Grundtvig, N. F. S. AF DANSKEREN III

AF DANSKEREN III.

Skjaldekongen Adam Øhlenslæger.1

Hvad Danmark og Norden har tabt i vor nys hensovne Hoved-Skjald, derom er allerede skrevet saameget, mest hip som hap, at jeg formoder, mine Læsere er nærved at blive lidt bange for Overskriften; men i den Henseende kan de være ganske rolige, thi jeg er bestandig paa Livets Side, og indrømmer derfor heller ikke Døden nær saa meget, som de fleste, men driver helst Spot med den og indrømmer den ikke et Gran mere enten af Magt eller Indflydelse end jeg høilig nødes til. Jeg veed det jo nok, at engang, og rimeligviis temmelig snart, vil den samme Tyran, som, saasnart han fik Lov, tog Øhlenslæger fra os, ogsaa banke paa hos mig og med Skogger-Latter indbyde mig til at besøge sig i sit keiserlige Pallads, hvis Beskrivelse fra gammel Tid som »Helas Bolig« er mig saa velbekiendt, at jeg ei skal lystes ved at følge Indbydelsen, men derfor krummer jeg dog ingenlunde min Ryg for Tyrannen eller beder ham om godt Veir, thi denne Forsonligheds-Komedie med uforsonlige Fiender har jeg altid raadt mig selv, saavelsom mine kiære Landsmænd, fra at spille, da man derved kun spilder Tid og Kræfter, skaffer sig ny Ærgrelse og spiller følgelig derved Fienden en tidligere og fuldstændigere Seier i Hænderne. Jeg skal *222 derfor ogsaa gribe denne gode Leilighed til at bede mine »Efterlevende«, som maatte unde mig et godt Eftermæle, at tale og skrive saa lidt som mueligt om, hvad de mene, Danmark og Norden kan have tabt ved min Død, men med Flid henlede Opmærksomheden paa, hvad de troer Danmark og Norden har vundet ved mit Liv; thi spørger jeg det, vil jeg som en trofast Ven ad Livet og derfor svoren Fiende ad Døden inderlig glæde mig derved, og om jeg end ikke spørger det, vil dog alle mine Venner føle det er i min Aand at føre de hensovne Ædlingers Livs-Bedrift i Triumf som en Brand, reddet fra Ilden, og et Bytte fravristet Dødning-Kongen, der, ligesom hans Fætter, Kong Pharao i Ægypten, gierne druknede os alle i Svøbet og roste sig ovenikiøbet af, at han derved paa den eneste muelige Maade havde forebygget alle de utallige Misbrug, som Livet i denne syndige Verden altid er udsat for, og som Skjaldenes Levnetsløb daglig beviser, de især næsten med Nødvendighed giør sig skyldige i.

Hvad vi nu vil, Menneskene skal giøre mod os, det samme skal vi giøre mod dem, det er en god gammel Regel, som jeg har stor Lyst til at følge i Tale og Skrift om Øhlenslæger, da jeg selv har vundet langt mere ved hans Liv end jeg kan tabe enten ved hans eller ved min egen Død. Ligesom jeg derfor ved Skjalde-Kongens Kronings-Fest (sidste 14de November), da jeg havde den Ære at række ham Krandsen fra »Dannekvinden«, af inderste Hjerte ønskede ham et langt Liv at bære den i, med Vished om, at den i alt Fald skulde forherlige hans Navn »mens Bøgen har Løv og Dannekvinden har Hjerte«; saaledes var selv under Sørge-Kvadet og Lig-Begængelsen mine Tanker især henvendte paa Trøsten over Døden for os saavelsom for ham, og da saavel mit lille Ord ved Graven som Kvadet i Kirken fandt Gienlyd, vil jeg her kortelig beskrive begge Dele.

Kvadet, der skulde passe til en berømt Sørge-Musik af Weyse staaer, som jeg vil haabe uden Trykfeil, paa Papiret, som følger:

Et Sorgens Budskab Norden giennemsuser,
Som Vinter-Stormen over Blomstens Grav,
Det Dannekvindens Hjerte giennembruser,
Som Vinter-Strømmen i det vilde Hav;
223 Det Sorgens Budskab: død er Øhlenslæger,
Tre Rigers Yndling, Nordens Hoved-Skjald!
Hans Mesterhaand ei meer paa Harpen leger,
Guldharpen med det fulde Tonefald!
Med ham paany er falmet Oldtids Glands,
Med ham har Norden tabt sin Laurbærkrands!

Dog stille! Skjalden er ei død, han sover,
Som Vinter-Marken til en deilig Vaar,
Som Nordens aand i Tidens Vinter-Vover,
Hvoraf paany han seierrig opstaaer;
Thi han opstod i Adam Øhlenslæger,
Besang sin Kæmpedaad og Heltedød,
Og tømde ud det store Brage-Bæger,
Saa Kæmpeløftet trindt i Nord gienlød;
Han holder Ord, saa atter høit i Sky
Skal af hans Daad som af hans Kvad gaae Ry!

Og Sjælen, som sig frydet har i Aanden,
Stormanden, som var Menneske og Skjald,
Han barnlig fromt sig trøsted i Dødsvaanden
Ved meer end Brageharpens Tonefald,
Ved meer end Krandsene, som Fingre binde,
Ved meer end Eftermælets Efterklang,
Ved meer endnu end Hjerternes Kiærminde,
Sorn senest visner vel i Danevang,
Ved meer end Verdens Kløgt har gransket ud:
Ved Sjælens Liv for evig hos sin Gud!

Saa hvil da, Støv af Sjælens skiønne Bolig,
Til Hvile fulgt som Støvet af en Drot,
Hvor hjemligt Muld omfavner dig fortrolig,
Tildækker dig med Tæppet himmelblaat!
Vi spaae den Sjæl, som sig i dig har speilet,
Saa skiøn en Bolig, som i Aanden tit
Vor Skiald har seet og malt, og til den beilet *),
Med den at svæve over Jorden frit,
Thi ham, som os har spaaet Bod for Savn,
Vi spaae Forklarelsen i Jesu Navn!

* 224

Det Indtryk, som denne Sang skulde være et Udtryk for, var nu efter min Følelse og for mine Øine dette, at skiøndt Døden, ved en Skilsmisse mellem Sjæl og Legeme, havde berøvet os vor store Skjald, ved hvem Aanden havde saa herligt aabenbaret sig, saa var det dog kun Sjælen dvs. Selv-Bevidstheden, som Døden havde stræbt at giøre husvild, kun den, hvis jordiske Bolig, Speil og Redskab Døden mægtede at sønderbryde, og at selv denne hjerteløse Bestræbelse og øvede Misgierning skulde med Guds Hjelp være Skjalden selv mere til Gavn end til Skade, medens vi baade kunde og skulde trøste os med, at Aanden, Nordens Aand, som var over Skjalden og speilede sig saa mesterlig i hans Værker, Aanden er udødelig og vil ikke blot vide at bevare det Speil, han skabde, og det herlige Redskabs Minde, han ved Skabelsen ærede og brugde, men han vil ogsaa, til Trods for Døden, mægte at fortsætte sin ny Aabenbarelse i Raad og Daad, i Ord og Gierning, som han i og ved Skjalden Adam Øhlenslæger saa kongelig begyndte!

Dette er nemlig, efter min Følelse og for mine Øine, det opløftende og glædelige, som fra Arildstid udmærker Nordens Kæmpeaand fremfor alle andre Folkeaander, at han aabenbarer sig i betimelige Fremskridt, som en seierrig Helt, der kraftig bevæger sig henimod et fjernt men ophøiet og glædeligt Maal, skiøndt han forudseer, at dets Opnaaelse kræver Afkald paa mangfoldige Nydelser, han ellers gjerne vilde dvæle ved, og kræver Opoffrelse af mange kiære og ypperlige, men i Tidens Løb forældede og opslidte Redskaber, som han dog inderlig gierne vilde give Deel i sin Udødelighed. Saaledes føler jeg Storheden og saaledes seer jeg Sammenhængen i den saakaldte »Nordiske Mythologi«, den mageløse Kvinde-Spaadom (Vølu-Spaa) om Helte-Aandens Kæmpeskridt i alle Aser, fra Balders Bane-Tue giennem Valhal og Ragnarok til Ida-Sletten og Gimle-Borgen, og det er denne Asamaalets Spaadom, dette vor Nordiske Folkeaands Fremsyn over sit eget store Levnets-Løb giennem Aartusinder, som jeg føler, seer og paastaaer og stræber efter Evne at bevise, nu fra Skjalde-Kongens Gienfødelse i Øhlenslæger begynder klarlig at gaae i Opfyldelse! Derfor smiler jeg kun ad Døds-Tyrannen, naar han enten ved Øhlenslægers eller ved min egen Grav vil indbilde mig, at nu har han dog endelig faaet Bugt med Nordens Aand, saa han herefter kun som et Gienfærd ved Nattetid kan besøge sine »mange grønne Grave« i Skjaldenes 225 og Sagamændenes efterladte Skrifter, og udfritter han mig om Grunden til mit Smil, som han finder ikke blot upassende men ærgerligt ved Skjalde-Kongens Grav, hvor han har glædet sig til, at idetmindste hele Danmark skulde smelte hen i Taarer, da svarer jeg ham spodsk: jeg smiler ad din indbildte Magt og Seier over Nordens udødelige Helteaand, thi havde det været andet end en tom Indbildning, der fødte en latterlig Indbildskhed hos dig og hos Tyskerne, da vilde det jo aabenbar været umuligt, at denne Skjalde-Konge kunde fødes, leve og virke, ja, øve uforglemmeligt Storværk i Nordens Aand, efterat der giennem mange Aarhundreder var groet Mos paa Halfred Vanraadskjalds og Snorro Sagaspilders Grave! Eller vil du kanskee indbilde mig, at nu er han forgaaet ved et Stjerneskud, den Nordens Kæmpeaand, der i Oldtiden, uden at blune derved, leed i det enkelte saamange Nederlag, som der var Sæder i Valhal og som der blev Kæmpehøie i Norden, han, der saa i Mellemtiden, hele sex Aarhundreder, laae i Dvale eller udhvilede sig med Holger Danske i »Vætteværn«, men stod saa atter lyslevende op i og med Skjalde-Kongen Adam Øhlenslæger, kom hele sin Fortid med al dens Storværk saa levende ihu, som det var skeet igaar, og saa gladelig ihu, som det skulde gientages imorgen, han, der, som en fra de Døde opstanden Hedenolds-Drot, drak Arveøl efter sig selv og tømde Brage-Bægeret med det kongelige Løfte, at kunde han end i Nytaarstiden ei overgaae, saa skulde han dog aabenbar ligne sig selv, ei som et Gienfærd, men som en Gienføding, luttret i Skærsilden og klog af Skade; vil du, usle Tyran, indbilde mig, at denne Kæmpeaand, som ogsaa har svævet og svæver endnu over min Isse og giør mig stærk til at staae opreist og trodse dig ved Kongens Grav, at denne midt iblandt os livsalig gienfødte Aand enten skulde være kvalt i dette kongelige Svøb, hvorpaa du her udøser din ondskabsfulde Harm, eller skulde kvæles i noget af alle de Svøb, hvorigiennem han udvikler sine store, velgiørende Kræfter og lader sin Herlighed, som han behager, lyne eller skinne!

