Grundtvig, N. F. S. SKOV-HORNETS KLANG MELLEM SKAMLINGS-BANKERNE

SKOV-HORNETS KLANG
MELLEM
SKAMLINGS-BANKERNE.

NÆPPE var Grundtvig blevet rask efter sin aandelige og legemlige Sygdom i April-Maj 1844, før han oplevede en af de lykkeligste Dage i sit Liv, da han stod paa Skamlings-Banke og talte til over 10,000 Danskere fra Sønderjylland og Kongeriget, Naar man mindes, hvorledes Grundtvig i sin Ungdom havde fattet et mærkeligt Haab om det danske Folks Oplivelse efter Dødsdvalen, og hvorledes han i en Menneskealder havde kæmpet for dette Haabs Opfyldelse uden at opmuntres ved synlige Tegn paa Fremgang i Folkelivet, saa kan man forstaa, hvilken Glæde han maatte føle ved nu at staa midt i et Folk, der virkelig var vaagnet til bevidst Kamp for sit Liv, og som derfor havde aabne Øren for den Tale paa Modersmaalet, som efter Grundtvigs Tro var det eneste sande Middel til Danskhedens Hævdelse og Fremgang.

Det forhøjede Festen for ham, at han kom til Mødet som »det unge Danmarks« Hædersgæst. »Det Skandinaviske Selskab«, hvori han tidligere var optraadt som Taler, indbød ham nemlig til at følge med paa Dampskibet »Christian den Ottende«, som var lejet af Selskabet til denne Udflugt til Skamlingsbanke den 4. Juli 1844. Grundtvig tog med Tak mod Indbydelsen og lod sig ikke skræmme af, at Kongen og Dronningen betragtede Festen med skæve Øjne, fordi den til Dels var bragt i Stand som et Modtræk imod Sprogreskriptet af 29. Marts 1844. Bagefter lod han sin Veninde Dronning Caroline Amalie vide, at hun kunde have haft godt af at være med ved Mødet.

Grundtvigs Tale paa Skamlingsbanke kan opfattes som en Indvielsestale for den første Folkehøjskole, der aabnedes samme Efteraar i Rødding. De Skrifter, hvormed han i de foregaaende og følgende Aar slog til Lyd for Højskolesagen, er ikke optagne i denne Samling, fordi de er særskilt udgivne under Navn af Smaaskrifter om den historiske Høiskole.

19

Skov-Hornets Klang
mellem
Skamlings-Bankerne,
betegnet af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Kiøbenhavn.
Forlagt af Universitetsboghandler G. A. Reitzel.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.
1844.

20

Rune-Bladet
med
"Christian den Ottende"
til
Det unge Danmark.

Snekken under klaret Sky,
Paa den blanke Vove,
Glider ind, i Morgengry,
Under grønne Skove,
Bringer med til Axelstad
Bredt og boldt et Bøge-Blad,
Tæt med Runer ristet!

Bladet sender Nordens Aand,
Fuldt af Runer ramme,
Ved det unge Danmarks Haand,
Til den gamle Stamme,
Risted dem paa Bølgen blaa,
Hvor Aartusinder ham saae,
Svæve over Sundet!

Snekken onder Dannebrog,
Den er god at kiende,
Skjalden graa, see hist i Krog,
Mellem Ungersvende!
Saa med Odin er om Bord
Gamle Danmark, med et Ord,
Aandelig forynget!

21

Snekken skrider under Øe,
Fuld af Hurra-Tanker,
Ladning let paa Øster-Sø,
Kom fra Skamlings-Banker,
Hvor, med Hurra høit i Sky,
Gylden-Aarets Morgen-Gry
Hilste Folke-Munden!

Det var Danmarks Folke-Mund,
Fuld af Folke-Sange,
Hurra-Raab af Hjertens Grund,
I de grønne Vange,
Folke-Munden fra igaar,
Stum i mange hundred Aar,
Nys med Sang oplukket;

Dan og Angel Brødre var,
Som de sjelden findes.
Pagten af det Broder-Par
Den skal evig mindes;
Lovning god, med Haand og Mund:
Last og Brast i allen Stund
Staae vi med hinanden!

Dan og Angel, som ifjor
Lagde Mund-Lag sammen,
Det skal spørges trindt i Nord,
Giør det end med Gammen,
Løbe ei med Lime-Stang,
Ride rapt med Kæmpe-Sang,
Over Skamlings Banker!

Skamling-Høiens Venne-Brev,
Til det Danske Hjerte,
Hurtig Kæmpe-Aanden skrev,
Under Freyas Kierte;
Runen »Odin Rynke-Bryn«
Ord som Ild, ja, Ord som Lyn,
Billedlig betegner!

22

Ordet lød, som Torden-Brag
Ruller over Skoven,
Ramde og som Torden-Slag,
Kasted Glands paa Voven,
Tændte Baal i Kæmpe-Favn,
Tændte Skamling-Høiens Bavn
Med de klare Luer!

Urda-Svanens Hjerte-Røst,
Paa den Danske Tunge,
Lyde skal med Ungdoms-Lyst,
Dødens Frygt bortsjunge,
Synge Liv og slynge Lyn,
Skiænke de Blindfødte Syn,
Og de Stumme Mæle!

Ryst din Vinge, Odins Ravn!
Glem nu ei dit Galder!
Skamling-Høiens Aften-Bavn
Græder Guld for Balder,
Løser Odins Søn fra Hel,
Skaber Nordlys-Dag i Kveld
Over Dovres Isse!

