Grundtvig, N. F. S. Den Christelige Børnelærdom

Den Christelige Børnelærdom. (Oplæst i det Kiøbenhavnske Gonvent) [Dansk Kirketidende Nr. 71, den 31. Januar 1847].

Den saakaldte Protestantiske Kirke med sin Skole, befinder sig vist nok for mine Øine nuomstunder i saa indvortes opløst og fortvivlet en Tilstand, at den, uden en heel Reformation, fra Øverst til Nederst, er uden Redning forloren; saa jeg fristes selv til at finde det latterligt, under saadanne Omstændigheder at undersøge, hvordan en Bog man helst skulde ønske brugt ved Meddelelsen af den christelige Børnelærdom; men paa den anden Side vedkiender jeg mig den Tro, at en Reformation af Kirken og Skolen, i det mindste i Norden, ei blot er muelig, men høist rimelig, naar vi kun kan tilbagevinde den fri Bevægelse, som ligefra Begyndelsen har været og maa bestandig blive Protestantismens Element, og at ved en saadan fribaaren Reformation er Meddelelsen af Børnelærdommen netop en Hovedsag.

Til den fri Bevægelse er det nu vist nok nødvendigt, at den verdslige Magt giør baade Kirken og Skolen den store Tjeneste, som Diogenes udbad sig af Alexander den Store, saa Solen kan faae Lov til at skinne paa dem, men det vilde, efter min Overbeviisning ogsaa alt være skedt i Norden, naar vi, baade som Forældre, Præster og Theologer, havde forstaaet os selv og villet unde Næsten samme Frihed, som vi selv forlangde, saa at ligesaalidt som Nogen af os vil lade sig foreskrive hvad han skal troe, eller hvordan han skal forkynde Evangelium for sine Børn, ligesaalidt vil vi foreskrive Andre det Samme eller billige at det skeer.

Udfeielsen tilbunds af den Papistiske Surdei derom er det altsaa egenlig, det giælder, thi den væsenlige Forskiel paa Papister 66 og Protestanter i christelig Forstand, det er aabenbar den, at Papisterne betragte Christendommen som en ny Lov, der allevegne skal giøres giældende paa samme Maade som Moseloven i Jødeland, og kan giøres saa i al Kiærlighed, selv med Baal til Sjælens Frelse, fordi Sacramenterne virke som almægtige Tryllemidler uafhængig af Troen til Salighed, men at alle ægte Protestanter tvertimod betragter Christendommen som et Evangelium eller glædeligt Budskab fra Himmelen, der naturligviis kun kan komme dem tilgode, der godvillig modtager det med Tro, medens Sacramenterne ei er de Vantroe til mindste Gavn, men kun til Dom, saa at naar vi, uden at kunne paatvinge Folk Troen, dog vil paatvinge dem Evangeliet og Sacramenterne, da efterligner vi ikke blot Papisterne, men arbeider os derved ind i den klareste Selv-Modsigelse, som er aandeligt Selvmord.

Hvordan nu vore Lutherske Fædre, med deres Præster og Skriftkloge, forsvarede eller undskyldte sig for Evangeliet og sig selv, det blev i alt Fald deres egen Sag, men saavel til deres Undskyldning som til vor Oplysning vil vi dog bemærke, at Selv-Modsigelsen blev dem ingenlunde klar, fordi Bibellæsning og Skriftklogskab var i deres Øine omtrent ligesaadant et almægtigt Tryllemiddel, som Sacramenterne i Papisternes, saa dermed tænkde de, kunde udentvivl den saliggiørende Tro om ikke paatvinges, saa dog aftvinges de Vantroe, og om ikke indgydes saa dog indskydes Børnene. Da det nu tillige varede længe, før vore Lutherske Fædre fik tvungen Confirmation og endnu længer før de fik tvungen Skolegang, saa kan vi nok forstaae, hvordan de beroligede sig over den aldeles uevangeliske Tvang, som om den kun var endeel af den, hvormed Forældre maae tvinge deres umyndige Børn til deres eget Bedste, og af denne Betragtning udsprang da ogsaa alle deres Forklaringer af Børnelærdommen, den ene tørrere, koldere og stivere end den Anden, indtil vi kom, hvor vi nu er.

