Folkelighed og Christendom.
[Dansk Kirketidende Nr. 107, den 17.
October 1847].
✂ »Grundtvigianerne sammenblande efter deres Mesters Exempel, Danskhed, Nordiskhed og Skandinavisme med Christendom, drive ofte et Væsen med det Folkelige og Nationale, som overført paa et helligt Gebeet seer meget betænkeligt ud.«1
✂ Denne pudsige Berlingsavis-Efterretning om en Sect, som jeg, efter Navnet at dømme, skulde staae i Spidsen for, vilde jeg kun smilt ad, naar jeg ikke vidste, der var mange flere end den beskedne Landsbypræst paa Dommersædet over Bisper og Professorer, saavelsom over Vartouspræsten, der finder det meget betænkeligt med min saakaldte »Sammenblanding« af Danskhed og Christendom, men nu, da jeg veed det, og Folk i alt Fald trænger høit til Oplysning om begge Dele, nu mindede Avis-Efterretningen mig om, at jeg, som var nærmest til at give den fornødne Oplysning, dog maaskee har forsømt at gjøre det saa jævnt og tydeligt, som jeg kunde. Jeg nævner imidlertid med Flid kun Danskhed og Christendom, thi jeg veed mig fri for nogensinde at have nævnet Nordiskhed, end sige den mesopotamiske Skandinavisme, i en saadan Forbindelse med Christendom, at selv den mest stærblinde Landsbypræst kunde synes, jeg sammenblandede dem, og hvad de saakaldte »Grundtvigianere« kan have gjort, vedkommer mig saameget mindre, som de er mig aldeles ubekiendte. Til at stifte Partier har jeg nemlig aldrig duet, men jeg har heller aldrig prøvet derpaa, fordi Historien tidlig lærde mig, at det gaaer med Partier, som med Salaten hos Epiktet, * 81 at hvem der ikke vil betale hvad de koster, maa finde sig i at undvære dem, og vilde man derfor, som jeg, giøre sig den Umage at see lidt nærmere til, da skulde man snart finde, at af de saakaldte »Grundtvigianere« vil den ene rose min Prædiken eller Kirkesang, men laste min Mythologiskhed, Historiskhed og Pæredanskhed, eller dog i det mindste min Blindhed for de gudelige Forsamlingers og Missionsselskabernes Ypperlighed, medens den anden vil giøre omvendt, saa at, om jeg ogsaa havde to halve Partier, blev der dog aldrig et heelt af dem. Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligviis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine Tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ingenlunde som uforligelige, men dog som saa høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele Verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.
✂ Med alt dette vil jeg dog ikke nægte, at jeg jo i min Ungdom nævnede Danskhed og Christendom saa tit i eet Aandedræt og i saa dunkel en Forbindelse, at man let kunde tænke, jeg paa en eller anden Maade sammenblandede dem, og derfor er jeg nærmest til, det bedste jeg kan, at oplyse et Forhold, der ikke blot har været dunkelt for mig, men er det endnu over hele Christenheden, det rette Forhold nemlig mellem Folkelighed og Christendom.
✂ Hvad nu først det oprindelige Forhold angaaer, da maae vi jo alle vide, at Christendommen, selv i Jødeland, hvor den opstod, end sige da i Hedning-Landene, hvortil den forplantedes, forholdt sig til det Folkelige, som en himmelsk Giæst til et jordisk Hjem, hvortil han kom, ei for at lade sig tjene, men for selv at tjene, og skiøndt alle Spor deraf, saavidt mueligt, udslettedes i Præste-Herskabets (Hierarchiets) Dage, saa vedbliver dog ligefuldt det oprindelige Forhold at være det eneste rette og naturlige.
✂ Naar man imidlertid, som vi nuomstunder alle, er kommet vrangt og unaturlig ind i Tanke-Verdenen, da er det Rette og Naturlige sædvanlig det, vi sidst lade vederfares Ret, saa det er efter Omstændighederne rimeligt nok, baade at jeg i min Ungdom selv tog feil og at jeg i min Alderdom lastes uforskyldt; men da Sagen baade for Folkene og for Christendommen er af høieste Vigtighed, maa jeg dog ingen Uleilighed spare, for, 82 om mueligt, at giøre mine Landsmænd og især de Danske Christne det ret indlysende, at det oprindelige Forhold er her det eneste Rette, saa, jo mere det er blevet forstyrret, des ivrigere maae vi, til fælles Bedste, arbeide paa dets Fornyelse.