Seer du det, du Blindebuk!
Lyst der blev i Skoven!
Hører du det nu, Kuk-Kuk!
Sang der blev paa Voven:
Svane-Sang paa Bølgen blaa!
Tusind Aarer Takten slaae
I de smulle Vande!

Tydsker, med den stolte Hu,
Og de stive Skanker!
Seer du, Gnister springer nu
Over Skamlings Banker!
Vogt dig vel! thi faaer de Sving,
Lukt de fare med et Spring
Over Dannevirke!

23

Vogt dig vel! det er til Thor,
Du har kastet Handske;
Til dig lyner det fra Nord:
Her er Holger Danske!
Keiser Rødskjæg! har du Lyst,
Bryd en Landse, prøv en Dyst,
Under Dannevirke!

Har du Ymers Øienbryn,
Har du Hrungner-Kløllen;
Vi har Thrudvangs klare Lyn,
Lys paa Dalby-Møllen;
Vi har Mjølner Asa-Kraft,
Trods det korte Hammerskaft
Vi slaae Dal paa Dovre!

Vi har Græs og vi har Korn,
Vi har gode Heste,
Vi har ogsaa Gjallar-Horn,
Blik paa »fælles Bedste«;
Lyder Hornet høit i Sky,
Hele Norden staaer paany
Nær ved Dannevirke!

Rid ei meer din høie Hest!
Han slaaer af imorgen;
Freden huer Heimdal bedst,
Høit paa Klippe-Borgen!
Naar du hører Lurens Døn,
Buk da kiønt for Odins Søn!
Mildt da Freya smiler.

24

Forord.

»Skov-Hornets Klang mellem Skamlings Banker«, det klinger halvfremmed, maaskee endog lidt søgt, men dog ingenlunde stivt, og jeg vidste i en Hast ikke bedre at »betegne«, hvad der aabenbar ikke lader sig »beskrive«, men kun betegne: det Danske Folke-Møde, med Munden til Tjeneste, som gjorde sin Pligt, og gav ikke blot Hertugdømmets, men ogsaa Kongerigets Folke-Raadet godt Exempel til Efterligning; thi mellem disse Banker, hvor Dannebrog vaiede, baade oppe og nede, saa, hvorhen man vendte Øiet, blev det klart:

Danebrog fløi ind fra Havet,
Fæsted dybt i Skoven Rod!

mellem disse Banker, beklædte med Folk, som Sydens Bjerge med Faar, rystede af Hurra-Raabet fra den Danske Tunge, som Sydens Bjerge af Jordskjælv, giennemglødede af Fædernelands-Kiærlighed, som Vesuv af Underjords-Ilden, oplyste og overstraalede i Kveld af Kæmpe-Bavnens klare Luer, kaldende paa alle Dannemænd til Markens Værn, mens de ildsprudende Bjerge, med deres svovlede Flammer, kun varsle for Ødelæggelse; mellem disse Banker saae jeg grant og hørde lydelig, at det var intet Blændværk og intet Dværgemaal, der giækkede mig, da jeg nys indvendig sang og udvendig skrev:l

Som en Bøg ved Øre-Sundet,
Voxe skal nu Dannebrog,
Fugle-Sangen, tusindmundet,
Tone om dens Seiers-Tog!

* 25

Voxe skal i Bøge-Skygge
Blomster alle, faurt og frit,
Voxe skal og Danmarks Lykke;
Mens paa Møens Klint er Kridt;

Ja, Dannemænd! der er for alt det Barnlige, saavelsom for Barnet i Moders Liv, et stort og glædeligt Øieblik, da det giennembryder alle Hindringer og kommer for Lyset, en Fødsels-Stund og Fødsels-Dag, der baade begynder Levnets-Løbet, skiøndt det, som alle Børn, maa krybe, til det lærer at gaae, gaae sagte, før det kan løbe, og løbe længe med, før det lærer at flyve, baade saa smaat begynder Levnets-Løbet, og føder Tids-Regningen, og et saadant Giennerabrud, en saadan Fødsels-Stund og Fødsels-Dag, har Danskheden, og vi med den i Tusindtal, virkelig oplevet mellem Skamlings-Bankerne i Torsdags, alt fra Hedenold en Høitids-Dag for hele Norden, som Fødsels-Dagen for Odins og Jordens Søn, den ikke blot stærke og vældige, men ogsaa ædle og oprigtige Asa-Thor, hvis »Herkuliske arbeeider« selv de Islandske Sagamænd fandt for mange til alle at opregnes, og selv Nordens Skjalde for kæmpemæssig store til værdig at besynges. Ja, en saadan Torsdag, ret egenlig en Skær-Torsdag, som svarede til den Uforglemmelige i Konge-Dybet, en saadan klarhimlet Torsdag oprandt virkelig for mine Øine mellem Skamlings-Bankerne, da Bonde-Sønnen fra Sommersted, Laurids Skau, soleklart beviste, hvad jeg rigtig nok ikke tvivlede om, men hvad de Fleste hidtil fandt meer end tvivlsomt: beviste, at Dannemænd kan faae langt mere Dannelse paa deres Modersmaal, end paa Latin og Græsk og paa det »underlige Mesopotamiske Sprog«, som de skolerette »Latinere« kan udenad paa deres Fingre, og har møisommelig skabt med dem; beviste det og forklarede bedre end nogen Præst, hvad det fjerde Bud »ær din Fader og din Moder, at det maa gaae dig vel og du maa længe leve i Landet«, hvad det har med »Faederne-Landet og Moders-Maalet« at giøre! Ja, i den samme Stund kom den unge Danskhed, som en ægte Datter af den Gamle for Dagen, saae denne Verdens Lys og vil, mens det brænder, sikkert vise, at hun er ogsaa en ægte Datter af Asa-Thor, som virkelig med en indfødt Kvinde, altsaa med Dannekvinden Sif, havde en Datter, en Jomfru Drude, som Ingen vidste Rede til, men som nu blev oplyst mellem 26 Skamlings-Bankerne, og lærer nok at dandse pænt til hendes gamle Forældre skal have deres Guld-Bryllup, og Fru Sif, istedenfor de Lokker, Loke stjal, og de graa Stumper, han levnede, skal sees med »Guld-Nakken«, som Loke blev nødt til at skaffe hende hos de konstige Dværge.