Ja, dette haandfaaede Pant paa den nordiske Folkeaands ægte Udødelighed, og dermed Pant paa en nordisk Nytaarstid, der svarer til vor herlige Oldtid, som Dag til Dælling sin Fader, som den høilyse Dag til sin gyldne Morgenrøde, en Oplysnings-Tid, der ikke, som den tyske, vil fordunkle, men, som den nordiske, maa forklare Aanden og alle dens Idrætter, dette i Skjalde-Kongen og hans Værker 226 haandfaaede Pant, det var, hvad jeg vilde, det er hvad jeg altid vil stille mine nordiske Læsere og Læserinder og mine danske Tilhørende for Øie, som den store, uskatterlige Vinding ved Øhlenslægers Skjaldeliv, som hverken hans eller nogen Enkeltmands Død kan berøve os, men som vi kun, hver for sin Part, kan forspilde, naar vi fattes Mod til at tilegne os den eller Hjertelag til at glæde os derved. Jeg er nemlig sikker paa, at ligesom Asa-Dramet ingenlunde slutter, men begynder med Balders Død, hvorved den Haarde-Knude slaaes, som opløser sig selv i en Straale-Krands ved Balders Opstandelse, saaledes vil alle Historiens Sørgespil hos os forvandle sig til Seiers-Dramer, naar man ikke længer i den græske Smag forstener, men i Nordens Aand afmaler Helte-Livet med sin store Døds-Kamp, der kun synes et Nederlag, naar rnan lader sig bedrage af Skinnet og ei kan see, at det under de mangfoldige Skikkelser dog er den samme menneskelige Helte-Aand, der virker i dem alle, begynder, fremmer og fuldfører sit Storværk!

Endskiøndt jeg derfor har seet af Aviserne, at mit Par Ord ved Skjalde-Kongens Grav skal have udmærket sig ved en særdeles »Varme«, saa kan jeg dog ikke troe det, thi vel er det intet Hexeri at tale rørende ved enhver Grav, end sige da ved Skjalde-Kongens i Norden, men efter min Følelse er Graven saa iiskold en Gienstand, at jeg aldrig med min gode Villie spilder enten min egen eller andres Varme paa den, og jeg husker desuden godt, at min Stemning ved Øhlenslægers aabne Grav var ingenlunde hvad man kalder »rørende«, men rolig og høitidelig, saa dersom det lykkedes mig at meddele Tilhørerne noget i Ordet, maa det vist have været af samme Art. Det samme tænker jeg Læseren og Læserinden vil slutte, naar de faaer at vide, at jeg begyndte med den Bemærkning, at der er taust i Graven, saa Taushed er hvad den naturlig udbreder omkring sig, og lang Tale paa dens Bredd vil aldrig være paa rette Sted, og at jeg dernæst stræbde at fæste Tilhørernes Opmærksomhed paa det lille Ord »de begravede ham hos Kongerne, fordi han havde gjort vel imod Folket«!

Dette lille Ord, som findes brugt om en berømt Ypperstepræst i Oldtiden*), faldt mig nemlig paa Sinde ved Øhlenslægers Grav og det vist med Rette, skiøndt det stille Hvilested * 227 paa Landsby-Kirkegaarden, som Skjalde-Kongen selv havde udvalgt, fordi han helst vilde blande sit Støv med deres, som havde ligget hans Hjerte næst, dette Gravsted var saa langt som vel mueligt fra at minde om hvad man sædvanlig kalder en kongelig Begravelse. Allerede udvortes havde jo Ligbegængelsen over denne Folkeaandens Ypperstepræst i Norden en paafaldende Lighed med en »kongelig Begravelse« da vor Hovedstad gienlød af Klagesange ved hans Død, dens Hovedkirke bar Sorg, og alle Rigets Ypperste kappedes om at vise inderlig Deltagelse, og dog var al denne udvortes Æresbeviisning i mine Øine kun et Skygge-Billede af den kongelige Begravelse, som var blevet og vilde blive Hoved-Skialden iblandt os, Adam Øhlenslæger, til Deel; thi der er en Grav, hvori Dannemænd og Dannekvinder begrave deres livsalige Konger, som giorde vel imod Folket, det er den høilovlige Ihukommelse og den kiærlige Admindelse, hvori det Danske Folk altid begrov ikke blot sine Konger og Helte, men ogsaa sine Hoved-Skjalde og alle dem, der kiendelig giorde vel imod Folket. Ja, denne Hjertelighedens hellige Kongegrav, hvori det Danske Folk lægger sine store Hensovne, for at lade dem, saa vidt mueligt, leve med sig, mens det bærer dem, ei blot, som det lyder om Frodes Konge-Lig, tre hele Aar, men i hele Aarhundreder om Land, dette kongelige Hvilested hos Dannemænd og Dannekvinder, det er jeg vis paa aabner sig for ham, der med Rette kaldtes Skjalde-Kongen, fordi det var Folke-Aanden, som salvede og kronede ham til at giøre vel mod Folket, ja til at øve et Storværk til Folke-Gavn fra Slægt til Slægt, som vidt overgaaer alt hvad denne Verdens Konger og Keisere kan udrette!

Om disse synger vi med Rette:

Gik alle Konger end paa Rad
I deres Magt og Vælde,
De mægted dog ei mindste Blad
At sætte paa en Nelde,

men vi veed, det giælder ei om Skjalde-Kongen, som er salvet af Folke-Aanden, thi vi har seet, at han mægter ikke blot at skabe enkelte yndige Blomster, men at bedække Marken med en Rosenflor, og vi kan sige det med jævne og tydelige Ord, at naar vort liflige, men længe foragtede Modersmaal, som Skjalde-Kongen har æret og forherliget, igien throner som en 228 Dronning paa Marken; naar det friske og klække Folkeliv, Aanden over ham vakde og nærede, opblomstrer i det Fæderneland, han saa inderlig elskede; og naar det yndige Vennelag i »deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa«, som han saa mesterlig afmalede, istemmer den forklarede Folkesang, hvis Grundtoner gienfødtes i ham; da reiser sig derved et levende Mindesmærke paa Kongegraven for ham, som giorde vel imod Folket, langt mere end vi kan beskrive, men dog ei meer end der skal føles, mens Dannekvinden har Hjerte!

Jeg veed det jo nok, at alt hvad vi saaledes kan sige og skrive om de folkelige Skjaldes og da især om de kongelige Hoved-Skjaldes store Fortjenester af deres Folk, og om Hjertets »røde Guld«, hvormed de fra Arildstid lønnes i Norden, og om Hjertelighedens Frodegrav, hvori de i Danmark hvile kronede med Kong Hjarne, det er i mange Øren kun en tom Lyd, og vel endnu for de fleste Læseres Øine kun et Tegn paa den gamle Digter-Forfængelighed, som giør, at selv den mindste Skjald, ved at løfte de Store til Skyerne, tænker selv at blive i det mindste en Tomme høiere; jeg veed det meget godt, fordi Philisteren hos mig selv boer under Tag med Skjalden og lader ham daglig høre alt hvad den opblæste Selv-Klogskab kan optænke til Nedsættelse og Forhaanelse af Guderne og deres Tungemaal; men jeg ændser det ikke videre, fordi den lille Lodd, jeg har i det store Arvegods, som Nordens Kæmpeaand har skiftet og deelt med alle sine Børn, det er saa godt og giør mig saa rig, at jeg aldrig kan fristes til at sælge det enten for alle de Doctor-Hatte, der er gjort i det store Tyskland, eller for al den Viisdom, der har hvilet under dem i tydske Professor-Hoveder! Og netop fordi jeg, som nordisk Skjald, er saa lillebitte »ei større end en Myre«, derfor veed jeg, hvorlidt der i Norden hører til ikke blot at faae Øie for saadanne Skjalde-Konger, der, som Villiam Shakspear og Adam Øhlenslæger, aabenbar er Hovedet høiere end hele Folket, men ogsaa at faae Øie paa det folkelige Skjaldskabs høie Betydning og velgiørende Virkninger i Menneske-Livet, saa ethvert Folks egne Skjalde, der elske deres Fæderneland og har deres Modersmaal i deres Magt, til at sige alt hvad de vil og levende afmale alt hvad de seer med det skjulte Øie, de er Folke-Aandens Præster, og som de høres og elskes, æres og følges, saaledes blomstrer eller henvisner Folke-Livet, saaledes lykkes eller forsvinder Folke-Bedriften, saaledes stiger eller daler Folkets Ære og Lykke!

229

Og hviler nu dette mit Syn, som det giør, ikke paa et flygtigt Øiekast i Ungdoms-Aarene, men paa Menneske-Livets stadige Betragtning benved et halvt Aarhundrede, med Øiet fæstet paa hele dette vidunderlige Liv i mit eget Inderste, i mit Folks og i hele Menneske-Slægtens aabenbare Levnetsløb, skulde jeg da ikke ved Øhlenslægers Grav have Ret og have Mod til at lykønske Danmark og Norden med det gienfødte Skjaldeliv, der i denne Adam kom syngende til Verden, og lærde snart, ligesom af sig selv, det vil sige: af Aanden, at stemme Tonen saa høit, at alle hvem der havde Øren at høre med, maatte høre, saa alt fyrretive Aar før jeg høitidelig paa Dannekvindens Vegne rakde Skjalde-Kongen Krandsen, da udraabde jeg ham, der »kvad om Hakon og Vaulunder« som Nordens største Skjald*).

Selv opvoxet i det attende Aarhundrede og, trods min Forkiærlighed til Nordens Oldtid, engang aldeles henrevet af Tidens Strøm til den mest aandløse Betragtning af Menneske-Livet under alle Himmel-Egne, regner jeg naturligviis slet ikke Sporene af samme Aarhundrede ogdets Tankegang om Folkelighed og alle aandelige Ting, der vistnok blev hyppigere og kiendeligere i Øhlenslægers Værker, jo længere han kom fra Ild-Daaben i Ungdoms-Alderen, thi da det paa ingen Maade formindskede Storheden af Skjalde-Kongens Aands-Gaver, men kun Værdien af hans Gavmildhed, saa maa det heller ikke formindske vor Glæde over den uskatterlige Vinding, hansFødsel og Liv er for os og hele Norden, eller svække vor Taknemmelighed for et stort Skjaldeliv, der egenlig kun havde den meget tilgivelige Feil at ville behage alle! Det er nemlig en aldeles aandløs Betragtning af en saadan Hoved-Skjalds Værd og Virkning, naar man beregner dem enten efter Tallet paa de boglige Konstværker, han har efterladt, eller efter den Fasthed, Aands-Lyset vandt i hans daglige Færd og Tankegang, thi begge Dele vedkommer egenlig kun ham selv som Enkeltmand, ikke hans Skjalde-Værd og Skjalde-Virkning. Alt for tredive Aar siden skrev jeg »Danmark maa aldrig glemme, at var Øhlenslæger hensovet paa Hakons Bautasteen, da var den et Mindesmærke, hvis Mage selv ei pryder Villiams Grav i Westminster, da det er den første levende Bautasteen i Kæmpestørrelse, som er udhugget med Konstner-Haand af * 230 Histostoriens Dovre, og fortæller os ikke, men viser os virkelig Kæmpens Liv og Aand i hans Idrætter.« Uagtet derfor alle Skue-Spil er mig imod, naar de betragtes ikke som For-Spil til et nyt Levnetsløb, men som Efter-Spil, der skal krone Værket, saa kan jeg dog ikke nægte, at naar der skulde holdes en Skygge-Fest til Ære for den store Virkelighed, da var det et godt Indfald at opføre »Hakon Jarl« som hidtil er mageløs, og kun, naar det saa maatte være, lidt af »Sokrates«, hvis Mage baade i og udenfor Norden var fundet længe før den blev til.