✂ Betænke vi nemlig først, hvordan Christendommen er kommet til Dannemark, da veed vi jo, det var ikke som en Voldsmand, der sætter Retten i Spydstagen og truer de Folk, han giæster, til at gaae under Aaget, men at det var som en spagfærdig, værgeløs Klosterbroder, der hos Kongen af Dannemark udbad sig Tilladelse til at forkynde det glade Budskab om Frelseren, født i Bethlehem, og til at christne og døbe dem, der lod sig overtale til at troe paa Jesus Christus, og vi veed, at Kongen af Dannemark gav ham denne Tilladelse, ikke fordi han selv var Christen eller havde bestemt sig til at blive det, men fordi han fandt at Evangelisten (Ansgar) var en hjertensgod, ærlig, oprigtig og trofast Mand, og sluttede saa fra »Svenden til Herren« og fra Evangelisten til Budskabet*).
✂ Christendommens Stilling i Dannemark beroede altsaa oprindelig paa, hvad Indflydelse den ved Ordet selv kunde skaffe sig hos det Danske Folk, og dersom det havde været Meningen, først at liste sig ind i Riget, og siden, naar man havde faaet en Slump Tilhængere, da at bringe baade Kongen og Folket under Aaget, da vilde det jo været et lumpent Forræderi, aldeles som Tævens i Fabelen, der tiggede et Hundehus til at lægge sine Hvalpe og, da de var blevet store, trodsede Eiermanden og sagde: tag Huset fra mig og mine Hvalpe, om du kan!
✂ Var nu dette virkelig i Christendommens Aand, da var det aabenbar ingen god, men en ond Aand, ligesom Romerskhedens, fiendtlig mod alle Folke-Aander, altsaa mod Menneske-Aanden under alle Skikkelser, og især fiendtlig mod Sandheds-Aanden, som naturligviis er Guds egen Aand; thi det var jo lumpen Falskhed fra først til sidst: Falskhed, som en Voldsmands, der under Fredeligheds og Venskabs Maske, stjæler sig ind i det Land, han vil underkue, og dobbelt Falskhed, fordi Menneskets gudelige Forhold, naar det ikke er hjerteligt, er heller ikke sandt, men falsk.
✂ At nu hverken Vold eller Falskhed er i Christendommens Aand, det har selv dens Modstandere sædvanlig * 83 indrømmet og altid, under Mishandlingen af de Christne, forudsat; men er det Modsatte, er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig enten med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.
✂ Det Sidste maae vi her vel lægge Mærke til, thi medens vi Prostestanter ligefra Begyndelsen har erklæret Papisternes sædvanlige Fremgangsmaade med at christne Folk og Riger i Middelalderen, for aldeles uchristelig, saa har vi dog lige indtil nu bildt os ind, at hvor det nu engang var skedt, hvor et Folk med List eller Vold engang var bragt til at lade, som det heelt og holdent var indtaget og giennemtrængt af Christendommen, der var det ikke blot tilladeligt men nødvendigt med Magt at vedligeholde det paatvungne eller paalistede christelige Skin.
✂ Først da, naar vi indseer, at dette christelige Skin er hverken til Gavn for Folket eller for Christendommen, men til største Skade for Begge, først da kan vi stræbe paany at sætte Christendommen og Folket i det fri Forhold til hinanden, som hos os var det oprindelige, og som vi maae tilstaae burde været det allevegne, hvor Christendommen kom hen.
✂ Den nemmeste Maade at komme til denne Indsigt paa, er nu at stirre vist paa Christendommen og overbevise sig om, at den ingenlunde, som Papisterne meende, er en ny Guds-Lov, der vil beherske hele Verden, ligesom Mose-Loven beherskede Jødeland; men at den er et himmelsk Evangelium, et mageløs godt Tilbud, som tjener til alle deres, men ogsaa kun til deres, Fred, der godvillig troende modtage det Dette er den gienneste Vei til at finde al muelig Anvendelse af Tvang eller andre verdslige Midler til Christendommens Sag skadelig paa begge Sider, da de Vantroe naturligviis ei har mindste Gavn af Evangeliet, og bestyrkes nødvendig i deres Mistanke og Nag til det, jo mere man stræber at paatvinge eller paaliste dem det, som en stor Skat og Herlighed.
