeligt Folk, der kun i Aanden har Liv, Modersmaal og Fæderneland til fælles, og da de skriftkloge dog, lige fra Apostlernes Dage til Luthers, har betragtet Kristen-Folket som et Verdens-Folk, omtrent lige saadan udvalgt af Gud, som Jøderne, saa var det paa en vis Maade rigtigt, ved Reformatjonen (Fornyelsen) at slaa en Streg over hele den mellemliggende saa kaldte Kirkehistorie, og tage fat, hvor Apostlerne slap; men Fejlen var den, at man ikke blot slog Streg over de Ypperstepræster og skriftkloge i Kirkehistorien, men ogsaa over Menigheden og dens Tro, og drømte sig til en aandelig Kristenhed i Luften, uden aandelige Kjendemærker, under Navn af den usynlige Kirke, medens i det virkelige Liv den saakaldte synlige Kirke hos Protestanterne beholdt det samme verdslige Præg som under Roms saakaldte kristne Kejsere.

Først nu, da vi har opdaget Kristenfolkets aandelige Kjendemærker i det med Guds-Ordet sammensmeltede Menigheds-Ord, vel usynligt, men derfor ingenlunde mindre virkeligt og kjendeligt, nu først kan vi, med Guds Hjælp, tage levende fat, hvor Apostlerne slap, uden at ville grave Brønde ved Siden ad de »levendes Kilde« i Daaben efter Herrens Indstiftelse, og uden at gjøre mindste Brud paa den levende Kjæde, som ved Herrens Bord forbinder og skal forene os med Herrens Apostler. Nu vil vi da ogsaa Dag for Dag kunne gjøre mere levende, fuldstændig Brug baade af den gamle og den ny Pagts Bog, af Spaadommen saa vel som af Historien og Lærdommen, og da sender Herren os nok i rette Tid ved sin Engel den lille Bog, hvorom der staar i »Aabenbaringen«, at den maa spises og fordøjes, for at Fremtiden kan blive os omtrent lige saa lys som Fortiden.

Sagen er nemlig den, at ligesom Menneske-Livet hos enhver af os, naar vi leve vor Alder ud, har en Barndom, en Ungdom, en Manddom og en Alderdom, saaledes maa Menneske-Livet ogsaa i det store og det hele, hos hvert Menneske-Folk og hos hele Menneske-Slægten, have de samme fire Aarstider, og det samme Anlæg til i dem at udvikle sig fra Dunkelhed til Klarhed, men naar, trods Synden og Døden, Adams faldne Kjøn skal udvikles i Guds-Menneskets Retning og naa Maalet, da maatte der af Guds Naade ske mange underlige Ting saa vel i Tidens Løb som i Tidens Fylde, og deriblandt er da ogsaa den hellige Skrift, som til Indledning giver os i paalideligt Udtog Menneskets Barndoms-Historie til Tungemaalenes Blanding, 522 giver os udførlig Menneskets Ungdoms-Historie hos Abrahams-Folket som den førstefødte, og endelig Manddoms-Historiens Begyndelse med den kvindefødte Guds-Søns Manddom og Stiftelsen af Kristen-Folket, der gjennem Manddommen og Alderdommen skal fuldende Menneskets Levnedsløb, men med en ny Livs-Kraft, saa hverken Øjnene dummes, eller Ryggen bøjes paa de gamle Dage. Da imidlertid ingen af Hedning-Stammerne kunde gaa i Spidsen ved Israels Frafald, saa synes den kristelige Udvikling at standse i Middelalderen, mens Hedningerne faar paa en Maade en jødisk Opdragelse. Det er Tempel-Forgaarden, given til Hedningerne, som ikke skal opmaales, men dog heller ingenlunde overses, da ikke blot det gamle Menneske-Liv ogsaa her er Forbillede paa det ny, men det ny Liv, som altid følger med Troen og Daaben, baade maa forudsættes virksomt og beviser sig i Fornyelsen ved at komme for Lyset, som

den Søn under Ø,
der haver den Skæbne, han aldrig skal dø,
og aldrig sin Klædning opslide.

Naar Menigheden saaledes lærer, ikke at bygge enten sin Tro eller sit Liv paa Bøger, som aabenbar selv fattes begge Dele, og om hvis Oprindelse, Ægthed, Oversættelse og Forklaring der kan trættes til Dommedag, men grunder Bøgerne paa den vel bekjendte Tro og det vel bevidnede Menneske-Liv hos Jøder og Kristne, der gjør eet i Vorherre Jesus Kristus, da skiller Kristen-Folket sig derved vist nok med Pennen lige saa skarpt fra den saa kaldte lærde Verden, som Menigheden med sin mundtlige Daabs-Pagt skiller sig fra Verdens-Aanden, med alt hans Væsen, .og det er, hvad man kalder »aaben Fejde«; men det er ikke længere den forvirrede, uendelige Trætte med mere eller mindre Selvmodsigelse, som har været saa aandsfortærende, det er klarlig Liv imod Død og Lys imod Mørke, følgelig ogsaa Sandhed mod Løgn i Aandens Rige.

Naar nemlig den kristne Menighed holder sig med sin Fællestro udelukkende til Herrens Munds Ord ved hans tilsvarende Gjerninger i Daaben og Nadveren, baade som Livs-Kilde og Livs-Næring, og naar Menighedens Lærere, som skriftkloge paa Guds Rige og paa Menneske-Livet, aldrig binder Byrder af Skrifterne til Menigheden, men paatager sig gladelig Ansvaret for deres Overensstemmelse baade med den kristne Tro og med alt, hvad Mennesket virkelig veed om sit Liv og dets Forhold 523 til Gud og Verden, da vil Menigheden daglig voxe baade i aandelig Livskraft og i menneskelig Livs-Oplysning, saa den vantro Verden skal nødes til at beundre det kristelige Menneske-Liv og paakalde Mørket mod det alt for straalende Lys.

Med denne Vished og med dette Fremsyn kan jeg naturligvis kun smile ad alle de Beskyldninger, man gjør imod mig, enten for Lyssky og Uvidenskabelighed, eller især for Vankundighed i Kirkehistorien, Hang til Papisten, Uærbødighed for den »hellige Skrift« og Nedbrydelse af Menighedslivet og det kristelige Fællesskab; thi vel skulde det gjøre mig bitterlig ondt, om man derved lukkede et eneste Øje for det kristelige Livs-Lys, som jeg stadig peger paa; men det veed jeg, man kan ikke, dertil er Ordet for stærkt, Aanden for viis, og Herren for trofast, saa Mørket skal herefter lige saa lidt kunne skjule Guds Stad, som Helved-Porten kan lukke sig over Vorherres Menighed.

Menneske-Historien fra Abraham til Kristus og fra Kristus til os skal godt kunne bære sin Forudsætning, som er Slægte-Bogen fra Adam til Abraham, derfor borger hans Visdom, som ikke kan lyve, og som talte med vor Hjemmelsmand, Moses, som en Mand taler med sin Næste, baade paa Sinai og paa Thabor. Ordet er ikke af Skriften, men Skriften er af Ordet, af Guds-Ordet, som var før Bøgerne og før Bjærgene blev til, ja, er fra Evighed til Evighed!

524

20. Hænderne og Røsten i Rom og Jerusalem.

» Røsten er Jakobs, men Hænderne er Esavs«.

Med dette verdensberømte Ord udtrykte den gamle Isak aabenbar en langt dybere Sandhed, end man hidtil fandt deri, og sagtens dybere, end han selv vidste, skjønt det er klart, at dersom han virkelig lod sig skuffe af Hænderne, da var det, fordi han, ligesom Esav, som Romerne, og som alle Verdens-Folkene, trode »Hænderne« bedre end »Røsten«. Naar vi nemlig betragter de menneskelige Vilkaar i det sande Lys, som oplyser hele det til Verden komne Menneske, da ser vi strax, at der er for Mennesker hverken mer eller mindre end to Slags Virkelighed med tilsvarende Virkekredse, nemlig Mundens og Haandens, som, da de begge ere menneskelige, ingenlunde udelukke hinanden, men har dog i denne Verden meget ondt ved at forliges, og strides derfor sædvanlig paa Liv og Død om Herredømmet, hvorfor Odin i Havamaal siger meget vittig, at »Haand og Mund« er to Enherjer, altsaa valhalliske Medbejlere, som daglig slaar hinanden ihjel, men staar ogsaa daglig op til Kampens Fornyelse.

Naar vi nu i Menneskeslægtens store Levnedsløb vil betragte denne mageløse Kamp og dens Indflydelse paa Menneske-Livet og dets Oplysning, da viser den sig vel klarest i Modsætningen mellem Bogstav-Skriften, som er Haandens, og Tale-Røsten, som er Mundens Værk, da de aabenbar strides om, hvem der skal beholde Ordet, men det er dog kun et Syn for Bogorme, saa vi maa heller fæste Øje paa den store Skueplads, h vor Hænderne kæmper med Røsten om, hvem af dem der skal beherske Livet og Lyset og dermed hele Verden.

Naar vi nu siger: Røsten er Jerusalems, men Hænderne er Roms, da har vi dermed kun nævnet en verdenshistorisk 525 Kjendsgjerning, som hele den oplyste Verden nødes til at indrømme, og vil i det mindste endnu heller ikke krympe sig ved, da den endnu hylder den romerske Oplysning, at Hænderne har den stærkeres Ret til at raade over Røsten, og dermed, saa vidt det er Mennesket muligt, over hele Verden.

Hermed staar vi midt i Kristen-Folkets uforligelige Strid med alle Verdens-Folkene i Oplysnings-Sagen, og da især i Oplysnings-Tiden, thi Kristen-Folket bygger ej blot paa den Grundsætning, at Røsten med Aandens Ret ogsaa har den stærkeres Ret over Hænderne og dermed over hele Verden, men Kristen-Folket erklærer sig selv for en Skabning af Aandens Røst, som gjenfødtes i Jerusalem og udgik der fra paa glødende Tunger til Verdens Ende, saa der skal ikke være nogen Vraa, hvor jo Røsten, trods al Verdens Hænder, skal høres, saa i Kristen-Folket, som en udødelig Kæmpe, fører Menneske-Røsten sin gamle Kamp med den selvraadige og herskesyge Menneske-Haand, i det Haab, at den, sammensmeltet med Guds-Røsten, skal omsider vinde afgjørende Sejer, som skrevet staar: Himmel og Jord skal forgaa, men mine Ord skal ikke forgaa.

Uforgængeligheden, det er nemlig det eneste visse Kjendemærke paa den sande Virkelighed, saa alt, hvad der omsider slides op, var det end først i Millioner Aar, det var dog ikke den ægte Virkelighed, som skrevet staar: selv Himlene ældes, de skal omskiftes som et Klædebon, men dine Aar faar aldrig Ende, saa at dersom Røsten og Troen derpaa engang sledes op, men Haanden og det haandgribelige ikke, saa havde Haanden vundet, ligesom i modsat Fald Røsten vil have vundet, hvor tit den saa end syntes kvalt i Struben af stærke Næver.

Rejser vi saa i Tankerne til Rom og til Jerusalem, som de nu er, da finder vi vel, at Tiden har taget haardt paa dem begge, saa ingen af dem har Udsigt til den Evighed, de en Gang gjorde sig Haab om; men hele Verden er dog enig om, at Jerusalem, der kun er som en Skygge af sig selv, skjælvende for de Voldsmænds Hænder, der ikke agter Røsten for mere, end hvad de træde paa, den er ingen Ting ved Siden ad det stolte Rom, der vel ikke længer haandgribelig behersker Verden, men er dog endnu Hovedsædet for, hvad Verden kalder den mægtigste Røst paa Jorden i Haandens Skygge, og er Hovedsædet for Haandens skjønne Kunster, hvis Dyrkelse er den eneste, den store Verden nu tilskriver »Aand og Sandhed«. Lægger vi nu hertil, at den romerske Betragtning af Menneske-Livet, hvori 526 Hænderne er Hovedsagen, er saa vidt udbredt og saa vel grundfæstet som baade Pavedømmet og Latinskolen, da kan Hændernes Sejer over Røsten let (som den udøvende Magts over den lovgivende) synes lige saa afgjort, som Roms over Jerusalems, i de Dage, da Kejser Avgustus i Rom udgav den Forordning, hvorefter den højt frugtsommelige Guds-Ords Moder maatte slæbe sig frem fra Nazaret til Bethlehem, for at føde i en Stald og svøbe i en Krybbe, eller da den romerske Statholder i Jerusalem, Pontius Pilatus, lod Ordet, som var blevet Kjød, hudstryge og korsfæste.

Dette mener den oplyste Verden ogsaa virkelig, og Kristen-Folket har ingen Grund til at trættes med Verden derom, da vi godt, uden at opgive det mindste af Røstens Ære eller af vort Haab om dens endelige Sejer, kan svare: lad saa være, at den haandfaste romerske Betragtning maaske nu er den afgjørende Sejer over den jødisk-kristelige, aandsfaste Betragtning af Mennesket og hele Verden som Ordets Odel og Røstens Arv, lige saa nær som Rom, dens verdslige Arm, var sin Sejer over Israel, Guds aandelige Kæmpe, da Kristus blev født, og da han blev korsfæstet; saa fulgte deraf jo ikke mere, end at enten var Menneske-Røsten med Aand nu saa lav, at den maatte have gode Stunder til at hæve sig, før den igjen kunde vise Verden sin Kraft, eller at den, i værste Fald, var sunken i Jorden som den korsfæstede, saa der maatte en Paaske-Morgen til at bøde paa Langfredags-Mulmet; men om en af Delene end nys har været Tilfældet, saa er det dog ej længer saa; thi Røsten løfter sig nu paa ny saa kongelig, at, har den nys været spæd, da er den voxet en guddommelig Væxt, eller, var den nys begravet, da er den sejerrig opstanden. Vel tør vi ikke i denne Henseende beraabe os paa, hvad man i Verden kalder »Folkets Røst«, der i vore Dage synes idelig at byde Næve-Retten i Fyrstemagten Trods, og lige saa lidt paa, hvad man i Verden kalder »Kirkens Stemme«, thi hvor Røsterne viser, det er dog ikke paa Aanden, men paa Haanden de stoler, ligesom Zevs paa de hundred-armede, der er det altid i Grunden Haanden, som vinder baade Magten og Æren. Hvor derimod Kristen-Folket frit opløfter Røsten til at forherlige Aanden og fordømme Næve-Retten med de lange Arme, som en Ret til at lukke Munden, der beviser det unægtelig, at endnu lever Røsten og har Mod til at prøve, hvem der er stærkest.

Uagtet det imidlertid kun er til Enden, det kan vise sig, om Haanden eller Røsten i Grunden har den stærkeres Ret, saa er 527 »Ret« dog i sig selv noget, der ikke beror paa Styrke eller Overmagt, men kun paa den »evige Sandhed«, som altid har Ret, og borger sig selv for Almagten, da alt, hvad der er udenfor Sandheden, hvor virkeligt det end kan synes, dog nødvendig er falsk, og maa, naar det kommer for Lyset, i alle Maader blottes, og paa een Gang miste al den Ret og al den Magt, som det kun paa Sandhedens Bekostning syntes at have.

Rets-Spørgsmaalet mellem Hænderne og Røsten, og dermed mellem den haandfaste og den aandelige Betragtning og Brug af Menneske-Livet, beror da aabenbar paa det Forhold, hvori de staar til den evige Salighed, og da Pilatus vendte det store Sandhedsvidne Ryggen med det haanlige Spørgsmaal: »hvad er Sandhed!« da udtrykte han uforbederlig de selvraadige og herskesyge Hænders afgjort fjendtlige Forhold til den evige Sandhed, som da nødvendig maa være gjensidigt, saa de Hænder, som vil beherske Røsten og hele Verden, maa nødvendig have den evige Sandhed imod sig, hvis der er en evig Sandhed, hvad dog ikke kan nægtes uden dermed at bekræftes, da jo saa Benægtelsen af den evige Sandheds Tilværelse maatte selv være den evige Sandhed, hvis Utilværelse den paastaar, og røber sig derved i soleklar Selvmodsigelse som den vitterlige Løgn. Derfor ser vi ogsaa, at da Haanden første Gang gjorde Oprør mod Røsten midt i Paradis, og plukkede af det forbudne Træ, da var det i Forbindelse med den grove og vitterlige Løgn: det er ikke sandt, hvad Gud har sagt; thi det var jo en vitterlig Løgn og Sandheds-Fornægtelse, da det er soleklart, at enten maatte der ingen sand Gud være til, og da havde han heller ikke sagt noget, eller ogsaa maatte det være sandt, hvad den sande Gud sagde.

Det er i Følelsen heraf, at den falske Oplysning, der forudsætter det haandgribelige som det eneste virkelige for Mennesker, og vil dog, om mulig, bevare Skin af Ærbødighed for Sandhed, er kommen paa det fortvivlede Indfald, at benægte Menneskeordets Bekvemhed til at udtrykke Menneskets inderste og dybeste Tanker, hvoraf da skulde følge, at man godt kunde soleklart modsige sig selv, uden dog derved at gribes i vitterlig Løgn, da man kunde trække sig selv tilbage til det uudsigelige, der nok skulde kunne være sandt, skjønt det kun lod sig udtrykke med Løgn; men dette Indfald er jo rent fortvivlet, fordi man derved rask udsiger, hvad man selv kalder uudsigeligt, og vil vedblive at give os Oplysning om altings Grund med det Ord, man erklærer udueligt dertil, saa Selv- 528 modsigelsen bliver saa grov, at man ligesom med Hænder kan tage og føle paa den, og endelig, fordi intet Menneske, der elsker Lys, kan tage for Oplysning, hvad der med Flid indhyller Menneskelivet i et uigjennemtrængeligt Mørke, da vi alle veed med os selv, at det sanddru hos os søger Lyset, medens det falske kun kan trives i Mørke.

Naar nemlig Verden lader, som den slet ikke vidste, hvad Sandhed i sig selv er, og at Ordet er lige saa vel skikket som skabt til at udtrykke det usynlige, som det er, da veed vi dog med os selv, at alle Mennesker baade kan og bør vide det, da vi jo alle, som kan tale, ogsaa kan udsige, hvad vi tænker og tror om os selv og hinanden, og at Sandhed netop er Udtalelse af det virkelige, som det er, saa at naar vi omtaler vor Tro og Tanke, som vi veed, de ikke er, da lyver vi vitterlig. Dette er den sande Samvittighed, som Mennesket vel kan fornægte, fordi han kan lyve, men aldrig blive kvit, fordi al aandelig Sandhed er evig. Følelsen heraf og den deraf udspringende Frygt for Helvede eller evig Fordømmelse, hvor Ormen ikke dør, og Ilden aldrig slukkes, den var det, som nødte den falske Oplysning til at fornægte det evige Liv og kaste sig i Armene paa den evige Død, som Fredens sikre Havn; men dermed satte den sig i aabenbar fjendtligt Forhold, ej blot til den levende Gud, men ogsaa til hele Menneskelivet, som den betog sit Maal, sit Haab og sin Trøst, saa det maatte enten føre til, at Menneskelivet blev et fortvivlet Helvede paa Jorden, eller at Menneskelivet benægtede sig selv som det vitterlig er, og udgav sig for et vanskabt Dyreliv, der, ved at rense sig selv for alt menneskeligt, maatte stræbe at tilbagevinde sin dyriske Uskyldighed og Ligegyldighed for Liv og Død, som for Tid og Evighed.

Af alt usynligt beholdt da Haands-Begrebet, som et Haandværks-Begreb om Menneskelivet, kun Løgnen, Mørket og Døden paa sin Side, og kunde ikke engang tilskrive dem Virkelighed, uden at benægte sin egen Grundsætning om det haandgribelige, som det eneste virkelige i Modsætning til alt det uhaandgribelige, følgelig baade til Sandhed og Løgn, baade til Lys og Mørke, baade til Liv og Død, og at vi har sluttet rigtigt, det viser baade den romerske saakaldte Oplysnings-Tid, fra Julius Cæsar til Didrik af Bern, og den tilsvarende Tid, især i de romanske Lande, fra Ludvig den ellevte til Ludvig den attende.

Allerede heraf maatte man formode, at Røsten fra Jerusalem, 529 der altid havde Hænderne fra Rom imod sig, baade først og sidst har Sandheden, Lyset og Livet med sig, som skrevet staar: jeg er Sandheden og Livet, og atter: jeg er Verdens-Lyset? og jo mere vi kjender til Jern salems og Kristen-Folkets Historie, des klarere bliver denne Forbindelse os, og des upaatvivleligere bliver vort Sejershaab, hvor mørke end de nærmeste Udsigter maatte være.

Betænker vi saaledes, at Kejser Augustus i Rom og Jesus Nazaræus, Jødernes Konge i Jerusalem, var samtidige, og at, trods den gjennemgribende Forskjel mellem Verdens-Kejseren og Kongen, hvis Rige var ikke af denne Verden, disse to, i hele den dannede Verden navnkundige Mænd, dog virkelig var hinandens Medbejlere til Navn af den store Freds-Fyrste, kommen i Tidens Fylde, med det længe attraaede, savnede og forventede Gyldenaar, og vilde bægge tilbedes som den guddommelige Frelser, der maatte følges med uindskrænket Tillid, paa den ny Bane fra Mørket til Lyset, fra Splid til Enighed og til den rolige Nydelse af Livet i hele dets Fylde; naar vi betænker det, og lægger Mærke til Udfaldet, da ser vi klarlig, at Haands-Begrebet paa sit romerske Højsæde, som Skriften kalder Satans Stol, blev saa dybt beskæmmet, som det vel paa Jorden var muligt, af Mund-Beg rebet i Jerusalem, med Korset til sit Højsæde, som Skriften kalder Naade-Stolen i Blodet Medens nemlig Verdens-Kejseren i Rom paa sin Dødsseng maatte nøjes med den Trøst at have spillet sin Rolle i det store Skuespil udmærket, da havde Jødernes Konge i den anden Verden sit Paradis at dele, selv med en bodfærdig Røver, og hvor højt man end vilde skatte Oplysningen, Freden, Velstanden og Livsnydelsen i Kejser Avgusts saakaldte gyldne Tid, saa blev det dog lige vist, at for Menneske-Livet har der aldrig været en sørgeligere Tid end den, der udviklede sig under Tilbedelsen af Kejser Avgust, under den Oplysning, der forgudede ham, og under den Tingenes Orden, som han grundede paa Næve-Retten, medens man, paa den anden Side, hvor lidt man end troede paa Kristi Opstandelse og Himmelfart, og paa den Helligaands Udgydelse over hans Apostler med glødende Tunger, ej kan miskjende, at under Kristi Tilbedelse som Guds-Ordet, der blev Kjød, under den Oplysning, der var i hans Aand, og under den Tingenes Orden, som han grundede, opblomstrede Menneske-Livet i den ædleste, lyseste og glædeligste Skikkelse, som det nogen Sinde, siden Synden og Døden kom til Verden, har haft under Solen, saa vi siger med rette, at 530 Forskjellen mellem Tids-Fylden, Gyldenaaret, Freden og Oplysningen, i Jerusalem og i Rom, er Forholdet mellem det ægte og det uægte, det sande og det falske, Virkeligheden og Skinnet.

At nu Romerne meget let kunde komme til at hylde den falske Oplysning, der vil bortforklare baade Guds evige Liv og hele det Menneske-Liv, der forudsætter dette evige Liv og attraar Delagtighed deri, og vil forklare hele Verden og Dyre-Livet, selv i den menneskelige Skikkelse med Selv-Bevidsthed, Mund og Mæle, af Haandværks-Begrebet, aldeles haandværksmæssig (mekanisk), det maa vi for saa vidt kalde naturligt, som det saakaldte Romer-Folk, efter sin egen Beskrivelse, fra sin Tids-Fødsel til sin Tids-Fylde, fra sin spæde Barndom, gjennem hele sin Ungdom og Manddom, havde, saa vidt muligt, ført et selvklogt Rovdyrs-Liv og udrettet alt deres Storværk med Hænderne, og derved haft Lykke til at indtage baade Ægypten, Karthago og Grækenland, ja hvad de kaldte hele Verden, saa dette Folk maatte jo vel fristes til at sige med Senakerib: hvilken af alle Hedningernes Guder har vel kunnet frelse sit Land af min Haand? ja, til at spørge med Farao: hvem er den Jehova, hvis Røst jeg skulde lyde? men dog hører vi paa den romerske Høvedsmand i Kapernaum, at selv Romere kunde det slaa, at Røsten af det mundtlige Ord havde dog i Grunden baade Ret og Magt til at raade over Haanden, som skrevet staar: sig kun et OrdI thi siger jeg til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.