Slutningen bliver da, efter mine Tanker, at naar vi paa een Gang baade vil lade Skjalde-Kongens Minde skee Ret, og høste den størst muelige Nytte af hans Skjaldeliv, da skal vi betragte ham som Odin i den nordiske Høisang (Havamaal), der, ved et stort Vidunder, til hele Nordens Lykke og til Danmarks dobbelte Glæde, slap ind i Knudebjerget og udtømde der alle Karrene med Skjalde-Mjøden, men aftappede den siden saa besynderlig, at kun en Deel deraf blev værdig til at bevares i Asgaard og skiænkes der ved Giæstebordet, medens Resten blev givet til Priis for dem, det kun er om Rusen at giøre, saa de drikker sig den helst i en lille »Lystighed« hos dem selv, langt borte fra Aser, Vaner og alle høiere Aander, hvis Selskab altid for Sjæle med »honet Ambition« har noget ydmygende, og gierne derhos lidt uhyggeligt, som Gienfærdet i »Makbet«!

Naar man derfor i Norden lærer ret at skiønne paa Skjalde-Kongens Aabenbarelse i Adam Øhlenslæger, da, tænker jeg, vil Skjaldene og deres Velyndere holde en aarlig Høitid ved et livfuldt Sommer-Møde, til Minde om »Skjaldskabets Gienfødelse i Norden«, thi det vilde i mine Øine være det eneste synlige Mindes-Mærke, som, ved Siden ad hans Mester-Værker, var Nordens Aand og Skjalde-Kongen værdigt!

231

Guld-Alderen og Grotte-Sangen i Danmark.1

»Digterkongen er død!« staaer der nu hver Dag at læse i Aviserne, vel ikke til sørgelig Efterretning for fraværende Slægt og Venner, nei, tvertimod til behagelig Efterretning for Boghandlerens nærværende Kunder, som nu kan vente hans Levnetsløb fuldstændig beskrevet, hvad naturligviis ei kunde naaes, saalænge han levede; men for mig har det dog noget sørgeligt daglig at see Digterkongens Død anmeldt i Aviserne, thi jeg kommer derved til at tænke paa, at der ligger meget meer i de faa Ord end vist enten Boghandleren eller hans bedste Kunder tænker paa. Naar det nemlig falder os paa Sinde, at ligesaa velbehagelig som de Boghandler-Ord »Digterkongen er død!« staaer i Adresavisen, ligesaa velbehagelig ligger det tilsvarende Ord »Poesien er forsvundet af Livet« Bogormene og deres bedste Kunder paa Tungen og flyder daglig derfra, uden at engang »Nord og Syd« leer ad dem og siger: det græder I nok for, Godtfolk! som Tøk for Balder, med tørre Øine.

Imidlertid, jeg betroede mine Læsere og Læserinder forleden, at jeg holder slet ikke ad »rørende Ligtaler« saa skiøndt der ved »Poesiens Grav« var endnu langt bedre Leilighed baade til at bade hele den følsomme Verden i Taarer og til at tordne mod Philisterne end ved Skjaldekongens, som vi talde om forleden, saa vælger jeg dog heller at trøste mig selv og alle gode Venner og Veninder med den tørre Bemærkning, at det er dog, Gud skee Lov! ikke sandt, hverken at Digterkongen er død eller at Poesien er forsvundet af Livet, det er kun sandt, at Digterkongen, ved at leve længe, er omsider bleven gamr mel, ligesom en af os Graahoveder, og at Poesiens og Livets * 232 Guld-Alder derfor ligger langt tilbage i Tiden, ligesom Oldingens Barndom altid i Levnetsløbet.

Den store Digter-Konge eller rettere Seer-Konge er nemlig slet ingen anden end Menneske-Aanden, hvis Barndom og Ungdom falder i den graa Oldtid, som Menneskens Børn derfor har kaldt Guld- og Sølv-Alderen, og skiøndt hans Alderdoms-Tid, som vi nu sidder midt i, med Rette kan kaldes hvilket man vil: Jern-Alderen eller Papirs-Tiden, saa er den samme Menneske-Aand dog ikke blot til endnu, men har endogsaa kiendelig i de seneste Menneskealdere taget hvad man kalder »et nyt Opsving«, som i det mindste viser, at han har dog beholdt sine Vinger endnu, om end Tiden har stækket dem, og hvor han finder Templer og Dyrkelse, som huer ham, der tør jeg vædde, han endnu ikke blot skaber hvad man maa kalde »gyldne Bogstaver« paa Papiret, men sætter ægte Forgyldning paa Jern-Alderen i det hele, saa den med Rette kaldes et »Gyldenaar«.

Jeg veed det jo nok, at de Samme, som raaber paa, at Digterkongen er død og Poesien forsvundet af Livet, og synes at vise, at Digtriget uden Konge og Livet uden Poesi hører netop til deres »velbehagelige Tid«, de Samme siger ogsaa, at Guld-Alderen var kun en fjantet Barnedrøm, som de takker deres gode Fornuft og Forstand for, de ikke engang som Børn har troet paa eller mærket det mindste til, og tilføie med en vigtig Mine, at selv »Guldets« Ry, som den ædleste Malm, er kun en Røg, der henveires, saasnart de blæser ad den, da velconsoliderede Stats-Papirer alle Dage er ligesaa gode som det »rødeste Guld« og, naar de er noterede for Eiermanden, saa meget bedre, som de er sikkrede for Tyvehaand og mange andre Tilfældigheder. Ogsaa dette er imidlertid til al Lykke kun vedkommendes egen Sag og hvad jeg kalder deres egen Skade, thi ligesom det er ganske vist, at Guldet har tre store Fortrin samlede, som Papiret fattes, nemlig Glands og Klang og Varighed, og at disse Fortrin giør Guldet blandt andet til et mageløs godt Billed-Ord for et Liv og en Tid, der i høiere menneskelig Forstand har de samme Egenskaber, saaledes tør jeg nok sige, det er værst for dem selv, der hverken troer paa Guldalderen eller haaber paa dens Gienfødelse i et Gyldenaar; thi vel sandt, som Ordsproget melder, »de græder ikke for Guld, som aldrig Guld eiede«; men jeg tænker dog, ligesom de ikke blødsødne Aser, at ogsaa Kæmper har godt af at græde for Balder, da hans Gienkomst beroer derpaa!

233

Ved »Aserne« mindes vi nu om Folke-Aanderne, der vel er afhængige af Menneske-Aanden, ligesom Folke-Begrebet er af Menneske-Begrebet, saa de sidder, efter en nordisk Lignelse, ligesom smaa Fugle mellem Øinene paa den store Konge-Ørn eller Phønix-Fugl i Asken Ygdrasils Top, men de synger dog hver med sit Neb og er, inden visse Grændser, deres egne Herrer, saa de skabde ogsaa i deres Barndom og Ungdom Guld- og Sølv-Aldere efter en mindre Maalestok og efter det Folks og Fædernelands Formue og Leilighed som de havde at bestyre, og saalænge et Folk ikke er uddødt, men har endnu de tre Ting, der udgiør Folke-Livet, som er Fæderneland, Modersmaal og Vennelag, saa længe kan Det i sin egen og Folke-Aandens Alderdoms-Tid godt vente et Gyldenaar, som svarer til dets egen Guldalder. Saavist derfor som her endnu i Danmark og vort Norden findes et virkeligt Folk med en kiendelig Guldalder i Levnetsløbets Begyndelse, saavist har der været og er der endnu i Danmark og hele vort Norden en Folke-Aand, som har skabt Guldalderen og har baade Magt og Villie til midt i Papirs-Tiden og Jern-Alderen at skabe et tilsvarende Gyldenaar, og den nordiske Folke-Aand er det, jeg kalder Skjalde-Kongen, der forholder sig til Seer-Kongen eller Menneske-Aanden, som Skjald sk ab til Aabenbaring og som Levnets-Løbet til Livs-Kraften, hvad jeg pleier at udtrykke saaledes i Konstsproget, at Nordens Aand er Historiens (Eftermælets) Aand!

At nu vort Norden virkelig har havt en egen Guldalder og følgelig en egen Folke-Aand, en livskraftig Aarsag til den livfulde Virkning, det vil Tyskerne vist nok ikke troe førend de "faaer Troen i Hænderne, men desuagtet er det dog ligesaa sikkert, som at Norden har hvad man kalder en egen Mythologi, har et Asamaal, som hverken Tysken eller noget Folk kan tyvte os for uden at faae Skam paa sin Mund. Sætter man sig nemlig levende ind i Asamaalets Betragtning af Balders Død og Opstandelse, hvori Nordens Folk engang maa have været levende inde, da seer man strax, at et Folk med denne Livs-Anskuelse i »Kæmpers Fødeland« maatte føle sig anderledes lykkeligt end nu noget Folk i det hele, og maatte udmærke sig ved Storværk, som det sømmer sig Kæmper med en Guldalder bag sig, og med et Gyldenaar for sig, som de haabe skal krone alle deres Forventninger, og græder kun de for Guld, som Guld eiede, da græd Nordens Kæmper sikkert heller ikke for Balder, uden at have kiendt hans Livsalighed.

234

Denne vort Nordens Guldalder, som speiler sig ikke blot i Balders-Borgen, det guldtakte Breideblik (Bredglands), men i hele Asamaalet, den havde, efter hele Nordens Sigende, et yndigt Efterskin og en liflig Efterklang i Danmark, hvorfor ogsaa Skjaldene kalde Guldet baade »Frodes Meel« og »Rolv Krages Sæd« og derfor er det aabenbar i Nordens Aand, naar jeg har spaaet og spaaer fremdeles Danmark et Dagskiær, der bebuder og begynder det Nordiske Gyldenaar, hvori alle Aser blive levende paa ny, med Balder midt iblandt sig, og leger atter Guldterning paa Ide-Sletten, og føre klare Venne-Taler med hverandre om Ragnaroks overstandne Gru og om hele det vidunderlig daadfulde Levnetsløb, de, under Styrelse af de høie Norner, har fuldendt til det ønskeligste Maal under Solen!

Dette Dagskiær over Sletten i Norden, som nu alle nordiske og selv engelske Øine kan skimte i det Frihedens og Daadens Morgengry, der, trods alle mørke Skyer, dog er umiskiendeligt i Frederik den Syvendes Tid, som det uventede Soelglimt ved hans Thron-Bestigelse, dette Dagskiær har jeg længe ymtet om, som paa en Maade nærværende allerede i Christian den Ottendes og Frederik den Sjettes Tid, men da den fri og frugtbare Bevægelse af Livs-Kræfterne i alle Retninger aabenbar fattedes, saa maatte jeg nødvendig bekiende, at Dagskiæret til et Gyldenaar var kun billedlig og spaadomsviis nærværende, og sammenlignede derfor det nordiske Skjaldeliv hos os med stærke »Nordlys«, hvis Skin for et Øieblik kan giøre Folk tvivlraadige om, enten det igrunden er Nat eller Dag.

Det gik nu vel mig, ja, gaaer mig vel tildeels endnu, som det er gaaet alle sanddrue Propheter og Spaamænd, de smaa saavelsom de store, at jeg havde det ligesom man siger om »Spillemanden« bedst ude, altsaa værst hjemme, thi det er en Kiendsgierning, at jeg kunde meget bedre tale mig tilrette med de storagtige Engelskmænd, som dog ikke giver en halv Skilling for et heelt Pund Hjernespind, end med mine beskedne Landsmænd, der vovede alt hvad de havde paa tyske Luftkasteller; men da jeg, langtfra at være en Ulykkes-Fugl, immer spaaede Danmark og Norden en straalende Fremtid, saa kunde det dog ikke feile, at jo mangen en, som loe ad mine saakaldte »latterlige« Spaadomme, desuagtet, ligesom mangen lille Pige, der loe ad »gamle Gunilds« tossede Snak, at hun skulde komme til at kiøre med Sex og straale af Guld og Ædelstene, 235 gad alligevel nok hørt det og skrev det bag Øret, hvor ingen kunde see det.