Dog, hvor høit vi end vil svinge os, enten paa Sleipner eller Pegasos, saa faaer vi dog daglig at finde, at vi leve langt meer i »Kieldermændenes« end i »Mythernes« Tid, og jeg kan derfor ikke selv vide, hvordan det vilde gaaet mig med Skamlings-Festen, hvis jeg var rullet dertil og derfra paa Hjulene, og havde kun pløiet Søen i en Færge, ved Nyborg eller Kallundborg, ved Assens eller Middelfart og Snoghøi; om ikke da maaskee det Hele allerede nu kun svævede dunkelt for mig som en sær og sød Drøm, jeg vel kunde have Lyst til at drømme næste Aar paa ny, men hvorpaa jeg dog Intet turde bygge, og hvoraf der heller ingen Kæmpe-Skridt eller Helte-Bane lod sig udlede; men nu var Lykken mig saa god, og det Skandinaviske Selskab saa forekommende artigt, og Orla Lehmann, paa Dets og Danmarks Vegne, saa utrættelig i sin venlige Tjenst-Iver, og Koldingenserne, baade Aften og Morgen, ikke blot saa giæstmilde, men saa giæstprude ved det »Unge Danmarks« og den, gammelagtige Skjalds Hjemsøgelse, og det »Unge Danmark« i sine hundrede Skamlings-Farere, saa elskværdigt og fornøieligt, og endelig var Damp-Farten, giennem Lille-Belt og Øresund, især paa Hjemveien, saa blid, saa munter, saa lystig uden alt Vildskab, kort sagt, saa ægte dansk og dannis, at, om jeg end vilde, hvad dog er langtfra Meningen, saa kunde jeg dog ikke indbilde mig, det Hele var en Drøm, saa kunde jeg dog ikke værge mig imod det Indtryk, at der er »Nyt paafærde«, men kun af det Slags Nyt, der kaldes saa, fordi det »sjelden skeer«, og er igrunden kun en lyslevende Fornyelse af det Ældgamle, saaledes, som selv Franskmanden har bemærket, at det er egenlig ikke Forældrene men Bedste-Forældrene, der leve op i Børnene! See, det kom jeg nu ogsaa underveis paa den smukkeste og behageligste Maade baade til at tage og føle paa, og til at sige Ungdommen, baade i bunden og ubunden Stil, og den første gode Leilighed var ved Gniben og Sællands Rif, hvor vi Alle kom i Tanker om Villemoes og de andre giæve Dannemænd, som sove nu paa Oddens Kirkegaard, men vare engang lysvaagne til gamle Danmarks Ære, og lukkede deres Øine i en fortvivlet Kamp med den Engelske 27 Overmagt 1808, da vor sidste Orlogsmand af den gamle Bygning »Prinds Christian« løb paa Grund og blev til Vrag og gik i Lyset; thi da stemmede Ungdommen op og sang min gamle Vise om Villemoes for »Piger smaa«, og derved fik jeg den bedste Leilighed til at minde om, hvad der staaer paa BautaStenen over ham og de andre Ænherier eller Medbeilere til Livet i Valhall og Folkvang: i Heltedigtet og Kæmpevisen, og til at udbringe et Dansk Hurra til deres Ihukommelse. Og herved var det et lykkeligt Varsel, at Lodsen, der ikke kunde bare sig for at lytte til Visen om Villemoes, havde nær sat os fast paa Sællands Rif, men satte os dog ikke, saa vi løb dobbelt glade efter Nakke-Hoveds og Kullens Fyr, ad Sundet til. Her aabnede sig nu den allerbedste Leilighed til et venligt Ordskifte med det »Unge Danmark«; thi som jeg, endnu med lidt af Taarerne i Øiet, som Villemoes-Sangen havde fremlokket, saae ud over det krusede Hav, med den lette, hvide Skum-Giæring, der fulgde os, som en Flok Svane-Unger, paa begge Sider, da fik jeg inderlig Lyst til at lade Ungdommen vide, hvor inderlig vel jeg følde mig i dens Midte, og nynnede desaarsag for mig selv paa de første Vers til Rune-Bladet, som skulde følges med Skamlings-Talen, og i samme Øieblik var Ungdommens Tanker hos mig og det gamle Danmark, det fik jeg deilig at vide, da en Ungersvend traadte hen til mig og spurgde, om jeg ikke nok vilde tømme et Bæger med Ungdommen? Med største Fornøielse, var naturligviis mit Svar, naar Drikken kun ikke er mig for stærk, og skiøndt jeg strax fandt, at Alt hvad jeg kunde taale var at nippe til Ungdoms-Bægeret, saa gav dog allerede det mig Ungdoms-Mod og Lethed til at springe op paa Bænken og fortælle Ungdommen, hvad jeg just gik og nynnede paa, fordi jeg nu følde tilbunds, at jeg meget for tidlig havde sørget over, at jeg sagtens kom til at tage Broder-Parten af gamle Danmarks Arv og Odel, rørligt og urørligt Gods, med mig i Graven, eftersom jeg nu mærkede, at der i den yngre Slægt var baade Beilere og Medbeilere Nok til Alt, hvad der er smukt og ædelt, høit og dybt, aandigt og hjerteligt, og efterhaanden lyst og klart, og sagde de ikke Alle »Ja«, saa var jeg stokdøv.