Hvorledes derimod den haandværksmæssige Oplysning og lige saa umenneskelige som ugudelige Bortforklaring baade af Gud og Menneske, blev herskende midt iblandt os, hele atten Aarhundreder efter, at den levende Gud og det guddommelige Menneskeliv havde aabenbaret sig med Herlighed, da Ordet blev Kjød, og havde bevist sig selv med Liv og Lys, overalt hvor Kristi Evangeliums Røst blev hørt, uden at al Verdens Hænder kunde forhindre det, det er vist nok svært at forstaa, men det er lige fuldt en urokkelig Kjendsgjerning, som vi ikke blot maa lade staa, men maa tage for gyldigt Bevis paa al den virkelige Kraft, som Storværket krævede. Den romerske Oplysnings Gjenfødelse og Triumf over den jødisk-kristelige Betragtning af Gud og Verden, og navnlig af Menneskelivets Forhold til Gud, Verden og sig selv, lader sig vist heller ikke grundig forklare blot af Pavedømmet, Tyrkiet, Slave-Folkene og Latinskolen, der, ligesom Romerne, syntes at have indtaget 531 hele den dannede Verden med Hænderne, lige fra den højtidelige Haandspaalæggelse, ned til Hverdags-Afretningen med Stokken og Tampen, Ørefigen og Haandtager, men det samme var Tilfældet med den romerske Oplysning i sin Hjemstavn, der, lige saa lidt som det Romerliv, der bar deni, lader sig forklare uden af en virkelig Aand, som Romerne selv kaldte Verdens-Sjælen (anima mundi), som man nu sædvanlig kalder Natur-Aanden, og som Skriften ogsaa blandt andet kalder Verdens-Guden og Luft-Aanden, men brændemærker som den gamle Slange og Løgnens Fader. Vist nok brød den romerske Oplysning i det attende Aarhundrede Staven over alle Aander uden Undtagelse, som virkelige Væsner, men de benaadede dog Verdens-Aanden igjen, under Navn af den selvstændige og selvraadige Fornuft, der i hele sin Uvirkelighed skulde kunne virke Umuligheder, saa det var kun en Selvmodsigelse, man tillod sig, efter det da gjældende Ordsprog: min Mund er i mit Brød, den skal sige hvad jeg vil, - ligesom jo Kopernikanerne endnu vil true os til at sige, baade at Solen staar op eller gaar ned, og at Solen hverken staar op eller gaar ned. Det gjælder nemlig fremfor alt om Selvmodsigelsen, som den aandelige Daarekiste, at det er kun det første Skridt, som koster, thi naar man først tænker og siger, at man modsiger ikke sig selv, skjønt man siger det modsatte om sig selv, fordi Ordet, hvori Tanken udtrykker sig, ikke kan udirykke Tanken, da er aabenbart ethvert Ord spildt paa den Haand eller Aand eller Fornuft, som truer Munden til at vrævle i det uendelige.

Denne Følelse udbreder sig imidlertid ogsaa daglig mere i det nittende Aarhundrede, saa snart vil det kun være de selvklogeste Haandværksfolk, der finder det dybt sagt af Bonden, da man fandt hans Hane umælende, skjønt den var solgt for en god Taler: ja, taler han ikke, saa tænker han des mere! - og naar kun Røsten, som Ordet i sin Kraft, igjen erkjendes for Tankens eneste levende Udtryk, da vil Kristen-Folket paa ny kunne, om ikke tale sig til rette med Verden, saa dog tale sammen med den paa Aandens Enemærker, og lade den føle Kraften i den Røst, som vi kalder »Jakobs«, fordi den gjennemtoner hele Israels Folkeliv, og udgik fra Jerusalem til Jorderigs Ender, og det skal da ikke længer være noget Spørgsmaal, om kristne maa tage Ordet ved Daaben og Nadveren for den Herrens Røst til sig, hvorom der staar skrevet: Timen er kommen, da de døde skal høre Guds Søns Røst, og de, som hører den, skal leve; men Spørgsmaalet skal kun være, som det har 532 været fra Begyndelsen, om den Røst med Aand, som er i os, er stærkere end den Røst, som er i Verden, og som vil altid have en »verdslig Arm«, hvorpaa den i Grunden stoler, men som den dog herefter, i en bedre oplyst Verden, kun nødig vil blotte, fordi det er blevet klart, at Røsten, lige saa uhaandgribelig som Aanden, lige saa lidt som Aanden kan røres eller rammes af nogen Haand eller noget haandgribeligt Sværd, saa at Haanden, naar den aller kraftigst hævner sig paa Munden, dog kun, ligesom Straadøden, nedbryder et Redskab for Aanden og Røsten, som nyfødte Munde sagtens til Verdens Ende, ligesom hidtil, vil erstatte.

Saaledes vil den Tid forberedes, da et Folk vil staa op mod et andet Folk i Aanden: Verdens-Folket med en opladt Mund, der taler stolte Ord mod Himlene og alle deres Indbyggere, og Kristen-Foiket, der paa Himlens Vegne taler milde Ord til Jorden, men Hads-Ord mod Helvede og hele dets staaende Hær, og da vil det i en ægte Ragneroks-Kamp blive soleklart, hvad der i Grunden altid har været en afgjort Sag, at ikke Løgn, men Sandhed, har den stærkeres Ret, og at, som skrevet staar: af dine Ord skal du frikjendes, og af dine Ord skal du dømmes.

Se, det vil de lærde, saa længe de snakker pluddervælsk, kalde Kampene mellem »Naturens og Historiens« Aand, men vi, som skal kalde alt ved sit rette Navn, vi kalder det Kampen mellem det falske og det sande Verdens-Lys!

533

21. Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden.

Det evige Liv, som et virkeligt, glædeligt Liv for hele Mennesket, med Sjæl og Legeme, det var ikke blot efter Skriften Øjemedet med Vorherres Jesu Kristi Komme til Verden, men det er til alle Tider, efter den kristne Menigheds egen Tros-Bekjendelse ved Daaben, Troens Øjemed, Menighedens Haab og den Helligaands Gjerning i den hellige, almindelige Kirke-Forsamling og de helliges Fællesskab, saa at kun for saa vidt, som de saakaldte Stats-Kirker eller særlige Kirker og deres skriftkloge, hver for sig, vedkjender sig det samme Øjemed, kun for saa vidt kan de høre Kristus og hans Menighed til, og naar de da selv tilstaar, de har et andet Øjemed, da har vi, som kristne, slet intet med dem at gjøre, og naar saadanne Kirker og skriftkloge meddeler os deres Tanker om, hvorpaa vi bedst kan bygge vor kristne Tro, da kan vi følgelig kun tage Hensyn derpaa, for saa vidt vi finder, at det er den fasteste Grundvold, og at Troen, ved at bygge derpaa, sikrest naar sit og Menighedens Øjemed: det evige Liv.

Naar derfor en Kirke, den kalde sig katholsk, luthersk, evangelisk, eller hvad den vil, gjør os vitterligt, at vi skal bygge vor kristne Tro og vort kristelige Haab enten paa en Bisp og hans Præster, eller paa en verdslig Fyrste og de skriftkloge, som han dertil beskikker og besolder, eller paa en Bogstav-Skrift, der ikke selv ytrer mindste Liv eller Kraft, men som er et Tvistens Æble mellem de boglærde, og som vitterlig ikke var til fra Begyndelsen, og som til alle Tider har været den største Del af Menigheden ubekjendt; da er det klart, at enten har Vedkommende tabt »det evige Liv« som Troens og Menighedens Hovedøjemed, aldeles af Syne, eller de viser os 534 dog en Vej til det evige Liv, som umulig kan føre dertil for nogen, end sige da for hele Menigheden.

Den velsignede Lys-Tanke, levende at udlede Herrens Aand og Liv hos os, den kristne Tro, den kristne Menighed, Apostel-Skriften og alt kristeligt af det lille, almægtige Guds-Ord, som Vorherre Jesus Kristus selv, ved sine egne Indstiftelser, fra Begyndelsen personlig har talt og aandelig bliver ved at tale til alle sine Discipler, som tror og bliver døbte; denne velsignede Lys-Tanke, som er født i Fængslet, men frit opdragen i Ensomhed, er nu, saa vidt jeg kan skjønne, fuldvoxen i Menigheden, til at stride den gode Strid, fuldende Løbet og vinde Prisen. Denne Strid er imidlertid saa langt fra at være en Pennefejde, som man ved en Pennefejde kan føre det Aandens Sværd, som er Guds Ord, eller kan vinde et Haarsbred paa Troens Enemærker, eller kan gjøre et Hanefjed til det evige Liv, saa jeg maatte bogstavelig gaa i Barndom, hvis jeg paa mine gamle Dage tænkte, med min Pen enten at kunne gjøre Ordet og Troen levende hos en eneste Sjæl, eller forsvare det evige Livs Sag, som det netop er min urokkelige Grundsætning, hverken kan fremmes, forsvares eller vindes, uden af og ved det evige Livs-Ord til os af Vorherres Jesu Kristi egen Mund og i den Helligaands Kraft, som dermed følger.

Naar jeg derfor endnu en Gang stræber, det sandeste og bedste jeg kan, at beskrive den velsignede Lys-Tanke, som vidunderlig fandt et Moderskjød i det troende Hjærte, og dens Forhold, ej blot til den for Øjeblikket herskende Tankegang, men til Kampen og Sejren i den kristne Fortid og Fremtid, og til det evige Livs Haab, da er det kun, fordi ingen hos os kan være nærmere dertil end den gamle Præst og Skriver, som lige fra Fødselen har baaret Lystanken i sin Favn og, lige fra den blev gangfør, har fulgt den lige som ved Haanden, men maa nu snart give den ganske Gud og Menigheden i Vold, naar Herren kalder ham til Sovekamret, medens Tankens Løb er paa Livets Vej i Guds Aasyns Lys til de evige Høje! At en saadan Beskrivelse, skjønt den lige saa lidt som nogen anden Skrift med Pen og Blæk »kan gjøre Tegn og underlige Gjerninger«, dog, baade hvor Aanden hersker og Ordet lever, kan tjene til at bevare Mindet om det forbigangne, som ej maa glemmes, til at advare Guds-Folket og dets præstelige Ledere mod fristende Afveje, til at trøste under Trængsel og Gjenvordighed, og til at understøtte Haabet om bedre Dage med sejerrig Kamp og 535 liflig Hvile, det kan jeg føle paa mig, og det maa man jo slutte af Bogstav-Skriftens Fortid baade i den gamle og i den ny Pagts Dage, da saa vel den historiske som den profetiske Skrift, hvor meget den end blev misbrugt og mistydet, dog maatte findes uundværlig og umistelig. Naar man derfor herefter kun aldrig mere glemmer, at Beskriveisen altid kun er en Bisag, hvor Livet, som i alt kristeligt, er Hjærtesagen, og Ordet med levende Røst, som Livets Lys, er Hovedsagen, da er jeg vis paa, at den kristne Menighed, som det aandelige Guds-Folk, skal endnu have langt mere Gavn og Glæde af sin fortløbende historiske og profetiske Skrift, end det verdslige Guds-Folk i Jødeland havde af sin!

Modstanderne maatte nemlig tænke, sige og skrive hvad de vil, saa er der hos os, ved den velsignede Lys-Tanke, som de kalder en luftig Indbildning eller en tosset Legende, om det lille Ord af Herrens egen Mund, i den sidste Menneskealder sket et kirkehistorisk Omsving, der vel ingenlunde har sat den kristne Menighed i et nyt Forhold enten til sin hellige Skrift og sine skriftkloge, eller til sit forbigangne Levnedsløb, eller til Menneskelivet fra Begyndelsen og hele Menneskeslægtens Løbebane og Bestemmelse, men som dog synes at have gjort det, fordi det har vejledet de adspredte Guds Børn, til i den hellige almindelige Kirke-Forsamling at indtage Menighedens oprindelige, men hartad rent forglemte Stilling til Herren og Aanden, som dens eneste aandelige Øvrighed, og til alt Djævelskabet, som dens uforsonlige Fjende, og til Menneske-Livet, som det store Tvistens Æble mellem Frelseren og Fristeren.

Hvorledes dette kirkehistoriske Omsving er sket hos os i en snæver Vending, det skal jeg da først minde Menighedens Læsere og især dens boglærde om, og dernæst stræbe at vise dem, hvorledes vi, for at være Ordets Tjenere, Aandens Redskaber og Herrens Medarbejdere, maa levende opfatte vort Forhold saa vel til Menigheden og til Skriften, som til vore egne Modstandere.

I enhver Tvangs-Kirke, den kalde sig nu Kirke-Stat eller Stats-Kirke, katholsk, luthersk, evengelisk, reformert, eller hvad den vil, er den kristne Menighed, om den ogsaa findes der, opløst i lutter Enkeltheder, som, hver for sig eller i smaa hjærtelige Vennelag, maa stræbe med den Helligaands Bistand at bevare Troen, at nære Haabet og at vinde 536 Kjærligheden, og denne næsten aandløse, men, fordi Livet udgaar fra Hjærtet, dog ikke livløse Stilling lærte jeg i min Barndom at kjende fra saa smuk en Side, at, kunde denne Stilling varet, og kunde jeg holdt mig i den, da var jeg næppe kommen til at ønske eller kjende nogen anden; men ingen af Delene var Tilfældet. I min Ungdom, ved det nittende Aarhundredes Begyndelse, fandt jeg hele Verden i fuldt Oprør mod Vorherre Jesus Kristus og hans Saligheds-Midler, med et rasende Had til Bibelen, der hos os, ligesom Jesuiterne hos de romersk-katholske, ansaas for Kilden til al mulig Overtro, Hykleri og Grusomhed. Under dette Oprør havde næsten hele Præsteskabet i vor saakaldte lutherske Statskirke revet sig løs fra den verdslige Kirkelov, saa de ikke blot prædikede og lærte smaa og store, under Navn af Kristendom eller paa Strid derimod, hvad som helst de lystede, men behandlede ogsaa den kristne Menigheds Daabs-Pagt og alle Indstiftelsesordene ved Daaben og Nadveren med al mulig Vilkaarlighed, og dog var alle Statskirkens Medlemmer ikke blot indespærrede i den som et aandeligt Fangetaarn, de ej maatte forlade, men de var næsten alle lænkebundne, hver til sin Sognepræst, baade i Henseende til Daab, Nadver og Konfirmatjon; fremdeles indførtes der en ny Salmebog, hvoraf alle de gamle Kirke-Sange, der aandelig og hjærtelig udtrykte den kristne Menigheds kristelige Tro, Haab og Kjærlighed, med Flid var udelukkede; og endelig kunde man hver Dag vente en ny Alterbog, der ingenlunde, som den gamle, bandt Præsterne til den kristne Daabspagt og til alle Indstiftelses-Ordene ved Daaben og Nadveren, men snarere afskaffede dem i Statskirken.

Under disse Omstændigheder havde aabenbar den eneste ægte, oprindelige og hjærtelig nedarvede Kristendom ikke blot tabt hele sin Frihed, men var gjort husvild og fredløs i Statskirken og havde kun den sorte Død for Øje, uagtet der endnu stod paa Papiret, at den skulde være herskende i hele Riget; og naar enkelte saakaldte Lægmænd, som især Hans Hauge i Norge, vovede at løfte deres Stemme mod den, ikke mindst hos Gejstligheden herskende Ukristelighed, Ugudelighed og aabenbare Ringeagt for Salighedens Sag, da spurgtes der ikke engang om, hvor vidt de selvgjorte Prædikanter havde »Bibelen« og Statskirkens »symboliske Bøger« for eller imod sig, men de bleve uden videre dømte og straffede, og, naar de fremturede med deres Frisprog, sat i Tugthuset.

Det var imidlertid slet ikke denne Troens og Menighedens 537 fortvivlede Stilling hos os, der først bragte mig i Harnisk mod den saakaldte »oplyste Verdens« antikristelige Tankegang og Tænkemaade, thi det var, som klarlig ses af min Afhandling »Om Religjon og Liturgi« *), ene den Aandløshed og Hjærteløshed, som man i det attende aarhundrede havde forgudet under Navn af Oplysning, og det samme var endnu Tilfældet med min bekjendte Dimis-Præken »Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?« der endogsaa kun var en temmelig mat Gjentagelse af, hvad jeg før havde skrevet imod den aandløse og hjærteløse Prækemaade.

Enten maa det da have været »Titelen«, der nu (1810) pludselig oprørte Hovedstadens Gejstlighed, eller denne Gejstlighed, kun to Aar efter at Biskop Balle havde nedlagt sit Embede, og medens han endnu levede, maa have anset den saa kaldte »Kirke-Tro« for død og begraven, saa at, da den gjorde Mine til at gaa igjen hos mig, maatte den strax med Fynd og Klem nedmanes.

Vel slap jeg for denne Gang med en Irettesættelse, fordi, som det deri hed, Udgivelsen af min Dimis-Præken »syntes at røbe den Hensigt, at gjøre Opsigt«, og vel fik jeg, sagtens dog kun ved gamle Balles Forbøn, Lov til at blive Personel-Kapellan paa Landet hos min gamle Fader, som alt var Jubel-Lærer, men Hovedstadens Præsteskab tabte mig dog aldrig af Syne, som den eneste farlige Tilhænger af den bandlyste Kirketro, og min Pen tillod heller ikke at skrive mig i Glemmebogen.

Under Forfølgelsen var jeg nemlig falden i en dyb Bekymring for min egen Sjæls Frelse og det evige Liv, og da jeg, ved at vende om til Barnetroen, som den findes beskreven i Luthers lille Katekismus, følte mig beroliget, maatte jeg nødvendig føle inderlig Medlidenhed med Børnene og med hele det uoplyste Folk, som de ypperste Præster og skriftkloge ikke blot forholdt Krist Evangelium og Sakramenternes rette Brug, men stræbte med falsk Skriftfortolkning, med Spot og med verdslig Magt at udelukke derfra, netop, som skrevet staar: Ve eder, I lovkyndige, I har taget Kundskabs-Nøgelen, og selv gaar I ikke ind, men forhindrer dem, som vilde gaa ind!

Dette var nu Omkvædet paa al min Skrift fra »Nytaarsnat« til mit »Korte Begreb af Verdens-Krøniken i Sammenhæng,« (1812), hvorved baade Gejstligheden og hele det lærde Væsen *

538 hos os var nær ved at springe i Flint, og som et Stridsskrift fra det luthersk-kristelige Stade var det vist nok ogsaa baade saa hvast, saa fyndigt og saa nærgaaende, at det paa en Tid, da »sort paa hvidt« spillede en latterlig Hovedrolle, maatte gjælde for et Dommedags-Slag. Uden Tvivl var det nærmest Stats-Bankerotten (1813), der reddede mig fra en Injurie-Proces, der i alt Fald vilde slaaet mig Penne-Spydet af Haanden, og da jeg, efter min Faders Død (1813), ikke vilde nøjes med som omflakkende Personel-Kapellan at holde Katekismus-Prædikener og forrette Sakramenterne efter Alterbogen omkring i Krogene, men vilde virke frit i samme Aand, baade som Prædikant og Skribent, midt i Hovedstaden, da vidste man ikke blot at forhindre min Ansættelse som Præst eller Professor, men at lukke alle Hovedstadens Prædikestole for mig.

At jeg nu ikke gjorde Pinen kort, og, ligesom siden Gammel-Lutheranerne i Preussen, brød ud af det statskirkelige Fangetaarn, samlede alle trofaste om Katekismus og Alterbog, og døjede ondt og godt med dem, eller i det mindste holdt »gudelige Forsamlinger« i samme Retning, det kan baade Venner og Fjender godt tilskrive Mangel paa brændende Nidkjærhed for Herrens Hus og Overflod af Pære-Danskhed, men, som min »Verdens-Krønike« viser, forhindredes jeg dog ogsaa deri af mit kirkehistoriske Syn for den aandelige Fare, der var ved at bryde ud af Statskirken og bygge Kirker, enten paa samme Grund eller paa fri Haand, og Tiden har viist, at jeg ikke forgjæves ventede paa at finde en bedre Udvej.

Da jeg endelig (1821) havde fundet mig i at forlade Hovedstaden, Regeringens og Universitetets Sæde og Læseverdenens Middelpunkt, hvorfra alt, hvad der skulde virkes med Pennen og rettes enten ved Præsteskabet eller ved Lovbud, vist nok maatte udgaa, og havde modtaget en usøgt Præste-Stilling i en lille Kjøbsted, da opnaade jeg snart (1822), trods al gejstlig Modvirkning, ved Kongens synderlige Gunst, den saa længe og saa ivrig attraaede Præste-Stilling i Hovedstaden, men jeg opdagede snart, at derved var for de adspredte troende i Landet, og for Kirkens Fremtid lidet eller intet vundet, da den herskende Gejstlighed og Landets eneste Universitet, trods smaa Forandringer, vedblev at være Lutherdommen ugunstige, og en ny, for lutherske Kristne utaalelig Alterbog ved Siden af den aandløse Salmebog, var Sværdet i et Haar, der bestandig hængte os over Hovedet.

539

Da nu, for mine lutherske Øjne, Stridsskrift og Prædiken efter Skriften var Troens eneste Vaaben, men som da ogsaa nu, saa vel som for tre hundrede Aar siden, med den Helligaands følgelige Bistand maatte være mægtige til at bryde Jærnstænger og sprænge Kobberaiure, skjønt Muligheden var skjult for vore Øjne, saa greb jeg med bægge Hænder den Lejlighed, der (1824) aabnede sig til at udgive et »Teologisk Maanedsskrift« i stræng luthersk Retning, med en grundmuret Dogmatiker og en lovfast Ebræer af den gamle Skole*).

Paa en Tid, da hele den danske Literatur, og ej mindst paa den kirkelige Side, laa i en dyb Dvale, maatte et saa dristigt Foretagende med dygtige Kræfter, som lykkelig overvandt store Vanskeligheder, nødvendig vække en Slags Bestyrtelse i Modstandernes trygt sovende Lejr, og Professor Clausens ungdommelige Sejers-Raab i hans tykke Bog om »Katholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning« vilde næppe trøstet den døende Rationalisme i gammel Stil, men netop under min ivrige Bekæmpelse af den paa Papiret, faldt jeg i dybe Tanker om, hvad det dog kunde nytte den vel endnu levende, men hartad døende Kristendom, om vi baade kunde vinde Sejer i Pennefejden og nøde alle Præster til at følge Alter-Bogen, naar dog vort Vidnesbyrd om den bibelske Kristendom kun var som eet mod tusende, og naar vi ikke kunde indblæse nogen den Aand, som oplivede os, og var efter Skriften Kristendommens Livskraft.

Nu (1825) opgik uformodentlig Lyset for mig over Daabs-Pagten, som hele Kristen-Menighedens mageløs stærke og gyldige Vidnesbyrd om sin Tro og som Jesu Kristi eget Vidnesbyrd, da Daaben og Nadveren umulig kunde være hans Indstiftelser, med mindre alle Indstiftelses-Ordene var hans Tiltale til Menigheden, og jeg saae strax, at dermed var ogsaa Aandens og Livets Gange opdagede, da baade Herren havde sagt: de Ord, som jeg tiltaler eder med, de er Aand, og de er Liv, - og det fulgte af sig selv, hvad alt Luther bemærkede, at hele Daabens og Nadverens Virkning maa udledes af Kraften i det Guds-Ord, hvormed de ere indstiftede.

Hvad jeg nu helst med denne Oplysning skulde gjort, for at hjælpe den kristne Menighed hos os til en aandelig sikret, fri og frugtbar Stilling, det er et stort Spørgsmaal, som jeg selv i *

540 dette Øjeblik ikke kan besvare, men hvad nu tit synes mig det urimeligste af alt, nemlig at skrive et »Kirkens Gjenroæle« mod Prof. Clausen, det syntes mig den Gang at være det eneste rigtige, saa enten maatte jeg gjøre det eller slet intet, hvad maaske vilde været det bedste, men var mig umuligt. Der er nemlig vel meget urimeligt i, paa een Gang at protestere mod Statskirkens Ret til at afgjøre, hvad der er Kristendom, og til at beherske Menighedens Tro, og dog at anklage en teologisk Professor for Brud paa Statskirkens Love, og jeg følte selv denne Modsigelse saa stærkt, at jeg, under Injurie-Processen, hvortil Professoren indskrænkede sit Forsvar, slet intet juridisk Bevis enten selv vilde føre eller lade føre for Professorens statskirkelige Brøde; men hvor der kun er en eneste Plante-Skole for Sognepræster i en Tvangs-Kirke, hvor dens Medlemmer er bundne, hver til sin Sognepræst, og hvor den fremragende Præstelærer ikke blot bestrider Statskirkens Præste-Ed og symbolske Bøger, men hele den »historiske Kristendom«, der gives dog næppe noget andet lovligt Forsvarsmiddel, end at forlange vedkommende Præste-Lærer forhørt, og, naar han befindes skyldig, afsat.

Da nu den verdslige Øvrighed ved denne Lejlighed paa Statskirkens Vegne viste sig mere end ligegyldig baade for sine Loves Overholdelse og for sine Kirkegængeres umistelige Samvittigheds-Frihed, saa maatte jeg nødvendig nedlægge mit Embede i Stats-Kirken og udbede mig Lov til med alle Ligesindede at forlade den og i en Fri-Kirke vedligeholde og forplante den Kristendom, som vore Kirkelove vel fredlyste, men Øvrigheden gjorde fredløs, og jeg gjorde bægge Dele, men som det syntes, aldeles forgjæves.

Da jeg nu derhos, som en Følge af Injurie-Processen, blev sat under livsvarig Censur (1827), saa maatte jeg, som det syntes, enten vandret ud til Norge, eller, med hvem der vilde følge mig, brudt ud af den Modstanderne aldeles overladte Tvangs-Kirke.