Jeg tvivler derfor heller ingenlunde paa, at naar jeg kun først er død og borte, saa man kan faae mit aandelige Efterladenskab ordenlig registreret og vurderet og opraabt til Salg til den Høistbydende, uden at han behøver at tage saa meget som et Haar af mig med, da kommer min Betragtning af Danmarks og Nordens Fortid og Fremtid, Guldalder og Gyldenaar, nok i Priis, som noget, der paa een Gang kan for alle vedkommende være baade til »Nytte og Fornøielse«, og medens man kanskee nok, ligesom jeg er selv, kan være tvivlraadig om, hvad jeg, som nordisk Overgangs-Skjald, havde mythisk at betyde, eller svarede til paa Asamaalet, saa formoder jeg dog, Ingen vil aftrætte mig, at Øhlenslæger spillede ved denne Leilighed Hermod, kun med den glædelige Forskiel, at han ikke red til Hel paa Sleipner for atthinge op med den Ubarmhjertige, men for at melde Balder, at hans Forløsning stunder til. Hvad der imidlertid aldrig er faldet mig ind, før i dette Øieblik, er, at Ingemanns Skjaldskab paa vore Guders Tungemaal, altsaa paa Asamaalet, maa kaldes »Balders Drømme« men med ligesaa glædelig en Forskiel, da det ikke er hans Drømme paa Breideblik om Døden i Helhjem, men hans Drømme i Helhjem om Livet paa Breideblik, altsaa Balders »Morgen-Drømme«, som bebude Gyldenaaret; og skal da min lille Draabe af den brune Skjaldemiød have det mindste at betyde paa Asamaalet, da kommer jeg vist nok, hvor nødig jeg end vil være det bekiendt, til at spille Loke, men naturligviis ogsaa med den mærkelige Forskiel, at det er ingen Mistelteen, jeg rækker den blinde Høder at skyde til Balder, men det er en lille Ønskekvist, jeg har fundet paa min lille Husmands-Lodd i det grønne Gudhjem, og som jeg har luret Fru Hel af, giør Balder levende igien, saasnart den rører ved ham.

Skulde jeg nu fortælle, hvordan det nærmere maa hænge sammen baade med min »Finger i Spillet« og med den Ønskekvist, der skal beskæmme det tyske Ordsprog, at »mod Døden voxer ingen Urt«, da behøver jeg ikke at sige Læseren, at det vilde blive en lang Historie, for naar man først kommer til at tale om sine egne Bedrifter, hvorved selv den ubetydeligste Omstændighed er en selv hardtad ligesaa mærkværdig, som hvad der slaaer Hoved paa Sømmet, da bliver man ligesom Tyskerne aldrig færdig, og jeg vil derfor bryde kort af med den Bemærkning, at naar det blot har sin Rigtighed med de to 236 Trediedele af Gyldenaarets glimrende Forbud, som jeg ikke har faavt andet med at giøre end at see dem og pege paa dem, da vil det være ligegyldigt, om jeg af let forklarlige Grunde har taget reent feil ad den ene Trediedeel, saa jeg, langtfra at have den hos mig, end ikke har seet et Glimt deraf, thi Nordens Aand tager aldrig halve Forholdsregler, saa hvor man seer de to Trediedele, kan man være sikker paa, at det Hele enten er der, eller kommer, før man veed det, af sig selv.

See, dette var nu om det nordiske Gyldenaar i det hele, som kiendeligst bebudet og udtrykkeligst omspaaet i Danmark, skiøndt vel klarest forberedt i Norge; men egenlig var det jo om »Guldalderen og Grottesangen i Danmark« denne »Dansker« skulde handlet, følgelig ogsaa om Julemærkerne for et i visse Maader eiendommeligt Gyldenaar paa »Marken«, og jeg havde virkelig isinde at fordanske Grottesangen, som den med sin Indledning findes paa islandsk i den saakaldte »Skalda« eller det eddiske Skjaldskabs-Maal, og kun at føie nogle oplysende Anmærkninger til denne oldnordiske Beskrivelse af Danmarks Guldalder eller Fredegodstid, som jeg saa tit har lovet mine unge Læsere og Læserinder en af Dagene at finde indskudt og see forklaret i et dansk Gyldenaar. Men hvormeget man end har vidst at fortælle om den vilde, utæmmede Indbildningskraft, der beherskede, og den ildsprudende Følelse, der løb af med mig, saa faaer jeg dog bestandig selv at mærke, at det er en vis tør Forstandighed, der spiller mig det ene Puds efter det andet, saa jeg kommer gierne seent og sommetider forsiide til hvad jeg egenlig vilde. Saaledes har jeg nu fyldt de to Trediedele af den »Dansker« jeg vilde skrevet om Guldalderen og Grottesangen i Danmark, med et langt Værgemaal for min Betragtning af Guldalder, Aand og Folkesang i Almindelighed, hvad vel tildeels maa kaldes en Mis-Forstand, men hører dog aabenbar til Forstandighedens og ei til Hjernespindingens eller Hjertebrændingens Side, og er i alt Fald ligesaa klogt, som at sætte det, man skulde leve af for Øieblikket, ind i »Livsforsikkringen« for »Kone og Børn«, hvis man ved sin Død skulde efterlade saadanne i trængende Omstændigheder.

Dog, jeg vil være ganske ærlig ved mine Læsere og Læserinder, om ikke af den allerbedste Grund, som unægtelig er den, ei for nogen Priis at ville slaae en Svinke, saa dog af den ægte nordiske Grund, at »Ærlighed varer længst«, og at alle gamle gamle Folk, som ei er Giække, vælger det varige fremfor det 237 vindige. Jeg vil derfor gaae til den Bekiendelse, at naar jeg skal sige den rene Sandhed, da opdagede jeg snart, at Grottesangens Fordanskning vilde falde mig for besværlig i Rigsdagstiden, saa jeg fik at lade den Steen ligge, jeg ikke kunde lette, og halvveis paa sin Tysk skrive en »aandrig« Indledning til det bebudede Værk, som det maatte overlades Eftertiden at frembringe. Da jeg imidlertid virkelig havde det gode Forsæt at fordanske Grottesangen og det heller ikke vil være noget Hexeri, naar jeg faaer lidt bedre Stunder, saa betragter jeg det som en vitterlig Giæld til »Danskerens« Læsere, og vil strax til Pant derpaa udlevere den gamle Indledning i Skalda, der, som et Svar paa det Spørgsmaal: hvi Skjaldene kalde Guldet »Frodes Meel« lyder saalunde: »Fortællingen desangaaende er denne, at Odins Søn Skjold, fra hvem Skjoldungerne nedstamme, han havde sit Aasæde og Raaderum i hvad der nu hedder Danmark, men da kaldtes Gotland. Samme Skjold havde en Søn ved Navn Fridlev, som stod for Styret efter ham, og Fridlevs Søn hedd Frode, som arvede sin Faders Høisæde, paa den Tid, da Keiser August lyste Fred over al Verden og da Kristus blev født, og eftersom Frode da var den vældigste af alle Konger i Nørreleden, saa blev Freden ham tilegnet paa det Danske Tungemaal, og kaldt Frode-Freden af alle Nordboer.

Da gjorde ingen sin Næste Fortræd, selv om det var Faders eller Broders Banemand, han stødte paa, løs eller bundet, og der fandtes hverken Tyve eller Røvere, saa Guldringen laae længe urørt paa Jelling-Hede.

Samme Kong Frode pleiede Giæste-Venskab med Kong Fjølner i Sverrig og der kiøbde han to Trælkvinder, som var baade store og stærke og hedd Fenja og Menja, mens der i Danmark paa samme Tid blev fundet to Kværn-Stene, saa store at ingen var stærk nok til at magte dem, men Kværnen havde den Egenskab, at den malede alt hvad de gav Mæle, som den rørde. Samme Kværn kaldtes »Grotte«, og han, som gav Frode Kværnen kaldtes Gabflab (Hængekiæft), og sine to Trælkvinder satte nu Kong Frode til Kværnen at male »Guld, Fred og Lykke« til ham, og han undte dem ei længer Søvn eller Hvile end Giøgen tier (mens han kukker) eller Skjalden (mens han kvæder)*).

Da, siger man, at de kvad den Vise, som kaldes »Grottesang«, * 238 og at før Visen var ude, malede de Frode en Hær paa Halsen, saa I den samme Nat kom der en Søkonge til Land, som hedd Mysing, dræbde Frode og gjorde umaadeligt Bytte, saa nu var det forbi med Frode-Freden.

Mysing tog ogsaa Grotte med sig, samt Fenja og Menja, og bød dem male Salt, og ved Midnatstid spurgde de Mysing, om ikke Saltet beed ham i Øinene, men han svarede, de skulde kun male videre, og saa havde de ikke malet ret længe før Skibet sank tilbunds, og hvor Strømmen gaaer igiennem Kværnøiet, der blev en Mal-Strøm, og da blev »Søen salt«.

Saavidt Skalda, og man seer nok, at ved det Grotte bliver ved at gaae som en Vand-Mølle og bliver ved at male hvad sidst er mælet over den, derved bliver Søen (ventelig Øster-Søen), som før var færsk daglig saltere, hvad jo kan give Anledning til mange løierlige Tanker og megen vittig Skiemt, især da Saxos Krønike ogsaa fortæller om den Hjarne eller Hjærne Skjald, der blev Konge i Danmark for sit Ligvers over Frode Fredegod, at han styrtet fra Høisædet endte sine Dage som Salt-Syder, men hverken herved, eller ved Guldringen paa Jelling-Hede, som, efter Saxo, voldte »Fredegods« Død, er der nu Rum til at dvæle, da det fornemste i mine Øine dog er, hvad Tanker de Danske gjorde sig om Guld-Alderen og alle Nordboer følgelig ogsaa om den »Danske Guldalder«.

At nu dertil først og fremmerst maatte høre Fred, det lærer vi ikke blot deraf, at den Danske Guldalder kaldtes Frode-Freden eller Freds-Tiden, og at »Fredegod« er Kongens Kiendings-Navn, som de forgudede, men det veed vi forud, naar vi kiender det mindste til det Danske Folks Hjertelag, saa det fulgde af sig selv, at »Fred« ogsaa maatte være Broderparten af det Guld, der flød fra Grottekværnen, naar den malede som man mælde.

At der nu tilligemed Fred ogsaa hørde Retfærdighed til den Danske Guldalder, saa alle Tyve og Røvere fik Skam, det forstaaer sig selv, da i alle Lande hver vil beholde sit i Fred, men det er eget hjerteligt Træk ved den Danske Guldalders Retfærdighed, at den var uden Selvtægt og Hevn, som ellers pleier at løbe med i Folke-Tankerne om den strænge Ret, thi Sagnet siger, at selv Drabsmanden, løs eller bundet, var sikker for Blodhævn.

Endelig hører vi, at »Lykke« tilligemed »Fred« var det, som Fenja og Menja skulde blive ved at male uden mere Ophold 239 end der hører til at spytte i Haanden og tage fat igien, og det veed vi, ligner ogsaa Danskerne, hvis Hjertes Lyst unægtelig er at være Lykkens Skiødebørn, uden da at bryde sig synderlig om, hvad Verden kalder Ære og Vælde, Kløgt og Snilde, Beundring og Berømmelse.