See, under disse Omstændigheder faldt det mig let, eller rettere, faldt det af sig selv, at i Morgen-Stunden, under Opseilingen i Øre-Sund, under den deilige Sællands-Kyst, blev Rune-Bladet omtrent som det er, saa jeg ved Torbæk kunde magelig staae op paa Bænken og læse fra Bladet, til ikke 28 liden Morskab for Ungdommen, der med sine egne Øine havde seet, det var intet Hexeri at skrive Danske Vers i Øresund, men gik ligesaa naturligt til, som naar hver Fugl synger med sit Neb i de »grønne Lunde«.

Saaledes har jeg da paa det Jævneste betegnet, hvad der høilig frydede mig ombord paa »Christian den Ottende« med det »Unge Danmark«, og lader nu min Opskrift følge, som den findes, til Ordet mellem Skamlings-Bankerne, som det laae mig paa Tungen, og vel betegnes derved kun meget svagt baade hvad jeg følde og hvad jeg sagde i de stive fem Kvarter, Kiøbenhavn-Posten melder, jeg skal have talt; men Meningen seer man dogstrax deraf, og Meningen med en Tale er nu engang Alt, hvad de kan faae at see paa Papiret, som ikke selv har hørt den. For de opmærksomme Tilhørere, og af dem har jeg aldrig havt saa mange, vil her derimod være meget, som de, ved at see Tegnet, halvveis høre igien, men ogsaa fattes Meget, baade Alvor og Gammen, der lever og døer sammen med det lydelige, det fuglevingede Ord, som jeg aldrig har fundet saa let, saa flydende, saa kiækt, saa forvovent og saa lykkeligt paa mine Læber, som mellem Skamlings-Bankerne, saa det kostede kun Overvindelse at holde op, og kan, hvad det saa end skulde koste, hverken forglemmes eller fortrydes!

Grundtvig.
29

Danske Landsmænd, Slesvigske Dannemænd! det er med særdeles Glæde, jeg Indtræder i Eders Venne-Kreds, som er Dannemarks lyslevende Grændse-Fæstning, det sande, unedbrydelige Dannevirke, vel bygt af Jord, men kun som den Almægtige bygger, der i Begyndelsen skabde Jord-Mennesket i sit eget Billede og efter sin Lignelse! Ja, I giæve og fribaarne Dannemænd! klække og bolde, som alt i to Aar tusinder, om ikke længer, stod paa Vagt for det velsignede Fæderneland, de hjerteligste Heltes og de elskeligste Kvinders ældgamle Hjem, stod paa Vagt mod det altid herskesyge, brydske og krigske Folk, hvis Keisere satte al deres Ære i at være »Rigets Formerere,« stod paa Vagt mod dem, ligesom, efter vore gamle Skjaldes Billed-Sprog, Heimdal paa Himmelbjerget bevogtede det »grønne Gudhjem,« som kun »Gynge-Broen« adskildte fra den store og vidtløftige men golde Jette-Verden! Naar jeg derfor læser i de gamle Skrifter, at her, ved Eideren, var alt fra Arildstid, i den gamle Folke-Dommer Bøges Tid, opkastet en Jord-Vold imod Tydskernes Angreb, som kaldtes Holger-Diget, men at denne Jord-Vold i Thyre Dannebods Dage agtedes utilstrækkelig, saa hun befæstede den med det berømte Plankeværk, som kaldes Dannevirke, og at endelig Kong Valdemar den Store satte en vældig Grund-Mur i Plankeværkets Sted; naar jeg læser denne Efterretning, see, da staaer det levende for mig, at der i Tidens Løb foregik en indvortes Forandring i det gamle Slesvigske Mark-Grevskabs og Hertugdoms Forhold til Konge-Riget, der paa Billed-Sproget godt kan betegnes med de samme Ord, at først var her en Jord-Vold, som kaldtes Holger-Diget, og siden blev her et Planke-Værk og en Grund-Mur af Steen til Grændsernes Forsvar, som kaldtes Danne-Virke eller Dane-Giærdet; men ved Jord-Volden og Holger-Diget forstaaer jeg da Slesvigerne selv der kæmpemæssig, som en Holger-Danske, 30 forsvarede sig mod de paatrængende Fremmede, saa der behøvedes Intet konstigt Værn, eller, for at blive i det gamle Billed-Sprog: Heimdal forsvarede da Gynge-Broen med sit gode Sværd, som kaldes »Mande-Hoved,« og med sit Gjallar-Horn, den høirøstede Lur, som vakde altid Kæmper Nok til Lande-Værn; thi »Gynge-Bro« er, i mine Øren, et nordisk, kæmpemæssigt Billede paa Folke-Tungen ved Landets Grændser, der altid gaaer som en Flom eller Gynge, og truer hvert Øieblik med at briste! Saaledes i Arilds-Tiden, da utallige Danske Viser og Kvad, Sagn og Mundheld og gamle Ord var i Folke-Munde, og da Folke-Stemmen paa Moders-Maalet var fri og høirøstet paa Konge-Stævne, og da Folke-Aanden, Nordens Kæmpe-Aand, derfor altid var lysvaagen, som Heimdal og som Fuglen i Skov, der kun blunder et Øieblik, og vaagner brat, naar Bladene rasle! Allerede i Dronning Thyras Dage begyndte det at blive anderledes, begyndte Kæmpe-Aanden at forsvinde, Folke-Stemmen at dale og Folket at indslumre, og i Kong Valdemars Tid var hele den glimrende Herrefærd dog kun Folkets Døds-Kamp for Ro i Graven, og alle de konstige Indretninger, man gjorde, for at betrygge sig denne Gravens Ro og Stilhed, viste sig i Tidens Løb ligesaa svage og forgiængelige som Dannevirkes Planke-Værk og Grund-Mur, om hvis Spor man nu, hardtad forgiæves, maa lede i Gruset. Det var derfor en herlig Indskydelse af Folke-Aanden, af Nordens tilbagevendte Kæmpe-Aand, da En af Eders værdige Talsmænd, paa det gienfødte Konge-Stævne, gav Tydskeren, som truede med Gienfærdet af Keiser Rødskiæg, Svar, som man raaber i Skoven, ja, gav ham at betænke, at her slumrer Holger Danske endnu, og skyer hverken Ild eller Vand, naar han vaagner, leger da Himmelspræt med Trolde og blæser ad Gienfærd, saa de glemme at spøge! Ja, dette høirøstede Ord om Holger Danske, det skal, saa længe Danmark staaer, være uforglemmeligt, som Folke-Aandens klare Forvarsel, eller rettere, som det første Ord af den tilbagevendte Folke-Aand, trods sin beskedne Forklædning, kiendelig nok paa det kæmpemæssige, det fuglevingede Ord, der er som Torden for Trolde, som Thors-Hammeren for alle Nordens Fiender. Og see, hvad Kæmpe-Aanden bebudede, det skedte brat, som sagt, saa gjort, og det gienlød høit i Fiendens Leir, at Holger Danske var nu staaet op fra de Døde, og kæmpede med Løve-Mod for Moders-Maalet, saa Nord-Slesvigs Talsmand, trods 31 alle Tydske Forbud, trods Jette-Laraien af det usalig hensovne, skinhellige Romerske Riges Qienfærd, trods alt Dette og meget andet, »blev ved at tale Dansk