Vi, som har seet, at alle disse Forklaringer ingenlunde gjorde de Vantroe troende, men havde nær gjort alle de Troende vantroe, og vi, som veed med os selv, at jo meer man vil pine os til at troe, hvad vi finder tvivlsomt, des utroligere bliver det os, vi kan umulig berolige os paa samme Maade, som Fædrene, og maae da enten inddrikke den klare Selv-Modsigelse, der selv efter de ægyptiske Lægers Forsikkring er dødelig Forgift, eller vi maae, efter Apostelens gode Raad, lade Trudsel fare, hvor 67 kiærlig Overtalelse aabenbar ligesaavel er det eneste Kloge, som det eneste Rette.

Har vi nu besluttet os dertil, saa vi ligesaavel ved den christelige Børnelærdom, som ved vor Prædiken og ved alle vore Foretagender til christelig Oplysning, slet ikke tænker paa de Modtvillige men kun paa de Godvillige, ikke paa de Vantroe, men kun paa de Troende eller dog Troskyldige, da er det slet ikke vanskeligt at opdage, hvordan omtrent det boglige Hjelpemiddel til den christelige Børnelærdoms Forplantelse maatte være, for at svare til sin Hensigt, som naturligviis er at forberede en ordenlig og frugtbar Kirkegang, som uden levende Deeltagelse i alt det Kirkelige er umuelig. At derimod en saadan god Haandbog for de smaa Kirkegængere vilde være vanskelig at skrive, det følger af sig selv, da hvem der veed mindst, altid er vanskeligst tilgavns at undervise, og da den christelige Børnelærdom desuden er noget virkelig Nyt for Barnet, der ikke, som det Naturlige, kan forudsættes liggende i Svøb, men maa ret egenlig meddeles; men Vanskeligheden bliver dog overkommelig, naar vi ikke tænke os Bogen overladt til sig selv eller Børnene til den, men tænke os først og fremmest Bogen i de rette Hænder, som er christelige Forældres, Skolemestres og Præsters.

Det var jo vistnok anderledes majestætisk at skrive en Bog, der kunde gaae ene, og enten omskabe de uchristelige Forældre, Præster og Skolemestre, eller træde i deres Sted, men en saadan Bog, seer vi paa Bibelen, ikke engang Vorherre kunde faae skrevet, saa der hører ikke megen Ydmyghed til at opgive den Bestræbelse som alt for æventyrlig.

Indskrænker vi nu i denne Henseende vore Ønsker til hvad der med Rimelighed lader sig haabe, da møder vi strax Luthers lille Catechismus, som en lille Bog om den christelige Børnelærdom, der netop var beregnet især paa christelige Mødre men dog ogsaa paa christelige Præster og Skolemestre, og som i deres Ilænder og med deres levende Understøttelse giennem Aarhundreder virkede uberegnelig til Børnelærdommens godvillige og frugtbare Forplantelse.

Langtfra derfor at have Aarsag til at fortvivle om en god Bog til christelig Børnelærdom, maatte vi snarere spørge, om der behøves nogen Anden, end den der hos os ei blot har tre Aarhundredes Hævd, men i det mindste to Aarhundredes Vidnesbyrd om mageløs velsignet Brugbarhed? Uagtet jeg imidlertid endnu hører til dem, der ved Hjelp af Luthers Catechismus i 68 en christelig Moders Haand, har indsuget den christelige Modersmælk, saa anseer jeg den dog ingenlunde for fyldestgiørende i vore Dage.

Skiøndt saaledes Luthers lille Catechismus vel igrunden er den meest kirkelige Skolebog hos Protestanterne, saa fattes den dog ganske det kirkelige Præg, den kirkelige Sammenhæng og Fuldstændighed, og skiøndt man mindst skulde ventet det af Luther, som ret egenlig satte Skiel mellem Lov og Evangelium, saa begynder dog hans Catechismus, som vi veed, efter gammel pavelig Skik, med Jødernes borgerlige Grundlov, hvad hos os er dobbelt upassende, da vi hverken, som den Engelske Kirke, har beholdt de ti Bud i Alter-Tjenesten eller kirkelig underkastet os den jødiske Sabbats-Lov. I Luthers og de næstfølgende Dage, da man i det mindste hos os i alt det Kirkelige langt mere fulgde sin Følelse og langt mindre gjorde sig Regnskab for Sammenhængen, medens Husene havde et langt mere kirkeligt Præg, da vare Lyderne ved den lille Catechismus naturligviis baade langt mindre iøinefaldende og til mindre Skade; men i vore Dage, da Mange endog er blevet Præster, uden engang at vide Besked med Sacramenterne, og da man forgiæves har kunnet spørge mange Confirmander om de store Høitider, endsige om, hvad Kirken var andet end et gammelt Huus; nu, seer man let, vi trænger til ganske anderledes boglig Besked om Børnelærdommen, især for at komme de Mødre til Hjelp, der vil forplante den, men dog ogsaa for at minde Præster og Skolemestre om, hvad de endelig ikke maae glemme, men, hvor det mangler, først og fremmest see til at indskyde.