At nu Danskerne, om de end, som man siger, ei skal være meget kløgtige ad sig, dog er slumpet til at giøre sig de rette Forestillinger om fælles Bedste, der vel ingenlunde er Hemmeligheden i det tyske Stats-Begreb, men bliver dog altid Kiærnen i det folkelige Begreb om Borger-Selskabet, som et stort Vennelag, det slutter jeg især deraf, at Christendommen, der i mine Øine er himmelsk Viisdom, beskriver Guds-Riget eller Himmerig paa Jorden som »Retfærdighed, Fred og Glæde«, kun naturligviis i en høiere Forening og i en bedre Smag end Danskerne eller noget Hedning-Folk har mægtet at skatfe sig dem. Jo mere jeg nu har tænkt over Folkelivet under alle Himmel-Egne, des klarere er det ogsaa blevet migy at dette Liv stiger og daler, blomstrer og hen visner, eftersom de tre himmelske Fylgier, Retfærdighed, Fred og Glæde i Forening omsvæve elier forlade det; og at Danskerne har Ret, naar de regne Glædens Guld til Lykkens Gaver, derom kan hvert Menneske overbevise sig selv, da hverken Magt og Ære, Kløgt og Snilde, Sundhed og Skiønhed, eller selv Retfærdighed og Fred kan giøre nogen sjæleglad uden han har Lykke til at være det, hvorfor vi ogsaa under alle Omstændigheder kun prise den Glade, den altid Glade lykkelig!

Heraf vil man see, det er dog ikke hen i Veiret, jeg ønsker Danmark sin Fredegods-Tid tilbage, men at Danmark vil være lykkelig, naar det faaer et nyt Gyldenaar, som svarer til dets gamle Guldalder!

240

Danmarks Gyldenaar.1

Bærer Mai paany til Huse,
Venner, trindt i Danevang!
Snart det suse skal og bruse
Skoven rundt af Fuglesang,
Vidt og bredt paa Marken vorde
Haver alle Rosengaarde!

Synger, Fugle, hvor I kommer,
Dobbelt sødt i Gry og Kvæld!
Drikker af den søde Sommer
Som af Glædens Kildevæld!
Bygger Rede og udruger
Fugle smaa, som Aaret Uger!

Voxer, Blomster, hvor I yndes,
Frodig trindt i Daneland!
Dufter, Roser, hvor I findes,
Sødt endog paa Gravens Rand!
Perler under Taarepile
Som i Støvet Engle smile!

Thi nu dages Gyldenaaret,
Som en lang Midsommer skiøn,
Det har vintret, det har vaaret
Under Snee og Regn iløn,
Springer ud paa Vink fra Oven,
Som ved Sundet Bøgeskoven!

* 241

Runen, som den Gamle rister,
Runen »Daners Liv og Lyst«
Tit kan vildes, aldrig brister,
Før den sidste Efterhøst,
Er i gamle Aar og unge
Nagelfast paa Sleipners Tunge!

Odin laande mig sin Ganger
I den ørkesløse Tid,
Mens om Valhai og Thrudvanger
Der kun førdes Pennestrid,
Odin selv da gad ei ride,
Bluned helst ved Sagas Side.

Ungdoms-Aar er ællevilde
Under alle Himmeltegn,
Helst jeg red til Mimers Kilde
Baglængs over alle Hegn,
Glemde tit ved Mjødens Kræfter
Hvad især jeg reiste efter.

Træt af Reiser, mæt af Ruse,
I den ørkesløse Tid,
Jeg med Odins Hest tilhuse
Læste længe med al Flid
Paa hans Tunge-Runer sære,
Vilde Riste-Konsten lære!

Lang er Konsten, kort er Livet
For Græshopperne paa Jord,
At forstaae mig dog blev givet
Binde-Runerne i Nord,
Som paa Tunge, saa paa Tænder,
Og paa Nornens Finger-Ender!

Snekkelig er Danmarks Rune,
Vimplen er et Bøgeblad,
Maien grøn og Lyng hin brune
Krandse den i Bunterad,
Som i Storm, saa og i Stille
Smulle Bølger om den spille.

242

Snart den svømmer stolt paa Havet,
Snart den sees som »Gefion«1
I en Ravnekrog begravet,
Lænket fast med Røverhaand;
Tiest dog imellem begge
Seiler frit den danske Snekke!

Hvor den staaer paa Sleipners Tunge,
Snekke-Runen danekiær,
Trindt om Toppen Fugle sjunge,
Slaae med Vinger fjern og nær,
Høit i Raa er Seilet vundet,
Farten opad Øresundet!

I dens Kiølvand sees en Lænke,
Stumpet kun, men favnetyk,
Saa man andet knap kan tænke
End den sprang ved Jetteryk,
Skjalden dog den Giætning vover,
Underlig den blæstes over.

Hjemme hører denne Snekke
Ei paa Jord, men over Sky,
Den til Alfers Kiæledægge,
Vana-Frey, blev gjort af ny,
Har af hvide Alfers Aande
Altid Bør og Bod for Vaande.

Paa den Snekke over Havet
Danmarks Lykke kom med Skjold,
Blev i Bølgerne begravet
Med hans Lig i Hedenold,
Men naar Dane-Marken sukker,
Den igien af Hav opdukker.

Derom alle Fugle sjunge,
Nu er Rune-Snekken flot,
Som den staaer paa Sleipners Tunge
Midt i Sundet himmelblaat,
Nu igien vil Skjold opbygge
Leiregaard i Bøgens Skygge!

* 243

Lykke-Skib! saa vær velkommen
Atter til den danske Kyst!
Dellig over Nornedommen
Vorder nu paa Marken lyst,
Som en Skov i Gyldenaaret
Voxer ud paa Sif Guldhaaret.

Heimdal, som ved Landets Ender
Stilles skal igien paa Vagt,
Han faaer ogsaa snart Guldtænder,
Silde skal, som aarle sagt,
Han i Gjallarhornet støde,
Vække Aser op af Døde!

Rolf, lian saaed Guld paa Slette,
(Krages Sæd var Frodes Meel)
Det ham lærde lumsk en Jette,
Armod da blev Danmarks Deel;
Armods Sæd i danske Vænger
Voxer op nu til Guldstænger.

Drenge smaa og Piger smækkre,
Som for mine Rim har Smag!
I det veed, at Retter lækkre
Ei de er den Dag idag,
Det er Levninger for silde,
Siger man, fra Ægers Gilde.

Smiler med mig, raske Drenge!
Kysser mig, I Piger smaa!
Nu det ei skal vare længe,
Før selv Tosser mig forstaae,
Da I selv kan Runer riste
Om langt meer end Kragen vidste.

Seiers-Runerne de sære,
Jeg saa længe staved paa,
Selv sig løse nu og lære,
Selv sig følgelig forstaae,
Livet selv i Morgenrøden
Klart har seiret over Døden!

244

Forbigangen er til Lykke
Nu den ørkesløse Tid,
Med at rive ned og bygge
Giør nu hver sin største Flid,
Selv jeg knap engang har Stunder
Til at see et stort Vidunder.

Først da Maien kom til Huse,
Med det favre Bøgeblad,
Kom, som en hellenisk Muse
Skjoldmøkiæk og barneglad,
Da først saae jeg, hvad beskikket
Er for meer end Øieblikket.

Sleipner, som jeg havde bundet,
Da jeg sidst blev Rigsdagsmand,
Han var nu med eet forsvundet,
Havde med sin sidste Tand
Dog i Krybben runeristet,
Hvem der fik hvad jeg har mistet!

Jeg nu seer, i disse Dage
Odin vaagned med en Fart,
Savned Sleipner, tog tilbage
Laanet paa en egen Art,
Saa et Føl jeg fik at føde
Med et Gyldenaars Afgrøde.

Gyldenaaret maa nu komme,
Hvis i Nord er Synet sandt,
Om end først i dyre Domme
Odin løse maa sit Pant:
Øiet, som i Miniers Kilde
Længe dulgde Bølger milde.

Nyt vi derfor snart maae høre,
Nyt vel nærmest fra os selv,
Saa det klinger godt i Øre:
»Danske Folk med Liv og Sjæl,
Klogskab bedst af Spot og Skade,
Bøgemai for Laurbærblade

245

Da skal Sleipner-FøIIet Grane
Atter voxe op hos os,
Til at bære Fofners Bane,
Til at byde Ilden Trods,
Bære Helten giennem Flammer
Frelst til Brynhilds Sovekammer!

Da skal Danmarks Rune-Snekke,
Som Skibbladner bygdes til,
Bære mellem Verdner begge,
Med et sært Guldtærning-Spil,
Alle Aser, alle Diser,
Saa sin Mester Værket priser!

Skjalde-Blik er nemt at spotte,
Storværk Nisser ei forstaae,
Selv naar som en Stænge-Rotte
Stirrende de gloe derpaa,
Men hvor Storværks Øine tindre.
Ingen Spot giør Daaden mindre!

246

Skolemester-Legen i Danmark.1

De af mine Læsere og Læserinder, som er Landsby-Børn, kiender udentvivl den saakaldte Skolemester-Leg, hvormed det kort og godt gaaer saaledes til, at man stikker Ild paa et Stykke graat Papir, og naar det er heelt omspændt af Luen, blæser man den ud, hvorpaa den ene Gnist gaaer ud efter den anden, ligesom Børn løber af Skole, og den sidste Gnist kalder man Skolemesteren, som det giælder om at smække, førend den gaaer ud af sig selv.

Ved i en senere Alder at tænke paa denne Børneleg, har jeg tit været tvivlraadig om, enten man helst skulde lee eller græde over den, men jeg har dog omsider foretrukket det første, baade som det fornøieligste og tillige som det raadeligste, da der altid kommer noget bedre ud af at lee ad Daarligheder end af at græde over dem, eftersom alle Folk har bedre af at more end af at kiede sig, thi Erfaring lærer at selv de bedste Børn bliver uartige, naar de Meder dem, Hvad der fristede mig til at græde over denne Børneleg, var imidlertid ingenlunde Sorg over den Betragtning af Skolegangen og Skolemesteren, som Legen forudsætter, thi vore Skoler, især Landsbyskolerne, har aabenbar været saa dræbende kiedsommelige, at man ordenlig maa berømme Børnene for ethvert nok saa lille Morskab, de har vidst at afvinde dem, men det var Sorgen over, at vi har saadanne Skoler, og at de fleste Børn, naar de ikke vil gaae godvillig, trækkes ved Haarene ind i dem, hvad tilvisse er noget af det sørgeligste, man kan tænke sig, naar man er kommet til det Skiøn, at Menneske-Livet, selv midt i denne syndige Verden, er en kostelig Gudsgave, saa det »femte Bud« giælder endnu langt bogstaveligere om det * 247 Liv, Mennesket har for sig selv end om det, vi paa en Maade deler med alle Dyrene paa Marken.

At nemlig Skolegangen, som den sædvanlig drives, ingenlunde tjener til at vække, nære, styrke og glæde det egenlige Menneskeliv, som det »vingede Ord« medfører og udtrykker, men snarere til at forhindre, forkue og fortære det, er ikke blot en daglig Erfaring af det sørgeligste Slags, men følger med Nødvendighed af det sande Ordsprog, at »Bogstaven ihjelslaaer«, thi hele vor Skolegang dreier sig jo hardtad udelukkende om Bogstaver, lige fra vi skal lære at kiende, sammenlægge og skrive Bogstaver, til vi paa Skole-Toppen eller Høi-Skolen, om det vil lykkes, skal lære at lutter Bogstaver at skabe udødelige Mesterværker, at skrive hele Bøger, som kan blive trykt i Tal af Tusinder og Titusinder og blive læst til Verdens Ende.