Jeg gjorde imidlertid ingen af Delene, men ventede i al Stilhed, taalmodig eller udmattet, paa bedre Dage, indtil selv Lindberg tabte Taalmodigheden og begyndte at holde »gudelige Forsamlinger«, som jeg dog kun deltog i, for, om muligt, derved at faa den mig nægtede Kirke til fri Gudstjeneste. Det lykkedes, og dermed nøjedes vi i hele syv Aar, skjønt jeg var indskrænket til blot Prædiken, og blev, mod Aftale med 541 daværende Sællands Biskop, bundet til den saakaldte evangeliske Salmebog.

Da jeg imidlertid (1839) følte, baade paa egne og Medkristnes Vegne, at vi ikke længer kunde undvære Sakramenternes og Konfirmatjonens fri Brug, og da jeg havde opdaget, at »Sogne-Baandets Løsning« kunde gjøre de kristnes Stilling i Statskirken taalelig, saa søgte jeg, efter Kong Frederik den sjettes egen Tilskyndelse, Præste-Kaldet ved Vartov, hvor jeg nogenlunde frit kunde tjene Vorherre og vore fælles Venner, som jeg nu ogsaa har gjort over i tyve Aar, under den Forudsætning, at jeg maatte lære lige saa frit i Statskirken, som før uden for den.

Da nu tillige vor ny Grundlov hævder os med alle vore Medborgere Religjonsfrihed, og Sogne-Baandets Løsning har gjort Præstefriheden uskadelig, saa vil der, naar denne os nødvendige Frihed kan blive lovfast, for apostoliske Kristne ej være mindste Grund til at forlade Folkekirken, men være al Grund til at blive i den, saa længe Friheden paa bægge Sider bestaar.

Men hvad enten nu vor aldeles uundværlige fri Stilling kan findes i Folke-Kirken eller maa søges uden for den, saa er det, aandelig og kristelig, en Stilling paa Klippen, som i Tidens Løb er funden og vil til Verdens Ende findes urokkelig, fordi, selv naar Himmel og Jord forgaar med alle Bøger, skal dog Herrens Munds-Ord lige saa lidt forgaa, som han selv og hans troende Menighed, og lige saa rolig, som han sidder ved Gud-Faders Høirehaand, skjønt hans Fjender bliver ved at larme, at prale og at spotte, indtil deres Munde stoppes, og de alle lægges under hans Fodskammel, lige saa rolig kan hans Menighed, som bygger paa hans Munds Ord og har ham i Aanden lige saa nær, som Ordet i sin Mund og i sit Hjærte, høre paa, at der skriges og skraales trindt omkring den, at dens Tro paa det Ord, som er fra Begyndelsen, og hvori der er et Liv, som er Menighedens Lys, dog, baade efter Skriftens og Kirkehistoriens og den sunde Fornufts Vidnesbyrd, er en aldeles grundløs og fordærvelig Overtro, og maa derfor en af Dagene forsvinde som Røg for Vinden. Uden at sætte Pen til Papir kan nemlig Menigheden, ved en fast og levende Tros-Bekjendelse, med Kjærlighed beskæmme Fjenden, og kan trøstig overlade til sine boglærde og skriftkloge at stille Fjendens flove Æventyr i sit rette Lys, ved at tage Skriften langt mere ordret og bruge den langt mere 542 levende, end nogen af Troens Modstandere enten kan eller vil, ved at tænde Lys i Kirkehistorien, som Fjenden kun har stræbt at formørke, og ved i alle Menneskelivets Retninger at fremme Erkjendelsen af den levende Sandhed, som Troens Modstandere altid har stræbt at dølge eller fordreje.

Saaledes har vi da de lyseste Udsigter til, ved det fornyede Menneske-Livs Fremvæxt og Fremskridt i Oplysning, at vise, vi er Fredens Børn, som gjærne vil holde Fred med alle Mennesker, da vi kun har alvorlig Strid med det Djævelskab, vi ved Daaben forsager, som uforligeligt med Kristus, hans Menighed og al evig Sandhed; men, skal disse lyse Udsigter holde Stik, og Menigheden komme til at vise, at den er fredsommelig, skjønt den ikke kan oplade Munden med sin Tros-Bekjendelse, uden at Fjenden er færdig til Krig, da maa Menighedens skriftkloge og boglærde langt bedre end hidindtil opfatte Menighedens Stilling til sin hellige Skrift og til sit forbigangne Levnedsløb, og især langt bedre opfatte deres eget Forhold baade til Herren, til Aanden og til Menigheden.

Dette vort tredobbelte Forhold er nu i sig selv saa indviklet, at det er intet Under, man selv i den gamle Fri-Kirke tog Fejl derad, og det er nødvendig i Tidens Længde gjennem Stats-Kirkerne og Kirke-Staten blevet saa forvirret, at vi, selv med vor bedste Vilje, aldrig kunde hittet Rede deri, naar ikke Herren havde sendt os Aanden, som kan og vil ledsage os til »al Sandhed«, og vil derfor lade os føle og gribe det rette, længe før vi kan gjøre det klart enten for os selv eller andre. Det var derfor altid kun i Aandens Fraværelse, kun naar Bisper, Præster og skriftkloge enten aldeles havde tabt Troen paa den Helligaand, eller, hvad der i Grunden løber ud paa det samme, betragtede sig alene som de »aandelige« (gejstlige, Spirituales), i udelukkende Besiddelse af Aanden, kun da, at de ikke lige saa vel kaldte sig Menighedens som Herrens Tjenere, men opkastede sig mer eller mindre aabenbar til Troens og Menighedens Herrer. Selv i vor troskyldige og forholdsvis uskyldige lutherske Stats-Kirke stod vi aabenbar saaledes, enten vi saa derved aldeles verdslig beraabte os paa vort Kaldsbrev, eller halv papistisk og halv protestantisk beraabte os, som hellige Bogorme, paa vor selvgjorte Indvielse og vor selvkloge Bibellæsning under eet; thi Meningen blev jo dog, at man skulde tro paa vort Ord som Guds Ord, og at hvis man trode sin egen Bibellæsning eller en Engel fra Himmelen paa Strid med os, da var man bandsat. Det nyttede slet ikke, om vi end nok saa 543 ærlig og aabenhjærtig tilstod, at vor Prædiken og Undervisning kun var troværdig og kristelig, for saa vidt de stemmede overens med den hellige Skrift og Luthers Katekismus, thi derved kunde vi vel baade hos store og smaa svække Troen paa os, men umulig styrke Troen paa Vorherre, og jeg husker godt, i hvilken Vaande jeg i mine første Præste-Aar fandt mig stedt, naar jeg vilde lægge mine Konfirmander paa Hjærte, at de endelig, for deres Sjæls og Saligheds Skyld, maatte blive ved, hvad jeg havde lært dem, uden at bryde sig om, hvad man enten paa Aandens eller Skriftens Vegne vilde indvende derimod, men at de dog ingenlunde maatte bygge deres Tro paa et syndigt, skrøbeligt og dødeligt Menneske, som mig og mine-Lige. Da jeg ogsaa den Gang virkelig trode paa den Helligaand og paa Herrens aandelige Nærværelse hos sin Menighed, især ved den hellige Nadver, saa viste jeg naturligvis baade gamle og unge til Herren og Aanden for at finde Klippen, men jeg følte godt, det løb rundt, saa længe jeg ikke kunde nævne et Guds Ord, hvori Troen kunde hvile og hvorpaa den Helligaand kunde kjendes. Saa snart jeg derimod havde fundet dette Ord i Herrens egen Mund ved Daaben og ved Nadveren, da lysnede det over hele Stillingen, og skjønt vort særegne Forhold til Herren og Aanden end ikke den Dag i Dag er mig klart, saa klarede vort Grund-Forhold til Troen og Menigheden sig dog strax, som et Tjener-Forhold, da vi jo baade som Vidner om Troens Sandhed maa forudsætte Troens Indhold som bekjendt, og som Lærere i Menigheden forudsætter Menighedens virkelige Tilværelse, og hvad »Skriften« angaar, da maa vi vel som »skriftkloge« sætte den foran os, men ingenlunde sætte den foran Troen, eller imellem Troen og Menigheden, thi den kristne Tro er jo ingen Tro paa en Bog, men Tro paa Vorherre Jesus Kristus, og den kristne Menighed er jo intet Læse-Selskab, men et Tros-Samfund.

Er nemlig dette klart og uimodsigeligt, da har den kristne Menighed aabenbar intet levende Forhold til den hellige Skrift uden igjennem sine skriftkloge, som det levende Skrift-Begreb, og der kan da ingen Paastand om aandelige Ting være grundløsere end den, at den kristne Tro og Menighed skulde enten staa eller falde med Skriften, der, som Erfaringen har lært lige saa vel kan bringes i Strid mod Troen og Menigheden, som i Overensstemmelse dermed. Da det imidlertid paa den anden Side er klart nok, at vi, som Menighedens skriftkloge, sætter vor Ære og hele vort kristelige Liv i Pant baade for 544 Tilværelsen af en hellig Skrift og for dens Overensstemmelse med Menighedens Tro, saa staar og falder vi dermed, og fristes derfor altid til at gjøre vor Sag til hele Menighedens, og saaledes indvikle Menigheden i vore Tvistigheder og Penne-Fejder om Skriftens Oprindelse, Ægthed, Omfang, Indhold og rette Fortolkning, hvorved vi dog altid, i Steden for at bestyrke Menigheden i sin Tro, frister den til Tvivlraadighed og sætter den i bestandig Ængstelse og Uro,

Dette vilde være Tilfældet, om end hele den kristne Menighed stod i samme Forhold til vor »hellige Skrift«, som det jødiske Folk fordum stod til sin »hellige Skrift«, som baade var forfattet paa deres eget Modersmaal og var opbevaret midt iblandt dem i Forfatterens egen Haandskrift, saa at ingen kunde gjøre dem den stridig, der kunde ingen ængstende Tvivl opkastes om dens Ægthed, og den var, saa vidt mulig, tilgængelig for alle; men hvor meget mere maa det da ikke være Tilfældet med vor hellige Skrift, der, hvad det gamle Testamente angaar, er i alle Maader et Tvistens Æble mellem os og Jøderne, som vi selv bekjender, det oprindelig tilhører, og hvad det ny Testamente angaar, er det jo ogsaa skrevet paa et, næsten for hele Menigheden fremmed Sprog, saa det af Menigheden kun kan læses i en Oversættelse, for hvis Nøjagtighed de skriftkloge er dens eneste Borgen.

Dette er saa i Øjne faldende, at vor lutherske Statskirke og enhver Statskirke, som kunde det, baade bandt sine Præster til en vis Skriftfortolkning og til Oversættelsen paa Modersmaalet, for at ikke Tvisten derom skulde vække Tvivl og Uro, men at dette Husraad hverken var kristeligt eller havde mer end Skinnet for sig, det saae vi i det attende Aarhundrede, da det baade klarlig bevistes, at alle saadanne Baand er »Mørkets Lænker«, som hverken Sandhedens Aand eller hans levende Redskaber vil bære, og klarlig viste sig, at den kristne Menighed, ved at bygge sin Tro og sit Haab paa en ældgammel Bog, hvis Sprog var døde og hvis hele Beskaffenhed var et Tvistens Æble mellem al Verdens boglærde, hvorom Striden kunde vare til Verdens Ende, enten maatte styrte sig i grænseløs Tvivlraadighed eller nedsynke i en uforsvarlig Overtro paa enkelte skriftkloges fuldkomne Sanddruhed og Ufejlbarhed, uden dog derved at kunne undgaa den »sorte Død« i Aanden.

Nu blev det oven i Kjøbet i det attende Aarhundrede klarlig oplyst, at om ogsaa den kristne Menigheds skriftkloge kunde 545 bevise, at Jøderoes hellige Skrift lod sig venlig og vel forlige med den kristne Tro, saa var det dog lige latterligt at ville udlede Troen deraf eller bygge den derpaa, og at hvad det ny Testamente eller Apostel-Skriften angik, da maatte den enten være aldeles uefterrettelig, eller ogsaa den er meget yngre end den kristne Tro og Menighed, som den selv helt igjennem forudsætter, og kan da umulig enten være Kilden til eller Grundloven for, men maa være de skriftkloge overladt til fri Granskning og Benyttelse, saa i det nittende Aarhundrede maa den kristne Menigheds skriftkloge, lige saa vel for deres vel forstaaede Friheds og aandelige Virksomheds som for Troens og Menighedens Skyld, opgive alle Forsøg paa at forsvare Troen og Menigheden med Skriften, og saaledes maa vi afbøde alle Angreb med Skriften paa Troen og Menigheden.

Vi skal nemlig oplyse Menigheden om, at den, som et kristeligt Tros-Samfund, kaldet og udvalgt til det evige Liv, baade, for at staa virkelig fast, ene maa bygge sin Tro paa Klippen, som er Guds evige Sandheds-Ord til os af Vorherres egen Mund, og at den ligeledes, for virkelig at faa det evige Liv, maa ene og alene søge det i det evige Livs-Ord, som intet Menneske uden Vorherre Jesus Kristus, den levende Guds Søn, har i Eje, saa at dette Troens og det evige Livs Ord til os af Herrens egen Mund ved hans Daab og Nadver giver os, hvad man har kaldt »Kirkens«, det er: Menighedens sande og levende Begreb, hvorfra intet kan tages, og hvortil intet maa lægges, saa at baade den hellige Skrift og hele den fremskridende kristelige Oplysning hører ikke til Menigheds-Begrebet eller til Saligheds-Sagen i sig selv, men til hvad man kalder Skole-Begrebet, altsaa til Begrebet om en aandelig Indretning, hvorved den levende Oplysning baade benyttes og forplantes fra Slægt til Slægt, og skrider frem med Tiden fra Klarhed til Klarhed. Da nu enhver Skole, som aandeligt Oplysnings-Middel, kræver baade Lærere og Lærlinger, og da vor hellige Skrift er vor nedarvede, umistelige Skole-Bog, saa forudsætter den kristelige Kirke-Skole en uafbrudt Række af kristelige skriftkloge, som indestaar Menigheden for Skriftens Overensstemmelse med det guddommelige, levende og uforanderlige Tros-Ord, som de naturligvis med hele Menigheden maa forudsætte, bekjende og bygge paa, men har for Resten fri Raadighed baade over den hellige Skrift og alle kristelige Oplysnings-Midler, da en fri Rørelse aabenbar er Vilkaaret for en levende, bestandig fremskridende Oplysning.

546

Dette, at Herrens eget Munds-Ord til os alle ved Daaben og Nadveren er for alle Kristne, baade store og smaa, vise og vankundige, den eneste faste Tros-Grund, fordi den, som baade Lys-Grund og Livs-Grund, er baade Klippe-Grund og Sol-Grund, oplysende og oplivende, i Herrens Aand, som aldrig viger fra hans Munds Ord, medens vor hellige Skrift er et Oplysnings-Middel, hvorom Herren ikke taler til os, og hvorpaa Menighedens Tros-Bekjendelse ved Daaben derfor heller ikke lyder, og som derfor maa være Aanden og hans skriftkloge Redskaber, som kun virke levende i Frihed, frit overladt, paa de Vilkaar, at de skriftkloge vil bruge Skriften kristelig, altsaa i Overensstemmelse med vor, alle vitterlige, kristne Tro og i en paa bægge Sider fri Vexelvirkning med Herrens fribaarne Menighed, som de skriftkloge aldrig maa byde deres Oplysning som en Tros-Artikel; dette er allerede nu saa klart, at dersom den blotte Kundskab var mægtig nok til at styre og raade, om ikke hele Menigheden, saa dog dens skriftkloge Medlemmer, da havde det ingen Nød, at de, herefter som forhen, enten skulde opgive deres Frihed i Skolen og derved afbryde den kristelige Oplysnings Liv og Fremskridt, eller, ved at paatage sig Forsvaret for Troen og Menigheden, paa en Omvej opkaste sig til deres Herrer, og forbitre Menighedens Liv med al den Ængstelse og Tvivlraadighed, der er uadskillelige fra det aandelige Trælle-Liv; men en lang og sørgelig Erfaring maa have gjort os kloge af Skade, saa vi, som for Øjeblikket hører til de ældste, maa baade med Formaning og Exempel arbejde paa, at, om Udskejelser end ikke kan undgaas, de dog i det hele bliver uskadelige.

Derfor er det, at jeg bestandig mindre har taget Del i Pennefejden om, hvor Troens og det evige Livs Ord er at finde: enten i Herrens egen Mund, eller, efter Bogstav-Skriften, i de skriftkloges Mund, men har indskrænket mig til baade med Mund og Pen at oplyse den troende Menighed om alle Mundes og Pennes, saa vel som alle Hænders og Vaabens Magtesløshed mod Guds-Ordet i Herrens egen Mund og Menneske-Hjærtets Tro derpaa, saa Herrens Menighed kan og skal staa rolig under al Fjendens Larm, som Huset paa Klippen i Storm og Vandskyl, indtil man igjen stræber at kvæle Tros-Bekjendelsen paa Børnenes Læber, da Herrens Menighed skal ære ham ved sin højrøstede Bekjendelse, ogsaa paa Børnenes Vegne, og overlade Forsvaret til ham, som med sin egen Munds Ord har paataget sig Ansvaret: Herren selv, hvis Munds Ord til os vi alle tro og 547 bekjende paa hans Apostlers og hele Menighedens Vidnesbyrd. Hertil har jeg med Flid indskrænket mig, især siden Pennefejden fik sin ny Skikkelse, thi saa længe den førtes mod dem, der, som Prof. Clausen, i aabenbar Strid med vor kristne Tro, eller i klar Selv-Modsigelse, paastod, baade at Skriften var den eneste Trosregel, og at den, efter sin hele Beskaffenhed slet ikke duede til Tros-Regel, saa længe kunde man frit tage til Gjenmæle, uden at faa mindste Skin af, enten at forsvare Troen med den hellige Skrift, eller at ville give Troen en nødvendig Understøttelse med sit Forsvarsskrift; men siden man, med Dr. Rudelbach, bringer Bibelen og dens Anseelse i Marken ganske i kalvinistisk Stil, som om Bibelens Duelighed til at være Tros-Grund og Tros-Regel, dens Omfang, Ægthed, bogstavelige Indblæsning, aandelige Liv, Sikkerhed, Tydelighed og Klarhed for alle, var aldeles uomtvistelige, og var lige saa vel den lutherske som den kalvinske urokkelige Grundsætning, se, da skiftede Strømmen, saa der midt i vort verdens-kirkelige Virvar blev stor Fare for at løbe paa Grund.

Det var nemlig let at forudse, at alle de Bisper, Præster og Skoleholdere, som vilde aandelig beherske Troen og Menigheden, enten paa Grund af en egen Indvielse og Salvelse, eller paa Grund af en stemplet Skriftklogskab, de vilde stræbe at oprejse Statskirken fra det syttende Aarhundrede paa ny, og, skjønt de, for Religjonsfrihedens Skyld, ej kunde gjøre den til det gamle Fangetaarn, vilde de dog gjøre den til det aandelige Trællehus og Tugthus, som den fordum var, men som den i det sidste Aarhundrede, mere og mere havde ophørt at være.

Havde vi nu, som oplyste kristne, staaet i en Frimenighed uden for den danske Folkekirke, der nu atter, om mulig, skulde gjøres om til en Statskirke, da vilde vore skriftkloge følt, at enten maatte de herved være ligegyldige Tilskuere, eller dog kun stræbe at oplyse den danske Læseverden om, at dette kun var et nyt Skud af det lige saa ufolkelige og umenneskelige, som ukristelige Hierarkis Rod, saa Folket, om det vilde beholde sin Frihed og gaa frem i aandelig Oplysning, maatte jo før jo hellere nedlægge Statskirken; men da vi nu ikke blot stod midt i Folkekirken, men følte ogsaa Kald til at blive deri med Menigheden saa længe som mulig, og det dog bestandig tydeligere blev Modstandernes Agt, enten at binde os alle til det saa kaldte Skrift-Princip med Lænker, som selv vore danske Præste-Fædre aldrig bar, eller dog at begrave Friheden med os, som nu høre til de ældste, saa kunde vi ikke være ørkesløse 548 Tilskuere, men fristedes til at indlade os med Modstanderoe i en skarp Pennefejde, baade om det ægte lutherske og om Skriften og dens kristelige Forhold til Herrens Munds-Ord ved Daaben og Nadveren, en Pennefejde, der, før vi vidste det, let kunde føre os baglængs langt videre, end Tros-Livet og saa vel Menighedens som vor umistelige Aands-Frihed kunde taale.

Derfor har jeg egentlig slet ikke taget Del i denne Pennefejde, skjønt Fingrene tit har kløt og maattet klø paa mig, efter at vise den nordiske Læse-Verden, eller dog alle Menighedens opvakte Læsere, hvor uforsvarlig og tit højst latterlig man beraaber sig paa Luther, paa den danske Statkirke og fremfor alt paa Skriften, for hvad hverken Luther eller den danske Statskirke nogen Tid har sagt, og som Bibelen, saa vidt den kan sige noget, maa sige netop det modsatte af; men jeg holdt mig tilbage, fordi der ved en saadan Pennefejde, hverken for Menigheden eller for dens skriftkloge Tjenere, var det mindste at vinde, men tabtes meget, naar vi og Menigheden derved fik Skin af at underkaste os enten Luthers eller nogen Statskirkes eller nogen Bogstav-Skrifts Dom i Troens og Salighedens og den tilsvarende Friheds og Oplysnings Sag. Derimod stræbte jeg med al Flid at oplyse baade Venner og Fjender om, at den Frihed, som Præster og Professorer i vor Statskirke alt i forrige Aarhundrede, paa Samvittighedens og Oplysningens Vegne, havde krævet og tiltaget sig, den udstrakte baade dogmatiske og liturgiske Frihed, som i tre Menneskealdere ingen i hele Landet havde fundet utaalelig, undtagen de gammeldags kristne, og som nu, ved Sognebaandets Løsning, var ogsaa blevet dem meget taalelig, denne Frihed maatte vi nu, som Sandheds-Vidner og Oplysnings-Venner, højt og lydelig kræve, og, hvis den haardnakket blev os nægtet, heller forlade Folkekirken end svigte den aandelige Sandheds, Friheds og Oplysnings hellige Banner.

At denne var den rette Maade at tjene Menigheden og forsvare vor fri Virksomhed paa, det viser ikke blot Modstandernes Færd, men i mine Øjne endnu klarere adskilliges Misbilligelse, som ellers erklærede sig grundenige med mig i Tros-Sagen, thi vist nok har disse mine Venner haabet at blive fremdeles taalt i Folkekirken uden Tilbagekaldelse, men de maa dog halvt eller helt have forliget sig med den Tanke, at vore næste Eftermænd i deres Lærdom og hele aandelige Virksomhed blev bundet enten til alle Haande Bogstaver eller til Skrift-Principet, eller til bægge Dele, og kom derved i endnu 549 langt skjævere Stilling til Vorherres Munds-Ord og Frimenighed, end vore lutherske Formænd, der dog, hvor gjærne de end vilde tjene Herren og følge Aanden, maatte trælle for Bogstaven og spille Herre over Guds-Folket.