Dette er eet Ord, saa godt som Fireogtyve, ja tusind Gange bedre end de længste og kløgtigste Tydske Taler, udspækkede med Stumper og Stykker af den ugudelige Romer-Ret; Nord-Slesvigeren blev ved at tale Dansk, det er et gyldent Ord, indgravet i Sølv-Hornet, ei, for med det at giemmes og glemmes og engang i Fremtiden, ligesom Heimdals det gamle Guld-Horn, at graves op af Jorden, nei, men for billedlig at betegne det korte men fyndige Omkvæd paa Folke-Visen, der nu uophørlig skal lyde fra Klang-Hornet paa Konge-Stævne, fra det ny Sølv-Horn, hvormed Folke-Aanden, som Nordens Kæmpe-Aand, nu skal forklare det gamle Guld-Horns dybe Toner og alle dets gaadefulde Tegn! Ja, Nord-Slesvigeren blev ved at tale Dansk, det skal efter Aarhundreders Forløb være det kiernefulde Udtog af Eders Kæmpe-Historie, thi dette lille Ord indslutter da i sig baade Kampens Storværk og Seiers-Krandsen, thi vi veed det Alle, stor er Kampen, det vil koste, at sætte det Danske Modersmaal, denne, af Tydskerne og Romer-Retten, som er Næve-Retten, til Kværnen og Trælkvinde-Kaar fordømte og fornedrede, men altid dog høibaarne, deilige Dronning, sætte hende igien paa sin Throne, og ligesaa skiøn, som Kampen er stor, vil Seiers-Krandsen være, uvisnelig, som Moders-Maalet er udødeligt, hvor Folke-Aanden seirer. Dog, jeg har nævnet Kamp og jeg er gammel nok til at vide, at naar man ivore Dage hører dette, for alle Kæmper liflige, men for alle Krystere og Skrællinger frygtelige Ord, da tænker man sjelden eller aldrig paa Andet end Haanden, og paa de dødelige Vaaben, som kun gribes og føles og føres med Hænder, tænker sædvanlig kun paa Haanden, fordi Aandens Kraft er Døgnet ubekiendt, alle dens mangfoldige Kampe og Seire i Tidernes Løb er for Døgnet kun et Hjerne-Spind til at væve lange, kiedsommelige Helte-Digte af. Jeg maa derfor vel sige det høirøstet og udtrykkelig, at naar jeg taler om den store Kamp, som det vil koste, før det Danske Moders-Maal, ved Danmarks Grændse-Skiel, kan hæve sig fra Trælle-Bænken høit paa Dronning-Stolen, en Kamp, der klarlig speiler sig i Uffe hin Spages Kreds-Gang paa Eider-Holmen, hvor der var To om Een, ligesom nu, to Tydskere, den Ene høi, den anden plat, om den eenlige Dansker, men hvor Danskeren dog blev ene om 32 Seleren, da tænker jeg hverken paa »Næver eller Negle«, thi den Tid er, Gud skee Lov! forbi, da Næver og Negle, enten med eller uden Penne, afgiorde »Tungernes Trætte«; nu skal Trætten jævnes af Tungerne selv i Folke-Munde, der, ligesom den stumme Uffe, pludselig, ved de Fremmedes Forhaanelse, faae deres Mæle igien, og, har de fordum med Glæde tjent en mægtig Aand, faaer tilligemed det gamle Mæle, den gamle Magt igien, saa Tungerne, som tjende og med høirøstet Lovsang priste Nordens Kæmpe-Aand, de faaer Kæmpe-Kræfter ei blot til at sprænge rustne Brynier, men fremfor Alt til at føre Aandens Kæmpe-Sværd, det nedgravede, men atter opgravede Skræp, der kvæder Ravne-Galder for hele Verdens Øren, og giør Ravne-Gilde af alle sine trodsige Modstandere, jo fleer i Flok, desværre farne!