Denne Daarlighed, seer man vel, vilde være stor nok, om man ogsaa kun saae hen til de uudeblivelige Følger af en saadan almindelig Skolegang i Barndommen, Følgerne for hele det saakaldte daglige og borgerlige Liv, som det halvdyrisk og halvrøenneskeligt maa fristes ved Arbeide for det daglige Brød, og maa, naar det ikke skal blive reent fortvivlet, føres og styres med en vis Forstand paa dets Vilkaar og en vis Dygtighed til at drive, oversee og ordne de daglige Sysler og borgerlige Handteringer, thi ved Forvænnelsen til at betragte Bogstavers kløgtige Udtydning og Behandling som den ypperste af alle daglige Sysler, derved føres ikke blot, saavidt mueligt, Tanken bort fra alle de Sysler og Forhold i det daglige Liv, hvorpaa sammes Opholdelse og Gavnlighed beroer, men derved bliver man rimeligviis daglig mere uvillig og uskikket til virksom Deeltagelse i disse gavnlige Sysler og kommer til at staae i et bagvendt Forhold til dem og til hele det virkelige Liv.

Om det nemlig end var ligesaa afgjort en Sag, som det er en latterlig Indbildning, hvad man naturligviis i alle vore Bogstav-Skoler forudsætter og har udenfor dem antaget med en fast Kulsviertro, ja, om det end var saa, at de faa Lykkelige, der naaede Skole-Mesterskabet, derved blev et Slags høiere Væsener, saa vilde det dog være at kiøbe Guld for dyrt, da man jo dog alle maa have »Føden og Klæden« hvor man saa faaer dem fra, og der dog, jo mere Bogstav-Skolen blomstrer, bliver desflere tærende og desfærre nærende Indbyggere i et Land, hvad nødvendig maa føre til Ødelæggelse. Det nytter ikke engang, om man vilde forudsætte, at naar hele Folket blev endnu 248 skolerettere dannet end Tyskerne, de da alle kunde leve dels af at skrive Bøger og dels af at giennemhegle dem, eller at et Folk, naar det blev alle Bøger mægtigt, kunde bogstavelig leve af Luften, eller lade sig baade føde som Fugle og klæde som Lilier af Luftens tjenstagtige Aander, thi begge Forudsætninger vilde jo være Luftkasteller, og Erfaring lærer desuden, at jo mindre et Folk behøver at arbeide med Hænderne, desmindre arbeider det ogsaa med Hovedet, saa hos dem, som hos Spanierne med deres Guldgruber, gaaer selv Bogstav-Skolen Krebsgang og alle Been gaae skiævere end andensteds.

Sagen er nemlig, som sagt, den, at »Bogstaven ihjelslaaer« Mennesket, og at døde Folk ikke engang duer til at drive Dødens Handværk som en boglig Konst, og at Dyrene har endnu ikke kunnet afrettes dertil, saa for den sorte Skole selv seer det sort ud, naar ikke Mængden bliver derudenfor, troer paa den og offrer til den ikke blot Korn og Kvæg og rede Penge, men en god Deel livlige og letnemme Drengebørn, der vel ogsaa igrunden mister Livet, men faaer dog ved den sorte Konst et Slags aandeligt Skinliv tryllet i sig, hvormed de gaaer igien som Skolemestere og holder Værket igang.

Her var altsaa meer end nok at græde over, naar det kunde nytte, men, som sagt, man kieder kun Folk og især Børn ved at flæbe for dem over al Verdens Synd og Ugudelighed, og Kiedsommeligheden giør dem, som sagt, uartige, og jo mere man sætter dem i Skammekrogen, des mindre skammer de sig, og jo meer man jager dem ad Helvede til, des længere kommer de fra Himmerig, saa et af to, maa man heller lee ad Bogstav-Skolen og faae alle Børnene til at lee med, thi enten skulker de da, eller bliver selv paa Skolebænkene ved at lee indvendig, og slipper da igiennem med Livet, om de end alle deres Dage maa paa en Maade gaae med Livet i Hænderne.

Skal der imidlertid raades Bod paa Uvæsenet, saa Menneske-Livet baade i sin folkelige og i sin grundmenneskelige eller christelige Skikkelse, istedenfor at pines enten i eller af Børnene, tvertimod kan vækkes og indpodes, næres og udvikles os dem, da maa man see til at lære dem en bedre Skolemester-Leg end den med detgraa Papir, og en saadan vil for Børn og alle levende Folk være meget let at lære, uagtet den for alle Dødbidere seer fra Begyndelsen ud som det bare Fjas, og siden, naar den har gjort sin Virkning, som et Hexeri, man kan blive gal af at tænke paa.

Grunden til begge Dele, baade til Letnemheden paa alle 249 levende Folks og til Tungnemheden paa" alle Dødbideres Side, er nemlig een og den samme og er som Fod i Hose, thi den rette Skolemester-Leg baade drives med og dreier sig om Ordet, som det lever i Folkemunde, nedstiger i lige Linie fra Aanden som Folkets Livskraft, og strømmer ud fra Hjertets Overflødighed, og dette levende Ord, som er Børnenes Liv og Lyst, det er til daglig Brug en Skovisk for alle dem, der forguder Bogstaver, og det bliver dem en Gru, naar der, trods alle deres Forbud og Forsværgelser, aabenbarer sig en virkelig Aand i det fribaarne, mundlige Ord, baade med en Kraft, der knuser dem, en Varme, der brænder dem og et Lys, der skiærer dem i Øinene.

De kan jo nok sige, og siger naturligviis strax: det er Giøgleri og Blændværk, Sværmeri og Fanatisme altsammen, men naar der virkelig er Aandi Ordet, saa bliver der ogsaa Liv og Mening i Legen, enten det saa er Træer og Dyr, eller Mennesker og Guder, hvormed der ingenlunde spases, men for Alvor leges; thi Lykken, som Dødbiderne kalder Ulykken, er, at Ordet i Folkemunde staaer nødvendig i en nær og levende Forbindelse med hele Folket, dets Tanker og Følelser, dets Bopæle og daglige Sysler, dets Fortid og Fremtid, følgelig med alt hvad der for Folket er virkeligt, vigtigt og dyrebart. Heraf flyder nemlig med Nødvendighed, at Legen ligefra Begyndelsen er baade lystelig og lærerig for Børnene, i samme Grad som de har Livlighed med Lyst og Nemme, og Legen fører af sig selv til alvorlig Eftertanke, fordi hvert Skridt i Levnets-Løbet minder om den og svarer til den, som Opfyldelse til Forudsigelse. Da nu Sandhedens ufeilbare Kiendemærke er dens fulde Overensstemmelse med Virkeligheden, ligesom det paa vort Modersmaal løber ud paa eet at sige »Sandhed« og at sige »Tingen, som den er«, saa kommer det ved den rette Skolemester-Leg nødvendig for en Dag, at Bogstav-Skolen var usand tilbunds, eftersom den, langt fra at stemme overens med det virkelige Liv, bestred og ødelagde det, under Paaskud af at kunne enten forvandle det til et splinternyt, tusindgange bedre Liv, eller naar den gamle Adam var opløst, afløse ham med en guddommelig en, der havde skjult sig mellem Linierne, men kunde læses og manes frem med grammatikalske Regler og mathematiske Formularer. Naar man nu derhos bliver opmærksom paa, at Bogstav-Skriften, som en Opfindelse af Folk, der hverken kunde læse eller skrive, umuelig kan være høiere paa Straa end 250 sin Opfinder, og at Bogstaverne, som blotte Lydtegn, nødvendig forholde sig til det levende lydelige Ord, som Skygger til deres Legemer, see, da er det forbi med den haartrukne, kiedsommelige Bogstav-Leg (ludus literarins) og med den gamle, stive og barske Skolemester, som kun af Navn var en Legemester (ludimagister), og da falder Skolemester-Legen med det graa Papir bort af sig selv, fordi Børnene ei løbe af men til Skole, og fordi Livsgnisterne i dem udslukkes ikke, men oppustes og næres i Skolen, saa de gløde paa Tungen og skinne i Levnetsløbet.

En saadan »Ordsprogs-Leg« eller hvad man vil kalde den, hvori Menneske-Livet, som det er midt iblandt os, speiler sig for Barndom og Ungdom, tiltaler, vækker og nærer det Tilsvarende hos dem, og forbereder dem derved til det virkelige Liv i hvilkensomhelst Kreds, det er den Skole for Livet med folkelig Oplysning og Dannelse, som jeg ønsker alle Menneske-Lande, hele Mandhjem, og som jeg er vis paa, vil ikke lykkes nogensteds uoder Solen bedre end i vort lille, jævne, danske Fæderneland!

251

Nu eller aldrig.1

Nu eller aldrig, du danske Mand!
Har du ei hørt, hvor det lyder
Høit over Marken og over Strand?
Veed du ei hvad det betyder?
Mærker du ei,
At paa Fuglens Vei
Dannemarks Lykke tvivlraadig staaer,
Tidernes Tegn tvetydig spaaer!

Nu eller aldrig Svanhvides Aand
Leirer igien sig paa Sletten,
Nu eller aldrig vor Ungdoms Haand
Driver af Vange Uvætten;
Mærker du ei,
At paa Hvalens Vei
Lystrer vor Snekke ei meer sit Roer,
Truer at synke med Alt ombord!

Nu eller aldrig ved Thyras Vold
Ledet maa hænges ilave,
Nu eller aldrig med Æren Skjold
Skydes for Heltenes Grave;
Mærker du ei,
At paa Tyskens Vei
Visner Kiærminden i Danevang,
Glemmer Lyngfuglen sin Vuggesang!

* 252

Nu eller aldrig vort Modersmaal
Vinder end Bod for sin Vaande,
Luttret som Guldet paa Balders Baal,
Klaret i Kiærligheds aande;
Mærker du ei,
At paa Danskens Vei
Findes en Klippe, som faldt fra Sky,
Flyttelig kun i et Nytaarsny!

Nu eller aldrig vort Vennelag
Vorder igien at misunde.
Kronet med Sangen ved Nat og Dag,
Lystigt som Fuglens i Lunde;
Mærker du ei,
At paa Fredens Vei
Kiækt imod Avind maa holdes Stik
Nu i det heldige Øieblik!

Nu eller aldrig er Danskens Tid,
Hjertelighed er vor Perle,
Brat der skal ledes om den med Flid,
Blod grædes brat under Ferie;
Mærker du ei,
At paa Lysets Vei
Vinteren staaer som en Jette mørk,
Fældes han ei, bliver Mark til Ørk!

Nu eller aldrig I det Ord er hvast
Alt som en tveegget Klinge;
Nu eller aldrig! det Ord staaer fast,
Tosser kun med det vil thinge;
Mærker du ei,
At paa Storværks Vei
Lidt vi kun har af det Løvemod,
Hading inddrak med sit Hjerteblod!

Nu eller aldrig, saa næste Aar,
Seired ei Livet det unge,
Aldrig fik Dannemarks Folk en Vaar
Liflig paa Skjaldenes Tunge;
Mærker du ei,
At paa Skjaldens Vei
Ligger Lindormen saa lang og bred,
Briste han maa, før han selv det veed!

253

Danske Juli-Sange.1

Seiers-Torsdagen.

»Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjertet kunde røre,
I de dybe Dale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale«.

Men der var ingen Fuglesang at høre,
Tordenskrald kun dundred i mit Øre,
Under Lyn og Torden
Blussed, bæved Jorden,
Det var som en Dommedag i Norden.

Og overalt der var kun Ynk at skue,
Blomster smaa, de stod og græd paa Tue,
Taarer flød i Strømme,
Danske Hjerter ømme
Kunde ei i Graad den Ynk udtømme.