Nu at spinde en saadan kirkelig Ledetraad, skrive en saadan Haandbog for de smaa Kirkegængere, det kunde maaskee briste for den Bedste, men Forestillingen om, hvordan den skulde være, er dog ikke vanskelig at fatte, thi dertil behøves blot et Overblik af Kirken og det Kirkelige hos os, som vi ønske maatte leve kraftig op og finde almindelig Deeltagelse, thi netop det Samme maae vi jo ønske, stod Alle fra Barndommen levende for Øie, tiltrak sig deres Opmærksomhed og vandt deres Yndest. Bogen skulde følgelig begynde med en jævn Oplysning om Kirke, Præst, Søndag, Høitider og den almindelige Gudstjeneste, dernæst stille Daaben med Confirmationen og Nadveren paa deres rette Plads i uopløselig Forbindelse med Troens Ord, Herrens Bøn og Velsignelsen, og slutte med en passende Oplysning om Præstevielse, 69 Brudevielse, Ligbegængelse, Huusandagt og Bibel-Læsning. En smuk Afbildning af alle disse kirkelige Begivenheder og et lille kiønt Vers til hver vilde ogsaa være paa rette Sted, og en saadan Bog vilde vist nok ingen Mirakler giøre, men vilde dog aabenbar være et godt Hjelpemiddel i christelige Forældres og Skolemestres Haand til at lægge en Grundvold, der kunde bære Alt hvad christelige Præster kunde opbygge, og det er Alt hvad vi maae forlange af en Bog. En saadan kirkelig Børnelærdom kunde vel ikke blive slet saa kort som Luthers, men det behøvedes ikke heller, da man nu er ganske anderledes vant til Boglæsning, og lang vilde den aldrig blive, uden den blev langtrukken, altsaa forfeilet.

Man kan nu vel godt tænke sig hvilkensomhelst Lærebog man vil, der i Skolen skulde fortsætte og fuldføre den christelige Underviisning, men jeg kan ikke tænke mig nogensomhelst uden som en Feiltagelse, da intet Forsøg paa at lære Børn Systemer kan være urimeligere end Forsøget med det christelig-dogmatiske System, der, efter sin Natur maa være det dunkleste og meest indviklede System under Solen, og da al kirkelig Erfaring lærer, at saadanne Forklaringer og Lærebøger, langtfra at grundfæste de Unge i deres Tro og Daabspagt, snarere gjorde deres Christendom til en Skygge eller til en Plage, og istedenfor at drive dem til Kirken, kiøs dem derfra. Hvor man derfor ikke nu vil opgive den ligesaa daarlige som ulykkelige Prøve paa, af alle de smaa Kirkegængere at danne Fuskere paa Theologi og Skriftklogskab, der maa man ikke vente bedre Frugter af den saakaldte christelige Skole-Underviisning end hos de Fleste voxende Kulde og Ligegyldighed for Kirken og alt Kirkeligt, og hos de Andre latterlig Indbildskhed, kiedsommeligt Præk, Giendøberi osv.

Derimod kan man ikke blot men skal, ved Siden ad den kirkelige Børnelærdom, have en lille Bibelhistorie, der gienneni en lille Kirkehistorie fører Tanken frem til Kirken i sin nærværende Skikkelse og Livet i den; thi deels har Erfaring lært, at Børnene er meget bedre tjent med en Saadan end med hele Bibelen til eget Brug, og deels er en saadan Bog et uundværligt Hjelpemiddel baadc til at udvide de Unges Synskreds og til at give Billedet af Christus og hans Menighed den Fylde og de faste Omrids, hvorved det hos Kirkegængerne i det Hele kan og skal træde istedenfor Lærebygninger i christelig Dogmatik og Moral.