✂ Giensti bliver imidlertid, ogsaa her, efter Ordsproget, let Glipsti, thi man kan baade indrømme og indsee, at Christendommen, som et Evangelium, naturligviis kun nytter dem, der godvillig modtage den, og maatte for sin egen Skyld ønske al Tvang borte, og man kan dog indbilde sig, at Christendommen 84 fører en Guds-Lov med sig, der skal holde de Vantroe i Tømme, som ikke vil modtage Evangeliet.
✂ Vist nok kan man ogsaa bevise, at denne Undskyldning, hvormed Protestanterne har søgt at besmykke den Aands-Trældom, de selv baade fordømde og berøinde, var kun en tom Udflugt, da det jo netop var Troen paa Jesus Christus og hans Evangelium, man vilde paatvinge Folk, netop Bekiendelsen af den Tro, de ikke havde, man aftvang de Vantroe; men det faaer dog ingen ret Art med vor Afsky for den saakaldte »herskende Kirke,« førend vi indseer, at enten det er Lov eller Evangelium, der fremtræder som guddommelig Aabenbaring, da beroer saavel dens Sandhed som dens Gavnlighed derpaa, at den sætter sig i et frit Forhold til Menneskens Børn, da ethvert andet Troes-Forhold er grundfalsk, altsaa vederstyggeligt for den sande Gud og utaaleligt for det sanddru Menneske.
✂ Dette og dette alene slaaer Hoved paa Sømmet, thi kun derved afskiæres alle muelige Udflugter, saa naar man vil forsvare eller undskylde Aands-Trældom enten med Aabenbaringens misbrugte Historie, eller med Aands-Trældommens indbildte Gavnlighed under visse Omstændigheder, da behøver vi ikke at indlade os i en uendelig Tvist derom, men kun at vise, at har nogen saakaldt guddommelig Aabenbaring selv sat sig i et tyrannisk og slavisk Forhold til Menneskene, da har den derved selv beviist sin Uægthed, og at, hvormeget verdsligt Gavn man end kan have havt af Løgn og Falskhed i Salighedens Sag, saa bliver det dog lige vist, at det ikke nytter et Menneske at vinde al Verden, naar han taber sig selv i Løgnens og Falskhedens bundløse Afgrund.
✂ At der er dem, som heller ikke vil ændse dette Beviis, det veed vi nok, fordi der, desværre, er dem, der, ligesom Pilatus, i aandelige Ting slet ikke bryder sig om Sandhed, men Hovedsagen er her, som sagt, at alle Christne og nærmest Danske Christne, komme til den Indsigt, at Aands-Trældom i Salighedens Sag er under alle muelige Omstændigheder ligesaa uchristelig og ugudelig som den er umenneskelig, thi naar kun de Christne allevegne i denne Henseende giør fælles Sag med Natur-Menneskene, da vil Christendom og Folkelighed allevegne og allersnarest i Dannemark paany komme i deres oprindelige, fri, eneste rette og naturlige Forhold. Det er nemlig ikke blot sagt saa tit, men har viist sig saa 85 klart, at man kun giør sig til Latter ved at nægte det, at Folkeligheden i vore Dage vaagner trindt i Christenheden og stræber med mere eller mindre Lys og Kraft at giøre sig giældende mod alt det Fremmede, der enten for Øieblikket behersker den eller truer med at giøre det, og derved staaer Christendommen vist nok tilsyneladende Fare for at tabe hele sin Indflydelse paa Folkene, men naar det klarer sig, at Christendommen, langtfra at eftertragte nogensomhelst Aands-Trældom, inderlig afskyer og af al Magt bekæmper den, og langtfra at ville undertrykke Folkeligheden, selv har vakt og vil opelske den, see, da maatte Folkene jo være vanvittige, om de forskiød en Bundsforvandt mod alt fremmed Herskab, hvis mageløse Kraft Tiderne bevidne, eller misundte den englemilde Røst, der kun vil giøre Godt, hvad Indflydelse, Folk godvillig skiænke den. I det mindste hvad Dannemark angaaer, er jeg da vis paa, at Christendommen, ved paa alle muelige Maader at fremme Aands-Friheden og tjene Folkeligheden, vil vinde større Ærbødighed og mere Indflydelse end den nogensinde før har havt, og det ingenlunde blot fordi den derved erhverver sig en glimrende Fortjeneste af den paa saamange Maader undertrykte, seipinte og hardtad dræbte Folkelighed, men især fordi Aands-Frihed og Folkelighed er hvad Christendommen, for at virke i sin Aand, enten maa forefinde eller, hvis de fattes, skabe dem.