Men skal denne »Tungernes Trætte« avle saadan en glimrende Seier for den Danske Tunge, med Nordens Kæmpe-Aand, da er aabenbar en »Høiskole« nødvendig, men ingen Latinsk Høiskole, hvor man kun lærer at fordrive Fæderne-Aanden og at radbrække Moders-Maalet, nei en »Dansk Høiskole« hvor Nordens Aand, paa Moders-Maalet, og med det, hersker uindskrænket, og vænner sig til at behandle »Tydsken«, herinde, som en haardfør, bredskuldret og kløgtig Træl, af hvem man til Hverdags-Brug, baade i Gaarden og i Marken, baade i Smedien og i Hugge-Huset, baade i Stald og Lade, baade hjemme og ude, kan have usigelig megen Nytte, men hvem man, for ei at have Skade men Gavn af ham, fremfor Alt maa lære at lystre, maa holde vaagent Øie med og see paa Fingrene!

Og har jeg forstaaet Eder ret, da er det ogsaa netop en saasaadan »Dansk Høiskole«, I, af Kæmpe-Aandens Drift, har allerede gjort det første Skridt, Kæmpe-Skridtet, til at reise, og for dermed at ønske Eder og Danmark, Nordens Aand og Menneske-Slægten til Lykke, derfor var det egenlig, jeg tog her til Orde, og vovede at vente Opmærksomhed for en Tale, der er i saa gammel en Stil, at Mange vel vil kalde det et fremmed Tungemaal, men som dog hidtil, hvorsomhelst den fik Lov til at lyde, altid klarede i Dannemænds Øine og fandt Vei til Dannekvindens Hjerte.

Ja, en »Dansk Høiskole«, det var alt i mange Aar min sødeste Drøm, og Mangelen deraf, selv hvor Aanden giennem Aarhundreder udviste og forgyldte Byggestedet, Mangelen deraf mit bittreste Savn, fordi det er mig soleklart, at 33 reiser sig ikke brat en Saadan, en virkelig, aandfuld Dansk Høiskole, og staaer fast, da er det, i Henseende til Folket, omsonst og forgiæves, Alt hvad vi har stridt og lidt, skjaldret og sunget, sagt og skrevet, til Modersmaalets Ære, thi da kryber Strømmen, som oprandt fra Hjerte-Dybet, oprørdes af Kæmpe-Aanden over vor Isse, og udsprang paa vor Tunge, da kryber den, om et Øieblik, ned i Graven med os, istedenfor at oversvømme Marken til Frugtbarhed og Grøde og forplante sig i Folke-Munde fra Slægt til Slægt.

Derfor, Slesvigske Dannemænd, fuldender standhaftig, hvad I har kiækt begyndt! Reiser en Høiskole i Eders Midte, som er Skamling-Banken, er Dannemænds Forsamling her, Eders Fædres Storværk og gamle Danmark værdig, en Høiskoie, hvis Danskhed man, med Heixndals Øine, kan see hundrede Mile borte, en Høiskole endelig, der kan hjemle sig Navn af Heimdals Klang-Horn, der høres over al Verden! Lad det ikke standse Eder, ikke svække Eders Mod eller formindske Eders Storværk, at der i hele Danmarks Kongerige ei findes Mønster eller Mage, men kommer ihu, at ligesom I fra Hedenold var Danmarks Landeværn, saaledes var I ogsaa dets Kongelige Mærkes-Mænd, som gik i Spidsen og gav Løsenet, laande ikke Mønster af os, men gav os et Mønster, vi fandt, det var Lyst at efterligne!

Ja, Slesvigske Dannemænd! Eders Ret til at kalde Dansken eders Modersmaal, og at tale det kongelig frit, den er ikke blot naturlig, den er ogsaa historisk, ja, den er togange saa, den er folkehistorisk, thi dermed begynder Danmarks Historie, at da Slesvigerne havde kaldt Øboerne, med Prinds Dan, til Hjelp mod de allerede da paatrængende Tydskere og (efter Rimkrønikens Ord)

»Han foer med dem de Tydske imod,
Og slog dem alle der ned for Fod!«

da svoer Seiervinderne sig i Fostbroderskab, og blev enige om at kalde det nu fælles Fæderneland »Danmarks Rige« saa her oprandt det Danske Navn, her grundedes den Danske Throne, her stiftedes det Danske Rige! Og denne Eders folkehistoriske Ret til ei blot at hedde Danske, men til at gaae i Spidsen for alle Dannemænd, den er ogsaa kirkehistorisk, thi i Eders Helligbæk er jo de første Dannemænd døbte, i Eders Hedeby hævede sig jo den første Danske Kirke, i Eders Midte havde jo »Nordens 34 Apostel« den hjertelige, den i hele Middelalderen mageløse Ansgar, sit Danske Sæde, saa det er i sin Orden, at I ogsaa skolehistorisk blive Danskens Banner-Mestere og Mærkes-Mænd, ja, saasandtsom I er vaagnede i Folke-Aanden, i Nordens Kæmpe-Aand, da kan og vil I ikke taale, at Nogen, i hvad der er ægte Dansk, har enten For-Spring eller For-Trin for Eder, men giøre endnu eet Kæmpe-Skridt, der godt kunde giælde for To, maa vække vor Beundring og vil sikkert ikke savne Efterligning iblandt os!