Dette ses da ogsaa klarlig af deres Indvendinger mod den almindelig Præste-Frihed, som jeg kræver den, thi at jeg vil have denne Frihed odstrakt lige saa vel til Professor Clausens og Søren Kierkegaards, som til mine Discipler, det er ingenlunde blot, fordi kun saaledes har Friheden vundet Hævd i den danske Stats-Kirke, og kun saaledes kan den tænkes at bestaa i en Folke-Kirke, hvor man altid maa vente flere ukristelige eller halvkristelige end strængt kristelige Præster; men først og sidst, fordi vi, som oplyste kristne, aldrig kan være med at sno verdslige Baand til Aander, endsige da, under Paaskud af kristelig Nidkjærhed, at friste Folk med visse Levebrød til højtidelig Løgn, Hykleri og Selvmodsigelse. Naar derfor vedkommende paastaar, at deres Samvittighed ikke vilde tillade dem at være Præster i saa fri en Folkekirke, som den danske Statskirke længe har været og til Dels er endnu, fordi den var bekjendelsesløs og aabenbar ukristelig, da er det klart, at ogsaa de forvexler Kristi Frimenighed, hvis Bekjendelse kun er enstemmig, fordi Troen er den samme hos alle, med de kun saakaldte kristelige Statskirker, hvis Bekjendelse man godt vidste, kun var bleven enslydende ved Tvang, og vilde derfor ogsaa fremtvinge samme Bekjendelse af alle, med eller uden Tro, som det kunde falde, og foreskrev alle Præster højtidelig at aflægge et og det samme Vidnesbyrd om deres personlige Tro og Overbevisning, enten saa det Vidnesbyrd blev sandt eller falsk, skjønt det derved blev hartad umuligt, selv for den sanddrueste Præst, at afhjemle sit personlige Vidnesbyrd, saa det af sandhedskjærlige Folk kunde findes troværdigt. Kunde vi derfor, som kristelige Præster i en Folke-Kirke, ikke taale, at ukristelige Præster ved Siden ad os udtrykte deres Overbevisning lige saa frit, som vi udtrykte vores, da skulde vi aldrig ladet os gjøre til Præster i den danske Statskirke, hvor vi jo vidste, den Frihed herskede, men, har vi ikke blot kunnet taale den selvtagne Frihed, men maa netop takke den Frihed, hvori vi selv har deltaget, for alt det Held, der har kronet vore kristelige Bestræbelser, da kan vi aabenbar ikke blot taale, men maa kræve denne Frihed indrømmet, naar vi skal blive i Folkekirken. Kun naar det var os, ligesom de gamle Statskirker, om Skinnet af almindelig Kristendom at gjøre, kun da kunde vi finde det tomme og falske 550 Skin umisteligt, og selv det falder, efter Skinnets Historie i det attende Aarfaundrede lige for vore Øjne, ubegribeligt; thi det maa jo hos os aldrig glemmes, at, kunde jeg ikke taalt at være kristelig Præst i en Statskirke, som aabenbar var bekjendelsesløs og fattedes alt Skin af at være kristelig, da kunde jeg aldrig bleven Præst i den danske Statskirke, og, da jeg ikke maatte gaa ud af den, heller ikke uden for den, saa at, for saa vidt som min præstelige Virksomhed har været kristelig, for saa vidt kan man ikke nægte, at den er meget godt forenelig, selv med den grænseløseste Frihed, medens den derimod vilde været aldeles uforenelig med den ny Alterbog, som vi (1807) havde været lige paa Nippet til at faa. For mine Øjne er det da ogsaa soleklart, at medens vi, som Guds-Ordets Tjenere i Folkekirken, ikke blot kan taale, men højt behøve al den Aandsfrihed, vi har, og maa række efter mere, saa behøvedes der vist ikke mere til at gjøre vor kristelige Virksomhed i Folke-Kirken umulig og drive os ud deraf, end saadan en ny Alterbog, som enten i et nybagt Kirkeraad eller paa vore forældede Landemoder vilde faa de fleste Stemmer, og en saadan ny Alterbog maa jo dog komme, enten alt i vore Dage, eller før vi ret blive kolde i Graven, dersom der ikke snart bliver almindelig lovfast Præste-Frihed i Folkekirken; thi den gamle Alterbog, der alt for to Menneskealdere siden var opgiven og saa godt som aflagt, og som ingen af os strængt har fulgt, den vil ingen Myndighed kunne gjøre strængt gjældende, saa, naar man vil stramme Baandet, maa det gjøres med en ny Alterbog, som har Overtallet for sig, og de, som da selv havde bestridt den Præste-Frihed, der netop var dem uundværlig, maatte da baade med Skam og med en ond Samvittighed forlade Folkekirken.

Naar jeg derfor her, ved en Undtagelse, vil vise kristelige Læsere, at vore saakaldte luthersk-ortodoxe Modstandere maa sadle dygtig om, inden de kan ride os til Vands, enten paa Luthers eller paa vor lutherske Statskirkes eller paa vor hellige Skrifts Kappe, da er det vel til Dels for, om muligt derved at oplyse og opmuntre de ubefæstede, der maaske kan staa Fare for at lade sig kyse af blind Alarm eller blæse omkuld af et Vindpust, men det er dog egentlig, efter Aandens Drift, for at vise de yngre af Ordets Tjenere, at der var slet intet vundet for Troen og Menigheden, naar vi, saa vidt som det kan ske ved en Pennefejde, slog Dr. Rudelbach og hans Hærskare aldeles af Marken, men at det kun synes saa under vor meget beklemte statskirkelige Stilling, som vi helst skal se bort fra, 551 da den enten snart maa blive tilstrækkelig fri eller aldeles ophøre.

Hvad nu først gamle Doktor Morten Luther angaar, da var han jo selv aldeles enig med os om, at Kristi Menighed skulde slet intet have med ham at gjøre, hvis han ikke uden al Forbeholdenhed bekjendte sig til den kristne Tro ved Daaben, som den lyder i vor apostoliske Bekjendelse, som han ogsaa tog for Guds Ord og kaldte Daaben det bare Vand, naar den ikke var sammenføjet med Guds-Ordet, og hvad hans Skrift-Princip angik, da indskærper selv Kalvinisterne, at Grundforskjellen mellem Luther og Zwingel var den, at Luther vilde intet lade gjælde, som stred imod Skriften, men Zwingel vilde, ligesom vore nye Bibelryttere, kun lade gjælde hvad der lod sig udlede og bevise af Skriften.

Hvad dernæst den lutherske Statskirke i Danmark angaar, da havde den jo, som saadan, hverken med Konkordie-Formularen, eller med noget andet ægte eller uægte luthersk at gjøre, end den uforandrede augsburgske Bekjendelse og Luthers lille Katekismus, og ingen af Stederne har jeg kunnet finde et Skriftprincip i Modsætning til den apostoliske Trosbekjendelse paa Menighedens Tunge, eller til noget af Herrens Indstiftelsesord enten ved Daaben eller ved Nadveren.

At nu den danske Statskirke heller ikke paa sin egen Haand bandt sine Præster til et saadant Skriftprincip, men kun til Herrens egne Indstiftelser med Guds-Ordet og den guddommelige Sandhed, som den findes i de profetiske og apostoliske

Skrifter, det kan man selv se i Ritualet for Ordinatjonen, og det er desuden klart, at naar man ikke udtrykkelig angiver en hellig Skrifts Omfang og Indhold og nævner en vis Text eller Oversættelse, som skal følges, da svæver det saakaldte Skriftprincip aldeles i Luften.

Det Skriftprincip og den haandgribelige Bogstavskrift, som vedkommende nu vil føre i Marken mod Menighedens levende Trosbekjendelse og Herrens eget Indstiftelsesord ved Daaben og Nadveren, maa det da aabenbar blive deres egen Sag baade at gjøre kjendelig, at forsvare og at gjøre gjældende i en splinterny Tvangs-Kirke, som de synes, med eller uden Kirkeraad, paa deres egen Skrifts og deres eget Skriftprincips Vegne, at ville oprette og uindskrænket beherske. Da de nu maaske i denne kun forønskede og forventede Tvangskirke agte saa strængt at gjennemføre deres Skriftprincip, at hele Kirken kun 552 kommer til at staa paa Papiret, hvorpaa Bogstaver og al Bogstavelighed aabenbar ogsaa staar fastest, saa skal vi ikke her indlade os paa de kildne Spørgsmaal: om en Aand heller vil bo i en Bog end i et andet Hus, der gjøres med Menneskehænder, eller om han heller vil forplantes ved Bogtrykkersværte end ved Pen og Blæk, eller om det er en finere Overtro, at der skal være aandelig Kraft og Liv i en legemlig aldeles livløs og maalløs Bogstavskrift, end at der skulde være aandeligt Liv i en Runesten, skjønt de for alle vore Sanser, ogsaa for Hørelsen, er lige stendøde.

Derimod maa vi med Flid gjøre vore Modstandere eller dog vore fælles Læsere opmærksomme paa, at naar nogen med mindste Held vil føre deres Skrift og Skriftprincip i Marken mod den kristne Menigheds Trosbekjendelse, eller mod lidt eller meget af Indstiftelsesordet ved Daaben og Nadveren, da maa de selv indskærpe, at det er ingenlunde den hellige Skrift, som fra Arilds Tid er forelæst og forklaret i Menigheden, men en ganske anden, og at deres Skriftprincip heller ingenlunde er det, som alle den kristne Menigheds skriftkloge fra Palladius til Balle har vedkjendt sig, men et ganske andet.

Vort gamle Skriftprincip var nemlig, som bekjendt, Forudsætningen af den fulde Overensstemmelse mellem Skriften og den oprindelige Kristen-Tro og Bekjendelse, og vor hellige Skrift er jo saa langt fra at udgive sig selv enten for den kristelige Tros-Grund eller den kristelige Livs-Kilde, at den maatte være aldeles uefterrettelig, hvis der ikke var et Ord af Herrens egen Mund ved Daaben og Nadveren, hvorpaa Troen hvilede, og hvoraf Livet udsprang.

Vor evangeliske og apostoliske Skrift, det saakaldte »ny Testamente«, lader det nemlig ingenlunde være nok med helt igjennem at forudsætte Kristi Evangelium som en Guds Kraft til Salighed for de troende, og at forudsætte en troende Menighed, paa hvis Oplysning og Formaning alt er stilet, thi vor hellige Skrift melder ogsaa tydelig, at Vorherre Jesus Kristus og hans Evangelium kom til Verden, og at den tilsvarende Tro blev bekjendt og udbredt med glødende Tunger i den Helligaands Kraft, før end der blev skrevet en Tøddel af, hvad vi nu læser derom, saa det er soleklart, at, skal vi findes i Besiddelse af det samme Kristi Evangelium, den samme Tro og Daab og den samme Aand, som den Jesus Kristus og de Apostler, som vor hellige Skrift giver Vidnesbyrd, da maa de være komne til 553 os ad en anden og ældre Vej end Pennens paa Papiret, være komne levende til os i et Guds-Ord og Tros-Ord fra den samme Herres og hans Apostlers glødende Tunger, og endelig vidner vor hellige Skrift udtrykkelig, at baade holdt Apostlerne og Aanden, som drev dem, sig udelukkende til Ordet af Herrens egen Mund, hvorpaa netop Kristi Aand, som ikke talte af sig selv, skulde kjendes, og at Herren, ved Indstiftelsen af Daaben og Nadveren, talte et bestemt Ord til Apostlerne, som de skulde meddele lige saa rent og varmt, som de havde modtaget det.

Alle, som uden Latterlighed og klar Selvmodsigelse vil beraabe sig paa vor evangeliske og apostoliske Skrift og hævde dens Anseelse i Menigheden, maa da vel vogte sig for, i aabenbar Strid derimod, at udgive den for det modsatte af hvad den, efter sin hele Skikkelse, Bestemmelse og Bekjendelse, er, saa vi vilde aabenbar være vort ny Testamentes aabenbare Forrædere, hvis vi, trods denne Oplysning, som Skriften selv indeholder, vilde udgive den for enten at være Evangeliets, Troens og Menighedens Ophav, eller for Tros-Regel i den Menighed, som netop efter samme Apostel-Skrifts Vidnesbyrd ikke maa vige fra det Evangelium og Tros-Ord, som den har hørt fra Begyndelsen, om saa en Engel fra Himmelen vilde friste den dertil.

Man ser heraf, at vi, som virkelig stoler paa vor hellige Skrift som en mageløs paalidelig Oplysnings-Bog om de Ting, som hører til Guds Rige, vi er for Skriftens egen Skyld nødt til at paastaa, der skal i den kristne Menighed være et Ord af Herrens og Apostlernes egen Mund, et Ord, som hverken er udsprunget eller udledt af Skriften eller maa forandres derefter, og at vi, som tror, vi har det ægte, oprindelige Kristi Evangelium, umulig kan udlede det af en Skrift, der henviser os til den ægte, oprindelige Kristendom i en troende Menighed, som en almindelig bekjendt, levende og guddommelig Kjendsgjerning, hvortil den kun staar i et beskrivende og oplysende Tjeneste-Forhold.

Hvis derfor vore nærværende Modstandere eller deres Børn fremdeles vil bekæmpe Ordet af Herrens egen Mund til Menigheden ved Daaben og Nadveren med vor egen hellige Skrift, da maa de aabenbar sadle om og selv paastaa, at der skal findes et saadant levende Ord af Herrens og Apostlernes egen Mund, som udtrykker den ægte kristne Tro og fører Kristi Aand med sig, thi saa længe de paa gamle Parykkers og egne 554 Vegne vil forære og paanøde vor evangeliske og apostoliske Skrift en Stilling og Anseelse, som den selv afbeviser og fralægger sig, da den, som historisk Beskrivelse af Troens Ophav og Menighedens Stiftelse og som et Omrids af Apostlernes Tankegang, umulig enten kan være Grunden og Kilden dertil eller Bestemmelsen deraf og Regelen derfor, saa længe gjør de sig jo Dag for Dag ikke blot niere latterlige, men mere kjedsommelige, og kjedsommelige Bøger, som man ikke nødes til at læse, er uskadelige.

Derimod kan man nok, uden klar Selvmodsigelse, indrømme, at der naturligvis efter Skriften skal findes et mundtligt Tros-Ord og Guds-Ord ved Daaben og Nadveren, hvorpaa baade Aanden og Menigheden kjendes, og hvorved Fælles-Troen og dens enstemmige Bekjendelse ene bliver mulig, og dog paastaa, at, efter Skriften, har dette Ord lydt og skal lyde anderledes, end det nu lyder, enten i det hele, eller paa et enkelt Sted, som nu hos os.

Denne Vending kan nu vel vore saakaldte luthersk-ortodoxe Modstandere vanskelig give Striden, fordi de, ved Siden ad Skriftens fulde Paalidelighed, maa holde lige saa meget fast paa den lutherske Kirkes Rettroenhed, men de behøvede da kun at blive Rationalister igjen, eller i deres kirkelige Luftkastel at rette Ordet ved Herrens Indstiftelser efter Skriften, saa havde vi en ny Trætte om Ordet og Skriften, langt mere indviklet, og langt farligere for Menigheden, hvis vi indviklede den deri, ved paa dens Vegne at tage Handsken op, og love et klart Skriftbevis for, at Ordet ved Herrens Indstiftelser skulde netop efter Skriften lyde, som det har lydt fra Slægt til Slægt alle Dage, i Steden for at vi, som Ordets og Menighedens Tjenere, aldrig maa blive trætte af at foreholde os selv og Menigheden, at Ordet og Troen ej kan eller maa bygges paa nogen Skrift eller bedømmes derefter, da ingen Skrift kan enten være almindelig bekjendt eller være nær saa sikker, som den ved hver Daab lydelig bekjendte Menigheds-Tro, og da en Bogstav-Skrift, om den end kunde være begge Dele, dog er livløs og kan da hverken gjøre Ordet eller Troen levende, som de dog begge maa være, for at skjænke os det aandelige og evige Liv.

Naar vi derfor indlade os i Trætte med nogen om vor hellige Skrifts Forhold til Herrens eget Munds-Ord ved hans egne Indstiftelser og den derpaa grundede Fælles-Tro, da maa det slet ikke være paa Ordets, Troens og Menighedens Vegne, som under 555 den ny Pagt kan og skal med den levendegjørende Aand hæve sig højt over det døde og dræbende Bogstav, og er paa ingen Maade afhængige deraf, men vi maa føre Striden ganske paa vor egen og den Skriftklogskabs Vegne, som har bevidnet Skriftens historiske, profetiske og evangeliske Ægthed og dens aandelige Overensstemmelse med den kristne Tro og med Vorherres Jesu Kristi egne lyslevende Indstiftelser og Saligheds-Midler.

At vi nu saaledes paa eget Ansvar, I Tillid til Kristi Aand, som vi forudsætter har drevet vore Profeter og Apostler, saa vel naar de skrev, som naar de talte, og som altid vil vedkjende sig sit eget Værk, dristig kan møde alle Indvendinger mod Overensstemmelsen mellem det levende Guds-Ord og den tilsvarende hellige Skrift, det er jo lige saa vist, som at Kristi Aand er Sandhedens Aand; men vi vilde dog aabenbar skuffe os selv og Menigheden, hvis vi indbildte os at kunne med en klar og afgjørende Sejer føre denne Strid til Ende, thi medens vi maa indskrænke os til at paastaa og, saa vidt muligt, godtgjøre en aandelig Overensstemmelse, vil Modstanderne naturligvis paastaa, at Overensstemmelsen skal være bogstavelig, og hvor klart vi end udvikle, at bogstavelig Overensstemmelse kan der kun være mellem bogstavelige Ting, og at Aanden lige saa vel er sin Skrifts som sin Tales bedste Fortolker, saa vil den vantro Verden altid hælde til Modstandernes Side. Dette vil nu vist nok klarest være Tilfældet, naar vi paatage os at forsvare det saakaldte »gamle Testamentes«, Jødernes hellige Skrifts Kristelighed, men det vil dog ogsaa være kjendeligt nok, baade ved vort Forsvar af det saakaldte »ny Testamentes«, vor egen hellige Skrifts Kristelighed i det hele, og ved vort Forsvar af den evangeliske Skrifts Efterrettelighed i Henseende til Indstiftelsesordene ved Daaben og Nadveren.

I Henseende til det ny Testamente i det hele, kan vi saaledes umulig, hvad dog Modstanderne sikkert vil kræve af os, godtgjøre Kristeligheden af det saakaldte Jakobs-Brev, og skjønt dets Uægthed er gyldig bevidnet, er dets Ægthed dog paastaaet eller indrømmet af Paven i Rom og af saa utallige skriftkloge, at vi med Morten Luther maa synes aldeles overstemte. Ligedan er det med den klare Uoverensstemmelse mellem de fire Evangelier indbyrdes, thi skjønt den, i Henseende til Kjendsgjerninger, er aldeles ubetydelig, saa tør vi dog hverken benægte den, eller selvmodsigende paastaa, at en Skrift baade kan være ordret tilsagt af Sandhedens Aand og dog i Ordenes 556 Bemærkelse og Sammenhæng være uforligelig med sig selv, altsaa selvmodsigende. Vist nok kan vi godtgjøre, at hele Indblæsnings-Læren (Inspirations-Theorien), umiddelbar anvendt paa Bogstav-Skriften, er kun et aandløst rabbinsk Paafund, som vor hellige Skrift paa ingen Maade enten kræver eller forudsætter, og vist nok paastaar vi med rette, at selv den udtrykkelige Mindelse om eller Tilsigelse af Herrens egne Ord kun gjælder Apostlerne, som havde hørt dem, og maa kun anvendes paa hans øvrige Discipler og hele Menigheden, for saa vidt som de ogsaa har hørt ham selv, saa at Evangelisten Lukas kan godt, efter sine Kilder, meget sandfærdig anføre Herrens Ord anderledes eller i en anden Sammenhæng end Apostelen Matthæus, uden at Apostel-Vidnesbyrdet derved i mindste Maade svækkes, eller Kristi Aand kan sigtes for Selvmodsigelse; men da Menighedens skriftkloge sædvanlig har overset eller vel endog benægtet dette, saa kan Modstanderne med et godt Skin bestride det og derved trække Striden ud i det uendelige.

Hvor klart det derfor end altid har været for troende Bibellæsere, at der findes den herligste Overensstemmelse mellem den evangeliske Efterretning og Daabens og Nadverens Indstiftelsesord hos Menigheden, saa er det dog lige vist, at hverken har de lutherske skriftkloge bevist, ikke heller kan vi bevise, at Indstiftelses-Ordene efter Skriften skulde lyde netop, som de lyder hos Menigheden, saa Forholdet derimellem er et aabent Spørgsmaal. Vist nok er det en dumdristig Paastand, at Indstiftelsens Ord efter Skriften ikke har lydt eller maatte lyde som nu, men naar Modstanderne indskrænker deres Paastand til Djævle-Forsagelsen og Korstegnets Ord, da vil de dog med Verdens Bifald kunne trække Striden ud i det uendelige.

Medens man nemlig kun gjør sig latterlig ved at paastaa, det efter Skriften ikke kunde være med Herrens egne Ord, vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og at det ikke kunde være Herren selv, som ved sit Bord siger til os: tager, æder! det er mit Legeme, som gives for eder, drikker alle deraf! det er den ny Pagts Kalk i mit Blod, som udgydes for eder til Syndernes Forladelse; eller at det Fadervor, vi beder baade ved Daaben og Nadveren, ikke skulde være Herrens egen Bøn, som han lægger sin Menighed i Munden; eller at »Fred med dig!« og »Fred med eder!« ikke skulde være Herrens eget Velsignelses-Ord til sin Menighed; saa det er kun Daabspagtens og Korstegnets Ord, som Modstanderne med 557 mindste Skin efter Skriften kan drage i Tvivl, men det er ogsaa mere end nok, da det baade er alle Vilkaarene for vor Daab og er det eneste Indstiftelsesord, som nævner Jesu Kristi, Guds Søns Navn, og derved giver Daaben sit kristelige Præg, saa at, dersom Skriften virkelig stemplede vor Daabs-Pagt som uægte, da kunde Pagten vist nok derfor være lige ægte og staa lige fast, men da maatte vi beskæmmede frafalde vor Paastand om Evangeliernes Kristelighed, skjønt den er omtrent saa gammel som Kirke-Skolen.

Hvad nu Daabs-Pagten angaar, da maa vi strax indrømme, at ingen af dens to Hovedstykker, hverken Forsagelsen eller Tros-Bekjendelsen, findes bogstavelig beskrevet enten i de fire Evangelier eller i Apostlernes Gjerninger, saa det var aldeles umuligt at udlede eller bevise Pagten deraf, men vist nok afviser vi med rette enhver til denne urokkelige Kjendsgjerning støttet Indvending mod Skriftens Kristelighed, da Udeladelsen godt kan have sin aandelige Grund i den Fare for alle Haande Forvanskning og Misbrug, som Daabs-Pagten, ved ordret at indføres i Bogstav-Skriften, aabenbar vilde været udsat for, og da denne ny Pagts Tilværelse og Gyldighed for hele Menigheden baade forudsættes, nævnes og stykkevis peges paa efter hele sit Indhold. Saaledes nævner jo Herren efter Skriften selv ved Nadverens Indstiftelse »den ny Pagt«, som han besegier med sit Blod, og Pavlus kalder ikke blot sig med alle Apostlerne »den ny Pagts« Tjenere, og derfor ikke Bogstavens, men den levendegjørende Aands, men han stiller ogsaa den ny Pagt som Naadens over den gamle Pagt som Lovens, og ligner den ved Sara, alles vores fribaarne Moder, hvis Sæd har Forjættelsen, men ogsaa Forfølgelsen*). Dette passer unægtelig godt paa vor Daabspagt, der, som det guddommelige Daabs-Vilkaar, er den aandelige Moder til alt, hvad der fødes i Daaben, og hvad især Trosbekjendeisen angaar, da maatte der aabenbar efter Skriften findes en saadan ved Daaben, eftersom Herren ikke blot uopløselig sammenknyttede Troen og Daaben til Frelse-Midlet og vilde kun kjendes ved dem, der trofast kjendtes ved ham; men han vidnede udtrykkelig, at han vilde bygge sit aandelige Hus paa en klippefast Bekjendelse af ham selv som Kristus, den levende Guds Søn, der har det evige Livs-Ord. Dette passer da ogsaa ypperlig paa vor Trosbekjendelse i Daabspagten, som bærer hele Menigheden og har dertil ganske *

558 rigtig trodset Helvedes Porte med den Trods, som Korset og Djævle-Forsagelsen udtrykker.

Naar hertil kommer, at Apostlerne efter Skriften skulde døbe til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, hvad aabenbar udkrævede en Trosbekjendelse som Daabs-Vilkaar, der lød kristelig paa Faderen og Sønnen og den Helligaand, og at vores fælles Trosbekjendelse paa det tætteste slutter sig til det korte Begreb af Evangeliet, som Herren, efter Skriften, selv gav med de verdensberømte Ord: saa elskede Gud Verden, at han hengav sin enbaarne Søn, for at hver den, som tror paa ham, skal ikke fortabes, men have et evigt Liv, - da vilde Menigheden vist altid finde det fyldestgjørende; men Modstanderne, som i deres Fortvivlelse vil nøde de kristnes egen hellige Skrift til at bestride den kristne Trosbekjendelse og Daabspagt fra Arilds Tid, de indrømmer næppe Trosbekjendelsens Skriftmæssighed, selv naar man tillige foreholder dem Apostlen Peders Opregnelse af Leddene i vor anden Tros-Artikel, og Apostlen Povels Vidnesbyrd om det Troens Ord med den Herres Jesu Bekjendelse, som var Sjælen i den apostoliske Prædiken, Tros-Ordet, som, med den nedfarne og opfarne Kristus selv, var alle kristne saa nær i deres Mund og i deres Hjærte, som deres troende Hjærte kunde ønske sig, og at dette er Guds-Ordet, ved hvis Hørelse Troen oprinder*).

Dog, selv om Modstanderne skulde finde sig nødt til at indrømme, at Trosbekjendelsen fra Herrens Mund vel efter Skriften kunde og maatte lyde, som den lyder, saa kunde og vilde de dog vedblivende paastaa, at der i Skriften ej findes mindste Spor enten af Djævle-Forsagelsen som en Del af Daabspagten, eller af Kors-Betegnelsen, og skjønt det ikke er sandt, saa maa vi dog indrømme, at der hviler et Slør over disse Spor, ligesom det Slør, der for Jøderne hviler over hele den gamle Pagts Bog, indtil de omvender sig til Kristus. Naar man nemlig, som alle den kristelige Daabspagts Modstandere, har sat sig fast i Hovedet, enten at der ingen Djævel og intet Helvede maa være til, eller dog, at der intet uforsonligt Had og Fjendskab maa være mellem Slangens og Kvindens Sæd, end sige da, at Korsets Ord og Tegn skulde gjøre et evigt Skjel imellem dem, da kan man vist nok lige saa lidt tro vor hellige Skrift, som vor Daabspagt, men saa længe man dog vil have Skin af det første og holde paa Kristen-Navnet, maa man nødvendig benytte sig af den *

559 Dunkelhed, der i Skriften hviler over alt, hvad kun det gjenfødte, aandelige Menneske kan forstaa, for at de aandløse ikke skal indbilde sig, de forstaar det. Dette er nu i Grunden Tilfældet med hele den ny Skikkelse af Menneskelivet, som udspringer af Guds-Ordets Kjøds-Paatagelse, Pine og Død, Helfart og Himmelfart, og som sættes i Kraft hos de troende af den Helligaand ved Daabens og Nadverens Guds-Ord af Herrens egen Mund, hvorfor man ogsaa dumdristig har prøvet paa at bestride det alt sammen med Skriften, der, som alt dødt, maa kunne føres i Strid mod alt levende; men dog er især det ny Menneskes Forhold til det onde og til den onde, og til Frelserens Kors, hvorved vi tror, det onde blev overvundet med det gode, et Forhold, som ikke lader sig tydelig beskrive, men lader sig kun ved Afsigelsens og Korstegnets Ord levende udtrykke, og i det kristelige Levnetsløb aandelig erfare.