✂ Dette var da ogsaa, hvad der dunkelt svævede for det Sextende Aarhundredes Reformatorer, da de fremfor Alt hjalp Folkene til at afkaste det fremmede Aag, som Paven og lians Geistlighed, under det falske Navn af Christi Statholdere, havde paalagt dem i Christendommens Navn, og da de indførde Folkenes Modersmaal i Kirken, som. Betingelsen for den sande Christendoms levende Indflydelse; thi derfor lovsynges jo Reformatorerne endnu som Folke-Helte og Halvguder selv af dem, der slet ikke ynde eller vil tilegne sig Reformatorernes Christendom. Det Nittende Aarhundredes Reformatorer behøve da kun med den stegne Oplysning at træde i deres store Forgængeres Spor, saa er de visse paa baade at aabne Christendommen en langt frugtbarere Virkekreds, og at giøre sig høit fortjente af Folkene, enten disse saa vil være Christne eller ikke, hvad nødvendig maa overlades til enhvers eget Hjerte, men kan kun afgiøres, naar Menneske-Naturen og Christendommen levende mødes i fri Vexel-Virkning.
86✂ Jeg veed det meget godt, at mange statskirkelige Orthodoxer anseer Aands-Friheden, og mange saakaldte Hellige Menneske-Naturen for Noget, Christendommen nødvendig maa bekæmpe, men det kommer da aabenbar af, at de slet ikke kiende levende Christendom og den Aand, som giør levende, men giør sig et ligesaa aandløst, som unaturligt Begreb om begge Dele; thi ellers maatte de jo vide, hvad hvert levende Menneske veed, at Troen er endnu en langt friere Sag end Tankerne, og at hvem der ikke naturlig har Tro paa Gud og Lyst til det evige Liv, har heller ikke Øie for Evangeliet om Guds Søn med det evige Livs Ord, saa at hvor Christendommen skal virke velgiørende, maa den, som sagt, enten forefinde Aands-Frihed og Folkelighed, eller den maa fremkalde dem.
✂ Vistnok er der dem, som vil indrømme, at baade Aandsfrihed og Menneskelighed maa findes, hvor Christendommen skal kunne virke velgiørende, men som dog nægte, at det Samme giælder om Folkeligheden, men det kommer da af, at de tænke sig Menneskeligheden i Himlen eller i Luften, ikke paa Jorden, thi paa Jorden finder man aldrig Menneskelighed uden Folkelighed, hvad enten saa, som sædvanlig, Folkeligheden indslutter Menneskeligheden, eller, som hos Jesus Christus, Menneskeligheden indslutter Folkeligheden i sig.
✂ Betragter vi saaledes først den Ebraiske og Israelitiske Folkelighed, som staaer os langt klarere for Øine end vor egen, fordi alle vore Præster har præket og vore bedste Børnebøger handlet om den, da seer vi let, at Alting i Jødeland var indrettet til at vedligeholde og styrke Folkeligheden, og at, da den desuagtet var nedsunket i Døds-Dvale, vakdes den ved Johannes den Døber vidunderlig paany, før Christus kom; thi han vendte jo »Børnenes Hjerte til Fædrene og Forældrenes til Børnene,« for at bane Herren Vei og fremstille ham et »velberedt Folk.«
✂ Betragter vi dernæst den Danske Folkelighed, som vel, fordi Ingen i mange Aarhundreder har taget sig af den, kun svæver meget dunkelt for os, men som vi dog kan kiende bedst, fordi vi af Naturen har den i os, da maae vi nødvendig finde, at al den herskende Ligegyldighed for aandelige Ting, Blindheden for Aandens Verden og Døvheden for alle de Basuner som ryste den, Kiendsgierninger som ikke blot de nidkiære Præster men alle opvakte Hoveder jamre sig over, de finde deres Forklaring i Mangelen paa levende Folkelighed, som er aandelig Folke-Død, saa hvad deraf Danskheden 87 endnu er Hive, ligner paa et Haar den trøstesløse Enke ved Nains Port, som følger sin eenbaarne Søn til Graven.