Ja, jeg er en Sællandsfar i mange Ledd, og dybt har jeg sørget derover, at den Danske Høiskole ei hævede sig først i Hjertet af Sælland, i det deilige Sorø, hvor Pladsen er afstukket af Forsynet selv, hvor alle Midlerne er i Overflødighed tilrede, og hvor altsaa kun Lysten, eller Modet eller Kræfterne fattes; men nu seer jeg det, at hvor Danmarks Rige og Danmarks Kirke oprandt, der maa ogsaa Danmarks Skole opbygges! I Kongeriget synes vi dømt til kun at efterligne hvad vi see, kun i Hertugdømmet har Dansken Mod til at ligne sig selv, saa der maa Dansken, som Halvfremmed, vinde Kongerigets Beundring, og som Halvfremmed maae vi efterligne den før vi kan taale at see, det er dog igrunden vort Eget.

Derfor, op, I Danske Mærkes-Mænd, Haaand paa Værket! Lad Dannebrog vaie stolt paa Høiskolen, I grunde, som den vaiede paa Bølgen blaa, endnu i Konge-Dybet, trods Havets Elephant og Englands den største Vovehals, men som Dannebrog vil aldrig vaie mere, hvis ikke en Dansk Høiskole snart lærer Folket at skatte og at bruge sit Modersmaal, og med Foike-Aandens Kraft at forfægte sin naturlige ReHkke blot til at blive ved at tale Dansk, men at tiltales, at raadspørges, at høres og at føies, at styres og ledes paa Dansk, saa de Fremmede, efter Ordsproget, maa stikke Fingeren i Jorden og lugte hvor de er, lære at synge med de Fugle, de er iblandt, eller lære at tie, Skik følge eller Land flye! Og Alt hvad jeg, som giennem en Menneske-Alder med Flid har arbeidet mig ind i det Danske Moders-Maal, og i den Nordiske Kæmpe-Aands Billed-Sprog og Tanke-Gang, Alt hvad jeg kan bidrage til, at Eders Danske Høiskole kan blive en »Mimers-Brønd«, hvortil Konger ride, for at søge Raad, det skal være uspart; thi for min Person har jeg intet Ønske meer i denne Verden, saa jeg ønsker kun at leve lidt endnu, for ikke at tage med mig i Graven hvad der gav mig 35 Øie for Menneske-Livet og Verdens Løb, gav mig Magt over Modersmaalet, og gav mig baade Mod og Kraft til, naar det gjaldt, at trodse al Verden, med de jævne, gammeldanske Ord: heller døe med Æren end leve med Skam, og før dog lade sig flaae, end krybe i en Andens Skind, om det saa var den Romerske Keisers!

Lidt viser Villien, siger Dansken for et gammelt Ord, og for at vise Villien, den gode Villie, der, ogsaa efter Ordsproget, drager et stort Læs, derfor kom jeg hid, derfor tog jeg Ordet i Eders Kreds, derfor har jeg ogsaa gjort en lille Vise om En af Eders store Landsmænd og Danske Mærkes-Mænd i fordums Tid, som jeg vil bede Eder synge med mig, men, i den Tid, da alt Dansk var nær ved at glemmes, ikke blot hos Eder, men selv hos os, midt i Kongeriget, da glemdes ogsaa han, glemdes ogsaa den herlige Slesvigske Helt, som Visen er om, derfor maa jeg først sige Eder, hvem han var og hvad han gjorde, som er værdt at ihukomme, saalænge Danmark staaer, ja, saalænge Troskab og Manddom agtes Hæder og Ære værd, og som vist heller aldrig mere skal glemmes hos Eder! Hans Navn var Folke, og han levede i den samme gamle Kong Vermunds Dage, som I vel har hørt, blev forhaanet af Tydskerne og havde nær overladt dem hele Danmarks Rige, fordi hans eneste Søn, Uffe hin Spage, vel var kæmpevoxen, stor og før, men var stum og maalløs fra Barnsbeen, men I har vel ogsaa hørt, at Kong Vermund fik Mod igien, da hans Søn fik Mæle, og havde stor Glæde af ham paa sine gamle Dage, da Uffe bestod den svare Tvekamp med tvende Tydskere og fældte dem begge. See, i denne Kong Vermunds Tid skedte det engang, at der kom Fremmede til Slesvig, som vel havde sin egen Jarl eller Hertug, men hørde dog til Jylland og det Danske Kongerige, saa Banner-Mesteren Folke fløi afsted til Nørre-Jylland, til Jelling-Gaard, hvor den Danske Kong Vermund holdt Hof, for at melde Feiden, og bede om Hjelp. Her stædtes da Folke ind for Kongen, da han sad over Borde og rygtede sit Ærinde saa snildt og dog saa mandeligt, at han kiøs ei det mindste Barn, men frydede hver ærlig Kæmpe, og fremfor alt den gamle Danner-Konge, hvem han ønskede til Lykke med den herlige Fangst af Danmarks Fiender, som dumdristig havde hjemsøgt Landet ved Skamlings-Banke, og var saaledes selv løbet lige i Fælden, og var dødsens, hver og Een. Det Ord faldt i god Jord, thi det huede Danner-Kongen saa godt, at han bad Folke sidde hos og tage til sig af 36 Retterne, hvad Dagen tiørde til, og da Folke havde alt for meget Hastværk til at lade Hvile falde paa sig, da skiænkede Kongen med egen Haand sit Guld-Bæger fuldt af Viin og rakde Folke med det Ord: de er velkomne som bære godt Budskab, og bedre bar Ingen Kæmpe under Solen sin Konge Feide-Bud, stik ud med Æren og stik Bægeret i Barmen som en Venne-Gave! Folke drak og Vinen smagde ham saa godt af Kongens Bæger, at han opløftede sin Haand og giorde et bedre Kæmpe-Løfte, end der var længe hørt i Norden ved noget Brage-Bæger, thi det lød som saa: før jeg skal rømme Marken for Danmarks Fiender, før skal jeg tømme dette Guld-Bæger saa bredfuldt af mit eget Blod, som det var nys af Viin! Som sagt, saa glort, Kæmperne mødtes paa det hvasse Konge-Stævne, hvor man skiftede Hugg, som vrede Kvinder skifte Ord, saa det Ene kunde ei bie det Andet, de Danske vandt, Fienden flygtede til alle Sider, og da Kongen red over Val-Pladsen, da saae han Folke sidde lavt paa Tue, men med saa høit et Kæmpe-Mod, at han tømde gladelig Guld-Bægeret, fuldt af sit eget Blod. Da holdt Kongen stille og sagde: see en Kæmpe, tro som Guld! saa lønne Dannemænd Gaver!