Jeg gik mig ind med Sorgen i mit Kammer,
Sukked dybt til Gud for al den Jammer,
For de blege Kinder,
For de Danske Kvinder,
For de Liljer, Roser og Kjærminder.

* 254

Da kom en Engle-Røst der til mit Øre:
Gak kun ud! saa faaer du Sang at høre
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle stnaa, som tale.

Jeg gik mig ud i Sommer-Aftenstunden,
Alt var klart, og tonefuld var Lunden;
I de grønne Sale,
Mellem Nattergale,
Sad en lille Fugl, som kunde tale.

Den lille Fugl, han kom fra Stendrup-Skoven,
Lydt han sang: jeg fløi mig over Voven,
Høirød er min Vinge,
Nyt jeg har at bringe,
Sødt det skal i Danske Øren klinge.

Det er forbi med Bulderet og Braget,
Nat og Dag stod Holger-Danske-Slaget;
Trolden, han er bundet,
Sønder-Jylland vundet,
Danmark har sin gamle Grændse fundet!

Det Danske Folk til Eideren skal høre
Fuglesang, som Hjerterne kan røre,
I de dybe Dale,
Mellem Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale!

255

Holger-Danske-Slaget for Sønder-Jylland.

Mel. Danmark, deiligst Vang og Vænge.

Sønder-Jyllands Jomfru Hæde!
Jomfru Gloriant!*)
Du maa ikke længer græde,
Holger Danske vandt;
Burmand Trold, som holdt herude,
Lad ham fæste Jettebrude!
Lad ham nu bag Helhjems Porte
Beile til de Sorte!

Burmand Trold fra Bloksbjerg-Skoven,
Han i Bøgelæ
Som en Bærsærk gik forvoven
Mellem Bark og Træ;
Danmarks Skjoldmø under Staalet
Er dog blød som Modersmaalet,
Datteren af Dronning Thyre
Giøs for det Uhyre!

Holger laae I Baand og Lænker,
Som i Bolt og Jern,
Helteaanden, som man tænker,
Sad i Vætte-Værn;
Men, skiøn Jomfru, da du kaldte,
Og da Graad din Stemme kvalte,
Alt hvad Heltemod kan binde,
Brast som Traad og Tvinde!

Burmand Trold og Holger Danske,
Det var haardt mod haardt,
Burmands Hals dog holdt ei ganske,
Lidt den kom tilkort,

* 256

Ilde han derved sig skabde,
Hoved sit tilsldst han tabde,
Hovedkulds han foer da heden,
Hjem til Trolde-Reden!

Dybt er ogsaa Holger saaret,
Haard er Trolde-Haand,
Meget Kjød er af ham skaaret,
Men ei mindste Aand;
Lige kjæk og lige spydig,
Ei til Spot med Trold for dydig,
Jeg dog, siger han med Gammen,
Lovlig godt »holdt sammen

Stakkels Burmand gik det værre!
Fik han Hovdet med?
Knap vel faaer den stramme Herre
Meer det paa sit Sted,
Muelig dog det lykkes kunde,
Hvad kan Tysken ei udgrunde!
Alt han har jo i Fornuften,
Limer godt med Luften!

Plei nu Holger, Jomfru Hæde!
Jomfru Gloriant!
Salv hans Saar og gjør ham Glæde,
For han Seier vandt!
I, som Heltemod og Ære,
Altid har hinanden kjære,
I paany skal vies sammen
Ret med Fryd og Gammen!

257

Kiærminde-Sang.

Mel. Det var en Søndag-Morgen.

Det var en Sommer-Morgen,
Endnu før det blev Dag,
Da yppedes paa Heden
Et Holger-Danske-Slag;
Da Soel stod op i Øster,
Den neppe var at see,
Og alle Fugle-Røster,
I Struben kvaldes de.

Det var paa Idsted-Hede,
Og saa i Øvre-Stolk,
For gamle Danmarks Ære
Da stred det danske Folk,
Ja, for den danske Tunge,
Og for det danske Land,
Stred Heltene de unge
Som gamle Hildetan!

Der faldt den gamle Nordmand,
Den djærve Sleppegrell,
Han regned meer ei Kugler,
End Hagl det haarde Fjeld!
Der faldt den bolde Læssøe,
I Heltemanddoms-Aar,
Og for den danske Løve
Det var et Hjertesaar!

Der faldt i Ungdoms Blomster
Saamangen modig Svend,
At Tysken troer det neppe,
Vi mange har igien;
Dog synger danske Drenge,
De slaaer i Vænget Top:
Som Blomsterne i Enge
Hvert Aar de voxer op!

Tak være danske Piger,
Som græde nu iløn
For Broder og for Beiler,
Som Moder for en Søn!
258 De holdt dem ei tilbage
Med bange Suk og Graad,
De sang for dem med Brage:
Vaagn op til Heltedaad!

Guds Fred med vore Død
I Danmarks Rosengaard!
Guds Fred med dem, som bløde
Af dybe Hjertesaar!
Vor Kiærlighed med alle,
De Store og de Smaa,
Som vilde staae og falde
Med Løven askegraa!

Gud gav en herlig Seier
Den lange Sommerdag,
Fra Morgengry til Middag
Det tordned Slag i Slag,
Men da i Middags-Stædet
Man saae den gyldne Soel,
Da vundet var Guld-Sædet
Til Danmarks Dronning-Stol!

Fra Als til Dannevirke,
Fra Sli til Ægers Dør*),
Skal Danmarks Løver springe
Paa Gyldengrund som før;
Hos Angler og hos Friser,
I gienfødt Vennelag,
Skal synges Kæmpeviser
Om Seirens Julidag!

Og hvergang Danmark græder
Guldtaarer med Guldklang,
Og hvergang Øiet perler
Ved liflig Vemods-Sang,
Da hvælve Rosen-Telte
Dem selv ved Havets Bredd,
Hvor Danmarks Julihelte
Fik deres Leiested!

*
259

Papirs-Helte-Sang.

Mel. Vi Sømænd giør ei mange Ord.

Der var engang en tysk Skribent
Om Krigen i det hele,
Han ridsede den af paa Prænt
I alle sine Dele,
Og saa, med Bogen i sin Haand,
Han raabde: mærker dette!
Her seer I en Napoleon,
Og det den regelrette.

Det var Hr. Bisselær i Kiel,
Han læste og han hørde,
Til Gru og Graad, til Smidsk og Smil,
Det Mesterværk harn rørde;
O, raabde han: høityske Aand!
Jeg dig tilhører ganske,
Med din Papirs-Napoleon
Kom hid og slaae de Danske!

Han kom, han saae, han overvandt
Statholderskabets Nuller,
Og stive Stikkere han fandt
Til Listens tomme Huller;
Saa lærde han den tappre Hær
Galant at debusjere,
Men hvad han lærde den især,
Det var at »retirere«.

Giv Agt! han raabde, godt at slaaes
Forstaaer selv danske Peere,
Men hvad de lære skal af os,
Det er at retirere;
Man saae det godt ved Oversø,
I Flensborg endnu bedre,
Det kan de ei paa deres Øe,

Saa lidt som deres Fædre.
Saa drog han op i Herrefærd,
Alt som det stod beskrevet,
Han stilled op sin stolte Hær
Paa Idsted-Overdrevet;
260 Da løfted han sig paa sin Taa,
Høitidelig han meldte:
Ihvor vi staae og hvor vi gaae,
Vi er høityske Helte!

Han løb derfra i Hui og Hast,
Jeg vil det ikke dølge,
Selv de, som hængde ved ham fast,
De knap ham kunde følge,
Thi som han Mester var i alt
Hvad Krigsfolk sidst behøve,
Saa var han ogsaa, da det gjaldt,
En Mester i at løbe!

»Det altid er hvad man giør sidst,
(Saa hørdes han at tale)
Og Flugten prøver Konst og List
Paa Bjerge og i Dale,
Giør man det slet, er man til Spot,
Men stolt er vores Rygte;
De praled og de prøised godt,
De bedst forstod at flygte!

Der vistnok er begaaet Feil,
Vi ellers maatte seiret,
Thi alle Hære til et Speil
Vi havde stolt os leiret,
Men Seier dog er Lykke blot,
Berygtet for sin Venden,
Er Enden god, er alting godt,
Og Flugten det var Enden

Det var Hr. Bisselær i Kiel,
Han rømmed sig og bukked,
Han slog saa ynkeligt et Smil,
Han præked og han sukked:
Saasandt jeg hedder Bisselær,
Og Konsten alt opveier,
Den Springdands er al Ære værd,
Moralsk er det en Seier!

261

Hurra-Vise om Or. Villesen.

(Synges paa sin egen behagelige Melodi.)

Hr. Villesen var en tysk Hugaf,
Han kunde skvadronere,
Han raabde: seer mig den danske Hær,
Da maa den reent krepere.
Kiender du de Danske!

Han staaer som en Helt den Dag idag,
At sige paa Papiret,
Og der findes ei en Tøddel om,
Han har for Dansken firet
Kiender du de Danske!

Hr. Villesen skrev til Øst og Vest:
Vil I see nye Mirakler,
Saa skynd jer og kom til Idsted-Kro!
Jeg flaaer de danske Stakler.
Kiender du de Danske!

De Danske, de saae slet ikke ham,
Men han saae dem tilvisse,
De holdt ham saa varm, han blev saa heed,
At brat han maatte bisse.
Kiender du de Danske!

Han raabde: det er slet ingen Konst,
Kun grov Konfekt og Drilling,
Jeg løber kun for det Barbari
At bankes ud af sin Stilling.
Kiender du de Danske!

Han bissed paa sine bare Been
Til Sli og Gottorp-Borgen,
Han stædtes slet ikke der endda,
Han bissed over »Sorgen«.
Kiender du de Danske!

262

Men da han saa kom til Rensborgs Port,
Han tordned: holdt, I Kiække!
Og Skam faae hver den, som kryber nu
I Skjul for Odd og Egge!
Kiender du de Danske!

Et Slag har vi tabt, den Sag er klar,
Og Slesvig er nu fløiten,
Men det var kun Lykkens Skyld, den Mær,
Nu blæser vi ad Tøiten.
Kiender du de Danske!

Man siger jo nok i Dannemark,
At Hugg er holdne Vare,
Men det er kun Snak, naar vi blot kan
For Tro derpaa os bare.
Kiender du de Danske!

Saa ryst nu kun af dig, stolte Hær,
De danske Bank, som stinker!
Gak frem paa den Vei, du har betraadt,
Hvor jeg og Tyskland hinker!
Kiender du de Danske!

Saa synger vi nu et tysk Hurra
For Helten paa Papiret:
Gid længe han leve i Berlin,
Saa daadfuld og dydsiret!
Kiender du de Danske!

Vi synger dog helst et dansk Hurra
For Kongen og hans Ka'le,
Som bankede ud Hr.Villisen
Fra Hoved indtil Hale!
Kiender du de Danske!

263

Den danske Menigmand.1

Midt under Idsted-Slaget,
Ei langt fra Langesø,
Der laae i Vaaben-Braget
En Dansk, som skulde døe;
Hans Kiendings-Navn vel ingen nævne kan,
For han var kun en menig Mand.

Ham rulled to Kanoner
Forbi med Seiers-Sang,
Han i de danske Toner
Opstemde sidste Gang:
»O Herre Gud! saa skulde jeg endda
I dette Liv den Glæde ha'

Saa skiønt et Eftermæle
Faaer ei Stridshøvding hver;
O, hvilke høie Sjæle
Boer i det Lave her!
Her paa det Jævne er selv Bjørnen tam,
Og Løve-Ungen som et Lam!