Vist nok er det latterligt for vore Øjne, naar man paastaar, at efter Skriften kan Vorherre Jesus Kristus ikke gjøre Djævle-Frasigelsen til et Hovedstykke af sin Daabspagt, thi om end Fristelses-Historien var Skriftens eneste Oplysning om det personlige Forhold mellem Frelseren og Fristeren, saa maatte Herrens »pak dig, Satan!« jo være noksom Pant paa, at naar ban grundede sit Rige paa Jorden, vilde han ikke glemme at gjøre noget, som kunde holde denne hans arrige Fjende ude derfra, og at naar han vilde tage en Troskabs-Ed af sine Undersaatter, han da ogsaa vilde have deres Ord for, at de ikke, som Forrædere, vilde holde til med hans Fjende. Lægger man nu hertil, at Herren, efter Skriften, er den guddommelige Sandhed i egen Person og at Djævelen er Løgnens Fader, saa følger det jo af sig selv, at ingen kan indgaa i Kristi Rige uden at sætte sig i afgjort fjendtligt Forhold til Djævelen og hele hans Rige; og det er aabenbar et Grundforhold, der maa høre til den kristelige Grundvold.

At nu Herrens Apostler ikke efter Skriften kan have optaget nogen i hans Menighed, uden at de afsagde Djævelen med alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, paastaar vi med rette, da ikke blot baade Petrus og Pavlus tiltaler Menigheden, som den der staar i et alle vitterlig fjendtligt Forhold til Djævelen, men Pavlus ogsaa udtrykkelig nævner en saadan Afsigelse*) og vidner, at en saadan vitterlig Bortvendelse fra Ondskaben hører til Grundvolden for alle dem, der nævner Herrens Navn**).

* * 560

Med alt dette kan vi dog aldrig vente, at Verden skulde give vor Skriftfortolkning i dette Stykke Bifald, da den er fast bestemt paa ikke at lade Skriften gjælde, med mindre enten Djævelen og Helvede rent kan bortfortolkes eller ved en eller anden Bro i Luften forbindes med Himmerig og Vorherre, da det uforsonlige Fjendskab mellem Sandhed og Løgn er den Sandhed, Verden sidst lader gjælde.

Saa længe derfor Verden finder det Umagen værdt at trættes med os om vor egen hellige Skrifts Kristelighed, saa længe indrømmer den lige saa lidt, at Djævle-Forsagelsen som at Korsets Ord kan efter Skriften høre til den kristelige Grundvold, som Kristus selv har lagt og er aandelig selv i, og det sidste endnu mindre end det første.

Naar vi opmærksom læser Apostel-Skriften med kristen Tro og med Herrens aand, da maa vi vist nok finde, at efter Skriften maatte man ventet et langt fyldigere »Korsets Ord« ved den kristelige Daab, end det, der halvvejs skjuler sig i Trosbekjendelsen, og det lille Ord, som helliger Korsets Tegn, saa mindre kunde der næppe være, naar det, som Pavlus skriver, var til »Korset« den Haandskrift blev naglet, som fordømte os, og at det er »Korsets Ord«, som alle de vantro støder sig paa, men hvori alle de troende finder Guds Kraft, og naar det, som Herren, efter Skriften, selv har sagt, netop er paa Korset, han vil drage alt til sig, og at alle hans Disciple skal bære hver sit Kors*). Desuagtet har næppe nogen af vore egne skriftkloge vovet at regne det lille Korsets Ord, som kristner Korsets Tegn for vort Aasyn og for vort Bryst, til det oprindelige ved Daaben efter Herrens Indstiftelse, ja, jeg har selv ikke rigtig vovet det før end nu, saa Verdens skriftkloge vil have nemt ved, med stormende Bifald at udraabe denne Paastand for aldeles skriftstridig, skjønt Menigheden, som umulig kan slippe Menneskens Søns Tegn, og kan dog heller ikke erklære noget Tegn uden Ord for aandeligt, naturligvis vil finde det lige saa bibelsk som kristeligt.

Heraf, tænker jeg, det kan ses, at naar vi ogsaa, langt fra selv at ville gjøre Skriften til den kristne Menigheds Lovbog, meget mere har afvist og afbevist ethvert Krav paa lovgivende Myndighed, som de skriftkloge paa Skriftens Kappe har tilskrevet sig, vi da fremdeles maa vogte os for at gjøre vor uundgaaelige *

561 Trætte om det ny Testamente som vor Kirke-Bog til en Menighedssag, da den aabenbar kun er vores Sag, Lærernes Sag, som har gjort det ny Testamente til Kirke-Bog i Menigheden og indestaar samme for dets Kristelighed, uden at Menigheden i sin Daabspagt har paataget sig mindste Ansvar derfor. Heraf følger da, at vi, under vor Trætte med de fremmede om Skriftens Kristelighed, baade for Menighedens og for vor egen Skyld, langt mere maa have for Øje at berolige og fyldestgjøre Menigheden end at overbevise Modstanderne, thi det første kan og skal ske, medens det andet i Grunden er umuligt og, selv naar det synes opnaaet, kun vil berede os og Menigheden en langt haardere Strid om Kristendommens Sandhed.

Jeg skal nu gjøre opmærksom paa, at naar Modstanderne vil føre Bogstav-Skriften i Marken mod Herrens eget Munds-Ord til Menigheden, men maa dog selv indrømme, at der, efter Skriften, skal findes et saadant Munds-Ord ved Herrens Indstiftelser, som umulig kan udledes af nogen Bogstavskrift, da er det en kirkehistorisk Brug eller Misbrug, de gjør af vort »Ny Testamente« ved at paastaa, at Herrens Munds-Ord, efter den ældste skriftlige og fuldgyldige Efterretning om Jesus Kristus og hans Menigheds Stiftelse, har lydt og skulde da altid lyde anderledes, end det nu lyder, enten i den saakaldte lutherske eller den saakaldte bispelige eller den saakaldte romerskkatholske eller pavelige Kirke, der dog er de eneste, som paastaar, at deres Trosbekjendelse ved Daaben er den ægte apostoliske. For at bestyrke og nærmere bestemme denne deres Paastand, vil de da ogsaa gjøre et kirkehistorisk Skridt videre, og, som de siger, bevise, at i den ældste Kristen-Menighed, som jo maa gjæide for den ægte, fattedes adskillige Led af vor Trosbekjendelse og navnlig det om Herrens Nedfart til Helvede.

Herved er det nu vel soleklart, at hverken kan disse Modstandere uden Selvmodsigelse erklære nogen af disse saakaldte Kirker med en, efter deres Paastand, forvansket Bekjendelse og Daabspagt, for kristelig rettroende, ikke heller kan de være rigtige Medlemmer enten af de sigtede Kirker, elier af den ægte Menighed, som de paastaar er uddøet, saa de stiller sig i Modsætning til den kristne Tro og Menighed i det hele, som, efter Skriften, ikke kan uddø; men skjønt vi ikke kan undlade at lægge nogen Vægt derpaa, maa det dog ikke være mere end højst nødvendig, fordi vi selv maa skjelne skarpt mellem alle Tvangs-Kirker og den oprindelige Frimenighed, og maa indrømme, 562 at der I Tvangs-Kirkerne med deres Alterbøger kan indløbe og er indløbet visse Fejl i Trosbekjendelsen, der gjorde den til særlig og uforsvarlig, uden dog efter vort Skjøn at gjøre den til oprørsk eller kjættersk.

Det kan og maa nemlig ikke dølges, at vi i den danske Tvangs-Kirke lige siden Reformatjonen i Trosbekjendelsen har sagt »kristelig Kirke« og »Legemets Opstandelse« i Steden for »almindelig Kirke« og »Kjødets Opstandelse«, som ikke blot den skriftlige Kirkehistorie, men det lydelige Vidnesbyrd ved Daaben baade i den bispelige Statskirke og den pavelige Kirkestat, hvorfra vi har faaet Troen og Daaben, udtrykkelig stadfæster. Vist nok paastaar vi med rette, at denne Ændring for saa vidt var uskyldig, som man ikke derved tilsigtede nogen Forandring, men kun en Forklaring, men den var dog lige fuldt utilladelig og uforsvarlig og sætter Menigheden hos os i den farlige Nødvendighed at maatte for saa vidt bygge sin Tro paa sine skriftkioges Vidnesbyrd, i Steden for at bygge den aldeles udelukkende paa Herrens og sit eget. Denne Ulempe, som vi, naar Herrens Aand er over os, selv vil være de første til at beklage og paa alle mulige Maader stræbe at formindske, maa imidlertid, i den kirkehistoriske Trætte om vor apostoliske Tros-Bekjendelses Ægthed, ej hindre os i at hævde Menigheds-Vidnesbyrdet ved Daaben sin mageløse Gyldighed frem for nogen Enkeltmands skriftlige Efterladenskaber, endsige de navnløse Flyveblade, som dog er det eneste, Modstanderne kan beraabe sig paa, til hvad der kaides Bevis for, at Trosbekjendelsen ved Daaben ikke lød i den ældste Menighed, ligesom den lyder endnu i Rom, i England og alle Vegne, hvor man ikke efter egen Tilstaaelse og bevislig har forandret den.

Til al Lykke tør nemlig Modstanderne ej engang paastaa, at den romerske eller latinske Trosbekjendelse ved Daaben er bleven forandret i de sidste tolv hundrede Aar, eller siden Troen og Daaben forplantedes til England, Tyskland og Højnorden, og denne store Kjendsgjerning vil altid være Menigheden et sikkert Pant paa denne Trosbekjendelses apostoliske Ægthed; thi om man end vilde tænke, at et Kjætteri kunde skabt, opholdt og oplyst hele den ny eller gothiske Kristenhed, saa maatte dog, saa vist som Vorherre lever, den ægte apostoliske Tro ikke blot kjendelig hævdet sig i Modsætning, men ogsaa gjort langt større Ting end disse.

Intet mindre end den kirkehistoriske Opvisning af en saadan 563 vidt overlegen Medbejlerske til Navnet af den apostoliske Menighed og Kristi Brud kunde da rokke det Menigheds-Vidnesbyrd, hvorpaa den ny Kristenheds Tro er grundet, og da vi, som boglærde, alle maa vide, at en saadan Opvisning er umulig, saa skal vi lære Menigheden at smile ad alle de saakaldte kirkehistoriske Beviser for det ligesaa flove som dumdristige Æventyr, at netop den apostoliske Frimenighed, som hvert Øjeblik maatte være belavet paa at besegle sin Tro med sit Blod midt imellem alle mulige Kjættere, som lurede paa den, skulde have forandret og dermed forfalsket den Trosbekjendelse, de havde modtaget af Apostlerne som Sandhedens og Herrens Lærdom, og have gjort det saa hemmelig, at ingen Kjætter fik det opnuset, og have gjort det saa enstemmig, at Herren end ikke havde sig to eller tre forbeholdne, som vilde være hans trofaste Vidner med Apostlerne til Verdens Ende. Det vilde og kunde jo ingen Kristen tro, om ogsaa en Engel fra Himlen fortalte ham det, og vi maatte da meget hellere lade alle Modstandernes saa kaldte kirkehistoriske Indvendinger mod vor Trosbekjendelses ægte Apostoliskhed aldeles ubesvarede, end tillægge enten dem eller vor Gjendrivelse mindste kirkelig Vigtighed.

Derfor har jeg altid kun leget med de Papirslapper, man med Skoleholder-Værdighed har lagt i Vægtskaalen mod det enstemmige Menigheds-Vidnesbyrd ved Daaben, ikke blot fra Slægt til Slægt, men fra Daab til Daab, altsaa uafbrudt. Men skjønt en afdød Enkeltmands Skrift, selv om det var Irenæus elier Evsebius, ej vilde veje mere end en Pennefjer mod den gamle Frimenigheds højtidelige Vidnesbyrd ved Daaben om sin Tro, saa er dog dette Forhold i Tvangs-Kirkerne med deres Præsteskab og Alterbøger blevet saa tildækket, overset og miskjendt, at jeg i en hel Menneske-Alder ikke har kunnet faa selv Professorer til at forstaa, at naar jeg henviser til Arilds-Kirkens Trosbekjendelse ved Daaben, det da er Menighedens eget lydelige Ja og Amen, jeg mener, og ikke, som Lessing, nogle gamle Opskrifter af det saa kaldte Symbolum Apostolicum, eller enkelte Ytringer om Menighedens Trosbekjendelse i de saa kaldte Kirkefædres Skrifter. Hos os vil det derfor tage Tid, før man nødes til at indrømme, at hvad der i Tvangs-Kirkerne og i Pavedømmets Mørke i det mindste tilsyneladende nedsank til en blot Formular, som selv Præsterne sædvanlig knap lagde Mærke til, det var og er, i en kristelig Fri-Menighed, det sikreste og gyldigste af alle menneskelige Vidnesbyrd 564 under Solen, og, selv oaar man endelig nødes til at indrømme det, kan og vil man dog benytte sig af Vidnesbyrdets unægtelige Svækkelse i Stats-Kirkerne til at forlænge Striden og paastaa, det var dog immer muligt, man endnu i en Krog kunde finde en ægte apostolisk Menighed, som gjorde den hidtil eneste bekjendte til uægte. Jeg skal derfor ikke her nærmere indlade mig paa den ufrugtbare Strid, om enten Cyprian eller Rufin, som to hinanden modsigende Vidner om den apostoliske Tros-Bekjendelses rette Lyd*), har i denne Sag mindst at betyde, men heller minde om en ny Kjendsgjering, som klarlig viser, hvor lidt der kan bygges, selv paa en meget troværdig Enkeltmands Vidnesbyrd om Menighedens Trosbekjendelse.

Der levede nemlig i Engeland først i forrige Aarhundrede en Storkantsler, ved Navn Peter King, højt anset baade for sin Lærdom og sit Levned, og han skrev med Flid den apostoliske Trosbekjendelses Historie, som i det fri Engeland langt bedre end andensteds har hævdet sin mageløse Anseelse, og i dette Skrift beskylder han udtrykkelig, endog med en vis Heftighed, Højkirken, hvoraf han selv var Medlem, for at have aldeles uforsvarlig ombyttet det ægte Ord »Kjødets Opstandelse« med det nybagte »Legemets Opstandelse«. Hvem der bygger det mindste i Tros-Sager paa Bogstavskrift, maatte jo tænke, at hans Vidnesbyrd var afgjørende, og dog staar ikke blot »Kjødets Opstandelse« i alle de engelske Alterbøger, men jeg har selv hørt med mine Øren, at Højkirkens Præster endnu bestandig i Spørgsmaalet ved Daaben sige »Kjødets Opstandelse.«

Hvorledes nu denne for sin Sanddruhed berømte Dommer er kommen til uvitterlig at aflægge et falsk Vidnesbyrd i Tros-Sagen, kan man gjætte sig til, naar man veed, at den apostoliske Trosbekjendelse oplæses i Højkirken ved enhver fuldstændig Gudstjeneste, og lyder da altid »Legemets Opstandelse« (the resurrection of the body), og Lord King, der, som andre Engelskmænd, vel har været en flittig Kirkegænger, men sjælden og uopmærksom Fadder, har dristig forudsat, at Trosbekjendelsen lød ved Daaben ligesom for Alteret; men om vi nu slet ikke kunde forklare os Kantslerens grove Fejltagelse, saa blev den dog lige sikker og lige grov, saa at, naar det, efter en Skrivelse af Biskop Cyprian i Karthago, kan synes, som man i hans *

565 Domkirke baade udelod »Kjødets Opstandelse«, og nævnede hans Kjæledægge »Kirke« to Gange, saa kan det dog være lige uefterretteligt. For Resten følger det af sig selv, at om man i en vis Biskops Tid, enten i Karthago, i Aqvileja eller selv i Rom, havde prøvet sorte Kunster med den apostoliske Tros-Bekjendelse, da blev det vedkommendes egen Sag, og maatte snarere tjene til at bekræfte end til at afkræfte den apostoliske Trosbekjendelses kristelige Ægthed, siden Kirkehistorien vilde vise, at saadanne Forsøg, langt fra at lykkes i Frimenigheden, meget mere hidtil sporløst forsvandt, hvor de forekom.

Har jeg nu end, under Betragtningen af den kristelige Lærer-Stilling, opholdt mig længst ved den Skikkelse, hvorunder den, hos os og for os, havde og har endnu sin farligste Fristelse, saa hverken har jeg dog glemt, eller maa glemme, at Lærer-Stillingen gjennem mange Aarhundreder har haft og har endnu baade i den pavelige og i den bispelige Kirke en Skikkelse, der ikke blot er fristende, men er aabenbar ukristelig og fordærvelig, og vil i Fremtiden ligge os saa nær, at vi vel maa tage os i Agt.

Det var som boglærde og skriftkloge, vi fristedes til at spille Herrer og Mestere over Troen og Menigheden, og stillede os i alt Fald, med Bibelen under Armen og med Attestatsen i Lommen, mellem Troen og Menigheden, hvorved de bægge, saa vidt muligt, skiltes fra Herren og Aanden, og skiltes ved Livet, saa baade Bekjendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen nedsank i den Dødsdvale, hvoraf Herren og Aanden med Troens og det evige Livs Ord nu daglig opvækker dem. Men da Bisper og Præster gjennem Middelalderen beherskede Troen og Menigheden, saa længe til de ikke blot nedsank i Dødsdvale, men tillige indhylledes af et ægyptisk Mørke, der skjulte baade Himlen og Graven, da var det jo slet ikke som skriftkloge og boglærde, men som hemmelighedsfuldt indviede (ordinerede), og højt betroede Husholdere over Aanden og Kirke-Skatten, og vi danske Præster, som holdt paa Præstevielsen, da de fleste tyske Protestanter med Kalvinisterne opgav den, vi vil altid have Skin af dermed at stile paa et lille Pavedømme, og kan let fristes til at gjøre det.

Den rene Modsætning mellem den papistiske og protestantiske Kirke-Skole er nemlig den, at Papisterne bygger deres Æventyr paa den sande Historie, men Protestanterne bygge den sande Historie paa deres eget Æventyr, hvoraf 566 følger, at det papistiske Æventyr er glimrende, blændende og tilsyneladende vel grundet, medens det protestantiske Æventyr, der skulde bære Historien, var saa plat og flovt som muligt, maatte falde ved det første Aandepust, og truede dog med at tage hele den sande Historie med sig i Faldet.

Det papistiske Æventyr om Paven som Apostoliker, og om Haands-Paalæggelsen som Grund-Sakramentet, hvorved Aanden forplantedes og Kirken opholdtes, var jo saaledes bygt paa hele den sande kristelige Historie om Guds Søns Kjøds-Paatagelse og den apostoliske Menigheds Stiftelse, Tro og Liv, Tegn og underlige Gjerninger, glødende Tunger og Troskab til Døden, medens Protestanterne vilde have denne Grund-Historie, som maa bære det hele, bygt paa deres Æventyr om Skriften som et Himmelbrev, der var faldet ned fra Skyerne, og kunde ikke blot bevise hele Kristendommens guddommelige Sandhed, men kunde tillige, naar den med Tro paa Indblæsningen lærtes udenad, baade skjænke den Helligaand, og ved Fornuftens rette Brug gjøre alle de troende til lige saa gode og oplyste kristne, som Apostelen Pavlus.

Morten Luther lærte imidlertid snart af Erfaring, at den ny Historie var lige saa uefterrettelig som det gamle Æventyr, og gik for sin Del ikke blot tilbage til den apostoliske Trosbekjendelse, men ogsaa til Daaben og Nadveren som guddommelige Livs- og Saligheds-Midler i Kraft af Herrens Indstiftelsesord, og stræbte saa, under den Helligaands Paakaldelse, ved Hjælp af Skriften paa sit Modersmaal at gjenføde Apostlernes Lærdom, men han brugte dog, des værre, det protestantiske Æventyr til at bestride det papistiske, og undergravede derved selv sin udmærket kristelige Praxis. Paa den ægte lutherske Vej var det, vi mødte Himmellyset, som viser os, at Herren selv, meget bedre end Luther kunde, har ved sine egne Indstiftelser lagt den urokkelige Grundvold i sit os alle vitterlige Munds-Ord, og har dermed, lige saa levende som uopløselig, forbundet Fællestroen med Guds-Ordet, som er Aand og Liv, saa nu se vi, at alt er beredt til en kristelig Reformatjon i Gjerning og Sandhed, som en Fornyelse af den apostoliske Menigheds Liv og Lærdom. Er vi blevet gamle med dette Lys, da veed vi ogsaa, det kan aldrig fejle, det jo vil lykkes med Menigheden i det hele, som det lykkes med den enkelte, der begynder sit ny kristelige Menneske-Liv ved Daaben og har det faste Sæde ved Herrens Bord stadig for Øje, saa det gjælder kun om, at vi lader den uforkrænkelige Sæd, som er det levende Guds-Ord, spire og voxe, blomstre og 567 modnes lige saa frit hos Menigheden, som den er voxet hos os, uden for nogen Pris eller tinder noget som helst Paaskud, at træde op som Stillings-Mænd enten for Herren eller for Aanden, som selv vil staa i levende Vexelvirkning med Menigheden, hvad kun er muligt uden nogen Mellemmand.

Uagtet jeg nemlig ikke tør tænke og tale saa ringe om min Præstevielse i Babel, som Luther tænkte og talte om sin, saa er jeg dog paa mine gamle Dage bleven meget enigere med ham i dette Stykke, end jeg var i Ungdommen, saa jeg erklærer det for Papisteri, lige saa vel i den danske Statskirke som uden for den, at den gjennem Pavedømmets Mørke nedarvede Ordinatjon skulde give apostolisk Myndighed enten til at »løse og binde« eller til at raade for Herrens Indstiftelser, end sige da give udelukkende Ret til offentlig at forkynde Evangelium. Da nu de statskirkelige Gjengangere hos os naturligvis vil lægge al mulig Vægt derpaa, og da Skriget paa Kirketugt, midt i det lige saa ukirkelige som ukristelige Virvar, synes at skulle faa Overhaand, saa er der altid Fare for, at selv Guds-Ordets Tjenere, som dog bygge paa Menigheds-Troen og har det kristelige Menigheds-Liv for Øje, vil fristes til at hævde sig en Stilling, der synes at have Kirkehistorien for sig, og at give fast Fod imod dem, som paa egen Haand kalder sig Profeter, Apostler og Evangelister.

Vist nok kan jeg hverken med Mund eller Pen afvæbne denne Fristelse, thi det kan kun Sandheds-Aanden, som, naar vi tager ham til vor guddommelige Ledsager og Paaminder, baade vil oplyse og optugte os til at tjene Herren og hans Menighed under eet, og det er derfor netop den store Ulykke ved at stole paa Ordinatjonen som Læregavernes Kilde, at man da følgelig maa anse Ordinatjonen for Aands-Forplantelsen og kan da hverken forud raadføre sig med den Helligaand om Ordinatjonen, eller siden tro den Aand, som nægter Ordinatjonens Kraft. Naar vi imidlertid tror, hvad alle Guds-Ordets Tjenere vil tro, at hele den troende Menighed døbes af Herren med den Helligaand, saa Daaben er i alle Maader det aandelige og kristelige Grund-Sakrament, og at den Helligaand, som Guds-Ordets og Troens Aand, er baade Herrens og Menighedens, da indser man let, at Gaverne, der skulde følge med Ordinatjonen, hvor store de end var, maatte dog skjænkes af den samme Aand, som, da han bliver hos Menigheden evindelig, hverken vil sætte nogen i sit Sted, elier liste sig fra Menigheden til Bisperne, for paa en Omvej gjennem Præsterne at vende tilbage; men at, 568 naar Aanden meddeler sine Gaver ved Ordinatjonen, da gjør han det frit som Menighedens Aand, uden at binde sig enten til den eller til de ordinerede.

Dette, at ville staa for Menigheden I Kristi Sted, altsaa paa en eller anden Maade at være hans Statholdere og fuldmægtige paa Jorden, det er Pave-Nykken, som lige fra Cyprians Dage har gjort Ulykker og gjør dem endnu, baade hos Protestanter og Papister, thi enten man siger med Paven i Rom, at egentlig var St. Peder Kristi Statholder, men da St. Peder er død, træder alle hans Eftermænd i hans Sted, eller man, som hos Ærke-Protestanterne, slutter, at Skriften er den egentlige Kristi Statholder, men, da den er død, maa de skriftkloge træde i dens Sted; eller man, som vel hos os, forudsætter, at den Helligaand, som er Kristi eneste Statholder paa Jorden, vel ved Daaben meddeles hele Menigheden, men gaar ved Ordinatjonen over paa Præsterne, for, gjennem deres Prædiken, som et mundtligt Guds-Ord, at virke paa Menigheden, saa bliver Fejlen og Følgen dog i Grunden de samme, nemlig at Lærerne i Menigheden, det være sig med eller uden den Helligaand, skal af Menigheden betragtes, æres og lydes, som Kristus selv, saa imod dem hjælper, kristelig talt, ingen Beraabelse enten paa Ord og Skrift eller paa Kristus og den Helligaand selv.