✂ Under disse Omstændigheder at tale til det Danske Folk om Livet i Christus, som med Nødvendighed er den eneste levende Christendom, er naturligvis unyttigt, og naar vi desuagtet giør det, da mærker vi godt det er, som om vor Mester vilde gjort, hvad han dog ingenlunde gjorde, talt til den døde Ungersvend paa Baaren om Veien til det evige Liv, saa kan og vil vi giøre noget i Herrens Navn, da maae vi allerførst, som han, ynkes inderlig over det sørgelige Dødsfald, sige til Enken: græd ikke! og til Ungersvenden: stat op! thi hvor enten det timelige Liv fattes eller er under dyb Hjertesorg kun til Byrde, der er Talen om det evige Liv, naar den ikke bliver til Spot, dog nødvendig til Unytte.
✂ Om vi nu end slet ikke kunde forstaae, hvorfor det er saa, saa blev det jo ligefuldt ved at være, som det er, saa at i det mindste den Danske Folkeligheds Død er Folkets aandelige Død, der maa helbredes ved Folkelighedens Opreisning, førend der, uden som hen i Veiret, kan tales til og med Folket om levende Christelighed, og andet er det jo dog vel ikke, jeg paastaaer, anderledes har jeg bestemt ikke i mange Aar sammenblandet Danskhed og Christendom. For min Ungdom vil jeg derimod i denne Henseende ikke svare, thi da drømde jeg rigtignok, at man kunde og skulde først blive en levende Christen og saa tillige en Dannemand, men selv da gik Naturen hos mig over Optugtelsen, saa jeg anvendte endel af mine fyrigste Præste-Aar paa at fordanske de gamle Krøniker og Bjovulfs-Drapen, som vel ikke kunde opvække Folkeligheden fra de Døde, men stilede dog aabenbar derpaa, og kunde dog endnu mindre giøre Folk til Christne.
✂ Grunden til, at et Folk maa levende være sig selv bevidst, før det nytter nogen anden Aand end deres egen at tale til dem, er for Resten den samme, som giør at Mennesket maa være sig selv bevidst, før det nytter at tale til ham om, hvad han, som Menneske, har eller fattes, hvilken Fare, han løber for sig selv, og hvilket Redningsmiddel, der gives, thi vi veed jo dog vel alle, at hvad der naturlig hæver Menneske-Livet over Dyre-Livet, er Ordet, hvorved Aandens Verden oplader sig for os, og det Nærværende bliver os blot en Overgang fra det Forrige uden Dages Begyndelse, til det Følgende uden Aars Ende, saa vi staae midt i en os indbegribende og derfor nødvendig os ubegribelig Evighed. Ligesom det nu kun er 88 paa Modersmaalet Ordet om det Usynlige faaer Liv og Kraft for os, saaledes beroer vort levende Forhold til Fortid og Fremtid i det Hele paa Følelsen af vor inderlige Sammenhæng med vore Forældre og vore Efterkommere, saa det er nødvendigt i Dannemark og allevegne, ligesom i Jødeland, at skal Guds-Ordet finde et velberedt Folk, da maa et folkeligt Ord paa Modersmaalet først have vendt Børnenes Hjerte til Fædrene og Forældrenes til Børnene, saa de føle, at Døden under alle Skikkelser er deres, er Menneskets Arvefiende, og at Han er den eneste rette Frelser, som kan og vil skiænke os det evige Liv.
✂ At nu alt dette for mangen »Landsbypræst« ja selv for mangen Bisp, kan see »meget betænkeligt ud,« det kan jeg godt forstaae, thi det er for mig selv en meget betænkelig Sag, hvorvidt Nogen af os vil findes dygtig til i Herrens Navn at opvække Døde, men, som sagt, selv den stærblindeste Landsbypræst skulde dog kunne see, at jeg sammenblander netop ikke Danskhed og Christendom, men skiller dem skarpere og tydeligere ad end det er skedt ved nogen Pen hidtildags, og at naar jeg vil have Folke-Skolen til at være udelukkende Dansk, da er det ingenlunde fordi jeg tænker, Danskheden kan enten giøre os alvidende eller salige, men blot, fordi først maa vi være Danske, ligesom alle Mennesker først maae være levende, førend det nytter at tale til dem enten om det timelige eller om det evige Liv. Hvem der helst vil tale til og med de Døde, misunder jeg paa ingen Maade enten Fornøielsen, han har deraf, eller Æren, han vinder derved, men jeg gientager, hvad jeg før har sagt, at et af to, vil jeg dog heller tale med levende Røvere end med døde Helgene, thi hine kan dog muelig besinde og omvende sig, men disse kan slet ingen Ting.