I, med de store Kræfter
Og med det stolte Navn!
O, siger tit herefter:
Gid vi i Dødens Favn
Maae takke Gud, at Glæden vi endda
Med Seier føre skal herfra!

* 264

O, priser, Dane-Skjalde,
De danske Helte smaa!
I Hundredviis de falde,
I Tusindtal opstaae,
Og seirer Danmark, deres Heltedød
Dem hardtad synes alt for sød!

Lad Skjalde-Snekken bære
Det Budskab over Strand
Om Adel, Dyd og Ære
Hos Danmarks Menigmand!
Thi Heltene ved Idsted og ved Stolk
Det var det lille danske Folk!

Og I, som Lys vil tænde
I Borgestuen her,
O, lader Lyset brænde,
Saa det er Ilden værd,
Saa Danmarks Engel seer med Smil og Graad
I Lys sit Hjerte og sin Daad!

265

Danmark om hundrede Aar.1

ISeierens Aar efter Idsted-Slaget,
Jeg drømmende sad I en Morgenstund,
Ei Sjælen sig selv havde ret opdaget,
Men fulgde med Strømmen, som Sild i Sund,
Og Tankerne bølged saa smaat og tæt,
Som Vandet, naar Vinden det kruser let.

Da drømde jeg om, hvad i Danevangen
Om hundrede Aar skulde kaldes nyt,
Hvad da var paa Tungen og hvad i Sangen,
Og hvortil der da skulde siges Pyt?
Om da var forglemt eller lagt for Had
Hvad Danskeren skrev og hvad Skjalden kvad?

Da hørde igien jeg de Toner vilde,
Som altid har gjort mig vemodig stemt,
Selv naar de kun lød ved et Drikke-Gilde:
Om hundrede Aar, da er alting glemt,
Om hundrede Aar er, som nys du sang,
En Vanelands-Skygge dit Danevang.

Da selv til Examen ei meer det kræves
At vide, hvor »Danmark« paa Kortet laae,
Ei leder man længer derom forgiæves,
Hvad Klangen betød i den »Bølge blaa«;
Thi da som Kattun klinger al den Sang,
Der før lød i Sky over Danevang!

* 266

Da er »Nordalbingien«, havomslynget,
En Kreds i det hellige Tyskerland,
Med Vinger den romerske Ørn, forynget,
Da slaaer over Øster- og Vester-Strand;
Selv Maagen, som fløi over Belt og Sund,
Da skriger paa tysk hver en Morgenstund.

See, da Kiøbing-Havn hedder »Kopenhagen«
Endog i den sællandske Bondes Mund,
Da brækker paa Tysk man der hele Dagen,
I Mørket om Dansken der mumles kun,
Og i Kopenhagen paa Flensborgdansk
Selv Frøisen og Bairen er indenlandsk.

I hvad nu paa dansk kaldes Hovedstaden
Det være skal da, som i Flensborg nu,
Saa ondt man har ved at opdage Gaden,
Hvor Halvdanske-Præsten, han boer i Smu'
Og præker, som tyske Høipræsters Tut1,
Lidt dansk, der for Resten er reent forbudt.

Han boer da vel sagtens i Løngangs-Stræde,
Som Kiællinge-Præsten til Vartous Trøst,
Og der har han Lov til saa smaat at græde
For Danskens Guldalder med Liv og Lyst,
Men tysk skal der synges, om nok saa plat,
For lavt er til Rimet det danske Pjat.

I Skolerne høie og selv de lave
Der tales da Tysk kun, naturligviis,
Hvis en snakker dansk, han da paa sin Mave
Til Spot og til Spee faaer en malet Griis,
Og Tamp faaer enhver, som har læst en Bog
Paa Danskernes pjattede Almusprog.

Din »Dansker« med alt hvad for Dansk har kæmpet,
Fra Uffe hin Spage til Sleppegrell,
Da er, som man kalder det, »sanft« neddæmpet,
Som Støvbækkens Oprør mod sin »Urquell«,
Som Skjoldmøens Kamp for sit Pigenavn,
Der tabe jo skal sig i Kæmpens Favn.

* 267

Din Trøst maa det være, at om dit Minde
Vil Tyskerne værne med Værker nye,
Bevise, du som en Titan iblinde
Optaarnede Bjerge mod Zeus i Sky,
Man vil have hørt af din Klokkers Dreng,
Du skriftede tysk paa din Sotteseng!

»Hold Kæft med din Skumlen, du Varulvs-Vætte!
Ti kvær med din Skvaldren, Ulykkesfugl!
Saa skifted i Marken ei Sværdet Trætte,
Det farved ei Dannebrog sortrødguul
Den Røst var at høre som Skrald fra Sky,
Og brat jeg foer op ved det høie Gny.

Jeg saae mig omkring da til alle Sider,
Jeg gned mine Øine, til jeg blev øm,
Jeg tænkde: hvad er det i vore Tider,
Hvad kan det dog være nu meer end Drøm
Med Lammet som Ulven kan ei faae slugt,
Med Duen, som driver den Høg paa Flugt!

Jeg mærked, jeg kunde det ei udgrunde,
Men ikke des mindre det blev dog sandt,
At Tyskeren bissed, som bedst han kunde,
Og skrev i Avisen »de Danske vandt«,
Og var det kun Blæsten, de slog ved Bau,
»Ideen« de fældte ved Idsted-Skov!

Ja der, i det fyndige »Donnerwetter«,
Der havde Ideen sin ægte Fiim,
Saa hvad kan det giøre, at end den sprætter
I Dahlmann, Gervinus og Fon-Arnim?
Tultre Professorer og fillefem1,
Hvad regner vel Dannemarks Løver dem!

Tør Tysken selv Gottorp ei meer forsvare,
Og vover sin Næse til Flensborg ei,
Da skal for at seire han vel sig bare
Paa Danskernes ældgamle Orlogsvei
Paa blaanende Bølge til Øresund,
Med Sangen, som bølger af Hjertensgrund!

* 268

Du Gamle i Norden, som altid svarer,
Naar Skjaldene spørge med sønlig Hu!
Hvad Tidernes Varsler dig aabenbarer
I Tidernes Følge udfolder du;
Saa siig mig nu, Gubbe, hvad forestaaer
I Dannemarks Rige om hundred Aar?

»Om hundrede Aar æventyrlig klinge
Det skal, naar af Heltenes Børnebørn
Det meldes i Marken, hvor vidt sin Vinge
Engang han udstrakde, den tyske Ørn,
Hvor bange man blev midt i Axelstad,
Naar han med sin Klo havde rørt et Blad!

Om hundrede Aar man forgiæves leder
Ei blot om tysk Kirke paa Christjanshavn,
Ei blot om tysk Prædiken hos Sanct Peder,
Ei blot om tysk Skole til Danmarks Gavn;
I Flensborg da leder, som han kan bedst,
Om »Hjorden« forgiæves den tyske Præst!

Om hundrede Aar findes ei ved Slien
Et Slesvig der meer, men kun Kædeby,
Paa dansk synger Fuglen og surrer Bien
Om Old-Dannevirke opbygt paany,
Om Danebods Alter, hvor uden Bram
Staaer »Løven for Slesvig, et Paaskelam

Om hundrede Aar er den danske Tunge
Langt mere berømt end det danske Sværd;
Om hundrede Aar er den danske Konge
Den eneste Drot, som er Navnet værd;
Om hundrede Aar er den danske Skrift
Et Aandens Vidunder af Hjertets Drift!

Om hundrede Aar er den danske Bonde
Langt bedre oplyst om de bedste Ting,
End nu Professorerne om det Onde,
Og om alle Tyskeres Bukkespring;
Han kiender vor Jord i sin bedste Dragt,
Han kiender den himmelske Godheds Magt.

269

Om hundrede Aar er et Lys der oppe,
Som kaldes »det danske« af Læg og Lærd,
Det skinner el op over Bøge-Toppe,
Men dreier sig ene om Livets Værd,
Og alle dets Aarer her indenlands,
Hvor Freden er Fylde og Glæden Glands!

Om hundrede Aar der et stort Høstgilde,
Omtrent i den engelske Havmands Stil,
Skal holdes paa Marken med Aasyn milde,
Mens lutter Suuraiuler man seer i Kiel,
Da bliver Brøndsalen af Guder fuld,
Da skinner som Solen det røde Guld!

Ja, Festen, som holdtes i disse Dage1,
Den var kun et Glimt giennem Skyer graa,
En lille Hornblæser for Asa-Brage,
Et Billed i Regnvand af »Bølgen blaa«,
Som da pløie Aser og Vaner med
Til Gilde ved Heltenes Hvilested!

Da tømmes det liflige Brage-Bæger,
Udpresset af Druer fra Syd og Nord,
Som ikke beruser, men vederkvæger,
Opliver til Fremskridt i Helte-Spor,
Det levende mindes, at sidst fra Bau
Gik underlig om de til Idsted-Skov!

Med tusinde Tunger ved det Høstgilde,
I Sanger-Forening fra Syd og Nord,
Det meldes, at »Hjertet er Livets Kilde«,
Er Moder i Løn til hvert Kraftens Ord,
Saa Aand uden Hjerte, det er kun Vind,
Og Liv uden Hjerte, det er kun Skin!

Fra Hjertet ei blot strømmer Liv til Hænder,
Og rører i dem sig da kiønt og frit,
Det strømmer end ud giennem Finger-Ender
I Marmor og Farver og »Sort paa Hvidt«,
Og skaber for Hjertet et Gaade-Speil,
Med Yndigheds Slør over Flid og Feil!

* 270

Og Hjerternes Klang er i Moders-Maaiet,
Dets Tab uden Bod som vor Moders Røst,
Dets Lys er som Luens af Arne-Baalet,
Dets Lyd er som Sangens ved Moder-Bryst,
Dets Kraft er som Mælkens af Moder sød,
Dets Varme som Leiets i Moder-Sklød!

Og Danskernes Maal er som Dannekvinden,
Vidunderlig øm og dog stærk i Løn,
Med Roser ei ene paa Ungdoms-Kinden,
Med Ild ei alene i Kys og Bøn:
Med Skjoldmøens Rødme i ædel Harm,
Med Heltemods-Ild i sin Skjoldmø-Barm!«

See, da er til Latter den tyske Viisdom,
Som veed ikke Forskiel paa »Liv og Død«,
De danske Guldhjerter har sprængt den lisbom,
Som Aand vil forbyde at boe hos Kiød,
Og dermed fordømt er den kolde Trods
Mod Kiærligheds-llden, som Gud med os!

Og dermed det bedste, som Jorden eier,
Opstiger forklaret i Aandens Glands
Og dermed er kronet de Danskes Seier:
De blye gik til Kampen, som Mø til Dands;
De kæmpede kun for hvad dem var kiært,
De seirede dog for hvad alt er værdt!

De kæmped for Landet, som Arilds-Fædre
Med Sværdet kun værged, med Sværd ei vandt,
De kæmped for Tungen, som ingen bedre
Med Kys af sin Moder den tidlig fandt,
De kæmped for Danskernes Vennelag,
Det mildeste Møde ved Nat og Dag!

De kæmped og seired som Hjertets Helte,
Med Kiærligheds-Modet for Kiærlighed,
Og derfor de straale ved Sund og Belte,
Til Kiærligheds Soel gaaer i lishav ned,
Og derfor de leve i Skjaldens Sang,
Til Hjertet i Røsten har tabt sin Klang!

271

Totusinde Aar har det danske Hjerte
I Skjaldenes Øre gienfødt sin Klang,
Om hundrede Aar med forvundet Smerte
Det føder den klarest til Svanesang,
Saalænge den lyder med Bølgeslag,
Saalænge og seirer »den danske Sag