Ligesom vi derfor alle veed, at de, der, som Skriftens Statholdere eller dens eneste gyldige Fortolkere, vil beherske Troen og Menigheden, ophører ingenlunde at være ukristelige Hierarker, skjønt de slet ikke, som Papisterne, beraabe sig paa Ordinatjonen, men ringeagter og vrager den, saaledes vilde vi, som opgive Statholderskabet for Skriften, ej være mindre ukristelige Hierarker, naar vi vilde øve Herredømmet paa Grund enten af Ordinatjonen eller af hvad som helst, thi Sagen er, som Herren har sagt, at ingen af hans Discipler maa tiltage sig enten Navn eller Myndighed som naadige Herrer, men skal arte sig som alles Tjenere, ligesom Herren selv ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene og opofre sig. Her nytter det derfor ikke at beraabe sig paa nogen som helst Dunkelhed enten i Skriften eller i vort kirkehistoriske Forhold til Apostlerne, thi hvad vi under Intet Vilkaar maa tiltage os eller eftertragte, det lader sig vel for Mennesker besmykke, men aldrig for Herren undskylde med, enten at Omstændighederne er vanskelige, eller at Fristelsen er naturlig. For Resten skal jeg stræbe, saa godt jeg kan, ved det Lys, som mig er givet, at oprede den kirkehistoriske Sammenhæng. Da jeg nemlig tror »Skrifterne«, saa 569 tror jeg følgelig, hvad de klarlig melde, at Herren baade gav sine Apostler Myndighed til at »løse og binde« paa Jorden, saa det gjaldt i Himmelen, og lagde dem saaledes med Aanden sine Ord i Munden, at hvem der »hørte dem, hørte ham«, og det fulgte desuden af deres mageløse personlige Stilling, som Herrens fuldmægtige Sendebud til alle Folk, at de, paa eget Ansvar for Herren og Aanden alene, maatte raade for, hvem de ved Daaben vilde skaffe Indfødsret i Guds Rige, og ved Nadveren sætte til Bords med Abraham, Isak og Jakob, hvorfor Gud heller ikke, da han sendte Kornelius et Engle-Bud, enten derved lod ham døbe eller forkynde Evangelium, men henviste ham til Apostelen Peder, saa at den papistiske Grundvildfarelse om Paven i Rom som Apostoliker og St. Peders Eftermand, udspringer kun af den falske Forudsætning, at Apostlerne kunde, vilde og skulde ved Indvielsen med Haandspaalæggelse forplante deres apostoliske Stilling, Forhold, Myndighed og Gaver paa deres Eftermænd og alle deres Efterfølgere i Lære-Embedet. " At nu Apostlerne ikke har gjort det, det er en kirkehistorisk Kjendsgjerning, da Haandspaalæggelsen hverken hos Paven i Rom eller nogen Steds findes med et Ord af Herrens egen Mund, som dog maatte fulgt med, naar Indvielsen, ligesom Daaben og Nadveren, skulde gjælde for en Indstiftelse af Herren selv, der gav Apostlernes Eftermænd samme Dygtighed og Myndighed, som fulgte med hans egen Haandspaalæggelse, og det er derhos vel at mærke, at, efter Skriften, skjænkedes den Helligaand og de glødende Tunger ikke engang Apostlerne ved deres Indvielse med Herrens egne Hænder, men først efter Opstandelsen ved et eget Ord og Aandepust og ved det mageløse Pinse-Jærtegn.

At Apostlerne nu heller ikke vilde gjøre nogen til deres Med-Apostel ved Indvielse med Haandspaalæggelse, det viser deres Fremgangsmaade, da de vilde give Judas Iskariot en Eftermand, thi da udvalgte de jo Matthias efter hellig Lodkastning ved Stemmegivning, og udnævnede ham endda kun udtrykkelig til deres apostoliske Medvidne om Herrens Opstandelse, som han virkelig med dem havde været Vidne til.

Og at endelig Apostlerne, om de havde villet, hverken kunde elier skulde gjøre nogen uden for deres og Herrens Omgangskreds, endogsaa kun for saa vidt som Matthias, til Apostoliker, det følger dels soleklart deraf, at ingen, som ej havde været med Herren fra Begyndelsen og hørt alle de Ord, som Herren talte til Apostlerne i sin Faders Navn, enten kunde aflægge det personlige Vidnesbyrd, der skulde lyde ved Siden ad den 570 Helligaands guddommelige Vidnesbyrd, eller kunde af den Helligaand mindes om de Herrens Ord, som han ikke havde hørt, og dels stilles det samme os i Skriften levende for Øje i den eneste Apostel-Eftermand, der med rette kaldte sig deres Sidemand, skjønt han, langt fra at have fulgt Herren paa Jorden, forfulgte ham saa at sige i Himmelen; thi vi veed det jo alle, hvor omhyggelig Pavlus forsikrede, at han ikke havde faaet sit Apostel-Kald eller engang sin evangeliske Oplysning af nogen Apostel eller af noget andet Menneske end den himmelfarne Herre selv, hans Ord og Aabenbaring, som han havde selv baade hørt og set, og da dette dog var en Hemmelighed mellem Herren og ham, forlangte han ikke heller sit Apostel-Kald erkjendt af Menigheden, uden for saa vidt han baade med Ord og Gjerning viste dem klare Apostel-Tegn*), ja, han advarede selv Menigheden for at tænke højere om sig, end efter hvad den saae og hørte af ham.

Heri skulde da Paven i Rom spejlet sig, og, naar han vilde og turde udgive sig for Apostoliker, da, i Steden for at ville mane den døde Petrus op, lige som Pavlus, have beraabt sig paa den levende Herre, og, lige som Pavlus, gjort Apostel-Tegn, og endelig, lige som Pavlus, ladet det staa Menigheden frit for, om den vil erkjende hans Apostel-Kald til Lære-Ernbedet, som var det eneste, Apostelen Pavlus gjorde Krav paa, da han ikke, som Herrens gamle Apostler, havde Døber-Kaldet**); men hvad vi med Aanden forlanger af Paven, det forlanger Herren og Aanden, og det skal Menigheden forlange af os alle, som tilegne os apostolisk Kald og Myndighed, enten til at »løse og binde« eller til at raade for Herrens Indstiftelser; og for Resten skal vi lade det staa som et aabent Spørgsmaal, hvad vi, til Lære-Embedets Tarv, faar eller kan faa af den Helligaand ved den nedarvede Indvielse, saa derom har vi, paa eget Ansvar for Aanden, Lov til at tænke, hvad os tykkes, naar vi kun, vel at mærke, ikke vil paanøde Menigheden, der har samme Frihed, vore Tanker, eller beraabe os paa Indvielsen, som Hjemmel for nogen aandelig Myndighed.

Uagtet nemlig Indvielsen til Lære-Embedet med Haands-Paalæggelse og Forbøn, fra Slægt til Slægt, er mest af alt i Kristenheden overskattet, mistydet og misbrugt, og uagtet dens ubetingede Nødvendighed til det kristelige Lære-Embede maa med Luther kjækt benægtes, blandt andet, fordi kristne ved Udtrædelse af Statskirken kunde nødes til at undvære den, saa vilde *

* 571 og turde jeg dog aldrig tilraade at vrage eller frivillig opgive den, dels fordi Lærerne, som Kalvinismens og Rationalismens Historie viser, lige saa vel uden som med Ordinatjonen, kan tiltage sig uforsvarlig Myndighed, og især fordi jeg tror, det er en Levning af Aandens Indretning, hvorom det gjælder, hvad skrevet staar om den enlige Drue: fordærv den ikke, thi der er Velsignelse ved den. Derfor ligger det mig saa meget mere paa Hjærte at faa den sat i sit rette Lys, som en apostolisk Indretning til Menighedens Tarv, men derfor paa ingen Maade til Menighedens Skade, som dog Oprettelsen af en egen Lærestand, med udelukkende Ret til Evangeliets Forkyndelse og Salighedsmidlernes Anvendelse, til enhver Tid i højeste Grad maa blive.

At nu Herrens Apostler, lige saa lidt som de kunde eller vilde overdrage deres ejendommelige Apostoliskhed til deres Eftermænd i Lære-Embedet, lige saa lidt kunde eller vilde ved Indvielsen give andre Enkeltmænd enten Eneret til Evangeliets Forkyndelse eller Raadighed over Herrens Indstiftelser, det følger soleklart deraf, at de hverken kunde overdrage andre den Eneret, de selv hverken havde eller gjorde Krav paa, eller overdrage andre den Raadighed, de kun havde i Følge deres mageløse Stilling, som Herrens umiddelbare Redskaber og som Grundspiren, hvoraf hele Menighedslivet skulde udvikle sig. Da de var skabte til det samme og saade til saaledes at voxe, saa gik vist nok al deres Raadighed og hele deres Apostoliskhed, saa at sige i Blodet, over i den hele Menighed, som levende udviklede sig af dem, hvorfor den med rette kalder sig en apostolisk Menighed, men det gik ingenlunde ved Haandspaalæggelsen over paa visse Enkeltmænd, saa vi fik en apostolisk Lære-Stand lige over for Menigheden, altsaa over den eller dog uden for den, medens derimod Menighedens ægte Apostoliskhed, der nu kun skimtes gjennem den apostoliske Trosbekjendelse, Daab og Nadver, vil kun efterhaanden aabenbare sig i Menigheds-Livet, naar den frit udvikler sig deraf.

Dette stemmer da ogsaa godt overens med det lidet, vi af den ny Pagts Bog kirkehistorisk veed om Apostlernes Forplantelse af det kristelige Lære-Embede, thi saaledes har Apostelen Pavlus betroet os, at Lære-Embedet i det hele, selv det ægte apostoliske, er til for Menighedens Skyld, og skal ophøre, naar dets Øjemed er opnaaet i den efter Herrens Maal fuldvoxne Menighed, eller i Enheden af Guds Søns Tro og Erkjendelse hos alle kristne*). Heraf følger nemlig, at Lære-Embedet, som netop er *

572 til for at fremme den fri Udvikling af Herrens Liv i Menigheden, paa ingen Maade maa staa dets fri Udvikling i Vejen, hvad Lærerne dog altid gjør, naar de paa Embeds-Vegne stiller sig mellem Herren og hans Menighed, og gaar da aldeles uforsvarlig mellem Bark og Træ.

Dernæst skinner det ogsaa igjennem hos samme Apostel, at »Hyrderne og Lærerne«, og selv Apostlerne, som Hyrder og Lærere, skulde ikke betragte sig egentlig som Herrens, men som Aandens, den Helligaands Redskaber og Embedsmænd, saa vi i Lærer-Stillingen ikke umiddelbar, men kun gjennem Aanden og Menigheden, høre Herren til; thi saaledes skriver Apostelen udtrykkelig, at vi, som den ny Pagts Embedsmænd (diakoni) er Aandens Skaffere, og at det er den Helligaand, som indsætter Hyrder til at føde Gud-Herrens Menighed, som han vandt med sit Blod*). Naar derfor den samme Apostel et Steds kan synes at tilskrive Herren selv det samme, da maa det enten tages uegentlig, for saa vidt som Aanden igjen er Herrens, eller vi skulde henføre det til »Faderen«, som med sin elskelige Søn skjænker os alt ved sin Aand **). Vi slutter derfor ogsaa efter Skriften med rette, at det kristelige Lære-Embede, som Herren selv efter sin Opstandelse forbød sine Apostler at udøve, før de var udrustede dertil af den Helligaand, lige som vor hellige Skrift, egentlig tilhører den Helligaand, der, for Værten i Herberget, lægger det ud for Herren, til han kommer igjen.

Da nu Herrens Aand kun virker i Frihed, og tiltager sig ingen Egenraadighed over Herrens Indstiftelser, som han derimod sætter sin Ære i at tjene og besegle efter Ordets Bydende, saa følger det af sig selv, at alle hans Redskaber maa gjøre ligesaa, og aldrig kræve mere aandelig Anseelse eller Myndighed og Raadighed, end Menigheden frivillig skjænker dem, og maa heller ikke forlange at antages for Aandens Embedsmænd, enten paa Grund af Haandspaalæggelsen eller paa Grund af noget som helst andet end Aandens Kraft-Aabenbarelse gjennem os.

Endelig nævner Apostelen Pavlus ingen anden aandelig Gave, som forplantet ved hans og de ældstes Haandspaalæggelse, end Profetien, som Menigheden skulde frit bedømme***).

Vilde man sige, at det ikke nytter stort at vide, hvorledes *

* * 573 Lærer-Stillingen skulde være efter Aandens og Apostel-Skriftens Oplysning, da vi, hver paa sit Sted, vil finde Menigheden i Adspredelsen, hvor den hverken kan samles eller tjenes under eet med Herren, efter Fælles-Aandens Drift, da tog man dog storlig fejl, thi vel er det ganske sandt, hvad man siger baade om Menighedens og dens oplyste Læreres tunge Kaar under Adspredelsen og Sammenblandingen, men det er derfor saa meget mere nødvendigt at kjende vor rette kristelige Stilling, saa vi baade kan skjønne, hvilken Grad af Frihed der maa naas i vor Folke-Kirke, naar Herrens adspredte Menighed der skal kunne samles, tjenes og trives, og saa vi kun som Menighedens Tjenere udøve den Myndighed, der kun tilhører Menigheden, men kan under Adspredelsen næsten slet ikke udøves af den. Desuden er Adspredelsen, Gud ske Lov! aandelig forbi hos os og i Grunden for hele Menigheden, nu, da vi har lært, ikke blot, at det er Aanden alene, som forsamler og forener, men ogsaa lært hvormed og hvorom han forsamler og forener Menigheden, , at det er om Herrens egne Indstiftelser og med Vorherres eget Munds-Ord til Menigheden, saa vi kan i Aanden samle Menigheden, naar vi vil, og have den stadig for Øje i sin Helhed, med alle de hensovne og de ufødte ligesom med de fraværende. Erfaringen vil ogsaa snart lære os, at lige saa væsentlig en Forskjel, som det gjør, enten det er et herskende Præsteskabs og en vis Kirkeskoles Uaand, eller hele Kristi Menigheds Aand, vi vil oplyses, styrkes og drives af, lige saa væsentlig Forskjel gør det, om vi forvalte Herrens Indstiftelser, eller løse og binde som Herrens Stillingsmænd eller som Menighedens Tjenere.

Heraf følger iblandt andet, at vi, langt fra at modsætte os Oprettelse af Menighedsraad i Folkekirken, meget mere med Glæde skal fremme dem, naar det kun bliver virkelige Menigheds-Raad, og ej, som man hidtil vilde, »Sogne-Raad«, hvad aabenbart efter Sognebaandets Løsning er aldeles tankeløst, og er for kristelige Præster utaaleligt, da vi hverken som Aandens eller som Herrens og hans Menigheds Tjenere, kan rette vor Embedsgjerning efter et Sogneraad med et tomt Menigheds-Navn til Paahæng*).

Hvad vi imidlertid ved Oprettelse af Menighedsraad, enten i *

574 eller uden for Folkekirken, med Flid maa vogte os for, er alt hvad der kan gjøre Skaar i den os med Aanden tilhørende fri Talebrug og Skriftbrag efter Troens Regel, thi lige som Aanden, der, ved at tilegne sig Menighedens Trosbekjendelse, binder sig til den, dog forbeholder sig frit at benytte sine glødende Tunger og sin hellige Skrift derefter, saaledes maa Aandens Redskaber, paa eget Ansvar for ham, have samme Frihed, som heller aldrig kan skade Herrens Frimenighed, der selv intet Ansvar har for Skriften eller Skriftklogskaben, men har kun i frit staaende Lærere gyldige Vidner, som borger den for Skriftens Kristelighed. Medens det derfor maa staa Menigheden frit for, hvem den vil modtage og benytte som Aandens Redskaber, saa maa det staa dem, der modtages, frit for at følge Aandens Indskydelse, da de ellers ikke kan blive ved at være den Aands Redskaber, som er fri i hele sin Virksomhed og i alle sine Forhold, saa det er ogsaa frit, han, som Sandhedens Aand, menneskelig talt, binder sig til »Sandheden i Jesus«.

Denne Forkyndelsens og Skriftforklaringens Frihed i Overensstemmelse med Herrens Indstiftelsesord, paa Ansvar for den Helligaand, og uden alt Baand paa Menigheden, det, ser man let, er noget ganske andet end den Ufejlbarhed i Trossager, som Paven udtrykkelig og vore skriftkloge forblommet har tillagt sig, og som skulde gjøre deres Lærdom til en Trosartikel for hele Menigheden, og denne Lære-Frihed er aldeles nmistelig, hvor Aanden skal kunne virke frit og hvor saa vel Lærerne som Menigheden skal kunne frit gaa frem i kristelig Oplysning, eller, som Skriften udtrykker det, forvandles fra Klarhed til Klarhed. Det ses ogsaa af selve Skriften, at dette har været Herrens Mening, thi medens han bryder Staven over alle de skriftkloge, som mener, det er ikke hos ham selv, som ene har det »evige Livs Ord«, men i Skriften, som kun beskriver det, man skal søge et evigt Liv, da giver han dog udtrykkelig til Kjende, at han baade vil have skriftkloge i sin Menighed og at de skal have Lov til at benytte Skriften lige saa frit, som han selv benyttede den; thi baade forklarede han jo Skrifterne for sine Discipler, som de igjen skulde forklare dem for deres Tilhørere, uden at spørge dem om Forlov, og derhos vidner han jo udtrykkelig, at Guds-Rigets skriftkloge skal være som Husholdere, der tage frem af deres Forraad, baade gammelt og nyt, hvad aabenbar hos de kristelige skriftkloge kræver fri Raadighed baade over den gamle og den ny Pagts Bog*).

* 575

Denne aandelige Frihed, som Lærerne i Herrens Menighed maa hævde sig, for at kunne være gyldige Sandheds-Vidner og den altid fremskridende kristelige Oplysnings Husholdere, lader sig vanskelig forlige med nogen som helst statskirkelig Lære-Forskrift, som indeholder enten mer eller andet end hvad vort kristelige Lære-Embede kræver og forudsætter: Overensstemmelsen nemlig mellem Herrens eget Indstiftelsesord og vor hellige Skrift; men da dette i vor Folkekirke let kan jævne sig, skal jeg henlede Lærernes Opmærksomhed paa en Fare, som ikke blot i vor Folke-Kirke, men ogsaa i Menighedens fri Stilling, vil true den aandelige Frihed og i det hele Aandeligheden hos den kristne Menigheds Lærere.

Denne Fare ligger nemlig nu hos os i den Skolegang og de Overhøringer, som man kræver af alle dem, der vil være Lærere i Folkekirken, thi disse Fordringer, som altid har været skadelige og byrdefulde, er i dette aarhundredes Løb blevet det i saa frygtelig en Grad, at de nu for den levende Kristendom og den kristne Frimenighed er aldeles utaalelige, saa at, hvis vi ikke turde haabe meget snart at se dem betydelig formildede og formindskede, da skulde vi heller i Dag end i Morgen, trods alle Betænkeligheder, træde ud af Folkekirken; thi det vilde være et sjældent Mirakel, at et opvakt Hoved kan og vil gjennemgaa den gruelige Skærsild, man har skabt, lige saa vel for alle dem, der vil være Præster i Folkekirken, som for dem, der vil være Rektorer i de lærde Skoler, eller være Professorer i alle mulige Kundskabsfag. Ingen kristelig oplyste Forældre vil da herefter kunne bære det over deres Hjærte elier forsvare det for deres Samvittighed at sætte deres umyndige Børn i den Hestemølle, som vor saakaldte lærde Skole er bleven, lige fordærvelig for Sjæl og Legeme, og allermindst forenelig med det troende Hjærte, det fribaarne Sindelag, den folkelige Stemning og den aandelige Drift til med voxende Kræfter og stigende Oplysning at gribe kjækt ind i det bevægede Menneskeliv, som i Reglen maa forudsættes hos de Drenge, vi tør haabe, skal blive dygtige og ivrige Lærere i den kristelige Frimenighed.

I Henseende til mit lyse Haab i dette Stykke, kan man nu vist nok med rette indvende, at det er meget urimeligt, at enten Regeringen eller Rigsdagen for Øjeblikket skulde rette det lærde Skolevæsen efter vor Trang til dygtige og ivrige Lærere, som man maaske ikke engang ønsker eller under os, da man jo igjen begynder, ligesom fordum, at kalde dem, der ikke vil vide af 576 andet til Salighed, end den korsfæstede Jesus Kristus, en Sekt, der maa være belavet paa hele Verdens Modsigelse.

Men desuagtet nærer jeg endnu det Haab, at man snart i Danmark vil gjøre det lærde Skolevæsen taaleligt for de kristne, enten ved at forandre det hele, eller dog ved at oprette egne Planteskoler for Præsterne i Folkekirken, hvis Fordringer ogsaa vore Børn, uden at ødelægge sig selv eller dog blive udulige til Embedsgjerningen, med lidt Opofrelse kan fyldestgjøre. De vægtige Grunde, hvorpaa dette Haab støtter sig, skal jeg da stræbe kort og tydelig at samle, og jeg skal da stille det hygiejniske Hensyn i Spidsen, som jo staar paa Dagsordenen, selv hvor det intet skulde have at gjøre, og som da vel ogsaa snart maa gjøre sig gjældende, hvor det er paa sit rette Sted: i alle vore fuldproppede Børne-Skoler og da især i vor rent forstoppede lærde Drenge-Skole. Ligesom berømte Læger i England og Nord-Amerika alt længe, ej blot paa den legemlige Sundheds Vegne, har gjort stærke Indsigelser mod den tidlige og langvarige Skolegang, men tillige kraftig bekæmpet den gamle Fordom, at Sjælen vandt i Skolen, hvad Legemet tabte, saa i aandelig Forstand gik man baade bedst frem, og fik Jorden bedst dyrket, ved at spænde Føl for Ploven; saaledes maa dog vel ogsaa vore dygtigste Læger snart opløfte Røsten mod det Skolevæsen, der fordærver baade Sjæl og Legeme i Helhjem.

Har nu først vore bedste Læger helbredet vedkommende Statsmænd og Thingmænd for den Skade paa Hørelsen, hvoraf de i alt hvad der angik Skolevæsen længe har lidt, da vil det næppe falde vanskeligt at berolige dem over alle de Ulykker, som efter Professor Madvigs og en Del andre lærde Skolemestres Spaadom vilde følge af enhver Lettelse, man gav de lærde Skoledrenge, og de vilde i alt Fald paa Timen indse, der ikke tabtes det mindste, men vandtes allerede meget ved at opgive den abderitiske Fordring, som vi i hele den civiliserede Verden er ene om: at alle de, der vil have Adgang til at blive enten Præster eller Dommere eller Læger i Riget, skal bevise, at de, foruden deres Modersmaal, kan skrive baade et bandsat levende og et ved sorte Kunster opmanet dødt Sprog uden grove Fejl, og oven i Kjøbet gjøre grammatikalsk Rede baade for det dødes og det levendes sproglige Sammenhæng..

Indser man nu først, at man ved et lige saa uskyldigt som velgjørende Pennestrøg ikke blot kan betydelig formilde og forkorte den lærde Skolepine, men oven i Kjøbet fortjene Ros i 577 Europa og faa mange Tak af Folket og Modersmaalet, da vi! man uden Tvivl ogsaa faa aabne Øjne for den ublu Fordring, at alle tilkommende Præster, Dommere og Læger, og selv enhver Professor i Historien eller i Græsk og Latin, skal i sine Drengeaar have trukket et svingende Læs Algebra og Mathematik op ad Skoletrappen til Hylden paa Loftet, og naar der ved et uskyldigt Pennestrøg ogsaa var raadet Bod paa denne grove Ulempe, og den umistelige Privatist-Examen ved Universitetet, trods Professor Madvigs Suk og Professor Ussings Taarer, blev uanfægtet, da vilde den bagvendte Skoleplan ogsaa for os til Nød være taalelig.

Kommer man imidlertid fra Sundhedens og Livets Side til at betragte den lærde Drengeskole, der aldrig har haft andet levende ved sig end Skoledrengenes Spilopper, da opdager man let, at om ogsaa denne lærde Skole skulde være et nødvendigt Drivhus for tilkommende Rektorer og Professorer, saa er den dog et meget upassende Tugthus for Landets tilkommende Præster, Dommere, Læger og andre Embedsmænd, som man nødvendig maa ønske sig saa dygtige og saa driftige som muligt til deres vigtige Embedsgjerning, følgelig saa friske og sunde paa Sjæl cg Legeme, saa folkelige, saa klarøjede for det virkelige Liv og saa fri for alt Pedanteri og Bogorme-Væsen, som muligt, saa Staten vilde forsynde sig lige saa meget mod sig selv som mod de paagjældende, ved i den lærde Drengeskole og paa den endnu langt mere pedantiske og aandløse end strængt videnskabelige Højskole, at gjøre dem til Slagtofre for nogle Rektorers og Professorers stumme og døde Afguder.