Der løber meget Vand til Strande, siger Ordsproget, mens Mølleren sover, og der er løbet endnu langt mere, mens Holger Danske sov, men nu, da han er vaagnet, nu skal der Ikke løbe mere, før alle Dannemænd opløfte deres Stemme og synge en Vise til Folkes Ihukommelse, og giør, ved hans levende Minde, det Kæmpe-Løfte, at før de indrømmer Fienden et Straaes-Bred af Marken, før skal de giøre som Folke, og tømme hver sit Bæger af det varme Hjerte-Blod, der rinder endnu I hver ægte Dannemands Aarer fra Øre-Sund til Dannevirke! Det høre Himlen og lade det lykkes til Fædrenes Ære og Danmarks Gavn, skiænke os Alle Aand og Kraft, som Vin i Guld-Bæger, til gladelig at bringe det med Æren ældgamle, velsignede Fæderneland ethvert Offer, blodigt eller ublodigt, som dets Frelse af Fiende-Vold, dets voxende Velstand og voxende Glands udkræver !

Da skal ogsaa denne vor Forsamling paa Skamlings-Banken, ogsaa dette vort ærlige Kæmpe-Løfte mindes efter Aarhundreders Forløb, og berømmes i langt bedre Taler, besynges i langt bedre Viser og med langt klarere Stemmer, end de, der nu lyde I Sky, fra det Danske Fostbroder-Lag, det det ældste og ærværdigste, det troeste og det livsaligste Fostbroder-Lag under Solen!

37

Mel. Danmark, deiligst Vang og Vænge.

Slesvig! Angiers Jarie-Sæde!
Kongers Moderskiød,
Hvor, til hele Markens Glæde,
Morgen-Sangen lød:
Hvor med DanmarksArilds-Kirke,
Høit sig hæved Dannevirke!
Tør du end for Tydsken sjunge
Med den Danske Tunge!

Folke faedd din gamle Taler,
I vor Konge-Bog
End hans Ord vor Aand husvaler,
Dansk var Folkes Sprog;
Feide-Bud, en Foraars-Morgen,
Bragde han til Jelling-Borgen,
Som man, efter Kongens Tykke,
Ønsker Folk til Lykke!

Danmarks Fiender i vor Midte,
Sagde han med Klem,
Vidste Veien godt at hitte
Til de Stummes Hjem;
Vore Sværde, Spyd og Pile
Brat dem bringe skal til Hvile,
Dem Godnat i Graven sjunge
Med den Danske Tunge!

38

Danne-Kongen sit Guld-Bæger
Sklænked fuldt af Viin,
Sagde: drik! det vederkvæger,
Skaalen er og din;
Som en Dannemand og Kæmpe,
Født til Fiende-Skryd at dæmpe,
Har du talt og vil du stride
Paa den Danske Side!

Tak, som byder, mæled Folke,
Sikkert skal mit Staal
Fienden klart mit Sprog fortolke,
Drikke Kongens Skaal,
Og før jeg af Marken rømmer,
Af mit Blod et Bæger tømmer
Jeg til Skaal for Venner Mære,
Og for Danmarks Ære!

End er Øiet ei saa taaget,
Det jo seer fuldgrant:
Dansk var dengang Folke-Sproget,
Og de Danske vandt;
Danne-Kongen, hvid som Duen,
Folke saae paa Bane-Tuen,
Sagde: knap med Guld, som eies,
Helteblod opveies!

Slesvig! Angiers Jarle-Sæde!
Kongers Moderskiød,
Hvor, til hele Markens Glæde,
Morgen-Sangen lød:
Hvor, med Danmarks Arilds-Kirke,
Høit sig hæved Dannevirke!
Længe du om Folke sjunge
Frit med Folke-Tunge!