Om man da ogsaa af en vis Ærbødighed for den saakaldte rene og strænge Videnskabelighed, overlod disse Rektorer og Professorer Metropolitanskolen til at forplante sig i, saa besluttede man dog vist for Resten at oprette passende Planteskoler for Embedsmændene, beregnede paa den Livsstilling og Virksomhed, de attraade, og man vilde her ikke kræve niere boglig Kunst, end der med skikkelig gode Anlæg, med almindelige Forkundskaber og folkelig Dannelse, i den voxne Alder lod sig paa et Par Aar erhverve, saa Staten vilde da havefrit Valg mellem mange dygtige, i Steden for at den nu har bundet Valg mellem mange udygtige. Naar en Stat nemlig vil i Reglen have gode, dygtige og hengivne Embedsmænd, da maa den især vogte sig for at stille Fordringer om en vis Bog-Kundskab og boglig Dannelse til dem, som, for at vindes, i Reglen maa begyndes i Barnealderen, da man aldrig kan vide og sjælden gætte, om Barnet 578 i den voxne Alder vil have Lyst og Bekvemhed til en vis Embedsstilling og tilsvarende Virksomhed, thi selv naar Fordringerne ellers var langt mindre urimelige og umenneskelige end de er nu, vilde man dog derved berøve sig mange af de bedste Kræfter, og belemre sig med en Flok ubrugelige Kjødhoveder og Læseheste, som man, naar de dog fik Attest for at have trukket Læsset, maatte se at skaffe Levebrød med Pensjonsret

Lægger man nu hertil, at i ethvert Land med fri og folkelige Indretninger maa man nødvendig hvert Aar og hartad hver Dag af Erfaring lære, at alle Embedsmænd, som skal fortjene deres Kost og Løn og Naadsensbrød, de blot læsende, skrivende og oplysende, saa vel som de styrende, dømmende og raadende, lægende og trøstende Embedsmænd, maa frem for alt være hjemme i det virkelige Liv, driftige, folkelige og frisindede, da røaatte Danskerne jo være Hottentotter, naar man ej skulde haabe, de vilde, saa at sige enstemmig, kræve og tilkæmpe sig et levende, folkeligt og velgjørende Skolevæsen, i Steden for det rædsomme Dødbideri, der ligesom med Flid ødelægger vor Ungdom og plager hele Folket.

Dog sæt, hvad jo var meget muligt, at det med dette tvingende Krav, som med det meste hos Danskerne, gik svært i Langdrag, og sæt tillige, hvad dog Gud forbyde: at Regering og Rigsdag hverken af ovennævnte Grunde, eller tillige for at undgaa vor Udtrædelse af Folkekirken, vilde nedstemme de utaalelige Fordringer baade I Drenge-Skolen og Svende-Skolen til alle Folkekirkens vordende Præster, saa vi, for at bjærge Menighedslivet og redde den kristelige Oplysning fra enten at uddø eller, hvad der løber ud paa det samme, staa stille, maatte træde ud, da vilde vist nok en kristelig Kirke-Skole for vordende Lærere have særegne store Vanskeligheder at overvinde, men vilde da ogsaa kunne indrettes langt bedre og bære langt rigere Frugter, end selv de bedste præstelige Planteskoler i Folkekirken, der skal være taalelige for alle Partier, og indskrænkede til det allernødvendigste for alvorlige, veltalende og skriftkloge Lærere.

De modfaldne, som hos os er mange, vil sagtens tænke sig Vanskelighederne ved, paa fri Haand og bar Bund, at oprette og vedligeholde en saadan kristelige Højskole som uovervindelige; men skjønt jeg er saa langt fra enten at overse eller uøtlerskatte de store Vanskeligheder, at jeg ogsaa for at undgaa dem, ønsker Udtrædelsen udsat det længste muligt, saa tvivler jeg dog intet Øjeblik paa, at jo alle Vanskelighederne, med den 579 Guds-Hjælp, som er vis nok, vilde lade sig overvinde. Hvor ringe man nemlig end vil tænke sig Antallet af dem, der hos os følte Mod og Kraft til at sige denne Verden Farvel, for at leve i Fred med Herren, saa er jeg dog vis paa, at de Hjærter, som Herren bøjede dertil, vilde ikke være færre end den gamle Frimenighed paa »Hundrede og Tyve« og at de i det mindste vilde have »tolv« dygtige Lærere iblandt sig, hvis Røst med Guds Kraft snart vilde gaa, om ikke til Verdens, saa dog til Landets Ende, og samle de adspredte Guds Børn til eet, og hvor fattig end den danske Frimenighed sagtens vilde være paa denne Verdens Guld og Gods, saa vilde der dog ikke fattes enkelte Brødre til Josef af Arimathea og til Nikodemus og endnu mindre fattes gavmilde Søstre til de Kvinder, som »tjente Herren med deres Gods«.

Man vilde derfor strax lægge Grundstenen til en kristelig Højskole, som, trods al sin udvendige Tarvelighed, ingenlunde indvendig vilde være indskrænket til det nødvendigste daglige Behov, men være stilet paa at omfatte alle Kundskabs- og Visdoms-Skatte, der jo umulig kan være »skjulte i Faderens og Vorherres Jesu Kristi Erkjendelse«, uden at de ogsaa i Herrens Frimenighed, som til Slutning skal staa Maal med ham, maa komme for Lyset*).

Hvor ligegyldig derfor end den papistiske Kirkestat har været baade for Almen-Oplysning og for al stormenneskelig (universal-historisk) Kundskab og Vidskab, og hvor tvetydig en Stilling dertil end de protestantiske Statskirker indtog, saa er det dog aabenbar Kristendommen, vor oplyste Verden maa takke for alle sine almindelige Begreber om Menneskelivet i det hele, med fremskridende Oplysning og endelig Forklaring, skjønt den vantro Verden, sært, men dog begribeligt nok, ikke blot praler deraf som sin egen Opfindelse, men indbilder sig netop dermed sejrrig at kunne bestride og overvinde Kristendommen, ikke blot som en »Sekt« med indskrænkede Begreber, men som et Mørkets Foster. Den kristelige Frimenighed vil altid være som »Staden paa Bjærget«, der ikke kan skjules, og som »Huset paa Klippen« med hele Helvede imod sig, og Frimenigheden i Oplysnings-Tiden maa da nødvendig oplyse hele Synskredsen lige til Menneske-Aandens og Menneske-Livets yderste Grænser, og stræbe aandelig at beherske den, for *

580 paa Himlens Vegne at gjøre sig Jorden underdanig. Naar vi derfor ved aabenlys Udgang af Babel paatager os, med Herren og Aanden, at fremdrage og, vil Gud, fuldende den gamle Frimenigheds og »det ny Menneskes« Levnedsløb, da maa vi vide, at dertil hører en i alle Retninger (undtagen den falske) fremskridende Oplysning, og skjønt vi derved med rette især gjør Regning paa overordentlig Bistand af Sandheds-Aanden, som er vor kristelige Folke-Aand og som »ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder«, saa har Sandheds-Aanden dog nu endelig faaet os lært, at ligesom den aandelige Skriftklogskab forudsætter en foreløbig Bogkundskab, saaledes forudsætter al aandelig Klogskab og Vidskab en foreløbig Kundskab, der mer eller mindre skoleret maa vindes og drøvtygges. Moses havde saaledes ikke kunnet forstaa Vorherre, hvis han ikke havde været oplært i »Ægypternes Visdom«, og Vorherre kunde ikke efter Opstandelsen have forklaret Skrifterne for sine Apostler, dersom de ikke forud under hans Vejledning havde lært at kjende Skrifterne. Da nu ogsaa vor hellige Skrift, dels som Efterretning og dels som Spaadom, følger Menneskelivet fra Verdens Skabelse til Verdens Ende, saa følger det af sig selv, at ligesom enhver menneskelig Evne og Kundskab maa bidrage sit til at oplyse Skriften, saaledes vil alle menneskelige Evner og Kundskaber udkræves til Skriftens fyldestgjørende Forklaring, hvorfor jo ogsaa de protestantiske Højskoler stilede paa at dyrke alle mulige saakaldte Videnskaber eller Kundskabs-Fag og Vidskabs-Dele; men en alt omfattende Videnskabelighed, der skal bæres af en Bogs Guddommelighed, er aandelig dødfødt, og maa, som vi har set, naar den drives med Flid, føre jo længere, jo mere bort fra den guddommelige Bog, og støde den troende Menighed fra sig, saa at naar en kristelig Frimenighed i dette Øjeblik skal sætte sig i et frit Forhold til Videnskabeligheden, da vil den føle sig fristet til at opgive den, ikke blot som unødvendig til Salighed, men som meget farlig for den sande Aandelighed og levende Kristendom. Da vi nu som Danskere kun har en meget indskrænket videnskabelig Drift, og en afgjort Sky for strængt Hovedbrud, og da vi maa træde ud med den kristelige Oplysning, at det ikke er de lærde og kloge, men de umyndige, der helst lader sig oplyse og snarest bliver oplyste af Herren og Aanden, og endelig at Skriften og de skriftkloge lige saa lidt kan forsvare Herren og Menigheden, som de kan overvælde dem, saa er der intet Skjær, som den danske Frimenighed for Øjeblikket snarere kunde strande paa end Højskole-Sagen, og

        

581 det er ikke mindst derfor, jeg ønsker den Pusterum; men kunde dette ikke opnaas paa taalelige Vilkaar, saa vi maatte sejle den høje Sø, da vilde »Aanden sikkert komme vor Skrøbelighed til Hjælp«, og oplyse os baade om Grunden, hvorfor den kristelige Lærestand i sin Helhed maa være Oplysningens og Videnskabens Bannerfører til Verdens Ende, og om Maaden, hvorpaa det kan ske, ikke blot uden Skade, men til stor Vinding for Herrens Menighed.

Kristi Tro kunde nemlig ikke være Sandhedstroen om det grundvirkelige Forhold mellem Sandhed og Løgn, Lys og Mørke, Liv og Død, eller mellem Gud og Verden, Gud og Menneske, Aand og Kjød og Tid og Evighed, dersom ikke Troens Aand, som Sandheds-Aanden, i Tidens Løb udviklede og klarede den menneskelige Oplysning om alle disse Grundforhold, og Kristi Menighed kunde lige saa lidt være det aandelig gjenfødte og fornyede Menneske-Folk, hvis den ikke, som det sømmer sig Lysets og Dagens Børn, af al Magt bekæmpede og klarlig overvandt det aandelige Mørke med aandelige Vaaben, og nærmede sig med Kæmpeskridt den for Mennesket størst mulige Klarhed. Den kristelige Oplysning har derfor først naaet sit timelige Maal, naar Herrens Frimenighed har vundet samme Klarhed, som aabenbarede sig i »Menneske-Sønnen« Vorherre Jesus Kristus, og med det samme har, ogsaa efter Skriften, den kristelige Lærestand naaet sit Maal, som er Enheden af Guds Søns Tro og Erkjendelse, der kun er mulig, naar Menighedslivet har naaet sin fuldvoxne Mandsalder. Ligesom nemlig den kristelige Oplysning gaar ud fra den Forudsætning, at baade hele Skabningen og hele Tiden har sit Udspring af det eviglevende »Guds-Ord«, som var hos Gud og var Gud, og er Menneskets Livs-Lys, saaledes udspringer jo hele den kristelige Oplysning, saa vel som det kristelige Liv og Levnedsløb, af den aandelige Kjendsgjerning, at »Guds-Ordet« i Tidens Fylde blev »Kjød« for at vinde sig en troende Menighed, der i hjærteligt Fællesskab med ham, ikke blot faar Aand af hans Aand, men ogsaa Kjød af hans Kjød, og det maa da være den kristelige Oplysnings Maal at vise, hvordan alt timeligt klarlig har sin oprindelige Sammenhæng i Guds-Ordet fra Evighed, og hvordan det under Tidsløbet er samlet i Kristus Jesus og lever og rører sig i hans Menighed*).

Uagtet derfor Frimenighedens skriftkloge og boglærde aldrig *

582 maa lægge deres Lærdom og Klogskab til Grund for Fælles-Troen, eller indbilde sig, at den dermed lader sig forsvare, og uagtet de umulig, som den tysk-protestantiske Teologi, kan anse Stridbarheden (Polemiken) for en Hovedsag hos dem, der udsendes med Fredens Evangelium, saa er det dog umuligt, at de »vise og skriftkloge«, som Herren med Aanden sender sin Menighed, kan med Kraft stræbe at udbrede sand aandelig Oplysning paa hele Jorden, uden at de hvert Øjeblik maa rage i Strid med de verdslig-vise og skriftkloge, ligesom Herren selv ragede i Strid med sine Kjøds-Dages Farisæer og Saducæer; thi man kan umulig ære Sandheden uden at beskæmme Løgnen, og Kristi Menighed maa derfor altid staa i Verden, som den »fredsommelige« der dog ikke kan oplade Munden til at bekjende sin Tro paa det store Fredens Evangelium, uden at Verden farer i Harnisk. Det maa derfor staa Frimenighedens vise og skriftkloge frit for, paa eget Ansvar for Aanden, hvis frivillige Redskaber de i alle Maader skal være, at strides med Mund og Pen, saa meget de vil, med Troens boglærde Modstandere, medens det maa blive deres egen Sag, om de yppe Kiv med andet end med »at saa' Lys for de oprigtige af Hjærtet«, og de maa ikke krympe sig ved derfor aandelig at hudflettes i Verdens lærde Skoler, ligesom Herren selv og hans Apostler.

Ligesom det derfor ved den lutherske Reformatjon blev aabenbart, at Paven, ved at stoppe Munden paa sine Modstandere med den verdslige Arm, og Pave-Præsterne, ved at forsømme og ringeagte Skriftklogskaben, indhyllede baade sig selv, Menigheden og Troen i Gravens Mørke, hvad saa vel Sandheds-Aanden som Skriften kalder Løgns og Ondskabs klare Kjendemærke, saaledes gjorde aabenbar vore selvgjorte Pave-Konger eller Fyrst-Biskopper Troen og Menigheden saa vidt muligt aandløse og dermed aandelig værgeløse, ved at undertrykke den aandelige Kamp og den videnskabelige Frihed, som i denne Verden staar og falder med hinanden.

Naar derfor Menigheden nu, enten alle Vegne eller paa et givet Sted, maa trække sig ud af al statskirkelig Forbindelse, for ej »at drage i Aag med de vantro«, da vil Sandheds-Aanden dog baade opelske den skriftkloge Lærere og drive sine villige Redskaber til, efter Evne og Lejlighed, med al Flid at fremme og udbrede grundig og almindelig Oplysning om alt aandeligt og menneskeligt, skjønt det umuligt kan ske uden skarp og farlig Strid med denne Verdens vise, boglærde og skriftkloge.

583

Dette er heller ikke blot nødvendigt for Sandheds-Aandens og den guddommelige Sandheds, men lige saa meget for den troende Menigheds egen Skyld, thi vi nærme os den sidste Strid, da Fjenden ikke længer vil spilde Tid og Flid paa den Umulighed at aftrætte os enten vor egen hellige Skrift eller vor egen Histories (vor egen Levneds-Beskrivelses) mageløse Vidnesbyrd om vor kristne Tros apostoliske Ægthed, men vil trodse alle Vidnesbyrd, og, lige saa dumdristig som Nero eller Julian, angribe Vorherres Jesu Kristi og Menigheds-Troens Sandhed, og rase derimod med al mulig Spidsfindighed og med alt, hvad Verdens-Aanden kalder »Ild og Sværd«, og jo mere vi nærmer os dette vort Ragnaroke, hvori Troens Ildprøve skal være saa meget skarpere end Guldets, som den er ædlere, des klarere bliver det vist nok paa den ene Side, at Herrens eget guddommelige Munds-Ord til Menigheden er den eneste Grund, der gjør Troen klippefast, men des klarere bliver det ogsaa paa den anden Side, at Menighedslivet, for sejerrigt at gjennemgaa den store Prøvelse, maa være saa fuldvoxent, som det kun ved Hjælp af den størst mulige Oplysning kan blive; thi, som skrevet staar, selv de udvalgte skulde forføres, om det var muligt; og vi kan alle forstaa, at der hører klart Lys til at opdage selv det snildeste Blændværk og trodse det mest glimrende Skin. Jo mere antikristelig derfor den i Verden herskende Oplysning og Videnskabelighed er, og jo dristigere den erklærer den historiske Kristendom, med alle dens aandelige Forudsætninger om den levende Gud og hans Styrelse, for det yderste Mørke, der ikke kan eller skal ransages med Lyset, men fordrives og udjages deraf, des flittigere maa den kristne Menigheds skriftkloge Lærere ransage Skrifterne med det Lys, som Herren selv har sat i Stage, og des ivrigere maa de lade deres Lys af Herrens Lys skinne i Verden, saa alle de, som er af Sandhed maa bøje Knæ i Jesu Kristi Navn, og alle Tunger bekjende ham som Herren til Gud-Faders Ære. Dette kan imidlertid ikke ske uden under stadig Kamp med alle de Vildfarelser og Fordomme, der udgive sig for Oplysning, og frister selv i Menigheden de ubefæstede, og skjønt Herrens skriftkloge, ligesom han selv, skal gjøre deres Oplysnings-Kamp saa sagtmodig og upersonlig som muligt, saa veed vi af Evangelierne, at Trætterne med »Farisæer og skriftkloge« vil være uundgaaelige, saa ogsaa i denne Henseende maa Lærerne have frie Hænder, ligesom i det hele Forholdet mellem Lærerne og Menigheden maa være lige saa frit paa begge Sider, som Forholdet 584 var mellem Herren og hans første Discipler, kun med den Forskjel, som Fælles-Troen kræver.

Dette er Sammenhængen i min Tankegang om Klippekirken og Friskolen, der forholde sig til hinanden, som den uforanderlige Sandheds-Tro til den uophørlig fremskridende Livs-Oplysning, en Tankegang, der nødvendig maa falde dem bagvendt, som tvært imod tænker, at Troen er og maa være den foranderligste Ting under Solen, og at derimod Oplysningen er et stillestaaende klart Skin over et bundløst Mørke, som maa være ens fra Verdens Begyndelse til Verdens Ende. Denne Uforligelighed om, hvad man kalder aandelige Bygninger, udspringer nu igjen af Grund-Uenigheden om Aand og Ord og aandelig Sandhed, som derfor er det eneste, jeg endnu finder det Umagen værdt videnskabelig at trættes om, da enhver anden Trætte om aandelige Ting, hvorunder man gaar ud fra stik modsatte Forudsætninger, maa blive grænseløs forvirret og aldeles ufrugtbar.

Vist nok synes det ogsaa at være spildt Umage at trættes om Aand og Ord og et virkeligt Aande-Liv med dem, der, ligesom de gamle Saducæer, fornægter baade »Aand og Engel og dødes Opstandelse«, og det gjør jo næsten alle de verdslig-vise nu om Stunder, hvis Vantros-Bekjendelse er den, at der er ingen sig selv bevidst Sandheds-Aand, og at, om der end var en saadan, saa er der dog hos os intet Sandheds-Ord, hvori en saadan Aand kunde levende udtrykke sig, og endelig, at om end saa var, og der virkelig skabtes et Liv, som var aandelig Sandhed, saa vilde det dog for Mennesket være aldeles ukjendeligt, da aandelig Sandhed hos os ingen utvivlsomme Kjendemærker har, og bag denne trefoldige Fornægtelse af aandelig Sandhed agter vore verdslig-vise sig ikke blot for uangribelige med aandelige Vaaben, men ogsaa stærke nok til med uomstødelige Fornuftgrunde at afbevise Guds-Ordet, lige saa vel i Herrens Mund, som i alle Røster fra Himmelen og i alle Aabenbaringer.

Dette er imidlertid en grov Fejltagelse hos de selvkloge, som vi godt tør haabe, med Tiden og ved Hjælp af Menighedslivet, at overbevise den oplyste Verden om, thi saa længe man selv vil tale med om, hvad der er eller ikke er aandelig Sandfaed, da maa man endelig vogte sig for enten at benægte aandelig Sandheds Tilværelse eller Muligheden af dens Erkjendelse, eller Tilværelsen af en aandelig Bevidsthed, da man 585 ellers ved klar Selvmodsigelse gjør sig selv til en ynkelig Vrævler, hvis hule, tomme Ord den næste Slægts Ungdom kun vil bruge til at spille aandelig Fjerbold med. Den klare Selvmodsigelse i Talen om aandelige Ting, som den »Kjødets Sands«, der endnu for det meste beklæder Dommersædet, slet ikke ænser: den klare Selvmodsigelse, der er som de gamle Guders Mened ved Styx, den skyer derimod al aandelig Forstand, enhver baade ren og uren Aand, ja, Fanden selv, som et aandeligt Selvmord.

Da nu Tiden ogsaa daglig klarere vil oplyse vedkommende om, at de med al deres Aands-Fornægtelse, Ord-Foragt og det umælendes Forgudelse kun skille sig selv, men ingenlunde os ved Aanden og Ordet med Kraft og Liv og Lys, saa anser jeg det ingenlunde for umuligt, at jeg selv, saa gammel, som jeg er, kunde opleve den Dag, da vore arrigste Modstandere indrømme, baade at der naturligvis maa være en sig selv bevidst Sandheds-Aand, og følgelig ogsaa et Sandheds-Ord, som har aandeligt Liv, er Aand og Liv, men paastaar kun, at den Sandheds-Aand har jeg og mine Medkristne endnu mindre end de, og at det Sandheds-Ord er snarere ethvert andet end det, som vi kalde Guds-Ordet af Herrens egen Mund til Menigheden, og at derfor maa det kristelige Menighedsliv, hvor aandeligt det end kan synes, i Grunden være falsk.

Dette minder vist nok om, hvor lidt vi tør vente, ved den sejerrigste videnskabelige Kamp, at afvæbne Modstanderne eller skaffe Menigheden anden aandelig Fred, end den, som overgaar al vor Forstand og forener baade Hjærter og Tanker i Troen, men det skal tillige vise, at Menigheden trænger højlig til alt det Lys, vi kan udbrede over Aandens nærværende Verden, som Menighedens skriftkloge sædvanlig har forsømt over den fraværende, som vi dog umulig kan kjende, uden for saa vidt den aabenbarer og spejler sig i det nærværende. Dette er da ogsaa Grunden, hvorfor jeg saa ivrig har stræbt at oplyse Forholdet mellem det kristelige Menneske-Liv og det menneskelige Folke-Liv, thi skjønt jeg umulig kunde forudse, at nogen andre end Tyrker vilde derfor gjøre mig til Hedning, saa vidste jeg dog godt, at alle de skinhellige vilde korse sig over min Verdslighed, uden at jeg turde vente, at Verden derved skulae blive blidere stemt mod det kristelige Menighedsliv, som, hvad det end ellers er, dog aabenbar ikke er et Liv af denne Verden.

586

Ligesom nemlig den kristne Menighed, for nu og herefter at hvile trygt i Troen paa den Helligaand og paa Guds-Ordet af Herrens egen Mund, trænger højt til at oplyses om Menneske-Aanden og Menneske-Ordet i deres Kraft og Virksomhed, saaledes trænger den ogsaa for sit kristelige Menneskelivs Skyld højlig til at oplyses om det menneskelige Folkeliv, dets Vilkaar og Øjemed, da det aabenbar er et Folkeliv i en højere Orden, den kristne Menighed, som det aandelige Guds-Folk med Guds Aand, skal fuldføre til Vorherres Jesu Kristi Dag, og Menighedslivet desuden ved Modersmaalene er sat i levende Vexelvirkning med alle de Folks Menneskeliv, som Kristi Evangelium aandelig gjæster og laaner Herberg hos.

At Oplysningsværket netop i denne Henseende ikke blot har fundet saa megen Modstand, men ogsaa mødt saa megen Miskjendelse, er for Resten ganske hvad man kalder tilfældigt, fordi det begyndtes i det lille Danmark, og maa hos os, netop efter den Menneske-Livets Grundlov, der skal oplyses, gaa ud fra den danske Tankegang og de danske Tilstande, og bevæge sig i Danskernes Modersmaal; thi, tænker jeg mig den kristelige Folke-Oplysnings Vugge flyttet til England eller blot til Norge, hvor man hverken tvivler om Folke-Aandens Virkelighed, eller blues ved sit eget Tungemaal, eller frygter hos sig selv for Friheden, eller tvivler om sin Duelighed til Storværk, da ser jeg den i Aanden hilset med Folkets Jubelsang, som om den gjenfødte Kong Arthur eller Olav Tryggesøn derfra smilte dem i Møde, og saa snart der udenlands begynder at gaa levende Ord af den danske Oplysning til alle Folks Glæde, som sætte Pris paa Frihed, som elske Fred og som inderlig attraa voxende Klarhed over hele det underfulde Menneskeliv, da vil man endnu faa det at høre, og slet ikke kunne begribe, hvad der hos os forblindede Øjnene for et Lys over Livet, som, hvad man end vilde bruge det til, maatte, som Morgenrøden og Vaarsolen, være alle uden usle Tyve og Røvere kjærkorament.

Jeg skal da saa meget mindre dvæle længere end nødvendig herved, som alt hvad der i det nittende Aarhundrede stiler paa at oplyse Folke-Aand og Folkelighed, Folke-Ret, Folke-Frihed og Folke-Tunger i deres levende Bevægelse og Virksomhed, fra Udførelsen af Ægypten til Hjemførelsen fra Ørken, kan være vis paa at sejre endnu langt mere afgjørende end Garibaldi, som jo kun er bleven Aarhundredets første Helt, fordi han kjækt rejste Folkelighedens Banner!

587

Jeg forudsætter derfor ganske sikkert, at ikke blot i Engeland og vort Højnorden, men ogsaa i Tyskland og Grækenland og de romanske Lande, vil man hylde den Betragtning af Aand og Ord og Modersmaal, Mund og Pen, og i det hele af Folkelighedens fri Forhold til Boglærdom og alt aandeligt, saaledes som den hos os er udsprungen af Troen paa det levende Guds-Ord og Trangen til det kristelige Menighedsliv; men hvad jeg ønskede at indprente alle Menighedens Lærere langt dybere, end det kan ske med nogen Pen, eller med noget andet end »den levende Guds-Aande«, som skriver alle kristelige Himmelbreve paa Hjærtets Kjødtavler, det er, at det store Omsving i Skolen, hvorved Aand og Ord og Modersmaal fordrive Pennen, de døde Sprog og alt Dødbideriet fra Lærestolene, vil hverken gjøre Verden kristelig eller gjøre dens lærde og vise mildere mod den kristne Tro og Menighed, men at Troens, Tungens og Pennens Frihed vil gjøre Spotten langt kaadere og bitrere, og Angrebene langt mere glubende og hensynsløse, end de har været siden de gamle romerske, græske og ebraiske Haarkløveres (Sofisters) Dage. Langt fra da at kunne understøtte Troen eller forsvare Menigheden med deres ægte menneskelige Oplysning og Videnskabelighed, vil Menighedens ypperste Lærere da ret egentlig »hades af alle Folk« for det gode Navns Skyld, ligesom den skriftkloge og videnskabelige Pavlus blev den mest forhadte blandt alle Apostlerne, og var aldrig værre stedt end mellem de verdslig-vise i Athenen, som bedst kunde skattet hans Vid og Veltalenhed.

Da vil nemlig Fejdebrevene udelukkende stiles netop til de bedst oplyste, og selv de sømmeligste vil omtrent lyde saaledes: »I har længe haft meget travlt med at bevise, at eders Trosbekjendelse er ægte apostolisk, at de saakaldte Indstiftelses-Ord ved eders Daab og Nadver skal være udtalt af den Jesu Kristi egen Mund, som blev korsfæstet under Pontius Pilatus, og at alt dette stemmer ypperlig overens med den hellige Skrift, som eders egne Formænd og Stalbrødre har skrevet; men I har ikke lagt Mærke til, at alt saadant kun gjaldt noget i den aandelige Trældoms-Tid, da det var halsløs Gjerning at tvivle om Kristi Guddom eller om eders hellige Skrifts guddommelige Indblæsning, og da selv de klogeste satte en forfængelig Ære i at kaldes »Kristne«, Nu derimod i Aandsfrihedens Dage, nu, da i det mindste alle dybere Tænkere har lært at foragte tomme Titler og alt Skinvæsen, nu lade vi naturligvis at sligt staa ved sit Værd, med den Bemærkning, at lige saa lidt som Islamismen 588 er sandere, fordi den er Mahomeds ægte Lærdom og stemmer overens med Alkoranen, lige saa lidt bliver Kristendommen sandere, naar den er Kristi ægte Lærdom og stemmer overens med Bibelen.

Vi veed ogsaa nok, I pukker paa, at Troen er en fri Sag, ikke alene borgerlig, men ogsaa aandelig talt, for saa vidt den ikke klart modsiger sig selv eller den klare Sandhed, og at det ikke skal kunne bevises om den Tro, som I, med hele Menigheden, ved Daaben bekjende, og da Troen er en Hjærtesag, og soleklare Beviser om aandelige Ting er vanskelige at føre og at fatte, saa lader vi ogsaa gjærne Kvinder og Børn og hele de troendes mer eller mindre umyndige Skare nyde godt deraf, saa vi vil lige saa lidt have dem aandelig som verdslig forfulgte; men I, som tager Del i Tidens voxende Oplysning, og roser eder af at være klogere paa guddommelige og menneskelige Ting, end alle vi andre, I skal aandelig forfølges til det yderste, thi til eder siger vi med rette, hvad jo jeres egen Mester sagde til de skriftkloge, som trode paa ham: var I blinde, da havde I ikke Synd, men nu siger I: vi ser, deri ligger eders Synd. Det er listigt nok af jer, at I skyder jer ind under Menighedens ordknappe og ej saa lidt dunkle Trosbekjendelse, og erklærer højtidelig, at alt, hvad I dog præker Menigheden Ørene fulde med, er ingen Trosartikler, men kun Aandens Indskydelser, som han selv maa svare til; men I skal lige fuldt aandelig nødes til at svare baade for aanden og hans skrøbelige Redskaber, og kan I det ikke, da staa til Skamme som vilde Sværmere eller tamme Hyklere, der vil indbilde alle Folk under Himmelen, at de og deres Aander har alle faret vild af Moders Liv og er idel »Forfængelighed«, men at en sammenløbet Flok af alle Haande Folk, Stammer og Tungemaal, der, som fortvivlede Romere i Aandens Verden, bygte en evig, men usynlig Stad paa de syv Menigheders lige saa usynlige Høje, de er Folkenes Folk, lige som deres usynlige Herre er Kongernes Konge, de er det aandelige Guds-Folk, som er ene om det aandelige Guds-Rige, smækfuldt af en Retfærdighed, Fred og Glæde, hvoraf alle de virkelige Menneske-Folks er kun Uglebilleder eller i det højeste Skygger, og at alt det grunder sig paa og udspringer levende af et Par hemmelighedsfulde Ord ved Daaben og Nadveren, der, som et guddommeligt Fugleæg med Aandernes Aand, skal overgaa Billedsproget paa alle Folks Modersmaal saa højt, som Himlen er over Jorden. Se, det er, hvad I skal forsvare, og naar I saa har anspændt jer allermest, saa blæser vi alle jeres 589 stadselige Luftkasteller med Regnbufarver, og alle jeres overaandelige Lærebygninger omkuld som Korthuse, med eet Aandepust, ja, med een tør Bemærkning, som I ikke kan modsige, med den Bemærkning, at al den Oplysning og Videnskabelighed, hvormed I brammer og stræber at skjule Tomheden, den har I skrabet sammen paa alle Hedningernes Tungemaal, med de Kræfter, I fandt og laante, ligesom Israels Børn laante Guldkar og Sølvkar af Ægypterne, men betragtede og behandlede dem, efter Tyve-Retten, som Guds og deres eget.«

Hvor frygteligt end dette Stævnemaal klinger, saa Dr. Rudelbachs er Havresuppe mod det, saa tror jeg naturligvis, det allerede nu lod sig godt besvare, naar man kunde faa Modstanderne til at forstaa det, og jeg er sikker nok paa, at i sin Tid vil det blive langt bedre besvaret, end nogen af os forstaar, men det kan og skal dog advare os for nogen Sinde mere at ville værne om Troen og Menigheden, enten med noget som helst Bogstav-Skrift, med vor Dogmatik eller med vor Kundskab og Vidskab i det hele, fordi der er ingen Kraft i dem mod »Djævelens snedige Anløb«, og det dog i Grunden kun er dem, der maa kaldes farlige for Troen og Menigheden. Ligesom nemlig Herren i Trosbekjendelsen kun har lagt sit levende Munds-Ord til Grund for vor Tro, saaledes har han ved Forsagelsen kun sat os i fjendtlig Stilling til Djævelen, som Løgnens, Mørkets og Dødens Aand, og vi har derfor til alle Tider den samme aandelige Fjende under afvexlende Skikkelser, indtil han til sidst selv kommer til Verden i Menneske-Ham som den store Anti-Krist, og gjør det klart, at ingen uden Kristus selv kan forsvare sit Ord, sin Tro og sin Menighed mod det aandelige Ondskab i Himmelrummet. Dette veed vi alle, er forudsagt af den Mund, som ej kan lyve, og naar det var nær ved at glemmes, bragt i Erindring af den Aand, som ransager alt, og vi kan nu forudse, vel ikke Aarstallet, men dog den aandelige Aarstid og det Klarhedens Tidsrum, da det vil ske.

Naar nemlig paa den ene Side det fornyede kristelige Menighedsliv ej lader nogen Tvivl tilbage om, at de Kristne er et mageløst aandeligt Folk, og paa den anden Side Menneskelivet og Menneskeslægtens Levnetsløb er blevet saa klart oplyste, at det ej uden klar Selvmodsigelse kan nægtes, at et hidtil almægtigt Forsyn har vidunderlig baade forberedt, opholdt og udviklet dette aandelige Kristen-Folk, da bliver der for vor aandelige Fjende, som veed, at han ved klar Selvmodsigelse tilintetgjorde sin Virksomhed, kun det tilbage, at trodse den aandelige, historiske 590 Sandhed med den kroplige saa kaldte sunde og naturlige Virkelighed, og det lader sig vove, naar man dumdristig i hele Aandens Verden kalder Sandhed Løgn og Løgn Sandhed, Lyset Mørke og Mørket Lys, Livet Død og Døden Liv.

En tydelig Fremstilling herom kan vi faa ved at betragte Vorherre Jesus Kristus, den aandelige Sandhed, det aandelige Liv og det aandelige Lys i egen Person, lige over for Farisæerne, der siger: »han driver Djævle ud ved Belzebub, Djævlenes Øverste«, hvad Herren derfor kalder Bespottelse af Sandheds-Aanden, som ikke forlades, og naar vi har opladte Øjne for den store aandelige Strid, der bestandig er ført paa Jorden mellem Sandhed og Løgn, Lys og Mørke, Liv og Død, men har først ved Kristendommens Indtrædelse i Verden faaet en tydelig Skikkelse, da ser vi let, at den kristelige Ragnarok-Kamp nærmer sig med stærke Skridt, da Verdens-Aanden oprører alle Verdens-Kræfterne mod den Aand, der har aabenbaret sig gjennem Menneske-Slægtens Levnedsløb, og med Guddoms-Kraft i det kristelige Menigheds-Liv. Ved det nittende Aarhundredes Begyndelse synes denne Kamp ikke blot begyndt, men hartad endt med den kristne Tros og Menigheds Udryddelse, men denne Kamp førtes saa aandløst fra begge Sider, at det aabenbar i aandelig Forstand kun var en Skygge-Fægtning, der slet ikke levende udtrykte, hvad den kun skyggevis betegnede. Man raabte sig vel i den fjendtlige Lejr hæs paa »Verdens-Aanden« som den eneste sande Gud, og gav sig Mine af at kunne føre baade Sol og Maane og Stjærner, med de fire Elementer: Luft og Ild, Jord og Vand, i Strid med Kristus, Gud og Mand, hans Fader og hans Aand, men hverken trode man selv paa den Verdens-Aand, man vilde fremmane, ej heller troede man at have andet imod sig end Jesuiterne, Paven og Bibelen, saa da Herrens Aand igjen kom over os med Troens levende Ord, da smilte vi med rette ad alle de saakaldte aandelige Vaaben, der enten kun stod paa Papiret eller kløvede dog kun Luften under Sejersskrig af alle Vinde.

Vist nok var der en Natur-Filosofi, som spaade om en virkelig Strid mellem Naturen og Historiens Aand, hvori alle sorte og hvide Kunster traadte i Kraft og paa en ubegribelig Maade frembragte Umuligheder, men Profeterne troede aabenbar ikke en Gang selv paa deres Spaadomme og kunde da umulig omvende denne Verdens Børn til deres Fædres Hexeri og Trolddom, der, i deres Øjne lige saa vel grundede sig paa 591 grov Overtro, som Vandringen gjennem det røde Hav og alle Vorherres Tegn og underlige Gjerninger.

I Aarhundredets Løb raadtes der imidlertid Bod paa den grænseløse Vantro, hvorved den dannede (civiliserede) Verden i barnagtig Selvraadighed og tosset Selvklogskab saa længe har afbrudt al levende Forbindelse med Verdens-Aanden, altsaa med sin egen Aand, og gjør sig derved selv til en Kjødkiump, en Jordklimp, og en Luftstrøm med Ild og Brint, hvis Tankegang saa vel som Verdensløb kun sættes i haandværksmæssig (mekanisk) Bevægelse af hvad der hverken tænker eller er til i sig selv. Det Lys, som Sandheds-Aanden, ikke blot med Ord og Skrift, men med det kristelige Menighedsliv i det hele udbreder over Menneskelivet i alle dets Forhold, adspreder nemlig med Nødvendighed det ægyptiske Mørke, der trods alle Gaslygter og Blus, ruger over denne Verdens grove, aandløse, selvmodsigende Selvbetragtning og Selvforgudelse, og Verdens lyse Hoveder vil da snart komme til saa megen aandelig Forstand, at de ikke, ved at udlede al deres Forstand af Uforstand, selv erklærer den for en grov Misforstand, og i det hele angre og fortryde deres Fædres aabenbare Oprør mod de uforanderlige Natur-Love i Aandens og Ordets Verden, som Tanke-Lovene unægtelig er, da det slet ikke gaar an at benægte det virksommes Virkelighed, eller at aftrætte Grundaarsagen hvad man tillægger Eftervirkningen, eller at tilskrive hvad man selv kalder Løgn større Kraft, end hvad man selv kalder Sandhed.

Før dette er sket, kan naturligvis Antikristen slet ikke spille sin Rolle paa Jorden, thi han vil og maa jo virkelig, som skrevet staar, tros paa, som den eneste sande Gud, og brage alle mulige sorte Kunster til Øjenforblindelse, saa han synes at have alle Verdenskræfterne til sin Tjeneste, og synes kun at have taalmodig oppebiet Tidens Fylde, før end han aabenlyst traadte i Skrankerne mod den korsfæstede, igjen opstandne Jesus Kristus, mod hans Fader og hans Aand, hvis Tilværelse og vidunderlige Virksomhed i de forbigangne Tiders Mørke Antikristen ingenlunde benægter, men bespotter, som det aandelige Ondskab i Himmel-Rummet, han endelig har faaet Bugt med, og hvis Ihukommelse han nu ogsaa vil udrydde paa Jorden, for der, som Verdens virkelige Frelser, at oprette sit evige Verdens-Rige, som Himlene og Himlenes Himle skal lovsynge.

Her ser man let, at al menneskelig Kundskab og Vidskab, 592 hvor aandelige de saa end er, har, i den aabne Fejde mellem Himlen og Helvede, mellem den usynlige Sandhed og den skinbarlige Fanden, kun lidt at betyde, men at det ser saa sort ud paa de kristnes Side, at det, som skrevet staar, kun gjælder om »de helliges Bestandighed i Troen«, og da navnlig i Troen paa det faste Spaadomsord af Herrens egen Mund om hans herlige Tilkommelse, som vi alle bekjende, men som Fjenden trodsig benægter og bespotter: Troen paa det Spaadomsord, at Herren i sin Tid kommer øjensynlig igjen at dømme levende og døde, og, som skrevet staar, »henvejre den lovløse med sin Munds Aande.« Den gamle Slange vil nemlig ikke sige som Paven, at der er »to Sværd«, det aandelige og det verdslige, hver i sin Haand, men han siger hvad sandt er, at hos Gud sidder Sværdet i Munden og er paa een Gang baade aandeligt og verdsligt, saa han lyver kun ved at prale af, at hans Mund er Guds Mund, og den Løgn kan kun gjendrives af den sande Guds Mund, som med sin Doms Ord tilstopper alle Løgnens Munde.

Da alle Spaadomsord, og da især Spaadommen om det i Verdens Øjne urimeligste og utroligste, synes aldeles værgeløse mod den vittige og bidende Spot, som her er godt Kjøb, saa kunde jeg fristes til at undlade Fremsynet mod Antikristens eller Gud-Niddingens mørke Dage, men da Sandheds-Troen paa det tilkommende dog lige saa lidt er værgeløs, som Sandheds-Troen paa det forbigangne eller paa det nærværende, og da desuden hele Kristi Evangelium, som det evige Livs-Ord, i Forhold til Mennesket i Verden er et Spaadomsord, altid udsat for og vel belavet paa den samme bidende Spot, som Herren selv bar med Purpuret under Tornekronen og Skoggerlatteren; saa turde jeg ikke undlade det bestemte Hensyn paa den af Herren og hans Apostler med Flid omspaaede Verdens-Aandens Time og Mørkets Overmagt, som i Menighedslivet svarer til Herrens Lidelseshistorie, og fører til »Kjødets Opstandelse«, og til det evige Liv for »hele Mennesket«, det udvendige saa vel som det indvendige, det afdøde saa vel som det udlevede i Herren.

Denne Kjødets Opstandelse var nemlig, som vi ser af 1 Kor. 15, alt i Apostlernes Dage den Hæl i Trosbekjendelsen, som maatte taale det giftigste Slangebid, lige som hos os; men det franske Kogleri med Kjødels Frigivelse (Emancipatjon) spaar om en lige saa farlig Fordrejelse af Sandheds-Ordet om Kjødets Opstandelse, til Bestridelse af Aandslivets Virkelighed, 593 saa nu trænger Menigheden højt til den Oplysning, at Kjød-Legemets ægte og sande Frigjørelse er, som Legems-Døden tydelig viser, saa langt som muligt fra at ske ved dets Løsrivelse fra Aanden, men er tvært imod, ved Kjødets Opstandelse, Fuldførelsen af den Helligaands Gjerning, fra de ny Hjerters og de ny Tungers Fødsel til Vorherres Jesu Kristi Dag, hvorfor Apostelen Pavlus ogsaa (Rom. 8) kalder den en Gjenløsning og Befrielse fra Forkrænkelighedens Aag. Derfor vil Antikristen ogsaa love sine Tilbedere legemlig Udødelighed i Modsætning til den Udødelighed i Indbildningen, som han bespottelig vil kalde det kristelige Aandsliv, og kan det med Skinnet for sig, da alle Kristne, indtil Herren kommer øjensynlig igjen, jo maa friste den legemlige Død, og Kjødets Opstandelse jo lader sig dumdristig benægte og bespotte, indtil den virkelig gaar for sig. Vist nok er det nemt for os, og vil være endnu langt nemmere for vore Eftermænd i Antikristens Dage, at oplyse alle virkelige Deltagere i det kristelige Menighedsliv og Lodsejere i Aandens Guds-Rige derom, at det bedragelige Skin dog, Gud ske Lov! kun bedrager dem, der ikke vil aabne Hjærtet for Sandhedskjærlighed, men det er lige vist, at det kun er i det skjulte, i Hjærtets Inderste, at det kristelige Aands-Liv, med Guds-Rigets »Retfærdighed, Fred og Glæde« beviser sin Virkelighed, saa man faar at se, at ved Siden ad det kristelige Aandsliv bliver det ypperste Skjaldeliv, selv hos Israels Profeter, kun hvad en sand Lignelse er ved Siden ad et almægtigt Skaber-Ord, eller hvad Johannes den Døber var ved Siden ad Guddoms-Manden, som døber med den Helligaand.

Dette, at den blot aandelige Fornyelse af Menneskets Paradis-Liv nødvendig er af samme Art som Skjalde-Livet, og kan i det højeste aabenbare sig i et Profet-Liv, som Johannes den Døbers, medens hele Menneske-Livets Fornyelse i Forening med Guds-Livet i Guddoms-Manden Jesus Kristus er til alle Tider en dyb Hemmelighed, som skrevet staar om Kristen-Livet (Koll.3), at det er skjult med Kristus hos Gud og aabenbares først, naar Kristus aabenbares i sin Herlighed: dette gjør paa den ene Side Menigheds-Troen og Menigheds-Livet værgeløse i Verdens Øjne, og frister paa den anden Side Herrens og Menighedens Tjenere, som Aandens fri Redskaber, til at miskjende deres Stilling og tiltro sig en Magt og Myndighed, som de ikke kan eftertragte, uden at stille sig imellem Menigheden paa den ene Side og Fælles-Troen, Fælles-Aanden og Fælles-Herren paa den anden Side, saa de i Blindhed arbejde paa at 594 skille baade sig selv og Menigheden fra det evige Livs-Ord og det deraf udspringende hemmelighedsfulde Liv i Herren. Selv, derfor, naar vi virkelig, som Herren siger om Døberen, blev de aandrigste Enkeltmænd, som Kvinder kan avle med Mænd, maatte vi dog altid mindes, at, efter den samme Herres Vidnesbyrd, er den mindste i Himmeriges Rige større end vi, og at denne vor Overmand findes kun skjult i Menighedens Tro og Haab og Kjærlighed, saa at, om han ogsaa lever hos os, er det kun skjult, ikke hos os selv, som aandelige Enkeltmænd, men som Lemmer paa Herrens hemmelige Legeme, som er hans Menighed.

Denne Haardeknude, som, langt fra at løse sig selv, netop strammes, jo mere Menighedslivet voxer ogsaa hos os, maa vi betragte med barnlig Ydmyghed, og holde urokkelig fast ved Døberens Bekjendelse, at »Guds-Ordet« i sin Kraft, som et evigt Livs-Ord, der skjænker hvad det nævner, det er uadskilleligt fra Vorherres Jesu Kristi Person, thi det kan intet andet Menneske føre, end Guddoms-Manden selv, som kom ned fra Himmelen, og at selv den Helligaand indskrænker sig til, guddommelig at minde om, hvad han har sagt, og gjør sig netop derved kjendelig fra alle andre Aander.

Al Tanke om et kristeligt Statholderskab, der skulde være Embeds-Standen forlenet, maa vi da forjage, om den end lod sig ganske anderledes besmykke, end ved den selvgjorte Arveret til St. Peders Stol, eller ved den selvgjorte Oversættelse af et dunkelt Sprog hos St. Povel, som om han havde sagt: vi er Sendebud i Kristi Sted, vi bede i Kristi Sted, og som om hans »vi« var alle hans Læsere*). En saadan aandelig Besmykkelse af en ganske anden Aand end Herrens, maa vi slutte af Himmel-Brevet til den syvende og sidste Sprog-Menighed, endnu farlig vil friste dens Skolemestre, saa de indbilde sig, at være rige nok paa aandelig Visdom og Forstand, saa de har ikke Kristus selv eller hans egen Munds Ord til Menigheden behov, men kan paa deres egen Regning meddele Aanden, forplante, opholde og forskjønne Livet. Dette vil ikke komme deraf, at de skulde have kunnet glemme, at det er kun gjennem Munden, ej gjennem Haanden og Pennen, Ordet kan virke levende, men det vil komme deraf, at de forvexle deres egen Mund med Vorherres egen Mund, som han aldrig kan eller *

595 vil enten laane elier leje ud, men kun i al Hemmelighed dele med sin Menighed i hans Legems og Blods Fællesskab, saa Menigheden, men ingen Enkeltmand, kan til Slutning, som skrevet staar (Ef. 4), aandelig maale sig med ham.

Dette er hvad jeg har at sige til Advarsel for alle den kristne Menigheds Embedsmænd, nærværende og tilkommende, at de ikke lader sig forlede til, enten paa Bibelens, paa Kirkehistoriens eller paa Aandens Vegne, paa nogen anden Maade at fremstille sig som Borgen eller Værger for »Troen og Menigheden«, end ved »som Hjordens Exempler« at stille sig i Spidsen, hvor Menigheds-Troen skal frit bekjendes for Verden, da de ellers, bevidst eller ubevidst, øve det forbudte Herredømme over Herrens Arv og Eje, og forhindrer den guddommelige Væxt og fri Udvikling af de kristelige Menigheds-Liv i Herren, som dog ogsaa hos dem maa bære den levende Forkyndelse af Kristi Evangelium, som en Guds Kraft til Salighed for hver den, som tror. At saa vel Aanden som Troen kan og skal meddeles ved vor levende Forkyndelse af «Troens Ord,« men meddeles dog kun i Troens Ord af Vorherres egen Mund, det er vel lidt vanskeligt at forstaa, men følger dog ligefrem af, hvad Apostelen Pavlus vidner, at det er »Guds-Ordet« og »Troen« selv, som man hører, hvor »Troen og »Aanden« skal forplantes, saa det er blot Forskjellen mellem »Guds-Ordet« i første eller anden Mund, ligesom paa første eller anden Haand, som vi har lidt ondt ved at fatte, fordi man er sig selv nærmest; men derfor sagde vor Mester ogsaa rent ud, at uden Selvfornægtelse kunde ingen være hans Discipel, og naar vi er kommet over det Bjærg, da prise vi Herrens Godhed og Visdom, som lagde det evige Livs-Ord i Menighedens Mund, hvor det er nemt at finde, i Steden for at begrave det enten i Skriften eller hos Tjenerskabet, hvor det maatte være et sjældent Lykketræf at støde paa det, og være umuligt at bevare og forplante det, fordi det vilde være ukjendeligt. Saaledes vilde da ogsaa Herrens aandelige Nærværelse, hans Aand og hans Gjerninger være aldeles ukjendelige, hvis der ikke var et bekjendt, os alle vitterligt Ord af hans egen Mund, hvormed vi alle blev »lærte af Gud«, og hvorved hans Aand baade gav sig til Kjende og virkede alt i Vorherres Jesu Navn og til hans Ære!